Perioden efter et overstået Tour de France plejer at være en tid, hvor alverdens cykelelskere kæmper med abstinenserne og derfor kredser om enhver begivenhed, der får det til at lugte blot den mindste smule af verdensklassecykling, men som samtidig også langsomt vender en af med behovet for daglig cykling i fjernsynet.

Løb som Clasica San Sebastian og Polen Rundt har levet højt på dette behov, men hvert 4. år udskiftes disse i alle andre henseender ganske ligegyldige begivenheder med de Olympiske Lege, der efterhånden har opnået meget stor status blandt de professionelle ryttere. Ved OL er der i øvrigt det hele: Banecykling, mountainbike, Triathlon og BMX. Men den store begivenhed er faktisk den, der ligger som den første cykeldisciplin overhovedet, nemlig herrernes landevejsløb. Det køres på lørdag i og omkring London.

Selv med cykelbrillerne taget af, vil det ikke være at gå for langt at kalde løbet for den første store finale ved de Olympiske Lege overhovedet.

OL på landevejen er blevet en kæmpe faktor i cykelsporten, en udvikling, der har været eksplosiv i de 20 år, hvor de professionelle cykelryttere har deltaget. Det startede i Atlanta i 1996, hvor den danske interesse voksede sig stor med Rolf Sørensens sølvmedalje efter schweizeren Pascal Richard, og siden har tre af sportens største navne, Jan Ullrich (Sydney, 2000), Paolo Bettini (Athen, 2004) og Samuel Sanchez (Beijing, 2008) sat en tyk streg under, at OL har en ganske særlig status og er blevet begivenhed, som ryttere, på linje med verdensmesterskaberne, specifikt bygger formen op efter.

For fire år siden kørte rytterne et af de bedste endagsløb i nyere tid, et løb der endte med sejr til Samuel Sanchez (Spanien) foran Davide Rebellin (Italien), Fabian Cancellara (Schweiz) og Alexandr Kolobnev (Rusland). Davide Rebellin fik senere frataget sin sølvmedalje på grund af en dopingkendelse.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Ruten

Glem alt om den fantastiske rute fra Beijing. De engelske arrangører har tilsyneladende kun haft to planer ved tilrettelæggelsen af ruten: nemlig 1) at ruten er lavet, så briternes supersprinter Mark Cavendish har de bedste muligheder for på samme tid at være både verdens- og olympisk mester; og 2) at forsøge at skjule punkt 1 så godt som muligt. Lykkes dette foretagende for Cavendish/briterne, altså punkt 1, vil det da også være uden historisk fortilfælde.

Det hele starter i London, hvorefter rytterne bevæger rytterne sig ud af den engelske hovedstad i sydvestlig retning. Målet er den 15,5 kilometer lange rundstrækning, der inkluderer stigningen Box Hill. Rytterne når frem til rundstrækningen efter 70 kilometer – her skal de så ud på i alt ni omgange.

Den store udfordring på rundstrækningen er Box Hill, der ligger i starten. Stigningen er 2,5 kilometer lang og stiger i gennemsnit med 4,9 procent. Stigningen indeholder et par hårnålesving og starter mildt ud, hvorefter den gradvist bliver stejlere. Det hårdeste stykke kommer mellem 1,5 og 2 kilometer opad stigningen, hvor stigningsprocenten er omkring syv. Mod toppen flader det ud, og derefter følger en række mindre nedkørsler afbrudt af flade stykker. Det vil give ujævn kørsel i feltet. I bunden af stigningen er der et fladt stykke på omkring 3-4 kilometer, før rytterne rammer starter på rundkørslen igen – og kort derefter Box Hill endnu engang.

Efter ni omgange og i alt 22,5 kilometers samlet stigning vender rytterne snuden hjem mod London. Der er cirka 40 kilometer fra rundstrækning og ind til The Mall og afslutningen i nærheden af Buckingham Palace. Det giver i alt 250 kilometers kørsel, hvor de væsentligste detaljer omkring ruten er stigningen Box Hill, der som nævnt skal køres ni gange, og så det at der fra den sidste tur op over Box Hill er over 50 kilometers kørsel ind til målstregen, en strækning, der i store træk ikke indeholder væsentlige udfordringer.

Sluttede løbet ude på rundstrækningen, så ville der utvivlsomt være tale om en rute, som tiltaler eksperterne i Ardennerklassikerne. Men med mere en 50 kilometers flad indkørsel til London, så forudser feltet.dk – som mange andre – at det hele ender i en massespurt. Ved de tidligere OL linjeløb har det ellers været noget af en opgave at holde styr på feltet, fordi holdene har været minimeret til maksimalt fem ryttere. Modsat vil der lige netop i London være så mange hold med interesse i en massespurt, at det synes uundgåeligt. Ikke blot vil løbet være overskueligt at kontrollere, men det er samtidig nogle af de stærkeste nationer overhovedet, der ønsker massespurten.

Favoritterne

Det bemærkes med det samme, at der er tale om et noget anderledes felt, end det man møder til eksempelvis et verdensmesterskab. De enkelte nationer er meget småt repræsenteret (kun max. fem ryttere per hold), og samlet stiller der kun 144 ryttere til start. Af de 144 ryttere kommer en lang række fra, i cykelsportssammenhæng, små nationer, og en benhård grovsortering leder frem til, at kun halvdelen af feltet har international kaliber.

I forhold til favoritterne handler det olympiske landevejsløb i første omgang om Mark Cavendish og de britiske ambitioner. Storbritannien har i sæsonen 2012 oplevet nærmest uhørt succes med en altdominerende Bradley Wiggins i spidsen, og efter sejren i Tour de France står nu kun det olympiske guld i vejen for det, der i så fald kun vil kunne betegnes som en jubelsæson.

Mark Cavendish er stadig verdens bedste sprinter, hvilket han satte en fed streg under to gange i slutningen af Tour de France. Og han har et fantastisk britisk mandskab til sin rådighed, hvor Wiggins og Tourens nummer to, Chris Froome, stiller sig fuldstændig i Cavendish’ tjeneste, sammen med de to sejtrækkere David Millar og Ian Stannard.

Det er fristende at påstå, at disse fire ryttere faktisk vil være nok til at kontrollere hele løbet, men en sådan tese vil hurtigt blive en akademisk diskussion. Startlisten afslører nemlig flere nationer, der gerne giver en hånd med for at sikre netop deres sprinter de bedste muligheder. Tyskland satser på André Greipel og har stortalentet John Degenkolb med til at trække tempoet op, mens tunge ryttere som Tony Martin, Bert Grabsch og Marcel Sieberg skal eliminere eventuelle udbrud. USA satser på Tyler Farrar og har Chris Horner, Taylor Phinney og Tejay van Garderen til sin disposition. Der er med andre ord tale om en overordentlig tung garde af temporyttere, som eventuelle udbrydere skal overvinde, inden de når frem til de afsluttende kilometer i London.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

En række af de andre store nationer satser bredt, og de er dermed dækket ind til både at gå med i angrebsforsøg langt ude fra, men også til en eventuel massespurt. Australien har Matt Goss som deres trumfkort i spurten, men kan også være med i angreb fra distancen med Cadel Evans og Simon Gerrans. Belgien er nok mest af alt et angrebshold med Philippe Gilbert og Greg van Avermaet, mens man i Tom Boonen har en rytter, der både kan gå med i angrebsforsøg, men også køre en massespurt. Spanien har en Luis Leon Sanchez i absolut storform, men kan også vende taktikken om og i stedet satse på Francesco Ventoso i spurten. Og Italien vil nok i første omgang satse på at få skudt Vincenzo Nibali og Luca Paolini af sted ude på ruten, inden man satser på Elia Viviani i en eventuel massespurt. Frankrig satser omvendt nok primært på en massespurt med stortalentet Arnaud Demare, og med kun fire ryttere til start er den tidligere stormagt som udgangspunkt reduceret til birolleindehaver.

Af store cykelnationer, der udelukkende satser på udbrud, ses kun Holland med Lars Boom og Niki Terpstra i spidsen samt Schweiz, der ønsker en revanche for Fabian Cancellara. Ved skrivebordet fik han tilkendt en sølvmedalje ved det seneste OL.

Udover de store nationer kommer en række ryttere, der nok har medaljechance, men hvis taktiske oplæg i den grad er bundet op på løbets udvikling, og for flere sprinteres vedkommende er håbet bundet op på Storbritannien og Tysklands forhåbninger om en samlet spurt. Megatalentet Peter Sagan stiller op som Slovakiets eneste repræsentant og er dermed tvunget til et løb, hvor der skal tænkes over brugen af kræfter, og det samme gør sig gældende for Norges Edvald Boasson Hagen, der dog har nogle holdkammerater omkring sig.

Danmark befinder sig i gruppen af hold, der på papiret vil køre offensivt, men som samtidig har en gardering i baghånden i form af Matti Breschel. Breschel er ikke en langsom rytter, men nogen supersprinter er han heller ikke, hvorfor det kræver dansk tilstedeværelse i et udbrud eller en stærkt minimeret favoritgruppe, hvis vi skal gøre os forhåbninger om en medalje. Det bliver op til Lars Bak, Nicki Sørensen og Jakob Fuglsang at bidrage til at gøre løbet så hårdt som muligt ved at åbne det på omgangene omkring Box Hill, og alle tre burde være i glimrende form efter at have kørt henholdsvis Tour de France og Østrig Rundt. Breschel selv har ikke haft en imponerende comeback-sæson, og senest måtte han udgå af Polen Rundt. Men han er en stærk mesterskabsrytter, der to gange tidligere har vundet medalje til Danmark i international sammenhæng.

Feltet.dks favoritvurdering

*****: Mark Cavendish

****: André Greipel

***: Matt Goss, Tom Boonen, Peter Sagan

**: Edvald Boasson Hagen, Fabian Cancellara

*: Greg van Avermaet, Philippe Gilbert, Matti Breschel, Arnaud Demare, Francesco Ventoso, Tyler Farrar