Optakt: Milano-Torino
09. oktober 2019 13:59Foto: A.S.O. / Alex Broadway
af Emil Axelgaard

Den italienske klassikerscene er ikke længere, hvad den engang var, men der er én del af kalenderen, der stadig blomstrer. Den berømte serie af efterårsklassikere i Italien er stadig rig, og i tiden frem til 12. oktober afvikles ikke færre end 12 store endagsløb i landet. Efter den hektiske start, en uges pause på grund af VM og sidste weekends to løb når forberedelsen til Il Lombardia sit klimaks i den måske største test forud for det italienske monument, onsdagens Milano-Torino, der giver et stjernebesat felt af klatrere en chance for at slås om sejren på den berygtede stigning Colle della Superga i udkanten af Torino.

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

 

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Siden det nye etapeløb Adriatica Ionica Race i juli har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

 

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og WorldTour udgør på mindre end en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet den 12. oktober. Dermed afvikles der hele 12 endagsløben i perioden mellem d. 14. september og den 12. oktober i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

 

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

 

Serien blev indledt i de to uger op til VM, hvor ikke færre end seks løb blev afviklet. Nu venter de resterende seks løb, der er fordelt over de kommende to uger, hvor Giro dell’Emilia og GP Beghelli genoptog rækken i denne uge, inden Tre Valli Varesine, Milano-Torino, GranPiemonte og Il Lombardia over denne uges første seks dage som afslutning på den italienske sæson.

 

Milano-Sanremo og Il Lombardia er de to største italienske endagsløb, men de er ikke de ældste. Den ære tilfalder Milano-Torino, der første gang blev afviklet helt tilbage i 1876, da 8 ryttere begav sig ud på turen mellem to af Italiens største byer. Kun fire af dem nåede Torino, og tilsyneladende var denne første udgave ingen succes. I hvert fald tog det 18 år, inden man forsøgte sig igen, og de første år blev løbet derudover kun afviklet i 1896, 1903, 1905 og 1911. Fra 1913 var der endelig nogen kontinuitet, og i resten af århundredet blev løbet afviklet næsten hvert år med kun nogle få afbrydelser under verdenskrigene samt i 1920erne og i 1986

 

I de tidlige år var det det indledende løb i den italienske sæson og fandt sted i marts syv dage før Milano-Sanremo, men i 1987 blev det rykket til anden halvdel af sæsonen, hvor det blev afviklet enten sent i september eller først i august, så man kunne undgå det uforudsigelige italienske forårsvejr. Enkelte gange flyttede arrangørerne det tilbage til foråret, men i dag er det kendt som et af de allerstørste løb mod slutningen af året. Som et af Italiens vigtigste løb er det naturligvis blevet vundet af mange af de største stjerner, og på vinderlisten finder man navne som Fiorenzo Magni, Ferdi Kubler, Miguel Poblet, Gianni Motta, Roger De Vlaeminck, Giuseppe Saronni, Francesco Moser, Phil Anderson, Gianni Bungo, Rolf Sørensen, Laurent Jalabert, Michele Bartoli og Alberto Contador. Faktisk er det det eneste endagsløb, som Contador vandt i løbet af sin glorværdige karriere.

 

Uheldigvis kom løbet i økonomiske vanskeligheder i 2000erne, og efter kortvarigt er være flyttet tilbage til foråret fra 2005 til 2007 forsvandt det fra kalenderen i 2008. Det blev ikke afviklet, før Giro-arrangørerne fra RCS Sport greb ind og nåede en aftale med de hidtidige arrangører, Associazione Ciclistica Arona, om at stå for afviklingen i de følgende tre år.

 

Med RCS ombord har løbet i de senere år oplevet en genopblomstring, og det er i dag et reelt mål for mange af verdens bedste klatrere. Sammen med Il Lombardia og Gran Piemonte udgør det RCS’ store efterårsserie Trittico dei Autunno, der normalt afvikles over fire dage med Milano-Torino om onsdagen, GranPiemonte om torsdagen og Il Lombardia om lørdagen. Da det kommer bare få dage inden Lombardiet og ligeledes er et løb for klatrere, er det den perfekt sidste test forud for det store italienske monument. Derudover har RCS’ engagement betydet, at feltet er blevet voldsomt forstærket og langt mere internationalt, og nu er det placeret lige under WorldTouren som et meget vigtigt 1.HC-løb.

 

Milano og Torino ligger begge på Po-sletten, der er den fladeste del af Italien, og derfor har det traditionelt været en af de hurtigste italienske klassikere og skabt til sprintere. Løbet har imidlertid fuldstændig ændret natur, siden man inkluderede Colle de Superga-stigningen. I de første år rundede man toppen med 16 km igen og kørte derefter ned til målet på Fausto Coppi-velodromen i Torino. I 2012 blev målstregen imidlertid flyttet til toppen af stigningen, der nu om dage forceres to gange i den absolutte finale, og det har gjort løbet til et af de få endagsløb, som de rene klatrere kan gå efter. Faktisk har den type ryttere en endnu bedre chance her, end de har i Lombardiet, hvor målstregen aldrig ligger på toppen og de sidste stigninger ofte er korte og eksplosive. Ændringen kan klart aflæses af vinderlisten, idet Contador, Diego Ulissi, Giampaolo Caruso, Diego Rosa, Miguel Angel Lopez, Rigoberto Uran og senest Thibaut Pinot har vundet, siden man flyttede målet til toppen.

 

Sidste år indledte Thibaut Pinot en drømmeuge, der kulminerede med sejren i Lombardiet, ved at tage karrierens på det tidspunkt største endagssejr. Det skete efter en dramatisk afslutning, hvor han sammen med sin hjælper David Gaudu, Alejandro Valverde og Astana-rytterne Jakob Fuglsang og Miguel Angel Lopez kørte væk. Mens Gaudu satte farten for Pinot, faldt Fuglsang fra, inden Gaudu og Lopez kolliderede, netop som franskmanden slog ud. Den mulighed skulle Pinot ikke have to gange, og han kørte lynhurtigt væk til en stor solosejr, mens en skuffet Lopez blot blev nr. 2 foran Valverde, de sikrede sig sin første podieplads i regnbuetrøjen. Pinot endte sin sæson på en trist dag i Touren, og da Lopez efter Vueltaen har vist sig at være for træt til at køre i Italien, er Valverde, der er yderst aktiv i disse dage, eneste genganger fra sidste års podium.

 

Ruten

Den 100. udgave af Milano-Torino vil blive afviklet på en rute, der er en anelse ændret i forhold til både den kendte strækning fra 2015, 2016 og 2017 og den forlængede rute fra 2018, men grundlæggende bevarer samme format. Det betyder, at der igen er tale om et meget specielt løb, der er delt i to vidt forskellige dele, som passer til to helt forskellige ryttertyper.

 

Starten på det i år blot 179,0 km lange løb går i Milano-forstaden Magenta, men i år forkorter man den indledende flade del med 21,0 km ved at køre mere direkte frem mod Torino. Milano ligger som bekendt på den helt flade Po-slette, og derfor er terrænet helt fladt, når man i den indledende del ligesom sidste år som noget nyt kører skiftevis mod syd og sydvest, inden man lidt nord for Alessandria kører mod nordvest frem til forplejningszonen, der nås efter 89 km.

 

Umiddelbart herefter kommer den første lille bakke, men derefter er det stort set helt fladt, når man forsætter mod vest og nordvest, idet man modsat sidste år slet ikke kører ind i det ganske kuperede område, der ligger vest for Torino. Til slut kører man mod sydvest med kurs mod centrum af Torino, stadig igennem helt fladt terræn.

 

Løbet ændrer sig totalt med 23,8 km igen. Her rammer rytterne bunden af Colle di Superga (4,9 km, 9,1%, max. 14%), der er en yderst regulær stigning med en meget konstant stigningsprocent der dog bliver en anelse stejlere efter de første 2 km. Første gang skipper man de sidste 600 m for i stedet med 19,6 km at tage hul på en teknisk nedkørsel, der fører tilbage til Torino. Her venter et kort fladt stykke, der leder frem til bunden af stigningen, som derefter skal forceres for anden gang. Denne gang fortsætter man hele vejen til toppen og tager et U-sving ind på den sidste del med 600 m igen. Derefter stiger det med 8,2% i gennemsnit i en ukompliceret finale, der dog byder på et sidste sving 50 m fra stregen på den 7 m brede vej.

 

Løbet byder på i alt 1411 højdemeter, hvilket er mere end 700 færre end sidste år.

 

I forhold til sidste del er den væsentligste ændring, at løbet denne gang kører nord om alle bakkerne vest for Torino. Det giver et løb, der er 21 km kortere og har betydeligt færre højdemeter,

 

 

 

 

 

Vejret

De italienske efterårsklassikere kan være plaget af dårligt vejr, men i år venter der en smuk uge i Norditalien. Undtagelsen er dog onsdag, der bliver helt anderledes end de øvrige dage. Sol vil der ikke være meget af på en overskyet dag, og selvom det ventes at holde tørt, er der 10-15% risiko for en byge. Mest markant er det, at temperaturen falder markant i forhold til de øvrige dage og blot vil nå 12 grader. Vind vil der til gengæld ikke være meget af med blot en svag brise fra nordvest. Det giver sidemedvinds på de første ca. 80 km og derefter mod- og sidmodvind stort set hele vejen frem til Torino. På rundstrækningen vil der være sidemedvind på stigningen og først del af nedkørslen, sidemodvind på anden del af nedkørslen og sidevind på det flade stykke frem til bunden af stigningen, hvor der vil være modvind på de sidste 600 m, der kun køres ved anden passage.

 

Favoritterne

Milano-Torino er på mange måder et sjovt og helt særligt løb. I grand tours er det ikke usædvanligt at finde helt flade etaper, der slutter med et reelt bjerg i finalen, men endagsløb er som regel enten kuperede eller relativt flade. Verdens ældste klassiker skiller sig imidlertid i sin nye udformning ud som noget, der i højere grad minder om en bjergetape i en grand tour. Langt hovedparten af løbet er så flad, at det kan karakteriseres som den letteste del af noget større italiensk endagsløb, men de sidste 5 km er til gengæld måske de hårdeste, der overhovedet findes i et større endagsløb på hele UCI-kalenderen. Det afspejles i holdudtagelserne, der er kendetegnet ved, at de fleste hold kommer med det helt lette kavaleri som kaptajner samt et par store motorer, der skal beskytte de spinkle klatrere i den lynhurtige indledning, der ofte tilbagelægges med lynets hast.

 

Den flade del spiller absolut ingen rolle i det overordnede billede - kun hvis det blæser - og handler alene om at undgå uheld og spare så meget som muligt på kræfterne. Med de ventede vindforhold er der heller ikke i år nogen risiko for dramatik, og derfor vil vi i starten være vidne til det klassiske scenarium, hvor et tidligt udbrud jagtes af favoritholdene. Man må formode, at Movistar, Ineos og måske Astana og Mitchelton vil sørge for, at det tidlige udbrud ingen chance har. Med den generelle modvind kan det blive lidt langsommere, end det plejer, og samtidig har man i år skåret bakkerne fra sidste år væk, så løbet har 700 færre højdemeter og er 21 km kortere, hvilket vil betyde, at feltet til slut vil være endnu mere frisk, end det var sidste år, hvor man som noget nyt havde et lidt mere kuperet indløb til Torino.

 

Det vil for alvor gå løs, når vi rammer det sidste stykke frem mod stigningen. Her er positionskampen altid brutal, og det er her, det er særligt nyttigt at have udtaget et par store maskiner, der kan føre kaptajnerne frem. Derefter ser man som regel en byge af angreb eller et favorithold, der med hårdt tempo skaber markant udskilning på stigningen.

 

Første passage, nedkørslen samt det efterfølgende flade stykke er ganske farligt for favoritterne. I de første fire udgaver med den nye finale blev det hele afgjort på sidste stigning, men i 2016 så vi, at et tidligt angreb kan bære frugt. Det samme har vi flere gange set i Giro dell’Emilia, der har en lignende rundstrækningsfinale, og derfor skal favoritholdene være på stikkerne. I de seneste to år har vi endda set favoritangreb fra hhv. Alaphilippe i 2017 og Valverde i 2018. Det kan ikke udelukkes, at vi kan se en gentagelse af et sådant overraskende scenarium, hvor en gruppe kommer fri og ender med at køre om sejren. Der er mange hold, der har flere muligheder, og får de den rette mand med i et fremstød, er der al mulig grund til at se, hvor langt det kan bære.

 

Sandsynligheden taler dog for en samlet afgørelse på sidste stigning. Det er trods alt, hvad vi oftest har set, og særligt Movistar og Astana må have en interesse i, at det bliver tilfældet. Spanierne har imidlertid et ret svagt mandskab i lyset af Mikel Landas dårlige form, og kasakkerne har ligesom Ineos flere kort at spille. Overraskelser er bestemt mulige igen denne gang, hvis sammensætningen er rigtig.

 

Selve stigningen er meget stejl, men den er ikke voldsomt lang. Det er derfor ikke en drømmefinale for de helt rene klatrere, men den er stadig så lang og svær, at de sagtens kan sejre, som vi har set i de senere år med sejre til folk som Lopez og Pinot. Den er dog ikke længere, end at den stadig favoriserer ryttere med lidt mere punch, specielt fordi resten af løbet er meget let. Det afspejles af, at en relativt eksplosiv type som Ulissi har vundet, mens særligt Contadors sejr viser, at også klatrerne kan gøre det færdigt. Sammenlignet med lørdagens løb i Emilia er der dog tale om en længere og sværere stigning, og derfor skal man være en betydeligt bedre klatrer for at kunne være med her, også selvom det samlede løb er betydeligt lettere.

 

At udpege favoritter bliver kompliceret af, at vi befinder os på tærsklen til oktober. De to vanskeligste perioder på året af aflæse er sæsonstarten og -slutningen, hvor meget mere afhænger af form end af evner. Først på året er mange slet ikke kommet op i gear endnu, og på nuværende tidspunkt er mange ryttere slidt ned til sokkeholderne. Først i de sidste dage inden løbet finder man ud af, hvem der fortsat har overskuddet til at stille til start i så svært et løb, og derfor er der ofte meget sene ændringer på startlisten.

 

I år er vi ikke blevet hjulpet meget af VM, der jo ikke just var et klatreløb, men heldigvis har de fleste af favoritterne valgt at tilbringe hele ugen op til Lombardiet i Italien. Langt de fleste har således allerede været i aktion mindst én gang og dermed afsløret lidt om formen. Man skal imidlertid altid være varsom med oktoberform, der kan variere fra dag til dag. Sidste år kørte Dylan Teuns eksempelvis på podiet i Lombardiet og Emilia, men faldt igennem i Torino, mens Valverde kørte flot i Torino, men skuffede i Varese og Lombardiet. I 2017 kunne Adam Yates i kraft af sit punch blive en flot nr. 2 i dette løb for siden at falde igennem i Lombardiet, og sidste år kørte David Gaudu et drømmeløb i Torino for side at forsvinde tidligt i Lombardiet. Oktoberform kan med andre ord være lidt af et lotteri at skulle spå om.

 

I fraværet af suveræne Primoz Roglic er det hele langt mere åbent, og det er derfor ikke med al for stor overbevisning, at vi peger på Michael Woods som vores favorit. Canadieren skulle egentlig slet ikke have kørt løbet, men har i sidste øjeblik alligevel valgt at stille til start. Det er der god grund til, for Woods har virket ganske overbevisende siden comebacket i Canada, hvor det var ham, der skabte den afgørende udskilning i Montreal, og senest var han sidste mand til at slippe Roglic i Emilia. I dag kørte han et meget overbevisende Tre Valli Varesine, hvor han lignede en mand med overskud, indtil han blev ledt forkert, g nu kommer han til et løb, der passer ham endnu bedre.

 

Det er ikke uden grund, at dette var løbet, hvor Woods i 2016 med en 2. plads fik sit første store klassikerresultat. Han har nemlig masser af punch på korte, stejle stigninger, og selvom Superga gerne måtte have været stejlere, er det ikke en ringe finale for Woods. Han kan slå de fleste i en spurt, og han ligner en mand, der både har friskhed og form. I Sergio Higuita har han en stærk støtte, og den kombination tror vi, at han udnytte til at bekræfte det klassikerpotentiale, han allerede har vist med podieplaceringer i Liege og ved VM. Derfor er han vores favorit.

 

Det bliver dog ikke let at slå Alejandro Valverde. Spanieren viste senest med sejren på Alto Mas de La Costa i Vueltaen, at han fortsat er en af verdens allerbedste i denne type finaler, og han synes stadig at have en del at skyde med. Han skuffede ganske vist lidt i Emilia, hvor han også ødslede med kræfterne med nogle mærkelige angreb, men siden da har han gjort det godt. Det var ham, der trak en gruppe fri i finalen af GP Beghelli med en kraftig forcering, og igen i dag lignede han en mand i hopla, indtil han blev ledt forkert. Hans præstation i Emilia kan ikke skjule, at han ikke længere har sin Vuelta-form, og derfor skal han nok køre lidt klogere, end han gjorde lørdag og sidste år, hvor han angreb hovedløst allerede første gang på Superga. Trods den manglende topform er Valverde imidlertid altid livsfarlig i et løb, der er så let det meste af dagen, at det meste handler om eksplosivitet. Kommer han først frem til den røde flamme, er Valverde med sin eminente timing næsten umulig at slå, og der er derfor god chance for, at han føjer endnu et stort endagsløb til sit alenlange generalieblad. Hans problem kan være et svagt hold, men man kan håbe, at Carlos Betancur viser list af sine VM-takter efter en skuffende præstation i Emilia.

 

En anden skuffelse i Emilia var naturligvis Egan Bernal, der nok prøvede et angreb, men kom til kort på sidste stigning. Det ændrer dog ikke på, at colombianeren er verdens bedste klatrer, og selvom han naturligvis er bedre i knap så eksplosive finaler, har han flere gange i især Catalonien vist, at han ikke er uden punch. Den skuffende præstation lørdag kan meget vel skyldes lidt rust efter en to uger lang pause, men nu har han fået to gode løb i benene. Ineos har det måske stærkeste hold til at gøre det så hårdt undervejs, at Bernal kan gøre det til færdigt til sidst. Med tanke på, hvor hurtigt han plejer at komme i form, vil han formentlig være betydeligt bedre allerede, og modsat de fleste andre har han en friskhed, der formentlig gør, at han kun forbedrer sig frem mod lørdag. Derfor skulle det ikke undre, om han onsdag indskriver sig som stærk Lombardiet-kandidat ved at vinde i Torino.

 

En af dagens mest positive oplevelser var David Gaudu. Franskmanden var en af de helt store skuffelser i Emilia, hvor han slet og ret ikke havde benene, men dem fandt han hurtigt. Allerede dagen efter kørte han med i Valverdes i Beghelli, der slet ikke var et løb for en lille klatrer, og i dag efterlod han det måske allermest positive indtryk i Varese. I hvert fald var han her, der og alle vegne i den indledende fase, hvor han angreb, forcerede og angreb igen, indtil han var en af de mange, der blev ledt forkert. Nok er Gaudu bedre på længere stigninger, men han viste særligt i Romandiet, at han sagtens kan køre denne slags finaler, og vi så også sidste år, at han kørte fremragende i rollen som hjælper for Pinot på en dag, hvor han måske kunne have kørt med om sejren, hvis han havde haft sin egen chance. Med tanke på det, han viste i dag, kan Gaudu meget vel vise sig at være stærkest og tage karrierens første store endagssejr.

 

Løbets store joker er Adam Yates. Han er nemlig den eneste af favoritterne, der slet ikke har kørt i Italien endnu, og i stedet kommer han med en frisk sejr fra Kroatien i bagagen. Den var ganske suveræn, men det var nu ikke, fordi han kørte så stærkt, at man blev helt lamslået af beundring. Tværtimod var det feltets kvalitet taget i betragtning måske en anelse skuffende, men det ændrer ikke på, at han må regnes som en af de tunge favoritter. Formen er i hvert fald bedre, end den var for to år siden, hvor en træt Yates blev nr. 2 bag Uran, og det viser, at han er en af verdens bedste i denne type eksplosive finaler. Superga-stigningen kan ikke passe meget bedre til en rytter med Yates’ slangehug, og som vi også så i Montreal og ved VM, hvor han slæbte Ben Swift tilbage til feltet, er formen altså slet ikke ringe. Med tanke på det kolossale niveau, han havde i foråret, kan Yates sagtens ende med at tage den sejr, Uran snød ham for i 2017.

 

Mitchelton har imidlertid flere kort at spille. En rytter, der virkelig har imponeret i dette efterår, er Jack Haig, der har været nærmest skræmmende stærk de seneste uger. Det startede med en nærmest sensationel 3. plads i Bretagne, inden han på imponerende vis kørte alene op til Alaphilippe, Sagan, Van Avermaet og Ulissi i Montreal. I Emilia var han uheldig at blive sat ud af spillet af en punktering, men han rejste sig lynhurtigt i Beghelli, hvor han kørte med Valverde til sidst og blev en nærmest sensationel nr. 3 igen. Med tanke på den styrke i terræn, der slet ikke passer en dieselklatrer som ham, tør man slet ikke tænke på, hvor god han kan være, når det hele bliver lidt hårdere. Desværre er denne finale heller ikke alt for god for en mand uden meget punch, men ser man på, hvor godt han har kørt i langt lettere afslutninger, er der ingen grund til, at han ikke kan vinde her. Holdets tredje kandidat er Mikel Nieve, der synes at være i fin form, men som i så eksplosiv en finale skal have meget held for at vinde.

 

Drømmen om, at Jakob Fuglsang skulle kunne finde Liege-formen til dette efterår, er brast. Danskeren er tydeligvis ikke på sit aprilniveau, men det betyder ikke, at han er dårlig. Han var stadig en af de bedste i Emilia, og i dag virkede han meget overbevisende i Varese, hvor han bakkede fremragende af for Sanchez og endda havde overskud til at gå med Moscons vilde forcering til sidst. Det tyder på, at hans form stadig er i fremgang, og man må forvente, at han også vil være med helt i front i Torino. Spørgsmålet er bare, om ikke det hele bliver lidt for eksplosivt til, at han komme af med alle de hurtigere folk, når han nu ikke helt har de ben, der gjorde det muligt at gøre netop det i Ardennerne.

 

Sergio Higuita har været lidt svær at læse på det sidste. I Emilia virkede han ikke overbevisende, indtil han alligevel fandt benene så meget til sidst, at han blev nr. 3. I dag endte han med at køre finale, men uden at have vist meget undervejs. Vi har derfor lidt svært ved at vurdere, om ikke han efterhånden er ved at være lidt træt, men som hans afslutning i Emilia viste, skal han bestemt ikke afskrives. Finalen passer i hvert fald eminent til en mand med hans punch. EF har i tillæg til Woods og Higuita Tanel Kangert, hvis VM-enkeltstart viste form, og som er ekspert i at kunne angribe tidligt.

 

Trek har et meget interessant hold med hele tre kandidater. Holdets kaptajn er Bauke Mollema, der virkelig synes at have fundet formen. Først blev han nr. 4 i Emilia, så kørte han med i Valverde-gruppen i Beghelli, og i dag kørte han sammen med Aranburu og Nibali op til den gruppe, der i sidste ende blev ledt forkert. Mollema har i år generelt været bedre end i mange år, og han har med sine mange topplaceringer i San Sebastian vist, at han er en mester i hårde endagsløb. Han har punch og en god spurt på en bakke, og når man kan blive nr. 4 i Emilia, kan man også vinde Milano-Torino.

 

Holdets anden kandidat er Giulio Ciccone. Italieneren kørte et fremragende Emilia, hvor han angreb, angreb og angreb og alligevel kunne mobilisere kræfter til at blive nr. 12. Det tyder på, at han nærmer sig den fremragende form, der gav ham sejren på kongeetapen i Giroen, men spørgsmålet er, om ikke den finale er en anelse for eksplosiv for ham. Det ændrer dog ikke på, at han har formen til at lave et resultat, og på et stærkt Trek-hold kan han sagtens udnytte et overtal til at spille sig selv tidligt ud, som han gjorde forleden. Holdets tredje kandidat er den uhyre formstærke Gianluca Brambilla, der overraskede positivt i Emilia og i dag kørte alene op til den gruppe, der blev ledt forkert. Spørgsmålet er bare, om ikke finalen her er lidt for hård, hvis ikke han spilles tidligt ud. Det var trods alt tilfældet i Emilia, hvor stigningen kun havde halv længde.

 

Ineos har måske Bernal som plan A, men de har et hav af optioner. Særligt er vi spændte på at se Ivan Ramiro Sosa, der skuffede fælt i de første italienske løb, men i Emilia viste markante tegn på fremgang. Supertalenter kommer hurtigt i form, og derfor skal man ikke blive overrasket, hvis det colombianske vidunderbarn pludselig er flyvende. Finalen passer ham dog ikke specielt godt, da han ikke har meget punch. Det har Diego Rosa mere af, og han ligner en mand, man skal holde øje med. I hvert fald ser han efter sin kyssesyge til endelig at være sig selv igen. Han kørte et vanvittigt flot Emilia, hvor han vel var hovedårsagen til, at Ulissi ikke vandt løbet med sit tidlige udbrud, og han var endda i offensiven konstant. I forvejen har han for vane at køre som en motorcykel i oktober, hvor han er blevet nr. 2 i Il Lombardia og har vundet dette hjemmebaneløb, som han drømmer om at vinde igen fire år senere. Holdet kan også satse på Eddie Dunbar, der virkede ganske overbevisende i dag, hvor han blev ledt forkert, og han burde være god i denne type eksplosive finaler. Det er Tao Geoghegan Hart også, og hvis ikke han ender som hjælper ligesom i Emilia og Varese, ligner han en mand med en form til angribe tidligt.

 

En af de positive oplevelser i dag var Davide Formolo. Efter Vuelta-styrtet havde han det svært i de første italienske løb, men noget tyder på, at han er kommet efter det. I hvert fald kørte han meget aktivt og synligt i den uheldige frontgruppe i dag, men netop fordi han ikke endte med at køre finale, er det svært at sige, præcis hvor han står. Hans præstationer i Liege de senere år, og hans sejr ved de italienske mesterskaber, har imidlertid vist, at han i dag skal regnes som en af verdens bedste i disse løb, og derfor skal han bare bekræfte, at formen også er god nok. Rafal Majka kørte også et fint løb i dag og ligner en mand, der som altid er klar til at spille en rolle i disse løb, selvom han skal bruge lidt held for at vinde. Til gengæld tyder dagens løb ikke på den store form for hverken Emanuel Buchmann eller Gregor Mühlberger, ligesom Maximilian Schachmann som forventet stadig mangler en del.

 

En spændende dark horse er Enric Mas. Efter Alaphilippes afbud ligner han manden, Deceuninck skal satse på, og han kunne faktisk godt være i ganske fin form. I hvert fald virkede han meget overbevisende med sit sene angreb i Montreal, og siden dengang har vi slet ikke set, hvor han står. Han sæson har ikke været den bedste, og derfor kunne han meget vel være motiveret til at slutte godt af. Desværre passer finalen ham ikke ideelt, men vi så sidste år i Schweiz, at hans punch ikke er helt håbløst. Deceuninck har også James Knox, der har vist sig god i disse finaler, men efter den triste afslutning på Vueltaen med en grimt styrt tvivler vi på, at han har den store form. Finalen er for hård for Bob Jungels, der heller ikke synes i superform, samt for Philippe Gilbert¸ der dog er i fremragende form og kan blive farlig, hvis han angriber tidligt.

 

Wilco Kelderman kørte ganske overbevisende i dag, hvor han var en af de mest aktive blandt de ryttere, der blev ledt forkert, og noget tyder på, at han er kommet godt ud af Vueltaen. Han har friskheden som en fordel i en sæson, hvor han har siddet på sidelinjen det meste af tiden, og han er slet ikke dårlig i eksplosive finaler som denne. Måske er det svært at se ham vinde, men nu hvor han faktisk har været skadesfri i lang tid, kan han måske finde det niveau, der for to år siden gav ham en 4. plads i Vueltaen. Sunweb har også vidunderbarnet Marc Hirschi, der senest kørte et flot VM, men i Canada så vi, at han efterhånden var træt efter at have været i form siden San Sebastian. I forvejen er stigningen her lidt for lang, og vi tvivler derfor på et topresultat. Robert Power bekræftede i dag den gode form fra slutningen på Vueltaen, men et topresultat her er nok svært at tro på.

 

Astana har i tillæg til Fuglsang en stærk kandidat i Ion Izagirre. Han fandt aldrig for alvor melodien i Vueltaen, men det har han gjort siden da. I hvert fald kørte han et fornemt VM, og det kunne indikere, at han er kommet ud af den spanske grand tour med god form. Stigningen her minder om en rigtig baskisk stigning, som den regerende vinder af Baskerlandet Rundt elsker, og det er således slet ikke en ringe finale, især hvis han og Fuglsang kan angribe rivalerne på skift. Gorka Izagirre kørte faktisk endda et endnu bedre VM, men han skal nok angribe tidligt, hvis han skal vinde så stærkt besat et løb mod de allerbedste.

 

En rytter, der også fortjener at blive nævnt er Rudy Molard. Franskmanden har været en af de positive overraskelser hidtil, først med stærk kørsel i Emilia og siden med meget aktiv kørsel i dag. Formen har næppe været bedre i år, men spørgsmålet er, om ikke stigningen her alligevel er en anelse for lang, hvis ikke han angriber tidligt. Til gengæld ser Valentin Madouas stadig ikke ud til at have den nødvendige form i et skuffende efterår, og Kilian Frankiny virkede i Emilia træt efter en hård Vuelta.

 

Døren skal også åbnes for Warren Barguil. Ligesom Haig var han nemlig uheldig at punktere i Emilia, og derfor fik vi ikke at se, hvad han virkelig kunne. Dagen efter var han meget aktiv i Beghelli, og han har også meldt om ganske gode ben. Selvom han er bedre på længere stigninger, har han i Ardennerne vist, at han sagtens kan køre denne slags finaler, og vi har i år set, at han nærmer sig sit gamle niveau. Han må efterhånden være træt, men meldingen er, at han har benene til at lave et resultat. Hans holdkammerat Elie Gesbert lider til gengæld voldsomt af rygsmerter, når han graver dybt, og ligner en mand, der skal til lægen i stedet for at køre cykelløb.

 

To af dagens skuffelser var Tim Wellens og Tiesj Benoot, der slet ikke kom ud af starthullerne med den styrke, man kunne have håbet. Nu kommer vi endda til et løb, der passer dem dårligere, for spørgsmålet er, om ikke de trods alt kommer til kort mod de bedste på så lang en stigning. Omvendt havde de også noget rust, der i dag skulle bankes af, og særligt Wellens kører, som vinden blæser. Det så vi sidste år, hvor han skuffede i disse første løb, men alligevel var meget tæt på at gå på podiet i Lombardiet. I oktober er Wellens pr. definition farlig, især hvis han angriber tidligt.

 

Blandt de øvrige hold tror vi ikke længere på, at Rui Costa efter en klatremæssigt svag sæson kan være med i så vanskelig en finale, selvom han kørte fint til VM, og finalen må være for hård for Alexandr Riabushenko. Superga er for eksplosiv for Ilnur Zakarin, der heller ikke kan være i form efter en meget hård sæson, og den passer heller ikke til Daniel Navarro, Matteo Fabbro og Stef Cras, der alle skuffede i Vueltaen. Roman Kreuziger synes slet ikke at have fundet formen i år, og Michael Valgren skuffede fælt i dag, hvorfor det er svært at tro på et resultat på en rute, der i forvejen er lidt for hård. Victor De La Parte kørte flot i Kroatien, men niveauet her er for højt til, at top 10 er realistisk. Bahrain har Hermann Pernsteiner, men han skuffede i Emilia og synes at være træt efter Vueltaen. På Androni synes hverken Fausto Masnada eller Mattia Cattaneo at være i nærheden af formen fra foråret, og løbet er for svært for ellers formstærke Lorenzo Rota på Bardiani. Finalen er også for svær for Neri, der er uden Giovanni Visconti, og de formsvage klatrere på Nippo.

 

***** Michael Woods

**** Alejandro Valverde, Egan Bernal

*** David Gaudu, Adam Yates, Jack Haig, Jakob Fuglsang, Sergio Higuita

** Bauke Mollema, Ivan Ramiro Sosa, Giulio Ciccone, Davide Formolo, Enric Mas, Diego Rosa, Wilco Kelderman, Ion Izagirre, Rafal Majka, Rudy Molard, Warren Barguil, Tim Wellens, Tiesj Benoot

* Eddie Dunbar, Gianluca Brambilla, Marci Hirschi, Gorka Izagirre, Tao Geoghegan Hart, Rui Costa, James Knox, Emanuel Buchmann, Valentin Madouas, Roman Kreuziger, Hermann Pernsteiner, Tanel Kangert, Mikel Nieve, Ilnur Zakarin, Philippe Gilbert, Bob Jungels Carlos Betancur, Victor De La Parte

 

Danskerne

Jakob Fuglsang bruger løbet som sidste forberedelse til Lombardiet og hører til blandt favoritterne, hvorfor hans chancer er beskrevet ovenfor. Han støttes på Astana af Jonas Gregaard. Michael Valgren er til start for Dimension Data, men denne finale nok lidt for voldsom, ikke mindst efter en skuffende præstation i dag. På Trek kører Mads Pedersen årets sidste løb i regnbuetrøjen, men det handler alene om at støtte Bauke Mollema, Giulio Ciccone og Gianluca Brambilla, som det også gør sig gældende for en ellers velkørende Niklas Eg.

 

Tidligere års løb

Du kan gense Thibaut Piots dramatiske sejr fra 2018, Rigoberto Urans sejr fra 2017 og Miguel Angel Lopez’ sejr fra 2016.

Feltet.dks vinderbud

Michael Woods
Alejandro Valverde, Egan Bernal
David Gaudu, Adam Yates, Jack Haig, Jakob Fuglsang, Sergio Higuita
Bauke Mollema, Ivan Ramiro Sosa, Giulio Ciccone, Davide Formolo, Enric Mas, Diego Rosa, Wilco Kelderman, Ion Izagirre, Rafal Majka, Rudy Molard, Warren Barguil, Tim Wellens, Tiesj Benoot
Eddie Dunbar, Gianluca Brambilla, Marci Hirschi, Gorka Izagirre, Tao Geoghegan Hart, Rui Costa, James Knox, Emanuel Buchmann, Valentin Madouas, Roman Kreuziger, Hermann Pernsteiner, Tanel Kangert, Mikel Nieve, Ilnur Zakarin, Philippe Gilbert, Bob Jungels Carlos Betancur, Victor De La Parte
INFO
Optakter
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Optakt: Chrono des Nations

Ugens tilbud - de fem skarpe fra cykelsøgemaskinen

Følg Toft, Bjerg og Quaade i årets sidste enkeltstart

Arzuffi vinder muddershowet i Superprestige Boom

Optakt: 4. etape af Tour of Guangxi

Optakt: Japan Cup

Tour of Guangxi-analyse: Kampen om Boras sprintertrone

Følg kongeetapen i årets sidste WorldTour-løb

Skadesramt Sarah Roy forlænger med Mitchelton-Scott

Guillaume Martin: Angreb i jagten på bjergpoint

Arndt: Kanter og jeg mistede hinanden i spurten

Ackermann: Føler mig mindre presset nu

De Ketele undskylder efter uheldig kommentar

Iserbyt er ikke til start i Superprestige Boom

Cofidis henter 24-årig Sport Vlaanderen-rytter

Ackermann vinder efter svær afslutning i Guangxi

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

FREDAG

Prøv banecykling - og få billet til 6-dagesløbet

Lasse Norman vinder EM-sølv i Omnium

Wild dronningen af Europa - Dideriksen kæmpede bravt

Test: Bontrager XXX-landevejssko

Glad Ackermann trods andenplads

Cavagna: Jeg vil vinde en masse

Stetina forlader Trek-Segafredo

Bendixen forlænger med Coop: Helt naturligt

Optakt: 3. etape af Tour of Guangxi

Tour of Guangxi-analyse: Hvis bare det kun handlede om at spurte...

Transferlisten 2019-2020 - DANSK

Transferlisten 2019-2020 - ProTeams

Transferlisten 2019-2020 - WorldTour

Hepburn fortsætter to år mere hos Mitchelton-Scott

Julian Alaphilippe får sin fætter som træner på Deceuninck-Quick-Step

Bardiani henter to italienske talenter

Annika Langvad fravælger landevejen og satser på mountainbike

McLay: Det er min mest anerkendende sejr i karrieren

Trentin: Det var en rodet spurt

24-årig japaner bliver professionel hos Delko Marseille

Jessica Allen forlænger med Mitchelton-Scott

Carbel: Ikke nemt at få en kontrakt

McLay tager overraskende sejr i Guangxi

Produktfokus: Hvad kører Rapha’s proffer i?

TORSDAG

Se Danmark vinde EM-titlen i holdforfølgelsesløb

Danmark smadrer Italien og er nye europamestre

Higuita: Valverde er mit forbillede

Sunweb Development-rytter lam efter styrt

UAE-manager gør status på sæsonen

Bilbao: Landa og jeg aftalte at køre sammen i 2020

Optakt: 2. etape af Tour of Guangxi

Tour of Guangxi-analyse: Det colombianske fænomen er tilbage

Holden forlader Drops - skifter til spansk hold

Il Lombardia-analyse: De kasserede gravøl

Vermeersch sejrer i herrernes Kermiscross Ardooie

Medie: Rohan Dennis hælder mest til Team Ineos

Overblik: Disse ryttere har ikke en bekræftet kontrakt i 2020

Test: Assos S9 RSR bibshorts og Equipe RS Aero jersey

Landstræner efter danmarksrekord: Vi skal ramme topniveauet i finalen

Katusha-ryttere føler sig holdt hen i uvished

Van De Steene vinder suverænt kvindernes Kermiscross Ardooie

Niklas Eg kører Japan Cup

Antunes får ikke ny kontrakt hos CCC Team

Iserbyt: Kan intet stille op mod van der Poel

Lefevere storroser Evenepoel efter fantastisk debutsæson

Vind billetter til Danish Bike Award

Ackermann: Vi har stadig sejrschancer

Kølig Gaviria: Jeg bevarede overblikket i spurten

To colombianere snuppet for doping

ASO og RCS Sport klar med nye løb i Mellemøsten

DGI Hærvejsløbet udvider med tre nye ruter i 2020

Pessimistisk Cofidis-rytter: Min karriere kan være slut

Gouvenou: Tour-ruten er designet til klatrerne

Motiverede hollændere glæder sig til Riwal-tiden

4000 meter-holdet sætter ny dansk rekord ved EM – og er klar til guldfinale mod Italien

Gaviria spurter sig til sejren i Guangxi

ONSDAG

Japan Cup bliver Phinneys sidste løb i karrieren

4000 meter-holdet sætter ny dansk rekord ved EM

Ex-europamester indstiller karrieren

Van Vleuten: La Course er ikke andet end et kriterium

Prudhomme: Vi vil gøre Tour-ruten mere varieret

Hollandsk kvintet skifter til Riwal Readynez

Optakt: 1. etape af Tour of Guangxi

Optakt: Tour of Guangxi