Introduktion til løbet:

Fra Paris til Paris

Dato: 3. august

Antal kilometer: 273

Løbsstart: 11.00

Løbsafgørelse: Ca. 17.25

TV-dækning: Se oversigten her

Første udgave: 1936

Seneste vinder: Richard Carapaz (Ecuador)

Kategori: Internationalt mesterskab

De olympiske lege har særstatus inden for ikke blot sport, men kulturen i det hele taget, og i så stor en begivenhed er vores kære sport, cykling, blot en ubetydelig del. Som sportsgren var cykling allerede med i de første moderne olympiske lege i 1896, dog kun som enkeltstart, men landevejscykling udeblev af de følgende tre lege for at blive genintroduceret i 1912. Fra 1936 erstattede et linjeløb enkeltstarten som det enlige landevejsløb ved OL, indtil der i 1996 for første gang både blev afholdt linjeløb og enkeltstart ved de samme lege.

Netop fra 1996 blev OL åbnet op for professionelle cykelryttere, hvorfor Pascal Richard vandt guld i linjeløbet foran Rolf Sørensen, og Miguel Induráin vandt enkeltstarten. Da de olympiske lege som bekendt kun afholdes hvert fjerde år, er der i sagens natur ikke mange landevejsryttere, der i gennem årene har vundet mange medaljer. I de hidtidige 21 udgaver af herrernes linjeløb er der faktisk kun én enkelt rytter, der har vundet medaljer i flertal: kasakhiske Aleksandr Vinokurov med sølv i 2000 og guld i 2012. Igennem årene har Danmark vundet fire medaljer i herrernes linjeløb, alle af sølv: Kjell Rodian i 1964, Leif Mortensen i 1968, Rolf Sørensen i 1996 og senest Jakob Fuglsang i 2016.

Læs også

Mads P. kravler længere op på fornem liste med ny sejr

På den hårde rute ved legene i Tokyo 2021 sikrede Richard Carapaz sig en solosejr og en medfølgende guldmedalje, men hans regeringstid som olympisk mester er forbi. Under betydelig polemik har hans hjemland, Ecuador, nemlig givet landets enlige plads til Jhonatan Narváez, hvorfor den forsvarende mester altså end ikke deltager. Dermed er det kun sølvvinderen fra Tokyo, Wout van Aert, der som eneste tidligere medaljevinder kan gøre sig forhåbninger om at melde sig ind i Vinokurovs yderst eksklusive klub af vindere af mere end én medalje.

Introduktion til ruten

Traditionen tro er distancen i et mesterskabsløb som OL majestætisk: Hele 273 kilometer skal tilbagelægges i og omkring Paris på en rute, der i alt byder på 2.800 højdemeter. Dette antal højdemeter skyldes langt hen ad vejen de 13 stigninger, som er kategoriserede og fremhævede på ruteprofilen, men der er bestemt også andre bakker undervejs.

Efter en obligatorisk start ved turistattraktionerne i hjertet af Paris føres rytterne mod vest og på en første sløjfe uden for byernes by. Denne første sløjfe er ikke decideret flad og indeholder de tre første kategoriserede stigninger, men må dog betragtes som en blød første tredjedel af løbet.

Herefter fører ruten i en mere sydlig retning og ind på en mere krævende sløjfe sydvest for Paris, hvor de kategoriserede stigninger med lidt over 100 kilometer til mål ligger mere tæt i indløbet tilbage mod Paris og målstregen. Uden at nogle af stigningerne isoleret set bør være altafgørende, så ligger seks kategoriserede stigninger som perler på en snor, fordelt på bare 40 kilometer.

Efter 225 kilometer uden for Paris afsluttes OL-linjeløbet på tre kringlede omgange midt i millionbyen. Disse omgange betyder, foruden fire ukategoriserede bakker, også tre ture op ad den brostensbelagte vej op til Montmartre - 1 kilometer med 6,5 procent i gennemsnitlig stigning - med sidste passage 9,5 kilometer fra målstregen. Herefter venter ingen bakker, men i stedet en afslutning langs Seinen, inden et højresving fører ind på en 230 meter lange opløbsstrækning hen over broen Pont d’Iéna.

Om vind og vejr

I modsætning til den regnvåde OL-enkeltstart skulle vejret gerne holde tørt til linjeløbet, da der i Paris ventes 24 grader og overskyet himmel. Vinden kommer fra vest og skulle ligge på 3-4 sekundmeter med vindstød op til syv meter i sekundet. På rutens første halvdel vil der på flere nord- eller sydvendte strækninger være sidevind, men det ligner altså ikke blæst af en styrke, hvor der burde opstå splittelse. Derudover er der til et OL-løb maksimalt fire ryttere på de enkelte nationshold, så det er lidt af en satsning at ofre sine få ryttere på at lægge pres allerede på første halvdel i eventuel sidevind.

Favoritterne

Det er svært ikke at sammenligne denne rute - og dette løb - med sidste års VM, hvor både distance og antal højdemeter var tæt på ens med dette OL. Derudover er selv datoen og dermed placeringen næsten identisk, idet VM 2023 ganske exceptionelt allerede blev afholdt i begyndelsen af august - præcist som OL altid gør det. Dermed består feltet til dette OL, ganske som til sidste års VM, af en blanding af ryttere med og uden Tour de France i benene kort forinden.

VM 2023 blev vundet af Mathieu van der Poel, og uden at tyvstarte på rangeringen af dem så forventer jeg, at også medaljerne til dette OL skal fordeles mellem de klassikerstjerner, der præsterer i især de store forårsklassikere. Disse vil som regel være blandt favoritterne til disse mesterskabsløb, og i modsætning til OL i Tokyo og eksempelvis VM 2020 er det heller ikke så hård en rute, at de mere klatrestærke ryttere står med de bedste chancer.

Læs også

Visma-boss sætter ord på Vingegaards tidlige sæsonstop

VM 2023 er også en sund påmindelse om, at cykelløb nu engang skabes af rytterne. Her åbnede favoritterne op med hele 100 kilometer til mål, og så blev en ellers relativt tilforladelig omgang i Glasgow med kortere bakker end i Paris rigeligt hård til at skabe udskilning imellem verdens bedste cykelryttere. Det betyder også, at en blot én kilometer lang stigning som op til Montmartre meget vel kan vise sig altafgørende her til OL.

Derfor kunne man godt forestille sig, at den olympiske mester ganske enkelt er dén rytter, der viser sig stærkest inde på omgangene, og som kan køre alene væk. Omvendt er omgangene heller ikke hårdere, end at stigningen kan vise sig for kort til at gøre en vindende forskel - sådan som man ofte ser det i Milano-Sanremo, hvor de længere, men vel at mærke mindre stejle, bakker i afslutningen ikke nødvendigvis skaber afgørende splittelse. Derfor kunne der også være en eksklusiv gruppe, der skal spurte om sejren med Seinen under sig.

Taktisk er disse internationale mesterskaber unikke på kalenderen, da rytterne for en stund repræsenterer deres nationer, og OL har yderligere særstatus med en startliste på kun 90 ryttere. Derfor stiller selv de største landshold op med maksimalt fire ryttere, mens der til VM kan være helt op til ni. Det ændrer selvsagt de taktiske muligheder, at de enkelte hold så afgjort skal spare på rytterne. Endeligt er OL måske dét cykelløb, hvor en top 3-placering og dermed medalje vægter højest, selv for store stjerner der normalt kun går efter sejren.

På trods af landsholdenes størrelse er det alligevel nationaliteten, der er den måske største fordel for Remco Evenepoel (Belgien) - og så at han er en fantastisk cykelrytter, bevares. Sidstnævnte er han dog langt fra alene om at være i dette felt og end ikke på det belgiske hold. Det betyder dog, at Belgien bør have de bedste chancer for at have flere ryttere med i den absolutte finale, og det bør give holdet fordele. Her kunne Evenepoel meget vel lukrere på mindst én af de fabelagtige landsmænd - Wout van Aert, Jasper Stuyven og Tiesj Benoot - i det taktiske spil. Derudover viste han med sin overbevisende OL-triumf i enkeltstarten, at han ikke ligefrem virker træt efter Tour de France, og hvis dén form er intakt, kan han vise stærk nok til simpelthen at køre fra alt og alle. Endeligt er han jo faktisk dygtig i en spurt, så han har også chancer imod ellers hurtige klassikerstjerner. Det er dog heller ikke umuligt, at kræfterne trods alt er ved at slippe op, og at Belgien i stedet satser på en anden.

Ellers kan det også sagtens være, at Mathieu van der Poel (Holland) igen har timet formen til perfektion, sådan som han jo gjorde til VM sidste år. Her holdt han sig fra rampelyset under Tour de France for i stedet at møde op i optimal form til VM, som han vandt i så sikker stil, at han havde tid til at styrte i finalen. Samme opskrift har han indtil videre fulgt henimod dette OL med endnu en forholdsvist anonym Tour i benene. Generelt må man jo sige, at han forstår at finde sin egen vej til storform, hvor han på sølle syv løbsdage i foråret vandt to monumenter og blev nummer tre i et tredje. Resultater som disse indikerer, at han i topform sagtens kan være stærkest på dagen, og så er taktiske overvejelser mindre vigtige. Han står dog unægteligt svagt over for et forventet pres fra de belgiske naboer, da Daan Hoole næppe holder ind i finalen, og en ellers fremragende cykelrytter som Dylan van Baarle ankommer i usikker form efter en skadespræget sæson. Men er van der Poels egen form i top, bør han kunne modstå presset, og selv om han ikke vinder alle sine spurtdueller, så står han også særdeles stærkt i en eventuel sprint.

Efter et svingende Tour de France viste Wout van Aert (Belgien) klar formfremgang med sin bronzemedalje på enkeltstarten og meldte sig dermed tilbage i kampen om mere OL-metal her. Når han er i topform, er det jo ikke nogen hemmelighed, at belgieren er en af verdens absolut bedste endagsryttere, hvorfor han naturligvis også har sejrschancer her. Taktisk er han et lidt sikrere kort end Evenepoel, da han normalt er hurtigere på stregen, så det er ikke utænkeligt, at Evenepoel neutraliserer finaleangreb for van Aert. Man kunne også let forestille sig et scenarie, hvor Evenepoel angriber, og van Aert kan lukrere på rivalernes jagt. Omvendt tør jeg ikke endegyldigt konkludere, at van Aert efter en Tour langt under vanligt niveau er i topform, alene baseret på én strålende enkeltstart. I et forventet udskilningsløb er det ikke sikkert, at van Aert matcher Evenepoel, og med den tvivl tror jeg altså mere på Evenepoel. Men det er klart, at hvis van Aert har styrken og formen til at klare en udskilning, så har han også en chance for at vinde, selv om han har en uheldig vane med at samle på medaljer af sølv i stedet for af guld.

Danske Mads Pedersen har meldt klart ud: Ambitionen er en guldmedalje. Dét er bestemt ikke en umulig ambition, da den tidligere verdensmester på sine dage godt kan hamle op med og ligefrem slå sportens (øvrige) superstjerner. Ruten er også glimrende til ham, da den lægger op til et hårdt løb, men dog heller ikke med så meget klatring, at danskeren bør komme i problemer alene på stigningernes hårdhed. Fjerdepladsen til det lignende VM sidste år lover om, at det kan blive til medalje her, men desværre har den danske kaptajn ikke haft den optimale optakt. Han udgik af Touren med et brækket skulderblad og vil til starten på linjeløbet have haft præcist fire uger til at komme sig. Ifølge ham selv er han klar til guldkamp, men skaden kan godt tage toppen af hans ydeevne her, og så står de stærke konkurrenter altså i kø til at overgå ham. Har han omvendt kommet sig fuldstændigt, så har han niveau til medalje, der på en perfekt dag endda kan være af guld. Mattias Skjelmose har svoret troskab, men bør også være en aktør i finalen.

I år har Matteo Jorgenson (USA) vundet så forskellige løb som Paris-Nice og Dwars Door Vlaanderen og sluttede Tour de France af som en af de mest velkørende klassementsryttere. Hvis han har bevaret den form - eller sågar fortsat den opadgående formkurve - bør han være blandt de stærkeste her, da han så afgjort bliver svær at slippe af med på stigningerne. Hans medaljechancer ligger dog sandsynligvis i selv at tage teten op ad bakke, da han i et felt af hurtige klassikerryttere trods alt vil være udfordret i en spurt. I år har han imidlertid kørt på et niveau, hvor det ikke er utænkeligt, at han selv kan bidrage til en afgørende udskilning, og så er en medalje så sandelig mulig.

På hjemmebanen i Paris stiller Frankrig også op med en dobbelt verdensmester (beskrevet nedenfor), men jeg tror mere på den regerende europamester: Christophe Laporte. Skader og sygdom har i denne sæson hidtil forhindret ham i at opnå samme resultater som i jubelåret 2023, men selv i funktion af hjælperytter for Jonas Vingegaard lignede han i Touren en rytter tilbage på sit vanlige niveau. Dét er et niveau, der foruden EM-titlen sidste år, også har indbragt ham en VM-sølvmedalje i 2022, så han er også en dygtig mesterskabsrytter. Han bør blive udfordret, hvis der køres meget hårdt til på stigningerne, men han bør kunne svare godt igen. Skulle der være samling, er han blandt de hurtigste i en spurt, og VM-sølvet i 2022 blev netop hentet ved en spurtsejr i en større forfølgergruppe.

Læs også

Mads P. slår Van der Poel i suveræn spurtsejr - Skjelmose udgår

Med et imponerende comeback har Tom Pidcock (Storbritannien) allerede vundet OL-guld i Paris i mountainbike, så formen bør altså være på plads, efter han udgik af Touren inden 14. etape. En Pidcock i topform har før vist, at han kan begå sig imod verdenseliten i denne type løb, men hans mest meriterende sejre på landevejen har han trods alt ikke vundet i direkte duel imod sportens fænomener. Med sine evner på kortere stigninger, også på lange distancer, og i en spurt kan en landevejsmedalje være inden for rækkevidde, men en sejr skulle nok sikres med et fremstød langt udefra frem fra i en direkte duel med topfavoritterne. Han er Storbritanniens bedste bud, selv om ruteprofilen på papiret også passer en Stephen Williams.

Det ville være synd at sige, at det svækkede Schweiz’ medaljechancer i linjeløbet, at Stefan Bissegger efter enkeltstarten ”desværre” måtte erstattes af Marc Hirschi. I Hirschi får de nemlig en fremragende endagsløbsrytter, der med bronzemedaljen til VM 2020 også har vist, at han kan stå denne type distance. Profilen bør også passe ham godt, og han ankommer i funklende form med en få dage gammel samlet sejr i etapeløbet Czech Tour, så mon ikke selv en dygtig mesterskabsrytter som Stefan Küng vil være andetvalg. I direkte kamp mod de største stjerner bør begge schweizerne blive overmatchet, men med god timing af et taktisk fremstød er medalje ikke umuligt.

OL-guld på hjemmebane til en genopstanden Julian Alaphilippe? Det ville da være et eventyr. Desværre er ”genopstanden” et ord, der skulle indgå i den fortælling, da franskmanden endnu ikke har opnået det niveau, der indbragte ham VM-guld i både 2020 og 2021. I år har han da såmænd kørt glimrende, ikke mindst med en flot etapesejr i Giro d’Italia, og han ankommer med en dugfrisk sejr i bagagen, dog i et mindre løb. I direkte dueller imod den absolutte verdenselite har han dog været på bagkant de seneste år, så han ville virkeligt skulle finde noget stort frem for at køre med om medaljer her. Derudover har holdet som bekendt også en medaljekandidat i Christophe Laporte.

Det er selvfølgeligt en skam ikke at kunne forsvare en OL-titel, men Ecuadors udtagelse af Jhonatan Narváez frem for Richard Carapaz virker nu berettiget. På papiret har han i hvert fald strålende evner på en rute som denne, hvilket hans sejr på 1. etape af dette års Giro d’Italia beviste med al tydelighed. Trods mange flotte placeringer i endagsløb er det dog især på udvalgte etaper, at han henter sine bedste resultater, og i fire VM-starter har bedste placering været en 32. plads. Selv om han som sublim puncheur burde have gode chancer, så har jeg altså mine tvivl om hans evner i et endagsløb som dette. Men hvis han endeligt formår at udnytte evnerne i dette regi, så er en medalje ikke umulig.

Biniam Girmays (Eritrea) resultater som klassikerrytter overskygges af hans nylige kæmpesucces i Tour de France, men der er trods alt tale om en tidligere vinder af Gent-Wevelgem og fire andre endagsløb. Det er dog unægteligt det nye niveau, han viste i Tour de France, der øger hans chancer i dette selskab. Skulle han kunne surfe videre på dén succesbølge, vil han også kunne klare en grovsortering på stigningerne, men i en meget hård finale bør han dog blive overmatchet opad. Derfor ligger hans chancer for et topresultat nok i at vinde en spurt i en gruppe bagved de allerbedste, men det er ikke utænkeligt, at dét kan række til medalje.

Vi skal kun tilbage til VM 2022 for at finde Michael Matthews’ (Australien) seneste medalje ved et internationalt mesterskab, og med sin snævre andenplads i dette års Milano-Sanremo viste han, at niveauet ikke er forsvundet endnu. Alligevel må vi konstatere, at en ellers stor profil som ”Bling” ikke fik noget resultatmæssigt ud af Tour de France, og det kan være et dårligt tegn. Skulle han dog i stedet have brugt løbet som ren og skær OL-forberedelse, har han evnerne og ikke mindst erfaringen til alligevel at køre med om topplaceringerne.

Toms Skujiņš (Letland) har den tvivlsomme fornøjelse af at stille op uden holdkammerater, men fik dog heller ikke meget hjælp til at opnå sin ottendeplads til VM sidste år. I dette forår har han imponeret stort, først og fremmest med andenpladsen i Strade Bianche, så selv imod de største navne kan han køre med om topresultater. Det er selvfølgelig en ulempe at være alene, og han fik ikke meget ud ad sit Tour de France, men genfinder han forårsformen, er han outsider til en medalje. Han er dog udfordret i en eventuel spurt.

Alberto Bettiol (Italien) lagde hårdt og optimistisk ud i Tour de France, men indtog så en statistrolle for endeligt at udgå på 14. etape. Siden har han dog kørt sig til en tilfredsstillende 18. plads på OL-enkeltstarten, så der er håb for, at han har den fornødne form. Har han dét, er den tidligere Flandern Rundt-vinder en storartet klassikerrytter, der på sine dage er ustyrligt stærk og alene i år har tre overlegne solosejre. Han kan ikke forvente at vinde, men et tidligt fremstød - som til VM sidste år - kan bringe ham ind i finalen og muligvis endda i spil til en medalje.

Som en tyk streg under Belgiens kollektive styrke bliver der også plads til Jasper Stuyven i denne favoritvurdering, også selv om han selv har afsløret, at kaptajnerne er Evenepoel og van Aert. Det er der heller ingen grund til at betvivle, men Stuyven var så fantastisk velkørende særligt i sidste uge af Tour de France, at han med mange andre nationaliteter end lige belgisk selv havde været enekaptajn. Hans styrke og form bør om ikke andet betyde, at han kan spille en vigtig rolle i finalen og blive brugt i taktiske fremstød, der måske kan føre ham langt. Endeligt har han virket så velkørende, at han muligvis kunne tage over, hvis en af kaptajnerne skulle svigte.