Landevej
Følg en vild onsdag med stejle mure i både Italien og Belgien
Prøv vores nye app
Optakt: Paris-Nice
08. marts 2020 12:58Foto: Sirotti
Foråret har langt om længe meldt sin ankomst, og intet er bedre til at signalere de lysere tider end starten på det første store europæiske etapeløb, Paris-Nice. Symbolikken er tydelig, når rytterne i bevæger sig fra de kolde, vinterlige og blæsende forhold i Nordfrankrig til det flotte solskin på den franske Cote d’Azur, mens terrænet gradvist ændres fra et fladt sprinterparadis til langt mere kuperede og vanskelige udfordringer. Efter nogle år med relativt lette ruter har arrangørerne for fjerde år i træk sammensat en ganske hård udgave, og kombinationen af en kuperet enkeltstart, en decideret bjergafslutning, mulig sidevind i nord og klassisk mellemkuperet, sydfransk terræn betyder, at 2020-udgaven af Løbet mod Solen bliver rammen om et stort slag mellem nogle af verdens bedste etapeløbsryttere, der atter belønnes for deres alsidighed.
Annonce
Artiklen fortsætter efter videoen.
BEMÆRK: Usikkerheden om udviklingen af Covid-19-udbredelsen betyder, at alt angående Paris-Nice lige nu er oppe i luften. I skrivende stund forventes løbet afviklet, men Ineos, Astana, UAE, CCC, Movistar, Jumbo-Visma og Mitchelton har allerede meldt afbud, og kun meget få hold har udtaget deres trup, blandt andet fordi nogle ryttere flyttes fra det italienske program. Derfor er denne optakt "work in progress" og vil blive opdatereret, efterhånden som situationen udvikler sig - hvis altså ikke løbet aflyses helt.
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE
Løbets rolle og historie
De fleste professionelle cykelryttere har allerede adskillige løbskilometer i benene og draget fordel af de varme og solrige forhold i områder som Australien, Argentina, Mellemøsten, Algarve, Andalusien og den franske Cote d’Azur til at få skudt sæsonen i gang. Selvom en tidlig sejr naturligvis altid er velkommen, har det imidlertid hidtil hovedsageligt været et spørgsmål om opvarmning og forberedelse til større begivenheder senere på sæsonen.
Det ændredes i lørdags, da den professionelle cykelscene startede den næste fase med afviklingen af den traditionsrige belgiske åbningsweekend. Selvom cykelfans over hele verden har nydt en mere globaliseret sport og de mange flotte løb først på sæsonen, har mange stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været henover de belgiske brosten for første gang.
Omloop Het Nieuwsblad indledte kalenderen af historiske løb i Europa. Fra nu af er løbene ikke længere blot træning i en afslappet atmosfære - nu er det tid til at opnå resultater. For klassikerrytterne blev det alvor i lørdags, mens det for etapeløbsrytterne som regel har været Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der har været den første alvorlige test. Selvom Paris-Nice ikke er Tour de France, og Omloop Het Nieuwsblad ikke er Flandern Rundt, er det nu, det gælder!
Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en mærkelig dobbeltrolle i kalenderen. På den ene side er de ofte det første store mål for de bedste etapeløvsryttere, der håber at sikre sig årets første store sejr i et af de mest prestigefulde løb på kalenderen. Samtidig er de en vigtig del af forberedelsen for klassikerrytterne, der drager fordel af en uge med solid WorldTour-konkurrence under hårde betingelser og i vanskeligt terræn. Det kan være vanskeligt at vælge, om man skal tage til Frankrig eller Italien, men ét af de to løb er en uundværlig del af næsten enhver succesfuld klassikersæson - bare spørg Sky, hvis klassikertrup i 2013 havde meget lidt held med et eksperiment, hvor man droppede de to historiske etapeløb, og siden aldrig vendte tilbage til den model.
Annonce
Det er ikke mærkeligt, at Paris-Nice er et nøgleløb på den europæiske cykelscene. Da den første udgave blev afviklet allerede i 1933, er det en begivenhed med en lang historie, og dets position på kalenderen er både symbolsk og velvalgt. Efter oprindeligt at være blevet etableret som et træningsløb efter banesæsonen forsvandt det under Anden Verdenskrig, og et mindre succesfuldt forsøg på at genoplive det i 1946 blev hurtigt opgivet igen. Det var imidlertid tilbage på kalenderen i 1951, inden det i 1954 igen fik navnet Paris-Nice, og det var i 50erne, at dets status voksede. Således udviklede det sig fra at være et forberedelsesløb til at være en stor begivenhed i sig selv. Den fantastiske duel mellem Jacques Anquetil og Raymond Poulidor i 1966 delte Frankrig, og siden da har løbet tilhørt sportens absolut vigtigste løb. Lige fra start havde det stor international appel, og mange af sportens største navne findes blandt vinderne. Eddy Merckx vandt således tre gange i træk fra 1969 til 1971, Anquetil tog i alt fem sejre, og Miguel Indurain var øverst på podiet to gange. Den dominerende skikkelse har imidlertid været Sean Kelly, der vandt løbet hele syv gange i træk mellem 1982 og 1988, inden Indurain brød stimen.
Det, der gør løbet så specielt, er den symbolske natur. Intet signalerer forårets komme bedre end Løbet mod Solen, der starter i Nordfrankrig, hvor rytterne ofte er pakket ind i tykt tøj for at overleve de kolde og blæsende betingelser. Denne del har som regel tilgodeset sprinterne og klassikerrytterne, og der er ofte mindst én etape, der er blevet afgjort af heftig sidevind. Efterhånden som rytterne bevæger sig mod syd og nærmer sig Nice, forbedres vejret gradvist, og typisk ender løbet i solrige betingelser på den franske Cote d’Azur. Samtidig ændres terrænet, og det bliver tid for klatrerne at afgøre kampen om den samlede sejr i det prestigefulde løb.
Den dobbelte natur betyder, at løbet har lidt for enhver smag. Det er ofte startet med en prolog og er tit endt med den berømte enkeltstart op ad Col d’Eze i udkanten af Nice, og derfor har der været klare mål for enkeltstartsspecialisterne. På grund af den tidlige kalenderplacering kommer løbet aldrig op ad de højeste bjerge, og man undgår altid Alperne fuldstændig, hvorfor det ikke er et løb for de sande klatrere. I stedet er det en begivenhed for alsidige ryttere, der kan klare lidt af det hele, og det afspejles klart i listen over vindere.
Traditionelt har løbet været det rette sted at være for de store etapeløbsryttere, der er blevet tiltrukket af den alsidige rute, et slags mini Tour de France. I de senere år har det imidlertid ændret sig en smule. I flere år var mængden af enkeltstartskilometer begrænset til denne relativt korte prolog, og kun 2011-udgaven, den nylige tilbagevenden af Col d’Eze-enkeltstarten samt de tre sidste års løb stikker ud som markante undtagelser. Samtidig har mange udgaver været helt uden væsentlige bjergafslutninger.
I 2014 traf arrangørerne fra ASO, der har haft ansvaret siden 2002, den modige beslutning fuldstændig af ændre løbets karakter. Man sammensatte en rute helt uden enkeltstarter eller store stigninger, og i stedet var løbet at betragte som otte klassikere. Det ændrede feltet fuldstændigt. Da det blev afsløret, hvordan ruten var sammensat, skiftede næsten alle etapeløbsryttere mening og foretrak Tirreno-Adriatico i stedet for det franske løb, der i stedet blev et stort mål for klassikerryttere.
Den udvikling var interessant, fordi Tirreno-Adriatico gik i den modsatte retning. Traditionelt har de to etapeløb været i hård kamp om at få de bedste ryttere til start, og i mange år syntes de at have fundet en arbejdsdeling. Da det italienske løb bestod af en blanding af flade og småkuperede etaper og ofte blev vundet af klassikerryttere, tog endagsspecialisterne til Italien, men etapeløbsrytterne drog til Frankrig. Da Tirreno-arrangørerne RCS ændrede formatet og begyndte at inkludere flere enkeltstartskilometer samt større bjerge, udviklede det italienske løb sig imidlertid til en mini-grand tour, mens Paris-Nice i højere grad har været tilpasset klatretyper med mere punch.
ASOs beslutning fra 2014 fungerede slet ikke, og man kunne bare se til, mens alle stjernerne tog til Italien, mens deres eget løb ikke fik den sædvanlige opmærksomhed. I et forsøge på at genvinde sin position er ASO nu vendt tilbage til et mere traditionelt format. I 2015 kom Col d’Eze-enkeltstarten og prologen tilbage, og man havde endda en bjergafslutning. Faktisk var det en af de hårdeste udgaver i mange år. I 2016 år var løbet knap så selektivt, men det var stadig et løb for etapeløbsryttere og ikke klassikerspecialister. I 2017, 2018 og 2019 har man med en relativt lang enkeltstart og en decideret bjergafslutning forsøgt for alvor atter at udfordre Tirreno-Adriatico i kampen om etapeløbsstjernerne.
Alligevel synes løbet i de senere år at have tabt kampen til Tirreno, der har haft langt større appel til De Fantastiske Fire, Alberto Contador, Chris Froome, Nairo Quintana og Vincenzo Nibali, som i en årrække var kendt som de stærkeste grand tour-ryttere. Usikkerheden om ruten har fået mange af de bedste etapeløbsryttere til at droppe det franske løb, og det har taget tid for ASO igen at genvinde tilliden til, at de vil lave en rute, der passer grand tour-ryttere.
I 2017 syntes man at have nærmet sig tidligere tiders popularitet blandt etapeløbsryttere, og det skyldtes i høj grad, at man havde designet en rute, der har været den hårdeste i mange år. Det mønster gentog sig ikke i 2018, hvor stjernerne igen valfartede til Italien, men sidste år oplevede løbet lidt af en renæssance, da Tirreno-arrangørerne begik ASOs ”fejl” fra 2019 ved at arrangere et løb uden store bjerge. Resultatet blev, at de fleste klatrere i stedet drog til Frankrig, og selvom de to løb i år rutemæssigt er meget ens med både en stor bjergafslutning og en enkeltstart, er det igen Paris-Nice, der synes at have genvundet deres status som etapeløbsrytternes foretrukne martsløb. Faktisk må man spærre øjnene op, når man ser en startliste, der med navne som Primoz Roglic, Egan Bernal, Tadej Pogacar, Richie Porte, Nairo Quintana, Thibaut Pinot, Julian Alaphilippe, Mikel Landa, Miguel Angel Lopez, Sergio Higuita, Ion Izagirre, Warren Barguil, Ilnur Zakarin og George Bennett må betegnes som den stærkeste på klassementsfronten til et af de to løb i ganske mange år, men desværre har Covid-19-udbredelsen betydet, at flere af de navne nu ikke kommer til start alligevel.
De to løb har også kæmpet om at være den bedste forberedelse til Milano-Sanremo. Meningerne har været delte, da det franske løb giver mulighed for mere hvile forud for den italienske klassiker, mens Tirreno ofte har tilbudt længere etaper og bedre vejr. I dette århundrede har Sanremo-vinderen som regel kørt i Italien, men i de senere år er trenden ændret, idet Simon Gerrans, Matthew Goss, Alexander Kristoff, John Degenkolb og Arnaud Demare alle forberedte sig i Frankrig. Igen i år er der en god chance for, at Sanremo-triumfatoren er at finde i Paris-Nice, da Sam Bennett, Pascal Ackermann, Alexander Kristoff, Caleb Ewan, Matteo Trentin, Jasper Stuyven, Jasper Philipsen, Cees Bol og Marc Sarreau udgør dele af et fantastisk sprinterfelt.
Annonce
Sidste års løb blev en rigtigt typisk udgave, der viste, hvorfor Paris-Nice kroner alsidige ryttere. Hovedparten af favoritterne blæste nemlig ud af klassementet i de meget blæsende første dage, hvor sidevinden skabte et sandt blodbad og efterlod bare få klatrere tilbage i kampen om den samlede sejr. Egan Bernal viste hurtigt, at han også mestrer sidevindskunsten, og selvom han efterfølgende tabte lidt tid til holdkammeraten Michal Kwiatkowski, kunne han på løbets kongeetape køre sig i førertrøjen. Den forsvarede han mod et stort angreb fra Nairo Quintana på løbets kuperede sidste etape, hvormed han kunne hyldes som vinder med 39 sekunder ned til Quintana og 1.03 ned til Kwiatkowski. Ineos har trukket sig fra alle løb i to uger, og derfor er hverken Bernal eller Kwiatkowski til start denne gang. Til gengæld deltager en meget formstærk Quintana, der allerede jagter sin tredje etapeløbssejr i år.
Ruten
Som anført ovenfor er arrangørerne ASO vendt tilbage til et mere traditionelt format efter det højst mærkværdige eksperiment i 2014, hvor ruten var udgjort af 8 små klassikere. I 2015 sammensatte man den hårdeste rute i mange år, inden man i 2016 år skruede man igen lidt ned for sværhedsgraden, idet den store bjergafslutning var relativt nem, og man igen skippede den klassiske enkeltstart på Col d’Eze. I 2017 indførte man et nyt format, som man siden har fulgt, og som i vidt omfang også genbruges i år. Løbet har tidligere som regel kun haft en prolog og/eller den afsluttende bjergenkeltstart op ad Col d’Eze som tidskørsler, men nu om dage synes formlen at byde på en mellemlang enkeltstart midt på ugen, en stor bjergfinale på lørdagens kongeetape og den spændingsmættede korte, intense søndagsetape omkring Nice, mens resten af løbet udgøres af det klassiske miks af vindblæste sprinteretaper mod nord og mere kuperet klassikerterræn senere på ugen.
Grundet den tidlige kalenderplacering har løbet aldrig ramt de helt høje bjerge, og det har betydet, at løbet har passet bedre til mere eksplosive typer end de rene klatrere, der har haft svært ved at gøre en forskel på de kortere, ikke særligt stejle stigninger omkring Nice. I 2017 tog man imidlertid sværhedsgraden til et helt nyt niveau, og løbet var helt klart det hårdest i adskillige år. Ikke blot indeholdt løbet en usædvanligt lang enkeltstart man inkluderede også en bjergafslutning på Col de la Couillole i 1678 m højde, den højeste i løbets lange historie. Hvis man dertil lægger, at man også vendte tilbage til en etapeafslutning på Muren i Fayence, der i 2014 var rammen om løbets kongeetape, og som altså også den korte, kuperede etape omkring Nice var der tale om et helt uhørt svært Paris-Nice.
I 2018 blev det igen mere moderat i en udgave, der ganske vist ikke var mild over for sprinterne, men som også havde en relativt let kongeetape. Sidste år tippede man balancen i retning af tempostærke ryttere ved med en flad 25,5 km lang enkeltstart at have den længste siden 2011 i en begivenhed, der altså som regel har været fattigt på kilometer i kampen mod uret, men til gengæld kunne klatrerne glæde sig over en meget svær kongeetape med mål på den vanskelige Col de Turini.
I 2020 er formatet helt det samme, men alligevel kan klatrerne glæde sig over en rute, der passer dem bedre, end den gjorde for et år siden. Enkeltstarten er denne gang nemlig reduceret til en distance på bare 15,0 km, og dertil kommer, at den med en kuperet og teknisk rute er meget mere i stil med det, vi så i 2017 og 2018, end den flade tonserenkeltstart fra 2019. Til gengæld byder lørdagens kongeetape ikke på et målbjerg i samme sværhedsgrad som Turini, men i stedet på en tilbagevenden til Valdeblore La Colmiane, der dog i forbindelse med debuten for to år siden var vanskelig nok til at Simon Yates kunne tage en solosejr.
Annonce
De to etaper synes også at blive de mest afgørende, med mindre vinden raser på samme vis, som den gjorde sidste år. Løbet har således bibeholdt sit traditionelle format og består således af en lang rejse fra Paris i det nordlige Frankrig til det kuperede terræn i det solbeskinnede Nice. Som så ofte før kan det i alt væsentligt inddeles i to dele: en første del for sprinterne og en sidste del for klatrerne. Heller ikke i år er der nogen prolog, og i stedet indledes løbet med en etape i udkanten af Paris, hvor vinden altid er en trussel, og hvor arrangørerne har indlagt et interessant krydderi i form af en eksplosiv stigning i den absolutte finale. Herefter følger to af de mest frygtede etaper gennem det flade Nordfrankrig, hvor sprinterne som regel kommer til fadet, men hvor styrt og sidevind meget ofte har ødelagt ambitionerne for håbefulde klassementsryttere.
Klassementskampen indledes på onsdagens etape, hvor feltet skal kastes ud i den omtalte kuperede og tekniske enkeltstart i Julian Alaphilippes hjemby, Saint-Amand-Montrond. Herefter bliver det som altid mere kuperet end i det flade Nordfrankrig, men sprinterne må alligevel formodes at få en sidste chance på torsdagens 227 km lange maraton, der med lang distance og relativt mange højdemeter ligner den perfekte forberedelse til Milano-Sanremo.
Kampen om klassementet skal endelig afsluttes på de tre sidste kuperede etaper. Det indledes med en kuperet fredag, der ikke byder på lange stigninger, men heller ikke meget fladt terræn, inden det hele afsluttes med en eksplosiv finale med en skarp lille mur og en halsbrækkende nedkørsel ned gennem Apt på en dag, som Alaphilippe utvivlsomt har sat et fedt kryds ud for. Derefter venter den store kongeetape med 4000 højdemeter og mål på Colmiane-stigningen, inden det hele afsluttes med den traditionelle korte og intense tur rundt i bakkerne omkring Nice om søndagen, hvor vi i de seneste år har set to store offensiver fra Alberto Contador og én af slagsen fra hhv. Marc Soler og Nairo Quintana. I år har man dog ændret på etapens design, der er uden Col d’Eze og ikke har mål på Promenade d’Anglais, og det ser i år ud til at være betydeligt sværere at ændre på det klassement, der vil være udfaldet af lørdagens kongeetape, som i år ubetinget er klatrernes bedste chance for at vinde tid i kampen om sejren i den 78. udgave af Løbet mod Solen.
1. etape
Tidligere i dette årtusiende startede Paris-Nice næsten altid med en relativt flad prolog i en af Paris’ forstæder, mens der til gengæld sjældent var en enkeltstart senere i løbet. Den trend har imidlertid ændret sig, og i de senere år har man øget mængden af tidskørsler ved at have en mellemlang enkeltstart midt i løbet. Den er kommet til på bekostning af prologen, der kun kortvarigt vendte tilbage i 2016, men nu hører til sjældenhederne. I stedet er det nu vanen, at der startes med en rute på en rundstrækning omkring Paris, hvor sprinterne oftest har kunnet spurte sig til den første førertrøje. I 2018 havde man imidlertid twistet åbningen lidt ved at lægge målet på toppen af en kategori 3-stigning, og den slags krydderi genfinder vi i år, hvor den korte åbningsetape omkring Paris ganske vist ikke har mål på en bakke, men med en eksplosiv og stejl brostensbelagt stigning mindre end 5 km fra stregen, lægger op til, at de eksplosive puncheurs kan forsøge sig med et angreb og derved tage livet af alle andre end de allermest holdbare afsluttere.
Annonce
Som det som regel er tilfældet, er åbningsetapen med sine bare 154,0 km en relativt kort sag, der afvikles med start og mål i Paris-forstaden Plaisir i den vestlige udkant af storbyen, og som består af omgange på to forskellige rundstrækninger med samme finale. Fra start kører man mod sydvest væk fra byen og ud til kategori 3-stigningen Cote des Masnuls (1,2 km, 5,7%), der har top efter 9,0 km. Herefter flader det ud, mens man vender rundt for at køre mod nord, inden man snor sig mod nordvest ud til det vestligste punkt. Herfra går det videre mod nord, inden man fortsætter igennem relativt fladt terræn mod sydøst tilbage til Plaisir. Her når man efter 82,0 km for første gang toppen af kategori 3-stigningen Cote de Neauphle-le-Chateau (1,4 km, 7,8%), der byder på 1 km med 7% på asfalt og slutteligt 400 m med 8% på brosten. Fra toppen fortsætter man mod nordøst ind til Plaisir, som nås efter 87,0 km, men uden en passage af målstregen.
Etapen afsluttes nu med en omgang på en anden 67 km lang rundstrækning i det mere kuperede område nordvest for byen. Fra starter snor man sig mod nord i let stigende terræn, inden en nedkørsel leder mod sydvest ned til byen Maule. Herefter er det relativt fladt, mens man snor sig rundt i landskabet, først mod vest, siden syd og øst og til slut nord, inden man når frem til den første spurt, som efter 124,0 km kommer på toppen af en bakke (900 m, 7,2%). Umiddelbart herefter venter endnu en bakke (600 m, 9,8%), inden det atter flader ud, mens man kører mod sydøst og sydvest ned til den anden spurt, der efter 136,5 km kommer efter et let stigende stykke. Nu bliver det helt fladt, mens man kører mod nordvest og syd, indtil man drejer mod nordøst for atter at passere kategori 3-stigningen Cote de Neauphle-le-Chateau (1,4 km, 7,8%), der som sagt byder på 1 km med 7% på asfalt og slutteligt 400 m med 8% på brosten. Fra toppen resterer bare 4,5 km, som indledes med et højresving, der leder ind på en lang, lige vej, som kun afbrydes, når man med ca 500 m igen drejer til højre i en rundkørsel De første 2 km er flade, hvorefter de sidste 2,5 km er let faldende, den sidste kilometer med 0,9%.
Etapen byder på i alt 1425 højdemeter.
De første etaper i Paris-Nice er kendt for at kunne være enten meget rolige eller ekstremt nervøse og stressende. Det første er tilfældet, hvis vejret er godt, og det sidste gælder, hvis det som i 2017 og 2019 er blæsende. Meget vil derfor afhænge af vejret, og som vi så det i de nævnte år, kan klassementsryttere tabe alt allerede den første dag, hvis betingelserne er de rette. I år er det imidlertid ikke kun vinden, der er en trussel, for selvom den eksplosive finale næppe vil gøre forskelle mellem favoritterne, lægger den op til angreb fra puncheurs som Julian Alaphilippe, der med sit eminente antrit måske kan slå et hul. Det lange, lette indløb til mål lægger dog op til en reduceret massespurt, hvor bakken vil have sikret, at kun de mest holdbare har overlevet.
Plaisir har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.
Annonce
2. etape
Første halvdel af Paris-Nice består altid af en stribe næsten helt flade etaper, der bringer feltet mod sydøst fra hovedstaden Paris og ned mod den solbeskinnede Middelhavskyst. Efter den indledende etape i Paris’ forstæder indledes denne traditionelle rejse på andendagen, hvor rytterne udfordres af en rute, der er så klassisk for en tidlig Paris-Nice-etape, som den kan være. Terrænet er stort set helt fladt, og der er således lagt op til endnu en dag for de hurtige folk, med mindre den frygtede sidevind skaber det drama, mange altid håber på i denne tidlige del af løbet.
Rejsen mod solen indledes med en distance på 166,5 km, der fører feltet fra Chevreuse til Chalette-sur-Loing. Startbyen er en forstad til Paris, og etapen består helt traditionelt af den klassiske rejse mod syd ned gennem det flade Nordfrankrig. Terrænet omkring hovedstaden er, som 1. etape viser, dog ikke helt fladt, og derfor er der et par mindre bakker, når man fra start kører mod først syd og siden sydøst op over kategori 3-stigningen Cote des Loges (1,4 km, 5,0%), der har top efter 22,5 km. Herfra fortsættes mod syd ned til den første spurt, som kommer efter 27,5 km, inden det får mod sydøst igennem terræn, der byder på flere mindre bakker. Man slår et lille smut mod sydvest, inden man kører mod øst op over kategori 3-stigningen Cote de Bouville (1,4 km, 4,4%) og Cote du Pressoir (1,1 km, 5,9%), der kommer lige i rap med top efter hhv. 65,5 km og 74,0 km.
Annonce
Efter den småkuperede start er resten af etapen stort set helt flad. Efter at være fortsat mod øst, drejer man mod syd og siden sydøst for at køre frem til den anden spurt, der kommer efter 116,0 km. Herefter snor man sig mod syd gennem fladlandet, inden man drejer mod syd og siden atter sydøst for at køre ind til Chalette-sur-Loing. Her drejer man næsten 180 grader med 5 km igen, inden en lang, lige og stort set helt flad vej leder til mål i en afslutning.
Etapen byder på i alt 1173 højdemeter.
Dette er en helt klassisk anden etape i Paris-Nice, der indleder rejsen mod solen. I langt de fleste tilfælde ender de altid i en regulær massespurt, men de fleste cykelfans vil kunne huske eksempler på, at netop denne etape har udviklet sig til et sandt sidevindsdrama. Dette er således ikke en dag, hvor man kan vinde løbet, men mange klassementsryttere vil skrive under på, at man sagtens kan tabe det, ikke mindst fordi etaperne her ofte er præget af styrt. I sidste ende vil det hele blive afgjort i en eller anden form for spurt, hvor den ukomplicerede finale vil favorisere de virkelige fartmaskiner, hvis altså ikke vinden har spillet dem et puds forinden.
Chalette-sur-Loing var senest mål for et stort cykelløb i forbindelse med 2008-udgaven af Tour de l’Avenir, hvor Andrey Amador vandt en prolog i byen. I 2001 vandt Laszlo Bodrogi en firemandsspurt i samme løb foran unge udgaver af Sylvain Chavanel og Samuel Sanchez.
Annonce
3. etape
Rejsen mod solen fortsætter som vanligt på tredjedagen, hvor man bevæger sig mod syd og sydvest hele, og der er fortsat lang vej ned til sydens sol og Nices smukke stigninger. Derfor venter der på tirsdag igen en helt typisk tidlig Paris-Nice-etape, der mest har karakter af transport og Milano-Sanremo-opvarmning for sprinterne, men som under de rette omstændigheder kan være livsfarlig. En hel dag, hvor der køres i næsten én retning, betyder nemlig, at der kan være sidevind fra start til slut, hvis blot vindretningen og -styrken er rigtig. Denne gang har man tillige krydret finalen med lidt småbakker og et let stigende opløb, der måske kan give en lidt anderledes spurt end i mandagens helt flade afslutningen
Etapen er med sine i alt 212,5 km ganske lang efter løbets vanlige standard og fører fra Chalette-sur-Loing til La Chatre. Etapen mindre i sin natur meget om den foregående, men denne gang er retningen sydlig og sydvestlig gennem hele dagen. Således lægger man ud med at køre mod syd igennem helt fladt terræn forbi den første spurt, der kommer efter 20,0 km. Det flade terræn fortsætter, indtil man drejer mod sydvest, hvor det begynder at stige let. Nu går det igen mod syd gennem småkuperet terræn og siden mod sydvest op over kategori 3-stigningen Cote de la Chapelotte (2,8 km, 4,6%), der har top efter 88,0 km.
Efter stigningen bliver det igen fladt, mens man fortsætter mod sydvest, indtil man i udkanten af Bourges drejer mod syd. Kort inden byen drejer man igen mod syd og herefter snor man sig skiftevis mod syd og sydvest igennem helt fladt terræn. Retningen er primært sydvestlig, indtil man når dagens sidste spurt efter 193,5 km, hvorefter det går stik syd med kurs mod La Chartre. Her er der i den afsluttende nogle mindre småbakker, inden et faldende stykke leder ned til de sidste 3 km, nu stiger det let hele vejen frem til mål, den sidste kilometer med 1,5% i snit. Finalen er teknisk ukompliceret, da man drejer i rundkørsler med hhv. 4,5 km og 2,0 km igen, inden man skal igennem en blød kurve.
Annonce
Den lange etape byder på i alt 1689 højdemeter.
Ligesom de foregående kan etapen forløbe på to måder. Det kan blive en sand langgaber, hvor feltet formentlig vil køre enormt langsomt bag et tidligt og ufarligt udbrud, inden de rene sprintere skal slås om sejren i et brag af en massespurt. Omvendt kan etapen også blive langt mere dramatisk end selv lørdagens kongeetape, hvis blot vinden er rigtig, og derfor er det meteorologerne, der har nøglen til at forstå, hvad der vil ske på løbets tredje dag. Til slut venter en lidt hårdere finale end den foregående med et par småbakker, der måske kan trætte sprinterne en anelse inden det let stigende opløb.
La Chatre var senest vært for et stort cykelløb i forbindelse med 2000-udgaven af Tour du Limousin, hvor Jo Planckaert vandt en massespurt i byen.
4. etape
Efter tre dage, hvor man har kunnet tabe løbet, men ikke vinde det, er det endelig tid til det første store klassementsslag. Paris-Nice har som regel været blottet for lange enkeltstarter, men siden 2017 har man haft for vane at lægge en halvlang kamp mod uret ind. Det tog man til et nyt niveau i 2019, hvor man havde en mere end 25 km lang tonserrute, men i år er tidskørslen mere i stil med det, vi så i 2017 og 2018. I år venter der således en mere klassisk distance på 15,1 km omkring Julian Alaphilippes hjemby Saint-Amand-Montrond, hvor det kuperede terræn med mere end 200 højdemeter og en ganske teknisk rute vil stille krav om større alsidighed end blot evnen til at træde mange watt på flad vej.
I alt skal der tilbagelægges 15,1 km i og omkring Saint-Amand-Montrond. Fra starten i byens nordlige udkant kører rytterne en omgang på en trekantet rundstrækning, der sender dem op ad en bakke (1 km, 5,4%) og ned ad en stejlere nedkørsel med to U-vendinger undervejs. Herefter følger man en flad vej mod sydøst, inden man drejer mod nordøst, hvor det atter begynder at stige med 6,2% i snit over 1,7 km. Nu flader det atter ud, mens man kører mod øst frem til mellemtiden, er tages efter 7,0 km.
Efter mellemtiden følger man en flad vej mod nordøst, inden man skal igennem et meget skarpt svinder, der leder ind på en let faldende vej, der fører mod sydvest og vest tilbage mod Saint-Armand-Montrond. Her slutter man af med 4 km, der er stort set helt flade, mens også tekniske med skarpe sving med 3800, 3000, 2200 og 2000 m igen, inden en lang, lige boulevard leder frem til mål.
Etapen byder på i alt 224 højdemeter.
Paris-Nice var tidligere ikke begejstrede for enkeltstarter, og nu, hvor de atter er begyndt at bruge dem, har de som regel lavet dem både tekniske og kuperede. Det gælder også i år, hvor ruten kan deles i to dele med en meget vanskelig indledning, der både er meget teknisk og indeholder langt hovedparten af de 224 højdemeter. Til gengæld er der to lange, lige strækninger efter mellemtiden, hvor de store motorer kan åbne lidt op, men hvor der også er yderligere en meget teknisk sektion. Med andre ord skal man både kunne klatre, styre cyklen og træde mange watt på en enkeltstart, der bestemt ikke er typisk og formentlig vil blive domineret af klassementsryttere mere end klassiske specialister.
Saint-Amand-Montrond er en i cykelsammenhæng hyppigt besøgt by. Paris-Nice var senest forbi i 2015, hvor André Greipel spurtsejrede foran Arnaud Demare og John Degenkolb, mens Tom Boonen var hurtigere end Allan David og Francisco Ventoso i 2006 og Alessandro Petacchi hurtigere end Jaan Kirsipuu og Robbie McEwen i 2002. Touren lagde senest vejen forbi på den uhyre dramatiske sidevindsetape i 2013, hvor Mark Cavendish slutteligt spurtede sig til sejr foran Peter Sagan og Bauke Mollema i en gruppe på 14 mand. I 2008 vandt Fabian Cancellara den afsluttende enkeltstart foran Kim Kirchen og Christian Vande Velde, mens Carlos Sastre sikrede sig den samlede sejr, og i 2001 vandt Lance Armstrong en enkeltstart foran Igo Gonzalez de Galdeano og Jan Ullrich i byen. Tour du Limousin havde en enkeltstart i byen i 2010, hvor Gustav Erik Larsson vandt foran Sebastian Langeveld og Nicolas Vogondy, og byen var også tit vært for det nu hedengangne Paris-Correze, senest i 2004 og 2003 med to spurtsejre til Jaan Kirsipuu og i 2001 med spurtsejr til Wesley van Speybroeck. Endelig kommer Tour de l’Avenir tit forbi, senest i 2017 med spurtsejr til Alvaro Hodeg, i 2010 med spurtsejr til John Degenkolb, i 2007 med solosejr til Jose Herrada, i 2002 med spurtsejr til Filippo Pozzato og i 2000 med udbrudssejr til Laurent Chotard.
5. etape
Paris-Nice er kendt for, at terrænet gradvist bliver mere kuperet, efterhånden som man nærmer sig Nice, og det gælder naturligvis også i 2020. Efter tre relativt flade dage blev det en anelse mere kuperet på enkeltstarten, og torsdag venter den hidtil mest kuperede etape. Der er imidlertid stadig ingen større stigninger undervejs, og sprinterne vil derfor se frem til at jagte en sidste chance på en etape, der med relativt kuperet terræn og en distance på næsten 230 km er perfekt træning til den følgende uges Milano-Sanremo.
I alt skal der tilbagelægges hele 227,0 km, der fører feltet fra Gannat til La Cote-Saint-André. Som alle andre tidlige Paris-Nice-etaper er der tale om endnu en transportetape på vejen mellem Paris og Nice, og derfor kører man stort set hele dagen mod sydøst, denne gang dog i mere kuperet terræn. Fra starten falder det let, mens man kører mod øst frem til kategori 3-stigningen Cote de Busset (3,4 km, 5,9%), der byder op to kilometer med 6,8% undervejs. Toppen rundes efter 23,5 km, hvorefter man drejer mod sydøst for kort efter at ramme kategori 3-stigningen Cote de Cheval Rigon (5,7 km, 3,9%), hvis top passeres efter 39,0 km. Det fortsætter dog med at stige hele vejen op til dagens første spurt, som kommer efter 51,0 km, så der i alt er tale om en lang, jævn opkørsel, som over 17,6 km stiger med 2,6%, men aldrig er stejl.
Efter spurten fortsætter man mod sydvest igennem terræn, der over 35 km er ganske let faldende, inden det flader ud efter ca. 85 km. Man fortsætter stadig mod sydøst, og efter 120,5 km begynder det atter at stiger let over næsten 30 km, inden en skarp nedkørsel fører ned til dagens to sidste bakker. Først gælder det kategori 3-stigningen Cote de Treves (3,0 km, 5,2%) med top efter 167,0 km og kort efter kategori 3-stigningen Cote de Saint-Prim (1,4 km, 8,3%) med top efter 183,0 km. Herefter går det mod øst igennem let stigende terræn helt frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 210,0 km. Herefter venter en kort nedkørsel, inden de sidste 15 km er stort set helt flade. I finalen følger man en lige vej, der dog afbrydes af et blødt sving med 3,5 km igen og et skarpt sving med ca. 1000 m til stregen.
Etapen byder på i alt bare 2681 højdemeter.
I Paris-Nice skal man altid frygte vinden, men vi er nu i et område, hvor det ikke blæser helt så meget, som det gør længere mod nord. Terrænet er en anelse mere kuperet end tidligere, men næppe noget, der kan ryste sprinterne, og da de vil være opsatte på at udnytte den sidste chance, ligner det en massespurt. Denne gang kommer den dog efter 227 km med mere end 2500 højdemeter, og det vil give de mere robuste folk en fordel i forhold til de mere udprægede afsluttere.
La Cote-Saint-André har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.
6. etape.
Efter nogle dage, hvor klatreudfordringerne har været moderate, er det nu endelig tid til for alvor at teste benene på de første sværere stigninger og den første af de tre kuperede etaper, der vil afgøre løbet. Der lægges dog relativt blødt ud med en småkuperet sag uden længere stigninger, hvor det i stedet er de eksplosive folk, der ser ud til at boltre. Der er i hvert fald næppe tvivl om, at Julian Alaphilippe jubler over udsigten til en lille mur med top 2,5 km fra mål, hvor han vil kunne jagte sejr og vigtige bonussekunder, hvis det lykkes at holde snor i udbruddet på en kuperet dag, der kan blive relativt krævende at kontrollere.
Etapen er nok engang en transportetape, der fortsætter rejsen mod solkysten ved at fører feltet over 161,5 km mellem Sorgues og Apt på en dag, hvor man kører videre mod sydøst, men samtidig snor sig rundt i områdets mange bakker. Starten er dog ganske let, idet det er helt fladt, når man kører mod sydøst, nordøst, syd og til slut øst væk fra startbyen. Herefter indleds udfordringerne, når man drejer mod nord for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote de Saumane-de-Vaucluse (4,2 km, 5,1%), hvis top rundes efter 28,5 km efter en helt jævn opkørsel. En nedkørsel fører videre mod nord, inden man drejer mod sydøst for at passere kategori 2-stigningen Col de Murs (10,4 km, 4,3%), der også er helt regulær, og hvis top passeres efter 47,5 km.
Herefter bliver det atter lidt lettere, når en nedkørsel leder videre mod sydøst, inden man drejer mod vest for at køre op ad kategori 3-stigningen Cote de Gordes (2,3 km, 6,5%), hvis top passeres efter 68,0 km. En nedkørsel fører herfra mod syd, inden det går mod øst igennem småkuperet terræn. Nu drejer man mod nordøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Col du Pointu (3,5 km, 5,4%), hvis top passeres efter 100,5 km, hvorefter let stigende terræn og siden en skarp nedkørsel leder mod øst og nordøst ned til den afsluttende rundstrækning, der rammes med 52,5 km igen i byen Saignon.
På rundstrækningen kører man først mod nordvest op til målbyen Apt, hvor man for første gang kører mod nord op ad en stejl mur (1,2 km, 8,2%), på hvis top den første spurt kommer efter 114,5 km. I stedet for at køre ned til stregen kører man imidlertid en hel omgang på den 44,0 km lange rundstrækning, der er placeret øst for byen. Fra start går det via en nedkørsel mod sydøst, inden en flad vej leder mod øst ud til kategori 2-stigningen Cote de Caseneuve (5,1 km, 5,4%), hvis top passeres efter 124,5 km. Herfra fortsøtter man mod nordvest ad et let stigende stykke, inden det falder let mod først øst og siden sydvest, syd og vest.
Næste udfordring er kategori 2-stigningen Cote d’Auribeau (4,5 km, 5,8%), hvis top rundes med bare 13,0 km igen. De indledes med en teknisk ukompliceret nedkørsel, som fører mod nordvest ned til Apt. Her skal man atter mod nord op ad den lille mur (1,2 km, 8,2%), på hvis top den sidste spurt kommer med bare 2,5 km igen. Her drejer man skarpt til venstre og forlader rundstrækningen for at køre mod vest, syd og sydøst ind gennem Apt, idet det forsætter med stige, indtil de sidste 2 km er faldende, dog med en fladere sidste kilometer. Samtidig er finalen uhyre kringlet med adskillige skarpe sving på nedkørslen, det sidste bare et par hundrede meter fra stregen.
Etapen byder på i alt 2863 højdemeter.
For klassementsryttere, der har brug for at varme klatrebenene lidt op, er fredagen en ganske god anledning. Der venter næsten 3000 højdemeter over en kort distance, men alle stigningerne er jævne og regulære. Det er derfor mere opslidende terræn end terræn til angreb, men forskelle kan der dog gøres i den eksplosive finale, hvor de eksplosive folk med Julian Alaphilippe vil forsøge at stjæle nogle sekunder inden den halsbrækkende og hektiske nedkørsel og måske få en sejr, hvis det altså er lykkedes at køre udbruddet ind på en dag, hvor tidsforskellene fra enkeltstarten måske kan give plads til en lykkeridder i terræn, der er svært at holde styr på.
Apt har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.
7. etape
På grund af den tidlige kalenderplacering bevæger Paris-Nice sig aldrig op i de største højder. Således er man eksempelvis altid sluttet længere nede af bjerget, når Mont Ventoux har været på programmet, og de relativt korte stigninger har ofte gjort det vanskeligt for de rene klatrere at køre med om sejren. Enkelte gange har man dog brudt trenden og sendt feltet op ad længere stigninger med den risiko for sne, som det altid indebærer på denne tid af året.
Efter fiaskoen med den meget lette rute i 2014 synes arrangørerne at have indset, at man nu om dage kun kan lokke etapeløbsstjernerne væk fra Tirreno-Adriatico ved hvert år at have en regulær bjergfinale på programmet, og det har derfor været tilfældet hvert eneste år siden 2015. I de første to år var stigningerne relativt lette, men i 2017 og 2019 bød man med målbjergerne Col de la Couille og Col de Turini på de sværeste bjergafslutninger i mange år. Midt imellem sluttede den nu efterhånden traditionelle kongeetape om lørdagen på Valdeblore La Colmiane, der i år vender tilbage to år efter Simon Yates’ solosejr, og som også skal bestiges på 2. etape af årets Tour de France. Der er ikke tale om historiens sværeste stigning, men med en længde på 16,3 km og en lidt hårdere sidste del vil den nok kunne skabe tidsforskelle på en lørdag, der igen bliver klatrernes største chance for at vinde løbet.
I alt skal rytterne tilbagelægge 166,5 km, der ender på toppen af Valdeblore La Colmiane, der er placeret i det stærkt kuperede terræn i den sydvestlige udkant af Alperne. Man synes at have gjort det til en tradition at indlede lørdagens kongeetape i Nice, og det vil også være tilfældet for femte gang i træk i 2020. Starten er ganske hård, idet man kører mod nord væk fra vandet og derfor efter et kort, fladt stykke skal op ad den ikke-kategoriserede stigning Cote de Gattieres (4,4 km, 4,8%), der er jævn og regulær og har top efter 15,0 km. Herfra drejer man mod sydvest for igennem fladt terræn at passere gennem Vence, hvor man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Col de Vence (9,7 km, 6,6%), hvis top rundes efter 34,5 km efter en meget jævn opkørsel.
Herefter bliver det lettere. Et kort, fladt stykke fører videre mod nordvest, inden en nedkørsel leder mod nordøst ned til Bouyon. Herfra går det mod nord og vest via en flad strækning, inden en lidt teknisk nedkørsel leder mod nordvest ned til bunden af kategori 2-stigningen Col de la Sigale (6,6 km, 4,9%), der er en regulær stigning med top 79,5 km. Der er ingen nedkørsel, men kun et kort plateau, der fører mod nord, inden man kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Cote de Saint-Antonin (6,2 km, 5,3%), hvis top passeres efter 92,0 km.
Nu bliver det atter lettere, idet man tager hul på en til sidst ret teknisk nedkørsel, der fører mod nordvest. Her rammer man dalen, hvor man følger en flad vej mod sydøst, inden man drejer mod nordøst for at følge en småkuperet og meget snoet vej, der indledes med en bakke (2,1 km, 6,4%) og slutter med dagens første spurt efter 134,5 km. Herfra kører man mod nord via en nedkørsel og derefter flad vej, der leder direkte frem til bunden af kategori 1-bjerget Valdeblore La Colmiane, der afslutter etapen. Den stiger med 6,3% over 16,3 km og indledes med det stejleste stykker med 2 km på 8,0%. Herefter stiger den med 6-7% afbrudt af nogle lettere kilometer med 3-5%, indtil man når frem til dagens anden spurt, der kommer med 5,5 km til toppen. Herfra tager stigningen fat igen med en meget stabil stigningsprocent på 6,5-7,0% resten af vejen. Stigningen har et teknisk stykke ca. en tredjedel oppe, men derudover er det en relativt lige vej med enkelte hårnålesving, hvor de sidste to kommer lige efter hinanden med ca. 2 km igen.
Etapen byder på i alt 3952 højdemeter.
Som sagt er det relativt usædvanligt at møde et 16 km langt bjerg i det franske etapeløb, der normalt har været kendetegnet af relativt korte stigninger, men det er nu blevet reglen snarere end undtagelse. Colmiane-stigningen er et typisk alpebjerg, da det er langt, men relativt regulært, og på den slags stigninger spiller vindretningen altid en stor rolle. Da Simon Yates vandt i bjerget debut for to år siden, så vi dog overraskende store forskelle, og det viser, at klatrerne under de rette omstændigheder her har betingelserne for at vinde den tid, der skal give dem den samlede sejr efter det, der er løbets eneste regulære bjergslag.
Valdeblore La Colminane blev første gang brugt på kongeetapen i 2018, hvor Simon Yates kørte alene hjem med 8 sekunder ned til Dylan Teuns og Gorka Izagirre.
8. etape
I de år, hvor man har skippet Col d’Eze-enkeltstarten, er løbet altid sluttet med en kort, meget kuperet etape i det vanskelige terræn omkring Nice. Det er igen tilfældet i år, men alligevel er meget forandret denne gang. Væk er således både legendariske Col d’Eze og den ikoniske finale ved havnefronten på Promenade d’Anglais, og i stedet har man sammensat en ny etape, der finder sted i bjergene nord for Nice og ikke i området omkring Eze nordøst for byen. Igen er der tale om en kort, eksplosiv og stærkt kuperet uden meget fladt terræn, men med færre og lettere stigninger samt en længere nedkørsel til Nice end tidligere synes chancerne for, at bakkerne omkring Nice i år bliver afgørende at være mindre end i tidligere udgaver.
Årets etape, der både starter og slutter i Nice, er med sine 113,5 km ligesom i de to foregående år endnu kortere end vanligt. Promenade d’Anglais skippes i finalen, men starten går stadig på den berømte kystboulevard. Herfra kører man mord nord ud gennem byen, og man følger herfra en mindre flod via en helt flad vej, der først begynder at stige let til sidst, indtil man når frem til den første spurt efter 19,0 km. Her drejer man mod nordøst for at følge en let stigende vej frem til en bakke (1,6 km, 7,2%), der leder op til etapens nordligste punkt. Her vender man rundt for at køre mod sydvest ned til bunden af kategori 1-stigningen Col de la Porte (13,1 km, 4,7%), der bestiges fra nordvest. Der er tale om en todelt stigning med en let indledning og en nedkørsel, inden stigningen tager fat med 7.8% over de sidste 5 km frem mod toppen, der rundes efter 51,0 km.
Efter dagens længste stigning fører en først teknisk og siden let nedkørsel mod sydøst og syd ned til dagens anden spurt, der kommer efter 66,5 km. Her drejer man mod vest for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote de Berre-les-Alpes (3,9 km, 6,1%), hvis top passeres efter 70,0 km. Nu venter endnu en meget teknisk nedkørsel, der leder mod sydvest og syd ned til byen Contes, som nås efter 76,0 km.
Etapens finale indledes her, hvor man drejer mod vest for at køre op ad kategori 1-stigningen Cote de Chateauneuf (6,5 km, 6,6%), der starter voldsomt med 8,5% over den første kilometer, men herefter byder på en langsomt aftagende stigningsprocent på 6-7%, inden den bliver lettere til slut med 1000 m med 4,3% og slutteligt 500 m med 6,1% frem mod toppen, der rundes med 29,5 km igen. De indledes med en lidt lettere nedkørsel, der snor sig mod sydvest ned til bunden af løbets sidste udfordring, kategori 3-stigningen Cote d’Aspremont (3,9 km, 3,7%). Toppen rundes efter 95,0 km, hvorefter de sidste 18,5 km indledes med en lang, til tider teknisk nedkørsel, der fører mod sydvest tilbage til dalen. Her følger man den samme helt flade vej, som tidligere blev benyttet, mod syd ned langs floden ind mod centrum af Nice. Det hele slutter med en kringlet, men helt flad afslutning med tre skarpe sving på næstesidste kilometer, inden man efter to rundkørsler skal til venstre i en rundkørsel bare et par hundrede meter fra stregen.
Etapen byder på i alt 2346 højdemeter.
Med tanke på de dramaer, den gamle rute gav - tænk på Alberto Contadors vilde offensiver i 2016 og 2017, Marc Solers modige angreb på Simon Yates i 2018 og Nairo Quintanas store attentat på Egan Bernal i 2019 - kan man ærgre sig over, at arrangørerne har ændret på formatet. Faktisk har den nye rute lidt flere højdemeter end den gamle, men desværre ser den betydeligt lettere ud. Col de la Porte kommer trods alt for tidligt til at sætte et stort angreb ind, og derfor er det på Chateauneuf, at det endelige slag om sejren i Paris-Nice skal slås. Den er for så vidt svær nok til at blive brugt offensivt, men med 29,5 km lette kilometer som afslutning, vil et stærkt hold formentlig relativt let kunne sikre, at førertrøjen denne gang ikke kommer under pres. Uanset hvad skal de sidste forsøg naturligvis gøres på en dag, hvor udbrydere meget ofte ender med at tage sejren foran favoritternes indbyrdes opgør.
Sidste år så vi Nairo Quintana angribe fra distancen og undervejs true Egan Bernals førertrøje, men Sky-mandskabet fik ham effektivt neutraliseret, så han blot hentede fire sekunder. I stedet blev det Ion Izagirre, der fra det tidlige udbrud kørte alene væk fra resten af gruppen, hvis spurt om 2. pladsen blev vundet af Oliver Naesen foran Wilco Kelderman. I 2018 blev den førende Simon Yates sat under pres fra start, og det udnyttede Marc Soler til at angribe tidligt og gøre følgeskab med David De La Cruz og Omar Fraile i en trio, der holdt hjem og gav sejr til De La Cruz og samlet triumf til Soler. I 2017 angreb Alberto Contador tidligt og hentede de to tidlige udbrydere De La Cruz og Soler, inden trioen spurtede om sejren, der også her gik til De La Cruz. Favoritgruppen, der også indeholdt navne som Sonny Colbrelli og Michael Matthews, nåede mål 21 sekunder senere, og det var akkurat nok til, at Sergio Henao kunne forsvare førertrøjen.
I 2016 angreb Contador på begge de to sidste stigninger, og efter at være blevet hentet én gang kom han til sidst afsted sammen med Richie Porte. De samlede Tim Wellens op fra det tidlige udbrud og havde held til at holde forfølgerne bag sig, inden Wellens let spurtede sig til sejren. Geraint Thomas var i krise på stigningen, men kom tilbage til favoritgruppen på nedkørslen og begrænsede tidstabet nok til at sikre sig den samlede sejr.
I 2015 blev løbet afviklet i episk regnvejr, og her kørte Tony Gallopin sig til en imponerende solosejr på en dag, hvor både Porte og Geraint Thomas styrtede på nedkørslen, men alligevel reddede Portes samlede sejr. I 2014 vandt Arthur Vichot etapen i en lille spurt i en gruppe af favoritter, og 12 måneder tidligere var Sylvain Chavanel den hurtigste i en usædvanligt stor gruppe. I 2012 vandt Thomas De Gendt fra et langt udbrud, og i 2011 var Thomas Voeckler den bedste i en udbrydergruppe. I 2010 var det Amael Moinard, der var den stærkeste af angriberne, mens Antonio Colom slog Contador og Frank Schleck i en tremandsspurt i 2009, hvor etapen var mere selektiv end vanligt.
Favoritterne
Hvor tidligere års Paris-Nice var lidt vanskeligt at forudsige grundet de relativt lette ruter med ganske lette stigninger, har arrangørerne fra ASO som sagt ændret tingenes tilstand i de sidste par år. Beslutningen om i at indføre en relativt lang enkeltstart samt introduktionen af langt sværere bjergafslutninger end tidligere, har gjort det hele lidt lettere at forudsige. Løbet ligner nu et ”rigtigt” etapeløb, hvor det som udgangspunkt er kombinationen af tempoegenskaber og bjergben, der afgør udfaldet.
Paris-Nice har ofte været et lidt specielt løb. På den ene side har det været så kuperet, at etapeløbsrytterne og klatrerne har fundet sig fint til rette, men på den anden side har stigningerne også været så korte og relativt lette, at det har været muligt for klassikerryttere også at blande sig. Det har også i de seneste år i nogen grad være tilfældet, da der fortsat ikke er tale om udfordringer som dem, der findes i sæsonens største løb, men Paris-Nice er nu et løb, der i højere grad passer til de virkelige etapeløbsryttere.
Det synes også at være tilfældet i år, hvor ruten med en 15,1 km lang enkeltstart og en solid bjergetape med næsten 4000 højdemeter får feltets traditionelle klassementsryttere til at slikke sig om munden. Alligevel er det hele ikke helt så let at fortolke, som det var sidste år, hvor de enkelte etaper var mere klare. Her havde man den usædvanligt lange og flade enkeltstart, der var en gave til specialister, men den er i år erstattet af en mere klassisk Paris-Nice-enkeltstarter, der dels er kortere, dels er langt mere kuperet og teknisk. Sidste del består stadig af nogle pæne tonserstykker, men klatrerne vil kunne forsvare sig betydeligt bedre end for et år siden, og de tunge specialister har ikke mange chancer i Julian Alaphilippes hjemby Saint-Amand-Montrond. Snarere skal vi se i retning af enkeltstarterne i 2018 og 2017, hvor hhv. Wout Poels og netop Alaphilippe sejrede, for at få en fornemmelse af favoritfeltet, ligesom etapen også kan minde ganske meget om en nyere enkeltstart, nemlig den meget tekniske Ruta del Sol-enkeltstart, som Dylan Teuns for nylig akkurat vandt foran Jakob Fuglsang.
Det kan naturligvis få klatrerne til at juble, men til gengæld må de leve med, at bjergetapen er lettere. Colmiane-stigningen har ikke samme sværhedsgrad som Turini - to stigninger, der i øvrigt begge skal forceres på 2. etape af årets Tour - og derfor er det ikke sikkert, at kongeetapen vil kunne gøre samme forskelle som for et år siden. Alligevel så vi ganske pæne forskelle, da den første gang blev brugt i 2018, hvor der måske kun var 20 sekunder mellem de første seks, men hvor der derefter var betydeligt større afstande. Dengang var feltet imidlertid også svagt - det var dengang, Paris-Nice stadig fik klø af Tirreno-Adriatico i kampen om de største stjerner - og det er måske tankevækkende, at den i 2018 så flyvende Simon Yates kun vandt med 8 sekunder ned til Dylan Teuns, der normalt ikke er en mand til så lange stigninger, og Ion Izagirre, samt 13 sekunder ned til Gorka Izagirre og Tim Wellens, der bestemt heller ikke er ryttere til klassiske bjerge.
Samlet set er etapen sværere end for to år siden, men særligt hvis vinden står ”forkert” på de moderate procenter, er det ikke sikkert, at det vil være let for de bedste at vinde megen tid i et felt, der i år har langt flere topklatrere til start. Heldigvis for dem kan de glæde sig over, at der i skrivende stund er udsigt til svag medvind op ad bjerget, selvom det sagtens kan nå at ændre sig, inden etapen afvikles mere end en uge senere, end disse linjer skrives.
Problemet for klatrerne er, at 7. etape meget vel kan være deres eneste reelle chance for at udnytte klatreevnerne. Vi er ellers blevet vant til et festfyrværkeri på den sidste eksplosive etape omkring Nice, hvor Alberto Contador i både 2016 og 2017 kom meget tæt på at snyde Sky-rytterne Geraint Thomas og Sergio Henao for sejren med sine storslåede offensiver. Samme mod så vi sidste år fra Nairo Quintana, der undervejs virtuelt havde overtaget førertrøjen fra Egan Bernal, og i 2018 lykkedes det jo endda Marc Soler med et angreb langt fra mål at køre den førende Simon Yates helt i sænk.
Udfordringen er, at man efter flere år med en relativt ensartet etape, nu har nytænkt den fuldstændig, og selvom der er flere højdemeter, er det svært at læse det anderledes, end at den er blevet betydeligt lettere. Væk er den stejle Peille-stigning, klassikeren Col d’Eze og den nye bakke inde i Nice, som man introducerede i 2018. I stedet synes angreb i klassementet nu at skulle komme på Chateauneuf, der måske ikke er helt nem, men kommer lidt for langt fra mål til, at det for alvor kan blive farligt. Naturligvis er terrænet her altid svært at kontrollere, ligesom man på en offday i stil med den, Yates havde, sagtens kan smide det hele, men holder den førende rytter niveau, og støttes han af et stærkt hold, er det formentlig kun bonussekunder fra en eventuel spurt nede i Nice, der kan skabe forskelle mellem de bedste, særligt hvis den nuværende vejrudsigt med sidemodvind til slut og masser af solskin holder.
Den tredje og sidste chance for klatrerne er 6. etape, men her bliver der alene tale om, at der kan vindes sekunder. Etapen er bestemt ikke let, men den eneste reelle chance for at gøre forskelle kommer på den lille mur inde i Apt. Her kan man sagtens forestille sig, at en eksplosiv puncheur som Julian Alaphilippe kan stjæle nogle sekunder - og i hvert fald noget tidsbonus - og det kan sagtens blive vigtigt i et løb, der ser ud til at skulle afgøres på marginaler. De rene klatrere kan imidlertid ikke bruge etapen til meget.
Som altid er Paris-Nice imidlertid et løb i to halvdele, hvor selv den største favorit kan være sat ud ad spillet, inden vi har kørt én eneste stigning. Det skete for storfavoritten Richie Porte i 2017, og sidste år var langt de fleste forhåndskandidater elimineret efter bare to etaper. Derfor vil der også i år være mange, der skæver nervøst til vejrudsigterne for søndag, mandag og tirsdag.
Gør de det, har de al mulig grund til at sove uroligt. Alle tre dage bliver nemlig blæsende, og søndag og tirsdag bliver endda også præget af regnbyger. Splittelse kan der allerede opstå på 1. etape, hvor der burde være masser af sidevind på den kringlede rute, men erfaringen er også, at der er en del læ omkring Paris. Derfor er 2. etape måske nok farligere, da alt peger på, at vi her får en ret kraftig sidevind på de sidste 50-60 km. Til gengæld ser det ud til, at vinden vil ligesom søndag vil være i sydvest på tirsdag - mandag vil den være i vest - og det vil give direkte modvind på hovedparten af etapen. Derfor bliver 3. etape nok bare en langsom sprinteretape, selvom det faktisk er den, der vil blive afviklet i de mest blæsende betingelser.
Derfra venter en skyet, men tør og relativt stille onsdag til enkeltstarten, inden vi med undtagelse af lidt byger til kongeetapen lørdag vil få sol og begrænset vind til de sidste fire dage i kuperet terræn. Derfor må man også vente sig, at 5. etape ikke kommer til at spille en rolle, og at sprinterne her vil gribe deres sidste chance i løbet.
Det efterlader os ved den konklusion, at der formentlig er fire elementer, der vil afgøre løbet. De to mest oplagte faktorer er naturligvis enkeltstarten og kongeetapen, hvor tidskørslen på den ene side passer klatrerne pænt, men hvor de på den anden side kan få svært ved at vinde alt for meget tid på Colmiane-stigningen. Det tredje element er de bonussekunder en eksplosiv og hurtig fyr som Julian Alaphilippe kan stjæle på 6. og måske også 1. etape (herunder også i indlagte spurter særligt på muren på 6. etape). Endelig er der sidevinden, der ser ud til at kunne spille en rolle på 1. og 2. etape, særligt sidstnævnte.
Med andre ord skal man som altid være en komplet rytter for at vinde Paris-Nice, men nærmest uanset rutens beskaffenhed vil Primoz Roglic altid være favorit til et ugelangt etapeløb med en enkeltstart. Ser man bort fra et Tour of Britain i 2018, hvor han var helt ude af form, er Roglic nemlig ikke blevet slået i ét eneste kortere etapeløb, siden han tidligt blev sat ud af spillet af et styrt i Tirreno-Adriatico for to år siden, hvor han dog rejste sig fra uheldet ved alligevel at vinde en etape. Med undtagelse af det britiske etapeløb har han vundet alle de seks øvrige etapeløb, han har kørt siden da, og af dem er det endda kun Tour de Slovenie, der ikke er en del af WorldTouren. Det er blevet til to sejre i Romandiet samt en enkelt i Baskerlandet, UAE Tour og Tirreno-Adriatico - og som ekstra flødeskum er han undervejs også blevet nr. 1, 3 og 4 i sine tre grand tours, hvor han naturligvis også har vundet etaper hver eneste gang.
I ugelange etapeløb spiller enkeltstarter typisk en større rolle end i grand tours, og det er da også den disciplin, der er hovedforklaringen på Roglics suveræne dominans. Ser man bort fra de nederlag, som han led på sidste etape i Giroen, hvor han var syg, træt og forslået, og ved VM, hvor han tydeligvis ikke var kommet sig over Vueltaen, er de eneste enkeltstarter, han ikke har vundet i de seneste to sæsoner, den pandekageflade Tirreno-enkeltstart, hvor han i 2018 og 2019 trods alt kom til kort mod mere kraftfulde ryttere, den lidt skuffende Tour-enkeltstart i 2019, bjergenkeltstarten i Romandiet i 2018 samt den ultrakorte prolog i Romandiet i 2019 (hvor han alligevel var mindre end et sekund fra at vinde). Alle øvrige seks enkeltstarter har han vundet, og dertil skal lægges VM-sølvet og de to WorldTour-sejre på enkeltstarter i 2017. Den statistik fortæller klart, at Roglic er i den absolutte elite i disciplinen, og ikke mindst på denne kuperede, tekniske rute vil han få fuld glæde af sin enorme alsidighed, hvorfor han her kan regne med at sætte masser af tid i banken i forhold til alle rivalerne på 4. etape.
Roglic kan imidlertid mere end det. Han er også en sublim klatrer, og faktisk var det kun Miguel Angel Lopez på Javalambre i Vueltaen og Adam Yates på en stejl mur, der i 2019 på ren styrke lykkedes med på en stigning at køre fra Roglic, når han ikke var enten forslået eller syg. Når han er i form, er Roglic næsten umulig at sætte i bjergene, og han vil derfor også være en af de soleklare favoritter til kongeetapen. Lægger man dertil, at han har punch og er lynhurtig - førstnævnte viste han med sejren i Emilia sidste efterår, og sidstnævnte kom til udtryk med spurtsejrene i UAE Tour og Romandiet - kan han endda også gøre sig håb om at vinde tid og bonussekunder på 6. etape.
Men er han overhovedet i form? Manden har trods alt ikke kørt ét eneste cykelløb siden oktober måned, men det er slet, slet ikke et problem for det slovenske fænomen. Tværtimod er han som regel et mindre monster, når han vender tilbage fra en træningslejr, som da han sidste år knuste al modstand i UAE Tour, Romandiet og Vueltaen, som han begge kørte efter en længere pause. Monsteret kan således ventes at være genfødt på søndag, og derfor kunne det se ud til, at det først og fremmest er sidevinden, der kunne være en trussel. Roglic er nemlig to gange - i Touren i 2018 og i Vueltaen 2019 - blevet fanget i netop den, men det skyldes snarere uopmærksomhed end manglende evner. Tværtimod har Roglic alle de egenskaber, der skal til, og efter sidste års øjenåbner i Vueltaen, hvor kun Astana reddede hans samlede sejr, har han formentlig lært lektien, også selvom hans hold ikke er skabt til netop den slags kørsel.
Til gengæld vil Robert Gesink, Sepp Kuss og George Bennett sikre, at Jumbo har et af de allerstærkeste hold i bjergene, og derfor vil han have ressourcerne til at forsvare en førertrøje på sidste etape omkring Nice også. Med andre ord er Roglic på alle måder løbets klare favorit, og hvis han skal slås, er det nok en god ide at teste hans klatretunge hold på de første flade etaper i det blæsende Nordfrankrig.
Hans værste rival må naturligvis være Egan Bernal, men han vil næppe være helt tilfreds med ruten. Problemet er nemlig, at han ikke kan undgå at tabe en del tid til Roglic på onsdag, og det er alt sammen noget, der skal indhentes i bjergene. Man kan tvivle på, om Colmiane-stigningen er svær nok til det formål, især fordi det langt fra er givet, at colombianeren kan sætte sloveneren af - og udfordringen bliver kun endnu større, hvis den mere eksplosive Roglic også vinder bonussekunder på 6. etape.
Skal Bernal vinde, er første forudsætning en god enkeltstart. Her er han mildt sagt svingende, for mens han på en blæsende dag i Schweiz og også i dette løb sidste år kørte ganske pæne enkeltstarter, faldt han til gengæld igennem i Touren, hvor ruten var ganske kuperet, ligesom han forleden blev slået af den meget temposvage Nairo Quintana ved de nationale mesterskaber. Ruten her bør give ham fornuftige muligheder, men skal han vinde, skal han køre som for et år siden i dette løb og i Schweiz og ikke som i Touren. Dernæst skal han sætte Roglic af på Colmiane, der er hans eneste chance i lyset af den ret lette 8. etape, og det kræver formentlig absolut topform.
Hvor han står formmæssigt, kan være lidt svært at vurdere. På den ene side siger han, at han er kommet meget bedre gennem vinteren end sidst, hvor han stadig var på vej tilbage fra en skade, men på den anden side har han også gjort det klart, at han i år ikke nødvendigvis vil vinde meget før Touren, der er det altoverskyggende mål. Heldigvis ved vi, at superambitiøse Bernal altid er velforberedt og går efter sejren, og han var da også ganske stærk i Colombia, hvor kongeetapens stigning dog var lidt for nem til, at forskelle kunne gøres. Nu er han helt sikkert endnu bedre, men han skal stadig bevise, at det er nok til at slå Roglic. Det kræver formentlig en sejr på kongeetapen, men måske har han et hemmeligt våben i sidevinden. Sidste år viste han sig sublim i den disciplin, hvor hans hold traditionelt er et af de stærkeste, og med Luke Rowe og Dylan van Baarle som bundsolide bodyguards har han langt bedre støtte end Roglic. Det kan vise sig at være i det flade nord, at Bernal skal vinde løbet, men Ineos er formentlig også holdet, der kan sikre netop det - præcis som de gjorde det for Bernal i 2019 og for Sergio Henao i 2017.
Den af topkandidaterne, der har dokumenteret klart bedst form, er naturligvis Nairo Quintana. Allerede sidste år var han flyvende på denne tid af året, hvor han i dette løb blandt andet fulgte Bernal til dørs på kongeetapen og siden satte ham under pres med sit store angreb på Nice-etapen. I år ser det imidlertid ud til, at han har lagt yderligere et lag til, for han har i år leveret to gigantiske magtdemonstrationer, først ved at sætte rivalerne med mere end et minut på en halv tur på ad Ventoux og siden ved at tage ufattelige 40 sekunder på konkurrenterne på den korte og læse Col d’Eze i Haut-Var.
Den form fortæller naturligvis historien om, at Quintana sammen med Bernal er manden, der kan bringe Roglic ud af fatning i bjergene. Problemet er bare, at selv en sejr på kongeetapen måske ikke er nok for Quintana. Hans enkeltstart har nemlig været på grænsen til katastrofal i de seneste sæsoner, og det er netop blevet bedre af skiftet væk fra Movistar, der altid har dyrket enkeltstarterne siden Indurain-dagene. Det gør Arkea bestemt ikke, og det er svært at se, at skiftet til Frankrig har gjort ham bedre. På den anden side passer ruten ham bedre end de fleste, og da hans gode form faktisk betød, at han kørte årets bedste enkeltstart netop her i 2019, kan man håbe, at han måske alligevel kan stoppe blødningen.
Sidevinden kunne på papiret også ligne en trussel for lille Quintana, der ikke bakkes op af det stærkeste hold, men som vi så med en ensom Quintana i Paris-Nice og senere i Vueltaen, hvor han var lige ved at rende med hele svineriet efter sit kup i sidevinden, har han efterhånden lært den kunst. Sjovt nok kan det måske være her, at også han skal knække Roglic. Sker det ikke, vil han nok tabe så meget tid på enkeltstarten, at der skal en Ventoux-agtig magtdemonstration til én gang til. Heldigvis ligner Quintana også en af de få, der rent faktisk kan levere en sådan.
Astana stiller med Miguel Angel Lopez, der håber på alt andet end en gentagelse af debuten i 2019. Sidste år var han nemlig blæst helt væk og ud af klassementet efter bare to dage, og med udsigt til en kedelig vejrudsigt kunne man meget vel frygte for en gentagelse - især fordi Astana ikke rigtigt rimer på sidevind. Kommer han helskindet frem til onsdag, er han imidlertid ikke uden chance. Lopez kører altid som en motorcykel fra sæsonstart, og det gør han også i år, hvor han ganske suverænt vandt Algarves kongeetape foran meget formstærke Remco Evenepoel og Maximilian Schachmann, og det var ellers en kort, eksplosiv stigning, der slet ikke lå til hans højreben. Colminane passer ham langt bedre, selvom den gerne måtte have været meget sværere, og når han er i form, er Lopez virkelig flyvende i bjergene. Som nævnt var han i et ellers svingende 2019 nemlig en af bare to, der faktisk lykkedes med at køre fra en frisk Roglic på en stigning.
Normalt ville man sige, at det ikke var nok med en sejr lørdag, for Lopez vil få en gigantisk ørefigen på onsdag. Sådan er det bare ikke sikkert, at det går, da alt peger i retning af, at Lopez har taget gigantiske skridt på enkeltstarten. Vi fik allerede en fornemmelse af det i sidste års Vuelta, hvor han gjorde det bedre end ventet, og senest leverede han en mindre sensation i Algarve, hvor han slog en hel serie af specialister og endte som en mageløs nr. 5. Ganske vist var han hjulpet af den aftagende vind, men han tabte stadig kun 38 sekunder til fænomenet Evenepoel, der kørte i ensartede betingelser. Ruten i dette løb passer ham endda langt bedre end det flade portugisiske tonserterræn. Kan han gentage bedriften derfra og overleve sidevinden, kan Lopez vinde løbet, hvis han ligesom i Vueltaen faktisk kan køre fra Roglic i bjergene.
For nogle år siden var det standard at gøre Richie Porte til favorit i Paris-Nice, som han allerede har vundet to gange. Dengang var australieren nemlig verdens bedste rytter til ugelange etapeløb, og særligt i 2017 var han næsten umulig at bide skeer med hver eneste gang, det gik bare lidt op ad bakke. Desværre har han ikke været på et lignende niveau, siden han efter sejren i Tour de Suisse styrtede ud af Touren i 2018, og efter 2019-sæsonen sad man med fornemmelsen af, at alderen nok havde slukket for Portes lys.
Alligevel kan der måske være lidt grund til at aflyse begravelsen. Porte lignede nemlig lidt af sig selv fra gamle dage, da han i fuldstændigt suveræn stil knuste al modstand i Tour Down Under, hvor han var mere overbevisende end i 2019. Senere er der blevet lagt en lille dæmper på håbet om en genrejsning, efter at Simon Yates i Herald Sun Tour afslørede, at niveauet Down Under måske ikke var skræmmende højt, og da Quintana i Haut-Var gav ham en lussing på Col d’Eze, så man, at han måske ikke var så god endda. Heldigvis rejste han sig dagen efter, hvor han fulgte Quintana til dørs på den stejlere Mont Faron, og selvom colombianeren angiveligt kørte den etape ret defensivt, da et udbrud allerede var løbet med sejren, peger det på, at Porte slet ikke er så ringe endda - især ikke fordi han kørte fra en vis Thibaut Pinot.
Er det så nok til at vinde her? Det kan man måske nok være i tvivl om, men faktisk er det svært at huske, at Porte har kørt så fint i februar, hvor han aldrig har været på toppen. Lægger man dertil, at han på papiret er en bedre temporytter end alle andre topkandidater end Roglic, ser det slet ikke så ringe ud. Han har ellers kørt skuffende enkeltstarter i nogle år, men sidste år kørte han en ganske pæn enkeltstart i Touren som indikation på, at han kan genfinde noget af det niveau, han senest havde, da han suverænt vandt Dauphiné-enkeltstarten i 2017.
Udfordringen er som altid sidevinden, der så sent som i 2017 kostede storfavoritten Porte sejren, så han kun kunne redde æren ved at vinde kongeetapen, men skal han nogensinde klare den nordfranske del, må det være i et år, hvor han har støtte af Jasper Stuyven, Mads Pedersen og Edward Theuns. Kommer han først helskindet til Sydfrankrig, er det stadig en postgang for tidligt at udelukke manden, der engang vandt denne slags etapeløb lige så ofte, som Donald Trump råber ”Heksejagt”.
Forud for sæsonen så Thibaut Pinot ud til at være en af de helt store favoritter til dette løb, som han helt usædvanligt for en franskmand først gør debut i nu. Vi husker nemlig alle, at Pinot under sidste års Tour viste, at det niveauspring, der gav ham sejren i Il Lombardia i 2018, har bragt ham op på den allerøverste hylde, og vi sidder stadig tilbage med fornemmelsen af, at han måske kunne have slået Bernal, hvis ikke verdens dårligst timede lårskade sendte Pinot og hele den franske nation i tårer. De forventninger er imidlertid blevet dæmpet af en sæsonstart, der har været usædvanligt ringe for FDJ-kaptajnen, der uden for grand tours ellers har været uhyre stabil og særligt har haft en tendens til altid at starte sine sæsoner som lyn og torden.
Det har han bestemt ikke gjort i år. I Provence gav Quintana ham en klatrelektion, som han gentog på Col d’Eze, og helt galt blev det, da han på Mont-Faron kunne se Quintana, Porte og Romain Bardet køre fra sig. Skuffelsen kunne han ikke lægge skjul på, og han indrømmer da også, at han ikke er på niveau endnu. Heldigvis har han nu haft to uger til at forbedre sig inden forårets helt store mål, og man må formode, at han nu er langt bedre. Det var heller ikke en ringe Pinot, vi så i de første løb, og med tanke på hans tårnhøje topniveau skal han med to ugers ekstra træning regnes som topkandidat. Ruten passer ham heller ikke dårligt, særligt fordi han i 2019 fik tilrettet sin enkeltstartsposition og gav ham lidt af de evner, som tidligere gjorde ham til lidt af en tempokonge med sejr over Dumoulin i Romandiet og et suverænt fransk mesterskab. På den kuperede 4. etape vil han i hvert fald gøre det godt, hvis han har samme ben som på Tour-enkeltstarten i 2019.
I bjergene ved vi, at han er skræmmende, når han er i form, og det efterlader sidevinden som hans væsentligste akilleshæl. Den er til gengæld også et problem for en mand, der hader positionskamp, men med støtte fra formstærke Stefan Küng kan han måske komme sikkert igennem. Gør han det, skal han så bare bevise, at han har fundet de procent, han stadig manglede i Provence og Haut-Var.
Faktisk så det for et par uger siden ud til, at Paris-Nice kunne blive lidt af en fransk fest. Også Julian Alaphilippe har nemlig haft store drømme om at vinde årets udgave af Løbet mod Solen, der afvikler enkeltstarten i hans hjemby Saint-Amand-Montrond. Faktisk så det ud til at være en ganske realistisk, at det ville lykkedes på en rute, hvor den store bjergetape ikke er alt for svær, hvor enkeltstarten mindet om den, han sidste år vandt i Touren, og hvor han kan score relativt mange bonussekunder på 6. og måske også 1. og 8. etape.
Alligevel går Alaphilippe kun ind til løbet som outsider. Normalt er hans bundniveau ellers tårnhøjt, når han ikke er træt og udmattet, men det har det bestemt ikke været i år. Han blev syg i Argentina, og selvom han gjorde det pænt i Colombia, var han alligevel ringere end i både 2018 og 2019. Helt galt gik det i weekendens løb i Ardeche og Drome, som han havde satset på at vinde som optakt til årets første mål, men det gik helt i vasken, da han først hurtigt forsvandt i Ardeche og siden sank helt sammen i finalen i Drome.
Efterfølgende gjorde Alaphilippe det klart, at han havde været stivfrossen i kulden. Den forklaring er også plausibel, da vi tidligere i blandt andet Liege og senest ved VM har set, at kulde ikke harmonerer specielt godt med Alaphilippes tændstikagtige krop. Han måtte dog også erkende, at formen ikke var på toppen, og hvis den ikke er det, bliver det svært at vinde Paris-Nice. Alaphilippe er nemlig ikke naturlig klatrer, og da han sidste år leverede det ene Tour-mirakel efter det andet, var det faktisk det første bjergrige etapeløb, hvor han ikke er eksploderet efter de første 4-5 dage. Sådan er det også gået hver eneste gang i Paris-Nice, blandt andet i 2017, hvor han ellers vandt enkeltstarten, og derfor er det ikke urimeligt at antage, at det vil ske igen, når han rammer kongeetapen lørdag.
Det er også den etape, der er hans udfordring, for i sidevinden står han brølstærkt med sit Deceuninck-mandskab, enkeltstarten passer ham som fod i hose, og både 1., 6. og 8. etape kan han alle vinde. Det helt store spørgsmålet er bare, om kroppen kan klare 7. etape. Med mindre kulden virkelig er hele forklaringen på seneste nedtur, er det ikke helt let at tro på.
Sidste år skulle Jack Haig have ageret hjælper for Simon Yates, men det går ikke altid, som præsten prædiker. Yates blæste nemlig hurtigt væk i den nordfranske sidevind, og selvom han siden rejste sig med en choksejr på enkeltstarten, tilfaldt kaptajnrollen lynhurtigt Haig i stedet. Det australske stortalent havde nemlig klaret blæsten, og da han samtidig kørte fornemt på kongeetapen, fik han et lille klassementsgennembrud på højeste med en flot 4. plads.
I år er det anderledes. Her kommer Haig nemlig til løbet som kaptajn, og det gør han med stor grund til optimisme. Australieren kan meget vel blive en af sæsonens åbenbaringer, efter at han sluttede fremragende af i et ellers lidt skuffende 2019, hvor han rundede af med stor kørsel i Lombardiet. I år har han været flyvende med 2. pladser i både Valencia og Andalusien, og særligt på kongeetapen i Andalusien, hvor han slutteligt kørte fra Landa og Fuglsang, så han meget stærk ud, da startrusten var banket af. Med de ben er der grund til at antage, at han vil vise sig som en af de bedste i bjergene, og vi så som sagt allerede sidste år, at han mestrer kunsten at køre i sidevind. Når han alligevel er en usandsynlig vinder, skyldes det enkeltstarten, der senest i Andalusien og tidligere i dette løb viste sig som en stor akilleshæl, og da han trods alt ikke ventes at køre fra Roglic, Bernal og co. på Colmiane, bliver det nok snarere til en flot placering end en sejr.
En af de positive oplevelser i UAE Tour var den delvise genfødsel af Ilnur Zakarin. Den langlemmede russer har ellers i to år været en skygge af den rytter, der tidligere vandt kongeetapen i dette løb, sejrede sammenlagt i Romandiet og endte på Vueltaens podium så sent som i 2017. Allerede inden løbet i ørkenen gik der rygter om, at han var velforberedt, og efter en lidt rusten start på den første bjergetape kørte han fremragende på anden tur op ad Jebel Hafeet, hvor han uden punch ikke kunne følge accelerationerne, men endte som en fin nr. 5 som del af den stærkeste kvintet.
Det er da heller ikke uventet, at Zakarin er stærk, da han i år har gjort de ugelange etapeløb i foråret til et decideret mål, inden han skal jagte etaper i Giroen og måske også Touren. Derudover kan det ikke skade nogen at komme væk fra Katushas fallitbo, og noget kunne tyde på, at Zakarin er på rette vej. Han mangler stadig så meget, at han ikke kan regnes som favorit, men skulle han have rejst sig yderligere med mere løbsrytme, er han farlig. En stor bjergetape i Alperne passer ham i hvert fald bedre end den meget eksplosive opkørsel i Mellemøsten, og efter nogle sløje enkeltstartsår kan han håbe, at han genfinder de fremragende tempoevner, han havde i sin storhedstid, senest i den omtalte Vuelta. Den kuperede rute er heller ikke ringe for ham, selvom den er en anelse for teknisk.
Faktisk burde Zakarins potentiale for en genrejsning have ført til tre stjerner, men når han alligevel ender på to, skyldes det én ting: sidevinden. Russerens evner i positionskampen er nemlig så katastrofale, at han formentlig er den første klassementsrytter, der skives af, når de store klassikerdrenge åbner for gassen i det kolde nord.
Sidevinden er også en udfordring for Mikel Landa, men det er ikke den største. Indtil det uheldige styrt viste baskeren nemlig i Touren sidste år, at han godt kan holde sig til i vinden. Nej, snarere er det enkeltstarten, der gør en Landa-sejr meget urealistisk. Der er en grund til, at han aldrig rigtigt har været tæt på sejren i de store ugelange etapeløb, og det er ikke hans klatreevner. I stedet er det hans håbløse enkeltstart, der så sent som i Andalusien kostede ham en stensikker 2. plads, selvom han havde distanceret Haig klart på den første bjergetape. Heldigvis viste Andalusien også, at han er i form, og da han helt sikkert er bedre nu, må man antage, at han vil køre med om sejren på kongeetapen - præcis som han gjorde det, da han for to år siden vandt kongeetapen i Tirreno, hvor det sidst var lykkedes ham at komme skadesfri gennem foråret. Problemet er bare, at det aldrig bliver nok til at kompensere for enkeltstarten, og taber han også tid i sidevinden, bliver det endnu mere kropumuligt.
For et år siden var Sergio Higuita stadig en relativt ukendt rytter for det lille Orbea-mandskab. Det var nu allerede dengang planen, at han skulle skifte til EF midtvejs på sæsonen, men da den lille colombianer blandede sig med alle WorldTour-stjernerne i sæsonstartens spanske løb, blev det skifte fremrykket med et par måneder, og siden har han ikke set sig tilbage. I debuten blev han nr. 2 i Californien, han blev nr. 4 i sit første europæiske WorldTour-løb, Polen Rundt, og han rundede sæsonen af med etapesejr i grand tour-debuten i Vueltaen efter et flot soloridt og en podieplads i Emilia. Den slags resultater vil de fleste give deres højre arm for, men dem opnåede vidunderbarnet på bare et par måneder.
I år er han også kommet flyvende fra start, først med en sejr ved de nationale mesterskaber og siden med triumf på hjemmebanen i Tour Colombia, hvor han slog en vis Bernal. Sejren blev dog grundlagt på holdløbet, og havde det ikke været for Higuitas bedre punch på 4. etape, var sejren gået til Daniel Martinez, der havde været uheldig, men var bedst på kongeetapen. Det åbenbarede Higuitas begrænsninger, som vi også så i Vueltaen, og man må formode, at han får svært ved at matche de allerbedste i bjergene her. Til gengæld kan han med sin hurtighed gå efter bonussekunder på 6. og 8. etape.
Det er dog ikke bjergevnerne, der gør, at han kan få det svært. Snarere er det enkeltstarten, hvor han er stort set helt uprøvet og bestemt ikke imponerede i Vueltaen. Her kan han ikke undgå at få klø, og lægger man dertil, at lille Higuita meget vel kan blæse helt væk i en sidevind, han slet ikke kender og er uden meget holdstøtte i, ser det trods alt svært ud for ham at vinde et af sportens allerstørste løb i denne omgang.
Efter et horribelt år nåede Enric Mas mod slutningen af 2019 akkurat at vise os alle, hvorfor han endte som nr. 2 i Vueltaen i 2018. Her sejrede han nemlig i Tour of Guangxi, og det momentum havde han håbet at tage med ind i 2020. Desværre er starten på Movistar slet ikke gået som ønsket. Starten på Mallorca var ellers hæderlig, men siden han blev han syg under Vuelta a Murcia, og det kom han sig aldrig over i Andalusien, hvor han ganske vist gjorde det betydeligt bedre de sidste tre dage, men hvor han stadig var langt efter de bedste i bjergene.
Naturligvis er Mas bedre nu, hvor han har fået sygdommen og den manglende træning mere på afstand, men det vil alligevel være overraskende, hvis han har lukket det store hul allerede nu. Lige så talentfuld han er, lige så velkendt er det, at han er en langsom starter, der først bliver god efter mange løbsdage. Dem har han ikke rigtigt nået at få endnu, og derfor vil han næppe være på toppen. Lægger man dertil, at hans enkeltstarter er meget svingende og kan variere fra fremragende som i Vueltaen i 2018 og Touren i 2019 til yderst pauvre som i Tour de Suisse i 2019, er det svært at tro, at han kan vinde på en rute, hvor det er svært alene at vinde i bjergene. Derudover kommer, at Mas vil savne Deceuninck i sidevinden, hvor han ligner et sandsynligt offer. Hiver han en Vuelta-enkeltstart op af hatten, er han en reel podiekandidat, men det kræver, at han har de ben, han næppe har allerede nu.
UAE skulle have kørt med om sejren med Tadej Pogacar, men det kommer de ikke til nu, hvor den uheldige slovener sidder buret inde på et arabisk hotel. Det kan til gengæld give masser af plads til Brandon McNulty, der i 2019 var uhyre svingende og kun en enkelt gang viste klassen, da han sejrede samlet på Sicilien. I år har han imidlertid til fulde bevist, hvorfor han er den mest lovende amerikanske etapeløbsrytter, da han først kørte fremragende i Argentina, hvor han uden uheldig vind på enkeltstarten utvivlsomt var endt på podiet, og siden imponerede i Andalusien, hvor han efter en ærgerlig eksplosion på 1. etape var fremragende i bjergene på 4. etape. Han kørte måske ikke helt så stærkt som håbet på enkeltstarten, hvor han stadig synes at have tabt lidt af fordums styrke, men det ændrer ikke på, at han som udgangspunkt bør kunne vinde tid på onsdag. Udfordringen bliver med et svagt hold at klare sidevinden, og så skal han finde nogle procent, han endnu aldrig har haft, hvis han skal klatre med de bedste i dette meget skrappe felt.
Bahrain-Merida har et alternativ til Landa i form af Dylan Teuns, der på sin vis har de diametralt modsatte styrkepositioner. Vi så nemlig nok engang i Andalusien, at Teuns på sine gode dage kan køre en fremragende enkeltstart, hvis ruten er kuperet og gerne teknisk. Denne rute minder meget om den, der gav ham sejren i Andalusien, og dermed står han til tidsgevinst på 4. etape. Lægger man dertil, at han som belgier er mere robust i sidevinden end mange af de andre klatrere, har han gode muligheder for at vinde tid stort set alle dage, også på 6. etaper, der passer ham ganske glimrende. Problemet er bare, at Andalusien også viste, at han altså stadig har markante begrænsninger i de høje bjerge. Det kan hans 2. plads på netop Colmiane-stigningen i 2018 ikke ændre på, for dengang var feltet af klatrere slet ikke af samme kaliber som i år. Nok har Teuns forbedret sig, men han bør tabe så meget tid på lørdagsetapen, at en samlet sejr ikke er mulig.
Romain Bardet var en af de ryttere, der var hurtigst til at skippe Tirreno-Adriatico til fordel for Paris-Nice, da det stod klart, at det italienske løb var i fare. Da holdets oprindelige kaptajn, Pierre Latour, tillige er formsvag efter en sygdomsperiode, har det også været vigtigt for holdet på hjemmebanen at stille med et mere sikkert bud. Sikkerhed er dog ikke det første, man tænker på i forhold til Bardet, der har haft en meget svær tid og ikke været på toppen siden VM i 2018. Efter et skuffende Tour Down Under kom han imidlertid tilbage på sporet med et hæderligt Haut-Var, hvor han endte som nr. 2 bag Quintana og sammen med Porte var den eneste, der kunne matche colombianeren på Mont-Faron. Også i Drome Classic kørte han fornemt som hjælpet for Benoit Cosnefroy, og han synes altså måske at være på vej tilbage på sporet.
Problemet er bare, at ruten her ikke passer ham specielt godt. Bardet har en af de ringeste enkeltstarter, og han kan ikke undgå at skulle gennemleve en større blødning af tid på onsdag. Det skal han alt sammen indhente på kongeetapen, og det virker temmelig umuligt, selvom han bakkes op af et stærkt hold. Til gengæld har han vist sig ganske god i sidevinden, og kan han vinde lidt tid, kan det bliver til et hæderligt resultat.
I gamle dage ville det have været meget let at pege på Ion Izagirre som en af de tunge favoritter. En kuperet, teknisk enkeltstart kunne han i sin storhedstid vinde, og da bjergene ikke er alt for slemme, ville det være et løb, der lå til hans højreben. Problemet er bare, at Izagirres tempoevner for længst er blevet sendt hinsides, og efter den ene gedigne temposkuffelse efter den anden i 2019 kom det til fuldt udtryk i Andalusien, hvor ruten ellers var nærmest designet til ham. Samtidig var han bestemt ikke overbevisende i bjergene, og efter nogle dybt skuffende grand tours i 2019 skal vi faktisk helt tilbage til Baskerlandet sidste år for at finde en Izagirre på sit vanlige niveau. Lægger man dertil, at han sidste år sammen med resten af Astana blæste helt væk i sidevinden, ser det ud til, at Izagirre ikke længere skal regnes som topkandidat til ugelange etapeløb så stærkt besat som dette.
Det samme gælder for Tejay van Garderen , som jeg egentlig for længst havde begravet som klassementsrytter. Han blev imidlertid hevet op af kisten efter sidste års Dauphiné, hvor han helt ud af det blå blev nr. 2 foran flere af verdens allerbedste. Det blev naturligvis grundlagt på hans enkeltstart, der i de senere år kun er blevet bedre og bedre, og som førte til en 2. plads bag Wout van Aert, men også på kongeetapen forsvarede han sig bedre end i flere år. Hans klatreevner er formentlig fortsat for begrænsede til at begå sig i dette selskab, men skulle han hive en af sine bedste enkeltstarter op af hatten, er bjergene altså ikke sværere, end at Van Garderen i Dauphiné-form kan forsvare sig godt de sidste tre dage også. Alt sammen kræver det dog, at han dels holder sig på cyklen, dels undgår at blæse tilbage til USA de første dage, hvor han i sidevinden er endog meget sårbar.
Ineos’ plan A er naturligvis Bernal, men de har belært af erfaringen også haft for vane at sikre sig en solid plan B. Den hedder i denne sammenhæng Tao Geoghegan Hart , og selvom den måske ikke er helt så genial, som Egon Olsen ville have lagt den, er den ganske glimrende. Den talentfulde brite byggede nemlig videre på det potentiale, han sidste år viste i blandt andet Polen og Tour of the Alps, da han kørte på podiet i Valencia, hvor han var ganske overbevisende på stigningerne. Samtidig er han alsidig, og selvom han er svingende, kører han på sine bedste dage en glimrende enkeltstart, som han har vist det i Californien. Sidevinden burde det stærke Ineos-hold gøre til en force, men det hjælper jo ikke meget, når det er ham, der på kongeetapen skal gøre det så hårdt for de andre, at Bernal kan gøre forskellen. Derfor kommer Geoghegan Hart kun i spil, hvis Bernal skulle blive sat ud af spillet.
Tim Wellens vil helst køre klassikere og jagte etaper, men i foråret kører han også klassement. Særligt dette løb elsker han, og hans altid suveræne startform gav ham en 5. plads, da han senest deltog for to år siden. Desværre viste det løb også, at Wellens altså ikke kan matche de allerbedste på lange stigninger, og dengang var feltet endda mærkbart svagere, end det er denne gang. Dertil skal lægges, at Wellens i år har ændret sin sæsonplan med det håb, at en mere stille start vil betyde, at han kører som en motorcykel i april og ikke i februar. Nogen motorcykel er han bestemt heller ikke i øjeblikket, hvor han har leveret skuffende præstationer i både Algarve og Omloop, og sygdommen mellem de to løb gjorde det ikke spor bedre. Kan han vinde noget tid i sidevinden, hvor han bør stå fornuftigt, og køre en enkeltstart, som han gjorde i Andalusien sidste år - desværre ved man aldrig helt med Wellens’ enkeltstarter - er bjergene her ikke sværere, end at han godt kan ende hæderligt. Alt sammen kræver det bare, at han er betydeligt bedre, end han har været hidtil.
Endelig vil jeg pege på Guillaume Martin. Havde det alene handlet om formen, havde han stået højere, for den lille franskmand er kommet stærkt fra start hos Cofidis. Han var solid i Argentina, og senest var han en af de allerstærkeste i de knaldhårde løb i Drome-Ardeche i weekenden, hvor han og Tanel Kangert kørte fra alle rivalerne i Ardeche, inden han som den eneste kunne matche Benoit Cosnefroy på muren i Drome. Alt sammen borger det for, at Martin vil køre stærkt på løbets tre sidste etaper. Problemet er bare, at han formentlig er sat alt for langt tilbage inden da. Dels skal det ikke blæse meget, før hans klassement bliver knust, dels kører han vel nok den ringeste enkeltstart af alle potentielle klassementsryttere. Alt sammen gør det det svært at være meget optimistisk, gode klatreben og storform eller ej.
BEMÆRK: Usikkerheden om udviklingen af Covid-19-udbredelsen betyder, at alt angående Paris-Nice lige nu er oppe i luften. I skrivende stund forventes løbet afviklet, men Ineos, Astana og Mitchelton har allerede meldt afbud, og kun meget få hold har udtaget deres trup, blandt andet fordi nogle ryttere flyttes fra det italienske program. Derfor er denne optakt "work in progress" og vil blive opdatereret, efterhånden som situationen udvikler sig - hvis altså ikke løbet aflyses helt.
OPDATERING 1: Efter udarbejdelsen af optakten er der indløbet afbud fra Mitchelton, Ineos, UAE og Astana. Det betyder, at Egan Bernal, Tao Geoghegan Hart, Jack Haig, Brandon McNulty, Miguel Angel Lopez, og Ion Izagirre ikke deltager.
OPDATERING 2: En skade afholder Mikel Landa fra at deltage i løbet.
OPDATERING 3: CCC er det femte hold, der har meldt afbud. Dermed kan vi strege Ilnur Zakarin fra listen. Til gengæld har Trek udtaget Vincenzo Nibali, der skulle have kørt i Italien. Han har været i overraskende stærk startform, og selvom han eksploderede totalt i lørdags, viste han fornem form i begge weekendens løb, ikke mindst søndag. Ruten passer ham fint, men formen mangler nok alligevel for meget til, at han kan vinde løbet.
OPDATERING 4: Torsdag aften er det blevet klart, at løbet efter al sandsynlighed gennemføres, at man i sidste øjeblik har givet wildcards til Circus og B&B, samt at holdene får lov til at stille med 8 mand. Samtidig er der indbløbet afbud fra Wellens, men som ny klassementsrytter har Lotto udtaget Sander Armee, der er i storform, men som dog nok trods alt er en anelse overmatchet til at være med helt i front.
Vigtigst er det, at Bora har udtaget Maximilian Schachmann, der ligesom sidste år er i stoform på denne tid. Al logik siger, at Colmiane er for lang for ham, men hans enkeltstart og muligheden for at vinde tid i sidevind og tage bonussekunder gør ham til en reel top 5-kandidat. Sunweb har udtaget Tiesj Benoot, der med de klatreevner, han efterhånden har udviklet burde kunne gøre det ganske fornuftigt på en rute, der ikke byder på stejle stigninger, men hvor han også vil tabe lidt for meget tid på enkeltstarten. Endelig er Roglic blevet styrket i kampen for ikke at tabe tid i sidevinden, da Jumbos sidste plads er gået til Wout van Aert,
EF har udtaget Michael Woods som supplement til Higuita og Van Garderen, men hvor han står formmæssigt er usikkert, da det er hans sæsondebut. Hans enkeltstart vil også koste ham en bondegård, men hans klatreevner gør ham alligevel til en top 10-kandidat, hvis han allerede nu er i form. Ag2r's sidste plads går til den lovende Aurelien Paret-Peintre, der har lagt stærkt fra land, men som her dog primært skal hjælpe Bardet og Latour. Endelig kommer Circus med Xandro Meurisse, men han er for formsvag til at være med i toppen.
OPDATERING 5: Fredag morgen blev Movistar det sjette hold til at trække. Dermed kan vi også strege Enric Mas fra listen.
OPDATERING 6: Situationen udvikler sig fortsat negativt. Fredag eftermiddag er der afbud fra Jumbo-Visma og dermed min favorit, Primoz Roglic, samt George Bennett og Sepp Kuss. Ny favorit er derfor Nairo Quintana.
OPDATERING 7: Trek har i forbindelse med udtagelsen af truppen offentliggjort, at de kører klassement med Vincenzo Nibali, der er omtalt ovenfor og som sagt i sjældent god martsform, og ikke for Richie Porte, der alene jagter etaper. Det skyldes formentlig, at Porte ikke gider at slås i sidevinden de første dage, hvor han derfor kan tabe masser af tid, og således kan han ikke regnes som topfavorit. Hvis han til gengæld uden den store indsats kommer til 4. etape uden tidstab, må han i kraft af sin bedre enkeltstart stadig regnes som farligere end Nibali. Stjernevurderingen nedenfor er opdateret på baggrund af udmeldingen.
OPDATERING 8: Fredag aften begynder den endelige startliste langt om længe at tage form. Sunweb har prioriteret deres klassikerryttere og ladet Oomen og HIrschi blive hjemme, hvorfor Benoot i forbindelse med ovenstående kommentar er holdets klassementsmand. Det er dog i et løb som dette, at folk som Søren Kragh og Michael Matthews med deres fine enkeltstart og evner i sidevind kan lave en top 20. EF har udtaget den uhyre formstærke Tanel Kangert, der på denne rute ligner en solid top 10-kandidat,
Bahrain har suppleret Teuns med Pello Bilbao, der må tilskrives en anelse bedre muligheder, da han er skarpere på længere stigninger og trods resultatet i Andalusien har en bedre enkeltstart. Til gengæld har Teuns vist bedre form. Damiano Caruso kan også lave et resultat på denne rute, men synes for formsvag til at blive meget farlig. Hermann Pernsteiner mister for meget tid på enkeltstarten.
***** Nairo Quintana
**** Thibaut Pinot, Julian Alaphilippe
*** Vincenzo Nibali, Sergio Higuita, Maximilian Schachmann, Pello Bilbao, Dylan Teuns
** Richie Porte, Tanel Kangert, Romain Bardet, Tiesj Benoot, Tejay van Garderen, Michael Woods, Damiano Caruso, Guillaume Martin, Patrick Konrad, Warren Barguil, Pierre Latour
* Alberto Bettiol, Nicolas Edet, Kasper Asgreen, Bob Jungels, Nans Peters, Hermann Pernsteiner, Julien El Fares, Roman Kreuziger, Felix Grossschartner, Lawson Craddock, Sander Armee, Victor Campenaerts, Lilian Calmejane, Xandro Meurisse, Rudy Molard, Aurelien Paret-Peintre, Ben O'Connor, Søren Kragh, Michael Matthews, Benoit Cosnefroy, Michael Valgren
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE
Danskerne
Kasper Asgreen er i sidste øjeblik flyttet fra Italien til Frankrig og skal primært støtte Alaphilippe, men kan som nævnt nedenfor også ende hæderligt i klassementet, ligesom han kan jagte et resultat på enkeltstart. På Deceuninck skal Michael Mørkøv tillige hjælpe Sam Bennett med at vinde massespurter. Mads Pedersen får en afgørende rolle på Trek, hvis Richie Porte skal undgå tidstab i sidevinden, og skal måske også køre spurter for Edward Theuns og Jasper Stuyven. Hos Sunweb skal Søren Kragh formentlig køre tog for Cees Bol, hjælpe Michael Matthews i spurterne på de hårdere dage og selv jagte resultater fra udbrud eller på enkeltstarten. Hos Israel SUN skal Mads Würtz Schmidt hjælpe i toget for Rudy Barbier og Hugo Hofstetter og køre en god enkeltstart, men burde også få frihed til udbrud. Endelig skal Michael Valgren forbedre klassikerformen og måske jagte etapesejre fra udbrud i løbets anden halvdel på et NTT-hold, der ikke synes at have det store til klassementet.
Holdoversigt
Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der på de enkelte hold kan tillægges at gøre det hæderligt i tillæg til de ovenfor nævnte favoritter. Som sagt er der stor usikkerhed om deltagerfeltet grundet sygdomssituationen, og derfor vil optakten listen blive opdateret løbende, efterhånden som situationen udvikler sig:
Ag2r-La Mondiale: Som sagt er Bardet grundet usikkerheden om Tirreno hentet ind som kaptajn. Den oprindelige kaptajn, Pierre Latour, burde være skabt til en rute, hvor enkeltstarten betyder meget, men han skuffede i Besseges, missede Ruta del Sol grundet sygdom og manglede en del i søndags i Drome Classic. Nans Peters er efter sin kyssesyge endelig på vej i form efter imponerende kørsel i Ardeche, men niveauet er trods alt for højt, når han taber tid på enkeltstarten. Stigningerne er trods alt for lange for Benoit Cosnefroy, der senest viste sine begrænsninger i Ardeche, og det vil trods alt være voldsomt at tro på en gentagelse af den sensationelle 13. plads til Oliver Naesen sidste år. Holdets sidste plads er gået til Aurelien Paret-Peintre, der har lagt forrygende fra land, men i weekenden fik at se, at han fortsat mangler lidt.
Bora-hansgrohe: Holdets bedste bud er Maximilian Schachmann, der er omtalt i bemærkningen ovenfor, men også Patrick Konrad kan efter en solid start i Emiraterne være pænt med, selvom han som klatrer er en anelse for begrænset på lange stigninger. Felix Grossschartner har til gengæld været i en næsten uhyrlig form i år.
Cofidis: Holdets erklærede kaptajn er Martin, men Nicolas Edet er en glimrende plan B. Franskmanden tog et stort skridt under sidste års Vuelta og har været flyvende i de seneste løb. Han har dog begrænsninger både i bjergene og på enkeltstarten og taber formentlig i sidevinden.
Deceuninck-Quick Step: Det italienske kaos har betydet, at holdet har hentet tre klassikerkaptajner, Zdenek Stybar, Kasper Asgreen og Bob Jungels, ind, så de får vigtig forberedelse. Udgangspunktet er at køre klassement for Alaphilippe og spurter for Sam Bennett. Bob Jungels har i øjeblikket ikke blik for klassementet, og han er for begrænset i bjergene og for formsvag efter en svær åbningsweekend til at være farlig. Det skal blive interessant at se, hvor langt Kasper Asgreen kan komme, hvis han vinder tid i sidevinden og kører en god enkeltstart, men niveauet af klatrere er for højt til, at han kan gå på podiet, som han gjorde i Californien.
EF Pro Cycling: Som nævnt ovenfor har holdet fire fine kandidater i form af Higuita, Kangert, Van Garderen og Woods, men på denne rute kan en tempostærk Alberto Bettiol, der klatrede fremragende i Besseges også køre top 20. Det samme kan Lawson Craddock, men det er tvivlsomt, om han holder sig til.
Groupama-FDJ: Det handler 100% om Pinot, selvom Rudy Molard også kan køre top 20.
Israel Start-Up Nation: Krists Neilands har ikke vist skyggen af form, så holdet er her uden klassementsrytter.
Lotto Soudal: Efter Wellens' afbud er holdets primære mål er spurterne med Caleb Ewan, men som nævnt i bemærkningen ovenfor kan formstærke Sander Armee køre et hæderligt klassement. Philippe Gilbert kan godt ende hæderligt, hvis han vinder tid i sidevinden, men top 10 er ikke realistisk.
NTT Pro Cycling: Holdets bedste bud kunne næsten være Victor Campenaerts, der chokerede med sin klatring i UAE Tour, men bjergene her er dog for voldsomme til, at han kan køre top 10. Roman Kreuziger har været for formsvag, og Ben O'Connor er efter sin lovende start faldet sammen igen. På en rute som denne kan Michael Valgren også ende i nærheden af top 20, hvis han har fundet de procent, han har manglet.
Team Bahrain-McLaren: Efter Landas afbud er Teuns og Bilbao som nævnt i opdateringen ovenfor de bedste bud. Damiano Caruso passer til ruten, men mangler formentlig stadig lidt form. Hermann Pernsteiner klatrer efterhånden fremragende, men taber for meget i vinden og på enkeltstarten.
Team Sunweb: Holdets bedste kandidat ligner formstærke Tiesj Benoot, der er omtalt i bemærkningen ovenfor, især efter afbuddet fra Hirschi og Oomen. Chris Hamilton er tilbage efter sin testikelskade, men manglede meget i Haut-Var. På en rute som denne kan Michael Matthews og Søren Kragh køre top 20, men bjergetapen er for voldsom til toppen af klassementet.
Trek-Segafredo: Som nævnt i opdateringen ovenfor er holdets klassementskandidat Nibali, men Porte, der egentlig kun jagter etaper, kan blive farligere, hvis han kommer igennem sidevinden uden tidstab. Kenny Elissonde er med som ren hjælper.
Arkea-Samsic: Warren Barguil viste fornem form i weekenden, men i lyset af Quintanas favoritstatus og colombianerens behov for at gøre bjergetaperne hårde kan franskmanden, der også vil bløde på enkeltstarten, meget vel være tvunget til at opre egne chancer. Diego Rosa har også været i fin form fra start, men også han må skulle ofre sig, ligesom det gælder for det gælder for Dayer Quintana og Winner Anacona.
B&B Hotels - Vital Concept: Holdet kunne køre lidt klassement for Quentin Pacher, men han skuffede fælt i weekenden og vil utvivlsomt også finde stigningerne for lange og enkeltstarten for dyr. Sebastian Schönberger kan gøre det hæderligt, men klassement er ikke en prioritet.
Circus-Wanty Gobert: Det sent udtagne belgiske mandskab stiller med Xandro Meurisse, der imidlertid har været slemt skuffende i år, selvom han i kraft af et udbrud tog en sejr i Murcia. Fabien Doubey lagde stærkt fra land, men har indset sine begrænsninger i de seneste løb.
Nippo Delko One Provence: Julien El Fares har vist god form i Provence og Haut-Var, men niveauet her er for højt til top 10. Mauro Finetto har desværre været for formsvag og vil finde stigningerne for lange. Romain Combaud kan klatre, men kommer ikke i spil til toppen af klassementet, og Jose Goncalves er en skygge af sig selv.
Total Direct Energie: Frygten for coronavirus har sendt Lilian Calmejane til Frankrig i stedet for Italien, men selvom han i år har været hæderlig, er han stadig ikke som i gamle dage, og stigningerne her er for lange til, at han kan være med helt i front. Jonathan Hivert er stadig langt fra sit bedste niveau i en skuffende sæsonstart,
Feltet.dks vinderbud
| Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder. | |
| De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere. | |
| Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering. | |
| Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig. | |
| Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering. |
| Nairo Quintana | |
| Thibaut Pinot, Julian Alaphilippe | |
| Vincenzo Nibali, Sergio Higuita, Maximilian Schachmann, Pello Bilbao, Dylan Teuns | |
| Richie Porte, Tanel Kangert, Romain Bardet, Tiesj Benoot, Tejay van Garderen, Michael Woods, Damiano Caruso, Guillaume Martin, Patrick Konrad, Warren Barguil, Pierre Latour | |
| Alberto Bettiol, Nicolas Edet, Kasper Asgreen, Bob Jungels, Nans Peters, Hermann Pernsteiner, Julien El Fares, Roman Kreuziger, Felix Grossschartner, Lawson Craddock, Sander Armee, Victor Campenaerts, Lilian Calmejane, Xandro Meurisse, Rudy Molard, Aurelien Paret-Peintre, Ben O'Connor, Søren Kragh, Michael Matthews, Benoit Cosnefroy, Michael Valgren |
DEL
DELTAG I DEBATTEN
SENESTE
Tirsdag den 16. april 2024
Landevej
WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler
Landevej
Tidligere vinder og Fuglsang skal køre Fleche Wallonne
Landevej
Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af
INTERVIEW Landevej
ColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende
Landevej
37-årig etapevinder rørt over sejr
Landevej
Italiensk veteran tager sjælden sejr
Landevej
Charmig udtaget til stor klassiker
Landevej
Vingegaard kommer med positive meldinger
Landevej
Optakt: 2. etape af Tour of the Alps
Landevej
Pidcocks træner: Han har før slået Pogacar og Van der Poel
Landevej
Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren
Landevej
Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone
Landevej
Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Udstyr og test
First Ride: Canyon Grizl:On
Landevej
Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson
Landevej
Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave
Landevej
Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner
Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter
Mandag den 15. april 2024
Landevej
Ung WorldTour-rytter ude med hjernerystelse efter vildt højhastighedsstyrt
Landevej
Se afslutningen: Nordmand vinder reduceret Tour of the Alps-spurt
Landevej
Sprinterkomet får plads på Tour de France-holdet efter styrt: En barndomsdrøm
Landevej
Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar
Landevej
Tidligere verdensmester reagerer på stor sejr
Landevej
Danskerduo klar til endnu en stor klassiker
Landevej
Uno-X afslører vilde WorldTour-planer
Landevej
Nordmand tager første sejr siden VM-triumf
Landevej
Belgisk endagsløb aflyses
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Tour of the Alps (Giro del Trentino)
Landevej
Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold
Landevej
Talent forlader Amstel med flere brækkede knogler
Landevej
Thomas er bedre inden Grand Tour-duel med Pogacar
Landevej
Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling
Landevej
Skovbrand hærger kendt stigning
MTB
Andreassen åbner World Cuppen med top 10-placering
Bane
Danske top fem-placeringer afrunder OL-test
Søndag den 14. april 2024
Landevej
Airtox-sejr i Næstved
Landevej
Israelsk sejr og dansk top-10
Landevej
Hjemmebanesejr i Italien – dansker med fremme
Landevej
Wiebes reagerer på kæmpe bommert: Jeg kan sagtens være sur på mig selv
Landevej
Kamp skal køre sin anden Grand Tour
Landevej
ColoQuick tager stor triumf i Frankrig med kun to mand
Landevej
Se afslutningen af Amstel Gold Race 2024
Landevej
Van der Poel belyser ”vanskelig” situation
Landevej
Kæk Pidcock joker: Stort at vinde for anden gang
Landevej
Pidcock får sin Amstel-sejr i dramatisk finale
Landevej
Belgier sejrede foran Uttrups holdkammerat i Frankrig
Landevej
Martinez fuldender flot FDJ-hattrick
Landevej
Sådan blev Amstel igen afgjort med hektisk afslutning
Landevej
Amstel-fadæse: Se supersprinter juble for tidligt
Landevej
Vos: I sådanne tilfælde er der vigtigere ting end cykling
Motion
Første cykelmagasin på gaden
Landevej
Anerkendt journalist: Asgreen rygtes væk fra Quick-Step
Landevej
Optakt: Amstel Gold Race
Landevej
Supersprinters kæmpe brøler sikrer sejren til 36-årige Vos
Landevej
Optakt: Tour du Doubs
Landevej
Følg Amstel Gold Race på Feltet.dk's app
Landevej
Kvindernes Amstel neutraliseret efter uheld - løbet forkortes
INTERVIEW Landevej
Ung WorldTour-dansker til trods for vanskelig sæsonstart: Dét giver motivation
Landevej
Pidcock mangler kun øverste trin på Amstel-podiet: Måske er Van der Poel faldet lidt ned
Landevej
Skjelmose: Sådan skal jeg vinde Amstel
Landevej
Matthews drømmer om Amstel-sejr
INTERVIEW Landevej
"Det er helt vildt," siger Søren Kragh om Alpecins historiske sæson
INTERVIEW Landevej
Fuglsang affinder sig med rolle: Det er logisk
Landevej
Her er startlisten til Amstel Gold Race
Bane
Beskeden dansk placering i Leths comeback
Landevej
Oversigt: 13 Amstel-danskere på spændende søndag
Lørdag den 13. april 2024
Landevej
Startlisten og overblik over kvindernes Amstel Gold Race
Landevej
Dansk topplacering i hollandsk endagsløb
Landevej
Dansker greb ud efter sejren i Frankrig
Landevej
Visma-leder raser: Det gør mig trist og virkelig vred
Landevej
Give- og Aalborg-sejr i Skive
Landevej
Norsgaard udtaget til italiensk bjergløb
INTERVIEW Landevej
Fuglsang giver afkald på drøm: Bliver nok sværtLandevej
Dobbelt dansk misser akkurat top-10 - Israel-stortalent fortsætter sejrsstimen
Annonce
Samarbejdspartnere
Feltet.dk
Åsvinget 5
9800 Hjørring
Tlf. 51558966
info@feltet.dk
salg@feltet.dk