Seks forskellige nationaliteter har de sidste otte år været repræsenteret på podiets øverste trin efter Milano-Sanremo. Ingen af disse har været italiensk, og det er faktisk den længste periode siden 1970 uden en italiensk vinder af Italiens største endagsløb. Dengang gik der 17 lange år - fra 1953 til 1970 -, hvor Italien tørstede efter at tilbageerobre deres mest prestigefyldte cykelløb, og de beder i øjeblikket til, at der ikke kommer til at gå så lang tid igen.

Det ser dog svært ud for italiensk cykelsport i øjeblikket. Det er ingen umiddelbare italienske vinderbud at finde på startlisten, selvom der naturligvis er en masse dark horses rundt omkring - Sacha Modolo, Giovanni Visconti, Vincenzo Nibali og naturligvis Moreno Moser, som, støvlelandet til stadighed håber på, bliver den næste italienske vindermaskine.

Nibali var den seneste italiener på podiet i Milano-Sanremo, og arrangørerne af løbet, RCS Sport, havde faktisk sidste år planer om at ændre ruten, så der var større mulighed for, at Hajen kunne vinde sprinterløbet. Den nye stigning blev dog skrottet i sidste ende, og i år har de så flyttet afslutningen til via Roma for eftersigende at gøre angribernes chancer større. De 600 meter, som det flade stykke efter Poggio er blevet kortere, kommer dog næppe til at gøre så stor en forskel, som arrangørerne håber.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Nok snak om italienerne og deres underfundigheder. Milano-Sanremo er den reelle forårsbebuder, hvad angår cykelløb. Omloop Het Nieuwsblad kickstartede klassikersæsonen, Paris-Nice og Tirreno-Adriatico startede den reelle etapeløbssæson, men det er først med Milano-Sanremo, at vi ved, at foråret og alt det dejlige cykelløb, der følger med, for alvor er landet. Det er årets første store mål for mange ryttere, vi har set de fleste an, vi kender deres form, og nu skal den første store styrkeprøve stå.

Det sexede ved Milano-Sanremo er, at det er et af de meget få løb, vi får at se i sæsonen, hvor de bomstærke brostensryttere og de accelerationsstærke Ardenner-specialister tørner sammen i direkte kamp om sejren krydret med alle verdens bedste sprintere, som sidder og venter på en samlet spurt. Feltet er som altid formidabelt, og det er løbet, som ikke kan forudsiges før allersidste meter.

Sidste år endte det hele i en massespurt, men en massespurt med under 30 ryttere vel at mærke. Det er ikke et løb, man kommer nemt til, selvom det kan virke sådan, når sejrherren hedder Alexander Kristoff. Sejren var resultatet af hårdt arbejde, klog kørsel og god hjælp fra holdkammeraterne - sandsynligvis en opskrift, han og flere andre har planer om at gentage i år.

Ruten

Vi kender efterhånden ruten til Milano-Sanremo som vores egen bukselomme. Ikke meget er ændret i årets profil, som er næsten magen til 2014-udgaven, der var en enkelt kilometer længere. For andet år i træk er stigningen La Maine ikke med - i princippet tredje år, i og med rytterne blev kørt uden om stigningen på grund af snevejret i 2013 -, og det giver en lidt mere sprintevenlig rute.

293 kilometer. Årets suverænt længste cykelløb, og så er det altså lige meget, om du er sprinter eller Grand Tour-rytter - du skal virkelig være i god form, hvis du skal vinde Milano-Sanremo. Langt de fleste er transportkilometer, der er til for at trætte benene, men hvis vejret arter sig, som det har gjort de sidste to år, så bliver der ingen hyggekørsel undervejs. Rytterne sendes af sted fra Milano klokken 10 og kører på et langt fladt stykke, inden den lange, svagt stigende opkørsel til Passo del Turchino, som topper knap halvvejs på ruten - med stadig 150 kilometer til målstregen.

Herfra går det nedad og er fladt hele vejen, til finalen indledes med Capo Mele, Capo Cervo og Capo Berta. De tre Capi er mere bare bump på vejen, men har for vane at vække de første angrebslystne folk med rastløse ben. 27 kilometer fra målstregen begynder det så for alvor, når rytterne rammer Cipressa (5,65 km, 4,1 %, max 9 %). Det er sjældent, at det afgørende udbrud kører her, men det skal ikke afholde de bjergstærke folk fra at give den et skud. Når feltet rammer Poggio (3,7 km, 3,7 %, max 8 %), som er den letteste af de to stigninger, plejer de helt store ryttere at spille med musklerne. Det er her, folk som Fabian Cancellara, Peter Sagan og Michal Kwiatkowski skal træde til for at slippe af med sprinterne, som bare hænger på nede i feltet og venter.

Fra toppen af Poggio er der 5,5 kilometer til målstregen, hvoraf 2,3 af dem er flade. Nedkørslen er teknisk svær, og er vejret vådt, kan det komme til at handle om, hvem der tør - det var der ingen, der gjorde sidste år. Opløbsstrækningen er flyttet fra Lungomare Italo Calvino til via Roma, som senest agerede afslutning i 2007, hvor Oscar Freire i Kristoff-agtig stil (eller også er det den anden vej rundt?) ventede og slog til på det rette tidspunkt.

Favoritterne

Norge, Schweiz, Storbritannien, Spanien, Tyskland og Australien har fordelt sejrene mellem sig de seneste otte udgaver af løbet, og på papiret er det de samme nationaliteter, som skal køre om det i år. Førstnævnte er forsvarende vinder, og Alexander Kristoff (Katusha) har sandsynligvis ingen intentioner om at lade hæderen tilfalde et andet land. Sidste år kickstartede Milano-Sanremo-sejren en fabelagtig sæson for den stærke nordmand, og han ser ikke ud til at have skruet ned for træningen til denne sæson.

Fem sejre er det allerede blevet til i 2015, men den største overraskelse hidtil er faktisk andenpladsen i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, hvor han på de sidste meter blev overspurtet - ganske suverænt endda! - af Mark Cavendish. Det løb var dog også ’kun’ 193 kilometer, og de 100 kilometer og to og en halv ekstra timer i sadlen i Milano-Sanremo er helt klart til Kristoffs fordel. Der er umiddelbart ingen i feltet, der er lige så hurtige som ham på den anden side af 250 kilometer, og kommer det hele samlet hjem, så er det svært at se, hvem der kan true nordmanden.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Den evige toer kan Fabian Cancellara (Trek Factory Racing) efterhånden godt kaldes, når det gælder Milano-Sanremo. Tre andenpladser og en tredjeplads er det blevet til i de seneste fire udgaver af løbet, og selvom schweizeren vandt løbet i 2008, så vil han helt sikkert gerne have endnu en sejr, inden han stopper karrieren inden for den nærmeste fremtid. Formen er god, senest bevist med sejren på den afsluttende enkeltstart i Tirreno-Adriatico, og hvis femte gang skal være lykkens gang, så skal der angribes på Poggio. Han har hurtigheden til at slå de fleste ryttere i en spurt efter 293 kilometer, men han skal undgå at bruge alle kræfterne med andre på hjul på de flade veje i Sanremo. Sidste år undgik han det ved slet ikke at angribe, og han viste sig som den næsthurtigste i massespurten, men det er svært at se ham slå Kristoff i en direkte duel. Skal der vindes, så skal der angribes. Og så skal han bare af med alle de der wheelsuckers.

En tredje tidligere vinder fra de sidste otte år, som også har vist glimrende form, er britiske Mark Cavendish (Etixx-QuickStep). Også han har hentet fem sejre i 2015, blandet andet førnævnte i Kuurne foran Kristoff. I Tirreno-Adriatico var han langt fra fronten og udgik på 6. etape, men den iltre brite skal nok være klar, når feltet når Sanremo på søndag. Ruten er til hans fordel, og sidste år var det kun, fordi han åbnede spurten for tidligt, at han missede podiet.

Cavendish er en del af et fremragende Etixx-QuickStep-hold, som også tæller de to formstærke og meget alsidige ryttere Michal Kwiatkowski og Zdenek Stybar samt en masse bomstærke hjælperyttere. Begge to har evnerne til at køre væk fra feltet på stigningerne, teknikken til at udvide forspringet på nedkørslen og wattene til at holde feltet bag sig på det flade stykke. Alt imens trumfkortet Cavendish sidder og luner sig i feltet.

Tinkoff-Saxos nyindkøbte trumfkort fik endelig den forløsende første sejr i sæsonen i mandags efter ni top fem-placering indtil videre. Peter Sagan var ikke på det forventede niveau i Strade-Bianche, og det største problem for det slovakiske vidunderbarn er først og fremmest at beslutte, hvor han skal bruge sine kræfter. Han kan vælge ligesom i 2013 at køre med i angrebene på Poggio og satse på en spurt i en mindre gruppe, men han kan også som sidste år vælge at blive i feltet og satse på massespurten. Sidstnævnte ligner en umulig opgave med Cavendish og Kristoff i feltet, så slovakken og hans russiske hold skal i stedet forsøge at gøre løbet så hårdt som overhovedet muligt.

Tinkoff-Saxo kommer nemlig med et ganske stærkt hold, hvor både Matti Breschel og Daniele Bennati kunne være værd at satse på. I stedet skal de enten fuldkommen hengive sig til rollerne som hjælperyttere, holde alting samlet og agere lead out, eller også skal de sendes af sted i angreb på Capi, Cipressa og Poggio. Manuele Boaro og Roman Kreuziger kan også bruges i den henseende, mens Christopher Juul Jensen, Matteo Tosatto og Maciej Bodnar bliver rendyrkede arbejdsheste. Holdet skal dog spille deres kort rigtig godt, hvis ikke Sagan endnu engang skal bruge sine kræfter på det forkerte tidspunkt.

En formstærk spanier er også at finde blandt favoritterne. Juan Jose Lobato (Movistar) var en af sidst sæsons åbenbaringer, og med tre sejre hidtil i sæsonen ser han ud til at fortsætte, hvor han slap. Nu er han pludselig i en situation, hvor der er forventninger til ham, og det er spørgsmålet, om nerverne kan spille ham et puds i et af verdens største cykelløb, hvor han har sidste års fjerdeplads at forsvare. Han har evnerne til at sidde med over bakkerne, en rigtig stærk holdkammerat i Alejandro Valverde til at tage opmærksomheden på Poggio og viste i Vuelta a Andalucia med to sejre i direkte dueller med John Degenkolb (Giant-Alpecin), at han har hurtigheden til at slå nogle af de store navne.

Netop Degenkolb har ikke været med helt fremme i Sanremo siden sin femteplads i 2012, men i år bliver der fra holdets side satset fuldstændigt på den hurtige tysker. Degenkolb virker denne sæson til at have tabt en lille bid af topfarten for til gengæld at være endnu bedre på stigningerne. Eksemplificeret ved nederlaget til Lobato i Andalusien og sejren over Valverde og Lobato på bakken i Dubai. Tyskeren er stadig forrygende hurtig på stregen, i særdeleshed efter et hårdt cykelløb, og sidder der et par af hans folk tilbage på de sidste to kilometer, så kan et lead out vise sig at være det, der skal til, for at Degenkolb endelig tager den helt store sejr, der endnu mangler i samlingen.

En af sidste års mest succesfulde sprintere er skræddersyet til dette løb. 24-årige Michael Matthews (Orica-GreenEDGE) formåede sidste år at bære førertrøjen i både Giro d’Italia og Vuelta a España og at hente etapesejre i begge løb. I år har han indtil videre kun kørt et enkelt cykelløb, men det har han til gengæld gjort med succes, da han allerede på sin fjerde løbsdag hentede en etapesejr på 4. etape af Paris-Nice. Australieren har fået den udelte kaptajnrolle hos Orica-GreenEDGE, som stiller med et bundsolidt hold, hvor Daryl Impey måske kan bruges som angriber på bakkerne, og det eneste spørgsmålstegn, der er at stille ud for Matthews, er, hvorvidt han stadig er hurtig på stregen efter næsten 300 kilometers hårdt cykelløb.

Norge, Schweiz, Storbritannien, Spanien, Tyskland, Australien og så lige Slovakiet oveni. Det ser ikke ud, som om Italien bryder forbandelsen, gør det?

Favoritvurdering:

*****: Alexander Kristoff

****: Fabian Cancellara, Mark Cavendish

***: Peter Sagan, Juan Jose Lobato, John Degenkolb, Michael Matthews

**: Michal Kwiatkowski, Zdenek Stybar, Greg Van Avermaet, Gerald Ciolek

*: Tony Gallopin, Sacha Modolo, André Greipel, Philippe Gilbert, Ben Swift