HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL POSTNORD DANMARK RUNDT
 

Løbets rolle og historie

Danmark kan måske ikke regnes som et af cykelsportens kraftcentre, men cykling er ikke desto mindre en af de mest populære sportsgrene herhjemme. I løbet af 1990erne nåede hypen nye højder, da Bjarne Riis og Rolf Sørensen etablerede sig i den absolutte verdenselite, og selvom vi ikke helt har nået samme højder siden da, har ikke mindst det forhold, at vi i mange år var hjemsted for verdens bedste cykelhold, betydet, at mange danskere, der ellers ikke følger cykelsporten regelmæssigt, anser Tour de France som et af sportskalenderens absolutte højdepunkter.

Som det er tilfældet i mange andre europæiske lande, har sportens popularitet resulteret i skabelsen af et nationalt etapeløb. PostNord Danmark Rundt blev første gang afviklet i 1985 på et tidspunkt, hvor sporten var i vækst, men efter bare fire udgaver forsvandt løbet allerede igen. Riis’ og Sørensens succes i de tidlige 90ere skabte imidlertid grobund for, at DCU i 1995 kunne genskabe løbet, og ved at sejre på hjemmebane bidrog Riis i høj grad til at gøre det til en umiddelbar succes. Han forsvarende ganske vist ikke titlen som nykåret Tour-vinder året efter, men hans resultater bidrog til, at løbet siden da har etableret sig som et af vores sportslige højdepunkter, der hvert år umiddelbart efter Touren har bygget videre på den massive interesse om cykelsporten, der altid skabes af verdens største cykelløb.

Selvom løbet fra et tilskuersynspunkt har været en kolossal succes, har det imidlertid ikke altid haft samme sportslige værdi. Startfeltet har været af temmelig svingende kvalitet, og det har derfor ofte været domineret af de bedste danskere samt unge talenter, der har taget en første stor sejr her. I deres storhedstid var CSC ofte totalt dominerende med deres mange stjerner, men efter at det hold nu er opløst, har man i de senere år ikke været i stand til at tiltrække mange store navne. Det forklarer, hvorfor det i høj grad har været danskerne, der har været dominerende, da det for vores lokale helte er et sæsonhøjdepunkt.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Alligevel har løbet spillet en vigtig rolle. I juli har mange ryttere ofte svært ved at finde løb, der kan bruges til at opbygge formen frem mod anden halvdel af sæsonen. Måneden er kendetegnet ved et fattigt løbsprogram, men umiddelbart efter Touren er der mange korte etapeløb, der kan bruges som forberedelse til Vueltaen og efterårets klassikere. Med en relativt flad rute har Danmark Rundt derfor ofte virket i fin synergi med BinckBank Tour (det tidligere Eneco Tour) og endagsløbene Hamburg Cyclassics og Bretagne Classic, til hvilket det har været et godt forberedelsesløb.

Alligevel har det knebet med at tiltrække mange stjerner, og derfor indså man i 2017, at det var svært at konkurrere med de mange etapeløb efter Touren, særligt Polen Rundt, der som WorldTour-løb har krav på deltagelse af alle de store hold. I stedet forsøgte man sig dengangmed en ny kalenderplacering i september, hvor løbet skulle tjene som forberedelse til VM og som alternativ til Vueltaen, Tour of Britain og de canadiske WorldTour-løb. Derved mistede man muligheden for at bygge videre på Tour-hypen, men det havde i første omgang den ønskede effekt. Således var man i stand at tiltrække større navne end tidligere, og selvom de fleste VM-favoritter foretrak de klassiske optaktsløb, kastede specielt John Degenkolb, Jasper Stuyven og Nacer Bouhanni glans over løbet.

Overordnet set var flytningen imidlertid ikke den ønskede succes. Stjernerne ankom ikke i ventet antal, og man måtte samtidig slås med dårligt vejr, der betød, at en etape måtte aflyses på grund af kraftig blæst. Derfor vendte man sidste år tilbage til den klassiske kalenderplacering, men atter måtte man sande, at konkurrencen på det tidspunkt er for stor. Ikke én eneste af de danske Tour-rytter var med, og det var kun Wout Van Aert, Bryan Coquard og måske Andrea Guardini, der kastede lidt internationalt stjernestøv over foretagendet.

I år prøver man så noget helt nyt. Løbet er for første gang rykket til samme uge som Vuelta-starten, hvor der ikke køres mange større løb i Europa. Alligevel har løbet tabt kampen om stjernerne, for ikke blot afvikles det sammen med Vueltaen og WorldTour-løbet i Hamburg, det kommer også efter en uge, hvor der var hele fem store etapeløb på programmet. Desværre har det betydet, at Sunweb, Jumbo og Lotto er de eneste WorldTour-hold, og de kommer alle med unge trupper, hvor det kun er Tiesj Benoot og Jelle Vanendert, der kan regnes som topnavne. Derudover Coquard igen til start for Vital Concept, men derudover er det småt med navne, der vækker genklang uden for en skare af mere dedikerede cykelfans. Og drømmen om at få flere af de danske Tour-ryttere til start brast, da kun Mads Würtz møder op som del af et ellers ungt dansk landshold.

Danmark har ganske vist fostret store klatrere, men vores terræn er hovedsageligt fladt. Derfor er det ikke overraskende, at løbet er meget lig et typisk belgisk etapeløb. Der er mange muligheder for sprinterne, og derudover er der en kuperet etape og en helt afgørende enkeltstart - nøjagtigt som man tit ser det i Belgien. Den traditionsrige kongeetape i Vejle, der bortset fra sidste år altid afvikles på tredjedagen, inkluderer 21%-stigningen Kiddesvej meget tæt på mål, og derfor er det en kombination af eksplosive klatreben samt tempoevner, der er nøglen til succes. Med andre ord er det et løb for en enkeltstartsspecialist, der kan klatre rimeligt på korte stigninger.

Wout van Aert passer perfekt på den beskrivelse, og derfor var det ikke overraskende, at den belgiske komet sejrede sidste år. I sit sidste løb inden crosssæsonen knuste han al modstand i Vejle, hvor han akkurat fik hentet et udbrud inden mål, og med en 2. plads bag Mads Pedersen på enkeltstarten kunne hans sejre ganske suverænt med 32 sekunder ned til Rasmus Quaade og 36 sekunder ned til Lasse Norman. Den skadede Van Aert forsvarer naturligvis ikke titlen - det har nu aldrig været planen - men Quaade og Norman er begge med igen og håber at gøre det endnu bedre end i sidste års succesrige udgave.

Ruten

I de senere år har Danmark Rundt fulgt et helt fast mønster. De første to etaper har som regel været relativt flade, men de smalle veje og sidevinden har af og til kunnet skabe lidt splittelse. Derefter har man afviklet løbets kongeetape i Vejle på tredjedagen, hvor den stejle Kiddesvej altid har spillet en nøglerolle i det endelige udkomme. Fjerdedagen har som regel været delt i to med en sprinteretape om formiddagen og den vigtige enkeltstart om aftenen, inden det hele er sluttet med en stor massespurt på Frederiksberg Allé.

I 2016 droppede man formiddagsetapen på fjerdedagen og forlængede i stedet enkeltstarten. Den model fastholdt man i 2017 og 2018, der begge også afveg yderligere fra det gamle format. I 2017 eksperimenterede man med at vende ”løbet rundt”, så det havde start på Frederiksberg og mål i Aarhus, hvis status som europæisk kulturhovedstad skulle markeres. I 2018 var den store nyskabelse, at kongeetapen denne gang kom om torsdagen, men ellers var alt ved det gamle med en enkeltstart om lørdagen og derudover tre relativt flade etaper.

I år har arrangørerne sammensat en rute, der må høre til blandt de hårdeste i løbets historie. Faktisk kan de sprinterne frygte, at de kun får én chance i løbet af de fem dage, og at de skal vente helt til søndagens finale på Frederiksberg, inden de kommer til fadet. Allerede på 1. etape kan de således se frem til at skulle grave dybt, hvis de vil spurte, når løbet skydes i gang i Silkeborg, der som bekendt byder på noget af Danmarks mest kuperede terræn og derfor vil være vært for en etape med småbakker, smalle veje og ikke mindst en afsluttende rundstrækning, hvor en ganske pæn stigning både kan bruges til sene angreb og til at skabe lidt udskilning inden en forventet reduceret massespurt.

Derefter venter løbets største nyskabelse, når enkeltstarten som noget helt nyt afvikles allerede torsdag. Det sker over 17 km på en flad tonserrute i Grindsted, hvor de store specialister kan komme til fadet. Det betyder imidlertid også, at de knap så tempostærke ryttere ved, hvor meget tid de skal hente, når det på fredag gælder den traditionelle kongeetape i Vejle, hvor den stejle Kiddesvej som altid giver de eksplosive puncheurs en chance for at vinde tid, både i form af bonus og ”rigtige” sekunder.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

I år får de imidlertid en ekstra chance, da de samme ryttertyper kan se frem til at boltre sig på 4. etape, der har en interessant afslutning. For første gang siden Magnus Corts suveræne sejr i 2013 skal der sluttes på bakken i Asnæs Indelukke, hvor en krævende rundstrækning byder på to bakker i den absolutte finale, hvoraf den ene altså leder op til mål, og hvor sene spurter med bonussekunder også kan komme i spil. Det hele slutter som altid søndag med den store finale på Frederiksberg, hvor sprinterne endelig regner med at få det sidste ord, og hvor det formentlig kun er de indlagte spurter inde i hovedstaden, der måske kan skabe forskydninger i et forhåbentligt tæt klassement.

1. etape

Danmark Rundt indledes som regel med en sprinteretape, men måske vil der være lidt afveksling i år. Denne gang er starten nemlig henlagt til Silkeborg, der som bekendt ligger i en af landets mest kuperede egne. Nok er det danske terræn kun sjældent svært nok til at skabe de helt store forskelle, men måske kan rytterne udnytte en finalerundstrækning med den 900 m lange Hvinningdalvej til at skabe lidt mere udskilning end vanligt og måske skabe en overraskelse som den, Lasse Norman leverede på 1. etape i 2018, hvor han på en afsluttende bakke i Aalborg snød alle sprinterne.

Med en distance på i alt 169,7 km er der tale om en relativt kort etape, der har både start og mål i Silkeborg. Fra starten i byens nordlige udkant kører man mod nordvest ud gennem relativt fladt terræn til Kjellerup, hvorefter man snor sig mod nordøst op til Bjerringbro, hvor dagens første spurt er placeret efter 36,4 km. Kort efter når man frem til Ulstrup, hvorefter man drejer mod sydøst for at køre øst om Hammel i mere kuperet terræn, der byder på bakkespurter på Lådnehøje (2,1 km, 2,6%) og ikoniske Pøt Mølle (700 m, 7,1%) efter hhv. 48,2 og 63,6 km. Herefter sætter man kursen mod sydvest med retning mod Sorring, hvor man efter 79,1 km skal over Sorring Låddenhøj (1,8 km, 3,4%), inden man fortsætter til Laven, hvor man drejer mod sydøst for via nogle småbakker at køre frem til Ry.

I Ry sætter man kursen mod vest for igennem mere kuperet terræn at køre frem til Salten, hvor dagens anden spurt er placeret efter 111,9 km, inden det går mod syd via Løndalvej (3,4 km, 2,8%), der har top efter 119,3 km, og videre ned til det sydligste punkt i Vinding. Her drejer man mod nordvest for efter 123,4 at ramme en 800 m lang grusvej, inden man når frem til Vrads. Det kuperede terræn fortsætter, når man kører mod nord frem mod Silkeborg, idet man undervejs skal over dagens sidste bakkespurt (1,1 km, 4,8%) efter 135,0 km og siden kører dagens sidste spurt i Gjessø efter 141,1. Kort efter når man Funder, hvor man kører mod nordøst via en bakke (1 km, 5%), inden man når frem til centrum af Silkeborg, hvor man efter 149,7 km rammer rundstrækningen. Her skal man for første gang op ad Hvinningdalvej (900 m, 5,9%), inden man krydser stregen efter 153,8 km. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 5,3 km lange runde. Der indledes med endnu en tur op ad Hvinningdalvej, som har top med 3 km igen, hvorefter der falder ned mod den røde flamme. Herfra er den sidste kilometer kun ganske let faldende. Der er sving med 2800 m, 800 m og bare 500 m igen, inden man når målet foran Langsøhus.

Etapen byder på i alt 1481 højdemeter.

Ganske vist byder etapen på for Danmark meget kuperet terræn, men knap 1500 højdemeter over kap 170 km kan ikke skræmme mange professionelle. Der er dog en del småveje undervejs, og kombinationen af bakker, smalle veje og en mulig vind kan gøre det til en relativt hård affære, hvor man altid skal tage sig i agt for splittelser. Mest sandsynligt er det dog, at et relativt stort felt skal afgøre det på rundstrækningen, hvor bakken burde være svær nok til i hvert fald at rydde de tungeste folk fra. Om det kan lade sig gøre at køre offensivt, som Norman gjorde det sidste år, er mere tvivlsomt, men udelukkes kan det ikke, at man alligevel kan forhindre den ventede reducerede massespurt.

Silkeborg har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde, men har tre gange været startby for en etape i Danmark Rundt.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

2. etape

Løbets vigtigste etape har altid været enkeltstarten, der som regel har ligget som en sen halvetape på næstsidste dag. I 2016 droppede man formiddagsetapen og forlængede i stedet tidskørslen, og den model har man fastholdt siden da. I år prøver man noget helt nyt ved at flytte enkeltstarten fra den traditionelle placering, så den nu i stedet afvikles allerede om torsdagen inden kongeetapen i Vejle. Derfor venter det første store klassementsslag allerede her, når rytterne kastes ud på 17 helt flade kilometer omkring Grindsted, hvor de store specialister med deres power kan vinde ganske meget tid i kampen om den samlede sejr.

Med sin distance på 17,0 km er enkeltstarten den korteste, siden man droppede halvetapeformatet, og den afvikles med start og mål i Grindsted. Ruten kunne ikke være meget enklere, idet den er pandekageflad og uden væsentlige tekniske udfordringer. Først kører man ad en lige vej mod nordvest ud ad byen, inden man i udkanten skal igennem to sving. Herefter fortsætter man mod nordvest, inden man skal igennem yderlige to sving og derfra kører ud til mellemtiden, der tages efter 8,0 km.

Umiddelbart efter drejer man mod syd, og kort efter sætter man kursen mod øst med retning mod Grindsted. Den retning holdes stort set resten af vejen, men det bliver betydeligt mere teknisk, idet man skal igennem sving med 4400 m, 3700 m, 2400 m, 2300 m, 1900 m og 400 m igen, inden man kører mod nord frem til målet ved sygehuset.

Etapen byder på i alt bare 20 højdemeter.

Specialisterne kunne ikke ønske sig det bedre end at se enkeltstarten henlagt til Grindsted i det flade Vestjylland. Her skal man være aldeles kreativ for at finde den mindste bakke, og derfor er det sand lækkerbisken for ryttere, der kan træde mange watt på de relativt lige og flade veje i det vestjyske. Slutningen er en anelse mere teknisk med mange rytmeskift, men grundlæggende er det en perfekt dag for de virkelige tempokonger.

Grindsted var senest mål for løbet i 1999, hvor Fabio Baldato spurtede sig til sejr på 2. etape. I 2017 blev Mads Pedersen dansk mester i byen efter et løb, der var præget af kraftig vind.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

3. etape

En af de helt faste traditioner i Danmark Rundt har været, at det på tredjedagen gælder løbets klassiske kongeetape i Vejle, hvor den samme rundstrækning med mål kort efter toppen af 21%-stigningen Kiddesvej år efter år skaber helt afgørende forskelle i klassementet. Sidste år ville man afvikle mere af løbet i Østdanmark, og derfor var den som nyt flyttet til torsdagen. I 2019 vender den tilbage til sin vante plads, men som noget nyt køres den efter enkeltstarten, hvilket kan tilføre løbet en helt ny dynamik. Til gengæld er etapen ikke den hårdeste i historien, som vi så det på den vanskelige rute i 2016, men mod slutningen skaber de mange passager af Danmarks måske mest berømte stigning altid splittelse og herligt cykelløb på den næstvigtigste dag i løbet.

Med en distance på 199,7 km er der tale om en relativt lang etape, der fører feltet fra Holstebro til Vejle. Fra starten i den sydlige udkant af Holstebro kører man mod syd gennem og senere sydøst gennem fladt terræn via Aulum og Sunds og frem til Ikast. Her rammer man en lang, lige og næsten helt flad vej, der fører mod sydøst gennem Ejstrupholm ned til den første spurt i Vester Kirke efter 82,3 km. Kort efter drejer man mod syd senere sydvest, inden man når frem til forplejningen, der er placeret umiddelbart syd for Give efter 106,2 km.

Efter frokosten bliver det langsomt mere kuperet, mens man køre en sløjfe mod vest for at krølle sig lidt rundt i bakkerne vest for Vejle. Først kører man mod sydvest og siden sydøst op over Blue Horse (700 m, 7,1%) og Robert Jacobsen Park (500 m, 8,6%), der byder på bakkespurter efter hhv. 129,1 km og 133,0 km. Herfra går det mod nordøst ind mod Vejle via dagens anden spurt, der kommer i Ravning på toppen af en bakke (900 m, 6%) efter 140,4km. Herefter følger en nedkørsel, inden man efter 152,9 km når toppen af Østengaard (1600 m, 4,7%), der byder på dagens tredje bakkespurt. Herfra går det ind til centrum af Vejle, hvor man skal over den stejle Chr. Winthersvej (500 m, 10,0%), der efter 158,2 km byder på dagens sidste bakkespurt.

Efter Chr. Winthersvej forlader man igen Vejle ved at køre mod nordvest. Senere drejer man mod syd, sydvest og sydøst genne svært terræn, der byder på to mindre bakker (hhv. 600 m med 5,1% og 700 m med 5,4%) samt et ultrakort brostensstykke på Hopballevej. Kort efter når man frem til dagens sidste spurt i Nr. Vilstrup med 23,8 km, inden man drejer mod nordøst for via en nedkørsel at køre ind til Vejle, hvor rundstrækningen rammes efter 178,7 km. Kort efter skal man over Kiddesvej (300 m, 9,1%), der undervejs når de berømte 21%), inden man efter 182,6 km krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den klassiske 5,7 km lange rundstrækning, der indledes med knap 2 flade kilometer, inden det falder over 1 km. Herefter følger 2 flade kilometer, inden man med 800 m igen drejer skarpt ind Kiddesvej. Toppen kommer 300 m senere, hvor man drejer først til højre og så til venstre, inden man rammer den 400 m lange, let stigende opløbsstrækning. I alt stiger de sidste 900 m med 6,4% i gennemsnit.

Etapen byder på i alt 1452 højdemeter.

Etapen er velkendt, og vi ved derfor, hvad vi skal forvente. Som regel intensiveres farten, når man rammer bakkerne omkring Vejle, og herefter bliver det et benhårdt udskilningsløb. Den første store udskilning vil formentlig komme på Chr. Winthersvej og derefter vil feltet kun blive mindre og mindre. Til slut vil et lille felt formentlig skulle afgøre det i en yderst aggressiv finale, hvor den korte afstand mellem passagerne af Kiddesvej giver god mulighed for at komme favoritterne i forkøbet, specielt hvis antallet af hjælperyttere er reduceret i det hårde terræn.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Vejle har været mål for kongeetapen hvert år siden 2004. Sidste år lykkedes det Wout Van Aert at køre alene op og forbi et udbrud, der var lige ved at snyde favoritterne, så han sejrede med 2 sekunder ned til Alexander Kamp og 4 sekunder til Robin Carpenter, der sammen med Julius Johansen overlvede fra udbruddet. I 2017 tog Mads Pedersen en solosejr, da han på Kiddesvej kørte alene hjem med 3 sekunder ned til Michael Valgren og seks sekunder ned til Lennard Hofstede og Rasmus Guldhammer. I 2016 sejrede Valgren med 2 sekunder ned til de nærmeste forfølgere, mens Matti Breschel var stærkest i 2015. Manuele Boaro satte de nærmeste konkurrenter til vægs med 12 sekunder i 2014, og Breschel vandt en spurt i en lille gruppe i 2013. Det samme gjorde Lars Petter Nordhaug i 2012, mens Jakob Fuglsang sejrede 2 sekunder foran Simon Gerrans i 2011. Breschel krydsede stregen før holdkammeraten Fuglsang efter en Saxo Bank-magtdemonstration i 2010, og Fuglsang tog en klar solosejr i 2009. I 2009 var Breschel 2 sekunder bedre end Fuglsang og Tom Stamsnijder, efter at Kurt Asle Arvesen havde slået Lasse Bøchman i en spurt i 2007. Fabian Cancellara tog en solosejr i 2006, og det samme gjorde Ivan Basso i 2005, efter at Janek Tombak havde sejret i 2004. Arvesen vandt også i 2002, mens Nicola Loda sejrede helt tilbage i 1999.

4. etape

I gamle dage var lørdagen som bekendt delt i en sprinteretape om formiddagen og den vigtige enkeltstart om eftermiddagen, men det format blev droppet i 2016. Siden da har dagen været helliget enkeltstarten, men det laves der om på i år, hvor det i stedet gælder en almindelig linjeløbsetape, og den kan faktisk blive mere interessant, end man ofte ser det på Sjælland, hvor sprinterne som regel løber med det hele. I år vender man nemlig tilbage til den spændende afslutning i Asnæs Indelukke, hvor Magnus Cort for seks år siden spurtede sig til sejr i en rigtig puncheurfinale, der med to bakker til allersidst slet ikke er så enkel som de fleste afslutninger i det danske løb.

I alt skal der tilbagelægges 175,2 km, der fører feltet fra Korsør til Asnæs Indelukke. Målet ligger nær vandet i det nordvestlige Sjælland, og etapen består således i alt væsentligt af en rejse mod nord gennem øen. Fra start slår man en lille sløjfe ved at kører mod sydøst ned langs vandet til Skælskør, hvor man drejer rundt for igennem fortsat fladt terræn at køre mod nord op til Slagelse. Her drejer man mod vest for at kører helt ud til den sjællandske vestkyst, der følges mod nord og nordøst, inden man atter forlader vandet for at køre mod nordøst, øst og nordøst gennem Gørlev og op til dagens første bakkespurt (700 m, 3,1%), der kommer efter 81,2 km. Herefter snor man sig videre mod nord op over dagens anden bakkespurt (700 m, 2,5%), som er placeret efter 95,4 km, inden man atter når ud til kysten i byen Havnsø.

Her flader det igen ud, mens man følger den flade kyst mod nordøst, inden man drejer ind i landet for at køre op ad Kårupbakken (1,2 km, 5,0%), som kommer efter 119,1 km. Umiddelbart efter komme dagens sidste bakkespurt på Ordrupvej (700 m, 5,0%) efter 123,3 km, inden man fortsætter mod nordøst frem til rundstrækningen, der rammes efter 131,4 km. Kort efter skal man først gang op over bakken i Høve (400 m, 7,9%) på hvis top dagens første spurt kommer efter 131,9 km, inden man kører ned til målbakken (700 m, 6,6%), som fører op til stregen, der passeres efter 134,9 km. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 13,4 km runde, der indledes med en nedkørsel, der fører mod sydøst, inden et let faldende stykke leder mod nordøst, nordvest og sydvest ned til Høve Strand, hvor man atter rammer bakken i Høve, der har top 3 km fra mål. På toppen drejer man mod nordøst via en nedkørsel ad en smal vej, inden man 1100 m igen tager det sidste sving og kort efter rammer målbakken. Der er yderligere to bonusspurter ved 2. og 3. af de fire passager af bakken i Høve, dvs. med hhv. 29,9 og 16,4 km igen.

Etapen byder på i alt 1318 højdemeter.

De sjællandske etaper er som regel ret enkle, men denne har en mere selektiv finale, end man typisk ser det. Det så vi ved besøget i 2013, hvor det lykkes Magnus Cort at vinde sekunder. Med udsigt til, at det er sidste chance for at gøre forskelle, kan vi ventes os et aggressivt løb, hvor også bonussekunder i de sent placerede spurter kan komme i spil. Med mindre det blæser taler logikken for, at det vil ende i en puncheurspurt, men det vil bestemt ikke være for de klassiske sprintere, som vi så det for seks år siden, hvor top 10 udgjordes af puncheurs og klassementryttere.

Læs også

Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone

Da finalen blev benyttet i 2013, spurtede Magnus Cort sig til sejr med 2 sekunder ned til Sonny Colbrelli, Pim Ligthart og Michel Kreder og 3 sekunder ned til feltet med hovedparten af klassementsrytterne.

5. etape

Danmark Rundt er altid sluttet på Frederiksberg, men det ændredes der på i 2017, hvor ønsket om at markere Aarhus som europæisk kulturhovedstad betød, at man i stedet sluttede i den jyske hovedstad. Det var imidlertid en engangsforestilling, og ligesom sidste år vender man i 2019 tilbage til den traditionelle finale. Her venter den helt klassiske rundstrækning, hvor det hører til de absolutte sjældenheder, at sprinterne ikke skal boltre i kampen om sejren.

Med sine 165,6 km er etapen betydeligt kortere end sidste år, og den fører i år fra Roskilde til Frederiksberg. Det betyder, at der ikke er langt mellem start og mål, og derfor består en stor del af etapen en tur rundt i Nordsjælland. Fra starten kører man mod vest ud gennem Svogerslev og siden mod nord op til Roskilde Fjord, der følges mod sydøst tilbage til Roskilde centrum. Herfra sætter man kursen mod nordøst, hvor man igennem fladt terræn kører mod nordøst frem til den første spurt, der kommer i Veksø efter 35,0 km. Herefter drejer man mod nordvest for at køre op ad bakken i Søsom (600 m, 3,3%), der er dagens første bakkespurt efter 36,4 km, inden man snor sig mod nord igennem det flade Nordsjælland op til Slangerup.

I Slangerup drejer man mod nordøst, inden man sætter kursen mod sydøst med retning mod hovedstaden. Det går igennem Uggeløse, Farum, Værløse, Ballerup, Skovlunde og Vanløse, inden man når frem til Frederiksberg, hvor rundstrækningen rammes efter 94,3 km. Stregen krydses efter 98,1 km, og etapen afsluttes nu med 10 omgange på den klassiske 6,7 km lange rundstrækning. Den er næsten helt flad, men byder dog på den lille Valby Bakke (400 m, 3,0%), der har top bare 800 m efter stregen. Her vil der være bakkepoint på spil på 2., 3. og 4. omgang efter hhv. 105,8 km, 112,6 km og 119,3 km, mens der vil være indlagte spurter ved målstregen efter afslutningen på 5. og 6. omgang med hhv. 33,7 km og 27,0 igen. Den flade finale er ganske teknisk med sving med 2200, 1700, 1400, 1100 og 300 m igen.

Etapen byder på i alt 834 højdemeter.

2014-udgaven var undtagelsen, der bekræftede reglen, men ser man bort fra Nicola Boems udbrudssejr fra den udgave, er etapen endt i en massespurt hver eneste gang siden årtusindeskiftet. Det vil derfor være en stor overraskelse, hvis ikke det også er tilfældet i år, men med både bakkepoint og særligt bonussekunder på spil kan noget alligevel ændres på løbets sidste dag, hvis bakkekonkurrencen og topkampen er tilstrækkeligt tæt.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Kun i 2017 og 2010 har Frederiksberg ikke lagt asfalt til sidste etape, og det er som regel endt i en massespurt. I dette årtusinde har Tim Merlier (2018), Phil Bauhaus (2016), Michael Mørkøv (2015), Mark Cavendish (2013, 2012 og 2007), Theo Bos (2011), Sebastian Siedler (2009), Juan Jose Haedo (2008), Robert Förster (2006), André Greipel (2005), Jimmy Casper (2004), Jaan Kirsipuu (2003, 2001 og 2000) og Olaf Pollack (2002) alle vundet på denne måde. Den store undtagelse kom i 2014, hvor Nicola Boem vandt fra et udbrud, der helt overraskende betød, at Michael Valgren tog den samlede sejr for næsen af holdkammeraten Manuele Boaro.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL POSTNORD DANMARK RUNDT
 

Favoritterne

PostNord Danmark Rundt minder som sagt i sin opbygning på mange måder om et klassisk belgisk etapeløb, og det er derfor også de samme egenskaber, der typisk er udslagsgivende i Danmark som i verdens førende klassikernation. I løb som Belgium Tour og BinckBank Tour er vinderen som regel først og fremmest en fremragende temporytter, der kan gøre en afgørende forskel på en som regel ret flad enkeltstart, og som kan begå sig på korte, stejle stigninger. Dertil kommer, at vinden ofte kan blive en betydende faktor, og at løbene ofte afgøres med små forskelle, hvorfor bonussekunder og spurtstyrke kan komme i spil.

Det er præcis de egenskaber, der også kendetegner en typisk vinder i Danmark. Løbets absolutte nøgleetape har altid været enkeltstarten, og det er sjældent, at den samlede vinder ikke har været med hele fremme i kampen mod uret også. Specielt Matti Breschel, der om nogen har været den dominerende skikkelse i Danmark Rundt i det seneste årti, vil kunne skrive under på, at selv den stærkeste rytter er uden chance, hvis ikke han besidder en rimelig enkeltstart. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt at være en stærk temporytter. Kongeetapen i Vejle er så svær, at man kan tabe minutter, hvis man mister kontakten tidligt i løbet, og da enkeltstarten også er relativt kort, kan de sekunder, der som regel gør forskellen mellem de bedste i Vejle, være nok til at tippe den samlede balance også - også selvom den nu længere enkeltstart har gjort Vejle-etapen mindre vigtig. Derfor skal man være en ganske habil klatrer på korte stejle stigninger, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at stå øverst på podiet i Frederiksberg på søndag.

De øvrige tre etaper har som udgangspunkt været skabt til sprinterne, men i år ser det ikke ud til at være tilfældet. Ruten må betegnes som den hårdeste måske nogensinde, og de tunge sprintere må således nok indstille sig på, at de kun får chancen på Frederiksberg på søndag. 1. og 4. etape vil ikke skabe gigantiske forskelle og er ikke som i Vejle, men de er heller ikke trivielle. Nok ved vi af erfaring, at terrænet i Danmark kun sjældent kan splitte et professionelt felt - bare se på antallet af højdemeter, der ingen af dagene er noget, der kan få en cykelrytter til at ryste i bukserne - men finalerne på begge etaper indbyder til angreb. Sidste år så vi, at Lasse Norman kunne snige sig væk på feltet i Aalborg på en rundstrækning, som minder om den, vi har i Silkeborg, og i 2013 så vi, at spurten på Asnæs Indelukke er for puncheurs og endda hurtige klassementsryttere.

Formodningen er dog, at begge etaper stadig vil ende i en spurt. Terrænet er til, at man kan have held med et angreb - specielt i et felt med seksmandshold - men som vi senest så i det meget lidt selektive Tour of Norway, ender det som regel i en spurt også på rundstrækninger af denne type. For puncheurtyper og stærke sprintere burde der dog være en god chance for at få bonussekunder, som på en normal rute ville blive taget af de rene sprintere. Det betyder, at bonus denne gang må ventes at spille en større rolle end vanligt, og at det får en hurtig puncheurtype vil være muligt at hente mere af det, der måtte blive tabt på enkeltstarten, end vanligt.

En vigtig joker i årets løb er vejret. Som i Belgien er vinden altid en dark horse, der kan forvandle den mest fredelige sprinteretape til et brutalt drama, hvor tidsforskellene kan blive langt større end i både Vejle og på enkeltstarten. Vejret var en slem udfordring i 2017-udgaven, der blev afviklet i september, men i august er Danmark som regel mere fredeligt. Løbet ventes at starte på en flot solskinsonsdag med kun begrænset vind, og den eneste våde dag vil formentlig være torsdag, hvor der kan komme byger i løbet af enkeltstarten. Fra fredag får vi tilsyneladende det pust af sensommer, vi ellers har savnet i august, og her ventes i skrivende stund sol, begrænset vind og temperaturer, der søndag kan komme helt op i nærheden af 25 grader. Med andre ord er det nok ikke i år, at vejret vil bidrage til forøget udskilning - heller ikke selvom søndag, hvor det meste af etapen finder sted i beskyttet byzone med masser af læ, kan blive ret blæsende,

Læs også

Charmig udtaget til stor klassiker

Med andre ord ser det ud til, at løbet skal afgøres på enkeltstarten, kongeetapen samt på bonussekunder og de huller, der kan opstå i spurten på Asnæs Indelukke. Det er værd at bemærke sig, at enkeltstarten som bekendt blev forlænget i 2016 og nu er næsten 20 km lang. Det har gjort den betydeligt vigtigere, og de sekunder, der kan vindes i Vejle, kan lynhurtigt smelte væk i den danske sommervarme, hvis man ikke kan træde de nødvendige watt på vejene omkring Grindsted. Der er derfor ikke tvivl om, at enkeltstarten er løbets nøgleetape, men det er klart, at en tung specialist, der taber masse af tid på Kiddesvej, naturligvis er helt uden chance i kampen om den samlede sejr. Betydningen af enkeltstartens øgede distance var særligt tydelig sidste år, hvor både Lasse Norman og Rasmus Quaade kom på podiet, selvom de ingenlunde er letvægtere, der flyver op ad Kiddesvej.

Der er i år kun tre WorldTour-mandskaber til start, og de er alle præget af, at de kommer med ret unge hold. Der er dog gigantisk forskel på niveauet, for Sunweb kommer med et meget urutineret hold, der ikke er stærkere end de professionelle kontinentalhold. Til gengæld kommer særligt Jumbo med et fremragende hold, der består af nogle af de mest lovende talenter, og hvor fem af seks mand reelt kan køre klassement. Også Lotto har ganske meget at skyde med, for selvom tre af rytterne er unge, kommer de med tre meget stærke navne i form af løbets store stjerne, Tiesj Benoot, samt Jelle Vanendert og Jasper De Buyst. Det er således i høj grad de to hold, der må ventes at skulle diktere slagets gang, naturligvis sammen med særligt Riwal, der kommer med det meste af A-holdet og som Danmarks førende mandskab ventes at spille en nøglerolle.

Årets løb er et af de mest åbne længe. Det skyldes, at enkeltstarten som bekendt er løbets absolut vigtigste etape, men årets felt er næsten renset for specialister. De få tempokonger, der har valgt at rejse til Danmark, er alle så tunge, at de slet ikke kan regne med at klare Vejle-etapen - slet ikke hvis Jumbo-holdet for alvor giver den gas - og de er ekstra udfordrede af årets særligt vanskelige rute. Samtidig er de ryttere, der kan ventes at være med i front i Vejle, næsten alle så temposvage, at det er næsten umuligt at sige, hvem der vil klare enkeltstarten bedst, for som regel ender de næsten alle med helt ligegyldige og sekundære placeringer, når de kører enkeltstarter rundt i Europa. Med andre ord kan det meget vel være dagsformen, der bestemmer deres indbyrdes placering i Grindsted, og det kan gøre det hele til et gigantisk lotteri. Og for at gøre det hele endnu værre ved vi af erfaring, at Vejle-etapen ikke er specielt svær, og at selv middelmådige klatrere kan være med helt fremme, hvis de er i fornuftig form. Det danske terræn er grundlæggende så let, at en formstærk professionel kan komme meget langt, hvis ikke han er alt for tung.

Der er dog ét navn, der klart skiller sig ud som en rytter, der både kan klatre og køre enkeltstart. Det vil være en stramning at kalde Koen Bouwman, men han er en ganske hæderlig temporytter. I 2016 blev han således nr. 12 på en relativt flad enkeltstart i Tour de Suisse, han er blevet nr. 12 på prologen i Tour de Romandie, og i maj blev han en hæderlig nr. 25 på den sidste enkeltstart i Giroen. I juni blev han tillige nr. 4 ved de hollandske mesterskaber på en tonserrute, der minder om den i Grindsted, og selvom fornemmelsen er, at han har tabt lidt at sin power i de senere år, skiller han sig stadig ud som den bedste temporytter blandt klassementsfolkene. Lægger man dertil, at han er en glimrende klatrer, der sidste år var meget tæt på at vinde en bjergetape i Giroen og i år var den bedste hjælper i bjergene for Primoz Roglic, står det klart, at han kører fremragende opad. Endelig er han faktisk ganske eksplosiv med en ganske solid spurt, og dermed har han hele pakken til at vinde løbet - især fordi hans hold også er det stærkeste.

Det eneste spørgsmål relaterer sig til formen. Efter sommerpausen kørte han et halvsvagt løb i San Sebastian, inden han var med til at vinde stafetten ved EM, hvor han udgik af linjeløbet. Derfor er det usikkert, hvor den i forvejen ret svingende hollænder står, men hans kørsel i august tyder trods alt på, at den ikke er helt væk. Er han i fornuftig form, må Bouwman i hvert fald være manden, der skal slås på denne rute.

Hvis ikke det bliver ham, der vinder løbet for Jumbo, kunne det meget vel blive Amund Grøndahl Jansen. Enhver, der så Arctic Race of Norway, vil vide, at nordmanden kommer til Danmark i storform. Her overvandt han tyngdekraften, da han blev nr. 14 på den brutale kongeetape, og han sluttede løbet fremragende af ved at angribe Lutsenko, Barguil og co. på stigningerne på sidste etape, hvor han akkurat ikke fik hentet Markus Hoelgaard. Som holdets sprinter har han tre muligheder for at spurte sig til bonussekunder - især på 1. og 4. etape - og han ligner samtidig en af favoritterne i Vejle. Enkeltstarten er en gigantisk udfordring, for Jansen er bestemt ikke specialist. Omvendt har han aldrig haft incitament til at køre en god enkeltstart, og hos Jumbo lærer de fleste at forsvare sig hæderligt. Det er klart, at han bare skal forsvare sig på torsdag, men lykkes det, kan han via bonussekunder vinde samlet.

En anden rytter, der skiller sig ud for sine tempoevner, er Mads Würtz Schmidt. Efter som professionel at have sagt farvel til de tempoevner, der kendetegnede ungdomsårene, ser han langsomt ud til at finde dem igen. Under Touren kørte han vel sin hidtil bedste enkeltstart på WorldTouren, da han endte som en flot nr. 20, og har han samme ben i Grindsted, vil han være med i kampen om at vinde tidskørslen, som han vandt to gange i sine unge år. Her kan han over så lang en distance vinde mange sekunder på rivalerne, og spørgsmålet er så, om han kan klare sig i Vejle, der i U23-tiden var for svær for ham. Det bør den ikke være nu, for en formstærk Würtz er blevet ganske stærk på bakker, som vi blandt andet så med den flotte kørsel i Tour of Britain sidste år, og han er endda også så hurtig, at bonussekunder ikke nødvendigvis er lukket land. Med andre ord passer han perfekt til løbet, men han har to svagheder. Dels satte han bestemt ikke verdens i brand ved EM eller i Arctic Race, og vi kan frygte, at han er lidt for træt efter en hård Tour. Et angreb på sidste etape i Norge tyder dog på, at han måske har mere, end resultaterne viser. Endnu værre er det, at han som kaptajn på et urutineret landshold, er nærmest uden støtte. Skulle han køre sig i trøjen, kan han få meget svært ved at klare sig, når Jumbo og Lotto åbner for posen.

Det er klart, at Tiesj Benoot er løbets stjerne, men spørgsmålet er, om løbet er hårdt nok til, at han kan vinde. Den alsidige belgier kan det meste, men han har én svaghed: han kan ikke køre enkeltstart. Derfor er dette løb alt andet end ideelt for ham, og da han samtidig har tabt lidt at sin spurtstyrke, skal han formentlig vinde løbet alene i Vejle. Når han alligevel fremstår som en god kandidat, skyldes det det svage tempofelt, og at hans enkeltstarter i Tour de Suisse antyder, at han i hvert fald har forbedret sig en del. Om det er nok til, at han på en let rute kan vinde, må tiden vise - og så skal han også vise, at han har genfundet formen efter en Tour, som sluttede skidt som følge af et styrt.

Til gengæld har Lotto et andet glimrende kort. Jasper De Buyst er først og fremmest kendt som lead-out man, men han er også ganske holdbar i mellemhårdt terræn. Eksempelvis blev han i år nr. 4 i ZLM Tour, hvor terrænet på kongeetapen ikke var meget lettere end det, man finder i Vejle. Som Lottos sprinter vil han ligesom Jansen kunne sikre sig en del bonussekunder undervejs. Også for ham er enkeltstarten en udfordring, men en 15. plads i Danmark som helt ung i 2014 samt en 12. plads på den flade rute i De Panne i 2017 viser, at baneevnerne ikke fornægter sig. Spørgsmålet er, hvor formen er, da han har holdt en lille pause efter Touren og løbet i London. Lottos sidste kandidater er Jelle Vanendert, men han er så temposvag, at han næsten umuligt kan vinde, og sølvvinderen fra U23-VM, Brent van Moer, der i Belgium Tour overraskede med sin holdbarhed, og som bør køre en god enkeltstart, men som formentlig bliver låst som hjælper.

Læs også

37-årig etapevinder rørt over sejr

Sidste år var kongeetapen for hård for Mikkel Bjerg, men danskeren burde have en reel chance for at vinde. Nok har han i år måske skuffet en anelse i kampen mod uret, men det ændrer ikke på, at han i et felt uden mange specialister må høre til blandt favoritterne på enkeltstarten. Herefter handler det om at forsvare sig på stigningerne, og det mislykkedes som sagt sidste år. EM viste imidlertid, at formen ikke er ringe, og terrænet er ikke så svært, at det burde være en umulighed for Bjerg. Hvis det mislykkes, har Hagens Berman imidlertid en meget stærk plan B i den amerikanske mester i enkeltstart, Ian Garrison, der højst overraskende slog WorldTour-rytterne i Knoxville i juni. Han er også glimrende i kuperet terræn, men hans form er usikker efter næsten to måneder lang pause. Som en tredje kandidat til kongeetapen har de Antonio Carvalho, der dog kører for ringe en enkeltstart til at kunne blive en trussel.

En af de klare favoritter til Vejle-etapen er Krists Neilands, der netop er blevet nr. 3 i Arctic Race, hvor han blev nr. 5 på kongeetapen. I år var han også i sin egen liga, da han vandt Ungarn Rundt, ligesom han tog kampen op med Mikel Landa og Richard Carapaz i bjergene i Asturien i maj. Formen fejler intet, og da han har punch og er halvhurtig, passer terrænet ham. Problemet er enkeltstarten, men den er han nu ikke helt ringe til. Således kørte han hæderlige enkeltstarter - ganske vist på kuperede ruter - i Giroen, og han blev lettisk mester, hvor han slog Aleksejs Saramotins, der da har en vis power. Om det rækker til ligefrem at vinde løbet, er tvivlsomt, men blandt feltets klatrere burde han være en af de bedre temporyttere. Holdkammeraten Matthias Brändle er til gengæld blevet for tung til at have en chance i klassementet.

Riwal kommer naturligvis med et af deres stærkeste hold, og på papiret er det Rasmus Quaade, der har de største chancer. Danskeren endte sidste år på podiet og viste for første gang, at han kunne sidde med de bedste i Vejle. Samtidig genfandt han i 2018 lidt af de tabte tempoevner, og det var den kombination, han skulle bruge for at vinde. Hans kørsel i Luxembourg viste også, at han nu er så god en klatrer, at han burde kunne være med, men til gengæld har det i år knebet lidt på tempocyklen igen. Mest usikkerhed kommer dog som følge af, at han kører rundt med en brækket fod. Det forhindrede ham ikke i at tage en solosejr i Fyen Rundt, men spørgsmålet er, om han i den tilstand kan vinde det betydeligt stærkere besatte Danmark Rundt. Holdets bedste bud på en etapesejr er Alexander Kamp, der som bekendt har haft et fantastisk år, og som ligner en af favoritterne til 1. og 3. etape. Til gengæld er han meget temposvag, og derfor har han aldrig blevet bedre end nr. 7 samlet, selvom han gang på gang har været med i front i Vejle. Årets rute med flere chancer for bonussekunder giver ham dog en bedre chance end tidligere. Endelig har holdet solide Emil Vinjebo, der ikke klatrer og spurter som Kamp, men som kører en bedre enkeltstart, og som sidste år blev nr. 6. Siden den flotte præstation i Drome Classic har han dog ikke vist meget, og selvom formen så god ud i Fyen Rundt, rækker niveauet nok ikke til at vinde.

Ligesom Quaade endte Lasse Norman Hansen sidste år på podiet, men også for ham var det første gang, han klarede Vejle-etapen. Årets rute kan være for hårdt for Norman, der desværre har haft et temmelig skidt år. I 2018 imponerede han meget, men det har han ikke gjort i år, og selvom han er en hæderlig temporytter, kan man frygte, at benene i år ikke rækker til den sværere rute. Corendons store navn er sprinterkometen Tim Merlier, der meget vel igen kan ende som den dominerende sprinter, men hans enkeltstart er så ringe, at han ikke bliver aktuel i klassementet. Det samme gælder for David van der Poel og Philipp Walsleben, der nok er svingende, men i form kan gøre det godt i Vejle. Endelig har holdet Jonas Rickaert, der som type minder om Norman og kører en fornuftig enkeltstart, men som har skuffet gennem hele sæsonen.

W52 kommer med et af de mest spændende hold anført af den nylige vinder af Volta a Portugal, Joao Rodrigues, der ledsages af løbets nr. 3, 4 og 5, Gustavo Cesar Veloso, Antonio Carvalho og Edgar Pinto, samt veteranen Ricardo Mestre, der også tidligere har vundet samlet i Portugal. Vi vil dog blive slemt forundrede, hvis de er i samme form nu, for løbet på hjemmebane var sæsonens gigantiske mål, mens dette løb nok snarere er en chance for at komme i gang igen efter at have pustet ud i en uges tid. Terrænet er bestemt heller ikke ideelt for de portugisiske klatrere, og det er nok kun Pinto og måske Rodrigues, der for alvor har punchet til at være med. Enkeltstarter er heller ikke deres store styrke, for selvom Rodrigues, Carvalho, Cesar Veloso, Pinto og Mestre blev hhv. nr. 1, 2, 4, 9 og 10 på enkeltstarten i Portugal har de intet vist på tempocyklen i andre løb, og vi ved af erfaring, at man aldrig kan bruge de svagt besatte enkeltstarter i det portugisiske som pejlemærke til noget som helst. Problemet er, at eksplosive Pinto sammen med Mestre er den ringeste temporytter, og derfor kan de trods deres klatrestyrke nok ikke vinde løbet.

Vital Concept kommer med et hold, der er 100% bygget op om Bryan Coquard. Franskmanden skuffede sidste år, men i 2019 har han lignet sig selv igen. Så sent som i Norge vandt han sæsonens 8. sejr, og en formstærk Coquard kan faktisk godt være med i Vejle. Desværre skuffede han på stigningerne i Norge, og noget tyder på, at klatrebenene ikke er de bedste, og da enkeltstarten også en udfordring, skal han vinde mange bonussekunder for at have en chance. Holdets tempospecialister Johan Le Bon og Corentin Ermenault er for tunge til klassementet, især fordi Le Bon stadig ikke er sig selv efter den lange skadespause.

Som sagt kan Jumbo vinde med næsten hele holdet. Udover Bouwman og Jansen har holdet også de to klatrere Jonas Vingegaard og Antwan Tolhoek. Begge kørte stærkt i Polen, hvor særligt Vingegaard var i skræmmende god form, men desværre er dette løb ikke et for dem. Begge står de til gevaldige klø i det flade tonserterræn omkring Grindsted. Nok har de begge punch til at være med i kampen om sejren i Vejle., men udsigten til, at Bouwman og Jansen kører stærkere på enkeltstarten vil nok reducere til dem en rolle som hjælpere - også selvom Vingegaard er flyvende. Pascal Eenkhoorn, der endda også er ret hurtig, burde egentlig også kunne køre klassement, men han må nok indstille sig på en hjælperrolle.

Roompot har en af favoritterne til Vejle-etapen i form af Maurits Lammertink, der efter en svær tid på Katusha har rejst sig igen hos Roompot. I Luxembourg viste han sine gamle puncheurevner, der gør ham til en kandidat på Kiddesvej, men også han lider under en meget ringe enkeltstart. Pieter Weening er holdets stjerne, men hans tempoevner fra WorldTour-tiden er forsvundet helt, og terrænet her passer ikke rigtigt til hans dieselmotor, der i øvrigt i år har virket temmelig slidt. Motoren har også været slidt for Huub Duijn , der ellers i gamle dage var fremragende i Vejle-terræn, men som også lider af sin ringe enkeltstart, og Sjoerd van Ginneken har været en skygge af sig selv.

Fra Norge kommer et af de mest formstærke navne i form af Markus Hoelgaard, der netop har vundet den hårde sidste etape i Arctic Race. Med sit punch, sin hurtighed og sin form burde han være en glimrende kandidat i Vejle, men desværre kører han en temmelig håbløs enkeltstart. Derfor kunne holdkammeraten Anders Skaarseth, der er betydeligt mere tempostærk, være et bedre bud, men han imponerede ikke i Tjekkiet i den forløbne uge. Desværre skuffede Jokers engang så lovende Bjørn Tore Hoem igen i Arctic Race, og han ligner ikke længere det talent, han engang var.

Læs også

Pidcocks træner: Han har før slået Pogacar og Van der Poel

Efter sidste års flotte løb drømmer Julius Johansen om en gentagelse, og han har da også vist, at han allerede kan begå sig i Vejle, ligesom han kører en glimrende enkeltstart. Desværre har han ikke vist meget siden april, og senest udgik han af både DM og Fyen Rundt. Vi er ikke bekendt med årsagen, men han synes ikke at have benene fra 2018. I stedet kan ColoQuick måske drømme om, at Niklas Larsen kan klare Vejle-etapen, men det var han desværre ikke tæt på sidste år

Sport Vlaanderen har et spændende hold med en meget formstærk sprinter i Amaury Capiot, der med en 9. plads på den knaldhårde sidste etape i BinckBank Tour har vist storform. Med de ben burde han kunne være med på alle linjeløbsetaper, men hans enkeltstart er for ringe til, at han kan være med i front. Det samme gælder for Milan Menten og Thomas Sprengers, der ellers også er gode og eksplosive i mellemhårdt terræn.

Waoo har naturligvis Rasmus Guldhammer, der efterhånden er blevet lidt af en veteran. Desværre er han aldrig helt blevet sig selv igen efter sit grimme styrt, og selvom han i år har gjort det fint med blandt andet en 5. plads i Volta Limburg Classic, kan man tvivle på, om niveauet stadig rækker til at være med i front, især fordi hans enkeltstart altid har været et handicap. Holdet har en plan B i form af Jesper Schultz, der har haft en flot sæson, men som nok ikke kan være med helt i front heller.

BHS-Almeborg-Bornholm kommer med Christoffer Lisson, der i år har gjort det fremragende og faktisk mestrer det meste. Han klatrer fint, kan spurt og kører en hæderlig enkeltstart. For to år siden blev han nr. 22, og det burde han kunne forbedre efter så fint et år. Mads Ragbek burde også gære det hæderligt, hvis han har benene fra Rhone-Alpes Isere Tour, mens Nicklas Amdi Pedersen vel egentlig også burde kunne gøre det fornuftigt, selvom Vejle-etapen hidtil har været for hård. Naturligvis kunne det være sjovt, hvis Martin Toft Madsen forsøgte sig med klassementet, men formentlig satser han igen i år alene på enkeltstarten.

Sunweb kommer med et relativt svagt og meget ungt hold, der får svært ved at vinde. Holdets mest spændende navn er crosstalentet Joris Nieuwenhuis, der er lynhurtig og bestemt ikke kan afvises i spurterne på de hårde dage og måske heller ikke i Vejle. Hans tempoevner er imidlertid alt for begrænsede. Det må være Asbjørn Kragh, der er holdets bedste temporytter, og han kunne egentlig være ganske god på denne rute, men han har aldrig slået til i klassementet i løbet og har haft et svært år. Holdets største navn er den engang så talentfulde Louis Vervaeke, der dog er gået helt i stå og intet har vist i lang tid. Florian Stork vandt sølv på enkeltstarten ved de tyske U23-mesterskaber og kan måske gøre det hæderligt med lidt ekstra frihed, mens løbet nok er for svært for den hurtige stagiaire Marten Kooistra .

Endelig kan Peter Kusztor, Charles Planet, Mirco Maestri, Jakub Kaczmarek og Marcin Budzinski måske gøre det hæderligt for de relativt svage mandskaber fra Novo Nordisk, Bardiani og Hurom.

OPDATERING: Maurits Lammertink er blevet erstattet af Elmar Reinders, der godt kan begå sig i dette terræn, men næppe være med helt i front. Joker kommer med den engang så lovende Andreas Vangstad, der viste lidt af de gamle takter i Alsace, men skuffede i Arctic Race i sidste uge. Han er til gengæld en af de få klatrere, der også kan køre enkeltstart, og har han genfundet benene, må han regnes som en af favoritterne.

***** Koen Bouwman

**** Amund Grøndahl Jansen, Mads Würtz Schmidt

*** Tiesj Benoot, Mikkel Bjerg, Krists Neilands, Jasper De Buyst, Rasmus Quaade

** Ian Garrisson, Lasse Norman Hansen, Andreas Vangstad, Joao Rodrigues, Gustavo Cesar Veloso, Brent van Moer, Alexander Kamp, Emil Vinjebo, Jonas Vingegaard, Edgar Pinto, Bryan Coquard, Antwan Tolhoek, Markus Hoelgaard, Julius Johansen

* Pieter Weening, Amaury Capiot, Asbjørn Kragh Andersen, Joris Nieuwenhuis, Louis Vervaeke, Jonas Rickaert, Rasmus Guldhammer, Martin Toft Madsen, Anders Skaarseth, Antonio Carvalho, Jelle Vanendert, Pascal Eenkhoorn, Louis Bendixen, Bjørn Tore Hoem, Huub Duijn, Johan Le Bon, Christoffer Lisson

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL POSTNORD DANMARK RUNDT
 

Danskerne

I et løb, hvor knap en tredjedel af feltet udgøres af danskere, giver det ikke mening at opliste dem alle. I stedet henviser vi til favoritvurderingen.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL POSTNORD DANMARK RUNDT