Løbets rolle og historie

Brostenssæsonen er næsten udelukkende en flamsk affære, men til den store finale flytter cirkusset til Frankrig. Paris-Roubaix afslutter en helt unik del af cykelsæsonen, og det gøres på den meste storslåede og dramatiske facon. De flamske klassikere er forrygende spændende cykelløb, men der tilføjes et ekstra touch af myte og symbolik, når rytterne ender deres forårssæson på de franske brosten.

Det er ikke nogen tilfældighed, at Paris-Roubaix går under navnet Klassikernes Dronning. Siden den første udgave i 1896 har det leveret nogle af de mest ikoniske billeder fra vores nådesløs spoert, og mængden af braste drømme i Roubaix-velodromen har gjort det berømte brostenstrofæ til det mest eftertragtede og ikoniske klassikersymbol.

Løbet blev oprindeligt skabt af to lokale tekstilproducenter fra Roubaix, der havde stået bag opførelsen af byens velodrom. De fik ideen til at skabe et cykelløb mellem landets nærliggende hovedstad Paris og den nye bygning. De havde imidlertid ingen planer om at gøre løbet særligt brutalt ved at bruge brostenveje, men dengang var alle veje i så dårlig forfatning, at det automatisk blev en nødvendig ingrediens i løbet.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Første Verdenskrig var særligt hård ved området og efterlod mange veje i endnu dårligere stand. Det gjorde blot løbet hårdere, og langsomt blev legenden skabt. Efter Anden Verdenskrig fik man imidlertid de samme udfordringer som arrangørerne af de flamske klassikere. De lokale myndigheder begyndte at forbedre vejkvaliteten, og det løb, der allerede dengang var blevet et af de vigtigste på kalenderen, havde pludselig udsigt til at blive et halvkedeligt sprinterløb. Som de flamske kolleger måtte Paris-Roubaix-ledelsen droppe den oprindelige rute og i stedet gå på intensiv jagt efter nye veje, som ikke fandtes på de almindelige landkort. Igennem årene udviklede man herigennem en unik rute, der nu er rammen om et legendarisk cykelløb og indtager nogle af de mest ydmyge veje, som nu er blevet ikoniske i cykelsporten.

Udover den lange historie er det de helt unikke karakteristika, der gør Paris-Roubaix til noget specielt. Mens de øvrige monumenter, Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia, alle har forudgående, meget lignende løb, der kan betragtes som perfekt forberedelse, skiller Paris-Roubaix sig ud som noget helt enestående på kalenderen. Milano-Sanremo er bare en længere udgave af andre italienske endagsløb, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia er bare de største af mange lignende løb i deres respektive regioner, og Flandern Rundt er kulminationen på en lang række af semiklassikere, der holdes på de samme veje. I modsætning hertil benyttes de nordfranske pavéer kun denne ene søndag i april.

Som en konsekvens er det ikke overraskende, at der er mange ryttere, der kun excellerer i denne ene begivenhed. Selvom løbet naturligvis er domineret af de sædvanlige brostensstjerner, der også imponerer på de flamske veje, skal de pludselig til at slås med en gruppe af kraftfulde hjælperyttere, der for en sjælden gangs skyld glemmer alt om deres uselviske natur og tager kampen op med giganterne. I Roubaix’ velodrom belønnes rå kraft, brutal styrke og fremragende udholdenhed, og det er præcis, hvad nogle af feltets højt skattede arbejdsheste har til overflod. Johan Vansummerens stribe af topresultater på de franske brosten, der kulminerede med sejren i 2011, er et nyligt eksempel på en utrættelig hjælper, der altid imponerede i Helvedet i Nord, og Mathew Haymans sejr i 2016 er et andet. Også folk som Bert De Backer og Marcel Sieberg, der aldrig laver resultater i andre løb, har i de senere år været blandt de allerbedste på de nordfranske brosten.

I en enestående begivenhed er det ikke overraskende, at erfaring er en af nøglerne til succes. I intet andet løb er forhåndskendskab til udfordringerne så vigtigt, som det er i Klassikernes Dronning, og vinderlisten er fyldt med kraftfulde veteraner, der har fundet deres niche på de franske brosten. Selv den stærkeste og mest erfarne rytter kommer imidlertid ingen vegne uden held, og en dårligt timet punktering eller et dramatisk styrt har været kilden til utallige braste drømme i Nordfrankrig.

Hvad der får Paris-Roubaix til at skille sig ud, er også det forhold, at udskilningen alene skabes af det dårlige underlag, og rytternes evne til at håndtere det konstant stress, det giver at køre på nogle af Europas mest ukomfortable veje. I alle andre løb er hovedudfordringerne stigninger og vejret, men Helvedet i Nord er anderledes. Den næsten helt flade rute ville normalt få enhver sprinter til at slikke sig om munden med udsigt til en stor massespurt, men Paris-Roubaix kunne ikke være fjernere fra et traditionelt sprinterløb. Tværtimod er det et af de mest selektive løb på kalenderen, og al form for eksplosivitet og punch er næsten helt ubrugeligt på de franske pavéer, der er langt værre end dem, der findes i Flandern. Hvad der belønnes, er rå kraft og evnen til at blive ved og ved som en anden Duracell-kanin.

Løbet er blevet vundet af mange af sportens giganter, men på grund af dets unikke natur har selv nogle af de allerbedste haft det svært på de franske brosten. Man skal være en helt speciel rytter for at brillere i dette terræn, og de egenskaber, der er så nyttige i de fleste andre løb, spiller sjældent en rolle på vejen mod Roubaix. I stedet er det de stærke mænd Roger De Vlaeminck og Tom Boonen, der har rekorden med flest sejre efter begge at have hævet trofæet fire gange. I 2017 havde Boonen en allersidste chance for at slå sin landsmand og sikre sig rekorden helt alene, men den belgiske stjerne endte en glorværdig karriere uden at spille en nævneværdig rolle på sin sidste dag som cykelrytter.

Sammen med Flandern Rundt er Paris-Roubaix højdepunktet i brostenssæsonen, og enhver rytter har sin egen mening om, hvilket af de to monumenter der er det største. Hvis de selv kunne vælge, synes de fleste imidlertid at foretrække at have det franske løb på generaliebladet. Mens de flamske løb er omgivet af en helt særlig passion, placerer legenden og myterne Roubaix på toppen af de flestes liste.

I de senere år har løbet haft et helt særligt element, fordi Tour de France flere gange har gjort brug af de nordfranske brosten. Det var senest tilfældet sidste år, men alligevel ser man aldrig klassementsrytterne drage til Nordfrankrig for at samle erfaring i den store klassiker. Den slags eksperimenter kan gøres i de flamske løb, men Paris-Roubaix er så farefuld en færd, at end ikke folk som Vincenzo Nibali eller Alejandro Valverde, der ellers kaster sig ud i de fleste udfordringer, overhovedet har turdet drømme om at give Paris-Roubaix et forsøg. Den franske klassiker er én af de få, som de lette folk absolut ingen chance har for at begå sig i.

Sidste års udgave udviklede sig som altid til et stort drama, hvor alle favoritterne blev taget på sengen. Det skete, da en indtil da ellers ret formsvag Peter Sagan pludselig iværksatte en storslået offensiv langt fra mål, og siden aldrig blev set igen. Han samlede undervejs Silvan Dillier op fra det tidlige udbrud, og den stærke schweizer overraskede alt og alle ved at følge verdensmesteren til dørs hele vejen til velodromen i Roubaix. I spurten var han imidlertid chanceløs mod Sagan, der med lethed tog karrierens anden monumentsejr, mens formstærke Niki Terpstra kronede et forrygende forår ved at køre fra Greg Van Avermaet, Jasper Stuyven og Sep Vanmarcke og derved sikre sig 3. pladsen. Efter et sløjt forår vender Sagan tilbage i et forsøg på at redde æren ved at forsvare sin titel, og Dillier er også med igen, først og fremmest dog som hjælper for Oliver Naesen. Til gengæld må vi undvære Terpstra, der pådrog sig så slem en hjernerystelse i Flandern Rundt, at hans forårssæson desværre er ovre.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Ruten

Ruten varierer altid en anelse fra år til år, når man tilføjer nye sektorer og fjerner andre. Nogle får en pause, mens de istandsættes, og vender senere tilbage, mens andre tages ud for at skabe lidt naturlig variation. Samtidig er der endda en helt speciel forening, der har til formål at tage sig af de berømte pavéer samt finde nye brostensveje, der kan benyttes i fremtidige udgaver.

Trods variationerne har ruten altid et helt ensartet format, og nøglesektorerne er altid de samme. Løbet indledes med et langt fladt stykke uden pavéer, inden det langsomt gør løs, når de første brosten rammes efter ca. 100 km. Herefter kommer sektorerne hurtigt efter hinanden, og der er meget lidt tid til at komme sig undervejs. De mest berømte og sværeste pavéer, Carefour de l’Arbre, Mons-en-Pevele og Arenberg-skoven, spiller altid en nøglerolle i løbet, der bevarer dets forbindelse til historien ved stadig at slutte på velodromen i Robaix, som var selve årsagen til løbets skabelse. I år skal der tilbagelægges 257,0 km, og i alt inkluderer løbet 29 pavéer med en samlet længde på 54,5 km. Sammenlignet med sidste år er distancen den samme, antallet af pavéer uforandret, og den samlede længde af brostene også uændret. Ændringerne er introduceret først i løbet og vil derfor næppe spille en nøglerolle. Fra sektor 23 efter 135,0 km er ruten således helt den samme som i 2018.

Som de fleste andre historiske løb, hvis navn udgøres af de oprindelige start- og målbyer, starter Paris-Roubaix ikke længere i den franske hovedstad. Nu om dage lyder startskuddet i Compiegne nord for den franske metropol, og herfra bevæger rytterne sig ad store, flade veje mod nordøst. Denne del af løbet er terrænmæssigt meget nem og har primært til formål at akkumulere træthed.

Taktiske overvejelser spiller imidlertid altid en nøglerolle. Det kan være helt afgørende at have en holdkammerat i udbrud, og historien viser, at tidlige udbrydere kan komme meget langt i dette løb - bare husk, hvordan Imanol Erviti kørte sig til top 10-placering i både Flandern og Roubaix i 2016r ved at være en del af morgenudbruddet, og hvordan Silvan Dillier sidste år blev en sensationel nr. 2. Derfor er den første time som regel en vanvittig krig i opskruet tempo, indtil den rette gruppe endelig kommer fri. Når det sker, får feltet den eneste chance i hele løbet for for alvor at trække vejret. Efterhånden som man nærmer sig dagens første pavé, der starter efter 96,5 km, indledes positionskampen imidlertid, farten går op, og herefter er det en næsten uafbrudt kamp for hele tiden at befinde sig forrest i feltet.

Som altid er første sektor Troisvilles, der har en sværhedsgrad på 2 stjerner ud af de maksimale 5. Blandt de første ni pavéer er det kun den anden, Briastre, og den fjerde, Quievy, der har fire stjerner, mens de øvrige er enten to- eller trestjernede. Historien viser, at disse tidlige brosten sjældent spiler en afgørende rolle, da de store hold hovedsageligt holder et jævnt tempo forrest i feltet, men den gradvise udskilning starter med det samme. Herfra sendes der konstant ryttere ud af bagdøren, indtil kun de stærkeste er tilbage.

Selvom denne del af løbet stadig kommer for tidligt til, at man kan angribe, kan den stadig spille en afgørende rolle. Løbet er som regel meget begivenhedsrigt på grund af de mange styrt og punkteringer, og når rytterne når frem til det første nøglepunkt, er én favorit som regel ramt af et større tilbageslag. I 2016 skete det store styrt, der endte med at afgøre løbet, også allerede her, og det forklarer, hvorfor man altid skal sidde fremme i det franske løb.

Den første store kamp starter som regel, når feltet nærmer sig Haveluy (4 stjerner), der indledes med 103,50km til mål. Det er en ganske svær passage, og det er som regel en lille spurt, der skal sikre, at man rammer brostenene i den bedst mulige position. Igen er det for tidligt for favoritterne at spille ud, men tidligere har det været en ganske lille gruppe, der er kommet ud på asfalten igen. I de seneste år har specielt Sky ofte øget farten markant på denne pavé.

Der sker som regel en regruppering efter Haveluy, men nu er krigen startet. Når den ender, er der således kun seks kilometer til den berømte Arenberg-skov (5 stjerner), løbets mest legendariske pavé. Det er her, den første store udskilning sker, og det er derfor en decideret massespurt, der leder frem til starten. Et styrt eller en punktering her betyder som regel enden på løbet, da der ikke er mange chancer for at komme tilbage efterfølgende. I de senere år er der imidlertid blevet kørt lidt mere konservativt i denne tidlige fase, og vi har set en ganske stor regruppering efter skoven. Alligevel viser favoritterne sig altid helt fremme uden at lave et decideret angreb, og når man kommer ud på den anden side, er det ofte en ganske lille gruppe, der er tilbage, inden regrupperingen finder sted. Den første alvorlige udskilning er altid sket her.

Umiddelbart efter Arenberg har favoritterne ofte ikke mange hjælperyttere, og inden der igen skabes lidt samling, er der masser af muligheder for at tikke af. Det åbner døren for det taktiske spil, der er en afgørende del af brostensløbene. I løbet af de næste syv pavéer har man en perfekt chance til at komme de store favoritter i forkøbet. Mange ryttere ved, at de ikke kan følge med, når stjernerne åbner op på de sværeste pavéer, men hvis man er foran, når de skaber udskilningen, kan man meget vel have sikret sig en billet til finalen. Derfor er denne fase som regel meget aggressiv med konstante angreb, og holdstøtte spiller en afgørende rolle for favoritterne. Samtidig sker der hele tiden udskilning bagfra.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Det er svært at sige, hvornår de store favoritter spiller ud igen, da det afhænger af mange forhold - herunder antallet af hjælperyttere, vinden og eventuelle udbrud - og der kan altid ske noget, når man ikke venter det. Det næste nøglepunkt er imidlertid som regel Mons-en-Pevele (5 stjerner), der indledes med 48,0 km til mål. Den er en af kun tre pavéer med den højeste sværhedsgrad og er det perfekte sted at skabe den næste store udskilning. Efter denne sektor har vi som regel kun en yderst eksklusiv gruppe af favoritter tilbage, og herfra er det et løb for de virkeligt hårde drenge.

De næste sektorer er betydeligt nemmere, men det betyder ikke, at løbet er mindre aggressivt. I stedet på at vente til Carrefour de l’Arbre tager mange af outsiderne ofte chancen for at angribe, specielt hvis favoritterne er relativt isolerede. I 2014 kørte en stærk gruppe med Tom Boonen, Geraint Thomas og Thor Hushovd eksempelvis væk allerede her og fik et ganske stort forspring, og det tvang Trek i defensiven i deres forsøg på at vinde med Fabian Cancellara. For tre år siden iværksatte Bradley Wiggins sin store offensiv i sit afskedsløb for Sky i denne fase, og i de seneste to år er Peter Sagan gået i offensiven allerede her.

I de sidste 30 km bliver det igen mere udfordrende, når man når frem til dobbeltsektoren bestående af Cysoing-Bourghelles (3 stjerner) og Bourghelle-Wannehain (3 stjerner), der indledes med bare 26,5 km til mål, samt den efterfølgende Champhin-en-Pevele (4 stjerner), der kommer 19,0 km fra stregen. Den helt afgørende sektor er imidlertid Carrefour de l’Arbre (5 stjerner), der indledes 16,5 km fra velodromen i Roubaix. De 2100 m brutale brosten har været rammen om nogle af de mest legendariske momenter i løbets historie. Dette er stedet, hvor de sidste angreb skal sættes ind, og bare i de senere år vil enhver cykelfan kunne erindre adskillige helt afgørende styrt. I 2015 meddelte arrangørerne, at pavéen nu er i så dårlig stand, at den næsten er lige så vanskelig som den legendariske Arenberg-skov.

Efter Carrefour de l’Arbre er der fortsat tre pavéer tilbage, men de er alle ret nemme og sjældent nok til i sig selv at gøre en forskel. Gruson (2 stjerner) kommer med 14,0 km til mål, mens Hem (3 stjerner) indledes 7,5 km fra stregen. Som noget nyt stillede man i 2017 barrierer op på sidstnævnte, og det tvinger rytterne til at køre på de vanskelige passager midt på vejen, hvorfor den nu har fået en højere sværhedsgrad. Den største risiko på disse brosten er risikoen for punkteringer, og mange vil huske, hvordan Johan Musseuw i sit sidste Roubaix blev ramt af defekt netop her. I stedet er det ofte en ganske lille bakke med ca. 5 km til mål, der har været det perfekte sted at iværksætte det sidste angreb.

På dette tidspunkt er der som regel ryttere spredt ud over det meste af Nordfrankrig, og fronten af løbet er ofte rammen om en hård forfølgelse mellem smågrupper eller enlige ryttere. Da trætheden nu for alvor har sat ind, forbliver tingene ofte, som de er, hele vejen til mål på den berømte velodrom i Roubaix. Hvis en lille gruppe stadig er samlet, er der imidlertid ofte tale om et interessant taktisk spil som i 2014, hvor Niki Terpstra udnyttede Quick-Steps kollektive styrke til at stikke af.

Umiddelbart inden man rammer velodromen skal rytterne henover den sidste pavé, der blev skabt for et par år siden som en hyldest til løbets eneste lokale vinder. Den er enstjernet og spiller overhovedet ingen rolle for selve løbet.

Rytterne slutter med at køre halvanden omgang på banen. Hvis der stadig er flere ryttere sammen, er det altid en vanskelig spurt, der afgøres af en kombination af fart, friskhed og baneerfaring i en afslutning, der er helt unik i cykelsporten. I spurten er der intet, der er som normalt, og som det senest var tilfældet i 2016, ser man ofte store overraskelser, når rytterne slås om sejen i cykelsportens vigtigste endagsløb. Hvis en rytter er alene, er de sidste meter på velodromen den smukkest tænkelige måde at fejre en fantastisk præstation, der med ét skriver den pågældende rytter ind i legenderne.

Trods den lange distance byder ruten på beskedne 1275 højdemeter.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Vejret

Støv eller mudder? Forskellen mellem en solrig og en regnfuld dag i Helvedet i Nord er kolossal. Hvis det har været tørt i et par dage, hvirvler støvet fra pavéerne op, og rytterne når velodromen i Roubaix med ansigtet dækket af et tykt lag. På regnfulde dage har man til gengæld fået nogle af de mest episke cykelløb og ikoniske billeder af ryttere, der er nået velodromen fuldstændig indsmurt i mudder, som får det til at ligne et cykelcross- mere end et landevejsløb.

Vi har imidlertid ikke haft et rigtigt mudderhelvede i adskillige år, og end ikke en erfaren mand som Fabian Cancellara kørte nogensinde Paris-Roubaix i regnvejr. Mange ryttere havde chancen for at teste sig selv på våde pavéer i 2014-udgaven af Tour de France, men intet tyder på, at de får en tilsvarende oplevelse i årets udgave af Helvedet i Nord. Det er nemlig længe siden, at det har regnet i Nordfrankrig, og alle pavéerne burde derfor være knastørre. Også søndag bliver smuk med en skyfri morgen og kun få skyer om eftermiddagen. Med en temperatur på bare 11 grader vil det dog som i resten af Nordeuropa være relativt køligt.

Også vinden spiller altid en nøglerolle i Paris-Roubaix, og i år har Nordfrankrig den samme kolde nordøstenvind, som vi også har i Danmark i øjeblikket. Den vil på søndag være jævn til frisk, og rytterne vil derfor have en pæn modvind på den første lette del. Ved starten på pavéerne får det mere karakter af sidemodvind, og da vinden i løbet af dagen drejer en anelse mere over i en østlig retning, vil det også have karakter af sidevind på flere strækninger. På stykket mellem Tilloy og Mons-en-Pevele burde der være sidemedvind, men derefter vil der være sidemod- og modvind det meste af vejen hjem. Der vil være sidemedvind fra Champin-en-Pevele hen til afslutningen på Gruson, men derefter vil det igen være sidemodvind frem til målet på velodromen i Roubaix.

Favoritterne

Søndagens løb er det sidste og største slag i en serie af løb, der alle er blevet domineret af de samme ryttere, og derfor ved vi nu, hvem der i form, og hvem der har haft en klassikersæson, de helst vil glemme. De fleste har imidlertid været på deres topniveau siden Milano-Sanremo, og derfor er trætheden begyndt at melde sig.

Derudover er Paris-Roubaix som sagt et helt anderledes løb end de flamske klassikere, og derfor er der variationer i listen over ryttere, der kan gøre det godt i de to typer begivenheder. Ryttere, der aldrig er med fremme i Flandern, kan spille en stor rolle i Roubaix, hvor de mere eksplosive typer har det meget vanskeligere på en dag, hvor det er den store motor, der er mest afgørende. Derudover skal man aldrig undervurdere holdtaktik i den nordfranske klassiker, og selvom de stærkeste oftest vinder i Roubaix, er 2011-, 2013- og 2014-udgaverne nylige eksempler på, hvordan den bedste rytter kan få det svært, hvis han er isoleret i finalen.

I de senere år har vi set, at løbet er blevet åbnet relativt tidligt. Sidste år leverede Peter Sagan et stort ridt, hvor han overraskede alle med en tidlig forcering, og også i 2017 var der tidlig aggression, inden Greg Van Avermaet kunne spurte sig til sejr i en lille gruppe. I 2016 var det et stort styrt, der betød, at det afgørende fremstød blev sat ind allerede inden Arenberg, hvorefter forhåndsfavoritterne Fabian Cancellara og Sagan var ude af billedet. Tidligere har også Cancellara og Tom Boonen leveret mageløse soloridt, og Roubaix er således et løb, der kan vindes med flotte offensiver.

Hvorvidt det vil gentage sig i år, er dog mere tvivlsomt. I de seneste år har vi nemlig haft søndenvind og dermed medvind, hvilket har givet nogle meget hurtige løb. I år er der til gengæld en ikke helt uvæsentlig nordøstenvind, og det vil give en blanding af mod- og sidevind og kun meget lidt medvind. Vinden kan dreje lidt over i en østlig retning, hvilket kan give basis for noget interessant sidevindskørsel, men grundlæggende vil der nok være så meget modvind, at det ikke er i år, vi skal vente os en gentagelse af Sagans soloridt fra sidste år. Særligt efter Mons-en-Pevele vil der hovedsageligt være sidemodvind.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Det betyder ikke, at løbet ikke vil være selektivt. Modvind eller ej, Paris-Roubaix bliver altid knaldhårdt, men i år kan vi måske vente os, at det bliver en relativt stor gruppe, der vil være samlet efter Mons-en-Pevele og derefter skal afgøre det på de sidste pavéer, herunder naturligvis særligt Carrefour de l’Arbre. Sidevindsstykket frem mod slutningen af Mons-en-Pevele kan forhåbentlig bruges til at skabe en første seriøs udskilning, men derfra kan det godt blive en anelse defensivt frem mod Carrefour de l’Arbre, hvor det sidste slag skal slås. Da der også vil være sidemodvind på stykket frem mod Roubaix, vil det således også være et år, hvor en god spurt bestemt ikke er at foragte, hvis man kan sidde med de bedste, når der åbnes op på pavéerne.

Sidste år var det store tema, hvordan man skulle knække Quick-Steps overtal, men den diskussion er mindre relevant i år. Helt som forudsagt viste Flandern Rundt nemlig, at holdet uden Terpstra slet ikke har samme styrke som i 2018, og selvom de sad med tre mand i finalen, skuffede alle deres kaptajner i søndags. Philippe Gilbert er blevet sat meget tilbage af sygdom, Zdenek Stybar forsvandt meget overraskende tidligt, efter at han var slået ud af det, der formentlig var den samme virus, Bob Jungels brændte sammen, og Yves Lampaert er stadig ikke stærk nok til de flamske klassikere. Kasper Asgreen var en sensation, men grundlæggende var det et skuffende Deceuninck-mandskab, vi så på hjemmebanen.

Til dette løb er de endda uden Jungels, og med Stybars og Gilberts helbredsproblemer hersker der stor usikkerhed. Heldigvis passer dette løb langt bedre til Lampaert, ligesom Asgreen nu også har gjort sig fortjent til en beskyttet rolle, men særligt usikkerheden om Stybars helbred betyder, at Deceuninck ikke længere stiller til start som de absolutte favoritter. Formentlig vil de denne gang køre et mindre kontrollerende og offensivt løb, hvor de forsøger at angribe med nogle af deres løjtnanter, specielt Asgreen, relativt tidligt, da de vil være usikre på, om deres kaptajner kan sidde med til sidst. Den strategi kan imidlertid også føre langt i Roubaix - bare spørg Silvan Dillier - selvom det er sværere i et år med modvind.

Det betyder også, at det er et mere åbent løb, hvor rivalerne vil være mindre intimiderede af Deceuninck og derfor mindre bange for at havne på bagkant i forhold til det belgiske storhold. Samtidig er det et historisk åbent løb, hvor der slet ikke er én entydig favorit. De to stærkeste fra søndagens løb, Alberto Bettiol og Mathieu van der Poel, er begge fraværende - og i øvrigt heller ikke så stærke på flade pavéer som på de flamske bakker - og blandt de øvrige så vi, at de var så jævnbyrdige, at der stort set ingen forskelle kunne gøres i et usædvanligt lidt selektivt Flandern Rundt. Det betyder også, at det kan blive en mere taktisk finale, hvor der kan være ganske mange vinderkandidater også sent i løbet, og det kan derfor vise sig at være en betydelig fordel at sidde med mere end én mand. Der er bare ikke specielt mange hold, der har den mulighed.

Løbets åbne karakter gør det også meget svært at pege på en soleklar favorit, men vi vil denne gang pege på Greg Van Avermaet som vores vinderbud. Mens alle andre ryttere har haft svingende præstationer gennem årets brostensklassikere, har belgieren som den eneste været blandt de absolut stærkeste gennem dem alle. Det startede med et Omloop, hvor kun Zdenek Stybar kunne følge ham på Muren og Bosberg, og det fortsatte med et E3, hvor det var ham, der skabte de to afgørende udskilninger på Paterberg og Tiegemberg. I søndagens Flandern Rundt var det også ham, der forcerede på både Kwaremont og Paterberg i finalen, så det på førstnævnte kun var Bettiol og på sidstnævnte kun Van der Poel, der kunne gå forbi. Van Avermaet var altså igen ubetinget en af de bedste, men han manglede det sidste for at gøre forskellen.

Van Avermaet har igennem hele sæsonen vist, at han igen nærmer sig niveauet fra jubelåret 2017, men hidtil er det kun blevet til en stribe sekundære placeringer. Med sin stabilitet har han da næsten også garanti for at køre finale på søndag, og selvom han i de første år skippede Roubaix, som han ikke troede var for ham, har han i de seneste år været blandt de allerstærkeste på de franske pavéer. Han sejrede i 2017, og derudover er det blevet til en 3. og to 4. pladser, og selv sidste år, hvor han slet ikke var på sit niveau, var han med i den stærke gruppe, der jagtede Sagan og Dillier.

Der er med andre ord ikke den store tvivl om, at Van Avermaet uden uheld vil finde vej til finalen, men spørgsmålet er, om han kan gøre det færdigt. Hans ulempe er naturligvis det svage hold, men det har historisk spillet en mindre rolle i Roubaix, hvor det oftest er de stærkeste, der står tilbage. Blandt dem synes Van Avermaet lige nu at have overhånden i et løb, han har lært at mestre. Samtidig ved vi, at han efter et hårdt løb kan overspurte de fleste øvrige favoritter - og selvom han kiksede lidt i spurten i de seneste løb, så vi så sent som i Omloop, at hans afslutterevner er intakte. Han har tillige altid været lynhurtig i den særlige banespurt i Roubaix, og den kombination af styrke og hurtighed er nok til, at vi tror på Van Avermaet som vinder af det, der ligner en meget åben og uforudsigelig klassiker.

Hans værste rival kunne meget vel være en af hans nære venner. For et par uger siden talte alle om Oliver Naesen, efter at den brølstærke belgier med en chokerende klatreindsats i Paris-Nice og en 2. plads i Milano-Sanremo viste sig at være i sit livs form. Den forsvandt imidlertid som dug for solen i E3 og Gent-Wevelgem, hvor han måske nok var blandt de bedste, men hvor han manglede de ekstra procent, der gjorde ham i stand til at sidde med de bedste på stigningerne. Det viste sig imidlertid hurtigt, at der var en naturlig forklaring, da Naesen efter sidstnævnte løb kunne meddele, at han var blevet ramt af bronkitis. Derfor fortsatte den lange serie af uheld, der har præget begge de to første klassikersæsoner, hvor han har været i stand til at køre med på højeste niveau.

Naesen havde derfor heller ikke de store forventninger til Flandern Rundt, men selvom han følte sig stærkt begrænset af sin sygdom, kørte han et fremragende løb. Han var endda en af de fire bedste på dagens sidste stigning, Paterberg, hvilket er ganske imponerende for en mand, der bestemt ikke var på 100%. I mandags lagde han endelig sin antibiotika på hylden, og dermed burde der være basis for, at det er en knivskarp Naesen, der kører til Compiegne på søndag.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Er det tilfældet, er der grund til bekymring. Naesens bedste resultater i Roubaix er måske bare en 12. og en 13. plads, men det siger intet om hans reelle styrke. Tværtimod var han i 2017 måske løbets bedste mand, da han på en dag, hvor han blev ramt af en hel endeløs serie af punkteringer og styrt tilbragte hele dagen med at jagte, indtil han alligevel pludselig ud af det blå dukkede op i finalen. Her slog lynet igen ned i form af punktering nr. 117, men hans præstation den dag var ganske enkelt mageløs. Sidste år var han ramt af uheld i alle forårets løb, og det gjaldt naturligvis også i Roubaix, og derfor har Naesen aldrig haft chancen for at vise, hvad han virkelig kan. Det får han forhåbentlig i år, hvor alt peger i retning af, at han er bedre end nogensinde. Og med de spurter, han i år har kørt i Sanremo, Gent-Wevelgem og senest Flandern Rundt, ligner han en mand, der kan slå selv de hurtigste på velodromen i Roubaix.

Frem mod Flandern Rundt lignede Wout van Aert en mand, der endnu ikke havde fundet sin grænse. Den fandt han imidlertid i søndags, hvor han åbent måtte indrømme, at tanken var tom på Kwaremont og Paterberg i finalen. Alligevel lykkedes det ham at være blandt de allerbedste, og selvom han ikke havde kræfter til at spurte i Oudenaarde, var han på bakkerne en af de stærkeste. Det bekræfter blot den forrygende form, han har haft, siden han kørte sig til en flot 3. plads i Strade Bianche, og som han flugte op med i E3, hvor han aldrig lignede en mand i problemer, og i Gent-Wevelgem, hvor han var den eneste, der kunne følge Zdenek Stybar på Kemmelberg.

Man kan måske frygte, at formen er en smule i tilbagegang, men det kan også bare være, at Flandern Rundt ganske enkelt blev en anelse for hårdt. Heldigvis kan han glæde sig over, at Paris-Roubaix i teorien burde passe endnu bedre til hans enorme dieselmotor. Van Aert er nemlig ikke voldsomt eksplosiv, men han har en enorm råstyrke og udholdenhed, der gør ham som skabt til dette løb. Han fik da også en fornem debut i 2018, hvor han sad med de bedste bag Sagan, indtil en dum punktering satte ham ud af spillet.

Modsat Naesen og Van Avermaet har Van Aert faktisk også et ret bredt hold, hvor særligt Mike Teunissen bør kunne sidde hos ham dybt inde i finalen. Også Danny Van Poppel kan komme ganske langt, Maarten Wynants har altid gjort det hæderligt i dette løb, og talentfulde Taco van der Horn synes endelig at finde lidt form. Det kan betyde, at han ikke ender på bagkant, og da han samtidig i år har spurtet bedre end tidligere, ikke mindst i E3 og Sanremo, vil han også kunne gøre arbejdet færdigt på velodromen, ikke mindst efter et hårdt og slidsomt løb. Derfor er der gode chancer for, at han får oprejsning efter søndagens skuffelse.

Et af cykelsportens store mysterier er, hvorfor Alexander Kristoff aldrig har opnået bedre resultater i dette løb. Al logik tilsiger nemlig, at det burde være den brostensklassiker, der passer ham allerbedst, men alligevel har han ifølge eget udsagn aldrig haft en god følelse i Roubaix. Bedste resultat er således en 9. plads, og selvom en hel serie af uheld også er en god del af forklaringen, søger nordmanden stadig efter en løsning, der kan give ham mulighed for at indfri det potentiale, han burde have på de nordfranske pavéer.

I år står han imidlertid bedre end længe. Han er måske endnu ikke på samme niveau som i jubelåret 2015, hvor han vandt alt, hvad han rørte ved - men selvfølgelig oplevede en af sine eneste dårlige dage netop i Roubaix - og lige siden Oman har det været tydeligt, at Kristoff i år har været bedre kørende end i de sidste mange år. Den ultimative bekræftelse kom i Flandern Rundt, hvor han for første gang siden 2015 kunne sidde med de allerbedste på stigningerne, og selvom han tilhørte det tynde øl, fik de aldrig skovlen under ham.

I teorien burde Kristoff med sin rå power og relativt store statur besidde alle de nødvendige egenskaber til dette løb. Ikke mindst er han jo kendt for sin enorme motor, og det er som bekendt det absolut vigtigste våben i dette løb. Samtidig har han i Sanremo, Wevelgem og Flandern Rundt igen understreget, at der formentlig ikke er nogen, der i en spurt efter 250 km når ham til sokkeholderne, og han har derfor det privilegium, at han i teorien bare skal hænge på. Til gengæld så vi også i søndags, at hans svage hold er et problem, og han kan mangle en mand til at hjælpe med at kontrollere finalen. Man kan håbe, at Ferfando Gaviria kan overraske i sin debut, men motoren rækker formentlig ikke hele vejen for den talentfulde colombianer. Derfor bliver det til sidst op til Kristoff selv, men han har vel aldrig tidligere haft så god en chance for at kunne ende i en position, hvor han kan spurte om sejren i Roubaix. Kombinationen af superform og det første modvindsløb i flere år kan gøre søndag til en norsk festdag.

Sidste år lykkedes det endelig Peter Sagan at vinde den klassiker, han allerhelst ville have på sit flotte generalieblad, og det skete efter en fornem offensiv, som tog alle på sengen. Slovakken var nemlig kommet til løbet efter et skidt, skidt forår, hvor han efter et skuffende E3 dog havde rejst sig med en lovende indsats i Flandern Rundt. Det skulle vise sig, at det hele var en del af en stor masterplan, der alt sammen havde til formål at toppe formen i Roubaix, og derfor kunne man have en mistanke, om at slovakken i år har haft de samme planer. Også i 2019 har forårssæsonen nemlig været forfærdeligt for den tidligere verdensmester, der har ledt efter formen, lige siden han blev syg forud for Tirreno-Adriatico. Det har hans træner, Patxi Vila, imidlertid afvist, og holdet har åbent erkendt, at intet er gået efter planen i det, der ligner Sagans svageste klassikersæson længe.

Formodningen om, at Sagan med sin klasse kunne rejse sig til Flandern Rundt, blev nemlig også gjort til skamme, og var det ikke for hans status, var der vel næppe nogen, der havde opdaget, at han var med i løbet. Den slovakiske mester kunne nemlig ikke gøre andet end at hænge på, og heller ikke i spurten kunne han gøre nogen forskel. Med en klassikersæson, der i år strækker sig helt til Liege, har han heldigvis stasig tre skud i bøssen, men det står klart, at Sagan er i et kapløb med tiden for at nå at finde formen.

Læs også

ColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende

Heldigvis siger al logik, at han burde blive bedre og bedre, og han var da også synligt stærkere i Flanden Rundt end i E3. Spørgsmålet er bare, om han når at finde sine bedste ben inden Roubaix. Det ligner en umulighed, men det betyder ikke, at han ikke kan vinde. Sagan er nemlig en klasserytter, der efterhånden også har lært at køre finalerne smart og konservativt, og det er det, der skal til, hvis han skal vinde med den nuværende form. Samtidig bakkes han op af et af de stærkeste hold, og selvom hverken Daniel Oss eller Marcus Burghardt ikke har fundet det vanlige niveau, kan han håbe, at han kan sidde i en position, hvor de kan hjælpe ham med at spare sig så længe som muligt. Vi skal ikke vente os en stor offensiv ligesom sidste år, men kan Sagan sidde med hjem til en spurt, vil han altid være farlig. Samtidig kan de manglende resultater være en fordel. I år vil han nemlig ikke være alles fokuspunkt, og rivalerne vil være mindre bange for at slæbe ham med til finalen. Det vil alt andet lige gøre betingelserne en anelse lettere, også selvom Paris-Roubaix passer ham langt dårligere end Flandern Rundt, hvor hans punch på bakker er hans bedste våben. Det samme vil modvinden, der gør hans spurt til et langt mere effektivt våben. Sagan viste sidste år, at han kan finde formen ud af det blå, og derfor skal man bestemt ikke udelukke, at det bliver til et titelforsvar, selvom det lige nu ser svært ud.

2019 så ud til at skulle blive det store år for Zdenek Stybar. Med de flotte sejre i Omloop og E3 havde han sikret sig en rolle som Deceunincks plan A i årets to brostensmonumenter, og med suveræn kørsel på stigningerne i E3 og ikke mindst Gent-Wevelgem havde han indskrevet sig som en af de helt store favoritter til Flandern Rundt. Derfor kom det også som et chok for de fleste, da den ellers så formstærke tjekke allerede tidligt sejlede agterud i det flamske monument og derefter overlod det til Kasper Asgreen at forhindre den store katastrofe for det belgiske superhold.

Siden er det kommer frem, at Stybar allerede om torsdagen var blevet syg, og meget tyder på, at han er blevet ramt af den samme virus, der har lagt Philippe Gilberts forår i ruiner. Det gør også hans muligheder i søndagens løb meget usikre, og han vil tage til Compiegne som outsider mere end favorit.

Er han på toppen, er han imidlertid livsfarlig. Ikke blot er han bakket op af det stærkeste mandskab, der burde stå stærkere i Roubaix, hvor Yves Lampaert er en væsentligt stærkere faktor end i Flandern. Det øger chancerne for, at de igen kan udnytte deres berømte overtal og måske med tidlige angreb give Stybar en taktisk fordel i forhold til andre favoritter. Løbet passer ham i hvert fald glimrende, for selvom logikken egentlig tilsiger, at han burde stå stærkere på de flamske bakker, bevidner hans to 2. pladser samt hans tre øvrige top 10-placeringer, at han er en sand mester på Roubaix’ toppede brosten. Samtidig viste han i E3, at han ikke længer behøver at frygte en spurt efter et hårdt løb, og han har da også tidligere kørt godt i den specielle sprint på de skrå, nordfranske brædder. Derfor afhænger alt af helbredet. Er han på toppen, er formstærke Stybar livsfarlig i et år, hvor han aldrig har været bedre.

I årene 2014 og 2015 var John Degenkolb ubetinget verdens bedste rytter på de flade pavéer. Ganske vist blev han i det første år overrumplet af Quick-Steps overtal, men i de to år var der ingen, der havde held til at køre fra den brølstærke tysker på de toppede brosten. Desværre har den uheldige Degenkolb aldrig været sig selv igen siden det grimme træningsstyrt i januar 2016, og det kræver ikke mange blik på hans resultater fra de seneste sæsoner at forstå, at Degenkolb er en helt anden rytter end i tiden op til det ærgerlige styrt.

Sidste år var der ellers håb om en genopstandelse. Degenkolb tog en af sæsonens mest følelsesladede og smukkeste sejre, da han atter tæmmede de nordfranske brosten og krydsede stregen først på den frygtede Roubaix-etape i Touren. Da han i samme løb også spurtede bedre i en mange år, var der kortvarigt lys for enden af tunnelen. Desværre har denne klassikersæson igen bragt ham ned på jorden, og i de flamske løb har Degenkolb ikke været spor tættere på de bedste, end han var for 12 måneder siden. Selvom han endte som nr. 2 i spurten senere på dagen, var det særligt tydeligt i Gent-Wevelgem, hvor han i det stærke udbrud var en af de første, der måtte slippe på Kemmelberg, og heller i Flandern Rundt var han i nærheden af de bedste.

Heldigvis er Paris-Roubaix et helt andet løb. Selv ikke i sin storhedstid var Degenkolb nogensinde i nærheden af sejren i de flamske løb, hvor han ganske enkelt er for tung til de stejle hellingen. Helt anderledes ser det ud på de flade pavéer, hvor han i gamle dage har en power som få. Den har han ikke længere, men han viste i Touren sidste år, at han stadig kan være en faktor i dette løb, hvor han altid har den luksus, at han ligesom Kristoff kan stole på sin spurt. I Wevelgem viste han nemlig, at han stadig er en stærk afslutter efter 250 km - et speciale, han altid har mestret - og det er formentlig kun nordmanden, han for alvor skal frygte på de sidste meter.

Spørgsmålet er bare, om han kommer så langt. Her må man desværre stadig have sin berettigede tvivl, men umuligt er det ikke, slet ikke i et år med modvind. En stor fordel er det i hvert fald, at Trek stadig på papiret har et stærkt hold, også selvom de har skuffet i de seneste løb. Særligt begynder Jasper Stuyven endelig at ligne sig selv igen, og kan de sidde med et par mand i finalen, kan man ikke udelukke, at Degenkolb igen kan vise sin gamle power og havne i en situation, hvor han med sin gode spurt kan sikre sig chancen for atter at hæve Roubaix-brostenen mod den nordfranske himmel.

Katusha havde et helt igennem forfærdeligt 2018, men et af de meget få lyspunkter kom en søndag i april. Her lykkedes det muskelbundtet Nils Politt i sit blot tredje Paris-Roubaix at blive nr. 7 og dermed blive endnu et eksempel på, hvordan ellers ret anonyme muskelbundter i kraft af deres enorme power altid kan være med fremme i Roubaix. Det er nu ikke, fordi Politt fortjener betegnelsen anonym. Han har nemlig altid været et stort talent, men hans karakteristika som rytter gør bare, at han oftere ender som arbejdsmand end som manden øverst på podiet.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

I Roubaix kommer de egenskaber imidlertid til sin ret, og det er endda en langt stærkere Politt, vi ser denne gang. Allerede sidste efterår viste han stor fremgang, da han i Deutschland Tour nærmest udviklede sig en hel letvægter på de eksplosive stigninger og endte med både at vinde en etape og slutter som nr. 2 samlet. Samtidig viste det tyske løb en helt ny side af hans talent, da han i de mange spurter i små grupper ganske overraskende viste sig som en af de hurtigste.

Den fremgang har han bygget videre på i et 2019, der ellers igen har været helt til rotterne for det ellers så velpolstrede tidligere storhold. Han lagde ud med at blive nr. 2 på enkeltstarten i Paris-Nice, hvor han igen gjorde brug af sin enorme power, og han kommer til løbet med sine hidtil bedste præstationer i de flamske klassikere. Ganske vist har han hængt på som det tynde øl på de flamske stigninger, men alene det forhold, at han har siddet med i front på bakker, der slet ikke passer den tunge tysker, vidner om stor form. Samtidig har han kørt nogle fremragende spurter i både E3 og Flandern Rundt og dermed vist, at det nyfundne sprintertalent reelt har noget på sig.

Nu kommer så det løb, der passer ham allerbedst. Politt er indbegrebet af en god Roubaix-rytter, nemlig en brølstærk type, der bare bliver bedre og bedre, når alle andre falder fra. Hans rutine er stadig begrænset, og han har desværre ikke altid kørt de taktisk mest begavede løb - mange vil huske en vis, efterhånden legendarisk Paris-Nice-etape fra sidste år - men hvis det alene handler om råstyrke efter 250 km kommer Politt langt. Det svage Katusha-hold er naturligvis et problem, men han bakkes op af en efterhånden velkørende Jens Debusschere, der to gange har været i top 10. Først og fremmest er det dog Politt selv, der skal tænde motoren og håbe på et episk løb, der slider alle ned til sokkeholderne. Det bliver måske lidt svært at få på en dag med modvind, men bliver det knaldhårdt, ved vi også, at Politt med sin spurt kan gøre det færdigt på velodromen. Man kunne næsten ønske Katusha-mandskabet for en gangs skyld ikke at skulle gå slukørede til køjs.

Forud for sæsonen var der megen snak om, at Yves Lampaert skulle være klar til at overtage Niki Terpstras position i de store brostensklassikere. Det var nu en ganske naiv forventning til en tung fyr, der aldrig har været i nærheden af at matche de allerbedste på de stejle, flamske hellingen. I Paris-Roubaix forholder det sig til gengæld helt anderledes. Lampaerts force er nemlig hans power, ikke hans klatreevner, og mange vil helt sikkert huske, hvordan han som helt ung i 2015 var lige ved at snyde dem alle i en dramatisk finale, hvor han til sidst endte med at køre for kaptajn Stybar i den lille gruppe, der spurtede om sejren på velodromen.

Siden dengang er det ikke gået helt så godt, men Lampaert har stadig alle de egenskaber, der skal til for at skabe en god Roubaix-rytter. Det er i hvert fald ikke mange, der kører om sejren i sin blot anden udgave, og i dag er det en langt stærkere Lampaert, end det var for fire år siden. I dette forår lagde han faktisk også ud som lyn og torden, og selvom han lidt som forventet kom til kort i de flamske klassikere, endte han med at køre sit hidtil bedste Flandern Rundt. Han har ikke helt fundet den form, han drømte om, men niveauet er højt, og som del af Deceuninck-mandskabet har han nogle taktiske muligheder, ikke mange andre har. Håbet må være, at han sammen med sine holdkammerater med offensiv kørsel kan tvinge de andre i defensiven, og det vil brølstærke Lampaert være klar tul at udnytte. Da han samtidig er en ganske habil afslutter, er det bestemt ikke umuligt, at det vil være Lampaert, der giver Deceuninck den Roubaix-sejr, de nu har hungret efter i ganske mange år

Efter 5. pladsen i Flandern Rundt i 2015 var der enorme forventninger til Tiesj Benoot i dennes debut i Flandern Rundt. Et styrt betød imidlertid, at det aldrig blev til noget, og da han efterfølgende havde uheld igen i 2016 og samtidig viste forbedrede klatreevner, valgte han siden at droppe det franske løb til fordel for ardennerklassikerne. Sidste år indså han imidlertid, at det var umuligt at holde formen over så lang en periode, og derfor vender han i år tilbage til Roubaix for første gang siden 2016 på bekostning af de kuperede løb senere på måneden.

Desværre har de flamske løb også vist, at Benoot i år ikke har fundet den superform, der sidste år gjorde ham til en af de klart stærkeste i de nordlige klassikere. Tværtimod har han haltet en smule efter gennem det meste af sæsonen, men nu synes der heldigvis langsomt at være kommet hul igennem. Først viste han sig brølstærk i Dwars door Vlaanderen, hvor det kun var Bob Jungels, der kunne følge hans flotte angreb på Knokteberg, og selvom han ikke havde sine 2018-ben, var han i Flandern Rundt tættere på de bedste, end han var i E3.

Formen er altså i fremgang, og der er derfor grund til at tro, at Benoot vil være endnu skarpere den kommende søndag. Spørgsmålet er bare, hvordan løbet passer ham. På den ene side burde det være til hans fordel, at løbet er knap så eksplosivt, og at han i stedet kan lukrere på den enorme motor, der altid har været hans store styrke. Omvendt er han en bedre klatrer end stort set alle de øvrige favoritter, og man kan frygte, at han ikke helt har samme power som de bedste, når der for alvor skal trædes til i fladt terræn.

Benoot har imidlertid en anden fordel: hans hold. Jens Keukeleire har ikke været bedre i mange år, og Lotto var i søndagens Flandern Rundt et af de få, der faktisk havde mere end én mand i finalen. Af de to var Benoot den stærkeste, og det vil han formentlig også være den kommende søndag. Til gengæld har han det problem, at han trods en hæderlig spurt ikke kan regne med at slå mange af de andre favoritter på velodromen. Derfor skal han og Lotto skabe en overtalssituation, hvor de kan angribe på skift, men det er bestemt heller ikke umuligt. Og lykkes det, kan Benoot sagtens ende med alligevel at redde en indtil nu ikke alt for opløftende klassikersæson for det belgiske mandskab.

Læs også

Følg en vild onsdag med stejle mure i både Italien og Belgien

I Belgien er der mange, der holder vejret. Det skyldes, at et af landets absolutte topnavne, Sep Vanmarcke, befinder sig i et kapløb med tiden i et forsøg på at nå at finde formen inden søndagens store slag. I en generelt trist sæson blev stakkels Vanmarcke nemlig sat ud af spillet, allerede inden klassikerfesten var begyndt, da han i E3 ramte asfalten kort inden de første væsentlige stigninger. Det kostede et beskadiget knæ og en uge nærmest uden træning, og Vanmarcke regnede derfor slet ikke med at spille nogen rolle i Flanden Rundt.

Sådan gik det imidlertid ikke. Belgieren overraskede sig selv ved at være en nøgleaktør i finalen, hvor han først angreb og siden med en stor føring frem mod Kwaremont iscenesatte Bettiols afgørende angreb. Det har givet ham en vis selvtillid inden Roubaix, og efter onsdagens Scheldeprijs meldte han da også om ganske gode ben.

Alligevel må man frygte, at løbet kommer for tidligt. Paris-Roubaix er ikke et løb, man vinder på halv kraft, og Vanmarcke er helt sikkert ikke på toppen. Omvendt vidner en resultatliste, der tæller en 2., en 6., en 11. samt to 4. pladser om, at der ikke er mange, der har Vanmarckes klasse og stabilitet på de nordfranske pavéer. Et solidt Tirreno indikerede da også, at Vanmarcke var ganske velforberedt til klassikerne, og den gode form kan trods alt ikke være helt forsvundet. EF kommer i år med et af de stærkeste mandskaber, hvor han kan regne med sammen med Sebastian Langeveld igen at sidde med mere end et kort i finalen. Kombineret med den ganske hæderlige afslutning, som han senest stillede til skue, da han i februar vandt en spurt i Haut-Var, stiller det ham ikke helt dårligt, hvis EF kan udnytte et eventuelt overtal på samme fornemme måde, som de gjorde i søndags.

En hel cykelverden spærrede øjnene op i søndags, da Kasper Asgreen kørte sig til en sensationel 2. plads i sit første Flandern Rundt. Helt ud af det blå kom det nu langt fra. Man skal ikke have set mange af Asgreens klassikere i denne sæson for at vide, at hans potentiale i de brutale brostensløb er enormt. Allerede i Kuurne viste han klassen, da han med lethed kørte op til alle stjernerne på Kwaremont, og siden da har han imponeret så meget i alle sine løb, at han kørte sig til en plads på sportens superhold nr. 1 til det løb, der betyder allermest for manager Patrick Lefevere.

Alligevel var forventningerne beherskede, for Asgreen var alene tiltænkt en hjælperrolle. Det var da også den opgave, han loyalt udførte gennem hele løbet, men af uransagelige årsager virkede træthedens logik bare ikke på danskeren. Hver eneste gang, at han burde være faldet fra, dukkede han igen op til overfladen, inden Jungels med et smart træk lod ham få et hul, der sikrede ham 2. pladsen. Dermed dokumenterede han også med fynd og klem, at hans enorme motor gør ham skabt til de store monumenter, hvor alle andre slides ned.

På den baggrund burde det tå og brutale Paris-Roubaix også passe ham endnu bedre, men man skal også huske at bevare benene solidt plantet i den danske muld. Det er trods alt hans debut i et af sportens sværeste og mest specielle løb, og heller ikke denne gang kommer han til løbet som kaptajn. Omvendt er det også givet, at han kommer til at få en langt mindre selvopofrende rolle end i søndags, og Deceuninck vil utvivlsomt forsøge at spare ham og bruge ham som en joker igen. En oplagt opgave kunne være atter at lade ham dække de mange angreb, der kommer efter Arenberg-skoven, hvor Deceuninck utvivlsomt har tænkt sig at forsøge igen at skaffe sig en taktisk fordel ved at have en mand med i front. Vi så i søndags, at et sådant scenarium passer Asgreen perfekt, for når først motoren er varm, er den ikke sådan at stoppe. Det vil være urimeligt at forlange en lignende præstation igen, men omvendt er det langt fra umuligt. Asgreen var i hvert fald en af de klart stærkeste for en lille uges tid siden, og har han samme ben igen denne gang, ligner han måske det bedste bud på en mand, Deceuninck kan bruge sin våben i deres overtal.

For nogle år siden brokkede Patrick Lefevere sig højlydt over, at det ikke var lykkedes ham at få Sebastian Langeveld til sit suveræne Quick-Step-hold. Det var bestemt ikke uden grund. Den tidligere hollandske mester vandt nemlig Omloop Het Nieuwsblad som ganske ung, og i de første år var han konsekvent med fremme i de fleste store brostensløb. Desværre er det siden da gået i den forkerte retning, men ved enkelte lejligheder har han vist klassen. Mest tydeligt i erindringen står det, at han for bare to år siden blev nr. 3 i dette løb, og det er da også de flade pavéer i Nordfrankrig, der er bundsolide Langevelds store styrke, hvilket yderligere en 7. og en 8. plads vidner om.

I 2018 lykkedes det aldrig Langeveld at finde formen, men sådan har det ikke været i 2019. Her har hollænderen igen lignet sig selv og været med fremme i alle de store flamske løb. Hans mangel på punch gør ellers, at bakkerne i Flandern ikke er hans foretrukne terræn, og han må derfor se frem til søndagens løb, hvor hans power og udholdenhed virkelig kommer til sin ret. I lyset af Vanmarckes trængsler er han nu endda EFs mest sikre kort, og sandsynligheden for, at han kører finale, er meget stor. Problemet er bare, at Langeveld ikke ejer skyggen af spurtstyrke, og hans eneste chance for at sikre sig brostenstrofæet er at komme alene til velodromen. Det er altid en svær sag og vil formentlig kræve lidt held og timing i et taktisk spil, og i den sammenhæng må ønskescenariet være, at han og Vanmarcke til slut kan sidde sammen i en lille gruppe. Her vil Langeveld stadig være lidt af en underdog, og det kan han måske udnytte til at fortsætte EFs drømmesæson ved også at vinde årets tredje monument.

Treks forår har som sagt været lige til glemmebogen, men som nævnt tidligere er Paris-Roubaix heldigvis det løb, der passer dem bedst. Det skyldes ikke kun Degenkolb, men også Jasper Stuyven, der med en 4. og 5. plads har vist, at han er skabt til franske pavéer. Efter et uhyre stabilt 2018, hvor han var bedre end nogensinde, tilsagde alt da også, at han stod foran sit store gennembrud i 2019, men siden et styrt i Algarve og sygdom i åbningsweekenden har han ligesom resten af Trek-mandskabet desperat ledt efter formen gennem hele foråret.

Læs også

37-årig etapevinder rørt over sejr

Nu er der imidlertid lys for enden af tunnelen. I Flandern Rundt så han langt bedre ud end tidligere, og selvom han stadig er en skygge af den rytter, der sidste år kørte i top 10 i stort set alle store endagsløb på denne tid af året, er han helt sikkert i fremgang. Formodningen må derfor være, at han vil være endnu bedre den kommende søndag, men spørgsmålet er bare, om også det løb kommer for tidligt. Det har vi stadig til gode at se, men han kan i hvert fald glæde sig over, at han altid har været bedst i netop det løb, også i den skuffende 2017-sæson, hvor hans gode ben kom netop til Helvedet i Nord. Sammen med Degenkolb og måske også Mads Pedersen og Edward Theuns har han i hvert fald taktiske muligheder, og kombinerer man hans fine spurt med udsigten til modvind, er det måske slet ikke helt umuligt for Stuyven at redde sit forår i allersidste øjeblik.

Hvad i alverden skete der med Matteo Trentin i søndags? Efter et år, hvor den eneste garanti i snart sagt ethvert cykelløb har været, at europamestertrøjen har været med helt i front, brændte den ellers pålidelige italienske maskine pludselig sammen, og mange bemærkede slet ikke, at han forsvandt fra frontgruppen påfaldende tidligt. Trentin har ikke selv ledt efter dårlige undskyldninger, men har ganske ærligt fortalt, at han ikke havde benene til at være med i front.

Det er naturligvis urovækkende. Duracell-kaninen Trentin har nemlig været med i front i næsten alle sine løb, siden han i begyndelsen af februar sejrede i sæsonens allerførste linjeløb. Siden da er det blevet til et hav af sejre, men det må også have slidt på batterierne at have haft så heftigt et løbsprogram. Trentin har stort set ikke haft bare en lille pause siden Valencia for mere end to måneder siden, og det er meget nærliggende at tilskrive hans skuffende resultat i søndags, at motoren efterhånden er ved at være kørt tør.

Defor stiller Trentin da også til start med mere usikkerhed end selvtillid, men det betyder ikke, at han skal afskrives. Dertil har hans resultater og styrke været for gode, og det kan ikke udelukkes, at der blot var tale om en enkelt offday. Måske vil usikkerheden om formen anspore ham til mere defensiv kørsel, og det er slet ikke dumt for en mand, der burde have spurten som sit stærkeste våben. Resultaterne i Roubaix er begrænsede, men han har i Touren vist, at det mere skyldes uheld end manglende evner. Med udsigt til modvind kan det derfor alligevel ikke udelukkes, at Trentin havner i en situation, hvor han kan spurte sig til et godt resultat.

Efter nogle lidt halvsløje år måtte Jens Keukeleire sande, at han forsvandt fra de flestes radar, ikke mindst efter et sygdomsramt 2018. I år har han imidlertid været måske bedre end nogensinde. Lige siden E3 har han i hvert fald været med i front, og i søndags kørte han sit vel hidtil stærkeste Flandern Rundt. Det må give ham motivation forud for et løb, hvor han for bare to år siden var med i den gruppe, der spurtede om sejren, og for første gang i mange år kan Lotto Soudal gå til løbet med to meget stærke kort i ham og Benoot.

Det har dog også stået klart, at Keukeleire ikke helt har været på niveau med de allerbedste, og for at vinde skal han derfor formentlig udnytte sine taktiske muligheder optimalt. Vi har i hvert fald i år set, at han slet ikke længere kan regne med sin engang ellers så gode spurt, og det er derfor med offensiv kørsel, at han skal sikre sig sejren. Her må nøglen være at gribe løbet offensivt og opportunistisk an og skabe en situation, hvor han og Benoot ligesom i Flandern Rundt kan sidde som et af kun få hold med flere kort at spille. Målet må herefter være at udnytte den taktiske fordel og komme fri sammen med nogle af de knap så hurtige folk. Det har før givet outsidersejre i Roubaix, og Keukeleire har vist, at har evnerne til at gentage den kunst.

Philippe Gilbert har altid været bevidst om, at Paris-Roubaix ikke just var hans løb, og derfor skippede han efter debuten i 2007 altid det nordfranske løb. Drømmen om at vinde sportens fem monumenter fik ham imidlertid til i 2018 at vende tilbage for første gang i 11 år, og selvom det blot blev til en 15. plads efter en ret anonym indsats, er det stadig den motivation, der driver ham denne gang. Desværre er det også en svækket Gilbert, der stiller til start, efter at sygdom tvang ham til at udgå af både Dwars door Vlaanderen og Flandern Rundt - faktisk hans første DNF i et monument i mange år - og selvom han nu er raskmeldt, virker det svært usandsynligt, at Gilbert vil være blot tæt på sit højeste niveau.

Bedre bliver det ikke af, at Paris-Roubaix ikke uden grund aldrig var en fast del af Gilberts løbsprogram. Hans force er nemlig hans punch og klatrestyrke, ikke power på flad vej. Løbet passer ham der for langt fra optimalt, og det er en begivenhed, han kun kan vinde via taktisk snilde og sin enorme erfaring. Lettere bliver det bestemt ikke af, at hans form altså er yderst tvivlsom, og derfor kunne man fristes til slet ikke at nævne ham. Det vil bare alligevel være en fejl, for sætter man en flerfoldig monumentvinder med enorm erfaring ind på sportens stærkeste mandskab kan meget ske. Gilbert ved nemlig godt, at han ikke vinder ved at afvente favoritterne, men han viste i Flandern Rundt for to år siden, at han ikke er bange for at opsøge heldet og de gunstige situationer med offensiv kørsel. Det lader sig særligt gøre, fordi han og Deceuninck har nogle taktiske muligheder, andre ikke har. Derfor skal man altid passe på med helt at afskrive manden, der trods alt har vundet tre af sportens fem monumenter.

Sky havde udsigt til et stort og spændende forår med et af de bredeste mandskaber, men sådan er det slet ikke gået. Styrt i det tidlige forår har sat deres guldfugl Gianni Moscon så langt tilbage, at han allerede har blikket rettet mere mod Giroen end mod søndagens løb. Heldigvis har de stadig et par kort at spille, ikke mindst Luke Rowe . Den stærke waliser har igen i år i både Paris-Nice og Gent-Wevelgem dokumenteret, at han er en af verdens absolut bedste sidevindsryttere, og han har generelt kørt som en motorcykel igennem hele sæsonen. Trods lyspunkter i Gent-Wevelgem har han imidlertid skuffet i de flamske klassikere, og senest fik han sig lidt af en mavepuster i Flandern Rundt i søndags.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Heldigvis er Rowe ikke just en klatrer, og han burde være langt mere komfortabel i Roubaix end på de flamske hellingen, hvor han lider under manglen på punch. Han kørte sig da også til en 8. plads på velodromen for et par år siden, og en serie af uheld har betydet, at han ikke for alvor har haft en reel chance siden da. I år synes han at være endnu bedre forberedt end tidligere, og selvom han har været svingende, ved vi, at den Rowe, vi så i Paris-Nice, bør være farlig i dette løb. Til gengæld har han det problem, at han ikke just er nogen Groenewegen, og derfor skal han formentlig alene til stregen for faktisk at vinde løbet.

I den sammenhæng kan det være nyttigt, at Sky har flere optioner. Mens Moscons form stadig er haltende, viste Dylan Van Baarle allerede i Coppi e Bartali, at han har fundet formen overraskende hurtigt efter styrtet i Omloop. Det fulgte han op med et flot og offensivt Flandern Rundt i søndags, og noget tyder på, at han stille og roligt nærmer sig sin bedste form.

Det burde være ganske lovende. Van Baarle har nemlig i år lignet en helt ny rytter, efter at han i de australske løb i januar chokerede en hel cykelverden ved på stigningerne at blande sig med alle klatrerne. Desværre bragte hans styrt en ende på det momentum, men der er fortsat håb om, at 2019 kan blive året, hvor Van Baarle tager det næste skridt på vejen mod toppen. År efter år har han med sin opportunistiske kørsel spillet hovedroller i finalen af Flandern Rundt, og det gjorde han altså igen i søndags. Det er også denne taktisk, der i Roubaix skal føre ham langt, for man skal ikke regne med at se ham køre fra de store favoritter. Hans begrænsede spurtstyrke er da også et problem, men han har tidligere vist, at offensiv kørsel kan være en genvej til en top 5 i et monument. Nu skal en stadig stærkere Van Baarle vise, at han kan gentage det kunststykke også i det nordfranske helvede.

FDJ satser på Arnaud Demare, men desværre står det klart, at det i år ikke er lykkedes den lokale helt at finde benene. Det kan til gengæld åbne døren for Stefan Küng, der hidtil altid har været henvist til en hjælperrolle for Greg Van Avermaet på BMC. Det er i hvert fald ikke kun på grund af tempoevnerne, at han kaldes den nye Cancellara, for også hans motor er enorm. Han har ikke samme klatrestyrke, og derfor bliver han næppe nogensinde en afgørende aktør i de flamske løb, men lige netop på de nordfranske pavéer burde han kunne gøre det godt.

Küng har nemlig en power, som kun de færreste kan matche, og også hans motor er ganske stor. Trods sin størrelse har han endda gjort det ganske godt i de belgiske klassikere, og hans form synes derfor at være timet ganske fint. Vi har stadig til gode at se ham helt i front i en stor klassiker, men når det engang skal ske, må det være i Roubaix, at det foregår. Demares manglende form har i hvert fald givet ham en stor chance, og derfor kan den kommende søndag blive dagen, hvor han endnu engang viser, at Schweiz altså har en slags ny Cancellara i støbeskeen, også selvom han naturligvis aldrig når de samme resultater som sin berømte landsmand.

***** Greg Van Avermaet

**** Oliver Naesen, Wout van Aert

*** Alexander Kristoff, Peter Sagan, Zdenek Stybar, John Degenkolb, Nils Politt

** Yves Lampaert, Tiesj Benoot, Sep Vanmarcke, Kasper Asgreen, Sebastian Langeveld, Jasper Stuyven, Matteo Trentin, Jens Keukeleire, Philippe Gilbert, Luke Rowe, Dylan Van Baarle, Stefan Küng

* Edvald Boasson Hagen, Gianni Moscon, Adrien Petit, Jasha Sütterlin, André Greipel, Mike Teunissen, Damien Gaudin, Arnaud Demare, Ian Stannard, Silvan Dillier, Daniel Oss, Mads Pedersen, Florian Senechal, Fernando Gaviria, Davide Ballerini, Jens Debusschere, Stijn Vandenbergh, Magnus Cort, Edward Theuns, Ivan Garcia, Cees Bol, Jack Bauer

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle:

Bora-hansgrohe: Alt handler naturligvis om Sagan, men man kan håbe, at Daniel Oss og Marcus Burghardt igen kan sidde med dybt inde i finalen, som de før har gjort det. Desværre synes ingen af dem at have deres bedste form.

Ag2r-La Mondiale: Naesen er den klare kaptajn, men han bakkes ganske fint på af Stijn Vandebergh, der i Flandern Rundt viste lidt af sit gamle niveau for første gang siden det grimme styrt i Dunkerque i 2017. Sidste års sensationelle nr. 2, Silvan Dillier, har naturligvis også potentiale, men har ikke fundet sin bedste form. Endelig kan man håbe, at sejren i Sarthe er et tegn på, at Alexis Gougeard måske endelig kan blive sig selv igen efter nogle svære år.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Total Direct Energie: Holdet savner i den grad Terpstra, men har to gode top 10-kandidater i Adrien Petit og Damien Gaudin, der har hhv. en 9. og en 5. plads som bedste resultat. Begge vist god form i Flandern, og dette løb passer dem langt bedre. Til gengæld er ellers så formstærke Anthony Turgis knap så god i et løb, hvor han ikke kan bruge sit punch.

CCC Team: Det svage hold får rigeligt at gøre med at støtte Van Avermaet. I teorien burde Lukasz Wisniowski dog have bedre forudsætninger for at sidde længe hos sin kaptajn i dette løb.

Trek-Segafredo: Degenkolb og Stuyven ligner de bedste bud, men man kan håbe, at også Mads Pedersen endelig finder sine ben fra 2018, selvom det ikke ser alt for opløftende ud. Derudover har Edward Theuns tidligere været i top 10, men belgieren er desværre stadig et stykke fra sit gamle niveau.

EF Education First: Her handler det hele om Vanmarcke og Langeveld, men man kan håbe, at en hidtil helt anonym Taylor Phinney ligesom sidste år finder sine gode ben til den eneste klassiker, der passer ham.

Katusha-Alpecin: I lyset af hans gode form handler alt om Politt, men man skal ikke glemme, at Jens Debusschere tidligere har spurtet sig til en top i velodromen. Desværre lider han lidt af rygproblemer. Marco Haller er også velkørende, men hans potentiale er trods alt begrænset.

Deceuninck-Quick Step: I Stybar, Lampaert, Asgreen og Gilbert har holdet hele fire mand, der alle har en relativt beskyttet status. Det kan desværre gøre det lidt svært for ellers talentfulde Florian Senechal, der nok endnu engang må indstille sig på en rolle som hjælper.

Mitchelton-Scott: Det ret unge hold satser 100% på Trentin, men håber, at også en ganske velkørende Jack Bauer kan gøre det godt i et løb, der burde passe ham.

Groupama-FDJ: Egentlig er Arnaud Demare holdets klare kaptajn, men desværre har franskmanden ikke fundet sin bedste form forud for et løb, hvor han ellers tidligere har været i top 10 i 2017. Derfor tror vi mere på Küng, men det skal også blive interessant at følge meget formstærke Marc Sarreau, der overraskede sig selv med en fremragende debut sidste år, og som har kørt som en motorcykel på det seneste. Endelig kan man håbe, at den tidligere vinder af U23-udgaven, Ramon Sinkeldam, kan genfinde lidt af takterne fra de første forsøg i den professionelle udgave.

Lotto Soudal: I Benoot og Keukeleire har holdet to ganske velkørende kaptajner, men holdet håber også, at en ganske formstærk Nikolas Maes kan komme langt i den klassiker, der passer ham bedst.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Jumbo-Visma: Van Aerts form har gjort ham til det klare førstevalg, men der er også en vis grund til at tro, at Mike Teunissen kan sidde med dybt inde i finalen. Danny Van Poppel eksploderer formentlig igen inden afslutningen, og Timo Roosen er desværre på vej tilbage efter en skade, men man kan også have visse forventninger til erfarne Maarten Wynants, der tidligere har været i top 10, samt en efterhånden mere formstærk Taco van der Hoorn.

Team Sky: Gianni Moscon burde være en af de tunge favoritter efter sin tidligere top 5, men i lyset af den manglende form er det Rowe og Van Baarle, der er de bedste bud. Derudover kan man håbe på, at Ian Stannard, der tidligere har været på podiet, kan genfinde niveauet i den eneste klassiker, der for alvor passer ham.

UAE- Team Emirates: Der er fuld opbakning til formstærke Kristoff, men derudover skal det blive interessant at se, hvor langt Fernando Gaviria kommer i sin debut. Formentlig mangler han dog stadig motoren til at være med i front. Derudover vil mange øjne også være rettet mod den nye Boonen, Jasper Philipsen, men han er primært med for at lære.

Cofidis: Christophe Laporte har desværre slet ikke fundet formen i år, og det ser derfor svært ud for holdet, da heller ikke Bert Van Lerberghe eller Damien Touze har imponeret. Det ligner heller ikke det oplagte løb for Hugo Hofstetter.

Astana: Desværre set det ud til, at Magnus Cort har mistet den ellers fine form, han havde midt i marts, og han ligner desværre ikke en rytter, der kan spille en stor rolle i et løb, der heller ikke passer ham ideelt. Davide Ballerini er lovende, men skal først og fremmest lære. Hugo Houle og Laurens De Vreese kan måske ende som de bedste, men deres potentiale er begrænset.

Bahrain-Merida: Lidt uforståeligt er Mateo Mohoric til start i et løb, der slet ikke burde passe den relativt lette slovener. Til gengæld så Ivan Garcia ganske velkørende ud i Flandern, og han skal blive spændende at følge. Derudover har Heinrich Haussler og Marcel Sieberg måske stadig mulighed for at gå i top 20.

Movistar: Desværre har sygdom lagt foråret i ruiner for en formsvag Jurgen Roelandts Til gengæld er Jasha Sütterlin velkørende, og han burde kunne komme ganske langt. Endelig har Imanol Erviti sikret sig en top 10 fra et langt udbrud, og den kunst vil han sikkert forsøge at getage.

Wanty-Gobert: Frederik Backaert har to gange været i top 25 og ligner holdets bedste bud på et resultat i nogenlunde samme leje. Måske kan hurtige Timothy Dupont også gøre det hæderligt.

Dimension Data: Siden sygdommen i Algarve har Edvald Boasson Hagen jagtet formen, men han viste i Flandern Rundt klare tegn på fremgang. Det rækker næppe til at være med helt i front, men denne gang burde han kunne gøre det hæderligt.

Arkea-Samsic: André Greipel har tidligere spurtet sig til en top 10 på velodromen i Roubaix, og det drømmer han om at gentage. Trods nogle svage spurter har han generelt været ganske godt kørende i år, og han synes at have formen til igen at komme ganske langt. Det rækker dog nok ikke til at vinde.

Sunweb: Holdet er her med et ungt hold, hvor det skal blive interessant at se, hvor langt Cees Bol kan komme. Mandskabet beskytter også Nikias Arndt , men efter et styrt i Tirreno er han ikke i storform.

Vital Concept: I 2014 og 2015 var Bert De Backer en af de allerstærkeste og spillede en nøglerolle for John Degenkolb. Han er skabt til dette løb, men desværre synes han ikke at have samme niveau som tidligere. Løbet passer ikke just til Jonas Van Genechten.

Roompot-Charles: Lars Boom har tidligere været fremragende i den klassiker, der passer ham bedst, men desværre er han efter sin hjerteoperation aldrig blevet sig selv. Han ligner ikke en mand, der vil spille en rolle. Det gør det øvrige hold bestemt heller ikke, men man kan måske have et lille håb til Boy Van Poppel.

Delko Marseille: Det er svært at have det store håb for løbets svageste hold. Man kan håbe, at talentufulde Iuri Filosi finder benene fra Oman, men det virker ikke sandsynligt. En dag i udbrud må være målet.

Danskerne

Størst forhåbninger skal vi have til Kasper Asgreen¸ hvis chancer er omtalt i detaljer ovenfor. Desværre har Mads Pedersen og Magnus Cort ikke helt fundet formen, men de kører stadig med en beskyttet rolle. Deres chancer er ligeledes omtalt ovenfor. Matti Breschel kørte flot i Flandern og bliver en vigtig mand for Vanmarcke og Langeveld på EF, mens Asbjørn Kragh og Casper Pedersen måske kan gå efter det tidlige udbrud på et ikke specielt stærkt og meget ungt Sunweb-mandskab. Lars Bak skal støtte Boasson Hagen på Dimension Data, der måske også kunne give ham frihed til at få en dag i udbrud. Endelig er Mads Würtz med for Katusha, men desværre har han haft et svært forår.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Peter Sagans sejr fra 2018, Greg Van Avermaets sejr fra 2017, Mathew Haymans sejr fra 2016, John Degenkolbs sejr fra 2015, Niki Terpstras sejr fra 2014 og Fabian Cancellaras sejr fra 2013.