Introduktion til løbet:

Fra Paris til Paris

Dato: 4. august

Antal kilometer: 158

Løbsstart: 14.00

Løbsafgørelse: Ca. 18.00

TV-dækning: Se oversigten her

Første udgave: 1984

Seneste vinder: Anna Kiesenhofer (Østrig)

Kategori: Internationalt mesterskab

De olympiske lege har sin egen særstatus inden for ikke blot sport, men kulturen i det hele taget, og i så stor en begivenhed er vores kære sport, cykling, blot en ubetydelig del. Som sportsgren var cykling allerede med i de første moderne olympiske lege i 1896, dog kun for herrer. I stedet skal vi helt frem til 1984 og legene i Los Angeles for at finde første OL-medalje uddelt til en kvindelig cykelrytter. Her blev et linjeløb på landevej blev afholdt for første gang og vundet af amerikanske Connie Carpenter-Phinney, da hun med et cykelkast akkurat gik forbi endnu en hjemmebanehelt, Rebecca Twigg. Fra 1996, samme år som hos herrerne, blev der så for første gang afholdt både linjeløb og enkeltstart på landevej.

Da disse lege indeholder det blot 11. linjeløb for kvinder, er det småt med ryttere, der igennem tiden har vundet flere medaljer. Øverst på listen over medaljetagere er franske Jeannie Longo med guld i 1996 og sølv i 1992, mens hollænderen Monique Knol vandt gulv i 1988 og bronze i 1992. Den bedste danske placering i kvindernes linjeløb er (nu newzealandske) Linda Villumsens femteplads fra 2008, mens Helle Sørensen i 1984 (7. plads) og senest Cecilie Uttrup Ludwig (10. plads) i 2021 også begge har opnået top 10-placeringer.

Læs også

Skjelmose havde en dårlig dag: Det var meget smertefuldt

Ved linjeløbet i Tokyo ved de seneste lege stod matematikeren og deltidscykelrytteren Anna Kiesenhofer for en vaskeægte sensation ved at køre hjem til en helt og aldeles uventet solosejr foran verdenseliten anført af Annemiek van Vleuten og Elisa Longo Borghini. Både Kiesenhofer og Longo Borghini - der også vandt bronze i 2016 - er igen at finde på startlisten i Paris, mens van Vleuten i mellemtiden er gået på cykelpension. Af tidligere medaljevindere er der også gensyn med hele podiet fra 2012: Marianne Vos, Elizabeth Deignan og den nu 44-årige alderspræsident, Olga Zabelinskaya, der i øvrigt er blevet usbeker siden da.

Introduktion til ruten

Med sine 158 kilometer bliver dette linjeløb det længste for kvinder i OL-historien og bør, som ved de foregående to lege, vare omkring fire timer. Fordelt hen over ruten skal rytterne køre 1.700 højdemeter, hvilket er en hel del mindre end i både 2016 og 2021. De højdemæssige udfordringer er især koncentreret i de ni kategoriserede stigninger, men ruten byder også på ukategoriserede bakker.

Efter en obligatorisk start ved turistattraktionerne i hjertet af Paris føres rytterne mod sydvest og på en sløjfe uden for byernes by. Første kategoriserede stigning falder efter 14 kilometer, inden sløjfen byder på de følgende fire stigninger, fordel på under 25 kilometer. Herefter går vejen tilbage imod Paris, hvor endnu en stigning skal passeres, inden de er tilbage i Paris.

Efter 110 kilometer i udkanten afsluttes OL-linjeløbet på tre kringlede omgange midt i millionbyen. Disse omgange betyder, foruden fire ukategoriserede bakker, også tre ture op ad den brostensbelagte vej op til Montmartre - én kilometer med 6,5 procent i gennemsnitlig stigning - med sidste passage 9,5 kilometer fra målstregen. Herefter venter ingen bakker, men i stedet en afslutning langs Seinen, inden et højresving fører ind på den 230 meter lange opløbsstrækning hen over broen Pont d’Iéna.

Favoritterne

Det relativt lave antal højdemeter sammenlignet med de seneste to OL-linjeløb øger mulighederne for de lidt tungere ryttere, og der er da heller ikke ligefrem mangel på hurtighed, når man tager et kig på startlisten. Omvendt kan de næsten 160 kilometer ikke undgå at mørne rytterne, og så kan især stigningen op til Montmartre for alvor trække tænder ud.

En mesterskabsrute som denne er en invitation til de ryttere, der typisk begår sig i de store endagsløb, hvor distancen også er lang, men hvor stigningerne også kan tæmmes af ryttere, der måske ikke er bjergryttere. De taktiske scenarier er dog alligevel anderledes, for selv om de fleste af klassikerstjernerne går igen her, så skal de nu køre for deres respektive landshold. Det betyder, at ryttere fra et ofte dominerende storhold som Team SD Worx-Protime for en dag fordeles på langt mindre landshold, som maksimalt tæller fire ryttere.

Alligevel kan vi ikke løbe fra, at der inden for kvindecykling findes en stormagt: Holland. Landets fire pladser er alle udfyldt af verdensstjerner, som kunne være kaptajner på så mange andre hold, så meget af ansvaret vil ligge hos dem. Dette løb vil dog være endnu sværere at forsøge at kontrollere end et VM, hvor de største cykelnationer kan stille op med dobbelt så mange ryttere. Derfor tror jeg, at de enkelte rytteres individuelle styrke bliver mere afgørende end enhver holdtaktik, men det er selvfølgeligt en fordel at have mindst én holdkammerat i den absolutte finale.

I sidste ende tror jeg ikke, at selv Holland kan få has på Lotte Kopecky fra nabolandet Belgien. Superstjernen er regerende verdensmester efter at have været stærkeste rytter på en sammenlignelig rute i Glasgow, hvor hun ganske enkelt kørte væk fra konkurrenterne og dermed slet ikke udnyttede den fantastiske spurt, hun også har i sig. Det er netop denne kombination af styrke og hurtighed, der gør Kopecky svær at slå her, da hun både kan vinde på ren udskilning, men også slå næsten alle i en eventuel spurt. Omvendt kommer hun ikke let til sejren, da hendes tre holdkammerater - med al ære og respekt - ikke kan forventes at klare en hård udskilning. Derfor vil Kopecky skulle klare sig selv i finalen, men med sin spurtstyrke kan hun også tillade sig at køre defensivt.

Læs også

Irer snupper anden etapesejr foran favoritterne - Skjelmose forsvarer trøje

Lotte Kopecky vandt VM sidste år og kan tilføje endnu en titel til CV'et. Foto: Sirotti

Hvis nogen simpelthen skulle kunne køre fra Kopecky, må det være Demi Vollering (Holland), der til dagligt er belgierens holdkammerat på SD Worx-superholdet. Hollænderen har etableret sig som kvindecyklingens bedste etapeløbsrytter, men var sidste år også den bedste klassikerrytter i det meste af sæsonen. I år har hun endnu ikke vundet nogle endagsløb i et, for hende, undervældende forår, men siden har hun været suveræn i etapeløb, ligesom femtepladsen på OL-enkeltstarten vidner om form. Hun er hurtig i en spurt og kan slå de fleste, men næppe Kopecky, hvorfor soloangreb op mod Montmartre kan være vejen frem. Derudover må hun have taktiske fordele i at være en del af et skræmmende hollandsk hold, der bør være i overtal langt hen ad vejen.

I en nervepirrende duel imod Kopecky trak Elisa Longo Borghini (Italien) sig sejrrigt ud ad juli måneds Giro d’Italia Women som foreløbig kulmination på en sæson, der også har budt på triumf i Flandern Rundt. Den alsidige italiener er altså både i form og til enhver tid en fremragende klassikerrytter, hvilket de to OL-bronzemedaljer også bevidner. Derfor bør hun sidde med i en hård udskilning, ligesom hun i øvrigt er hurtig på stregen og her har en chance for at slå de fleste. Hun har også den fordel, at hun er del af et stærkt italiensk hold, hvor hun dog bør være kaptajn, da den tidligere verdensmester Elisa Balsamo har ledt efter form efter en skade.

Det helt store spørgsmål ved dette løb må være holdbarheden hos Lorena Wiebes (Holland). Supersprinteren kan med rette udråbes som kvindecyklingens hurtigste rytter, men hun har sine begrænsninger i hårde løb, hvor stigninger ofte har kostet hende deltagelsen i diverse favoritgrupper. Det er klart, at en så stor stjerne som hende drømmer om OL-guld på en rute med dette antal højdemeter, men jeg tror, at for mange andre nationer har interesse i at gøre løbet hårdt, og det vil koste for en Wiebes. Under alle omstændigheder skal hun selv ramme dagen for at klare stigningerne, ligesom en sejr nok også vil kræve en opofrende indsats fra selveste Demi Vollering. Men kommer Wiebes med hjem til en spurt om sejr eller medalje, så vinder hun i langt de fleste tilfælde, selv om intet dog er garanteret efter et hårdt OL-løb.

Meget af løbets taktik vil afhænge af Lorena Wiebes og hendes holdbarhed på stigningerne. Foto: SD Worx

Katarzyna Niewiadoma (Polen) fik brudt en næsten femårig sejrstørke med sin triumf i forårets La Flèche Wallonne, men har ellers samlet på podieplaceringer i de største løb. Hun er en rytter med formatet til at gøre sig gældende her og har også evner i en spurt, men en sejr skulle nok være i et scenarie, hvor de allerstørste favoritter er uenige om at jagte hende. Hun burde dog have styrken til at klare udskilningen på stigningerne, og så er medalje et realistisk resultat. I et lettere løb kan hurtige Marta Lach også sikre et polsk topresultat.

Jeg er naturligvis ikke tåbelig nok til at afskrive historiens bedste kvinderytter, Marianne Vos (Holland) og da slet ikke på en rute som denne. På hendes uendelige sejrsliste findes også OL-linjeløbet i 2012, og selv om hun nu er 37 år, så har hun i denne sæson tilføjet yderligere syv sejre til sin palmarès. Derfor er hun stadig en del af verdenseliten, men på lige netop det hollandske hold er hun ikke længere den allerstørste stjerne og dermed heller ikke kaptajn. Derfor kan hun ende som hjælperytter, men med sit niveau burde hun også kunne klare en grovsortering på stigninger og dermed indgå i finalen. Klarer hun sig så langt - og måske endda længere end Wiebes - så har hun i hvert fald stadig sin hurtige spurt i behold, hvilket kan indbringe mere metal til den bugnende trofæsamling.

Storbritanniens bedste kort må være Pfeiffer Georgi , men for at vinde medalje skal hun nok håbe på et løb, hvor der ikke angribes for hårdt på stigningerne. Her har hun nemlig sine begrænsninger, i hvert fald i dette selskab, men bør alligevel kunne klare en grovsortering. Klarer hun en afgørende udskilning, er medalje til gengæld muligt, da hun i en spurt er hurtig uden dog at kunne slå enhver. Normalt ville en stjerne som Elizabeth Deignan være kaptajn for briterne, men siden sin anden barselsorlov har hun ikke opnået helt samme styrke som tidligere. Formstærke Anna Henderson er også et muligt alternativ i finalen.

En rytter med interesse i et hårdt løb vil være hjemmebanefavoritten Juliette Labous (Frankrig), der egentligt trives bedre på sværere stigninger, men som dog også er dygtig i hårde endagsløb. På det franske hold bør hun være bedste kort, så hun har ingen grund til at holde igen på bakkerne, og i et hårdt udskilningsløb kan hun være blandt de bedste. Fjerdepladsen på enkeltstarten vidner i hvert fald om strålende form, men hun får svært ved at vinde i en spurt i dette felt. Derfor er angreb vejen frem, men det kan også indbringe en medalje. Victoire Berteau er en mulig suppleant i finalen.

Læs også

Danskere dominerer i Schweiz – tager både etapesejr og førertrøje

Det største danske medaljehåb, Cecilie Uttrup Ludwig, blev ramt af endnu et uheld i en i forvejen uheldsplaget sæson, da hun styrtede og slog sin venstre side af kroppen på den regnvåde OL-enkeltstart. Heldigvis har hun meldt sig klar til linjeløbet, men nogen optimal forberedelse er det ikke. Forinden havde hun genfundet noget af sit vanlige niveau i Giro d’Italia med en tredjeplads på en kuperet etape og en samlet ottendeplads, så der er altså håb for, at hun også kan præstere her. Kan hun dét, så vi med hendes tredjeplads til VM sidste år, at hun kan køre op imod de bedste, men med tanke på danskerens forberedelse må medalje, og ikke sejr, være yderst tilfredsstillende. I dette felt bliver det dog ikke nemt, så hun skal time ethvert fremstød til perfektion. Også Emma Norsgaard har muligheder på en rute som denne.

Til VM 2023 blev det til en flot bronzemedalje til Cecilie Uttrup Ludwig. Foto: Sirotti

En skade betød en sen sæsonstart for en profil som Liane Lippert (Tyskland), og herefter haltede resultaterne, indtil hun vandt en forløsende etapesejr i Giro d’Italia. Dermed er der håb for, at hun kan genfinde sit strålende niveau fra 2023, hvor hun hentede både sejre og topplaceringer i store løb på sin kombination af holdbarhed og hurtighed. Disse evner passer perfekt til dette OL-linjeløb, men hun bør dog blive udfordret, hvis der køres for hårdt på stigningerne. Med et veltimet angreb og ikke mindst sin gode spurt er medalje dog inden for rækkevidde.

Med sin suveræne sejr på enkeltstarten har Grace Brown (Australien) allerede opnået overvældende succes til disse olympiske lege, men hun burde også kunne hævde sig i linjeløbet. I sine fire VM-linjeløb har hun dog aldrig nået top 20, men sejren i forårets Liège-Bastogne-Liège vidner om, at hun godt kan klare både distance og kortere stigninger. Den 32-årige, der kører sin sidste sæson, har også erfaringen i det taktiske spil, men kan ikke forventes at vinde medalje på styrke alene.

Her blandt outsiderne vil jeg tillade mig at nævne begge amerikanerne i samme ombæring: Kristen Faulkner og Chloe Dygert. Udover nationaliteten har de nemlig det tilfælles, at de ankommer i relativt usikker form, så deres chancer er svære at spå om. På papiret har de dog begge muligheder på denne rute, hvor de i topform kan klare en vis udskilning og så er hurtige på stregen. Faulkner er dog lidt af en specialist i solosejre, mens tempospecialisten Dygert, ironisk nok, har gjort sig mere i deciderede spurter. Særligt Faulkners form er ukendt, mens Dygert må have drømt om mere end bronze på enkeltstarten. Hvis de dog alligevel har ramt OL-formen, så er medaljer ikke umulige.

Østrigske Christina Schweinberger har i denne sæson ikke nået op sit tårnhøje niveau fra 2023, hvor hun imponerede i endagsløb efter endagsløb, herunder med en femteplads til VM. Denne rute ligger på papiret godt til hende, da hun er udfordret ved for mange højdemeter, men hun skal også genfinde takterne fra 2023 for at kunne gøre sig gældende til et topresultat.

Elise Chabbey (Schweiz) vender tilbage til de olympiske lege for første gang siden 2012 - hvor hun vel at mærke konkurrerede i kanoslalom. Siden har hun etableret sig som en fremragende cykelrytter, der uden at vinde meget får høstet sine topresultater, og som fik en syvendeplads ud af sin vanligt opportunistiske stil til VM sidste år. Topfavorit er hun ikke her, slet ikke efter et styrt i Giro d’Italia, men ruten passer hende godt, og det ville ligne hende dårligt ikke at angribe løbet forfra. Rammer hun det rette udbrud, kan hun ende i finalen, og så kan det godt blive til et topresultat.