SE GRAN PIEMONTE PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Løbets rolle og historie

Siden UCI omstrukturerede kalenderen og byttede rundt på rækkefølgen af Il Lombardia og Paris-Tours, har det franske løb været det sidste store løb i Europa. Senere har nogle af de belgiske ryttere som regel været i aktion i Nationale Suitijsprijs, og et par temporyttere har holdt formen oppe frem til Chrono des Nations, og i år forlænges den italienske kalender endda med en uge, ligesom der er et par udsatte forårsløb i Frankrig i den kommende uge også, men den franske klassiker har været sæsonens sidste store løb. Det har givet løbet en speciel position, og den sene placering på kalenderen har givet mere underholdende cykelløb og flere overraskelser, end man ville se på en tilsvarende flad rute tidligere på året.

I 2017 blev de to afsluttende klassikere for første gang afviklet i samme weekend, hvor klatrerne kæmpede om hæder i Lombardiet om lørdagen, og sprinterne kastede sig ud i forsøget på at vinde en af årets største klassikere om søndagen. I 2018 vender man tilbage til den tidligere struktur, hvor det igen var Il Lombardia, der lukkede den europæiske fest, mens sprinterne sidste store begivenhed på sportens hovedkontinent allerede fandt sted på Avenue de Grammont i Tours en uge tidligere. I 2019 var det imidlertid igen en smuk sidste uge, der rundede den europæiske sæson af, i den forstand, at Il Lombardia og Paris-Tours var samlet i samme weekend, og at de lette og tunge folk gennem hele ugen kunne fordele sig mellem Nordeuropa og Italien, og sådan er det også i 2021.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

I gamle dage, hvor Paris-Tours lå søndagen efter VM, var det let at holde gang i benene frem til den franske klassiker. Efter kalenderændringen har det imidlertid i stigende grad været nødvendigt at finde begivenheder til at holde løbsrytmen i gang, og for ryttere, der slet ikke har kørt VM, er det naturligvis endnu vigtigere. Betydningen af dette har været endnu større i år, hvor VM-ruterne har været kuperede, og hvor Paris-Tours derfor har været efterårets hovedmål.

Til at holde benene i gang har man ofte brugt de mange belgiske endagsløb i september, etapeløbet Circuit Franco-Belge, der nu er reduceret til endagsløbet Eurometropole Tour og tirsdagens Binche-Chimay-Binche. Det er imidlertid torsdagens Paris-Bourges, der af mange betragtes som den virkelige generalprøve forud for søndagens finale. Med en rute, der frem til inklusionen af grusveje i søndagsklassikeren mindede meget om weekendens, og med en placering bare tre dage tidligere har løbet i Bourges traditionelt været en nøgleindikator for, hvem der er i form forud for den store klassiker. Som et mindre løb er det klart, at man i torsdagens løb aldrig har samme formidable felt, men især for de franske sprintere har det ofte været stedet, hvor man kan pudse selvtilliden af inden efterårets sidste store løb.

Paris-Bourges er måske at betragte som lillebror, men akkurat som storebroren i Tours er det et meget gammelt løb. Det blev første gang afviklet som et amatørløb helt tilbage i 1913, men det fik en omtumlet start. Sandsynligvis som følge af krigen blev anden og tredje udgave først afviklet i henholdsvis 1917 og 1922, og efter fire udgaver i træk mellem 1922 og 1926 forsvandt det igen i kalenderen. Det vendte imidlertid tilbage efter Anden Verdenskrig i 1947, og to år senere blev det et professionelt løb. Uheldigvis forsvandt det igen efter 1957-udgaven, men siden 1971 har det med undtagelser i 1989 og coronaåret 2029 været afviklet hvert eneste år.

Det etablerede sig endda som et stort efterårsløb, og Bernard Hinault, Joop Zoetemelk, Gilbert Duclos-Lassalle og Phil Anderson var alle på podiet i løbet af 70erne og 80erne. Vinderlisten i 80erne og 90erne inkluderer Stephen Roche, Sean Kelly, Laurent Jalabert og Andrei Tchmil, men som det er tilfældet for Paris-Tours, har det i de senere år tabt lidt af sine status. Ikke desto mindre er det stadig en af mulighederne for sprinterne til at teste formen forud for storebroren i Tours, og topsprintere som André Greipel, Nacer Bouhanni, Arnaud Demare, John Degenkolb, Giacomo Nizzolo og Sam Bennett har alle været på podiet i de senere år. Fra 1993 til 2008 var løbet også en del af Coupe de France-kalenderen, men det er ikke længere tilfældet.

I 2016 år betød den sene placering af VM, at løbet fik et gevaldigt boost, og det tiltrak igen adskillige topnavne efter en lidt svær periode. Uheldigvis har løbet med vores tilbagevenden til normaltilstanden tabt det hele igen, og modsat Paris-Tours, der fortsat tiltrækker et flot felt, har løbet desværre været et meget fransk foretagende, også i højere grad end tidligere. For første gang i mange år var der i 2018 således ikke ét eneste udenlandsk WorldTour-hold, der anså løbet som en god test forud for weekenden, og det mønster gentog sig i 2019. Heldigvis har flytningen af Paris-Roubaix betydet, at flere ryttere i år har Paris-Tours som et mål, og det har boostet feltet med deltagelse af hele tre udenlandske WorldTour-hold og således i alt seks hold fra den fineste division.

Som Paris-Tours afvikles Paris-Bourges i en flad del af Frankrig, og derfor er det en sag for sprinterne. Som i den større klassiker er der imidlertid også i Bourges en overraskende stor tendens til uventede udfald. På denne tid af året er rytterne trætte og løbene derfor mindre kontrollerede. Det har gjort det muligt for aggressive ryttere at snyde sprinterne, som Valentin Madouas gjorde det i 2018, Florian Vachon gjorde det i 2012, og Mathew Hayman gjorde det i 2011. Samtidig kan vinden ofte spille en afgørende rolle, og selvom det er endt i en spurt, har løbet ofte været ganske selektivt.

Sådan var det også, da løbet sidst blev afviklet i 2019, og selvom det endte i en spurt, var det kun 61 ryttere, der overlevede udskilningen. Af dem var Marc Sarreau hurtigst, da han sejrede foran Tom van Asbroeck og Amaury Capiot. Det bliver dog ikke til et titelforsvar denne gang, da den skadede Sarreau har indstillet sin sæson, og da Van Asbroecks hold slet ikke kører løbet, og Capiot fravælger det, bliver der slet ingen gengangere fra det seneste podium.

Ruten

Som mange andre gamle løb forbinder Paris-Bourges ikke længere de to byer, der udgør dens navn. Nu om dage er distancerne i cykelsport meget kortere end tidligere, og det gør det ofte umuligt at fastholde en rute, der lever op til løbets navn. Derfor er det længe siden, at Paris-Bourges faktisk er startet i Paris, og i dag tager man i stedet udgangspunkt i Gien, hvorfor løbets officielle navn nu er Paris-Gien-Bourges.

Efter fire udgaver med en næsten helt uforandret rute vil man til den 70. udgave af løbet foretage en helt marginal justering i løbets første tredjedel, men i alt væsentligt er det samme løb, som vi har set siden 2016. I alt skal der køres 198,0 km fra Gien til Bourges. Fra starten bevæger man sig mod sydøst igennem fladt terræn, inden man slår en lille sløjfe mod vest for at komme frem til byen Vailly-sur-Sauldre, der nås efter 56,6 km. Her kører man en omgang på 34,6 km lang rundstrækning i området vest for byen, og det er her ruteændringen indtræffer, idet rundstrækningen er modificeret lidt i forhold til det, vi har set i de seneste år. Efter omgangen fortsætter man rejsen mod Bourges ved at køre mod sydøst frem mod den større by Sancerre. Undervejs skal man over dagens første to mindre stigninger Cote de Jars (1,5 km, 6,6%) og Graveron (1,2 km, 9,1%) efter hhv. 105,8 og 132,6 km.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Fra Sancerre fortsætter man igen mod vest op over en ikke-kategoriseret stigning, Cote de Bué (2,3 km, 5,7%) med top efter 143,0 km og dagens sidste stigning, Cote de la Chapelotte (3,0 km, 4,9%), der har top med 40,0 km igen. Herefter går det mod sydvest igennem let faldende terræn frem til Bourges, idet man dog efter ca. 165 km skal over en lille bakke (1,0 km, 4,9%), inden det atter falder ned mod målbyen, som rammes med 4 km igen. En lang, lige boulevard leder frem til byens centrum, hvor der er et par bløde kurver, inden man omkring den røde flamme drejer skarpt til venstre. Kort efter skal man igennem en rundkørsel, inden man rammer opløbsstrækningen. De sidste 5 km er stort set helt flade.

Løbet byder på i alt 2013 højdemeter, hvilket er 20 flere end i 2019.

SE GRAN PIEMONTE PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Vejret

Som sagt har vinden ofte spillet en helt afgørende rolle i både Paris-Bourges og Paris-Tours, men hvis nogen havde drømt om sidevindsdrama i 2012, bliver de skuffede. Torsdagens bliver nemlig smuk med kun få skyer, indtil det vil sky til ved 16-tiden. Temperaturen vil nå 18 grader, og der vil bare være en svag til let vind (7-11 km/t) fra nordøst. Det giver hovedsageligt sidevind på stykket frem til toppen af den anden stigning, hvorefter der vil være sidemedvind, indtil man kort efter sidste stigning drejer ind i medvind. Det varer ved hele vejen, indtil man efter sidste rundkørsel får sidevind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Paris-Bourges har ry for at være et typisk sprinterløb, men som sagt er det ikke altid, at det er helt så enkelt, som ruten antyder. Som i Paris-Tours kan kombinationen af vind, stigninger og træthed gøre løbet meget hårdere end ventet. Finalen er dog fladere end i Tours - også inden sidstnævnte klassiker blev forvandlet til et grusvejsløb og var kendt som en sprinterklassiker - og derfor er det stadig vanskeligere at snyde sprinterne, men ikke sjældent har det været et ganske lille felt, der har spurtet om sejren i Bourges. I 2019 var der således kun ca. 60 mand tilbage, og så sent som i 2018 viste en uhyre formstærk Valentin Madouas, at overraskelser stadig er mulige.

Den bestemmende faktor er som regel vinden, men det ser ud til at 2021-udgaven bliver en af de meget lette. Vejret vil være nærmest sensommerligt, og selvom der faktisk er sidevinden på store dele af rutens første halvdel, vil vinden slet ikke være stærk nok til at skabe splittelse. Nej, denne gang skal løbet ikke gøres hårdt af vejret, men af holdene.

Heller ikke her ser det for opløftende ud for de ryttere, der måtte ønske sig et hårdt løb. I år har den gamle klassiker nemlig fået en lille renæssance med det stærkeste felt siden 2016, men det har den konsekvens, at sprinterfeltet er stærkere. Således må man formode, at FDJ, Bora, Intermarché og Alpecin alle vil være klar til at kontrollere, og så ligner det en svær opgave at undgå en spurt.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Det betyder ikke, at der ikke kan ske noget. Ag2r er eksempelvis helt uden sprinter, og Treks chance i en spurt øges, hvis løbet er hårdt. Det kan sagtens ske, at der vil blive angrebet på bakkerne undervejs, og de er derfor ganske sandsynligt, at vi får et mindre felt, som vi gjorde i den seneste udgave for to år siden. Den sidste stigning er ganske lang og kommer trods alt bare ca. 40 km fra mål, og den plejer at kunne rydde ud i feltet. Jeg anser det som usandsynligt, at en spurt kan undgås, men helt nemlig plejer løbet ikke at blive.

Selve spurten er ganske enkel. Der er for det meste kun bløde kurver, og den eneste reelle udfordring er det sidste skarpe sving på den sidste kilometer. Her vil det være vigtigt at være langt fremme, og det er derfor af ikke af helt uvæsentlig betydning at være bakket op af et stærkt tog. Grundlæggende er det dog ikke den mest komplicerede spurt, og man kommer langt med god fart.

Det får mig til at pege på Tim Merlier. Baseret på det, vi har set gennem sæsonen, kan der ikke være tvivl om, at belgieren er feltets hurtigste mand, og med Merlier synes det lige nu at være et spørgsmål om, hvorvidt han sidder rigtigt. Når han gør det, vinder han som regel, som vi senest så, da han slog et hav af supersprintere to gange i Benelux Tour, men vi har også fået bekræftet, at hans positionering volder ham besvær. Således blev er han tre gange efter Touren blevet slået af ringere sprintere, først af Niccolo Bonifazio, siden af Alvaro Hodeg og senest af Elia Viviani. Til gengæld kørte han et ganske hæderligt Roubaix, der viser, at formen stadig er fin, og heldigvis kommer han til et løb, hvor finalen er relativt enkel. Her har han også selskab af sin vanlige lead-out man, Jonas Rickaert, der sammen med Tobias Bayer og Edward Planckaert udgør et pænt tog. I en spurt, hvor positionering ikke er vigtigere end fart, må Merlier derfor naturligt være manden, der skal slås.

Jeg prøver at pege på Jordi Meeus som nr. 2. Hans fart var lidt skuffende i begyndelsen af Vueltaen, men han er i den grad kommet efter det. Vi så i de sidste spurter i Spanien, at han allerede var meget bedre, og siden den første grand tour er han blevet nr. 3 bag Fabio Jakobsen og Danny van Poppel i Gooik, nr. 2 bag Jasper Philipsen i Denain og senest nr. 2 bag Jakobsen i Eurometropole. Særligt de to sidstnævnte spurter var meget imponerende, fordi han fartmæssigt så ud til at være næsten på niveau med to vindere, der i år har vist sig som to af verdens allerhurtigste. Samtidig kommer Bora til dette løb med et af de to bedste tog med Martin Laas og ikke mindst Rüdiger Selig. Den kombination af fart og tog gør, at dette er den store chance for Meeus til at fuldende den flotte serie af podiepladser, der lige nu hedder 2-3-2-2 i de fire seneste spurter, med den sejr, han længe har kredset om.

Dernæst vil jeg pege på formstærke Danny van Poppel. Hollænderen fortsatte sin fabelagtige sæsonafslutning med en magtdemonstration i Binche i tirsdags, og det viser, at formen holder endnu. Denne flade spurt passer ham betydeligt dårligere end Binches brostensbakke, men som vi så i ovenfor omtalte spurt i Gooik, kan han sagtens være med om sejren i en mere klassisk spurt som denne - særligt hvis bakkerne har gjort det hårdt. Hans tog med Andrea Pasqualon, der er plan B, samt Baptiste Planckaert og Jonas Koch ser også ganske hæderligt ud, og han er god i positionskampen. Han har nok ikke farten til at slå Merlier, men med bedre positionering kan han sagtens vinde igen.

Dernæst vil jeg pege på Edward Theuns. Trek har både ham og Jasper Stuyven¸ og de kan køre for dem begge, men mens sidstnævnte formentlig satser stort på søndagens løb, vil de i en klassisk spurt som denne formentlig satse på Theuns, der synes hurtigst på flad vej. Theuns har ikke samme fart som de ovennævnte, men hans tog med Ryan Mullen, Alex Kirsch og ikke mindst Stuyven, og laver sidstnævnte et af sine bedste lead-out, kan Theuns gøre det færdigt. Det så vi nemlig, da han vandt i Ungarn, hvor han endda var uden hjælp fra Stuyven.

Man må også nævne Arnaud Demare, selvom han befinder sig i en krise. Formen er egentlig fin, som vi så i Roubaix, men det kniber med farten. Senest spurtede han skuffende i Denain, og det er altså ikke kun grundet dårlig positionering, at han er inde i en lang sejrstørke. Her lider han endda under, at han fra sit normale tog kun har Ramon Sinkeldam, og det gør hans positioneringsproblemer endnu større. Det skal derfor flaske sig, hvis han skal vinde, men sidder han rigtigt, burde Demare trods alt stadig være en af de hurtigste i dette felt.

Uno-X kommer med Kristoffer Halvorsen , men nordmanden er ikke helt til at blive klog på. Han viste forne fart, da han vandt i Slovakiet, men til gengæld var han meget skuffende, da han efter et fremragende lead-out blot blev nr. 10 på 2. etape i Kroatien. I det hele taget synes formen ikke at være i top, og derfor frygter jeg, at han kan ryge af på bakkerne, men sidder han der til sidst, har han med Rasmus Tiller, Anders Skaarseth og Julius Johansen igen et af de allerbedste tog. Som vi så i Slovakiet, kan han på sine gode dage stadig gøre det færdigt.

Efter en svær sæson synes Niccolo Bonifazio endelig at have fundet noget form. Han kørte nemlig en god spurt i Koolskamp, og senest blev han nr. 3 i feltets spurt i Bernocchi, hvor han slog en ellers formstærk Elia Viviani. Vi så med hans sejr i GP Jef Scherens, at han på sine gode dage stadig kan vinde, mens desværre er hans positionering i dag haltende. Hans tog er på papiret stærkt, men desværre har de haft for vane at skuffe på det sidste.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Arkea giver en sjælden chance til Dan McLay, og det kan godt give resultat. Da han fik sene chance i maj, kørte han nogle flotte spurter med to 2. pladser til følge, og senest viste han god fart med en 3. plads i England. I gamle dage var han kendt som værende lynhurtig med manglende positionering, og han synes at have lidt af den fart intakt. Toget med Clement Russo, Markus Pajur og Alan Riou er desværre ikke det stærkeste, men sidder han rigtigt kommer han langt.

Auber har kometen Jason Tesson, der allerede har taget én sejr på dette niveau, og i fredags bekræftede evnerne med en 3. plads i Vitré. Han og Romain Cardis vil formentlig igen køre hver deres spurt, men hvor sidstnævnte næppe kan stræbe efter mere end top 10, ved vi, at Tesson med det rette held kan vinde. Held skal han imidlertid også bruge, da vi har set, at han er svingende i positionskampen.

Cofidis stiller med Piet Allegaert, der i Vueltaen bekræftede, at han er fabelagtig i positionskampen, men mangler fart til at vinde. Derfor har han heller aldrig vundet en klassisk massespurt, og det sker næppe heller denne gang. Hans tog med Emmanuel Morin, der er plan B, og Szymon Sajnok er dog ikke ringe, og han ender derfor formentlig igen langt fremme, men uden at vinde.

B&B stiller med Bryan Coquard og Luca Mozzato. Normalt burde Coquard være et af løbets topnavne, men han har længe været i en enorm formkrise. Heldigvis så han bedre ud i Binche, men han valgte stadig at køre finalen for Mozzato. I denne mere klassiske spurt vil de formentlig nok køre for Coquard, men uanset om de kører for den ene eller den anden, bliver det svært at vinde. Coquard har nemlig i år vist megen mangel på fart, og Mozzato har aldrig kunnet vinde denne slags spurter. Toget, der også tæller formstærke Jeremy Lecroq, er dog ganske pænt.

Endelig vil jeg pege på Arne Marit. Belgieren er helt sikkert ikke hurtig nok til at vinde, men han har vist sig ret stabil og fin i positionskampen. Således er han kørt i top 8 i sine fire seneste spurter, og han blev endda nr. 4 i Gooik bag Jakobsen, Van Poppel og Meeus. Feltet her er betydeligt stærkere, men med det rette held kan han gøre det pænt.

Det er svært at tro på de øvrige hold. Emiel Vermeulen har normalt været konkurrencedygtig på dette niveau, men han har ikke fået det til at fungere i år. Milan Menten har netop vundet i Kroatien, men i disse klassiske spurter mangler han fart. Hos Delko får Dusan Rajovic eller August Jensen en sjælden chance, som Pier-André Coté gør det hos Rally, men de kan ikke vinde, som heller ikke Francisco Galvan kan det hos Rally, Manuel Penalver hos Burgos eller Valentin Retailleau hos Ag2r. Vorarlberg har ingen sprinter, og hos EvoPro har Michael van Staeyen ikke fordums fart.

Skal man pege på ryttere, der måske kan snyde sprinterne med angreb på bakkerne, er de mest oplagte navne Jasper Stuyven, Rasmus Tiller, Anders Skaarseth, Valentin Madouas, Baptiste Planckaert, Tobias Bayer, Cyril Barthe, Roland Thalmann, Alexis Guerin og Roger Adria, hvoraf alle med undtagelse af de to sidstnævnte også er ganske hurtige.

***** Tim Merlier

**** Jordi Meeus, Danny van Poppel

*** Edward Theuns, Arnaud Demare, Kristoffer Halvorsen, Niccolo Bonifazio, Dan McLay

** Jason Tesson, Jasper Stuyven, Piet Allegaert, Bryan Coquard, Luca Mozzato, Arne Marit

* Romain Cardis, Emiel Vermeulen, Milan Menten, Andrea Pasqualon, Jeremy Lecroq, Emmanuel Morin, Dusan Rajovic, August Jensen, Pier-André Coté, Francisco Galvan, Manuel Penalver, Michael van Staeyen, Valentin Retailleu, Rasmus Tiller, Anders Skaarseth, Valentin Madouas, Baptiste Planckaert, Tobias Bayer, Cyril Barthe, Roland Thalmann, Alexis Guerin, Roger Adria

Danskerne

Julius Johansen skal på Uno-X støtte Kristoffer Halvorsen, mens Alexander Kamp på Trek skal støtte Edward Theuns og Jasper Stuyven.

Sidste års løb

Du kan gense Marc Sarreaus sejr fra 2019, Valentin Madouas’ sejr fra 2018, Rudy Barbiers fra 2017 og Sam Bennetts sejr fra 2016.

SE GRAN PIEMONTE PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-