Ja, vi har varmet op med Omloop Het Nieuwsblad og Paris-Nice og Tirreno-Adriatico. Vi er allerede blevet serveret masser af skønt cykelløb. Men, men, men; lørdag køres der Milano-Sanremo og nu er det altså alvor. Det er fra nu af og de næste uger frem, at der virkelig skrives historie.

Ud fra favoritfeltet kan man opliste nogle mulige scenarier, der hver især ville være historiske, her præsenteret i overskriftsform:

• -- Den italienske sejrstørke fortsætter

• -- Stor sensation: italiensk talent bryder endelig sejstørken

• -- Alexander Kristoff overgår Rolf Sørensen

• -- Michael Matthews/Peter Sagan vinder sit første monument

• -- Fabian Cancellara vinder 8. monument og overgår endelig Tom Boonen

•  

  

  Læs også

  Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

   

Efter i flere år at have flirtet med ideen om at omstrukturere Milano-Sanremo ved at gøre ruten hårdere, så synes arrangørerne endelig at have manet til besindighed. For et langt, opslidende løb der i sig selv kendetegnes ved stabilitet, er det ikke nødvendigvis nogen dårlig ting.

Milano-Sanremo er årets første monument. Det er også uden tvivl den mindst hårde af de fem monumenter. Milano-Sanremo er nu et løb, hvor sprinterne boltrer sig. Dette har ikke historisk set været tilfældet - Eddy Merckx og alle de andre legender har vundet løbet - men sådan ligger landet her og nu. Cykelsporten og rytterne har ændret sig, mens Milano-Sanremo er bestået, med det resultat, at favoritterne nu mest af alt skal findes blandt feltets hurtigste ryttere.   

Dette henviser således til løbets første mulige overskrift: Italien er inde i sin længste sejrstørke siden 1970erne i Milano-Sanremo. Forklaringen hertil er således ret simpel: Italien har i en årrække ikke produceret nogen supersprintere. Savnet af Mario Cipollini og Alessandro Petacchi har altså manifesteret sig. Dette er også en af årsagerne til, at arrangørerne i en periode flirtede med, at gøre ruten en anelse hårdere for derved at tilgodese en rytter som Vicenzo Nibali.

Men der er måske lys for enden af tunnelen. De seneste par år har italienerne fremavlet en serie af meget lovende sprinterhåb som f.eks. Niccolò Bonifazio. Italienerne besidder stadig ingen af topfavoritterne, men det er ikke utænkeligt at tørken får en ende i 2016.

Der er dog ingen tvivl om, at løbets største favoritter er i besiddelse af et udenlandsk pas. Blandt disse kan man tælle flere tidligere vindere som norske Alexander Kristoff og Fabian Cancellara, der hver især kan skrive historie. Kristoff kan vinde sit tredje monument og derved overgå danske Rolf Sørensen. Hvis derimod Cancellara vinder lørdag, vil det være schweizerens 8. monument, hvorved han samtidig ville overgå sin store rival, Tom Boonen.

For andre favoritter vil det blot være begyndelsen på historieskrivningen. Her tænkes der på ryttere som Peter Sagan, Michael Matthews og det særdeles brandvarme og lovende colombianske talent Fernando Gaviria, der alle har deres første monument til gode. Eller at offensive pragteksemplarer som Greg Van Avermaet eller Zdenek Stybar snyder sprinterne og tager en overraskende sejr. Hvert scenarie ville være historisk og helt igennem fabelagtigt.

Som denne intro har indikeret, så ligger meget af magien ved Milano-Sanremo i, at det er et af de sjældne løb, hvor så forskelligartede ryttertyper tørner sammen. Det er et løb, hvor Ardenner-typer kan forsøge sig med et heldigt punch. Det er også et løb, hvor brostensspecialisterne tropper op i god form og med forsigtige forhåbninger. Samtidig er det et løb, som sprinterne nu betragter som deres, hvorfor de vil kæmpe med næb og klør for at sikre sig et spurtopgør. Af den grund er feltet i Milano-Sanremo altid stærkt og varieret og, ja, magisk.

Foråret er endelig kommet. Viva la Primavera!

Ruten

Modsat så mange andre klassikkere lever Milano-Sanremo faktisk op til sit navn: løbet starter rent faktisk i Milano og slutter i Sanremo. Ruten er grundlæggende identisk med den fra i fjor og dermed helt traditionel. Der er i år ingen Pompeiana eller Le Manie, hvorfor finalen er helt traditionel. Det er kun mindre ruteændringer der gør, at 2016-udgaven er to kilometer kortere end i 2015.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Hele 291 kilometer skal rytterne køre lørdag. Løbet starter i det sydlige Milano og går derfra lettere sydvest hele vejen ned mod den italienske Riviera, lidt vest for Genova, der bl.a. er kendt for at huse fodboldklubben Sampdoria. Inden rytterne når kysten, skal de passere løbets højeste punkt og hårdeste stigning, Passo del Turchino. Da der fra toppen er godt og vel 150 kilometer til mål, får Passo del Turchino dog ingen nævneværdig betydning for løbets udfald.

I Milano-Sanremo foregår der dog altid en diskret kamp. Et morgenhug vil slippe tidligt afsted, mens feltet vil holde dem nogenlunde i snor. Blandt holdene foregår der en konstant kamp om, hvor hårdt de 291 kilometer skal køres - enkelte hold vil foretrække et roligt tempo, mens andre vil forsøge at gøre løbet hårdt for derved at trætte benene på de tungere sprintere. Alt har betydning i Milano-Sanremo. 

Dette spil vil foregå indtil Milano-Sanremos klassiske finale, der starter med tre gange capo: Capo Mele, Capo Cerva og Capo Berta. Disse kommer efter henholdsvis 239, 244 og 252 kilometer. Her plejer man at se, at udbruddet så småt begynder at splitte op, samt at farten øges gevaldigt i feltet, hvor ’klassikkerholdene’ begynder at sætte ’sprinterholdene’ under pres.

Herefter når rytterne til foden af Cipressa (5,6 km, 4,1 %), som typisk er det sted, hvor de aggressive og lettere ryttere vil forsøge at sætte eller i det mindste trætte feltets sprintere. Det er altså ikke verdens vildeste stigning, men med til historien hører naturligvis, at Cipressa kommer efter næsten 270 kilometer i sadlen. Her vil man typisk se en mindre gruppe af ryttere slippe afsted og satse på nedkørslen for at udbygge deres forspring.

Efter nedkørslen resterer der cirka 20 kilometer af løbet og omkring 11 til den afgørende Poggio-stigning. For udbryderne vil problemet være, at vejene mellem de to stigninger ikke er specielt fordelagtige for udbrydere, da der er tale om flade, lige veje langs kysten. Man kan derfor forvente solid gruppering inden Poggio.
 

Poggio (3,7 km, 3,7 %) nås med lige under 10 kilometer igen. På Poggio plejer løbet virkelig at eksplodere i atomer, men sjældent er tidsforskellene på toppen særligt store. Dernæst følger seks kilometer i flyvende fart, først nedad Poggio og siden ind gennem Sanremos smukke gader, hvor målstregen atter er at finde på Via Roma (og ikke Lungomare Italo Calvino, som var tilfældet indtil i fjor).

Afslutningen på Via Roma er i teorien bedre for udbrydere, da målstregen dermed kommer hurtigere efter toppen af Poggie. Men, men, men: i fjor var vi vidne til, at en særdeles stor gruppe kom samlet hjem, hvilket røber, at Milano-Sanremo mest af alt afgøres af, hvordan holdene og rytterne griber løbet an.  

Favoritterne

Da John Degenkolb desværre stadig er ude med en skade, skal vi have fundet en ny vinder. Der er grundlæggende to ryttertyper, der kan vinde Milano-Sanremo. Først og fremmest er der de hårdføre sprintere, der kan komme med over Poggie og vinde en spurt mellem 20-30 ryttere. Samtidig er der de ryttere, som er stærke nok til at angribe på Poggie og holde feltet bag sag. Ser man på nyere historie, så er en sprintafgørelse det klart mest sandsynlige - siden 2008 er det kun lykkedes for udbrydere at holde sprinterne bag sig to gange.

Der er også derfor, at Feltet.dk har Alexander Kristoff (Katusha) som årets store favorit. Kristoff vandt løbet i 2014 og er simpelthen skræddersyet til løbet. Nordmanden er blandt de absolut hurtigste i feltet. Samtidig er Kristoff bumstærk og har ingen problemer med at kæmpe sig over stigninger som Poggio. Sidst, men absolut ikke mindst, så er Kristoff en rytter, der blot bliver stærkere og stærkere jo længere et løb er. Kristoff har allerede vundet flere sejre og er uden tvivl i formidabel form. Eneste lille anke er, at Katushas trup ikke er specielt intimiderende.

Under Kristoff har vi to ryttere, der både er ens og meget forskellige, nemlig Peter Sagan (Tinkoff) og Michael Matthews (Orica GreenEDGE). Både Sagan og Matthews er hurtige og stærke på bakkerne og det er i det hele taget svært at forestille sig et scenarie, hvor de ikke begge vil være med i afgørelsen. Problemet for dem begge er, at de ikke helt besidder samme topfart som supersprintere som Kristoff, hvorfor en sekundær placering virker mere sandsynlig.     

Specielt Peter Sagan synes at være fanget i en slags ingenmandsland. Slovakken er nok den mest talentfulde rytter i hele feltet, men for Sagan har dette faktisk udviklet sig til lidt af et problem. Dilemmaet er klart: han kan sjældent slå ryttere som Kristoff i en direkte (flad) spurt. Heldigvis er Sagan stærk nok til at forsøge at gøre finalerne mere selektive. Problemet er så, at når Sagan sidder i finaler med mindre grupper, bliver han ofte fanget i det taktiske spil. Resultatet bliver en serie af sekundære placeringer. Det er paradokset: Sagan kan alt på en cykel, undtagen lige at vinde. Spørgsmålet er selvfølgelig, om Sagan har lært noget efter sin smukke sejr til VM, og at 2016 dermed vil fremstå som vendepunktet, eller om VM-trøjen rettere vil fremstå som en anomali.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Der er kun en håndfuld ryttere, som man kan forestille sig er stærke nok til at køre hjem i finalen. Her tænker man naturligvis på ryttere som Fabian Cancellara (Trek - Segafredo), Greg Van Avermaet (BMC), Zdenek Stybar (Etixx - Quick Step), Michal Kwiatkowski (Team Sky) og Vicenzo Nibali (Astana). At disse ryttere er til start i Milano-Sanremo og i storform giver faktisk én indtrykket af, dette kan være et af de sjældne år, hvor et udbrud kan holde hjem. 

Det mest sandsynlige er dog stadig, at det hele ender i en større sprintafgørelse, hvorfor feltets hurtige ryttere skal regnes med. Her er fænomenet Fernando Gaviria (Etixx - Quick Step) særlig interessant, mens også Trek-duoen bestående af Giacomo Nizzolo og Niccolo Bonifazio kan overraske. Ellers er der selvfølgelig The Usual Suspects i form af Nacer Bouhanni (Cofidis), Arnaud Demare (FDJ), samt Mark Cavendish og Edvald Boasson Hagen (Dimension Data). En frækt bud kunne være Ben Swift (Team Sky), der i Paris-Nice viste helt igennem fantastisk form.

Der er i alt fire danskere til start: Matti Breschel (Cannondale), Chris Juul-Jensen (Orica GreenEDGE), Lars Bak (Lotto Soudal) samt Michael Mørkøv (Katusha). Juul-Jensen og Mørkøv må forventes at få helt bundne opgaver i forhold til at  hjælpe henholdsvis Michael Matthews og Alexander Kristoff, men mere interessant står det til med Bak og Breschel. For Bak er det interessant, at Lotto Soudals mandskab er yderst svagt, hvorfor Bak sagtens kan få et grønt lys til at hoppe med i et tidligt udbrud. Matti Breschel ligner faktisk et af Cannondales bedste bud til Milano-Sanremo, og danskeren må faktisk forventes at få en beskyttet rolle. Desværre har Matti Breschel ikke vist nogen nævneværdig form endnu, men en placering i top-20 er bestemt en mulighed.  

Favoritvurdering

*****: Alexander Kristoff

****: Peter Sagan, Michael Matthews

***: Fabian Cancellara, Fernando Gaviria, Greg Van Avermaet, Zdenek Stybar

**: Nacer Bouhanni, Edvald Boasson Hagen, Mark Cavendish, Ben Swift

*: Vicenzo Nibali, Giacomo Nizzolo, Arnaud Demare, Niccolo Bonifazio, Michal Kwiatkowski