Løbets rolle og historie

Danmark kan måske ikke regnes som et af cykelsportens kraftcentre, men cykling er ikke desto mindre en af de mest populære sportsgrene herhjemme. I løbet af 1990erne nåede hypen nye højder, da Bjarne Riis og Rolf Sørensen etablerede sig i den absolutte verdenselite, og selvom vi ikke helt har nået samme højder siden da, har ikke mindst det forhold, at vi i mange år var hjemsted for verdens bedste cykelhold, betydet, at mange danskere, der ellers ikke følger cykelsporten regelmæssigt, anser Tour de France som et af sportskalenderens absolutte højdepunkter.

Som det er tilfældet i mange andre europæiske lande, har sportens popularitet resulteret i skabelsen af et nationalt etapeløb. PostNord Danmark Rundt blev første gang afviklet i 1985 på et tidspunkt, hvor sporten var i vækst, men efter bare fire udgaver forsvandt løbet allerede igen. Riis’ og Sørensens succes i de tidlige 90ere skabte imidlertid grobund for, at DCU i 1995 kunne genskabe løbet, og ved at sejre på hjemmebane bidrog Riis i høj grad til at gøre det til en umiddelbar succes. Han forsvarende ganske vist ikke titlen som nykåret Tour-vinder året efter, men hans resultater bidrog til, at løbet siden da har etableret sig som et af vores sportslige højdepunkter, der hvert år umiddelbart efter Touren har bygget videre på den massive interesse om cykelsporten, der altid skabes af verdens største cykelløb.

Selvom løbet fra et tilskuersynspunkt har været en kolossal succes, har det imidlertid ikke altid haft samme sportslige værdi. Startfeltet har været af temmelig svingende kvalitet, og det har derfor ofte været domineret af de bedste danskere samt unge talenter, der har taget en første stor sejr her. I deres storhedstid var CSC ofte totalt dominerende med deres mange stjerner, men efter at det hold nu er opløst, har man i de senere år ikke været i stand til at tiltrække mange store navne. Det forklarer, hvorfor det i høj grad har været danskerne, der har været dominerende, da det for vores lokale helte er et sæsonhøjdepunkt.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Alligevel har løbet spillet en vigtig rolle. I juli har mange ryttere ofte svært ved at finde løb, der kan bruges til at opbygge formen frem mod anden halvdel af sæsonen. Måneden er kendetegnet ved et fattigt løbsprogram, men umiddelbart efter Touren er der mange korte etapeløb, der kan bruges som forberedelse til Vueltaen og efterårets klassikere. Med en relativt flad rute har Danmark Rundt derfor ofte virket i fin synergi med BinckBank Tour (det tidligere Eneco Tour) og endagsløbene EuroEyes Cyclassics og Bretagne Classic, til hvilket det har været et godt forberedelsesløb.

Alligevel har det knebet med at tiltrække mange stjerner, og derfor indså man sidste år, at det var svært at konkurrere med de mange etapeløb efter Touren, særligt Polen Rundt, der som WorldTour-løb har krav på deltagelse af alle de store hold. I stedet forsøgte man sig i 2017 med en ny kalenderplacering i september, hvor løbet skulle tjene som forberedelse til VM og som alternativ til Vueltaen, Tour of Britain og de canadiske WorldTour-løb. Derved mistede man muligheden for at bygge videre på Tour-hypen, men det havde i første omgang den ønskede effekt. Således var man i stand at tiltrække større navne end tidligere, og selvom de fleste VM-favoritter foretrak de klassiske optaktsløb, kastede specielt John Degenkolb, Jasper Stuyven og Nacer Bouhanni glans over løbet.

Overordnet set var flytningen imidlertid ikke den ønskede succes. Stjernerne ankom ikke i ventet antal, og man måtte samtidig slås med dårligt vejr, der betød, at en etape måtte aflyses på grund af kraftig blæst. Derfor er man i år vendt tilbage til den klassiske kalenderplacering. Det har ganske vist betydet, at man ikke får én eneste Tour-rytter til start, herunder heller ingen af de fem danskere, men til gengæld køres løbet på et tidspunkt, hvor cykefeberen er på sit højeste. Samtidig har man i Mads Pedersen og Christopher Juul sikret sig deltagelse fra to af de danske WorldTour-ryttere, ligesom navne som Wout Van Aert, Bryan Coquard og Andrea Guardini kaster lidt international stjernestøv over foretagendet.

Danmark har ganske vist fostret store klatrere, men vores terræn er hovedsageligt fladt. Derfor er det ikke overraskende, at løbet er meget lig et typisk belgisk etapeløb. Der er mange muligheder for sprinterne, og derudover er der en kuperet etape og en helt afgørende enkeltstart - nøjagtigt som man tit ser det i Belgien. Den traditionsrige kongeetape i Vejle, der i år afvikles allerede på andendagen, inkluderer 21%-stigningen Kiddesvej meget tæt på mål, og derfor er det en kombination af eksplosive klatreben samt tempoevner, der er nøglen til succes. Med andre ord er det et løb for en enkeltstartsspecialist, der kan klatre rimeligt på korte stigninger.

Mads Pedersen passer på den beskrivelse, og derfor var det ikke overraskende, at han fortsatte et fornemt efterår ved sidste år at tage sin første samlede sejr på hjemmebane. I en længe imødeset duel med Michael Valgren slog han den forsvarende vinder i Vejle, og da de efterfølgende kørte helt lige op på enkeltstarten, kunne Pedersen tage den samlede triumf med 15 sekunder ned til Astana-stjernen og 46 sekunder ned til løbets positive overraskelse, Casper Pedersen. De to gange Pedersen er med igen denne gang, hvor de jagter ny succes i løbet, men desværre er der ikke denne gang blevet tid for Valgren, der trænger til hvile efter Touren.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL POSTNORD DANMARK RUNDT!

Ruten

I de senere år har Danmark Rundt fulgt et helt fast mønster. De første to etaper har som regel været relativt flade, men de smalle veje og sidevinden har af og til kunnet skabe lidt splittelse. Derefter har man afviklet løbets kongeetape i Vejle på tredjedagen, hvor den stejle Kiddesvej altid har spillet en nøglerolle i det endelige udkomme. Fjerdedagen har som regel været delt i to med en sprinteretape om formiddagen og den vigtige enkeltstart om aftenen, inden det hele er sluttet med en stor massespurt på Frederiksberg Allé.

I 2016 droppede man formiddagsetapen på fjerdedagen og forlængede i stedet enkeltstarten. Den model fastholdt man sidste år, hvor man også eksperimenterede med at vende ”løbet rundt”, så det havde start på Frederiksberg og mål i Aarhus, hvis status som europæisk kulturhovedstad skulle markeres. I år vender man imidlertid tilbage til en mere klassisk rute, hvor den forlængede enkeltstart på fjerdedagen fastholdes.

Årets nyskabelse er i stedet, at den traditionelle kongeetape allerede afvikes om torsdagen efter en relativt flad, men meget lang åbningsetape omkring Aalborg. De sidste tre etaper foregår alle i Østdanmark, hvor sprinterne ventes at komme til fadet på en relativt flad etape til Vordingborg med en grusvejsstigning op til Møns Klint midtvejs. Derefter gælder det den helt flade og meget vigtige enkeltstart over 19,1 km i Nykøbing Falster, inden det hele kulminerer med den klassiske sprinteretape til Frederiksberg på søndag.

Læs også

Startlisten til Giro d'Italia tager form - 5 danskere på

i 2017, hvor man grundlæggende har fastholdt et klassisk format. Den store nyskabelse er, at løbet for første gang er ”vendt rundt”, og at man derfor starter i København. Som markering af Aarhus som europæisk kulturhovedstad i 2017 slutter årets udgave i den jyske hovedstad, hvor den klassiske rundstrækning med bakken på Oddervej vil være rammen om en lidt vanskeligere sidste etape end den traditionelle afslutning i København. Overordnet set er det dog en helt klassisk udgave af Danmarks største cykelløb.

1. etape

Danmark Rundt indledes som regel med en sprinteretape, og det er også tilfældet i år, hvor man på førstedagen har udsigt til en af nemmeste af de fem etaper. Efter at man sidste år eksperimenterede med en start på Frederiksberg og en afslutning i Aarhus, følger løbet i år igen det klassiske mønster med mål i hovedstaden. I stedet er det Aalborg, der er udset som vært for løbets indledning, og onsdag er der derfor lagt op til en ganske lang etape i det nordjyske, hvor et par små bakker i finalen næppe kan forhindre sprinterne i at skulle slås om sejren.

I alt skal der tilbagelægges hele 218.4 km med start og mål i Aalborg. Fra start kører man stik nord gennem fladt terræn op igennem Brønderslev, hvor den første spurt kommer efter 19,3 km. Kort efter drejer man mod vest for at køre igennem Vrå, hvor den anden spurt er placeret efter 30,8 km, inden man når ud til kysten. Her vender man rundt for igennem det fortsat flade Vendsyssel at kører mod syd og sydvest forvi de to sidste spurter, der kommer efter hhv. 66,8 km i Pandrup og 89,7 km i Brovst.

Kort efter den sidste spurt krydser man for første gang Limfjorden, og umiddelbart efter venter dagens første bakkespurt i Løgstør (400 m, 2,2%) efter 117,5 km. Det flade terræn fortsætter imidlertid, når man drejer mod øst, men kort efter venter etapens vanskeligste zone, når man krøller sig igennem terrænet mod nord og nordøst for at køre op over tre mindre stigninger. Det drejer sig om Sønderup Ådal (500 m, 5,4%), Huulmøllevej (600 m, 5,8%) og Nørreknold (1,7 km, 2,2%), der kommer efter hhv. 148,2 km, 161,5 km og 170,7 km.

Herfra flader terrænet igen ud, mens man fortsætter mod øst og siden nordøst med retning mod Aalborg. I samme ombæring passerer man dagens to bonusspurter, der kommer med hhv. 43,9 og 36,2 km igen i Øster Hornum og Svenstrup. Efter 193,1 km rammer man den afsluttende rundstrækning, hvorefter målstregen krydses for første gang efter 196,2 km. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 7,4 km lange runde i den vestlige del af Aalborg. Den er i alt væsentligt flad, men byder på en lille bakke i Hasseris. Den har top med 4,5 km igen, hvorefter 500 flade meter efterfølges af et let faldende stykke. De sidste 2 km er helt flade, og der er sving med hhv. 2500 og 900 m igen, inden man nål målet ved væddeløbsbanen.

Etapen byder på i alt 1099 højdemeter.

Der er i alt væsentligt tale om en klassisk Danmark Rundt-etape, hvor det formentlig kun er vinden, der kan forhindre en massespurt. Terrænet er relativt fladt, og småbakkerne i finalen kan næppe gøre nogen forskel. Det kan den lille bakke på rundstrækningen heller ikke, og derfor er der lagt op til, at sprinterne skal slås om den første førertrøje i løbet.

Aalborg blev senest besøgt helt tilbage i 2007, hvor Francesco Chicchi spurtede sig til sejr foran Juan Jose Haedo og Mark Cavendish. I 2003 overraskede Mark Scanlon ved at slå Michael Skelde og Sebastian Lang i en spurt, da de tre holdt hjem på første etape, og i 2001 var Danilo Hondo hurtigt i åbningsetapens massespurt.

Læs også

Quintana kører Giroen i en ny rolle

2. etape

En af de helt faste traditioner i Danmark Rundt har været, at det på tredjedagen gælder løbets klassiske kongeetape i Vejle, hvor den samme rundstrækning med mål kort efter toppen af 21%-stigningen Kiddesvej år efter år skaber helt afgørende forskelle i klassementet. I år er denne etape imidlertid som noget helt nyt flyttet allerede til andendagen, og det betyder, at et af klassementets to vigtigste slag skal slås allerede torsdag eftermiddag, Heller ikke i år er den første del af etapen ikke helt så hård som på den knaldhårde etape i 2016, men der venter dog stadig flere af Vejles svære stigninger, herunder den stejle Chr. Winthersvej, samt smalle, snoede veje inden den eksplosive finale i byens centrum.

Årets kongeetape er 172,0 km lang, starter i Viborg og har mål i Vejle. Herfra går de t iu relativt fladt terræn mod sydøst gennem Dollerup Bakker med retning mod Silkeborg, der nås efter 36,3 km. Herfra går det mod sydvest ud mod det uvejsomme terræn og via smalle og snoede veje i området omkring Ry, og her venter der derfor flere mindre stigninger. Umiddelbart inden Laven venter den første bakkespurt (1,3 km, 4,1%) efter 48,5 km, hvorefter man fortsætter frem mod Ry, der nås efter 56,6 km. Herfra kører man mod sydvest og siden sydøst med retning mod dagens anden bakkespurt på Yding Skovhøj (1,0 km, 7,0%), der kommer efter 75,9 km.

Kort efter Yding Skovhøj rammer man igen fladere terræn og større veje, når man sætter kursen mod sydvest med retning mod Vejle. Undervejs passerer man den første bonusspurt efter 107,8 km i Uldum, inden man fortsætter frem mod dagens målby. Her tager terrænet for alvor fat igen, når man kører ud på de smalle veje og bakkerne i Gresjdalen. Der er dog kun en bakkespurt på Bøgeagerbakken (1,0 km, 6,1%) efter 123,8 km, inden man sætter kurs mod centrum af Vejle.

Her vender man rundt for igen at køre mod nord via den stejle Chr. Winthersvej (600 m, 10,9%), der byder på dagens sidste bakkespurt med 48,2 km igen, hvorefter man kører en omgang på en kringlet og kuperet sløjfe i området vest for Vejle. Undervejs passeres den sidste spurt i Nr. Vistrup med 23,6 km igen. Herfra går det mod nordøst frem mod Vejle, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning efter 151,2 km. Bare 3,1 km senere skal man for første gang op ad Kiddesvej, inden man krydser stregen efter 155,0 km. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 5,7 km lange rundstrækning, der falder over de første 2-3 km, inden man rammer en lille bakke med 2500 m igen. Herefter leder en kort nedkørsle ned til bunden af Kiddesvej, som man drejer ind på med 700 m igen. Toppen kommer 300 m senere, hvor man drejer først til højre og så til venstre, inden man rammer den 300 m lange, let stigende opløbsstrækning

Etapen byder på i alt 1623 højdemeter.

Etapen er velkendt, og vi ved derfor, hvad vi skal forvente. Som regel intensiveres farten, når man rammer bakkerne omkring Vejle, og herefter bliver det et benhårdt udskilningsløb. Den første store udskilning vil formentlig komme på Chr. Winthersvej og derefter vil feltet kun blive mindre og mindre. Til slut vil et lille felt formentlig skulle afgøre det i en yderst aggressiv finale, hvor den korte afstand mellem passagerne af Kiddesvej giver god mulighed for at komme favoritterne i forkøbet, specielt hvis antallet af hjælperyttere er reduceret i det hårde terræn.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Vejle har været mål for kongeetapen hvert år siden 2004. Sidste år tog Mads Pedersen en solosejr, da han på Kiddesvej kørte alene hjem med 3 sekunder ned til Michael Valgren og seks sekunder ned til Lennard Hofstede og Rasmus Guldhammer. I 2016 tog Michael Valgren en solosejr med 2 sekunder ned til de nærmeste forfølgere, mens Matti Breschel var stærkest i 2015. Manuele Boaro satte de nærmeste konkurrenter til vægs med 12 sekunder i 2014, og Breschel vandt en spurt i en lille gruppe i 2013. Det samme gjorde Lars Petter Nordhaug i 2012, mens Jakob Fuglsang sejrede 2 sekunder foran Simon Gerrans i 2011. Breschel krydsede stregen før holdkammeraten Fuglsang efter en Saxo Bank-magtdemonstration i 2010, og Fuglsang tog en klar solosejr i 2009. I 2009 var Breschel 2 sekunder bedre end Fuglsang og Tom Stamsnijder, efter at Kurt Asle Arvesen havde slået Lasse Bøchman i en spurt i 2007. Fabian Cancellara tog en solosejr i 2006, og det samme gjorde Ivan Basso i 2005, efter at Janek Tombak havde sejret i 2004. Arvesen vandt også i 2002, mens Nicola Loda sejrede helt tilbage i 1999.

3. etape

Normalt er kongeetapen som sagt kommet om fredagen, men i år har ønsket om at tilbringe mere tid i Østdanmark betydet, at den kommer en dag tidligere end vanligt. Derfor er det i stedet sprinterne, der ventes at skulle i aktion, når løbet efter en rejse over de to bælter genoptages på det sydlige Sjælland. Her venter en relativt flad etape, der byder på et sjældent besøg til Møns Klint, hvor en grusvej vil være en ekstra udfordring, inden de hurtige folk formentlig skal spurte om sejren ved Gåsetårnet i Vordingborg.

I alt skal der tilbagelægges 178,4 km mellem Næstved og Vordingborg. Fra start kører man mod sydøst og nordøst frem til dagens første bakkespurt (1,3 km, 1,6%), der kommer i Everdrup efter 19,4 km. Herefter fortsætter man mod sydøst ned langs kysten og begiver sig ud på snoede og kringlede småveje, mens man følger vandet. Herfra retter vejene sig igen ud, når man kører mod sydøst ned til Dronning Alexandrines Bro, der passeres efter 71,8 km og leder over til Møn, hvor den første spurt kommer i Stege efter 81,3 km.

På Møn kører man mod øst helt ud til Møns Klint på det østligste punkt, hvor man efter 102,5 km rammer en grusvej, der efter 600 m byder på en bakkespurt (1,1 km, 4,5%) efter 103,1 km. Grusvejen fortsætter i yderligere 2,6 km, inden det går via småveje igennem fladt terræn tilbage mod Dronning Alexandrines Bro, der passeres igen med 42,1 km.

Tilbage på Sjælland fortsætter man gennem fladt terræn via små veje forbi den sidste spurt i Gammel Halvehave efter 139,0 km, inden det går mod sydvest og siden nordvest med retning mod Vordingborg. Her rammes den afsluttende rundstrækning efter 157,7 km, og 4,4 km senere krydses stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 5,4 km lange runde, der er flad og uden væsentlige tekniske udfordringer. De sidste sving kommer med hhv. 2700 m, 1700 m og 1300 m igen, inden det går frem til målet ved Gåsetårnet.

Etapen byder på i alt 844 højdemeter.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørt præmiepenge i 2024

De små veje kan være udfordrende, men terrænet er til gengæld ikke vanskeligt. Grusvejsstigningen på Møns Klint må formodes at komme alt for tidligt til at spille en rolle, og derfor ligner det en stensikker massespurt i Vordingborg - hvis altså ikke vinden spiller feltet et puds inden den lynhurtige finale i det sydsjællandske.

I de senere år har Vordingborg to gange lagt asfalt til DM. Det skete senest i 2016, hvor Alexander Kamp og Martin Toft Madsen løb med hhv. linjeløbs- og enkeltstartstitlen. I 2013 gik sejrene til hhv. Michael Mørkøv og Brian Vandborg.

4. etape

Løbets vigtigste etape har altid været enkeltstarten, der som regel har ligget som en sen halvetape på næstsidste dag. I 2016 droppede man formiddagsetapen og forlængede i stedet tidskørslen, og den model har man fastholdt siden da. I år er der hele 19,1 km kamp mod uret på menuen, og det er dermed kun enkeltstarten for to år siden, der overgår årets udfordring i distance. Ruten er imidlertid ganske klassisk i Danmark Rundt-sammenhæng, idet der er tale om en relativt flad sag, der er skabt til specialister.

Årets enkeltstart er henlagt til Nykøbing Falster og er altså 19,1 km lang. Fra start kører man ad en lang, lige og helt flad vej mod nordøst ud til den første mellemtid, der tages i Nørre Ørslev efter 6,3 km. Herfra går det mod syd, inden man drejer mod sydvest for atter at køre tilbage mod Nykøbing Falster. Man slår en lille sløjfe ved at køre mod nord op til den anden mellemtid, der tages efter 13,9 km. Herefter kører man stik vest ind til Nykøbing Falster, hvor man slår en lille sløjfe mod syd, inden man med 300 m igen drejer ind på opløbsstrækningen foran byens stadion.

Etapen byder på bare 47 højdemeter.

Terrænet omkring Nykøbing Falster er stort set helt fladt, og de ganske få højdemeter vil næppe spille den store rolle. Grundlæggende er der tale om en relativt enkel tidskørsel, der hverken byder på mange terrænmæssige eller tekniske udfordringer. Med andre ord er der tale om en lækkerbisken for de store specialister, der kan træde de store watt og holde høj fart over den mellemlange distance.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Nykøbing Falster blev senest besøgt helt tilbage i 2000, hvor Arturas Kasputis slog Michael Riche og Andreas Klöden på enkeltstarten. For et par uger siden blev Martin Toft Madsen dansk enkeltstartsmester i byen.

5. etape

Danmark Rundt er altid sluttet på Frederiksberg, men det ændredes der på sidste år, hvor ønsket om at markere Aarhus som europæisk kulturhovedstad betød, at man i stedet sluttede i den jyske hovedstad. Det var imidlertid en engangsforestilling, og i år vender man tilbage til den traditionelle finale. Her venter den helt klassiske rundstrækning, hvor det hører til de absolutte sjældenheder, at sprinterne ikke skal boltre i kampen om sejren.

Med sine 198,8 km er sidste etape en ganske lang sag, der fører feltet fra Faxe til Frederiksberg. Herfra kører man mod syd ned mod Kobanke, Sjællands højeste punkt og passerer i den forbindelse dagens første bakkespurt (1,9 km, 1,4%) allerede efter 6,8 km. Herfra går det vider mod syd, inden man drejer mod øst for at køre ud mod kysten. Den følges mod nordøst, inden man slår et lille smut ind i landet for derefter at køre mod nord til Køge, hvor den første spurt kommer efter 77,6 km. Det glade terræn fortsætter, mens man kører mod nord op langs kysten, inden man kører ind i landet kort før Solrød Strand.

Herefter suser feltet mod nordøst ind mod centrum af København og finalen på Frederiksberg, hvor rundstrækningen rammes efter 126,7 km. Efter yderligere 4,4 km krydses stregen for første gang, og etapen afsluttes nu med 10 omgange på den klassiske 6,7 km lange rundstrækning. Den er næsten helt flad, men byder dog på den lille Valby Bakke (300 m, 3,9%), der har top bare 900 m efter stregen. Her vil der være bakkepoint på spil på 2., 3. og 4. omgang, mens der vil være en indlagt spurt ved målstregen efter afslutningen på 5. omgang med 33,7 km igen. Den flade finale er ganske teknisk med sving med 2300, 1800, 1500, 1200 og 300 m igen.

Etapen byder på i alt 631 højdemeter.

2014-udgaven var undtagelsen, der bekræftede reglen, men ser man bort fra Nicola Boems udbrudssejr fra den udgave, er etapen endt i en massespurt hver eneste gang siden årtusindeskiftet. Det vil derfor være en stor overraskelse, hvis ikke det også er tilfældet i år, men med både bakkepoint og særligt bonussekunder på spil kan meget alligevel ændres på løbets sidste dag, hvis bakkekonkurrencen og topkampen er tilstrækkeligt tæt.

Læs også

Soudal-QuickStep skriver med ny rytter

Kun i 2017 og 2010 har Frederiksberg ikke lagt asfalt til sidste etape, og det er som regel endt i en massespurt. I dette årtusinde har Phil Bauhaus (2016), Michael Mørkøv (2015), Mark Cavendish (2013, 2012 og 2007), Theo Bos (2011), Sebastian Siedler (2009), Juan Jose Haedo (2008), Robert Förster (2006), André Greipel (2005), Jimmy Casper (2004), Jaan Kirsipuu (2003, 2001 og 2000) og Olaf Pollack (2002) alle vundet på denne måde. Den store undtagelse kom i 2014, hvor Nicola Boem vandt fra et udbrud, der helt overraskende betød, at Michael Valgren tog den samlede sejr for næsen af holdkammeraten Manuele Boaro.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL POSTNORD DANMARK RUNDT!

Favoritterne

PostNord Danmark Rundt minder som sagt i sin opbygning på mange måder om et klassisk belgisk etapeløb, og det er derfor også de samme egenskaber, der typisk er udslagsgivende i Danmark som i verdens førende klassikernation. I løb som Belgium Tour og BinckBank Tour er vinderen som regel først og fremmest en fremragende temporytter, der kan gøre en afgørende forskel på en som regel ret flad enkeltstart, og som kan begå sig på korte, stejle stigninger. Dertil kommer, at vinden ofte kan blive en betydende faktor, og at løbene ofte afgøres med små forskelle, hvorfor bonussekunder og spurtstyrke kan komme i spil.

Det er præcis de egenskaber, der også kendetegner en typisk vinder i Danmark. Løbets absolutte nøgleetape har altid været enkeltstarten, og det er sjældent, at den samlede vinder ikke har været med hele fremme i kampen mod uret også. Specielt Matti Breschel, der om nogen har været den dominerende skikkelse i Danmark Rundt i det seneste årti, vil kunne skrive under på, at selv den stærkeste rytter er uden chance, hvis ikke han besidder en rimelig enkeltstart. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt at være en stærk temporytter. Kongeetapen i Vejle er så svær, at man kan tabe minutter, hvis man mister kontakten tidligt i løbet, og da enkeltstarten også er relativt kort, er de sekunder, der som regel gør forskellen mellem de bedste i Vejle, rigeligt til at tippe den samlede balance også. Derfor skal man være en ganske habil klatrer på korte stejle stigninger, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at stå øverst på podiet i Frederiksberg på søndag.

De øvrige tre etaper er som udgangspunkt skabt til sprinterne. Rundstrækningen i Aalborg byder ganske vist på en lille bakke, men det burde slet ikke være nok til at true de hurtige folk i et stærkt felt som det, der er samlet til løbet. Grusvejsstigningen på Møns Klint er spektakulær, men kommer alt for tidligt til at kunne bruges til angreb, og det ligner derfor en rigtig powerspurt på den lange opløbsstrækning i Vordingborg på fredag. Finalen i Frederiksberg er velkendt, og da blot ét af besøgene i dette årtusinde ikke er endt i en massespurt, ser det ud til, at tre af etaperne skal afgøres af de hurtige folk.

En vigtig joker i årets løb er vejret. Som i Belgien er vinden altid en dark horse, der kan forvandle den mest fredelige sprinteretape til et brutalt drama, hvor tidsforskellene kan blive langt større end i både Vejle og på enkeltstarten. Vejret var sidste år en slem udfordring, men det vil det ikke være i år, hvor det i ”tropiske Danmark” i stedet er varmen, der vil volde de største kvaler for feltet. Ganske vist er der ikke tale om en hedebølge som i den forgangne uge, men med temperaturer på ca. 25 grader alle dage er der lagt op til en af de varmeste udgaver. Der vil heller ikke være vind a betydning nogen af dagene. Fredag synes at blive mest blæsende, men med en vestenvind vil feltet have modvind på anden halvdel af etapen. Med andre ord synes vejret ikke at bidrage til at gøre årets løb hårdt.

Læs også

Emma Norsgaard udtaget til Grand Tour

Med andre ord ser det ud til, at løbet skal afgøres på enkeltstarten, kongeetapen samt på bonussekunder. Det er værd at bemærke sig, at enkeltstarten som bekendt blev forlænget i 2016 og nu er næsten 20 km lang. Det har gjort den betydeligt vigtigere, og de sekunder, der kan vindes i Vejle, kan lynhurtigt smelte væk i den danske sommervarme, hvis man ikke kan træde de nødvendige watt på vejene omkring Nykøbing Falster. Der er derfor ikke tvivl om, at enkeltstarten er løbets nøgleetape, men det er klart, at en tung specialist, der taber masse af tid på Kiddesvej, naturligvis er helt uden chance i kampen om den samlede sejr.

Der er i år kun to WorldTour-mandskaber til start, og hverken Astana eller Sunweb kommer med de stærkeste mandskaber. Modsat sidste år, hvor Trek mødte op med et superhold, giver løbet derfor en ret jævn spillebane. Det danske landshold med fire professionelle, herunder to fra WorldTouren, ligner med den forsvarende mester Mads Pedersen det hold, der skal tage kontrol.  De burde imidlertid få god hjælp af Veranda’s Willems, der måske ikke har det bedste mandskab, men i Wout Van Aert har en af favoritterne. Da ruten ikke er voldsomt svær, feltet ikke skræmmende stærkt, og Bardiani og Vital Concept vil arbejde benhårdt for massespurter undervejs, ser det ud til at blive en relativt kontrolleret affære.

På papiret ligner det et klart opgør mellem Mads Pedersen og Wout Van Aert, der ikke blot er de to måske bedste på kongeetapen, men også er de eneste, der både kan køre med om sejren på 2. og 4. etape. De øvrige tempospecialiser kan alle få svært ved at være med i Vejle, mens enkeltstarten effektivt ødelægger sejrschancen for feltets mange puncheurs, hvoraf næsten ingen er stærke i kampen mod uret. Det kan meget vel blive et ganske lige opgør, for begge de to ryttere besidder mange af de samme kvaliteter.

Vi vil alligevel pege på Mads Pedersen som vores favorit. Danskeren vandt løbet i ganske suveræn stil sidste år, men på en lidt anden måde end ventet. Hvor mange havde ventet, at han primært skulle slå Michael Valgren på enkeltstarten, var det med sejren i Vejle, at han lagde grunden til den samlede sejr. Det viser, at Pedersen igen vil være en af favoritterne til løbets kongeetape, der passer ham ganske glimrende, ikke mindst fordi især andenpladsen i årets Flandern Rundt viste, at Pedersen er meget stærkere end sidste år.

Alligevel er det formentlig på 4. etape, at Pedersen skal sikre sig sejren. Umiddelbart er Van Aert nemlig den bedste af de to på Kiddesvej. Mens Pedersen i år i de flamske klassikere kun for alvor viste sig frem i Dwars door Vlaanderen og Flandern Rundt, hvor det var et tidligt angreb, der var nøglen til den flotte præstation, sad Van Aert i samtlige store løb sammen med de store navne på de korte, stejle bakker. Kiddesvej er imidlertid så kort, at Pedersen under alle omstændigheder ikke vil miste meget - og han kan faktisk sagtens ende med at vinde igen - og det tab burde han kunne kompensere for på enkeltstarten.

Sidste år skuffede han ganske vist lidt på tidskørslen efter den knusende sejr på enkeltstarten i Poitour-Charentes, men i år har Pedersen bekræftet sine evne på flade enkeltstarter som den, der venter på lørdag. Især 4. pladsen på powerruten i Tirreno var imponerende, og Pedersen burde have et fortrin over Van Aert på en rute, der primært handler om at træde mange watt. Samtidig har han den fordel, at han er så hurtig, at han sågar vil kunne blande sig i massespurter undervejs, og både i finalerne og i de indlagte spurter kan han derfor score bonussekunder. Det er klart, at der efter en vis pause hersker usikkerhed om formen, men da Danmark Rundt må være et lille delmål for den forsvarende vinder, tror vi, at han gentager sidste år triumf.

Først skal han dog slå forårets helt store oplevelse. Wout Van Aert overgik alle forventninger ved at køre finale i alle klassikerne. Højdepunktet var en 3. plads i et historisk hårdt Strade Bianche, mens vi desværre aldrig fik set ham folde sig ud i Roubaix, hvor en punktering satte ham ud af spillet sent i løbet. Siden da har der været stille om det belgiske fænomen, der har udset sig EM som det store mål inden starten på crosssæsonen. Derfor må man formode, at han er ganske tæt på topformen i Danmark Rundt, der er sidste opvarmning inden kampen om den blåhvide trøje med de gule stjerner, og han kommer til et løb, der passer ham godt. Det så i hvert fald pænt ud i Østrig Rundt, hvor han udse sig et par etaper og med en andenplads var meget tæt på at komme hjem med en etapesejr.

Som nævnte passer Kiddesvej perfekt til Van Aert, der i sin cross- og klassikerkarriere har vist sig som specialist på korte, stejle bakker, og han er også ganske hurtig i den stigende spurt i Vejle. Han ligner derfor en favorit til kongeetapen, og meget vil afhænge af hans præstation på enkeltstarten. Han chokerede alle, da han for et par år siden slog selveste Tony Martin på den korte enkeltstart i Belgium Tour, og det fik ham til at gøre de belgiske enkeltstartsmesterskaber til et mål i 2017. Her floppede han imidlertid gevaldigt, og han har ikke helt kunnet bakke den flotte sejr i Belgien op siden dengang. Det ændrer dog ikke på, at han er en glimrende temporytter, der vil være med fremme også på 4. etape. Han er dog bedst på kortere og mere tekniske ruter, og han kan derfor komme til kort overfor den mere kraftfulde Pedersen på Falsters tonserrute. Det er hovedårsagen til, at vi peger på Pedersen som favorit, men Van Aert har hele pakken og kan derfor sagtens ende med at slå den danske helt.

Bag de to store favoritter er feltet mere åbent, fordi det for de fleste gælder, at de enten vil tabe tid i Vejle eller på enkeltstarten. Som størst konkurrent til de to giganter vil vi pege på Robin Carpenter, der er en af feltets mere alsidige ryttere. Igennem mange år har han været blandt de bedste i Nordamerika, hvor han har vundet store udbrudssejre i de store løb USA Pro Challenge og Tour of Utah. Han er imidlertid meget mere end en god udbryder, hvilket den samlede sejr i det store Tour of Alberta, hvor han vandt foran selveste Bauke Mollema, samt i det bjergrige Cascade Cycling Classic vidner om.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Sejren i Alberta er et bevis på hans styrke i kuperet terræn som det, der venter i Vejle, og selvom han ikke er helt så eksplosiv som Pedersen og Van Aert, vil han normalt ikke tabe meget her. Det tabte skal hentes på enkeltstarten, en disciplin, hans mange topplaceringer i Nordamerika viser, at han mestrer. Med andre ord har han alsidigheden til at begå sig - han kan endda spurte til husbehov - men der hersker lidt usikkerhed om formen efter en halvskidt sæson. Heldigvis vidner en andenplads ved de amerikanske mesterskaber om, at han er på vej tilbage på sporet.

På et ganske stærkt dansk landshold ligner Christopher Juul-Jensen umiddelbart luksushjælper for Mads Pedersen, men den rolle er ikke nødvendigvis en ulempe. Juul selv mangler nemlig umiddelbart punch til at vinde i Vejle, og hans enkeltstart er slet ikke længere af samme standard, som da han for tre år siden blev nr. 2 i tidskørslen og vandt samlet. Til gengæld er han en brølstærk rytter, der bare bliver stærkere og stærkere, hvilket ikke mindst etapesejren i Tour de Suisse vidner om, og hans flotte kørsel i London i søndags vidner om form. Hans store fordel er de små seksmandshold, og at der mangler et stærkt mandskab til at kontrollere. Tidlige angreb i Vejle har før båret frugt, og hvem skal køre ham ind, hvis Juul, en af feltets stærkeste ryttere, angriber forinden? Han vil være en af de bedste på Vejles bakker trods manglen på punch, og han kører trods alt en god nok enkeltstart til at kunne forsvare et eventuelt forspring.

Der har været temmelig stille om Andriy Grivko på det seneste. Den stærke ukrainer, der ellers hidtil har været fast inventar på Astanas Tour-hold, er gledet ind i en anonym rolle med ganske gå løbsoptrædender. Han viste dog med den samlede 5. plads i Belgium Tour, at der stadig er lidt liv i stængerne, og det er klart, at man ikke kan afskrive en mand, der har været på podiet i Eneco Tour/BinckBant Tour, der i struktur minder meget om Danmark Rundt. Desværre har han slet ikke kørt lige så gode enkeltstarter som tidligere, og selvom han blev nr. 2 på enkeltstarten i Belgium Tour, var feltet her så svagt, at det er svært at se det som et comeback. På kongeetapen kom han med en 6. plads også lidt til kort, og stigningen i Vejle er nok også lidt for eksplosiv til, at Grivko kan undgå at tabe lidt tid til de allerbedste. På papiret er han dog en af de klatrestærke ryttere med de bedste tempoevner, og har han samme niveau som i Belgien i maj, bør han køre med om podiet.

Sidste år fik Casper Pedersen en overraskende tredjeplads, da det lykkedes ham med en fremragende solopræstation på 1. etape at vinde lidt tid. Den hjalp ham senere i løbet, hvor han tabte tid i Vejle, og med en flot 8. plads på enkeltstarten blev det til en samlet 3. plads. I år burde han være endnu bedre rustet efter et halvt år som professionel, og særligt hans kørsel på kongeetapen i Dunkerque giver håb om, at han nu vil være endnu tættere på de bedste på Kiddesvej. Lidt tid burde han dog under alle omstændigheder tabe, og det samme vil formentlig gøre dig gældende på enkeltstarten, hvor han trods en pæn 14. plads i Belgium Tour fortsat mangler lidt for at matche de bedste. Til gengæld burde der være gode chancer for, at han kan deltage i massespurterne, og selvom det bliver svært at blande sig i top 3, kan han måske hente lidt bonussekunder, også i de indlagte spurter. Grundlæggende mangler Pedersen lidt for at være med fremme i alle terræner, men som en af de mere alsidige ryttere, burde han ende højt i klassementet, ikke mindst fordi formen til et af sæsonens store mål formentlig er fremragende.

Spejder man videre efter alsidige ryttertyper, er det nærliggende at slå ned på Andreas Vangstad. Den talentfulde nordmand er gået lidt i stå og synes ikke at være på samme niveau som i jubelåret 2015, hvor han vandt en etape og blev samlet nr. 15 i Tour of Norway. Helt skidt har det dog ikke været, hvilket resultaterne i de norske løb i maj vidner om, og har han lagt lidt til, burde han være stærk. Han er god på korte bakker og burde derfor kunne gøre det godt i Vejle, selvom han nok ikke har Pedersen- og Van Aert-standard. Vigtigst er det dog, at han tre gange i træk har været på podiet ved de norske enkeltstartsmesterskaber, og selvom han ikke har kørt mange enkeltstarter på internationalt niveau, burde han blandt Vejle-kandidaterne være en af de bedste temporyttere.

Løbets største joker må være Lennard Kämna. Tyskeren burde egentlig være en reel trussel mod Pedersen og Van Aert, men desværre stiller han til start med mange spørgmålstegn - hvis han overhovedet stiller til start. Den talentfulde tysker mistede nemlig motivationen efter et skadesramt forår og har derfor sat karrieren på pause. I skrivende stund ser det ud til, at han måske er klar til at genoptage aktiviteterne, men hvor han står formmæssigt er mildt sagt et åbent spørgsmål. Har han passet sin træning - og han meldes at have holdt sig i gang - står han imidlertid fremragende. Han er et stort tempotalent, og mange vil sikkert huske, at det formentlig kun var et sent regnvejr, der forhindrede ham i at stjæle VM-titlen fra Mads Würtz i Richmond i 2015. Det har knebet mere i de senere år, men en 8. plads på enkeltstarten i Vueltaen samt del i Sunwebs holdløbsguld ved VM siger alt om kvaliteten. Desværre har han ikke helt imponeret som ønsket på stigningerne, men hans 5. plads i sidste års Tour des Fjords, hvis terræn kan minde en del om det, vi finder i Vejle. Han burde gøre det pænt på Kiddesvej, og brager han en fremragende enkeltstart af, bliver han livsfarlig. Desværre rækker formen næppe til det.

Blandt de danske kontinentalryttere er der ikke mange, der både kan være med på 2. og 4. etape. En undtagelse kunne dog være talentfulde Niklas Larsen, der har haft en flot sæson. Tempotalentet har han altid haft, hvilket sidste års 6. plads på tidskørslen i dette løb var seneste vidnesbyrd om, men i år har han også gjort det godt i svære landevejsløb på højt niveau. Ikke mindst imponerede han på Frankfurts bakker i Eschborn-Frankfurt og i det bjergrige Rhone-Alpes Isere Tour, og det viser, at han nu har en holdbarhed, der gør ham langt farligere end Vejle end sidste år. Samlet set burde han kunne gøre det pænt på begge de to nøgleetaper, og med sin gode spurt kan han endda måske gå efter bonussekunder i indlagte spurter undervejs.

Martin Toft Madsen er en af feltets mest interessante ryttere. Den danske mester er nemlig en af de helt store favoritter til at vinde enkeltstarten, men om det også kan omsættes til noget i klassementet, er langt mere tvivlsomt. Hidtil har Toft nemlig ikke vist de fornødne klatreevner til at gøre sig gældende i Vejle, men hans resultater i blandt andet de norske løb er vidnesbyrd om, at han klatrer bedre, end man skulle tro. Han vil helt sikkert tabe tid på Kiddesvej, men som sagt er enkeltstarten betydeligt vigtigere, hvis man ikke knækker tidligt på Vejle-etapen. På 4. etape kan Toft Madsen vinde ganske meget tid på klatrerne, og dermed bliver han pludselig også interessant i klassementssammenhæng. Om et timerekordforsøg er den ideelle forberedelse til Vejle-etapen, er nok tvivlsomt, men Toft Madsen burde i det mindste være i glimrende form. At slå tempostærke Pedersen og Van Aert i klassementet bliver nok svært, men kører han en ag sine bedste enkeltstarter, er intet umuligt.

Det er en skam, at Alexander Kamp ikke kører en bedre enkeltstart, for han kan meget vel ende i ”Matti Breschel”-fælden, hvor han år efter år er blandt de bedste i Vejle, men aldrig kører med om sejren på grund af en dårlig tidskørsel. Sådan var det i hvert fald i 2016 og 2017, hvor særligt andenpladsen i Vejle for to år siden vidner om hans potentiale på de stejle bakker. I år har han nået helt nye højder med sejren på kongeetapen i Tour of Norway, og han stiller til start som den måske største trussel mod Pedersen og Van Aert på Kiddesvej. Desværre smelter de små tidsgevinster herfra som dug for solen i Nykøbing Falster, og derfor bliver det meget svært for Kamp at vinde løbet.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

På samme måde ville det være helt naturligt at pege på Xandro Meurisse, der også ligner en af topfavoritterne til Vejle-etapen, men som i kraft af sin enkeltstart formentlig kommer til kort i klassementets top. Belgieren har et fremragende punch på korte vakker, hvilket har givet en andenplads i sidste års Tour de Luxembourg, sejr på kongeetapen i Dunkerque samt flere topplacering i Tour of Britain, hvis terræn minder ganske meget om Vejles. Desværre er heller ikke han nogen ørn på en tempocykel, og ligesom Kamp mister han for meget tid i Nykøbing Falster til at blande sige helt fremme. Hans form er også en anelse usikker, efter at han skippede Touren for at koncentrere sig om fødslen af sit barn, men da han har udset sig EM som et mål, mp man formode, at han har passet sommertræningen nogenlunde trods barnegråd og bleskift.

Måske er Krists Neilands bedre stillet. Heller ikke han er nogen ørn på tempocyklen - langt fra - men han har dog enkelte resultater, der vidner om, at han kan forsvare sig til husbehov. Hans talent vil imidlertid skulle udfolde sig i Vejle, hvor han vil være klar til at vise, hvorfor det var ham, der sammen med Vincenzo Nibali satte det afgørende fremstød ind i Milano-Sanremo. Den unge lette har gjort store fremskridt i år, hvor det blandt andet er blevet til en stor solosejr i det hårde belgiske grusvejsløb i Hageland, og han har alle de rette karakteristika til at begår sig i Vejle. En tredjeplads i det hårde Prueba Villafranca i sidste uge vidner om fremragende form. Neilands vil formentlig være med helt fremme i Vejle, men enkeltstarten vil desværre nok ødelægge den helt store lettiske fest.

Skulle det glippe for Pedersen, har Aqua Blue en glimrende plan B i Mark Christian. Den britiske klatrer viste med en 7. plads på Kitzbüheler Horn i Østrig Rundt fremragende form, og han burde kunne gøre sig gældende i Vejle, selvom han ikke er feltets mest eksplosive rytter. Mest interessant er hans banebaggrund dog. Han har ganske vist ikke tidligere kørt gode enkeltstarter, men han overraskede med en flot 5. plads på enkeltstarten i Belgium Tour. Med den gode form, han har vist, og en god portion alsidighed er Christian en glimrende kandidat til et topresultat.

Veteranen Pieter Weening har i de senere år været lidt af en lottokupon, og man ved aldrig, hvad man får fra den ranglede hollænder. Den samlede andenplads i Kroatien og sejren på Grossglockner i Østrig Rundt for et par uger siden er imidlertid vidnesbyrd om, at klassen stadig er tårnhøj, når han en sjælden gang finder benene. Desværre passer Danmark Rundt slet ikke til dieselmotoren Weening, for hvem Kiddesvej er alt, alt, alt for ekplosiv. Tempoevner er heller ikke i nærheden af, hvad de var u 2013, hvor han vandt Tour de Pologne på en god tidskørsel, og det er primært 4. etape, der gør, at Weening ikke kan vinde. Sidste år blev han dog nr. 5 i Vejle og nr. 7 samlet, så er Weening i det rette humør, vil han være med blandt de bedste.

Aime De Gendt lignede længe mere metervare fra Sport Vlaanderen, men der er virkelig sket noget i år. En fjerdeplads på kongeetapen i Dunkerque startede en gylden periode, der fulgtes på af god kørsel i Luxembourg og ikke mindst en fabelagtig præstation ved de belgiske mesterskaber, hvor han var ganske tæt på at stjæle en medalje i kamp med alle nationens klassikerstjerner. Har han de samme ben her, burde han gøre det fremragende i Vejle, hvor han har et fornuftigt punch, men som så mange andre er enkeltstarten et problem. Han gjorde det hæderligt i Belgium Tour, men tidstabet i Nykøbing vil stadig blive for stort. Holdkammeraten Benjamin Declercq er ligeledes spændende i Vejle, mens Jonas Rickaert skal begrænse nederlaget på bakkerne og derefter køre en hæderlig enkeltstart. Endelig er det måske også på tide for talentfulde Jordi Warlop at vise sig frem efter en svær sæson.

Wout Van Aerts stærke løjtnant, Sean De Bie, er formentlig låst i en hjælperrolle, men kan måske være klar til selv at levere et topresultat også. Han minder meget om sin kaptajn i den forstand, at han er god på korte bakker, kører en fornuftig enkeltstart og samtidig er ganske hurtig. Det er dog kun i en spurt, at han er bedre end Van Aert, for på alle andre områder er kaptajnen ham overlegen. En spurtsejr i Etoile de Besseges samt et par gode spurtresultater i nogle af årets hårde endagsløb har dog gjort det till en ganske god sæson, ligesom han i Belgium Tour kørte en af sine bedre enkeltstarter i mange år. En formstærk De Bie bør være med fremme, hvis han får den nødvendige frihed.

En af løbets jokere er Bryan Coquard. Havde dette været 2016, havde vi ikke tøvet med at gøre ham til en af løbets favoritter, men desværre er der stor forskel på Coquard anno 2016 og 2018. I 2016 var han helt ustyrlig og viste med 4. pladsen i Amstel Gold Race og den samlede sejr i Dunkerque, at han endda ville have kunne kørt med om sejren i Vejle. I samme års Route du Sud viste han endda også, at han kan forsvare sig på en ikke alt for lang enkeltstart. Desværre er der siden da løbet meget vand under broen, og Coquard har ikke været i nærheden af det niveau i 2017 og 2018. Han viste dog med en flot kongeetape i Belgium Tour tegn på fremgang, og selvom der er langt til 2016-niveauet, er der måske håb forude. Enkeltstarten er for lang og enkel til, at han reelt kan køre med om sejren, men da han er en af favoritterne på 1., 3. og 5. etape, kan der vente så mange bonussekunder, at han alligevel kan blive interessant. Vi tror desværre, at han vil tage sig en slapper i Vejle og slet ikke vil være med fremme, men han er en af de ryttere, der har potentialet til at overraske.

Rasmus Guldhammer har altid spillet en flot rolle i Danmark Rundt, men han har fulgt samme mønster som holdkammeraten Kamp. Enkeltstarten har betydet, at to fjerdepladser er det bedste samlede resultat, selvom han stort set altid er blandt de bedste i Vejle, hvor han bl.a. er blevet nr. 2 og 4. Desvære havde han som bekendt et rædselsfuldt styrt i vinterpausen, og selvom han er kommet bemærkelsesværdigt flot tilbage efter de mange skader, er hans resultatliste betydeligt mere pauver end i tidligere sæsoner. Han kører en bedre enkeltstart end Kamp, men om han kan nå samme høje niveau som i tidligere udgaver, har vi stadig til gode at se.

Mikkel Bjerg er meget sammenlignelig med Toft Madsen. Den danske U23-verdensmester må forventes at køre med om sejren på enkeltstarten, men også han får det svært i Vejle. Egentlig har han klatret hæderligt i også ganske svære løb i år, men mon ikke tabet i Vejle trods alt bliver for stort til, at han kan gøre sig gældende? Samtidig er han en del af det danske landshold, der i Pedersen og Juul allerede har to kaptajner, og han ender derfor formentlig som slagtekvæg på et hold, der kun har fire hjælperyttere, men må ventes at skulle tage en stor del af ansvaret.

Havde dette været 2017, havde vi glædet os til at se August Jensen i aktion. Nu er begejstringen betydeligt mindre, for efter skiftet til Israel Cycling Academy har han ikke nået samme højder som sidste år, hvor han var med i toppen på alle etaper i alle de tre store norske etapeløb og blandt andet vandt kongeetapen i Arctic Race of Norway foran en på det tidspunkt ustoppelig Dylan Teuns. I år har der været meget langt mellem snapsene, og selvom han blev nr. 6 på kongeetapen i Tour des Fjords, er han ikke længere på samme niveau. Man kan håbe, at en god sommerpause har hjulpet, for i teorien burde han med sit punch og sin spurt kunne køre med om sejren i Vejle. Desværre betyder enkeltstarten under alle omstændigheder, at sejren er uden for rækkevidde.

En spændende dark horse kunne være Colin Joyce . Hidtil har amerikaneren været mest kendt som en holdbar sprinter, men på det seneste har han taget ordet holdbarhed til nye højder. I hvert fald blev han nr. 13 på den kongeetape i Yorkshire, der knækkede Magnus Cort, og i det hele taget klatrede han fremragende i april og maj. En lang løbspause betyder, at det er tvivlsomt, om formen er på samme niveau nu, men på papiret har han evnerne til at gøre det godt i Vejle. Han kan spurte sig til bonussekunder, og han viste i Canada i juni, at han kan forsvare sig rimeligt i kampen mod uret.

Løbet tæller en stribe andre ryttere, der kan gøre det pænt, men næppe køre med helt i top. Det er især værd at fremhæve de norske klatrere Carl Fredrik Hagen og Bjørn Tore Hoem, der vil gøre det godt i Vejle, men vil få klø på enkeltstarten. Det samme gælder for Oscar Gatto, der vil være fremragende i Vejle, hvis han endelig finder fordums styrke, men hans håblæse enkeltstart eliminerer ham effektivt fra klassementet. Løbet bliver nok trods alt for hårdt for stortalentet Cees Bol, der ellers har været ustoppelig i år, og Julius Johansen, der ellers har den rette alsidighed, er nok for ung til allerede nu at kunne blande sig helt fremme. Enrico Barbin, Oscar Riesebeek, Lorenzo Rota og Alessandro Tonelli kan alle gøre det godt i Vejle, men vil tabe tid på 4. etape. Omvendt forholder det sig for Lasse Norman og Hugo Houle, der vil tabe for meget på kongeetapen, til, at der kan kompenseres for det senere

OPDATERING: Joker stiller alligevel ikke med Andreas Vangstad og Carl Fredrik Hagen. Dermed er det op til Bjørn Tore Hoem at køre klassement for nordmændene.

***** Mads Pedersen

**** Wout Van Aert, Robin Carpenter

*** Christopher Juul-Jensen, Andriy Grivko, Casper Pedersen, Lennard Kämna, Niklas Larsen

** Martin Toft Madsen, Alexander Kamp, Xandro Meurisse, Krists Neilands, Mark Christian, Pieter Weening, Aime De Gendt, Sean De Bie, Bryan Coquard, Rasmus Guldhammer, Mikkel Bjerg, August Jensen, Colin Joyce

* Julius Johansen, Bjørn Tore Hoem, Asbjørn Kragh Andersen, Lasse Norman Hansen, Hugo Houle, Aaron Gate, Benjamin Declercq, Jonas Rickaert, Enrico Barbin, Oscar Riesebeek, Vitaliy Buts, Lorenzo Rota, Alessandro Tonelli, Emil Vinjebo, Andzs Flaksis, Oscar Gatto, Pieter Vanspeybrouck, Fabian Lienhard, Cees Bol

Danskerne

I et løb, hvor knap en tredjedel af feltet udgøres af danskere, giver det ikke mening at opliste dem alle. I stedet henviser vi til favoritvurderingen.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL POSTNORD DANMARK RUNDT!