\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Manden, der kan true ham, er måske først og fremmest Sebastian Langeveld. Ligesom alle andre EF-ryttere har klassikerspecialisten nemlig forbedret sig voldsomt i år, hvor særligt 4. pladsen i Tirreno fremstår som et yderst imponerende resultat. Desværre har han virket formsvag på det seneste, hvor fødslen af hans barn synes at have taget en del opmærksomhed.
Sidste år overraskede Dylan Van Baarle, men desværre har han ikke vist mange tempoevner siden da, og senest skuffede han fælt i Dauphiné. Formen er til gengæld kan fremragende, og i et knap så stærkt felt kan han overraske igen. Også Niki Terpstra , der ellers ikke er specialist, har for vane at overraske i løbet, hvor han to gange er blevet nr. 2, senest i 2018. Den lange distance passer ham i hvert fald. Koen Bouwman har også før kørt fine enkeltstarter, men det har desværre knebet i år, og Martijn Tusveld har ikke formen efter sin lange skadespause. Endelig er løbet også et stort mål for specialisten Dion Beukeboom, men hans hidtil bedste resultat er sidste års 4. plads.
Feltet.dks vinderbud: Jos Van Emden
Schweiz (onsdag d. 26. juni)
Forsvarende mester: Stefan Küng
Ruten: Schweiz har mulighederne for at lave ret vanskelige ruter, men det gør de sjældent til enkeltstartsmesterskaberne. Også i år venter der en næsten pandekageflad rute, der denne gang afvikles omkring byen Weinfelden. Her sker en 15,4 km lang rundstrækning tilbagelægges i alt to gange for en samlet distance på i alt bare 30,8 km. De første 2 km er flade, hvorefter det stiger let over de følgende 3 km, inden det igen falder let mod de sidste 4 km, der er helt flade. Ruten har enkelte sving, men er ikke meget teknisk, og antallet af højdemeter er 199.
Favoritterne: Siden Fabian Cancellara efter 9 titler kørte cyklen i garagen, har Stefan Küng med to sejre i træk sat sig på tronen. Schweizeren har ganske vist haft et rædselsfuldt år, hvor han har skuffet den ene gang efter den anden, men i dette felt bør han være i særklasse. Rutens karakter med en lille bakke og masser af fladt tonserterræn passer ham i hvert fald, og det vil være en mindre sensation, hvis ikke det bliver til et hattrick.
Manden, der kan true ham, er Tom Bohli, men selvom også han er specialist, har han aldrig leveret store resultater over lange distancer. Således blev han blot nr. 26 i det nylige Tour de Suisse, og han vil stå endnu ringere over den næsten dobbelt så lange distance. Han burde dog have gode muligheder for med en sølvmedalje at opnå sit hidtil bedste resultat.
Det er svært at se, hvem der skal true de to favoritter. Det bedste bud er vel Reto Hollenstein , men han er slet ikke på samme niveau, som da han to gange i træk vandt sølv i 2015 og 2016. En anden medaljekandidat kunne være U23-verdensmesteren Marc Hirschi¸ der er i fremragende form, den formstærke klatrer Patrick Schelling, unge Gino Mader, der endelig har fundet lidt form efter sine mange skader, samt måske Gian Friesecke, der kører hæderlige enkeltstarter. I dette felt kan veteranen Steve Morabito måske også vise lidt, men en gentagelse af bronzen fra 2016 vil være en overraskelse.
Feltet.dks vinderbud: Stefan Küng
Belgien (torsdag d. 27. juni)
Forsvarende mester: Victor Campenaerts
Ruten: I Belgien designer man oftest flade ruter til enkeltstarterne, og det gør sig i sandhed også gældende i år, hvor løbet er henlagt til kystbyen Middelkerke. Her har man fundet en 13,0 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges i alt tre gange, i første omgang dog i en forkortet version, så den samlede distance bliver 38,3 km. Der er enkelte sving, men også masser af lange strækninger, hvor de store wattmonstre gav åbne for gassen. I alt har den samlede næsten 40 km lange enkeltstart bare 20 højdemeter.
Favoritterne: I gamle dage var det belgiske enkeltstartsmesterskab ofte en perifer begivenhed, men i år er det vel det mest spændende af dem alle. Det skyldes, at der er lagt op til et brag af et opgør mellem europamesteren og den forsvarende vinder Victor Campeneerts samt Wout van Aert og Yves Lampaert, der kommer til løbet efter at have vundet de lange enkeltstarter i hhv. Dauphiné og Tour de Suisse.
Derfor er det også et yderst åbent opgør, hvor Campenaerts måske nok er den naturlige favorit, men hvor vi vil pege på Wout van Aert. Allerede på Veranda’s Willems viste crossstjernen evner i disciplinen, men efter at være blevet en del af Jumbos specialiserede system har han gjort enorme fremskridt. Således leverede han i Dauphiné en magtdemonstration, der nærmest havde helt Rohan Dennis-agtig karakter, da han sejrede med 31 sekunder ned til Tejay van Garderen og ikke mindre end 47 sekunder ned til selveste Tom Dumoulin. Med tanke på, at han først for nylig er blevet en del af et team, der for alvor fokuserer på disciplinen, kunne noget tyde på, at sporten kan have fundet sit nye tempomonster. Det får han lejlighed til at vise ved at besejre Campenaerts denne torsdag.
Hans værste rival er naturligvis Victor Campenaerts, der jagter sin tredje titel på fire år. Europamesteren har siden bronzen ved VM etableret sig som en af verdens førende specialister, hvilket særligt blev dokumenteret med sejren i det ekstremt stærkt besatte felt i Tirreno. Han skuffede imidlertid fælt både på den sidste Giro-enkeltstart og enkeltstarten i Belgium Tour, og selvom han egentlig viste fin form i Belgien, var særligt sidstnævnte meget skuffende. Til gengæld burde han være langt bedre over næsten 40 km, og på en rute som denne skal man trods alt stå tidligt op for at slå Campenaerts.
I de senere år er Yves Lampaert blevet hhv. nr. 2, 2, 1 og 3 i dette løb, og han har etableret en rivalisering med vennen Campenaerts, som han slog i 2017. Siden dengang er det gået nedad bakke, men i år har han kørt fremragende enkeltstarter siden første dag. Det kulminerede med sejren i Schweiz, hvor han slog flere af verdens allerbedste. Det gør ham livsfarlig på denne rute, hvor distancen og terrænet passer ham endnu bedre, men i de senere år har han været mindst ét niveau under Campenaerts.
Sidste år chokerede Thomas De Gendt ved at blive nr. 2, hvilket blot er det seneste eksempel på, at han af og til hiver en enkeltstartskanin op af hatten. 3. pladsen på sidste enkeltstart i Giroen var et andet eksempel, og det viser, at man altid skal tage sig i agt for belgieren. Han er dog meget ustabil, og spørgsmålet er, om han kan slå de tre store specialister nu, hvor han ikke har kørt løb siden Giroen.
Løbets joker er Remco Evenepoel , men selvom han lagde stærkt ud på enkeltstarten i San Juan, har han haft det lidt svært på tidskørslerne hos de professionelle. Det så vi senest i Belgium Tour, hvor han trods overlegen styrke på linjeløbsetaperne, ”kun” blev nr. 4 på enkeltstarten. Dette er tillige den længste enkeltstart i hans liv, og derfor kommer han trods den suveræne form nok til kort mod favoritterne.
Manden, der slog ham i Belgien, var Tim Wellens , men selvom han blev nr. 2 i 2015, vil det være en overraskelse, hvis han vinder så lang og flad en enkeltstart mod langt større specialister. Derudover skal det blive interessant at se sølvvinderen fra U23-VM, Brent Van Moer¸ men hans begrænsninger på dette niveau blev udstillet i Belgium Tour. De øvrige ryttere bør ikke kunne blande sig i et felt med så store specialister.
Feltet.dks vinderbud: Wout van Aert
Frankrig (torsdag d. 27. juni)
Forsvarende mester: Pierre Latour
Ruten: I Frankrig designer man ofte længere og mere kuperede enkeltstarter end i mange andre lande, og det gør sig også gældende i år. Her skal der tilbagelægges 47,1 km mellem Clisson og La Haye-Fouassière, og selvom der ingen længere bakker er undervejs, går det så meget op og ned, at man undervejs får klatret 362 højdemeter. Det ændrer dog ikke på, at det grundlæggende er en god rute for specialisterne, der dog udfordres af en relativt teknisk finale over de sidste 6-7 km.
Favoritterne: Siden Sylvain Chavanel abdicerede har de franske mesterskaber været relativt åbne, og det gælder ikke mindst i år, hvor den dobbelt vinder Pierre Latour er langt fra den form, der har givet ham overlegne sejre to gange i træk. Derfor er der denne gang tale om et ret uforudsigeligt løb, hvor fraværet af rigtige specialister gør, at mange vil kunne en reel chance for at vinde.
Det er derfor også med nogen tøven, at vi peger på Remi Cavagna som vores favorit. Franskmanden leverede flere lovende præstationer i starten af sin karriere, men gik så i stå. Den nylige 10. plads i Dauphiné indikerede dog, at han kan være på vej til at rejse sig igen, og i dette felt bør han som minimum være med fremme. Han mangler at bevise sig selv over længere distancer, men hans eminente soloridt i Californien viser, at det ikke er motoren, der mangler.
Hans værste rival kunne være Benjamin Thomas. På højeste niveau har det ellers knebet lidt for banespecialisten, der har haft svært ved at være med helt fremme på enkeltstarterne. Sidste weekend var der imidlertid hul igennem, da han blev nr. 8 på den stærkt besatte enkeltstart i Tour de Suisse. Vi er lidt i tvivl, om han kan håndtere den næsten 50 km lange distance, men formen er i hvert fald god, og sidste prs bronze viser, at han har en fair chance.
Naturligvis skal Pierre Latour også nævnes, men det ligger ikke lige til højrebenet, at han skal sikre sig hattricket. I forvejen er ruten ikke helt så kuperet så tidligere, men det er først og fremmest den lange skadespause, der gør det svært. Indsatsen i Tour de Suisse gav ikke det store håb, men i dette felt vil han altid have en chance, ikke mindst over den lange distance.
Distancen taler også til fordel for Yoann Paillot, der for to år siden blev en flot nr. 2, og skal han nogensinde vinde titlen, må i år være den helt store chance. En overraskelse kunne måske komme fra Alexis Gougeard, der i år har været bedre end meget længe. Han er måske ikke specialist, men hans power og motor er enorm og burde passe til både terræn og distance.
Man kan også håbe, at Stephane Rossetto, der vandt sølv i 2015, efter en pæn enkeltstart i Dauphiné atter kan være med fremme, ligesom Julien Antomarchi af og til hiver en kanin op af hatten. Den dobbelt sølvvinder, Anthony Roux, har gjort løbet til et stort mål, men han har intet vist i disciplinen i flere år, og hans generalprøve i Dauphiné var en regulær fiasko. Det er også værd at holde øje med FDJs unge Romain Seigle og Bruno Armirail, der i dette felt burde kunne hævdel sig.
Ruten er nok for lang for prologspecialisten Damien Gaudin , hvis form også synes at lade meget tilbage at ønske, og vi har desværre heller ikke meget håb for Corentin Ermenault, der som professionel slet ikke har levet op til potentialet fra tiden som U23-rytter. Endelig burde specialisten Johan Le Bon også nævnes, men han er netop kommet tilbage efter en længere pause og synes slet ikke at have formen allerede nu.
Feltet.dks vinderbud: Remi Cavagna
Danmark (torsdag d. 27. juni)
Forsvarende mester: Martin Toft Madsen
Ruten: Årets DM er henlagt til Esbjerg, og det betyder naturligvis, at de terrænmæssige udfordringer er i den beskedne ende. Således er ruten, der har både start og mål i havnebyen, skabt til specialisterne, der kan træde mange watt på den 39,8 km lange rute, der fører feltet mod øst ud til et vendepunkt i Bramming og tilbage mod Danmarks femtestørste by. Den første og sidste del synes at bestå af lange, ligestrækningen, men omkring Bramming bliver ruten mere kringlet med flere sving. Terrænet er imidlertid fladt, og i alt skal der klatres beskedne 198 højdemeter på en rute, der alle kommer over 20 m over havets overflade.
Favoritterne: I de seneste år har DM været Martin Tofts Madsens domæne, men i år står han vel over for sin største trussel, siden han med den overraskende sejr i 2016 satte sig på tronen. I år står han nemlig over for en af denne sæsons helt store sensationer på den internationale cykelscene i form af Kasper Asgreen, ligesom den dobbelte U23-verdensmester, Mikkel Bjerg, ikke bliver dårligere med årene. Med en flad tonserrute er der i hvert fald lagt op til en relativt klar udmåling af, hvem der er Danmarks bedste temporytter.
Vi tror, at det er tid til et tronskifte. Sidste år blev Kasper Asgreen ganske vist blot nr. 4, men af uransagelige årsager var det også netop i sin paradedisciplin, at det danske talent havde det svært i sin første tid på Quick-Step. Siden da er der sket så meget, at man reelt ikke kan sammenligne 2018-udgaven af Asgreen med den rytter, der stiller til start på torsdag. Danskeren har været årets måske største sensation med et gennembrud i snart sagt ethvert terræn, og det har også bibragt ham fordums styrke i tempodisciplinen. Så sent som i weekenden slog han flere af verdens absolut bedste, da han blev en kneben nr. 2 i Tour de Suisse, og et sådant topresultat gør ham til den naturlige favorit på hjemmebanen, ikke mindst fordi den dobbelt så lange rute bør passe endnu bedre til Asgreens motor. For to år siden var han bare 13 sekunder fra guldet, og de 13 sekunder må han med sit enorme niveauhop have fundet siden da.
Det er nemlig bestemt også muligt, at det bliver til en fjerde sejr til Martin Toft Madsen. Med sin minutiøse forberedelse synes den trefoldige mester altid at være knivskarp, når det gælder de vigtigste opgaver, og i hvert fald hans sejr i 2018 var temmelig suveræn. Sidste år viste han med en 10. plads ved VM, at han trods sin status som kontinentalrytter har international topklasse, ikke mindst over lange distancer. Så sent som i Chrono des Nations i oktober slog han senest Bjerg i en lang enkeltstart på højt UCI-niveau, og selvom marginen blot var 7 sekunder, viser det, at han stadig har overhånden. Lidt overraskende blev han besejret ved UCI-løbet i Slagelse, men ved løbet i Nakskov var han sit vanlige dominerende selv. Nu skal han vise, at han også stadig har bevaret sit forspring til de to kometer.
Efter bronze i 2017 og sølv i 2018 er det næste logiske skridt for Mikkel Bjerg at tage sejren. Danskeren har to år i træk suverænt vundet VM for U23-ryttere, og han fortsætter med at udvikle sig med stormskridt. I år har landevejsprogrammet kun givet ham mulighed for at køre en enkelt rigtig enkeltstart på UCI-niveau, og her blev han akkurat slået af sin rival fra VM, Brent Van Moer. Det kan derfor være lidt svært at vurdere, om og hvor meget han har indhentet af det forspring, Toft Madsen hidtil har haft, og i forhold til sidste år skal han finde 25 sekunder på sin rival. Logikken siger, at 20-årige Bjerg, der med sit uofficielle timerekordforsøg og flotte VM i 2018 i hvert fald ikke synes at være blevet ringere siden sidste års DM, vil være endnu tættere på i år, men spørgsmålet er bare, om det er nok. Det relativt klare nederlag til Johan Price-Pejtersen ved U23-rytternes løb i sidste uge var ikke videre lovende.
Mads Pedersen er løbets joker, men Trek-rytteren er altid helt uberegnelig. På sine store dage kan han være flyvende, som da han sidste år vandt enkeltstarten i Danmark Rundt eller blev nr. 4 i Tirreno-Adriatico. En lignende præstation leverede han med 6. pladsen i den stærkt besatte enkeltstart i det italienske etapeløb i år, men listen over resultater byder også på ganske mange skuffelser. Samtidig har han haft løbspause, siden han styrtede ud af Tour of Norway i slutningen af maj, og derfor er hans formniveau ukendt.
Det vil være en overraskelse, hvis ikke den nye danmarksmester er en af de ovennævnte, men flere kan komme i spil til medaljerne. Det gælder Rasmus Quaade, der efter nogle svære år i 2018 genfandt lidt af fordums tempostyrke med en bronzemedalje ved DM, et fremragende EM og en 4. plads i Danmark Rundt, og hans kørsel i Luxembourg Rundt tyder på, at han efter nogle helbredsproblemer kommer til løbet i fremragende form. Derudover skal det naturligvis blive interessant at følge talenterne Mathias Norsgaard, der sidste år blandt andet vandt medalje ved VM og blev nr. 7 i Danmark Rundt, samt Johan Price-Pejtersen¸ der overraskende slog Toft Madsen i Slagelse tidligere i år, og som netop har slået både Bjerg og Norsgaard ganske suverænt ved DM for U23-ryttere i sidste uge.
Feltet.dks vinderbud: Kasper Asgreen
Storbritannien (torsdag d. 27. juni)
Forsvarende mester: Geraint Thomas
Ruten: De britiske mesterskaber er i år henlagt til Norfolk, hvor arrangørerne har designet en 40,8 km lang rute. Teknisk er den ganske ukompliceret og består hovedsageligt af lange lige veje, og terrænet er relativt fladt. Ganske vist er der flere rullende bakker, ikke mindst i løbet anden halvdel, men med et samlet antal højdemeter på 287 er det en relativt flad enkeltstart designet til specialister.
Favoritterne: Ineos har i år nedprioriteret enkeltstarten, og derfor møder de op uden den forsvarende vinder, Geraint Thomas. Det åbner døren for, at Alex Dowsett kan tage sin sjette titel og sin første siden 2016. Briten er måske aldrig blevet den temporytter, mange spåede, men efter nogle svære år synes han at nærme sig sit gamle niveau. I et år, der nærmest har været ruineret af skader, er han blevet nr. 4 og 6 på prologer i hhv. ZLM Tour og Tour de Romandie, og sidste år viste han klassen med en 5. plads ved EM og en 6. plads på Giroens lange enkeltstart. Nu om dage er Dowsett ret upålidelig, men med sin flotte kørsel på den flade sidste del af enkeltstarten i Dauphiné, hvor han smed det hele væk på grund af bakken, viste han form. I dette felt bør han være den stærkeste på en rute, der synes passe ham glimrende.
Ineos vil forsøge at forsvare titlen med Owain Doull , der stille og roligt forbedrer sig i enkeltstartsdisciplinen. En nylig 18. plads på 1. etape af Tour de Suisse var et vidnesbyrd om fremgangen, ligesom han i det seneste år er blevet nr. 13 i BinckBank Tour og nr. 8 på prologen i Provence. Han kunne ligne Dowsetts værste rival.
Sidste år blev talentfulde Harry Tanfield nr. 2, men han har efter skiftet til Katusha ikke vist meget. Omvendt har han også kun kørt én enkeltstart, hvor han for nylig blev nr. 14 på prologen i ZLM Tour, men han synes langt bedre over længere distancer. Sidste år var han blot 37 sekunder efter Thomas, der som bekendt var i storform på det tidspunkt, og det siger alt om potentialet. Vanskelighederne i år gør det svært at være alt for optimistisk, men det skal blive interessant at se, om han kan gentage sidste års flotte ridt.
Løbets joker er Stephen Cummings. Efter nogle svære år var der bedring at spore, da han blev nr. 13 på enkeltstarten i Algarve og nr. 14 på enkeltstarten i Tirreno. Desværre synes han igen at være faldet ned i et hul, og han er udgået af alle sine tre seneste etapeløb, senest efter bare en enkelt dag i Dauphiné. Det synes derfor ikke at være her, at han rejser sig of erobrer sin anden titel to år efter den første.
Andre kandidater er sidste års nr. 4 John Archibald samt den tidligere vinder af enkeltstarten i Tour of California Jonathan Dibben¸ der har genoptaget karrieren efter at være blevet vraget af Ineos, samt måske Scott Davies¸ der kørte en flot enkeltstart i Giroen, men som nok vil finde ruten lidt for flad. For alle gælder dog, at det vil være en overraskelse, hvis de vinder.
Feltet.dks vinderbud: Alex Dowsett
USA (torsdag d. 27. juni)
Forsvarende mester: Joey Rosskopf
Ruten: Årets amerikanske enkeltstart hører til blandt de få, der ikke er helt flade. Den afvikles på en bare 11,4 km lang rundstrækning i Melton Lake Park i udkanten af Knoxville i Tennessee, hvor tre omgange skal tilbagelægges for en samlet distance på i alt 34,2 km. I alt væsentlig består ruten af en T-formet strækning, hvor man to gange kører ud til et vendepunkt for siden at returnere til et centrum. Ruten har masser af fladt terræn, men også et par småbakker, som betyder, at der i alt skal klatres 564 højdemeter. Til gengæld er der ikke mange tekniske udfordringer på ruten, der er den samme som i 2018-udgaven, hvor Joey Rosskopf vandt.
Favoritterne: Placeringen på den anden side af Atlanten gør det altid svært for WorldTour-rytterne at deltage, men i år er det helt skidt. Således ser det i skrivende stund kun Nielson Powless og Sean Bennett, der fra WorldTouren ventes at deltage, og man må spejde langt efter den forsvarende vinder Joey Rosskopf, Giro-etapevinderen Chad Haga og specialister som Tejay van Garderen, Brent Bookwalter, Taylor Phinney og Will Barta. Det gør kampen om årets titel helt åben, og en overraskelse vil bestemt ikke være uden fortilfælde i de amerikanske mesterskaber.
Derfor er det også med nogen usikkerhed, at vi peger på Neilson Powless . Det amerikanske stortalent er i den grad gået i stå efter skiftet til Jumbo, men i år har han i det mindste kørt nogle hæderlige enkeltstarter. Det blev således til en 11. plads i Algarve og en 25. plads i det nylige Dauphiné, hvor han med en samlet 24. plads leverede sit vel nok bedste resultat i et europæisk etapeløb. Dermed er han i form, og da den kuperede rute passer ham, er han vores favorit.
Den værste rival må være det vel nok største amerikanske etapeløbstalent, Brandon McNulty. Som sølvvinder ved U23-rytternes VM og tidligere juniorverdensmester er han specialist, men hans tempokørsel har ikke været prangende på det seneste. Han er dog netop blevet en hæderlig nr. 29 på enkeltstarten i Tour de Suisse, og selvom han var meget svingende, viste han med en 21. plads på den første bjergetape, at formen ikke er helt elendig. Den kuperede rute passer ham, men til gengæld er han hæmmet af at være kommet direkte fra Europa.
Det samme er holdkammeraten Gavin Mannion, der kørte et fælt Tour de Suisse og slet ikke synes i form. Han er dog en meget svingende fyr, der - hvis han rammer formen - er en god temporytter og altid med fremme i de amerikanske løb, hvor han sidste år vandt tidskørslen i Colorado Classic. Også han vil glæde sig over rutens kuperede karakter.
En anden kandidat er Evan Huffman, der dog ikke er så stærk en temporytter som tidligere, samt erfarne Larry Warbasse , der måske ikke er specialist, men med sidste års 4. plads viste, at han kan få medalje. Det samme kan talentet Ian Garrisson, der netop har vundet U23-mesterskabet i suveræn stil, i øvrigt foran en anden kandidat, Gage Hecht, der sidste år blev nr. 5. Andre kandidater er Sean Bennett, der sidste år blev nr. 7, men ligesom de fleste andre EF-ryttere kan ventes at vise en eller anden form for fremgang i år, George Simpson, der har to top 5-placeringer fra amerikanske enkeltstarter i den seneste tid, Tyler Stites, der ligeledes har været med fremme i de store enkeltstarter i USA, samt måske Taylor Eisenhart, der dog nok mere er klatrer end temporytter, og Sean Quinn, der netop er blevet nr. 6 i Baby-Giroen
Feltet.dks vinderbud: Neilson Powless
Norge (torsdag d. 27. juni)
Forsvarende mester: Edvald Boasson Hagen
Ruten: Norge har med deres fjelde mulighed for at designe en ganske hård rute, men i år bliver det en sag for specialisterne. Hvad der mangler i terræn, har løbet til gengæld i distance, da der skal tilbagelægges hele 50,0 km med start og mål i Kongsvinger. I alt væsentligt består løbet af en tur mod nord langs en glod og tilbage igen, og her er terrænet stort set helt fladt. Ruten har dog en lille udfordring til slut, hvor det over de sidste 550 m stiger med hele 8,75%, men derudover består løbet af lange, lige veje, hvor der kan trædes mange watt. Løbet har i alt 288 højdemeter.
Favoritterne: Det er meget almindeligt, at man i enkelte lande har en sand tempokonge, der totalt dominerer kampen om den nationale mesterskabstrikot, men få steder er det så sandt som i Norge. Siden han tog sin første titel i 2007, har Edvald Boasson Hagen siddet tungt på titlen, og det er kun i 2012, hvor han overraskende blev slået af Reidar Borgersen, og i 2014, hvor han var ude med en skade, at han siden ikke har taget sejren.
Det vil derfor også være overraskende, hvis ikke han vinder i år. Ganske vist er han slet ikke den temporytter, han var engang, men det har han ikke været længe. Alligevel er det lykkedes ham at vinde hvert eneste år, og marginerne har ofte været så store, at han slet ikke har været truet. Med tanke på den stigende form, han viste i Dauphiné, må han atter være manden, der skal slås.
Sidste år var vi imidlertid meget tæt på at få en sensation. Stortalentet Andreas Leknessund var bare 7 sekunder fra at tage titlen, og det gør ham til en reel trussel mod Boasson Hagens trone. I år kommer han endda med en frisk sejr i Fredsløbet i bagagen, og med den form kan det bestemt ikke udelukkes, at han i år vil være i stand til at få skovlen under Norges tempokonge.
En spændende outsider er Amund Grøndahl Jansen. Jumbo-rytteren er bestemt ikke tempospecialist, men på det hollandske hold udvikler de fleste deres tempoevner med stormskridt. Frem mod Tourens holdløb har Jansen utvivlsomt også arbejdet på netop dem, og med den form, han viste med sejren på kongeetapen i ZLM Tour, burde han have en chance for i hvert fald at blande sig i kampen om medaljerne.
En anden outsider er unge Tobias Foss, der sidste år blev nr. 5 og har adskillige fine resultater i enkeltstarter på U23-scenen. Kristoffer Skjerping har to år i træk vundet bronze, men da han aldrig har været tæt på sejren, er det nok kun medaljekampen, han kan blande sig i. Andreas Vangstad vandt medaljer fra 2015 til 2017, men har slet ikke sit gamle niveau, og endelig kan Bjørn Tore Hoem, der tidligere har vundet sølv og sidste år blev nr. 4, samt måske Riwals Krister Hagen også være med fremme.
Feltet.dks vinderbud: Edvald Boasson Hagen
Rusland (torsdag d. 27. juni)
Forsvarende mester: Artem Ovechkin
Ruten: I år favoriserer de russiske mesterskaber i den grad specialisterne. Faktisk kunne den 40,0 km lange rute ikke været meget enklere, idet den består af en lang, lige vej, der fører fra Solomino ud til et vendepunkt og tilbage igen. Helt fladt er terrænet dog ikke, idet der er en bakke ca. midtvejs på turen både ud og hjem, ligesom man skal op over en lille bakke, der fører op til vendepunktet. Samlet set er der dog bare 183 højdemeter.
Favoritterne: Det kan være en utaknemmelig opgave at skrive optakter til de russiske mesterskaber, da landets cykelforbund ikke offentliggør startlister. Derfor er denne analyse alene baseret på spekulation, og det er langt fra sikkert, at alle landets store navne vil være til start. Det eneste, vi kan sige med sikkerhed, er, at sidste års sølvvinder Pavel Sivakov i år skipper de russiske mesterskaber helt.
Det får os til at pege på Ilnur Zakarin som vores favorit. Sidst han kørte Giro i 2017, drog han videre til de nationale mesterskaber, hvor han vandt enkeltstarten, og det virker nærliggende, at han vil genbruge den model i år. Ganske vist er flade enkeltstarter ikke hans kop te, ligesom han ikke synes at have fordums tempostyrke, men i et ganske svagt felt, er der ikke mange, der kan true ham. Det er klart, at hans form efter Giroen er uklar, men stiller han op, bør han være med i kampen om sejren.
Sidste år vandt Artem Ovechkin, da han efter flere katastrofale år pludselig genfandt sit gamle niveau og kørte nogle fremragende etapeløb i Asien, hvor han blandt andet vandt samlet i Langkawi. I år har han imidlertid slet ikke haft samme niveau, og han synes at være faldet tilbage i sit tidligere hul. Det ændrer dog ikke på, at han bør være med i kampen om sejren på denne rute.
Den tidligere U23-verdensmester Anton Vorobyev har i de seneste sæsoner lignet en mand, der var tæt på at indstille karrieren, og i år har han heller intet vist. I denne uge blev han imidlertid nr. 7 ved European Games, og det kunne indikere, at han pludselig har fundet lidt form igen. I et svagt felt er det realtistisk at tro på, at han kan tage sin anden titel efter den første sejr i 2014.
En anden kandidat kunne være Alexander Grigoryev, der i Portugal har kørt hæderlige enkeltstarter. Og så kunne det være interessant at se, hvor langt den gode form kan bringe stortalentet Akesandr Vlasov, selvom han ingenlunde er i form. Endelig burde 2016-mesteren Sergey Chernetskiy være en af de tungeste favoritter, nu hvor han langsomt er ved at finde formen efter sin lange skadespause, men det er yderst tvivlsomt, om han stiller op.
Feltet.dks vinderbud: Ilnur Zakarin
Slovakiet (torsdag d. 27. juni)
Forsvarende mester: Marek Canecky
Ruten: Ruten til de slovakiske mesterskaber er i år en af de absolut fladeste. Løbet afvikles på en 20,5 km lang rundstrækning omkring byen Voderady, og den skal tilbagelægges to gange for en samlet distance på 41,0 km. Den meget særligt designede rute består af lange, lige og flade veje, der leder ud til ikke være en fire U-vendinger, inden man vender rundt for at køre tilbage ad samme vej. Da der skal klatres i alt bare 80 højdemeter, er der i den grad tale om en sand enkeltstart for specialister.
Favoritterne: I de seneste år har de slovakiske mesterskaber været ganske ensformige. Marek Canecky har vundet tre år i træk og i de seneste to år foran Patrik Tybor, og da Boras WorldTour-ryttere heller ikke deltager i år, ligner det endnu et opgør mellem de to.
Her peger meget på, at Canecky kan gøre det for fjerde gang. Han og Tybor har nemlig mødt hinanden to gange inden for den seneste måned, senest i denne uge ved European Games. Begge gange har Canecky været hurtigst, og logikken siger derfor, at han har bevaret sit forspring fra de seneste år. Ingen har vist tegn på, at de skulle have forbedret sig så meget, at de har lukket hullet, og det ligner derfor endnu en sejr til Canecky foran Tybor.
Bronzen ligner et mere åbent opgør, men sidste år var Martin Haring en klar nr. 3, og da han viste fin form i Ungarn Rundt for et par uger siden, er han den mest oplagte rival. Andre kandidater kunne være Juraj Bellan, Martin Mahdar og Jan Andrej Cully.
Feltet.dks vinderbud: Marek Canecky
Tjekkiet (torsdag d. 27. juni)
Forsvarende mester: Josef Cerny
Ruten: Ruten til de slovakiske mesterskaber er i år en af de absolut fladeste. Løbet afvikles på en 20,5 km lang rundstrækning omkring den slovakiske by Voderady (som altid afvikles løbet sammen med det slovakiske mesterskab), og den skal tilbagelægges to gange for en samlet distance på 41,0 km. Den meget særligt designede rute består af lange, lige og flade veje, der leder ud til ikke være en fire U-vendinger, inden man vender rundt for at køre tilbage ad samme vej. Da der skal klatres i alt bare 80 højdemeter, er der i den grad tale om en sand enkeltstart for specialister.
Favoritterne: Det er ikke lykkedes at opstøve en startliste fra det lidet informative tjekkiske forbund, men det tyder ikke på, at mange af WorldTour-rytterne stiller til start. I hvert fald vil kun Petr Vakoc og ikke Zdenek Stybar køre for Deceuninck, og Roman Kreuziger har heller ikke for vane at være til start, ligesom enkeltstarter ikke er noget for Jan Hirt.
Det får os til at pege på Josef Cerny. Sidste år erobrede han titlen for første gang, og han drømmer helt sikkert om en gentagelse. Efter skiftet til CCC har han haft det svært, men 6. pladsen på den sidste Giro-enkeltstart vidner om evnerne. Hans form efter en måneds pause er usikker, men kører han som i Italien, bør han være i stand til at forsvare titlen.
Det kan dog også sagtens blive til sejr til Jan Barta. Den tjekkiske specialist sad tungt på tronen fra 2012 til 2015, og efter nederlaget til Leopold Köng i 2016 generobrede han den i 2017. I 2018 kørte han imidlertid nogle forfærdeligt det meste af året og blev slået klart af Cerny ved disse mesterskaber. I år har han imidlertid rejst sig igen, og han kommer til løbet i storform efter at have vundet prologen i Ungarn Rundt og være blevet nr. 3 bag Kiryienka og Oliveira ved denne uges European Games. Måske er han ikke på sit gamle niveau, men Cerny skal være skarp for at slå kraftmonsteret Barta, der vil elske denne rute.
En trussel kunne være Petr Vakoc, der stille og roligt er på vej tilbage efter sit grimme styrt sidste februar. Han er ikke specialist, men med en 2. plads bag Barta og foran Cerny i 2017 har han vist, at han kan begå sig. Han er stadig ikke så god som dengang, men han bør kunne gøre det hæderligt.
Det er vanskeligt at forestille sig, at vinderen ikke bliver en af de tre nævnte. Måske kan Israel Cycling Academys Daniel Turek blande sig, og derudover burde sidste års bronzevinder Michael Kukrle kunne komme i spil. Derudover kunne man måske pege på dennes holdkammerater Frantisek Sisr og Alois Kankovsky , der begge har vist form på det seneste, men først og fremmest er kendt som sprintere.
Feltet.dks vinderbud: Josef Cerny
Irland (torsdag d. 27. juni)
Forsvarende mester: Ryan Mullen
Ruten: Årets mesterskaber er henlagt til byen Newton Cunningham, hvor der designet en megel enkel 41,6 km lang rute. Den følger således ganske enkelt samme vej ud til et vendepunkt, hvorefter man kører tilbage til mål. Her fortsætter man direkte igennem byen ud til endnu et vendepunkt, hvorefter turen går tilbage til afslutningen i byens centrum. Med andre ord er der på ruten alene to U-vendinger og derudover ikke ét eneste sving. Til gengæld er første halvdel aldrig helt flad og består af to længere stigende stykker efterfulgt af tilsvarende nedkørsler, og i alt byder ruten på 351 højdemeter.
Favoritterne: Det kan godt være, at Ryan Mullen aldrig helt er blevet til den dominerende temporytter, mange havde ventet, men i Irland er han helt suveræn. Således har han vundet fire af de seneste fem år, og ser man bort fra choknederlaget i 2016 har hans positioner aldrig været truet. Også i år er han storfavorit, ikke mindst fordi han kommer til løbet med god form efter en nylig 4. plads i denne uge ved European Games og ikke mindst en fornem enkeltstart i Belgium Tour, hvor det formentlig kun var en tabt kæde, der kostede ham sejren. Ruten her måtte gerne have været fladere, men den er ikke mere kuperet, end at Mullen er storfavorit.
Hans værste rival må være Eddie Dunbar. Det kan godt være, at Ineos’ stortalent ikke er specialist, men ikke desto mindre vandt han som helt ung sølv i både 2015 og 2016. Efter skiftet til det britiske storhold er han ikke blevet ringere, og med den form, han viste i Route d’Occitanie, kan han måske udnytte bakkerne til i hvert fald at komme lidt tættere på løbets klare favorit.
Med kun 13 startende er der ikke mange trusler mod løbets to eneste professionelle. Skal man pege på en kandidat, kunne det være Marcus Christie, der har vundet bronze to år i træk, dog uden at have været i nærheden af at udfordre Mullen. Derudover er der naturligvis sidste års sølvvinder, den talentfulde Michael O’Loughlin fra Wiggins, samt Conn McDunphy , der i de seneste to år har været i top 5, men de stiller begge op i U23-klassen.
Feltet.dks vinderbud: Ryan Mullen
Italien (fredag d. 28. juni)
Forsvarende mester: Gianni Moscon
Ruten: Italien er et af de lande, der ikke bare designer flade tonserruter, men årets rute i Bedonia er nu ikke den vanskeligste i historien. I alt skal der tilbagelægges 34,3 km, der i alt væsentligt fører feltet mod øst ud lang en flod og tilbage igen via vejen på flodens modsatte side. Der lægges dog ud med en 1,6 km lang bakke, der stiger med 3,5% i gennemsnit, inden det fælgende stykke er er lat faldende. Efter godt 20 km rammer man en 600 m lang bakke, der stiger med hele 8,9%, hvorefter det stiger ganske let op mod mål på den teknisk ikke specielt vanskelige rute. I alt skal der klatres 326 højdemeter.
Favoritterne: I de sidste to år har Gianni Moscon siddet på tronen, men det Ineos-fænomenet er i under pres efter en sæson, hvor han slet ikke har fundet formen, og vi har en mistanke om, at han risikerer at miste sin titel denne gang. Han er nemlig truet af holdkammeraten Filippo Ganna , der i sine første år som professionel slet ikke levede op til de store forventninger, han skabte som U23-rytter, men som efter skiftet til Ineos for alvor har fundet melodien. Det så vi først med den suveræne sejr på prologen i Provence og ikke mindst med 3. pladsen bag Primoz Roglic og Victor Campenaerts og foran specialister som Tony Martin og Stefan Küng i Romandiet. Allerede sidste år blev han blot slået med 2 sekunder af en ganske vist meget træt Moscon, og vi tror, at han har fundet det beskedne tidstab i løbet af de seneste måneder. Distancen er måske et problem for en mand, der hidtil har været bedste over kortere distancer, ligesom ruten gerne måtte have fladere, men grundlægger er de mange lange tonserstykker til fordel for Ganna, hvis form dog kan være lidt usikker efter en tid med kun meget få løb. Mesterskabet her er dog et stort mål, og han er vores favorit til at løbe med titlen.
Hans værste rival må naturligvis være Gianni Moscon. Ganske vist har han ikke haft sin bedste sæson, men han så betydeligt bedre ud i Dauphiné. Kender vi Ineos ret, er han knivskarp med blot en uge til Tour-starten, og med sin 6. plads ved VM i 2017 har han vist, at han tilhører verdenseliten. Ganske vist har Ineos i år hovedsageligt kørt skuffende enkeltstarter, men Moscon kan stadig sagtens lave hattricket på en rute, hvor bakkerne i hvert fald er til hans fordel.
Løbets joker er Alberto Bettiol, der leverede årets sensation med sin 2. plads på enkeltstarten i Tirreno, hvor han slog næsten alle verdens førende specialister. 13. pladsen på enkeltstarten i Dauphiné viste dog, at han fortsat ikke er at regne for en rigtig specialist, men den viste også, at han har noget et niveau, han slet ikke har haft tidligere. Med den fremragende form, han viste i det franske løb, har han på denne kuperede rute en reel chance.
Det samme har Alessandro De Marchi, der aldrig har været at regne som specialist, men som sidste år chokerede ved at blive nr. 6 på begge Vueltaens enkeltstarter. Siden har det knebet lidt mere, senest i Dauphiné, og sidste år blev han da også blot nr. 4. I år har han dog været stærkere end måske nogensinde tidligere, og over så lang en distance vil De Marchis dieselmotor altid være farlig.
Tour de Suisse var et tegn på, at Fabio Felline er på vej tilbage, men på enkeltstarterne mangler han stadig lidt. I hvert fald blev han blot nr. 21 på de to tidskørsler, og han er derfor endnu ikke den specialist, han engang var. Sidste år blev en formsvag Felline dog alligevel nr. 3 bag Moscon og Ganna og foran De Marchi, og med den bedre form bør han denne gang være betydeligt tættere på guldet.
Endelig er det også værd at fremhæve Edoardo Affini og Mattia Cattaneo. Affini var som U23-rytter en af verdens absolut bedste, og med den fornemme kørsel, han har vist på det seneste, ikke mindst med sejren i Norge, skal det blive interessant at følge ham her. Cattaneo blev sidste år nr. 5 og blev i år nærmest sensationelt hhv. nr. 10 og 8 på Giroens to længste enkeltstarter. Det er dog tvivlsomt, om han stadig har samme form nu, da han ikke just er kendt for sin evne til at holde niveau over længere perioder.
Feltet.dks vinderbud: Filippo Ganna
Spanien (fredag d. 28. juni)
Forsvarende mester: Jonathan Castroviejo
Ruten: I Spanien har man før designet nogle ganske klatretunge ruter, men selvom årets rute aldrig er helt flad, indeholder den heller ingen rigtige stigninger. Årets mesterskaber henlagt til Yecla, hvor man har fundet på en meget enkel 39,4 km lang rute. Faktisk følger man bare en lang, lige og let stigende vej, der bringer rytterne fra 589 m op i 867 m højde, inden man vender rundt og følger samme lige, nu let faldende vej tilbage til målet i Yecla. I alt skal der klatres 286 højdemeter, der bortset fra U-vendingen ikke har ét eneste sving.
Favoritterne: Den endelige startliste er desværre endnu ikke offentliggjort, men med de navne, der forventes at deltage, ligner det et opgør mellem Movistar og Astana. Med to sejre i løbet af de sidste fire år, herunder to i træk, har Jonathan Castroviejo i de senere år siddet tungt på tronen, og faktisk har han siden den første medalje i 2011 været på podiet alle otte gange med i alt fire sejre, tre 2. pladser og en enkelt 3. plads.
I de senere år har han været yderst svingende, men sidste år viste han trods alt med et hav af topplaceringer på WorldTour-niveau, herunder i efteråret en 3. plads i Vueltaen, en 6. plads ved VM og en meget kneben 2. plads ved EM, at han stadig er en af verdens bedste. Han skuffede lidt på 1. etape i Tour de Suisse, hvor han sparede sig på løbets lange enkeltstarter, men endte dog alligevel i top 15. Ser man på de spanske rytteres resultater i det seneste års tid, er Castroviejo stadig i særklasse, og med den fine form, han viste i Schweiz’ bjerge, må han være klar favorit til at tage en femte titel på bare syv år,
Hans værste rival kunne være holdkammeraten Marc Soler. Det kan godt være, at han er overvurderet som klatrer, men som temporytter er han stærk. I denne uge blev han nr. 14 på enkeltstarten i Tour de Suisse, og sidste år blev han nr. 2 og nr. 9 på enkeltstarterne i hhv. Paris-Nice og Tour de France. Hidtil er hans bedste resultat ved mesterskaberne en 4. plads, men med den ganske fine form, han viste i Schweiz, og de forbedringer, han har opnået på tempocyklen, vil han være en reel trussel mod Castroviejo.
Sidste år blev Gorka Izagirre nr. 2, men han var aldrig tæt på at slå Castroviejo. Siden da er han bestemt ikke blevet bedre, og faktisk har han i år skuffet gang på gang, senest på enkeltstarten i Dauphiné. I det franske løb viste han dog fremragende form i bjergene, og i dette felt må den dobbelte sølvvinder som minimum være medaljekandidat.
Brormand Ion Izagirre er den seneste, der har slået Castroviejo. Det skete i 2016, og siden dengang er det desværre kun gået nedad bakke i disciplinen. I år har han således leveret den ene skuffende præstation efter den anden, ikke mindst i Giroen, og han er slet ikke den temporytter, han engang var. Samtidig har han holdt pause siden Giroen, og han ligner ikke en mand, der kan gentage sidste års bronzemedalje.
Luis Leon Sanchez var med fire titler på fem år engang kongen af disciplinen, indtil Castroviejo stødte ham fra tronen i 2013. Faktisk har han slet ikke været på podiet siden sølvmedaljen det år, og man skal ikke have kigge på mange resultater for at vide, at Sanchez nu om dage kører nogle helt andre enkeltstarter end dengang. Senest skuffede han fælt i Tour de Suisse, men man kan ikke helt udelukke, at han i et specialistfattigt felt kan begå sig. Meget af det samme kan siges om den ekstremt formstærke Jesus Herrada, der dog måske nok er en god klatrer, men slet ikke er den temporytter, han var, da han vandt bronze i 2015.
En outsider kunne være Lluis Mas, der kørte nogle pæne enkeltstarter i Schweiz, og måske også banerytteren Sebastian Mora, der sidste år gjorde det hæderligt med en 5. plads. Victor De La Parte og David De La Cruz vil på en god dag også være kandidater, men deres deltagelse er i skrivende stund usikker. Endelig kører Alejandro Marque stadig fine enkeltstarter, selvom han ikke længere er den rytter, han engang var.
Endelig vil Pello Bilbao - selvom han er bedst over korte distancer - også være kandidat på baggrund af de fine enkeltstarter, han kørte i Giroen, men da han ikke nævnes i forbundets pressemeddelelse, ventes han ikke at deltage.
OPDATERING: Startlisten er nu offentliggjort, og der er renset godt ud i favoritfeltet. Blandt de nævnte er det således kun Castroviejo, Gorka Izagirre, Soler og Luis Mas, der stiller til start. Til gengæld har Pello Bilbao lidt overraskende valgt at stille op som en ganske solid medaljekandidat.
Feltet.dks vinderbud: Jonathan Castroviejo
Tyskland (fredag d. 28. juni)
Forsvarende mester: Tony Martin
Ruten: Tyskland er for store deles vedkommende pandekagefladt, og derfor er ruterne ofte helt flade. Det gælder også i år, hvor enkeltstaten afvikles i Spremberg nær grænsen til Polen. Her hr man designet en rute, hvor den store nyskabelse er, at den med en distance på bare 29,7 km er usædvanligt kort. Derudover er den ganske enkel og består af en lang vej, der med bare et enkelt sving fører ud til et vendepunkt, hvorefter samme vej følges tilbage mod mål i den modsatte retning. Der er en ganske lille bakke på hjemturen, men med bare 123 højdemeter er ruten i alt væsentligt flad.
Favoritterne: Syv sejre i træk og otte sejre på ni år… Det er vist en underdrivelse at kalde Tony Martin Tysklands suveræne tempokonge, og selvom han ikke er så stærk som i sin storhedstid, er han stadig den førende tyske specialist. Det kniber efterhånden mere over korte distancer, men med en 2. plads i Giroen bag Rohan Dennis og foran Tom Dumoulin og et VM, hvor han kørte brølstærkt på den flade del, har han vist, at der stadig ikke er mange, der kan matche ham på flad vej. Efter skiftet til Jumbo synes han endda at være blevet bedre igen, og han har i år imponeret med absolutte topresultater i Valencia, Romandiet og senest ZLM Tour på korte, tekniske og/eller kuperede ruter, der slet ikke passer ham. Nu får han endelig - ganske vist kun - 29,7 km tons på flad vej, og her bør han være Tysklands klart stærkeste.
I fravær af Maximilian Schachmann ligner Nils Politt den værste rival. Den tyske klassikerkonge er ikke specialist, men en 2. plads i Paris-Nice og en 8. plads i Dauphiné vidner om fornuftige evner. Med 3. pladser i 2016 og 2017 har han allerede vist sig konkurrencedygtig, og med de fremskridt, han siden har gjort, ligner han manden, der kan true Martin.
I de seneste tre år er Jasha Sütterlin blevet nr. 2, og det kan ikke udelukkes, at han kan gentage den bedrift. Desværre er det tyske talent aldrig blevet til det, mange spåede i U23-årene, og hans enkeltstarter synes kun at blive ringere med årene. Alligevel er han stadig en af Tysklands bedste og bør som minimum sikre sig en medalje for at være tilfreds.
En outsider kunne være Sunwebs sprinter Max Walscheid . Han er ikke en klassisk specialist, men som en anden Marcel Kittel kan han med sin power køre fine enkeltstarter. Det viste han med en top 10 i Slovenien sidste år samt en nylig top 6 på prologen i ZLM Tour. Spørgsmålet er dog, om denne rute ikke er for lang.
Den ellers så formstærke Lennard Kämna figurerer på startlisten, men meldes af Sunweb ude af løbet, og holdkammeraten Nikias Arndt deltager heller ikke. Roger Kluge kan måske gøre det hæderligt, men også for ham gælder, at ruten er for lang. De øvrige professionelle, Christian Knees og Marco Mathis, synes ikke at kunne være med i kampen om medaljerne. En outsider er sidste års nr. 6, Justin Wolf.
Feltet.dks vinderbud: Tony Martin
Polen (fredag d. 28. juni)
Forsvarende mester: Maciej Bodnar
Ruten: Også i Polen kan rytterne se frem til en flad specialistrute. I alt skal rytterne køre 33,0 km fordelt over tre omgange på en 11,0 km lang rundstrækning omkring byen Stebar. I alt er der undervejs tre sving og en U-vending samt en ganske lille bakke mod slugningen, men samlet løber det op i beskedne 177 højdemeter over den fulde distance.
Favoritterne: Siden 2012 har den polske mester med en enkelt undtagelse enten været Maciej Bodnar eller Michal Kwiatkowski, og kun i 2015, hvor de begge var fraværende, var der plads til andre. Bodnar fører den interne kamp med fem titler mod to til Kwiatkowski, men i de seneste to år har de vundet én gang hver - i begge tilfælde på dage, hvor ærkerivalen har skuffet ved blot at blive nr. 3.
I år er løbet temmelig uforudsigeligt. Begge har de nemlig kørt nogle ganske skuffende enkeltstarter i år. Kwiatkowski har dog kun haft én reel test i en ”klassisk” tidskørsel, nemlig i Paris-Nice, hvor han skuffende blev nr. 3, men reelt burde have vundet klart. Sidste efterår kørte han imidlertid fabelagtigt med topplaceringer i Touren, Vueltaen og ved VM. Bodnar har haft nogle dårlige år i 2017 og 2018, hvor det vel næsten kun er Tour-enkeltstarten i Marseille, som han overraskende vandt, samt sidste års polske mesterskab, der har været af vanlig standard.
Alligevel peger vi på Bodnar som favorit, men med megen tvivl. Bora-rytteren har nemlig være i storform siden Hammer Series, hvor han klatrede bedre end nogensinde. I Tour de Suisse var han mindre end et sekund fra at slå Rohan Dennis og derved vinde 1. etape, og selvom han floppede fælt på sidste enkeltstart, bekræftede det storformen. Kwiatkowski sparede sig på enkeltstarten i Dauphiné, hvor han til gengæld klatrede fint, men efter et år, hvor Ineos generelt har skuffet på deres enkeltstarter, kunne man frygte en gentagelse af sidste års skuffende præstation, hvor han blev slået klart af Bodnar. Vi tror mest på en 6. titel til Bodnar, men med en uge til Touren vil det bestemt heller ikke være overraskende, hvis Kwiatkowski er så knusende overlegen, som han var i 2017.
Deres udfordrer er specialisten Marcin Bialoblocki, der er blevet nr. 2 hele tre gange i træk, og i de seneste to sæsoner har slået enten Kwiatkowski eller Bodnar, og som sejrede i 2015, da de to favoritter var fraværende. Han kører ikke længere andet end enkeltstarter og er efterhånden en ældre herre, men han viste altså så sent som sidste år, at han stadig er i stand til at true de to favoritter.
Det er svært at se andre kandidater til titlen, men store Lukasz Wisniowski har før kørt gode enkeltstarter, dog primært over kortere distancer. Måske kan talentfulde Filip Maciejuk trods en yders skuffende sæson genfinde lidt af styrken fra 2018. Det er også værd at holde øje med Szymon Rekita, der netop er blevet nr. 5 i Tour de Luxembourg, og som sidste år blev nr. 5. Veteranen Mateusz Taciak har tre gange vundet bronze, men niveauet rækker formentlig ikke længere. Endelig er Adrian Kurek også stadig en hæderlig temporytter, selvom han ikke længere er professionel, ligesom brølstærke Kamil Gradek måske kan gøre det godt.
Feltet.dks vinderbud: Maciej Bodnar
Portugal (fredag d. 28. juni)
Forsvarende mester: Domingos Goncalves
Ruten: Helt i tråd med deres ånd har portugiserne designet en ganske kuperet rute, der er 32.3 km lang og har start og mål i Melgaco. I alt væsentligt består løbet i en tur ud til hovedvejen, som følges i den ene retning ud til et vendepunkt og derefter tilbage forbi Melgaco og ud til et nyt vendepunkt, hvorefter man kører tilbage til byen og ind til centrum. Første halvdel er flad, men midtvejs skal man over en 3,05 km lang stigning, der stiger med 6,6%, hvorefter terrænet enten er let faldende eller let stigende resten af vejen. I alt har ruten 545 højdemeter.
Favoritterne: Heller ikke i år deltager landets førende specialist, Nelson Oliveira, og det gør kampen om titlen ganske åben. Umiddelbart ligner det en duel mellem de to brødre Jose Goncalves og Domingos Goncalves, som det var tilfældet sidste år, hvor Domingos akkurat tog sin anden titel i træk ved at besejre brormand med 12 sekunder. Denne gang tror vi dog, at Jose får sin revanche. Ganske vist har han kørt sine bedste enkeltstarter over korte og kun sjældent præsteret over længere distancer, ligesom han har haft et generelt skidt år, men med udsigt til en Tour-debut må han være formmæssigt længere fremme end sidste år. Samtidig burde den meget kuperede rute favorisere ham, og det får os til at tro, at han endelig tager sin første titel.
Det kan dog også sagtens blive Domingos igen. Caja Rural-rytteren har imidlertid haft et svært år med flere skader og vendte første tilbage til konkurrence d. 1. juni. Siden da har han kun haft seks løbsdage, og det er tvivlsomt, om han har kunnet genfinde niveauet fra sidste år. Heldigvis er konkurrencen begrænset, og han bør være med i kampen om sejren.
En anden kandidat er Rafael Reis, der er blevet hhv. nr. 3, 2 og 5 de seneste år, og som måske ikke længere er professionel, men som så sent som i Alentejo i marts viste, at han stadig kører gode enkeltstarter. Veteranen Tiago Machado vil også kunne begå sig, selvom han ikke længere er WorldTour-rytter og slet ikke har fordums styrke i disciplinen, og lille Amaro Antunes kan måske være med i kampen om medaljerne på denne kuperede rute. Endelig er Jose Mendes, Ricardo Vilela og Jose Neves alle solide ryttere, der i et svagt felt måske kan overraske.
Feltet.dks vinderbud: Jose Goncalves
Luxembourg (fredag d. 28. juni)
Forsvarende mester: Bob Jungels
Ruten: I Luxembourg har de tradition for at designe nogle meget korte ruter, og det har de også gjort i år. Således skal der tilbagelægges bare 17,19 km fordelt over tre omgange på en bare 5,73 km lang rundstrækning i og omkring Differdange. Rutten byder på en del sving i den første del og et par småbakker, så der over den korte distance kan klatres i alt 246 højdemeter.
Favoritterne: Bob Jungels blev sensationelt henvist til sølvmedaljen i 2014 og 2017 af hhv. Laurent Didier og Jempy Drucker, men ellers her han siddet tungt på tronen, siden han tog sin første titel som helt ung i 2012. I år er hans to værste rivaler, Alex Kirsch og Drucker, endda ude med skader, og det betyder, at han vel er den største favorit i noget nationalt enkeltstartsmesterskab. Det kan godt være, at han ikke har kørt løb siden en yderst skuffende Giro, og at han ikke er den store tempospecialist, mange engang troede, at han ville blive, men det må betegnes som en sensation, hvis ikke Jungels sejrer igen i år.
Kampen om sølvet står umiddelbart mellem Ag2r’s Ben Gastauer og Tom Thill. Gastauer var på podiet i både 2012 og 2013, men har slet ikke samme niveau længere. I dette felt bør han dog være en af de bedste. Thill vandt bronze sidste år og er en af landets bedste ryttere. Man kunne også have en mistanke om, at Tom Wirtgen efter at være blevet professionel på Wallonie måske nu har fundet det, der skal til for at blive medaljekandidat, og den hjemlige rytter Tim Diederich plejer også at gøre det hæderligt.
Feltet.dks vinderbud: Bob Jungels