LIVESTREAM MILANO-SANREMO FRA KLOKKEN 14.30

Løbets rolle og historie

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico markerede i cykelmæssig forstand forårets komme, men det er ikke etapeløb, der inden for vores sport karakteriserer denne årstid. Foråret er nu engang intimt forbundet med endagsløb, og selvom de to første store europæiske løb begge er del af en ganske imponerende etapeløbskalender på denne tid af året, handler de første måneder hovedsageligt om klassikerne. Kun ganske få etapeløbsryttere har deres allerstørste sæsonmål på denne tid af året, men for endagsrytterne er intet mere vigtigt end de kommende måneder.

Omloop Het Nieuwsblad, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Strade Bianche gav en første mulighed for at teste formen i et virkeligt betydningsfuldt endagsløb, men alle havde stadig primært karakter af forberedelse. På lørdag er opvarmningsfasen imidlertid endegyldigt slut. Nu er der ikke længere nogen undskyldninger: klassikerrytterne skal være 100% til årets første store endagsløb, Milano-Sanremo.

Forårsklassikerne finder hovedsageligt sted i Nordeuropa, men det hele starter under - vanligvis - varmere himmelstrøg i det, der er et af to italienske monumenter. Den italienske endagsscene har traditionelt været ekstremt righoldig med mange legendariske og prestigiøse løb, men helt i top i hierarkiet er Milano-Sanremo og Il Lombardia, der spiller en helt særlig rolle. Som internationale endagsløb i et land, hvor de nationale hold traditionelt spiller en stor rolle, er de begge blandt cykelsportens fem monumenter og har den helt specielle ære at henholdsvis starte og slutte klassikersæsonen.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Under navnene La Primavera og La Classicissima har Milano-Sanremo en helt speciel position i cykelsportens historie. Det blev første gang afviklet i 1907, og årets udgave vil således være nummer 110. Den lange rejse fra storbyen Milano til Middelhavet og den efterfølgende tur hen langs kysten er blevet domineret af de fleste af cykelsportens allerstørste navne.

Straks fra start var løbet ikke bare for de lokale ryttere, idet allerede den første vinder, franskmanden Lucin Petit-Breton, var af udenlandsk herkomst, og man skulle frem til 1909, før Luigi Ganna blev første italienske vinder. Ikke desto mindre blev de første år domineret af hjemlandet, og det lykkedes Constante Girardengo at vinde seks gange, Gino Bartali at tage fire sejre og Fausto Coppi at komme til Sanremo først tre gange.

Den dominerende skikkelse i løbet har imidlertid været Eddy Merckx, der vandt ikke færre end syv gange mellem 1966 og 1976 som led i en periode på 30 år, hvor italienerne vandt bare tre udgaver. I de senere år har hjemmebanenationen igen fået en mere prominent plads i det, der er deres vigtigste endagsløb, men efter Filippo Pozzatos sejr i 2006 var det først i 2018, at Vincenzo Nibali endelig igen brød tørken.

Mange klassikere har navne, der er nært forbundet med deres historie og udgøres af navnene på start- og målbyerne. Grundet de kortere distancer i moderne cykling lever de færreste imidlertid op til deres titler, idet starten ofte er flyttet tættere på målbyen. Det er eksempelvis tilfældet for løb som Paris-Roubaix og Paris-Tours, der ikke længere starter i den franske hovedstad.

Milano-Sanremo er en af de få undtagelser, der stadig beærer traditionen ved faktisk at blive afviklet mellem de to byer, der udgør navnet. Løbet følger stadig den helt traditionelle rute fra storbyen Milano henover den flade Po-slette og op over Turchino-passet, inden man rammer den kuperede Middelhavskyst. Adskillige små afvigelser fra den direkte rute betyder, at rytterne bliver sendt op ad en masse små stigninger langs kysten, hvilket gør det til en hård udfordring i særdeles smukke omgivelser. Denne loyalitet over for traditionen betyder, at løbet er cykelsportens længste, og igen i år skal der tilbagelægges ikke færre end 291 km.
 

Det traditionelle design gør løbet helt unikt. Da det hovedsageligt er fladt, er det ikke mærkeligt, at det ofte vindes af en sprinter. De mange sene stigninger betyder imidlertid, at klassikerspecialister og puncheurs har de perfekte affyringsramper til angreb, og de to sidste udfordringer, de legendariske stigninger Cipressa og Poggio, kommer så tæt på mål, at det er muligt at holde hjem.

Der findes ingen anden klassiker, der på den måde appellerer til begge disse to ryttertyper. Mens Il Lombardia og Liege-Bastogne-Liege er fyldt med stigninger, betyder brostenene i Flandern Rundt og Paris-Roubaix, at disse to monumenter er alt for hårde for de traditionelle sprintere. Hårdheden af disse løb betyder derfor, at listen over potentielle vindere er ganske kort, men i Sanremo er det uforudsigeligheden, der hersker, og langt flere ryttere har en realistisk mulighed for at vinde. Løbets natur skaber ofte en situation, hvor et reduceret felt forsøger at hente et sent udbrud, der ofte tager form på Poggio i den absolutte finale, og det er altid uhyre spændende, om det lykkes at skabe samling til en massespurt. På listen over klassikere, der kan vindes af en sprinter, har løbet kun selskab as Gent-Wevelgem, Scheldeprijs, Paris-Tours og Kuurne-Bruxelles-Kuurne, og her er det italienske løb i særklasse det største.

Efter at man for ca. 50 år siden introducerede Cipressa- og Poggio-stigningerne har løbet haft et helt fast format, men i 2008 gjorde man løbet hårdere ved at introducere den nye stigning Le Manie. Den kom ganske vist langt fra mål, men den gjorde det meget sværere for sprinterne. Således var den langt hårdere end de øvrige stigninger i løbet, og derfor blev den italienske klassiker betydeligt vanskeligere, hvilket gav sig udslag på listen over vindere. I årene med Le Manie var det kun i 2009 og 2010, at en større gruppe afgjorde løbet, mens Fabian Cancellara, Matthews Goss, Simon Gerrans og Gerald Ciolek alle tog sejre fra mindre grupper eller ved at nå mål alene.

Le Manie var imidlertid ikke nok for arrangørerne, der ønskede at gøre løbet mere attraktivt for klatrerne. Forud for 2014-udgaven planlagde man derfor at inkludere den nye stigning Pompeiana mellem Cipressa og Poggio. Forventningen var, at det ville gøre det helt umuligt for sprinterne, og derfor var folk som Mark Cavendish og André Greipel blandt de mange, der helt opgav den italienske klassiker. I stedet lagde folk som Vincenzo Nibali, Chris Froome og Alejandro Valverde alle løbet ind i deres forårsplaner.

Sten- og jordskred reddede imidlertid sprinterne, idet de lokale myndigheder vurderede, at nedkørslen fra Pompeiana var for farlig, og RCS måtte derfor tage en sen beslutning om igen at droppe stigningen. Det fik Cavendish og Greipel til at skifte mening, mens Valverde og Froome begge opgav at stille til start i Italien. Da det samtidig hele tiden havde været planen igen at køre uden om Le Manie, blev 2014-ruten pludselig den nemmeste siden 2007.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

RCS insisterede på, at Pompeiana ville blive inkluderet i fremtiden, og derfor ventedes det, at 2014-udgaven ville blive sprinternes sidste chance. Året efter var nedkørslen imidlertid stadig ikke brugbar, og nu synes man helt at have opgivet ideen. Da Le Manie heller ikke er vendt tilbage, er løbet pludselig vendt tilbage til sit helt klassiske format, hvor Passo del Turchino, de tre små capi-stigninger, Cipressa og til sidst Poggio er hovedudfordringerne. Det har haft en klar effekt på løbet, og siden man vendte tilbage til denne rute, er det kun i 2017 og 2018, at løbet ikke er endt i en spurt.

I 2015 blev denne tilbagevenden til rødderne fuldendt, da man returnerede til den oprindelige afslutning på Via Roma i Sanremo, der ikke havde været benyttet siden 2007. Det har reduceret afstanden fra toppen af Poggio til mål med ca. 1 km og øget chancerne for klassikerrytterne. Ikke desto mindre er det en ændring, der er blevet hilst velkommen af sprinterne, der alle drømmer om at vinde løbet på det sted, der historisk har karakteriseret løbet, og derfor er Milano-Sanremo i dag det løb, det traditionelt har været.

Sidste år blev vi vidner til et af de mest overraskende udfald i nyere tid. Det skete, da en ellers formsvag Vincenzo Nibali på Poggio slog kontra på Krists Neilands og herfra tog alle på sengen ved at holde alle sprinterne bag sig og sikre sig karrierens vel mest uventede sejr. Bag ham var det en frustreret Caleb Ewan, der slog Arnard Demare og Alexander Kristoff i spurten om 2. pladsen. Nibali er heller ikke i år i topform, men vil alligevel forsøge at forsvare sin titel, mens Ewan og de tidligere vindere Demare og Kristoff naturligvis også er på startstregen i et løb, der hører til blandt sæsonens største mål.

Ruten

Milano-Sanremo er som sagt et af de få løb, der fortsat lever op til sit navn i den forstand, at det faktisk starter i Milano og slutter i Sanremo. Da både Le Manie og Pompeiana definitivt er ude af billedet, er løbet igen i år tilbage i dets helt traditionelle format, som det har haft i det meste af de seneste årtier, og der er derfor absolut ingen overraskelser på den 291 km lange rejse fra Po-sletten til Sanremo på den italienske Middelhavskyst. Derfor kan løbet ventes at have dets helt sædvanlige forløb, som har gjort La Primavra til en værdsat del af cykelkalenderen og givet anledning til spændingsmættede finaler. Ruten er helt uforandret i forhold til de sidste tre år.

Som vanligt starter man på Piazza Sempione i Milanos centrum, og derfra bevæger man sig mod sydøst og ned mod Middelhavet. Milano er placeret midt på Po-sletten, der er et af Europas fladeste områder. Derfor består de første 139 km af en fuldstændig flad rejse, der alene tjener det formål at akkumulere træthed og give et tidligt udbrud mulighed for at blive etableret.

Grundet distancen har udbryderne reelt ingen chance for at holde til mål, og de får derfor ofte nogle meget store forspring, der let når op på mere end 10 minutter. Løbet bliver langsomt mere seriøst, når man nærmer sig bakkerne, der ligger gemt bag Middelhavskysten, og rytterne skal her op over dagens længste stigning, Passo del Turchino (2,4 km, 5,8%), før de får det første glimt af havet. Stigningen fører op til løbets højeste punkt i 532 m højde, men er ikke vanvittigt svær. Ikke desto mindre er det første chance for de hold, der vil af med sprinterne, til at øge farten og gøre løbet så hårdt som muligt.

Turchino-passet efterfølges af en hurtig nedkørsel, der fører direkte ned til Middelhavskysten bare få kilometer vest for storbyen Genova. Så snart man har nået kystvejen, drejer man til højre, og herfra består resten af løbet af en lang tur langs vandet, kun afbrudt af nogle små ture ind i landet, hvor man udfordres af de mange stigninger, der kendetegner den smukke liguriske kyst.

Som sagt har rytterne i de senere år oftest haft Le Manie på programmet på den første del af denne rejse, men stigningen er nu fjernet. Derfor er de første 80 km af denne kysttur næsten fuldstændigt flade, og der kommer ingen klatreudfordringer, før feltet når frem til 240 km-mærket. Ikke desto mindre vil det være vigtigt for mange hold at holde farten høj, da det handler om at gøre løbet så svært som muligt for sprinterne. Milano-Sanremo er altid et langt ventespil, hvor det er den lange distance, der langsomt trætter rytterne.

De første udfordringer er de tre små capi, Capo Mele (2,0 km, 3,7%), Capo Cervo (1,2 km, 3,7%) og Capo Berta (1,7 km, 7,0%), der kommer hurtigt efter hinanden efter henholdsvis 239,6, 244,7 og 252,6 km. Det er vanligvis her, at det tidlige udbrud splittes op og gradvist hentes, mens klassikerspecialisternes hold øger farten markant. Stigningerne er aldrig hårde nok til at blive brugt til angreb, men nedkørslerne kan være farlige, og som det skete for fire år siden kan de benyttes af en mindre gruppe til at slå et hul, specielt hvis vejene er våde.

Fra toppen af Capo Berta resterer der 38,4 km. Den første del er den korte nedkørsel, der leder frem til et fladt indløb til bunden af Cipressa-stigningen. Det er her, den virkelige finale starter, og derfor er positionering frem mod stigningen ekstremt afgørende. Det giver derfor anledning til en brutal krig, hvor rytterne nærmest spurter frem mod stigningen, og herfra er der ikke længere mulighed for at komme sig.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Med en længde på 5,6 km og en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,1 og et maksimum på 9% er Cipressa en relativt nem stigning. De første 3,85 km er ganske konstante med 4-5%, mens de sidste kilometer er nemmere med et gennemsnit på bare 2,1%. I stedet bliver stigningen gjort hård af det faktum, at den kommer efter hele 269,5 km i sadlen. Ofte etableres der en lille gruppe på stigningen, og de benytter ofte den meget tekniske nedkørsel til at øge forspringet.

Fra bunden af nedkørslen resterer der ca. 20 km. De første 9,1 km foregår langs den flade kystvej, og her er farten altid voldsomt høj. Det gør det vanskeligt for udbrydere at holde sig fri, og derfor er der oftest skabt samling, når man når bunden af Poggio med bare 9,7 km igen.

Løbets mest ikoniske stigning er bare 3,7 km lang og har en gennemsnitlig stigningsprocent på beskedne 3,7 og et maksimum på 8%. De første 2,06 km stiger med 4,3% i gennemsnit og efterfølges af det sværeste stykke på 5,6%. Som på Cipressa bliver det nemmere nær toppen, idet de sidste 700 m stiger med bare 2,0%. Det er her de sidste angreb fra de eksplosive puncheurs skal sættes ind, og ofte er det en lille gruppe, der etableres hen over toppen. Sprinterne skal grave dybt for at hænge på, hvis de fortsat vil have en chance for at spurte om sejren.

Toppen af stigningen kommer med bare 5,4 km til mål og efterfølges af en ekstremt teknisk nedkørsel, der inkluderer adskillige hårnålesving. Det er ikke her, et felt kan organisere en jagt, og teknisk stærke nedkørere i et udbrud har gode chancer for at vinde tid.

Rytterne er tilbage på kystvejen, når der resterer 2,3 km, og herefter er vejen helt flad. Vejene gennem byen er samtidig lange og lige og således perfekte for en organiseret jagt. 850 m fra stregen er der et venstresving i en rundkørsel, mens det sidst sving kommer 750 m fra mål. Denne sidste del er ofte scenen for en fantastisk jagt mellem feltet og en lille frontgruppe, hvor udbryderne både skal holde høj fart og tage sig af det taktiske spil, der ofte har forhindret dem i at køre om sejren og i stedet givet plads til, at en reduceret massespurt har afgjort løbet på en af cykelsportens mest berømte veje, Via Roma.

Løbet byder på i alt 2059 højdemeter.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Vejret

Det er et velkendt faktum, at vejret altid spiller en kolossal rolle i klassikerne. Solrige og varme betingelser gør de store løb meget nemmere, mens regn og vind kan gøre det til en brutal overlevelseskamp. Traditionelt har Milano-Sanremo naturligvis haft meget bedre vejr end de nordlige klassikere, men af en eller anden grund var løbet nærmest lammet af elendige forhold i 2013, 2014 og 2015. I 2013 var kulden uudholdelig, og rytterne måtte fragtes i busser henover Tuchino-passet, mens det i 2014 regnede hele dagen. Også 2015-udgaven var en særdeles våd affære, mens de seneste tre udgaver har været afviklet i fine betingelser.

I år har Paris-Nice og de nordeuropæiske løb været præget af voldsom blæst, men i Sydeuropa har løbet generelt været glimrende. Sådan vil det også være lørdag, der ser ud til at blive en i cykelmæssig forstand helt igennem ideel dag. Således vil der ikke være én eneste sky på himlen i løbet af de 291 km, og temperaturen ved målet i Sanremo vil toppe på 18 grader, når rytterne ankommer sidste på eftermiddagen

Vindretningen på stigningerne er yderst afgørende i Milano-Sanremo, men det vil være alt andet end blæsende på lørdag. Ved starten i Milano vil der blot være en svag vind fra sydvest, mens der på kyststrækningen vil være en svag til let vind fra syd. Det giver mod-og sidemodvind hele dagen, indtil man når de sidste 10 km. Her vil der være sidemedvind på Poggio og derefter side- og sidemodvind på nedkørslen. I den flade finale vil der være sidevind frem til den røde flamme og derefter sidemodvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Milano-Sanremo er kendt som den rutemæssigt letteste af de store klassikere, men samtidig den sværeste at vinde. Det er ikke uden grund. Hvor der i de hårdeste endagsløb sker en naturlig udskilning, der kun efterlader de stærkeste til at slås om sejren, kan stigningerne i Milano-Sanremo overleves af et stort antal ryttere. Det betyder, at listen over potentielle vindere ier relativt lang, specielt fordi en spurt efter 300 km er helt anderledes end en traditionel massespurt i Tour de France. Derfor sker der tit store overraskelser, når en større gruppe ender med at skulle afgøre løbet, hvilket bl.a. afspejles i podiet fra 2016, hvor både Ben Swift og Jurgen Roelandts figurerede, selvom ingen af disse vanligvis har meget at skulle have sagt mod de hurtigste folk i en klassisk sprint. Når man dertil lægger, at de sidste stigninger kommer så tæt på mål, at verdens bedste klassikerryttere, der alle må formodes nu at være i topform, samtidig reelt har en chance for at gøre en forskel i finalen, er det klart, at listen over vinderkandidater bliver nærmest alenlang.

Det er denne uforudsigelighed, der har fået mange til at beskrive Milano-Sanremo som et lotteri, og der er bestemt megen sandhed i, at held spiller en kolossal rolle i den italienske klassiker. Således var der næppe mange, der havde forudset sejrene til Gerald Ciolek og Simon Gerrans, og selvom både Matthew Goss og Arnaud Demare var på de flestes liste over mulige vindere, var det de færreste, der havde dem blandt deres fem topkandidater. Mest chokerende var naturligvis Vincenzo Nibalis sejr i 2018, for den italienske grand tour-stjerne var så formsvag, at han alene satte sit angreb ind for at trætte Sonny Colbrellis rivaler inden spurten. Alligevel lykkedes det ham at udnytte en mangel på organiseret jagt til at tage karrierens mest uventede triumf.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Det er altid et stort spørgsmål, om løbet skal afgøres i en spurt, eller om en gruppe kan holde hjem. Med Pompeiana og Le Manie ude er løbet imidlertid tilbage i dets helt traditionelle format, og her taler historien sit tydelige sprog. Da løbet benyttede denne rute i 1990erne og første del af 2000erne, lykkedes det kun for Filippo Pozzato i 2006, Paolo Bettini i 2003 og Gabriele Colombo i 1996 at snyde de hurtige folk i en æra, hvor La Primavera var stærkt domineret af sprintere. Efter den seneste tilbagevenden til den gamle rute i 2014 har scenariet været det samme, og end ikke det dårlige vejr i 2014 og 2015 kunne ændre på det forhold. Der er ganske vist tale om et langt løb, men manglen på klatring betyder, at balancen i den grad er tippet til fordel for sprinterne. Først i 2017 lykkedes det en nærmest overmenneskelig Peter Sagan at trække en trio fri og undgå det efterhånden obligatoriske spurtscenarium, inden Nibali altså lavede sit overraskelsesnummer sidste år.

Vejret spiller altid en afgørende rolle i Sanremo, og det vil helt sikkert blive en nøglekomponent også i år. Denne gang skyldes det imidlertid ikke, at det vil bidrage til selektion eller udskilning, og vi får ikke antydningen af de episke 2013-forhold, som stadig står mejslet i mangen en cykelfans erindring. I stedte venter der betingelser, der på næsten alle parametre går sprinternes vej, og det bliver i hvert fald ikke i år, at vejret vil give folk bedre chance for at gøre en forskel.

For det første vil det være solrigt og varmt, og alene det forhold gør naturligvis løbet lettere. For det andet vil der være en - ganske vist let - mod- og sidemodvind fra starten i Milano hele vejen frem til de sidste 10 km, hvor man endelig drejer over i en vestlig retning. Det vil gøre løbet langsommere samt sikre, at det er betydeligt lettere at sidde på hjul. Selvom ingen er frisk efter knap 300 km, vil det være et større og mindre slidt felt, der vil ramme stigningerne i finalen.

Vindretningen på Poggio er altid væsentlig, og det er den eneste lille trøst, der er for ryttere med håb om at undgå en massespurt. Her vil der nemlig være en let sidemedvind, og det øger i hvert fald deres chance for at komme væk fra feltet. Om det er nok efter det, der kan vise sig at have været et ret let løb, er nok mere tvivlsomt, ikke mindst fordi der også venter mere modvind på den sidste kilometer, hvor et jagtende felt i givet fald skal holdes væk.

Som altid er der meget forskelligartede interesser i løbet. Hvor hold som UAE, Trek, LottoNL, FDJ og Lotto Soudal håber på et let løb, så deres sprintere kan overleve, handler det for hold som Bora, Sunweb, Mitchelton, Astana og Bahrain handler om at gøre løbet hårdt, da deres kaptajner alle er meget hårdføre afsluttere. For Sky, Movistar og CCC, der er uden reelle sprintermuligheder, handler det om at gøre løbet knaldhårdt, mens situationen er speciel for Deceuninck, der skiller sig ud som det mest alsidige. Der er nemlig ingen tvivl om, at Julian Alaphilippe og Philippe Gilbert har en vis frihed til at køre offensivt på Cipressa og Poggio, men holdet har også i Elia Viviani en af løbets allertungeste favoritter i en spurt. Derfor vil de næppe tage initiativ til at lægge ekstra pres på tidligt i løbet, men de vil helt sikkert være meget aktive i de angreb, der vil komme i finalen.

De første ca. 240 km vil forløbe på vanlig maner. Et tidligt udbrud vil blive etableret, og de vil få et meget stort forspring, inden jagten langsomt sættes i gang. I år vil ansvaret formentlig blive lagt på skuldrene af Bora, Deceuninck, Lotto og UAE, men FDJ kan tænkes at give en hånd med. Langsomt vil udbruddet blive trukket ind, inden det formentlig splittes op på de tre Capi-stigninger, hvor farten vil gå i vejret, og hvor de hold, der har interesse i at gøre løbet hårdt, vil sætte et hårdt tempo. Desværre ser vi ofte, at den hektiske positionskamp i denne fase meget ofte betyder styrt, der meget vel kan skabe splittelser i feltet. I denne fase kan man ikke vinde løbet, men der er meget stor sandsynlighed for, at mindst én favorit vil tabe det

I de senere år er der blevet kørt meget defensivt på Cipressa, og det er først henover toppen, at der er blevet angrebet. I stedet er der blevet sat højt tempo,  og det er tænkeligt igen i år, hvor hold som Bora, Mitchelton, Bahrain og Sunweb, der har de mest klatrestærke afsluttere, formentlig vil sætte et dræbende tempo, inden der måske vil komme angreb før tæt på toppen, hvor alle vil være fremme på den meget svære nedkørsel. Det giver ofte anledning til, at der etableres en frontgruppe på det flade, men de senere år har vist, at det altid er et næsten samlet felt, der når bunden af Poggio. Det vil med stor sandsynlighed også være tilfældet denne gang.

Cykelnostalgikere vil huske, hvordan der i gamle dage altid blev angrebet voldsomt på Poggio, men i de senere år har det ikke været tilfældet. Faktisk er der blevet kørt enormt passivt, og mange af klassikerspecialisterne har sågar slet ikke forsøgt sig i de senere år. Først på de allersidste meter er der blevet forsøgt væsentlige fremstød, og i stedet har det været den svære nedkørsel, der har været benyttet som angrebsrampe. Som Cancellara har sagt, har farten i de senere år været så høj, at det simpelthen ikke har givet mening at forsøge sig allerede på stigningen, og Nibalis forsøg sidste år var som sagt heller ikke med det formål faktisk at vinde, men snarere at lægge pres på Colbrellis rivaler.

Undtagelsen er naturligvis Sagans angreb i 2017. For første gang ventede den daværende verdensmester ikke på en spurt, og i lyset af hans (relative) succes med den taktik er vi temmelig sikre på, at han ville ønske at kunne benytte samme tilgang igen denne gang. Desværre har slovakken været ramt af sygdom, og han ligner ikke en mand med en form, der vil muliggøre samme offensive taktik. Til gengæld synes det uundgåeligt, at meget formstærke Julian Alaphilippe skal forsøge sig, og selvom de historisk har været overraskende passive, bør Greg Van Avermaet og Alejandro Valverde ligeledes vise initiativ. De velkørende Simon Clarke og Alberto Bettiol har også begge et incitament til at forsøge sig, og selv sprintere som Matteo Trentin og Michael Matthews vil på en god dag formentlig gerne undgå at skulle spurte i et stort felt.

Det store spørgsmål er, om der kan gøres en forskel. Vi har vores tvivl. Vejret peger ikke just i retning af et hårdt løb, og historien taler sit soleklare sprog. På den klassiske Sanremo-rute er det stort set umuligt at undgå en massespurt, og det var kun Nibalis overraskelse i 2018 og en overmenneskelig Sagan i 2017, der brød mønsteret. Det kræver et ganske særligt punch at slå hullet på en så let stigning som Poggio, og i lyset af Sagans form er det måske kun Alaphilippe, der for alvor kan gøre det, samt måske Valverde, der imidlertid aldrig rigtigt har været i offensiven i dette løb. Med mindre en af de to superpuncheurs har en virkelig superdag vil det i disse vejrforhold nok kræve et element af overraskelse at undgå en spurt. Det kan naturligvis også ske, ikke mindst på den voldsomt svære nedkørsel og det sidste flade stykke, hvor det historisk altid har været svært at organisere en jagt. I sidste ende er der bare altid så mange sprintere tilbage, at det under vejrbetingelser som disse er meget vanskeligt at undgå en spurt.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Spurten i Sanremo er imidlertid noget helt særligt og kan slet ikke sammenlignes med en klassisk massespurt. Én ting er at overleve Cipressa og Poggio - det kan være rigeligt vanskeligt i sig selv - noget andet er at være frisk til at spurte efter en distance på næsten 300 km, som ikke findes i noget andet løb på kalenderen (selvom man ved årets VM kommer deropad). Det er ikke en tilfældighed, at Alexander Kristoff, der er kendt for sine evner som afslutter efter opslidende dage, har været i top 4 i fire ud af de seneste fem udgaver og i top 8 hvert eneste år siden 2013, eller at John Degenkolb og Arnaud Demare har slået normalt hurtigere folk. På den relativt lange og ukomplicerede Via Roma handler det oftest om, hvem der har noget tilbage i stængerne efter syv timer i sadlen og langt mindre om eksplosion og topfart.

Når et løb er det letteste at gennemføre, men det sværeste at vinde, har det meget sjældent en soleklar favorit, og det er bestemt heller ikke tilfældet i år, hvor det er om muligt endnu mere åbent end tidligere. Vi har som sagt forventning om en spurtafgørelse, men her er der i år ingen soleklar favorit. Løbets hurtigste, Dylan Groenewegen, kommer næppe med hjem, formstærke Sam Bennett kan blive låst som hjælper for Peter Sagan, og Fernando Gaviria var alt andet end overbevisende i Tirreno-Adriatico.

Det får vores pil til at pege på Elia Viviani. Italieneren har måske ikke helt samme topfart som de ovennævnte, men på sine gode dage kan han slå dem alle. Det viste han senest i Emiraterne og Tirreno, hvor han to gange fik skovlen under sin tidligere colombianske holdkammerats topfart, og i det hele taget efterlod han i sidstnævnte løb et meget positivt indtryk. Mens han i Emiraterne tydeligvis ikke havde Gavirias fart og alene vandt en etape i kraft af snilde, kørte han to meget overbevisende spurter i den forløbne uge. Først gav han både Gaviria og Sagan klare høvl med en overbevisende spurt, og selvom han ikke vandt 6. etape, hvor Julian Alaphilippe overraskede, var han den klart hurtigste. Noget tyder med andre ord på, at det er en knivskarp Viviani, der går ind til det løb, han allerhelst vil vinde - og det særligt i år, hvor han bærer den italienske mesterskabstrøje.

Viviani har i de senere år udviklet en holdbarhed, der har gjort ham til en oplagt klassikerkandidat. Det er blevet til to sejre i Hamburg, men særligt triumfen i de hårdere Bretagne Classic og Cadel Evans Great Ocean Road Race viser, at han er en glimrende afslutter efter lange og vanskelige løb. I det lys burde han ikke få problemer med at klare Poggio, og selvom der ikke er nogen garanti i spurten - sidste år kørte han årets vel nok eneste dårlige spurt i netop dette løb - må man formode, at en formstærk Viviani har poweren til at gøre det færdigt.

Hans største fordel er dog det eminente hold. Skulle Alaphilippes formodede angreb fejle, omgives han foruden af franskmanden i finalen med stor sandsynlighed af Yves Lampaert, Zdenek Stybar, Philippe Gilbert samt ikke mindst Maximiliano Richeze, der så sent som i mandags viste, at han fortsat tilhører den absolutte elite blandt lead-out men. Argentineren har ganske vist ikke altid overlevet Poggio, men viste i 2018, at han mestrer kunsten. Lykkes det igen i år - og det burde det for klatrestærke Richeze - er alene udsigten til et sublimt lead-out nok til at gøre Viviani til en af de absolut tungeste favoritter. Lægger man dertil de åbenlyst gode form samt de haltende signaler fra flere af hans værste rivaler, peger vores pile på, at Viviani på lørdag vil indfri sin landevejskarrieres største tilbageværende mål.

Hans værste rival kunne meget vel blive Sam Bennett, hvis deltagelse kun kan glæde enhver cykelfan. Ireren er nemlig kørt ud på et sidespor af et Bora-mandskab, der i det interne sprinterhierarki har degraderet ham til nr. 3 bag Peter Sagan og Pascal Ackermann, og det kan kun være et spørgsmål om tid, inden han finder sig en ny arbejdsgiver. Heldigvis har han svaret igen på skuffelse på den smukkest tænkelige måde, nemlig ved at have påbegyndt en drømmesæson, hvor han for alvor har cementeret sin plads i toppen af den absolutte sprinterelite. Allerede i 2018 dokumenterede han, at der ikke er mange, der er hurtigere end ham, da han i Giroen gang på gang viste, at hans topfart var Vivianis overlegen, men et ikke specielt attraktivt løbsprogram gjorde det svært for ham at måle sig mod andre af sportens giganter. Det har han gjort i år, hvor han fik Fernando Gavirias skalp i et direkte opgør på ren fart på sidste etape i UAE Tour, og senest slog han en stor del af cremen af sprinterfeltet i Paris-Nice, hvor han sågar fik skovlen under selveste Dylan Groenewegen, der har cementeret sin position som verdens hurtigste, dog på en dag, hvor den trætte hollænder tydeligvis ikke længere var på 100%.

På baggrund af det seneste halvandet års spurter kan man argumentere for, at det kun er Dylan Groenewegen og måske Marcel Kittel, der knap har været i position til at spurte én eneste gang i den periode, der fortsat er hurtigere end Bennett, men modsat dem har han en anden egenskab, der gør ham til en topkandidat til Milano-Sanremo. Ireren er nemlig også en glimrende klatrer, som tog mange på sengen, da i sidste års Giro på en knaldhård og regnvåd dag endda i egen høje person angreb sammen med alle klatrerne og klassikerspecialisterne på svære stigninger. Desværre er han en yderst svingende fyr, der så sent som på de første to etaper i Paris-Nice viste, at hans gode form kan forsvinde som dug for solen, men når han har sine bedste dage, er der ikke mange sprintere, der kan overleve det samme som Bennett.

Da han også i år har klaret den positionskamp, der tidligere har været en ganske alvorlig akilleshæl, til UG med kryds og slange, er der udover manglen på stabilitet måske kun én ting, der kan true en Bennett-sejr: hans rolle på Bora-holdet. Han stiller nemlig til start side om side med en vis Sagan, der har som en væsentlig karrieremission at vinde også dette monument, der endnu ikke figurerer på hans generalieblad. Ledelsen har intet meldt ud om strategien, og selvom det utvivlsomt ville være ideelt at lade den langsommere Sagan køre lead-out for den lynhurtige irer, der har betydeligt større chance for at vinde en spurt, er det nok for meget at forlange. Til gengæld er Sagan heller ikke typen, der selv behøver et lead-out, og derfor kunne en salomonisk løsning være at lade dem tage deres egen chance hver især.

Det vil naturligvis svække Bennett betragteligt i forhold til en fyr som Viviani, der vil have et dedikeret hold ved sin side, men da både Daniel Oss og ikke mindst en formstærk Jempy Drucker begge burde kunne klare Poggio, kan der måske være støtte til dem begge. På topfart er det vel kun den langt mindre holdbare Groenewegen, der er hurtigere end Bennett, og derfor er der store chancer for en irsk sejr, hvis bare Bennett kan overtale sit hold om, at han skal have sin chance. Med den form, han har vist i år, burde det være en reel mulighed, og hvad ville være et smukkere svar på den manglende Giro-udtagelse end at vinde et af sportens fem monumenter?

Læs også

ColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende

For et par dage siden var vi slet ikke i tvivl om, at Fernando Gaviria var vores favorit til Milano-Sanremo. Colombianeren viste nemlig i UAE Tour, at han var ganske formstærk, og han fik med eftertrykkelighed vist, at han fortsat er markant hurtigere end to af sine værste rivaler, Caleb Ewan og Viviani. Først og fremmest viste Alexander Kristoff imidlertid det, vi vel næsten kunne regne ud på forhånd: at han med sine lange powerspurter og eminente positionering er den ideelle lead-out man. Nordmanden var i hvert fald i særklasse i det arabiske løb, hvor han tre ud af tre gange afleverede sin colombianske kaptajn ideelt, og pludselig var det meget svært at se, hvem der skulle kunne matche sportens nye superduo på Via Roma i Sanremo. Med udsigt til endnu et effektivt Kristoff-lead-out havde Gaviria pludselig fået det bedst tænkelige kort på hånden til endelig at kunne bringe sig i en position til at lukrere på den høje topfart, vi alle ved, at han har.

Desværre er meget blevet forandret siden da. Gaviria var en af de absolut største skuffelser i Tirreno, hvor han i løbets første massespurt helt usædvanligt slet ikke var noget match mod Viviani, som han ellers havde givet prygl blot et par uger tidligere, inden han på 6. etape følte sig så skidt kørende, at han endda overlod sprinteransvaret til Simone Consonni. Det giver naturligvis stor bekymring for formen frem mod et af årets vigtigste løb, og Gaviria står slet ikke så stærkt, som han gjorde for et par uger siden.

Alligevel vil det være dumt at afskrive colombianeren, for betydningen af Kristoff-kortet kan næppe undervurderes. Begge burde de ikke have de store problemer med at klare Poggio, men der er stadig en intern UAE-diskussion, der skal afklares. Kristoff har modvilligt, men uden megen brok accepteret at køre for sin hurtigere holdkammerat i de klassiske massespurter, men har også insisteret på sin kaptajnrolle i klassikerne, især i Sanremo, der som et sprinterløb byder på den mest oplagte konflikt. Hierarkiet er fortsat uafklaret - eller i hvert fald ikke meldt ud til offentligheden - men det skulle være mærkeligt, om ikke ledelsen sætter sig igennem og kræver fuld opbakning til holdets bedste vinderbud, hvis de begge sidder med, når det med lynets hast går ned mod Sanremo lørdag eftermiddag. Det er ikke utænkeligt, at de begge kan tage deres chance, men forenes de om Gaviria, der endda også har det meget velkørende supertalent Jasper Philipsen som endnu et kort til et lead-out, er der næppe nogen, der får så god en udgangsposition som colombianeren. Herfra vil det så være op til ham selv at vise, at han stadig har sin gode form, og at han kan gøre arbejdet færdigt med en god spurt efter et langt og hårdt løb, hvor han desværre ikke altid har haft den samme fart, som han har haft i mere klassiske spurter.

I 2017 overraskede Caleb Ewan sit daværende Mitchelton-hold, da han overgik alle forventninger ved at overleve Poggio i sit allerførste forsøg. Alligevel fløj han under radaren forud for 2018-udgaven, men her viste han atter sine evner, da han ikke blot klarede stigningerne, men også vandt feltets spurt bag den overraskende vinder, Nibali. Hvor det kom bag på mange i 2018, var sidste års resultat imidlertid ikke nogen stor overraskelse. Mens det var tydeligt, at Ewan i sidste sæson slet ikke havde fordums fart i de klassiske spurter, udviklede han sig til en langt mere holdbar og alsidig type. Sanremo-sølvet var naturligvis kronen på værket, men også den overraskende sejr på Stirling-etapen i Tour Down Under og ikke mindst den eminente klatring på 3. etape i Californien viste, at det måske fremover er i hårdere og mere opslidende løb, at Ewan har sin spidskompetence.

Det gør naturligvis Milano-Sanremo til et godt løb for ”The Pocket Rocket”, der da også har udset sig det som forårets altoverskyggende mål. Hans præstationer i sidevinden i Paris-Nice - en disciplin, der ikke just står øverst på den spinkle australiers favoritliste - samt den flotte kørsel på 6. etape i samme løb tyder da også på, at formen er timet perfekt. Hans forøgede holdbarhed er blevet stillet til skue med den fornemme sejr på Hatta Dam-muren i Emiraterne og med 2. pladsen i Cadel Evans Great Ocean Road Race, hvor det endda kun var en bedre position, der gjorde det muligt for den hurtigere Viviani at slå Ewan, som aldrig tidligere havde klaret stigningerne i sit hjemmebaneløb.

Det bør altså ikke være til diskussion, at Ewan vil kunne overvinde udfordringerne undervejs, men er han stadig hurtig nok til at vinde? I Paris-Nice blev det til to ærgerlige 2. pladser bag hhv. Groenewegen og Bennett samt et dumt styrt på 6. etape, og desværre har vi i både UAE Tour og Løbet mod Solen atter fået illustreret, at folk som Viviani, Gaviria og Bennett i disse dage er hurtigere end den spinkle australier. Det kan naturligvis ændre sig efter 300 km, men risikoen for, at det atter bliver til en sekundær placering bag hurtigere folk er stor, ikke mindst fordi han i finalen måske kun vil have Jens Keukeleire hos sig. Heldigvis har Ewan selv klaret sin positionering ganske forbilledligt i år, og han viste os alle sidste år, at det fremover netop er i udmarvende løb, at hans vigtigste sejre vil komme.

En anden specialist i at spurte efter lange, hårde dage er Arnaud Demare. Det er ikke helt tilfældigt, at franskmanden er tidligere vinder af både dette løb og Hamburg Cyclassics, samt at han har været på podiet i Gent-Wevelgem flere gange. Hvor det kniber med at bevare friskheden i løbet af et etapeløb, har Demare motoren til at besejre normalt hurtigere folk efter en lang og opslidende klassiker. Samtidig er han relativt stærk på de korte stigninger, vi finder i årets første monument, og en resultatliste, der tæller hhv. en 1., en. 6. og en 3. plads i de seneste tre udgaver fortæller, at Demare kan forventes at skulle køre en eventuel spurt på Via Roma, og at han vil have motoren til at bevare sin topfart også efter 300 km.

Formen led et lille tilbageslag efter en lovende start i Algarve, da sygdom tvang ham til at skippe åbningsweekenden, og i Paris-Nice måtte han indrømme, at det havde kostet. Det var dog mest i spurterne, at de sidste procent manglede, for i den knaldhårde sidevind var Demare ligeså stærk, som han plejer. Mod slutningen blev han endda bedre, og på 6. etape var det kun en næsten overmenneskelig Bennett, der forhindrede Demare i at fuldende et af de flotte FDJ-lead-outs, han har for vane at få.

Netop holdet kan også vise sig at være nøglen til endnu en Demare-sejr i Sanremo. Det er nemlig uden for diskussion, at alle de ovennævnte er hurtigere end franskmanden, der også har et ganske tungt hold, hvoraf ikke mange vil overleve Poggio. Nøglekomponenten er Jacopo Guarnieri, der er en af verdens bedste lead-out men, men som normalt ikke klarer mange stigninger. Hans tilstedeværelse i finalen på 6. etape i Paris-Nice tyder dog på en form, der giver ham en chance. Med formodet støtte også fra Stefan Küng og den ligeledes hurtige Anthony Roux kan Demare i givet fald se frem til et tog, som ikke mange kan matche. Ikke mindst fordi hold som Bora og UAE kan ende med at spille på flere end én hest, kan det give franskmanden den fordel, han skal bruge, for at få skovlen under de hurtigste og tage sin anden sejr i sportens første monument.

Læs også

WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler

Skal man pege på én rytter, der kan snyde sprinterne, må det være Julian Alaphilippe. Poggio er ganske vist slet ikke stejl nok til at passe den fænomenale franskmand, men vi ved dog, at det for sportens mest eksplosive kan lade sig gøre at køre væk. I 2017 koblede Alaphilippe sig på Sagan-toget, da det forlod perronen, men i dag er det en endnu bedre og tilsyneladende enormt formstærk franskmand, der stiller til start. I denne verden er det måske kun en Sagan i storform, der har Alaphilippes uhyre effektive punch, og på baggrund af det, den lille franskmand har vist os i en sæson, hvor han har vundet overalt - lige fra de colombianske bjerge over de italienske grusveje, Argentinas flade enkeltstarter og sågar til en let stigende massespurt ved Adriaterhavskysten - må det være ham, der skal følges, når han forventeligt tænder for turboen på Poggio.

Er det så nok til at køre væk? De senere år har vist, at det er overordentlig svært for løbets favoritter at køre væk på de beskedne procenter, når de ikke som Nibali sidste år kan lukrere på manglen på opmærksomhed og overraskelse. Alaphilippe vil have alle øjne rettet mod sig, og en hel hær af puncheurs vil blot vente på, at franskmanden træder an. Alligevel vil der ikke være mange, der kan følge ham, og vi så sent som i mandags, at den lille franskmand også kan overspurte flere af de folk, der måtte hænge på. Der er stadig meget, der skal flaske sig, for at vi får en Alaphilippe-sejr, men intet synes umuligt for fænomenet, der også vil kunne lukrere på Poggios dødbringende nedkørsel til at holde sig fri, hvis hullet bliver slået.

Hvis der er nogen, der kan skrive under på, at Milano-Sanremo er den sværeste klassiker at vinde, må det være Peter Sagan. Slovakken har flere gange tidligere været løbets stærkeste, men de bedste resultater er fortsat to 2. pladser bag Gerald Ciolek og Michal Kwiatkowski, der begge overraskede ved at overspurte den normalt langt hurtigere slovak. Løbet forbliver dog allerøverst på eksverdensmesterens ønskeliste, da det er det eneste af de tre flade monumenter, han endnu ikke har vundet, og han vil utvivlsomt forsøge lige indtil sin dødsdag.

Desværre har han næppe nogensinde stået svagere, end han gør i år. Fem dages sygdom inden Tirreno-Adriatico efterlod i hvert en markant svækket Sagan, der i det italienske etapeløb var langt fra normal styrke. I forvejen har hans beslutning om at forlænge klassikersæsonen til Liege betydet, at han formentlig selv uden tilbageslag havde været et par procent fra sit højeste niveau i årets første klassiker, og det er helt sikkert ikke en perfekt Sagan, der drager til Milano i disse dage.

Sagans problem er, at han har et helt felts øjne hvilende tungt på sig, og han får aldrig det mindste foræret af rivalerne. Samtidig ved vi, at Milano-Sanremo kun sjældent er hårdt nok til, at han kan slå de hurtigere folk på Via Roma, og således er hans bedste resultat i en klassisk spurtafgørelse da heller ikke mere end en 4. plads. Det betyder ikke, at Sagan ikke kan vinde en spurt, for historien har lært os, at han med sin positionering og timing kan overvinde de bedre sprintere, men sandsynligheden taler imod det. Størst chance har han, hvis han som i 2017 kører fra feltet på Poggio, og det ved vi, at en formstærk Sagan med sit eminente antrit er i stand til. Spørgsmålet er bare, om ikke hans nuværende form tvinger ham til at satse på en spurt, og i det scenarium skal alt gå hans vej, hvis han skal ende øverst på podiet.

Dylan Groenewegen skulle i disse dage have gjort klar til at rejse til Volta a Catalunya, hvor han skulle jagte etaper, men en ærgerlig skade til Timo Roosen fik Jumbo-Visma til at ændre planer. Egentlig var det tanken, at den hollandske supersprinter først i 2020 skulle smage på Milano-Sanremo, der formodedes at være for vanskeligt, men i lyset af Roosens afbud og den superform, Groenewegen stillede til skue i Paris-Nices ubarmhjertige sidevind, blev debuten i sidste øjeblik skubbet 12 måneder frem.

Det har dog ikke betydet, at forventningerne er alt for store. Groenewegen er først og fremmest taget til Italien for at lære, for selvom han med sin kørsel i den nordfranske sidevind viste, at han er en mere holdbar type, end mange tror, er det noget helt andet at klare Poggio efter næsten 300 km. Der er nemlig forskel på bakker og viftekørsel, og Groenewegen er altså ikke nogen bjergged. Formodningen både hos ham selv og holdet, der i første omgang satser på formstærke Danny Van Poppel, er da også, at han falder fra, inden feltet brager ned mod Sanremo. Omvendt har Groenewegen ikke tænkt sig at slippe frivilligt, og han har i blandt andet BinckBank Tour overrasket på stigninger tidligere i sin karriere. Chancerne for, at han klarer Poggio er små, men umuligt er det ikke, og sidder han stadig i feltet, når de rammer Sanremo lørdag eftermiddag, er der kun én favorit i spurten. Groenewegen har nemlig igennem 2018 og 2019 etableret sig som verdens hurtigste og har endda vist så sent som i Paris-Nice, at han også bevarer sin topfart, selv når det har været hårdt og opslidende.

Samtidig kan holdbare folk som Van Poppel, Van Aert, Amund Grøndahl Jansen og ikke mindst Mike Teunissen udgøre et eminent tog, der på Via Roma kan give de fleste baghjul. Spurten kan derfor være en formssag for den hollandske supersprinter. Udfordringen er at komme så langt. Det gør han næppe, men umuligt er det ikke.

For nogle år siden var Alexander Kristoff kongen af spurterne efter lange, hårde løb. Gang på gang gav han rivalerne baghjul, når den første store gruppe nåede mål i Milano-Sanremo, Flandern Rundt eller Paris-Roubaix, og var han ikke startet en anelse for tidligt i 2015, havde han utvivlsomt også i dag været dobbelt vinder af det italienske monument. I dag er Kristoff knap så suveræn, men i 2017 vandt han altså feltets spurt på Via Roma, ligesom han sidste år blev nr. 3 bag Ewan og Demare. I Touren sejrede han på Champs-Elysees, og det er kun godt et år siden, at han efter et opslidende VM i Bergen kun var mm fra at sikre sig regnbuetrøjen for næsen af Sagan.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Med andre ord skal man aldrig afskrive Kristoff i en spurt efter 300 km, slet ikke i en powerspurt af denne type. Formen synes også at være ganske glimrende, for havde han ikke været forfulgt af uheld i et Paris-Nice, hvor styrt og punkteringer satte ham ud af spillet på 1., 2. og 6. etape, havde han kunnet vise, hvorfor han i Oman klatrede bedre end tidligere. I Emiraterne arbejdede han for Gaviria, men da han sidst relativt uforstyrret kunne spurte, slog han et ganske stærkt felt på 1. etape i Oman.

Kristoffs problem synes altså ikke at være formen. Det er i stedet den interne UAE-polemik. Som sagt er der stor risiko for, at Kristoff må ende med at adlyde ordrer og vise sine eminente evner som lead-out man én gang til. Omvendt viste en ikke specielt overbevisende Gaviria så sent som i mandags, at han altså er villig til at give ansvaret fra sig, hvis benene ikke rækker. Sker det, kan døren igen åbne sig for Kristoff, der så kan se frem til god støtte fra netop Gaviria, Jasper Philipsen og Marco Marcato. Han vil stadig være oppe mod hurtigere folk, men historien har lært os, at kun en tåbe ikke skal frygte Kristoff i en powerspurt efter 300 km.

Der er utvivlsomt mange, der har været fulde af beundring over Matteo Trentin i år. Hvis nogle betragtede det som en dårlig undskyldning, at han tilskrev sit dårlige 2018 de mange skader, der red ham som en mare i foråret, har de måttet æde deres ord. Europamesteren har ganske enkelt kørt som en motorcykel lige siden sit første løb i Valencia, hvor han sejrede fra først færd. I Murcia klatrede han med bjerggederne, og i Paris-Nices sidevind var han vel sammen med Luke Rowe den stærkeste i den hektiske viftekørsel, hvor ha aldrig missede ét eneste split. Eneste nedtur i en helt igennem fabelagtig sæsonstart er de to styrt, der kostede ham i begge åbningsweekendens løb, og hvor vi derfor aldrig fik ham at se folde sig ud i fuldt flor.

Problemet for Trentin er bare, at Milano-Sanremo for ham er et alt andet end perfekt løb. Selvom det er hævet over enhver tvivl, at Mitchelton vil lægge det tungest mulige pres og sørge for at skabe den størst mulige udskilning, og selvom han i finalen med Daryl Impey og Luka Mezgec kan ende med at have et af de bedste tog, vil Trentin næsten altid være slået i en klassisk spurtafgørelse. For at vinde skal han formentlig være god nok til at køre med Alaphilippe-toget på Poggio, og det er fortsat uklart, om han virkelig har det rette punch til at gå med den vævre franskmand og de andre klassikerspecialister. Det bliver svært, men i lyset af hans nuværende form er det ikke umuligt, og ender vi i et scenarium som i 2017, er der ikke mange klassikertyper, der slår Trentin på stregen.

Mange cykelfans blev sikkert begejstrede, da Alejandro Valverde efter lidt sygdom, der kostede ham deltagelsen i Strade Bianche og satte ham tilbage i UAE Tour, lidt uventet meldte sin ankomst til årets første monument. Verdensmesteren er et krydderi på et hvert løb og med sit punch en af de ryttere, der kan lave rav i den på Poggio. Problemet er bare, at Valverde aldrig har spillet en rolle i løbet, heller ikke ved sine seneste optrædender i 2015 og 2016. Her ventede alle på det angreb, der aldrig kom, og spanieren endte som en anonym skikkelse.

Det siger meget om, hvor svært det er blot at forsøge på den ret nemme Poggio-stigning, hvor Valverde måske er lidt for let til at kunne gøre en forskel. Når han bare to dage inden starten i Catalonien flere gange er rejst til Italien og gør det igen i år, er det naturligvis, fordi han har haft ambitioner, men alligeveæ har han intet kunnet vise. Det ændrer dog ikke på, at Valverde bør være en type, der som Alaphilippe i hvert fald har chancer for at komme væk i finalen, og gør han det, ved vi, at han kan slå de fleste i en spurt.

På mange måder kan hele smøren gentages om Greg Van Avermaet. Hvert år stiller belgieren til start som en af kandidaterne til at angribe på Poggio, men det er kun sjældent, at vi har set ham fremme. Størst grund til ærgrelse havde han i 2017, hvor en dårlig position betød, at han aldrig kom med Sagan-toget, men derudover har han altid været henvist til at spurte. Det gør han også fint, i hvert fald til husbehov, og i 2016 blev han faktisk nr. 5 i spurten på Via Roma. Efter et hårdt løb har Van Avermaet nemlig en fin finish, men det er klart, at han aldrig vinder en rigtig massespurt i Sanremo. Hans chance vil altid være at køre væk på Poggio, og her er han måske lidt for meget diesel og mangler den sidste eksplosion til faktisk at træde væk. Omvendt har han i år bedre chancer end længe, da han efter et sløjt 2018 i år atter har lignet sig selv. I en spurt i en lille gruppe, er han på flad vej også hurtigere end en fyr som Alaphilippe, og derfor ser det godt ud, hvis blot han kan gå med franskmanden eller andre angribere.

Taler man om ryttere i form, må navnet Danny Van Poppel naturligt springe i øjnene. En fabelagtig klatreindsats i Vueltaen og ikke mindst den suveræne sejr på brostensbakken i Binche-Chimay-Binche har fået ham til at fokusere på klassikerne fremfor massespurterne. Det har med det samme givet resultat, for i åbningsweekenden nåede han et helt ny niveau. Det var således hans forcering, der skabte den afgørende udskilning på Molenberg i Omloop, og også i Kuurne var han med helt fremme på nøglestigningen Kwaremont, hvor kun lidt uopmærksomhed kostede ham en gylden chance for at omsætte en taktisk gunstig situation til sejr. Ingen kan længere være i tvivl om, at Van Poppel er flyvende, og selvom han mangler holdbarhed i de sværeste klassikere - det blev tydeligt i Omloop - er dette et løb, der passer ham. Problemet er bare, at Van Poppel nok ikke kan gå med i angrebene på Poggio og derfor skal tage sin chance i en spurt. Her vil han med Amund Grøndahl og ikke mindst Mike Teunissen stå med et fremragende lead-out, men han er samtidig oppe mod hurtigere folk. Hvis det flasker sig, er han hurtig nok til at vinde, men det kræver en del held. Samtidig kører han ofte, som vinden blæser, og rammer han en dårlig dag, når han sikkert ikke engang til Sanremo. Endelig ender han naturligvis som andenviolin, hvis Groenewegen mod forventning klarer strabadserne, og derfor kan han ende i en hjælperrolle, hvor han end ikke får lov at spurte.

Ligesom Kristoff har John Degenkolb altid været en mester i at afslutte efter et langt og hårdt løb, og det er ingenlunde en tilfældighed, at det netop var ham, der slog nordmanden i 2015. Desværre har han ikke været på samme niveau siden sit grimme styrt i begyndelsen af 2016, og selvom han med sejren på brostenene i Touren, hvor han med blandt andet en 2. plads i det sprintersvage felt i Paris viste betydelig fremgang også i spurterne, er det kun i Münsterland Gro i 2016, at han efter sit comeback i har slået de store navne i en rigtig spurt. Det er klart, at hans chancer er betydeligt større efter 300 km, men der er stadig meget, der skal flaske sig, hvis den ”nye” Degenkolb skal gentage bedriften fra 2015. Formen op til løbet har heller ikke været specielt prangende, selvom han gjorde det hæderligt i Paris-Nice, hvor han dog igen fik stryg i massespurterne. Hans force er et meget stærkt tog, der også i finalen kan tælle Koen De Kort, Edward Theuns og Jasper Stuyven, ligesom den lange powerspurt passer ham. Det kan være nøglen til en overraskelse, og mange vil helt sikkert ønske, hvis stakkels Degenkolb kunne genindtage den klassikertrone, han med to monumentsejre satte sig på i 2015.

Læs også

Tidligere vinder og Fuglsang skal køre Fleche Wallonne

Sonny Colbrelli bliver bare stærkere og stærkere, men det er først og fremmest i rollen som superpuncheur, at han virkelig imponerer. Milano-Sanremo er en anelse for let til at passe ham ideelt, og han falder på mange måder lidt imellem de samme to stole som Trentin. Formen synes at være fremragende, efter at han klarede strabadserne på den hårde 4. etape i Paris-Nice, hvor hans sejr i feltets spurt dog ikke rakte til mere end en sekundær placering, og han får ingen problemer med at klare Poggio. Han er også hurtigere end Trentin i en flad spurt, men selvom han i blandt andet Paris-Nice og Tour de Suisse har overrasket ved at vinde spurter efter hårde dage, er han her formentlig oppe mod lidt for mange hurtigere folk. Samtidig klatrer han ikke så godt som Trentin, og det synes at blive meget svært for ham at gå med i de angreb, der kommer på Poggio. Hans chancer er, at løbet bliver mere selektivt end vanligt, og at han derfor kan spurtbesejre de normalt hurtigere folk, men i et løb med godt vejr og modvind virker det ikke videre sandsynligt.

Vi var nok mange, der var tæt på at få et slagtilfælde i søndags. Ikke blot havde store Oliver Naesen chokeret ved at sidde med i Quintanas storslåede angreb, der ellers tog livet af klatrere som Ilnur Zakarin, Bob Jungels, Dylan Teuns og Lilian Calmejane, minsandten om han ikke var den eneste, der hjalp colombianeren med at føre på den sidste stigning. Uheldigvis for Naesen stak Ion Izagirre af, og derfor rakte hans forventede spurtsejr over alle letvægterne ikke til mere end en 2. plads. Det vidner imidlertid om, at Naesen, der endte på en helt ufattelig 13. plads i et sjældent svært Paris-Nice, er i sit livs form og går en stor klassikersæson i møde. Det er nok først og fremmest på brostenene, at vi vil se Naesen i en hovedrolle, for trods sin enorme power mangler han nok den sidste eksplosion til faktisk at gå med i angrebene på Poggio. Med hans nuværende form udelukker vi dog intet, og han kunne også være en kandidat til at forsøge sig med et fremstød lidt tidligere enten på selve Poggio eller på Cipressa. Han har også en glimrende afslutning efter et langt løb, så er han med i en gruppe, der kører om sejren, kan han være farlig.

I mange år måtte stakkels Giacomo Nizzolo leve med, at han på et hold med Fabian Cancellara som den store stjerne aldrig fik lov at køre for sig selv i dette løb. Det var en skam, for i 2015 og 2016 var italieneren vel Giroens hurtigste og samtidig en holdbar herre, der imponerede stort ved at blive italiensk mester på en svær rute. Dengang havde han farten og holdbarheden til med det rette held at vinde sit hjemlands store klassiker, men desværre er de sidste to sæsoner blevet ødelagt af knæproblemer. Dem burde operationen i december endegyldigt have fået bugt med, men indgrebet har også betydet, at Nizzolo har jagtet den bedste form. Alligevel viste han trods sin dårlige forberedelse, at han stadig er lynhurtig, da han vandt sidste etape i Oman, og også i Vueltaen, hvor han desværre var oppe mod en uovervindelig Viviani kæmpede han med Sagan om titlen som løbets næsthurtigste. Desværre er det hele ikke blevet lettere af, at han forlod Tirreno som følge af et styrt, men trods skaderne lykkedes det ham faktisk samme dag som uheldet at blive nr. 4 på 3. etape. Det siger noget om evnerne, og at han har potentiale til igen at finde den fart, der gjorde ham klart hurtigere end Viviani for år tilbage. Dette løb kommer nok desværre lidt for tidligt for en stadig formsvag NIzzolo, men det kan ikke udelukkes, at han kan klare strabadserne. Gør han det, kan han med sin gode positionering og fine fart sikre sig et godt resultat på Via Roma.

Endelig vil vi pege på fire formstærke folk, der måske kan gøre forskellen på Poggio. Det gælder Zdenek Stybar, der har været måske bedre end nogensinde i et sandt drømmeår, der blev kronet med sejren i Omloop, samt Philippe Gilbert, der som led i sin ”StriveForFive”-drøm om at vinde alle monumenter har gjort Sanremo til et hovedmål, og som med sit store angreb på Sky-dominansen i Paris-Nice viste, at formen er ved at være der. Begge kan de måske udnytte det store fokus på holdkammeraten Alaphilippe til at snige sig væk lidt tidligere end de allerstærkeste, og begge afslutter også pænt, hvis de får en mand med sig. Også EF-duoen Simon Clarke og Alberto Bettiol fortjener at blive nævnt efter et forrygende Tirreno, hvor Clarke overraskede ved trods to uheld at sidde med klatrerne på kongeetapen og ende som en samlet nr. 8, og Bettiol efter et skadesplaget 2018 rejste sig med en 3. plads bag Alahphilippe og Van Avermaet i puncheurspurten på 2. etape og siden en decideret chokerende 2. plads på den sidste enkeltstart. Begge har punch og kan spurte, men det er også klart, at de trods alt for svært ved at matche en Alaphilippe-eksposion. Måske skal de angribe lidt tidligere på Poggio, for de har helt sikkert formen til at kunne spille en hovedrolle i finalen.

OPDATERING: Sky har i sidste øjeblik udskiftet den skadede Gianni Moscon med Michal Kwiatkowski, der som bekendt vandt for to år siden. Med den form, han har vist i Paris-Nice, ligner han en af de bedre kandidater til at kunne køre væk på Poggio, og han har også spurten til at gøre det færdigt.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL FORÅRSKLASSIKERNE
 

***** Elia Viviani

**** Sam Bennett, Fernando Gaviria

*** Caleb Ewan, Arnaud Demare, Julian Alaphilippe, Peter Sagan, Dylan Groenewegen

** Alexander Kristoff, Matteo Trentin, Alejandro Valverde, Michal Kwiatkowski, Greg Van Avermaet, Danny Van Poppel, John Degenkolb, Sonny Colbrelli, Oliver Naesen, Giacomo Nizzolo, Philippe Gilbert, Zdenek Stybar, Simon Clakre, Alberto Bettiol

* Magnus Cort, Michael Matthews, Niccolo Bonifazio, Davide Cimolai, Wout van Aert, Gianni Moscon, Søren Kragh Andersen, Tom Dumoulin, Jurgen Roelandts, Christophe Laporte, Davide Ballerini, Jasper Stuyven, Sacha Modolo. Luke Rowe, Vincenzo Nibali, Niki Terpstra, Matej Mohoric, Nacer Bouhanni

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle:

Bahrain-Merida: Colbrelli er holdets bedste bud, for selvom Vincenzo Nibali er forsvarende vinder, sker det kun én gang ud af 200, at en type som ham - især i hans nuværende form - vinder dette løb. Matej Mohoric kunne være et bud til en offensiv på Poggio, men selvom han var bedre end ventet i Tirreno, er han stadig hæmmet af sin knæskade. Stigningerne er for lette til, at Dylan Teuns kan ventes at spille en rolle.

Ag2r: Holdet vil gemme Clement Venturini til spurten, men selvom han bør sidde med i finalen, vinder han ikke en flad spurt som denne. Derfor ligner formstærke Naesen bedste bud, men også Romain Bardet vil sikkert forsøge noget i et løb, der dog er alt for let til, at han en reel chance.

Androni: Manuel Belletti er ikke i storform, men han har alligevel som en holdbar herre en chance for måske at kunne spurte sig til en top 10. Falder han fra, vil Francesco Gavazzi forsøge sig, men han har ikke mange chancer mod sprinterne, Derudover kan Matteo Busato, Mattia Cattaneo eller Fausto Masnada måske angribe i præfinalen, men de har ingen chancer i et løb som dette.

Læs også

Følg en vild onsdag med stejle mure i både Italien og Belgien

Astana: Magnus Cort er Danmarks bedste bud på succes, og han kommer efter sejren i Paris-Nice til løbet i god form. Desværre har han ikke kørt én eneste spurt i år, og han synes ikke længere at have samme topfart som tidligere. Samtidig er han trods alt ikke eksplosiv nok til at gå med de allerbedste på Poggio, og det kunne derfor se ud til, at han skal satse på efter et hårdt løb alligevel at kunne klemme sig ind i top 5 i en afsluttende spurt. Holdets anden sprinter, Davide Ballerini, er ligeledes i god form, men også han ender i en situation, hvor han er oppe mod mere rene sprintertyper og derfor har brug for et hårdere løb.

Bardiani: Holdets hurtigste, Vincenzo Albanese, kommer ikke med hjem, og derfor skal man sætte sin lid til, at man kan vise sig frem i det tidlige udbrud.

Bora-hansgrohe: Det bliver vist rigeligt svært at finde ud af, om man skal satse på Bennett eller Sagan, så der bliver ikke plads til andre end de to kaptajner.

CCC: Angrebslystne Alessandro De Marchi ligner et godt bud på en mand, der kan angribe allerede på Cipressa, men ellers skal hele holdet bruges til at gøre det så hårdt som muligt og dermed give Van Avermaet den bedste chance.

Cofidis: Nacer Bouhanni lider fortsat af uforklarlige muskelsmerter, og efter at være faldet for tidsgrænsen i Tirreno er det en overraskelse, at manden, der ellers i 2016 blot var en ødelagt kæde fra at vinde løbet, overhovedet er til start. Derfor ligner holdbare Christophe Laporte deres bedste bud til spurten, men i en flad finale kan han ikke gøre meget andet end at sikre sig en placering i top 10. Julien Simon har ikke formen til at angribe i finalen.

Deceuninck-Quick Step: Viviani og Alaphilippe er de to kaptajner, mens Stybar og Gilbert skal forsøge at udnytte det store fokus på dem til at sikre sig plads. Dermed ender en formstærk Yves Lampaert formentlig i rollen som hjælper.

Direct Energie: Niccolo Bonifazio har før spurtet sig til en top 10, og det burde igen være muligt efter en lovende sæsonstart og et fint Paris-Nice, også selvom han ikke har samme topfart som tidligere. Derudover kan vi vente os mulige angreb fra Lilian Calmejane og Niki Terpstra, formentlig allerede på Cipressa.

EF: Vi har allerede omtalt Clarke og Bettiol som folk, der kan lave rav i den på Poggio og Cipressa. Til spurten har de Sacha Modolo, der tidligere er blevet nr. 4 og bør komme med hjem. Han er dog en skygge af sig selv og skal i dag være glad for en top 10, der dog også er mulig med det rette held. Til gengæld er løbet alt, alt for hårdt til tunge Dan McLay.

FDJ: Her handler alt om Demare, og dermed bliver der heller ikke plads til Stefan Küng¸ der ikke rigtigt passer til dette løb.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Israel Cycling Academy: En meget formstærk Davide Cimolai, der netop er blevet nr. 2 i den sidste spurt i Tirreno ligner et godt bud på en top 10 i en spurt, som han var det for år tilbage. En formstærk Tom Van Asbroeck vil være klar til at tage over, hvis holdets kaptajn skulle blive sat tilbage, og også Kristian Sbaragli kan måske spille en rolle i et lead-out. Krists Neilands er ikke så formstærk som sidste år, hvor han angreb på Poggio i det, der startede Nibalis vindende offensiv.

Lotto Soudal: Alt handler om Ewan, også for Jens Keukeleire, for hvem løbet ikke er perfekt.

Mitchelton-Scott: Her må alt dreje sig om at sikre, at løbet bliver tilstrækkeligt hårdt til, at Trentin kan vinde. Derfor bliver der næppe heller plads til Tour Down Under-vinderen Daryl Impey, der er tilbage efter en længere pause.

Movistar: Valverde er naturligvis førstemand, og hans chancer er omtalt ovenfor. Derudover vil Jurgen Roelandts efter to overraskende top 5-placering i 2018 og 2017 sikkert forsøge at sikre sig endnu et hæderligt resultat, men hans form synes ikke i top. Carlos Barbero er plan B, men heller ikke han er hurtig nok i en flad spurt. Og Mikel Landa skal bare have løbskilometer i benene i sit første løb efter kravebensbruddet.

Neri Sottoli: Løbet er for hårdt til, at Luca Pacioni kan sidde med hjem til spurten, og det bliver derfor op til en desværre formsvag Giovanni Visconti samt Laigueglia-vinderen Simone Velasco at vise sig frem undervejs i finalen.

Dimension Data: Håbet er at spurte med Nizzolo, der dog efter styrtet i Tirreno risikerer ikke at komme med hjem. I givet fald vil Reinardt van Rensburg med lidt held kunne klemme sig ind i top 10. Hverken Enrico Gasparotto, Roman Kreuziger eller Tom-Jelte Slagter har formen til at gå med i væsentlige angreb i finalen.

Jumbo-Visma: Plan A er som sagt Van Poppel, med mindre Groenewegen overrasker ved at sidde med. En formstærk Wout van Aert kan måske angribe i finalen, men mangler den sidste eksplosion til at forsøge sig i den absolutte finale. Resten af holdet skal hjælpe de to sprintere.

Katusha-Alpecin: Enrico Battaglin, Nils Politt, Jose Goncalves, Viacheslav Kuznetsov og måske en ganske formstærk Marco Haller kan med en del held spurte sig til en top 10, men meget andet skal vi ikke forvente os af det fallerede storhold.

Novo Nordisk: Lad os håbe, at de rammer udbruddet. Det har Charles Planet heldigvis næse for.

Team Sky: Holdet er uden sprinter og skal derfor køre offensivt med Michal Kwiatkowski, der i sidste øjeblik er hentet ind som erstatning for Gianni Moscon, og hvis chancer er omtalt ovenfor. Luke Rowe er brølstærk, men mangler punch til andet end at forsøge sig fra distancen. Owain Doull kan måske spurte med, hvis ikke han er for mærket af onsdagens styrt.

Sunweb: Holdets kaptajn, Michael Matthews, er først i sidste øjeblik blevet klarmeldt efter den hjernerystelse, han pådrog sig i Paris-Nice. Med bare én hel løbsdag i benene er det udelukket, at han har formen til at angribe på Poggio. Han klatrer så godt, at han sikkert kommer med hjem, men i en flad spurt kan en formsvag Matthews aldrig håbe på meget mere end top 10. Det kan give åbninger til angreb fra Søren Kragh Andersen¸ men selvom danskeren ikke er dårlig efter sin sygdom, rækker formen næppe til at gå med de bedste på Poggio, hvorfor han i stedet skal forsøge sig tidligere. Måske er bedste chance for succes derfor, at Tom Dumoulin laver en Nibali-agtig overraskelse med et relativt tidligt angreb.

Trek-Segafredo: Jasper Stuyven er stadig ikke helt kommet sig efter styrt og sygdom, og det ser derfor du til, at alt sættes ind på at spurte med Degenkolb. Måske kan en efterhånden lidt bedre kørende Gianluca Brambilla forsøge sig i præfinalen.

UAE Team Emirates: Her er der rigeligt at gøre med at stille både Gaviria og Kristoff tilfredse, så der bliver ikke plads til svinkeærinder, heller ikke fra stortalentet Jasper Philipsen, eller Diego Ulissi.

Danskerne

Størst forhåbninger skal vi have til Magnus Cort, og i anden række kan vi også have et vist håb for Søren Kragh Andersen. Chancerne for dem begge er omtalt ovenfor. Cort støttes af Jonas Gregaard i dennes første monument, mens Casper Pedersen efter et fint Paris-Nice skal hjælpe Matthews, Kragh og Dumoulin på Sunweb. Christopher Juul er en af de Mitchelton-ryttere, der skal hjælpe med at gøre det så hårdt, at Trentin kan vinde, og Mads Würtz kunne måske få lov at vise sig frem i et udbrud for et Katusha-hold, der får svært ved at køre med om de sjove placeringer.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Vincenzo Nibalis sejr fra 2018, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2017, Arnaud Demares sejr fra 2016, John Degenkolbs sejr fra 2015, Alexander Kristoffs sejr fra 2014 og Gerald Cioleks sejr fra 2013.

LIVESTREAM MILANO-SANREMO FRA KLOKKEN 14.30