Optakt: Omloop Het Nieuwsblad
27. februar 2021 11:47Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Cykelsæsonen har ganske vist været i gang i en lille måned, men for mange fans er den ikke reelt undervejs, før rytterne har ramt de belgiske brosten og de stejle hellingen for første gang i den belgiske åbningsweekend. Omloop Het Nieuwsblad markerer starten på de historiske løb i Europa og den belgiske klassikersæson, en helt unik del af løbskalenderen, hvor rytterne tilbringer lidt mere end en måned med at køre op og ned ad de mest legendariske og mest velkendte veje i cykelverdenen igen og igen. Som en slags miniatureudgave af Flandern Rundt er årets første store semiklassiker et løb for de stærke overlevere - en begivenhed hvor kun de sande brostensspecialister excellerer - og det er løb som enhver klassikerrytter drømmer om at have på sin sejrsliste, ikke mindst nu, hvor løbet for fjerde gang vil benytte den gamle finale fra Flandern Rundt med Muur van Geraardsbergen og Bosberg kort inden målstregen.

Annonce

SÆT DIT MANAGERHOLD I FELTET.DK SÆNSONSPIL - OVER 30.000 KRONER I PULJEN

Løbets rolle og historie

De fleste professionelle cykelryttere har allerede løbskilometer i benene og har gjort god brug af de varme og solrige betingelser længere mod syd, selvom året har været ramt af mange aflysninger. Selvom en sejr i disse tidlige løb altid er et velkomment boost til selvtilliden, er det imidlertid alt sammen blot opvarmning og forberedelse til de store begivenheder senere på året.

 

Det hele ændrer sig med et slag denne weekend, når den professionelle cykelkalender træder ind i sin næste fase med den belgiske åbningsweekend. Selvom cykelfans over hele verden har nydt en mere globaliseret sport og de mange flotte løb først på sæsonen, har mange stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været hen over de belgiske brosten for første gang.

 

Det sker på lørdag, når Omloop Het Nieuwsblad indleder kalenderen af historiske løb i Europa. Fra nu af er løbene ikke længere blot træning i en afslappet atmosfære - nu er det tid til at score resultater. For etapeløbsrytterne bliver det alvor under Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der for de fleste er de første vigtige mål på sæsonen, mens klassikerrytterne har sat kryds ved lørdag som den første afgørende dato i 2021. Selvom Paris-Nice ikke er Tour de France, og Omloop Het Nieuwsblad ikke er Flandern Rundt, bliver det nu rigtigt alvor.

Stuyven vandt Omloop Het Nieuwsblad - Kragh blev treer

KØB ADGANG: SE ALLE DE STØRSTE CYKELLØB PÅ

 

Omloop Het Nieuwsblad er ikke bare starten på den seriøse del af den europæiske sæson, det er også indledningen på en helt unik del af den internationale kalender: den belgiske klassikersæson. I løbet af den næste halvanden måned vil rytterne køre adskillige meget prestigiøse løb i et ganske lille hjørne af Europa, hvor de samme veje og de samme stigninger bliver benyttet igen og igen. Af en eller anden grund bliver disse veje sjældent benyttet resten af året, men i de næste 40 dage vil de være rammen om gentagne slag i en af de mest spændingsmættede dele af sæsonen.

 

De mange løb har alle en helt unik natur. I Flandern er der ingen store bjerge eller enkeltstarter. I stedet er løbene kendetegnet af de legendariske hellingen - korte, stejle stigninger, der ofte er belagt med brosten - paveer, vind, regn og en brutal positionskamp. I disse løb er der ikke plads til små klatrere. Dette er legepladsen for de stærke drenge som Sep Vanmarcke, Wout van Aert, Mathieu van der Poel, Wout van Aert, Greg van Avermaet og Peter Sagan.

 

Omloop Het Nieuwsblad har den store ære af at starte det hele og udgør i forening med Kuurne-Bruxelles-Kuurne den traditionelle åbningsweekend. Kombinationen er helt perfekt, da den på den ene side appellerer til de samme ryttere, men samtidig giver forskellige typer mulighed for at brillere. Selvom begge løb byder på brosten og hellingen, og mange ryttere har vundet begge, er lørdagens løb et for de sande brostensspecialister, mens søndagens slag i Kuurne i højere grad er et sprinterløb. Selvom en stor del af feltet går igen begge dage, er der derfor en vis forskel på de to felter. Mange hold henter hurtige afsluttere ind til søndagens løb, mens mange af klassikerspecialisterne først tager en beslutning lørdag aften, om de føler sig klar til også at køre søndag.

Annonce

 

Kuurne er en af de få klassikere, som en sprinter realistisk kan sætte sig som mål, men Omloop Het Nieuwsblad er af en helt anden art. Som E3 Harelbeke - og i mindre omfang Dwars door Vlaanderen - er det som en miniudgave af Flandern Rundt. I disse løb gøres forskellen på de mange hellingen og brosten samt af det ofte dårlige vejr, og det hele ender som et sandt udskilningsløb og en kamp på overlevelse. Til sidst er kun de stærkeste tilbage.

 

Omloop er ikke så hårdt som E3 og Flandern Rundt, men to faktorer gør, at det ofte er lige så selektivt. Først of fremmest betyder kalenderplaceringen, at der er brug for færre udfordringer for at skabe udskilning, end der er i april, hvor alle er på det maksimale af deres ydeevne. For det andet er vejrforholdene ofte meget værre på denne tid af året, og det har givet anledning til legendariske slag i løbet af den lange historie. Hvis vejret er forårsagtigt, har de sidste udfordringer været så langt fra mål, at større grupper har afgjort løbet, senest i 2009 hvor Thor Hushovd tog sejren. Det hører imidlertid til sjældenhederne, da højst tre ryttere er sluttet i samme tid i de seneste elleve udgaver.

 

Løbet, der tidligere var kendt som Omloop Het Volk, blev første gang afviklet i 1945 - samme år som Kuurne-Bruxelles-Kuurne gjorde sit indtog på kalenderen - og siden da har det startet den belgiske sæson. Grundet kalenderplaceringen har vejret ofte spillet en afgørende rolle, og løbet blev helt aflyst i 1986 og 2004 på grund af sne. I 2013 blev det afviklet som planlagt, men forværret vejr betød, at andendagsgildet i Kuurne måtte droppes. De fleste af de største belgiske klassikerryttere har vundet løbet mindst én gang, og navne som Eddy Merckx, Roger de Vlaeminck, Johan Museeuw og Peter van Petegem er alle at finde på listen over vindere. Ikke overraskende har det altid været domineret af belgiere, og hvis man ser bort fra Seamus McGraths sejr i 1959, var vinderen fra enten Belgien eller Holland, indtil Andreas Kappes brød dominansen i 1991. Ganske bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at det er det eneste større flamske løb, som Tom Boonen aldrig har vundet.

 

Løbet har i mange år været at betragte som et af de største endagsløb, men af uvisse årsager har det aldrig været en del af de fineste løbsserier, World Cuppen, ProTouren eller WorldTouren. Det blev der imidlertid ændret på i 2017, hvor det kun var helt naturligt, at det var blandt de mange nye løb, der blev en del af den nye, udvidede WorldTour. Det har gjort det muligt at øge kvoten af WorldTour-hold, og efter at der i 2017 var tre hold fra det fineste selskab, der skippede løbet, og kun Movistar var fraværende i 2018, er der for tredje år i træk fuld plade, når alle 19 topmandskaber stiller til start.

 

Selvom Omloop Het Nieuwsblad er et prestigiøst løb, ligger det stadig under de største klassikere, og det kommer på en tid af året, hvor stjernerne fortsat er i gang med forberedelserne. Derfor er der også forskellige holdninger til, hvorvidt det passer ind i sæsonplanlægningen, og om man allerede nu skal være i topform. John Degenkolb har eksempelvis altid haft for vane altid at droppe åbningsweekenden, og i de senere år har Peter Sagan gjort det samme, ligesom Mathieu van der Poel i år oprindeligt valgte løbet fra for i stedet at få flere løbsdage i UAE Tour.

Annonce

 

De bliver i år mødt af en rute, der er den hårdeste i mange år. Lige siden den meget kontroversielle beslutning om i Flandern Rundt at droppe den klassiske finale med Muur van Geraardsbergen og Bosberg kort inden målet i Meerbeke har mange drømt om, at man vil vende tilbage til det klassiske format for det belgiske monument. Det synes ikke at skulle ske, men i stedet valgte Flanders Classics, der står for begge løb, forud for 2018-sæsonen at gøre brug af netop den afslutning til Omloop Het Nieuwsblad i et forsøg på at give løbet en mere klar karakter i det store mylder af flamske storløb. Det har vakt begejstring hos mange fans og ryttere og ventes at gøre løbet hårdere og mere selektivt end tidligere. I 2019 flyttedes målet ganske vist til nabobyen Ninove, men grundlæggende er der tale om den gamle afslutning på Flandern Rundt.

 

Sidste år blev det hele en meget taktisk affære, da en sand angrebsfest efter en tidlig udskilning førte til en frontgruppe, som de fleste hold var tilfredse med. På de sidste stigninger blev gruppen barberet ned til bare Jasper Stuyven, Yves Lampaert og Søren Kragh, og i spurten tog Stuyven sin karrieres største sejr ved at krydse stregen foran sin landsmand og en træt dansker. Stuyven vender tilbage for at forsvare titlen, og han er igen oppe mod både Lampaert og Kragh, der håber at gøre det endnu bedre denne gang.

 

Ruten

Omloop Het Nieuwsblad er en sand flask klassiker, da den er designet på samme måde som de fleste af de belgiske endagsløb. Rutekortet er en yderst kompliceret affære, hvor rytterne snor sig frem og tilbage i et lille område i De Flamske Ardenner, kører på kryds og tværs og bruger de samme veje igen og igen. Alle de berømte hellingen fra Flandern Rundt findes på dette lille areal, og det er let for arrangørerne at ændre ruten fra år til år ved at variere, hvilke stigninger der besøges.

 

Dette er mønstret for de ruter, der anvendes i E3 Harelbeke, Dwars door Vlaanderen og Flandern Rundt, og derfor er det ikke overraskende, at disse tre løb deler mange af de samme karakteristika med Omloop Het Nieuwsblad. Løbene starter alle med en lang, flad del, inden man rammer rækken af hellingen og brostensstykker i løbets anden halvdel. Det er her, udskilningen foregår, inden løbene slutter med endnu en flad strækning. Hvad der adskiller løbene, er distancen og start- og målbyerne, og det er disse forhold, der i sidste ende afgør de enkelte løbs sværhedsgrad.

 

Omloop Het Nieuwsblad har som regel haft Gent som sit centrum, og løbet både startede og sluttede der fra 1945 til 1995. Fra 1996 til 2007 flyttede man målet til den nærliggende by Lokeren, men fra 2008 var løbet tilbage, hvor det rettelig hører til: i Gent, hvor man er sluttet på den stigende opløbsstrækning på Charles de Kerchovelaan foran Citadelparken. Da Gent ligger lidt længere fra stigningerne end Oudenaarde, der er målby for Flandern Rundt, er åbningsløbet ofte endt med en længere flad strækning end det største flamske løb, og i dette løb har det derfor været rækken af flade pavéer i finalen, der typisk har skabt den afgørende udskilning.

Annonce

 

I mange år har Taaienberg og Molenberg været kendt som løbets to nøglestigninger inden den flade finale med tre pavéer som afslutning på et hårdt udskilningsløb. Som sagt fik løbet i 2018 en overhaling i et forsøg på at give det en mere klar og entydig identitet. Man droppede Gent som målby og flyttede i stedet til Meerbeke, hvor Flandern Rundt sluttede i mange år. Her gjorde man brug af finalen fra det flamske monument, og dermed skulle feltet over Muur van Geraardsbergen og Bosberg i den absolutte finale. Muren er en af Flanderns vanskeligste stigninger, og da de sidste bakker samtidig nu kommer langt tættere på mål end tidligere, er der almindelig enighed om, at det vil gøre et allerede selektivt løb endnu hårdere end tidligere.

 

Det skete ikke grundet i 2018 den kraftige modvind, men det har ikke ændret på arrangørernes motivation for at genbruge formatet. Således var der i 2019 kun foretaget mindre ændringer, der især indebar, at målet flyttedes til nabobyen Ninove, hvilket øgede afstanden fra Bosberg til mål med 900 m, ligesom den svære Molenberg med en ny placering ventedes igen at få en mere prominent rolle. Antallet af hellingen var imidlertid det samme, og grundlæggende var der tale om samme løb, selvom der var foretaget flere modifikationer tidligt i løbet og efter Molenberg for at sikre, at den legendariske stigning nu kom 10 km tættere på mål, end det var tilfældet i 2018. I 2020 var ruten helt uforandret, og det er stort set også tilfældet i år, hvor kun Hostellerie erstatter Rekelberg tidligt i løbet, og hvor de tre pavéer efter ca. 150 km er nogle andre end tidligere.

 

Med en distance på 200,5 km er den nye rute stort set lige så lang som de tidligere og fører feltet fra det klassiske centrum i Gent til den nye afslutning i Ninove. I alt er der 13 hellingen på programmet, og antallet af flade pavéer er igen 9.

 

Som sagt indledes de fleste flamske klassikere med et længere fladt stykke, og da Gent som nævnt ligger ganske langt nord for De Flamske Ardenner, er det også tilfældet med den nye rute. Fra starten i centrum af storbyen bevæger man sig ud til forstanden Merelbeke i den sydlige udkant, hvor starten gives. Herfra går det gennem stort set helt fladt terræn mod syd og sydøst ned til Velzeke. Her vender man rundt for at køre tilbage mod nordvest for endelig at afslutte den flade indledning med at køre stik syd ned i De Flamske Ardenner.

 

Her melder de første udfordringer sig, når feltet for første gang skal over den berømte Haaghoek-pavé (1900 m) efter 46,6 km, inden man 2,8 km senere rammer den første stigning, Leberg (700 m, 4,7%). De tjener imidlertid kun som opvarmning, idet man herfra begiver sig ud på en 69,0 km lang rundstrækning i den vestlige del af De Flamske Ardenner. Den indledes med en længere flad strækning, der fører mod vest gennem Oudenaarde, målbyen for Flandern Rundt, inden man i Wortegem vender rundt for at køre tilbage mod løbets centrum. Her skal man over pavéerne Huisepontweg (1500 m) og Holleweg (1300 m) efter henholdsvis 70,7 og 102,9 km, og de er adskilt af dagens to næste stigninger, Den Ast (400 m, 4,3%) og Katteberg (600 m, 6,2%), der kommer efter hhv. 76,4 og 98,3 km. Rundstrækningen afsluttes med endnu en passage af Haaghoek (1900 m) og Leberg (700 m, 4,7%) efter hhv. 108,6 og 111,7 km.

Annonce

 

Næste udfordring er en ny rundstrækning på 54,1 km, der er betydeligt sværere end den foregående og vil markere starten på finalen. Den fører atter mod vest mod Ourdenaarde, men inden man når til Flandern Rundt-målbyen kører man mod nord for at ramme et par stigninger. Første udfordring er pavéen Paddestraat (2300 m) efter 117,8 km, hvorefter Hostellerie (500 m, 2,9%) venter efter 127,5 km. Valkenberg (500 m, 6,5%) er efter 136,7 km næste udfordring, efterfulgt af Wolvenberg (800 m, 4,3%) efter 148,0 km. Derefter følger det to tre pavéer Holleweg (1500 m), Karel Martelstraat (1400 m) og Hunter (700 m) efter hhv. 148,1, 149,3 og 151,7 km.

 

Det er imidlertid, når der resterer 42,5 km, at løbet for alvor ventes at gå ind i den afgørende fase. Det sker, når feltet rammer den korte, stejle Molenberg-stigning (200 m, 7,1%, brostensbelagt), der er en af de sværeste i Flandern og tidligere var den afgørende sidste klatreudfordring i løbet, og som i år kommer hele 10 km tættere på mål i 2018. Den vil formentlig skabe den første alvorlige udskilning, inden man afslutter rundstrækningen med en tredje og sidste passage af Haaghoek (1900 m) og Leberg (700 m, 4,7%) med hhv. 38,1 og 35,0 km til mål.

 

Finalen er nu for alvor i gang, og herfra er der ikke mange muligheder for at kommer sig på den afsluttende strækning, der hovedsageligt fører mod øst og sydøst mod målet i Ninove. Først slår man en lille krølle i De Flamske Ardenner for at køre op over Berendries (900 m, 7,3%) og Elverenberg (1000 m, 4,3%) med hhv. 31,0 og 28,5 km igen. Ingen af dem hører til blandt områdets sværeste stigninger, men alle vil de kunne skabe udskilning og bruges som afsæt for angreb efter et langt, hårdt løb.

 

Herfra går det mod sydøst og øst frem til dagens to sidste og vigtigste udfordringer. Allersværest er den berømte Muur van Geraardsbergen (1000 m, 7,2%, brostensbelagt), der altid var nøglepunktet i den gamle udgave af Flandern Rundt, hører til blandt de allersværeste stigninger i Flandern og skal passeres med bare 16,7 km igen. Derefter venter som på klassisk Flandern Rundt-maner Bosberg (700 m, 6,7%, brostensbelagt), der ligeledes er en meget svær stigning og kommer med bare 12,8 km igen.

 

Til slut venter der imidlertid ikke flere udfordringer, når man kører gennem ganske let faldende terræn først mod nordøst og til slut mod nord frem mod Ninove. Her drejer man med 2 km igen til venstre, inden man buer til højre kort inden den røde flamme. Derefter venter hele tre skarpe sving i træk på de sidste 700 m, inden man rammer den ca. 200 m lange opløbsstrækning, der ender to helt flade kilometer. Her vil vinderen af den 76. udgave af Omloop Het Nieuwsblad blive kronet efter det, der utvivlsomt vil have været et dramatisk og selektivt udskilningsløb.

Annonce

 

Løbet byder på i alt 1650 højdemeter, hvilket er stort set det samme som i 2019 og 2020.

 

 

 

 

Annonce

 

 

 

 

 

Annonce

 

 

Vejret

Enhver forårsklassiker kan ændre karakter på grund af vejret, og specielt Omloop Het Nieuwsblad er grundet kalenderplaceringen meget bestemt af de klimatiske forhold. Blæst, kulde og regn giver et hårdt selektivt løb, mens forårsagtige forhold giver mindre udskilning. Samtidig vil vindretningen på det sidste flade stykke mod Ninove være af afgørende betydning, som vi så det i 2019, hvor stærk modvind ødelagde en del af løbet.

 

Som resten af Nordeuropa er Belgien ramt af helt uhørt varmt februarvejr, og der er mere forårsklassiker end åbningsweekend over Omloop Het Nieuwsblad i år. I denne uge har temperaturen i Ninove endda været helt oppe at kysse uhørte 20 grader, men så varmt bliver det trods alt ikke søndag. Her må rytterne nøjes med stadig meget flotte 12 grader på en dag, hvor der kun vil være ganske få skyer. Vind vil der heller ikke være meget af med blot en let vind fra nordøst (10-15 km/t). På den urimeligt kringlede rute giver det naturligvis vind fra 117 retninger i løbet af dagen, men efter direkte modvind på Molenberg vil der med visse undtagelser være skiftevis side- og sidemodvind på turen frem til Muren. Herfra vil der være sidemodvind frem til toppen af Bosberg og slutteligt først mod- og siden sidemodvind ind mod Ninove, hvor man på turen rundt om byen kortvarigt får med- og sidevind, inden man efter det første af de tre sene sving har modvind resten af vejen.

 

SÆT DIT MANAGERHOLD I FELTET.DK SÆNSONSPIL - OVER 30.000 KRONER I PULJEN

Favoritterne

Omloop Het Nieuwsblad er på mange måder en sjov størrelse. Selvom dets format giver mindelser om hårde, selektive løb som E3 Harelbeke og Flandern Rundt, og det grundlæggende er et løb af samme type, bliver man altid overrasket over, hvor selektivt det er. I åbningsklassikeren er der således færre stigninger end i de store løb senere på sæsonen, og de sidste udfordringer er traditionelt kommet længere fra mål. Almindelig logik tilsiger derfor, at der burde være en relativt stor sandsynlighed for en afsluttende regruppering, og at stærke sprintere vil have en rimelig chance.

 

Trods rutens på papiret begrænsede hårdhed har løbet altid udviklet sig meget selektivt, og som sagt skal vi helt tilbage til 2009 for at finde en situation, hvor en større gruppe spurtede om sejren. Siden da har der aldrig været mere end en håndfuld ryttere tilbage, når løbet har skullet afgøres, og det siger en del om betydningen af dets kalenderplacering. På denne tid af året skal der ganske enkelt færre stigninger og brosten til for at skabe den nødvendige udskilning, men endnu vigtigere er det, at vejret i februar spiller en afgørende rolle. Det er således ikke tilfældigt, at det er det eneste større brostensløb, Tom Boonen aldrig har vundet, idet det er en slet skjult hemmelighed, at den ellers så stærke belgier har haft det vanskeligt med kulde.

Annonce

 

I 2016 og i 2018 var vi ganske tæt på at få en spurt i en større gruppe, men de forreste holdt akkurat feltet bag sig. At vi var tæt på en mindre selektiv udgave, skyldtes flere forhold. I 2016 var ruten uden Molenberg, ligesom det stærke Quick-Step-hold endte i defensiven, og i 2018 var det den voldsomme modvind i finalen, der betød, at det hele var meget tæt på atter at blive samlet.

 

Det er klart, at den nye rute, der indførtes i 2018, har ændret løbets karakter ganske meget, og man skal ikke lade sig snyde af forløbet for tre år siden. Her var det alene den kraftige modvind, der reelt kvalte løbet, for der er absolut ingen tvivl om, at den nye rute er betydeligt hårdere end den gamle. Finalen med Muren og Bosberg er ganske enkelt meget selektiv, som vi ved det fra de gamle udgaver af Flandern Rundt, og selv i modvinden lykkedes det dengang trods alt de stærkeste at skabe en ganske vist relativt stor gruppe på Muren. Det endelige bevis fik vi i 2019, hvor de fem stærkeste kørte væk her og herefter afgjorde løbet i en taktisk finale, hvor Zdenek Stybar sneg sig væk.

 

Sidste års løb er lidt sværere at bruge som målestok, fordi en relativt tidlig angrebsfest førte til dannelsen af en stærk gruppe, som langt de fleste hold var tilfredse med, og derfor kom de fleste favoritter aldrig til at køre om sejren. I stedet blev det et udskilningsløb i front, indtil kun Jasper Stuyven, Yves Lampaert og Søren Kragh havde overlevet Muren og Bosberg og kunne spurte om sejren. For et år siden var vejret dog også temmelig dårligt med kraftig vind og medvind i finalen, og det er derfor ikke mærkeligt, at der var betingelser for at åbne løbet tidligt.

 

Hvilket løb får vi så i år? Selvom mange lige nu takker vejrguderne for det tidlige nordeuropæiske forår, er lige netop det flotte vejr en ulempe for alle, der ønsker episk cykelløb. I hvert fald venter en uhørt flot dag med kun begrænset vind, og desværre vil den blæst, der er, hovedsageligt være mod- og sidemodvind efter Molenberg og i hvert fald hele vejen fra bunden af Muren og hjem. Vi taler ingenlunde om modvindsorkanen fra 2018, men der er ingen tvivl om, at vi har betingelser, der kan gøre det vanskeligere at skabe forskelle.

 

Meget vil som altid afhænge af, hvordan Deceuninck griber det an. Belgierne har det i særklasse stærkeste mandskab, og nu hvor Tim Declercq er begyndt at levere resultater i klassikerne, kan de i princippet alle vinde, selvom Traktoren naturligvis nok må ofres igen. Satser de alt på Julian Alaphilippe, som de gjorde i Flandern sidste år, eller har de en mere åben taktik denne gang?

 

Det kan meget vel afhænge af, om Mathieu van der Poel kommer til start. I skrivende stund er det endnu ikke bekræftet, men alt peger i retning af hollandsk deltagelse, og jeg baserer derfor denne optakt på antagelsen om, at han kører, nu hvor han er sikkert tilbage i Europa efter den ærgerlige afslutning i Emiraterne. Med Van der Poel i feltet vil Deceunincks lyst til at have det hele samlet i bunden af Muren i håb om, at Alaphilippe kan gøre det færdigt, være betydeligt mindre, og det kunne tale for, at de ligesom sidste år vil åbne løbet tidligt. Dengang lykkedes det dem jo at fange løbets stærkeste, Wout van Aert, i det taktiske spil, og selvom den brølstærke belgier forsøgte at køre alene op til de forreste, mislykkedes projektet, og han kom aldrig til at spille en rolle. Det vil være nærliggende at forsøge det samme igen.

 

Trods Alaphilippes forrygende show i Provence har sportsdirektør Tom Steels nedspillet forventningerne. Jeg vælger derfor at tro, at Deceuninck gerne vil spille flere kort og derfor åbne løbet tidligt. Det burde ikke være helt umuligt at gentage sidste års scenarium, hvor løbet reelt bliver afgjort længe inden finalen, og at man får fanget Van der Poel, der har et relativt svagt hold, nu hvor hans løjtnant, Gianni Vermeersch, stadig sidder på et hotel i Emiraterne. Det vil kræve, at en gruppe, der kommer væk i præfinalen, ligesom sidste år har deltagelse af de stærkeste hold. Det er vel foruden Deceuninck særligt Lotto og DSM, men også Bora, Bahrain, Ag2r og Trek vil være gode allierede, da de kan tænkes at have hjælpere i finalen.

 

Det bliver dog sværere at fange Van der Poel, end det var med Van Aert sidste år. Det gode vejr er en stor ulempe, og den hovedsagelige modvind i finalen gør det ingenlunde lettere. Udskilningen bør blive mindre end sidste år, hvor feltet allerede splittedes i den dramatiske sidevind inden tv-billederne, og mest af alt tror jeg derfor, at det vil blive et lidt mere låst løb, hvor det skal afgøres på Muren og Bosberg til sidst. Alpecins manglende styrke gør dog, at en gentagelse af sidste års scenarium ikke er umuligt, men det vil som minimum kræve et udbrud, Deceuninck er tilfredse med, og hvor de gerne sidder i overtal, som de gjorde med Declercq og Lampaert sidste år. Chancen for noget sådant er med det gode vejr nok størst lige efter den gamle nøglestigning, Molenberg, hvor favoritterne indtil ruteændringen skulle gøre forskellen.

 

Hvis det skal afgøres på Muren, vil meget tale for, at Van der Poel og Alaphilippe kan køre væk, som de gjorde i Flandern Rundt sidste år, men modvinden kan også gøre det vanskeligere at gøre forskelle denne gang. Det er bestemt heller ikke sikkert, at Alaphilippe har lyst til at spurte med Van der Poel, og et scenarium, hvor der bag de to sidder et par Deceuninck-folk i en lille forfølgergruppe, er bestemt ikke umuligt. I det lys vil det være naturligt for Alaphilippe at sætte sig på hjul, så vi kan få skabt samling i en gruppe. Det kan genskabe det scenarium, vi så i 2019, hvor modvinden betød, at gruppen var relativt stor, og hvor Astana udnyttede overtallet til at sende Valgren afsted til sejr. Endelig er der også muligheden for, at godt vejr og modvind skaber samling til den større spurt, vi var så tæt på i 2018, men jeg vil trods alt tro, at Van der Poels styrke og den relativt svage modvind gør det usandsynligt.

 

Det er altid en delikat affære at skulle udpege de mest formstærke ryttere til Omloop Het Nieuwsblad. Ganske vist har de fleste af favoritterne alle kørt løb for nylig, men Omloop er noget helt andet end det, vi har set hidtil. Det siger således ikke meget om formen, at en klassikerrytter sidder i gruppettoen på Ventoux-etapen i Provence, for han kan sagtens have glimrende ben alligevel, og det er endnu vanskeligere i år, hvor der har været meget færre løb end normalt. Heldigvis kan løbene bruges til at forudsige, hvem der med sikkerhed er i form, hvis de leverer i for dem uvant terræn, men de siger meget lidt om, hvem der vil skuffe, når man rammer brostenene. Valgren havde eksempelvis ikke vist meget, inden han vandt i 2018, og Ian Stannards sejre kom også ud af det blå, hvis man alene hæfter sig ved forudgående resultater. De færre løb er dog en klar ulempe for de ryttere, der har svært ved at komme i gang.

 

I lyset af min tiltro til, at det alligevel skal afgøres i finalen, får mig til at pege på Mathieu van der Poel, men det er bestemt ikke med nogen fast overbevisning. Alpecin er vitterligt ikke skræmmende stærke, og det kan blive lidt af en opgave at undgå at blive fanget. Det gode vejr hjælper ham dog, og hvis det vitterligt skal afgøres på Muren, bliver han svær at slå. Formen synes i hvert fald at sidde i skabet. Sidste år var nedlukningen hård ved en mand, der er vant til at køre cykelløb hele året, men da han endelig kom i gang, var han tilbage på samme næsten overmenneskelige niveau, som han blandt andet viste i Flandern Rundt. Hans kørsel ved VM i cross og senest i Emiraterne antyder, at han bestemt ikke er meget ringere nu.

 

Med den styrke er det formentlig kun Alaphilippe, der har en chance for at følge ham på Muren, og der er også en god chance for, at franskmanden tror så meget på sin spurt, at de to kan køre hjem til Ninove sammen. Her vil Van der Poel dog formentlig have overhånden, efter at han så sent som i søndags viste, hvor hurtig han er efter et hårdt løb. Det er bestemt heller ikke utænkeligt, at han slet og ret kører alene hjem, selvom modvinden kan gøre det svært. Og samles til en lidt en større gruppe viser UAE Tour, at han også er blandt favoritterne. Udfordringen bliver ikke at blive fanget, men klarer han den hurdle, bliver han svær at have med at gøre.

 

Det må også være Julian Alaphilippe, der er hans værste rival. Franskmanden overgik mine forventninger med sin kørsel i Flandern sidste år, hvor han beviste, at hans klejne statur ikke er en hindring på brostenene, og selvom Steels altså nedspiller hans form, skal man ikke have set meget Tour de la Provence for at vide, at han er flyvende. Faktisk synes han at være endnu bedre end vanligt på denne tid af året, og så burde han have en fair chance for at følge Van der Poel og i den bedste af alle verdener måske endda at køre fra ham.

 

Han har dog også sine udfordringer. Han får absolut ingen frihed, og på papiret er han langsommere end Van der Poel. Han var bare heller ikke den på papiret hurtigste i gruppen, da han vandt Milano-Sanremo, og det viser, at han ingenlunde skal afskrives selv i en duel, særligt når meget handler om timing i en modvindssituation. Også i en spurt i en lidt større gruppe står han med muligheder, for hvis både Florian Senechal og Davide Ballerini er væk, vil et Deceuninck-hold i overtal køre for Alaphilippe. Da er han med et godt lead-out også svær at slå. Det bliver svært grundet den manglende frihed, men formen gør, at Alaphilippe står stærkt.

 

Hvem er så næst i rækken? Ingen slår Van der Poel eller Alaphilippe på ren styrke, og derfor skal taktikken i spil, enten med et tidligt angreb som sidste år eller med angreb i en lille gruppe efter Bosberg, som vi så med Valgren i 2019. Det giver naturligt Deceuninck den bedste chance, fordi de med nogen sandsynlighed sidder i overtal.

 

Derfor vælger jeg at pege på Florian Senechal. Måske er franskmanden ikke regnet som det største Deceuninck-navn, men franskmanden var ubetinget den næstbedste efter Alaphilippe i sidste års flamske løb, hvor hans Flandern Rundt dog blev skæmmet af en sen defekt. Hans form er lidt ukendt grundet et begrænset løbsprogram, men spurten i Almeria var i hvert fald lovende. Samtidig er han lynhurtig på stregen, som netop løbet i Almeria viste, og selvom han sidste år blev nr. 2 i Gent-Wevelgem, vil han stadig blive regnet som et af de mindre af Deceunincks talrige navne. Det er klart, at der er meget at bevise, når hans form reelt svæver i det blå, men hvis han bare nærmer sig sidste års niveau, står han med uhyre gode kort, både i kraft af styrken på stigningerne og af sin glimrende spurt.

 

Netop spurten er også et våben for Davide Ballerini. Ganske vist er italieneren stadig relativt ubeskrevet i disse løb, da han kun har kørt dem i året hos Astana, men her viste han sig uhyre lovende i et desværre uheldsmartret Roubaix. Han mangler erfaring, men det vil han kunne kompensere for via sit hold, og han viste i Provence, at han er flyvende. Allerede sidste år viste han sin enorme power på brosten, da han splittede feltet totalt på en brostensbakke ved de italienske mesterskaber, og samtidig vil han næsten mod hvem som helst være favorit i en spurt, enten i en lille eller stor gruppe, hvor han samtidig bakkes op af det bedste hold. Vi skal stadig forstå, præcis hvor god han er på de flamske hellingen, men med Provence-formen i bagagen og et stærkt hold ser jeg ingen grund til, at Ballerini ikke kan vinde dette løb.

 

Dernæst vil jeg faktisk pege på Søren Kragh. Danskeren har ganske vist ikke kørt løb forinden, men det havde han heller ikke, da han choksejrede som helt ung i Oman, eller da han blev en imponerende samlet nr. 2 i Algarve. Få kan træne sig i form om vinteren som Kragh, og hvis han er lige så flyvende, som han plejer, kører han stærkt. Sidste år manglede han lidt i opgøret med Stuyven og Lampaert, der var synligt stærkere, men det er også klart, at Kragh siden er blevet meget stærkere, som vi så i Touren og måske særligt på kongeetapen i BinckBank Tour, hvor han var uhyre overbevisende. DSM har et stærkt hold, der kan sidde med i hvert fald to, men måske også flere mand i finalen, og det giver taktiske optioner. Lægger man dertil, at Kragh er ganske hurtig, og at hans næse for angreb i en taktisk finale synes helt eminent, står han med gode kort for også at gøre det færdigt.

 

Kongen af åbningsweekenden er Greg van Avermaet, der har vundet løbet flere gange. Desværre er Golden Greg ikke helt så skarp som tidligere, men hans enorme stabilitet gør, at han altid kører finale, hvis ikke han fanges i det taktiske spil. Han har som altid vist storartet februarform med særligt en god spurt på den relativt hårde 1. etape i Var, og vi ved, at han altid har en formmæssig fordel på denne tid af året. Som noget nyt kan han endda også spille med i det taktiske spil, når han kan regne med at have Oliver Naesen ved sin side i finalen, og det giver nogle optioner, han ikke tidligere har haft - både når der skal angribes på skift, og når han slipper for selv at skulle reagere på det hele. Nok har han tabt hurtighed, men Van Avermaet kan stadig slå mange på stregen, og derfor skal man bestemt ikke udelukke endnu en sejr til manden, der i en periode var kongen af Omloop.

 

En rytter, der beviseligt er i form, er Tim Wellens. Ganske vist har han begrænset brostenserfaring, men han har allerede én gang været tæt på at vinde netop dette løb. Det skyldes naturligvis, at Wellens er kendt som en maskine på denne tid af året, og hans samlede sejr i Besseges viser da også, at 2021 ikke er nogen undtagelse. Han udgik med forkølelse i Provence, men ifølge holdet var det helt udramatisk og alene et udtryk for ren og skær forsigtighed. Desværre ved vi, at Wellens aldrig er forudsigelig, og han kan altid falde igennem. Modsat sidste år, hvor hans sæsonplanlægning var anderledes, ved vi, at han er på sit vanlige niveau, som da han i 2019 blev nr. 3 bag Stybar og Van Avermaet. Udfordringen er, at han ikke er den allerhurtigste i en flad spurt, men til gengæld har han en eminent evne til at time sine angreb. Hvis Wellens skal vinde et brostensløb, er det formentlig dette, og med hans gode form lader det sig også gøre.

 

Deceuninck har også et stærkt kort i Kasper Asgreen, men desværre er han formmæssigt lidt utilregnelig, især fordi Provence ikke rigtigt havde en rute, der gjorde os klogere. Sidste år skuffede han i Omloop, men til gengæld var han uhyre overbevisende i Kuurne, og det er netop sidstnævnte, der får mig til at tro på, at han har den form, han aldrig fandt i de flamske klassikere i efteråret. Andenpladsen i Flandern og sejren i Kuurne viser hans enorme potentiale, og da han kører for overtalsholdet, har han den chance for at sejre i det taktiske spil, som mange andre mangler. Han er manden, man ikke skal lade køre alene, og da han samtidig er relativt hurtig, kan han også tåle selskab, hvis bare det er det rette. Først og fremmest skal han dog have slettet usikkerheden om formen.

 

Sidste år stod Stefan Küng foran sit helt store gennembrud som brostensrytter. Hidtil har han været for tung på bakkerne, men det var han bestemt ikke på kongeetapen i BinckBank Tour, hvor han og Kragh næsten fik neutraliseret Van der Poel til sidst. I Gent-Wevelgem var han ligeledes en af de allerstærkeste, også på Kemmelberg, men desværre blev hans Flandern Rundt ødelagt af sygdom. Jeg har dog fået fjernet min reservation over for hans evner på stigningerne, og er han i topform, kører han finale. Hans udfordring er et svagt hold og det forhold, at han skal alene hjem for at vinde. Til gengæld er han heller ikke en mand, der i en taktisk skal have en lillefinger. Når han alligevel ender lidt langt nede på listen, skyldes det, at hans form er helt ukendt, da han slet ikke har kørt løb, og historisk ved man aldrig rigtigt, hvor man har ham, før han har bevist, at han er klar.

 

Som Küng lider Tiesj Benoot af, at de fleste slår ham i en flad spurt, og derfor står han med dårligere kort end de fleste, hvis det skal gøres færdigt. Til gengæld ved vi, at Benoot altid er flyvende, når han kommer ned fra højderne, som vi så, da han vandt Strade Bianche, og selvom han har desværre ofte har været ramt af uheld i dette løb, taler meget for, at han trods manglende løb igen vil være flyvende denne gang. Han er så god på bakkerne, at han formentlig kører finale, men som sagt skal han bruge lidt held for at vinde. Til gengæld kan han og Kragh meget vel sidde i et overtal, og det kan Benoot udnytte til at tage den store brostenssejr, han mangler, inden han går i gang med sit grand tour-projekt fra næste år.

 

Sidste år vandt Jasper Stuyven løbet. Ganske vist skyldtes det delvist taktik, men i frontgruppen var han også ubetinget den stærkeste. Det vidner om, at han har evnen til at finde formen tidligt, som han også gjorde, da han vandt i Kuurne, men denne gang kommer han til løbet helt uden løbskilometer. Han plejer at skulle bruge et par løb på for alvor at komme i gang, og det gør mig en smule tøvende i forhold til hans chancer, særligt fordi han i forvejen kan være meget svær at spå om og ikke altid rammer rigtigt. På den anden side plejer han altid at styrte i Algarve, og det har ikke altid forhindret ham i at finde benene, selvom hans forberedelse dermed har været mindre god. Han er del af et stærkt hold, og han har en spurt, der kan gøre det færdigt i det meste selskab. Motivationen vil i hvert fald ikke mangle med nr. 1 på ryggen, men spørgsmålet er, om det kan kompensere for de manglende løb.

 

Hans store rival sidste år var Yves Lampaert, men desværre ved vi også, at belgieren i forhold til de bedste er en anelse tung på bakkerne. Det har vi set i alle de største flamske løb, men han har forbedret sig, og sidste år kom han med Stuyven og Kragh hjem til en spurt. Ligesom de øvrige Deceuninck-ryttere har han fordel af holdet, der kan give en taktisk fordel, og selvom han sidste år blev overspurtet af Stuyven, er han altså så hurtig, at han blandt andet i Tyskland Rundt har været fast mand i toppen af spurterne. Han har også motoren til at køre alene, hvis det taktiske spil åbner for den mulighed, som det gjorde, da han vandt De Panne i efteråret, og dermed har han flere optioner. Han vinder som sagt ikke på at flyve op ad bakkerne, men når man kører for Deceuninck, skal man heller ikke være stærkeste mand for at vinde. Formen fra sidste år burde række, og den har han formentlig fundet med de løbsdage, han har i benene.

 

Det mest opløftende ved Provence var næsten, at Gianni Moscon lignede sig selv igen. Jeg havde ellers næsten opgivet den kontroversielle italiener, men forleden lignede han igen den rytter, der er blevet nr. 3 i Lombardiet og nr. 5 i Roubaix og ved VM i Norge sammen med Alaphilippe kørte fra alt og alle på den sidste stigning. Desværre er dette løb noget andet end Provence, og vi har stadig til gode at se ham køre så svært et løb, inden vi kan erklære ham tilbage. Hans punch, hans spurt, hans tempoevner og hans power gør ham som skabt til de flamske løb, selvom resultaterne har været få, og hvis han genfinder sig selv, kan han blive ganske uhyggelig. Udfordringen kan være, at Ineos ikke ser skræmmende ud, men Moscon er vel efterhånden igen havnet i en underdogrolle, han måske kan udnytte, hvis ikke Ineos-mandskabet koster for meget i positionskampen frem mod stigningerne.

 

Jeg kan slet ikke finde ud af, hvad jeg skal mene om Oliver Naesen. Generelt har han ikke været så overbevisende de seneste år, men undtagelsen var Flandern Rundt, hvor han sammen med Alberto Bettiol og Senechal lignede bedste mand bag den trio, der var i sin egen liga. Det vidner om, at han stadig kan, men jeg er bare bange for, at han ikke har samme form endnu. Naesen har traditionelt aldrig gjort det specielt godt  i åbningsweekenden, og han synes endda nu at være blevet en endnu langsommere starter. Selvom han primært har ageret hjælper i de seneste løb, sidder jeg med fornemmelsen af, at han ikke er på toppen endnu. Til gengæld har han nu fordel af sammen med Van Avermaet at kunne sidde i overtal, og han er også så hurtig efter et hårdt løb, at han ikke er uden chance i en spurt.

 

Sidste år ventede jeg forgæves på det store gennembrud for Ivan Garcia Cortina, men det kom aldrig. Desværre er hans form stadig svær at spå om, men når han rammer den, kan han være ganske uhyggelig. Det så vi med den næsten sensationelle 3. plads over de mere end 4000 højdemeter i Montreal, og det så vi med hans imponerende hjælperarbejde i Paris-Nice sidste år. I år har han kun kørt i Almeria, men her efterlod han et meget stærkt indtryk, da han i fuld finale trods barrage i kortegen kørte op til feltet igen efter et styrt. Hans problem er manglende erfaring og et ungt og urutineret Movistar-hold, og jeg frygter, at han fanges i positionskampen frem mod stigningerne, men rammer han sit højeste niveau, kan gennembruddet snart komme, og han er hurtig nok til at slå de fleste på stregen.

 

Heller ikke Matteo Trentin er helt nem at blive klog på. I 2019 var han uhyggelig i februar, men sidste år kørte han en temmelig skuffende finale, selvom han var med i den gruppe, der afgjorde det. I år er hans form svær at vurdere, da han på 2. etape i Provence, som var hans store chance, blev fanget bag et styrt i selve spurten. Trentin har dog et tårnhøjt bundniveau og var også blandt de stærkeste i Marseille. Samtidig var han i Gent-Wevelgem sidste år vel bedre end nogensinde på de flamske hellingen, inden han fik en mærkelig offday i Flandern Rundt. Min mavefornemmelse af formen tilsiger, at han mangler de procent, han også manglede sidste år, men hvis til gengæld han er som i 2019 eller i efteråret 2020, kan han utvivlsomt vinde, også fordi han er hurtig i en spurt. Udfordringen er et svagt hold, hvor han meget vel kan være isoleret i finalen.

 

I gamle dage havde Sep Vanmarcke stået højt på denne liste. Belgieren var år efter år den måske stærkeste i åbningsweekenden, men desværre har han ofte spillet så meget med musklerne, at det kun er blevet til én sejr. Desværre fandt han aldrig formen i efteråret 2020, og selvom han selv tilskriver det manglende løbskilometer, betyder hans alder samt en lidt skuffende indsats i puncheurspurterne i Besseges - særligt på 1. etape, hvor han sad ideelt - at jeg er i tvivl om, hvorvidt han stadig har det høje niveau, han sidst havde i det uheldsmartrede Roubaix i 2019. Holdet er heller ikke blandt de stærkeste, men til gengæld har han erfaringen, og han er sublim i positionskampen, hvor han ofte rammer nøglestigningerne i første position. Spurte kan han også, og han er blevet bedre til ikke at ødsle med kræfterne. Først og fremmest skal han dog vise, at han stadig har sit gamle niveau.

 

Det er lidt absurd, at Zdenek Stybar kun er den sjette Deceuninck-rytter på denne liste. Det er trods alt kun to år siden, at tjekken vandt både dette løb og E3, men desværre har han ikke siden foråret 2019 været i nærheden af sit topniveau. Sidste år blev han skadet inden Touren, og han fandt aldrig formen til hverken klassikerne eller Vueltaen. Ligesom mange andre har han i år kun kørt løb, der gør det umuligt at gætte hans niveau, men han har i hvert fald meget at bevise efter en svær tid, når han har den relativt høje alder, han har. Det ændrer dog ikke på, at han er del af det stærkeste hold, og at han trods alt vandt løbet for bare to år siden. Var skaden forklaringen på det sløje 2020, kan han sagtens havde sit niveau endnu, og selvom han ikke er verdens allerhurtigste, har han én gang vist, at han under de rette omstændigheder kan slå Van Avermaet på stregen i dette løb.

 

Ligesom Wellens har Dylan Teuns først nu fået smag for brostenene, men også som Wellens kørte han alligevel finale, da han gav dette løb et skud i 2019. Sidste år gjorde han det også pænt i Flandern Rundt, men han vil som udgangspunkt stå ringere end de tungere folk på brostenene. Som 2019 viste kan han dog komme langt på god form, og hans gode 2. etape og hæderlige Ventoux tyder på, at han er lige så god i februar, som han plejer. Vi ved desværre også, at Teuns har mange perioder, hvor han slet ikke rammer den, som det skete stort set uafbrudt efter nedlukningen sidste år, og derfor kan han sagtens falde helt igennem, men med 2019-niveau kan han køre finale på Muren. Desværre viser netop 2019 også, at han har pokkers svært ved at vinde en flad spurt.

 

Det problem har hans holdkammerat Sonny Colbrelli ikke, men hans udfordring bliver at klare bakkerne. De har som regel været en anelse for vanskelige, selvom han har været i top 10 i Flandern, men sidste år viste han et helt nyt niveau på brostensstigningerne i BinckBank Tour, selvom han løb tør for form lidt senere. Det vidner om, at en formstærk Colbrelli efterhånden er god nok til at vinde et løb som dette, men spørgsmålet er bare, om han er netop formstærk. Han har nemlig ikke kørt ét eneste løb endnu, og i forvejen har han haft svært ved at finde formen til åbningsweekenden. Til gengæld betyder hans gode spurt også, at han har en relativt god chance for at vinde, hvis løbet bliver knap så selektivt, og han vitterligt er kørende, og derfor skal han naturligvis nævnes.

 

Lidt af det samme kan siges om Mads Pedersen . Danskeren er brølstærk, men som vi har set i BinckBank Tour og alle de flamske klassikere, er han stadig lidt for tung til at matche de bedste på de sværeste hellingen. Hans store chance er formentlig at anticipere, som han så flot gjorde i Flandern Rundt i 2018, eller at han nu er så hurtig, at han kan vinde en spurt, hvis det samles i en større gruppe. Desværre ved vi også, at han er en meget langsom starter, og det bekræftede Besseges, selvom han via god position lagde ud med et hæderligt resultat. Hans enkeltstart var alt andet end overbevisende, og det bekymrer mig, at han kommer til dette løb med bare fem løbsdage i benene. I forvejen har han aldrig ramt den til netop denne meget tidlige weekend, og det tvivler jeg på, at han har denne gang. Til gengæld betyder hans nu fremragende spurt og hans uomtvistelige potentiale også, at han er en af de ryttere med en reel vinderchance, hvis formen er mere fremskreden, end jeg tror.

 

Slutteligt vil jeg nævne et par mindre ryttere, der kan gøre det overraskende godt, men næppe vinde løbet. Her vil jeg fremhæve Florian Vermeersch, Aime de Gendt, Alex Aranburu, Jempy Drucker, Ethan Hayter, Tom Pidcock, Casper Pedersen, Dimitri Claeys, Arjen Livyns og Anthony Turgis, der alle får selvstændig omtale i holdoversigten nedenfor.

 

BEMÆRK: Alt peger på, at Mathieu van der Poel deltager, og optakten er baseret på den antagelse, selvom hans deltagelse ikke er bekræftet. Når bekræftelsen foreligger, opdateres startlisten, så I til Cykelduellen kan stemme på ham, ligesom favoritvurderingen nedenfor vil blive tilpasset.

 

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af optakten er der udsendt en foreløbig startliste med Jasper Philipsen, men ingen Mathieu van der Poel. Da Philipsen også deltog i UAE Tour, kunne det indikere, at Van der Poel alligevel ikke deltager, men vi mangler en endelig udtagelse af truppen. Optakten opdateres som sagt ved bekræftelse på manglende deltagelse.

 

OPDATERING 2: Van der Poel er ikke på Alpecins liste med syv ryttere og to reserver, der blev indsendt 72 timer inden starten. Dermed står det klart, at han modsat Philipsen dropper løbet. Jeg tror, at det øger chancen for, at Deceuninck vil låse løbet lidt mere og lade Alaphilippe gør det færdigt på Muren og Bosberg, og derfor vælger jeg at pege på franskmanden. De omtalte meldinger fra Steels indikerer dog også, at muligheden for et lidt mere åbent hierarki stadig består, og det er derfor ikke umuligt, at vi får den tidlige og lidt mere tilfældige afgørelse end tidligere. Fraværet af Van der Poel kan også betyde, at Alaphilippe havner alene efter Muren, hvilket i lyset af modvinden kan gøre det svært. Chancen for den ukontrollerbare finale, som vi så i 2018, er derfor øget, men her vil Deceuninck have et forventeligt overtal, som Astana havde det, da de sendte Valgren afsted til sejr for tre år siden.

 

OPDATERING 3: Alpecin har bekræftet det hold, der fremgik af startlisten onsdag aften. Mathieu van der Poel kører kun Kuurne på søndag, da han føler, at Omloop er for hårdt med hans begrænsede forberedelse.


SÆT DIT MANAGERHOLD I FELTET.DK SÆNSONSPIL - OVER 30.000 KRONER I PULJEN
 

***** Julian Alaphilippe

**** , Florian Senechal, Davide Ballerini

*** , Søren Kragh, Greg van Avermaet, Tim Wellens, Kasper Asgreen, Stefan Küng

** Tiesj Benoot, Jasper Stuyven, Yves Lampaert, Gianni Moscon, Oliver Naesen, Ivan Garcia Cortina, Matteo Trentin, Sep Vanmarcke, Zdenek Stybar, Dylan Teuns, Sonny Colbrelli, Mads Pedersen

* Anthony Turgis, Nils Politt, Arjen Livyns, Casper Pedersen, Alex Aranburu, Dimitri Claeys, Florian Vermeersch, Alexander Kristoff, Amund Grøndahl Jansen, Christophe Laporte, Jempy Drucker, Ethan Hayter, Aime de Gendt, Andrea Pasqualon, Jasper Philipsen, Loic Vliegen, Jens Keukeleire, Philippe Gilbert, Fabio Felline, Daniel Oss, Robert Stannard, Tom Pidcock, Luke Durbridge, Andreas Kron, Stefano Oldani, Bryan Coquard

 

Danskerne

Søren Kragh, Kasper Asgreen og Mads Pedersen har alle en beskyttet rolle på deres hold og er omtalt ovenfor. Hos DSM har jeg også store forventninger til Casper Pedersen, der formentlig er nr. 3 i hierarkiet, og som meget vel kan køre finale, selvom han næppe vinder. Andreas Kron er i flyvende form, men er mere ardenner- end brostensrytter og skal primært hjælpe Wellens, selvom han kan komme ganske langt. Hos Israel SUN skal en formstærkt Mads Würtz være en af de vigtigste hjælpere for Sep Vanmarcke, mens Mathias Norsgaard hos Movistar skal støtte Ivan Garcia Cortina, som Jakob Egholm skal støtte Mads Pedersen og Jasper Stuyven i dennes brostensdebut. Endelig skal Christopher Juul på BikeExchange støtte Luke Durbridge, Amund Grøndahl Jansen og Robert Stannard og Emil Vinjebo på Qhubeka støtte Dimitri Claeys og Michael Gogl.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Jasper Stuyvens sejr fra 2020, Zdenek Stybars sejr fra 2019, Michael Valgrens sejr fra 2018, Greg Van Avermaets sejre fra 2017 og 2016, Ian Stannards sejre fra 2015 og 2014, Luca Paolinis sejr fra 2013 og Sep Vanmarckes sejr fra 2012.

 

Holdoversigt

Nedenfor giver jeg en oversigt over ryttere, der udover de allerede nævnte, måske kan tænkes at levere et resultat.

 

Trek-Segafredo: Det handler om Pedersen og Stuyven. Edward Theuns er formstærk, men vil formentlig finde løbet for hårdt, og Alex Kirsch er aldrig slået til i disse løb.

 

Deceuninck-Quick Step: Superholdet vil formentlig beskytte Alaphilippe, Asgreen, Ballerini, Lampaert, Senechal og Stybar til en vis grad, og det gør det umuligt for Tim Declercq at agere andet end hjælper, selvom han sidste år faktisk fik mulighed for at levere et resultat her.

 

Lotto Soudal: Wellens er bedste bud. Philippe Gilbert synes stadig at mangle for meget efter sin lange skadespause og er også blevet en langsom starter. En joker er Florian Vermeersch, der er semibeskyttet efter sin imponerende kørsel i Gent-Wevelgem. Andreas Kron og Stefano Oldani er i flyvende god form, men mangler erfaring og skal formentlig primært agere hjælpere.

 

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Aime de Gendt er notorisk uforudsigelig, men melder trods manglende løbsrytme om god form. Han kan komme ganske langt. Det samme kan Andrea Pasqualon¸ der i Flandern Rundt viste, at han efterhånden er robust nok. Tredje kort er Loic Vliegen, der dog også er meget svingende og nærmest uden løbsrytme. Jonas Koch og Taco van der Hoorn kan næppe køre finale.

 

AG2R Citroén: Det handler 100% om Van Avermaet og Naesen, men det skal blive interessant at se, hvor langt Damien Touzé kan komme.

 

Astana-Premier Tech: Alex Aranburu bør have evnerne i dette løb og synes formstærk, men jeg tror, at han mangler holdet og erfaringen til at være med helt i front. Fabio Felline er tidligere blevet nr. 4, men efter genfødslen i Giroen skuffede han i Provence.

 

Bahrain-Victorious: Det handler om Teuns og Colbrelli, men Heinrich Haussler kommer stadig langt i disse løb. Til gengæld er det næppe et løb for ellers talentfulde Mark Padun.

 

Bora-hansgrohe: Uden covidramte Peter Sagan handler det om en meget formstærk Nils Politt, men tyskeren plejer at være lidt for tung til de flamske bakker, selvom hans fine Besseges måske kan ændre det denne gang. Daniel Oss synes ikke længere god nok, og Marcus Burghardt og Lukas Pöstlberger er solide, men ikke vindere.

 

Cofidis: Jeg er meget spændt på at se en urimeligt formstærk Christophe Laporte, der senest imponerede stort på Mur de Fayence, men traditionelt er han altid kommet til kort i dette løb. I en større spurt er han dog farlig. Sidste år var Jempy Drucker meget stærk i de flamske løb, og han kan komme langt, men formen har hidtil ikke virket alt for overbevisende. I en spurt kan han også begå sig. Piet Allegaert har altid manglet lidt i disse løb.

 

EF Education-Nippo: Uden Alberto Bettiol handler det om Jens Keukeleire og Sebastian Langeveld, men de er begge faldet gevaldigt af på den på det sidste. Keukeleire har bedst chance. Jonas Rutsch hasr potentiale til at overraske positivt.

 

Groupama-FDJ: Det handler om Küng, der kan håbe på, at Kevin Geniets kommer langt. Jake Stewart imponerede stort i Besseges, men han er helt uden erfaring i disse løb, der nok stadig er for hårde.

 

INEOS Grenadiers: En muligvis genfødt Moscon er bedste bud, men taber han ikke på sin manglende erfaring er Ethan Hayter med sin fremragende Besseges-form meget spændende, i hvert fald til en potentiel spurt. Tom Pidcock er naturligvis også uhyre interessant, men han er uden erfaring, og hans kørsel i Besseges antyder, at han bare skal lære. Jhonatan Narvaez passer ikke rigtigt til brostensbakkerne, og Owain Doull er aldrig slået til.

 

Israel Start-Up Nation: Det handler om Vanmarcke, der kan håbe, at en formstærk Mads Würtz samt Jenthe Biermans og Tom van Asbroeck kan komme langt.

 

Team Jumbo-Visma: Uden Wout van Aer tog Mike Teunissen er de reelt uden chance. De skal håbe, at Timo Roosen, Pascal Eenkhoorn og Nathan van Hooydonck kan komme langt, men deres form er helt ukendt.

 

Movistar Team: Det handler 100% om Garcia Cortina, men Johan Jacobs var ganske lovende i Gent-Wevelgem sidste år. Gonzalo Serrano synes ikke rigtigt skabt til brosten.

 

Team BikeExchange: Luke Durbridge er den erklærede kaptajn, men det er efterhånden længe siden, at han har vist sit engang lovende potentiale i disse løb. Jeg tror mere på Amund Grøndahl Jansen¸ der er meget spændende og også beskyttet, og det samme er Robert Stannard, der endelig er ved at slå igennem, men jeg er usikker på, om han egner sig specielt godt til brosten. Her har Dion Smith vist potentiale, men både han og Alex Edmondson skal agere hjælpere.

 

Team DSM: Kragh og Benoot er kaptajnerne, men jeg vil slet ikke blive overrasket, hvis Casper Pedersen med Paris-Tours-form også kommer meget langt. Romain Bardet gjorde det godt i Flandern, men har slet ikke karakteristika til at vinde dette løb. Det skal også blive spændende at se, hvor langt Joris Nieuwenhuis kommer efter den flotte sæsonafslutning.

 

Team Qhubeka ASSOS: Det må handle om Dimitri Claeys, der blev nr. 6 i Flandern Rundt og faktisk så ganske formstærk ud i de første løb, når man betænker, at han ofte er helt væk. Michael Gogl er også solid, men kan ikke vinde, og den tidligere nr. 2, Lukasz Wisniowski , har aldrig siden igen været tæt på i dette løb, der ikke passer til Sander Armee eller Victor Campenaerts .

 

UAE-Team Emirates: Trentin er bedste bud. Alexander Kristoff er nemlig aldrig slået til i dette løb, der er for kort til, at motoren kan kompensere for hans tyngde på bakkerne. Han kommer kun i spil i en spurt i en større gruppe. Marco Marcato kommer næppe langt mere, og Ryan Gibbons er aldrig slået til på brosten. Til gengæld tror jeg efterhånden, at en stadig bedre Sven Erik Bystrøm kan komme ret langt.

 

Alpecin-Fenix: Uden Van der Poel står holdet svagt, da Xandro Meurisse virkede meget formsvag i Var. Dries de Bondt har aldrig rigtigt begået sig i disse løb, og Silvan Dillier er heller aldrig kommet meget langt i de flamske klassikere. Jasper Philipsen viser stadig mere holdbarhed, men løbet her må være for hårdt, hvis ikke en større gruppe skal spurte.

 

Bingoal-Wallonie Bruxelles: Den uhyre formstærke Arjen Livyns, der allerede kom langt i Flandern Rundt, har imponeret stort i de første løb. Han kan blive lidt af en åbenbaring i dette løb. Sean de Bie synes ikke længere at være god nok.

 

Sport Vlaanderen-Baloise: Holdet får det svært. Kenneth van Rooy har vel bedst chance for at komme langt.

 

B&B Hotels p/b KTM: Bryan Coquard har før gjort det hæderligt på brosten, men løbet her bør være for svært, hvis ikke en stor gruppe skal spurte. Bert de Backer er for tung, Jens Debusschere synes hel uden form, og Frederik Backaert er faldet gevaldigt af på den. Formstærke Cyril Barthe har potentiale til at overraske.

 

Team Arkea-Samsic: Bedst chance har Amaury Capiot, der har gjort det godt på kongeetapen i BinckBank Tour, men han har traditionelt altid manglet lidt i disse løb. Stærke Connor Swift burde kunne komme relativt langt, og det samme kan Benjamin Declercq, der dog er blevet taget af startlister gennem hele året og formentlig ikke frisk, hvorfor hans deltagelse er usikker.

 

Team Total Direct Energie: Anthony Turgis blev nr. 4 i Flandern Rundt og er med sin gode form utvivlsomt i stand til at gå i top 10. Jeg har dog svært ved at se ham vinde trods spurtstyrken. Til gengæld tyder det ikke på en genrejsning af Niki Terpstra eller Edvald Boasson Hagen, hvoraf særligt hollænderen virker meget skidt kørende. Dries van Gestel blev nr. 13 i Flandern i 2019, men har ikke vist samme takter siden da, og Adrien Petit og Damien Gaudin har altid været for tunge til disse løb.

SÆT DIT MANAGERHOLD I FELTET.DK SÆNSONSPIL - OVER 30.000 KRONER I PULJEN

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Julian Alaphilippe
Florian Senechal, Davide Ballerini
Søren Kragh, Greg van Avermaet, Tim Wellens, Kasper Asgreen, Stefan Küng
Tiesj Benoot, Jasper Stuyven, Yves Lampaert, Gianni Moscon, Oliver Naesen, Ivan Garcia Cortina, Matteo Trentin, Sep Vanmarcke, Zdenek Stybar, Dylan Teuns, Sonny Colbrelli, Mads Pedersen
Anthony Turgis, Nils Politt, Arjen Livyns, Casper Pedersen, Alex Aranburu, Dimitri Claeys, Florian Vermeersch, Alexander Kristoff, Amund Grøndahl Jansen, Christophe Laporte, Jempy Drucker, Ethan Hayter, Aime de Gendt, Andrea Pasqualon, Jasper Philipsen, Loic Vliegen, Jens Keukeleire, Philippe Gilbert, Fabio Felline, Daniel Oss, Robert Stannard, Tom Pidcock, Luke Durbridge, Andreas Kron, Stefano Oldani, Bryan Coquard
INFO
Optakter
Nyheder
Omloop Het Nieuwsblad
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Video i artiklenPogacar inden åbent Fléche Wallone: Mur de Huy er unik

Landevej

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Landevej

Video i artiklenOptakt: Fleche Wallonne

Landevej

Video i artiklenFølg en travl onsdag med bjerge og ardennerklassiker

Landevej

Eksklusivt interviewDansk stortalent tæt på tyrkisk sejr: Jeg bliver måske lidt ivrig

Landevej

Fuglsang foran belgisk komet på særlig liste

Landevej

Eksklusivt interviewValgren om Fleche og Liege: Hader det ene - Elsker det andet

Landevej

Annonce