Løbets rolle og historie

Der er kun ét cykelløb, der har en rækkevidde udover cykelsportens sædvanlige fans og får opmærksomhed i hele verden. Tour de France har en helt speciel status ikke bare inden for cykling. Som den største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed har løbet en helt speciel plads i sportsverdenen.

Det gør det naturligvis svært for andre at konkurrere med den franske grand tour og tiltrække sig opmærksomhed fra cykelfans, og derfor er det ikke noget under, at der stort set ikke afvikles ét andet stort løb i løbet af de tre uger. Der har været nogle mindre endagsløb i Spanien og Italien, det tyske Sachsen Tour fandt engang sted på samme tid, og Vuelta a la Comunidad de Madrid var også engang et juli-løb. De fleste har dog for længst indset, at man ikke kan matche Touren, og derfor er disse løb næsten alle enten forsvundet eller flyttet til andre datoer.

Ét løb har brudt trenden. Siden 2005 har Østrig Rundt fundet sted i løbet af Tourens første uge, og løbet synes endda at trives i den position. Juni måned er som regel en af de tider på året, hvor feltets niveau er allerhøjest, fordi mange ryttere forsøger at blive udtaget til Touren. Mange bliver ladt skuffede tilbage og har brug for et andet løb til at udnytte den gode form. Østrig Rundt er det perfekte sted at høste frugterne af det hårde arbejde og vise holdledelsen, at de tog fejl i deres udtagelse.

Læs også

Valverde vinder igen

Løbet har dog ikke altid haft den rolle. Som et af de mest bjergrige lande i Europa har Østrig altid haft noget af kontinentets bedste cykelterræn, og derfor er det ingen overraskelse, at landets nationale etapeløb er en ældre sag. Det blev første gang afviklet i 1949 som et amatørløb, der hovedsageligt domineredes af lokale ryttere og hollændere. I 1996 blev det et løb for professionelle, og da det fandt sted i juni og havde masser af bjerge, blev det anset som perfekt Tour-forberedelse. Det var et alternativ til Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse og havde altid gode startfelter. Franck Vandenbroucke vandt den første udgave, og en ung Cadel Evans sejrede to gange.

I 2005 traf arrangørerne imidlertid det modige valg at flytte løbet til juli, og dermed ændredes dets status med det samme. Det var nu ikke længere et forberedelsesløb, og det tjener i dag som revanchescene for ryttere, der ikke blev udtaget til Touren. For andre - ofte ryttere, der har kørt Giroen - er det et perfekt sted at få gang i benene efter en kort pause, og for mange er det starten på en vej, der fører frem til klassikerne eller VM.

Det er ikke noget tilfælde, at løbet har fungeret som det optimale sted at få revanche for skuffede Tour-kandidater. Med Alpernes prominente rolle i landet byder det nu igen ”blot” syv dage lange løb på en lille grand tour. Ofte har det haft et par meget svære bjergetaper - afslutningen på Kitzbüheler Horn er lidt af en klassiker - en lang enkeltstart og et par sprinteretaper. I den forstand er det som et tre uger langt etapeløb kogt ned til en uge og dermed et godt sted at bruge de klatreben, der havde gjort sig klar til verdens største cykelløb. I de seneste år har ryttere som Jakob Fuglsang, Kevin Seeldraeyers, Peter Kennaugh og Michael Albasini fremstået som gode eksempler på frustrerede ryttere, der med deres gode Tour-form har haft succes i Østrig.

Som 2.HC-løb (det er nu degraderet til 2.1-status) har man ofte været i stand til at tiltrække adskillige WorldTour-hold, men i 2016 betød den nye dato for Tour de Pologne, der var blevet flyttet på grund af OL, at de fleste droppede det østrigske løb. Det betød, at Astana var det eneste WorldTour-hold til start, men heldigvis har man siden været i stand til at genvinde sin status. Således havde man i 2017 fire hold fra højeste niveau med, og dertil skulle lægges et italiensk landshold, der førtes an af selveste Elia Viviani. Sidste år var feltet med Bahrain-Merida, EF Education, Astana og Dimension Data på mindst samme niveau, men desværre har man ikke helt kunnet holde kadencen i 2018. Faktisk er det kun Dimension Data, der af sidste års fire hold vender tilbage, men til gengæld har man fået deltagelse af CCC og Movistar, så der denne gang vil være tre af de store hold at finde i et felt, der også tæller ganske mange professionelle kontinentalhold.

Sidste år viste rejste Ben Hermans sig efter en skuffende Giro ved at tage sin første store sejr fra Israel Cycling Academy. I et løb, der ellers blev domineret af Bahrain, som vandt fem af de otte etaper, herunder tre med Giovanni Visconti, vandt belgieren kongeetapen på Kitzbüheler Horn og kørte sig herved i en førertrøje, han kunne forsvare hele vejen og sejre med 18 sekunder ned til lokale Hermann Pernsteiner og 44 sekunder ned til Dario Cataldo. Hverken Pernsteiners eller Cataldos hold deltager i år, og de se vil således ikke være at finde i feltet, men det vil Hermans, der efter et skadesramt forår skal forsøge at forsvare titlen fra sidste år.

Ruten

Østrig, Schweiz og Frankrig er alle kendt for deres alpestigninger, men der er stor forskel på bjergene i de tre lande. Mens stigningerne i de to sidstnævnte lande ofte er lange og regulære, er de i Østrig ofte enormt stejle. Landet er måske ikke vært for de største løb, og derfor er stigningerne mindre kendte, men Østrig har altså nogle af de hårdeste bjerge i Europa. Derfor har Østrig Rundt ofte nogle af de mest brutale bjergafslutninger, og det har traditionelt været et perfekt løb for rene klatrere.

Dette års udgave er bestemt ingen undtagelse. For femte år i træk har man valgt helt at udelade en lang enkeltstart, og der er heller ingen holdprolog som i 2015. Tempocyklerne skal kun findes frem til den indledende 2,5 km lange, flade og tekniske prolog i Wels, men derudover der det bjergene, der igen i år vil krone vinderen af det nu igen desværre blot syv dage lange løb.

Det sker i form af to voldsomme bjergfinaler på onsdagens og fredagens etaper, der begge er korte og intense, men slutter på to af Europas vanskeligste bjerge. Onsdag klatrer man således et langt stykke op ad det enorme bjerg Grossglockner og slutter i næsten 2500 m højde ved Fuscher Törl, og fredag gælder det så den helt klassiske og ikoniske finale på Kitzbüheler Horn, der er et af Europas stejleste bjerge, og som noget nyt skal bestiges som afslutning på hele løbet.

De øvrige fire etaper er af den blandede slags, der gør, at sprintere generelt ikke har meget at komme efter, og som skaber et paradis for udbrydere. 1. etape inkluderer en rundstrækning med en stigning, der bør kunne give anledning til en reduceret massespurt, inden sprinterne formentlig får deres eneste oplagte chance på 2. etape. 3. etape er en vanskelig bjergetape, hvor stigningerne dog kommer så langt fra mål, at det næppe bliver en helt afgørende dag, og midt imellem de to store bjergetaper venter der en 5. etape, som byder på klassisk udbryderterræn, inden det hele altså slutter med den frygtede Kitzbüheler Horn-stigning dagen efter.

Læs også

Medie: Alaphilippe i forhandlinger med nyt hold

Prolog

Østrig Rundt har ofte eksperimenteret med nogle meget opfindsomme åbningsetaper. Tidligere har man haft meget korte holdprologer, og i både 2016 og 2017 havde man helt unikke bjergprologer, hvor man i 2016 endda skulle spurte bare 600 m op ad den berømte Kitzbüheler Horn-stigning. Efter at have haft en almindelig linjeløbsetape som åbning i 2018 vender man i år tilbage til prologmodellen, men denne gang i et helt klassisk format på en flad og teknisk byrute, hvor de sande specialister kan boltre sig.

I alt skal der tilbagelægge bare 2,55 km, der er henlagt til byen Wels, hvor løbet sluttede sidste år. Allerede efter 200 m drejer man første gang og kører herefter mod syd ned til Traun-floden, der gennemløber byen. Her drejer man efter 560 m til venstre i en rundkørsel og følger derefter vandet mod nordøst, indtil man efter 1480 m og igen efter 1630 drejer to gange i rap. Herefter går det mod sydvest i yderligere 490 m, inden man drejer mod højre for at køre mod nord. Til slut drejer med til venstre mod sydvest for at køre ind på den bare 160 m lange opløbsstrækning.

I alt har den flade byrute bare 3 højdemeter.

Med hele seks sving på bare 2,55 km er der tale om en ”rigtig” prolog i den forstand, at den er kort, eksplosiv og yderst teknisk. Det er med andre ord ikke en sag for klassiske tempospecialister, men derimod for de folk, der excellerer i netop prologer og ikke mindst sprintere, der skal udnytte denne chance i et løb, hvor de ikke får mange muligheder.

Wels gjorde debut som målby i 2017, hvor Clement Venturini vandt en reduceret massespurt på sidste etape. Også sidste år sluttede hele løbet i byen, hvor et femmandsudbrud snød sprinterne og dermed blev rammen om en tredje etapesejr til Giovanni Visconti.

1. etape

I gamle dage havde sprinterne et fornuftigt antal chancer i det østrigske løb, men nu om dage synes arrangørerne ikke at kunne designe en rute uden at skulle have stigninger tæt på mål. Et glimrende eksempel på den tendens kommer allerede på årets 1. etape. Her venter en på mange måder overkommelig rute, men det hele slutter med tre omgange på en rundstrækning, der med en relativt hård stigning vil sørge for, at det formentlig bliver en dag for de hårdføre afsluttere.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I alt skal der tilbagelægges beskedne 138,8 km, der fører feltet fra Grieskirchen til Freistadt. Fra startsnor man sig igennem fladt terræn mod sydøst, indtil man kommer frem til den første spurt, der er placeret efter 17,6 km. Herfra går det mod nordøst igennem fladlandet, inden man drejer mod sydøst igen.

Efter 48,5 km, når man frem til byen Walding, hvor man drejer mod nordøst for at forlade dalen. Det sker via en ikke-kategoriseret stigning, der over 10,65 km stiger med beskedne 3,5%, og som ender efter 60 km på et plateau. Herfra forsætter man mod nordøst via et længere let stigende stykke, inden det får mod øst via et let faldende stykke ned til Freistadt, hvor stregen krydses for første gang efter 92,0 km.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på en 15,6 km lang rundstrækning. Den indledes med, at man kører mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Freistadt (1,9 km, 5,9%, max. 8%), der har top 12,7 km fra stregen. Reelt forsætter det dog med at stige med 5,0% over 3,6 km, inden det begynder at falde via en ukompliceret nedkørsel. Den sidste halvdel af rundstrækningen er til gengæld helt flad, mens man kører mod vest og nord tilbage til Freistadt, hvor en ellers lang, lige vej over adskillige kilometer ender med et sving bare 400 m fra stregen. Finalen er helt flad.

Etapen byder på i alt 1718 højdemeter

Den sidste lille stigning er ikke specielt stejl og kommer relativt langt fra mål. Den kan derfor ikke bruges i klassementssammenhæng. Det mest sandsynlige er, at det ender i en reduceret massespurt, men vi så sidste år, at det aldrig kunne lade sig gøre at holde tingene samlet. Da vinderen af prologen formentlig gerne vil forsøge at holde trøjen, vil det formentlig kunne lykkes denne gang, men i Østrig skal man aldrig udelukke et udbrud.

Freistadt har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Norsgaard på vej til storhold?

2. etape

I de senere år er sprinterne i den grad blevet forbigået i det østrigske etapeløb, men i år håber de formentlig at komme til fadet i hvert fald på 2. etape. Også her skal der ellers klatres en del, også over nogle relativt stejle stigninger, men med 25 flade kilometer til sidst ser det ud til, at de hurtige folk vil kunne få en chance, i hvert fald hvis ikke de er alt for tunge.

I alt skal der tilbagelægges 176,9 km mellem Zwettl og Wiener Neustadt, der ligger lidt syd for hovedstaden Wien. Fra start går det igennem let stigende terræn mod syd og sydøst, indtil det kulminerer på toppen af kategori 3-stigningen Attenreith (2,1 km, 3,5%, max. 8%), der har top efter 20,1 km. Herefter går der videre mod sydøst i småkuperet terræn, inden man drejer mod øst for via en teknisk nedkørsel af køre ned til fladlandet omkring Donau-floden. Man følger herefter den flade flodbred mod øst, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning (1,1 km, 7,2%), der har top efter 61,5 km. Efter en nedkørsel gør det videre mod syd igennem fladlandet frem til den første spurt, der kommer efter 73,6 km.

Efter spurten kører man via en let stigende dalvej mod syd og sydøst frem til den anden spurt, der er placeret efter 97,1 km. Kort efter skal man over den korte, men stejle kategori 3-stigning Stollberg (1,9 km, 11,9%, max. 14%), hvis top rundes efter 101,8 km. Efter en nedkørsel går det videre mod sydøst op over en ikke-kategoriseret stigning, inden man rammer en let faldende dalvej, der fører mod sydøst forbi den sidste spurt, der er placeret efter 123,0 km. Herfra går det mod syd op over en ikke-kategoriseret stigning og dagens sidste udfordring, kategori 3-stigningen Dreistetten (3,2 km, 5,7%, max. 7,2%), hvis top kommer med 25,2 km til mål. De består af en nedkørsel og derefter en hovedsageligt let faldende eller flad vej, der fører mod syd og sydøst og til slut via en lang, lige vej mod nordvest. Inde i målbyen venter der dog sving med 600 og 400 m igen. De sidste 16,6 km skulle være helt flade.

Etapen byder på i alt 2043 højdemeter.

Dette kan meget vel vise sig at være den eneste chance for de lidt tungere sprintere, og derfor handler det om at slå til, mens muligheden byder sig. Heller ikke denne etape er dog helt let, og det er langt fra givet, at alle kan klare strabadserne. Udbrud i Østrig kan aldrig udelukkes, men forventningen er, at 2. etape skal afgøres i en massespurt.

Wiener Neustadt har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Her er startlisten til Liège-Bastogne-Liège 2024

3. etape

Efter tre dage, der for klassementsrytterne har handlet om overlevelse, er det endelig tid til at teste klatrebenene. Det sker på tirsdagens 3. etape, der måske ikke sender feltet ind i de høje bjerge og endda har en flad finale, men som byder på to svære stigninger så tæt på mål, at vi kan få en fornemmelse af, hvem der er løbets stærkeste - og måske især af, hvem der ikke er det.

I alt skal der tilbagelægges 176,2 km, der fører feltet fra Kirchschlag til Frohnleiten. Allerede starten er hård, når man med det samme kører mod sydøst op ad en ikke-kategoriseret stigning, inden man fortsætter mod nord og nordvest op over to ikke-kategoriserede stigninger (hhv. 5,1% over 3,7 km og 4,45% over 5,65 km) med to efter hhv. 17 og 27,5 km. Derefter får det mod vest via en teknisk nedkørsel ned til dalen, hvor man følger en let stigende dalvej mod sydvest og nordvest forbi den første spurt, der kommer efter 47,9 km. Umiddelbart efter venter en ikke-kategoriseret stigning, inden en nedkørsel leder mod nord ned i dalen. En let stigende dalvej leder nu mod vest frem til den anden spurt, der er placeret efter 65,0 km.

Efter spurten tager man hul på dagens første seriøse udfordring, når man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Semmering (9,9 km, 4,4%, max. 9%), der har top efter 73,8 km og bortset fra enkelte ramper stiger med ca. 3% det meste af vejen. Herefter bliver det igen lettere, idet der nu følger et langt let faldende stykke, der leder mod sydvest igennem dalen forbi den sidste spurt, der er placeret efter 110,3 km.

Finalen indledes, når man drejer mod sydøst væk fra dalen. Kort efter venter forplejningen efter i alt 118,9 km kørsel lige i bunden af kategori 2-stigningen Eibeggsattel (3,5 km, 7,2%, max. 10,2%), hvis top passeres efter 126,7 km. En let nedkørsel fører mod syd og en let stigende dalvej mod øst, inden man drejer mod syd ind på kategori 1-stigningen Teichalm (6,4 km, 8,5%, max. 11%), hvis top passeres 34,9 km fra mål, og som på den nedre del byder på 3 km med ca. 10%, inden den flader ud over de sidste 2 km. Nu følger en tekniske nedkørsel, der fører mod syd, inden man drejer mod nordvest for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning, der over 2,9 km stiger med ikke mindre end 10,05%. Fra toppen resterer 20,5 km, som får mod sydvest via en lang, lige vej, der er let falden. I Frohnleiten kører man en flad sløjfe rundt om byen, men på de sidste 5 km er der kun et skarpt sving med 1,9 km igen, hvorefter der blot er en blød kurve 200 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3455 højdemeter.

Med 3500 højdemeter og to seriøse stigninger på de sidste 40 km er der tale om en vanskelig etape, der utvivlsomt vil give en fornemmelse af, hvem der er stærkest. Stigningerne kommer dog også for langt fra mål til, at det er realistisk at tro på de helt store forskelle, og det er mere sandsynligt, at det er en dag, hvor løbet kan tabes, end at det kan vindes. Til gengæld kunne man sagtens forestille sig, at udbrydere vil have en chance på en dag uden en oplagt favorit, men omvendt kan klassementsrytterne ikke tage chancer på et tidspunkt, hvor klassementet stadig ventes at være tæt.

Frohnleiten har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Læs også

Agent sammenligner Philipsens tilbud: Så stor er chancen for et skifte

4. etape

Tirsdagens etape var en slags opvarmning, men det er først onsdag, at vi får det første klare svar på, hvem der kan vinde årets Østrig Rundt. Her venter nemlig den første af løbets to bjergafslutninger, når der som noget nyt skal sluttes på den lange og meget svære Fuscher Törl, der er en del af det mægtige Grossglockner, Østrigs højeste bjerg. Den kommer som afslutning på en ultrakort og for det meste ganske nem bjergetape og kan meget vel ende med at afsløre, hvem der vil være øverst på podiet fredag eftermiddag.

I alt skal der tilbagelægges bare 103,5 km, der fører feltet fra Radstadt til toppen af Fuscher Törl. Starten er ganske let, idet man kører mod vest og nord igennem fladt terræn frem til den første spurt, der kommer allerede efter 6,0 km. Derefter går det via en let faldende og siden let stigende dalvej mod nordvest og siden syd ned til byen Bischofshofen. Her drejer man mod sydvest for at køre op af kategori 1-stigningen Dientner Sattel (15,3 km, 5,3%, max. 15%), hvis top passeres efter 41,4 km, og som er en meget delt stigning med et langt stykke på 2-3%, inden der efter 11 km venter 3 km med mellem 10 og 13%, hvorefter den flader ud over de sidste 2 km.

Herefter bliver det igen lettere. En enkel nedkørsel fører mod vest og syd tilbage til dalen, hvorefter man følger en flad dalvej mod vest og syd, idet man undervejs passerer de sidste spurter, der kommer efter hhv. 71,1 og 82,5 km. Den sidste af disse kommer lige i bunden af Fuscher Törl, der er uden for kategori og en del af mægtige Grosssglockner, som er på programmet år efter år. Den stiger med hele 9,7% over 13,2 km og fører mod syd hele vejen. Maksimalt når den op på 12,2%, men grundlæggende er der tale om en jævn og yderst modbydelig stigning, der stabilt holder sig på ca. 10% hele vejen op til toppen i 2428 m højde. Der er et hav af hårnålesving hele vejen, særligt til allersidst, inden vejen på den sidste kilometer kun bugter sig let.

Etapen byder på i alt 2903 højdemeter.

Grosssglockner skal bestiges hvert eneste år, og denne gang har man altså mål ved Fuscher Törl. Dataene taler deres tydelige sprog og forklarer, hvorfor de østrigske bjerge er så frygtede. Der er ganske enkelt tale om en af Europas sværeste cykelstigninger, og dermed er der lagt op til et brag af et opgør mellem feltets virkelige bjerggeder, der her kan stage et stort skridt mod samlet sejr.

Fuscher Törl har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

5. etape

Efter det første store bjergslag får klassementsrytterne en lille chance for at komme sig inden den afsluttende store bjergetape til Kitzbüheler Horn. Om torsdagen skal man ganske vist over en kategori 1-stigning, men den kommer så tidligt, at den ikke vil spille en rolle. Til gengæld venter der en relativt svær kategori 2-stigning så tæt på mål, at sprinterne meget vel kan opgive ævred, og derfor kunne det se ud til, at et udbrud skal have chancen for at vinde i Kitzbühl for foden af det bjerg, der 24 timer senere vil afgøre løbet.

I alt skal der tilbagelægges 161,9 km, som fører feltet fra Bruck til Kitzbühel. Starten er yderst enkel, idet man kører ad en lang, lige og flad vej mod vest frem til den første spurt, der kommer efter 38,4 km. Herefter begynder det at stige med ca. 6%, inden man når til den anden spurt, der kommer efter 39,0 km i bunden af kategori 1-stigningen Gerlos (6,7 km, 7,7%, max. 11,3%), der er en ganske jævn stigning med top efter 56,3 km. Herefter venter en let nedkørsel, der fører mod vest tilbage til dalen.

I fladlandet drejer man mod nord, hvorefter en helt flad og lige vej leder frem til forplejningen efter 106,2 km. Her drejer man mod nordøst for at passere den sidste spurt efter 111,6 km, inden man fortsætter igennem dalen frem til byen Wörgk. Her drejer man væk fra fladlandet for at køre mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Niederau (5,6 km, 5,2%, max. 7,2%), hvis top passerer 27, 5 km fra mål. En ned kørsel leder nu mos øst ned til Hopfgarten, hvor man fortsætter mod øst op ad en kategori 3-stigning (1,5 km, 8,1%, max. 15%). Fra toppen resterer 18,5 km, som går mod øst via en let stigende vej igennem skisportsbyen som Westendorf, Brixen im Thale og Kirchberg im Tirol frem til skisportsmekkaet i Kitzbühel. Her venter en teknisk ukompliceret finale, hvor man drejer let med 2,6 km igen og til slut skal til højre i en rundkørsel 1300 m fra stregen. Efter det let stigende stykke topper med 12 km igen, falder let ned mod de sidste 3 km, der er flade.

Etapen byder på i alt 2017 højdemeter.

Østrig Rundt er kendt for sine udbrudsetaper, og dette synes at være en oplagt en af slagsen. Man kan ikke udelukke, at et hold som Neri Sottoli vil gå efter en reduceret massespurt med Giovanni Visconti, men med et relativt fastlagt klassement og en stor etape om fredagen synes det sandsynligt, at det bliver en dag for lykkeriddere.

Kitzbüheler Horn er altid på programmet, men i dette årtusinde har der kun i 2005 været mål nede i selve byen. Deng sejrede Maarten Den Bakker. I 2008 indledtes Deutschland Tour med en prolog i byen, og her sejrede Brett Lancaster.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

6. etape

Er der én ting, der kendetegner Østrig Rundt, er det den traditionelle etape med mål på Kitzbüheler Horn, der er en af Europas absolut vanskeligste stigninger. Som regel er den kommet relativt tidligt i løbet, men i år sker der noget helt nyt, når løbet for første gang slutter på toppen af løbets mest ikoniske stigning. Ganske vist er resten af den meget korte etape næsten helt flad, men det gør intet, når der til allersidst venter et bjerg, der i sidste øjeblik kan vende op og ned på klassementet.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 116,7 km, der fører feltet fra Kitzbühel til toppen af Kitzbüheler Horn. Starten går faktisk lige for bunden af målstigningen, men man venter med at tage hul på udfordringerne. I stedet kører man mod syd via en flad dalvej ned til centrum af Kitzbühel, hvor den første spurt kommer efter 13,4 km, og derefter køre man rundt på en rundstrækning, der er stort set helt flad.

Kort inden man når frem til udgangspunktet i bunden af målstigningen, drejer man mod nordøst for via en flad dalvej at køre frem til St. Johann in Tirol. Her rammer man en 38,1 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges i alt to gang. Den er stort set helt flad, men byde på den lille kategori 3-stigning Schwendt (3,0 km, 3,7%, max. 8%), der passeres efter hhv. 39,8 og 77,9 km. I byen Kössen er der på begge omgange spurter, der kommer efter hhv. 44,4 og 82,5 km.

Efter sidste omgang går det via den flade dalvej tilbage mod sydvest og syd til etapens startpunkt i bunden af Kitzbüheler Horn. Her drejer man mod øst for at køre op ad det frygtede bjerg, der er uden for kategori. Ganske viste er det blot 7,3 km langt, men med en gennemsnitlig stigningsprocent på hele 12,3 og et maksimum på 23%, som kommer bare 900 m fra stregen, er der tale om en brutal sag. Stigningen byder på adskillige hårnålesving, det sidste med 600 m til mål.

Etapen byder på i alt 1852 højdemeter.

Østrig Rundt er et relativt lille løb, og derfor er Kitzbüheler Horn heller ikke så kendt som mange af de berømte stigninger i Italien, Frankrig og Spanien. Det er imidlertid synd, for med sine skræmmende data er der tale om et af Europas absolut vanskeligste bjerge. År efter år er det rammen om den væsentligste kamp i Østrigs nationale rundtur, og da det i år kommer til allersidst, vil det mere end nogensinde bestemme, hvem der skal krones som den samlede vinder af løbet.

Kitzbüheler Horn er med hvert år, senest i 2018, hvor Ben Hermans med en solosejr lagde grunden til sin samlede triumf. I 2017 år levede Miguel Angel Lopez op til sin status som storfavorit ved at besejre den senere vinder Stefan Denifl med et flot soloridt. I 2016 sejrede William Clarke på den specielle bjergprolog, men ellers har der været tale om rigtige bjergfinaler hver gang. De seneste vindere er Victor De La Parte (2015), Dayer Quintana (2014), Kevin Seeldraeyers (2013), Danilo Di Luca (2012), Fredrik Kessiakoff (2011), Riccardo Ricco (2010), Michael Albasini (2009), Chris Anker Sørensen (2008), Thomas Rohregger (2007), Christian Pfannberger (2006), Gerhard Trampusch (på en bjergenkeltstart i 2005), Cadel Evans (2001 og 2004), Gerrit Glomser (2003), Hans-Peter Obwaller (2002) og Georg Totschnig (2000).

Læs også

Cavendish tilbage efter sygdom, men uden Mørkøv

Favoritterne

Østrig Rundt har som sagt tidligere været lidt som en lille grand tour, hvor man har skullet magte lidt af det hele for at være i spil til sejren. Med fraværet af en lang enkeltstart er balancen nu tippet i retning af klatrerne, og i de seneste fire år har det været de rene bjerggeder, der har skullet slås om sejren på de ekstremt stejle stigninger. Det vil helt sikkert også været tilfældet i år, hvor ruten måske ikke er helt så voldsom som i sidste års rekordsvære udgave, men med to voldsomme bjergafslutninger kan vi se frem til et åbent slag mellem de ryttere, der elsker de sværeste af de svære stigninger.

Årets rute bør ikke være den vanskeligste at fortolke. Alt peger nemlig på, at det ene og alene er de to store bjergfinaler på 4. og 6. etape, der vil afgøre løbet. Naturligvis vil der også opstå forskelle på prologen, men de vil være så små og beskedne, at de efter så svære bjerge vil være uden betydning. 1. og 2. etape kan være relativt åbne i et felt nærmest uden sprintere, og derfor kan man slet ikke udelukke, at udbrud kan komme i spil. Mest sandsynligt er det dog, at de vil ende i hhv. en reduceret og en mere klassisk massespurt, da klassementsholdene om nødvendigt vil kontrollere sammen med førertrøjens hold.

3. etape er jokeren, men da den kommer inden de to vigtigste ligner det en dag, hvor benene mere skal føles an, end hvor der skal angribes. 5. etape kan godt give anledning til en spurt, men det ligner en dag for udbrydere. Da heller ikke vinden synes at komme i spil i en smuk sommeruge med solskin og temperaturer på 20-25 grader, men desværre regn om søndagen, torsdagen og fredagen, ser det ud til, at det vil være klatrebenene på de to nøgleetaper, der vil afgøre løbet. Her er stigningerne så svære, at bedste mand som regel vinder, og da etaperne er lette at kontrollere, vil der ikke være meget taktik i årets udgave af Østrig Rundt. Her bør bedste bjergrytter vinde.

Det får os til at pege på Aleksander Vlasov som vores favorit. Lige siden han vandt Baby-Giroen sidste år har det været åbenlyst, at russeren er et af sportens største etapeløbstalenter, men i år er gennembruddet også kommet på professionelt niveau. Efter fin kørsel i Ruta del Sol, Coppi e Bartali og Giro di Sicilia var han akkurat ikke god nok til at følge Richard Carapaz og Mikel Landa på kongeetapen i Asturien, men endte som samlet nr. 3. Derefter holdt han pause, inden han kom flyvende ud til Tour de Slovenie, hvor han var bedst mand på stigningerne - bedre end folk som Diego Ulissi, Tadej Pogacar og Esteban Chaves - men rutens beskaffenhed betød, at han blot blev nr. 3. Han bekræftede superformen ved at tage en fornem solosejr ved de russiske mesterskaber, og han kommer således til løbet med forrygende ben og masser af momentum. Som ren klatrer kunne han ikke ønske sig en bedre rute, og han støttes endda af den meget formstærke Alexey Rybalkin, der trods en rolle som hårdt arbejdende hjælper blev nr. 11 i Slovenien og blev nr. 3 på kongeetapen i Tour de l’Ain. Han vel endda kunne agere plan B på et hold, der også tæller en plan C i den relativt klatrestærke Artem Nych. I sidste ende er det dog Vlasov selv, der skal afgøre løbet, og det synes han at have benene til at gøre. Derfor er han vores favorit.

Hans værste rival kunne være Carlos Betancur. Mange ærgrede sig over, at colombianeren blev sendt på ferie efter et Tour de Romandie, hvor han med en 11. plads havde vist fornem form, og vi var sikkert mange, der frygtede for hans form og vægt, da han gjorde comeback i Tour de Suisse. Her imponerede han imidlertid stort med en samlet 8. plads og endda en 6. plads på den sidste store bjergetape, og det vidner om, at han faktisk denne gang har holdt træningen ved lige. Det er klart, at stigningerne her måske lige er voldsomme nok til en eksplosiv fyr som ham, men i det relativt svage felt i Østrig ser man ofte, at Betancur-typerne kan vinde - bare se på Hermans sidste år. Med de ben, han har, burde han være med i kampen om sejren.

I det hele taget har Movistar en del at skyde med. Winner Anacona blev i sidste øjeblik valgt fra til Touren, og selvom han skuffede i Tour de Suisse, bør han kunne køre klassement her. Det samme kan Ruben Fernandez¸ der stadig ikke har genfundet sit niveau, men som gjorde det fint, da han satte Quintana op til angreb på kongeetapen i Dauphiné. I Route d’Occitanie leverede Rafael Valls sin bedste præstation i meget lang tid, og Eduardo Sepulveda blev med sin 13. plads i Romandiet delvist genfødt. Dermed har Movistar ikke færre end fem mand, der kan køre klassement, og selvom Betancur synes at være den mest formstærke, kan alle fem i et svagt besat løb som dette med gode ben køre med om sejren.

Den eneste af toprytterne, der har løbet som sæsonens helt store højdepunkt, er formentlig lokale Riccardo Zoidl. Vinderen af 2013-udgaven har trænet to uger i højderne alene for at være klar til dette løb. Han blev ganske vist aldrig til det, vi have håbet, men sidste år kørte han så brølstærkt i mindre løb, at han har sikret sig en ny chance på WorldTouren. Her har han været relativt anonym, men en 5. plads på kongeetapen i Californien viser, at han klatrer godt nok til at vinde et løb som dette. Sygdommen i Dauphiné satte ham tilbage, men Zoidl er altid med fremme i dette løb, hvor han efter sejren i 2013 er blevet nr. 5 to gange. Han bakkes op af en anden tidligere vinder, Victor De La Parte, der med sin fine kørsel i år også burde være en god kandidat, men han vil først og fremmest bruge løbet til at komme i gang igen efter Giroen. Laurens Ten Dam har faktisk klatret hæderligt i år, men han skulle ikke være i form efter styrtet i Giroen.

Neri Sottoli kommer med Dayer Quintana, der tidligere har vundet på Kitzbüheler Horn, men som i mange år forsvandt helt fra scenen. Efter skiftet til det italienske hold har han imidlertid været som genfødt, og lige siden debuten i San Juan har han imponeret igen og igen. Blandt andet var han meget tæt på at vinde kongeetapen på Sicilien, hvor han var oppe mod blandt andre Vlasov. Han har imidlertid holdt pause siden april, og vi aner ikke, hvor han står. Det er dog sandsynligt, at han har forberedt sig målrettet i Colombia, og er det tilfældet, kan han blive livsfarlig på denne bjergrute. Derudover har holdet den meget formstærke Giovanni Visconti, men han kommer trods alt nok til kort på de sværeste stigninger, som han også gjorde det sidse år, hvor han ellers vandt tre af de otte etaper. Edoardo Zardini og lokale Sebastien Schönberger samt måse den efterhånden mere velkørende Manuel Bongiorno er bedre egnet til disse stigninger, men trods pæn kørsel i Slovenien ligner Zardini den eneste, der måske kan være med i kampen om de sjoveste placeringer.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Ben Hermans vender tilbage som forsvarende vinder, men han har ikke haft den bedste optakt. Et styrt i april kostede ham hele maj, og selvom han gjorde det bedre end ventet i Hammer Series og Belgium Tour, manglede han stadig en del. Det gjorde han også i Slovenien, hvor han blev sat til vægs af blandt andre Vlasov og Visconti, men han var ikke langt efter. Nu er han formentlig endnu bedre, men spørgsmålet er, om den relativt store Hermans kan gentage sidste års bedrift på stigninger, der på papiret er en anelse for svære for ham. Hos sig har han den mere klassiske klatrer Matteo Badilatti, der dog er yderst svingende, og som her trods alt først og fremmest skal hjælpe sin kaptajn.

Dimension Data kommer med Ben O’Connor, der som ren klatrer burde være som skabt til denne rute. Desværre har australieren haft en katastrofal sæson, der kulminerede med en gennemført skidt Giro. Intet peger således i retning af, at han vil være med helt i front, men omvendt er O’Connor så lovende en klatrer, at han har potentialet til at vinde på denne rute. Det hele afhænger af, om han har fået et boost af den italienske grand tour. Det sydafrikanske hold har også den spændende klatrer Amanuel Ghebreigzabhier, der nok ikke kan vinde, men med en 17. plads på Giroens sidste bjergetape viste, at evnerne bør række langt i dette løb.

En meget spændende kandidat er Patrick Schelling, der er kaptajn for det lokale Vorarlberg-mandskab og derfor har løbet som sæsonens vel nok største mål. Schweizeren synes i storform efter et GP Lugano, hvor han klatrede side om side med Pogacar og Vincenzo Nibali og et Tour de Suisse, hvor han blev en imponeret samlet nr. 11. Senest blev han nr. 5 ved de schweiziske mesterskaber, og han vil være topmotiveret til et løb, hvor han blev nr. 3 i 2016 og nr. 4 i sidste års udgave. Hos sig har han Roland Thalmann, der imponerede så stort i Tour of the Alps, men ikke har haft samme form siden, heller ikke i Tour de Suisse, samt Colin Stüssi, der netop har vundet en etape i bjergløbet Tour de Savoie, og klatreren Jose Manuel Diaz, der blev nr. 7 i samme løb. Måske kan Jannik Steimle , der vandt Oberösterreich Rundfahrt endda komme i spil på et hold, hvor alle syv mand klatrer godt.

Delko stiller med Javier Moreno, der har haft et svært år. Langsomt har han dog fundet bedre ben, og han blev blandt andet nr. 6 i løbet på Mont Ventoux. Han skuffede i Route de l’Occitanie, men han kører som regel stærk i dette løb, hvor han blev nr. 2 i 2014 og nr. 5 sidste år. Hos sig har han Delio Fernandez , der dog stadig mangler lidt form og nok er lidt for stor til disse stigninger.

Wanty stiller med et par hæderlige klatrere i Fabien Doubey og Thomas Degand. Ingen af dem viste storform i Dauphiné, men i dette felt kan de gøre det pænt. Det samme kan Marco Minnaard, der dog er gået meget i stå. Til gengæld er Bart De Clercq slet ikke kommet tilbage på sit gamle niveau efter at have fået indopereret en kunstig hofte.

De sidste to professionelle hold har ingen rigtige klatrere. På Arkea er bedste bud nok Romain Hardy, der klatrede overraskende god med en samlet 13. plads i Savoie, men som altså ikke er bjergrytter, samt måske Brice Feillu, der er en skygge af sig selv, men dog burde kunne hævde sig lidt her. Wallonie har Eliot Lietaer og Dimitri Peyskens, men de er for meget puncheurs til at kunne begå sig her.

Vorarlberg er det klart stærkeste kontinentalhold, men også de andre har lidt at skyde med. Det drejer sig om Markus Freiberger, der i år er blevet nr. 2 i Tour of Bihor, Pawel Cieslik, der tidligere er blevet nr. 14 i Polen Rundt og har kørt stærkt hele året, den unge ukrainer Antoliy Budyak, Benjamin Brkic, der blev nr. 7 i Tour of Bihor, Stephan Rabitsch, der dog skuffede fælt i Slovenien, samt måske endda erfarne Marek Rutkiewicz.

OPDATERING: Hverken Badilatti, Doubey, Freiberger eller Nych kommer til start. Til gengæld stiller den spændende Georg Zimmermann og ikke mindst den spændende Vadim Pronskiy op.

***** Aleksander Vlasov

**** Carlos Betancur, Riccardo Zoidl

*** Dayer Quintana, Ben Hermans, Ben O’Connor, Patrick Schelling, Ruben Fernandez

** Winner Anacona, Javier Moreno, Giovanni Visconti, Eduardo Sepulveda, Rafael Valls, Victor De La Parte, Vadim Pronskiy

* Amanuel Ghebreigzabhier, Roland Thalmann, Aleksey Rybalkin, Edoardo Zardini, Delio Fernandez, Jose Manuel Diaz, Thomas Degand, Sebastian Schönberger, Marco Minnaard, Romain Hardy, Eliot Lietaer, Georg Zimmermann ,Pawel Cieslik, Antoliy Budyak, Stephan Rabitsch

Læs også

Kron mindes uheldig episode før Liège: Før eller siden må heldet vende

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

Daglige etapevinderbud

I disse travle Tour-tider tillader tiden ikke at komme med daglige optakter. Vi vil dog hver dag opdatere denne optakt med bud på den kommende etapes vinder.

Prolog

Feltet er stort set renset for prologspecialister, sprintere og teknisk stærke og eksplosive temporytter, som typisk er den ryttertype, der gør det godt. Med en nylig sejr på den 3,7 km lange prolog i Tour of Estonia skiller Matthias Brändle sig ud som favorit. Her slog han Maciej Paterski, der med sin eksplosivitet kan føre det godt igen. Sprinterne Emils Liepins, Jonas Koch, Carlos Barbero og Maxime Daniel, tempospecialisterne Josef Cerny og William Barta samt eksplosive folk som Giovanni Visconti, Enrico Gasparotto, Carlos Betancur, Laurent Pichon og Connor Swift, samt Lukas Schlemmer og Jannik Steimle, der i år har været helt fremme i prologer på lavere niveau, og Jodok Salzmann og Patrick Schelling¸ der har for vane at køre gode prologer.

OPDATERING: Paterski kommer ikke til start.

Feltet.dks vinderbud: Matthias Brändle

Andre vinderkandidater: Giovanni Visconti, Josef Cerny

Outsidere: Emils Liepins, Jonas Koch, Carlos Barbero, Patrick Schellingm William Barta

Jokers: Connor Swift, Enrico Gasparotto, Carlos Betancur, Lukas Schlemmer, Jannik Steimle

1. etape

Vi forventer, at Neri Sottoli vil satse alt på at vinde med formstærke Giovanni Visconti og sørge for, at udbrud ikke har en chance. Derefter vil de sætte så hårdt tempo på bakkerne, at vi forventer ganske stor udskilning. Formentlig vil det være for hårdt for Emils Liepins, der ellers må være feltets hurtigste, og vi venter en afslutning for nogle ret hårdføre typer. Vi tror, at Visconti kan gøre det færdigt i kraft af den fine form, men det vil være en udfordring, hvis Carlos Barbero og måske også Jonas Koch klarer bakkerne. Andre hårdføre afsluttere er August Jensen, Josef Cerny, Enrico Gasparotto, Jerome Baugnies, Romain Hardy, Laurent Pichon, Alessandro Fedeli, Evgeny Shalunov, Connor Swift, den førende Jannik Steimle og Jonas Rapp. Vi rangerer dem efter muligheder nedenfor.

Feltet.dks vinderbud: Giovanni Visconti

Andre vinderkandidater: Carlos Barbero, Jonas Koch

Outsidere: Romain Hardy, August Jensen, Enrico Gasparotto, Jannik Steimle, Jerome Baugnies

Jokers: Laurent Pichon, Connor Swift, Jonas Rapp, Alessandro Fedeli, Evgeny Shalunov, Emils Liepins, Pieter Vanspeybrouck, Josef Cerny

2. etape

Efter at vi overvurderede sværhedsgraden af dagens etape bør der ikke være den store tvivl om, at dette bliver en dag for sprinterne. Det kan meget vel vise sig at være deres sidste chance, og i hvert fald Movistar og Wallonie må ventes at arbejde for et sådant udkomme. Det liligner endnu et opgør mellem Emils Liepins og Carlos Barbero, og selvom spanieren vandt i dag, vil vi tro, at letten bør være den hurtigste af de to. Jonas Koch gjorde det også ganske fitn i dag, og det samme gjorde Pieter Vanspeybrouck og Jannik Steimle. Andre  kandidater er August Jensen, Tom Devriendt, Enrico Gasparotto, Romain Hardy, Laurent Pichon, Alessandro Fedeli, Giovanni Visconti, der i dag blev fanget i et styrt, Daniel Auer samt måske især Grzegorz Spepniak, hvis han skulle klare bakkerne.

Feltet.dks vinderbud: Emils Liepins

Andre vinderkandidater: Carlos Barbero, Jonas Koch

Outsidere: Pieter Vanspeybrouck, Gregorz Stepniak, Giovanni Visconti, Daniel Auer, Jannik Steimle

Jokers: Romain Hardy, August Jensen, Tom Devriendt, Enrico Gasparotto, Alessandro Fedeli, Lauren Pichon

3. etape

Etapen er løbets mest uforudsigelig og kan blive ganske svær at kontrollere. Stigningerne er knaldhårde, men kommer også så langt fra mål, at mange vil spare sig til onsdag. Movistar har dog også så mange kort at spille, at de formentlig vil køre offensivt, men til gengæld vil vi tro, at Neri Sottoli, Gazprom-Rusvelo og CCC sammen vil forsøge at kontrollere det med nogle ret stærke mandskaber. Vi forventer en spurt i en favoritgruppe, hvor man skal klatre godt for at sidde med, og derfor tror vi på sejr til formstærke og hurtige Giovanni Visconti. Der er til gengæld ikke mange andre klatrestærke og hurtige folk. En trussel kunne være formstærke Carlos Betancur, der også kan spilles ud i en Movistar-offensiv, samt Roland Thalmann, der dog ikke har virket helt formstærk på det seneste. Romain Hardy, Eliot Lietaer og Enrico Gasparotto kan komme i spil, men kan få svært ved at overleve, og også Javier Moreno og Delio Fernandez har en hæderlig spurt. Bliver det endnu hårdere, kunne Ben Hermans og Patrick Schelling komme i spil, og man kan endda ikke helt udelukke Riccardo Zoidl og Aleksander Vlasov, hvis det ender som et blodbad. Endelig kan Movistar måske udnytte deres overtal til offensiv kørsel med Ruben Fernandez, Winner Anacona, Eduardo Sepulveda og Rafael Valls.

Feltet.dks vinderbud: Giovanni Visconti

Øvrige vinderkandidater: Carlos Betancur, Roland Thalmann

Outsidere: Delio Fernandez, Javier Moreno, Romain Hardy, Eliot Lietaer, Enrico Gasparotto

Jokers: Ben Hermans, Patrick Schelling, Riccardo Zoidl, Aleksander Vlasov, Ruben Fernandez, Eduardo Sepulveda, Winner Anacone, Rafael Valls

4. etape

Der er ikke så meget hokuspokus over denne etape. Etapen er let at kontrollere, og det bør ende i et slag mellem de bedste klatrere på den sidste stigning. På dagens etape var det umiddelbart svært at blive meget klogere på favoritternes form, og det var stort set kun Riccardo Zoidl, der viste lidt svaghedstegn. Derfor afspejler vores vurdering den, vi havde inden starten på løbet med Aleksandr Vlasov som favorit foran Carlos Betancur.

Feltet.dks vinderbud: Aleksandr Vlasov

Øvrige vinderkandidater: Carlos Betancur, Dayer Quintana

Outsidere: Ben Hermans, Ben O’Connor, Patrick Schelling, Riccardo Zoidl, Ruben Fernandez

Jokers: Winner Anacona, Javier Moreno, Eduardo Sepulveda, Giovanni Visconti, Rafael Valls, Victor De La Parte

5. etape

På papiret ligner det en dag for et udbrud, men efter sejren forleden vil vi tro, at Neri Sottoli vil gå efter endnu en reduceret massespurt. Det får os til atter at pege på Giovanni Visconti som favorit, men terrænet er ikke sværere, end at også mere klassiske sprintere kan være med. Det gælder særligt Carlos Barbero og Jonas Koch, men også Wanty-duoen med Pieter Vanspeybrouck og Tom Devriendt samt den velkørende Jannik Steimle har en chance. Arkea har indikeret, at de vil køre for Laurent Pichon med Romain Hardy som plan B, og August Jensen ser endelig bedre ud.Endelig kan Daniel Auer måske også klare stigningerne.

Feltet.dks vinderbud: Giovanni Visconti

Øvrige vinderkandidater: Carlos Barbero, Jonas Koch

Outsidere: Tom Devriendt, Pieter Vanpeybrouck, Jannik Steimle, Laurent Pichon

Jokers: Romain Hardy, Daniel Auer, Enrico Gasparotto, Alessandro Fedeli

6. etape

Både etapen som helhed og den sidste stigning minder meget om 5. etape, og det kunne derfor ligne en gentagelse. Dimension Data og Movistar bør i hvert fald forsøge at skabe samling, så bonussekunderne kommer i spil. Det ligner en gentagel af opgøret mellem Ben Hermans og Ben O'Connor, og det kan gå begge veje. Hermans var den stærkeste den anden dag, og det tror vi, at han være igen. Winner Anacona har dog også klatreevnerne til at begå sig, og formen er tydeligvis i top, og Movistar kan også spille på den velkørende Eduardo Sepulveda. Riccardo Zoidl ligner en mand i fremgang, men det samme gør hans holdkammerat Victor De La Parte, og de kan begge gøre det bedre end sidst. Man må også forvente, at Dayer Quintana med mere løbsrytme vil gøre det bedre, og Aleksandr Vlasov kan rejse sig efter skuffelsen. Til gengæld tror vi, at overraskelsen Stefan De Bod samt Amanuel Ghebreighzabhier skal ofre sig for O'Connor, da Dimension Data ventes at kontrollere finalen.

Feltet.dks vinderbud: Ben Hermans

Øvrige vinderkandidater: Ben O'Connor, Winner Anacona

Outsidere: Riccardo Zoidl, Victor De La Parte, Eduardo Sepulveda, Aleksandr Vlasov

Jokers: Dayer Quintana, Patrick Schelling, Jose Manuel Diaz, Stefam De Bod, Amanuel Ghebreigzabhier