Optakt: Paris-Tours
13. oktober 2019 12:30Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Sæsonen nærmer sig sin afslutning, og mange har allerede sat cyklen i garagen. Ikke desto mindre er en af sportens største klassikere stadig på spil. Paris-Tours har i de senere år måske tabt lidt af sin prestige, men den lange historie gør det stadig til et af de mest prestigiøse løb på efterårskalenderen. Hidtil har det været en af de få klassikere, der kan vindes af rene sprintere, men efter at man sidste år ændrede det til et knaldhårdt grusvejsløb, er det nu de hårdføre brostensspecialister, der ventes at skulle slås om sejren i den store efterårsklassiker, der runder sæsonen af for de fleste af de tunge drenge.

Løbets rolle og historie

Klatrerne har deres store sæsonfinale i lørdagens Il Lombardia, og på søndag er det tid for sprinterne og de tungere klassikerspecialister at lukke ned for deres europæiske sæson i en af sportens største klassikere. Traditionelt markerer Paris-Tours afslutningen på året for de hurtige folk, der ser frem til chancen for at sikre sig en stor sejr på en hovedsageligt flad rute, der bekommer dem vel.

 

Hvad der gør Paris-Tours prestigiøst, er løbets lange historie. Efter først at være blevet afviklet som amatørløb helt tilbage i 1896 havde det en omtumlet start og var først tilbage med anden udgave fem år senere. Derefter fulgte endnu en pause på fem år, indtil avisen L’Auto, der også arrangerede Tour de France, overtog begivenheden og arrangerede det som et årligt tilbagevendende løb for professionelle fra og med 1906.

 

Siden da har det været et vigtigt element på den internationale kalender, og det er kun udgaverne i 1915, 1916 og 1940, der på grund af krigene er blevet aflyst. Efter at have startet som efterårsløb blev det i 1911 flyttet til foråret, hvor det forblev helt frem til 1951. Siden da har det haft sin nuværende rolle som et af de største løb mod slutningen af sæsonen med en position enten sidst i september eller først i oktober.

 

Det kræver bare et hurtigt blik på vinderlisten at forstå, at vi her taler om et stort løb på cykelkalenderen. Adskillige store navne - hovedsageligt sprintere og klassikerspecialister - har sejret, men det er en af de få store klassikere, der aldrig er blevet vundet af Eddy Merckx. Belgieren kunne have vundet i 1968, men valgte at give sejren til holdkammeraten Guido Reybrouck, og senere lykkedes det ham aldrig at krydse stregen i Tours som første mand. Fire ryttere har tre sejre på cv’et: Gustaf Daneels, Paul Mayé, Reybrouck og senest Erik Zabel, der sejrede i 1994, 2003 og 2005. Det er også en af de store klassikere, der har haft danske vindere, idet Rolf Sørensen og Jakob Piil vandt i hhv. 1990 og 2002.

 

Med dets lange historie og store prestige er det ikke noget under, at løbet blev inkluderet i World Cuppen, da de største endagsløb blev samlet i en sæsongående konkurrence forud for 1989-sæsonen. Det forblev en vigtig del af serien frem til dens opløsning i 2004 og blev med det samme en del af efterfølgeren, ProTouren, da denne blev introduceret i 2005.

 

Som de fleste andre store franske løb arrangeres Paris-Tours af Tour de France-arrangørerne ASO - et resultat af arven fra L’Auto og 1906-udgaven af løbet - og derfor blev det en del af konflikten mellem grand tour-arrangørerne og UCI, der fulgte i kølvandet på ProTouens indførelse i 2005 og kulminerede i 2008. Som alle andre løb arrangeret af ASO, RCS eller Unipublic blev det derfor trukket ud af UCI-systemet i 2008, men da en aftale mellem parterne blev nået om at indføre en ny WorldTour fra og med 2009, var løbet det eneste af de oprindelige begivenheder, der ikke genvandt sin plads på den fineste kalender. Siden da har det været afviklet som et 1.HC-løb på UCI Europe Tour.

 

Den degradering har betydet, at løbet har mistet megen prestige, da alle WorldTour-mandskaber ikke længere er forpligtet til at deltage i den sidste store efterårsklassiker. I år når man endda et nyt lavpunkt, da man kun kan præsentere 7 af de 18 hold fra den fineste række, mens resten af de 23 mandskaber udgøres af prokontinental- og endda kontinentalhold. Det er endda nogle af de mindre succesrige mandskaber, der vil være at finde i feltet, hvor Katusha, Dimension Data, Ag2r, FDJ, Sunweb, Lotto og UAE udgør WorldTour-mandskaberne.

 

I 2012 gav UCI løbet yderligere et tilbageslag, da man omstrukturerede kalenderen. I adskillige år blev Paris-Tours afviklet den første søndag efter VM, mens Il Lombardia herefter endte klassikersæsonen seks dage senere. Forud for 2012-sæsonen besluttede UCI imidlertid at bytte rundt på de to begivenheder for at skabe bedre synergi mellem Il Lombardia, et af sportens fem monumenter, og VM. Mens den italienske klassiker fik et fantastisk boost med meget stærkere startfelter, har det franske løb siden da haft betydeligt sværere ved at tiltrække de største sprintere, der meget ofte allerede har afsluttet deres sæson så sent på året. Den tendens er naturligvis blevet forstærket af, at man i 2012, 2013 og 2014 havde så kuperede VM-ruter, at de fleste sprintere allerede var startet ferien, da regnbuetrøjen blev uddelt. Selv i 2015, hvor VM-ruten i Richmond var ganske flad, kunne man ikke fremvise mange store navne, og de fleste sprintere drog direkte fra USA på ferie.

 

Tingene blev kun forværret, da man skabte the sprintervenlige Tour of Beijing, som endda var en del af WorldTouren. Heldigvis havde mange store navne meget lidt lyst til at rejse hele vejen til Kina så sent på året, og derfor havde det ikke umiddelbart den helt store effekt på Paris-Tours. Værre var det i 2015, hvor den nye Abu Dhabi Tour blev skabt og gjorde det meget sværere for ASO. Det arabiske løb var arrangeret af Giro-arrangørerne fra RCS og pengestærke lokale bagmænd og samarbejdede tillige med den magtfulde Velon-gruppe bestående af mange af sportens tophold. Der var utvivlsomt mange nostalgiske cykelfans, der havde det svært med at se sprintere som Peter Sagan, Marcel Kittel, Elia Viviani og Sacha Modolo rejse til Abu Dhabi i stedet for at stille til start i en af sportens største klassikere. For at gøre det hele endnu værre sluttede sidste etape af det arabiske løb stort set samtidig med den franske begivenhed, og dermed blev løbets vanskeligheder udstillet.

 

I 2016 ændredes situationen imidlertid. Det sene VM betød, at man fra ASOs side designede ruten til Paris-Tours så det både mht. distance og terræn virkede som den perfekte generalprøve forud for det store slag i Qatars ørken. Løbet blev forlænget og de sene bakker fjernet, og da løbet i Abu Dhabi samtidig blev afviklet senere end året før, udeblev resultatet ikke. Løbet oplevede en slags renæssance og tiltrak et langt stærkere felt end i de foregående år. I 2017 var VM imidlertid tilbage på sin vante plads, men ganske overraskende var den positive effekt på Paris-Tours ikke forsvundet. I hvert fald valgte mange topsprintere at holde benene i gang helt frem til den store sæsonfinale, og selvom de alle blev fravalgt til VM, var André Greipel, Dylan Groenewegen, Nacer Bouhanni og Mark Cavendish alle at finde i feltet, ligesom den forsvarende vinder Fernando Gaviria valgte at fortsætte efter hans store mål i Bergen.

 

Det er ikke overraskende, at løbet har været et paradis for sprintere. Hjemstedet i en stort set hel flad del af Frankrig betyder, at antallet af højdemeter er begrænset, og løbet er derfor som regel endt i en massespurt. Siden 1919 har arrangørerne gentagne gange forsøgte at gøre løbet hårdere ved at angribe Tours fra forskellige retninger og udnytte områdets mindre stigninger, men det har ikke gjort den store forskel. Mellem 1974 og 1987 ændrede man konstant ruten og skiftede endda navn flere gange, da flere udgaver end ikke sluttede i Tours. I 1988 vendte løbet tilbage til sin historiske målby, men de kortere distancer i moderne cykelsport betyder, at en start i Paris ikke længere mulig. På grund af klassificeringen som et løb på Europe Tour er det heller ikke længere blandt kalenderens længste, og siden 2009 har distancen været reduceret fra de tidligere 250-260 km til ca. 230 km.

 

Til trods for det er sprinterne alligevel blevet snydt ganske ofte i de senere år. Indløbet til Tours inkluderer flere mindre stigninger, og de har ganske ofte været nok til at franarre sprinterne chancen for at spurte om sejren. Siden år 2000 er kun seks udgaver sluttet i massespurter, og der har på intet tidspunkt været to spurtsejre i træk. Faktisk har man tilsyneladende fundet en rytme, hvor der spurtes om sejren hvert tredje år, idet de seneste fire ”spurtårgange” har været 2007, 2010, 2013 og 2016. I mange år var løbet berømt for sin nærmest uhørt lange opløbsstrækning på Avenue de Grammont, men siden 2011 har konstruktionen af sporvejsskinner tvunget ASO til at forkorte den og dermed gjort det endnu sværere for sprinterne.

 

Sidste år besluttede ASO højst overraskende fuldstændig at ændre identiteten på et af sportens ældste løb.

Ser man bort fra den lidt specielle 2016-udgave, der er omtalt ovenfor, har man i de seneste mange udgaver haft den samme finale med de velkendte bakker på de sidste 15 km. Denne gang blev det hele imidlertid kastet helt op i luften dels at angribe Tours fra en helt ny retning, dels ved at gøre inklusionen af grusveje til løbets væsentligste element. Det viste sig hurtigt, at det totalt knuste sprinternes chance, og løbet blev i stedet til en slags brostensklassiker i oktober. Cykelløbet var fantastisk, men reaktionerne blandede, både fra nostalgiske fans, der havde svært ved at acceptere ændringen af løbets identitet, og fra holdene, der betragtede løbet mere som cykelcross end som landevejscykling. Faktisk blev Patrick Lefevere så rasende, at han lovede, at Deceuninck ikke ville vende tilbage, før grusvejene var væk igen.

 

Desværre for Lefevere er hans ønske ikke imødekommet. ASO har tilsyneladende været svært tilfredse med forandringen, og derfor har de valgt at genbruge modellen i år. Lefevere er imidlertid også en mand, der holder sit ord, og derfor vil årets udgave være den første i mange, mange år, hvor det belgiske storhold ikke vil være at finde i feltet. Samtidig har de fleste topsprintere valgt løbet fra, efter at de sidste år indså, at den nye rute ikke var for dem.

 

Det var til gengæld noget for Søren Kragh, der overraskede sig selv ved at finde uventede ressourcer frem efter et skuffende VM, og i et brutalt udskilningsløb endte han i en trio sammen med Niki Terpstra og Benoit Cosnefroy. Hans to følgesvende kunne slet ikke enes, da Cosnefroy nægtede at føre i et forsøg på at få sin kaptajn Oliver Naesen op bagfra, og det udnyttede Kragh til at køre alene væk til karrierens største sejr. Trods et svært efterår og en langløbspause vender Kragh tilbage for at forsvare titlen, og han er igen oppe mod både Naesen og Terpstra, men til gengæld afsluttede Cosnefroy sin sæson med en 4. plads i sidste søndags Tour de Vendee.

 

Ruten

ASO har som sagt i årenes løb foretaget adskillige justeringer af ruten og forsøgt at gøre indløbet til Tours så hårdt som muligt. Forsøgene har imidlertid ikke gjort det helt store forskel, og derfor har man i de senere år lagt sig fast på den samme afslutning. Al tale om at flytte målet væk fra Tours er droppet, og nu om dage har de sidste kilometer altid været de samme og budt på de samme to stigninger i den absolutte finale. Den eneste væsentlige ændring er ovenfor omtalte forkortelse af opløbsstrækningen på Avenue de Grammont, et initiativ, der har vanskeliggjort forholdene for sprinterne.

 

Mens anden halvdel af løbet altid har været næsten helt uforandret, har ASO som regel ændret en del på den indledende del, hvor startbyen har varieret fra år til år. De grundlæggende karakteristika er imidlertid helt uforandrede. Siden 2009 har distancen som regel været ca. 230, og starten er gået et stykke nord for Tours, hvorefter man har holdt en hovedsageligt sydlig retning frem mod målet og den traditionelle lille sløjfe rundt om målbyen, hvor man ramt de små stigninger, der leder frem den store finale på Avenue de Grammont.

 

Som omtalt ovenfor er blev løbets karakter totalt forandret i 2018. Med en helt ny finale uden de klassiske stigninger, Cote de Beau Soleil og Cote de l’Epan, der i mange år har været de afgørende elementer i finalen blev der i stedet opfundet nye sene bakker, men det var inklusionen af grusveje, der var hovedattraktionen og gav løbet en ny identitet. Ikke færre end 12,5 km fordelt på ni sektorer skulle i finalen afvikles på det ujævne underlag, og det gjorde sammen med syv sene bakker, at løbet slet ikke var for sprintere.

 

Den model fastholder man som sagt i år, men man ændrer alligevel på finalen. Ganske vist reduceres omfanget af grusveje til 10,7 km, men af disse kommer 6,5 km samlet over seks sektorer på bare 20 km. I alt er der ni grusvejsstykker og syv bakker i en finale, der synes at være lige så selektiv som sidste år.

 

En anden konsekvens af omlægningen var, at løbets distance sidste år blev reduceret fra 234,5 til 214,5 km, og den model fastholdes i år, hvor der skal køres 217,0 km. De vil igen føre feltet fra Chartres, der ofte har ageret startby for løbet, til Tours, hvor den klassiske finale på Avenue de Grammont venter. Som altid er den første del helt ukompliceret og flad, men den relativt konstante retning mod syd og sydvest betyder, at vinden kan blive farlig i det åbne landskab, hvis den står rigtigt. Den kortere distance skyldes, at man denne gang følger en mere lige linje ned mod Tours, og i den første halvdel kører man derfor skiftevis mod syd og sydvest med direkte kurs mod målbyen. Terrænet er helt fladt, terrænet åbent, og der er stort set ingen højdemeter på programmet.

 

Den eneste reelle fare i denne fase er vinden, der ofte har spillet en helt afgørende rolle. Da man som sagt kører i samme retning næsten hele dagen, kan det være ekstremt stressende, hvis der bydes på sidevind. Er der modvind, kan det til gengæld blive en lang, kontrolleret dag, mens vi har set helt ufattelige hastigheder i år med medvind. Rekorden for det hurtigste endagsløb er i de senere år flere gange blev slået i netop Paris-Tours, senest i 2015, hvor vinderen Matteo Trentin holdt en gennemsnitshastighed på imponerende 49,642 km/t over de 231 km.

 

Efter 100,0 km når man frem til forplejningszonen i Vendome, men det ændrer ikke på løbets karakter. Man fortsætter nemlig herfra mod syd gennem fladt terræn. Først i Cangey efter 144,5 km sker der noget, for her drejer man mod sydvest og vest med retning mod målbyen. I stedet for at følge den direkte linje, snor man sig imidlertid rundt på områdets smalle, kuperede veje, og det er her de ni grusvejsstykker og syv stigninger melder sig.

 

Den første udfordring er Cote de Goguenne (800 m, 6,6%), hvis top nås med 53 km igen og leder direkte ind på den 1500 m lange Grosse Pierre-grusvej (***). Derefter fører en nedkørsel til Chateau de Valmer-sektoren (500 m, *), som indledes med 49,0 km igen. Kort efter rammer man Cote de Chancay (800 m, 5,5%), hvis top nås med 45 km, og leder direkte in på Chancay a Reugny-sektoren (2100, *).

 

Efter denne grusvej resterer stadig 42,5, og nu falder der lidt ro på. Den næste udfordring kommer nemlig først 8,5 km senere, hvor man når toppen af Cote de la Valle du Vau (1000 m, 4,1%), og 500 m senere rammer man Noizay-sektoren (600 m, *). Bare 2500 m efter afslutningen rammer man med 30,5 km igen Epinettes-sektoren (1200 m, **), efter hvis afslutning der bare er 1500 m, inden man rammer toppen af Cote de la Rochere (400 m, 9,8%), på hvis top med 28,0 km igen man indleder Coudraie-sektoren (900 m, **). Den er knap overstået, inden man med 25,0 km igen skal over Solidarité-sektoren (1500 m, ***), der er den måske sværeste grusvej, og med 22,5 km når man toppen af Cote de la Vallée Chartier (600 m, 6,4%). På toppen indleder man Peu Morier-sektoren (1600 m, **), og kort efter skal man over Cote de Vouvray (500 m, 5,2%), der har top med 17,5 km igen. Efter yderligere 3,5 km skal man over dagens sidste grusvej Rochecorbon (800 m, *), hvorefter det gælder dagens sidste udfordring Cote de Rochecorbon (700 m, 5,1%).

 

Herfra resterer fortsat 10,5 km, der efter en lille nedkørsel det igennem helt fladt terræn ad en lang, lige vej mod sydvest, inden man i udkanten af Tours med knap 5 km drejer mod syd for at slå en lille sløjfe rundt om centrum. Med 4 km igen skal man til højre i en rundkørsel og derefter med det samme til venstre. Til slut er der et venstresving med 2100 m igen, inden man med 800 m igen drejer til venstre i en rundkørsel ind på den berømte, 6 m brede Avenue de Grammont, hvormed det berømte meget lange opløb som i tidligere år er væsentligt forkortet.

 

Løbet byder på i alt 1244 højdemeter, hvilket er 24 mere end sidste år.

 

I forhold til sidste år er den indledende del kun modificeret let. I finalen er der sket flere ændringer, men fra Epinettes-sektoren med 30,5 km igen er eneste ændring, at man har lavet et mere direkte indløb til Tours, hvorfor den flade sidste del er reduceret fra 12,0 km til 10,5 km.

 

 

 

 

 

Vejret

Som sagt er det vejret, der i stor udstrækning bestemmer, hvor hårdt et Paris-Tours vi får, og det har traditionelt været vinden, der har været den værste udfordring. I år beriger vejrguderne løbet med en meget kraft blæst fra sydvest og nærmest sommeragtig varme. Således vil der kun være få skyer og en bygerisiko på 10-15%, og temperaturen vil nå helt op på 25 grader, nærmest uhørt for det franske oktoberløb. Udfordringen vil være den kraftige sydvestenvind, der midt på eftermiddagen vil have en styrke på næsten 35 km/t, inden den aftager en anelse mod slutningen. Det giver desværre en kombination af sidemod- og modvind stort set hele dagen, men når man drejer ind mod bakkerne og grusvejene, vil man i bunden af første stigning ramme et sidevindsstykke, der varer ved det meste af vejen frem til begyndelsen på Epinettes-sektoren med 30,5 km igen. Herefter vil der imidlertid være direkte modvind, indtil man får sidemodvind med knap 5 km igen. Først med 2,1 km igen får man sidemedvind på det sidste stykke.

 

Favoritterne

Paris-Tours har altid været et af årets mest uforudsigeligt løb. Hvis løbet var blevet afviklet på snart sagt et hvilket som helst andet tidspunkt af året, ville de små bakker i finalen næppe have haft den store indvirkning, og en massespurt ville have været et næsten sikkert udkomme. Forholdene er imidlertid markant anderledes i et løb, der er det sidste for langt de fleste deltagere. Motivationen kan være ganske lav, trætheden er sat ind, og formen er slet ikke, hvad den var tidligere på året.

 

Tidligere havde sprinterne meget ofte overtaget i Paris-Tours, og i langt de fleste tilfælde endte det i den forudsigelige massespurt på Avenue de Grammont. Det har imidlertid ændret sig i de senere år, et forhold, der primært kan forklares af to faktorer.

 

Først og fremmest har den kortere opløbsstrækning betydet, at der er mindre tid til at jagte efter de sidste stigninger. Det har gjort det langt sværere for sprinterne at komme i spil igen. Derudover spiller også kalenderændringen og den reducerede prestige en rolle. Der er færre topsprintere til start, og det gør det sværere at kontrollere. Rytterne har tillige været mindre motiverede to uger efter VM, end de var, da løbet blev afviklet en uge tidligere, og det gør det lettere at overraske. Der er simpelthen færre ryttere, der stadig er i form. Selv hvis sprinteren selv er tæt på 100%, er han sjældent omgivet af friske hjælperyttere. Mange hold er allerede reducerede i antal på forhånd, og løbet er ofte præget af, at mange ryttere står af undervejs. Det er ganske enkelt lettere at gøre en forskel for friske ryttere. Det er derfor ingenlunde nogen tilfældighed, at det siden 2007 kun er hver tredje udgave, der er endt i en massespurt.

 

Uforudsigeligheden er kun blevet endnu større af den nye identitet, ASO gav det med ruteændringen i 2018. Forud for løbet var mange i tvivl om, hvorvidt løbet bille være for hårdt for sprinterne eller ej, men det svar kom prompte. Løbet blev forvandlet fra uforudsigelige sprinterløb med muligheder for sene angreb til at blive en slags brostensklassiker i efteråret. Grusvejene og bakkerne betød, at det kun var de hårde drenge, der kunne være med, og det endnu som et konstant udskilningsløb, hvor det ret hurtigt stod klart, at en massespurt var udelukket. Søren Kragh, Niki Terpstra og Benoit Cosnefroy kørte relativt tidligt væk for siden at afgøre løbet, og bag dem var det en gruppe med de brølstærke Oliver Naesen, Valentin Madouas, Tiesj Benoot, Sep Vanmarcke og Philippe Gilbert, der spurtede om 4. pladsen. Det siger lidt om, hvilken slags løb vi nu taler om.

 

Man skal dog passe på med at overgøre vanskeligheden. Sprinteren Timothy Dupont, der ikke er den allermest hårdføre, sad bare 10 sekunder bag Gilbert-gruppen, og Arnaud Demare sad sammen med hurtige Damien Touze yderligere 31 sekunder tilbage. Også Jonas van Genechten, Tom van Asbroeck og Clement Venturini var med i finalen, men til gengæld måtte de mere klassiske sprintere som André Greipel og Fabio Jakobsen strække våben og smide 4 minutter, mens Dylan Groenewegen var endnu længere tilbage med et tab på mere end 12 minutter. De dage, hvor sprinterne kan drømme om et brag af en massespurt, synes således definitivt at være ovre.

 

Det kan også aflæses på startlisten. De klassiske sprintere som Greipel, Groenewegen og Jakobsen har droppet løb, og blandt de hurtige folk er det mere hårdføre folk som Demare, Van Asbroeck, Venturini, Dupont, Christophe Laporte, Marc Sarreau og Bryan Coquard, der tror på deres chance. Samtidig er det åbenlyst, at holdene snarere satser på klassikertyper, som man kan se af, at eksempelvis Direct Energie har ladet alle deres tre sprintere blive hjemme og bygget holdet op om sidste års nr. 2, Niki Terpstra.

 

I gamle dage var det næsten alene vejret, der bestemte, hvor selektivt løbet skulle være. Sådan er det med den nye rute ikke længere, men de klimatiske forhold vil stadig være en nøglekomponent. Desværre for de ryttere, der drømmer om et hårdt løb, spiller vejrguderne slet ikke med. Ganske vist bliver der tale om den mest blæsende udgave, vi umiddelbart kan erindre, men vindretningen kunne ikke være værre. Der vil således være en gigantisk og knaldhård modvind stort set hele dagen, og det bliver derfor noget helt, helt andet end de lynhurtige udgaver, som blev vundet af Marco Marcato og Matteo Trentin, der nærmest blev blæst til Tours med en gennemsnitsfart på knap 50. Og det bliver noget andet end sidste år, hvor rytterne kørte de 214,5 km med 46,3 km/t.

 

Nu betyder vinden snarere, at den første del af løbet bliver lidt af en dødssejler. Den slår automatisk det tidlige udbrud helt ihjel, og i feltet kommer det også til at gå langsomt. Det bliver derfor ét langt ventespil, hvor hjælperyttere fra formentlig Sunweb, FDJ, Ag2r og Direct Energie skal slide sig selv ihjel i en stille jagt på udbruddet, og udover at det bliver en lang og kedelig dag for rytterne, vil det gøre, at de også vil være ganske friske, når de kommer frem til finalen - i hvert fald alle andre end de hjælpere, der har skullet kæmpe mod modvinden for at køre udbruddet ind.

 

Heldigvis bliver der muligheder i finalen. Præcis i bunden af den først bakke drejer rytterne ind i sidevind, der varer ved henover de første tre grusveje og de to første bakker. Derefter få rytterne imidlertid igen sidemodvind, der bortset fra et kort stykke ned sidevind omkring den tredje stigning og fjerde grusvej varer ved, indtil man fra den femte grusvej igen får direkte modvind hele vejen ind til udkanten af Tours. Med andre ord vil der være modvind nærmest uafbrudt de sidste 30,5 km.

 

Derfor vil vi formode, at forskellene skal gøres på de første bakker og grusveje. Den sidste fase med fem grusveje og fire stigninger vil være svært at udnytte offensivt, når modvinden er så knaldhård. Alene positionskampen vil sammen med gruset og bakkerne samt de talrige punkteringer, der sidste år kostede blandt andre Gilberts chancer, stadig gøre det selektivt, men det er svært at tro, at vi kan få samme blodbad som sidste år, i hvert fald hvis ikke større styrt splitter feltet til atomer. Vi venter stadig, at det bliver for hårdt for mange, og det vil ikke være et stort felt, der skal slås om det i Tours, men med mindre en brøkstærk gruppe kan køre væk på sidevindsstrækningen og samarbejde ideelt i modvinden, vil der næsten altid være for mange hold til at jagte en samling til en reduceret massespurt. Og trods bakker og grusveje er 30 km altså meget langt at skulle holde sig fri, også selvom der er bakker og grusveje, især fordi mange hold vil være friske efter en meget let start på dagen.

 

En joker er naturligvis feltets sammensætning. Beslutningen om at inkludere grusveje har haft en kedelig effekt på feltet, der er det svageste måske nogensinde. Kun syv WorldTor-hold betyder, at det er svagere besat end flere af de belgiske løb i september, og det er ganske uhørt for det tidligere WorldTour-løb. Det kan øge chancen for at gøre forskelle, især fordi det blandt de store hold kun er FDJ, der for alvor satser på en spurt. Særligt Ag2r, Lotto og Sunweb vil sammen med Direct Energie lægge pres på, mens Dimension Data, UAE og Katusha alle kommer i svage formationer. FDJ kan imidlertid satse på hjælp fra hold som Vital Concept og måske Wanty og Sport Vlaanderen, der begge kan se en pointe i en spurt.

 

Nøglerytteren kan meget vel vise sig at være Stefan Küng. Ikke blot ved VM kørte han som en motorcykel, han var også klart stærkeste mand i Binche, hvor han kørte hele feltet undtagen Jasper Stuyven ud af hjulet og derefter fortsatte op til frontgruppen. Får han lov at køre offensivt, er chancerne for at undgå en spurt betydeligt større, men bliver han alene sat til at kontrollere for Demare, kan det blive meget svært at undgå en spurt. Og kommer han afsted sammen med hurtige folk som Oliver Naesen og Søren Kragh, er det tvivlsomt, om han får lov at deltage i arbejdet, og dermed øges chancerne for, at der skabes samling til en reduceret massespurt betydeligt.

 

Modvinden og FDJs taktiske overhånd betyder altså, at vi hælder til en spurtafgørelse, men kun i et lille felt. På den baggrund er det umuligt ikke at pege på Arnaud Demare som favorit. Franskmanden er løbets klart hurtigste, og han bakkes op at et brølstærkt hold. Sidste år manglede han som sagt ikke meget i at vinde løbet, og dengang var han formmæssigt langt efter hans niveau i år, hvor han har satset langt mere på efterårsløbene efter ikke at have kørt Touren. Hans form så da også god i Slovakiet, hvor han vandt en knaldhård puncheurspurt i overlegen stil, men han fik sig lidt af en mavepuster i Binche, hvor han ikke kunne køre med Küng op til de bedste. Og i torsdags kørte han spurten for Marc Sarreau, hvorfor det er meget svært at sige, hvor han står.

 

Demare har da heller ikke haft sin bedste sæson, hvor han skuffede i klassikerne, men han er dog betydeligt stærkere, end han var i oktober sidste år. Med tanke på, at modvinden gør en spurt sandsynlig, og at han vil have brølstærke Küng hos sig til sidst, står han alligevel stærkt. Nok får han ikke meget af sit tog med sig hjem, men formstærke Marc Sarreau bør klare den, ligesom også Ramon Sinkeldam har en chance. Udfordringen er hans ringe positionering, men får han et fornuftigt lead-out i et lille felt, er der ingen i dette felt, der kan matche hans fart. Derfor tror vi, at han endelig vinder den klassiker, han længe har drømt om at vinde, men hvor han hidtil blot er blevet nr. 2 og 3.

 

Hans værste rival kunne være Cees Bol. Egentlig kommer Sunweb til løbet for at køre for Søren Kragh, men ender det i en spurt, vil det være Bol, der skal satses. Hollænderen er en ganske robust type, der kørte med de bedste i sidevinden i Gent-Wevelgem og klarede bakkerne i Tour of Britain fornemt, og da han stadig synes at være i form, burde dette være et ideelt løb for ham. Han spurtede som en drøm i foråret, hvor han vandt tre spurter efter hårde løb, men til gengæld skuffede han i England, hvor det kneb både med farten og især en ret håbløs positionering. I et lille felt bør det dog være lettere at komme frem, særligt hvis han kan få støtte fra Kragh og måske Nils Eeekhoff, der vil kunne udgøre et af de bedste tog efter så hårdt et løb. I forvejen er finalen ikke alt for kompliceret, og derfor bør der være mulighed for ham til at vise den imponerende fart, han brugte til at vinde i Nokere, Californien og Norge og dermed tage karrierens første klassikersejr.

 

Skal man pege på en af klassikerrytterne, der står stærkt, må det være Oliver Naesen. Den uopslidelige belgier har en imponerende evne til at holde dampen oppe i oktober, og derfor er han allerede blevet nr. 4 og 6. Den nye rute er nærmest en gave til en fyr som ham, og det ligner derfor et løb, han bør vinde før eller siden. Desværre har vi også set, at han efter et stærkt BinckBank Tour har været træt siden Bretagne Classic, og han skuffede fælt i Canada, inden han ofrede sig for holdet til VM. 2. pladsen i Binche viste, at han stadig er en af de stærkeste i dette felt, men vi skal ikke vente os en Naesen i forårsform. I dette felt er mindre heldigvis også nok til at vinde, og man må som minimum forvente, at han vil være blandt de stærkeste på de hårdeste stykker. Lægger man dertil, at han i år har spurtet som en drøm og er kørt på podiet i både Sanremo og Wevelgem, ligner han den hurtigste af de råstærke folk i løbet. Samtidig kan han faktisk også køre en reduceret massespurt efter et hårdt løb, og især hvis Demare er væk, vil han have en chance. Det vil dog kræve, at Clement Venturini er sat af, for ellers må han formentlig ofre sig for holdet. For at vinde skal han derfor først og fremmest håbe, at han kan gøre forskellen på bakkerne og grusvejene.

 

Tom van Asbroeck har opnået et hav af top 10-placeringer i år, men sejren blev ved med at undslippe ham. Det blev der lavet om på i tirsdags, da han akkurat fik skovlen under Naesen i Binche. Med tanke på, hvor hårdt det løb faktisk var, viser det, at han virkelig har fundet noget form - en form, han også viste med 4. pladsen i Eurometropole, meget offensiv kørsel i Ardennerne sidste søndag og en 2. plads i torsdagens sprinterløb i Bourges. Han blev endda nr. 9 på kongeetapen i England, og det viser, at en formstærk Van Asbroeck endda kan køre offensivt i terræn som dette. Han er ikke verdens hurtigste på flad vej, og folk som Sarreau og Demare er svære for ham at slå, men derudover er der ikke mange, han ikke kan besejre, som 2. pladsen i Bourges viste. Med andre ord kan han slå til både i et hårdt og et let løb, men han er hæmmet af et uhyggeligt svagt hold, der betyder, at han formentlig vil være hele alene gennem hele finalen og derfor skal have lidt held, når kortene skal spilles, ligesom punkteringer kan knuse hans chancer, når han ikke kan få hjul af holdkammeraterne.

 

Alle de danske forhåbninger knyttes til Søren Kragh. Danskeren har deltaget i løbet to gange, og det er blevet til en 1. plads på den nye rute og en 2. plads på den gamle. Det viser, at han har en imponerende evne til at finde formen i oktober, men denne gang så det faktisk ud til, at det ikke skulle lykkes. Kragh meldte nemlig fra til alle løb i september efter et sygdomsramt BinckBank Tour og en DNF i Bretagne, og han lignede derfor en mand, der havde indstillet sæsonen. Alligevel har han åbenbart trænet med dette løb for øje, og han har overfor Veloropa meldt om god form. Sunweb har da også meldt ud, at han er kaptajn, men spørgsmålet er, hvor han står efter så lang en periode helt uden løb. Terrænet passer ham dog fremragende, og blandt klassikertyperne er der ingen, han ikke kan slå i en spurt. Udfordringen bliver derfor i første omgang at undgå den frygtede massespurt, og det kan blive svært i modvinden. Spurter han i en lille gruppe, har han alle muligheder for at forsvare titlen, hvis ikke han er oppe mod en mand som Demare. Selv i en reduceret massepurt vil han kunne hævde sig, men det vil kræve, at både Bol og Max Walscheid er blevet sat af forinden.

 

Ag2r skal først og fremmest satse på Naesen, men de har i Clement Venturini en valid option til en spurt. Han er Frankrigs klart bedste crossrytter og vil elske dette grusvejsløb, hvor han har punch på bakkerne og gode tekniske evner. Sidste år manglede han dog lidt for meget, og spørgsmålet er, hvor han står efter en hård Vuelta. Han kørte i udbrud i Vendee i sidste uge, men han fejlede totalt i spurten i Bourges. Fornemmelsen er, at han ikke er i superform, men mindre kan gøre det i et modvindsløb som dette. En flad spurt er ikke hans force, men han er en af de hurtigste i dette felt, og han kan i finalen se frem til et stærkt lead-out fra Tony Gallopin, Naesen og formstærke Julien Duval, der alle kan ventes at være med i finalen. Det kan være det, der gør det muligt at slå rivalerne i en spurt.

 

Ag2rs tredje kort er Tony Gallopin. Franskmanden har ikke vist meget i dette efterår, men fornemmelsen er, at formen slet ikke er ringe. Et sent angreb gav ham næsten sejr på kongeetapen i England, i Vallonien satsede han alt med et tidligt angreb for at hente Neilands, og ved VM overstrålede han sin kaptajn, Alaphilippe. Han har satset resten af sæsonen på dette løb, men da de foregående løb ikke har passet ham, ved vi ikke helt, hvor han står. En formstærk Gallopin viste dog som ung styrke i brostensklassikerne, og derfor burde løbet her passe ham fint. Samtidig kan han gøre det færdigt i en spurt, hvis han skulle være med i en lille gruppe til sidst.

 

Som sagt anser vi Stefan Küng som løbets klart stærkeste rytter. Ved VM var han bedste mand på sidste bakke og kørte sig til en fabelagtig bronze efter at have været i udbrud i en menneskealder. Forinden havde han vundet to løb på en uge, og som nævnt var han i særklasse i Binche i tirsdags, hvor han dog ikke havde meget at gøre i en spurt. Netop hans ringe spurt gør også, at det bliver svært for ham at vinde i Tours, og han ligner den største taber som følge af modvinden. Skal man pege på én mand, der har formen og motoren til at trods modvinden og køre alene hjem, er Küng imidlertid det helt indlysende valg, og derfor må han regnes som en seriøs vinderkandidat i en finale, der er så hård som denne.

 

Den anden store taber som følge af modvinden er Niki Terpstra. Sammen med Küng, Kragh, Naesen og Gallopin ligner han stærkeste mand i den vanskeligste fase, og han drømmer om at ende en ulykkelig første sæson for Direct Energie med en stor sejr. Han elsker løbet i Tours, hvor han er blevet nr. 2, 3, 3 og 10, og han jagter i den grad revanche efter sidste års fadæse, hvor han lignede stærkeste mand, men smed det hele væk, fordi han blev sur på Cosnefroy. Hans form er svær at vurdere, fordi han kun har kørt løb, der ikke passede ham, men han sad med de bedste ved VM, hvor han kørte for Van der Poel, og i Binche arbejdede han stenhårdt for Adrien Petit, ligesom han blev nr. 10 i den hårde spurt i Vendee. Han har efter styrtet i Touren tilsyneladende endelig fået lidt form, men ligesom for Küng gælder, at han formentlig skal alene hjem. Det kan blive overordentlig svært i den kraftige modvind, selvom han sammen med schweizeren ligner bedste bud på en solovinder.

 

Direct Energie har imidlertid også en solid plan B. Anthony Turgis lagde stærkt ud i sæsonstarten med sejr i Marseille og en podieplads i WorldTour-løbet Dwars door Vlaanderen, men hans efterår har været en mindre katastrofe. Nu har han imidlertid fundet lidt form, og han kommer til løbet med en 1. plads fra et udbrud i det vindblæste Paris-Chauny, en 4. plads i Ardennerne sidste søndag, hvor han dog gik lidt kold til sidste og senest sågar en 6. plads i massespurten i Bourges, efter at han ligesom Terpstra arbejdede for Petit i Binche. Fornemmelsen fra sidste søndag er, at han måske mangler nogle procent endnu, men han synes i fremgang, og han kan derfor sagtens vise sig som en af de stærkeste i et løb, der passer ham. Han er tillige en af de hurtigste klassikertyper, og dermed kan han også gøre det færdigt. Selv i en spurt vil han formentlig skulle gøre det færdigt for Direct Energie, men her er det trods alt umuligt for ham at vinde.

 

Vi er også nødt til at nævne Marc Sarreau. Næstefter Demare er han ubetinget løbets hurtigste, og han kommer med masser af selvtillid efter suveræne sejre i Vendee og Bourges i den forløbne uge. I Bourges arbejdede Demare imidlertid for ham, men der er ikke lagt skjul på, at rollerne er byttet om i Tours. Sarreau får derfor kun chancen, hvis enten Demare sættes af - og det kan ske grundet den lidt tvivlsomme form eller en punktering på grusvejene - eller hvis kaptajnen melder om dårlige ben. Sarreau er blevet så holdbar - bare se på hans spurt i Oviedo under Vueltaen - at han sagtens kan sidde med i dette terræn. Får han chancen i en spurt, vil han ubetinget være den store favorit, i hvert fald hvis han kan overvinde sine evige problemer i positionskampen.

 

Havde dette været august, havde Amaury Capiot været an af favoritterne i et løb, der passer ham som fod i hose. Her kørte han nemlig i top 10 på brostensetapen i BinckBank Tour, ligesom han imponerede stort på de hårdeste etaper i Danmark Rundt. I september blev han imidlertid syg, og det synes at have sat ham markant tilbage. I hvert fald udgik han i Primus Classic, blev sat i sidevinden i Lichtervelde, missede ud i regnen i Münster, blev sat af i Eurometropole og udgik sidste søndag i Ardennerne. Han tankede dog lidt selvtillid med en 3. plads i Bourges, men det er svært at lægge alt for meget i et relativt let sprinterløb. Modvinden giver dog gode chancer for en holdbar sprinter som ham, og hans 3. plads i Bourges viser, at han er en af feltets hurtigste, især fordi han er så god i positionskampen.

 

Når vi taler om formsvage sprintere, er det svært ikke også at nævne Bryan Coquard. Næstefter Demare og Sarreau er han feltets hurtigste efter en sæson, hvor han har vundet flere massespurter og periodevis nærmet sig sit højeste niveau igen. Til gengæld har klatret skidt gennem hele anden halvdel af sæsonen, og vi frygter, at han ikke har formen til at være med i så hårdt et løb som dette. Omvendt blev han trods alt nr. 3 i Vendee i søndags, og selvom det ikke var noget hårdt løb, viser det, at han har lidt at skyde med. Til gengæld var hans exit i Bourges og skuffende spurt i Münster urovækkende. Vi frygter, at han er for træt efter en lang sæson, men i et modvindsløb har han en chance, og i givet fald ved vi, at han har farten til med det rette held også at slå Demare.

 

Det samme kan siges om Timothy Dupont. Som sagt var belgieren ikke langt fra at vinde sidste år, og det viser, at den nye rute passer ham ganske fint. Især i et år med modvind burde det være oplagt for ham at gå efter en reduceret massespurt, for han har med et fantastisk efterår vist, at han er en af feltets absolut hurtigste. Faktisk er det uhyggeligt, hvor stabil han har været, og antallet af top 5-placeringer siden slutningen af juli er himmelråbende højt. Desværre virker det til, at silken er slidt af. I hvert fald har han skuffet, siden han blev at i sidevinden i Lichtervelde, og siden dengang er han udgået af Paris-Chauny og Münsterland og blevet sat af i Eurometropole og senest i Bourges. Eneste lille opmuntring var, at han vandt feltets spurt i Binche, men det var trods alt en temmelig halvhjertet spurt om en ligegyldig 19. plads. Vi frygter, at Dupont ikke længere har formen til at spille en rolle, men skulle han alligevel kunne sidde med i modvinden, har han spurtet så godt i dette efterår, at han vil være en af de helt store favoritter.

 

Cofidis måtte i sidste øjeblik sige farvel til en syg Christophe Laporte, og dermed er holdet tvunget til at satse på noget andet end en massespurt. Heldigvis har de to gode kandidater i form af Damien Touze og Julien Simon, der begge er stærke i kuperet terræn og ganske hurtige i en spurt. Touze viste fremragende form på Toledo-etapen mod slutningen af Vueltaen, men det har knebet lidt siden dengang. Alligevel blev han nr. 8 i Binche, hvor han måske nok skuffede i spurten, men trods alt kørte finale. Han mangler måske det sidste til at køre meget offensivt, men i en spurt vil han ikke være helt uden chance, hvis de bedste sprintere er faldet fra. Simon derimod ville normalt være et af de bedste bud på en mand, der kan gøre det færdigt med de bedste klassikerspecialister, men han har generelt haft en lidt skuffende sæson. Han har heller ikke vist form i optakten, men som vi så med sejren i Finistere i april, kan hans gode ben komme relativt pludselig.

 

Også Lotto skal for alt i verden undgå en spurt, og de skal satse på succes med Jens Keukeleire og Stan Dewulf. Bedst chance har nok Keukeleire, der som brostensspecialist egentlig burde elske dette løb. Desværre har det været en skidt sæson for belgieren, der ganske vist så stærk ud i Tyskland i august, men siden har manglet lidt i de fleste løb, selvom han blev nr. 5 i spurten i Binche. Det var dog særligt hans meget passiver kørsel i det aggressive løb i Ardennerne, der viste, at han mangler lidt i forhold til sit topniveau, og lægger man dertil, at han i år har spurtet dybt skuffende, ser det lidt svært ud. Det ændrer dog ikke på, at det er et løb, der passer ham, og har han sine bedste ben, kan han sagtens slå til på en rute som denne. Det samme kan Dewulf, der er den hurtigste af de to og skabt til et løb som dette. Efter et stærkt og synligt VM har han dog virket træt. Ganske vist var han meget synlig med et udbrud i Ardennerne, men han virkede stegt i Binche, hvor han slet intet havde til spurten, der indbragte en 13. plads. Farlig er han dog i kraft af sin råstyrke og sin spurt.

 

Sidste år var Reinardt van Rensburg en af vores jokers til løbet. Dengang virkede sydafrikaneren nemlig flyvende, men i år har det knebet. Han var i fabelagtig form i Tyskland og BinckBank Tour i august, ligesom han kørte fint i Montreal, men siden har han skuffet. Senest udgik han af to italienske klatreløb, men det skal man trods alt ikke lægge alt for meget i, for ruterne passede ham slet ikke. Er han i bedre form, end resultaterne antyder, passer løbet ham fornemt, da han er holdbar og kan slå de fleste på stregen, ligesom han også kan begå sig i en reduceret massespurt, hvor han dog vil være meget alene på et svagt Dimension Data-hold, hvis ikke den lovende og hurtige stagiaire Alexander Konychev kan sidde med hele vejen.

 

Endelig vil vi pege på Max Walscheid. Egentlig strider det mod al logik at pege på den tonstunge tysker i så svært et løb, men vi åbner døren på klem. Ligesom sidste år ser det nemlig ud til, at han er kommet flyvende ud af Vueltaen, hvor han imponerede med sensationel kørsel på den historisk hårde sidevindsetape, hvor han arbejdede som et æsel for Kelderman, men alligevel sad med helt til sidst på en lynhurtig dag med mere end 2000 højdemeter. Det viser, at han efterhånden klatrer godt, og han har blot bekræftet formen med sin flotte sejr i sidevinden i Lichtervelde. Formentlig bliver det for hårdt, men modvinden giver ham en reel chance. Sidder han der til sidst, vil han på fart være Demares værste rival, og hans tog med Bol og Kragh vil være det måske bedste, hvilket er vigtigt for den positioneringssvage tysker.

 

***** Arnaud Demare

**** Cees Bol, Oliver Naesen

*** Tom van Asbroeck, Søren Kragh, Clement Venturini, Tony Gallopin, Stefan Küng

** Niki Terpstra, Anthony Turgis, Marc Sarreau, Amaury Capiot, Bryan Coquard, Timothy Dupont, Damien Touze, Julien Simon, Jens Keukeleire, Stan Dewulf, Reinardt van Rensburg, Max Walscheid

* Piet Allegaert, Kevin Le Cunff, Aime de Gendt, Xandro Meurisse, Mauro Finetto, Nils Eekhoff, Sergey Shilov, Mikel Aristi, Emiel Vermeulen, Pierre Barbier, Julien Duval, Jelle Wallays, Lawrence Naesen, Kevin Geniets, Maurist Lammertink, Jenthe Biermans, Franck Bonnamour, Alexis Guerin, Geoffrey Soupe, Alexander Konychev

 

Danskerne

Søren Kragh stiller til start som forsvarende mester, og hans chancer er omtalt ovenfor. Han får på Sunweb støtte af Asbjørn Kragh. Lars Bak kører karrierens sidste løb på et Dimension Data-hold, der formentlig skal satse på Reinardt van Rensburg. Endelig stiller Riwal med seks danskere i form af Nicolai Brøchner, Tobias Mørch Kongstad, Mathias Norsgaard, Rasmus Quaade, Andreas Stokbro og Emil Vinjebo, men selvom løbet egentlig passer godt til typer som Brøchner, Vinjebo og Stokbro, skal de løfte niveauet i forhold til sidste weekends to løb, hvor de konstant var på bagkant, hvis de skal hjem med et resultat.

 

Tidligere års løb

Du kan gense Søren Kraghs sejr fra 2018, Matteo Trentins sejr foran Søren Kragh fra 2017 samt Fernando Gavirias fantastiske overraskelsesangreb fra 2016.

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der kan tænkes at spille en rolle på de enkelte hold.

 

Sunweb: Kragh er holdets erklærede kaptajn, men som sagt tilskriver vi især Bol og også Walscheid chancer. ”Næsten-verdensmesteren” Nils Eekhoff må ventes at skulle arbejde for holdet, men han viste stadig form med en 9. plads i Bourges og kan ikke afskrives til en spurt, hvis Bol og Walscheid er faldet fra.

 

Total Direct Energie: Da Damien Gaudin er formsvag, er det kun Terpstra og Turgis, der kan spille en rolle.

 

Ag2r: Det stærke hold har som sagt Naesen, Gallopin og Venturini som gode kandidater. Julien Duval er i flyvende form og ganske hurtig, men han vil formentlig få svært ved at gå med i angrebene, og i en spurt får han kun chancen, hvis Venturini falder fra. Silvan Dillier synes alt for formsvag.

 

Groupama-FDJ: I Demare, Sarreau og Küng har holdet tre tunge favoritter, men også den lovende Kevin Geniets, der er i form, kunne komme langt. Han må dog ventes at skulle arbejde for holdet.

 

Lotto Soudal: Keukeleire og Dewulf ligner de bedste bud, men Lawrence Naesen og Nikolas Maes kan også komme i spil til en reduceret massespurt. Løbet må være for hårdt for Gerben Thijssen¸ der ellers er hurtig, og den tidligere vinder Jelle Wallays er både spurtsvag og ude af form. Adam Blythe har slet ikke kørt løb i en menneskealder.

 

Dimension Data: Van Rensburg er det oplagte bud, men det skal blive spændende at se, om hurtige Alexander Konychev, der kørte på podiet i Bernocchi kan sidde med hjem og måske køre en spurt. Løbet må være alt for hårdt for 2019-udgaven af Mark Cavendish.

 

Cofidis: Efter tabet af Laporte handler det om Touze og Simon. Geoffrey Soupe virker dog bedre end i mange, mange år, og han kunne måske komme i spil til en spurt. Det burde Bert van Lerberghe også kunne, men han synes ligesom Pierre-Luc Perichon at være ude af form.

 

Vital Concept: Lorrenzo Manzin synes helt ude af form, så det er reelt kun Coquard, der har en chance. Bert de Backer er godt på brosten, men ikke bakker, og finalen her er nok for kuperet.

 

UAE-Team Emirates: Holdet kommer med bare fem mand, hvor en efterhånden mere velkørende Rui Oliveira ligner eneste reelle chance for at kunne levere noget. Vegard Stake Laengen har nemlig ikke vist form.

 

Katusha-Alpecin: Jens Debusschere er stadig en skygge af sig selv og kan umuligt klare bakkerne. Også hurtige Dmitry Strakhov fortsætter med at være helt fra snøvsen Holdets bedste kort er halvhurtige Jenthe Biermans, der blev nr. 10 i Binche.

 

Arkea-Samsic: Holdet kommer med et svagt hold uden sprinter. Franck Bonnamour er meget svingende, men på en god dag har han evnerne til et løb som dette, især fordi han også er hurtig. Brølstærke Anthony Delaplace virker træt, og den mest formstærke er i stedet Connor Swift, der dog ikke har evnerne til at vinde. Løbet burde egentlig passe godt til holdets hurtigste, Clement Russo, men han synes ikke at være i form.

 

Wanty-Gobert: Udover Dupont til en spurt skal holdet køre offensivt med formstærke Aime de Gendt og Xandro Meurisse, der er gode i dette terræn. De Gendt mangler dog lidt hurtighed, og Meurissen synes at være træt efter nogle svage præstationer på det seneste. Tom Devriendt er hurtig, men synes ikke i form.

 

Israel Cycling Aademy: Rudy Barbier er meget formsvag, så Van Asbroeck bliver en enmandshær.

 

Wallonie-Bruxelles: Holdet kommer i en svag formation, hvor de skal håbe at få de hurtige Lionel Tamaniaux og Aksel Nommela med hjem. Det virker dog ikke videre sandsynligt.

 

Sport Vlaanderen: Capiot er det bedste bud, men man kan heller ikke helt afskrive chokvinderen fra Tour de l’Eurometropole, Piet Allegaert, der har vist, at han slet ikke er helt langsom, men som ikke har imponeret på stigningerne på det sidste. Thomas Sprengers er holdbar, men ligner ikke en vinder, og hurtige Edward Planckaert kommer næppe med hjem.

 

Delko Marseille Provence: Alexis Guerin imponerede stort i Kroatien, men løbet her passer ikke den spurtsvage franskmand. Mauro Finetto burde elske dette løb, men han skuffede i Kroatien, hvor han manglede meget. Holdet kan håbe at spurte med Evaldas Siskevicius, Alessandro Fedeli eller Julien Trarieux, men de har ikke farten til at vinde.

 

Riwal Readynez: Egentlig burde det være et godt løb for både Andreas Stokbro og Nicolai Brøchner¸ der er holdbare sprintere, men efter en skidt præstation af hele holdet sidste weekend, ser det svært ud for dem at komme med hjem. Som så ofte før ligner Lucas Eriksson den mest holdbare, men selvom han ikke er langsom, bliver det umuligt at vinde en spurt.

 

Roompot-Charles: Boy van Poppel har været chokerende lidt holdbar i år, og derfor er det svært at tro på, at han sidder med hjem til en spurt. Som puncheur burde Maurits Lammertink kunne lide bakkerne, men han har ikke vist storform i dette efterår. Det har heller ikke holdets anden halvhurtige mand, Nick van der Lijke. Arjen Livyns synes ikke at have formen fra Vallonien længere.

 

Rally UHC Cycling: Holdet har været uhyggeligt svagt på det seneste, men de har udbryderkongen Robin Carpenter, der blev nr. 2 i Paris-Chauny, men som efter en skadespause mangler meget på formen. Sprinteren Ty Magner overraskede positivt sidste søndag, men han kommer næppe med hjem her. Det gør heller ikke de formsvage sprintere Colin Joyce, Pier-André Cote og John Murphy.

 

Gazprom-Rusvelo: Den holdbare sprinter Sergey Shilov er ikke i ringe form, men han mangler nok farten til at vinde. Alexander Porsev kommer aldrig med hjem til en spurt på et generelt svagt hold.

 

Euskadi-Murias: Løbet burde passe glimrende til Mikel Aristi, der var fabelagtig i Limousin, men efter et styrt slet ikke har fundet formen. Han sad dog med hjem i Bourges, men det virker ikke realistisk, at den holdbare sprinter klarer bakkerne her i den nuværende tilstand. Fernando Barcelo viste form i Vendee, men som klatrer elsker han ikke denne rute.

 

St. Michel-Auber 93: Den hurtige puncheur Kevin Le Cunff burde elske dette løb, men han har aldrig fundet formen i efteråret. Det har den holdbare sprinter Anthony Maldonado slet ikke, og løbet er for hårdt for sprinteren Tony Hurel.

 

Natura4ever-Roubaix Lille Metropole: Emiel Vermeulen har vist storform på det seneste og burde have en reel chance for at sidde med hjem til en spurt, men en nedtur i Bourges kunne tyde på, at formen er ved at være væk. Ruten må være for hård for holdets anden sprinter Pierre Barbier, der ikke er i sin bedste form længere, det er heller ikke holdets lovende og holdbare puncheur Pierre Idjouadiene. Deres største navn, Julien Antomarchi har kørt skidt gennem det meste af sæsonen.

Feltet.dks vinderbud

Arnaud Demare
Cees Bol, Oliver Naesen
Tom van Asbroeck, Søren Kragh, Clement Venturini, Tony Gallopin, Stefan Küng
Niki Terpstra, Anthony Turgis, Marc Sarreau, Amaury Capiot, Bryan Coquard, Timothy Dupont, Damien Touze, Julien Simon, Jens Keukeleire, Stan Dewulf, Reinardt van Rensburg, Max Walscheid
Piet Allegaert, Kevin Le Cunff, Aime de Gendt, Xandro Meurisse, Mauro Finetto, Nils Eekhoff, Sergey Shilov, Mikel Aristi, Emiel Vermeulen, Pierre Barbier, Julien Duval, Jelle Wallays, Lawrence Naesen, Kevin Geniets, Maurist Lammertink, Jenthe Biermans, Franck Bonnamour, Alexis Guerin, Geoffrey Soupe, Alexander Konychev
INFO
Optakter
Nyheder
Paris - Tours
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

TIRSDAG

Se Cavendish' vilde styrt i Gent

Bekræftet: Nibali jagter OL og Giroen

McNulty får Grand Tour-debut i 2020

Landis' cykelhold lukker

Deignan varmer op til stor 2020-sæson

Skotland får afgørende Tour of Britain-etape

Cavendish om Gent: Vi vil gerne vinde

Sevilla forlænger med Medellin

Stil spørgsmål til Feltet.dks ekspert

Kræftramt australier drømmer stadig om OL

Endnu en rytter forlader Katusha

Holm og Bays Radio Tour: Fokus på cross med verdensmester i studiet

Mads P: Overvægt var en af årsagerne til fejlslagent forår

Stem til Danish Bike Award - og vind billetter

Arctic Race of Norway kommer i 2020 til Finland

NTT præsenterer nye trøjer – har de glemt det danske islæt?

Nationsranglisten: Årets største skuffelser

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

MANDAG

Ny Bahrain-Merida chef: Cavendish kan vinde igen

Italiensk medie: Van der Poel kører Milano-Sanremo næste sæson

Van der Poel i magtdemonstration i Jaarmarktcross Niel

Lucinda Brand vinder i sin sæsondebut ved Jaarmarktcross Niel

Holm & Bays Radio Tour: Cyklecross-special, Henrik Djernis som gæst og Stybar på telefon

Devolder skifter cykelkarrieren ud med landbrug

Fire danskere til start ved seksdagesløb i Gent

Pensioneret fransk rytter bliver sportsdirektør hos Vital Concept

Medie: Modolo skifter til Corendon-Circus

SØNDAG

Lasse Norman fører World Cuppen efter femteplads i Glasgow

Trods to styrt - Danmark nummer fem i parløb

2019-sæsonen: 10 mindeværdige øjeblikke

Van der Poel europamester for tredje gang i træk

Yara Kastelijn vinder EM i cykelcross

Gorka Izagirre skal køre cross i år

Evenepoel starter 2020 i Argentina

Van der Poel før EM: Holder øje med ung duo

LØRDAG

Selvsikker Fuglsang: Jeg vil gribe finalerne anderledes an

Jumbo-Visma-sportsdirektør: Tre stjerner er en stor fordel

Mads P om løbene efter VM: Ikke noget at råbe hurra for

Efter blodprop i benet: 35-årig spanier stopper karrieren

Tidligere U23-verdensmester bestjålet før EM

"Årets højdepunkt" - genlæs De Gendts vanvittige Tour-watt

Aerts forud for EM: Ingen kan slå van der Poel

Styrket Calmejane ser frem mod 2020 efter svag Tour

Leipheimer begræder Tour of Californias aflysning

Freeman med delvis indrømmelse i pakke-sagen

Fuglsang: Hemmeligheden er at spise mere

Hammer Series med officiel klage over UCI

Vuelta a Murcia fortsætter over to dage

ASO kritiseres fortsat for Saudi Tour

Skotsk RedBull BMX’er markedsfører Danmark i vild video

FREDAG

Nyt World Cup guld til Danmark

Total Direct Énergie vil have mere uforudsigelig kørsel i 2020

Mario Cipollini kæmper med hjerteproblemer

Trek-Segafredo har holdet på plads

Tidligere vinder: Aflysning af Tour of California er et stort tab for kvindecykling

Startlister til EM i cross

Froome under kniven – Har fået fjernet metal fra albuen og hoften

Michel Kreder stopper karrieren

Fuglsang om 2020: Fokus på OL kan koste Touren

4000 meter-holdet 0,15 sekund fra dansk rekord

Italiensk topsprinter skifter til rumænsk kontinentalhold

Astana forlænger med Fominykh

Japansk veteran skifter til Delko Marseille

Parløbssejr til Blume og Skivild

Kombinér cykeldrømme med skoleophold

TORSDAG

Skivild løber med titlen som dansk mester i Dernypace

Egehus vinder Andreas Byskov Sarbos Mindeløb

4000 meter-holdet hurtigst i kvalifikationen ved World Cup i Glasgow

Fundación Euskadi drømmer om WorldTouren

Riwal bryder med sine to danske alderspræsidenter

Test: Pearl Izumi Women’s Escape Thermal Glove

De Marchi: Hårdeste øjeblik i min karriere

Asgreen: Pludselig var man værelseskammerat med Yves Lampaert

Holm & Bays Radio Tour, afsnit 25: Sportspsykolog er med til en snak om cyklingens uundgåelige styrt

Jan Bakelants fortsat uden kontrakt for 2020

Officielt: Sam Bennett forlader Bora-Hansgrohe

Japaner og Trek-Segafredo bryder kontrakt

36-årig Quick-Step belgier ønsker at fortsætte karrieren

Giro-direktør om lang og bjergrig rute: Afslører de sande mestre

Transferlisten 2019-2020 - WorldTour

Transferlisten 2019-2020 - ProTeams