Løbets rolle og historie

Mens foråret tilbyder en blanding af etape- og endagsløb, og første del af sommeren udelukkende handler om etapeløb, er anden halvdel af sæsonen for endagsryttere. Efter Tour de France er Vuelta a Espana det eneste store løb for grand tour- og etapeløbsspecialister, mens sensommeren og efteråret omvendt er fyldt med endagsløb i mange dele af Europa. Højdepunktet er Il Lombardia, og i et år uden coronaaflysninger tilbyder RideLondon Classic, Clasica San Sebastian, EuroEyes Cyclassics, Bretagne Classic og de canadiske løb normalt også vigtige WorldTour-point. Listen inkluderer tillige historiske løb som Brussels Cyling Classic, Paris-Tours, Giro dell’Emilia, Tre Valli Varesine og Milano-Torino, og kalenderen byder på meget alsidigt terræn med muligheder for sprintere, klassikerspecialister og endda klatrere.

I tillæg til de større løb er der mange mindre begivenheder. De to store klassikernationer, Belgien og Italien, har traditionelt haft en ekstremt righoldig kalender af mindre semiklassikere, men i dag er mange af de italienske løb forsvundet, hvis man ser bort fra deres intense sæsonafslutning. Det forholder sig anderledes i Belgien, hvor den økonomiske krise har været knap så hård, og det meste af det fascinerende belgiske efterårsprogram er intakt.

Serien af semiklassikere startede den 31. juli med Heistse Pijl, og igennem august gik det slag i slag med GP Jef Scherens, Egmont Cycling Race, GP Marcel Kint, Druivenkoers Overijse og seriens største løb, Brussels Cyling Classic. Siden har der været en lille pause, mens landet har haft blikket rettet mod Benelux Tour, men knap er det store etapeløb overstået, inden det går løs igen. Mellem den 12. september og den 10. oktober rundes den belgiske sæson således af med ikke færre end ni endagsløb, hvoraf de seks kommer inden VM og regnes som god forberedelse hertil, mens Tour de l’Eurometropole og Binche-Chimay-Binche regnes som nogle af de større løb efter VM-løbet, hvor de kan agere opvarmning til blandt andet Paris-Tours, som er årets sidste store løb for lidt tungere typer, og være en god chance for at bruge den sidste VM-form - og måske endda vise en ny regnbuetrøje frem. Det hele rundes af med Memorial Rik van Steenbergen d. 10. oktober.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Under VM-ugen tager serien sig traditionelt en pause, og det gælder faktisk for det meste af cykelkalenderen. Der er dog tre undtagelser, som særligt giver sprinterne en chance for at holde gang i benene frem mod afslutningen på den relativt flade belgisk-franske kalender, der tager fat igen i oktober, og som kulminerer med Paris-Tours, mens klatrerne afslutter deres sæson i Italien. Tirsdag gælder det GP de Denain, der normalt er et forårsløb, men flytter på grund af coronakrisen, onsdag gælder det i Belgien Omloop van het Houtland Lichtervelde og søndag det franske Paris-Chauny, der alle har givet sig i kast med udfordringen at konkurrere om opmærksomheden med løbene i Flandern.

Omloop van het Houtland Lichtervelde betragtes måske som et af de mindre belgiske løb, men der er tale om en begivenhed med en flot historie, der rækker helt tilbage til 1945, hvor André Maelbrancke vandt den første udgave. Siden da har store navne som Roger de Vlaeminck, Patrick Sercu, Herman Van Springel, Walter Planckaert og Johan Museeuw alle vundet, men løbet har aldrig for alvor slået igennem internationalt. Faktisk var det frem til og med 2006 kun tre udgaver, der blev vundet af udlændinge, og to af dem var endda hollændere. Det har imidlertid ændret sig i de senere år, hvor løbet har vundet popularitet blandt ryttere, der ikke skal til VM, og faktisk er kun fem af de 13 udgaver blevet vundet af belgiere. Danske Martin Pedersen har sågar også stået øverst på podiet.

I kraft af løbets flotte og uafbrudte historie smertede det, da man i 2016 for første gang siden starten i 1945 måtte aflyse løbet. Løbet er en af de få belgiske semiklassikere, der var i fare for at forsvinde grundet økonomiske problemer, og da man måtte opgive at gennemføre arrangementet, frygtedes for fremtiden. Heldigvis kom man tilbage i 2017, og da det lykkedes at tiltrække et ganske stærkt felt med tre WorldTour-hold synes løbet igen at være tilbage i en god forfatning. I 2018 havde løbet det endda lidt lettere, da det grundet en generel forskydning af kalenderen afvikledes sammen med mange af de andre løb i ugen inden VM, og det gav et boost til startlisten, men nu er det tilbage i sin vanlige position midt i VM-ugen efter endnu en aflysning, denne gang grundet corona, i 2020. Løbet er fortsat et 1.1-løb på UCI-kalenderen.

Mange belgiske endagsløb er meget flade og ender derfor ofte i en massespurt. Omloop van het Houtland Lichtervelde falder i denne kategori. Langt de fleste af de seneste udgaver er blevet vundet af sprintere - blandt andre har Marcel Kittel sejret to gange i de senere år - men det kan af og til lade sig gøre at snyde de hurtige folk. Det lykkedes blandt andet for Jelle Wallays, der var bedste mand fra et udbrud i 2014, og Tom Devriendt, der var hurtigt blandt tre mand i 2017.

Det skete endda også i den seneste udgave i 2019, selvom det alligevel var en sprinter, der vandt. Kraftig vind gav nemlig et gigantisk sidevindsræs, og efter at 20 mand var kørt tidligt væk, endte det med, at fem mand spurtede om sejren. Her var Max Walscheid i særklasse, og tyskeren sejrede foran Dries de Bondt og Taco van der Hoorn. Der bliver ikke noget titelforsvar til Walscheid, da hans Qhubeka-hold dropper løbet, men både De Bondt og Van der Hoorn er med igen i håb om at gøre det endnu bedre end for to år siden, selvom de meget let kan ende som hjælpere for deres sprintere.

Ruten

Omloop van het Houtland Lichtervelde følger samme model som mange andre belgiske semiklassikere. Det betyder, at det indledes med en strækning mellem start- og målbyen og derefter afsluttes med omgange på en afsluttende rundstrækning. Indtil nu har der både været start og mål i byen Lichtervelde, men i 2019 indgik man en aftale med kystbyen Middelkerke, der tidligere var vært for både det hedengange Driedaagse van West-Vlaanderen og det stærkt forkortede Driedaagse van de Panne, om, at byen i de kommende år vil genindtage sin plads på cykelscenen som vært for starten på dette løb.

Årets løb fører feltet over 190,0 km fra Middelkerke til Lichtervelde og indledes med tre omgange på en helt flad 16,4 km lang rundstrækning i det helt flade terræn syd for startbyen, hvoraf første del af første omgang er neutraliseret. Efter 44,1 km er man tilbage i Middelkerke, hvor man tager man hul på endnu en omgang, men fortsætter midtvejs mod sydøst væk fra kysten. I byen Sint-Pieters-Kapelle drejer man mod syd, inden det i byen Beerst går mod nordøst ad en lineallige og flad vej frem til udkanten af den store by Torhout. Her venter en teknisk passage med et hav af sving, når man snor sig først nord og siden øst om byen, inden man rammer den afsluttende rundstrækning, hvor man lægger med at køre en halv omgang.

Målstregen krydses for første gang efter 93,2 km, og løbet afsluttes nu med otte omgange på den 12,1 km lange rundstrækning i området nord for Lichtervelde. Også den er helt flad og uden væsentlige tekniske komplikationer. Antallet af sving er få, men finalen er lidt teknisk. Efter at være kørt ad en lang og lige vej, skal man på tredjesidste kilometer dreje tre gange lige i rap og derefter igennem en rundkørsel, inden det går lige frem til et sidste sving med 800 m igen.

Løbet byder på i alt bare 742 højdemeter, hvilket er stort set det samme som i 2019.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

I forhold til seneste udgave køre man nu tre og ikke to omgange på den første rundstrækning, men kører en direkte vej mellem de to rundstrækninger. For første gang i mange år har man ændret den afsluttende rundstrækning, der er forlænget, men hvis sidste halvdel er den samme, som den plejer.

Vejret

Som i de fleste belgiske løb er det vejret, der kan skabe mere splittelse end ventet, som vi så det i 2019, og måske kan det ske igen i år. Efter en nærmest vindstille onsdag blæser det nemlig op på en torsdag, der vil være hovedsageligt skyet med kun lidt sol og en temperatur på pæne 21 grader. Vinden vil være jævn til frisk (19-22 km/t), en anelse aftagende og komme fra vest. Det giver primært sidemed- og sidmodvind på den første rundstrækning, mens der på stykket mellem de to rundstrækninger vil være først sidevind og dernæst medvind. På den sidste rundstrækning vil der være første sidemedvind og siden sidevind, indtil man får næsten ren medvind over de sidste knap 3 km.

Favoritterne

Omloop van het Houtland Lichtervelde har ikke uden grund ry for at være et sprinterløb. Ruten er helt flad, og derfor er det som regel kun vejret, der kan forhindre en massespurt. Det skyldes ikke mindst, at langt de fleste hold møder op med hurtige folk og har som intention at arbejde for en afgørelse blandt de skarpe afsluttere. I langt, langt de fleste tilfælde får vi en massespurt.

Ved den seneste udgave i 2019 fik vi imidlertid et gedigent sidevindsræs vundet af Max Walscheid, og det er muligt, at det samme vil være tilfældet i år. Vinden er ikke så stærk som for to år siden, og den ligger med en maksimal styrke på 22 km/t på grænsen af, hvad der kan trække en splittelse. I disse belgiske fladbaneløb, hvor terrænet typisk er ganske åbnet, plejer der dog at være en god chance for, at en sådan vind vil være nok til at skabe et hårdt løb.

Retningen synes heller ikke helt skæv. Der er allerede sidemedvind på den første rundstrækning, inden der venter et rigtigt sidevindsstykke og derefter medvind frem mod rundstrækningen. Det kan splitte allerede her, men sker det ikke, vil der være en chance for, at det kan ske på selve rundstrækningen. Der vil hovedsageligt være sidevind, og selvom rundstrækningen er modificeret i forhold til 2019, er det stort set den samme, som altså gav et selektivt sidevindsløb dengang.

Vinden bør i hvert fald være tilstrækkelig til, at en udbrudssejr kan udelukkes. Dertil vil feltet være for nervøst, og i øvrigt vil der også være alt for klare sprinterinteresser hos primært Alpecin, DSM og Intermarché, der nok skal kontrollere i det relativt store felt. Feltet kan allerede splitte tidligt på det første sidevindsstykke, men mest sandsynligt er det, at det vil ske på rundstrækningen, der utvivlsomt vil blive kørt uhyre nervøst.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Sker det så? Mit bedste bud er ja, men det er ikke stensikkert. Dertil er vinden for svag, og det kan gå begge veje. Jeg tvivler på, at vi får et fuldt felt, men til gengæld er der også stor niveauspredning i et løb med bare tre mandskaber fra WorldTouren og otte professionelle hold. Det gør, at der er bedre plads til de store hold forrest i feltet, og risikoen for, at en favorit falder fra, er derfor knap så stor.

Får vi et sidevindsræs, er der to muligheder. Mest sandsynligt er, at vi får en spurt i en lidt større gruppe, som vi så det på 1. etape i Benelux Tour, hvor vinden havde en tilsvarende størrelse. Det er dog også muligt, at den splitter yderligere, som den gjorde i 2019, hvor kun fem mand spurtede om sejren, og i en sådan situation kan finalen blive så hård og ukontrollerbar, at det er muligt for en enlig mand at køre væk, som vi så med Yves Lampaert i det vilde sidevindsræs i De Panne sidste år.

Mest af alt tror jeg dog på det førstnævnte scenarium. Vinden er slet ikke så stærk som for to år siden, og det helt brutale udskilningsløb bliver nok svært at få. Mit bedste bud er altså, at vi enten får en fuld massespurt, eller at vi får en spurt i en mindre gruppe som i Benelux, men muligheden for en gentagelse af 2019 er til stede.

Selve spurten er lidt kringlet med de mange sving efter 3 km-mærket og slutteligt et sving med 700 m igen. Positionering er derfor vigtig, men i et felt med mange små hold vil der - særligt hvis der har været sidevind - være bedre plads. Chancen for, at farten bliver afgørende, er derfor god.

Derfor peger jeg også på Tim Merlier. Som vi senest så i Isbergues i søndag, kan han slås, fordi hans positionering fortsat halter, men der er ingen tvivl om, at han er hurtigst i dette felt. Det viste han blandt andet med sine to etapesejre i det uhyre stærke felt i Benelux, og jeg føler mig derfor overbevist om, at han vil vinde, hvis han sidder ordentligt. I dette felt er hans tog med Dries de Bondt og Jonas Rickaert også et af de bedre, og han burde derfor komme i position til at lade farten tale. Bedst vil det dog nok være med et hårdt sidevindsløb. Merlier viste i Primus Classic, at formen ikke er i top, men sidevind har han altid været god til, som vi så, da han vandt sidevindsetapen i Benelux. Sidevind betyder mindre positionskamp, og så bliver han svær at slå. Dermed er han favorit uanset omstændighederne og dermed mit vinderbud. Får vi det hårde sidevindsløb kommer De Bondt og Rickaert også i spil. Begge er gode i de betingelser, de er hurtige nok til at gøre det færdigt, og De Bondt var endda tæt på at vinde sidevindsræset for to år siden.

Den værste rival kunne være Danny van Poppel. Hollænderen skuffede lidt i Primus Classic og har måske ikke samme form som i Benelux, men han har generelt haft et flyvende efterår. Siden sejren i Egmont Cycling Classic d. 17. august har han haft 13 starter, og han har været i top 8 hele 10 af gangene. Kun på enkeltstarten og ardenneretapen i Benelux samt i Primus Classic missede han ud, og senest viste han god fart med 2. pladsen bag Fabio Jakobsen i Gooik i søndags. Med sin nuværende form vil han elske et sidevindsræs, og han virker lige nu mere robust end Merlier. Samtidig vidner hans stabilitet om, at han stadig er god i positionskampen, og da hans tog med Baptiste Planckaert, Wesley Kreder, Pieter Vanspeybrouck, Jonas Koch og Tom Devriendt er et af de stærkeste, står han ned en chance for at slå Merlier, som han næsten gjorde det i GP Marcel Kint tidligere i år. I et hårdt sidevindsræs er det også værd at holde øje med Baptiste Planckaert og Taco van der Hoorn, men sidstnævnte mangler lidt fart. Også Boy van Poppel bør være god i sidevind og er hurtig, mens jeg tvivler på, at formen rækker hos Tom Devriendt og Jonas Koch, selvom de begge også har fart.

Måske burde Alberto Dainese være nr. 2. Italieneren har nemlig hævet sit niveau enormt siden Vueltaen, og han viste senest sin klasse med en 3. plads i det stærkt besatte løb i Isbergues. Vi så dog også i Vueltaen, at han manglede fart i forhold til de allerbedste, og dermed sikkert også i forhold til Merlier, men til gengæld er hans positionering blevet eminent, som vi så i søndags og i virkeligheden også i fredags, hvor han bare var uheldig med at have valgt det forkerte hjul, nemlig Jakobsens. Denne gang har han endda fordel af et tog, der med Jasha Sütterlin, Nico Denz, Nils Eekhoff og Casper Pedersen er det måske allerstærkeste, og det kan være det, der giver ham sejren. Mit problem er sidevinden. Han synes uhyre formstærk og bør klare den, men han er mindre robust end både Merlier og Van Poppel. Derfor ender han som nr. 3. I et sidevindsræs er det også værd at holde øje med særligt formstærke Pedersen og den knap så formstærke Eekhoff, der er hurtige nok til at gøre det færdigt, men også en velkørende Denz.

Sidevinden er et problem for Kristoffer Halvorsen , der i Slovakiet viste, at han lige nu er uden megen holdbarhed. Til gengæld så vi også med etapesejren i Slovakiet, at hans fart rækker meget langt, også i dette felt. Toget med Julius Johansen, Erlend Blikra og Daniel Hoelgaard ser også overbevisende ud, og derfor har han en reel chance, hvis det ender i den fulde massespurt. I et sidevindsræs ser det sværere ud, da holdets eneste formstærke og robuste rytter synes at være Erik Resell, og han er en usandsynlig vinder i kraft af manglende fart.

Lotto kommer med Gerben Thijssen, der i Fourmies viste, at han fart stadig fører langt. Han har haft det sværere i positionskampen, men her har han en fremragende lead-out man i Jasper de Buyst. Desværre er resten af toget nærmest ikkeeksisterende, og da han formentlig kun er fjerdehurtigst, er han en usandsynlig vinder. I sidevinden er han måske også sårbar, og det kan åbne døren for De Buyst. Desværre så vi i Luxembourg, at han stadig leder efter form som følge af sin skade. I sidevind er Frederik Frison altid god, men som spurtsvag er han en meget usandsynlig vinder.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Rally kommer med Arvid de Kleijn, der senest i Danmark Rundt, men også i Tyrkiet og Mayenne har vist, at hans fart rækker meget langt. I en stor spurt vil han med sin gode positionering kunne køre med om sejren, også selvom holdet er svagt. I sidevind burde han også være god, men formen synes desværre slet ikke i top efter det seneste styrt, og hans chance er derfor nok i den fulde massespurt. I sidevind står Rally i det hele taget svagt, medmindre Pier-André Coté har genfundet den form, han viste for nogle uger siden

Bingoal kommer med deres to sprintere i form af Timothy Dupont og Stanislaw Aniolkowski, men de har begge en knap så god tid. Vi har i år set, at Aniolkowski mangler farten til at vinde, og her er Dupont utvivlsomt deres bedste bud. Desværre har hans positionering haltet i år, men i et svagere felt bør han have en god chance for at sidde rigtigt. Han har til gengæld ikke haft skyggen af holdbarhed og ligner et offer i sidevinden. Her viste Aniolkowski styrke i Benelux, men til gengæld viste spurten atter, at han mangler noget fart. I et sidevindsløb kan Tom Paquot måske også komme i spil, efter at han har vist hurtighed efter hårde løb på det seneste, ligesom spurtsvage Matthijs Paaschens også har råstyrken til at være med her. Til gengæld synes hurtige Sean de Bie slet ikke at have formen.

Som det er kutyme, ser det svært ud for Sport Vlaanderen, men man skal ikke afskrive Arne Marit. Belgieren har efter noget sygdom genfundet formen med to gode spurter i sidste uge, hvor særligt hans 4. plads i Gooik viste, at han kan være med i dette felt. Desværre mangler han nok både fart og positionering til at vinde. Holdet kan også får det svært i sidevinden, hvor Marit synes at være deres bedste option, men han viste faktisk god holdbarhed i august.

På kontinentalholdene er der særligt grund til at holde øje med den formstærke Campbell Stewart, der har både holdbarhed og fart, og ikke mindst Roubaix’ Emiel Vermeulen, der i en spurt kan være med helt fremme i dette felt, mens man hos Beat vil kunne vente sig noget af Piotr Havik, hvis det bliver et sidevindsræs. Hos EvoPro kan Michael van Staeyen spurt, men kun hvis løbet bliver let, men man hos SEG har Wessel Krul til en spurt og Milan Paulus til et hårdt løb samt alternativer i Sean Flynn og Jesper Rasch. Metec har Victor Broex til en spurt, mens Tarteletto kan spurte med Gil D’Heygere. Coop har den lovende sprinter Tord Gudmestad samt Louis Bendixen og Kristian Aasvold til et hårdere løb. Hos Lotto-Kern Haus har man hurtige Kim Heiduk og Christian Koch.

OPDATERING: Vermeulen og Heiduk stiller ikke til start. Rally har udtaget Colin Joyce som alternativ til De Kleijn.

***** Tim Merlier

**** Danny van Poppel, Alberto Dainese

*** Kristoffer Halvorsen, Gerben Thijssen, Arvid de Kleijn, Timothy Dupont, Arne Marit

** Stanislaw Aniolkowski, Nils Eekhoff, Casper Pedersen, Jonas Rickaert, Jasper de Buyst, Baptiste Planckaert, Campbell Stewart, Tord Gudmestad

* Dries de Bondt, Taco van der Hoorn, Boy van Poppel, Jonas Koch, Nico Denz, Jasha Sütterlin, Colin Joyce,Daniel Hoelgaard, Erlend Blikra, Pier-André Coté, Tom Paquot, Piotr Havik, Michael van Staeyen, Wessel Krul, Victor Broex, Gil D’Heygere, Louis Bendixen, Kristian Aasvold, Christian Koch

Danskerne

Casper Pedersen bliver en vigtig lead-out man for Alberto Dainese på DSM, men får vi det hårde sidevindsræs, kan den formstærke dansker måske også selv gå efter et resultat. På Uno-X skal Julius Johansen støtte Kristoffer Halvorsen, mens Louis Bendixen på Coop burde have en god chance for at lave et resultat i en spurt, hvis ikke han skal køre spurten for holdets sprinter, Tord Gudmestad, som dog kan ryge af i sidevinden undervejs.

VM-optakt

Jeg varmer op til VM torsdag kl. 11.20 på Radio4.