Optakt: Milano-Torino
05. august 2020 14:00Foto: BettiniPhoto
af Emil Axelgaard

I de seneste år har vi vænnet os til, at sportens ældste endagsløb, Milano-Torino, er den måske vigtigste opvarmning til Il Lombardia, og den stejle Superga-stigning har i nu mange år været rammen om interessante opgør mellem klatrerne. I corona-året 2020 vender løbet imidlertid tilbage til sin tidligere rolle som en vigtig test frem mod Milano-Sanremo, og til det formål har man givet Superga-stigningen fri og i stedet sammensat det fladest tænkelige endagsløb på Po-sletten, hvor de store sprintere kan få lov at teste benene en sidste gang inden lørdagens store monument.

Highlights: Michael Woods vandt årets Milano-Torino foran snuden på Alejandro Valverde

se mere cykling på

Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

 

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

 

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Siden det nye etapeløb Adriatica Ionica Race i juli har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

 

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og WorldTour udgør på mindre end en måned en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet. Dermed afvikles der hele 12 endagsløben på knap en måned i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

 

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

 

Milano-Sanremo og Il Lombardia er de to største italienske endagsløb, men de er ikke de ældste. Den ære tilfalder Milano-Torino, der første gang blev afviklet helt tilbage i 1876, da 8 ryttere begav sig ud på turen mellem to af Italiens største byer. Kun fire af dem nåede Torino, og tilsyneladende var denne første udgave ingen succes. I hvert fald tog det 18 år, inden man forsøgte sig igen, og de første år blev løbet derudover kun afviklet i 1896, 1903, 1905 og 1911. Fra 1913 var der endelig nogen kontinuitet, og i resten af århundredet blev løbet afviklet næsten hvert år med kun nogle få afbrydelser under verdenskrigene samt i 1920erne og i 1986

 

I de tidlige år var det det indledende løb i den italienske sæson og fandt sted i marts syv dage før Milano-Sanremo, men i 1987 blev det rykket til anden halvdel af sæsonen, hvor det blev afviklet enten sent i september eller først i august, så man kunne undgå det uforudsigelige italienske forårsvejr. Enkelte gange flyttede arrangørerne det tilbage til foråret, men i dag er det kendt som et af de allerstørste løb mod slutningen af året. Som et af Italiens vigtigste løb er det naturligvis blevet vundet af mange af de største stjerner, og på vinderlisten finder man navne som Fiorenzo Magni, Ferdi Kubler, Miguel Poblet, Gianni Motta, Roger De Vlaeminck, Giuseppe Saronni, Francesco Moser, Phil Anderson, Gianni Bugno, Rolf Sørensen, Laurent Jalabert, Michele Bartoli og Alberto Contador. Faktisk er det det eneste endagsløb, som Contador vandt i løbet af sin glorværdige karriere.

 

Uheldigvis kom løbet i økonomiske vanskeligheder i 2000erne, og efter kortvarigt er være flyttet tilbage til foråret fra 2005 til 2007 forsvandt det fra kalenderen i 2008. Det blev ikke afviklet, før Giro-arrangørerne fra RCS Sport greb ind og nåede en aftale med de hidtidige arrangører, Associazione Ciclistica Arona, om at stå for afviklingen i de følgende tre år.

 

Med RCS ombord har løbet i de senere år oplevet en genopblomstring, og det er i dag et reelt mål for mange af verdens bedste klatrere. Sammen med Il Lombardia og Gran Piemonte udgør det RCS’ store efterårsserie Trittico dei Autunno, der normalt afvikles over fire dage med Milano-Torino om onsdagen, Gran Piemonte om torsdagen og Il Lombardia om lørdagen. Da det kommer bare få dage inden Lombardiet og ligeledes er et løb for klatrere, er det den perfekt sidste test forud for det store italienske monument. Derudover har RCS’ engagement betydet, at feltet er blevet voldsomt forstærket og langt mere internationalt, og nu er det placeret lige under WorldTouren som et meget vigtigt ProSeries-løb.

 

Milano og Torino ligger begge på Po-sletten, der er den fladeste del af Italien, og derfor har det traditionelt været en af de hurtigste italienske klassikere og skabt til sprintere. Løbet har imidlertid fuldstændig ændret natur, siden man inkluderede Colle de Superga-stigningen. I de første år rundede man toppen med 16 km igen og kørte derefter ned til målet på Fausto Coppi-velodromen i Torino. I 2012 blev målstregen imidlertid flyttet til toppen af stigningen, der nu om dage forceres to gange i den absolutte finale, og det har gjort løbet til et af de få endagsløb, som de rene klatrere kan gå efter. Faktisk har den type ryttere en endnu bedre chance her, end de har i Lombardiet, hvor målstregen aldrig ligger på toppen og de sidste stigninger ofte er korte og eksplosive. Ændringen kan klart aflæses af vinderlisten, idet Contador, Diego Ulissi, Giampaolo Caruso, Diego Rosa, Miguel Angel Lopez, Rigoberto Uran, Thibaut Pinot og senest Michael Woods har vundet, siden man flyttede målet til toppen.

 

I 2020 vender man dog tilbage til rødderne. I den omstrukturerede kalender er løbet blevet placeret onsdagen inden Milano-Sanremo, og derfor har det været helt nærliggende at indrette ruten efter de ryttere, der ventes at kunne hævde sig i monumentet. Særligt vigtigt bliver det i et år, hvor Sanremo kommer næsten som det allerførste løb, og derfor bliver Milano-Torinos rolle endnu vigtigere end tidligere. Arrangørerne har da også taget konsekvensen, droppet Superga-stigningen og i stedet designet et uhyre fladt løb, der næsten med statsgaranti giver sprinterne mulighed for i hvert fald at spurte én gang inden lørdagens løb.

 

Sidste år var det dog stadig klatrerne, der dominerede. Her endte en gruppe på seks mand med at spurte om sejren på toppen af Superga-stigningen, hvor en uhyre formstærk Michael Woods, der havde angrebet i ét væk på bakken, sejrede foran Alejandro Valverde og Adam Yates. Løbets nye rute i år gør det imidlertid helt uegnet til denne ryttertype, og derfor må vi se langt efter såvel Woods som Valverde og Yates i årets helt særlige og meget flade udgave.

 

Ruten

Som sagt har arrangørerne taget konsekvensen af den nye kalenderplacering og ladet løbet blive til det, det tidligere var, nemlig forberedelse til Milano-Sanremo. Det er heldigvis ikke noget problem for en begivenhed, der afvikles på den pandekageflade Po-slette, og faktisk har løbet jo også i de senere år i alt væsentligt været som et billardbord. Her er en hel dag i fladlandet dog blevet afsluttet med to ture op ad Superga-stigningen i udkanten af Torino, men ved at droppe denne særlige afslutning får man et løb, der er så sprintervenligt, at det er svært at finde tilsvarende flade endagsløb.

 

Nok er løbet Sanremo-opvarmning, men det har ingenlunde monumentdistance. I alt skal der således tilbagelægges 198,0 km mellem Mesero og Stupinigi, der er forstæder til hhv. Milano og Torino, hvormed løbet i alt væsentligt lever op til sit navn. Terrænet omkring Milano er som bekendt fladere end den fladeste pandekage, og derfor er der igen væsentlige udfordringer, når man lægger ud med at køre ad Pos-letten mod syd, sydvest og syd ned til byen Torre Beretti, der nås efter 60,2 km. Her drejer man mod vest og siden nordvest for at passere selve floden Po, inden man sætter kursen mod sydvest.

 

Her rammer man dagens eneste mindre stigninger, når man passerer igennem Monferrato-området. Således skal man over to mindre bakker, inden det igen flader ud frem, når man kører mod nordvest mod forplejningen, der nås efter 96,6 km. Umiddelbart herefter skal man over en bakke (500 m, 5,3%) med top efter 102,7 km. Nu går det ad snoede veje mod vest, nordvest og sydvest igennem fladt terræn, inden man kører mod syd ned til den store by Asti, som nås efter 125,9 km. Her rammer man en lang, flad og næsten lige vej, der leder mod vest og nordvest, idet der dog er en mindre bakke undervejs, inden man slår et smut mod syd ned til Carmagnola, som passerer efter 173,5 km.

 

Herfra går det mod nord igennem helt fladt terræn med retning mod Torino, men inden man når ind i centrum drejer man med ca. 5 km igen mod vest for at køre ud til forstaden Stupinigi, hvor Sonny Colbrelli for to år siden vandt en massespurt i endagsløbet Gran Piemonte. Her er de sidste 3 km stort set helt flade og uden væsentlige tekniske udfordringer, da man blot skal lige igennem en rundkørsel med 2 km, inden vejen har et blødt venstresving 400 m fra stregen.

 

Løbet byder på i alt bare 930 højdemeter.

 

 

 

 

 

Vejret

Efter hedebølgen i Strade Bianche og syndfloden i Gran Trittico Lombardo venter der endelig normalt vejr til et af de italienske endagsløb. Faktisk bliver betingelserne ideelle på en skyfri onsdag, hvor temperaturen vil nå behagelige 25 grader. Samtidig vil det være næsten helt vindstille med blot en helt svag vind fra sydøst. Det giver først sidemodvind på første halvdel og siden sidemedvind på anden halvdel. Det varer ved helt vejen indtil svinget med 400 m igen, hvorefter man får sidevind.

 

Favoritterne

Det er sjældent, at feltets supersprintere går efter at vinde et løb, der sidste år blev vundet af Michael Woods foran Alejandro Valverde og Adam Yates, og som er blevet vundet af folk som Thibaut Pinot, Miguel Angel Lopez og Alberto Contador. Det er ikke desto mindre konsekvensen af løbets tilbagevenden til rødderne og dens genetablerede rolle som opvarmning til Milano-Sanremo. Og da Milano og Torino begge ligger på den pandekageflade Po-slette, er det da også mere naturligt et fladbaneløb end det bjergløb, man har forvandlet det til ved at afslutte den lange fladbanetur med de to ture op ad Superga-stigningen.

 

Løbets startliste afspejler da også, at det er Sanremo-opvarmning. Mens de ryttere, der håber at undgå en spurt på lørdag, enten skipper løbet helt eller bruger det til at rulle benene igennem og få lidt løbsfart igen, er det for sprinterne chancen for at finpudse farten og få kørt i hvert fald én spurt, inden der måske skal spurtes om sejren på Via Roma tre dage senere. Derfor er alle sprinterkandidaterne til lørdagens monument da også samlet, og det er således stort set kun de lidt tungere sprintere, som alligevel ikke har noget at gøre i løbet på lørdag, og som derfor er taget til Polen i stedet, vi for alvor kan savne.

 

Det meste af løbet kan vi komme hurtigt over. Alle ved, at det bliver en massespurt, og da vejret er fuldstændig fabelagtigt med masser af sol, menneskelige temperaturer og stort set ingen vind, venter der en generelt let dag i det italienske. De små hold vil jagte lidt tv-tid i et tidligt udbrud, hvor man heller ikke kan udelukke, at nogle lidt større navne faktisk vil træne lidt en sidste gang inden løbet på lørdag, men de har ikke mange chancer på den flade Po-slette. Deceuninck, Lotto og UAE nok få gjort en ende på, måske med hjælp fra FDJ. Derfor er der lagt op til en helt klassisk massespurt efter en dag, hvor alle er friske.

 

Den spurt er også ret enkel. Vejen er lang og lige, indtil svinget med 400 m igen. Det er blødt og kan tages i høj fart, men det er klart, at dets tilstedeværelse gør, at positionering er relativt vigtig. Et godt tog er derfor af betydning, men opløbet har akkurat også en længde, der gør det muligt at redde lidt på selve opløbsstrækningen.

 

På papiret skiller Fernando Gaviria, Sam Bennett og Caleb Ewan sig naturligvis ud som feltets tre sprintere, og jeg er efter moden overvejelse endt med at pege på colombianeren. Det skyldes alene én mand: Alexander Kristoff . Sidste år var det meningen, at nordmanden skulle have kørt en del lead-outs for Gaviria, hvilket dennes knæskade fik forpurret, men Kristoff nåede i Emiraterne at vise, at han med sin fantastiske positionering og evne til gradvist at trække den op i fart i en lang powerspurt er indbegrebet af den perfekte lead-out man. Nu indgår han i et tog, der også tæller Maximiliano Richeze, som måske desværre virker til at have tabt sit tårnhøje niveau, men sammen med Kristoff stadig udgør en fantastisk duo.

 

Gaviria har selv haft det svært i positionskampen, men gjorde alt rigtigt ved sejren i Burgos, hvor han også bekræftede, at han er fuldt tilbage med sin gamle topfart, som han genfandt i Kina i oktober og tog med videre til Argentina og Emiraterne i 2020. Hvis Kristoff er lige så suveræn i finalerne, som han var i Emiraterne i 2019, har Gaviria farten til også at gøre arbejdet færdigt, og derfor er han min favorit.

 

I Burgos kom Sam Bennett også tilbage på sporet efter en trist sæsonstart. Det klassiske Bennett-mønster gentog sig, og han havde det derfor forfærdeligt de første dage, indtil han mod slutningen fandt sig selv. Nu har han fået banket rusten af, og han er derfor topklar til dette løb. Spørgsmålet er bare, om Bennett stadig har sin gamle topfart. I 2019 var han måske verdens allerhurtigste, men det var han ikke i foråret, hvor han led nogle grimme nederlag, og de specielle omstændigheder i spurterne i Burgos gav ikke mange svar på det område. I Emiraterne lignede Gaviria den hurtigste af de to, men sidste år var det omvendt, og derfor er opgøret ret åbent. Toget med Shane Archbold og Michael Mørkøv haltede lidt på 2. etape i Burgos, hvor de blev slået af FDJ, men på 4. etape gjorde de alt rigtigt. Holder de UAE bag sig og bringer Bennett først gennem svinget, bliver han uhyggeligt svær at gå forbi, i hvert fald hvis han vitterligt har genfundet farten fra 2019.

 

Modsat Gaviria og Bennett gør Caleb Ewan sæsondebut, men da han satser stort på Sanremo og i Down Under altid viser, at han mestrer kunsten at træne sig i form, skal han nok være klar. Til gengæld er han normalt ikke så hurtig som sine to rivaler i en let, klassisk massespurt som denne. I Touren overraskede han ganske vist positivt i netop den slags spurter, men i Emiraterne fik vi bekræftet, at han har sine mangler i denne slags finaler. I toget savner han tillige Roger Kluge, der af en eller anden grund er sendt til Polen, og selvom han har Jasper de Buyst i tillæg til Tosh vand er Sande og Nikolas Maes er det svært at matche de to ovennævnte tog. Heldigvis er Ewans strategi som regel at finde det rette hjul, og den evne mestrede han til UG med kryds og slange i Touren sidste år. I Down Under viste han, at han på sine gode dage godt kunne slå Bennett i hans daværende forfatning, og har han benene fra Touren, kan det naturligvis ske igen.

 

Det var opløftende i Burgos at se, at Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri satte Deceuninck-toget til vægs på 2. etape. Det viser, at Guarnieri måske kan genfinde lidt af sin tidligere eminente klasse, og kan han gentage bedriften her, kan det måske blive til noget stort for Arnaud Demare. Særligt hans comeback i den hårde finale på 4. etape, hvor Guarnieri var styrtet, vidnede om franskmandens form. Til gengæld er han normalt ikke så hurtig som rivalerne i en klassisk massespurt, men vi skal trods alt bare tilbage til sidste års Giro for at finde en spurt, hvor han faktisk slog Ewan på helt regulær vis. Svinget kommer relativt sent, og vinder FDJ kampen som i Burgos, er det ikke umuligt, at Demare kan sejre.

 

Desværre bekræftede Burgos, at Matteo Moschetti endnu ikke er sig selv igen efter sit grimme lårbensbrud. Dette løb er dog så let, at han burde kunne køre en spurt. Til gengæld er det ærgerligt, at han nu mangler supertoget fra Spanien, men vi ved, at han tidligere har vist gode evner i positionskampen, og samtidig har han erfarne Koen De Kort til at hjælpe sig til slut. Hans ydmygelse af Ackermann på Mallorca viser, at hans fart hører til blandt de allerhøjeste, og med lidt held i positionskampen kan han derfor måske også true de øvrige supersprintere i dette felt.

 

Strade Bianche var endnu et bevis på, at det går kraftigt ned ad bakke for Peter Sagan, men selv når han ikke er velkørende, kører han altid gode spurter. Det så vi så sent som i Paris-Nice, og derfor kan vi også regne med at se ham fremme her i den sidste test inden Sanremo. Vi ved, at Sagan ikke har samme fart som løbets topsprintere, men hans eminente positionering gør, at han af og til alligevel slår dem. Det bliver svært i denne ukomplicerede finale, men med endnu en god placering i svinget er det ikke umulig for den tidligere verdensmester.

 

To sejre i februar viste, at Nacer Bouhanni har haft godt af skiftet til Arkea. Paris-Nice viste imidlertid også, at han fortsat mangler en del i forhold til sit gamle niveau, og mens han i gamle dage, ville have været en af favoritterne til et løb som dette, er han nu blot outsider. Et problem er også, at han ikke har genfundet sin gamle positioneringsevne, som ellers var hans store styrke, men her kan han til gengæld regne med et tog, der tæller Thomas Boudat og Dan McLay. Desværre er de to positioneringssvage sprintere ikke ideelle til at køre lead-out, men de bør kunne bringe Bouhanni fornuftigt frem. Med Sanremo som altoverskyggende mål i en sæson uden Tour bør han være i absolut topform. Nu skal han bare vise, at han er kommet endnu et skridt nærmere fordums hurtighed.

 

For Mathieu van der Poel er det sidste test inden Sanremo, og spørgsmålet er, om han vil spurte. Vi ved fra blandt andet Tour of Britain og Arctic Race, at han ikke kan matche de hurtigste, og det logiske vil være, at han skal køre lead-out for Sacha Modolo, som han gjorde det i Algarve. Det gik fremragende, da den fallerede italiener endte som nr. 2 på 4. etape, og selvom han ikke har fordums styrke, kan Modolo således sagtens være med helt i front med et tog, der også tæller Scott Thwaites og Kristian Sbaragli. Det kan dog ikke udelukkes, at Van der Poel gerne vil køre en spurt inden lørdag, men så bliver det formentlig kun for en sekundær placering.

 

Davide Cimolai er blomstret op efter skiftet til Israel SUN, men denne spurt er nok for let for ham. Han viste ellers hæderlig form i Burgos med sin 4. plads i den hårde finale på 4. etape, og vi ved, at han generelt er ganske god i positionskampen. Toget med Guillaume Boivin, Alex Dowsett og Rick Zabel ser bestemt også habilt ud, og selvom Cimolai næppe vinder løbet, kan det derfor med stor sandsynlighed blive til et godt resultat.

 

Circus-Wanty stiller med begge deres sprintere, Danny van Poppel og Timothy Dupont. Desværre viste sæsonstarten, at Van Poppel stadig ikke har løst sine helbredsproblemer, og han havde nok engang svært ved at gennemføre løbene. Nu hævder han atter, at der skulle være styr på tingene, og er det rigtigt, ved vi, at han er lynhurtig og bestemt en podiekandidat her, især fordi han positionerer sig godt og har et stærkt tog. I givet fald vil han formentlig også være førstevalget, men er han fortsat helt fra den, vil Dupont være manden. Belgieren er ikke så hurtig som i gamle dage, men han er ofte garant for en top 10, særligt fordi hans positionering igen er ved at blive bedre.

 

Det har været nogle triste år for Jakub Mareczko , der synes at have tabt den voldsomme hurtighed, han tidligere havde. I løbet af vinteren blev han dog opereret i næsen, og noget tyder på, at det måske var forklaringen på trængslerne. I hvert fald så han fornem ud i starten af året, ikke mindst i Provence, hvor spurten dog blev lidt for lang, og det kan give håb om en genrejsning i et let sprinterløb, der ikke er for hårdt for selv Mareczko. Til gengæld er hans positionering som altid en gigantisk udfordring, da toget tillige er svagt, men med lidt held kan han måske bekræfte, at den tårnhøje fart er tilbage.

 

Ligesom Van der Poel skal Wout van Aert beslutte sig for, om han har brug for at køre en spurt inden lørdag? Desværre bliver det nok om en sekundær placering, for selvom han jo slog topsprintere i Dauphiné og Touren sidste år, har han ikke farten i en klassisk, let massespurt. Omstændighederne i Frankrig var specielle med hhv. en meget teknisk og stigende finale, mens han ved de belgiske mesterskaber blev slået klart af Tim Merlier. Hans positionering kan dog give ham et fint resultat. Alternativt kan han køre lead-out for Amund Grøndahl Jansen eller Timo Roosen, men også de mangler topfarten.

 

Ligesom Mareczko er Matteo Pelucchi skabt til et let sprinterløb som dette, men desværre er han slet ikke så hurtig, som da han vandt WorldTour-spurter for efterhånden mange år siden. Sidste år fik han dog alligevel nogle pæne sejre, og han er bestemt ikke faldet helt af på den. Hans positionering har altid haltet, men med lidt held i positionskampen har han farten til at gøre det hæderligt.

 

Veteranen Manuel Belletti skal også nævnes. Modsat Pelucchi er han ikke specielt hurtig i en let spurt som denne, men hans gode positionering gør ham meget stabil og driftssikker. Sandsynligheden for en top 10 er således stor, men til gengæld bliver en top 5 svær. Holdet har også Luca Pacioni, men han bør være hjælper for den erfarne holdkammerat.

 

Hos Ineos skal man spurte med enten Chris Lawless eller unge Ethan Hayter, men de er overmatchet i dette felt. Imerio Cima skal prøve hos Gazprom-Rusvelo, men også han kommer til kort, særligt på positioneringen. Mitchelton kører for Alexander Edmondson og ikke unge Alexander Konychev, men australieren mangler fart i en klassisk spurt. På Movistar havde Gabriel Cullaigh det meget svært i årets første spurter, og Umberto Marengo mangler på Vini Zabu farten. Endelig vil Andrea Vendrame, Julien Duval eller Lawrence Naesen måske spurte for Ag2r og Alex Aranburu eller Fabio Felline for Astana, men de kan ikke begå sig i et let sprinterløb.

 

OPDATERING: Ineos stiller med Ben Swift i stedet for Chris Lawless. De skal nu bestemme sig for, om de spurter med Hayter eller Swift, men uanset denne ændring er det ikke realistisk at tro på sejr.

 

***** Fernando Gaviria

**** Sam Bennett, Caleb Ewan

*** Arnaud Demare, Matteo Moschetti, Peter Sagan, Nacer Bouhanni, Sacha Modolo

** Davide Cimolai, Danny van Poppel, Timothy Dupont, Jakub Mareczko, Wout van Aert, Mathieu van der Poel, Matteo Pelucchi, Manuel Belletti

* Imerio Cima, Gabriel Cullaigh, Alex Edmondson, Ben Swift, Ethan Hayter, Fabio Felline, Amund Grøndahl Jansen, Timo Roosen, Luca Pacioni, Umberto Marengo, Andrea Vendrame, Lawrence Naesen, Alexander Konychev, Alex Aranburu

 

Danskerne

Michael Mørkøv skal nok engang spille sin nøglerolle som lead-out man for Sam Bennett på Deceuninck, hvor Mikkel Honoré meget vel kan få til opgave at jagte udbrud. Mathias Norsgaard fortsætter sit comeback på Movistar, hvor han skal støtte Gabriel Cullaigh.

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Fernando Gaviria
Sam Bennett, Caleb Ewan
Arnaud Demare, Matteo Moschetti, Peter Sagan, Nacer Bouhanni, Sacha Modolo
Davide Cimolai, Danny van Poppel, Timothy Dupont, Jakub Mareczko, Wout van Aert, Mathieu van der Poel, Matteo Pelucchi, Manuel Belletti
Imerio Cima, Gabriel Cullaigh, Alex Edmondson, Ben Swift, Ethan Hayter, Fabio Felline, Amund Grøndahl Jansen, Timo Roosen, Luca Pacioni, Umberto Marengo, Andrea Vendrame, Lawrence Naesen, Alexander Konychev, Alex Aranburu
INFO
Optakter
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Video i artiklenSe alle højdepunkterne fra 19. etape, hvor Søren Kragh vandt endnu en tour-sejr!

Video i artiklenSøren Kragh Andersen efter anden etapesejr: Jeg kunne ikke tro det

Video i artiklenMatteo Trentin: Jeg ville gerne have gået efter etapesejren

Video i artiklenKragh efter historisk sejr: Jeg skreg efter tiden, for jeg troede ikke på det

Video i artiklenEndnu en etapesejr til Søren Kragh i Tour de France!

Video i artiklenEndnu en etapesejr til Søren Kragh i Tour de France

Video i artiklenStærkt! Kragh angriber og skaber hul

Ulissi efter sejr i Luxembourg: Vi kæmpede med sidevinden

Video i artiklenNej, nej, nej! Sivakov styrter igen, igen!

Annemiek van Vleuten efter bristede VM-drømme: Ruten passede mig godt

Elisa Longo vinder i Giro Rosa – Uttrup firer

Ulissi tager førertrøje og etapesejr i Luxembourg på dramatisk etape

Uno-X vil skabe WorldTour-kvindehold med danske og norske ryttere

LIVE nu: Lykkes Sagans grønne kup?

Produktnyt: Opgraderet overgangs- og vinterkollektion fra hollandske Futurum

Campenaerts ser van Aert som favorit til VM i enkeltstart

Medie: Giro Rosa-etapvinder på vej til CCC-Liv

Schleck: Pogacar minder mig om mig selv

Jumbo-Visma-sportsdirektør smidt ud af Tour de France

Mitchelton-Scott svækket yderligere - Spratt også ude af Giro Rosa

Cykelrejser: Hvor går turen til i 2020?

Video i artiklenBliv guidet med cykelsøgemaskinen - Få rabatkoder og gode tilbud

Efter 18. etape i Touren: Sådan er klassementet på point

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

TORSDAG

Roglics taktik til tidskørsel endnu ikke fastlagt

Degenkolb: Betyder jeg var i god form til Touren

Video i artiklenOptakt: 19. etape af Tour de France

Van Vleuten ude af Giro Rosa og VM

Video i artiklenTour de France-analyse: Klasse fornægter sig ikke

Denz bedst på kongeetapen i Slovakiet

Hirschi: Kwiatkowski var virkelig stærk

Pogacar: Jeg ser frem til tidskørslen

Landa - Vi prøvede alt

Feltet.dk lancerer cykelduellen 2020

Prøv banecykling - slå til nu og spar 30%

Video i artiklenKwiatkowski: Jeg havde gåsehud de sidste kilometer

Video i artiklenEt kig frem mod ruten på 19. etape af Tour de France

Video i artiklenHøjdepunkter fra 18. etape af Tour de France

Video i artiklenKwiatkowski efter etapesejr: Jeg havde gåsehud de sidste mange kilometer

Video i artiklenKwiatkowski og Carapaz ruller over stregen side om side – Kwiatkowski vinder etapen

Video i artiklenDobbelt Ineos-triumf på 18. etape

Video i artiklenLotte Kopecky vinder 7. etape af Giro Rosa - van Vleuten fortsat i pink trods styrt

Verdensmesteren involveret i styrt - formodet brækket hånd

Video i artiklenUran i problemer! Bliver sat fra fontgruppen

Video i artiklenLanda angriber i bunden af dagens sidste stigning!

Video i artiklenFrontgruppen kører ind på dagens hårdeste stigning

Video i artiklenTo Ineos-ryttere i forreste gruppe over Col des Aravis

Video i artiklenDegenkolb vinder i Luxembourg

Video i artiklenHirschi styrter på nedkørsel!

Video i artiklenKopecky vinder syvende etape af Giro Rosa

Mads Würtz femmer i new zelandsk sejr i Coppa Sabatini

Bike Blowout 2020 og Copenhagen Bike Show 2021 aflyses

Video i artiklenDegenkolb vinder i Luxembourg – Hindsgaul i udbrud

Video i artiklenHirschi først over dagens første bjerg

Video i artiklenInterview med Pogacar før dagens etape

Video i artiklenInterview med Richie Porte før dagens etape

Video i artiklenSøren Kragh og Michael Valgren sammen i udbrud

Video i artiklenRolland og Alaphilippe angriber fra feltet

Video i artiklenSam Bennett hurtigst i pointspurten.

Groupama-FDJ forlænger med fem ryttere

Bora-Hansgrohe sikrer sig sprintertalent

Modkørende trafik endte i rytterstrejke

Bilbao: Vi vil prøve igen

Kruijswijk leder Jumbo-Visma an i Giro d’Italia

Danskerne gjorde rent bord - se samtlige resultater fra første e-løb

Efter 17. etape i Touren: Sådan er klassementet på point

ONSDAG

Video i artiklenOptakt: 18. etape af Tour de France

Video i artiklenTour de France-analyse: Højt at flyve, Superman!

Glad Roglic applauderer Lopez

Få Tour de France stemning hjemme i stuen med 20% rabat

Video i artiklenSepp Kuss angriber med under tre kilometer til mål

Pogacar giver ikke op: Alt kan ske

Feltet.dk og DCU lancerer spritnye e-cykelløb - vi livestreamer i aften

Video i artiklenKometen fra Colorado: Lopez var for stærk

Quick-Step-tysker vinder i Slovakiet - Price-Pejtersen i top-fem

Overvældet Lopez: Det er følelsesladet

Video i artiklenMarianne Vos vinder for anden dag i træk

Video i artiklenMiguel Angel Lopez vinder 17. etape

Video i artiklenSuperman Lopez vinder Tourens kongeetape - Pogacar taber tid

Riwal fortsætter som hovedsponsor

Video i artiklenArnaud Démare vinder anden etape i Luxembourg efter neutralisering