ER DU KLAR TIL ÅRETS FEDESTE CYKELMANAGERSPIL? KONTANTE PRÆMIER!

Løbets rolle og historie

De fleste professionelle cykelryttere har allerede mange løbskilometer i benene og har gjort god brug af de varme og solrige betingelser i egne som Australien, Argentina, Mellemøsten, Algarve, Andalusien og den franske Cote d’Azur. Selvom en sejr i disse tidlige løb altid er et velkomment boost til selvtilliden, er det imidlertid alt sammen blot opvarmning og forberedelse til de store begivenheder senere på året.

Det hele ændrer sig med et slag denne weekend, når den professionelle cykelkalender træder ind i sin næste fase med den belgiske åbningsweekend. Selvom cykelfans over hele verden har nydt en mere globaliseret sport og de mange flotte løb først på sæsonen, har mange stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været henover de belgiske brosten for første gang.

Det sker på lørdag, når Omloop Het Nieuwsblad indleder kalenderen af historiske løb i Europa. Fra nu af er løbene ikke længere blot træning i en afslappet atmosfære - nu er det tid til at score resultater. For etapeløbsrytterne bliver det alvor under Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der for de fleste er de første vigtige mål på sæsonen, mens klassikerrytterne har sat kryds ved lørdag som den første afgørende dato i 2019. Selvom Paris-Nice ikke er Tour de France, og Omloop Het Nieuwsblad ikke er Flandern Rundt, bliver det nu rigtigt alvor.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Omloop Het Nieuwsblad er ikke bare starten på den seriøse del af den europæiske sæson, det er også indledningen på en helt unik del af den internationale kalender: den belgiske klassikersæson. I løbet af den næste halvanden måned vil rytterne køre adskillige meget prestigiøse løb i et ganske lille hjørne af Europa, hvor de samme veje og de samme stigninger bliver benyttet igen og igen. Af en eller anden grund bliver disse veje sjældent benyttet resten af året, men i de næste 40 dage vil de være rammen om gentagne slag i en af de mest spændingsmættede dele af sæsonen.

De mange løb har alle en helt unik natur. I Flandern er der ingen store bjerge eller enkeltstarter. I stedet er løbene kendetegnet af de legendariske hellingen - korte, stejle stigninger, der ofte er belagt med brosten - paveer, vind, regn og en brutal positionskamp. I disse løb er der ikke plads til folk som Chris Froome eller Nairo Quintana. Dette er legepladsen for de stærke drenge som Sep Vanmarcke, Mathieu van der Poel, Wout van Aert, Zdenek Stybar, Greg van Avermaet og Peter Sagan.

Omloop Het Nieuwsblad har den store ære af at starte det hele og udgør i forening med Kuurne-Bruxelles-Kuurne den traditionelle åbningsweekend. Kombinationen er helt perfekt, da den på den ene side appellerer til de samme ryttere, men samtidig giver forskellige typer mulighed for at brillere. Selvom begge løb byder på brosten og hellingen, og mange ryttere har vundet begge, er lørdagens løb et for de sande brostensspecialister, mens søndagens slag i Kuurne i højere grad er et sprinterløb. Selvom en stor del af feltet går igen begge dage, er der derfor en vis forskel på de to felter. Mange hold henter hurtige afsluttere ind til søndagens løb, mens mange af klassikerspecialisterne først tager en beslutning lørdag aften, om de føler sig klar til også at køre søndag.

Kuurne er en af de få klassikere, som en sprinter realistisk kan sætte sig som mål, men Omloop Het Nieuwsblad er af en helt anden art. Som E3 Harelbeke - og i mindre omfang Dwars door Vlaanderen - er det som en miniudgave af Flandern Rundt. I disse løb gøres forskellen på de mange hellingen og brosten samt af det ofte dårlige vejr, og det hele ender som et sandt udskilningsløb og en kamp på overlevelse. Til sidst er kun de stærkeste tilbage.

Omloop er ikke så hårdt som E3 og Flandern Rundt, men to faktorer gør, at det ofte er lige så selektivt. Først of fremmest betyder kalenderplaceringen, at der er brug for færre udfordringer for at skabe udskilning, end der er i april, hvor alle er på det maksimale af deres ydeevne. For det andet er vejrforholdene ofte meget værre på denne tid af året, og det har givet anledning til legendariske slag i løbet af den lange historie. Hvis vejret er forårsagtigt, har de sidste udfordringer været så langt fra mål, at større grupper har afgjort løbet, senest i 2009 hvor Thor Hushovd tog sejren. Det hører imidlertid til sjældenhederne, da højst tre ryttere er sluttet i samme tid i de seneste ti udgaver.

Løbet, der tidligere var kendt som Omloop Het Volk, blev første gang afviklet i 1945 - samme år som Kuurne-Bruxelles-Kuurne gjorde sit indtog på kalenderen - og siden da har det startet den belgiske sæson. Grundet kalenderplaceringen har vejret ofte spillet en afgørende rolle, og løbet blev helt aflyst i 1986 og 2004 på grund af sne. I 2013 blev det afviklet som planlagt, men forværret vejr betød, at andendagsgildet i Kuurne måtte droppes. De fleste af de største belgiske klassikerryttere har vundet løbet mindst én gang, og navne som Eddy Merckx, Roger de Vlaeminck, Johan Museeuw og Peter van Petegem er alle at finde på listen over vindere. Ikke overraskende har det altid været domineret af belgiere, og hvis man ser bort fra Seamus McGraths sejr i 1959, var vinderen fra enten Belgien eller Holland, indtil Andreas Kappes brød dominansen i 1991. Ganske bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at det er det eneste større flamske løb, som Tom Boonen aldrig har vundet.

Løbet har i mange år været at betragte som et af de største endagsløb, men af uvisse årsager har det aldrig været en del af de fineste løbsserier, World Cuppen, ProTouren eller WorldTouren. Det blev der imidlertid ændret på i 2017, hvor det kun var helt naturligt, at det var blandt de mange nye løb, der blev en del af den nye, udvidede WorldTour. Det har gjort det muligt at øge kvoten af WorldTour-hold, og efter at der i 2017 var tre hold fra det fineste selskab, der skippede løbet, og kun Movistar var fraværende i 2018, er der for andet år i træk fuld plade, når alle 19 topmandskaber stiller til start.

Selvom Omloop Het Nieuwsblad er et prestigiøst løb, ligger det stadig under de største klassikere, og det kommer på en tid af året, hvor stjernerne fortsat er i gang med forberedelserne. Derfor er der også forskellige holdninger til, hvorvidt det passer ind i sæsonplanlægningen, og om man allerede nu skal være i topform. John Degenkolb har eksempelvis ofte for vane altid at droppe åbningsweekenden, men mest markant er det dog, at Peter Sagan for tredje gang i træk skipper løbet og fortsætter med at træne i højderne i Colombia i et forsøg på at bevare ekstra friskhed til Giroen i år. Også Michael Matthews skubber sin klassikerdebut.

De bliver i år mødt af en rute, der er den hårdeste i mange år. Lige siden den meget kontroversielle beslutning om i Flandern Rundt at droppe den klassiske finale med Muur van Geraardsbergen og Bosberg kort inden målet i Meerbeke har mange drømt om, at man vil vende tilbage til det klassiske format for det belgiske monument. Det synes ikke at skulle ske, men i stedet valgte Flanders Classics, der står for begge løb, forud for 2018-sæsonen at gøre brug af netop den afslutning til Omloop Het Nieuwsblad i et forsøg på at give løbet en mere klar karakter i det store mylder af flamske storløb. Det har vakt begejstring hos mange fans og ryttere og ventes at gøre løbet hårdere og mere selektivt end tidligere. Sidste år flyttedes målet ganske vist til nabobyen Ninove, men grundlæggende er der tale om den gamle afslutning på Flandern Rundt.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Efter at modvind havde ødelagt første udgave med den nye rute i 2018, var der knald på i en herlig 2019-udgave. Her blev det nemlig det udskilningsløb, de fleste håber på, indtil kun Zdenek Stybar, Greg van Avermaet, Tim Wellens, Alexey Lutsenko og Dylan Teuns var tilbage efter passagen af muren. Her udnyttede en snu Stybar det taktiske spil til at køre væk i den flade finale og køre alene hjem til den store brostenssejr, han altid har jagt, inden Van Avermaet 9 sekunder senere spurtede sig til en 2. plads foran Wellens, Lutsenko og Teuns. Stybar vender efter sin sejr i Argentina tilbage for at forsvare titlen, og han er atter oppe mod Van Avermaet, der jagter en tredje sejr i løbet, samt Wellens og Teuns, der begge har dette som et af blot to brostensløb i et år med fokus på Ardennerne. Til gengæld er der ingen Lutsenko, da kasakken i år forbereder sig på Ardennerne i UAE Tour.

Ruten

Omloop Het Nieuwsblad er en sand flask klassiker, da den er designet på samme måde som de fleste af de belgiske endagsløb. Rutekortet er en yderst kompliceret affære, hvor rytterne snor sig frem og tilbage i et lille område i De Flamske Ardenner, kører på kryds og tværs og bruger de samme veje igen og igen. Alle de berømte hellingen fra Flandern Rundt findes på dette lille areal, og det er let for arrangørerne at ændre ruten fra år til år ved at variere, hvilke stigninger der besøges.

Dette er mønstret for de ruter, der anvendes i E3 Harelbeke, Dwars door Vlaanderen og Flandern Rundt, og derfor er det ikke overraskende, at disse tre løb deler mange af de samme karakteristika med Omloop Het Nieuwsblad. Løbene starter alle med en lang, flad del, inden man rammer rækken af hellingen og brostensstykker i løbets anden halvdel. Det er her, udskilningen foregår, inden løbene slutter med endnu en flad strækning. Hvad der adskiller løbene er distancen og start- og målbyerne, og det er disse forhold, der i sidste ende afgør de enkelte løbs sværhedsgrad.

Omloop Het Nieuwsblad har som regel haft Gent som sit centrum, og løbet både startede og sluttede der fra 1945 til 1995. Fra 1996 til 2007 flyttede man målet til den nærliggende by Lokeren, men fra 2008 var løbet tilbage, hvor det rettelig hører til: i Gent, hvor man er sluttet på den stigende opløbsstrækning på Charles de Kerchovelaan foran Citadelparken. Da Gent ligger lidt længere væk fra stigningerne end Oudenaarde, der er målby for Flandern Rundt, er åbningsløbet ofte endt med en længere flad strækning end det største flamske løb, og i dette løb har det derfor været rækken af flade pavéer i finalen, der typisk har skabt den afgørende udskilning.

I mange år har Taaienberg og Molenberg været kendt som løbets to nøglestigninger inden den flade finale med tre pavéer som afslutning på et hårdt udskilningsløb. Som sagt fik løbet i 2018 en overhaling i et forsøg på at give det en mere klar og entydig identitet. Man droppede Gent som målby og flyttede i stedet til Meerbeke, hvor Flandern Rundt sluttede i mange år. Her gjorde man brug af finalen fra det flamske monument, og dermed skulle feltet over Muur van Geraardsbergen og Bosberg i den absolutte finale. Muren er en af Flanderns vanskeligste stigninger, og da de sidste bakker samtidig nu kommer langt tættere på mål end tidligere, er der almindelig enighed om, at det vil gøre et allerede selektivt løb endnu hårdere end tidligere.

Det skete ikke grundet i 2018 den kraftige modvind, men det har ikke ændret på arrangørernes motivation for at genbruge formatet. Således var der i 2019 kun foretaget mindre ændringer, der især indebar, at målet flyttedes til nabobyen Ninove, hvilket øgede afstanden fra Bosberg til mål med 900 m, ligesom den svære Molenberg med en ny placering ventedes igen at få en mere prominent rolle. Antallet af hellingen var imidlertid det samme, og grundlæggende var der tale om samme løb, selvom der var foretaget flere modifikationer tidligt i løbet og efter Molenberg for at sikre, at den legendariske stigning nu kom 10 km tættere på mål, end det var tilfældet i 2018. Sådan vil det også være i år, hvor ruten er helt uforandret.

Med en distance på 200,0 km er den nye rute stort set lige så lang som de tidligere og fører feltet fra det klassiske centrum i Gent til den nye afslutning i Ninove. I alt er der 13 hellingen på programmet, og antallet af flade pavéer er igen 9.

Som sagt indledes de fleste flamske klassikere med et længere fladt stykke, og da Gent som nævnt ligger ganske langt nord for De Flamske Ardenner, er det også tilfældet med den nye rute. Fra starten i centrum af storbyen bevæger man sig ud til forstanden Merelbeke i den sydlige udkant, hvor starten gives. Herfra går det gennem stort set helt fladt terræn mod syd og sydøst ned til Velzeke. Her vender man rundt for at køre tilbage mod nordvest for endelig at afslutte den flade indledning med at køre stik syd ned i De Flamske Ardenner.

Her melder de første udfordringer sig, når feltet for første gang skal over den berømte Haaghoek-pavé (1900 m) efter 38,9 km, inden man 3 km senere rammer den første stigning, Leberg (700 m, 4,7%). De tjener imidlertid kun som opvarmning, idet man herfra begiver sig ud på en 69,0 km lang rundstrækning i den vestlige del af De Flamske Ardenner. Den indledes med en længere flad strækning, der fører mod vest gennem Oudenaarde, målbyen for Flandern Rundt, inden man i Wortegem vender rundt for at køre tilbage mod løbets centrum. Her skal man over pavéerne Huisepontweg (1500 m) og Holleweg (1300 m) efter henholdsvis 69,9 og 102,1 km, og de er adskilt af dagens to næste stigninger, Den Ast (400 m, 4,3%) og Katteberg (600 m, 6,2%), der kommer efter hhv. 75,6 og 101,4 km. Rundstrækningen afsluttes med endnu en passage af Haaghoek (1900 m) og Leberg (700 m, 4,7%) efter hhv. 107,8 og 110,9 km.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Næste udfordring er en ny rundstrækning på 54,1 km, der er betydeligt sværere end den foregående og vil markere starten på finalen. Den fører atter mod vest mod Ourdenaarde, men inden man når til Flandern Rundt-målbyen kører man mod nord for at ramme et par stigninger. Første udfordring er pavéen Paddestraat (2300 m) efter 117,0 km, hvorefter Rekelberg (500 m, 2,9%) venter efter 126,0 km. Valkenberg (500 m, 6,5%) er efter 133,9 km næste udfordring, efterfulgt af Wolvenberg (800 m, 4,3%) efter 145,2 km. Derefter følger det to tre pavéer Ruiterstraat (800 m), Kerkgate (1400 m) og Jagerij (700 m) efter hhv. 145,4, 148.6 og 151,2 km.

Det er imidlertid, når der resterer 42,5 km, at løbet for alvor ventes at gå ind i den afgørende fase. Det sker, når feltet rammer den korte, stejle Molenberg-stigning (200 m, 7,1%, brostensbelagt), der er en af de sværeste i Flandern og tidligere var den afgørende sidste klatreudfordring i løbet, og som i år kommer hele 10 km tættere på mål i 2018. Den vil formentlig skabe den første alvorlige udskilning, inden man afslutter rundstrækningen med en tredje og sidste passage af Haaghoek (1900 m) og Leberg (700 m, 4,7%) med hhv. 38,0 og 35,0 km til mål.

Finalen er nu for alvor i gang, og herfra er der ikke mange muligheder for at kommer sig på den afsluttende strækning, der hovedsageligt fører mod øst og sydøst mod målet i Ninove. Først slår man en lille krølle i De Flamske Ardenner for at køre op over Berendries (900 m, 7,3%) og Elverenberg (1000 m, 4,3%) med hhv. 31,0 og 28,5 km igen. Ingen af dem hører til blandt områdets sværeste stigninger, men alle vil de kunne skabe udskilning og bruges som afsæt for angreb efter et langt, hårdt løb.

Herfra går det mod sydøst og øst frem til dagens to sidste og vigtigste udfordringer. Allersværest er den berømte Muur van Geraardsbergen (1000 m, 7,2%, brostensbelagt), der altid var nøglepunktet i den gamle udgave af Flandern Rundt, hører til blandt de allersværeste stigninger i Flandern og skal passeres med bare 16,7 km igen. Derefter venter som på klassisk Flandern Rundt-maner Bosberg (700 m, 6,7%, brostensbelagt), der ligeledes er en meget svær stigning og kommer med bare 12,8 km.

Til slut venter der imidlertid ikke flere udfordringer, når man kører gennem ganske let faldende terræn først mod nordøst og til slut mod nord frem mod Ninove. Her drejer man med 2 km igen til venstre, inden man buer til højre kort inden den røde flamme. Derefter venter hele tre skarpe sving i træk på de sidste 700 m, inden man rammer den ca. 200 m lange opløbsstrækning, der ender to helt flade kilometer. Her vil vinderen af den 75. udgave af Omloop Het Nieuwsblad blive kronet efter det, der utvivlsomt vil have været et dramatisk og selektivt udskilningsløb.

Løbet byder på i alt 1650 højdemeter og er som sagt præcis den samme som i 2019.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Vejret

Enhver forårsklassiker kan ændre karakter på grund af vejret, og specielt Omloop Het Nieuwsblad er grundet kalenderplaceringen meget bestemt af de klimatiske forhold. Blæst, kulde og regn giver et hårdt selektivt løb, mens forårsagtige forhold giver mindre udskilning. Samtidig vil vindretningen på det sidste flade stykke mod Ninove være af afgørende betydning, som vi så det i 2019, hvor stærk modvind ødelagde en del af løbet.

Mens de sydeuropæiske opvarmningsløb har haft usædvanligt flot vejr i år, har Nordeuropa været indhyllet i regn og blæst. Sådan fortsætter det, og derfor er der lagt op til en ”rigtig” klassiker denne lørdag. Det bliver ganske varmt med en temperatur på op til 10 grader, men der ventes vedvarende regn fra start ig byger hele eftermiddagen, dog med en aftagende risiko, der til slut er på ca. 40%. Vigtigst er det, at det bliver ekstremt blæsende med en sydvestlig vind med en styrke på intet mindre end 35 km/t. Det giver sidevind straks fra start, og derefter alle tænkelige vindretninger på den kringlede tur rundt i De Flamske Ardenner. Til slut venter der sidevind fra bunden af Berendries og frem til Muren, hvorefter der vil være sidemedvind frem til toppen af Bosberg og slutteligt med- og sidemedvind ind til Ninove. Her drejer man ind i modvind og gradvist ind i sidevind, indtil man får medvind fra det første af de sidste sving.

Favoritterne

Omloop Het Nieuwsblad er på mange måder en sjov størrelse. Selvom dets format giver mindelser om hårde, selektive løb som E3 Harelbeke og Flandern Rundt, og det grundlæggende er et løb af samme type, bliver man altid overrasket over, hvor selektivt det er. I åbningsklassikeren er der således færre stigninger end i de store løb senere på sæsonen, og de sidste udfordringer er traditionelt kommet længere fra mål. Almindelig logik tilsiger derfor, at der burde være en relativt stor sandsynlighed for en afsluttende regruppering, og at stærke sprintere vil have en rimelig chance.

Trods rutens på papiret begrænsede hårdhed har løbet altid udviklet sig meget selektivt, og som sagt skal vi helt tilbage til 2009 for at finde en situation, hvor en større gruppe spurtede om sejren. Siden da har der aldrig været mere end en håndfuld ryttere tilbage, når løbet har skullet afgøres, og det siger en del om betydningen af dets kalenderplacering. På denne tid af året skal der ganske enkelt færre stigninger og brosten til for at skabe den nødvendige udskilning, men endnu vigtigere er det, at vejret i februar spiller en afgørende rolle. Det er således ikke tilfældigt, at det er det eneste større brostensløb, Tom Boonen aldrig har vundet, idet det er en slet skjult hemmelighed, at den ellers så stærke belgier har haft det vanskeligt med kulde.

I 2016 og i 2018 var vi ganske tæt på at få en spurt i en større gruppe, men de forreste holdt akkurat feltet bag sig. At vi var tæt på en mindre selektiv udgave, skyldtes flere forhold. I 2016 var ruten uden Molenberg, ligesom det stærke Quick-Step-hold endte i defensiven, og i 2018 var det den voldsomme modvind i finalen, der betød, at det hele var meget tæt på atter at blive samlet.

Det er klart, at den nye rute, der indførtes i 2018, har ændret løbets karakter ganske meget, og man skal ikke lade sig snyde af forløbet for to år siden. Her var det alene den kraftige modvind, der reelt kvalte løbet, for der er absolut ingen tvivl om, at den nye rute er betydeligt hårdere end den gamle. Finalen med Muren og Bosberg er ganske enkelt meget selektiv, som vi ved det fra de gamle udgaver af Flandern Rundt, og selv i modvinden lykkedes det sidste år trods alt de stærkeste at skabe en ganske vist relativt stor gruppe på Muren. Det endelige bevis fik vi sidste år, hvor de fem stærkeste kørte væk her og herefter afgjorde løbet i en taktisk finale, hvor Zdenek Stybar sneg sig væk.

Alle, der ønsker et hårdt cykelløb, kan glæde sig over, at vi IKKE kommer til at se en gentagelse af fuseren fra 2018. Faktisk kunne vejrudsigten ikke være bedre for alle, der ønsker et episk cykelløb. Det eneste, man mangler, er kulden, men derudover har vejrguderne stillet alle knapperne på brutal udskilning. Det vil regne det meste af dagen, og vinden vil være meget voldsom. For at gøre det endnu mere dramatisk er der endda direkte sidevind på stykket frem til Muren, hvorefter der vil være sidemed- og medvind resten af vejen - alt sammen perfekt, hvis forskelle skal gøres på bakkerne, og grupper skal holde sig fri i det flade indløb.

Det betyder, at det kan blive et episk cykelløb, og kombinerer man vejret med den hårdere finale med Muren og Bosberg, peger alt på en af de mest selektive udgaver længe. Det kan meget vel ende i et udskilningsløb i stil med det, vi så i regnen til VM, og chancerne for den spurt, vi næsten fik i 2018, burde være ikkeeksisterende. Det bliver praktisk talt umuligt for de holdbare sprintere at vinde, og i stedet skal vi se i retning af de råstærke, holdbare og sande brostensspecialister.

Faktisk kan løbet allerede eksplodere fra start. Der er nemlig sidevind på stykket fra Gent ned mod De Flamske Ardenner, og derfor kan vi sagtens ende med et tidligt sidevindsræs, som vi så det i Gent-Wevelgem sidste år. Det er dog tænkeligt, at der vil ske en eller anden form for regruppering, når de rammer den kringlede zone i bakkerne, hvor de mange retningsskift betyder, at der vil være en del med- og modvindsstykker. Det er dog også tænkeligt, at vi aldrig igen vil få et fuldt felt, som vi aldrig fik det i netop Gent-Wevelgem for et år siden.

Læs også

Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag

Der vil næppe blive kørt fuld gas hele dagen, og derfor må man formode, at der en overgang falder en anelse ro på. Her bør vi få dannet en eller anden form for udbrud, og derefter vil det som altid være Deceuninck, der tager kontrollen. CCC og Alpecin må være de to andre hold, der skal løfte et vist ansvar, og også EF, Ag2r og Trek er hold, der kan tænkes at tage en del af ansvaret.

Med de mange retningsændringer vil det formentlig blive en af de dage, hvor der aldrig falder ro på. I forvejen er positionskampen brutal på de smalle veje, men med udsigten til, at man hele tiden drejer ind i sidevind, bliver det en dag uden mange pauser og med konstant stress. Når vi rammer de sidste 80-100 km, plejer vi at se de første præfinaleangreb bag det tidlige udbrud, og får man sig et forspring her, kan det føre en langt. Hvis der har været tidlig splittelse, kan det meget vel være en genvej til et topresultat at køre, inden de store navne åbner op, men hvis det bare ender som nervøs kørsel frem mod finalen, bliver den strategi svær på en dag, hvor sidevinden vil skrue farten gevaldigt i vejret.

Traditionelt har favoritterne skullet spille ud på Molenberg, og selvom betingelserne kan skabe tidligere udskilning, vil det formentlig også være her, det endelige slag skal åbnes denne gang. Herefter vil der ofte ske en regruppering, men i år kan det meget vel være, at vi allerede her ender med kun ganske få mand. Dels er der tre stigninger kort efter, dels kører man ind i et knaldhårdt sidevindsstykke mellem Elverenberg og Muren. Slutteligt er det så på netop Muren - løbets vigtigste stigning - og den også ganske svære Bosberg, at favoritterne skal udkæmpe det afgørende opgør.

Under disse betingelser vil det være muligt for én mand at køre hjem på ren råstyrke, især med den kraftige medvind på det sidste stykke og de sidste stigninger, men som regel er det en håndfuld ryttere, der skal afgøre det på de sidste kilometer. En god spurt er derfor ofte meget vigtig, men som både Michael Valgren og Zdenek Stybar har vist de seneste to år, er en flad finale vanskelig at kontrollere, og snilde, taktik, held og timing kan således også være en nøgle til sejr, selvom man ikke nødvendigvis er den hurtigste. Og samtidig kan overtal blive altafgørende, som vi har set det med et af Quick-Step-sejre i denne slags finaler, senest da Stybar udnyttede Jungels’ soloridt til at vinde E3, og det var også Astanas gunstige situation, der gjorde det muligt for Michael Valgren at vinde dette løb i 2018.

Det er altid en delikat affære at skulle udpege de mest formstærke ryttere til Omloop Het Nieuwsblad. Ganske vist har de fleste af favoritterne alle kørt løb for nylig, men Omloop er noget helt andet end Tour du Haut-Var, Ruta del Sol og Volta ao Algarve. Det siger således ikke meget om formen, at en klassikerrytter sidder i gruppettoen på Malhao-etapen i Algarve, for han kan sagtens have glimrende ben alligevel. Heldigvis kan løbene bruges til at forudsige, hvem der med sikkerhed er i form, hvis de leverer i for dem uvant terræn, men de siger meget lidt om, hvem der vil skuffe, når man rammer brostenene. Valgren havde eksempelvis ikke vist meget, inden han vandt i 2018, og Ian Stannards sejre kom også ud af det blå, hvis man alene hæfter sig ved forudgående resultater.

Det gør også Omloop til det løb, der er mest oplagt til at skabe overrasker, og favoritvurderingen er derfor altid omgivet af stor usikkerhed. Der er dog noget, der tyder på, at det kan blive en anelse nemmere i fremtiden. I hvert fald kunne noget tyde på, at man fremover blot kan pege på Mathieu van der Poel og vide sig sikker på at have fast grund under fødderne. I hvert fald var hollænderen i sin første klassikersæson intet mindre end skræmmende. Hans to vanvittige comebacks i et Flandern Rundt, hvor han styrtede på løbets mest kritiske tidspunkt og alligevel rundede Paterberg som en af de allerforreste, og i Amstel Gold Race, hvor han kørte en overmenneskelig enkeltstart med en hale af kvæstede ryttere bag sig, aflivede i hvert fald effektivt al tvivl om, hvorvidt han kan præstere i et langt landevejsløb. Det bekræftede han også ved et VM, hvor han var stærkeste mand undervejs, også efter mere end 230 km, indtil lyset pludselig gik ud til sidst.

Netop det kollaps viser også, at vi ikke altid kan regne med Van der Poel. Også i cykelcross har han haft nogle mærkelige sammenbrud, men som hans resultater det seneste års tid i begge discipliner til fulde bevidner, hører de absolut til sjældenhederne. Som regel er Van der Poel et bæst, og med tanke på den store udvikling, han stadig er i, er der absolut ingen grund til at antage, at han er mindre skræmmende i år.

Men er han så i form? Det er det største spørgsmål, for han har endnu intet vist på landevejen og faktisk været på en uges skiferie i februar. Det var imidlertid for at puste ud efter en hård crosssæson, hvor han var i absolut topform i forbindelse med den afsluttende magtdemonstration ved VM. I sidste uge vendte han tilbage til landevejen i Algarve, og her arbejdede han anonymt på formen. Han kom efterfølgende hjem med stor tilfredshed og har meldt klart ud, at han kommer til Omloop for at vinde.

Med den selvtillid er han ofte modbydelig, og med mindre han har en af sine offdays eller kører med hovedet under armen som i sidste års Amstel Gold Race, hvor han angreb hovedløst på det mærkeligste tidspunkt, er det svært at se ham blive slidt op. Dårligt vejr er ikke et problem for en crossrytter - snarere tværtimod - og han har kun glæde af et episk udskilningsløb, hvor kun de stærkeste overlever. Det vil også eliminere betydning af, at hans hold ikke er det stærkeste, men den udfordring var også nærmest ligegyldig i 2019. Van der Poel kan vinde på egen hånd, og i år har han endda et ganske pænt hold med særligt den uhyre formstærke Kristian Sbaragli som en rytter, der kan sidde længe hos ham. I sidste ende skal Van der Poel dog vinde selv, og da han er den meste eksplosive på bakkerne, har en gigantisk motor og kan slå hvem som helt - måske undtagelse af Alexander Kristoff - i en spurt, må Van der Poel være manden, der skal slås.

Læs også

Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker

Hans værste trussel kunne være Greg van Avermaet. Golden Greg har nemlig gjort Omloop til lidt af et speciale, og bortset fra en 2018-udgave, hvor de særegne omstændigheder med modvind ødelagde et løb, er han altid med fremme. Således er han i de øvrige udgaver siden 2012 blevet hhv. nr. 5, 5, 2, 6, 1, 1 og sidste år nr. 2 - et vidnesbyrd om Van Avermaets evne til at være i form fra start.

Det ser han ud til at være igen. Egentlig havde han planlagt at starte lidt roligere for at toppe til monumenterne og ikke køre for stærkt allerede nu, men Van Avermaets form er umulig at holde nede. Faktisk kan man med nogen ret hævde, at han i Valencia og Algarve klatrede på et niveau, han aldrig tidligere har gjort i februar. Særligt hans præstation på de to kuperede etaper i Algarve var yderst overbevisende og vidner om, at Van Avermaet er i storform.

Modsat Van der Poel, der har sine offdays, er Van Avermaet samtidig en garanti. Belgieren er der altid, hvis ikke han har uheld - og det har han i øvrigt stort set aldrig - og et brutalt udskilningsløb er en gave til den robuste belgier, der ikke kan få det hårdt nok. Sidste år manglede resultaterne, men det skyldtes mere omstændighederne end dårlige ben, for i tiden frem til og med Gent-Wevelgem var han en af de absolut stærkeste på bakkerne. Problemet var en overraskende ringe spurt, som han erkendte, at der skulle arbejdes med, men normalt kan Van Avermaet slå de fleste i en spurt efter et hårdt løb - spørg bare Peter Sagan, der har dårlige minder med Van Avermaet i dette løb - og dermed har han alle forudsætninger for at vinde. Nu har han endda et stærkere hold, hvor han sammen med Matteo Trentin udgør den stærkeste duo, og det er blot endnu et es i det ærme, der gør Van Avermaet til topkandidat.

Den anden rytter i feltet, der kan kaldes Omloop-specialist, er Sep Vanmarcke. Det er ikke tilfældigt, at det var her, han tog sin hidtil eneste store brostenssejr ved at overspurte Tom Boonen i 2012. Siden dengang er han nemlig i fire forsøg blevet to gange nr. 3 og derudover både nr. 4 og 5, og faktisk kunne det være blevet til meget mere. Flere gange virkede Vanmarcke nemlig som stærkeste mand, men hans ofte hovedløse ødslen med kræfterne kostede i sidste ende for dyrt.

Sidste år havde Vanmarcke en meget mærkelig offday netop i dette løb, men han kom imponerende tilbage. Et styrt i E3 truede med at koste ham hele klassikersæsonen, men han leverede et mindre mirakel ved at finde så meget form, at han stadig i dag mener, at det kun var en defekt cykel, der kostede ham sejren i Roubaix. Den påstand kan der sagtens være belæg for, da Vanmarcke både med sin kørsel i Nordfrankrig, men også med efterårets sejr i den knaldhårde WorldTour-klassiker Bretagne Classic viste, at han stadig er en af verdens absolut bedste brostensryttere.

Formen synes ganske fin, da han kom godt igennem et Haut-Var, der i år var alt for bjergrigt til at give ham nogen chance, og faktisk kan hans fine kørsel på Col d’Eze kun tolkes positivt. At han så samtidig med blandt andet sidste års spurtsejr i Haut-Var viste, at han er blevet lynhurtig, gør ham blot til en endnu farligere kandidat, især nu hvor han også er blevet bedre til at disponere kræfterne. Holdet med en i Australien uhyre formstærk Jens Keukeleire er heller ikke ringe, selvom de ikke kommer i stærkeste opstilling, og lægger man dertil, at Vanmarcke vil elske et råt udskilningsløb i dårligt vejr, indser man, at han sagtens kan tage sin anden klassikersejr på et halvt års tid på lørdag.

Tilføjelsen af Matteo Trentin betyder, at CCC går fra at være en enmandshær til at være en magtfaktor. Italieneren tog nemlig et gigantisk skridt i et 2019, hvor han kørte som en motorcykel fra starten i Valencia og helt frem til den skuffende VM-sølvmedalje, som han stadig græder over. Netop det VM-løb understregede imidlertid også Trentins hårdførhed på en episk regnvejrsdag, og selvom han måske ikke er i klasse med de tre ovennævnte, når der forceres på bakkerne, har han råstyrken til at køre finale alligevel. I år har CCC endda den luksus, at de kan lukrere på et sandsynligt overtal, hvor Van Avermaet kan køre offensivt, og Trentin kan stole på sin spurt. Den kan slå de fleste, selvom intet er sikkert efter et hårdt løb - vel, Mads P.? - men med Van Avermaet som en potentiel lead-out man i en lille gruppe, kan han blive svært at bide skeer med, også for eksempelvis Van der Poel. I optakten har han ikke virket så skræmmende som sidste år, men særligt hans kørsel på sidste etape i Murcia viser, at det vist mere handler om ruterne end om dårlige ben. Omloop kan blive starten på en succesrig klassikersæson for CCC, og det kan sagtens blive Trentin, der åbner med en sejr.

Så er der naturligvis Deceuninck. Nok er de ikke helt så stærke som sidste år efter tabet af Philippe Gilbert, men med hele fem mand, der kan køre finale, har de stadig den i særklasse bredeste trup, og selvom de næppe har den stærkeste mand, har de utallige gange vist, at det ikke er nødvendigt, hvis kortene spilles rigtigt.

Deres bedste bud må nok regnes som Zdenek Stybar, der ofte kører sine bedste klassiker tidligt på foråret, og sidste år tog sin første store brostenssejr i netop dette løb, inden han senere udnyttede netop overtallet til at vinde E3. Til gengæld hersker der i år måske lidt større usikkerhed om formen end for et år siden. Dengang kom han nemlig til løbet med en frisk sejr på Malhao i Algarve i bagagen, mens han denne gang ikke har kørt løb siden San Juan. Her vandt han ganske vist en etape via et smart angreb på en sprinteretape, hvilket indikerede, at formen ikke er ringe, men det var ikke et løb, der gav klare svar. Stybar timer dog altid formen ganske fornuftigt, og da han elsker Strade Bianche, topper han ofte lidt tidligere end rivalerne. Et hårdt udskilningsløb er perfekt for Stybar, der også mestrer det dårlige vejr, og sidste år understregede han, at han også kan gøre det færdigt i en spurt, hvis betingelserne har været de rette. Først og fremmest er han dog stærk og ikke mindst ekstremt snu i en taktisk finale, som både sidste års sejr og sejren i San Juan bevidner.

Læs også

Stjerne spurter sig til første sejr i næsten fem år - Tour-vinderen må nøjes

Jeg tror dog også, at danskerne har god grund til at holde øje med Kasper Asgreen. Det er stadig svært at forstå, hvor meget danskeren udviklede sig i 2019, hvor han overraskede i snart sagt alle løb fra Kuurne i februar over den magiske 2. plads i Flandern, bjergridt i Californien og til en Tour, hvor han trods enormt arbejde var tæt på at vinde en etape i første forsøg. Alt peger i retning af, at han er bedre i år, og nu kommer han endda for første gang ind til klassikerne som en af de fire beskyttede ryttere. Et hårdt udskilningsløb er perfekt for Asgreen, der synes at have en gigantisk motor, og som vi senest så i Provence, er han også hurtig nok til at gøre det færdigt på stregen. Først og fremmest er han dog typen, man aldrig må give en lillefinger efter en lang dag, hvor alle er på grænsen, og han vil vide at udnytte det overtal, Deceuninck formentlig kan mobilisere til at angribe i en taktisk finale. Formen så glimrende ud i Provence, og da Asgreen lagde forrygende fra land i Kuurne sidste år, er der absolut ingen grund til at tro, at han ikke er klar til at give Danmark en stærk klassikerstart.

Oliver Naesen viste særligt med sin flotte kørsel i det dramatiske Flandern Rundt i 2017, at han monumentsejre i benene, men desværre har hans endeløse serie af uheld betydet, at det helt store resultat stadig mangler. At han er en af verdens bedste, viste han imidlertid så sent som på kongeetapen i BinckBank Tour, som han vandt ved at spurtbesejre en vis Van Avermaet på Muren. Netop hans spurt er blevet en stor styrke, efter at han spurtede sig på podiet i Sanremo og Gent-Wevelgem sidste år, men først og fremmest er det hans voldsomme robusthed, der er som skabt til dette episke udskilningsløb, som må regnes som hans største force. Ag2r har efterhånden også opbygget en solid klassikertrup, hvor særligt Silvan Dillier ser så formstærk ud, at Naesen ikke vil være alene lige med det første. Når han alligevel ender et stykke nede på min favoritliste, skyldes det primært, at hans form ikke virkede alt for overbevisende i Ruta del Sol. Det skal man som sagt være varsom med at konkludere alt for meget af, men vi kan i hvert fald konstatere, at han ikke klatrede, som han gjorde, da han for et år siden blev en sensationel nr. 13 i Paris-Nice. Det behøver dog ikke betyde, at han ikke sætter alle på plads, når han rammer sit eget terræn på lørdag.

Løbets store joker er Wout van Aert. Selvom resultaterne ikke helt afspejlede det - der var en offday i Flandern Rundt og en endeløs serie af uheld i et imponerende Paris-Roubaix - var han sammen med Van der Poel den mest overbevisende i sidste års klassikere. Desværre ved vi alle, at han har været igennem en lang skadespause, og selvom han nåede at finde et fint niveau til afslutningen af crosssæsonen, var han ikke som i 2019. Dertil kommer, at der er forskel på en times crossløb og en fem timer lang klassiker, og det er stadig åbent, om Van Aert når at opbygge den rette holdbarhed til de store løb. Lægger man dertil, at han kun kører dette løb, fordi frygten for coronavirus bringer hans italienske løbsprogram i fare, hvorfor han vil sikre sig løbskilometer inden klassikerne, er det klart, at der er flere usikkerheder end klare svare i relation til Van Aert. Det ændrer dog ikke på, at Van Aert er livsfarlig i et brutalt udskilningsløb i dårligt vejr - ikke mindst fordi han nu har en spurt, der er langt bedre end for et år siden - og skal han være klar om en måned, er der trods alt grænser for, hvor meget han kan tillade sig at mangle nu.

Normalt vil man sige, at Yves Lampaert nok er lidt for tung til at blive en magtfaktor i de flamske klassikere. Derfor røg der også både næse og mund, da jeg konstaterede, at han i søndags blev nr. 42 på Malhao. Den slags klatrepræstationer er normalt ikke noget, man ser fra Lampaert, og det kan kun betyde, at formen er fremragende. Det bekræftede han på enkeltstarten, hvor han kørte i de mest blæsende betingelser, og selvom han er den tungeste af de fire Deceuninck-kaptajner, tyder noget på, at han kan sidde med. Det kan stadig blive for tungt at følge de bedste på bakkerne, men Lampaert skal heller ikke vinde ved at spurte fra alle på sit punch. Tværtimod skal han udnytte et Deceuninck-overtal til at angribe, som han gjorde, da han vandt Dwars door Vlaanderen og vandt det belgiske mesterskab. Og skulle det blive nødvendigt at spurten skal man blot studere resultaterne fra sidste års Tyskland Rundt for at vide, at Lampaert måske endda er den hurtigste af Deceuninck-esserne. Måske passer Roubaix ham bedre, men god form og kollektiv styrke gør Lampaert farlig.

Den sidste Deceuninck-kaptajn er Bob Jungels. Sidste år kom luxembourgeren til åbningsweekenden for at lære, men han skulle kun bruge en enkelt undervisningstime i Omloop for at forstå stoffet. Dagen efter leverede han nemlig et gigantisk soloridt i Kuurne, og det overbeviste ham om, at brostensløbene passer ham. Senere leverede han et soloridt i et E3, hvor han var årsagen til Stybars spurtsejr, og også i Dwars door Vlaanderen var han med fremme. Ligesom sidste år har han forberedt sig i Tour Colombia, hvor han virkede stort set lige så skarp som for et år siden, og han vil utvivlsomt være velforberedt, nu hvor han er ovre den træthed, der slog ham ihjel i et 2019, hvor han var alt for ambitiøs. Jungels vil altid have det problem, at stort set alle favoritter slår ham i en spurt, men som vi så sidste år, er han manden, Deceuninck vil spille ud. Får han først et hul, er han meget svær at hente, som vi så, da han vandt i Kuurne og Liege - især fordi hans rivaler formentlig skal slæbe på en hel Deceuninck-bande, der er klar til at slå kontra. Det episke udskilningsløb øger i hvert fald blot chancen for Jungels-sejr.

Egentlig havde jeg lyst til at placere Tiesj Benoot højere på min liste. Der er nemlig ikke mange, der elsker regnvejr som ham - husk på, hvordan han vandt Strade Bianche - og han plejer at være flyvende, når han lander fra højderne. Det gør han også i år, hvor han helt usædvanligt ikke har kørt et løb inden turen op i den tynde luft. Derfor har han ingen løb i benene, men Benoot er typen, der altid kører stærkt, når han kommer fra bjergene efter en lang pause. Det episke udskilningsløb passer ham, men det kan være svært for ham at vinde. Han er nemlig i dag blandt de langsommere i en spurt, og dertil kommer han, at han meget vel kan være ret alene mod en hel bande fra Deceuninck og CCC. Det kan dog måske også være en fordel at være isoleret outsider, for så får han måske den frihed, der skal til for at lave ”en Stybar” i en taktisk finale. Uanset hvad forventer jeg at se Benoot langt fremme, uanset om han vinder eller ej.

Et af mest spændende spørgsmål at få afklaret bliver, om Gianni Moscon er tilbage. Det italienske multitalent kan alt fra som helt ung at køre i top i Paris-Roubaix til at blive nr. 6 på en bjergrute ved VM i Østrig. Desværre havde han et katastrofalt 2019, hvor han var ramt af overtræning, men han nåede med en fin 4. plads ved det episk regnvejrs-VM og en 19. plads i Il Lombardia at vise, at han er på vej tilbage. Særligt 4. pladsen i det dårlige vejr ved VM er et vidnesbyrd om, at Moscon også kan præstere i dårligt vejr, og han har talrige gange med tre stærke VM-løb i træk og en podieplads i Lombardiet vist, at han er en mester i de lange endagsløb. Det helt store spørgsmål er, om han for alvor er tilbage. Han lagde flyvende fra land i Valencia, hvor han kom med et stærkt angreb i finalen på 2. etape og klarede sig fornemt på den alt for stejle finalestigning på kongeetapen. Til gengæld skuffede han i Provence, og det gør, at han ikke står højere på denne liste. Hvis til gengæld han er sig selv igen, vil han utvivlsomt være med fremme i et hårdt løb som dette.

Nils Politt regnes med rette som et af de største brostenstalenter, men i forhold til ham skal man passe på med at slå alle brostensløb over en kam. Mens han åbenlyst er skabt til Paris-Roubaix, er han også en anelse for tung til de flamske klassikere, hvor han aldrig kan følge de bedste på bakkerne. Til gengæld er hans motor enorm, og derfor kunne han med sin efter et hårdt løb overraskende gode spurt, tage pæne resultater i både E3 og Flandern Rundt. Ingen af dem var han tæt på at vinde, og Politt vinder heller ikke Omloop ved at køre væk fra de bedste på Muren. Til gengæld er han også typen, der efter et udskilningsløb ikke skal have en lillefinger i en taktisk finale. Han synes i hvert fald at være velforberedt efter en pæn indsats i Algarve, hvor han sluttede af med en solid enkeltstart.

Van Aerts deltagelse betyder, at dette ikke længere er den store chance for Mike Teunissen . Alligevel kan han få en mulighed, hvis kaptajnen ikke er på toppen. Hollænderen viste med sin 2. plads i Dwars door Vlaanderen i 2018, at hans potentiale på brostenene er stort, og selvom han aldrig helt fandt formen i 2019, viste han med en generelt fremragende sæson, at han har gjort store fremskridt siden dengang. Særligt hans klatring i BinckBank Tour var imponerende, og det tyder på, at han er klar til næste skridt nu. Hans form er usikker, da han ligesom Benoot kommer direkte fra højderne, men hvis han responderer godt på det, kan han være flyvende. Det dårlige vejr mestrer den tidligere crossrytter, hvis stærkeste våben er hans fremragende spurt. Som han blandt andet viste med choksejren på 1. etape af Touren og et hav af stærke lead-outs, er han en af de få, man nødig skal have med til stregen.

Læs også

Stærk belgier: Det var ikke et normalt Fleche Wallonne

Jasper Stuyven har tidligere med sin flotte solosejr vist, at han kan køre stærkt i åbningsweekenden, men desværre kommer han for andet år i træk til løbet efter et styrt i Algarve. Heldigvis var skrammerne bare overfladiske, men nogen ideel optakt er det ikke. Samtidig er der mange spørgsmålstegn ved en mand, der aldrig fandt formen til sidste års klassikere, men at han kan køre dem ved vi. Det fortæller blandt andet 4. pladsen i Roubaix samt en 2018-sæson, hvor han som eneste rytter var i top 10 i alle klassikere fra Sanremo til Roubaix. Desværre er det også tankevækkende, at hans bedste resultat var en 5. plads, for han har hidtil manglet det sidste for at vinde. Han har til gode at bevise, at han har taget det skridt nu, men i kraft af sit potentiale og ikke mindst en farlig spurt, er han en reel vinderkandidat.

En rytter, der kan stå foran et brostensgennembrud, er Stefan Küng. Den store schweizer er gået lidt i glemmebogen som klassikerrytter, men det potentiale, han viste som ung, kom til skue i forbindelse med bronzemedaljen ved VM. Det fandt som bekendt sted i brutalt vejr, og Küng vil være en af de ryttere, der glæder sig mest over de elendige betingelser. Formen synes at være helt fabelagtig efter Algarve, hvor han trods en punktering i bunden af Foia-stigningen blev en utrolig nr. 30 på den første bjergetape og siden kørte sin bedste enkeltstart siden skiftet væk fra BMC. Küng er stadig for tung til bakkerne, hvor han bare skal overleve, og han slår ikke mange i en spurt. Til gengæld viste han også ved VM, at han er typen, man næppe ser igen, hvis han på en brutal dag som på lørdag kører væk i finalen.

2019 blev et møgår for Michael Valgren, men han nåede med sin fornemme kørsel ved VM at vise, at potentialet stadig er der. Meldingerne fra sæsonstarten har dog været blandede, da han kørte en fin enkeltstart i Besseges, men til gengæld ikke virkede overbevisende på stigningerne hverken i Besseges eller Haut-Var, slet ikke set i lyset af hvor godt han efterhånden klatrer. Jeg er derfor ikke helt overbevist om, at han har den form, der skal til for at gentage sejren fra for to år siden. Omvendt havde han heller ikke vist meget dengang, og et udskilningsløb i regn rimer ganske meget på Valgren. Hans problem vil altid være, at de fleste slår ham i en spurt, men som vi har set med hans to første klassikersejre, er han et ganske glimrende bud på en mand, der kan lave ”en Stybar” i en taktisk finale.

Et af de store spørgsmålstegn er Søren Kragh. Danskeren viste med sin flotte sejr i det knaldhårde Paris-Tours i 2018, at han er et stort klassikertalent. Desværre har han været sat tilbage af et hav af helbredsproblemer, som ruinerede det meste af 2019, og derfor har han stadig til gode at være med i front i disse løb. I år forsøger han som noget nyt ligesom medkaptajn Benoot at komme til løbet her direkte fra træningslejr, og det er måske slet ikke nogen dum ide. Kragh mestrer i hvert fald kunsten at træne sig i form, som han viste, da han tog sin første store sejr i Oman i februar måned, eller da han sidste år kørte sig til en fabelagtig 2. plads i Algarve, inden sygdom lagde ham ned. Hvis han kommer lige så stærkt ind til sæsonen denne gang, burde han være med helt fremme i dette løb, hvor han har punch på bakkerne, en stærk allieret i Benoot og en spurt, der kan true de fleste.

Og nu vi er ved de danskere. Mads Pedersen er som altid løbets mest uforudsigelige størrelse. Reelt har han kun kørt to virkeligt gode endagsløb i sin karriere - selvom Dwars door Vlaanderen i 2018 nu også var pænt - men de har til gengæld også været på absolut højeste niveau. Derfor skal man altid åbne døren for, at den danske verdensmester rammer dagen, men spørgsmålet er, om det sker lørdag. Her kan man nok have sin skepsis på vegne af Pedersen, der synes at skulle køre et hav af løb, før han finder formen, og man kan tvivle på om ni løbsdage i Australien for nu ganske lang tid siden er nok. På den anden side minder dette episke regnvejrsløb ufatteligt meget om den der søndag i Yorkshire. Og slipper danske Mads først hestekræfterne løs på en kold og våd dag, ved vi, at der kan ske mirakler.

Sidste år skulle Dylan Teuns prøve sig af på brostenene i dette løb, og det gik over al forventning, da han kørte med de bedste. Det gav ham smag på mere, og i år vil han køre et intensivt brostensprogram. Han kommer til løbet i fremragende form efter nogle meget overbevisende præstationer i både Valencia og Andalusien, og han er formentlig en af feltets mest formstærke ryttere. Han er imidlertid for let til at være naturlig brostensrytter, og man kan spørge sig selv, om ”en mager pind” som ham har den rette robusthed til at køre et episk regnvejrsløb mod de virkelig hårde drenge. Dertil kommer, at de fleste favoritter slår ham i en flad spurt, og på mange parametre er det svært at se ham faktisk vinde løbet. Det betyder ikke, at han ikke med sin superform kan køre finale, men ligesom sidste år vil der være et stykke vej fra den 5. plads, han dengang fik, til en sejr.

Sidste år gik Tim Wellens på podiet, men i år ser det sværere ud. Belgieren er nemlig ikke naturlig brostensrytter, og faktisk har lige netop brostensetapen altid voldt ham kvaler i BinckBank Tour, senest i 2019, hvor den kostede ham den samlede sejr, han næsten havde sikret sig. Dertil kommer, at han i år har skubbet sin sæsonstart for ikke at brænde ud inden Ardennerne, og han var også synligt svagere end vanligt i Algarve. Han plejer ellers at være flyvende i februar, men det var han altså ikke denne gang, og for at gøre det hele være har han siden døjet med forkølelse. Der er derfor ikke umiddelbart noget, der peger på en gentagelse af sidste års flotte ridt, men da det er rigtigt Wellens-vejr og stadig hans foretrukne måned skal man aldrig udelukke et stort ridt fra regnvejrskongen.

En af de ryttere, der har imponeret mest i sæsonstarten, er Alexander Kristoff. Én ting er, at han har spurtet langt bedre end vanligt, særligt i Almeria, hvor han var meget tæt på at slå den langt hurtigere Ackermann, noget andet er, at han i Algarve blev nr. 48 på Malhao. Det er ganske bemærkelsesværdigt for en mand, der altid sidder i gruppettoen på den slags etaper og tyder på, at han er klar til at bygge videre på en 2019-sæson, hvor han endelig genfandt et højt klassikerniveau, der kulminerede med en 3. plads i Flandern og en sejr i Gent-Wevelgem. Kristoffs problem er imidlertid, at de flamske klassikere på 200 km altid er for hårde, og han har aldrig leveret i hverken Omloop og E3. Kun når han i Flandern Rundt får glæde af sin gigantiske motor, kan han være med på bakkerne, og derfor taler historien mod, at vi vil se Kristoff fremme. På den anden side kan vejret gøre det så hårdt, at Kristoffs motor netop kommer til sin ret. Og sidder han der til sidst, er der ikke grund til at køre spurten, for ingen - heller ikke Van der Poel - slår Kristoff i en spurt for enden af en udmarvende klassiker.

Endelig vil jeg pege på Sonny Colbrelli. Jeg er desværre ikke specielt overbevist over hans form efter en skuffende præstation på den eneste Andalusien-etape, der passede ham, og dertil kommer, at hans fremgang på brostenene gik i stå i 2019. Potentialet vidner top 10-placeringen i Flandern-debuten dog om, og vi ved, at Colbrelli altid overpræsterer i regnvejr. Ligesom Kristoff mangler han dog den sidste robusthed til at følge de sande specialister på bakkerne, og derfor vil jeg tro, at han får det for hårdt, også i år. I regnvejr tør jeg bare ikke afskrive Colbrelli, der altid har sin spurt som et fremragende våben.

DELTAG I ÅRETS MANAGERSPIL - STARTER LØRDAG
 

OPDATERING: Mathieu van der Poel er blevet syg og stiller ikke til start. Den nye favorit er derfor Greg van Avermaet.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

***** Greg van Avermaet

**** Sep Vanmarcke, Matteo Trentin

*** Zdenek Stybar, Kasper Asgreen, Oliver Naesen, Wout van Aert, Yves Lampaert

** Bob Jungels, Tiesj Benoot, Gianni Moscon, Nils Politt, Mike Teunissen, Jasper Stuyven, Stefan Küng, Michael Valgren, Søren Kragh, Mads Pedersen, Dylan Teuns, Tim Wellens, Alexander Kristoff, Sonny Colbrelli

* Niki Terpstra, Philippe Gilbert, Amund Grøndahl Jansen, Luke Rowe, Jens Keukeleire, Luke Durbridge, Dries van Gestel, Anthony Turgis, Florian Senechal, Alex Edmondson, Silvan Dillier, Lukas Pöstlberger, Ben Swift, Edward Planckaert, Edward Theuns, Dion Smith, Aime de Gendt, Jempy Drucker, Loic Vliegen, Piet Allegaert, Owain Doull, Alex Aranburu

Danskerne

Kasper Asgreen, Michael Valgren, Søren Kragh og Mads Pedersen kører alle som beskyttede ryttere på deres hold og skal regnes som favoritter eller outsidere. De er alle omtalt i detaljer ovenfor. Krag får på Sunweb støtte af Casper Pedersen, der virkede formstærk i Algarve og meget vel kan være vigtigste hjælper for Kragh og Benoot. Mikkel Bjerg får sin ilddåb på et UAE-hold, hvor han skal hjælpe Alexander Kristoff i den indledende fase, og det samme gør Andreas Stokbro på NTT, hvor han skal støtte Valgren og Edvald Boasson Hagen. Endelig har Israel Start-Up Nation i sidste øjeblik udtaget en tilsyneladende formstærk Mads Würtz Schmidt, der kan blive en vigtig mand for Nils Politt.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Zdenek Stybars sejr fra 2019, Michael Valgrens sejr fra 2018, Greg Van Avermaets sejre fra 2017 og 2016, Ian Stannards sejre fra 2015 og 2014, Luca Paolinis sejr fra 2013 og Sep Vanmarckes sejr fra 2012.

Holdoversigt

Nedenfor giver jeg en oversigt over ryttere, der udover de allerede nævnte, måske kan tænkes at levere et resultat.

Deceuninck-Quick Step: Holdet har fire erklærede kaptajner i Asgreen, Stybar, Lampaert og Jungels, men Florian Senechal har vist, at han også kan køre finale i de største brostensløb. Desværre er det nok umuligt at beskytte fem mand, hvorfor han nok må ofre sine chancer.

Trek-Segafredo: Holdets to kaptajner er Pedersen og Stuyven. Edward Theuns havde engang et vist potentiale i disse løb, men i hans nuværende forfatning er dette løb for hårdt.

Lotto Soudal: Philippe Gilbert har desværre været syg og reelt allerede afskrevet sig selv som vinderkandidat, men derfor gør han det formentlig hæderligt alligevel. Wellens ligner derfor den eneste rytter med sejrschancer.

CCC Team: Det handler alene om at støtte Van Avermaet og Trentin så længe som muligt.

Ag2r La Mondiale: Naesen er den eneste kaptajn, men Silvan Dillier viste fremragende form i Andalusien. Han mangler dog noget punch på bakkerne. Dorian Godon er lovende og i form, men endnu ikke god nok, og Alexis Gougeard er lidt for tung til de værste hellingen. Clement Venturini er i storform, men han har stadig til gode at vise noget i disse løb

Læs også

Følg den store kongeetape i Tour of the Alps

EF Pro Cycling: Det handler om Vanmarcke, men han har en fremragende løjtnant i Jens Keukeleire. Belgieren kørte forrygende i Cadel Evans Great Ocean Road Race og kunne gå stå foran en genrejsning hos EF, men det er trods alt svært at se ham vinde et så hårdt løb.

Astana Pro Team: Alex Aranburu er en spændende rytter og i fornem form, men han er helt uden erfaring i disse meget specielle løb. Fabio Felline er tidligere blevet nr. 5, men han er stadig ikke sig selv igen efter den lange sygdomsperiode. De solide Laurens de Vreese og Hugo Houle kan komme halvlangt, men ikke køre med helt i front.

Bahrain-McLaren: Uden den sygdomsramte Ivan Garcia handler det om Teuns og Colbrelli. Heinrich Haussler viste form i Saudi Tour og kan komme langt, men er ikke længere god nok til at være med i front.

Bora-hansgrohe: Uden Sagan og Oss handler det om Jempy Drucker og Lukas Pöstlberger. Særligt sidstnævnte viste form i Algarve, men selvom han har gjort det fint flere gange i klassikerne, har han aldrig kørt med de bedste på bakkerne. Drucker skal stadig bevise sig selv efter sin lange skadespause, og løbet her ender nok med at være for hårdt.

Cofidis: Piet Allegaert har før vist et vist potentiale i Roubaix, og han kan komme halvlangt, hvis han er i form efter kun at have kørt i San Juan. Formstærke Damien Touze er et andet bud, men han har ingen tidligere resultater i dette løb. Dimitri Claeys synes helt ude af form, og Julien Vermote kan ikke være med i så hårdt et løb.

Groupama-FDJ: Det handler om Küng. I Algarve kørte Olivier Le Gac overraskende fornemt, men det her er noget andet.

Israel Start-Up Nation: Politt er den eneste kaptajn, og han skal håbe at Tom van Asbroeck og formstærke Mads Würtz Schmidt kan sidde længe hos ham. Krists Neilands er helt ude af form.

Mitchelton-Scott: Et brutalt regnvejrsløb kunne være godt for Luke Durbridge, der efter nogle år med skader skal bygge videre på de fine takter, han viste i disse løb i 2017. Alex Edmondson tog et stort skridt sidste efterår, synes i storform efter den flotte enkeltstart i Andalusien og kunne være en lille overraskelse. Dion Smith har vist potentiale i disse løb i BinckBank Tour, men hans form er temmelig ukendt efter en længere pause, hvilket er et problem for den svingende newzealænder.

Movistar Team: Jurgen Roelandts er faldet helt sammen og ligner ikke længere en reel kandidat. Løbet passer ikke til Eduard Prades, og Lluis Mas kunne derfor ende som bedste mand, dog langt fra sejren.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Team INEOS: Holdet kommer med et åbent hierarki, men efter tabet af sygdomsramte Van Baarle ligner Moscon bedste bud. Luke Rowe er brølstærk, men har aldrig for alvor slået til i disse løb, og Ian Stannard er slet ikke så god som tidligere. Ben Swift er i storform, men har aldrig vist noget på brosten, og trods sejren forleden mangler Owain Doull nok fortsat for meget.

Team Jumbo-Visma: Udover Teunissen og Van Aert har holdet den meget lovende Amund Grøndahl Jansen, der synes klar til et gennembrud i disse løb. Taco van der Hoorn er derimod gået i stå.

NTT Pro Cyling: Edvald Boasson Hagen er stadig en skygge af sig selv, og derfor ligner Valgren eneste reelle bud. Løbene er nemlig for svære for Reinardt van Rensburg.

Team Sunweb: Det handler om Kragh og Benoot, men Casper Pedersen og Jasha Sütterlin bør kunne sidde hos dem længe.

UAE-Team Emirates: Det handler udelukkende om Kristoff, da Marco Marcato ikke længere kan køre finale i dette løb.

Alpecin-Fenix: Med Van der Poels sene afbud må man håbe, at formstærke Kristian Sbaragli kan levere, selvom han mangler erfaring i disse løb. Den har Scott Thwaites, men han har været væk længe fra dette niveau. Petr Vakoc synes formsvag.

Bingoal-Wallonie Bruxelles: Da Eliot Lietaer er ude af form, ligner det slet ikke et resultat.

Circus-Wanty Gobert: Aime de Gendt har potentiale i disse løb, men virkede formsvag i Andalusien. Her var Loic Vliegen aktiv, og han kan gøre det hæderligt. Danny van Poppel har været for svingende i sæsonstarten til, at man kan tro på ham i et knaldhårdt løb.

Sport Vlaanderen: Edward Planckaert har været flyvende fra sæsonstart og bliver meget interessant at følge. Amaury Capiot viste sit potentiale på kongeetapen i BinckBank Tour, men han er kommet skidt fra start. Thomas Sprengers skuffede for meget i Andalusien, og det samme gjorde Kevin Deltombe.

Arkea-Samsic: Holdet kan håbe, at Connor Swift kan hænge på nogen tid, men det bliver ikke til et stort resultat.

Total Direct Energie: Niki Terpstra er et gigantisk navn, men han har været alt andet end overbevisende i 2019 (trods de to styrt) og starten af 2020. Derudover styrtede han i Andalusien og har kun sjældent været god i åbningsweekenden. Det gør det svært at være alt for optimistisk. Spændende bliver det at følge Dries van Gestel, der blev nr. 13 i Flandern Rundt sidste år, og også Anthony Turgis kan køre disse løb, selvom han ikke virker helt skarp. Damien Gaudin er for tung til flamske bakker, og Adrien Petit synes helt ude af form.