Nedenfor kan du se en oversigt over, hvad der kan forventes i linjeløbene i de vigtigste lande. Artiklen vil løbende blive opdateret. Bemærk, at det kan være meget vanskeligt at få opdaterede startlister til nationale mesterskaber. Der tages derfor forbehold for sene ændringer i felterne.

BEMÆRK: I år rækker tiden desværre kun til optakter til de otte lande fra verdensranglistens top 10, der ikke allerede har kørt deres mesterskab, samt Tyskland.

Belgien (søndag d. 23. juni)

Læs også

Ændring hos Visma: Et meget stort tab

Forsvarende mester: Remco Evenepoel

Ruten: Belgien er grundlæggende et fladt land, og derfor er deres mesterskaber generelt også flade. Det gælder også i år, men da løbet er henlagt til Zottegem i De Flamske Ardenner, har det et præg af brostensklassiker.

Landet har også altid lange mesterskaber, men i år skal der ”kun” køres 222,4 fra Sint-Leuvens-Houtem til Zottegem. Først kører man et kort stykke frem til en 40,9 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges to gange, og som byder på stigningerne Klamhoutstraat (800 m, 3,5) og Langendries (1000 m, 5,0%) samt pavéen Paddestraat (2400 m). Løbet afsluttes med fire omgange på en 22,9 km lang rundstrækning, der byder på Grotenbergstraat (300 m, 5,7%), Ten Bosse (300 m, 3,6%) og pavéen Lippenhovestraat (1200 m), der passeres for sidste gang med hhv. 20,2 km, 9,7 km igen og 5,5 km. Det hele slutter med en sidste kilometer, der stiger med 1,5% i en enkle finale med et sidste sving med 1600 m igen. Løbet har i alt 1796 højdemeter.

Favoritterne: Det er altid lidt et mareridt at skulle forsøge at spå om de belgiske mesterskaber. Ofte bliver de nemlig meget taktiske. Ruterne er som regel meget flade, og da Belgien i de seneste år har været overraskende sprinterfattigt, har det været sjældent, at de to store hold, Lotto og Quick-Step, har haft en interesse i en massespurt. Således har man ofte set, at et stort udbrud er kørt tidligt i løbet, og selvom der ofte er kommet nogle af de bedre folk op bagfra, er det ikke sjældent med, at vinderen har været en af de ryttere, der har været med i morgenudbruddet. Det skete endda så sent som i 2020, da Dries De Bondt var bedste mand fra et udbrud. Massespurter er nærmest chokerende sjældne, selvom ruterne meget ofte lægger op til netop det.

I år kan det også sagtens blive en spurt. Havde man kørt på denne rute i et ”rigtigt” cykelløb, var det formentlig blevet udkommet, at vi havde fået en reduceret massespurt. De to bakker er ikke specielt svære, og selvom man skal over en ret lang pavé til allersidst, er det ikke terræn, der kan skræmme typer som Jasper Philipsen og Tim Merlier

Dette er bare ikke et ”rigtigt” cykelløb. Faktisk vil jeg med så ”kuperet” en rundstrækning blive overrasket, hvis det er i år, vi får en af de sjældne massespurter. Det skyldes først og fremmest, at interessen i en spurt måske ikke er alt for stor. Alpecin er det eneste hold, der må have det som den klare plan A, men selv de vil formentlig køre offensivt. Det har Jasper Philipsen i hvert fald før gjort, og han vil formentlig gå med i angrebene for at undgå at komme på bagkant.

Det burde være helt indlysende, at Soudal skulle gå efter en spurt, den flyvende Merlier formentlig vil vinde. Det skal man bare ikke fortælle Remco Evenepoel. Han har helt sikkert frihed til at angribe, som han havde sidste år i samme situation, og så er Soudal pludselig også et offensivt hold. Det er dog nok kun ham og måske den forslåede Yves Lampaert, der for alvor har frihed på denne rute. Kommer Evenepoel ikke fri, vil jeg tro, at de går efter en spurt.

Derudover er der Lotto, der jo har den største trup af alle. Omdrejningspunktet er Arnaud De Lie, men han vil næppe spurte mod Merlier og Philipsen. Også han vil i offensiven, og det samme vil det store flertal af de øvrige WorldTour-ryttere, ikke mindst Wout van Aert. En spurt vil altid være en option på denne rute - særligt på en næsten vindstille solskinsdag, men jeg tror, at vi ser en gruppe køre væk. Det bliver næppe morgenudbruddet - når Soudal kun har to klare kaptajner vil jeg tro, at de vil kontrollere i år - men jeg regner med en lang finale, hvor typer som Evenepoel og Van Aert vil angribe tidligt. Jeg forventer derfor, at en mindre gruppe skal afgøre det, men i dette løb er det i høj grad taktik og ikke kun gode ben, der bestemmer, hvem der sidder der, når ruten er så let. Det er en stor fordel at være på et større hold og have en god spurt, men i en taktisk finale er ingen af delene nødvendige.

Også i Belgien er løbet præget af enorme forskelle i holdstørrelser. Lotto ventes at komme med 22 mand, Alpecin med 19, Flanders med 15, Bingoal med 13, Soudal og og Intermarcé med 11. Dertil kommer så alle de udlandsprofessionelle, der kører alene eller i meget små formationer, selvom der denne gang faktisk er lidt større grupper med fem fra Lidl og Cofidis samt fire fra både Visma og Ag2r.

Læs også

Dansker forsøgte sig i amerikansk soloridt

Det siger sig selv, at det godt kan blive lidt tilfældigt, men jeg er næsten nødt til at gå med Jasper Philipsen. Får vi en stor spurt, peger Belgium Tour på, at Merlier slår ham, men jeg tror, at han kan vinde et hårdt løb. Den Philipsen, der blev nr. 3 på kongeetapen i sidste uge er i hvert fald i form og bliver svær at sætte i dette terræn. Problemet er, at ingen vil spurte mod ham, og det vil være hans problem i en taktisk finale. Her burde Gianni Vermeersch og særligt Quinten Hermans, der begge har været blandt de formstærke, dog være gode kort at have hos sig i finalen. Begge kan også selv vinde løbet, da de kan gøre det færdigt i en spurt, og dermed har Alpecin tre gode vinderbud, selvom jeg er usikker på Vermeersch efter en skuffende præstation i lørdags og Hermans efter en hård Giro. Begge var heldigvis gode i Hageland. Alle tre kan vinde, men den mest sandsynlige vinder er Philipsen. Holdet har også et par bud i Timo Kielich og Robbe Ghys , der kan gøre det færdigt, men de får næppe chancen.

Jeg skal have Arnaud De Lie som nr. 2. Jeg var bestemt ikke overbevist om hans form i Schweiz, men han burde selv på 90% være en af de stærkeste i dette terræn. Han har den fordel, at han har 21 holdkammerater og dermed langt bedre støtte end de andre favoritter. Til gengæld skal han af med Merlier og Philipsen undervejs, men den bedste De Lie er også stærkere end dem begge i dette terræn. Lotto har også Maxim Van Gils, der ikke finder den bedste rute, men med den spurt, vi har et i år, med det rette held godt kan vinde. Derudover vil jeg tro, at Milan Menten og Lionel Taminiaux kan have en eller anden beskyttelse, men de kører næppe med de bedste. Jenno Berckmoes virker træt efter en hård periode, selvom også han kunne være et kort. Endelig har de Victor Campenaerts, Alec Segaert og Brent Van Moer, men det skal flaske sig, hvis de skal vinde. Jasper De Buyst synes ikke i form.

Jeg skal vel have Wout van Aert som nr. 3. Han er det store spørgsmålstegn og næppe på 100%, men han burde være så klar, at han vil være en af de stærkeste. Ruten er så ”let”, at han kan vinde på meget mindre end 90%, da han kan slå alle andre end Philipsen og Merlier i en spurt. Problemet er det svage hold, men han bør have Tiesj Benoot , der skal vinde via taktik, hos sig i finalen.

Lidl har løbets joker i Thibau Nys. Han havde gerne set en meget hårdere rute, men han burde kunne vinde på denne også. Jeg tror egentlig ret meget på hans fart mod alle andre end Merlier og Philipsen, men vi har ikke set ham køre mange spurter. Formen var fin i Schweiz, hvor han dog også viste, at han kan være ekstremt svigende - og så er distancen en joker. Holdet har også Jasper Stuyven, der ikke er som i foråret, men kørte fornemt i Belgien, samt Edward Theuns, der får svært ved at følge de bedste. En duo med Nys og Stuyven i en taktisk finale er dog spændende.

Soudals bedste bud er Tim Merlier. Efter Belgium Tour bliver jeg overrasket, hvis ikke han vinder en større spurt. Til gengæld melder han sig træt efter Giroen, og jeg tror ikke, at vi ser ham i front i et hårdere løb. Holdets andet bud er Remco Evenepoel. Heller ikke han er på toppen, men han er helt sikkert en af de allerstærkeste. Ruten er for let, men det samme sagde vi sidste år, hvor den var endnu lettere, og hvor han alligevel vandt - endda i formsvag tilstand. Han er bestemt kandidat, for han har for vane at vinde på ruter, der burde være for nemme. Holdet har også Yves Lampaert, men han missede enkeltstarten efter sit styrt i Schweiz, og jeg ser ikke Mauri Vansevenant eller Ilan Van Wilder vinde på denne rute.

Intermarché har også et stort hold. Deres bedste bud er Laurenz Rex . Han er hurtig og burde elske en mellemsvær rute som denne, men det skal flaske sig, da han ikke viste storform i sidste uge. Et andet bud er Vito Braet, der dog ikke helt synes at have forårets form. En massespurt med Gerben Thijssen er en sidste option, men han viste i sidste uge, at han næppe slår Philipsen og Merlier. Den anden sprinter, Arne Marit, er på vej tilbage fra en skade.

De øvrige hold får det svært. Tim Wellens kan godt vinde på denne rute, men det skal flaske sig, da han er alene. Jordi Meeus er manden, der på en god dag kan slå de to favoritter i en spurt, men han synes ikke flyvende og er alene. Dylan Teuns og Tom Van Asbroeck udgår en fin duo, men det er svært at se dem vinde. Andre, der kan lave et resultat i et hårdt løb, men får svært ved at vinde, er Oliver Naesen, Jenthe Biermans, Larc Craps, Luca Van Boven, Dries Van Gestel, mens andre bud til en spurt er Milan Fretin, Amaury Capiot, Sasha Weemaes, Davide Bomboi og Timothy Dupont.

OPDATERING: Remco Evenepoel er syg og kommer ikke til start. Det ændrer løbets dynamik ganske markant, fordi Soudal nu formentlig vil gå ret entydigt efter en spurt med Tim Merlier. Det øger chancen for en Merlier-sejr ganske markant. Jeg hælder dog til, at det fortsat bliver svært at holde det samlet, når folk som Wout van Aert, Thibau Nys, Arnaud De Lie og formentlig også Jasper Philipsen kører aggressivt på bakkerne og brostenene. Også Wellens har meldt fra.

Feltet.dks vinderbud: Jasper Philipsen

Læs også

Brian Holm om Pogacar: Der kommer også en regning

Slovenien (søndag d. 23. juni)

Forsvarende mester: Tadej Pogacar

Ruten: Slovenerne har mulighed for at lave ret varierede ruter, og i år har de designet en benhård rute. Som altid er distancen kort, da der blot skal køres 150,5 km omkring Trebnje, men de byder på 2428 højdemeter. Der skal køres syv omgange på en 21,5 km lang rundstrækning, der først har en lille bakke, men ellers er flad, inden man skal over Grmada (2,2 km, 9,0%), der endda har 1000 m med 10-13%. Toppen rundes for sidste gang med 8,7 km igen, hvorefter en let og hurtig nedkørsel leder ned til de sidste 6 km, der er helt flade.

Favoritterne: De slovenske mesterskaber er som regel svære at greje. På den ene side har landet relativt få professionelle uden specielt mange holdkammerater, hvilket giver dem en stor ulempe, når de skal tage kampen op mod særligt de mange ryttere fra Adria Mobil og Sava. På den anden side har feltet en ret beskeden størrelse, og derfor giver det altid et felt med meget få hjælperyttere - også hos Adria Mobil og Sava. Det bør kunne føre til et ret ukontrollerbart og tilfældigt løb, men alligevel er det kun sjældent sket, at det er gledet landets stjerner helt af hænde. Det skete i 2022, men ellers skal vi helt tilbage til 2014 for at finde den seneste sejr til en kontinentalrytter.

I år er ruten voldsomt hård, og det bør betyde, at det bliver en sag for de professionelle. Muren er voldsom, og den bør sikre, at vi ret tidligt får en naturlig selektion, hvor de stærkeste skal afgøre det mellem sig, som man altid ser det i Slovenien, når ruten er hård. Derfor er der ret få favoritter, hvilket også skyldes, at kun fire professionelle kommer til start, og at vi skal se langt efter navne som Tadej Pogacar, Primoz Roglic og Jan Tratnik.

Derfor går jeg med Matej Mohoric. Det er egentlig absurd, for vi så i sidste uge, at han er langt fra sit bedste. Han viste dog på sidste etape, at han formentlig er stærkeste mand på en mur som denne, og han kan også spurte, hvis det skulle blive nødvendigt. Dermed har han hele pakken - særligt fordi formen bør være i fremgang.

Læs også

Lykkelig amerikaner: Ikke mange følelser kan sammenlignes med denne

Den største trussel er vel Domen Novak . Han er i hvert fald den bedste klatrer af de to, men vi har mange gange på sidste etape i Slovenien, senest i sidste uge, set, at denne slags mure passer bedre til Mohoric end til Novak. Jokeren er, at den skal passeres så mange gange, at Novak alligevel kan ende med at køre alene, men han viste ikke just storform i sidste uge.

Det tredje bud er Luka Mezgec. I gamle dage kunne han godt have vundet på denne rute og i dette felt, men han har ikke fordums holdbarhed. Han kørte dog en vild grusetape i Giroen, og selvom han havde det svært i sidste uge, skete det med udgangspunkt i et styrt på 1. etape. Er han kommet sig, har han måske en chance, når Mohoric ikke er på toppen. Han vinder i hvert fald enhver spurt.

Jeg bliver overrasket, hvis ikke de udgør podiet. Den sidste WorldTour-rytter, Matevz Govekar, klatrede forfærdeligt i sidste uge. Jokeren er stortalentet Gal Glivar, der både kan klatre og spurte, men han havde en skuffende Baby-Giro. Den anden unge klatrer er Jaka Primozic, der dog skuffede i Østrig i sidste uge, men har haft en god sæson. Andre er Jaka Marolt, Matic Zumer og sprinteren Tilen Finkst , der klatrede hæderligt i sidste uge.

Feltet.dks vinderbud: Matej Mohoric

Danmark (søndag d. 23. juni)

Læs også

Corts sæson er ikke slut

Forsvarende mester: Mattias Skjelmose

Ruten: Det siger sig selv, at bjergryttere ikke har let ved at blive dansk mester, og de får det endnu vanskeligere i år. Efter to år på en relativt kuperet rute i Aalborg afvikles DM nemlig i Herning, hvor man skal lede længe efter højdemeterne. Man skal dog en tur ud mod min barndomsby, Vildbjerg, hvor det trods alt er en smule mere kuperet, men alle cykelløb i Herning-området er selvsagt totale fladbaneløb.

Danmark er et af de lande, der har relativt lange mesterskabsløb, og i år skal der køres 218,6 km med start og mål i Herning. Løbet kan inddeles i flere dele. Først kører man igennem det midtjyske fladland ud til en 37,5 km lang rundstrækning i det lidt kuperede område vest for byen, hvor man skal køre tre omgange i terræn, der har en del mindre bakker. Efter sidste omgang går det tilbage mod Herning igennem fladt terræn, hvor løbet sluttes med fire omgange på en flad, 13,8 km lang rundstrækning, der består af lange, lige veje uden væsentlige tekniske udfordringer. Slutteligt er der et sving et par hundrede meter fra stregen, mens sidste kilometer er ganske let stigende. Løbet byder på i alt 1125 højdemeter.

Favoritterne: Danmark var et af de lande, hvor ét stort hold længe var totalt dominerende, men efter Tinkoff-holdets kollaps er det hele blevet åbnet op igen. De professionelle er spredt ud på flere hold, hvilket var en af årsagerne til, at det i 2017 lykkedes Alexander Kamp at løbe med titlen foran de store navne fra udlandet.

Alligevel er billedet ret klart. De seneste seks gange er sejren gået til en WorldTour-rytter, og i langt de fleste tilfælde lykkes det altså de stærkeste via deres fysiske overlegenhed at kompensere for den taktiske ulempe, de har. I de seneste to år er det også blevet hjulpet af, at man har kørt på en hård rute i Aalborg, hvor det har været lettere for de stærkeste at gøre forskellen. At det taktiske element dog stadig spiller en enorm rolle, har særligt Mads Pedersen måttet sande. Han har i hvert fald to år i træk været temmelig låst, men heldigvis har han haft to holdkammerater, der med lidt mere frihed har kunnet tage sejren i stedet.

I år er ruten helt, helt anderledes. Havde der været tale om et ”rigtigt” løb, havde vi med statsgaranti fået en massespurt. Ganske vist skal man ud i det mest kuperede terræn, man har omkring Herning, men det er småting for ryttere af denne kaliber. Med omgange på en flad rundstrækning i Herning til sidst kommer småbakkerne også alt for langt fra mål. WorldTour-rytterne hjælpes af, at det bliver ret blæsende, hvilket kan bidrage til at gøre løbet hårdere, men noget gedigent sidevindsræs har vi næppe på menuen, selvom vinden står rigtigt på det meste af den kuperede rundstrækning.

Løbets omdrejningspunkt er igen Pedersen. Ingen vil spurte mod ham, men i år er han bedre stillet end tidligere. Ikke blot har han Mattias Skjelmose hos sig. Han har også de tre udviklingsryttere, Martin Pedersen, Parick Boje Frydkjær og Kristian Egholm, til at kontrollere. Det er stadig ikke noget stort hold i sammenligning med det, kontinentalholdene kommer med, men han står ikke helt ringe.

Nøglen er den samme som sidste år. Kan de undgå, at Uno-X kommer afsted, har de en allieret. Det norske hold kommer med hele 11 mand, og det gør det selvsagt svært at kontrollere dem. Det er dog langt fra alle 11, de vil lade køre chancen, og kan Lidl med Skjelmose, der skulle have erklæret sin totale loyalitet til Pedersen på denne rute, forhindre, at de vigtigste Uno-X-ryttere kommer afsted, må man formode, at det norske hold tror så meget på Magnus Cort i en spurt, at de vil føre. Én ting er i hvert fald sikkert: Skjelmoses vigtigste opgave må være, at Cort ikke kommer afsted. Det er dog også ret sandsynligt, at Uno-X vil køre offensivt og ikke satse alt på en spurt med Cort.

I det lys er chancen for en spurtafgørelse relativt god. Det bliver et aggressivt løb, hvor Pedersen også selv må bruge kræfter på at gå med i angreb og lukke huller, og derfor kan det bestemt heller ikke udelukkes, at løbet skal afgøres af en lille gruppe, men det vil formentlig være meget vigtigt for Lidl, at Pedersen er med i den gruppe. Planen er formentlig, at Pedersen skal køre om sejren - enten i en større spurt eller i en lille gruppe. Begge scenarier er sandsynlige. Det er klart, at en større spurt har et begrænset antal vinderkandidater, men får vi en mindre gruppe, kan vi sagtens få en taktisk afgørelse, særligt hvis vi har en gruppe, hvor alle vil kigge på Pedersen eller et lille antal WorldTour-ryttere.

Læs også

Cross-stjerne ser ny virkelighed i sporten

Det øger antallet af vinderkandidater, men Mads Pedersen er favorit. Han må regnes som feltets hurtigste, og dermed skal de andre finde en vej til at komme af med ham. Det bliver ikke på fysisk styrke, men det kan ske via taktik. Han har dog verdens bedste hjælper i formstærke Mattias Skjelmose, og med yderligere tre holdkammerater til at kontrollere, tror jeg på, at det denne gang vil lykkes for Lidl at bringe ham i en vindende position - alt sammen hjulpet af, at han viste storform i Dauphiné og utvivlsomt er løbets stærkeste mand i dette terræn. Flasker løbet sig ikke taktisk for Pedersen, er Skjelmose også en option, da han bestemt ikke er langsom, men kaptajnhierarkiet må være mere entydigt end for et år siden.

I en spurtafgørelse er det vel Tobias Lund, der er den største rival. Han har kæmpet med sin positionering, men både i Giroen og Tyrkiet viste han en fart, der ikke gør det helt umuligt, at han kan slå Pedersen, særligt hvis han kommer lettere gennem løbet. I dette felt har han i hvert fald også en større chance for at sidde rigtigt i tilfælde af en spurt, men han lider voldsomt under, at han er alene og derfor bare kan krydse fingre for, at løbet mager sig rigtigt.

Den største rival må være Uno-X som kollektiv. De kommer som sagt med hele 11 mand, og deres bedste bud er Magnus Cort. Danskeren rejste sig lynhurtigt med uventet god form allerede i Dauphiné, og han må være bedste bud på en mand, der kan slå Pedersen i en spurt. Grundet positioneringsproblemerne er det nemlig ret svært at vurdere, hvor meget fart han stadig har, og særligt hvis et større hold hjælper ham til at komme lettere gennem løbet end Pedersen, vil han have en chance. Til gengæld skal han ikke regne med frihed fra Pedersen, der formentlig vil overvåge ham som en anden efterretningsofficer gennem hele løbet. Det åbner døren for andre fra Uno-X, og her er det nok Louis Bendixen, Niklas Larsen og Rasmus Bøgh Wallin, der har den bedste chance for at gøre det færdigt, men heller ikke en velkørende William Blume eller unge Henrik Breiner Pedersen kan afskrives.

Den sidste sandsynlige vinder af en spurt er Alexander Salby. Han kommer til løbet fra sit livs sejr i ZLM Tour, og særligt hvis løbet har været let, vil han måske kunne true Pedersen. Det ligner en svær mission - særligt når han er alene - men kommer han lettere til stregen, kan han ikke afskrives. Tudor har også Sebastian Changizi, der har hjælp af Frederik Lykke, men jeg tvivler på, at han har farten til at blande sig helt fremme, og han har ikke kørt siden styrtet i Ungarn for mere end en måned siden.

Soudal har en stærk duo med Casper Pedersen og Kasper Asgreen. Pedersen kan deltage i en massespurt, han dog ikke kan vinde, men begge kan gøre det færdigt i en mindre gruppe, hvis det taktiske spil flasker sig. Selvom Asgreen er et stykke fra sit bedste, har begge vist en form, der gør, at de bestemt har muligheder, selvom det taktiske spil skal mage sig for et hold med bare to mand.

En anden hurtig herre er Michael Mørkøv . Han har før vundet DM i spurtafgørelser, men farten rækker næppe til at slå Pedersen i dag. Til gengæld er det en rute, hvor han kan køre et taktisk løb og måske havne i en gruppe, hvorfra han kan vinde. Han har i hvert fald enorm erfaring, og med Anthon Charmig ved sin side har han i hvert fald en hjælper.

Et andet hold med fart er TDT, der kommer med tre hurtige folk i form af Nicklas Amdi Pedersen, Sebastian Nielsen og Andreas Stokbro. Baseret på det, vi har set i år, vil de nok køre en spurt for en af de to førstnævnte, men også de får svært ved at vinde en større spurt. Til gengæld kan de gøre det færdigt i en mindre gruppe, og det samme kan Stokbro, der har vist god form i sine seneste løb i Belgien.

Den sidste duo af WorldTour-ryttere er Mikkel Honoré, der kørte fint i Slovenien i sidste uge, og Michael Valgren, der ikke har kørt siden en flot Giro. Hvor de står i forhold til træthed, er en ubekendt, men uanset hvad skal det flaske sig, hvis de skal vinde, selvom særligt Honoré ikke er helt langsom.

For de øvrige WorldTour-ryttere skal være heldige, hvis de skal vinde, da de alle er alene. Ruten er ikke ideel, men Anders Foldager har både form og fart. Mathias Norsgaard, Mikkel Bjerg og Johan Price-Pejtersen har masser af råstyrke på flad vej, men de skal formentlig alene hjem for at vinde. Mads Würtz er ikke på WorldTouren, men har noget fart og råstyrke. Efter en lovende periode i maj har han dog ikke vist meget på det sidste.

Læs også

Tour de l’Avenir-vinder skriver med storhold

På denne rute kan kontinentalholdene med lidt held i det taktiske spil godt vinde, selvom de næppe vinder en større massespurt. På Airtox er det særligt værd at holde øje med Mads Andersen og Daniel Stampe, der begge har gang i en fornem sæson og også har noget fart, samt Gustav Wang og hurtige Mathias Larsen, mens ruten ikke er ideel for sidste års nr. 2, Magnus Bak Klaris. Hos Coloquick kan man nævne Joshua Gudnitz, Emil Toudal, Simon Bak samt måske allerede Peter Øxenberg Hansen, mens man hos BHS Bornholm måske skal holde øje med Tobias Aagaard. Hos Ag2r’s udviklingshold skal Rasmus Søjberg med sin fart i den grad også tages seriøst - også i en spurt i en større gruppe. For Hagens Berman Axeon har vi hurtige Kasper Andersen, mens Julius Johansen fra Sabgal kommer med en frisk sejr fra Portugal. Endelig har CO:Play-Giant Lasse Norman, der jo vandt Fyn Rundt, og Vismas Morten Nørtoft.

Feltet.dks vinderbud: Mads Pedersen

Spanien (søndag d. 23. juni)

Forsvarende mester: Oier Lazkano

Ruten: Selvom sværhedsgraden er varierende, er de spanske løb altid relativt kuperede. Det gælder også i år, hvor der køres 204,8 km med hele 3184 højdemeter omkring byen San Lorenzo de El Escorial. Det skal deles i flere dele. Først kører et kort stykke ned til en 31,2 km lange rundstrækning, der skal tilbagelægges fem gange, og som indledes med et faldende stykke, inden der venter en stigning (4,3 km, 4,0%), hvorefter det går igennem let kuperet terræn frem til udgangspunktet.

Efter femte omgang kører man tilbage til en første passage af stregen, der kommer efter 166,4 km, hvorefter løbe afsluttes med tre omgange på en 12,8 km lang rundstrækning. Den indledes 1,6 km oppe ad en stigning (5,0 km, 5,8%), der er stejlest til sidst, hvor de sidste 2,5 km stiger med 6,9%. Fra toppen, der altså for sidste gang rundes med 9,4 km igen, venter en let nedkørsel og et let faldende stykke, inden man kører de første 1,6 km af stigningen op til mål. De stiger med 6,5% i snit, men efter en let start stiger de sidste 1000 m jævnt med 7,8% i snit.

Læs også

Hollænder sejrer i sidevindshow

Favoritterne: De spanske mesterskaber udvikler sig næsten altid til et opgør mellem Movistar og resten af feltet, og oftest ender det med sejr til det spanske storhold. Indtil Gorka Izagirre snød dem i 2018, skulle vi faktisk helt tilbage til Ruben Plazas sejr i 2009 for at finde deres seneste nederlag.

Til gengæld er det gået baglæns. Holdet er blevet slået fire af de seneste seks gange, men sidste år fik de deres revanche, da Oier Lazkano erobrede titlen. Det skete, selvom de ikke var de indlysende favoritter, mens de i år ikke slipper for at være storfavoritter. De stiller nemlig med et skræmmende hold med ikke færre end 13 mand, hvoraf flere er blandt de allerstærkeste. Når navne som Juan Ayuso, Carlos Rodriguez, Pello Bilbao og Marc Soler tillige alle skipper løbet, peger mange pile på det spanske storhold, selvom de er uden Enric Mas.

Det spanske mesterskab er ofte lidt mere kontrolleret end andre løb, hvis Movistar kører for en kaptajn. Jeg vil forvente noget lignende denne gang. De har ikke én klar kaptajn, men de har et hav af ryttere, der kan gøre det færdigt. Derfor ser jeg ikke, at de lader et morgenudbrud med en outsider sejle hjem. Nej, de vil formentlig sørge for, at favoritterne skal afgøre det til sidst, hvor de så også kan bruge deres bredde.

Det betyder også, at vi nok får et ret ærligt løb. Det bør den hårde rute sikre. I fuld finale skal man over 2,5 km med 6,9%, og der er nærmest ingen fladland på rundstrækningen. Når samtidig man slutter på en benhård, 1,6 km lang stigning, taler meget for, at bedste mand vinder.

Det kunne meget vel være Oier Lazkano igen. Sidste år udnyttede han Movistar-overtallet til at vinde på en meget lettere rute, men i år kan han vinde alene i kraft af sin styrke. For et par uger siden havde jeg regnet ruten som værende for hård, men med de vilde klatreben, han havde i Dauphiné, er der ikke mange, der kan sætte ham i dette terræn. Spurte på en bakke kan han også, og han har det stærkeste hold. Usikkerheden kommer i kraft af en chokerende svag enkeltstart, men vi har før set, at ryttere har skuffet om fredagen for siden at flyve om søndagen. Det ligner et titelforsvar til baskeren.

Movistar har dog flere topkandidater. Hvis Pelayo Sanchez stadig er frisk efter Giroen og Schweiz, hvor han var flyvende helt frem til sidste etape, står han lige så stærkt som Lazkano. Også han er nemlig skabt til at afslutte på denne bakke. Et tredje oplagt bud er Javier Romo, der i Dauphiné viste, at også han er blandt de mest formstærke klatrere. En fjerde option er Alex Aranburu, der netop har vundet kongeetapen i Schweiz. Afskrives kan han ikke, men ruten er til den hårde side for ham. Det gælder også for den ellers velkørende Carlos Canal, mens Gonzalo Serrano stadig er for langt fra sit bedste, og ruten er for hård for Ivan Garcia Cortina og Ivan Romeo.

Hvem kan true det store hjemmebanehold? Det bedste bud er vel Mikel Landa . Ruten er hård nok til, at en ren klatrer som ham kan køre alene hjem, men han lever lidt på Movistars nåde. Han er nemlig helt alene, og derfor kan han tabe løbet på taktik. Han var heller ikke på sit allerbedste i Dauphiné, men han var så god, at han med lidt yderligere finpudsning sagtens kan være stærkeste mand.

Et andet stærkt bud er Roger Adria. Han er mildt sagt svingende, men han sluttede Schweiz med en fornem kongeetape. Disse korte eksplosive stigninger burde lige være ham, og det gælder ikke mindst den afsluttende puncheurbakke. Han lider dog også af at være alene, og han skal ikke løbe ind i en af sine mange offdays.

Cofidis kommer med et hold, der har mere bredde. Topkandidaten er Jesus Herrada. Han har været en skygge af sig selv i år, men der er klar fremgang at spore. Hans bjergenkeltstart i Schweiz var det klart bedste, vi har set i år, og han passer storartet til ruten og ikke mindst finalen. Han ledsages af Ion Izagirre , der dog styrtede ud af et helt anonymt Schweiz, og de bakkes på af Ruben Fernandez, Gorka Izagirre og Jonathan Lastra.

Læs også

Van Aert viser store ar fra Vuelta-styrt

En anden kandidat er den genfødte David de la Cruz , der vandt enkeltstarten. Han vil ikke være den stærkeste, men han vil helt sikkert være blandt dem. I et taktisk løb og med en hård finale har han en reel chance, selvom han lider under at være alene.

Den sidste WorldTour-rytter med en chance er Omar Fraile. Efter et trist, trist 2023 lignede han delvist sig selv igen i Dauphiné. Denne rute er dog på grænsen for selv den bedste Fraile. Han ledsages af Oscar Rodriguez, der på en af de gode dage kommer langt, men som har været alt for svingende i år. Også Raul Garcia Pierna kan efter et flot Schweiz komme langt, men vinde kan han ikke, mens Markel Beloki trods en god enkeltstart ikke kommer hele vejen.

De spanske ProTeams har stor fordel af deres bredde, men det bliver svært for dem at slå Movistar på taktik, og de mangler nok manden, der kan gøre det færdigt. Bedste bud må være Kern Pharmas Pablo Castrillo, men han var efter sin pause stadig et stykke fra sit bedste i Slovenien. Det andet bud er Burgos’ Jose Manuel Diaz, der i år har været bedre end nogensinde og var godt kørende i sit senest løb, Mercan’Tour Classic. Hos Euskaltel manglede Mikel Bizkarra og Victor de la Parte for meget i Slovenien, mens jeg vil regne ruten som værende for hård for Abel Balderstone, Eduard Prade, Fernando Barcelo, Gorka Sorarrain, Urko Berrade, Pau Miquel, Ander Okamika og Mario Aparicio. Det er svært at se kontinentalholdene hævde sig på denne rute.

Feltet.dks vinderbud: Oier Lazkano

Storbritannien (søndag d. 23. juni)

Læs også

Endnu et gigantisk talent vælger Pogacars hold

Forsvarende mester: Fred Wright

Ruten: De britiske mesterskaber er sjældent de allervanskeligste, og efter en meget svær udgave i 2023 skrues der denne gang ned for udfordringerne, selvom værtsbyen og finalen med de to sidste bakker er den samme som sidste år. Der skal køres syv omgange på en 26,2 km lang rundstrækning omkring Saltburn-by-the-Sea, hvilket giver en samlet distance på 183,2 km. Hovedsageligt er det relativt fladt, men med 4 km igen når man toppen af en bakke (600 m, 7,4%), hvorefter det flader let hele vejen ned mod de sidste 400 m, der stiger med 7,0%. I alt skal der klatres 2281 højdemeter.

Favoritterne: De britiske mesterskaber er en sær størrelse. Ineos er traditionelt det klart stærkeste professionelle hold, og de er oppe mod en række relativt isolerede professionelle samt de lokale hold. Da de sjældent har haft en interesse i at spurte, har vi trods sprintervenlige ruter næsten aldrig fået en massespurt. I stedet har vi haft et ret klassisk billede, hvor et udbrud er kørt relativt tidligt og herefter har afgjort det mellem sig i en finale, der har handlet om både taktik og styrke, og hvor Ineos oftest har haft overtal. Det har gjort det til et lotteri at gætte vinderen.

Det taktiske element er ikke elimineret i år, men det er reduceret en anelse. Det sikrer den hårdere rute, der gør løbet mere fysisk og ærligt og mindre tilfældigt. Selvom man bruger samme finale som sidste år, er ruten dog betydeligt lettere end i 2023, hvor man havde hele 3000 højdemeter. Her fik vi et helt ærligt løb, hvor de stærkeste kæmpede, indtil kun Fred Wright stod tilbage. Så ærligt bliver det slet ikke i år. Der er kun to bakker, og selvom de er stejle, er de korte. Derfor kan det igen blive lidt tilfældigt, hvem der ender med at køre om det. I den gruppe kan taktik også blive afgørende igen, selvom fysikken spiller ind, da de to bakker kommer lige inden stregen. Vejret vil heller ikke bidrage til vanskeligheden.

Betydningen af taktik gør, at jeg er nødt til at gå med Ineos, men hvem skal jeg vælge? Jeg prøver med Ben Turner. Han har skuffet mig i år, men han burde være klar. Mit gæt er i hvert fald, at han skal til Touren, og vi så, da han vandt i Murcia sidste år, at han er en god afslutter på en bakke. Samtidig er han perfekt at spille ud i det taktiske spil, hvor han kan bruge sin store motor. Selvfølgelig skal det flaske sig, men ruten passer ham, og jeg vil tro, at han er tæt på 100%. Holdets andet oplagte bud er Ethan Hayter, der vil være meget svær at slå på denne bakke. Han skuffede igen på en enkeltstart forleden, men vi ved fra Schweiz, at han er i form. I kraft af spurten er han dog nok også ret overvåget. Det tredje oplagte bud er Josh Tarling, der har noget et vildt niveau i Flandern og senest Dauphiné. Han er ingen afslutter, men han skal bare have en mm, og vi ved fra Flandern, at han er robust. De sidste bud er Ben Swift og Connor Swift, der godt kan vinde i et taktisk løb, men de virkede Giro-trætte i sidste uge.

Israel-PT kommer også med fremragende format. Topkandidaten er Stephen Williams, der vel er feltets bedste på denne bakke. Han viste fin form i Schweiz, men er også uhyre svingende. Han ledsages af stortalentet Joe Blackmore, der på kongeetapen i Belgien viste, at han er tilbage i form efter en lidt anonym periode. Også han kan slå de fleste i denne spurt, og vi ved, at han har niveauet til at vinde på højeste niveau. Det sidste kort er Jake Stewart, der også kan afslutte på denne bakke, men den er nok lidt for stejl. Han virkede også formsvag i Schweiz.

EF kommer med en spændende trio. Særligt Lukas Nerurkar har senest i Dauphiné vist, at han vil være skarp, hvis han skal spurte på denne bakke. Hans tilstand er dog ukendt, da han missede Slovenien efter styrtet i Dauphiné, og ruten er lidt for let. Et bedre bud kan være ned uhyre formstærke James Shaw, der godt kan afslutte på denne bakke, men der er bedre afsluttere end ham. Endelig har de Owain Doull , der også passer til denne rute og kan afslutte, men nok er den svageste af de tre.

Fred Wright skal forsvare sin titel, men det bliver vanskeligere på denne lettere rute, der er mere taktisk. Feltet i år er også stærkere, og selvom han formentlig stadig er en af de stærkeste, har han bestemt ikke imponeret i år. Finalen passer ham dog, og flasker det sig i det taktiske spil, kan han sagtens vinde. Hans eneste holdkammerat er kometen Finlay Pickering, der bekræftede sit potentiale i Schweiz, men selvom finalen er hård, skal det flaske sig, hvis en ren klatrer skal vinde.

FDJ kommer med en spændende duo med Sam Watson og Lewis Askey, der begge burde passe til denne rute. Watson er nok det bedste bud, da han virkede formstærk i Schweiz, men målbakken er nok lidt for stejl. Den passer bedre til Askey, men hans form er meget usikker, da han ikke har kørt siden Giroen. Ruten er nok for hård for sprinteren Noah Hobbs.

Læs også

Tour-profil har fremtiden på plads

Visman kommer med Ben Tulett. Det er ikke hans ideelle rute, men han kan afslutte på denne bakke, hvis det taktiske spil flasker sig. Han ledsages af den uhyre lovende Matthew Brennan, der netop har vundet i Baby-Giroen og godt kan være med på denne rute, samt den lovende klatrer Tomos Pattinson.

De øvrige professionelle får det svært. Løbet passer fint til Sean Flynn, men han er alene og har skuffet stort i år. Finalen er for hård for ensomme Dan McLay, mens det virkelig skal flaske sig, hvis Zeb Kyffin, Mark Donovan, James Knox og Oliver Knight skal vinde. På kontinentalholdene vil jeg holde øje med Max Walker, der senest kørte en forrygende enkeltstart, Robert Donaldson og Oliver Stockwell.

OPDATERING: Turner kommer ikke til start. Ineos stiller kun med Ethan Hayter, Tarling og de to Swift-fætre. Der er også afbud fra Williams. De to stærkeste og bredeste hold er således svækkede. Ineos må dog stadig regnes som stærkeste mandskab, og derfor tager jeg chancen og går med Tarling. Hayter vil stå meget stærkt i denne spurt, men som sagt er det britiske mesterskab sjældent en kontrolleret affære. Her spiller taktik en ofte den afgørende rolle, og med sin nuværende form skal Tarling næppe have mange millimeter, inden han definitivt er fløjet.

Feltet.dks vinderbud: Josh Tarling

Holland (søndag d. 23. juni)

Læs også

Vinjebo scorer nyt job

Forsvarende mester: Dylan van Baarle

Ruten: De hollandske mesterskaber er af gode grunde ofte flade, men af og til henlægger man mesterskabet til Limburg for også at give klatrerne en sjælden chance. Det gjorde man sidste år, og selvom man ikke gør det i år, er det lykkedes arrangørerne at designe en ret kuperet rute omkring byen Arnhem. I alt skal der køres 199,4 km på to rundstrækninger. Et kort stykke leder ud til den første, der er 15,3 km lang og skal tilbagelægges ni gange. Den byder efter en flad start på Posbank (500 m, 4,6%), hvorefter den sidste del generelt er fadende, dog med en lille bakke. Efter sidste omgang slutter man løbet med at syv omgange på en 8,5 km lang rundstrækning, der har nogle småbakker, men generelt er flad. Med 1500 m igen begynder det at falde, hvorefter de sidste 500 m er let stigende. I alt skal der klatres 1937 højdemeter.

Favoritterne: Det hollandske mesterskab havde i mange år karakter som Rabobank/Jumbo mod resten, men det er har i stigende grad været svært for storholdet at vinde. Faktisk er det ret rystende at erfare, at de siden sejren til Koos Moerenhout i 2009 kun har vundet med Dylan Groenewegen i 2016, med Timo Roosen i 2021, Pascal Eenkhoorn i 2022 og Dylan van Baarle i 2023.

Som det fremgår, er trenden heldigvis ved at vende. De har i hvert fald vundet tre gange i træk - sammenfaldende med at de er blevet verdens bedste cykelhold - og også i år står de stærkt, når de møder med en trup med 10 mand, herunder flere meget stærke navne. I år er der ingen Mathieu van der Poel, og det betyder, at de helt ubetinget bliver løbets omdrejningspunkt.

De kan vælge to strategier. De kan tage chancen og køre et offensivt løb. Det kan godt lade sig gøre på denne rute med ca. 2000 højdemeter, men det er også en risiko. De har nemlig Olav Kooij, der vil være favorit i en spurt, og den sikreste strategi burde være at holde det samlet. Det har de i hvert fald styrken til i dette felt, og ruten er ikke for svær for deres sprinter. Udfordringen er, at Dylan Groenewegen og Fabio Jakobsen også er til start, og derfor er det ikke stensikkert, at han vil vinde. Det øger chancen for, at Visma vil køre et mere offensivt løb, også fordi de har en klar interesse i et hårdt løb.

Jeg vil dog stadig tro, at vi får en eller anden form for spurt. Det ligner den sikreste Visma-strategi, og vi ved, at Jayco og DSM også vil arbejde for en spurt. Jeg vil dog også tro, at Visma-drengene vil gøre det hårdt undervejs.

Derfor har jeg også Olav Kooij som ret klar favorit. Han viste i Belgien, at han måske ikke er flyvende, men dog i hæderlig form. Han burde kunne klare disse bakker, og hvis holdet går 100% med ham, burde han være hurtigst i dette felt. Han er også mere holdbar end de folk, der kan slå ham, og med Van Dijke-brødrene har han det bedste lead-out. Derfor tror jeg, at han sikrer Visma deres fjerde sejr i træk. Vælger holdet en mere offensiv strategi vil jeg se i retning af Mick van Dijke, der er hurtig og tilbage i god form efter sin pause, og Tim van Dijke, der også er hurtig, men tvivlsom efter det styrt, der kostede ham enkeltstarten. Måske vil man også givet noget frihed til Koen Bouwman, der er hurtig, men han har ikke imponeret med sin form, selvom der var klar fremgang i Dauphiné. Formstærk er Wilco Kelderman , der også kan spurte, men det skal flaske sig, hvis han skal vinde, mens jeg tvivler på, at de giver chancen til unge Loe van Belle, selvom han er hurtig, eller til formsvage Milan Vader.

Den største trussel er vel Dylan Groenewegen. Han har ikke fordums fart, som vi har set flere gange i år, og i dag burde han få det svært mod Kooij. Han er også tungere og har ringere støtte, men denne rute er inden for rækkevidde. I dette felt bør han heller ikke slår for meget med sin positionering, og han har trods alt hjælp af både Elmar Reinders og Jan Maas, der må være hjælpere.

DSM har jo Fabio Jakobsen. Som jeg har skrevet flere gange, tror jeg på hans fart, hvis han endelig sidder rigtigt, men er denne rute ikke for hård. Styrtet i Belgien har ikke gjort det nemmere, men det er ikke en rute, hvor han automatisk falder fra. I et felt som dette har han en bedre chance i positionskampen, og han har et godt tog med Timo Roosen, Bram Welten og Casper van Uden. Det er frygten for holdbarheden, der gør, at han ikke er nr. 2 på listen, for jeg tror, at han er hurtigere end Groenewegen. Et mere sikkert kort er den flyvende Van Uden, der viste et helt nyt niveau i ZLM Tour, hvor han vandt to etaper. Han har måske ikke helt farten til at slå Kooij, men jeg er spændt på, hvor tæt han kan komme. Han har god støtte fra Roosen og Welten, hvis Jakobsen falder fra, og han byrde fint klare bakkerne.

Læs også

Ny dopingsag på danskers hold: Det sørgelige ved Portugal er jo…

Astana har Cees Bol. Han burde nok kunne klare disse bakker, men han får svært ved at slå Kooij. Til gengæld er han relativt robust, og han kan også køre et mere offensivt løb i dette terræn. Han ledsages af den i år skuffende Ide Schelling, der ikke synes i form, men kan gøre det færdigt i en lille gruppe efter et hårdt løb.

EF stiller med Marijn van den Berg, der skal bruge det hårdest mulige løb. Han har dog kun støtte af Jardi Christiaan van der Lee, og derfor kan han ikke bidrage til at sikre det. Han er bestemt podiekandidat, men han slår ikke Kooij i en spurt. Skal han vinde, skal han tage chancen i et hårdere løb.

Den sidste sprinter er David Dekker. Han er ikke rasende holdbar længere og er helt alene, men han burde kunne sidde med på denne rute. Der er dog ikke noget, der tyder på, at han kan vinde, og han vil få det svært i positionskampen.

Et hold, der skal i offensiven, er Intermarché. Mike Teunissen får det svært i en spurt i dette felt, men han kan sagtens gøre det færdigt, hvis det har været hårdt. Han har bare ikke vist meget i år og skuffede i Belgien i sidste uge. Han har støtte fra Boy van Poppel og Roel van Sintmaartensdijk, men de er ikke for alvor kandidater til et resultat.

En anden, der skal i offensiven, er Pascal Eenkhoorn, der før har vundet løbet. Han er ikke som i 2022, men han burde med held kunne vinde fra en lille gruppe, da han har fart. Han ledsages dog kun af Matthijs Paasschens, der får svært ved at vinde. I samme sætning kan man nævne Sjoerd Bax, der er formstærk og kan gøre det færdigt, men han er helt alene.

Alpecin har unge Lars Boven, men hans krise synes uden ende, selvom han passer til ruten og har fart. Et andet kort til en spurt er erfarne Ramon Sinkeldam, men det er nok slut med en podieplads i dette felt. En sidste option er Oscar Riesebeek til et hårdt løb, men det er svært at se ham vinde.

Derudover er der Lidl med Daan Hoole, Sam Oomen og den stadig sygdomsmærkede Bauke Mollema , men de får meget svært ved at vinde på denne rute. TDT har et par spændende folk i formstærke Hartthijs de Vries, Joren Bloem og Martijn Budding, der alle er hurtige, samt Jelle Johannink. På kontinentalholdene vil jeg særligt holde øje med kometen Pim Ronhaar, Alex Molenaar, Coen Vermeltfoort, Timo de Jong, Jesper Rasch, Rick Ottema og Tim Marsman

OPDATERING: Der er afbud fra Jakobsen, Van Uden og Kelderman.

Feltet.dks vinderbud: Olav Kooij

Læs også

Asgreen forklarer sit holdvalg

Italien (søndag d. 23. juni)

Forsvarende mester: Simone Velasco

Ruten: De italienske mesterskaber er altid fascinerende, fordi man i landet er gode til at sammensætte meget varierende ruter. Også i år er det en rute med mulighed for et uforudsigeligt løb, men det er ligesom sidste år et løb, der appellerer til klatrestærke typer. Som altid er der tale om en lang distance, denne gang på hele 228,2 km med start i Firenze og mål i Sesto Fiorentino. Først kører man et langt indledende stykke, der undervejs byder på to omgange på en let kuperet rundstrækning, men som generelt er fladt, indtil man efter 111,2 km når toppen af Croci de Calenzano (2,3 km, 5,2%). Umiddelbart derefter rammer man den afsluttende rundstrækning, hvor man kører næsten en hel omgang og efter 129,8 km for første gang når toppen af Collina (4,9 km, 4,4%). Efter første målpassage køres fire fulde omgange på den 22,6 km lange rundstrækning. Efter en flad start skal man over Collina (4,9 km, 4,4%), der har to kilometer med 6-7% i bunden, hvorefter den stiger med 4-5%, idet den fjerde kilometer dog er let faldende. Fra toppen resterer 8,0 km, hvorefter det falder ned mod de sidste 3 km, der er flade, dog med en let stigende sidste kilometer på 0,9%. Løbet har i alt 2987 højdemeter.

Favoritterne: Det italienske mesterskab kan være en ret tricky sag at læse. I støvlelandet er de professionelle nemlig spredt betydeligt bedre ud, end de er i mange andre nationer, og det giver en mere lige magtbalance, end man ser i de fleste af de andre lande. Manglen på et italiensk WorldTour-hold gør dog også, at ingen af de største hold kommer til start med nogen stor trup, og det kan gøre det svært at rette op på taktisk ugunstige situationer. Taktik er derfor en ret væsentlig faktor, som vi blandt andet så, da Davide Formolo, Elia Viviani, Filippo Zana og senest Simone Velasco sejrede. I alle tilfælde blev flere af de største favoritter fanget, og de kom aldrig tilbage i løbet.

Årets rute er relativt hård, og det øger chancen for, at vi får et ærligt løb, hvor stærkeste mand vil vinde. Det gælder særligt, fordi den første del er lettere at kontrollere, hvis man har en eller anden form for hjælp. Selvom La Collina er relativt svær, er der dog så megen fladland på rundstrækningen, at der er god tid til taktik, og her er chancen for kontrol slet ikke den samme.

Læs også

Officielt: Vuelta-sensation skifter til storhold

Derfor kan vi sagtens som i 2022 og 2023 ende med, at stærkeste mand ikke vinder. Jeg tror dog, at der er en god chance for, at løbet ikke tidligt glider favoritterne af hænde. Det bør hold som Astana, Ineos og Lidl have hjælperyttere, der kan sikre. Når vi rammer rundstrækningen, kan alt til gengæld ske i et løb, hvor alle de største favoritter er på små hold. Ruten er hård nok til, at antallet af potentielle vindere ikke er på den anden side af 100, men taktik vil formentlig igen i år spille en vis rolle.

Jeg ser dog en mulig redning for favoritterne i Lidl. De stiller med fem eller seks mand, da jeg ikke ved, om Giulio Ciccone kommer til start efter sin nylige sygdom. Da han næppe er frisk til at gribe ud efter titlen, vil det give mening for holdet at satse 100% på Andrea Bagioli, og det kan give en eller anden form for kontrol.

Derfor er jeg også nødt til at pege på Alberto Bettiol, fordi han formentlig er løbets stærkeste rytter. Han har været i forrygende form efter pausen, først med sejren i Mayenne og siden med stærk kørsel i Schweiz og Aargau, og selvom der er bedre klatrere end ham, så vi med sejren i Torino, hvor uhyggelig han kan være på denne form for stigning. Han kan også slå de fleste i en spurt, men der er også spørgsmålstegn. Han udgik af Schweiz efter styrt og kom derfor ikke til start på enkeltstarten. Meldingerne umiddelbart efter uheldet var dog meget positive, og det kan meget vel have været et ønske om fuldt fokus på linjeløbet, der betød, at han ikke startede forleden. Hans største problem er, at han er helt alene efter hele sagen med Andrea Piccolo, men lykkes det at holde løbet under kontrol ved hjælp af andre hold, har jeg svært ved at se, hvem der skal slå ham.

Det kunne være Andrea Bagioli. Hans sæson har været en katastrofe, men han så virkelig godt ud i Aargau, hvor han bare ikke fik lov at køre sin chance. Hvis det er udtryk for, at han endelig har fundet formen efter Giroen, er han endnu mere skabt til denne rute end Bettiol, og han er tillige mindst lige så hurtig. Han har fire eller fem holdkammerater til at kontrollere, og dermed er han bedre stillet end mange andre. Alligevel hersker der altid usikkerhed om ham i denne triste sæson. Lidl har også Giulio Ciccone, der var i fabelagtig form i Dauphiné og ville have meget gode chancer for at vinde på denne rute, da han også er hurtig. Problemet er bare den nylige sygdom, der lød til at have ramt ham meget hårdt.

En anden topkandidat er Giovanni Aleotti. Italieneren er endelig blevet sig selv igen, og han kommer til løbet som en af de mest formstærke efter sin samlede sejr i Slovenien. Han er ikke den allerhurtigste, men ruten er hård nok til, at han har en chance for at køre alene. Til gengæld lider han under at være alene.

UAE er ikke den magtfaktor, de plejer, men de har en af favoritterne i form af Diego Ulissi. Han har mildt sagt været svingende i år, og formentlig kommer han igen til kort, men har han de ben, han havde i Abruzzo og Ungarn, kan han sagtens vinde på en rute, der passer ham som fod i hose. Han hjælpes endda af formstærke Filippo Baroncini, der nok vil finde ruten hård, og Alessandro Covi, der fortsat er en skygge af sig selv.

Astana har noget bredde, der gør, at de skal tages seriøst. Deres bedste kort er vel den forsvarende vinder Simone Velasco, der ikke virkede flyvende, men heller ikke havdød i Schweiz. Der er bedre klatrere end ham, men i et taktisk løb kan han vinde, som han gjorde på den tilsvarende rute i 2023 - ikke mindst fordi han er hurtig. Bredden kommer til udtryk, når holdet også har Christian Scaroni, der om type er næsten identisk, men her er der større usikkerhed om formen, da han ikke har kørt siden en ikke alt for god Giro. Et tredje kort er Lorenzo Fortunato, der ikke er skabt til denne rute, men i et taktisk spil godt kan have en chance - hvis han er frisk efter en hård periode med både Giro og Dauphiné. Et fjerde kort burde være Samuele Battistella , men han synes stadig helt fra snøvsen, mens ruten bør være for hård til Davide Ballerini.

En anden kandidat er Gianluca Brambilla. Ruten passer ham helt ideelt, og selvom han ikke er ved fordums styrke, sluttede han så stærkt i Schweiz, at han skal regnes som kandidat. Han hjælpes endda af at have hele syv, ganske vist lidt tungere holdkammerater.

Jeg vil også nævne Andrea Vendrame og Matteo Trentin. Begge er oppe mod bedre klatrere, men i et taktisk løb skal de tages seriøst. Det viste Trentin sidste år på den tilsvarende rute, hvor han var meget tæt på at vinde, og det virker heller ikke umuligt denne gang, hvis han er frisk efter Giroen. Vendrame er endnu farligere, da han er mere holdbar, men også hans form er ukendt, og modsat Trentin er han helt alene. I samme sætning bør man nævne Vincenzo Albanese, men han har i år slet ikke klatret som tidligere og skuffede senest i Schweiz. Han ledsages af Alessandro Verre, der dog virker træt efter Giroen.

Læs også

Pogacar, Remco, Roglic og fire danskere kører monument

Tør man afskrive Fillippo Ganna? Det vil være dumt. Der er bedre klatrere end ham, men han skal ikke have meget forspring for at gøre det færdigt. Jeg er dog en smule usikker på formen så langt fra OL. Hans sejr på enkeltstarten var i hvert fald mindre suveræn end ventet. Til gengæld har han Salvatore Puccio og Elia Viviani som dedikerede hjælpere.

Et hold, der skal tages seriøst i kraft af sin bredde, er Bardiani. De kommer til start med ikke færre end 22 ryttere, og selvom ingen af dem er skabt til dette løb, har de folk med de rette klatreevner. Det gælder særligt den uhyre formstærke Martin Marcellusi, der også er relativt hurtig, samt Giulio Pellizzari og Domenico Pozzovivo , der begge er i form, men skal alene hjem for at vinde. Filippo Fiorelli burde heller ikke være helt uden chance, men skuffede i Slovenien. Andre formstærke bud er Luca Covili, Filippo Magli og Alessandro Pinarello, men det er svært at se dem gøre det færdigt.

Hos Bardiani skal Edoardo Zambanini også tages seriøst. Han har udviklet sig enormt i år og viste senest fin form i Slovenien. Der er bedre klatrere end ham, men i et taktisk løb har han en chance, ikke mindst i lyset af sin gode spurt. Fra Intermarché er jeg også igen nødt til at nævne Lorenzo Rota, der var tæt på i 2022 og efter et elendigt 2024 viste han så meget liv i Belgien, at han måske igen er kandidat, særligt fordi han er hurtig. Det samme er Francesco Busatto, der dog fortsat har det ret svært i år.

Jeg skal vel også nævne Filippo Zana, men han virkede godt nok træt i Slovenien. Helt væk var han dog ikke, og derfor kan han ikke afskrives i et taktisk løb. Han har i hvert fald gjort det før. På sigt er det den perfekte rute for Davide De Pretto, men han mangler nok stadig for meget, og Alessandro De Marchi, der er Jaycos sidste mand, virker lidt træt.

Derudover kommer Alpecin med en stærk duo med klatrerne Nicola Conci og Luca Vergallito, men Conci virkede meget træt i Schweiz efter sin flotte Giro. Stefano Oldani virker derimod stadig helt fra snøvsen. For Movistar burde Davide Formolo være en af favoritterne, men han har skuffet hele året senest i Dauphiné. Corratec kommer med et hav af ryttere, hvor kun Valerio Conti er en kandidat, men trods et hæderligt Slovenien burde han ikke længere kunne vinde et løb som dette. Polti stiller med fire mand, men Matteo Fabbro er det eneste reelle vinderbud, og han har slet ikke vist form i lang tid, mens ensomme Marco Frigo får svært ved at gøre det færdigt. På kontinentalholdene kan man holde øje med Thomas Pesenti, men han vinder trods alt ikke i dette selskab.

Feltet.dks vinderbud: Alberto Bettiol

Læs også

Bizar skade medvirker til absurd situation

Frankrig (søndag d. 23. juni)

Forsvarende mester: Valentin Madouas

Ruten: Franskmændene er kendt for deres lange distancer, som vi også finder i år, hvor der skal køres 240,6 km mellem Avranches og Saint-Martin-de-Landelles med i alt 3250 højdemeter. Først kører man et indledende stykke, indtil man efter 21,0 km rammer den afsluttende rundstrækning, hvor man kører cirka en lille halv omgang frem til første passage af stregen efter 27,4 km. Løbet afsluttes nu med 13 fulde omgange på den 16,4 km lange runde, som byder på Cote de la Vallee (700 m, 5,6%) med top med 11,9 km igen og Cote des Biards (600 m, 6,7%) med top med 5,2 km. Efter sidstnævnte er det først fladt og siden faldende frem mod de sidste 2 km, der stiger jævnt med 2-4% - den sidste kilometer med 2,8% i snit.

Favoritterne: Det franske mesterskab er altid en meget speciel størrelse. De største franske hold har nemlig en kolossal overvægt af franskmænd, og det betyder, at det altid er nogle gigantiske mandskaber, der kommer til start. Årets løb er bestemt ikke en undtagelse, da den foreløbige startliste viser, at Total kommer med 21 ryttere, Ag2r og FDJ stiller med 16 ryttere, Arkea kommer med 15 mand og Cofidis med ”bare” 14 ryttere. Det skal lægges, at Arkea, Ag2r og FDJ har adskillige udviklingsryttere. Samtidig ser man ofte, at holdene med de bedste franske sprinter kører ret målrettet efter en spurtafgørelse, og med så mange ryttere til at kontrollere ender det derfor oftere end noget andet sted i en spurt.

Det gør det dog nok ikke i år. Ruten er ikke så vanvittig som sidste år, hvor man havde mere end 4000 højdemeter, men let bliver det. 3200 højdemeter kan mærkes, selvom det er fordelt over en gigantisk distance. Vi kender rundstrækningen fra La Polynormande, og selvom Arnaud De Lie sidste år viste, at man godt kan vinde det løb i en spurt i en større gruppe, ender det som regel for en sag for de bedste puncheurs. Det er også i et svagere felt, men til gengæld over en betydeligt kortere distance.

Ruten er dog ikke så svær, at det ikke kan blive taktisk. Det gør de franske mesterskaber let, hvis ikke et hold kører for, at det skal være samlet. Det tvivler jeg på, at de største hold vil gøre denne gang, og kommer den rette gruppe væk, hvor alle de stor franske hold har en mand, de tror på, kan det sagtens være et overstået kapitel. Det gør det til et løb med mange vinderkandidater, men en god spurt i det stigende opløb og punch på særligt den sidste, ret stejle bakke er gode egenskaber.

FDJ skal forsvare titlen, og de har et fremragende kort i Romain Gregoire, der efter moden overvejelse bliver min favorit. Han passer lige så godt til ruten som Cosnefroy, og han viste god form i Dauphiné. De skulle endda gerne være bedre nu frem mod Touren, og vi ved, at hans potentiale er meget stort. Særligt hans 2. plads i Dauphiné gør mig fortrøstningsfuld. Han har dog stadig til gode at bevise sig over distancen, og han er uhyre svingende. Holdet har også den forsvarende vinder, Valentin Madouas, der passer til løbet og har vundet La Polynormande. Han skal dog have forbedret sig markant siden Dauphiné, men det gjorde han også meget, da han vandt sidste år. Et tredje bud er Quentin Pacher, der har punch og kan gøre det færdigt. Det kan David Gaudu og Rudy Molard også, hvis udviklingen er den rette, men for typer som den skal det flaske sig, mens det er svært at se Lenny Martinez vinde. Endelig har holdet Paul Penhoët som en holdbar sprinter, hvis det bliver mindre selektivt end ventet.

Havde det ikke være for hans seneste løb, var jeg gået med Benoit Cosnefroy. Ruten passer ham perfekt - han har da også vundet La Polynormande - for han har det bedste punch på den sidste bakke og kan slå de fleste i den let stigende spurt. Han har i år også været genfødt, men hvad skal vi lægge i, at han i lørdags meldte sig som hjælper for Pierre Gautherat? Dårlig form eller træning frem mod dette løb? Det skaber i hvert fald en ekstra usikkerhed, men har han det niveau, han har haft i næsten alle løb i år, bør han være svær at slå, hvis ikke han fanges i det taktiske spil. Ag2r har dog også andre gode kandidater. Den mest oplagte er kometen Paul Lapeira, der i Schweiz var tilbage i god form, har punch og har vundet en let stigende spurt i Baskerlandet. En anden er Pierre Gautherat, der kan afslutte og viste storform i lørdags. Et andet bud er Dorian Godon , der også er skabt til denne rute, men som skuffede i Dauphiné. Det er også en god rute for kometen Bastien Tronchon, hvis Giroen, hvor han blev bedre og bedre, endelig har bragt ham tilbage i forårsformen. Med sin gode afslutning kan formstærke Damien Touzé også vinde fra den rette gruppe, og det samme kan den stadig bedre afslutter Aurelien Paret-Peintre. Til gengæld er det nok ikke noget for Valentin Paret-Peintre, der er træt, men formstærke Bruno Armirail er ideel at spille ud fra distancen i det taktiske spil.

Læs også

Medie: Soudal Quick-Step-profil skifter hold

Cofidis har Axel Zingle, der også passer perfekt til denne finale, men har haft et skuffende år. Senest havde han det svært i Mayenne, men hans 2. plads i den hårde finale i Franco-Belge indikerer, at han er tilbage. Spørgsmålet er bare, hvor han står, da han ikke har kørt siden dengang. Han har trænet frem mod Touren, men nu forlyder det, at han grundet sit holdskifte ikke kommer med. Cofidis har også Bryan Coquard, der som holdbar sprinter godt kan vinde her, men trods sejren i Schweiz er han næppe stærk nok længere. Axel Mariault, Axel Mariault og Benjamin Thomas har ikke vist nok i år, og det er svært at se Guillaume Martin vinde på denne rute.

Arkea har et godt bud i Kevin Vauquelin. Han bør være en af de bedste puncheurs, men selvom han kan spurte, skal han af med Cosnefroy og Gregoire. Han skuffede fælt i Schweiz, men han blev bedre og bedre og viste lovende takter på enkeltstarten. Han lider dog under et svagt hold. Ruten kunne være god for Matis Louvel , men han leder stadig efter formen efter skaden. Et bedre bud er Clement Venturini, der passer til ruten og har været genrejst i år. Han vil dog nok være overmatchet af de bedste. Florian Senechal kan også vinde på denne rute, men han har til gode at imponere i år. Med sin gode spurt kan Clement Champoussin vinde, hvis det flasker sig, men ruten er lidt for let, mens Ewen Costiou mangler den gode spurt. Endelig er Simon Guglielmi tilbage i form, men ingen sandsynlig vinder, mens jeg ikke kan se årets Arnaud Demare vinde på denne rute.

Så er der Axel Laurance. Med den vilde holdbarhed, han har vist, kan han køre med de bedste på bakkerne og derefter slå dem i spurten. Vi så dog også hans begrænsninger på 3. etape i Schweiz, men det var i en benhård finale. Han har det problem, at han er alene, og derfor kan han ikke spille det taktiske spil - og vi ved ikke, hvordan han klarer distancen.

Kan man tro på Julian Alaphilippe? Vi ved nu, at han kan være god nok til at vinde på en rute, der passer ham som fod i hose, men er han god nok? Han har ikke kørt siden Giroen, og da hans næste mål er OL, burde han få svært ved at slå Tour-rytterne. Han lider også under et lille hold, hvor han hjælpes af de lovende Paul Magnier og Antoine Huby, der dog næppe er klar til at vinde et 240 km langt løb, der er så hårdt som dette.

En ubekendt er Christophe Laporte. Ruten er ikke for hård for ham, men de bedste puncheur kører nok fra ham på sidste bakke. Til gengæld slår han dem alle i denne let stigende spurt. Det største problem er, at han er alene, og derfor skal det taktiske spil flaske sig - og så ved vi ikke, hvor han står efter sit tidlige exit fra Giroen, men mon ikke han er Tour-klar?

Totla har det størst hold, men de får svært ved at vinde. Deres bedste bud er sprinteren Emilien Jeanniere, der har vist en uventet holdbarhed, men han synes ikke i sin bedste form længere. Det er en god rute for Mathieu Burgaudeau, Sandy Dujardin, Pierre Latour, Anthony Turgis og Alexis Vuilermoz, men de har ikke vist meget i år. Endelig er den nok for let for halvhurtige Jordan Jegat.

De øvrige hold får det svært. DSM har Romain Bardet og Warren Barguil, der begge kan spurte, men skal have lidt helt i det taktiske spil. Intermarché har Hugo Page til en spurt i en større gruppe, mens Lilian Calmejane er træt. Det skal virkelig flaske sig, hvis ensomme Remi Cavagna og Julien Bernard skal alene hjem i det taktiske spil, mens niveauet nok er for højt for Axel Huens, Baptiste Huyet og Adrien Maire fra TDT. På kontinentalholdene er de mest spændende den i år flyvende Alexandre Delettre, der passer til ruten, Clement Braz Afonso, Artus Jaladeau, Joris Delbove, Nicolas Breuillard og Samuel Leroux.

OPDATERING: Et afbud fra David Gaudu svækker FDJs bredde, men ændrer ikke på, at Romain Gregoire er min favorit.

Feltet.dks vinderbud: Romain Gregoire

Læs også

Optakt: Gran Piemonte

Tyskland (søndag d. 23. juni)

Forsvarende mester: Emanuel Buchmann

Ruten: Tyske mesterskaber er ofte sprintervenlige, men sådan har det ikke været de seneste sæsoner. I år er det dog ikke alt for svært. Der skal køres 200,9 km mellem Donaueschingen og Bad Dürrheim, som mest af alt afvikles på to rundstrækninger. Først køres 10,0 flade kilometer frem til en første passage af målstregen. Herefter køres to omgange på den 16,1 km lange finalerundstrækning, der har den lille stigning Aasen (500 m, 9,0%). Derefter køres tre omgange på en længere 25,3 km lang rundstrækning, der har to stigninger, Ofingen (1,1 km, 7,2%) og Aasen (500 m, 9,0%). Derefter køres igen to omgange på den korte rundstrækning, inden man slutter løbet med to omgange på den lange. Det er generelt fladt, når man ser bort fra de to stigninger, hvis toppe nås for sidste gang med hhv. 15,6 km og 6,2 km igen, inden den sidste kilometer er let stigende. I alt skal der klatres 2632 højdemeter.

Favoritterne: Der er en grund til, at Marcel Meisen, Pascal Ackermann og André Greipel tilsammen har vundet fem af de seneste elleleve mesterskaber. Det mest af Tyskland er relativt fladt, og kombinationen af flade ruter og mange topsprintere har gjort det tyske mesterskab til en sprintervenlig affære.

I de seneste år har det imidlertid ændret sig. Den tyske sprinterscene er ikke, hvad den engang var, og derudover har ruterne generelt været kuperede. I år skrues der dog lidt ned for vanskelighederne, og det burde ikke være en helt umulig rute for en holdbar sprinter.

Ændringen skyldes også, at løbet har ændret sig de seneste år. Nu sidder Bora på flæsket, fordi de er de i særklasse bedst repræsenterede. Det er de også i år, hvor de kommer med ikke færre end otte mand, og da de i de senere år ikke har haft en interesse i at spurte, forsøger de typisk at skabe et hårdt løb, hvad ruterne også har lagt op til. Succesraten er også til at tage at føle på. Siden André Greipels sejr i 2014 har holdet vundet syv af ni gange, herunder de seneste tre år.

I år er jeg dog knap så sikker. De har ingen rasende hurtig mand, og de skal for alt i verden undgå en spurt. Det er ikke let på denne rute, men de hjælpes af feltets karakter. De hæmmes af, at Tudor og Alpecin begge har lidt at skyde med og formentlig gerne vil spurte, men generelt er løbet præget af, at det kun er Bora, der for alvor kan kontrollere løbet.

Det kan godt give et ret tilfældigt løb. En spurt kan ikke udelukkes, men mere sandsynligt er det, at Bora får skabt en gruppe, de kan være tilfredse med. Hvem der ender her, er imidlertid ikke helt let at spå om, når ruten er så let som denne. I en taktisk finale kan man også vinde uden at kunne spurte, men som udgangspunkt er en god spurt et vigtigt våben, ligesom man skal have punch på bakkerne.

Jeg går med Nico Denz. Han er en del af Boras Tour-trup og burde være i form. Vi ved, hvor god han kan være, når han er flyvende, som han var det i Giroen sidste år, men hans motor er træg. Heldigvis blev den varmet op i Dauphiné, og han ligner en af de Bora-ryttere, der har en bedst chance for at gøre det færdigt på en rute, der passer ham. Det mest oplagte var ellers Maximilian Scachmann, der har punch, kan spurte og er genfødt. Vi aner bare ikke, hvor han står efter en Giro, hvor han blev træt. Optakten her er dog skrevet inden enkeltstarten, og brager han en god enkeltstart af, ændrer jeg nok vurderingen med ham som ny favorit. Det tredje bud er Jonas Koch, der er holdets hurtigste og holdbar, men han virkede træt efter Giroen, da han kørte i Slovenien. Et fjerde bud er halvhurtige Emil Herzog, der dog ikke viste meget i Slovenien heller. Det er svært at se Florian Lipowitz, Anton Palzer eller Ben Zwiehoff vinde, men det kan lade sig gøre i det taktiske spil.

Den store rival er Tudor. Marius Mayrhofer er som holdbar sprinter skabt til denne rute, og han har flere gange virkelig imponeret på den front. De er også fem mand, og derfor han de lidt at spille med, men er det nok mod otte mand fra Bora? Samtidig er jeg ikke helt overbevist om hans form efter Schweiz og Aargau, hvor han ikke virkede flyvende. Han ledsages af den uhyre formstærke Marco Brenner, der som Florian Stork skal alene hjem i det taktiske spil. Et spurtstærkt alternativ er Mika Heming, men det er svært at se ham vinde. Endelig er Hannes Wilksch formentlig ren hjælper.

Jeg kan have fidus til Felix Engelhardt. Hans sæson har været en katastrofe, men nu giver hans vilde bjergenkeltstart i Schweiz håb. Hvis han finder sig selv, er han skabt til denne rute, da han også kan afslutte, men den svage start i Schweiz skaber stadig usikkerhed. Han ledsages af Max Walscheid, der nok er for tung til denne rute.

Jeg vil slå Georg Zimmermann og Nils Politt sammen. Zimmermann er skabt til ruten, men har ikke imponeret i år. Den er mindre skabt til Politt, der vil finde sidste bakke stejl, men han har kørt som en motorcykel i år. Begge er hurtige, men de er også helt alene, og derfor skal det flaske sig. En tredje ensom rytter er Kim Heiduk, der ikke er en af de allerstærkeste, men flere gange har imponeret med sin holdbarhed. Han vinder ikke en spurt i en større gruppe, men han kan slå de fleste på stregen. Det samme kan siges om ensomme Jannik Steimle , der virker i fin form, og efter Flandern tør jeg ikke helt udelukke, at bakkerne kan overvindes. Sidste ensomme kandidat er Simon Geschke, der kørte en fremragende Giro, men da han ikke synes at have den fart, han tidligere havde, tvivler jeg på, at han kan vinde - men hans Tour-deltagelse bør sikre, at han igen er i form.

Løbets hurtigste er Pascal Ackermann. Han viste ikke storform i Schweiz, og denne rute kan være for hård. Han er dog blevet mere holdbar, og hvis Tudor kører for en spurt, kan han bruge Michael Schwarzmann til jagten. Den sidste favorit til en spurt i en større gruppe er Max Kanter, der hjælpes af unge Jonas Reibsch. Hans form er dog usikker, da han efter Giro-exitet kun har kørt det lette løb i ZLM Tour, og jeg vil tro, at Ackermann og nok også Mayrhofer slår ham på fart.

DSM har John Degenkolb og Niklas Märkl. Begge har farten som et våben, selvom Degenkolb ikke er som tidligere. Märkl er dog nok lidt tung til bakkerne, og det er den Degenkolb, vi har set i år, formentlig også. Jeg tør dog ikke udelukke veteranen.

Det tredje hold, der har muskler, er Alpecin. De har hele fire mand og burde stå meget højere. Både Maurice Ballerstedt og Henri Uhlig kan nemlig blande sig i en spurt, men usikkerheden er for stor. Ballerstedt er ret tung, og han styrtede ud af ZLM Tour. Uhlig er skabt til denne rute, da han er holdbar, men han har ikke kørt løb i en måned. Holdets stærkeste er Jason Osborne, men det er svært at se ham vinde på denne rute, mens Juri Hollmann er for tung.

Endelig er der EF. De har kometen Georg Steinhauser, men det er svært at se ham vinde på denne rute - særligt da han forlod Schweiz med træthed. Han ledsages af Jonas Rutsch, der sagtens kan køre finale på denne rute, men det skal virkelig flaske sig, hvis han skal vinde.

Den sidste professionelle er Johannes Adamietz, men han vinder som ensom, spurtsvag klatrer ikke. På kontinentalholdene skal der holdes øje med Tim Torn Teutenberg, der ligner en reel vinderkandidat på denne rute og er i form, Miguel Heidemann, Moritz Kretschy, Jonas Rapp, Oliver Mattheis, Niklas Behrens og Anton Schiffer.

Feltet.dks vinderbud: Nico Denz

Sidste optakt

Som jeg skrev i optakterne i sidste uge, bliver dette min allersidste optakt på Feltet.dk. Tusind, tusind tak for, at I har læst med i alle årene. Det har været en fornøjelse at skrive dem, og jeg håber, at læsningen har været lige så fornøjelig. Nu forlader jeg desværre Feltet.dk efter 11 år, men husk at fortsætte med at bruge siden som en primær kilde til dækning af cykelsporten også efter min afgang. Dansk cykling har nemlig brug for den dedikerede cykelhjemmeside, Feltet.dk er.

Endnu gang TAK for jeres læselyst igennem alle årene! Jeres opbakning har betydet mere, end I aner.