Livestream Tour of Turkey, Tour du Jura og Paris-Roubaix uden afbrydelser

Løbets rolle og historie

Bemærk: Beskrivelsen nedenfor er baseret på løbets vanlige plads i kalenderen.

Brostenssæsonen er næsten udelukkende en flamsk affære, men til den store finale flytter cirkusset til Frankrig. Paris-Roubaix afslutter en helt unik del af cykelsæsonen, og det gøres på den meste storslåede og dramatiske facon. De flamske klassikere er forrygende spændende cykelløb, men der tilføjes et ekstra touch af myte og symbolik, når rytterne ender deres forårssæson på de franske brosten.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Det er ikke nogen tilfældighed, at Paris-Roubaix går under navnet Klassikernes Dronning. Siden den første udgave i 1896 har det leveret nogle af de mest ikoniske billeder fra vores nådesløs sport, og mængden af braste drømme i Roubaix-velodromen har gjort det berømte brostenstrofæ til det mest eftertragtede og ikoniske klassikersymbol.

Løbet blev oprindeligt skabt af to lokale tekstilproducenter fra Roubaix, der havde stået bag opførelsen af byens velodrom. De fik ideen til at skabe et cykelløb mellem landets nærliggende hovedstad Paris og den nye bygning. De havde imidlertid ingen planer om at gøre løbet særligt brutalt ved at bruge brostenveje, men dengang var alle veje i så dårlig forfatning, at det automatisk blev en nødvendig ingrediens i løbet.

Første Verdenskrig var særligt hård ved området og efterlod mange veje i endnu dårligere stand. Det gjorde blot løbet hårdere, og langsomt blev legenden skabt. Efter Anden Verdenskrig fik man imidlertid de samme udfordringer som arrangørerne af de flamske klassikere. De lokale myndigheder begyndte at forbedre vejkvaliteten, og det løb, der allerede dengang var blevet et af de vigtigste på kalenderen, havde pludselig udsigt til at blive et halvkedeligt sprinterløb. Som de flamske kolleger måtte Paris-Roubaix-ledelsen droppe den oprindelige rute og i stedet gå på intensiv jagt efter nye veje, som ikke fandtes på de almindelige landkort. Igennem årene udviklede man herigennem en unik rute, der nu er rammen om et legendarisk cykelløb og indtager nogle af de mest ydmyge veje, som nu er blevet ikoniske i cykelsporten.

Udover den lange historie er det de helt unikke karakteristika, der gør Paris-Roubaix til noget specielt. Mens de øvrige monumenter, Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia, alle har forudgående, meget lignende løb, der kan betragtes som perfekt forberedelse, skiller Paris-Roubaix sig ud som noget helt enestående på kalenderen. Milano-Sanremo er bare en længere udgave af andre italienske endagsløb, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia er bare de største af mange lignende løb i deres respektive regioner, og Flandern Rundt er kulminationen på en lang række af semiklassikere, der holdes på de samme veje. I modsætning hertil benyttes de nordfranske pavéer kun denne ene søndag i april.

Som en konsekvens er det ikke overraskende, at der er mange ryttere, der kun excellerer i denne ene begivenhed. Selvom løbet naturligvis er domineret af de sædvanlige brostensstjerner, der også imponerer på de flamske veje, skal de pludselig til at slås med en gruppe af kraftfulde hjælperyttere, der for en sjælden gangs skyld glemmer alt om deres uselviske natur og tager kampen op med giganterne. I Roubaix’ velodrom belønnes rå kraft, brutal styrke og fremragende udholdenhed, og det er præcis, hvad nogle af feltets højt skattede arbejdsheste har til overflod. Johan Vansummerens stribe af topresultater på de franske brosten, der kulminerede med sejren i 2011, er et nyligt eksempel på en utrættelig hjælper, der altid imponerede i Helvedet i Nord, og Mathew Haymans sejr i 2016 er et andet. Også folk som Bert De Backer og Marcel Sieberg, der aldrig laver resultater i andre løb, har i de senere år været blandt de bedste på de nordfranske brosten.

I en enestående begivenhed er det ikke overraskende, at erfaring er en af nøglerne til succes. I intet andet løb er forhåndskendskab til udfordringerne så vigtigt, som det er i Klassikernes Dronning, og vinderlisten er fyldt med kraftfulde veteraner, der har fundet deres niche på de franske brosten. Selv den stærkeste og mest erfarne rytter kommer imidlertid ingen vegne uden held, og en dårligt timet punktering eller et dramatisk styrt har været kilden til utallige braste drømme i Nordfrankrig.

Hvad der får Paris-Roubaix til at skille sig ud, er også det forhold, at udskilningen alene skabes af det dårlige underlag, og rytternes evne til at håndtere det konstant stress, det giver at køre på nogle af Europas mest ukomfortable veje. I alle andre løb er hovedudfordringerne stigninger og vejret, men Helvedet i Nord er anderledes. Den næsten helt flade rute ville normalt få enhver sprinter til at slikke sig om munden med udsigt til en stor massespurt, men Paris-Roubaix kunne ikke være fjernere fra et traditionelt sprinterløb. Tværtimod er det et af de mest selektive løb på kalenderen, og al form for eksplosivitet og punch er næsten helt ubrugeligt på de franske pavéer, der er langt værre end dem, der findes i Flandern. Hvad der belønnes, er rå kraft og evnen til at blive ved og ved som en anden Duracell-kanin.

Løbet er blevet vundet af mange af sportens giganter, men på grund af dets unikke natur har selv nogle af de allerbedste haft det svært på de franske brosten. Man skal være en helt speciel rytter for at brillere i dette terræn, og de egenskaber, der er så nyttige i de fleste andre løb, spiller sjældent en rolle på vejen mod Roubaix. I stedet er det de stærke mænd Roger de Vlaeminck og Tom Boonen, der har rekorden med flest sejre efter begge at have hævet trofæet fire gange. I 2017 havde Boonen en allersidste chance for at slå sin landsmand og sikre sig rekorden helt alene, men den belgiske stjerne endte en glorværdig karriere uden at spille en nævneværdig rolle på sin sidste dag som cykelrytter.

Sammen med Flandern Rundt er Paris-Roubaix højdepunktet i brostenssæsonen, og enhver rytter har sin egen mening om, hvilket af de to monumenter der er det største. Hvis de selv kunne vælge, synes de fleste imidlertid at foretrække at have det franske løb på generaliebladet. Mens de flamske løb er omgivet af en helt særlig passion, placerer legenden og myterne Roubaix på toppen af de flestes liste.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I de senere år har løbet haft et helt særligt element, fordi Tour de France flere gange har gjort brug af de nordfranske brosten. Det var senest tilfældet i 2018 og igen i år, men alligevel ser man aldrig klassementsrytterne drage til Nordfrankrig for at samle erfaring i den store klassiker. Den slags eksperimenter kan gøres i de flamske løb, men Paris-Roubaix er så farefuld en færd, at end ikke folk som Tadej Pogacar, Vincenzo Nibali eller Alejandro Valverde, der ellers kaster sig ud i de fleste udfordringer, overhovedet har turdet drømme om at give Paris-Roubaix et forsøg. Den franske klassiker er én af de få, som de lette folk absolut ingen chance har for at begå sig i.

Sidste år betød coronakrisen, at løbet højst usædvanligt blev afviklet i oktober, og det blev en mindeværdig udgave. For første gang siden 2002 blev det nemlig en våd udgave, og den udviklede sig som altid til et episk udskilningsløb. Fra det tidlige udbrud var Gianni Moscon næsten ved at løbe med det hele, men uheld satte ham ud af spillet. I stedet var det Mathieu van der Poel og Sonny Colbrelli, der kom blæsende bagfra, og de samlede undervejs en anden udbryder, Florian Vermeersch, op. Efter at have efterladt stakkels Moscon endte de tre med at køre om sejren på velodromen i en ufatteligt langsom spurt, hvor Colbrelli viste sig at have en smule mere friskhed end rivalerne, så han kunne blive en imponerende debutantsejrherre foran to andre debutanter, Vermeersch og Van der Poel. Grundet sine hjerteproblemer forsvarer Colbrelli desværre ikke titlen, og derfor bliver Vermeersch og Van der Poel de eneste gengangere fra sidste års podium.

 Livestream Tour of Turkey, Tour du Jura og Paris-Roubaix uden afbrydelser

Ruten

Ruten varierer altid en anelse fra år til år, når man tilføjer nye sektorer og fjerner andre. Nogle får en pause, mens de istandsættes, og vender senere tilbage, mens andre tages ud for at skabe lidt naturlig variation. Samtidig er der endda en helt speciel forening, der har til formål at tage sig af de berømte pavéer samt finde nye brostensveje, der kan benyttes i fremtidige udgaver.

Trods variationerne har ruten altid et helt ensartet format, og nøglesektorerne er altid de samme. Løbet indledes med et langt fladt stykke uden pavéer, inden det langsomt går løs, når de første brosten rammes efter ca. 100 km. Herefter kommer sektorerne hurtigt efter hinanden, og der er meget lidt tid til at komme sig undervejs. De mest berømte og sværeste pavéer, Carefour de l’Arbre, Mons-en-Pevele og Arenberg-skoven, spiller altid en nøglerolle i løbet, der bevarer dets forbindelse til historien ved stadig at slutte på velodromen i Roubaix, som var selve årsagen til løbets skabelse.

I år skal der tilbagelægges 257,2 km, og i alt inkluderer løbet 30 pavéer med en samlet længde på 54,8 km. Sammenlignet med 2021-udgaven (og i øvrigt de seneste udgaver) er modifikationerne helt minimale, idet man har ændret en anelse på pavéerne mellem nr. 23 og 27. Det betyder, at der i alt er 200 m færre med brosten end i efteråret, men fra pavé 22 er løbet helt identiske med sidste års rute.

Som de fleste andre historiske løb, hvis navn udgøres af de oprindelige start- og målbyer, starter Paris-Roubaix ikke længere i den franske hovedstad. Nu om dage lyder startskuddet i Compiegne nord for den franske metropol, og herfra bevæger rytterne sig ad store, flade veje mod nordøst. Denne del af løbet er terrænmæssigt meget nem og har primært til formål at akkumulere træthed.

Taktiske overvejelser spiller imidlertid altid en nøglerolle. Det kan være helt afgørende at have en holdkammerat i udbrud, og historien viser, at tidlige udbrydere kan komme meget langt i dette løb - bare husk, hvordan Imanol Erviti kørte sig til top 10-placering i både Flandern og Roubaix i 2016 ved at være en del af morgenudbruddet, hvordan Mathew Hayman i 2016 vandt løbet, og hvordan Silvan Dillier i 2018 blev en sensationel nr. 2. Derfor er den første time som regel en vanvittig krig i opskruet tempo, indtil den rette gruppe endelig kommer fri. Når det sker, får feltet den eneste chance i hele løbet for for alvor at trække vejret. Efterhånden som man nærmer sig dagens første pavé, der starter efter 96,3 km, indledes positionskampen imidlertid, farten går op, og herefter er det en næsten uafbrudt kamp for hele tiden at befinde sig forrest i feltet.

Som altid er første sektor Troisvilles, der har en sværhedsgrad på 3 stjerner ud af de maksimale 5. Blandt de første ti pavéer er det kun den tredje, Quievy, der har fire stjerner, mens de øvrige er enten to- eller trestjernede. Historien viser, at disse tidlige brosten sjældent spiler en afgørende rolle, da de store hold hovedsageligt holder et jævnt tempo forrest i feltet, men den gradvise udskilning starter med det samme. Herfra sendes der konstant ryttere ud af bagdøren, indtil kun de stærkeste er tilbage.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Selvom denne del af løbet stadig kommer for tidligt til, at man kan angribe, kan den stadig spille en afgørende rolle. Løbet er som regel meget begivenhedsrigt på grund af de mange styrt og punkteringer, og når rytterne når frem til det første nøglepunkt, er én favorit som regel ramt af et større tilbageslag. I 2016 skete det store styrt, der endte med at afgøre løbet, også allerede her, og det forklarer, hvorfor man altid skal sidde fremme i det franske løb. I sidste års regnvejrsudgave var der kaos nærmest fra det øjeblik, den første brosten blev ramt.

Den første store kamp starter som regel, når feltet nærmer sig Haveluy (4 stjerner), der indledes med 103,5 km til mål. Det er en ganske svær passage, og det er som regel en lille spurt, der skal sikre, at man rammer brostenene i den bedst mulige position. Igen er det for tidligt for favoritterne at spille ud, men tidligere har det været en ganske lille gruppe, der er kommet ud på asfalten igen. I de seneste år har specielt Ineos ofte øget farten markant på denne pavé.

Der sker som regel en regruppering efter Haveluy, men nu er krigen startet. Når den ender, er der således kun seks kilometer til den berømte Arenberg-skov (5 stjerner), løbets mest legendariske pavé. Det er her, den første store udskilning sker, og det er derfor en decideret massespurt, der leder frem til starten. Et styrt eller en punktering her betyder som regel enden på løbet, da der ikke er mange chancer for at komme tilbage efterfølgende. I de senere år er der imidlertid blevet kørt lidt mere konservativt i denne tidlige fase, og vi har set en ganske stor regruppering efter skoven. Alligevel viser favoritterne sig altid helt fremme uden at lave et decideret angreb, og når man kommer ud på den anden side, er det ofte en ganske lille gruppe, der er tilbage, inden regrupperingen finder sted. Den første alvorlige udskilning er altid sket her.

Umiddelbart efter Arenberg har favoritterne ofte ikke mange hjælperyttere, og inden der igen skabes lidt samling, er der masser af muligheder for at stikke af. Det åbner døren for det taktiske spil, der er en afgørende del af brostensløbene. I løbet af de næste syv pavéer har man en perfekt chance til at komme de store favoritter i forkøbet. Mange ryttere ved, at de ikke kan følge med, når stjernerne åbner op på de sværeste pavéer, men hvis man er foran, når de skaber udskilningen, kan man meget vel have sikret sig en billet til finalen. Derfor er denne fase som regel meget aggressiv med konstante angreb, og holdstøtte spiller en afgørende rolle for favoritterne. Samtidig sker der hele tiden udskilning bagfra.

Det er svært at sige, hvornår de store favoritter spiller ud igen, da det afhænger af mange forhold - herunder antallet af hjælperyttere, vinden og eventuelle udbrud - og der kan altid ske noget, når man ikke venter det. Det næste nøglepunkt er imidlertid som regel Mons-en-Pévèle (5 stjerner), der indledes med 48,6 km til mål. Den er en af kun tre pavéer med den højeste sværhedsgrad og er det perfekte sted at skabe den næste store udskilning. Efter denne sektor har vi som regel kun en yderst eksklusiv gruppe af favoritter tilbage, og herfra er det et løb for de virkeligt hårde drenge. For te år siden var det imidlertid umiddelbart inden denne pavé, at den rette gruppe kørte, og det er endnu et eksempel på, at man aldrig ved, hvor nøglepunktet kommer.

De næste sektorer er betydeligt nemmere, men det betyder ikke, at løbet er mindre aggressivt. I stedet på at vente til Carrefour de l’Arbre tager mange af outsiderne ofte chancen for at angribe, specielt hvis favoritterne er relativt isolerede. I 2014 kørte en stærk gruppe med Tom Boonen, Geraint Thomas og Thor Hushovd eksempelvis væk allerede her og fik et ganske stort forspring, og det tvang Trek i defensiven i deres forsøg på at vinde med Fabian Cancellara. For fjerde år siden iværksatte Bradley Wiggins sin store offensiv i sit afskedsløb for Sky i denne fase, og i to af de seneste fire udgaver er Peter Sagan gået i offensiven allerede her.

I de sidste 30 km bliver det igen mere udfordrende, når man når frem til dobbeltsektoren bestående af Cysoing-Bourghelles (3 stjerner) og Bourghelle-Wannehain (3 stjerner), der indledes med bare 26,9 km til mål, samt den efterfølgende Champhin-en-Pevele (4 stjerner), der kommer 19,9 km fra stregen. Den helt afgørende sektor er imidlertid Carrefour de l’Arbre (5 stjerner), der indledes 17,2 km fra velodromen i Roubaix. De 2100 m brutale brosten har været rammen om nogle af de mest legendariske momenter i løbets historie. Dette er stedet, hvor de sidste angreb skal sættes ind, og bare i de senere år vil enhver cykelfan kunne erindre adskillige helt afgørende styrt. I 2015 meddelte arrangørerne, at pavéen nu er i så dårlig stand, at den næsten er lige så vanskelig som den legendariske Arenberg-skov.

Efter Carrefour de l’Arbre er der fortsat tre pavéer tilbage, men de er alle ret nemme og sjældent nok til i sig selv at gøre en forskel. Gruson (2 stjerner) kommer med 14,9 km til mål, mens Hem (der er restaureret og i år nedgraderet fra 3 til 2 stjerner) indledes 8,2 km fra stregen, og selvom de ikke er vanskelige, var det faktisk på Gruson, at Politt og Gilbert for tre år siden kørte fra en gruppe, der ellers var intakt efter Carrefour de l’Arbre. Som noget nyt stillede man i 2017 barrierer op på Hem, og det tvinger rytterne til at køre på de vanskelige passager midt på vejen, hvorfor den nu har fået en højere sværhedsgrad. Den største risiko på disse brosten er risikoen for punkteringer, og mange vil huske, hvordan Johan Musseuw i sit sidste Roubaix blev ramt af defekt netop her. I stedet er det ofte en ganske lille bakke med ca. 5 km til mål, der har været det perfekte sted at iværksætte det sidste angreb.

På dette tidspunkt er der som regel ryttere spredt ud over det meste af Nordfrankrig, og fronten af løbet er ofte rammen om en hård forfølgelse mellem smågrupper eller enlige ryttere. Da trætheden nu for alvor har sat ind, forbliver tingene ofte, som de er, hele vejen til mål på den berømte velodrom i Roubaix. Hvis en lille gruppe stadig er samlet, er der imidlertid ofte tale om et interessant taktisk spil som i 2014, hvor Niki Terpstra udnyttede Quick-Steps kollektive styrke til at stikke af.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Umiddelbart inden man rammer velodromen skal rytterne henover den sidste pavé, der blev skabt for et par år siden som en hyldest til løbets eneste lokale vinder. Den er 300 m lang og enstjernet, indledes med 1400 m igen og spiller overhovedet ingen rolle for selve løbet.

Rytterne slutter med at køre halvanden omgang på banen. Hvis der stadig er flere ryttere sammen, er det altid en vanskelig spurt, der afgøres af en kombination af fart, friskhed og baneerfaring i en afslutning, der er helt unik i cykelsporten. I spurten er der intet, der er som normalt, og som det senest var tilfældet i 2016, ser man ofte store overraskelser, når rytterne slås om sejen i cykelsportens vigtigste endagsløb. Hvis en rytter er alene, er de sidste meter på velodromen den smukkest tænkelige måde at fejre en fantastisk præstation, der med ét skriver den pågældende rytter ind i legenderne.

Trods den lange distance byder ruten på beskedne 1306 højdemeter, hvilket er stort set som i 2021 og ca. 25 flere end i 2019.

 Livestream Tour of Turkey, Tour du Jura og Paris-Roubaix uden afbrydelser

Vejret

Støv eller mudder? Forskellen mellem en solrig og en regnfuld dag i Helvedet i Nord er kolossal. Hvis det har været tørt i et par dage, hvirvler støvet fra pavéerne op, og rytterne når velodromen i Roubaix med ansigtet dækket af et tykt lag. På regnfulde dage har man til gengæld fået nogle af de mest episke cykelløb og ikoniske billeder af ryttere, der er nået velodromen fuldstændig indsmurt i mudder, som får det til at ligne et cykelcross- mere end et landevejsløb.

Ser man bort fra sidste års særlige efterårsudgave, har vi i en normal kalender imidlertid ikke haft et rigtigt mudderhelvede siden 2002, og end ikke en erfaren mand som Fabian Cancellara kørte nogensinde Paris-Roubaix i regnvejr. Mange ryttere havde chancen for at teste sig selv på våde pavéer i 2014-udgaven af Tour de France, men ellers var våde Roubaix-brosten helt ukendt territorium for hele nutidens professionelle felt i en årrække. Det fik sidste års udgave lavet om på.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Nu er løbet imidlertid tilbage i april, der er Frankrigs tørreste måned, og så vender tørvejret tilbage. Det har været knastørt i mange dage, og det vil det også være resten af ugen. Søndag bliver den herligste forårsdag med bare få skyer og en høj temperatur på hele 18 grader i Roubaix. Vinden vil være let til jævn, fra starten med en styrke på 16 km/t fra øst, men gennem dagen generelt lidt svagere med en styrke på 12-15 km/t og fra en østsydøstlig retning. Det giver sidemodvind frem til pavéerne, hvorefter der generel vil være sidevind frem til afslutningen på pavé 24. Herfra vil der skiftevis være med- og sidevind, indtil man fra pavé 10 får sidemodvind. Fra afslutningen af pavé 6 vil der hovedsageligt være forskellige former for sidevind. Efter Hem vil der først være sidemedvind og siden sidemodvind på det sidste stykke frem til velodromen.

Favoritterne

Søndagens løb er det sidste og største slag i en serie af løb, der alle er blevet domineret af de samme ryttere, og derfor ved vi nu, hvem der i form, og hvem der har haft en klassikersæson, de helst vil glemme. De fleste har imidlertid været på deres topniveau siden Milano-Sanremo, og derfor er trætheden begyndt at melde sig. Sådan er det i enhver sæson, hvor Roubaix kommer som rosinen i pølseenden, men i år er spørgsmålet om træthed og nedadgående formkurve grundet den ændrede kalender endnu mere aktuelt. Historien har i forvejen lært os, at et godt Flandern Rundt ikke automatisk betyder forrygende ben i Roubaix, og sådan vil det i særlig grad være i år.

Derudover er Paris-Roubaix som sagt et helt anderledes løb end de flamske klassikere, og derfor er der variationer i listen over ryttere, der kan gøre det godt i de to typer begivenheder. Ryttere, der aldrig er med fremme i Flandern, kan spille en stor rolle i Roubaix, hvor de mere eksplosive typer har det meget vanskeligere på en dag, hvor det er den store motor, der er mest afgørende. Derudover skal man aldrig undervurdere holdtaktik i den nordfranske klassiker, og selvom de stærkeste oftest vinder i Roubaix, er 2011-, 2013- og 2014-udgaverne nylige eksempler på, hvordan den bedste rytter kan få det svært, hvis han er isoleret i finalen.

I de senere år har vi set, at løbet er blevet åbnet relativt tidligt. Det var naturligvis tilfældet i sidste års vanvidsudgave, men den var grundet vejret så speciel, at vi ikke kan bruge den til at drage alt for mange paralleller. Her var det nemlig nærmest bare ren overlevelse og udskillelse fra første pavé, og det er det trods alt ikke i en normal udgave. I 2019 kom Philippe Gilberts vindende fremstød tidligt, og i 2018 leverede Peter Sagan et stort ridt, hvor han overraskede alle med en tidlig forcering. Også i 2017 var der tidlig aggression, inden Greg van Avermaet kunne spurte sig til sejr i en lille gruppe, men mest mindeværdig er nok 2016-udgaven, hvor et stort styrt betød, at det afgørende fremstød blev sat ind allerede inden Arenberg, hvorefter forhåndsfavoritterne Fabian Cancellara og Sagan var ude af billedet. Tidligere har også Cancellara og Tom Boonen leveret mageløse soloridt, og Roubaix er således et løb, der kan vindes med flotte offensiver.

Hvorvidt det vil gentage sig i år, er måske mere tvivlsomt. Vi har ellers set tidlige åbninger i de fleste af de flamske klassikere, og mange vil være inspirerede af at skabe de tidlige overtalssituationer, som Ineos har praktiseret i de første kuperede klassikere, og Jumbo gjorde det på brostenene, indtil en vis belgier blev syg. Meldingerne fra Frankrig er imidlertid, at pavéerne nærmest aldrig har været i bedre stand. Det er kun et halvt år siden, man sidst arbejdede på at gøre dem klar, og det nylige arbejde har åbenbart betydet, at de er i en fremragende tilstand nu. Det skyldes også, at det har været tørt i nu mange dage, og det bliver derfor formentlig et støvhelvede, der venter på lørdag, hvor der venter en dag, der er så smuk, at den sagtens kunne være en lidt halvkølig sommerdag.

Det bliver altså en skærende kontrast til sidste års vanvid, og det vil ikke i sig selv være vejret, der bidrager til at gøre det hårdt. Heldigvis for alle, der gerne vil have action, bliver vinden imidlertid ikke ødelæggende. Et modvindsløb er altid træls, men denne gang får vi generelt let sidevind. Vi får også generel medvind frem til kort efter Mons-en-Pévèle. Her vil det være muligt at åbne løbet, men til gengæld kan det efterfølgende stykke frem til Carrefour de l’Arbre godt blive ødelagt en smule af vinden. Til gengæld vil der på den sidste nøglepavé være medvind. Billedet er altså en smule mudret. Det generelt solrige vejr og den gode tilstand af pavéerne taler for et knap så selektivt løb, men vinden vil ikke være ødelæggende.

Løbet bliver også altid selektivt. Paris-Roubaix er bare knaldhårdt, men i år er der måske en lidt større chance for, at vi kan have en relativt stor gruppe sent i løbet. Selvom man næsten altid ender med, at stærkeste mand vinder, er Roubaix et af de mere taktiske løb. Man kan komme ufatteligt langt fra morgenudbruddet - det kan Mathew Hayman og senest Florian Vermeersch skrive under på - og særligt stykket efter Arenberg, hvor den plejer at gå i stå med en efterfølgende regruppering, er et oplagt sted at få sig et forspring. I forvejen har taktik spillet en stor rolle i år, og det kan det meget vel gøre igen denne gang, hvor det måske kan blive lidt vanskeligere for alvor at åbne løbet tidligt på ren råstyrke, som Tadej Pogacar senest gjorde det i Flandern Rundt.

Mange gange har det store tema været, hvordan man skulle knække Quick-Steps overtal, men den diskussion er mindre relevant i år. Belgierne står heldigvis betydeligt stærkere, da alle deres kaptajner synes at have stigende formkurve efter sygdom, og de kan i høj grad lukrere på, at de har haft tid til at forbedre sig en ekstra uge siden Flandern. Denne gang er det dog langt fra entydigt, at det er dem, der har det stærkeste kollektiv. Selvom Ineos har en lidt anden trup end i Flandern og de kuperede løb og ikke har den indlysende topfavorit, er briterne et af de mandskaber, der kan drage fordel af overtal, og det samme gælder for Jumbo, særligt nu hvor Wout van Aert igen er inde i billedet, dog i en usikker og utvivlsomt langt fra perfekt tilstand.

Meget fokus vil dog naturligt samle sig om Mathieu van der Poel. Det er ham, alle vil have som den naturlige hovedrival, men hans hold er til gengæld ikke specielt stærkt. Hollænderen befinder sig da også i lidt af et dilemma. Han foretrækker som bekendt helst at åbne tidligt, så vi kan få en kamp mand mod mand, men spørgsmålet er, om det lader sig gøre under disse betingelser. Risikoen for, at han ved en tidlig åbning vil være isoleret i en lidt større gruppe, hvor han vil være oppe mod flere stærke kollektiver, er stor. Det vil stadig ligne Van der Poel ikke at ønske sig en tidlig åbning, og han vil formentlig også tage initiativet selv. Det kan dog godt være, at andre kommer ham i forkøbet, og særligt Ineos, men også Jumbo og Quick-Step vil formentlig være interesserede i tidligt at se, om de kan isolere favoritten. Det er den succes, Ineos har haft så stor succes med, og det vil de helt sikkert forsøge igen.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Kombinationen af godt vejr, en muligvis isoleret favorit og flere stærke kollektiver gør også, at jeg regner med et mere taktisk løb end i de fleste udgaver. Det bør i hvert fald blive noget andet end i sidste års episke udskilningsløb, hvor det handlede om ren overlevelse, og hvor taktik spillede en meget, meget lille rolle. Alligevel er det i langt hovedparten af de udgaver, der også er blevet kørt i godt vejr, endt med, at de stærkeste har kørt om sejren - måske mod nogle folk, der er kommet dem i forkøbet - men der er i hvert fald ét eksempel på en finale, hvor det blev meget taktisk til sidst.

I 2014 var det hele 11 mand, der var samlet efter de sidste pavéer, og af dem var tre fra Quick-Step. Det udnyttede Niki Terpstra til at køre væk, og skal vi have en gentagelse af det scenarium, er 2022-udgaven vel ikke et helt dumt bud på et løb, hvor det kunne ske. I alle udgaver siden da er det dog endt en spurt i grupper på mellem 2 og 7 mand, og de stærkeste har næsten altid været der. Den øgede betydning af taktik i år betyder imidlertid, at listen over reelle vinderkandidater er længere end i et løb, hvor det alene handler om råstyrke - og så har Paris-Roubaix en fantastisk evne til at levere en eller anden vild overraskelse, som vi i de senere år har set med podiepladser til Florian Vermeersch og Silvan Dillier og sejren til Mathew Hayman.

Udsigten til taktik gør, at det er med usikkerhed, at jeg peger på Mathieu van der Poel. Gianni Vermeersch har ikke fundet sin bedste form i år, og derfor vil hollænderen formentlig være meget alene i finalen. I forvejen er der lidt usikkerhed om hans form efter et Amstel Gold Race, hvor han ikke nåede det niveau, de fleste havde forventet. Det var i hvert fald en anden Van der Poel, vi så i søndags, end den Van der Poel, der leverede et vanvidsridt i samme løb for tre år siden.

Alligevel tror jeg, at Van der Poel vil være stærkeste mand. Som han selv sagde efterfølgende, er Amstel et løb, der er en smule for klatretungt til at passe ham ideelt, og selvom han havde en halvdårlig dag, endte han trods alt stadig som nr. 4. Samtidig så vi, at han gravede nærmest urimeligt dybt på Paterberg for at følge Tadej Pogacar i Flandern Rundt, og vi har tidligere set, at den slags har kostet for Van der Poel, nemlig da han gravede så dybt, så dybt på Tirrenos mure i 2021 for en uge senere at være mild som et lam i Sanremo. Så dybt gravede han slet ikke i søndags, hvor finalen blev en taktisk og mudret stop-go-forestilling, og jeg vil tro, at det er en mere frisk Van der Poel, vi vil se søndag. Samtidig har han en fantastisk evne til at toppe, når han skal - og det skal han i det løb, der er forårets allerstørste mål - som vi blandt andet så det i Flandern Rundt sidste år, hvor hans opvarmning i Dwars var sjældent skuffende, og i samme løb i år, hvor han virkede betydeligt stærkere om søndagen end den foregående onsdag.

Det er ikke fysikken, jeg er i tvivl om. Det er kollektivet. I søndags blev han slået, fordi han var alene, og man kan pege på flere hold, der vil kunne sidde i overtal til sidst. Der er dog større spørgsmålstegn ved de fleste hold, og der er en vis sandsynlighed for, at mange kaptajner alligevel ender med at blive isolerede. I det spil vil Van der Poels fysik trods alt kunne sætte sig igennem, og vi så sidste år, at det er et løb, der passer ham ganske storartet, selvom han slet får glæde af sit punch. Historien viser som sagt klart, at stærkeste mand meget ofte ender med at spurte om sejren i Roubaix, og det burde trods det gode vejr og det taktiske spil være muligt for Van der Poel at holde den tradition i hævd, hvis han er så stærk, som hans kørsel i Flandern Rundt antydede, at han bør være - og i spurten kan han slå de fleste, hvis ikke han som sidste år er for generøs med sit føringsarbejde. Derfor tror jeg, at han laver den svære brostensmonumentdouble.  

Jeg peger på Kasper Asgreen som hans hovedudfordrer. Danskeren skuffede fælt i de første klassikere, men noget kunne tyde på, at motoren er ved at være varm. Amstel Gold Race passer ham i hvert fald dårligere, end det gør for Van der Poel, men det var alligevel danskeren, der så stærkest ud i deres indbyrdes duel i søndags. Særligt hans kørsel på Keutenberg, der burde være for svær for en stor fyr som ham, var uhyre overbevisende, og med en form i fremgang tør man kun gisne om, hvor god han er, når motoren har fået en uge mere til at blive varm.

Er han på toppen, er Asgreen skabt til dette løb, selvom han endnu ikke har haft succes. Hans power og dieselmotor over en monumentdistance er imponerende, og vi ved også, at han ikke behøver at frygte en spurt efter et hårdt løb - slet ikke hvis Van der Poel er lige så træt, som han var sidste år. Han har endda også en fordel af det taktiske spil. Quick-Steps ryttere synes alle at være i klar fremgang, og de vil formentlig sidde med betydeligt flere folk i finalen, end vi har set hidtil. Det er klart, at Asgreen vil være den mest overvågede, men det vil spare ham for nogle kræfter, at det er rivalerne, der skal lukke huller og angreb. Det kan måske være de procent, der kan sikre ham sejren - hvis altså ikke bare, han er stærkest, som man efter Amstel bestemt ikke kan udelukke, at han er.

I det hele taget er de danske perspektiver næsten urimeligt gode. Mads Pedersen har med sit vanvidsforår kørt sig ind som en af de helt tunge favoritter til den klassiker, der passer ham allerbedst. Desværre har han været så svingende i årets klassikere, at han sagtens kan have endnu en offday, men hvis han kører som i Flandern Rundt, kan han måske være stærkeste mand. I hvert fald er det et løb, der altid har været for hårdt, men for to uger siden, var der meget få, der virkede stærkere end danskeren - og nu kommer vi til et løb, hvor han kan bruge sin power og enorme motor over 260 km uden at bekymre sig om, at bakkerne er for stejle.

Udover hans ustabilitet har Pedersen både en fordel og en ulempe. Hans allerstørste fordel er hans spurt. Han er uhyggeligt hurtig efter et langt og hårdt løb, og som han har spurtet i år - senest i Sarthe, hvor han i sit styrt heldigvis ikke slog sig - føler jeg mig ret komfortabel med, at han vinder løbet, hvis han spurter om sejren. Til gengæld kan spurten også være en ulempe, fordi de fleste vil frygte at slæbe ham med hjem. Jasper Stuyven har ikke ramt formen endnu, og hvis ikke han har forbedret sig, er Pedersen alene til sidst. En god strategi kan dog være at holde sig til Van der Poel, der har en god evne til sjældent at blive fanget. Kan han følge hollænderen hele vejen - og det burde der være en god chance for, at han kan - kan han meget vel ende med de bedste på velodromen. Sker det, tror jeg, at vi har en dansk vinder.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Optakten blev 20 gange mere kompliceret af, at Wout van Aert meldte sig til. Der er nemlig ingen i denne verden, der aner, hvor god han er. Fredag lyder han dog ganske optimistisk efter en god træningslejr i Spanien, og holdet har heller ikke nedspillet forventningerne. Han er udset til en fri rolle, og de indrømmer åbent, at de håber, at han er god nok til at vinde. Også Christophe Laporte har gjort det klart, at han føler sig overbevist om, at Van Aert kun deltager, fordi han føler sig klar - og det var altså en ide, han bekræftede i sine første interviews.

Han er dog også klar på, at han ikke er på toppen, og det kan også umuligt være efter en tid i isolation på det allervigtigste tidspunkt af sæsonen. Vi skal derfor nok ikke vente os den Van Aert, vi så i E3, men mindre kan også gøre det. Dengang lignede han nemlig en mand, der havde 7-8 gear flere end alle andre, og hvis han kan nøjes med 3, går det såmænd nok. Samtidig vil usikkerheden om hans form måske få ham til at passe lidt bedre på sig selv, og det er ikke en ulempe for en mand, der som Van der Poel aldrig er karrig med sine føringer.

Hans stærkeste våben er dog hans hold. Jumbo bør uden uheld sidde med to og måske endda helt op til fire mand i finalen. I et taktisk løb, som der altså måske er udsigt til, vil det være en enorm fordel, og samtidig har han sin spurt som et stærkt våben. Det vil undre mig, hvis ikke Van Aert sidder med langt inde i finalen, men om formen holder hele vejen, er der stadig spørgsmål ved.

For mig er et af de store spørgsmålstegn Christophe Laporte. Franskmanden er nu styrtet to søndage i træk, og derfor er det nogen tid siden, at vi har set ham folde sig ud mod de bedste. I forvejen har han været i form i ufatteligt lang tid, og man må have en begrundet frygt for, at det efterhånden er ved at være en anelse for meget. Det er der dog ingen garantier for. Da han sidst så overbevisende ud, var det i Flandern Rundt, hvor hans comeback efter styrtet var meget imponerende. Han viste med sidste års 6. plads, at han har evner i dette løb, og det er endda klart, at vi i år taler om en helt anden Laporte end for bare et halvt år siden. Han slog sågar Alexander Kristoff i en spurt efter 270 km - det kan jeg næsten ikke huske, hvem der har gjort - og det vidner om, at han også kan gøre det færdigt. En situation, hvor Jumbo som det eneste hold sidder med to mand i finalen, virker bestemt sandsynlig, og så har Laporte den største frihed - hvis hans superform altså fortsat er intakt.

Alexander Kamp tager prisen som søndagens største overraskelse, men nr. 2 på listen er utvivlsomt Stefan Küng. Det burde være en fysisk umulighed for den store schweizer at sidde med på Keutenberg, men ikke desto mindre kørte han med om sejren i en ardennerklassiker for bare en uge siden. Det kommer som kulmination på et forår, hvor han siden sin vanvidsklatring i Algarve har været bedre end nogensinde og imponeret i alle klassikere, måske med undtagelse af Gent-Wevelgem. Med den stabilitet bør han også være toneangivende i det løb, der passer ham allerbedst - i hvert fald hvis han undgår sidste års syndflod af uheld - men han har også to store ulemper. Som altid skal han alene hjem for at vinde, og for det andet er det FDJ-hold, der i år ellers har imponeret stort på brostenene, næppe i overtal i finalen. Heldigvis har han før spillet sine taktiske kort rigtigt, nemlig da han blev nr. 3 i E3, og det vil han kunne gøre igen. Hvis altså ikke han bare kører fra alt og alle med sin enorme power over lange distancer. Efter i søndags synes intet umuligt.

Man kan let udelade Dylan van Baarle, når de store klassikerstjerner nævnes, men det er efterhånden en fejl. Sidste år var han i top 10 i alle de flamske klassikere, og nu har han på et godt halvt år sikret sig 2. pladser ved både VM og i Flandern Rundt. Hollænderens helt store styrke er hans fabelagtige evne til at komme favoritterne i forkøbet, og jeg har snart ikke tal på, hvor mange gange har med succes har praktiseret den taktik. Nu har han så tillige fået yderligere lidt fysisk styrke, og hans motor synes skabt til disse lange distancer. Selvom han kørte nogle fine spurter i Flandern og ved VM, har han som Küng den ulempe, at de fleste rivaler slår ham på stregen, og derfor skal han alene hjem for at vinde. Her kommer hans fantastiske næse for taktik ham til gode, og derudover er Ineos et uhyggeligt stærkt hold. Denne gang er der større usikkerhed, om de vil have det overtal, de har haft i de sidste mange klassikere, men det virker ikke umuligt - og så vil Van Baarle have næsen til at udnytte det, selvom han endnu aldrig har haft den helt store succes i netop dette løb.

Det næstbedste Ineos-kort er den store åbenbaring, Ben Turner. Briten var måske nok regnet som et talent, men selv ikke hans egen mor har vel nogensinde selv i den sødeste drøm forestillet sig, at han skulle brage ind på scenen med den kraft, han har gjort. Han har imponeret i alle brostensløbene siden E3, og senest var det ham, der satte Ineos’ Amstel-sejr i scene, inden han i søndags blev nr. 4 i Brabantse Pijl. Dette løb kunne endda være det, der passer ham bedst. Han lignede i hvert fald stærkeste mand på de flade pavéer i Denain, og selvom feltet her er et helt andet, passer det fint med hans øvrige karakteristika. Hans motor beskrives som hans store force, men han løb tør for kræfter i Flandern, og derfor kan jeg frygte, at han stadig mangler lidt robusthed til 260 km. Hvis ikke, taler meget for, at Ineos kan sidde med mindst to mand til sidst, og da han har en god spurt, som hans rivaler meget vel kan undervurdere, vil de måske få sig en overraskelse, hvis de slæber ham med til stregen. Vi ved i hvert fald fra sidste års debutantpodium, at reglen om, at en debutant ikke kan vinde, ikke nødvendigvis holder i byretten.

En anden af løbets helt store jokers er Filippo Ganna . Selv er jeg ikke specielt optimistisk, for hans forberedelse har været temmelig miserabelt. Han var ellers i storform i sæsonstarten, hvor han imponerede stort i Provence, UAE Tour og Tirreno med utrolige klatrepræstationer, men så blev han syg efter Tirreno. I Sanremo var han slet ikke på toppen, og hans sygdom kostede ham de flamske klassikere, han havde på programmet. Han kom tilbage i Sarthe, hvor han var med i første gruppe på 1. etape, men minsandten om ikke han blev syg igen. Nu har han trænet målrettet mod dette løb på banen i Italien, men er det nok til at overvinde de mange tilbageslag? I forvejen er han et ubeskrevet blad, for selvom han har vundet U23-udgaven, har han aldrig begået sig i én eneste stor klassiker. Logikken tilsiger dog, at det er e løb, der passer perfekt til hans enorme power, og han sejr i et bjergmaraton i Giroen indikerer også, at distancen kunne være til hans fordel. Er han på toppen, er han endnu et element i et Ineos-overtal, men det er desværre bare tvivlsomt, om det er tilfældet. I en rangering på vinderpotentiale er han dog nødt til at stå højt, når vi taler om feltets allerstørste kraftmonster.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Jeg er spændt på at se Florian Senechal. Det var her, han for første gang viste sit sande klassikerpotentiale, og han kørte også et fremragende løb på disse veje i 2019. Siden dengang er han blevet betydeligt stærkere, men han har i år jagtet formen efter sygdom. Alligevel kørte han et flot E3, indtil han punkterede, og selvom han ikke kørte sit bedste Flandern, har hans form ikke været helt væk. Nu har han haft yderligere to uger til at forbedre sig, og han må formodes at være tættere på toppen nu. Er han det, kan Quick-Step endelig få deres klassiske overtal, og her vil det være Senechal og ikke Asgreen, der vil være mindst overvåget. Selvom han har skuffet med sin spurt i år, er han også hurtig nok til at gøre det færdigt.

Yves Lampaert har haft endnu mere at arbejde med, da han var sat betydeligt længere tilbage end Senechal. Han var dog i Flandern allerede betydeligt bedre end i Wevelgem, og siden har han fået Sarthe samt to uger mere i benene. Vi skal ikke vente os den stærkeste Lampaert på søndag, men mindre kan måske også gøre det. Sidder Quick-Step med tre mand til sidst, sidder de i hvert fald efter alt at dømme med den bedste taktiske hånd, og det er ubetinget det løb, der passer Lampaert bedst. Det beviser hans 3. plads fra 2019 og hans gennembrud med 7. pladsen i 2015 allerede, men mest imponerende var det sidste år, hvor han punkterede uendeligt mange gange, men alligevel endte som ”best of the rest” bag de fire, der kørte om sejren. Samme niveau har han næppe nu, men han burde være kommet så langt, at han kan køre finale og dermed spille sin rolle i det ønskede Quick-Step-overtal. Sidste år vandt han spurten om 5. pladsen foran Laporte, og det vidner om hans fart efter et langt og hårdt løb.

Alexander Kristoff og jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor nordmanden altid har haft det svært i dette løb. På papiret burde hans power og dieselmotor passe meget bedre til ham end det eksplosive Flandern Rundt, men han kommer altid til kort - og ikke kun grundet de uheld, der næsten altid synes at vælte ned over ham i dette løb. Han har dog to top 10-placeringer og blev nr. 14 sidste år, og særligt sidstnævnte er opløftende. I 2021 var han nemlig en skygge af sig selv, mens han i år i Flandern Rundt og med sin unikke solosejr i Scheldeprijs har bevist, at han er meget bedre nu - også selvom han er milevidt fra det niveau, han havde i 2015. Desværre kan sidste års flotte resultat måske forklares med vejret, for Kristoff er altid meget bedre i regn, som Scheldeprijs også understregede. Nu skal han bevise, at han kan vinde et godtvejrsløb, og det taler historien imod. Det har næppe heller hjulpet på hans motor, der altid skal bruge mange løb, at han har haft halvanden uges løbsfri hjemme i Norge. Til gengæld kender vi hans uhyggelige spurt efter 260 km, og derfor er hans opgave meget enkel: han skal bare følge med - og så har han før vist, at han godt kan finde ud af at angribe og komme de stærkere folk i forkøbet.

En rytter, der har glæde af den ekstra uges pause, er Jasper Stuyven. I forvejen så han ud til at halte lidt efter med formen frem mod Sanremo, men den efterfølgende sygdom gjorde det bare endnu værre. Han løb tør i E3, og selvom han i et taktisk Gent-Wevelgem fik et resultat, bekræftede Flandern, at han er langt fra sit niveau. Nu har han heldigvis haft to uger til at forbedre sig, men for 14 dage siden syntes der til gengæld også at være lang vej endnu. Heldigvis er det et løb, der passer ham, som hans 4. og 5. pladser viser, og de blev endda opnået inden hans 2021, hvor han kulminerende med VM-bronzen nåede helt nye højder. Desværre er der efterhånden ret meget, der tyder på, at han ikke skal stole alt for meget på sin spurt, men sidder han der sidst sammen med Pedersen, står han uhyggeligt stærkt. Mange vil nemlig frygte danskerens spurt, og det kan Stuyven formentlig udnytte - hvis han altså har fundet de mange procent, han manglede.

Det er også på tide at bringe Matteo Trentin i spil igen. Det har vi ellers ”sluppet” for, siden hans hjernerystelse i Paris-Nice forringede hans form chokerende meget. Lige så hurtigt, som den forsvandt, lige så hurtigt er den dog kommet igen, og hans kørsel i Amstel, der bestemt ikke passer ham specielt godt, viste, at han er tilbage. Det har han også selv bekræftet, og så bliver han pludselig meget interessant. I hvert fald var han klart en af feltets stærkeste i åbningsweekenden, hvor han satte en fed streg under, at han er en af verdens bedste klassikerryttere, og selvom dette løb passer ham dårligere - han er aldrig blevet mere end nr. 36 - burde han mestre det, hvis han undgår uheld. Desværre er hans hold svagt, men til gengæld gør hans manglende resultater, at det næppe er ham, man holder mest øje med - og så har han vist sig at være ganske god til at anticipere, hvad der vil være en fordel, når han næppe er helt på toppen.

Jeg har lidt fidus til Nathan van Hooydonck. I dette løb kunne han meget vel overtage Tiesj Benoots rolle som tredjeviolinen i Jumbo-overtallet. Han har i hvert fald været 30 gange stærkere end tidligere i denne sæson, hvor han har arbejdet forrygende for holdet og alligevel blandt andet været nr. 18 i E3. De flamske løb har aldrig været ham, men det burde Roubaix, der handler om power, være. Senest imponerede han med sit angreb i Amstel på en rute, der passer ham elendigt, og det vidner om, at formen er god. Allerede sidste år endte han efter en dag i morgenudbruddet som nr. 22, men dengang var han slet ikke så stærk som nu. Han er ikke hurtig, men er han så stærk, som jeg måske fornemmer, er der ingen tvivl om, hvem fra Jumbo-overtallet, der bliver frygtet mindst.

Det er sjældent, at en sejr i en klassiker kommer som så stor en overraskelse, som det gjorde med Magnus Sheffield i onsdags. Det havde ikke været tilfældet, hvis det var sket i februar, for var den 19-årige amerikaner en stor åbenbaring. Det skabte enorme forventninger hos mig inden klassikerne, men han var siden helt usynlig. Helt ud af det blå fandt han dog benene i onsdags, hvor han vel ret beset lignede stærkeste mand. Vi så i Denain, hvor han var med i Ineos-offensiven, at han var god på flade pavéer, og i onsdags var det også netop på brostenene, han var bedst. Jeg er dog bekymret for distancen. Amerikaneren er meget urutineret, og det er nok ikke helt tilfældigt, at hans gode klassiker kom over en begrænset distance. Hvis til gengæld han har de ben, han havde i onsdags, i alle 260 km, synes intet umuligt. Så er han blot endnu en rytter i Ineos-overtallet, og det ved vi jo, at han forstår at udnytte.

Det er lidt overraskende for mig, at Michal Kwiatkowski stiller til start her, hvor han aldrig tidligere har kørt en forårsudgave. Han forsøgte sig sidste efterår uden succes, men dengang var formen slet heller ikke optimal. Nu prøver han igen, og det er ikke et løb, der passer ham optimalt. Vi har dog i Touren set, at han sagtens kan være god på flade pavéer, men spørgsmålet er, om ikke han skal være på toppen for at være med helt fremme. Det er han næppe, for selvom han vandt i Amstel, var det ret klart, at han ikke var løbets stærkeste - men mest snu - og sammenbruddet i onsdags bekræftede den fornemmelse. Formstærk er han dog stadig, og han er del af et hold, der vil hjælpe ham langt i positionskampen. Han er snu nok til at komme favoritterne i forkøbet, og han vil være endnu et potentielt element i et Ineos-overtal. Hans spurt efter et hårdt løb er også fremragende, og i et løb, der kan udvikle sig taktisk, er der få, der spiller spillet som polakken.

Er Zdenek Stybar ”over the hill”? Jeg er efterhånden bekymret. Han har i hvert fald i lang tid været et stykke fra sit bedste niveau, men det flotte VM, han hev ud af det rene ingenting, kan give håb. Vi ved, at dette er den klassiker, hvor han har gjort det allerbedst, og han har flere gange været meget tæt på at vinde. Ligesom resten af sit hold blev han også sat tilbage af sygdom, og selvom der i en lang periode var meget, meget langt til et niveau, var der klar fremgang at spore i Amstel. Det er et løb, der generelt passer ham knap så godt, og når han kan blive nr. 25 der, ser det vel trods alt ikke helt ringe ud i en klassiker, der passer ham. Også han er snu, og han vil være del af et potentielt overtal, hvis altså han ikke er ”over the hill”.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Forud for sæsonen havde jeg enorme forventninger til Fred Wright, men de første brostensklassikere endte som en gigantisk fuser. Ud af det blå fandt han dog benene til Flandern Rundt, hvor han var i spil til en podieplads, indtil han løb tør til sidst. Måske passer Roubaix ham ikke helt så godt, men det burde være et løb, han har potentiale i. Jeg er stadig bekymret for distancen, for den slog ham ud for to uger siden, og han mangler formentlig lidt robusthed. Til gengæld er han hurtig, og han viste os i Flandern, at han mestrer kunsten at anticipere. En underdog er han i hvert fald, og hvis han forbedrer sig lige så meget, som han gjorde mellem sine seneste to klassikere, kommer han jo langt.

En af de seneste store skuffelser har været Matej Mohoric. Han startede ellers som lyn og torden i Sanremo, E3 og Gent-Wevelgem, men den gode form forsvandt som dug for solen. Han skuffede i Flandern og igen i Amstel, og noget kunne tyde på, at hans forberedelse efter styrtet i Strade Bianche alligevel har været for ringe til de hårdeste løb. Det taler til gengæld også for, at han bør være i fremgang, og vi ved i hvert fald, at han elsker lange distancer. Desværre er det også en klassiker, der passer ham temmelig dårligt, for han har ikke samme power som de bedste og får ikke glæde af sine klatreevner. Min optimisme på hans vegne er derfor begrænset, men Mohoric er også klog nok til at komme folk i forkøbet. Lige netop ham skal man ikke undervurdere, selv når det ser sort ud. Det lærte han os i Sanremo.

Sidste års store overraskelse var Florian Vermeersch, der blev en sensationel nr. 2 i sin debut. Længe havde han vist potentiale, men de færreste havde nok alligevel forventet det ridt. Det er ikke mærkeligt, at det kom i netop dette løb, for det passer ham betydeligt bedre end de flamske. Derfor kan der også være lidt håb, selvom han intet har vist i klassikerne hidtil. Selv siger han, at han har været ramt af for mange uheld, og han er da også styrtet meget, men overbevisende har han ikke virket. Sidste år lukrerede han også på en Vuelta, der havde bragt ham i særligt god form også i andre løb end dette. Samme niveau synes han ikke at have nu, men decideret formsvag er han ikke. Han har jo en historik i dette løb, som kun overgås af Colbrelli, og det vidner om, at det passer ham. Han vil savne det dårlige vejr, men lad os se, om han igen kan overraske trods den usynlige optakt.

Tør man nævne Guillaume Boivin? Han har absolut intet vist i optakten - udover en god spurt i Catalonien - men det havde han heller ikke i efteråret. Her kom det som det største lyn fra den klareste himmel, at han sammen med Colbrelli og Van der Poel var stærkeste mand, og var han ikke styrtet, virker det svært usandsynligt, at han ikke havde spurtet om sejren. Roubaix er så specielt et løb, at der findes nogle få, som mestrer lige netop det ene løb, og måske er Boivin blandt dem. Hans form er som sagt et helt åbent spørgsmål, og da han ikke har kørt løb siden Dwars på det sygdomsramte Israel-PT, har hans forberedelse været alt andet end optimalt. Endnu en sensation er usandsynlig, men han var godt nok pokkers god i efteråret.

Endelig nævner jeg Nils Politt, men det er mere af navn end forventning. Tyskeren er ellers en af de ryttere, der passer allerbedst til Roubaix. De flamske klassikere er ikke ham, men her kommer hans power og holdbarhed virkelig til sin ret, som har bevist med en 5. plads i 2018 og ikke mindst 2. pladsen i 2019. Sidste år var han syg, og hans svage resultat der siger derfor ikke noget om de uomtvistelige evner, men desværre synes han uhyggeligt langt fra formen efter den sygdom, der martrede ham tidligere. Han fik lidt selvtillid via et morgenudbrudsresultat i Dwars, men i Flandern blev han sat meget, meget tidligt. Siden har der heller ikke været spor af tegn på fremgang, og da han i forvejen er en rytter, der kan have svært ved at finde formen, er det vanskeligt for alvor at tro på ham. Alligevel kan han overraske, fordi han er så pokkers god til netop dette ene løb.

OPDATERING: Boivin har bekræftet, at han har været syg i de seneste uger. Han ved, at han ikke har sidste års form, men han er kaptajn og drømmer fortsat om top 10.

***** Mathieu van der Poel

**** Kasper Asgreen, Mads Pedersen

*** Wout van Aert, Christophe Laporte, Stefan Küng, Dylan van Baarle, Ben Turner

** Filippo Ganna, Florian Senechal, Yves Lampaert, Alexander Kristoff, Jasper Stuyven, Matteo Trentin, Nathan van Hooydonck, Magnus Sheffield, Michal Kwiatkowski, Zdenek Stybar, Fred Wright, Matej Mohoric, Florian Vermeersch, Guillaume Boivin, Nils Politt

* Anthony Turgis, Mike Teunissen, Dylan Teuns, Gianni Vermeersch, John Degenkolb, Ivan Garcia Cortina, Oliver Naesen, Greg van Avermaet, Rasmus Tiller, Davide Ballerini, Victor Campenaerts, Niki Terpstra, Andrea Pasqualon, Valentin Madouas, Matis Louvel, Alex Kirsch, Luca Mozzato, Marco Haller, Jonas Rutsch, Sebastian Langeveld, Dries van Gestel, Olivier Le Gac, Jannik Steimle, Adrien Petit, Johan Jacobs, Stan Dewulf, Connor Swift, Taco van der Hoorn

 Livestream Tour of Turkey, Tour du Jura og Paris-Roubaix uden afbrydelser

Danskerne

Mads Pedersen og Kasper Asgreen er blandt de store favoritter og er omtalt ovenfor. På Movistar skal Mathias Norsgaard støtte Ivan Garcia Cortina og måske forsøge at ramme morgenudbruddet og derved selv komme langt. Det samme er opgaven for Mads Würtz Schmidt som hjælper for Guillaume Boivin på Israel-PT, hvor han burde kunne få lov til at køre offensivt. På DSM skal Casper Pedersen støtte John Degenkolb, men også han burde kunne jagte udbuddet. Det samme kan Lasse Norman og William Blume på Uno-X, hvor de skal støtte Rasmus Tiller. Endelig skal Johan Price-Pejtersen på Bahrain støtte Matej Mohoric, Dylan Teuns og Fred Wright.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Sonny Colbrellis sejr fra 2021, Philippe Gilberts sejr fra 2019, Peter Sagans sejr fra 2018, Greg van Avermaets sejr fra 2017, Mathew Haymans sejr fra 2016, John Degenkolbs sejr fra 2015, Niki Terpstras sejr fra 2014 og Fabian Cancellaras sejr fra 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Lotto Soudal: Holdet har Vermeersch som erklæret kaptajn. Victor Campenaerts er ikke vild med lange distancer og er træt, hvorfor han er indstillet på en hjælperrolle. Philippe Gilbert har efter sin sygdom stadig for store mangler, og Brent van Moer har aldrig fundet formen. Måske kan Cedric Beullens gøre det hæderligt.

Alpecin-Fenix: Det handler 100% om Van der Poel. Gianni Vermeersch er normalt også top 10-kandidat, når han er løjtnant, men i år har han ikke fundet formen. Jeg vil dog tro, at han er bedre nu, og jeg udelukker ikke top 10. Løbet er for svært for Tim Merlier, og den tidligere toer Silvan Dillier er ikke ved fordums styrke.

Jumbo-Visma: Officielt er kaptajnerne Laporte, Van Hooydonck og Mike Teunissen med Van Aert i en fri rolle. Teunissen har ikke for alvor fundet formen i år, men dette løb passer ham lidt bedre end de foregående. Timo Roosen og Mick van Dijke er hjælpere.

Groupama-FDJ: Küng er den klare kaptajn. Valentin Madouas kører overraskende løbet, men selvom han er i form, vil det undre mig at se ham fremme i et fladt løb. Han går dog efter et resultat. Olivier Le Gac er meget velkørende og kan komme langt, mens Lewis Askey til gengæld ikke synes at have sin bedste form længere, selvom han som juniorvinder af løbet på sigt har stort potentiale.

INEOS Grenadiers: Ganna, Kwiatkowski, Sheffield, Turner og Van Baarle kan alle vinde. Luke Rowe synes at have mistet evnerne til at lave resultater i disse løb.

Quick-Step Alpha Vinyl Team: Asgreen, Senechal, Lampaert og Stybar ligner de bedste bud. Davide Ballerini har før vist stor styrke på disse pavéer, men det er aldrig rigtigt lykkedes ham at finde formen. Jannik Steimle har skuffet mig i år.

Bahrain-Victorious: Mohoric er den erklærede kaptajn, men Wright er også et fremragende bud. Dylan Teuns har overraskende valgt at køre løbet. Han er i fabelagtig form, men det vil undre mig, hvis han kører med om sejren i et helt fladt løb. Et godt resultat kan han dog godt lave. Jasha Sütterlin virker fint kørende og kan måske komme halvlangt.

Læs også

Lotto Dstny-rytter tilbage på cyklen for første gang efter lårbensbrud

Trek-Segafredo: Det handler om Pedersen og Stuyven. Edward Theuns har før været i top 10, men er ikke på samme niveau længere. Alex Kirsch har været fremragende i år, men kører angiveligt rundt med et brud i hånden, hvilket næppe er ideelt på brostenene. Løbet er ikke ideelt for Toms Skujins, der heller ikke har fundet sin bedste form.

Ag2r Citroën Team: Oliver Naesen ser ud til at have fundet lidt form og kan måske gøre det fornuftigt, men jeg tror ikke, at han længere kan være med helt fremme. Det samme gælder for Greg van Avermaet, der ikke er ved fordums styrke. Stan Dewulf har stort potentiale, men har skuffet mig i år, og selvom han var god på pavéerne i Denain, tror jeg ikke, at Damien Touzé er med helt fremme i dette selskab.

BORA-hansgrohe: Det handler om Politt, men Marco Haller viste endelig lidt form i onsdags og bør kunne komme et stykke. Jonas Koch synes at have tabt sin bedste form.

TotalEnergies: Anthony Turgis burde være topkandidat, men han har ikke for alvor ramt den i år og er tillige styrtet et hav af gange. Til gengæld ser Niki Terpstra bedre ud end i flere år, og jeg tror faktisk, at han kan komme ganske langt, dog uden at kunne være med helt i front. Løbet er nok ikke helt ideelt for Dries van Gestel, der også har været syg, og hverken Edvald Boasson Hagen eller Daniel Oss har vist meget i dette forår.

Team DSM: I gamle dage var John Degenkolb helt suveræn på flade pavéer, men selvom han bør gøre det bedre her end i de flamske klassikere, ser jeg ham ikke længere køre med helt i front. Joris Nieuwenhuis og Nikias Arndt har formen til måske at gøre det pænt, mens Casper Pedersen desværre ikke synes at have sine bedste ben.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Det handler om Kristoff. Andrea Pasqualon gør debut som 34-årig, og selvom løbet ikke passer ham ideelt, har han formen til måske at gøre det godt. Adrien Petit har to gange været i top 10, men selvom han har været genfødt tidligere i år, synes han ikke helt at have samme form nu. Baptiste Planckaert var god sidste år, men virker ikke på toppen. Til gengæld er det drømmeløbet for Taco van der Hoorn, der har motoren og poweren, men det er ikke mit indtryk, at han er flyvende.

Team Arkea-Samsic: Matis Louvel er flyvende lige nu, men han er ret uprøvet på flade pavéer. Det er et fremragende løb for Connor Swift, men han har ikke rigtigt fundet sin bedste form, som Clement Russo heller ikke synes at have det. Amaury Capiot bør også komme langt, men heller ikke han har virket specielt velkørende.

Israel-Premier Tech:  Holdet har Boivin som den erklærede kaptajn. Jenthe Biermans og Mads Würtz burde kunne gøre det pænt, men ingen har virket flyvende.

Team BikeExchange-Jayco: Den erklærede kaptajn er Luke Durbridge, men han har været en stor skuffels ei disse klassikere. Jack Bauer var tidligere god i disse løb, men er ikke på toppen efter en lang skadespause, og Luka Mezgec passer ikke ideelt til dette løb.

Cofidis: Holdets bedste bud er Piet Allegaert, der før har vist potentiale i dette løb, men han har ikke virket flyvende på det sidste. Også Davide Cimolai virker formsvag. Alexis Renard er kommet ganske godt tilbage fra sin skade, men næppe godt nok til så langt og svært et løb.

EF Education-EasyPost: Sidste år vist Jonas Rutsch stort potentiale i dette løb. Han har slet ikke ramt den i klassikerne i år, men måske kan han overraske i et løb, der er helt anderledes. Sebastian Langeveld er slet ikke ved fordums styrke, men i dette løb, hvor han har været på podiet, plejer han altid at være hæderlig. Stefan Bissegger trak grundet sygdom stikket fra de flamske løb og er næppe flyvende i sit comeback. Jens Keukeleire har været helt væk i år, og Owain Doull er aldrig slået til i disse løb.

UAE-Team Emirates: Det handler om Trentin. Alexys Brunel har slet ikke fundet formen i år, og løbet bør være for svært for Pascal Ackermann.

Uno-X Pro Cycling Team: Rasmus Tiller har stort potentiale i dette løb, men han har ikke rigtigt ramt sit bedste niveau i dette forår. Både Søren Wærenskjold og Anders Skaarseth har kørt gode løb for nylig, men jeg ser dem ikke helt fremme her.

Movistar Team: Ivan Garcia Cortina har potentiale i dette løb, men selvom han har rejst sig lidt i år og så godt ud i Flandern, ser jeg ham stadig ikke være med helt fremme. Johan Jacobs og Mathias Norsgaard burde kunne komme relativt langt, men ikke være med helt fremme. Max Kanter har imponeret mig stort med sin holdbarhed i klassikerne, men jeg tvivler på, at dette løb passer ham så godt, og Imanol Erviti er langt fra fordums styrke.

Astana Qazaqstan Team: Tja… De kan vel bruge løbet til at tænke over, hvor dejligt det havde været, hvis Gianni Moscon havde været i form og ikke var gået på ferie.

B&B Hotels-KTM: Luca Mozzato var fabelagtig i Flandern Rundt. Jeg er ikke sikker på, at løbet passer ham specielt godt, men han er i hvert fald i form. Alexis Gougeard har rejst sig i år og burde kunne komme et stykke. Cyril Lemoine har intet vist i år, men i dette løb synes han altid at gøre det hæderligt, og også Jeremy Lecroq plejer at gøre det godt på flade pavéer.

Bingoal Pauwels Sauces WB: Kaptajnen er Arjen Livyns , men han er stadig ikke på sit gamle niveau, og løbet passer ham ikke rigtigt. Måske kan Ludovic Robeet med sin motor komme et stykke.

Sport Vlaanderen-Baloise: Holdet får det også svært her. Kenneth van Rooy er deres mest robuste rytter og kommer nok længst, men unge Vito Braet overraskede mig i Brabantse Pijl. Måske kan Ward Vanhoof også komme et stykke vej.

 Livestream Tour of Turkey, Tour du Jura og Paris-Roubaix uden afbrydelser