Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb frem til udgangen af marts er Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo, og udover det nye Per Sempre Alfredo er Giro dell’Appennino herefter det eneste større endagsløb, som er blevet afviklet i støvlelandet. Siden det nye etapeløb Settimana Ciclistica Italiana i juli har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.Pro og WorldTour udgør på bare en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen.  Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det har været Il Lombardia, der har lukket ballet den 12. oktober. I år er den ellers hensygnende klassikerscene imidlertid vokset yderligere. Nok er GP Beghelli, der plejer at være en del af serien aflyst, men de er blevet erstattet af det genopstandne Giro del Veneto, der afvikles i forbindelse med et nyt løb, Veneto Classic. Sammen med klassikeren Coppa Agostoni og det nye etapeløb Giro di Sardegna afvikles de to Veneto-løb efter løbet i Lombardiet, og dermed forlænges den italienske sæson med yderligere en uge. Da også Giro di Sicilia grundet coronakrisen er rykket til september/oktober, betyder det, at der mellem den 15. september og 17. oktober afvikles ikke færre end 12 endagsløb og to etapeløb - og det endda uden de det aflyste løb!

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte har tjent som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

Efter den meget travle indledning, hvor man over fem dage afviklede hele fire løb og en pause i forbindelse med VM, går serien nu ind i den store finale. Det hele blev skudt i gang med Giro dell’Emilia, og herefter venter en uge med fire endagsløb på fire på hinanden følgende dage, nemlig mandagens Coppa Bernocchi, tirsdagens Tre Valli Varesine, onsdagens Milano-Torino og torsdagens Gran Piemonte, inden den store finale i Lombardiet lørdag. Med to relativt flade løb med muligheder for sprintere, et klassikeragtigt løb og to løb for klatrere byder ugen på lidt for enhver smag.

Milano-Sanremo og Il Lombardia er de to største italienske endagsløb, men de er ikke de ældste. Den ære tilfalder Milano-Torino, der første gang blev afviklet helt tilbage i 1876, da 8 ryttere begav sig ud på turen mellem to af Italiens største byer. Kun fire af dem nåede Torino, og tilsyneladende var denne første udgave ingen succes. I hvert fald tog det 18 år, inden man forsøgte sig igen, og de første år blev løbet derudover kun afviklet i 1896, 1903, 1905 og 1911. Fra 1913 var der endelig nogen kontinuitet, og i resten af århundredet blev løbet afviklet næsten hvert år med kun nogle få afbrydelser under verdenskrigene samt i 1920erne og i 1986.

I de tidlige år var det det indledende løb i den italienske sæson og fandt sted i marts syv dage før Milano-Sanremo, men i 1987 blev det rykket til anden halvdel af sæsonen, hvor det blev afviklet enten sent i september eller først i august, så man kunne undgå det uforudsigelige italienske forårsvejr. Enkelte gange flyttede arrangørerne det tilbage til foråret, men i dag er det kendt som et af de allerstørste løb mod slutningen af året - et forhold, der dog vil ændre sig i 2022, hvor det atter vender tilbage til rollen som Sanremo-opvarmning. Som et af Italiens vigtigste løb er det naturligvis blevet vundet af mange af de største stjerner, og på vinderlisten finder man navne som Fiorenzo Magni, Ferdi Kubler, Miguel Poblet, Gianni Motta, Roger de Vlaeminck, Giuseppe Saronni, Francesco Moser, Phil Anderson, Gianni Bugno, Rolf Sørensen, Laurent Jalabert, Michele Bartoli og Alberto Contador. Faktisk er det det eneste endagsløb, som Contador vandt i løbet af sin glorværdige karriere.

Uheldigvis kom løbet i økonomiske vanskeligheder i 2000erne, og efter kortvarigt er være flyttet tilbage til foråret fra 2005 til 2007 forsvandt det fra kalenderen i 2008. Det blev ikke afviklet, før Giro-arrangørerne fra RCS Sport greb ind og nåede en aftale med de hidtidige arrangører, Associazione Ciclistica Arona, om at stå for afviklingen i de følgende tre år.

Med RCS ombord har løbet i de senere år oplevet en genopblomstring, og det er i dag et reelt mål for mange af verdens bedste klatrere. Sammen med Il Lombardia og Gran Piemonte udgør det RCS’ store efterårsserie Trittico dei Autunno, der normalt afvikles over fire dage med Milano-Torino om onsdagen, Gran Piemonte om torsdagen og Il Lombardia om lørdagen. Da det kommer bare få dage inden Lombardiet og ligeledes er et løb for klatrere, er det den perfekt sidste test forud for det store italienske monument. Derudover har RCS’ engagement betydet, at feltet er blevet voldsomt forstærket og langt mere internationalt, og nu er det placeret lige under WorldTouren som et meget vigtigt 1.Pro-løb.

Milano og Torino ligger begge på Po-sletten, der er den fladeste del af Italien, og derfor har det traditionelt været en af de hurtigste italienske klassikere og skabt til sprintere. Løbet har imidlertid fuldstændig ændret natur, siden man inkluderede Colle de Superga-stigningen. I de første år rundede man toppen med 16 km igen og kørte derefter ned til målet på Fausto Coppi-velodromen i Torino. I 2012 blev målstregen imidlertid flyttet til toppen af stigningen, der nu om dage forceres to gange i den absolutte finale, og det har gjort løbet til et af de få endagsløb, som de rene klatrere kan gå efter. Faktisk har den type ryttere en endnu bedre chance her, end de har i Lombardiet, hvor målstregen aldrig ligger på toppen og de sidste stigninger ofte er korte og eksplosive. Ændringen kan klart aflæses af vinderlisten, idet Contador, Diego Ulissi, Giampaolo Caruso, Diego Rosa, Miguel Angel Lopez, Rigoberto Uran, Thibaut Pinot og senest Michael Woods har vundet, siden man flyttede målet til toppen.

Sidste år var alt imidlertid anderledes. Den særlige coronakalender betød, at løbet vendte tilbage til rollen som Sanremo-opvarmning, og derfor udelod man helt Superga-stigningen til fordel for en pandekageflad rute. Derfor blev det en rigtig sprinterklassiker, hvor Arnaud Demare indledte sin drømmesæson med at sejre foran Caleb Ewan og Wout van Aert. Med en tilbagevenden til Superga i år er det klart, at Demare og Ewan intet har at gøre i feltet i år, og da Van Aert indstillede sin sæson i søndags, skal der findes et helt nyt podium denne gang. Spiller du på cykelsport? Så kan du finde nye bookmaker ved at læse denne comeon anmeldelse. Så får du en vurdering over de nye muligheder på markedet.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Ruten

Den 102. udgave af Milano-Torino vil blive afviklet på en rute, der er ændret i forhold til både den kendte strækning fra 2015, 2016 og 2017, den forlængede rute fra 2018 og ruten fra 2019, men grundlæggende bevarer samme format - og den er naturligvis helt anderledes end sidste års sprinterrute. Det betyder, at der igen er tale om et meget specielt løb, der er delt i to vidt forskellige dele, som passer til to helt forskellige ryttertyper.

Starten på det i år blot 190,0 km lange løb går i Milano-forstaden Magenta, og det slutter på toppen af Superga-stigningen i udkanten af Torino. Hvor man normalt er kørt mod syd og siden vest ind til Torino og dermed akkurat har berørt nogle bakker i et lidt mere kuperet område, holder man sig denne gang længere mod nord. Fra start kører man derfor i stedet mod vest og sydvest på den helt flade Po-slette frem til byen Vercelli, der nås efter 34,0 km. Her sætter man kursen mod nordvest for at fortsætte igennem fladlandet, men med en nordligere rute kommer man akkurat op at kysse Alperne. Det betyder, at det bliver mere kuperet, når man drejer mod sydvest for at passer Zimone (4,0 km, 4,8%), der er let, men har en anden kilometer på 7,8%, inden man runder toppen efter 84,5 km. Herefter er det småkuperet, mens man fortsætter mod sydvest, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad en bakke til byen Cossano Canavese, der nås efter 102,3 km.

Efter nedkørslen er man tilbage på den flade del af Po-sletten. Man snor sig herfra mod syd gennem fladlandet ned til byen Crescentino, der nås efter 129,2 km. Nu kører man ad en lige og flad vej mod vest og siden sydvest hele vejen hen langs Po med kurs mod Torino. I udkanten af byen fortsætter man mod sydvest med retning mod centrum, men så langt når man aldrig.

Løbet ændrer sig nemlig totalt med 23,8 km igen. Her rammer rytterne bunden af Colle di Superga (4,9 km, 9,1%, max. 14%), der er en relativt regulær stigning med en meget konstant stigningsprocent, der når sit vanskeligste niveau efter 3 km, hvor den over 500 m i gennemsnit ligger på 11,2. Første gang skipper man de sidste 600 m for i stedet med 19,6 km at tage hul på en teknisk nedkørsel, der fører mod øst og nord tilbage til udkanten af Torino. Her venter et kort fladt stykke, der leder mod sydvest hen langs Po frem til bunden af stigningen, som derefter skal forceres for anden gang. Denne gang fortsætter man hele vejen til toppen og tager et U-sving ind på den sidste del med 600 m igen. Derefter stiger det med 8,2% i gennemsnit i en ukompliceret finale, der dog byder på et sidste sving 50 m fra stregen på den 7 m brede vej.

Løbet byder på i alt 1725 højdemeter, hvilket er mere end 300 flere end i 2018, men ca. 400 færre end i de foregående år - og ca. 800 flere end i sidste års fladbaneløb.

I forhold til tidligere udgaver er første del af ruten helt ændret, men selve rundstrækningen er helt uforandret.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

SE MILANO-TORINO PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Vejret

Efter to dage i apokalyptisk regnvejr vil rytterne sætte pris på, at der venter smukt efterårsvejr til ugens sidste tre løb. Onsdag kan der hænge lidt rester af nattens regnvejr ved starten i Milano, men lynhurtigt vil der være solskin med meget få skyer. Det vil dog ikke være specielt varmt med en temperatur i Milano på 19 grader og bare 16 grader i Torino. Fra start vil det blæse let (13-14 km/t) fra nordøst, men hurtigt vil vinden blive svag (6-9 km/t) og komme fra nord. Bortset fra et kort sidemodvindsstykke undervejs giver det med- og sidemedvind på hovedparten af turen til Torino. På rundstrækningen vil der være side- og modvind på nedkørslen, sidemedvind i fladlandet og sidevind på stigningen, idet man dog har sidemodvind på de sidste 600 m, der kun køres anden gang.

Favoritterne

Milano-Torino er på mange måder et sjovt og helt særligt løb. I grand tours er det ikke usædvanligt at finde helt flade etaper, der slutter med et reelt bjerg i finalen, men endagsløb er som regel enten kuperede eller relativt flade. Verdens ældste klassiker skiller sig imidlertid i sin nye udformning ud som noget, der i højere grad minder om en bjergetape i en grand tour. Langt hovedparten af løbet er så flad, at det kan karakteriseres som den letteste del af noget større italiensk endagsløb, men de sidste 5 km er til gengæld måske de hårdeste, der overhovedet findes i et større endagsløb på hele UCI-kalenderen. Det afspejles i holdudtagelserne, der er kendetegnet ved, at de fleste hold kommer med det helt lette kavaleri som kaptajner samt et par store motorer, der skal beskytte de spinkle klatrere i den lynhurtige indledning, der ofte tilbagelægges med lynets hast.

Den flade del spiller absolut ingen rolle i det overordnede billede - kun hvis det blæser, hvad det aldrig går på Po-slettem - og handler alene om at undgå uheld og spare så meget som muligt på kræfterne. Med de ventede vindforhold er der heller ikke i år nogen risiko for dramatik, og derfor vil vi i starten være vidne til det klassiske scenarium, hvor et tidligt udbrud jagtes af favoritholdene. Man må formode, at Jumbo, Israel SUN, Deceuninck og UAE samt måske Ineos, Movistar og FDJ vil sørge for, at det tidlige udbrud ingen chance har. Med en generelt halvgunstig vind vil det sikkert igen gå i et relativt højt tempo gennem det meste af dagen.

Det vil for alvor gå løs, når vi rammer det sidste stykke frem mod stigningen. Her er positionskampen altid brutal, og det er her, det er særligt nyttigt at have udtaget et par store maskiner, der kan føre kaptajnerne frem. Derefter ser man som regel en byge af angreb eller et favorithold, der med hårdt tempo skaber markant udskilning på stigningen.

Første passage, nedkørslen samt det efterfølgende flade stykke er ganske farligt for favoritterne. I de første fire udgaver med den nye finale blev det hele afgjort på sidste stigning, men i 2016 så vi, at et tidligt angreb kan bære frugt. Det samme har vi flere gange set i Giro dell’Emilia, der har en lignende rundstrækningsfinale, og derfor skal favoritholdene være på stikkerne. I de senere år har vi endda set favoritangreb fra hhv. Julian Alaphilippe i 2017 og Alejandro Valverde i 2018.

Det kan ikke udelukkes, at vi kan se en gentagelse af et sådant overraskende scenarium, hvor en gruppe kommer fri og ender med at køre om sejren. Der er mange hold, der har flere muligheder, og får de den rette mand med i et fremstød, er der al mulig grund til at se, hvor langt det kan bære. Det er de færreste, der har lyst til at slås med Primoz Roglic på den sidste stigning, og særligt UAE, Deceuninck og Ineos med deres ganske brede trupper kunne have en interesse i at sætte Jumbo under pres.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Jeg tør ikke udelukke, at et tidligt fremstød vil lykkes. Jumbo stiller ikke med samme stærke hold som i lørdags, og selvom det er en trup med kvalitet, er der mange knap så formstærke folk. Jeg vil dog tro, at Israel SUN vil køre ret målrettet for Michael Woods, der reelt er at regne som forsvarende vinder, og det mest sandsynlige, at det atter skal afgøres på sidste stigning. Derudover så vi i lørdags, at Roglic selv var meget opmærksom, da de tidlige angreb kom, og det virker derfor heller ikke helt umuligt, at vi denne gang ser en favoritgruppe, der kører fra distancen i stil med det, vi så i weekenden.

Mest af alt tror jeg dog på, at det skal afgøres på sidste stigning Selve stigningen er meget stejl, men den er ikke voldsomt lang. Det er derfor ikke en drømmefinale for de helt rene klatrere, men den er stadig så lang og svær, at de sagtens kan sejre, som vi har set i de senere år med sejre til folk som Lopez og Pinot. Den er dog ikke længere, end at den stadig favoriserer ryttere med lidt mere punch, specielt fordi resten af løbet er meget let. Det afspejles af, at en relativt eksplosiv type som Ulissi har vundet, mens særligt Contadors sejr viser, at også klatrerne kan gøre det færdigt. Sammenlignet med lørdagens løb i Emilia er der dog tale om en længere og sværere stigning, og derfor skal man være en bedre klatrer for at kunne være med her, også selvom det samlede løb er betydeligt lettere.

At udpege favoritter bliver kompliceret af, at vi befinder os på tærsklen til oktober. De to vanskeligste perioder på året af aflæse er sæsonstarten og -slutningen, hvor meget mere afhænger af form end af evner. Først på året er mange slet ikke kommet op i gear endnu, og på nuværende tidspunkt er mange ryttere slidt ned til sokkeholderne. Først i de sidste dage inden løbet finder man ud af, hvem der fortsat har overskuddet til at stille til start i så svært et løb, og derfor er der ofte meget sene ændringer på startlisten.

I år er vi ikke blevet hjulpet meget af VM, der jo ikke just var et klatreløb, men heldigvis har de fleste af favoritterne valgt at tilbringe hele ugen op til Lombardiet i Italien. Langt de fleste har således allerede været i aktion mindst én gang og dermed afsløret lidt om formen. Man skal imidlertid altid være varsom med oktoberform, der kan variere fra dag til dag. I 2018 kørte Dylan Teuns eksempelvis på podiet i Lombardiet og Emilia, men faldt igennem i Torino, mens Valverde kørte flot i Torino, men skuffede i Varese og Lombardiet. I 2017 kunne Adam Yates i kraft af sit punch blive en flot nr. 2 i dette løb for siden at falde igennem i Lombardiet, og i 2018 kørte David Gaudu et drømmeløb i Torino for side at forsvinde tidligt i Lombardiet. Oktoberform kan med andre ord være lidt af et lotteri at skulle spå om.

Stigningen er så svær, at det som regel er bedste mand, der vinder, men det kan også blive en smule taktisk. Som sagt er Jumbo ikke skræmmende stærke, og vi har før set, at et tidligt fremstød fra bunden af stigning faktisk er endt med at køre med til allersidst. Som regel kommer favoritterne dog frem til fronten, og gennemgår man listen af vindere, vil man se, at manden øverst på podiet næsten altid også er den rytter, der har lignet stærkeste mand.

Derfor er det også umuligt ikke at pege på Primoz Roglic. Sloveneren viste allerede i 2019, at han mestrer kunsten at komme flyvende ud efter en Vuelta-sejr, da han forud for Lombardiet vandt begge sine opvarmningsløb i Emilia og Varese, og noget tyder på, at han har tænkt sig at gentage den opskrift. I hvert fald var han ganske suveræn, da han vandt Emilia for anden gang, og denne gang er det så Milano-Torino og ikke Tre Valli Varesine, der er hans andendagsgilde. Det er på alle måder et logisk valg, da det er et mere ”rent” og knap så taktisk løb, hvor stærkeste mand som regel vinder - og det kunne meget vel være Roglic.

I forvejen er Roglic på papiret reelt kun truet af Tadej Pogacar på en stigning som denne, og vi så i lørdags, at der lige nu synes forskel på deres form. I hvert fald så Roglic uhyggelig ud på San Luca, hvor han let svarede på alle de mange angreb, der kom i den lange finale, inden han med stor autoritet kørte resten af gruppen ud af hjulet og gjorde arbejdet færdigt til sidst. Han virkede så overlegen, at det formentlig vil kræve en Pogacar i topform, hvis han skal slås på en stigning, der ikke kunne passe ham meget bedre. Den Pogacar synes vi ikke at have lige nu, og derfor tror jeg, at Milano-Torino bliver tredje italienske klassiker på Roglics sejrsliste. Uden Jonas Vingegaard synes Roglic også at være Jumbos eneste kort. Skal der køre et løjtnantfremstød, skal det være med Sepp Kuss , der trods alt ikke så helt ringe ud i lørdags, hvor han i første omgang gik med favoritterne. Til gengæld synes George Bennett, Sam Oomen, Chris Harper og Tobias Foss at være for langt fra formen.

Da dette er en vurdering af vinderpotentiale, peger jeg på Julian Alaphilippe som nr. 2, men der hersker stor usikkerhed om verdensmesteren. I de seneste mange år har han været helt død til denne løbsblok og endda skippet Lombardiet, men spørgsmålet er, om det er anderledes denne gang. Modsat tidligere har han denne gang passet på sig selv med en mindre intensiv løbskalender, og denne gang har han kun kørt ret få løb efter Touren. Vi så sidste år, at han stadig var flyvende efter en VM-sejr, og selvom vi ellers tidligere har set, at det er næsten umuligt at præstere efter en VM-triumf i en tid, hvor der går festivitas og receptioner i den, brød Alaphilippe trenden sidste år. Hans oktoberhistorik er bekymrende, men med den anderledes sæsonopbygning er der en grund til at tro på, at han vil være lige så god, som han var i Liege og Flandern efter VM-sejren sidste år.

Stigningen passer ham udmærket. Som udgangspunkt er den så lang, at Roglic og Pogacar i kraft af deres klatreevner står stærkere, men i form kan Alaphilippe sagtens vinde her. I form var han i hvert fald for to år siden i et VM-løb, hvor han ikke bare var den bedste, men slet og ret i særklasse. Om han har samme form nu, bliver et spørgsmål om mavefornemmelse, og hans historik gør mig bekymret, men gentager han mønsteret fra 2020, må han være manden med bedste chance for at slå Roglic.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Jeg vælger også at pege på Tadej Pogacar som nr. 2. Det er stadig helt ubegrundet, hvorfor han udgik i Emilia, og derfor var det en fornøjelse at se ham i Varese. Her lignede han igen en Tour-vinder, da han angreb fra distancen, og efter at være blevet elimineret af en punktering kørte han med stor autoritet med de bedste til sidst. I dag lignede han løbets stærkeste mand, og det passer fint med den stigende formkurve, han har oplevet siden sin pause. Vi ved som bekendt også, at Pogacar ofte kan være en smule rusten efter en pause, og da Emilia var hans første rigtige bjergløb i næsten to måneder, var det måske ikke helt uventet, at han havde det svært. Pogacar er på mange måder en kopi af Roglic, og også han er skabt til denne eksplosive stigning. Skal der være en mand, der kan slå Roglic mand mod mand, skal det måske være Pogacar - og dagens løb giver tro på, at det måske kan lade sig gøre.

UAE er dog mere end bare Pogacar, men de øvrige ryttere skal angribe fra distancen, hvis de skal vinde. Marc Hirschi viste i dag, at han er tilbage efter sit VM-styrt, men han synes fortsat ikke at være på et niveau, hvor han kører med de bedste. Stigningen er en anelse for svær for Diego Ulissi, der havde en offday i dag, men i lørdags viste, at formen altså er ganske fornem. Han er tidligere blevet nr. 1, 2 og 5 i dette løb, men det var, da det stadig havde et svagere felt. På så svær en stigning slår han ikke de bedste, men med benene fra i lørdags, kan han vinde fra distancen. Mere usikker er jeg på Rafal Majka. Han virker træt efter to grand tours, men han plejer at køre stærkt i Lombardiet og er tidligere to gange blevet nr. 2 i dette løb. Denne gang har hans program dog været så hårdt, at han formentlig er hjælper, men helt afskrives kan han ikke. Holdets sidste kort er Jan Polanc , der kørte et fremragende VM, men ikke kan vinde i dette selskab - heller ikke fra distancen.

Truslen mod slovenerne og Alaphilippe må i første række være Michael Woods. Canadieren har kørt løbet to gange og er blevet nr. 1 og 2, hvilket stiger alt om, at denne korte, stejle stigning passer ham som fod i hose. Han timer altid formen perfekt til denne løbsblok, hvor han år efter år er en af de stærkeste, og hans kørsel i lørdags viste, at det er sket igen. Han blev ganske vist slået klart af Roglic, men ifølge ham selv begik han den fejl at sove i timen, da Remco Evenepoel angreb tidligt, og angiveligt kom han sig aldrig over den kraftanstrengelse. I morgen kan han forhåbentlig deltage i finalen på mere lige vilkår, og da han modsat de øvrige favoritter nærmest ikke har kørt cykelløb i et par måneder, vil han formentlig også være endnu bedre nu. Stigningen kunne ikke passe ham meget bedre, men spørgsmålet er, om selskabet denne gang er for skrapt til en gentagelse af sejren fra 2019.

Deceuninck har den fordel, at de er mere end bare Alaphilippe. I Giro dell’Emilia var Joao Almeida næststærkeste mand, og selvom han undervejs viste lidt svaghedstegn, var han både aktiv og i stand til at yde Roglic modstand til sidst. Denne eksplosive stigning passer også glimrende til den eksplosive portugiser, og faktisk betyder hans lidt dieselagtige klatrestil, at det måske er en fordel, at Superga er mere end dobbelt så lang som San Luca. Han har også punchet til at afslutte på toppen, men det er trods alt nok usandsynligt, at han skulle være stærkere end alle de fire ovennævnte. Til gengæld har Deceuninck den fordel, at de meget vel kan sidde med to mand til sidst, og i den situation vil Almeida nok være mindre overvåget end Alaphilippe. Faktisk har holdet også en tredje kandidat i den efterhånden ganske formstærke Fausto Masnada, der var med i de første angreb i Emilia og blev nr. 3 i Bernocchi. Han manglede dog så meget i lørdags, at han skal angribe fra distancen for at vinde. Til gengæld er Mauri Vansevenant fortsat formsvag.

En meget positiv overraskelse i lørdags var Adam Yates. Normalt plejer Yates-brødrene at køre sig selv ihjel i grand tours, men briten var tydeligvis end af de bedste. Dette løb passer ham endda endnu bedre, fordi vi fra UAE Tour ved, at han er uhyggeligt stærk i disse flade løb, hvor det hele slutter meget eksplosivt. Der er al mulig grund til at tro, at han vil være en af de bedste, men vi så også i lørdags, at der var et par mand, der var bedre end ham. Han skal bruge en taktisk finale eller et tidligt angreb for at vinde. Det er også opskriften for Pavel Sivakov , der i lørdags var uventet god. Denne stigning passer ham dårligt, men han er et af de oplagte bud på en mand, der vil angribe tidligt. Han synes dog ikke at have niveauet til at vinde. Til gengæld må vi stadig sande, at Tao Geoghegan Hart, Ivan Ramiro Sosa og Eddie Dunbar synes formsvage

Igen i år ser David Gaudu ud til at formtoppe til disse løb. Han var med de bedste i Emilia, indtil han punkterede, og i dag var han klart en af de stærkeste. Nu kommer det løb, der passer ham bedst, og både i 2017 og 2019, hvor han blev nr. 5, lignede han en af de allerstærkeste på Superga, selvom han endte med at gå lidt død til sidst. Som regel plejer han at være lidt rusten efter en pause, og derfor var det ikke mærkeligt, at han i dag så bedre ud end i lørdags. Fortsætter den trend, vil han være en af de allerbedste i morgen, selvom vejen til sejr nok går med et tidligt angreb eller en taktisk finale.

Han er dog ingenlunde alene. Thibaut Pinot vandt løbet i 2018, hvor han var skræmmende stærk i disse løb, og efter sin pause bliver han bare bedre og bedre. I lørdags ofrede han sig selv ved at give et hjul til Gaudu, og derfor så vi aldrig, hvor god han for alvor var. I går var han til gengæld en af de få, der gik med Evenepoel, og det indikerer, at han er endnu bedre, end han var i Luxembourg. Stigningen passer ham, men han ligner trods alt lige nu kun næstbedste FDJ-rytter. Til gengæld synes Attila Valter, Matteo Badilatti og Sebastien Reichenbach alle for formsvage.

Formentlig var det regnvejret, der fik Alejandro Valverde til at skifte mening, udgå i dag og i stedet stille til start onsdag, hvor han egentlig skulle have hvilet. Det er da også et løb, der passer ham fremragende, og hvor han blev nr. 2 i 2019 og 3 i 2018, hvor han ellers viste sig at være et stykke fra VM-formen. Spørgsmålet er bare, om han er god nok. En samlet 2. plads på Sicilien var opløftende, men i dag så vi på Vincenzo Nibali, at det meget vel kan have skyldtes feltet mere end Valverdes egen styrke. Efter en skadespause ville det også være overraskende, hvis han allerede nu var på sit højeste niveau. Omvendt passer denne finale ham så godt, at han med en formentlig stigende formkurve aldrig kan afskrives her. Movistars alternativ er den uhyre formstærke Davide Villella, men stigningen er for svær til, at han kan være med i dette selskab. Einer Rubio synes lige nu at mangel for meget.

Israel SUN har mere at skyde med end bare Woods. De har nemlig også Dan Martin, der burde være skabt til denne form for finale, selvom han aldrig er blevet bedre end nr. 11. Han er ikke så god som i gamle dage, men hans kørsel i Emilia var uhyre opløftende. Han vinder ikke længere på ren styrke, ligesom han med alderen er blevet mere diesel og knap så eksplosiv, men med et tidligt angreb er han en af de ryttere, der kan gøre det færdigt. Det samme er Ben Hermans, der fortsat kører som den motorcykel, han har været siden sommerpausen. Senest blev han nr. 9 i Emilia, og der er al mulig grund til at tro, at han også i morgen vil være en af de bedste på et hold, der måske kan udnytte et stærkt overtal taktisk.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Trek stiller med Vincenzo Nibali, der efter sejren på Sicilien kom lidt ned på jorden i dag, hvor han ikke kunne køre med de bedste. Heldigvis passer dette løb ham langt bedre, men baseret på det, vi har set i år, må vi nok også erkende, at hans sejr på hjemøen havde meget med feltets niveau at gøre. I det lys vil det være overraskende, hvis han pludselig kan vinde et løb, hvor der er mere eksplosive folk end ham, men med et angreb fra distancen skal man aldrig udelukke den italienske veteran. Holdets bedste kan meget vel blive Bauke Mollema , der passer betydeligt bedre til denne form for stigning, og som med en 6. plads i Emilia viste, at hans stigende formkurve efterhånden har ført ham langt. Han udgik i dag, hvilket kan være bekymrende, men det kan meget være en konsekvens af regnen, som han ikke elsker. Holdet har også Niklas Eg og Antonio Nibali, der på Sicilien viste, at de kan gøre det fint, men de er først og fremmest hjælpere.

Ag2r stiller med Clement Champoussin, der synes at være kommet fremragende ud af Vueltaen. Allerede i Luxembourg var han stærk i terræn, der ikke passede ham ideelt, og i Emilia kørte han længe med de bedste. I sidste ende løb han tør for kræfter, men efter en svær sæson har han endelig genfundet sit flotte niveau fra februar. Han slår ikke de bedste, men angriber han fra distancen, synes han at have benene til at vinde. Ag2r har også Aurelien Paret-Peintre, der i dag endelig viste lidt form efter Touren, men han klatrer ikke godt nok til at vinde på denne stigning. Geoffrey Bouchard var bedre end ventet i Emilia, hvor Clement Berthet imponerede, som han også gjorde det i dag, men ingen af dem har niveauet til at vinde i dette selskab lige nu.

Cofidis sætter hele butikken på Guillaume Martin, og det kan de gøre med en vis fortrøstning. Trods to grand tours så den lille franskmand ganske stærk ud i dag, hvor han endda kom op til favoritterne til sidst, dermed viste han sig i bedre form, end man kunne have frygtet. Denne stigning passer ham også ganske udmærket, og han har den aggression, der skal til for at angribe tidligt - en strategi, der er hans vej til sejr. Desværre må vi også sande, at han i år ikke har klatret på samme niveau som i 2020. Holdets alternativ er Remy Rochas, der så godt ud i Vueltaen og Vallonien, men i dag fik man fornemmelsen af, at trætheden har meldt sig. Det har den i hvert fald for formsvage Victor Lafay og Ruben Fernandez.

Arkea stiller med Nairo Quintana , der ikke er helt let at blive klog på. Han var ganske god i Frankrig og Luxembourg, hvor terrænet ikke for alvor passede ham, men i Emilia blev han ”kun” nr. 10. Det var dog stadig et ganske hæderligt resultat i et løb, der trods alt heller ikke passede ham ideelt, og denne længere stigning burde give ham bedre chancer. Det er dog også klart, at Quintana på intet tidspunkt i år har været flyvende, og det vil være overraskende, hvis han pludselig er i stand til at vinde her. Holdets alternativ er Elie Gesbert , men han er stadig for formsvag.

Lørdagens måske mest positive overraskelse var Domenico Pozzovivo , der nok engang er kommet ufatteligt stærkt tilbage fra en grim skade. Denne gang var det et brud i knæet, men alligevel blev han nr. 14 i sit første svære løb efter pausen. Hans formkurve er utvivlsomt stigende, og det er faktisk en stigning, der passer ham aldeles fremragende. Umiddelbart inden sit styrt viste han i Burgos, at hans topniveau fortsat er højt, og derfor skal han tages seriøst i dette løb, selvom han næppe vinder.

Hos Astana var der opløftende takter fra Aleksandr Vlasov i dagens løb. Efter en skidt indsats i Emilia så han stærk ud i dag, hvor han måske nok endte med at udgå, men hvor han gjorde det fremragende i støtte for Alexey Lutsenko. Blandt de første tre løb er dette utvivlsomt det, der passer ham bedst, og hans kørsel i dag giver håb om en bedre indsats end i lørdags. Lige nu skal han dog angribe fra distancen for at vinde, og selv det synes svært. Holdets anden option er Alexey Lutsenko, der i dag endelig gav lidt svar på, hvor han står formmæssigt. Det så ganske fornuftigt ud, men det står også klart, at han ikke er på toppen. Selvom han har forbedret sig klatring, skal han være flyvende for at vinde her, og det synes han ikke at være. Holdets tredje option er Samuel Battistella, der var uventet god i Bernocchi, men denne stigning er for lang og for svær.

Eolo skal også tages seriøst med Lorenzo Fortunato. Han skulle lige i gang igen efter sin pause, men på Sicilien viste han, at han nærmer sig sit Giro-niveau. I dag så han også overbevisende ud, og når han alligevel endte med at tabe lidt tid, kan det have været, fordi han ventede på hurtige Vincenzo Albanese. På stigningerne var han i hvert fald overbevisende, og dette løb passer ham bedre. Vi så dog også på Sicilien, at han næppe vinder i dette selskab.

DSM kommer med Tiesj Benoot , der i sin transformation til klatrer satser på Italien og ikke Roubaix, men det virker usandsynligt, at han kan vinde her. Han havde ellers gjort store fremskridt på stigningerne, men i år har det slet ikke fungeret. Dertil kommer, at han ikke har imponeret i de seneste løb, og på så stejl en stigning kommer han formentlig til kort. I stedet er det formentlig kometen Michael Storer, der har potentiale til at overraske, men jeg tror ikke, at det sker. Han virkede relativt træt mod slutningen af Vueltaen efter en meget lang formtop, og holdet taler da heller ikke om ambitioner med ham, hverken her eller i Lombardiet. Det er dog klart, at hans topniveau rækker langt. Hverken Chris Hamilton eller Mark Donovan er flyvende lige nu.

En spændende kandidat er Cristian Scaroni, der har gjort vilde fremskridt de seneste uger. På Sicilien imponerede han på 3. etape, der ikke passede ham, men desværre gik han i udbrud på kongeetapen, hvor han derfor var svær at vurdere. Alligevel virkede han uhyre overbevisende bare 24 timer senere i Emilia, hvor han lignede en af de bedste i feltet. Derfor skal han blive meget interessant at følge mod de bedste i frisk tilstand. Gazprom har også Simone Velasco, der aldrig har været bedre end nu og har klatret ret ufatteligt på Sicilien og i Emilia. Stigningen her bør dog være for lang til, at han kan blande sig i dette felt.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Bora skal sætte deres lid til Patrick Konrad, men jeg er ikke alt for optimistisk. Egentlig så han hæderlig ud i Vallonien, men det var også klart, at han ikke var flyvende. I dag udgik af et løb, der burde passe ham, og for at vinde på Superga skal en puncheur som ham være flyvende. Det har han i år kun for alvor været i Touren, og lige nu synes han ikke at have niveauet til at være med helt fremme. På papiret er holdets bedste klatrer Emanuel Buchmann, men han synes at være helt uden form, som også Matteo Fabbro er det.

Det er svært at se de øvrige hold vinde. Androni kommer med en formstærk Simone Ravanelli og Mattia Bais, der kan gøre det godt, men er overmatchede i dette selskab. Bardiani stiller ed Giovanni Carboni og Andrea Garosio, der gjorde det flot i lørdagens udbrud, men ikke kan være med i dette selskab, og deres unge talent, Filippo Zana, synes færdig efter en hård sæson. Hos Caja Rural er kun Oier Lazkano og Sergio Martin i form, og de vil finde stigningen for svær. Hos Euskaltel synes Mikel Bizkarra, Joan Bou og Mikel Iturria at mangle form, og stigningen er for svær for Antonio Angulo. Intermarché kommer med Louis Meintjes, der jo pludselig var genfødt i Vueltaen, men løbet passer ham dårligt, og hans form kan ikke være perfekt efter sit styrt i Spanien. Løbet passer slet heller ikke til dieselmotoren Jan Hirt, mens Rein Taaramae ikke klatrer godt nok. Endelig har Vini aldrig noget at gøre i løb, der ikke ender i en massespurt.

***** Primoz Roglic

**** Julian Alaphilippe, Tadej Pogacar

*** Michael Woods, Joao Almeida, Adam Yates, David Gaudu, Alejandro Valverde

** Dan Martin, Bauke Mollema, Thibaut Pinot, Vincenzo Nibali, Ben Hermans, Clement Champoussin, Guillaume Martin, Nairo Quintana, Domenico Pozzovivo, Aleksandr Vlasov, Fausto Masnada, Diego Ulissi, Pavel Sivakov, Alexey Lutsenko, Lorenzo Fortunato, Michael Storer, Cristian Scaroni

* Patrick Konrad, Tiesj Benoot, Sepp Kuss, Marc Hirschi, Louis Meintjes, Rafal Majka, Davide Villella, Clement Berthet, Einer Rubio, Aurelien Paret-Peintre, Emanuel Buchmann, Geoffrey Bouchard, Samuele Battistella, Simone Velasco, Remy Rochas, Elie Gesbert, Jan Polanc, Simone Ravanelli, Mattia BaisTao Geoghegan Hart, Sebastien Reichenbach, Niklas Eg

Danskerne

Niklas Eg skal på Trek støtte Vincenzo Nibali og Bauke Mollema, men som nævnt ovenfor har han formen til måske at levere et pænt resultat også. Hos Qhubeka skal Emil Vinjebo støtte Domenico Pozzovivo.

Tidligere års løb

Du kan gense Michael Woods’ sejr fra 2019, Thibaut Pinots dramatiske sejr fra 2018, Rigoberto Urans sejr fra 2017 og Miguel Angel Lopez’ sejr fra 2016.

SE MILANO-TORINO PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-