Prøv vores nye app
Optakt: Milano-Sanremo
20. marts 2021 13:24Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Omloop Het Nieuwsblad fungerede som en lille teaser, men den rigtige klassikersæson starter først lørdag, når Milano-Sanremo afvikles. Som et af bare fem monumenter og det længste løb på hele kalenderen er den italienske klassiker blandt de allermest prestigefulde løb, og med dets helt unikke rute er det et af de mest åbne, hvor både sprintere og klassikerryttere kan gå efter sejren. Efter mange års forsøg på at gøre ruten hårdere er der igen i år tale om helt klassisk udgave af La Primavera, hvor det skal afgøres i den spændingsmættede finale på de berømte stigninger Cipressa og Poggio, inden det hele afsluttes på Via Roma i Sanremo. Enhver cykelrytter drømmer om at hæve armene i triumf på en af cykelsportens mest berømte opløbsstrækninger og at fejre sejren i klassikeren, der har ry for at være den nemmeste at gennemføre, men samtidig den sværeste at vinde.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL KLASSIKERSPILLET

Løbets rolle og historie

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico markerede i cykelmæssig forstand forårets komme, men det er ikke etapeløb, der inden for vores sport karakteriserer denne årstid. Foråret er nu engang intimt forbundet med endagsløb, og selvom de to første store europæiske løb begge er del af en ganske imponerende etapeløbskalender på denne tid af året, handler de første måneder hovedsageligt om klassikerne. Kun ganske få etapeløbsryttere har deres allerstørste sæsonmål på denne tid af året, men for endagsrytterne er intet mere vigtigt end de kommende måneder.

 

Omloop Het Nieuwsblad, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Strade Bianche gav en første mulighed for at teste formen i et virkeligt betydningsfuldt endagsløb, men alle havde stadig primært karakter af forberedelse. På lørdag er opvarmningsfasen imidlertid endegyldigt slut. Nu er der ikke længere nogen undskyldninger: klassikerrytterne skal være 100% til årets første store endagsløb, Milano-Sanremo.

 

Forårsklassikerne finder hovedsageligt sted i Nordeuropa, men det hele starter under - vanligvis - varmere himmelstrøg i det, der er et af to italienske monumenter. Den italienske endagsscene har traditionelt været ekstremt righoldig med mange legendariske og prestigiøse løb, men helt i top i hierarkiet er Milano-Sanremo og Il Lombardia, der spiller en helt særlig rolle. Som internationale endagsløb i et land, hvor de nationale hold traditionelt spiller en stor rolle, er de begge blandt cykelsportens fem monumenter og har den helt specielle ære at henholdsvis starte og slutte klassikersæsonen.

 

Læs også
Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

 

Under navnene La Primavera og La Classicissima har Milano-Sanremo en helt speciel position i cykelsportens historie. Det blev første gang afviklet i 1907, og årets udgave vil således være nummer 112. Den lange rejse fra storbyen Milano til Middelhavet og den efterfølgende tur hen langs kysten er blevet domineret af de fleste af cykelsportens allerstørste navne.

 

Straks fra start var løbet ikke bare for de lokale ryttere, idet allerede den første vinder, franskmanden Lucin Petit-Breton, var af udenlandsk herkomst, og man skulle frem til 1909, før Luigi Ganna blev første italienske vinder. Ikke desto mindre blev de første år domineret af hjemlandet, og det lykkedes Constante Girardengo at vinde seks gange, Gino Bartali at tage fire sejre og Fausto Coppi at komme til Sanremo først tre gange.

 

Den dominerende skikkelse i løbet har imidlertid været Eddy Merckx, der vandt ikke færre end syv gange mellem 1966 og 1976 som led i en periode på 30 år, hvor italienerne vandt bare tre udgaver. I de senere år har hjemmebanenationen igen fået en mere prominent plads i det, der er deres vigtigste endagsløb, men efter Filippo Pozzatos sejr i 2006 var det først i 2018, at Vincenzo Nibali endelig igen brød tørken.

Annonce

 

Mange klassikere har navne, der er nært forbundet med deres historie og udgøres af navnene på start- og målbyerne. Grundet de kortere distancer i moderne cykling lever de færreste imidlertid op til deres titler, idet starten ofte er flyttet tættere på målbyen. Det er eksempelvis tilfældet for løb som Paris-Roubaix og Paris-Tours, der ikke længere starter i den franske hovedstad.

 

Milano-Sanremo er en af de få undtagelser, der stadig beærer traditionen ved faktisk at blive afviklet mellem de to byer, der udgør navnet. Løbet følger stadig den helt traditionelle rute fra storbyen Milano henover den flade Po-slette og op over Turchino-passet, inden man rammer den kuperede Middelhavskyst. Adskillige små afvigelser fra den direkte rute betyder, at rytterne bliver sendt op ad en masse små stigninger langs kysten, hvilket gør det til en hård udfordring i særdeles smukke omgivelser. Denne loyalitet over for traditionen betyder, at løbet er cykelsportens længste, og i år kommer distancen endda helt op at kysse den magiske grænse på 300 km med en længde på hele 299,0 km.
 

Det traditionelle design gør løbet helt unikt. Da det hovedsageligt er fladt, er det ikke mærkeligt, at det ofte vindes af en sprinter. De mange sene stigninger betyder imidlertid, at klassikerspecialister og puncheurs har de perfekte affyringsramper til angreb, og de to sidste udfordringer, de legendariske stigninger Cipressa og Poggio, kommer så tæt på mål, at det er muligt at holde hjem.

 

Der findes ingen anden klassiker, der på den måde appellerer til begge disse to ryttertyper. Mens Il Lombardia og Liege-Bastogne-Liege er fyldt med stigninger, betyder brostenene i Flandern Rundt og Paris-Roubaix, at disse to monumenter er alt for hårde for de traditionelle sprintere. Hårdheden af disse løb betyder derfor, at listen over potentielle vindere er ganske kort, men i Sanremo er det uforudsigeligheden, der hersker, og langt flere ryttere har en realistisk mulighed for at vinde. Løbets natur skaber ofte en situation, hvor et reduceret felt forsøger at hente et sent udbrud, der ofte tager form på Poggio i den absolutte finale, og det er altid uhyre spændende, om det lykkes at skabe samling til en massespurt. På listen over klassikere, der kan vindes af en sprinter, har løbet kun selskab as Gent-Wevelgem, Scheldeprijs, Paris-Tours og Kuurne-Bruxelles-Kuurne, og her er det italienske løb i særklasse det største.

 

Efter at man for ca. 50 år siden introducerede Cipressa- og Poggio-stigningerne har løbet haft et helt fast format, men i 2008 gjorde man løbet hårdere ved at introducere den nye stigning Le Manie. Den kom ganske vist langt fra mål, men den gjorde det meget sværere for sprinterne. Således var den langt hårdere end de øvrige stigninger i løbet, og derfor blev den italienske klassiker betydeligt vanskeligere, hvilket gav sig udslag på listen over vindere. I årene med Le Manie var det kun i 2009 og 2010, at en større gruppe afgjorde løbet, mens Fabian Cancellara, Matthews Goss, Simon Gerrans og Gerald Ciolek alle tog sejre fra mindre grupper eller ved at nå mål alene.

 

Le Manie var imidlertid ikke nok for arrangørerne, der ønskede at gøre løbet mere attraktivt for klatrerne. Forud for 2014-udgaven planlagde man derfor at inkludere den nye stigning Pompeiana mellem Cipressa og Poggio. Forventningen var, at det ville gøre det helt umuligt for sprinterne, og derfor var folk som Mark Cavendish og André Greipel blandt de mange, der helt opgav den italienske klassiker. I stedet lagde folk som Vincenzo Nibali, Chris Froome og Alejandro Valverde alle løbet ind i deres forårsplaner.

 

Sten- og jordskred reddede imidlertid sprinterne, idet de lokale myndigheder vurderede, at nedkørslen fra Pompeiana var for farlig, og RCS måtte derfor tage en sen beslutning om igen at droppe stigningen. Det fik Cavendish og Greipel til at skifte mening, mens Valverde og Froome begge opgav at stille til start i Italien. Da det samtidig hele tiden havde været planen igen at køre uden om Le Manie, blev 2014-ruten pludselig den nemmeste siden 2007.

 

Læs også
Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

 

RCS insisterede på, at Pompeiana ville blive inkluderet i fremtiden, og derfor ventedes det, at 2014-udgaven ville blive sprinternes sidste chance. Året efter var nedkørslen imidlertid stadig ikke brugbar, og nu synes man helt at have opgivet ideen. Da Le Manie heller ikke er vendt tilbage, er løbet pludselig vendt tilbage til sit helt klassiske format, hvor Passo del Turchino, de tre små capi-stigninger, Cipressa og til sidst Poggio er hovedudfordringerne. Det betød også, at vi igen fik massespurter i 2014, 2015 og 2016.

 

I 2015 blev denne tilbagevenden til rødderne fuldendt, da man returnerede til den oprindelige afslutning på Via Roma i Sanremo, der ikke havde været benyttet siden 2007. Det har reduceret afstanden fra toppen af Poggio til mål med ca. 1 km og øget chancerne for klassikerrytterne. Ikke desto mindre er det en ændring, der er blevet hilst velkommen af sprinterne, der alle drømmer om at vinde løbet på det sted, der historisk har karakteriseret løbet, og derfor er Milano-Sanremo i dag det løb, det traditionelt har været, og den helt traditionelle rute har været benyttet i årene mellem 2015 og 2019. Sidste år blev den ændret radikalt grundet coronarestriktionerne, og i år må man erstatte Turchino-passet med en alternativ stigning grundet jordskred, men planen er, at Milano-Sanremo nu skal holde sig til rødderne.

 

Sidste år var løbet imidlertid anderledes. Coronarestriktioner førte til en helt ny og mere kuperet rute frem mod Cipressa og Poggio, og samtidig betød den sjældne augustplacering, at det var meget varmere end normalt. Alligevel fik løbet det klassiske forløb, og for fjerde år i træk blev sprinterne snydt. Denne gang var det Julian Alaphilippe, der kørte fra alt og alle på Poggio, men desværre for ham fik han på nedkørslen selskab af Wout van Aert, der holdt hovedet koldt og spurtede sig til karrierens første monumentsejr foran 2019-vinderen, inden Michael Matthews vandt feltets spurt om 3. pladsen. Van Aert jagter endnu en sejr i 2021, og da også Alaphilippe og Matthews er med igen, vil hele sidste års podium være at finde i feltet på lørdag.


Ruten

Milano-Sanremo er som sagt et af de få løb, der fortsat lever op til sit navn i den forstand, at det faktisk starter i Milano og slutter i Sanremo. Da både Le Manie og Pompeiana definitivt er ude af billedet, har løbet haft den helt klassiske 291 km lange rute i alle årene mellem 2015 og 2019. Sådan skulle det også have været i 2020, men her betød diverse borgmestres modvilje mod løbet i et coronaramt Italien, at man måtte ændre turen ned mod den liguriske kyst helt, så vi fik en mere kuperet indledning inden den traditionelle finale med Cipressa- og Poggio-stigningerne.

 

I år var ønsket at vende tilbage til det klassiske format, men sådan bliver det ikke helt. Den ikoniske Turchino-stigning, der var den eneste udfordring på ruten, inden Cipressa og Poggio blev ”opfundet” i hhv. 1960 og 1982, er ufarbar grundet et jordskred. Derfor må man vælge en anden stigning for at komme fra Po-sletten ned til den liguriske kyst, men det er en ganske marginal ændring, der ingen reel rolle spiller. Det har dog den konsekvens, at den normalt ”bare” 291 km lange distance nu er øget til hele 299 km, hvormed vi kommer helt op til den magiske 300 km-grænse.

Annonce

 

Ellers er der absolut ingen overraskelser på den 299 km lange rejse fra Po-sletten til Sanremo på den italienske middelhavskyst. Derfor kan løbet ventes at have dets helt sædvanlige forløb, som har gjort La Primavra til en værdsat del af cykelkalenderen og givet anledning til spændingsmættede finaler.

 

Som vanligt starter man på Piazza Sempione i Milanos centrum, og derfra bevæger man sig mod sydøst og ned mod Middelhavet. Milano er placeret midt på Po-sletten, der er et af Europas fladeste områder. Derfor består de første 167,8 km af en næsten fuldstændig flad rejse, der alene tjener det formål at akkumulere træthed og give et tidligt udbrud mulighed for at blive etableret.

 

Grundet distancen har udbryderne reelt ingen chance for at holde til mål, og de får derfor ofte nogle meget store forspring, der let når op på mere end 10 minutter. Løbet bliver langsomt mere seriøst, når man nærmer sig bakkerne, der ligger gemt bag middelhavskysten, hvor Passo del Turchino plejer at vente. Denne gang kører man dog over bakkerne ned mod kysten en smule længere mod øst, så man undgår det jordskredsramte pas. I stedet skal man over Colle del Giovo (5,0 km, 2,8%), der er helt jævn og aldrig bliver stejl, og som er længere, men mindre stejl end Turchino. Toppen i 516 meters højde nås efter 172,8 km, hvor rytterne får det første glimt af havet. Det vil være første chance for de hold, der vil af med sprinterne, til at øge farten og gøre løbet så hårdt som muligt.

 

Giovo-passet efterfølges af en hurtig nedkørsel, der fører direkte ned til Middelhavskysten bare få kilometer vest for storbyen Genova. Så snart man har nået kystvejen, drejer man til højre og rammer den klassiske rute igen, og herfra består resten af løbet af en lang tur langs vandet, kun afbrudt af nogle små ture ind i landet, hvor man udfordres af de mange stigninger, der kendetegner den smukke liguriske kyst.

 

Som sagt har rytterne i de senere år oftest haft Le Manie på programmet på den første del af denne rejse, men stigningen er nu fjernet. Derfor er de første 80 km af denne kysttur næsten fuldstændigt flade, og der kommer ingen klatreudfordringer, før feltet når frem til 245 km-mærket. Ikke desto mindre vil det være vigtigt for mange hold at holde farten høj, da det handler om at gøre løbet så svært som muligt for sprinterne. Milano-Sanremo er altid et langt ventespil, hvor det er den lange distance, der langsomt trætter rytterne.

Annonce

 

Læs også
Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

 

De første udfordringer er de tre små capi, Capo Mele (1,9 km, 4,2%), Capo Cervo (1,9 km, 2,8%) og Capo Berta (1,8 km, 6,7%), der kommer hurtigt efter hinanden efter henholdsvis 247,5, 252,4 og 260,2 km. Det er vanligvis her, at det tidlige udbrud splittes op og gradvist hentes, mens klassikerspecialisternes hold øger farten markant. Stigningerne er aldrig hårde nok til at blive brugt til angreb, men nedkørslerne kan være farlige, og som det skete for seks år siden kan de benyttes af en mindre gruppe til at slå et hul, specielt hvis vejene er våde.

 

Fra toppen af Capo Berta resterer der 38,8 km. Den første del er den korte nedkørsel, der leder frem til et fladt indløb til bunden af Cipressa-stigningen. Det er her, den virkelige finale starter, og derfor er positionering frem mod stigningen ekstremt afgørende. Det giver derfor anledning til en brutal krig, hvor rytterne nærmest spurter frem mod stigningen, og herfra er der ikke længere mulighed for at komme sig.

 

Med en længde på 5,6 km, en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,1 og et maksimum på 9% er Cipressa en relativt nem stigning. De første 3,85 km er ganske konstante med 4-5%, mens de sidste kilometer er nemmere med et gennemsnit på bare 2,1%. I stedet bliver stigningen gjort hård af det faktum, at den kommer efter hele 271,8 km i sadlen. Ofte etableres der en lille gruppe på stigningen, og de benytter ofte den meget tekniske nedkørsel til at øge forspringet.

 

Fra bunden af nedkørslen resterer der 18,3 km. De første 9,1 km foregår langs den flade kystvej, og her er farten altid voldsomt høj. Det gør det vanskeligt for udbrydere at holde sig fri, og derfor er der oftest skabt samling, når man når bunden af Poggio med bare 9,7 km igen.

 

Løbets mest ikoniske stigning er bare 3,7 km lang og har en gennemsnitlig stigningsprocent på beskedne 3,7 og et maksimum på 8%. De første 2,06 km stiger med 4,3% i gennemsnit og efterfølges af det sværeste stykke på 5,6%. Som på Cipressa bliver det nemmere nær toppen, idet de sidste 700 m stiger med bare 2,0%. Det er her de sidste angreb fra de eksplosive puncheurs skal sættes ind, og ofte er det en lille gruppe, der etableres hen over toppen. Sprinterne skal grave dybt for at hænge på, hvis de fortsat vil have en chance for at spurte om sejren.

Annonce

 

Toppen af stigningen kommer med bare 5,5 km til mål og efterfølges af en ekstremt teknisk nedkørsel, der inkluderer adskillige hårnålesving. Det er ikke her, et felt kan organisere en jagt, og teknisk stærke nedkørere i et udbrud har gode chancer for at vinde tid.

 

Rytterne er tilbage på kystvejen, når der resterer 2,2 km, og herefter er vejen helt flad. Vejene gennem byen er samtidig lange og lige og således perfekte for en organiseret jagt. 850 m fra stregen er der et venstresving i en rundkørsel, mens det sidst sving kommer 750 m fra mål. Denne sidste del er ofte scenen for en fantastisk jagt mellem feltet og en lille frontgruppe, hvor udbryderne både skal holde høj fart og tage sig af det taktiske spil, der ofte har forhindret dem i at køre om sejren og i stedet givet plads til, at en reduceret massespurt har afgjort løbet på en af cykelsportens mest berømte veje, Via Roma.

 

Løbet byder på i alt 2020 højdemeter mod 2059 på den klassiske rute og 2727 på sidste års meget specielle rute.

 

 

Læs også
Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

 

Annonce

 

 

 

 

 

Annonce

 

 

 

 

Læs også
Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

 

 

Vejret

Det er et velkendt faktum, at vejret altid spiller en kolossal rolle i klassikerne. Solrige og varme betingelser gør de store løb meget nemmere, mens regn og vind kan gøre det til en brutal overlevelseskamp. Traditionelt har Milano-Sanremo naturligvis haft meget bedre vejr end de nordlige klassikere, men af en eller anden grund var løbet nærmest lammet af elendige forhold i 2013, 2014 og 2015. I 2013 var kulden uudholdelig, og rytterne måtte fragtes i busser henover Tuchino-passet, mens det i 2014 regnede hele dagen. Også 2015-udgaven var en særdeles våd affære, mens i de senere år har løbet været afviklet i fine betingelser - naturligvis mest markant i sidste års sommerudgave, hvor det var varmen, der var udfordringen

Annonce

 

I år brydes trenden med godt vejr ikke, men der er alligevel to usædvanlige faktorer, nemlig relativt koldt vejr og ikke mindst meget kraftig blæst. Ved starten i Milano vil de således være beskedne 8 grader, men der vil kun være få skyer og bare en svag vind (8-10 km/t) fra øst. Det vil dog hurtigt ændre sig. Der vil stadig være masser af sol, men det vil blæse kraftigt op fra nord og senere nordøst, mens de bevæger sig hen over Po-sletten, hvor vindstyrken lynhurtigt når op på ca. 25 km/t. I Savona, hvor man når kysten vil temperaturen være steget til 13 grader med en frisk til hård nordlig vind (25-26 km/t), og herefter vil det bare blive mere og mere blæsende med en styrke på 35 km/t fra nordnordøst, når man når Imperia med 35 km igen. Derfra drejer vinden mere over i nordøst, og når man når Sanremo vil der være solskin, en temperatur på 13 grader og en hård nordøstenvind (30-32 km/t).

 

Vindretningen på stigningerne er yderst afgørende i Milano-Sanremo. Der vil være med- og sidemedvind hele vejen ned over Po-sletten, og derefter vil der være sidemedvind hele vejen ned langs kysten, idet der dog gradvist bliver mere ren medvind, når vinden går i nordøst. Der vil tillige være sidemedvind på Cipressa og medvind på stykket frem til Poggio. Her vil der være modvind på første del og sidevind på den lange, lige vej op til toppen. Herfra får man sidemedvind hele vejen ind til Sanremo, hvor der vil være direkte medvind på opløbsstrækningen.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL KLASSIKERSPILLET

 

Favoritterne

Milano-Sanremo er kendt som den rutemæssigt letteste af de store klassikere, men samtidig den sværeste at vinde. Det er ikke uden grund. Hvor der i de hårdeste endagsløb sker en naturlig udskilning, der kun efterlader de stærkeste til at slås om sejren, kan stigningerne i Milano-Sanremo overleves af et stort antal ryttere. Det betyder, at listen over potentielle vindere er relativt lang, specielt fordi en spurt efter 300 km er helt anderledes end en traditionel massespurt i Tour de France.

 

Derfor sker der tit store overraskelser, når en større gruppe ender med at skulle afgøre løbet, hvilket bl.a. afspejles i podiet fra 2016, hvor både Ben Swift og Jurgen Roelandts figurerede, selvom ingen af disse vanligvis har meget at skulle have sagt mod de hurtigste folk i en klassisk sprint. Når man dertil lægger, at de sidste stigninger kommer så tæt på mål, at verdens bedste klassikerryttere, der alle må formodes nu at være i topform, samtidig reelt har en chance for at gøre en forskel i finalen, er det klart, at listen over vinderkandidater bliver nærmest alenlang.

 

Det er denne uforudsigelighed, der har fået mange til at beskrive Milano-Sanremo som et lotteri, og der er bestemt megen sandhed i, at held spiller en kolossal rolle i den italienske klassiker. Således var der næppe mange, der havde forudset sejrene til Gerald Ciolek og Simon Gerrans, og selvom både Matthew Goss og Arnaud Demare var på de flestes liste over mulige vindere, var det de færreste, der havde dem blandt deres fem topkandidater. Mest chokerende var naturligvis Vincenzo Nibalis sejr i 2018. Den italienske grand tour-stjerne var nemlig så formsvag, at han alene satte sit angreb ind for at trætte Sonny Colbrellis rivaler inden spurten. Alligevel lykkedes det ham at udnytte en mangel på organiseret jagt til at tage karrierens mest uventede triumf.

Annonce

 

Det er altid et stort spørgsmål, om løbet skal afgøres i en spurt, eller om en gruppe kan holde hjem. Med Pompeiana og Le Manie ude er løbet imidlertid tilbage i dets helt traditionelle format - det gør ingen reel forskel, om man skal over Turchino eller den nye Giovo, selvom det ud fra en historisk betragtning er trist at mangle løbets mest traditionsrige stigning - og her taler historien sit tydelige sprog. Da løbet benyttede denne rute i 1990erne og første del af 2000erne, lykkedes det kun for Filippo Pozzato i 2006, Paolo Bettini i 2003 og Gabriele Colombo i 1996 at snyde de hurtige folk i en æra, hvor La Primavera var stærkt domineret af sprintere.

 

Efter den seneste tilbagevenden til den gamle rute i 2014 har scenariet været mere blandet. End ikke det dårlige vejr i 2014 og 2015 kunne ændre på det forhold, at sprinterne kom til fadet, og vi fik tre massespurter i træk mellem 2014 og 2016. Reelt skal 2018-udgaven også regnes som en sprinterudgave, for det var kun Nibalis særprægede overraskelsesangreb, der gjorde forskellen, mens de eksplosive folk ikke kunne gøre forskellen.

 

Læs også
Verdensmesteren dropper Tour de France

 

Julian Alaphilippe har dog ændret billedet en anelse. Han har kørt løbet fire gange, og både i 2017, 2019 og 2020 har han været med til at gøre en forskel, der er holdt hele vejen hjem. 2020-udgaven er grundet den betydeligt hårdere rute og megen varme lidt speciel og ikke rigtigt brugbar som sammenligningsgrundlag, men selvom sprinterne stadig har en lille historisk overhånd på denne rute, synes chancerne for en massespurt i dag at være reduceret.

 

Vejret spiller altid en afgørende rolle i Sanremo, og det vil helt sikkert blive en nøglekomponent også i år. Denne gang skyldes det imidlertid ikke, at vi får en gentagelse af de episke 2013-forhold, som stadig står mejslet i mangen en cykelfans erindring. I stedte venter der betingelser, jeg ikke mindes fra tidligere udgaver af løbet.

 

Det er nemlig en voldsom blæst, der rammer Italien på lørdag, og med en generel sidemed- og medvind hele dagen vil jeg tro, at Gianni Bugnos hastighedsrekord på 45,802 km/t fra 1990 meget vel kunne stå for fald. Med en gennemsnitsfart på 50 km/t vil de komme i mål kl. 15.58 - i hvert fald hvis de kommer afsted til tiden - mens den officielle tidsplan, der er beregnet for hastigheder mellem 40 og 44 km/t regner med ankomsttidspunkt mellem kl. 16.48 og kl. 17.29. Det skal blive spændende at se, hvor tæt på kl. 16, vi kommer. Til gengæld bliver det nok svært at erobre Ruban Jaune - prisen for historiens hurtigste løb på over 200 km - som mellem 1997 og 2015fem gange i træk blev slået i Paris-Tours, inden Philippe Gilbert med vilde 50,63 km/t over 219,6 km satte den aktuelle rekord på den vilde, voldsomme og episke sidevindsetape i Vueltaen i 2019, hvor han som den første brød grænsen på 50 km/t.

 

Farten vil også gøre det til et vanskeligt løb. Rytterne kommer til at blæse hen over Po-sletten og senere hen langs kysten, og det bør alt sammen bidrage til et betydeligt hårdere løb, end vi ofte får. Det bliver slet ikke så gratis at sidde på hjul, som det plejer, og det er ganske dårligt nyt for sprinterne.

 

Spørgsmålet er så, om vi ligefrem kan se sidevindskørsel med de voldsomme vindstyrker, der bare øges gennem dagen. Det vil dog trods alt undre mig. Der er som regel ret megen læ op langs den kuperede kyst, hvor vinden vil komme fra land- og ikke vandsiden. Dertil kommer, at der på den flade og mere åbne Po-slette hovedsageligt vil være ren medvind og kun ganske få stykker med sidevind. Selv hvis det skulle splittes her, er det så alenlangt fra mål, at det vil skabe samling. Men den kraftige vind vil utvivlsomt gøre det hele mere nervøst og først og fremmest hårdt.

 

Vindretningen på de sidste stigninger er altid helt afgørende. I år vil der være sidevind på den lette Capo Mele, men medvind på de to øvrige af Tre Capi-stigningerne, også den ret hårde Capo Berta. Allerede her kan der lægges et vist tryk og blive skabt den første udskilning.

 

Dernæst vil vinden stå direkte i ryggen på Cipressa og stort set hele vejen hjem. Skal det nogensinde i gen lykkes at vende tilbage til tidligere tider og køre hjem allerede herfra, skal det være i år med den kraftige medvind. Jeg vil dog stadig tro, at moderne cykelsport er så kontrolleret, at alle de store navne vil vente til Poggio. Faktisk har vi i de senere år ikke rigtigt set de store angreb på Cipressa - snarere på den tekniske nedkørsel - og jeg tror i højere grad, at den igen vil blive brugt til at lægge et pres. Med direkte og kraftig medvind kan den gøre betydeligt større skade end vanligt.

 

Allervigtigst er traditionelt vindretningen på Poggio, og her brydes medvindstrenden lidt. Faktisk vil der modvind på den nedre del, inden man får sidevind på den lange lige vej, der udgør hovedparten af stigningen. Det er ikke så ideelt som den medvind, man kunne have haft, men det vigtige er, at der ikke er modvind på hovedparten af opkørslen. Med tanke på at resten af løbet vil være sjældent hurtigt og hårdt, må man formode, at det bliver endnu lettere at køre væk end vanligt.

 

Endelig er chancen for at holde hjem fra toppen også øget betydeligt. Der er kraftig medvind hele vejen fra toppen, og det er dårligt nyt for alle, der vil forsøge at hente de forreste. Det bliver noget af en opgave at nå det i tide, når udbruddet vil blæse hele vejen ned til Via Roma. Derudover er chancen/risikoen for, at der går taktik i den nede i Sanremo betydeligt mindre i en medvindssituation, hvor prisen for at føre er betydeligt mindre, end den er, hvis der er modvind.

 

Læs også
Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

 

Konklusionen er klar. Vejrudsigten gør det uhyre svært for sprinterne, der bestemt ikke får noget foræret denne gang. Én ting er, at det generelt hurtige løb vil gøre det mere selektivt og formentlig føre til et mindre felt til sidst. Noget andet er, at den gunstige vind i finalen vil gøre det endnu lettere for de bedste puncheurs at gøre som i 2017, 2019 og 2020, nemlig både at køre væk og holde hele vejen hjem.

 

Er der så hold, der har lyst til at gøre det hårdt? Utvivlsomt. Det er indlysende, at Alpecin vil undgå en spurt, men det gælder også for hold som Trek, DSM, Ineos, Astana og Ag2r, der alle kunne tænkes at lægge et tryk undervejs. Det gælder vel også for hold som BikeExchange og Bahrain, der nok gerne vil have en spurt, men helst med deres holdbare afsluttere ser folk som Sam Bennett og Caleb Ewan falde fra.

 

Mest interessant bliver det at se, om Deceuninck lægger pres på. Med Julian Alaphilippe, Davide Ballerini og Sam Bennett er de dækket ind til både det hårde, det mellemhårde og det lettere scenarium, men skal Alaphilippe vinde, skal det være hårdt, og skal Bennett vinde, må det ikke være for svært. Jeg tror, at meget vil blive bestemt af, om Bennett, der er kendt for sine dårlige dage, hurtigt melder om dårlige ben. Uanset hvad skal Alaphilippe prøve på Poggio, men om Deceuninck også vil lægge pres på tidligere og fra bunden af Poggio, som de har gjort de seneste gange, vil formentlig være bestemt af, hvordan Bennett har det.

 

Jeg forventer altså et ret klassisk Sanremo, hvor der sker gradvis udskilning bagfra, og hvor vinden vil gøre det mere selektivt end vanligt. Jeg forudser ingen favoritangreb på Cipressa, der til gengæld vil skabe betydelig udskilning, for selv Mathieu van der Poel ved vel, at man i Sanremo altid skal vente og vente, og derfor skal de bedste puncheurs igen slås om det på Poggio.

 

I mine øjne er der to ryttere, der har et kick, ingen andre kan matche, nemlig Mathieu van der Poel og Julian Alaphilippe. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis de to kører fra alt og alle, og det helt store spørgsmål er, om den knap så eksplosive Wout van Aert kan hænge på eller ej. Sidste år måtte han akkurat slippe Alaphilippe, men han var stærk nok til at komme tilbage på nedkørslen. Om andre også kan hænge på, er mere tvivlsomt, men ikke umuligt. Mit bedste bud er dog, at vi enten har en duo bestående af Van der Poel og Alaphilippe på toppen, eller at de tre tenorer alle er samlet.

 

Alle tre er som bekendt blandt feltets bedste nedkørere, og derfor taber de i hvert fald ikke tid her. Det mest interessante er, hvad der sker nede i Sanremo. Sidste år satte Alaphilippe sig på hjul af den hurtigere Van Aert, men belgieren var stærk nok til både at holde feltet bag sig og vinde spurten fra spids. Jeg vil tro, at Alaphilippes mission er den samme denne gang, uanset om han sidder kun med Van der Poel eller med begge de to crossstjerner. Han har Bennett og Ballerini som alibi, og skulle de blive hentet, har Deceuninck andre kort at spille.

 

Til gengæld er jeg også helt overbevist om, at Van der Poel og Van Aert begge tror på deres spurt og gerne vil samarbejde, men det er klart, at risikoen for, at der går taktik i en trio til sidst, er større, hvis Alaphilippe sidder på hjul, og de samtidig skal spare sig i forhold til hinanden. Muligheden for, at der derfor kan ske samling, er bestemt til stede, men medvinden gør det mindre sandsynligt - og kan de få Alaphilippe til at føre, bliver det med medvind reelt umuligt at få en spurt.

 

Mere taktisk bliver det selvfølgelig, hvis gruppen er endnu større - måske endda i stil med det herlige scenarium, vi så i 2019, hvor en relativt stor gruppe af de bedste klassikerryttere samledes. Dengang fik vi alligevel en spurt, men både Van Aert og Matteo Trentin var forinden ved at snige sig væk i en taktisk finale. Medvind giver mindre mulighed for taktik, men får vi lidt flere ryttere i spil, er der altid mulighed for at snige sig væk, selvom man ikke er den hurtigste. Det kræver dog, at man er eksplosiv nok til at gå med på Poggio, og det er det de færreste, der kan.

 

Konklusionen på det hele er, at jeg tror på et titelforsvar til Wout van Aert. Belgieren manglede nogle procent i Strade, men dem fandt han i Tirreno, hvor han bare blev bedre og bedre gennem løbet. Særligt hans kørsel på de to kongeetaper i weekenden vidnede om fabelagtig form, og han ser ikke spor ringere ud, end da han vandt løbet sidste sommer.

 

Læs også
Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

 

Spørgsmålet er bare, om det er nok. Han har ikke Alaphilippes eller Van der Poels punch, og der er en risiko for, at han igen må slippe på Poggio. Sidste år formåede han dog at komme tilbage, og meget taler for, at det vil lykkes igen. Det kan måske blive svært, hvis én mand kører alene til sidst - og her er bedste bud nok formstærke Van der Poel - men sidder de to mand foran, vil der uundgåeligt gå lidt taktik i den, og så har Van Aert alle forudsætninger for at komme tilbage, som han gjorde det for et år siden.

 

Ender det i en sandsynlig spurt mellem de tre tenorer, står Van Aert stærkest. I en flad spurt er han den hurtigste, og hans sejr på 1. etape i Tirreno vidner om, at han ikke er blevet langsommere. Ganske vist slog Van der Poel ham på stregen i Flandern, men dengang begik han sit livs brøler ved at køre en alt for kort og eksplosiv spurt, der dermed kom til at tilgodese den eksplosive Van der Poel. Den fejl har han grædt snot over lige siden, og han ved nu, at han skal åbne langt tidligere og køre den powerspurt, han mestrer som få. Det bliver endda særligt nemt i en medvindsspurt, hvor man sagtens kan åbne tidligt, og det taler for, at Van Aert med sin hurtighed kan gøre det færdigt. Selv hvis de bliver hentet, skal man slet ikke udelukke, at han kan vinde en massespurt, for selvom han vil have brugt kræfter på Poggio, handler det om, hvem der har noget tilbage, og Van Aert er utvivlsomt blandt de allerhurtigste efter et hårdt løb. Derfor er Van Aert min favorit.

 

Hans værste rival er Mathieu van der Poel, der også kan vinde på flere måder. Mest sandsynligt er det, at han skal spurte mod enten Alaphilippe eller mod Alaphilippe og Van Aert. Der er ingen tvivl om, at han kan slå Alaphilippe, og som vi så i Flandern, er det bestemt også muligt, at han slår Van Aert. Van der Poel er nemlig hurtig efter en hård dag. Det så vi senest, da han nærmest kørte Elia Viviani midt over på sidevindsetapen i UAE Tour. Og Van der Poel har nu to gange vundet den slags spurter, hvorfor han tror på, at han kan gøre det færdigt.

 

Den anden mulighed er, at han slet og ret kører alene. Den formstærke hollænder har et kick, kun Alaphilippe kan matche, og er franskmanden ikke helt flyvende, må Van der Poel være manden, der kan levere et soloridt. Det kræver, at han ikke er alt for nonchalant med sin positionering og rammer Poggio for langt tilbage. Det er en begrundet frygt, men sidder han fornuftigt, er det meget muligt, at han knuser al modstand. Endelig viser UAE Tour, at han sågar vil kunne vinde en massespurt, når alle er trætte, og derfor har han hele tre kort på hånden, hvis han vil tage sin anden monumentsejr.

 

Den af de tre tenorer, der får det sværest, er Julian Alaphilippe. Franskmanden er nemlig den langsomste i en flad spurt, men det betyder ikke, at han ikke kan vinde. I 2019 slog han folk som Peter Sagan og Matteo Trentin i spurten i Sanremo, der altid er meget speciel, og sidste år var han koldblodig nok til at sidde så meget på hjul, at han var ganske tæt på at slå Van Aert. I år vil han utvivlsomt også placere sig på hjul, og så er det bestemt ikke umuligt, at han kan vinde.

 

Alaphilippe har dog også andre muligheder. Hans kick på Poggio kan kun Van der Poel måske matche, og sidste år kørte han som bekendt fra alt og alle. Hans form i år har været lidt svingende, men ringe har han ikke været. En 2. plads i Strade Bianche og etapesejr på en knaldhård Tirreno-etape er det blevet til, og jeg fornemmer, at han er betydeligt bedre end sidste år. I august startede han nemlig bevidst lidt halvdårligt op, fordi han havde fokus på VM og Touren, og selvom man efter Sanremo troede, at han var flyvende, viste Dauphiné, at han var ganske langt fra toppen. Det viser, at Alaphilippes kick selv på 90% er skræmmende godt, og særligt hvis Van der Poel igen sidder for langt tilbage, skal man slet ikke udelukke, at franskmanden kører fra alt og alle, som han gjorde i august - og denne gang med medvind også holder hele vejen. Dermed har han også to muligheder, selvom hans hånd ikke er helt så god som de to crossstjerners.

 

Bliver det en spurt, må Sam Bennett være manden, der skal slås. Ireren har altid drømt stort om Sanremo, men han har aldrig rigtigt ramt formen. Det har han endelig i år, hvor han slet og ret ser ud til at være flyvende. I hvert fald må vi have været mange, der både fik kaffen og kagen galt i halsen, da vi i lørdags erfarede, at Bennett var gået i udbrud på kongeetapen i Paris-Nice ved at følge med en serie af superklatrere på en kategori 2-stigning!!! Også på 6. og 8. etape var han skræmmende holdbar, og vi har også tidligere set, at en formstærk Bennett hører til blandt feltets absolut mest robuste sprintere.

 

Der er ingen tvivl om, at Bennett med sin nuværende form kan klare Poggio. Desværre er der heller ikke nogen tvivl om, at han meget vel kan have en dårlig dag, som han næsten altid har det, når han ikke har haft dage til at varme op. Han kan derfor sagtens ende med at blive læsset på Cipressa, men har han stadig weekendbenene, kommer han med hjem. Han har i år klart vist, at han lige nu er verdens hurtigste - Dylan Groenewegen er som bekendt stadig på sidelinjen - og han vil til slut endda have et forrygende lead-out med i hvert fald Alaphilippe og ikke mindst Davide Ballerini. Derfor bliver Bennett manden, der skal slås, hvis taktik betyder, at de forreste alligevel bliver hentet.

 

Deceuninck står sågar endda med et tredje kort på hånden. Som sagt kan Bennetts vanlige rust sagtens sende ham tidligt ud af spillet, men som kommer plan C i spil. Den hedder Davide Ballerini, og med den form, han har vist, er det vist kun uheld, der kan forhindre ham i at overleve. Falder Bennett fra, og bliver det samlet til en spurt, er der ikke mange, der kan slå italieneren. Han fandt en ny hurtighed, da han vandt i Polen sidste sommer, og siden da er han nærmest bare blevet hurtigere. Det så vi senest med sejren over Demare i Provence, med sejren i Omloop og i mandags, hvor kun lynhurtige Tim Merlier akkurat slog ham i Tirreno. Ender vi et scenarium, hvor Bennett er væk, men der alligevel skal spurtes, kan Ballerini meget vel være hurtigst, særligt med Alaphilippe og muligvis Zdenek Stybar og Kasper Asgreen, der dog begge kan være brændt af i en forcering på Poggio, som lead-out men. Og sådan kan det gå til, at Ballerini også vinder nr. 3 af årets endagsløb på WorldTouren, efter at han vandt det første.

 

Læs også
Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv

 

Med Peter Sagans nærmest tragiske form skifter Bora fokus, og det bringer formstærke Maximilian Schachmann i spil. Tyskeren har endnu ikke kørt løbet, der da heller ikke passer ham ideelt, men det er bestemt inden for hans rækkevidde. Niveauet i Paris-Nice var utvivlsomt hans hidtil højeste, og han imponerede særligt på kongeetapen, der ellers bød på stigninger, som traditionelt har været for lange. Som en af verdens bedste ardennerryttere er Schachmann en af de få, der vil kunne følge de tre tenorer på Poggio eller måske komme op, hvis der går lidt stilstand i den. Han er også ganske hurtig, men det er samtidig klart, at han aldrig slår Van Aert i en spurt. Hans chance er en taktisk finale, hvor han kan snige sig væk, men det er bestemt heller ikke umuligt i en hektisk afslutning på Via Roma. Schachmann har i hvert fald formen til at vinde i sin debut.

 

Det har Tom Pidcock også. Det britiske fænomen har gået en endnu bedre professionel debut, end han kunne have drømt om, og han skal vel allerede regnes som en af de førende klassikerryttere. Han var blandt de allerbedste i åbningsweekenden og igen i Strade Bianche, og det er formentlig hovedårsagen til, at han stiller til start i et løb, han egentlig ikke skulle have kørt. Han er en glimrende puncheur, der burde have det rette kick til at gå med på Poggio, men om han er helt eksplosiv nok til at matche de bedste, har vi stadig til gode at se. Han ligner dog et af de bedste bud på en rytter, der kan ende i en lille gruppe til sidst. Han er som bekendt en ganske hurtig herre, men også han får svært ved at slå Van Aert og co. på stregen. Til gengæld er han stadig en total underdog, og det gør, at han måske kan snige sig væk til en ganske imponerende og lidt sensationel sejr for en ung nyprofessionel.

 

Med to 3. pladser har Michael Matthews flere gange været tæt på, og det er da heller ikke et løb, der passer ham helt skidt. Problemet er, at der er relativt mange, der er hurtigere end ham i en flad spurt, men som vi så sidste år, hvor han faktisk vandt feltets spurt, kan meget forandres efter en hård dag. Udsigten til et hårdere løb er bestemt ikke ringe for Matthews, der dermed kan regne med at skulle slås mod færre og mere mærkede sprintere, hvis det alligevel samles til en spurt. Det er dog slet ikke sikkert, at det er klogest at vente på det scenarium. Matthews manglede i 2019 ikke meget for at køre med de bedste på Poggio, og med den fine form, han viste i Paris-Nice, ikke mindst på 4. etape, er det bestemt ikke umuligt, at det lader sig gøre denne gang. Han klatrede som bekendt også fremragende til VM i september, men til gengæld synes han måske at have tabt lidt af det punch, han skal bruge for at følge de mest eksplosive. Det ændrer dog ikke på, at han har en reel chance for at vinde en massespurt og sidde i en mindre gruppe til sidst, og her vil han være en af de få, der faktisk kan overspurte Van Aert og Van der Poel og dermed tage den monumentsejr, han flere gange har været tæt på.

 

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Giacomo Nizzolo. Med de ben, han havde sidste sommer, hvor han blev italiensk mester på en knaldhård rute, ville han være en af de tungere favoritter. Da er han nemlig uhyre holdbar og utvivlsomt en af de absolut hurtigste blandt de potentielt overlevende sprintere. Samtidig er han god i positionskampen, hvor han vil have god hjælp af Michael Gogl og Simon Clarke. Problemet er vinterens knæproblemer, der betød, at han startede temmelig formsvagt, men han så ud til at blive bedre og bedre i Paris-Nice, hvor han gjorde det pænt på 6. etape og på 5. etape viste den hurtighed, han ellers har manglet i årets første løb. Med andre ord synes Nizzolo stille og roligt at finde benene, og sidder han der til sidst, vil han med stor sandsynlighed være blandt de allerhurtigste, særligt hvis Bennett er sat af, og dermed vil han kunne forbedre sidste års 5. plads og vinde et løb, Fabian Cancellara i mange år gjorde det umuligt for ham at satse på.

 

Vi må vel også give Magnus Cort en ganske reel chance for at vinde. Danskeren virkede rusten i starten af Paris-Nice, men de gode ben kom pludselig på den ganske selektive 8. etape. Allerede ved sin Vuelta-etapesejr i november viste han sin uhyggelige holdbarhed, og derfor er medvinden en gave for en fyr som Cort. Han er en af de sprintere, der vil have bedst mulighed for at overleve et forventeligt hårdere løb end vanligt, og samtidig vil et mindre felt betyde, at han lider mindre under den positionering, der altid koster ham så dyrt, særligt da han også i Alberto Bettiol, Sergio Higuita og måske Stefan Bissegger kan ventes at have fin støtte til sidst. Som vi så i Tirreno i september, er han stadig lynhurtig, når han endelig sidder rigtigt, og det bør der være håb om, at han gør i et vanskeligere løb. Min store frygt er positionskampen frem mod Poggio, hvor han meget vel kan ende med at ramme stigningen så langt tilbage, at løbet allerede er tabt her. Klarer han den hurdle, burde en forbedring af 8. pladsen fra 2018 i hvert fald være mulig.

 

En anden sprinter, der har glæde af medvinden, er Sonny Colbrelli. Der findes ikke mange sprintere, der klatrer som en mand, som tidligere er blevet nr. 3 i Amstel Gold Race, og udsigten til, at de hurtigste er faldet fra, gør ham til en glimrende kandidat i tilfælde af en massespurt. Ligesom Cort lider han ofte under sin positionering, men den hurdle kan han overvinde i et mindre felt, hvor Matej Mohoric også vil være en ikke helt ueffen lead-out man. Det store spørgsmål er formen. Colbrelli var bestemt ikke overbevisende i åbningsweekenden, hvor han tillige styrtede, og han er en af de få, der skippede begge etapeløbene i sidste uge. Colbrelli behøver dog ikke at være på 100% for at overleve i et løb, der for en fyr som ham er relativt let, og han har før med blandt andet etapesejre i Paris-Nice og Tour de Suisse vist, at hans hurtighed efter hårde dage bestemt ikke må undervurderes - heller ikke mod normalt hurtigere folk.

 

Jeg er bestemt ikke overbevist om formen hos Alexander Kristoff , og derfor er det med nogen tøven, at jeg nævner ham. Nordmanden har set sjældent skidt ud hidtil i denne sæson, men han plejer nu altid at finde formen til dette løb, hvor han mellem 2013 og 2018 aldrig blev ringere end nr. 8, og hvor han i 2019 vandt feltets spurt. Kristoff er som bekendt en uhyggelig afslutter efter 300 km, og det er ikke tilfældigt, at han har været hurtigst i spurten, da han vandt i 2014, og da han spurtede for sekundære placeringer i 2013, 2017 og 2019. Med andre ord har han været hurtigste sprinter i løbet i hele fire af de seneste otte udgaver, hvilket siger alt om hans træfsikkerhed i Sanremos snævre gader. Om formen rækker i år, hvor løbet har udsigt til at blive hårdere, er jeg i tvivl om, men historien taler sit tydelige sprog for en mand, der kun i 2020, hvor omstændighederne var helt specielle for en mand, der skal bruge mange løb på at komme i form, ikke er kommet med over Poggio. Nej, man må aldrig afskrive Kristoff i Sanremo, uanset hvor skidt han har set ud i optakten.

 

En anden sprinter, der må glæde sig over udsigten til medvind og stor selektion, er Ivan Garcia Cortina. Spanieren er blandt afslutterne en af de klart mest holdbare, som han har bevist med sin 3. plads i GP Montreal med de mere end 4000 højdemeter. Til gengæld har det knebet lidt med hurtighed på flad vej, men jeg var faktisk ret imponeret over de spurter, han kørte i Tirreno, ikke mindst fra en dårlig position på 1. etape. Bliver løbet så hårdt, at Bennett-typerne falder fra, tør jeg ikke længere udelukke, at Garcia Cortina er hurtig nok til at vinde. Formen så meget overbevisende ud i åbningsweekenden, og selvom han styrtede i Tirreno og skippede de sidste to etaper, skulle han være sluppet uden væsentlige skrammer. Han er ubehageligt svingende og kan derfor falde helt igennem, men Garcia Cortina burde ikke få problemer med at overleve Poggio. Om han så er helt hurtig nok til faktisk at vinde, skal stadig bevises, men tegnene fra Tirreno var ganske lovende.

 

Arnaud Demare drømmer om at gentage sejren fra 2016, og det er da også et løb, der passer ham. Han blev nr. 3 i 2018, nr. 6 i 2017, og sidste år havde han også kurs mod et topresultat, inden et uheld ødelagde hans spurt. Når han har den forrygende form, han havde i august, hvor han klatrede som en drøm, klarer han uden problemer Poggio, men jeg frygter, at benene ikke er gode nok denne gang. Demare har nemlig virket overraskende formsvag hidtil, og han imponerede bestemt ikke i Paris-Nice. Han så dog ud til at være i kraftig bedring undervejs, og derfor kan det bestemt ikke udelukkes, at han sidder med hjem igen i år - også selvom medvinden med hans nuværende form må regnes som en ulempe. Gør han det, og klarer han den positionskamp, han uden sit tog ofte har det svært i, er han i hvert fald en af de allerhurtigste.

 

Læs også
Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog

 

John Degenkolb vandt løbet i 2015, men jeg ville faktisk have forsvoret, at det skulle ske igen. Efter sin storhedstid, hvor han sammen med Kristoff var kendt som verdens bedste afslutter efter en lang og hård klassiker, er hans hurtighed nemlig totalt gået fløjten, og hans positionering er slet ikke blevet bedre, end den har været. Til gengæld har han både i efteråret og i en meget overbevisende åbningsweekend virket meget bedre end længe, og det taler for, at han kommer langt i dette løb og klarer Poggio. For at han skal vinde, skal vi af med de hurtigste og have et lille felt, hvor han ikke skal slås for meget for sin position, men her hjælper vinden. I den situation vil Caleb Ewan også være sat af, hvormed han har friheden til at spurte. Jeg tror stadig ikke, at han er hurtig nok, men har det været hårdt, giver hans lidt mere lovende spurter i år måske en lille smule håb.

 

Cofidis’ plan A er Elia Viviani, men hans klatring i Tirreno var så lidet overbevisende, at jeg tror mere på plan B. Han hedder Christophe Laporte og er modsat kaptajnen i skræmmende god form - hvad han i øvrigt har været fra dag 1 i denne sæson. Det så vi senest på sidste etape i Paris-Nice, hvor han og Cort var de eneste sprintere, der overlevede til slut. Der bør ikke være tvivl om, at han overlever Poggio, og er Viviani sendt til tælling, får han også chancen for at spurte. Problemet er, at Laporte bestemt ikke er verdens hurtigste på flad vej, hvor han meget sjældent vinder, og derfor skal det flaske sig, hvis han skal sejre. Medvinden gør dog, at løbet kan blive så selektivt, at de fleste sprintere er faldet fra, og så er han ikke uden chance. Han manglede trods alt ikke meget i at slå Cort forleden, og med sin gode positioneringsevne kan han komme langt i en spurt, der altid er uhyre hektisk.

 

Jeg har også lidt fidus til Alex Aranburu. Han skuffede måske lidt i Strade Bianche, men i Tirreno virkede han ganske flyvende, særligt på den episke mur-etape, hvor han var en af de absolut stærkeste. Han mangler måske det sidste punch til at gå med de allerbedste, men han er en af de ryttere, der har form og eksplosivitet til at ende i en lille gruppe nede i Sanremo. Her er han ganske hurtig, men som så mange andre slår han ikke Van Aert på stregen. Til gengæld er han en underdog, der vil kunne snige sig væk. Min største bekymring i forhold til Aranburu er hans uheldige positionering. Sidder han ringe i bunden af Poggio, har han nemlig ikke skyggen af chance for at reagere på angrebene, uanset hvor stærk han er. Det kan Greg van Avermaet i hvert fald belære ham om.

 

En rytter, jeg i år har haft meget svært ved at læse, er Matteo Trentin. Han virkede uhyre overbevisende i åbningsweekenden, men til gengæld skuffede han mig på Biot-etapen i Paris-Nice. Han rejste sig dog i weekenden, hvor han var i offensiven hele to gange på den hårde 8. etape, og lægger man dertil, at han bortset fra en offday i Flandern Rundt sidste efterår så ud til at være tilbage på det tårnhøje 2019-niveau, kan vi vel godt tillade os at være optimistiske. Netop i 2019 var han som bekendt med i den elitegruppe, der dannedes på Poggio, og måske kunne han endda have vundet løbet, hvis hovedet havde været lidt køligere, og han ikke havde angrebet nede i Sanremo. Denne gang vil jeg dog mene, at netop angreb i Sanremo er vejen til sejr, for hans hurtighed synes helt forsvundet. Derfor er chancen at køre væk i et taktisk spil, hvis han har benene til at gå med på Poggio igen i år. Har Kristoff en offday, vil han også skulle deltage i en massespurt, men her synes han slet ikke længere at have farten til at vinde. Det skal ske med samme taktik som i 2019.

 

En anden rytter, der måske kan gå med på Poggio, er Sergio Higuita. Den lille colombianer har været genfødt i årets første måned, og selvom han frøs til is i søndags, kørte han et fornemt Tirreno med stærk kørsel på kongeetapen og en imponerende enkeltstart. Som type burde han have det punch, der gør det realistisk at tro på, at han kan komme med i en lille gruppe efter Poggio. Her er han som bekendt lynhurtig, men også han må sande, at Van Aert er en hård nød at knække. Også hans vej til sejr er et smart angreb i en taktisk finale, og Higuita er en af de ryttere, der synes at have formen til at kunne få en billet til netop den finale - hvis han vel at mærke sidder rigtigt i bunden af Poggio!

 

Det er stadig et åbent spørgsmål, om Nacer Bouhanni havde vundet løbet, hvis ikke han i spurten havde tabt kæden i 2016, hvor ærkerivalen Arnaud Demare i stedet sejrede. Flere gang har han været tæt på med den berømte 4. plads i 2016 samt en 6. plads i 2015 og en 8. plads i 2017, og det vidner om, at det er et løb, han kan vinde. I de senere år har han været en skygge af sig selv, men i år har han imponeret stort med en holdbarhed, der nærmer sig det gamle niveau. Jeg er bange for, at medvinden alligevel gør løbet for hårdt, men Bouhanni synes så formstærk, at han ikke kan udelukkes. Sidder han der i en spurt, er han stadig blandt de hurtigste, som han senest viste med 2. pladsen bag Bennett på 5. etape i Paris-Nice, og han lukrerer fortsat også på sin gode positionering.

 

Jeg er også nødt til at lade tvivlen komme Caleb Ewan til gode. Australieren fortæller, at det var et maveonde, der sendte ham ud af Tirreno, og det er formentlig rigtigt. Til gengæld tvivler jeg på, at det er hovedårsagen til den manglende form. I takt med at han har genfundet sin hurtighed, er holdbarheden nemlig helt forsvundet, og Ewan var da heller ikke i nærheden af at klare Poggio sidste år. Medvinden gør det bare endnu sværere, og jeg vil blive forbavset, hvis han overlever så svær en udgave. Da han var holdbar, vandt han til gengæld feltets spurt i 2018, og han sad også med feltet hjem i foråret 2019, hvor han stadig var i den holdbare fase af sin karriere. Den historik taler trods alt for, at han må tilskrives en lille chance, da det i dette felt kun er Bennett, som er hurtigere. Da dette er en vurdering af vinderpotentiale, får han sin omtale, men jeg vil alligevel blive overrasket, hvis det lykkes.

 

En uhyre spændende sidste joker er Quinn Simmons. Det amerikanske stortalent imponerede alt og alle med sin kørsel i Strade Bianche, indtil først en punktering og siden et styrt ødelagde drømmen om et topresultat. Siden kørte han et temmelig anonymt Tirreno, hvor han alene agerede hjælper, men den gode Strade-form kan ikke være forsvundet - hvad en 44. plads på kongeetapen også indikerer. Vi skal stadig lære ham bedre at kende, og jeg frygter meget, at han mangler den eksplosivitet, der skal bruges på Poggio, men han er bestemt ikke uden punch, og på en blød bakke kommer han langt på sin power. Heller ikke han vinder en spurt i Sanremo, men kommer han med i en lille gruppe til sidst, kan han i en taktisk finale måske vinde det allerførste monument, han nogensinde deltager i.

 

***** Wout van Aert

**** Mathieu van der Poel, Julian Alaphilippe

*** Sam Bennett, Davide Ballerini, Maximilian Schachmann, Tom Pidcock, Michael Matthews

** Giacomo Nizzolo, Magnus Cort, Sonny Colbrelli, Alexander Kristoff, Ivan Garcia Cortina, Arnaud Demare, John Degenkolb, Christophe Laporte, Alex Aranburu, Matteo Trentin, Sergio Higuita, Nacer Bouhanni, Caleb Ewan, Quinn Simmons

* Elia Viviani, Peter Sagan, Alberto Bettiol, Greg van Avermaet, Tim Wellens, Niccolo Bonifazio, Andrea Vendrame, Jasper Stuyven, Søren Kragh, Fernando Gaviria, Davide Cimolai, Hugo Hofstetter, Ben Swift, Fabio Felline, Michal Kwiatkowski, Matej Mohoric, Oliver Naesen, Anthony Turgis, Andrea Pasqualon, Pascal Ackermann, Kevin Geniets, Philippe Gilbert


KAN DU SÆTTE DET BEDSTE HOLD TIL KLASSIKERNE - VIND EN CYKEL TIL 16.890 KRONER
 

Danskerne

Bedst chance har Magnus Cort, der er omtalt ovenfor. På DSM er Søren Kragh holdets eneste kaptajn, men desværre synes formen ikke at være helt oppe at ringe, ligesom et farvel til Paris-Nice grundet rygproblemer gør det tvivlsomt, om han kan køre med en lille gruppe på Poggio, som vil være hans vej til sejr. På DSM støttes han af Casper Pedersen, der egentlig kunne få en chance i en spurt, men som har virket formsvag indtil videre. Kasper Asgreen er til start hos Deceuninck, hvor han får rigeligt at gøre med at beskytte Julian Alaphilippe, Sam Bennett og Davide Ballerini, og Christopher Juul skal på BikeExchange støtte Michael Matthews. Emil Vinjebo skal i sit første monument på Qhubeka støtte Giacomo Nizzolo, ligesom Mathias Norsgaard gør monumentdebut som støtte for Ivan Garcia Cortina på Movistar. Endelig er Michael Valgren i sidste øjeblik blevet udtaget, men i lyset af hans skadespause må det alene handle om at støtte Cort og Bettiol.

 

Læs også
Favorit kommenterer afgørende fejl

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Wout van Aerts sejr fra 2020, Julian Alaphilippes sejr fra 2019, Vincenzo Nibalis sejr fra 2018, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2017, Arnaud Demares sejr fra 2016, John Degenkolbs sejr fra 2015, Alexander Kristoffs sejr fra 2014 og Gerald Cioleks sejr fra 2013.

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle:

 

Team Jumbo-Visma: Der er kun én kaptajn, nemlig Van Aert. Holdet er svagt, men formstærke Timo Roosen og forhåbentlig også Sam Oomen kan hjælpe i finalen.

 

AG2R Citroën Team: Det er endnu aldrig lykkedes Greg van Avermaet at køre med på Poggio, og han synes ikke længere at have eksplosiviteten til det. Det lykkedes for Oliver Naesen i 2019, men han har ikke den superform, det kræver for så tung en rytter. Til en spurt har holdet en velkørende Andrea Vendrame, men han er kun top 10-kandidat.

 

Alpecin-Fenix: Alle mand for Van der Poel. Den spændende Gianni Vermeersch, Petr Vakoc og Kristian Sbaragli bliver de vigtige folk i finalen.

 

Androni Giocattoli-Sidermec: Holdet er helt uden chance. De har hverken en sprinter eller en mand, der kan overleve Poggio, så målet må være at ramme udbruddet.

 

Astana-Premier Tech: Aranburu er den erklærede kaptajn, men også formstærke Fabio Felline vil kunne spurte sig til en top 10, hvis baskeren efter angreb på Poggio er for træt til selv at spurte. Gorka Izagirre må være ren hjælper.

 

Bahrain-Victoirous: Det er fuldt fokus på Colbrelli. Matej Mohoric er før kørt væk på nedkørslen fra Poggio, men jeg tvivler på, at han har formen til at spille en rolle denne gang, og han kan helt sikkert ikke gå med de bedste opad. Damiano Caruso er formsvag og ikke længere eksplosiv nok.

 

Bardiani-CSF-Faizané: Både Enrico Battaglin og Giovanni Visconti synes helt uden form og kan næppe overleve Poggio. Det lykkes næppe heller for sprinterne Filippo Fiorelli og Umberto Marengo.

 

Læs også
Se spurten, der fik Bora-profil deklasseret

 

BORA-hansgrohe: Jeg var tæt på at give Peter Sagan to stjerner, fordi hans måske trods elendig form alligevel med lidt held kunne vinde en spurt, men han var så langt fra niveau i Tirreno, at det vil være overraskende, om han klarer Poggio. Jeg tror også, at løbet bliver for hårdt for Pascal Ackermann, der gør debut, og Schachmann ligner derfor manden, der skal satses på.

 

Cofidis: Elia Viviani er kaptajn og har kørt og spurtet godt i år, men han har klatret så dårligt, at jeg ikke ser ham klare Poggio i årets medvindsudgave. Guillaume Martin mangler punchet til at køre med på Poggio, og derfor er Laporte bedste bud på et resultat.

 

Deceuninck-Quick Step: Da Alaphilippe, Bennett og Ballerini alle må nyde beskyttelse, må selv klasseryttere som Zdenek Stybar, Kasper Asgreen og Yves Lampaert ofre sig for holdet.

 

EF Education-Nippo: Cort er manden til en spurt, og Higuita er et godt bud til Poggio. Det burde Alberto Bettiol også være, men selvom han rejste sig på enkeltstarten og delvist på mur-etapen i Tirreno, tvivler jeg på, at formen rækker til at gå med de bedste. Stefan Bissegger skal overleve Poggio og køre spurt for Cort, mens Michael Valgren efter sin pause må være ren hjælper.

 

Groupama-FDJ: Det er alle mand for Demare. Kevin Geniets er uhyre formstærk, men bør ikke kunne gå med på Poggio.

 

INEOS Grenadiers: Pidcock ligner bedste bud. Michal Kwiatkowski kæmpede i Tirreno nemlig meget med skaderne efter styrtet i Laigueglia og synes ikke at have benene til at gå med på Poggio. Til en spurt har holdet den meget holdbare Ben Swift, der to gange har været på podiet, men i dag mest kan stræbe efter en top 10, og som i Paris-Nice var overraskende formsvag.

 

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Målet må være en top 10 i en spurt med holdbare og relativt formstærke Andrea Pasqualon. Formstærke Lorenzo Rota samt de knap så formstærke Loic Vliegen  og Aime de Gendt kan ikke køre med de bedste på Poggio, og Jonas Koch må agere lead-out for Pasqualon.

 

Israel Start-Up Nation: Som holdbare sprintere burde både Davide Cimolai og Hugo Hofstetter have en fair chance for at klare Poggio, men ingen af dem har på det seneste været særligt hurtige på flad vej. Medvinden kan også gøre det for hårdt for dem begge.

 

Lotto Soudal: Philippe Gilbert drømmer stadig om det manglende monument, men han synes at være formmæssigt meget langt væk fra noget som helst. Tim Wellens er ikke helt uden chance på Poggio, men trods den pæne mur-etape er min fornemmelse, at formen og eksplosiviteten mangler. Ewan er plan A i en spurt med Degenkolb som en mere realistisk plan B.

 

Movistar Team: Garcia Cortina er bedste bud, men det skal blive interessant at se den eksplosive og formstærke Gonzalo Serrano¸ der imponerede i Tirreno, når det går løs på Poggio. Det vil dog undre, om han kan gå med de bedste.

 

Team Arkea Samsic: En ikke specielt formstærk Warren Barguil kan ikke gå med på Poggio, så målet må være en spurt med Bouhanni. Som plan B har de Amaury Capiot, men han har ikke farten til at vinde.

 

Team BikeExchange: Det er alle mand for Matthews. Dermed er Luka Mezgec og Robert Stannard hjælpere, hvis ikke uheld kommer i vejen.

 

Team DSM: Holdets erklærede kaptajn er Søren Kragh, men som skrevet under ”Danskerne” ser jeg ham ikke gå med de bedste på Poggio. Casper Pedersen kunne være en plan B i en spurt, men synes formsvag. Romain Bardet har slet ikke punch til at køre væk på Poggio.

 

Team Novo Nordisk: Udbruddet skal rammes, og så må vi se, hvor længe Charles Planet overlever.

 

Team Qhubeka ASSOS: Det må være alle mand for Nizzolo. Michael Gogl er i form, men mangler punch til Poggio. Det har Simon Clarke, der var med de bedste i 2019, men han har ikke samme niveau længere.

 

Team Total Direct Energie: Jeg kunne godt have lidt fidus til Niccolo Bonifazio, der blev nr. 5 i 2015 og synes meget formstærk. Jeg tror dog, at medvinden alligevel før det for hårdt. Lorrenzo Manzin  overlever ikke, og det gør formsvage Edvald Boasson Hagen næppe heller. Falder Bonifazio fra, må det være Anthony Turgis eller Julien Simon, der skal forsøge at spurte sig til en top 10.

 

Trek-Segafredo: Simmons kunne overraske, som det er nævnt ovenfor, men mest sandsynligt er det, at Jasper Stuyven kan spurte sig til en top 10 i en massespurt, som han dog næppe vinder. Vincenzo Nibali skaber ikke et mirakel én gang til.

 

UAE-Team Emirates: Kristoff og Trentin ligner de bedste bud. Med den nuværende holdbarhed ser jeg ikke Fernando Gaviria klare Poggio, og Davide Formolo, som ellers er ved at være i form, mangler punch til Poggio. Det har unge Alessandro Covi måske, men han må regnes som hjælper.

KAN DU SÆTTE DET BEDSTE HOLD TIL KLASSIKERNE - VIND EN CYKEL TIL 16.890 KRONER

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Wout van Aert
Mathieu van der Poel, Julian Alaphilippe
Sam Bennett, Davide Ballerini, Maximilian Schachmann, Tom Pidcock, Michael Matthews
Giacomo Nizzolo, Magnus Cort, Sonny Colbrelli, Alexander Kristoff, Ivan Garcia Cortina, Arnaud Demare, John Degenkolb, Christophe Laporte, Alex Aranburu, Matteo Trentin, Sergio Higuita, Nacer Bouhanni, Caleb Ewan, Quinn Simmons
Elia Viviani, Peter Sagan, Alberto Bettiol, Greg van Avermaet, Tim Wellens, Niccolo Bonifazio, Andrea Vendrame, Jasper Stuyven, Søren Kragh, Fernando Gaviria, Davide Cimolai, Hugo Hofstetter, Ben Swift, Fabio Felline, Michal Kwiatkowski, Matej Mohoric, Oliver Naesen, Anthony Turgis, Andrea Pasqualon, Pascal Ackermann, Kevin Geniets, Philippe Gilbert
INFO
Optakter
Nyheder
Milano - Sanremo
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Tirsdag den 23. april 2024

Landevej
Følg en onsdag med reducerede massespurter i Romandiet og Tyrkiet
Landevej
Video i artiklenSe spurten, der fik Bora-profil deklasseret
Landevej
Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg
Landevej
Favorit kommenterer afgørende fejl
Landevej
Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv
Landevej
Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog
Landevej
Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder
Landevej
Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord
Landevej
Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest
Udstyr og test
Video i artiklenProduktnyt: Cannondales nye Scalpel er bygget til at begejstre
Landevej
Optakt: 3. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024
Landevej
Optakt: Prolog til Tour de Romandie
Landevej
Optakt: Tour de Romandie
Landevej
Verdensmesteren dropper Tour de France
Landevej
Verdensstjerne sæsondebuterer i stort etapeløb
Landevej
Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne
Landevej
Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb
Udstyr og test
Elcyklernes kvalitet stiger: Nu er producent klar med elcykel fra øverste hylde
Landevej
Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt
Landevej
Første rytter fra nyt samarbejde: Visma sikrer talentfuld polak
Landevej
To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Mandag den 22. april 2024

Landevej
Ineos tager bomstærkt klatrehold med til WorldTour-etapeløb
Landevej
Tobias Lund reagerer på tredjeplads i hård spurt
Landevej
Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste
Landevej
Cykelsportens Myter: Oplev Rolf, Holm og Bastian Emil
Landevej
Stortalent tager førertrøjen: Philipsen bliver glad, når han ser det
Udstyr og test
Test: Ekoi Gara MIPS Air
Landevej
Tysker i tårer efter triumf: Der står mange mennesker bag
Landevej
Dansk sprintertalent på podiet i tysk jomfrusejr
Landevej
Verdens bedste sprinter skriver lang kontrakt
Landevej
Quick-Step vil overveje ny Evenepoel-satsning
Landevej
Optakt: 2. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Tidligere toprytter om sportsdirektørjob: Et helvedes job
Landevej
Kron udtaget til stort etapeløb
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
MTB
Video i artiklenHør dansk MTB-stjerne sætte ord på triumf
Landevej
Stærke danskere udtages til WorldTour-etapeløb
Landevej
Sådan gik søndagens A-løb i Uvelse
MTB
Video i artiklenSe Simon Andreassen vinde stor World Cup-sejr
Landevej
Det smadrede mine ben, siger frustreret Pidcock
Udstyr og test
Test: ABUS Gamechanger 2.0

Søndag den 21. april 2024

MTB
Video i artiklenSimon Andreassen vinder i World Cuppen
Landevej
Tre danskere i top-10 i hollandsk endagsløb
Landevej
Cort med skadesopdatering: Min mor ville køre hurtigere ned end mig
Landevej
Brown reagerer på første monumentsejr
Landevej
FDJ – SUEZ-rytter snyder favoritterne i imponerende spurt
Landevej
Danmarksmester kører sig til nyt topresultat
Landevej
ColoQuick vinder dobbeltsejr i Vejle
Landevej
Van der Poel fik "stof til eftertanke" i Liège
Landevej
Video i artiklenSe Pogacars kraftfulde angreb på La Redoute
Landevej
Rørt Pogacar tog revanche med svigermor i tankerne
Landevej
Malmberg henter topresultat i Bosnien-Hercegovina
Landevej
Skjelmose: Dét kostede mig løbet
Landevej
Pogacar pulveriserer konkurrenterne med den perfekte opskrift
Landevej
Sådan var Pogacar atter suveræn
Landevej
Vidunderbarn fuldender UAE-dominans i tilbagevendt løb
Landevej
Jakobsen fremhæver dansk stortalent efter første dsm-triumf
Landevej
Video i artiklenSe Tobias Lund hjælpe Jakobsen til sin første sejr i år
Landevej
Topplacering giver dansk avancement på sidstedagen
Landevej
Video i artiklenFabio Jakobsen overlegen i Tyrkiet
Landevej
Optakt: Liege-Bastogne-Liege
Landevej
Optakt: Giro della Romagna
Landevej
Fléche Wallonne-vinder håber at kunne holde fast i momentum i Liége
Landevej
Van der Poel skal køre Liége-Bastogne-Liége på ny cykel
Landevej
Optakt: 1. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Optakt: Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Van Gils kom på podiet i Fléche Wallonne, og nu vil han gentage succesen i Liége
Landevej
Quick-Step-profil: Kan jeg redde vores forår?
Landevej
Her er startlisten til Liège-Bastogne-Liège 2024
Landevej
Skjelmose med stærk udmelding inden monument
Landevej
EF-profil tror på podiet, men 'Pogacar er i en liga for sig'
Landevej
Pogacar er glad for, at han sprang stort forberedelsesløb over
Landevej
Alaphilippe: Min moral blev knust

Lørdag den 20. april 2024

Landevej
21-årig hollænder vinder i hjemmebaneløb
Landevej
Benoot: Vi var virkelig overraskede over det
Landevej
Bora-stjerne afslører stort mål: Det bliver episk
VIS FLERE

Annonce