Tiden rækker desværre ikke til at skrive detaljerede etapeoptakter til de tre etapeløb, men vi vil hver dag lave en oversigt, hvor vi gennemgår favoritter til den kommende dags løb. Derudover vil der naturligvis være samlede optakter til alle tre etapeløb og senere også til WorldTour-løbet UAE Tour, der skydes i gang på søndag. I kan læse optakterne til Vuelta a Andalucia , Volta ao Algarve og Tour du Alpes Maritimes et du Var.

Onsdag gælder det 1. etape af Vuelta a Andalucia og Volta ao Algarve, mens Tour du Alpes Martimes et du Var først starter fredag.

Vuelta a Andalucia - 1. etape

Ruten

Løbet er ofte blevet indledte med en enkeltstart, men som det var tilfældet i de tre seneste år, kommer årets kamp mod uret i år senere i forløbet. Det betyder dog ikke, at klassementsrytterne kan tage den med ro, for ligesom i 2019 lægger årets rute op til klassementskamp fra første færd. Allerede 1. etape er nemlig en decideret bjergetape med en passage af Puerto de la Palomas i den absolutte finale inden en kort nedkørsel til mål, og i et løb uden en stor bjergafslutning ser det ud til, at et af de to vigtigste bjergslag skal slås allerede på første dag.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I alt skal feltet tilbagelægge 173,8 km, der fører dem fra Alhaurin de la Torre til Grazalema. Startbyen ligger næsten helt uden ved kysten nær Malaga og herfra kører man mod vest ind i landet igennem fladt terræn frem til dagens første spurt, som kommer efter 19,5 km. Kort efter drejer man mod nordvest for at tage hul på kategori 3-stigningen Puerto de las Abejas (12,0 km, 4,2%), hvis top passeres efter 49,2 km, og som aldrig bliver stejl. En kort nedkørsel leder ned til bunden af kategori 3-stigningen Puerto del Viento (13,4 km, 3,7%), der reelt kommer i to dele med en nedkørsel efter de første 7,4 km, der stiger med 5,6% og med 6-7% over de første 4 km.

Toppen i 1190 m højde rundes efter 69,7 km, hvorefter det bliver lettere. Et længere, let faldende stykke leder mod sydvest ned til Ronda, hvor man kører en runde inde i byen, inden man kører mod nord frem til kategori 3-stigningen Puerto del Arriate (4,8 km, 4,0%), hvis top passeres efter 98,3 km. En nedkørsel fører mod nordvest ned til en kort bakke, på hvis top dagens anden spurt kommer efter 104,5 km, inden man i let kuperet terræn, der byder på bakker efter hhv. 116 km (1,6 km, 6,5%) og 123 km (1,7 km, 7,2%), kører mod nordvest op til Olvera. Herfra kører man mod sydvest frem til kategori 3-stigningen Puerto del Gastor (7,6 km, 2,8%) med top efter 134,3 km, inden et hovedsageligt let faldende stykke leder mod nordvest, vest og til slut sydøst og syd frem til finalen.

Den indledes, når man rammer kategori 1-bjerget Puerto de las Palomas (12,7 km, 6,5%), der er en relativt regulær stigning, som dog bliver stejlere og stejlere. De første seks kilometer stiger således med 5-6%, hvorefter stigningsprocenten ligger på knap 7, dog med undtagelse af kilometer 9, som stiger med 8,2%. Fra toppen resterer bare 6,5 km, som indledes med en teknisk helt ukompliceret nedkørsel, der fører mod syd ned til Grazalema. Her drejer man mod øst for at køre ind til byen ad en let faldende vej, inden man lige inden den røde flamme drejer 180 grader ind på den sidste kilometer, der stiger med 7,9% i snit, men er stejlere på den sidste del. Med 100 m igen drejer man skarpt til venstre ind på den 5 m brede opløbstrækning.

Etapen byder på i alt 3898 højdemeter.

Grazalema har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Vejret

Årets løb har udsigt til at blive en solrig oplevelse, og det kommer til udtryk fra start. Der vil nemlig kun være få skyer, og temperaturen i det relativt højtbeliggende mål vil nå 14 grader. Det vil ikke være helt vindstille med en let til jævn fra sydøst. Det giver med-og sidemedvind stort set hele dagen, indtil man drejer ind i sidemodvind lige indne bunden af sidste stigning. Det varer ved, indtil man får sidemedvind på den lille bakke op til mål.

Favoritterne

Heldigvis har mange ryttere efterhånden været i aktion, men for nogle er løbet her stadig sæsondebut. Havde de håbet på en let indledning, skulle de imidlertid have valgt anderledes. Vil man være med i kampen om den samlede sejr, skal man være klar fra start, for 1. etape kan vise sig at være klatrernes bedste chance for at gøre forskelle. Nok er stigningen på 4. etape hårdere end Puerto de las Palomas, men dette er det tætteste, vi kommer på en bjergafslutning i løbet, især fordi den sidste nedkørsel stort set består af en helt lige vej, hvorfor tidsforskellene i bunden af den sidste bakke formentlig vil være den samme som på toppen af bjerget.

På den baggrund kan man med nogen ret kalde dette en rigtig bjergfinale, selvom den lille bakke til sidst og muligheden for at komme sig lidt på nedkørslen alligevel betyder, at man skal besidde en vis eksplosivitet for at vinde etapen. Når man alligevel kan være usikker på etapens vanskelighed, skyldes det snarere karakteren af bjerget. Puerto de los Palomas er ikke den sværeste stigning i Spanien, og selvom den heldigvis bliver stejlere til sidst, er det kun to af de 13 km, der stiger med mere end 7 i snit. I den afsluttende fase ligger vi stabilt på 6,5-7,0% det meste af vejen.

Samtidig er der to faktorer, der peger i hver sin retning. På den ene side er etapen med næsten 4000 højdemeter en gigantisk udfordring i februar, og det vil derfor være et mærket felt, der rammer stigningen til sidst. På den anden side skal man ikke underkende betydningen af modvind på et bjerg som dette. Heldigvis indikerer satellitbilleder, at der burde være masser af træer til at give læ, men på disse moderate procenter spiller det en afgørende rolle og gør det vanskeligere at skabe forskelle.

Alligevel er de ryttere, der skal vinde tid inden enkeltstarten, i offensiven på den måske bedste mulighed for at gøre forskelle. Det bør således også blive til et opgør mellem favoritterne. Terrænet er ganske vist modbydeligt hårdt og vanskeligt at kontrollere, men selve indledningen er så let, at de store hold formentlig kan sikre et relativt ufarligt udbrud. Samtidig er stykket frem mod målbjerget ikke alt for vanskeligt, og det bør være muligt at køre et udbrud ind her. Efter den hårde fase umiddelbart efter den flade indledning er terrænet nemlig ikke helt så oplagt til at forsøge at spille tidligt ud, slet ikke i et løb, hvor de fleste hold stadig tror på deres klassementsrytter.

Jeg vil derfor tro, at Astana, som ganske vist ikke har det stærkeste hold, hvis de vil beskytte alle tre klatrere, samt ikke mindst det voldsomt potente Bahrain-McLaren kan styre slagets gang. Mitchelton-Scott og Movistar vil formentlig også være klar til at give en hånd med, og det peger derfor på, at vi skal have et opgør mellem favoritterne på det sidste bjerg.

Her vil det som udgangspunkt være Bahrain og Astana, der skal diktere slagets gang, men begge hold kan også få svært ved at vælge, hvem der skal ofres i trupper, som har klassementsryttere til overflod. Her er hierarkiet lidt mere klart hos det ikke alt for klatrestærke Movistar og det ganske solide Mitchelton, og det kan derfor også være de to hold, der sætter det indledende tempo. Til slut må man formode, at kaptajnerne vil køre etapen, som var det en rigtig bjergafslutning, og det vil nok særligt være Bahrain, der åbner et løb, hvor Mikel Landa tørster efter sekunder inden enkeltstarten.

Jeg tror da også, at Mikel Landa kan vinde etapen. Baskeren har før startet stærkt i dette løb, og han er næppe blevet mindre motiveret af ønsket om at cementere sin kaptajnstatus fra start. Etapen passer ikke ideelt til Landa, der skulle have haft et sværere bjerg og en gerne mål på toppen, og man kan da også tvivle på, om han er god nok til at køre alene væk. Heldigvis behøver han heller ikke det, for løbet udmærker sig ved, at ingen af klatrerne er specielt gode afsluttere. Faktisk er Landa blandt de bedste klatrere vel den bedste puncheur, for han har tidligere i blandt andet Baskerlandet og Tour of the Alps vist, at han godt kan køre korte, eksplosive stigninger. Kombinerer man det med en forventet ganske glimrende form, tror jeg, at han vil kunne spurte sig til sejr på bakken, også hvis han ikke kommer fri forinden.

Normalt er Jakob Fuglsang ikke nogen stor afslutter, men i dette felt kan han godt vise sig som stærkeste mand på bakken. Som nævnt i den store optakt starter Fuglsang altid som lyn og torden, og han vil utvivlsomt være næsten umulig at sætte på denne lette stigning. Ligesom for Landa gælder, at han kan få svært ved at køre alene, men som vi så i Fleche Wallonne er en formstærk Fuglsang efterhånden blevet en hæderlig puncheur. Naturligvis har han ikke samme form nu, men især efter en dag med 4000 højdemeter kan dieselmotoren Fuglsang med sit høje februarniveau måske alligevel sejre i et løb, hvor han ikke skal dyste mod Valverde og andre ”kedelige” modstandere i en eksplosiv finale.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Jack Haig er i præcis det samme dilemma som de ovennævnte. Hans fremragende kørsel i Valencia gør det svært at se ham blive sat på stigninger og terræn, der burde passe ideelt til hans dieselmotor. Problemet er, at heller ikke han besidder meget punch eller spurtstyrke, og umiddelbart er han den svageste afslutter af de tre hidtil nævnte. Efter 4000 højdemeter er det imidlertid ofte et spørgsmål om at have mest tilbage i tanken, og med den form, han har stillet til skue, og det forrygende niveau, han viste sidste efterår, skulle det ikke undre voldsomt, om det faktisk vil være Haig.

Astanas anden kandidat er Ion Izagirre , og selvom han ikke har sin brors puncheurspurt, er han ikke helt uden punch i eksplosive finaler. Formentlig har han en bedre eksplosion end alle de ovennævnte, men til gengæld kan den samlede etape blive lidt for voldsom for en mand, der er mere komfortabel på lidt kortere stigninger. Samtidig var han ikke helt så overbevisende i Valencia som sidste år, og derfor kan man frygte, at han kommer lidt til kort i det skrappe selskab.

Enric Mas har før i Tour de Suisse vist, at han faktisk har en hæderlig afslutning på en bakke efter en hård dag, og derfor burde han være en af de tunge favoritter. Det er dog svært ikke at være lidt skeptisk over hans chancer. Han er kendt som en langsom starter og kører sjældent stærkt i starten af et etapeløb, og han manglede tillige en del på Mallorca. Bedre blev det ikke af, at han udgik af Murcia med sygdom, og derfor kan man frygte, at han ikke er på toppen. Omvendt er Mas så sublim en bjergrytter, at han naturligvis altid er en sejrskandidat.

Astanas tredje kandidat er Aleksandr Vlasov . Det russiske stortalent var flyvende i Provence, men her må han i kraft af sin enkeltstart formodes at være plan C i Astanas hierarki. Det betyder dog ikke, at man helt skal afskrive ham, for meget kunne pege på, at Astana sagtens kunne ende i en overtalssituation enten på bjerget eller i bunden af bakken. Sker det, har Vlasov vist, at han sagtens kan angribe for at give kaptajnerne frit spil, og det har som bekendt allerede én gang ført til sejr.

Manden, ingen vil have med frem til den sidste bakke, er Dylan Teuns. Senest med 3. pladsen på 2. etape i Valencia viste han, at han er en fremragende puncheur, og det er svært at se, hvem der skal slå ham i en spurt inde i Grazalema. Heldigvis for rivalerne er Teuns ikke en klassisk bjergrytter, og selvom han har forbedret sig voldsomt, kan denne stigning vise sig at være for lang, som vi så, at Sierra Bernia var det i Valencia. Omvendt hjælpes han af modvinden, ligesom han åbenlyst er i fabelagtig form. Kommer de ikke af med ham inden bakken, ligner han en etapevinder.

Movistars anden kaptajn er Marc Soler , der burde passe glimrende til denne stigning. Problemet er, at han efter den lovende start på Mallorca var temmelig haltende i Valencia. Heldigvis passer terrænet ham bedre her, men det er svært at være stensikker på hans form efter seneste optræden. Samtidig er han ikke kendt som en afslutter, men sidste år viste han i Oviedo under Vueltaen, at han faktisk godt kan spurte lidt på en bakke. Derfor kan han ikke afskrives i denne afslutning.

En joker er Antwan Tolhoek. Hollænderen har haft en svær tid gennem det meste af 2019, men han nåede at vise sin klasse i Guangxi i oktober. Starten Down Under var blandet, men han nåede at vise gode takter med sin vilde forcering på Willunga Hill. Man kan stadig tvivle på, om han klarer stigningen med de bedste, men lykkes det, er han slet ikke sjov at skulle spurte med på bakken, hvor han har et glimrende punch.

Det har Pello Bilbao bestemt også, men han gav ikke det bedste indtryk i Valencia. Hans udbrud på kongeetapen betød dog også, at han er svært at vurdere, og han er formmæssigt utvivlsomt længere fremme nu. Jeg tror stadig, at stigningen er for lang for ham i hans nuværende forfatning, men er han med til sidst, er han farlig på bakken.

Det samme er Ruben Fernandez, men også han kan meget vel finde stigningen for lang, og hans holdkammerat Mikel Bizkarra besidder ikke skyggen af punch til at gøre det færdigt. Derudover er det svært ikke at glæde sig til at se talentfulde Harm Vanhoucke, der imponerede stort på Mallorca, men man må trods alt tvivle på, om han kan vinde så vær en etape. Hans velkørende holdkammerat Sander Armee vil trods fin form også mangle lidt for meget. Damiano Caruso, der sjældent er i form fra start, og Mark Padun må formodes at være hjælper, og selvom jeg har store forventninger til Brandon McNulty, der kørte fornemt i San Juan, er det svært at se ham vinde denne etape, hvor han primært skal holde sig til inden enkeltstarten. David de la Cruz ejer ikke skyggen af eksplosion og er stadig i en lille krise, og Valerio Conti vil nok finde stigningen for lang. Endelig synes Chris Harper at være for formsvag.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

OPDATERING: Der er tirsdag aften indløbet afbud fra Vlasov.

Feltet.dks vinderbud: Mikel Landa

Øvrige vinderkandidater: Jakob Fuglsang, Jack Haig

Outsidere: Ion Izagirre, Enric Mas, Dylan Teuns, Marc Soler, Antwan Tolhoek

Jokers: Pello Bilbao, Brandon McNulty, Harm Vanhoucke, Ruben Fernandez, Mikel Bizkarra

Volta ao Algarve - 1. etape

Ruten

I mange år har det været en tilbagevendende tradition, at løbet indledes med en sprinteretape med en teknisk vanskelig og småkuperet finale i Albufeira. Den har både givet en mulighed til hurtige afsluttere og til klassikerryttere, der kan angribe i finalen, og krævet opmærksomhed fra klassementsrytterne, der har skullet undgå de mange huller, som altid syntes at opstå. For første gang siden 2009 ændrede man i 2017 på formatet ved at gøre Albufeira til startby for en etape, der sluttede i Lagos, hvor en mere enkel finale blev rammen om en massespurt. Selvom startbyen nu er ny, er det den nye afslutning i Lagos, der er blevet den faste åbning, og her ventes sprinterne for fjerde år i træk at skulle slås om den første førertrøje.

Årets åbningsetape er 195,6 km lang og fører feltet fra Portimao til det nu velkendte mål i Lagos. De to byer er naboer med blot få kilometer imellem sig, og etapen består derfor af en tur rundt i terrænet nord for kysten. Fra starten bevæger man sig igennem relativt fladt terræn mod øst ganske tæt på vandet, inden man slår en sløjfe mod syd for at passere den gamle målby, Albufeira. Herfra går det mod nordvest væk fra vandet, inden man kører mod øst op ad kategori 3-stigningen Picota (1,8 km, 6,7%), hvis top rundes efter 62,7 km. Herfra fortsætter man mod øst ned til dagens første spurt, som kommer efter 74,1 km, inden man drejer mod nord for at køre op ad kategori 4-stigninegn Santa Luzia (1,6 km, 5,2%), som passeres efter 78,2 km.

Nu bliver det en anelse lettere. Man fortsætter mod nord og siden vest igennem let kuperet terræn, der fører frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 114,1 km. Herfra falder det let mod sydvest ned mod kysten, inden det bliver næsten helt fladt. Man slår et lille smut mod nordvest, inden man kører mod sydvest ned til dagens sidste spurt, som er placeret efter 163,9 km i udkanten af Lagos. Herfra slår man imidlertid en sløjfe ind i landet ved at køre mod nordvest i stigende terræn, der slutter med en bakke (600 m, 8,3%) med top efter 175 km. De sidste 20 km fører mod sydøst tilbage mod målet ved vandet i Lagos. Her venter i finalen med knap 3 km igen en 600 m lang bakke, der stiger med 3,6% i gennemsnit, inden det falder ned mod den sidste kilometer, der er flad. I finalen er en rundkørsel både umiddelbart inden og efter den røde flamme, hvorefter man rammer det knap en kilometer lange opløb.

Etapen byder på i alt 2187 højdemeter.

Lagos har i de senere år primært været startby, men vendte tilbage som målby i 2017, hvor Fernando Gaviria vandt 1. etape foran André Greipel og Nacer Bouhanni. I 2018 var det Dylan Groenewegen, der i duel med Arnaud Demare tog første stik, men i 2019 blev han sat ud af spillet af et styrt, hvorfor Fabio Jakobsen i stedet kunne sejre foran Demare og Pascal Ackermann. Frem til 2011 var byen hvert år rammen om en sprinteretape. John Degenkolb blev den seneste vinder i byen i den epoke, mens André Greipel vandt i 2010 i en meget sær finale, hvor han og Jurgen Roelandts kørte væk fra feltet. Inden da var det Koldo Fernandez, Tomas Vaitkus, Alessandro Petacchi, Bernhard Eisel, Alexei Markov, Martin Garrido og Candido Barbosa, der var de hurtigste.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Vejret

Der venter en fantastisk uge i Portugal, og der lægges også fremragende fra land. Onsdag byder kun på meget få skyer og en temperatur på hele 19 grader. Samtidig vil det være næsten vindstille med en svag vind fra skiftende retninger, mod slutningen primært fra syd og sydvest. Det giver vind fra elle tænkelige retninger i løbet af dagen, men mod slutningen burde der være sidemodvind på turen ind mod målet i Lagos, herunder på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Det er nu fjerde år i træk, at åbningsetapen har præcis denne finale, og selvom første del af etapen varierer fra år til år, taler historien sit klare sprog. Dette er en afslutning for sprinterne, og med tidligere sejre til Fernando Gaviria, Dylan Groenewegen og Fabio Jakobsen står det klart, at det som regel er en af de allerhurtigste, som sejrer.

Det er der en god grund til. Finalen er nemlig ikke voldsomt kompliceret, og den lange, lige vej, der blot afbrydes af to rundkørsler, er perfekt til at lade benene tale. Det er altså ikke en afslutning, hvor man er stærkt afhængig af et stærkt tog, men derimod en dag, hvor topfarten som regel kommer til udtryk.

Også i år bør det blive en spurt. Etapen er nu egentlig ganske kuperet med mere end 2000 højdemeter, men det er ikke svært nok til, at nogen gider at tage initiativ dagen inden en nøgleetape. Den eneste trussel er vinden, men på en dag, hvor selv den letteste fjer falder lige til jorden, vil den ikke blive et tema. Det ender derfor også i år formentlig som en stille og rolig dag, hvor et udbrud domineret af de portugisiske hold vil komme afsted lynhurtigt, hvorefter Deceuninck, Cofidis og måske også UAE langsomt vil trække dem ind igen inden den ventede spurt i den ukomplicerede finale.

Sidste år kørte Fabio Jakobsen en vanvittig spurt, hvor han fik Pascal Ackermann til at ligne en ren juniorsprinter, og han er da også min favorit til at sejre igen. Efter at han fik sig en gedigen sprinterlektion af Dylan Groenewegen på 1. etape i Valencia, kom han stærkt tilbage på 3. etape og ikke mindst på 5. etape, hvor han slog sin normalt lidt hurtigere landsmand. Det vidner igen om, at Jakobsen er en af verdens allerhurtigste, og i dette felt er han mindst et niveau over de andre. Når jeg alligevel tøver lidt, skyldes det hans svage positionering, og efter tabet af den sygdomsramte Davide Ballerini virker hans tog ikke alt for overbevisende. Yves Lampaert foran Florian Senechal er dog ikke helt ringe i et felt uden mange forkromede tog, og i en ukompliceret finale bør det være nok til at føre Jakobsen i position til, at han kan lade sin tårnhøje topfart sikre ham endnu en sejr.

Hans værste rival er i mine øjne Alexander Kristoff . Nordmanden er ellers ikke den store fan af disse lette sprinteretaper, men han har været meget overbevisende i år. Allerede i Valencia var han ikke langt efter de to hollandske sprinterkonger, og senest kørte han en fremragende spurt i Almeria, hvor han kørte Elia Viviani ud af hjulet og næsten gik forbi Pascal Ackermann til sidst. Etapen byder på mere end 2000 højdemeter, hvilket trods alt er til fordel for Kristoff, der ligeledes elsker en powerspurt i modvind. Hans tog er svagt, men i de seneste løb har han helt på egen hånd gang på gang siddet på det helt rigtige hjul. Gør han det igen, og kommer Jakobsen ikke frem, synes han at have farten til at vinde.

Egentlig burde Elia Viviani være løbets næsthurtigste, men han har virket skidt kørende indtil nu. Det startede allerede med to spurter, han kørte inden styrtet i Australien, og det så helt skidt ud i søndags, hvor han end ikke kunne holde Kristoffs hjul. Når man alligevel skal anse ham som en seriøs vinderkandidat, skyldes det et tog, der med Fabio Sabatini og Simone Consonni ligner det i særklasse bedste. De gjorde det fint i Australien, og leverer Consonni sin kaptajn, som han gjorde i Schwalbe Classic, bør Viviani stadig have en solid chance for at gøre det færdigt.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

En positiv oplevelse i Almeria var at se Danny van Poppel. Efter at den skade, der har plaget ham længe, tvang ham ud i Besseges, rejste han sig i søndags, hvor han desværre blev lukket inde, men kom med god fart. Kan han genfinde niveauet fra tidligere, er Van Poppel en af de fire hurtigste i dette løb, og han har samtidig et stærkt tog med Wesley Kreder, Tom Devriendt og bror Boy. Normalt er han også god i positionskampen, og derfor har han en reel chance for at vinde, hvis han sidder rigtigt, og Jakobsen ikke kommer i position.

Det tog, der kan true Cofidis, kommer måske fra Trek. Holdet har både Edward Theuns og Jasper Stuyven, der skal fordel opgaverne mellem sig. Umiddelbart er Theuns den hurtigste i denne flade boulevardspurt, og det vil derfor være naturligt at køre for ham, mens Stuyven så evt. kan få chancen i den stigende spurt på fredag. Theuns har ikke samme fart som tidligere, men sidste efterår bragte gode lead-outs ham ofte tæt på sejren. Det kan det gøre igen, hvis Koen de Kort og Stuyven sætter ham godt op. Byttes der rundt på rollerne, kommer Stuyven i spil, men jeg tvivler på, at han har farten til at gøre det færdigt.

Israel SUN stiller med Davide Cimolai. Han er normalt bedre efter hårdere løb, men han viste så sent som i Valencia, at han sagtens kan være med i en boulevardspurt også. Han er ikke den allerhurtigste, men han er god i positionskampen. Samtidig har han et stærkt tog med Nils Politt, Jenthe Biermans, Mads Würtz og Tom van Asbroeck, og det bør tilsammen føre til i hvert en topplacering.

Hos Sunweb gør Cees Bol sæsondebut, og han viste sidste år, at han er lynhurtig. Desværre så vi også, at han havde meget store problemer i positionskampen, og alt for ofte kostede det ham et godt resultat. Hans tog med Casper Pedersen, Nils Eekhoff og Nikias Arndt ser godt ud, men det er også temmelig urutineret. Man kan frygte, at han nok engang lykkes inde, selvom farten kan føre ham langt.

Hos Caja Rural vil Jon Aberasturi og Matteo Malucelli formentlig køre hver deres spurt. Aberasturi har med top 8-placeringer i sine fem massespurter i år igen vist, at han mestrer positionskampen og har fart, men det rækker formentlig ikke til at vinde på egen hånd. Malucelli har også før vist sig lynhurtig i disse lette sprinterløb. Han viste storform i Saudi-Arabien, men til gengæld kneb det med både fart og positionering i spurterne.

Blandt de øvrige skal positioneringsstærke Matteo Trentin naturligvis nævnes, men vi så igen i Valencia, at han altså mangler farten i de lette boulevardspurter. Alpecin-Fenix har selvfølgelig Mathieu van der Poel, men vi så i England og Norge sidste år, at han trods alt har det svært mod sprinterne. Holdet kan meget vel køre for Sacha Modolo, der kan sættes på af Van der Poel og Kristian Sbaragli, men han er formentlig ikke længere hurtig nok til at vinde. Bora har Martin Laas, der bekræftede sit potentiale i den ene spurt, han kørte i Australien, men det er stadig svært at se ham vinde, selvom toget er hæderligt. Holdet kan også køre for Jempy Drucker, der dog næppe er hurtig nok. Andre sprintere er Ben Swift, Jake Stewart, Mikel Aristi, Sergey Shilov, Roger Kluge, Daniel Hoelgaard samt de lokale Luis Mendonca, Cesar Martingil, Samuel Caldeira, Joao Matias og Daniel Mestre, men de bør ikke have farten til at være med helt i front.

OPDATERING: Cimolai mp klare sig uden Van Asbroeck, men får i stedet Guillaume Boivin som lead-out ma.

Feltet.dks vinderbud: Fabio Jakobsen

Øvrige vinderkandidater: Alexander Kristoff, Elia Viviani

Outsidere: Danny van Poppel, Edward Theuns, Davide Cimolai, Cees Bol, Jon Aberasturi

Jokers: Matteo Malucelli, Matteo Trentin, Jasper Stuyven, Mathieu van der Poel, Sacha Modolo, Martin Laas, Jempy Drucker

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Fabio Jakobsens sejr fra 2019, Dylan Groenewegens sejr fra 2018 og Fernando Gavirias sejr fra 2017.