Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Siden det nye etapeløb Adriatica Ionica Race i juli har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og WorldTour udgør på mindre end en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet den 12. oktober. Dermed afvikles der hele 12 endagsløben i perioden mellem d. 14. september og den 12. oktober i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

I sidste weekend blev serien indledt med Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi, og i denne uge intensiveres aktiviteterne inden en VM-pause. Således køres der hele fire løb, onsdagens Giro della Toscana, torsdagens Coppa Sabatini, lørdagens Memorial Marco Pantani og søndagens Trofeo Matteotti, og dermed er der i den grad lagt op til VM-forberedelse i en løbsblok, der byder på et spændende miks af ruter med appel til forskellige ryttertyper.

Da Marco Pantani døde i 2004, var det næsten oplagt, at der skulle skabes et løb som en hyldest til en af Italiens største ryttere nogensinde, og da Giro d’Italia senere det år passerede gennem Cesena, begyndte tankerne at få momentum. Præsidenten for en lokal cykelklub, borgmesteren i Cesena og en lokal forretningsmand slog sig sammen med Gruppo Sportivo Emilia, der har ansvaret for adskillige store løb på den italienske kalender, herunder Giro dell’Emilia, GP Beghelli og Settimana Internazionale Coppi e Bartali, med det mål at arrangere første udgave af løbet senere på året, og siden da har det etableret sig som en vigtig del af den italienske efterårskalender. I 2006 kom det på UCI-kalenderen som et 1.2-løb, og i 2007 blev det rykket op i hierarkiet til 1.1-status. Damiano Cunego vandt den første udgave, og siden da er det blevet vundet af nogle af de største italienske navne som Gilberto Simoni, Daniele Bennati, Franco Pellizotti, Roberto Ferrari, Elia Viviani, Fabio Felline, Sacha Modolo, Sonny Colbrelli og Diego Ulissi, der alle er at finde på vinderlisten.

Løbet har dog også været et af de svagest besatte af de italienske efterårsløb, måske fordi dets historie er så kort. Meget ofte har det været et meget italiensk anliggende, men i de senere år er der virkelig sket noget. Hvor man i 2017 blot kunne præsentere to WorldTour-hold, deltog der i 2018 hele fem hold fra det fineste selskab, og det overgår man i år, hvor man med hele syv WorldTour-hold bliver et meget stærkt besat 1.1-jold. Det bliver ikke mindre markant af, at man i feltet kan præsentere navne som Tour-vinderen Egan Bernal, nationalikonet Vincenzo Nibali, VM-kandidaterne Alexey Lutsenko, Diego Ulissi, Sonny Colbrelli, Alberto Bettiol og Gianni Moscon. Og som det fremgår har startlisten tiltrukket mange af de største italienske navne, da løbet sammen med søndagens Trofeo Matteotti, der er meget svagere besat, er sidste chance for at sikre sig en plads på det italienske VM-hold.

Pantani var kendt som klatrer, men Memorial Marco Pantani er ikke et løb, den italienske stjerne ville have kunnet lide. Det starter og slutter i byen Cesenatico, hvor Pantani boede, og det betyder, at der ikke er store stigninger på programmet. Mange af Pantanis træningsstigninger er med, men finalen i Cesenatico er flad. Det betyder, at det er et helt typisk italiensk endagsløb. De fleste af de italienske klassikere har en kuperet midtersektion og en flad finale og ender derfor i en dyst mellem en lille gruppe angribere og et reduceret felt. Memorial Marco Pantani følger den trend og er både blevet vundet af et udbrud og i en reduceret massespurt.

Det er dog sprinterne, der har haft overhånden. Siden 2009 er de hurtige folk kun blevet snydt re gange. Det skete første gang i 2015, hvor det italienske landshold knuste al modstand, da Diego Ulissi, Giovanni Visconti og Vincenzo Nibali kørte et lille holdløb fra bakkerne hjem til Cesenatico, hvor de krydsede stregen næsten side om side i den rækkefølge. Kunststykket blev gentaget i 2017, hvor Marco Zamparella, Diego Ulissi, Egan Bernal og Mattia Cattaneo nåede mål 45 sekunder inden feltet, og hvor Zamparella tog en af de mere overraskende sejre i den sæson.

Sidste år endte det hele i lidt af en mellemting. Her blev der i bakkerne nemlig etableret en stor gruppe på 18 mand, som hurtigt knækkede feltet, der i sidste ende tabte næsten 4 minutter. Trods en byge af angreb lykkedes med fire mand at holde det samlet til en spurt, som de dominerede suverænt med sejr til Davide Ballerini og Francesco Gavazzi som nr. 3, mens lille David Gaudu højst overraskende klemte sig ind imellem dem som nr. 2. En formsvag Ballerini har opgivet at forsvare titlen, denne gang som Astana-rytter, men den tidligere holdkammerat Gavazzi er med igen. Gaudu kører i Slovakiet, og hverken han eller FDJ vender tilbage i år.

Ruten

Memorial Marco Pantani har i de senere år været afviklet på stort set samme rute med start og mål i Pantanis hjemby, Cesenatico, og med flere passager af hans yndlingsstigning, den berømte Montevecchio, inden en flad finale. I 2018 nytænkte man imidlertid løbet ved at flytte starten væk fra målbyen, hvilket gav en mere kuperet start på løbet, men sidste del med passagerne af Montevecchio samt den flade rundstrækning i Cesenatico var den samme som tidligere. Den model fastholdes i år, hvor ruten er præcis den samme som for 12 måneder siden.

I år skal der tilbagelægges 199,8 km mellem den nye startby Castrocaro Terme og Cesenatico. Fra starten køres fem omgange på en helt flad 3,8 km lang rundstrækning i startbyen, inden man kører mod sydøst ind gennem bjergene lige syd for Po-sletten i den østlige del af den italienske støvle. Her skal man med det samme op ad en stigning, der over 2,1 km stiger med 5,4% og har top efter 23,7 km, inden man forsætter med Rocca delle Caminate (7,3 km, 4,1%) og Monte Cavallo (7 km, 5,3%), der har top efter hhv. 36,0 og 56,7 km.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Herfra går det videre mod sydøst ned til løbets nøglerundstrækning, der er 33,9 km lang og skal tilbagelægges i alt to gange. Den består i alt væsentlig af en tur op ad Montevecchi (4,1 km, 7,4%), der var en af Pantanis yndlingsstigninger og byder på fire kilometer med gennemsnitlige stigningsprocenter på hhv. 8,3%, 9,7%, 5,8% og 5,8%, efterfulgt et let kuperet stykke, en nedkørsel og en flad sidste halvdel.

Efter de to hele omgange tager man hul på en tredje omgang, der betyder, at man for tredje og sidste gang når toppen af Montevecchio, når der resterer 62,5 km. Efter nedkørslen forlader man imidlertid rundstrækningen og fortsætter dernæst mod øst og sydøst via en lille bakke (2,2 km, 4,5%) ud til Po-sletten. Herfra går det igennem helt fladt terræn mod nord ud til kystbyen Cesenatico, hvor målstregen krydses for første gang efter 179,8 km. Løbet afsluttes nu med fire omgange på en helt flad 5,0 km lang rundstrækning, der byder på hele seks skarpe sving. Det sidste af disse kommer med knap 1500 m til stregen.

Løbet byder på i alt 2860 højdemeter.

Den nye rute betyder, at den mere kuperede start giver flere højdemeter. I mere end seks år har løbet imidlertid inkluderet de tre passager af Montevecchio og de fire omgange på den flade rundstrækning i Cesenatico, og det vil altså også være tilfældet i år.

Vejret

De italienske klassikere har i år været beriget med herligt vejr, og det vil også gøre sig gældende lørdag, hvor den kraftige varme også har fortaget sig. Her vil der være en skyfri himmel med en temperatur på bare 21 grader, og der vil blot være en svag til let nordlig vind, som undervejs drejer mod en nordøstlig og til slut østlig retning. Det burde give sidevind på første del, direkte modvind på Monevecchio og sidemod- og modvind hele vejen ud til Cesenatico. På rundstrækningen vil der være uafbrudt sidevind.

Favoritterne

Memorial Marco Pantani er som sagt et klassisk italiensk endagsløb, der både kan ende i en reduceret massespurt eller blive afgjort i et angreb. Historien viser klart, at sprinterne har overtaget, men det er bestemt ikke en sag for en hvilken som helst sprinter. Montevecchio er en meget svær stigning, og havde den ikke været placeret så langt fra mål, havde den kunnet skabe reelt kaos.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Nu kommer den imidlertid længe inden sidste passage af målstregen, og derfor viser historikken helt klart, at man som regel får en eller anden form for samling. Alt afhænger imidlertid af den tilgang, de enkelte hold har, og i år har arrangørerne som i 2018 med den betydeligt hårdere start bedre muligheder end tidligere for at skabe kaos.

I struktur ligner Memorial Marco Pantani både Coppa Agostoni og Giro della Toscana, idet de alle består af en kuperet midtersektion efterfulgt af en pandekageflad finale, men der er også forskelle. I Toscana er Monte Serra både en sværere stigning og kommer tættere på mål, og derfor er det det vanskeligste og mest selektive af de tre løb, hvor heller ikke hårdføre sprintere har en chance. Sammenligningen med Coppa Agostoni er til gengæld langt mere oplagt, da de også historisk har en næsten ens fordeling af massespurter og udbrudssejre. Det skyldes, at de sidste flade dele er nogenlunde lige lange, og midtersektionerne er også begge af en tilsvarende sværhedsgrad, i det der er flere, men kortere stigninger i Agostoni, mens der i Pantani kun er Montevecchio, der til gengæld er en ganske lang og svær stigning.

I gamle dage var det næsten altid en spurt, der afgjorde det, og selv Elia Viviani har sejret på en tid, hvor han ikke klatrede specielt godt. I de seneste tre år har vi imidlertid ikke fået en spurt. I 2016 og 2017 var det hhv. 3 og 4 mand, der kørte hjem, og sidste år var det en større 18-mandsgruppe bestående af klatrere og klassikerspecialister, der kørte væk. Det kunne tale for, at balancen er ved at tippe i retning af mere offensive typer.

I år er der dog sket noget ganske markant. Det engang svagt besatte og meget italienske løb har fået en startliste, som kun de færreste 1.1-løb kan drømme om. Som regel betyder et stærkere felt, at det er sværere at skabe udskilning, men det betyder det ikke nødvendigvis denne gang. Det ekstra lag af klasse tilføres nemlig i høj grad i form af nogle formstærke klatretyper som Alexey Lutsenko, Diego Ulissi, Giovanni Visconti og Egan Bernal, og hvis de åbner op, kan det blive lidt af en udfordring at holde samling på tingene.

Det er derfor også en yderst åben udgave af løbet, hvor vi kan forvente, at der bliver gået til stålet. Ineos, Astana, UAE og Neri har nemlig al mulig interesse i at gøre løbet så vanskeligt som muligt. Den strategi så vi allerede fra holdene i Coppa Agostoni, Coppa Bernocchi, Giro della Toscana og Coppa Sabatini, og det havde den konsekvens, at det kun var i det lette Bernocchi, at vi fik en spurt. Omvendt var det på nedkørslen, at Lutsenko og Riabushenko kom væk i Agostoni, og hvis ikke det var sket, havde vi fået en spurt i en gruppe på 10 mand trods Lutsenkos skræmmende gode form.

Der er også hold med interesse i en spurt. Det gælder mest åbenlyst Bahrain med Sonny Colbrelli, men også Androni med Andrea Vendrame og Francesco Gavazzi. Begge hold kommer i ganske stærke formationer, og de kunne sagtens tænkes at finde allierede undervejs. Det gælder især fra Movistar, der har en hurtig fyr i Eduard Prades samt det italienske landshold med Davide Cimolai og Kristian Sbaragli. Med andre ord vil der formentlig være ret mange til at jagte over de sidste 60 flade kilometer, og det vil kræve et godt samarbejde at holde sig fri.

Kombinerer man det med, at der vil være modvind både på stigningen og på hele turen ud til Cesenatico, tror vi, at vi ender med en spurt. Det kan sagtens blive en gruppe af samme størrelse som sidste år, men det vil kræve en indsats af Bernal-, Visconti-, Ulissi- og Lutsenko-typerne at holde feltet bag sig, hvis Colbrelli sætter folk som Vincenzo Nibali, Andrea Garosio og Mark Padun til at jagte, Sbaragli og Cimolai bruger Davide Formolo og Fabio Felline, og Androni ofrer Fausto Masnada og Miguel Florez. Derfor tror vi mest på en spurt, men i en meget reduceret udgave. Ineos skal nok få det gjort så hårdt, at folk som Simone Consonni, Sacha Modolo og med en vis sandsynlighed også en ellers formstærk Cimolai vil komme til kort.

På den baggrund vil vi pege på Sonny Colbrelli som vores favorit. Jetlag og maveproblemer ødelagde turen til Canada, men i Coppa Sabatini var han tilbage. Mod Alexey Lutsenko kunne ingen stille noget op, men bag kasakken var han den stærkeste. Han var aktiv på stigningerne, kørte til slut væk med to mand og vandt helt suverænt spurten om 2. pladsen.

Det er klart, at Montevecchio er en vanskeligere sag, hvor det kan blive svært at følge folk som Bernal og Lutsenko. Ved de italienske mesterskaber viste han imidlertid, hvor godt han klatrer, og en formstærk Colbrelli sidder med også i en meget lille gruppe. Hos sig har han stærke folk som Vincenzo Nibali, Mark Padun og den meget formstærke Andrea Garosio, og blandt de holdbare folk bør han være hurtigste mand. Colbrelli vandt løbet i 2014, og vi tror, at han gentage den bedrift denne gang. Nibali og Padun synes ikke at have formen til at vinde på en rute, der ikke passer dem, og det bør derfor være alle mand for Colbrelli.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

En farlig rival er Andrea Vendrame. Italieneren viste i Giroen, Tour de Slovenie samt senest Giro della Toscana, at han klatrer godt nok til at tage kampen op mod klatretyperne, og efter en rusten start på efteråret er han bare blevet bedre og bedre. I Toscana fik han kontakt med forfølgergruppen lige efter toppen, og derfor vil han også være med helt fremme på denne lidt lettere stigning. Nok kan han ikke gå med de allerbedste, men ender det i en spurt i en gruppe - ideelt set uden Colbrelli - vil han næsten med sikkerhed være manden, der skal slås. Androni har også sidste års nr. 3 Francesco Gavazzi, men han klatrer og spurter dårligere end Vendrame og får svært ved at vinde, især efter en sløj præstation i går. Løbet passer ikke til klatrerne Fausto Masnada og Miguel Angel Florez, hvoraf sidstnævnte har knæproblemer og mangler sin bedste form. Holdets sprinter, Manuel Belletti, er forslået og kan i forvejen ikke være med på denne rute.

I de senere år har Giovanni Visconti været svingende, men siden juni har han fundet sit bedste niveau i mange år. Det nåede vel nærmest nye højder i Toscana, hvor han kørte med Bernal på Monte Serra, og det virker derfor helt urealistisk at tro, at han kan sættes af på denne lettere stigning. Med andre ord må han være manden, der skal slås, hvis en lille gruppe klatrere kører væk, da han samtidig er den hurtigste på stregen blandt de mest klatrestærke. Selv i en spurt i en større gruppe vil han dog have en glimrende chance, i hvert fald hvis Colbrelli ikke er med. I det hele taget har Neri mange kort at spille i den situation, da de formstærke og hurtige Simone Velasco og Davide Gabburo begge har vist, at de kan vinde spurter i endda ret store grupper, og da holdet jagter point til Coppa Italia, er det tænkeligt, at de alle tre vil give den et skud. Specielt Gabburo så stærke ud i Toscana. Til gengæld virker Dayer Quintana for formsvag til at kunne spille en væsentlig rolle.

En anden ekstremt formstærk herre er Diego Ulissi. På baggrund af de seneste sæsoner var det ellers let at køre italieneren på historiens losseplads, men efter Giroen har han fjernet alle den slags overvejelser. Sejr i Lugano og Slovenien fulgtes op af et stærkt italiensk mesterskab, og efter et lidt skuffende Tour de Pologne, hvor han alligevel blev nr. 3, var han blandt de stærkeste i Tyskland. Det er dog i Canada, han for alvor har vist klassen, da han i Quebec kunne følge Alaphilippes vulde angreb og alligevel blev nr. 4 i spurten, inden han blev nr. 2 i bag Van Avermaet i et voldsomt hårdt og stærkt besat løb i Montreal. Med andre ord ligner han ikke en mand, man sætter på bakkerne, men kan han også gøre det færdigt? Han har ikke spurtet helt så godt i år, hverken i Polen eller Tyskland, hvor Lutsenko var ham overlegen på bakkerne, men til gengæld kørte han nogle bedre spurter i Canada, hvor han slog nogle skarpe afsluttere. Normalt er han da også hurtigere end kasakken og ikke helt uden chance mod Visconti og Vendrame, som han slog ved de italienske mesterskaber, hvor Colbrelli dog gav ham prygl. Kommer de af med Bahrain-rytteren, står han således med fine chancer. Til gengæld bør løbet være for hårdt for Simone Consonni, Valerio Conti så skidt ud i Vueltaen, og selvom han virker stærk, er Simone Petilli slet ikke skabt til et løb med en flad finale. Manuele Mori kører stærkt, men vil umuligt kunne få sin egen chance.

I torsdags leverede Alexey Lutsenko et af sæsonens smukkeste soloridt, og dermed viste han, at den superform, han har haft i Dauphiné, Touren, Arctic Race, Deutschland Tour og Coppa Agostoni nærmest bare er blevet bedre og bedre. Der kan derfor ikke være tvivl om, at Lutsenko hører til blandt de bedste, men et soloridt bliver svært at gentage i dette endnu stærkere felt med 60 flade kilometer til sidst. Selvom han er hurtig, vinder han ikke en spurt i en større gruppe, men blandt de bedste er han ikke uden muligheder, selvom Visconti og Ulissi på flad vej synes at være en anelse hurtigere. Og så ved vi, at han bare skal have en lillefinger for også at kunne tage hele armen. Hos sig har han en formstærk Merhawi Kudus, men selvom han godt kan spurte, er han overmatchet af andre på alle parametre, og kan kun vinde i et taktisk spil.

Sidste år var Gianni Moscon i en liga for sig i de italienske septemberløb, som bragte ham i form til at køre et fabelagtigt VM på en rute, der ellers burde have været for hård. Siden dengang har han imidlertid gennemlevet den ene nedtur efter den anden, og frem til udgangen af Touren viste han stort set intet. Hans kørsel i England indikerede imidlertid, at han kan være på vej tilbage, og selvom han ikke var samme monster som sidste år, ser han ud til at være på rette vej. Er han det, er det slet ikke et ringe løb for ham, da han er ganske hurtig, men umiddelbart kan han få svært ved at slå en fyr som Visconti i en lille gruppe. Og først og fremmest skal han vise, at han er tilbage på et niveau til at køre med de bedste i dette løb. Form har vi allerede set, at Egan Bernal har, og så er der ingen, der sætter ham på stigningerne. Til gengæld så vi også i Toscana, at han ingen chance har i en spurt mod Visconti, og det vil han heller ikke have mod folk som Ulissi og Lutsenko. Skal han vinde, skal han og Moscon udnytte et overtal. Ineos har også en velkørende Jhonatan Narvaez, der kom til at fejre en 2. plads i Sabatini en omgang for tidlig, til en spurt i en større gruppe, men på flad vej får han svært ved at vinde. Diego Rosa ser godt ud igen, men han mangler stadig form og hurtighed til at vinde.

Som altid har det italienske landshold et af de stærkeste mandskaber til disse løb, og her kommer de med to voldsomt formstærke kandidater. Skal de vinde, må det være Davide Cimolai, der er den mest sandsynlige, for han er umiddelbart den eneste, der kan true Colbrelli i en spurt. Han imponerede stort på 7. etape i England og så meget overbevisende ud i Sabatini, men Montevecchio er altså en svær sag for en fyr som ham. Det bør den til gengæld ikke være for Kristian Sbaragli, der var en af de allerstærkeste i Montreal, hvor feltet ellers var skræmmende stærkt, og han har aldrig været bedre end netop nu, hvad han bekræftede i Sabatini. Desværre synes han ikke helt at have samme hurtighed som tidligere, slet ikke på flad vej, og vi skal nok have en meget lille gruppe, hvis han skal have en chance. Løbet er på papiret næsten perfekt for Fabio Felline, men efter en hård sommer, som var lovende, blev han brugt som hjælper i Vallonien, og han må formodes at være træt. Davide Formolo har de seneste dage vist, at han efter styrtet i Vueltaen mangler megen form.

Lottokuponen Jonathan Hivert har som altid haft en formkrise under sommeren, men siden søndagens Tour du Doubs har han set godt ud igen. Her var han blandt de bedste på den hårde rute, og han fulgte det op ved at blive nr. 3 i feltet spurt i puncheurløbet i Vallonien. Ruten her er hårdere, og derfor er der ingen garanti for, at han klarer den, men en formstærk Hivert vil være farlig i en spurt. Direct Energie har også Lilian Calmejane, der siden Touren endelig har fundet sit niveau igen, og han er et mere sikkert kort end Hivert. Selvom han er hurtig, får han dog svært ved at vinde. Rein Taaramae er derimod helt ude af form.

Movistar har en solid afslutter i Eduard Prades, der måske mest er puncheur, men som i Provence viste, at han kan vinde spurter på flad vej. Desværre har det haltet på stigningerne, og efter en pæn kørsel i Bretagne faldt han sammen i Canada. Hans problem er, at han næppe havner i en situation, hvor han ikke skal spurte mod Groenewegen. Derfor kan Carlos Betancur være et bedre bud. Han viste nemlig fornem form i Canada, hvor han i Montreal kørte med eliten, og det kan han måske gøre igen her. Helt langsom i en spurt er han ikke, men han skal finde et niveau ekstra på stigningerne. Andrey Amador er i fremragende form, men han er for spurtsvag til at vinde, og Carlos Barbero har ikke formen til at kunne komme med hjem til en reduceret massespurt.

Alberto Bettiol er i et kapløb med tiden, hvis han skal til VM, og det ser svært ud. Han skuffede i Canada, og da han i Sabatini endelig viste lidt form, fik han krampe, som han også gjorde det i Strade Bianche. Det kan virke svært for ham at sidde med de bedste på stigningerne, men i en spurt kan han i det mindste gå efter en top 5. Ruten er for hård for Sacha Modolo, selvom han viste fremgang i England, og den passer ikke til en klatrer som Joe Dombrowski. Halvhurtige Sean Bennett fortsætter med at skuffe på stigningerne.

Læs også

Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone

Dimension Data har en genfødt Tom-Jelte Slagter, men i Montreal fandt han ud af, at træerne ikke vokser ind i himlen. Stigningerne her er i forvejen lidt lange for ham, men i en spurt i en mindre gruppe kan han begå sig, selvom han er betydeligt bedre som puncheur og sjældent spurter på flad vej. Egentlig er det et godt løb for Enrico Gasparotto, men han så meget formsvag ud i Tyskland og Canada, og den ellers holdbare sprinter Ryan Gibbons har slet ikke haft form siden februar, hvor han ellers var flyvende.

En af løbets jokere er Warren Barguil. Franskmanden har kørt stærkt siden Touren og var så sent som i Agostoni blandt de stærkeste. Siden faldt han igennem i Toscana, og det skulle vise sig at være grundet sygdom. Den led han også af torsdag, og derfor virker det usandsynligt, at han kan vinde. Omvendt blev han i syg tilstand alligevel nr. 10 i Toscana, hvor hans gruppe fik kontakt til allersidst. For at vinde skal han køre med de allerbedste og slå dem i en spurt, hvilket er svært mod folk som Visconti og Ulissi, og i en større gruppe kan han næppe opnå mere end en top 10.

Var nedturen i Toscana var en offday for Guillaume Martin? Det er stadig for tidligt at sige. Han var blandt de stærkeste i Tour du Doubs, hvor han efter sigende var med til at skabe splittelsen, men han faldt igennem i Toscana og viste ikke meget i Sabatini. På papiret kan han køre med de bedste, og i en spurt er han ikke langsom. Wanty har også Odd Christian Eiking, der ikke har formen fra sejren i Arctic Race, men gjorde det pænt i Vallonien og kan spurte i en lille gruppe. Til gengæld tyder intet på, at Andrea Pasqualon har formen til at sidde med hjem til en spurt, selvom han normalt er holdbar.

En af disse løbs sensationer har været Lorenzo Rota, der har klatret med de bedste i både Agostoni og Toscana, hvor et styrt satte ham ud af spillet. Det kan han formentlig gøre igen her, og i Agostoni viste han endda hurtighed. Det er dog ikke realistisk, at han kan vinde. Bardianis to hurtige folk Vincenzo Albanese og Enrico Barbin klarer ikke bakkerne, og Giovanni Carboni er slet ikke i form.

Derudover er der en række hold med et par rene klatrere, som kan køre med de bedste, men formentlig ikke vinde. Det gælder særligt for Gazprom med den meget formstærke Nikolay Cherkasov, der blev nr. 3 i både Toscana og Agostoni, men begge løb viste også, at det er svært for den ellers formstærke russer at vinde. Derimod er Aleksandr Vlasov ikke i form. Det gælder også for Vital Concept, der endelig har fået Pierre Rolland og Cyril Gautier i fornuftig form, men ingen kan køre med de bedste, og i en spurt er det kun Gautier, der kan levere et hæderligt resultat De har også Quentin Pacher, der ser bedre ud, men stadig ikke har sine bedste ben. Og det gælder Nippo, der i Toscana endelig så lidt takter fra den lovende Alejandro Osorio, der dog heller ikke har farten til at vinde. Delko har ikke meget at komme med, selvom Mauro Finetto så bedre ud i torsdags, og Caja Rural har ikke folk, der kan være med i dette terræn.

For en gangs skyld skal man nære visse forventninger til et kontinentalhold. I Toscana var Pierpaolo Ficara en af tre, der kunne følge Bernal, og det viser, at han endelig er ved at finde tilbage på sporet efter sine mange skader. Som spurtsvag klatrer får han dog svært ved at vinde. Det kan hans holdkammerat Marco Tizza til gengæld, for han har adskillige gange i 2018 og 2019 vist, at han kan overleve selv vanskeligt terræn. Sidste år sad han med i Toscana, og det kan han også gøre her, hvor han vil kunne være med i kampen om podiet i en spurt i en større gruppe. Da Andrea Bagioli, Simone Ravanelli og Federico Zurlo ikke synes i form, får de øvrige kontinentalhold det svært.

***** Sonny Colbrelli

**** Andrea Vendrame, Giovanni Visconti

*** Diego Ulissi, Alexey Lutsenko, Gianni Moscon, Davide Cimolai, Kristian Sbaragli

** Jonathan Hivert, Davide Gabburo, Simone Velasco, Carlos Betancur, Lilian Calmejane, Alberto Bettiol, Francesco Gavazzi, Marco Tizza, Eduard Prades, Fabio Felline, Egan Bernal, Tom-Jelte Slagter, Warren Baguil, Guillaume Martin, Jhonatan Narvaez

* Lorenzo Rota, Odd Christian Eiking, Nikolay Cherkasov, Pierpaolo Ficara, Andrea Pasqualon, Simone Consonni, Andrey Amador, Cyril Gautier, Enrico Gasparotto, Merhawi Kudus, Mark Padun, Vincenzo Nibali, Alejandro Osorio, Fausto Masnada, Diego Rosa, Simone Petilli, Ryan Gibbons, Carlos Barbero, Manuel Belletti, Sacha Modolo

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.