Landevej
Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom
Prøv vores nye app
Optakt: OL – linjeløb
24. juli 2021 04:29Foto: Sirotti
Cykelsporten er en af de få discipliner, der var på programmet ved det allerførste OL, og i en sport, der er så traditionsbunden, er det ikke mærkeligt, at OL-linjeløbet er et stort højdepunkt. Lige siden det blev annonceret, at 2020-udgaven vil blive et af de mest kuperede, vi har set, har hypen omkring løbet i Tokyo været enorm, og da løbet har tiltrukket en stor del af grand tour-eliten, er det et af de mest imødesete i nyere tid. En brutal rute kombineret med brutal varm og brutal luftfugtighed sætter i hvert fald scenen til et benhårdt udskilningsløb, der vil afgøre, hvem der skal bære de gyldne symboler i de kommende tre år.
Annonce
Artiklen fortsætter efter videoen.
SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS
Løbets rolle og historie
OL har en mytisk status inden for de fleste olympiske discipliner, men af en eller anden grund har det været lidt anderledes inden for landevejscykling. Mens det er det ubetingede højdepunkt i hovedparten af disciplinerne, har betydningen af Tour de France og klassikerne samt det faktum, at der ikke er en særlig trøje på spil, alt sammen bidraget til, at OL-linjeløbet har spillet en knap så prominent rolle inden for cykelsporten. Vigtigst er det dog, at løbet frem til og med 1992 kun var åbent for amatører, og derfor er det i den traditionsbundne cykelsport reelt at regne som en ret ny begivenhed.
Sådan har det ikke været i de andre cykeldiscipliner. Banecyklingen har eksempelvis ikke nogen ækvivalent til Touren, og for alle ryttere med hang til velodromer er der intet over eller ved siden af OL. Det samme gælder for mountainbike og BMX, der er relativt nye discipliner på OL-programmet.
Det har imidlertid gradvist ændret sig, siden de professionelle ryttere fik adgang til OL i 1996, og nu om dage lægger rytterne langt mere væk på OL, end de tidligere har gjort. Hvert fjerde er kampen om den prestigiøse guldmedalje nu meget højt på prioriteringslisten for de fleste af de ryttere, der har en reel chance for at levere på den rute, værtsbyen har designet. Selv i 2016 og 2021, hvor ruterne har været meget bjergrige og skabt til grand tour-ryttere, har mange af etapeløbsspecialisterne endda været villige til at designe deres kalender med OL og ikke Tour de France som det naturlige fokuspunkt.
Den hidtil lidt reducerede betydning skyldes slet ikke en mangel på historie. Faktisk er linjeløbet en af de få begivenheder, der var på programmet ved det første OL i 1896, og dermed har løbet faktisk en historie, der er længere, end det gælder for Touren og de fleste af klassikerne. Græske Aristidis Konstantinidis blev den første guldmedaljevinder, men herefter skulle vi frem til 1912, inden landevejscykling igen var på programmet. Dengang skete de i form af både en enkeltstart og et holdløb, og sådan forblev det indtil 1936 hvor linjeløbet vendte tilbage, både i et individuelt format og i et kollektivt format. Det kollektive linjeløb blev i 1960 igen erstattet af det klassiske holdløb for nationer, og de to discipliner udgjorde landevejssportens OL-program hele vejen frem til legene i Atlanta i 1996. Her blev holdløbet erstattet af en enkeltstart, og siden dengang har sportens to nøglediscipliner tilbudt landevejssportens to guldmedaljer ved OL. Banesporten har været med siden starten i 1896 (dog med 1912-legene som en undtagelse), mountainbike kom på programmet i 1996, og BMX er den nyeste OL-disciplin, der blev en del af festen i 2008 - fra i år også med BMX Freestyle som en tilføjelse.
Hvis man kombinerer alle cykeldiscipliner for begge køb, er det ingen overraskelse, at medaljetabellen toppes af de af sportens kernelande, der har været stærke både på landevejen og banen. Frankrig topper lidt med 91 medaljer foran Storbritannien med 87, men briterne har færre guldmedaljer end italienerne, der samlet set blot har vundet 59 medaljer. Herefter følger USA med 55 og Australien med 51, men begge disse nationer overgås på guldmedaljer af Holland, der ”kun” har vundet 49 medaljer i alt. Derimod er store nationer som Belgien og Spanien, der først og fremmest har haft fokus på landevejen, langt tilbage med hhv. bare 25 og 15 og således begge bag Danmark, der med 26 medaljer, heraf 7 af guld, ligger på en flot 8. plads - dog på en 9. plads, hvis vi ser på antallet af guldmedaljer.
Annonce
Hvis vi ser på listen over medaljetagere, er det tydeligt, at landevejsdisciplinen ikke har været en stor disciplin på OL-programmet. Ingen af cykelsportens legendariske skikkelser vandt i løbet af 1900-tallet. Navnene på vinderen fra 1956, Ercole Baldini, og 1972-vinderen, Hennie Kuiper, skiller sig ud, men der er ingen Eddy Merckx, Fausto Coppi eller Bernard Hinault på listen. Efter årtusindeskiftet er det hele imidlertid blevet forandret med introduktionen af det professionelle felt og den større prestige, og efter år 2000 er guldmedaljerne blevet vundet af Jan Ullrich, Paolo Bettini, Samuel Sanchez, Alexandre Vinokourov og Greg van Avermaet, der alle har været dominerende skikkelser i sporten.
OL-linjeløbet er i dag måske nok et af de store højdepunkter på landevejskalenderen, men det er er stadig en sær og meget usædvanlig begivenhed. Mens de fleste endagsløb har en mere eller mindre fast rute med begrænset plads til variation, er OL helt anderledes. Med forskellige ruter fra gang til gang er målet at tilbyde forskellige typer chancen for at blive olympiske mestre mindst én gang i karrieren. Linjeløbet har intet fast format: i nogle år kan det være et paradis for sprintere, men det i andre kan være skabt til klatrere eller klassikerryttere.
I den forstand er det anderledes end mange andre sportsgrene, hvor værtsbyen har meget lille indflydelse på udfaldet. Landevejscykling er en af de mest alsidige sportsgrene, og det gør det langt vanskeligere at tale om sportens bedste atlet. Mens den olympiske mestr aldrig kan regnes som feltets stærkeste inden for alle landevejscyklings områder, skulle de fleste af en generations bedste ryttere gerne have muligheden for at gå efter guldet på et eller andet tidspunkt.
Det afspejles meget fint af de seneste to udgaver af legene. I 2012 forbigik man de fleste klatrere i udtagelsesprocessen, da den flade rute i London ikke rigtigt gav dem plads til at vise sig frem. De få bjerggeder, der var til start, var der hovedsageligt for oplevelsens skyld, men for sprinterne var det anderledes. For de hurtige folk gjorde den flade rute i London det til hovedmålet i sæsonen. Sådan vil det formentlig være igen i 2024, når Paris byder velkommen til et løb, der umuligt kan være andet end temmelig fladt.
I Rio og i Tokyo havde og har sprinterne til gengæld meget lidt at komme efter. Begge ruter blev designet med klatrere og grand tour-rytter for øje, og dermed er den nuværende generation af disse ryttere så heldige, at de har fået hele to muligheder for at jagte det forjættede guld. Som det var tilfældet for fem år siden, har det gjort OL til et stort mål for de fleste af sportens etapeløbsstjerner, der har forsøgt at finde den rette balance mellem Touren og OL. Da VM i langt hovedparten af tilfældene appellerer til klassikerryttere og sprintere, har denne ryttertype relativt sjældent en chance for at vinde de store mesterskabsløb, og dermed har både løbene i Tokyo og Rio haft en helt særlig aura, der har skabt større hype, end man kan vente på mere klassiske ruter.
I moderne sport spiller penge en stor rolle, og her adskiller cykelsporten sig ikke. Normalt repræsenterer rytterne deres firmahold, men ved få lejligheder vender de tilbage til en svunden tid og ifører sig landsholdstrøjen. Det sker ved VM, og OL tilbyder en anden chance for at iføre sig de nationale farver. Mens det bringer følelsen af national stolthed til et nyt niveau, skaber det altid vanskeligheder for landstrænerne, der pludselig skal forene rivaler i en kamp for et fælles mål. Historien er fyldt med eksempler, hvor den bestræbelse er mislykkedes, og hvor landshold har været delt i forskellige lejre, som afspejler firmahold og personlige relationer. Blandt andet Italien var kendt for en sådan splittelse, indtil den nu afdøde landstræner gjorde sig selv kendt for sin evne til at forene det engang så disharmoniske støvleland til en meget succesrig enhed i første del af dette årtusinde.
Som de fleste andre sportsgrene er cykelsporten meget hierarkisk, og de store hold konkurrerer som regel mod hinanden, men ved VM og OL får de små nationer deres plads i rampelyset. Mindre kendte ryttere, der normalt befinder sig langt fra WorldTourens medieopmærksomhed, får her chancen for at krydse klinger med nogle af sportens største stjerner i en begivenhed, der faktisk betyder noget. Samtidig er løbene de eneste, hvor holdene er ulige stillet allerede fra start. Taktikken kompliceres nemlig af, at visse nationer har flere ryttere end andre, og det er typisk en betydelig ulempe for selv den stærkeste rytter, hvis han kører for en lille nation.
Sammenlignet med VM er OL endda endnu mere kompliceret. I dette løb har selv de stærkeste hold nemlig ikke mere end fem ryttere til start. End ikke de bedst udrustede hold kan kontrollere et løb på ca. 250 km, og det gør løbene til uhyre taktiske affærer. Det bedste eksempel er løbet i London. Det britiske hold kom til start med de to bedste ryttere fra det nyligt overståede Tour de France, men selv den forenede muskelkraft fra Bradley Wiggins og Chris Froome var ikke nok til at sikre Mark Cavendish chancen for at spurte sig til det eftertragtede hjemmebaneguld. Som i Rio - hvor løbet i øvrigt også gled favoritterne af hænde langt fra mål - vil den kuperede rute i Tokyo endda være endnu vanskeligere at kontrollere, og det kan derfor meget vel kræve en god mængde held og taktisk snilde at ramme det løbsafgørende udbrud selv i et løb, der meget vel kan handle om udskilning bagfra.
Modsat de største klassikere afvikles OL og VM ofte som en form for rundstrækningsløb. Hele løbet afvikles ikke altid kun på en enkelt rundstrækning - det er nu om dage ganske sjældent tilfældet - men det er næsten altid en eller anden form for repetition involveret. Det gør løbene endnu mere specielle, og det er et format, der appellerer mere til nogle ryttere end andre. I år oplever vi imidlertid noget ganske særligt med en rute, der slet ikke involverer flere omgange på én enkelt rundstrækning, men i stedet består af en tur fra A til B efterfulgt af bare én omgang på en sidste rundstrækning, og dermed forsvinder hele det element af gentagelse, der ellers er et af de faste kendetegn ved mesterskabsløbene.
Det seneste OL-løb i Rio var imødeset med stor spænding grundet den kuperede rute, der blev betegnet som en sag for klatrere. Løbet fik imidlertid en overraskende vinder, da et tidligt udbrud igen viste sig at snyde favoritterne. Egentlig havde Vincenzo Nibali, Sergio Henao og Rafal Majka gjort det, der lignede den afgørende forskel, men et styrt på den efterfølgende nedkørsel kostede Nibali og Henao en formentlig sikker medalje. I stedet var Majka pludselig alene i front, men bag ham var der samlet en forfølgergruppe af offensivt kørende folk, hvorfra Greg van Avermaet og Jakob Fuglsang kørte væk. De fik i tide kontakt med Majka, og herefter var det en ren formalitet at se Van Avermaet snyde alle klatrerne og spurte sig til OL-guldet foran Fuglsang og Majka. Belgieren vender i år tilbage for at forsvare sin titel - denne gang dog i en forventet hjælperrolle - men både Fuglsang og Majka er til gengæld kaptajner for deres respektive nationer i et løb, der altså byder på gensyn med alle medaljetagerne fra 2016.
Annonce
SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS
Ruten
I den ideelle verden må det være en intention, at OL-ruter designes sådan, at forskellige ryttertyper alle får chancen for at gå efter OL-guldet i løbet af deres karrierer. Samme ambition har man til VM, men for legenes vedkommende er det selvsagt mere kompliceret. VM afvikles hvert eneste år og giver dermed betydeligt større rum for at skabe den tilstrækkelige variation i løbet af det tidsforløb, en typisk cykelkarriere varer, og derudover er det UCI, der alene beslutter sig for, hvor løbene skal afvikles, og hvor kuperede ruterne skal være.
Så enkelt er det ikke til OL. Én ting er, at en cykelrytter i løbet af en karriere kun får ganske få lejligheder for at deltage ved begivenheden. Noget andet er, at det er IOC og ikke UCI, der fastlægger værtsbyen. Selvom cykelunionen herefter er involveret i rutedesignet, er det klart, at værternes topografiske muligheder i høj grad er bestemmende for ruternes sværhedsgrad.
Derfor ender den nuværende generation af klatrere og klassementsryttere med at blive særligt begunstiget, hvilket faktisk er ret paradoksalt. Normalt er den slags ryttere nemlig de mest oversete ved VM, hvor rundstrækningsformatet i umiddelbar nærhed af verdensbyerne ofte betyder, at VM-løb har et fravær af længere stigninger. Derfor hører det til sjældenhederne, at VM-løb er decideret klatrevenlige. OL afvikles med større intervaller, men mønsteret er det samme her. Her er verdensbyerne næsten altid meget store metropoler, der sjældent ligger midt i bjergene, og det vil altid have den effekt, at heller ikke OL-løb vil have mange bjergrige udgaver.
Derfor må feltets klatrere føle sig særligt privilegerede. Allerede OL i Beijing blev en ganske kuperet sag, da arrangørerne afstod fra fristelsen til at henlægge målet for linjeløbet i selve storbyen, hvis centrum ligger i et helt fladt område, men i stedet henlagde det til de nærliggende bjerge. Endnu mere heldige var de i Rio, hvor bjergene ligger endnu tættere på centrum af værtsbyen, og hvor man derfor kunne designe en endnu mere kuperet rute - endda uden at gå på kompromis med ønsket om at lade det hele slutte i bycentrum.
Annonce
Allerede da Tokyo blev udpeget som værtsby i december 2013, kunne klatrerne måske lugte muligheden for, at der var en chance for et tredje kuperet OL ud af de fire, vi har haft siden 2008. Selve Tokyo er ganske vist flad med et større fladt område øst for storbyen, men resten af øen Honshu, hvor byen ligger, er ganske kuperet. Faktisk er der ikke langt til Mount Fuji, der med sine 3776 m er en af verdens højeste øbjergtoppe.
Trods den topografi var der nok alligevel mange klatrere, der kneb sig i armen, da de vedholdende rygter om ruten, blev bekræftet. Væk var den forventede afslutning i Tokyo, og i stedet har arrangørerne maksimeret udbyttet af det kuperede terræn. Der har været et ønske om at lade Mount Fuji spille en prominent rolle, og ved at henlægge målet til motorsportsbanen Fuji, der ligger i umiddelbar nærhed af bjerget, har man kunnet designe noget, der minder om et halvt bjergløb med meget længere stigninger, end man typisk ser det ved et mesterskabsløb. Dermed er der for tredje gang på tretten år tale om et meget svært OL, men de lette folk skal nok også slå til nu. Det kommende OL-løb i Paris kan umuligt blive andet end fladt, og selvom der er bjerge i nærheden af Los Angeles, virker det usandsynligt, at 2028-løbet vil blive lige så vanskeligt, som vi har set i 2016 og 2020.
At stigningerne er længere end vanligt, skyldes, at man helt ekstraordinært totalt har droppet det rundstrækningsforløb, der ellers kendetegner mesterskabsløb. Typisk består i hvert fald store dele af disse af flere omgang på én eller flere rundstrækninger, men sådan er det slet ikke denne gang, hvor der ikke er nogen repetition. Årets OL-løb består nemlig af det indledende punkt-til-punkt-stykke, som vi i dag i stigende grad ser ved mesterskaber, og herefter en omgang på hver af to forskellige rundstrækninger omkring motorsportsbanen. Det er anderledes end ved løbene i London og Rio, hvor der ganske ikke sluttedes med rundstrækninger, men hvor man kørte omgange på sådanne, inden man sluttede af med at køre ind til centrum af de to værtsbyer.
I et andet kendetegn ved OL er, at det naturligvis skal have samme distance, som vi kender det fra klassikerne og VM, selvom de 234,0 km er i den korte ende af spektret. Tokyo snydes ikke helt for festlighederne, da starten går i Musashinonomori Park, der dog ligger helt ude i byen vestlige udkant relativt langt fra centrum. Herfra kan rytterne sætte pris på fladlandet omkring storbyen, når de af en flad vej kører mod sydvest ud af byzonen på det, der må betegnes som den letteste del af ruten.
Langsomt nærmer man sig bjergene, og derfor begynder det at stige let, mens man fortsætter mod sydvest. Det hele kulminerer, når man rammer Doushi Road (4,3 km, 6,2%), der bare bliver stejlere og stejlere md først tre kilometer med hhv. 4,9%, 5,6% og 6,2% og slutteligt 1300 m med 7,7%, inden man runder toppen i 1121 m højde efter 80,5 km. På toppen kører man fladt langs bredden af en sø, inden man atter kører mod sydvest op ad Kagosaka Pass (2,2 km, 4,8%), der er en helt jævn stigning med top efter 96,5 km. Herfra går det mod syd og sydøst ad en teknisk relativt enkel nedkørsel, der leder ned til området omkring motorsportsbanen, der ligger umiddelbart nordøst for Mount Fuji for foden af det ikoniske bjerg.
Annonce
I stedet for at køre ind til banen og dermed passere mål begiver man sig nu ud på den 50,3 km lange Mount Fuji-rundstrækning, der sender feltet et stykke op ad Japans mest berømte bjerg. Den indledes med, at man følger en lige vej mod syd og sydvest, inden man drejer mod vest og senere nordvest og nord for at køre op i 1451 m højde på det i alt næsten 4000 m høje bjerg. Det sker via en opkørsel, der kaldes Fuji Sanroku (14,5 km, 6,0%), der starter med tre relativt svære kilometer med 6-8%, men derefter mest af alt ligger på 5-6%, dog afbrudt af både fladere og stejlere stykker undervejs, herunder en tiende kilometer med 9,4%. Toppen rundes efter 139,2 km, og herfra går det mod nordøst og sydøst af en kun i starten en anelse kringlet, men ellers generelt let nedkørsel, der leder tilbage til fladlandet, hvor man kører mod nordøst frem til rundstrækningens udgangspunkt
Efter turen til Mount Fuji kører man igennem småkuperet terræn ind til selve motorsportsbanen, hvor man kører en omgang og krydser stregen for første gang efter 171,5 km. Løbets næste fase består herefter af en omgang på en 17,7 km lang rundstrækning i området omkring banen. Den går konstant lidt op og ned med to mindre bakker - herunder en sidste med 5,7% over 1,4 km - men der er ingen væsentlige stigninger undervejs, inden man efter 189,2 km krydser stregen for anden gang.
Nu indledes finalen, når løbet afsluttes med en omgang på en 44,8 km lang rundstrækning, der er betydeligt hårdere. Den indledes nemlig med, at man via en lille nedkørsel kører mod nordøst væk fra banen, inden man drejer mod nord og senere nordvest for at køre op ad dagens væsentligste udfordring Mikuni Pass (6,8 km, 10,1%). Der er tale om en modbydelig sag, der efter en første kilometer med 8,4% stiger med 11-13 over de følgende fire kilometer, inden den flader ud med 6-7% over de sidste 1800 m frem mod toppen, der rundes efter 201,0 km.
Herfra resterer 33,0 km, der indledes med, at man kører fladt hen langs den modsatte bred af den sø, man allerede passerede efter toppen af Doushi Road. Kort efter drejer man mod sydvest for igen at køre over Kagosaka Pass (2,2 km, 4,7%), der som sagt er en helt jævn stigning, hvis top nu rundes efter 212,7 km. De sidste 21,3 km indledes herefter med samme ikke speciel vanskelige nedkørsel, som tidligere blev benyttet, og som fører mod syd og sydøst tilbage til fladlandet omkring motorsportsbanen. Her kører man op ad en lille bakke (1,4 km, 5,7%) med top 5 km fra stregen, inden man kører ind på den småkuperede bane, hvor løbet slutter. På banen er der kun bløde kurver, som er typiske for motorsportsbaner, inden man rammer den mere end en kilometer lange opløbsstrækning. Den næstsidste kilometer er let stigende, men efter den røde flamme er det stort set fladt.
I alt byder løbet på 4362 højdemeter over de 234 km. Til sammenlign var der i Rio 4874 højdemeter over 242 km, i London 2536 højdemeter over 250 km, i Beijing 3787 højdemeter over 249 km, i Athen 2833 højdemeter over 212 km, i Sydney 2789 højdemeter over 239 km og i Atlanta 2418 højdemeter over 211 km.
Annonce
Annonce
Vejret
Lige siden det blev klart, at OL blev henlagt til Tokyo, har der næsten være lige så stor frygt for den voldsomme varme og høje luftfugtighed, der præger Japan om sommeren. Det bliver skam også vanskelige betingelser, der kommer til at præge løbet. I Tokyo by ventes kun få skyer og en temperatur på 33 grader, mens det i målområdet i bjergene ventes at være betydeligt køligere med en temperatur på 27 grader. Dagen vil være præget af en ustabil luft, hvor der i bjergene vil være en bygerisiko på 40-45%, idet den dog aftager til 25% til løbets slutning. Vinden vil bare være svag til let (8-9 km/t) fra først øst og siden sydøst, hvilket giver sidemedvind på turen ud til motorsportsbanen. Her vil der være medvind på Mount Fuji, mens der på den sidste rundstrækning vil være sidemed- og medvind på Mikunipasset, sidevind på Kagosakapasset og sidemod- og modvind på nedkørslen og stykket ind til motorsportsbanen, hvor der vil være næsten konstant sidevind, herunder på selve opløbsstrækningen.
SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS
Annonce
Favoritterne
OL er på alle måder en særlig begivenhed. Alene dets sjældenhed gør det til en helt unik begivenhed på cykelkalenderen, der heldigvis i løbet af de seneste 25 år har fået den prestige, det fortjener. I dag regnes det som det store sæsonmål, det også børe være, og mange af de ryttere, der har en reel chance for at begå sig på årets rute, har haft løbet som et væsentligt mål og mange har også indrettet deres sæsonplaner efter at præstere den kommende lørdag.
Der var megen snak om OL-løbet, siden ruten blev kendt for efterhånden mange år siden, hvor der hurtigt begyndte at florere rygter om en særligt hård rute. De rygter blev i den grad bekræftet med et design, der appellerer til klatrere og grand tour-ryttere, der altså på lidt paradoksal vis nu for anden gang i træk får chancen for at kæmpe om sejren i et af de mest prestigiøse endagsløb, selvom netop den ryttertype kun sjældent har de allerbedste chancer ved VM eller i hovedparten af klassikerne.
Dermed tilbyder ruten også en chance for revanche for de mange, der blev snydt i Rio for fem år siden, mens sprinterne til gengæld må vente helt til 2024, inden de får mulighed for at gå efter det guld, de senest kunne jagte i 2012. Af samme grund har det været naturligt at sammenligne løbet med det, vi havde i Brasilien, når man skal vurdere, hvor hård en udgave vi har udsigt til.
Dengang var der som bekendt almindelig konsensus om, at løbet var for klatrere, og derfor valgte de fleste af de tungere folk løbet fra. Det klatrermæssigt svagt besatte belgiske landshold erkendte således, at de var outsidere, og Peter Sagan droppede helt landevejsløbet til fordel for mountainbiken. Derfor gjorde det utvivlsomt også meget ondt på slovakken at se, at hans rival, Greg van Avermaet, løb med guldet og gav en overraskende sejr til Belgien, og selvom han aldrig har indrømmet, at beslutningen nok var en fejl, fornemmer man et skær af fortrydelse, hver eneste gang Sagan bliver spurgt til OL i Rio.
Måske er det derfor, at han har været meget insisterende på at deltage denne gang - selvom en skade i sidste ende kom i vejen - men spørgsmålet er, om vi kan vente os en lignende overraskelse denne gang. Egentlig tilbyder ruten i Tokyo færre højdemeter, end vi havde i Rio - også når der kompenseres for den marginalt kortere distance - men alligevel synes der at være konsensus om, at ruten er endnu bedre for klatrere, end det var tilfældet i Brasilien.
Annonce
Årsagen er først og fremmest Mikunipasset. Nok var stigningerne i Rio svære, men ingen af dem kunne måle sig med den brutale japanske mur, man har fundet frem til lejligheden. Ikke blot har den fire urimeligt stejle kilometer, der langt overgår det, vi så i 2016. Den har også en tilstrækkelig længde til, at vi går fra ardenner- til klatrermode.
Det gælder også tidligere på ruten. Nok er turen op ad Mount Fuji ikke en alt for krævende stigning, men der er tale om et rigtigt bjerg med en længde, man kun meget sjældent ser i endagsløb, og som man slet ikke så i Rio. Med beslutningen om tillige at droppe det rundstrækningsformat, der ellers kendetegner mesterskabsløbene, minder etapen meget mere om en bjergetape i en grand tour end et stort mesterskab. Eneste forskel er, at løbet slutter med et lidt lettere stykke, som man i de store etapeløb ofte forsøger at undgå.
Der er dog ét væsentligt forhold, der gør OL-løbet til noget helt andet end både et VM eller en grand tour-etape, nemlig holdenes størrelse. I intet andet større cykelløb er holdene så små, som de er det i kampen om guldmedaljen, og det giver et løb, der ikke kan sammenlignes med noget som helst andet. I sig selv kan det være en opgave at kontrollere et 234 km langt løb, men når det skal ske med hold, der selv for de store nationer ikke tæller mere end fem mand, bliver det en monumental udfordring.
Historien taler da også sit tydelige sprog. Det har vist sig at være tæt på en umulighed. Faktisk har vi i de seks OL-løb, der har været åbne for professionelle, kun set én favoritsejr, nemlig da storfavoritten Paolo Bettini sejrede i Athen i 2004. I alle andre udgaver er sejren gået til en outsider. Pascal Richard var bestemt ikke den største favorit i 1996, og selvom han var en af sportens giganter, var han Jan Ullrich på alle måder en usandsynlig vinder på den relativt flade rute i Sydney.
De seneste tre udgaver fortæller meget fint historien om vanskelighederne. I 2008 var alle øjne rettet mod Bettini og Alejandro Valverde, men hverken Italien eller Spanien kunne kontrollere løbet. Allerede tidligt kørte en stor gruppe i Beijings bjerge, og det blev i stedet de italienske og spanske løjtnanter, Davide Rebellin og Samuel Sanchez, der kørte om sejren - ganske enkelt fordi ingen var i stand til at hente et udbrud med deltagelse af alle de store nationer. Historien gentog sig i London, hvor hele England drømte om, at Mark Cavendish skulle spurte sig til en populær guldmedalje på hjemmebane, men hvor selv den kombinerede muskelkraft fra nr. 1 og 2 i det netop overståede Tour de France, Bradley Wiggins og Chris Froome, ikke var nok til at styre et uregerligt felt. Massespurten blev aldrig til virkelighed, og Alexandre Vinokourov blev den usandsynlige vinder, Ullrich havde været det i Sydney.
Endelig så vi mønsteret gentaget i 2016. Dengang var der megen snak om særligt Valverde, men også den nylige Tour-vinder, Chris Froome, var med spænding imødeset. Begge blev de imidlertid hurtigt elimineret sammen med størstedelen af de øvrige favoritter, da en stor gruppe atter slap væk relativt tidligt. Ganske vist lykkedes det en flyvende Julian Alaphilippe at sætte Froome og køre op til fronten, men på det tidspunkt var det allerede for sent. Den eneste af forhåndsfavoritterne, der havde været vågen, var Vincenzo Nibali, der smed en sikker medalje væk i sit sene styrt, og selvom Alaphilippe nåede at indhente det meste af udbruddet og sikre sig en 4. plads, kom han ikke med, da bussen kørte. Greg van Avermaet og Jakob Fuglsang kørte væk og op til Rafal Majka, der var ”last man standing” fra Nibali-gruppen, som også havde talt Sergio Henao, og det blev dermed tre outsidere, som spurtede om sejren, mens forhåndsfavoritterne kunne rulle over stregen senere.
Baseret på den historik skal man holde sig langt væk fra løbets favoritter, hvis man er spillertypen, og der kan ved et OL-løb være særligt gode penge at vinde ved at satse på en outsider. Risikoen for, at løbet glider favoritterne af hænde, er nemlig større end vanligt. De store nationer er nemlig pinligt bevidste om, at det med så små hold er helt afgørende ikke at komme på bagkant. Derfor har de ofte ambitionen om at lade deres næst- og tredjebedste kort følge de tidlige udbrud. Kører der pludselig en gruppe med de vigtigste nationer, er løbet reelt kørt for alle favoritterne, som vi eksempelvis så det, da løjtnanterne endte med at slås om guldet i Beijing. Til OL er det sjældent stærkeste mand, der vinder. Tværtimod er taktik og dermed også lidt tilfældigheder ofte afgørende. Det er sjældent en fordel at være udråbt som favorit.
Det gør løbet særdeles åbent. Det er det også af andre årsager. Der er nemlig stor usikkerhed om, hvilken forberedelse der har været den bedste, og her er hovedspørgsmålet, om deltagelse i Touren har været den rette vej til Tokyo. På den ene side kan en grand tour ofte give rytterne et formmæssigt boost, men det kan også dræne dem for energi. Denne gang afvikles løbet bare seks dage efter afslutningen i Paris, og det er et meget lille vindue til at komme sig. Omvendt har juli måned været næsten renset for andre løb, og derfor har hovedparten af de ryttere, der ikke kommer fra Touren, ikke kørt løb i mere end en måned - en forberedelse, der bestemt heller ikke kan kaldes ideel.
Vi har heldigvis to sammenligningsgrundlag. Den ene er Clasica San Sebastian, der traditionelt afvikles netop lørdagen efter Tour-afslutningen. Her viser historien klart, at Tour-rytterne har en klar fordel, men også at der er mange af Tourens nøglefigurer, der ofte er trætte og skuffer fælt.
Det andet sammenligningsgrundlag er VM-løbet i coronaåret 2020, hvor der kørtes søndagen efter Tour-afslutningen. Her var det ret åbenlyst, at deltagelse i Touren var en fordel. Blandt de seks ryttere, der kørte væk på sidste stigning, kom de fem fra Touren. Kun Jakob Fuglsang kunne gøre Tour-rytterne selskab, mens blandt andre Michael Woods, der burde have været skabt til den finale, kom til kort. Til gengæld var det også tydeligt, at det ikke var en fordel at have kørt klassement. Den i Touren så flyvende Primoz Roglic var slet og ret udkørt og gruppens klart svageste mand, og i stedet viste det sig, at løbet blev domineret af ryttere, der havde kørt Touren med fokus på etapesejre - altså af ryttere, der havde fået Tourens formboost uden at køre sig selv helt i hegnet.
Vi så noget lignende med Tadej Pogacar, der ved VM angreb tidligt som hjælper for Roglic, og som ved det efterfølgende Fleche Wallonne var langt under sit vanlige niveau. I Liege, der kørtes søndagen efter VM-løbet, var Pogacar og Roglic i stand til at køre med om sejren - Roglic endda i stand til at vinde det - men det var også klart, at de stærkeste på stigningerne ikke var de to ellers uovervindelige slovenere, men derimod Marc Hirschi og Julian Alaphilippe, der også var dem overlegne på VM-stigningerne.
Denne gang kompliceres det yderligere af den lange rejse. Mange af Tour-rytterne satte sig direkte i et fly fra Paris søndag aften, og de har derfor haft kortere tid til at vænne sig til tidsforskel og den trykkende, fugtige varme, der kendetegner Japan om sommeren. Det kan give de ryttere, der ikke kommer fra Touren, en fordel, de ikke havde ved sidste års VM eller har i San Sebastian, hvor løbene køres i nabolande til Tourens hjemland. Det kan måske udligne lidt af det formboost, som mange af Tour-rytterne vil have.
Hele den diskussion bliver dog knap så aktuel, hvis de mest åbenlyse favoritter igen bliver fanget i det taktiske spil, og chancen for en outsidersejr må igen i år regnes som meget, meget stor. En bjergrig rute er i sagens natur endnu vanskeligere at kontrollere end et fladbaneløb, og det bliver derfor lidt af en opgave at holde styr på løjerne.
Endnu vanskeligere bliver det af, at alle kigger på Slovenien. Med Pogacar og Roglic til start kommer den lille nation med de to ryttere, der har været altdominerende på stigningerne i de seneste to sæsoner. Det er de færreste, der har lyst til at slås med de to monstre på Mikunipasset, og derfor vil mange nationer dem i forkøbet. Bedre bliver det ikke af, at landet kun har kvalificeret fire ryttere og dermed står endnu ringere end de største nationer.
Det andet nøgleland er naturligvis Belgien, der efter Wout van Aerts drømmeafslutning på Touren virkelig tror på et titelforsvar. Med Remco Evenepoel som den anden option vil belgierne formentlig være en allieret til slovenerne i forsøget på at holde løbet nogenlunde under kontrol. Det kan imidlertid meget vel blive op til de to nationer at styre store dele af løbet, og med i alt bare fem hjælpere er det en svær opgave, når de fleste andre lande vil gøre alt for at gentage scenarierne fra Beijing og Rio, altså at komme favoritterne i forkøbet.
Jeg er spændt på, om spanierne er en allieret. Holdet er bygget ret entydigt op, om Alejandro Valverde, der drømmer stort om at vinde det OL-guld, som er den store ”mangel” på hans imponerende cv. Holdet vil helt sikkert gøre meget for at sætte deres mest oplagte vinderkandidat i scene. På den anden side vil Valverde næppe heller være helt komfortabel ved at skulle følge Roglic og Pogacar på Mikuni, og det er derfor nærliggende at tro, at de vil være fint tilfredse med at spille Ion Izagirre ud som løjtnant.
Heldigvis for de lande, der gerne vil kontrollere, består ruten også af lange, fladere stykker, som gør det lidt lettere at holde styr på tingene. De vil utvivlsomt markere hinanden kraftigt i den indledende fase, og det bliver derfor svært for de vigtigste lande at sikre sig deltagelse i det tidlige udbrud. Det vil formentlig blive etableret efter en ret lang kamp, da det for mange af de små nationer er selve løbets formål at få deltagelse i udbruddet og sikre sig den maksimale eksponering.
Derefter regner jeg med, at Slovenien og Belgien vil være de nationer, der primært skal kontrollere, måske med hjælp fra Spanien. Herefter vil de to første stigninger, der kommer en anelse for tidligt, formentlig mest blive brugt til at slide på feltet, og her kan vi nok bare vente os en stille jagt på udbruddet i et relativt lavt tempo, hvor de store nationer vil forsøge ikke at slide for meget på deres hjælpere.
Til gengæld anser jeg det som sandsynligt, at løbet allerede bliver åbnet på Mount Fuji. Ganske vist kommer bjerget med ca. 100 km til mål, men det er her, man kan skabe den stærke løjtnantsgruppe, der måske kan eliminere favoritterne inden Mikuni. Blandt de store nationer er det særligt Italien, England, Frankrig og Colombia, som med deres store bredde, men mangel på topfavorit, kan ventes at være meget aggressive. Det virker stærkt sandsynligt, at også Belgien og Slovenien selv vil være aktive - Belgien måske allerede med Evenepoel og Slovenien med Pogacar - og man kan ikke udelukke, at der kører en stor gruppe med deltagelse af alle de vigtige lande. I det tilfælde kan løbet allerede være slut her.
Mest sandsynligt er det dog nok, at de to lande vil markere hinanden. Jeg anser det ikke som usandsynligt, at der kører en gruppe med både Evenepoel og Pogacar, der formentlig igen er plan B bag Roglic, som det var tilfældet ved VM sidste år, men mest sandsynligt er det, at de vil regnes så meget som favoritter, at det bliver svært. Særligt Pogacar vil næppe være en mand, mange har lyst til at slæbe med til Mikunipasset, og Slovenien har ikke rigtigt andre optioner end ham og Roglic. Sandsynligheden for, at de er i defensiven efter Mount Fuji er således stor, for jeg anser det som altovervejende sandsynligt, at der etableres en eller anden form for stærk gruppe på bjerget her. Slovenien og Belgien er næppe stærke nok til at kontrollere.
Det er selvfølgelig særligt den slovenske og belgiske strategi, der har interesse. Begge står i den luksusposition, at de har to af de største favoritter. Hos slovenerne har meldingerne været sparsomme, særligt om Roglics tilstand efter styrtet, men den seneste melding fra Jumbo lød ganske optimistisk. Han har heller ikke overladt sin plads på enkeltstarten til Pogacar, og det taler for, at han føler sig frisk og helt klar.
I det lys taler meget for, at strategien vil være den samme som ved VM. Her følte Pogacar stadig, at han stod i en form for gæld til Roglic efter Tour-dramaet, og han ofrede sig gladelig for sin holdkammerat med sit tidlige angreb. Den gæld har han stadig ikke tilbagebetalt, og det er min klare fornemmelse, at han meget gerne ser sin ven vinde. Læg dertil, at Pogacars sidste enkeltstart var en tydelig indikation på træhed - den træthed, vi også så for klassementsrytterne ved VM sidste år - og han har endda nu mere end antydet, at han dropper Vueltaen. Meget kunne tale for, at Pogacar skal markere de tidlige angreb, og at det først og fremmest er Roglic, der skal køre finale på Mikunipasset - naturligvis med det foretrukne scenarium, at de begge kan udnytte et overtal derefter.
Hos Belgien er strategien mere entydig. Wout van Aerts drøm ville være at få et forspring inden Mikuni, men det er helt usandsynligt, at han får lov til det. Hans eneste chance synes at være at begrænse skaden på stigningen og håbe, at der er tid nok til at indhente de bedre klatrere. Evenepoels enorme motor er som skabt til at blive spillet tidligt ud på Mount Fuji, men lykkes den mission ikke, skal han hænge på sloveneren på Mikuni. Lykkes det, kan han sætte sig på hjul på det flade og dermed spare på kræfterne og ødelægge samarbejdet så meget, at Van Aert måske kan komme tilbage.
Hvis de to nationer markerer hinanden tæt, taler meget for, at de vil misse den gruppe, der kan køre på Mount Fuji, men herefter vil der også være lidt muskelkraft til at føre. Belgierne er relativt stærke, og hos Slovenien vil Jan Polanc holde længe, hvis han har den form, han havde i juni. Alligevel regner jeg med, at den relativt flade midterrundstrækning vil blive kørt meget aggressivt og kan blive et mareridt at kontrollere - uanset om en gruppe er kommet væk på Fuji eller ej. Alle vil nemlig gerne have et forspring inden Mikuni. Allierede kan være Spanien, andre store nationer, der måtte have misset et udbrud, og Canada, hvis de har mod forventning har fået Hugo Houle med så langt.
Det mest sandsynlige er, at Slovenien og Belgien ikke kan forhindre, at en gruppe er kørt væk inden Mikuni, og at denne også vil tælle ryttere, der er så stærke, at de kan gøre det færdigt. Herefter skal favoritterne afgøre det på Mikuni, der som sagt er en brutal satan. Nok er Van Aert en sublim klatrer, men det virker helt usandsynligt, at han kan følge de bedste her. Hos Belgien må det være Evenepoels opgave, og det kan bliver svært nok. Jeg regner nemlig med, at der bliver kørt rigtigt cykelløb her. Det er på denne stigning, at Roglic og/eller Pogacar samt de andre finalefavoritter som eksempelvis Valverde og Michael Woods skal forsøge at gøre forskellen.
Efter så brutal en stigning vil der kun være få tilbage, og det er bestemt også muligt, at bedste mand er kørt alene væk. Herfra bliver det imidlertid meget taktisk. Går det, som det plejer, vil der stadig være en stærk løjtnantgruppe, der kan holde favoritterne bag sig og kan slås om sejren, men det er også muligt, at favoritterne får dem enten overhalet eller hentet. Bedste man kan i teorien køre hjem til en solosejr fra Mikuni, hvor man kan åbne ret store forskelle. Der vil være medvind på stigningen, som dermed bliver endnu mere selektiv, og selvom der vil være modvind det meste af vejen fra toppen og hjem, er det muligt at holde hele vejen. Sandsynligheden for dårligt samarbejde blandt forfølgerne er nemlig stor, og det er svært usandsynligt, at der vil være hjælpere tilbage.
Meget taler dog også for, at vi kan få en taktisk finale efter stigningen. Er der en gruppe samlet her, vil det blive et lille lotteri i en ukontrollerbar afslutning, hvor en outsider, der enten har angrebet før Mikuni eller har kunnet følge de bedste, kan snige sig væk. En spurt er selvfølgelig en mulighed i den situation, men en solosejr i en angrebsfinale er lige så sandsynlig. Den sidste bakke er naturligvis rampen, der kan bruges til et sidste angreb fra de stærkeste, og selvom den ikke er voldsomt svær, kan den være rigeligt til at gøre forskelle på dette tidspunkt. Får vi en gruppe til sidst, er det mest interessant naturligvis, om der vil være overtal - særligt fra Slovenien - og om Evenepoel vil sidde der med mulighed for at bruge Van Aert som alibi til at sidde på hjul.
Som det fremgår, lægger løbet altså op til en herlig blanding af taktik og fysisk styrke, og det giver mange flere vinderkandidater, end den hårde rute i sig selv lægger op til. Van Avermaets sejr i Rio viser i hvert fald, at også atypiske kandidater kan komme i spil, selvom Mikunipassets vanskelighed nok gør det svært at se lignende tunge ryttere vinde denne gang. Historien fortæller os, at det formentlig bliver en outsider, og at de små hold kan betyde, at løbet glider favoritterne af hænde, men den er også tilstrækkeligt hård til, at det sagtens kan blive undtagelsen, hvor det faktisk lykkes stærkeste mand at vinde.
Outsiderscenariet er altså sandsynligt, men skal man se på en sandsynlighedsbetragtning, er det trods alt en af favoritterne, der må tillægges den største chance - alene af den grund, at det blandt outsiderne kræver lidt held og timing at ramme den gruppe, der måtte komme de store navne i forkøbet. Med et slovensk og et belgisk holde til at samarbejde om at holde det nogenlunde under kontrol og et meget svært Mikunipas, der er så svært, at favoritterne har mulighed for eventuelt at bringe sig tilbage i spillet, som Alaphilippe så flot gjorde det i Rio, er der en god chance for, at 2021 bliver året, hvor det endelig lykkes for favoritterne at gå i Paolo Bettinis fodspor og faktisk også løbet med guldet. Og af dem er jeg nødt til at pege på Primoz Roglic. Egentlig er det med nogen modvilje. Jeg er før blevet beskyldt for alt for ofte at pege på sloveneren, men denne gang er der så mange ting, der taler til hans fordel, at det er umuligt at lade være.
Det er klart, at der er to væsentlige spørgsmålstegn. For det første er der tvivlen om formen, ikke mindst fordi der har være tavshed fra den slovenske lejr. Som nævnt ovenfor er der dog flere indikationer på, at Roglic er helt klar og knivskarp. Han kom i hvert fald hurtigt på cyklen, han har fastholdt sin plads på enkeltstarten, og Jumbos meldinger er relativt optimistiske. For det andet er der tvivlen om taktikken, som heller ikke er afsløret, men som forklaret er der en god sandsynlighed for, at den slovenske plan A igen er Roglic, som det også var tilfældet ved VM sidste år.
Analyserer man løbets favoritter, peger de fleste pile på Roglic. På stigningerne ved vi, at han og Pogacar har været i særklasse de seneste par år, og en Roglic på 100% vil være meget svær at matche på Mikuni. Ser man på de folk, der måtte kunne følge en Roglic på 100%, er det kun Pogacar, der kan slå ham i en spurt. Alle andre er relativt små klatrere, der heller ikke har samme power i den eksplosive og fladere finale. Roglic er samtidig iskold i disse finaler, som han har vist talrige gange, blandt andet da han kørte væk til slut og vandt 1. etape af den seneste Vuelta og Tre Valli Varesine. Hans sejre i Liege, Emilia og Tre Valli Varesine samt 2. pladsen i Fleche Wallonne viser også, at han er en eminent endagsrytter. Og har han kunnet træne ordentlig, er formen fremragende, for der er meget, meget få, der kan træne sig i form som netop Roglic. Han har i hvert fald den friskhed, meget få af løbets topklatrere har, og det er nok særligt vigtigt denne gang, hvor tilvænningen til varmen og jetlagget kan gøre Touren til knap så god forberedelse som til VM.
Det kræver selvfølgelig, at han er på toppen, men han står taktisk stærkt, hvis han igen har Pogacar som luksushjælper. Det virker ikke usandsynligt, at Tour-kongen vil blive brugt til at lægge et hårdt pres på Mikuni, og så burde det ikke være et problem at komme af med folk som Van Aert, Marc Hirschi, Michal Kwiatkowski eller Maximilian Schachmann, der kan være farlige i en spurt, og det samme vil formentlig også gælde for halvhurtige folk som Joao Almeida, Sergio Higuita og Alejandro Valverde. Herfra vil det naturligvis være lettest, hvis Roglic kan tage den solosejr, der ikke synes umulig, men undgår han at blive fanget i en finale, hvor alle kigger på ham - måske med god hjælp fra Pogacar - er det svært at se, hvem der skal slå ham i en spurt. Sammensætningen af feltet, rutens karakter, den ekstra friskhed og et stærkt hold gør, at Roglic sidder med så stærk en hånd, at han må være min favorit.
Ruten passer knap så godt til Remco Evenepoel, men det belgiske vidunderbarn har alligevel så gode kort på hånden, at han meget vel kunne ende som vinder. Modsat Roglic har han masser at bevise i forhold til et niveau, der i Giroen ikke var som i tiden før styrtet, men vi skal ikke glemme, at han stadig lå nr. 2 efter den første uge, inden trætheden blev en konsekvens af den dårlige forberedelse. Siden har han taget den samlede sejr i Belgium Tour efter et af de soloridt, der er blevet hans varemærke, ligesom han på en ellers pandekageflad rute ved de belgiske mesterskaber sammen med Van Aert var hovedmanden bag at forhindre den forventede spurtafgørelse.
Hvor står han så nu? Det er temmelig uklart, fordi han ikke har kørt løb i en måned, men han har trænet intenst frem mod et OL, der har været hans store sæsonmål fra start. Meldingerne fra ham selv lyder også yderst optimistiske, også selvom han tager det forhold, som hans skuffende Giro giver anledning til. Han har accepteret, at 2021 måske skal bruges til at komme helt tilbage, men han udelukker slet ikke, at det allerede er på lørdag, at han finder sit gamle niveau.
Evenepoel har flere veje til sejr. Som udgangspunkt er der næppe nogen, der lader ham køre tidligt, men det samme gjaldt, da han kørte fra alt og alle i Polen og senest i Belgien. Han har vist sig uhyre god til at finde sine momenter, og men han nok kan mandsopdækkes på Mount Fuji, skal det slovenske hold ikke sove to sekunder på det flade stykke mellem de to nøglestigninger, inden vi har balladen. Et løb, der er nærmest renset for hjælpere, er som skabt til et af Evenepoels legendariske ridt fra distancen, og rutens design er på mange måder en hård udgave af Clasica San Sebastian, hvor han netop vandt via den opskrift. Det er velkendt, at han bare bliver bedre og bedre over lange distancer, og sejrene i San Sebastian, Argentina og Burgos vidner om, at han har det storartet i bagende varme.
Også hvis det skal afgøres mellem favoritterne på Mikuni står han fornuftigt. Han har stadig til gode at bevise, at han på så svær en stigning kan matche Roglic og Pogacar, men har han genfundet benene fra august, hvor han vandt i Burgos og Polen og så uhyre overbevisende ud i Lombardiet, synes det sandsynligt. Herefter har han verdens bedste alibi i form af Van Aert, og medmindre hans belgiske holdkammerat fejler helt, vil han aldrig skulle tage en føring efter toppen af Mikuni. Det bringer ham i en meget interessant taktisk position, hvor han med sine berømte slangehug i et uopmærksomt moment kan blive ganske uhyggelig at have med at gøre, måske særligt hvis alle andre er trætte på den sidste lille bakke. Alt sammen er det under forudsætning af, at han nærmer sig niveauet fra 2020, men med de optimistiske meldinger og nu adskillige løbsdage i benene vil det ikke undre mig, hvis Evenepoel tager endnu en solosejr, selvom han naturligvis altid vil være hæmmet af at skulle alene hjem for at vinde.
En rytter, jeg har særlig fidus til, er Adam Yates. Som altid med den temmelig ustabile brite kan det ende med total fiasko, ikke mindst når hans form er helt ukendt. Jeg er bestemt heller ikke sikker på, at han er på 100%, da han modsat sin bror ikke har talt meget om OL og mest af alt burde have kurs mod Vueltaen. Han har imidlertid heller ikke givet samme antal interviews som Simon - tværtimod har han været temmelig stille i år - og det vil ligne en brite meget dårligt ikke at elske OL. Har han samme passion som sin bror, er Tokyo et gigantisk mål.
Er han gået efter formtoppe allerede nu, er han giftig. Vi ved, at Yates som få mestrer kunsten at komme blæsende ud fra en pause, og han har med sejrene i San Sebastian og UAE Tour vist, at han er glimrende i varmen. Hans topniveau har været uhyggeligt højt de senere år, først i foråret 2019, hvor han var her, der og alle vegne i tre ugelange forårsløb, hvor han blandt andre blev den eneste, der bragte Roglic i vanskeligheder i 2019. Siden i 2020, hvor han i UAE Tour, der vel at mærke var et stort mål for sloveneren, nærmest ydmygede Pogacar. Og senest i 2021, hvor han først pressede Pogacar til det alleryderste på kongeetapen i UAE Tour og siden vandt Catalonien i suveræn stil. Hans ardennerklassikere og Baskerlandet Rundt viste, at han stadig er en meget svingende størrelse, men rammer han sit bedste, er han uhyggelig - og sejren i San Sebastian og 4. pladsen i Liege er vidner om evnerne som endagsrytter.
Ruten passer ham. Han er ikke en mand til lange bjergdage med lange stigninger og mange højdemeter, men det relativt korte og meget stejle Mikunipas skriger nærmest på Yates. Han har også en fornuftig spurt - ikke på niveau med Roglic, men i forhold til mange andre klatrere - og han har altid været pokkers snu i disse taktiske finaler. Han er lidt af en underdog, der sagtens kan gå med i det outsiderhug, der kan snyde favoritterne tidligt, men han er også så god, at han kan slå de bedste i finalen. Nok kommer briterne med en stribe usikre kort, men Yates ligner en mand, der faktisk kan give dem guldet, hvis han har fundet sit bedste niveau.
Jeg har også en vis fidus til David Gaudu. Som sagt er der noget, der tyder på, at det for Tour-ryttere er en stor ulempe at have kørt klassement, men til gengæld viste sidste års VM også, at det kan være en stor fordel at komme fra Touren med en rolle som etapejæger i benene. Det var præcis den rolle, Gaudu adopterede i Tourens døende dage, og det gjorde han med bravur. På kongeetapen blev han nr. 4 i direkte opgør med favoritterne, og dagen efter leverede han et stort og flot angreb på Tourmalet, der desværre ikke kunne undslippe sig Ineos-mandskabets kontrol.
Ligesom Yates er Gaudu en uforudsigelig størrelse, der meget vel kan falde helt igennem, og den risiko er nok særligt stor, når man husker på, hvordan det var et hedeslag, der ødelagde hans Tour. På den anden side har Gaudu før præsteret godt i varme, og hvis han vitterligt har fået et boost af en Tour, han sluttede godt, ved vi fra foråret med præstationerne i Baskerlandet og Liege, at han er en af verdens bedste på stigninger som disse. Han er også en glimrende endagsrytter efter at have været blandt de allerbedste i Liege i både 2019 og 2021, og samtidig er han en ganske god afslutter, der kan slå mange klatrere på stregen. Ligesom Yates er han en underdog, der kan angribe både tidligt og køre finale, og dermed er han et godt bud på en af de outsidere, der kan snyde de største favoritter. Med tanke på hans form fra den tredje uge og erfaringen fra VM sidste år kunne Gaudu være en mand, der skal holdes øje, og som kan betyde, at Frankrig pludselig helt glemmer, at de slet ikke fik hverken Alaphilippe, Pinot eller Bardet til start.
Selvfølgelig vil det være dumt at afskrive Tadej Pogacar. Det er trods alt kun en uge siden, at sloveneren vandt to bjergetaper i træk, men det betyder desværre ikke, at han er flyvende i Tokyo. Sporene skræmmer nemlig efter et 2020, hvor han var træt og agerede hjælper for Roglic ved VM, inden han skuffede fælt i Fleche Wallonne. Denne gang er betingelserne med den lange rejse og en mere intens og ressourcekrævende tredje uge af Touren endnu ringere, og det er umuligt at komme udenom, at Pogacar på Tourens enkeltstart ikke lignede en OL-vinder. Tværtimod indrømmede han med sit nu ret sandsynlige afbud til Vueltaen, at der er ved at være tømt for ressourcer.
Det taler for, at Pogacar igen i år stiller sig til rådighed for Roglic - eksempelvis ved på Mikuni at sætte det tempo, der sætter en sejr til Roglic i scene, men det er klart, at det ikke er en given ting, at han ofrer sig. Foreløbig holder Slovenien kortene tæt til kroppen, og det kan sagtens være, at en fortsat svækket Roglic ikke føler sig klar, eller at de har et mere lige hierarki, hvor de i stedet går efter at udnytte et muligt overtal. Pogacars restitution er som bekendt så god, at han om nogen er manden, der kan lave en Tour-OL-double, hvis det altså er fysisk muligt, og med sin hurtighed og samme karakteristika som Roglic står de præcis lige stærkt i finalen, hvis Pogacar ender med at køre sin egen chance. Der er i hvert fald intet i ruten, der forhindrer dette års vinder af Liege i at sejre. Det eneste, der kan ødelægge det, er friskheden, men det er til gengæld også en stor udfordring, når man husker på billedet af den Pogacar, vi så i lørdags og efter sidste års Tour. Derfor vil en sejr til Tour-kongen overraske mig trods hans indlysende evner på en rute som denne.
Skal vi gå med modellen fra sidste års VM, skal vi i stedet gå efter de ryttere, der kom fra Touren uden fokus på klassementet. En af disse er Sergio Higuita, der så ud til at komme flyvende hjem ud af løbet. Inden starten lignede han et stagneret talent, men i løbet af de tre uger klatrede han bedre end nogensinde, først med udbruddet i Tignes, siden da han ene mand reddede Urans bagdel på Col du Portet, og slutteligt da han var en af de allerbedste på den sidste bjergetape. Den relativt korte og stejle Mikuni burde passer ham perfekt, og med sin gode spurt og sit punch står han meget stærkt også i den sidste del. Det kan stadig være lidt svært at se ham slå de største favoritter, men umuligt er det ikke - slet ikke fordi det kun er Van Aert, han med sikkerhed ikke slår i en spurt. Først og fremmest er han dog en outsider, der kan få friheden til at angribe tidligt, og lever 2021 op til traditionen med, at løbet glider favoritterne af hænde, ligner Higuita en af de friske og formstærke folk, der kan udnytte det - også fordi han er del af et af løbets stærkeste hold, der har flere taktiske kort at spille.
Skal man skrive det perfekte eventyr, er det Alejandro Valverde, der vinder. Efter at han desperat har jagtet OL-guldet gennem en hel karriere, vil det være smukt, hvis det skulle lykkes i sidste øjeblik - særligt fordi han frem til midten af marts lignede en mand, der havde trukket karrieren lidt for langt. Nu er han imidlertid fuldt tilbage, og Mark Cavendish har netop bevist, at det aldrig er for sent for sportens legender. Valverde har endda én gang tidligere nået et forjættet mål, han så ud til aldrig at kunne indfri, da han i allersidste øjeblik endelig sikrede sig regnbuetrøjen for tre år siden.
Det ligger dog langt fra på den flade. Valverde er stadig ikke så god, som han tidligere var, men der mangler ikke alverden. I Liege var han i hvert fald en af de allerbedste, og her kørte han lige op med verdens allerbedste puncheurs. Senest kørte han en flot Tour, hvor han særligt viste styrke med sin 2. plads i Andorra, og selvom han manglede noget i de høje bjerge, der aldrig har været hans spidskompetence, lignede han en mand, hvis form kun gik den rette vej. For første gang i en menneskealder lod han også klassement være klassement, og dermed fulgte han den model, der gav Alaphilippe m.fl. så fabelagtig form til VM sidste år.
I år er Valverde også i en ny situation. I 2008 og 2016, hvor ruterne også passede ham, var han en af de tunge favoritter uden meget manøvrerum. Denne gang er han i stedet outsider, og det kan bestemt ikke udelukkes, at han faktisk kan komme favoritterne i forkøbet og dermed udnytte den model, der oftest virker til OL. Mikuni er dog også så kort og stejl, at Valverde med Liege-form har en chance for at køre med de bedste, og selvom han har tabt fart, kan han stadig spurte. Først og fremmest er han dog kølig og snu i disse finaler, og nu, hvor de fleste sikkert kigger på en eller flere slovenere, skal man ikke udelukke, at han kan køre væk og tage den sejr, han har jagtet desperat i mere end et årti - præcis som det lykkedes til VM.
Alle taler om Wout van Aert, men jeg må indrømme, at jeg har en anelse svært ved at se, hvordan han skal vinde. Nok kom han fabelagtigt ud af Touren, og nok viste han ved VM sidste år, at han mestrer kunsten at køre brølstærkt lige efter en grand tour, men ruten er altså ikke ideel. Hans form gør, at han ikke får skyggen af frihed til at angribe tidligt, og dermed er hans eneste option formentlig at vente til Mikuni. Her kommer hans 75 kg altså til kort på de 11-12%, og når klatrerne åbner, bliver hans mission at begrænse tabet.
Kan han så komme tilbage? Det er ikke umuligt, men det bliver svært - ganske enkelt fordi alle ved, at den eneste, der for alt i verden ikke må komme tilbage, er Van Aert. På den anden side er samarbejdet altid dårligt i taktiske finaler, og kan Belgien endda få Evenepoel med som blind passager, er det ikke umuligt. Van Aert har i hvert fald den luksus, at det praktisk talt er umuligt at se ham tabe en spurt til sidst - også selvom Tom Pidcock har vist, at han ikke er usårlig, hvis modstanderen er den rette. Det er den bare næppe denne gang, men til gengæld er Mikuni altså en led sag for store Van Aert, når han skal slås med verdens allerbedste klatrere. Med Evenepoel som en god taktisk medspiller kan han bestemt ikke afskrives, men løbet skal flaske sig, hvis han skal vinde - superform eller ej.
I løbet af Tourens sidste blev jeg også lidt forelsket i ideen om Marc Hirschi som olympisk mester. Nej, det er ikke meget, vi har set til 2020-sæsonens komet i år, men det så faktisk ud til, at han kom stærkt ud af løbet. Som hjælper var han helt ude af stand til at køre sin egen chance, men i de døende dage var han en eminent hjælper for Pogacar. På den sidste bjergetape kom han endda i mål som nr. 28 efter at have færdiggjort sit arbejde, og han syntes at blive bedre og bedre dag for dag. Vi ved fra sidste år, at Hirschi før har responderet eminent på en grand tour, og hvis det samme gør sig gældende denne gang, kan det være, at han endelig finder niveauet fra sidste år.
Sker det, ved vi, hvor farlig han er. Han klatrede som en drøm sidste år, hvor han lignede næstbedste mand til VM og stærkeste mand i Liege, og han har den luksus, at det blandt favoritterne kun er Van Aert, han ikke bør slå i en spurt. Til gengæld vil jeg tro, at selv 2020-udgaven af Hirschi ville skulle stramme sig an, hvis han skulle følge klatrerne på Mikuni, men han har andre muligheder. I år er han en helt upåagtet underdog, og vi ved, at Hirschi aldrig er bange for at opsøge mulighederne fra distancen. Ender det igen med, at favoritterne mislykkes med at kontrollere løbet, ligner Hirschi et godt bud, hvis hans formkurve fra Touren er fortsat. Opskriften fungerede i hvert fald storartet sidste år.
Forud for sæsonen havde jeg Michael Woods som et af de helt varme OL-bud. Ved VM i 2018 lignede han bedste mand, og siden har han i alle udgaver af Liege været en af de stærkeste, ikke mindst i år. Dermed har han cementeret, at han er en af verdens allerbedste i kuperede endagsløb, og det er derfor ikke uden grund, at han har gjort løbet til sit største mål - endda i et år, hvor han gennem foråret har været bedre end nogensinde. Når han alligevel ender et stykke nede på listen, skyldes det, at hans formkurve kun så ud til at gå den forkerte vej gennem Touren. Han startede som lyn og torden, men efter Ventoux syntes han kun at blive dårligere og dårligere. Særligt skidt så det ud i Pyrenæerne, hvor han aldrig rigtigt blev den faktor i kampen om bjergtrøjen, som han og holdet havde håbet på.
Derfor var det utvivlsomt også klogt, at han rejste tidligt hjem for at spare sig, men spørgsmålet er, om det er nok. Det er der ikke noget, der tyder på, men det vil alligevel være dumt at afskrive Woods. Sidste år så Alaphilippe også ud til at blive ringere og ringere gennem Touren, og vi ved som bekendt, hvad der siden skete til VM. Er han tilbage på toppen, er Woods skræddersyet til ruten, da den korte, stejle Mikuni nærmest kunne være designet af ham selv, og i den forstand ligner finalen det VM, hvor han var så fremragende. Spurte kan han også, selvom han på flad vej ikke er verdens hurtigste, og han er fremragende over lange distancer. Spørgsmålet er bare, hvad formen rækker til i et løb, hvor han på et svagt hold også skal spille sine kort helt, helt rigtigt for at bevare sin chance.
Helt modsat var formkurven for hans normale holdkammerat Dan Martin. Efter Giroen så det ud til, at ireren slet ikke skulle fonde formen, men da han sluttede af med en 5. plads på den sidste bjergetape, blev der pludselig tændt et håb i den irske lejr. Her klatrede han pludselig med de allerbedste, og dermed lignede han en mand, der kun ud af løbet med en opadgående formkurve. Desværre for ham var det også den eneste opmuntring i et ellers trist løb, og det er umuligt at løbe fra, at han har haft et meget hårdt sæsonprogram. Det er samtidig efterhånden længe siden, at vi har set Martin, der i de senere år har fokuseret mest på etapeløb, være med fremme i de store endagsløb. Lige netop den forandring kan dog være til fordel på en rute, der passer til klatrere, og Martin har som dobbelt monumentvinder i hvert fald vist, at han er en mester i hårde endagsløb. Spurte kan han også, han er snu som de færreste, og han vil elske de stejle procenter på Mikuni, der minder meget om Sega di Ala, hvor han i år vandt sin Giro-etape efter et vildt ridt. Jeg frygter, at hans program har været for hårdt efter en Tour, der mest af alt var skuffende, men med 18. etape in mente skal man bestemt ikke udelukke Martin, der både kan køre finale og være en outsider, der foregriber favoritterne.
En anden rytter, der bare blev bedre og bedre gennem Touren, er Emanuel Buchmann. Som bekendt kom han til løbet med en tvivlsom forberedelse, men han blev bedre og bedre undervejs og sluttede løbet med en 14. plads på Luz Ardiden. Bruger vi lektien fra sidste års VM, har Buchmann kørt Touren på den ideelle måde, hvis man vil køre stærkt ved OL, og det gælder måske særligt for en mand, der er kendt for sin enorme motor og derfor kan absorbere en grand tour på god vis. Buchmann er ikke indbegrebet af en endagsrytter, og han har generelt haft et skidt, skidt år, hvor han heller ikke under Giroen gav indtryk af at være tilbage, men han var dog på et niveau, der var opløftende - særligt når vi ved, hvor god han var inden styrtet i Dauphiné. Her var han en af verdens absolut skarpeste klatrere, og dermed er han livsfarlig i et løb, hvor stigningerne passer netop klatrerne. Finalen er ikke ideel for ham, men han synes at være en af de formstærke outsidere, der kan slå til, hvis løbet igen glider favoritterne af hænde.
Samme historie kan gentages om Rafal Majka. Polakken lignede en færdig mand efter et forår, hvor han var helt anonym, men i Touren viste han igen tænder. Trods sine styrt nåede han et tårnhøjt niveau i Pyrenæerne, hvor han var fabelagtig i sit arbejde for Pogacar og en af de absolut stærkeste. Han har en ret stærk historik efter grand tours, hvor han ikke har kørt klassement, nemlig i 2014, hvor han var fuldstændig uovervindelig i Polen efter en Tour, hvor han vandt etaper og bjergtrøje, og igen i 2016, hvor han som bekendt vandt bronze ved OL lige efter Touren. Denne gang har hans rolle været en anden og mere krævende, men han har stadig haft sine rolige dage undervejs. Følger han mønsteret og den stigende formkurve fra årets løb, kan vi vente os en skarp Majka, der i 2016 viste, at han mestrer kunsten af foregribe favoritterne. Det er nok også modellen, hvis han skal vinde, da han næppe længere kan følge de bedste på stigningerne, og da han er spurtsvag, står han ligesom Buchmann ikke alt for stærkt i finalen. Det behøver man heldigvis ikke i et løb, hvor det også handler om at have den taktisk rigtige hånd, og den var han som bekendt meget tæt på at have i Rio for fem år siden.
Fra Touren kommer også Bauke Mollema , men han er svær at blive klog på. Han har nemlig klatret temmelig skidt gennem det meste af sæsonen, og det gjaldt også i Frankrig. Her havde han imidlertid én gylden dag, hvor han imponerede stort med sin udbrudssejr, og det kunne indikere, at han er på rette vej. Hans historik efter Touren er nemlig ret skræmmende, da han altid kører med om sejren i San Sebastian, som han også tidligere har vundet. Samtidig har han med sejren i Il Lombardia vist, at han også kan vinde de lange og hårde endagsløb. Med baggrund i hans klatring i år anser jeg det som ret usandsynligt, at han kører med de bedste på Mikuni, men til gengæld har han også vundet næsten alle sine løb på med snilde at udnytte favoritternes kamp til at snige sig væk. Mollema bør derfor være et oplagt bud på en mand, der kan angribe tidligt, hvis løbet glider de bedste af hænde, og selvom hans niveau lige nu ikke synes at kunne række til en OL-guldmedalje, gør kombinationen af hans San Sebastian-historik og hans flotte Tour-etape mig trods alt så optimistisk, at jeg er nødt til at åbne døren for en af løbets få ryttere, der faktisk har vundet et af de to kuperede monumenter.
En total ubekendt i OL-ligningen er Joao Almeida. Heller ikke han har kørt løb siden de nationale mesterskaber, og faktisk kan man med nogen ret hævde, at vi skal tilbage til Giroen for at finde hans sidste reelle løb. Derfor aner vi ikke, hvor han står, men vi ved til gengæld fra tidligere - blandt andet hans stærke forår - at han mestrer kunsten at træne sig i form. Han synes heller ikke at indgå i Deceunincks Vuelta-planer, og det taler alt sammen for, at han har gjort dette løb til et stort mål. Til gengæld har han som klatrer hidtil været for begrænset til at kunne være i spil til et løb med så hårdt et finalebjerg, men det ændrede sig med hans sidste Giro-uge, hvor han klatrede bedre end nogensinde. Til gengæld tegner der sig også et billede af, at han klatrer bedst i grand tours, hvor rivalerne er trætte, og derfor kan denne stigning være for voldsom i et endagsløb. Jeg tror i hvert fald ikke, at han kan gå med de bedste til sidst, men han kunne sagtens være en af de outsidere, der kan udnytte manglen på kontrol. Med sin gode spurt står han meget stærkt, hvis først han overlever Mikuni.
Hvad med Richard Carapaz? Ecuadorianeren lider under samme vanskelige betingelser som Pogacar. Han er en af de ryttere, der kommer til løbet med et Tour-klassement i benene, og som bekendt viste Roglic og Pogacar os til sidste års VM, at det næppe er den allerbedste ide. I forvejen er Carapaz ikke den fødte endagsrytter, men det skyldes nok mere, at han aldrig har satset på dem. Med sit punch og sin eksplosivitet burde de egentlig passe ham udmærket, og denne rute er så bjergrig, at også en ren klatrer kan være med. Han er relativt spurtsvag på flad vej, men han er fantastisk snu og har vundet flere løb ved at snige sig væk i taktiske finaler. Han kom trods alt ud af Touren i noget, der lignede stigende form, og selvom hans hold er lille, er han en af de få, der kan drømme om både at køre væk i et tidligt udbrud og køre med de bedste på Mikuni. Hans hold er lille, men det er ikke nødvendigvis det største problem. Det er snarere, at en 3. plads i Touren formentlig viser sig at være den forkerte forberedelse.
Helt samme historie som for Almeida kan siges om Aleksandr Vlasov , der reelt heller ikke har kørt et rigtigt løb siden Giroen. Den endte som bekendt i en lille skuffelse, og her dalede hans stjerne en anelse. Til gengæld ved vi også, hvor god han var i 2020, hvor han blandt andet blev nr. 2 på Angliru, og det må stadig antages, at Vlasov er et af verdens største klatretalenter. Det helt store spørgsmål er bare, hvilken form han har til et løbet, da det stadig ikke er meldt ud, om Vueltaen er hans primære mål. Hvis ikke, er det logisk, at OL er det, og så burde han være ganske skarp. Desværre har han før startet rustent efter en pause, men det er heldigvis ikke et generelt mønster, som vi så efter nedlukningen i 2020 eller ved sæsonstarten samme år. Som spurtsvag er han ikke skabt til denne finale, men han vil elske den stejle og svære Mikuni, og han er en af de klatrere, man ikke skal lade få et forspring i det taktiske spil - hvis altså han har den form, man kan håbe på og ønske sig.
Modsat Adam har Simon Yates offentligt talt om OL i mere end et år. Derfor satsede han fuldt på Giroen, så han kunne bruge Touren som den perfekte Tour-forberedelse, og den strategi syntes at børe frugt. Desværre gik det helt galt med det store styrt på 13. etape, hvor han blev efterladt med en læsion i maven. Siden har der været meget stille om Yates, der ikke har udtalt sig offentligt, men han er i hvert fald klar til at møde til start. Desværre er jeg lidt bekymret for, at den ikke specielt holdbare Yates kan have kørt sig selv for hårdt, og nu kommer den alt andet end ideelle forberedelse yderligere på tværs. Han styrtede trods alt præcis 15 dage inden OL-løbet, og da der i forvejen var mange spørgsmål ved hans niveau efter en ikke overbevisende Tour, er det svært at være alt for optimistisk. Omvendt genfandt han i Giroen endelig det tårnhøje topniveau, vi ellers næsten ikke har set, og selvom han måske ikke helt har samme historik i endagsløb som brormand, burde dette løb med en relativt kort mur passe ham glimrende - også fordi han er lige så snu som Adam i taktiske finaler og endda også den hurtigste af de to. Lige nu tror jeg bare kun, at formen rækker til at komme favoritterne i forkøbet og udnytte den potentielt manglende kontrol.
Mange taler også om Maximilian Schachmann, men jeg kan ikke helt mobilisere samme optimisme. Det så ellers ud til, at han klatrede så godt i Paris-Nice, men i Baskerlandet, Ardennerne og Schweiz kom vi ned på jorden igen. Med de klatreben, han viste her, kører han ikke med de bedste på Mikuni, der både er for stejl og lang, selv hvis Schachmann vitterligt er i storform til sæsonens store mål. Det er han formentlig, da han er en mester i at træne sig i form, men det er svært at se, at det er nok i så svær en finale, også fordi han før har brokket sig over varmen. Jeg ser dog stadig åbninger for ham. Den ene er, at der går taktik i den efter Mikuni, hvorefter han kan bringe sig tilbage i spillet og bruge sin gode spurt, men i det tilfælde vil han formentlig også skulle slås med den hurtigere og stærkere Van Aert. En bedre option er at angribe tidligt og udnytte, at løbet glider de store hold at hænde. Med sin gode spurt og aggression står han stærkt, hvis bare han stadig er i spil til sejren efter Mikuni, der for ham er den helt store forhindring for sejr.
Det italienske hold er et af de stærkeste, men de mangler den oplagte favorit. Det betyder formentlig, at de vil køre løbet meget offensivt og angribe i højre og venstre for at komme favoritterne i forkøbet og udnytte manglen på kontrol - en strategi, der næsten gav pote for Vincenzo Nibali i Rio. Bedst chance har formentlig Giulio Ciccone , der nåede et tårnhøjt topniveau i Giroens første uge, hvor han var den eneste, der konsekvent ydede Egan Bernal modstand på stigningerne. Siden falmede han en anelse, men aldrig voldsomt, før et styrt sendte ham ud af løbet. Siden har han kørt et udmærket italiensk mesterskab, inden han var en af de stærkeste på Sardinien i sidste uge, hvor ruten dog ikke rigtigt passede ham. Ciccone er desværre en af feltets mest svingende ryttere, og derfor ender han formentlig med at skuffe fælt - ikke mindst i disse temperaturer, der synes at passe ham dårligere - men hans topniveau giver ham potentiale. Han kører nok ikke med de bedste, men bliver det en outsidergruppe, der skal afgøre det, står han stærkt, også fordi han har en fornuftig spurt.
Et andet kort er Gianni Moscon , der jo har været genfødt i år. Særligt imponerende var han i Giroens bjerge, hvor han mindede os om, hvorfor han lod tyngdekraft være tyngdekraft på Höll-stigningen ved VM i 2018. Moscon har også bibeholdt formen efterfølgende med stærk kørsel i juni måneds endagsløb, hvor han tog en fin sejr i Lugano, og senest var han sammen med Ciccone en af de tre stærkeste på Sardiniens stigninger. Selv i sin superform i 2018 kunne han dog ikke følge de lettere folk ved VM, og derfor er det hævet over enhver tvivl, at han vil finde Mikuni for svær til at slå favoritterne. Til gengæld har han klatret så godt - senest i sidste uge - at han må regnes som et godt bud, hvis en outsidergruppe skal afgøre det. Måske vil han tabe lidt på stigningen, men kommer han tilbage står han med sin power, sit punch og sin spurt stærkt i finalen.
Italien har også Damiano Caruso, der jo aldrig har været bedre, end han var i Giroen, men desværre har han også en knap så overbevisende historik, når han kommer tilbage efter en pause. Caruso er som regel typen, der skal bruge en del løb for at finde sig selv, og nu kommer han til start med kun Sardinien i benene. Her var han ikke i stand til at følge Ulissi, Ciccone og Moscon på stigningerne, og det taler for, at formen ikke længere er på Giro-niveau. Han er ellers en glimrende endagsrytter med sin store motor og gode punch, som vi så til sidste års VM, men dengang havde han også Touren i benene. Lige nu frygter jeg, at han mangler løbsrytme og form, men skulle han bryde trenden, har Caruso også et topniveau, der i hvert fald gør ham til en trussel, hvis han foregriber favoritterne i et løb uden kontrol.
Endelig har Italien også Alberto Bettiol. Al logik siger, at italieneren er for tung til denne rute, men efter at have set ham klatre i Giroen tør jeg ikke længere udelukke ham. Det er klart, at han ikke matcher de bedste på Mikuni, men mindre kan også gøre det, hvis løbets glider favoritterne af hænde. Ender en tidlig outsidergruppe igen med at afgøre løbet, skal han ligesom Moscon begrænse tabet på Mikuni og forsøge at komme tilbage inden en powerfinale, der er skabt til ham. Ganske vist er Tokyo-ruten knap så velegnet til hans ryttertype, som det gjaldt for Rio-ruten, men dengang gav Van Avermaet, der minder en del om Bettiol, ham i hvert fald opskriften på, hvordan man snyder klatrerne. Nok er stigningerne sværere her, men til gengæld klatrer Bettiol også bedre end Van Avermaet. Formen så fin ud i Sardinien, så lad os åbne døren for, at klatrerne igen bliver snydt af en mand, der egentlig mest regnes som brostensrytter.
OPDATERING: Den slovenske landsholdslæge har bekræftet, at Roglic har det godt og ikke mærker konsekvenserne af styrtet længere.
OPDATERING 2: Michal Schlegel og Simon Geschke er testet positiv for coronavirus og kommer ikke til start. Rohan Dennis skipper løbet for at fokusere 100% på enkeltstarten.
***** Primoz Roglic
**** Remco Evenepoel, Adam Yates
*** David Gaudu, Tadej Pogacar, Sergio Higuita, Alejandro Valverde, Wout van Aert
** Marc Hirschi, Michael Woods, Dan Martin, Emanuel Buchmann, Rafal Majka, Bauke Mollema, Joao Almeida, Richard Carapaz, Aleksandr Vlasov, Simon Yates, Maximilian Schachmann, Giulio Ciccone, Gianni Moscon, Damiano Caruso, Alberto Bettiol
* Michal Kwiatkowski, Patrick Konrad, Pavel Sivakov, George Bennett, Esteban Chaves, Richie Porte, Guillaume Martin, Gino Mäder, Hermann Pernsteiner, Vincenzo Nibali, Tom Dumoulin, Wilco Kelderman, Tao Geoghegan Hart, Geraint Thomas, Ion Izagirre, Jakob Fuglsang, Nairo Quintana, Eddie Dunbar, Lucas Hamilton, Rigoberto Uran, Brandon McNulty, Attila Valter, Tobias Foss
HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL DET NYE OG ANDERLEDES HALVÅRSMANAGERSPIL?
Danskerne
Det danske hold er bygget op om Jakob Fuglsang, men desværre gør hans resultater i år og senest hans præstation i Touren det svært at have de helt store forhåbninger. Opskriften må være den samme som i Rio, nemlig at forsøge at komme favoritterne i forkøbet og satse på, at løbet glider de største favoritter af hænde. Han støttes af Michael Valgren, Christopher Juul og Kasper Asgreen, der i lyset af Fuglsangs knap så lovende form måske kan benyttes mere offensivt end oprindeligt planlagt. Både Juul og Asgreen må trods den gode Tour-form dog regnes som værende for tunge til at levere et resultat, og selvom Valgren er en sand mesterskabsrytter, synes han ikke at have den superform, han skal bruge for at levere et resultat på denne meget klatretunge rute.
Tidligere udgaver af løbet
Du kan gense Greg van Avermaets sejr fra 2016, Alexandre Vinokourovs sejr fra 2012, Samuel Sanchez’ sejr fra 2008, Paolo Bettinis sejr fra 2004, Jan Ullrichs sejr fra 2000 og Pascal Richards sejr fra 1996.
Holdoversigt
Her vil senere torsdag følge den vanlige holdoversigt med overblik over kandidaterne for de vigtigste nationer.
Belgien: Holdet er bygget op om Evenepoel og Van Aert. De synes måske at ville bruge Mauri Vansevenant som en taktisk option i finalen, mens Tiesj Benoot og Greg van Avermaet synes indstillede på hjælperroller. Landet ventes at kontrollere meget, og derfor er det tvivlsomt, om der bliver plads til andre end de to kaptajner.
Colombia: Higuita ligner det bedste bud, men holdet har stærke kort uden at have en decideret favorit. Derfor har de formentlig et åbent hierarki med offensive planer. Esteban Chaves har en god historik for at komme godt ud af grand tours og kan være en outsider. Nairo Quintana virkede igen træt i sidste del af Touren, mens Rigoberto Uran var helt kvæstet og skal overraske for at spille en væsentlig rolle.
Spanien: Holdet synes bygget ret entydigt op om Valverde. Ion Izagirre kan være en plan B, men han virkede træt i sidste del af Touren. Omar Fraile, Jesus Herrada og Gorka Izagirre er en anelse for tunge til at kunne regnes som kandidater.
Frankrig: Gaudu er holdets nye kaptajn. Guillaume Martin ligner en plan B, der kan angribe tidligt, men han fandt aldrig sin allerbedste form i Touren. Kenny Elissonde kan næppe gøre det færdigt, og Benoit Cosnefroy og Remi Cavagna må på denne rute være hjælpere.
Italien: Holdet har et brølstærkt hold uden en klar favorit og skal angribe tidligt. Planen var oprindeligt at bygge holdet op om Vincenzo Nibali, men hans kørsel i både 2020 og 2021 gør det svært for alvor at tro, at han kan vinde, også efter den seneste præstation på Tourens 15. etape. Derfor har holdet også et mere løst hierarki nu, og jeg tror faktisk mere på, at Ciccone, Moscon, Caruso og Bettiol med tidlige angreb kan snyde favoritterne.
Holland: Mollema ligner bedste bud, men det helt store spørgsmål er Tom Dumoulin, der passer godt til ruten. Han var ret optimistisk i sine seneste interviews, men det vil være overraskende, hvis han med så lille en løbsbasis kan køre med om medaljerne i så langt et løb. Wilco Kelderman kom godt ud af Touren, men med klassementet i Touren som baggrund vil han formentlig ikke have den nødvendige friskhed, og Dylan van Baarle er nok en anelse for tung til faktisk at lave et resultat, selvom hierarkiet nok er temmelig åbent.
Australien: Holdets kaptajn er Richie Porte. Han kørte en stille Tour og kan derfor overraske, men han var så skidt kørende, at et stort resultat vil overraske. Lucas Hamilton var endelig i fremgang under Touren, men hans styrt har givet ham en dårlig optakt. Rohan Dennis vil formentlig bare arbejde for holdet og derefter udgå for at spare sig til enkeltstarten.
Danmark: Jakob Fuglsang er den klare danske kaptajn, og det danske holds chancer er omtalt under ”Danskerne” ovenfor.
Storbritannien: Yates-brødrene ligner det bedste bud. Geraint Thomas og Tao Geoghegan Hart havde begge hæderlige dage undervejs i Touren, men var mest af alt meget skuffende. De har potentiale til at overraske - måske særligt Geoghegan Hart, der sluttede bedst - men det vil overraske.
Tyskland: Det handler om Schachmann og Buchmann.
Norge: De to unge klatrere Tobias Foss og Andreas Leknessund kan gøre det pænt, men deres klatring rækker næppe til et absolut topresultat. Stigningerne er lidt for lange for Markus Hoelgaard, og den lovende Tobias Johannessen er for grøn.
Slovenien: Med to favoritter i Roglic og Pogacar får de rigeligt at gøre med at kontrollere.
Schweiz: Hirschi ligner bedste bud, men Gino Mäder kan også komme langt ved at angribe tidligt. Han er dog ikke prototypen på en vinder i denne finale.
Østrig: Patrick Konrad kørte en flot Tour og kan komme langt ved at angribe tidligt, men han vil finde Mikuni svær. Hermann Pernsteiner var flyvende i Tour de Suisse og kan overraske, hvis benene er de samme, men han er ikke en vindertype på denne rute. Grego Mühlberger har efter sin lange sygdomspause stadig ikke vist det store.
Canada: Det er alle mand for Woods.
Tjekkiet: Michal Schlegel er en god klatrer, men han er overmatchet i dette selskab. Zdenek Stybar er for tung.
Irland: Martin er plan A, men har ustabile Eddie Dunbar samme form som i Schweiz, kan han med tidligt angreb komme langt. Nicolas Roche kan næppe gøre sig gældende længere.
Kazakhstan: På papiret er Alexey Lutsenko en glimrende kandidat, men han virkede træt mod slutningen af Touren og vil finde Mikuni meget stejl. Han skal angribe tidligt. Vadim Pronskiy har klatret flot i år, men er overmatchet.
Polen: Majka passer bedst til ruten, men jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Michal Kwiatkowski, der flere gange er kommet flyvende ud af Touren. Han havde sine momenter i Touren, men fandt aldrig helt samme tårnhøje niveau som i de seneste år. I forvejen er Mikuni lidt svær for ham, men angriber han tidligt, så han overlever, er han med sine afslutterevner farlig.
Sydafrika: Stefan de Bod er holdets klatrer, men han er overmatchet.
Ruslands Olympiske Komite: Russerne har et meget spændende hold med Vlasov og Pavel Sivakov, hvis form er usikker, men som kan komme ganske langt ved at angribe tidligt. Hans mål synes dog at være Vueltaen, og det er tvivlsomt, om formen rækker til et løb, der ikke passer ham ideelt. Ilnur Zakarin er næppe god nok længere.
Ecuador: I tillæg til Carapaz har de Jhonatan Narvaez, men stigningerne her er lidt for lange, og han var meget skidt kørende sidst i juni.
Eritrea: Både Merhawi Kudus og Amanuel Ghebreigzabhier kan klatre, men de er overmatchede her.
Estland: Tanel Kangert har ikke vist superform i år og synes ikke længere at have niveauet.
Letland: Toms Skujins er lidt for tung, mens Krists Neilands trods alt er overmatchet i dette selskab.
Luxembourg: Kevin Geniets og Michel Ries kan begge køre hæderligt opad, men ikke i dette selskab.
New Zealand: Er han i form, kan George Bennett komme langt - særligt med et tidligt angreb - men som type er han en usandsynlig medaljetager på en rute med så flad en finale i et år, hvor han aldrig har været flyvende.
Portugal: Det må handle 100% om Almeida.
USA: Holdets bedste bud er Brandon McNulty, men han fandt aldrig sin bedste form i Touren. Som klatrer er han for begrænset til at begå sig på Mikuni.
Costa Rica: Med et tidligt angreb kan Andrey Amador måske komme langt, men han har været meget skuffende i år.
Ungarn: Attila Valter er en god klatrer, der med tidligt angreb kan lave et resultat, men næppe være med helt fremme.
HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL DET NYE OG ANDERLEDES HALVÅRSMANAGERSPIL?
Feltet.dks vinderbud
| Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder. | |
| De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere. | |
| Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering. | |
| Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig. | |
| Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering. |
| Primoz Roglic | |
| Remco Evenepoel, Adam Yates | |
| David Gaudu, Tadej Pogacar, Sergio Higuita, Alejandro Valverde, Wout van Aert | |
| Marc Hirschi, Michael Woods, Dan Martin, Emanuel Buchmann, Rafal Majka, Bauke Mollema, Joao Almeida, Richard Carapaz, Aleksandr Vlasov, Simon Yates, Maximilian Schachmann, Giulio Ciccone, Gianni Moscon, Damiano Caruso, Alberto Bettiol | |
| Michal Kwiatkowski, Patrick Konrad, Pavel Sivakov, George Bennett, Esteban Chaves, Richie Porte, Guillaume Martin, Gino Mäder, Hermann Pernsteiner, Vincenzo Nibali, Tom Dumoulin, Wilco Kelderman, Tao Geoghegan Hart, Geraint Thomas, Ion Izagirre, Jakob Fuglsang, Nairo Quintana, Eddie Dunbar, Lucas Hamilton, Rigoberto Uran, Brandon McNulty, Attila Valter, Tobias Foss |
DEL
DELTAG I DEBATTEN
SENESTE
Torsdag den 18. april 2024
Landevej
López modstod de mange angreb: I morgen bliver det bananas
Landevej
Følg Giro-generalprøvens afsluttende bjergetape
Landevej
Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv
Landevej
EF-rytter lykkelig efter comeback på kongeetapen
Landevej
Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet
Landevej
Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege
Udstyr og test
Bosch lancerer batteri til elcykler - med fire store nyheder
Landevej
Pogacar klar til at bryde Alpecins monumentstime
Landevej
Optakt: 4. etape af Tour of the Alps
Landevej
Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr
Landevej
Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads
Landevej
Bora nærmer sig Visma-profil
Landevej
Stjerner hylder danskere og nordmænd
Landevej
Blev toer i løbsdebut: Fransk stortalent løfter sløret for taktikken
Onsdag den 17. april 2024
Landevej
Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op
Landevej
Stærk belgier: Det var ikke et normalt Fleche Wallonne
Landevej
Stjerne spurter sig til første sejr i næsten fem år - Tour-vinderen må nøjes
Landevej
Sejrede efter vanvidsvejr i Vallonien: Jeg kan ikke tro, at jeg har vundet Fleche
Landevej
Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok
Landevej
Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt
Landevej
Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker
Landevej
Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag
Landevej
Dansk U23-landshold har holdet klar til stort løb
Landevej
Spanier gør vildt kup på voldsom regnvejrsetape
Landevej
Tidligere vinder ser stolt tilbage på sejr
Landevej
UAE-stjerne regner med sit hold
Landevej
Optimistisk Pidcock: I år er jeg et helt andet sted
Landevej
Optakt: 3. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Fleche Wallonne
Landevej
Skjelmose går efter sejren i stor klassiker
Landevej
Træt Matthews: Benene er gode, men jeg er ved at være ved enden
Landevej
Rørt Bora-rytter pointerer: Specielt at køre på hjemmebane
Landevej
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic
Landevej
Oversigt: Dagens 11 danskere ved Fléche Wallonne
Tirsdag den 16. april 2024
Landevej
WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler
Landevej
Tidligere vinder og Fuglsang skal køre Fleche Wallonne
Landevej
Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af
INTERVIEW Landevej
ColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende
Landevej
37-årig etapevinder rørt over sejr
Landevej
Italiensk veteran tager sjælden sejr
Landevej
Charmig udtaget til stor klassiker
Landevej
Vingegaard kommer med positive meldinger
Landevej
Optakt: 2. etape af Tour of the Alps
Landevej
Pidcocks træner: Han har før slået Pogacar og Van der Poel
Landevej
Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren
Landevej
Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone
Landevej
Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Udstyr og test
First Ride: Canyon Grizl:On
Landevej
Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson
Landevej
Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave
Landevej
Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner
Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter
Mandag den 15. april 2024
Landevej
Ung WorldTour-rytter ude med hjernerystelse efter vildt højhastighedsstyrt
Landevej
Se afslutningen: Nordmand vinder reduceret Tour of the Alps-spurt
Landevej
Sprinterkomet får plads på Tour de France-holdet efter styrt: En barndomsdrøm
Landevej
Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar
Landevej
Tidligere verdensmester reagerer på stor sejr
Landevej
Danskerduo klar til endnu en stor klassiker
Landevej
Uno-X afslører vilde WorldTour-planer
Landevej
Nordmand tager første sejr siden VM-triumf
Landevej
Belgisk endagsløb aflyses
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Tour of the Alps (Giro del Trentino)
Landevej
Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold
Landevej
Talent forlader Amstel med flere brækkede knogler
Landevej
Thomas er bedre inden Grand Tour-duel med Pogacar
Landevej
Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling
Landevej
Skovbrand hærger kendt stigning
MTB
Andreassen åbner World Cuppen med top 10-placering
Bane
Danske top fem-placeringer afrunder OL-test
Søndag den 14. april 2024
Landevej
Airtox-sejr i Næstved
Landevej
Israelsk sejr og dansk top-10
Landevej
Hjemmebanesejr i Italien – dansker med fremme
Landevej
Wiebes reagerer på kæmpe bommert: Jeg kan sagtens være sur på mig selv
Landevej
Kamp skal køre sin anden Grand Tour
Annonce
Samarbejdspartnere
Feltet.dk
Åsvinget 5
9800 Hjørring
Tlf. 51558966
info@feltet.dk
salg@feltet.dk