Grundet et stort arbejdspres i disse travle tider vil der være tale om kortere favoritvurderinger og ikke den vanlige detaljerede begrundelse for, hvorfor den enkelte rytter nævnes som muligt vinderbud. Derfor bliver der heller ingen optakt til Czech Cycling Tour, mens vi til Tour of Utah nøjes med at opdatere den overordnede optakt med daglige etapevinderbud.

Lørdag gælder 5. etape af Vuelta a Burgos og 3. etape af Arctic Race of Norway.

Du kan læse overordnede optakter til Vuelta a Burgos, Tour of Utah samt Arctic Race of Norway.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Vuelta a Burgos - 5. etape

Ruten

Som omtalt tidligere er løbets traditionelle højdepunkt altid den ikoniske kongeetape, der slutter på toppen af den frygtede stigning til Lagunas De Neila. Som det har været tilfældet hvert år siden 2009 vil den også i år runde løbet af, men da der ligesom de to foregående år denne gang har været en svær bjergfinale allerede tidligere i løbet, vil den næppe blive altafgørende, som den har været tidligere. Det ændrer dog ikke på, at førertrøjen ligesom i 2018 sagtens kan skifte ejermand på en af Spaniens mest frygtede stigninger, også selvom man for tredje år i træk har designet en kortere og samlet set betydeligt nemmere etape end vanligt.

Den lettere og kortere kongeetape fører i år over 146 km fra Salas Domingo de Silos til toppen af Lagunas De Neila. I de tidligere år har man som regel haft adskillige stigninger inden finalebjerget, herunder en første passage i finalen, hvor man dog er drejet fra kort inden den stejleste del øverst på stigningen, men denne del er ligesom i 2017 og 2018 droppet til fordel for en relativt flad indledning, der kun byder på to mindre kategori 3-stigninger - endda mod tre i de seneste to år.

Startbyen ligger ganske tæt op målbjerget, og derfor består første del af etapen af et par store sløjfer på det flade plateau i Burgos-regionen. Først kører man igennem let kuperet terræn mod øst ud til en flad rundstrækning, der ligger lige vest for bjergene, og hvor der køres en hel omgang. Derefter kører man mod syd, sydvest og siden sydøst ned til etapens sydligste punkt, hvor man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Alto del Cerro (5,4 km, 3,6%), der har top efter 90,3 km. Herefter fortætter man mod nordøst op til forplejningszonen, der nås efter 97 km.

Efter frokosten drejer man mod sydøst for at følge plateauet yderligere et stykke, inden man drejer man mod nordøst og siden nord for at køre frem til kategori 3-stigningen Alto de Collado de Vilviestre (3 km, 4,3%), der har top, når der resterer bare 24 km. Derfra gør det via en nedkørsel mod nord og nordøst ned til bunden af Lagunas De Neila-stigningen, der er uden for kategori. Den er i alt 11,8 km lang og stiger med 6,1% i gennemsnit, men man skal ikke lade sig snyde af tallene. De først 9 km er således meget nemme med stigningsprocenter på under 6 det meste af vejen, og det er først herefter, at den tager fat. De sidste 3 km stiger med hhv. 9,6%, 8,2% og 11% i gennemsnit. På de sidste 3 km er vejen relativt lige, indtil den sidste kilometer byder på flere bløde sving og to hårnålesving, det sidste bare 100 m fra stregen.

I forhold til sidste år er første del ændret, så en tidlig stigning udgår, men fra bunden af den første stigning er resten af etapen uændret.

Etapen byder på i alt 2377 højdemeter.

Som sagt er stigningen på programmet hvert eneste år, og listen over vindere er stjernespækket. Sidste år lykkedes det Ivan Ramiro Sosa at sætte den førende Miguel Angel Lopez til vægs, efter at sidstnævnte havde skullet lukke et hav af huller, og dermed sikre sig både etapesejr og samlet triumf. I 2017 var det til gengæld Lopez, der sejrede efter en skidt start på løbet og vandt med hhv. 5 og 11 sekunder ned til Enric Mas og den førende Mikel Landa. I 2016 havde Sergio Pardilla held til med et smart angreb at udnytte favoritternes taktiske spil til at tage en solosejr. I 2015 var det Daniel Moreno, der var stærkest, og forud for det var vinderne Nairo Quintana (2014 og 2013), Esteban Chaves (2012), Mikel Landa (2011), Samuel Sanchez (2010), Ezequiel Mosquera (2009), Juan Jose Cobo (2008), Mauricio Soler (2007), Iban Mayo (2006), Juan Carlos Dominguez (2005), Alejandro Valverde (2004), Dave Bruylandts (2003), Michael Rasmussen (2002), Juan Miguel Mercado (2001) og Leonardo Piepoli (2000 og 1999), hvilket siger alt om stigningens sværhedsgrad.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Vejret

Burgos-regionen har udsigt til elendigt vejr i den kommende uge, men løbet her når at slutte i tide. Således bliver også lørdag skyfri og varm med en temperatur på 31 grader. Vinden vil være let til jævn og komme fra sydvest, hvilket primært giver sidemodvind først på etapen, indtil man fra bunden af den første stigning får med- og sidemedvind. Det varer ved også frem til målstigningen, hvor der vil være sidemedvind, indtil man med 2,5 km igen drejer ind i sidemodvind.

Favoritterne

Det er nu tredje gang, at løbet har haft to bjergetaper med mål på Picon Blanco og Lagunas De Neila, og sjovt nok har man fået ret forskellige resultater på de to etaper. I 2017 rejste Miguel Angel Lopez sig efter en ringe start, mens den på Picon Blanco så suveræne Mikel Landa viste svaghedstegn, og i 2018 lykkedes det endda Ivan Ramiro Sosa at stjæle trøjen fra Miguel Angel Lopez, der to dage tidligere havde slået ham i spurten på Picon Blanco. Dengang skyldtes det imidlertid i høj grad et svagt Astana-hold, der efterlod Lopez isoleret næsten med det samme, og da han ene mand skulle lukke et hav af huller, kunne Sosa til slut relativt let slå kontra.

De to eksempler viser altså, at hierarkiet sagtens kan skifte mellem de to etaper. Det skyldes naturligvis dels, at løbet for mange kommer efter en lang pause, og at de først skal genfinde lidt løbsrytme, men i lige så høj grad, at stigningerne er ret forskellige. Hvor Picon Blanco er et ”rigtigt” bjerg, er Lagunas De Neila mere en 3 km lang, men meget stejl rampe, og det er derfor en temmelig eksplosiv finale. Det er blevet endnu mere udpræget de senere år, hvor man som sagt har gjort første del af etapen langt lettere end tidligere - en tendens, der er endnu mere udpræget i år, hvor man for første gang skal over bare to små bakker inden målbjerget.

Den lette første del af etapen betyder også, at det burde være let at sikre, at favoritterne skal køre om det. Movistar har endnu ikke fået noget ud af løbet, og selvom de nok ikke helt tror på, at Sosa kan knækkes, vil de som minimum gerne have en etapesejr. Man kan også sagtens tænke sig, at Euskadi-Murias vil give en hånd med for Oscar Rodriguez, og endelig er det ikke helt umuligt, at også Ineos vil jagte endnu en sejr. I et løb uden bonussekunder løber de nemlig ingen ekstra risiko ved at jagte et udbrud, så hvorfor skulle Sosa ikke forsøge at gentage sidste års sejr på et bjerg, der må give ham gode minder?

Derfor bør det ende i et opgør mellem favoritterne, også fordi hverken vindstyrke eller retning er rigtig til at skabe splittelse. På stigningen forventer vi, at Ineos og Movistar igen vil lægge pres på fra bunden - denne gang nok særligt Movistar - inden favoritterne skal køre om det på den sidste stejle del, hvor der desværre vil være sidemodvind, hvorfor det kan være svært at angribe tidligt. Modsat sidste år er der ingen risiko for, at førertrøjen bliver isoleret, for Ineos har vist, at de har det stærkeste hold med Sebastian Henao, Jhonatan Narvaez samt ikke mindst Kenny Elissonde og David De La Cruz, der kan sidde med Sosa også til allersidst.

Det betyder, at det vil blive mindre taktisk og igen blive et spørgsmål om gode ben. Derfor peger vi på Ivan Ramiro Sosa som favorit. Colombianeren var i særklasse på Picon Blanco, og selvom denne mere eksplosive stigning passer ham dårligere, har han én gang vist, at han kan vinde her. Med så stærkt et hold ved sin side vil han kunne være beskyttet indtil allersidst, hvor han kan sætte sig igennem med sin styrke. Det er klart, at han ikke er meget eksplosiv, men han var så overlegen forleden, at vi tror, at han gentager sidste års sejr.

Hans værste rival må stadig være Richard Carapaz . Nok skuffede ecuadorianeren fælt forleden, men vi ved også, at han altid bliver bedre og bedre, ikke mindst nu efter en lang pause. Langsomt varmes hans dieselmotor op, og blandt løbets bedste er han den mest eksplosive og dermed den, der passer bedst til denne stigning. Den eksplosivitet viste han i dag, og den vil komme ham til gode i denne afslutning. Nu har han endda tabt så meget tid, at han ikke er den værste rival, og det betyder, at han måske kan få lidt mere frihed. Derfor kan han rejse sig med en sejr.

Læs også

Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold

Oscar Rodriguez viste på Picon Blanco, at han er klar til at tage næste skridt. Etapen og den meget eksplosive stigning passer ham dog dårligere, for både i forbindelse med sejren i Vueltaen og i går har vi set, at han er lidt af en diesel, der er bedst til at sætte sit eget tempo. Det er dog ikke nødvendigvis dumt på en stigning, der er så stejl som denne, og Vuelta-sejren kom som bekendt på La Camperona, der også er en kort og endnu stejlere sag. Han kan være meget svingende, men har han samme ben som i går, vil han igen være med i kamp om sejren.

På Picon Blanco var Antonio Pedrero længe Sosas værste rival, og det kan han meget vel vise sig at være igen. Han er lidt af en dieselklatrer uden det store antrit, og derfor passer denne stigning ham knap så godt. Han og Carapaz har dog fordel af et overtal, og selvom hans manglende frihed kan gøre det svært at komme væk fra Sosa, må Pedrero trods alt vente at være med i kampen om sejren igen.

David De La Cruz skal først og fremmest hjælpe Sosa, men måske kan han alligevel komme i spil. Hvis Sosa har styr på tingene - og han ligner en mand med overskud - vil det være nærliggende at give De La Cruz friheden til måske at tage en tiltrængt etapesejr. Alle øjne vil naturligt være rettet mod kaptajnen, og det kan De La Cruz måske udnytte.

Vi vil også igen pege på Guillaume Martin, selvom han skuffede forleden. I dag styrtede han endda, men heldigvis uden de store konsekvenser. Blandt toprytterne er han sammen med Carapaz den mest eksplosive, og derfor er det ikke en ringe stigning for ham, især ikke nu hvor han har tabt lidt tid.

Vi havde nok troet, at Daniel Munoz ville klare sig bedst af Androni-talenterne, men det blev i stedet Kevin Rivera. Den unge costaricaner var tæt på at matche de bedste, og det viser, at den samlede sejr i Sibiu Tour ikke var et tilfælde. Han er en underdog, der har gode ben og ekstra frihed, så måske kan han sikre Androni en sejr for andet år i træk.

Vi vil også fremhæve Amanuel Ghebreigzabhier. Eritreeren har længe været lovende, men hans kørsel i går var hans hidtil bedste. Han er en rytter med et glimrende punch, og denne stigning burde derfor ligge ganske godt til ham. Han vinder ikke, men han bør gøre det bedre.

Andre navne, der bør fremhæves, er Rui Vinhas, der burde være bedre på denne type stigning, og det samme bør Nikolay Cherkasov være. Det burde også være på en stigning som denne, at folk som Rui Costa, Jonathan Lastra, Delio Fernandez og måske især formstærke Alex Aranburu kan gøre det godt. Til gengæld passer den ikke godt til dieselklatrerne Pierre Rolland, Louis Meintjes og Mikel Bizkarra.

Feltet.dks vinderbud: Ivan Ramiro Sosa

Øvrige vinderkandidater: Richard Carapaz, Oscar Rodriguez

Outsidere: Antonio Pedrero, David De La Cruz, Guillaume Martin, Kevin Rivera, Amanuel Ghebreigzabhier

Jokers: Alex Aranburu, Rui Vinhas, Rui Costa, Nikolay Cherkasov, Pierre Rolland, Jonathan Lastra, Delio Fernandez

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Ivan Ramiro Sosas sejr fra 2018, Miguel Angel Lopez’ sejr fra 2017, Sergio Pardillas sejr fra 2016, Daniel Morenos sejr fra 2015, Nairo Quintanas sejre fra 2014 og 2013, Esteban Chaves’ sejr fra 2012 og Mikel Landas sejr fra 2011.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

Arctic Race of Norway - 3. etape

Ruten

Efter den første udgave, der var som skabt til stærke sprintere, havde man i de følgende år hver gang haft en afslutning på en stigning, hvor klatrerne har haft mulighed for at gøre en forskel. Den model afveg man fra i 2018, hvor man designede en lidt speciel puncheurudgave af løbet, men de manglende klatreudfordringer kompenseres der for i år, hvor der bydes på den suverænt hårdeste afslutning i løbets historie. Hvor de hidtil anvendte stigninger nok har været lange, men også ganske lette, slutter årets kongeetape for første gang på toppen af Storheia-stigningen, der blandt lokale er kendt som det norske Mont Ventoux, og selvom den sammenligning i hvert fald ikke rigtigt rimer på den beskedne længde på bare 3,5 km, vil den gennemsnitlige stigningsprocent på 11,8 sikre, at det i år er letvægterne, der skal slås om sejren i verdens nordligste etapeløb.

Kongeetapen fører feltet over 176,5 km fra Sortland til toppen af Storheia-stigningen i udkanten af byen Melbu. Igen er der tale om en etape, der afvikles på øerne ud for den norske kyst, og denne gang indledes etapen på Langøya. Indledningen er knaldhård, idet man fra starten ved østkysten med det samme forlader vandet for at køre mod vest ind gennem øen via kategori 2-stigningen Sortvatnet (1,7 km, 7%), der har top efter 2,5 km. En nedkørsel leder videre mod vest ned mod den flade kyst, der følges mod nord. Kort efter skærer man imidlertid igen tværs gennem øen ved at fortsætte mod nord op over kategori 2-stigningen Storeidet (1,9 km, 4,1%), hvis top passeres efter 18 hårde kilometer. Nedkørslen fører mod nord tilbage mod vandet, hvor man rammer en lille rundstrækning. Den fører først mod nordøst og nord op langs den flade kyst, inden man kører mod vest tværs over øen frem til Myre, hvor dagens første spurt er placeret efter 44,5 km i etapens nordligste punkt. Herefter går det mod syd og sydøst ned langs kysten tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

Efter runden går det tilbage mod syd via samme vej som tidligere, hvorfor man skærer tværs gennem øen og skal op over kategori 2-stigningen Storeidet. der denne gang skal bestiges fra den modsatte og letteste side, hvor der ikke uddeles bjergpoint. Nedkørslen leder tilbage til vandet, der nu følges igennem fladt terræn mod øst, sydøst og syd tilbage til startbyen Sortland, hvor dagens anden spurt er placeret efter 84 km.

Efter spurten vender man rundt for igen at køre første del af etapen én gang til. Det betyder, at man drejer mod vest for igen at køre op ad kategori 2-stigningen Sortvatnet (1,7 km, 7%), der har top efter 90,5 km. Efter via nedkørslen at være kørt tilbage til kysten afviger man imidlertid fra første del af etapen ved i stedet at køre mod sydvest. Her følger man den snoede, men relativt flade kyst over en ganske lang distance, og man fortsætter med at følge vandet mod syd, inden man kører mod øst hen langs øens sydkyst. Her drejer man mod syd for at køre over en bro, der leder over til Hadseløya, hvor målstigningen ligger, og hvor man kører en sidste spurt efter 142 km umiddelbart efter broen.

Den næste del af etapen er lige så enkel, idet man nu kører mod vest og sydøst rundt langs vandet helt ned til øens sydkyst. Den følges igennem fladt terræn mod øst gennem Melbu, inden det flade terræn får en brat ende. Det sker, når man i udkanten af byen forlader vandet for i stedet at køre mod nordøst op ad Storheia, der er uden for kategori. Den stiger med hele 11,8% over 3,5 km og er intet mindre end brutal. Således stiger de enkelte 500 m-segmenter med hhv. 12,6%, 12,6%, 14%, 9,8%, 8,6%, 11,8% og 13%, hvilket siger alt om, hvor vanskelig en stigning, der er tale om. Vejen er stort set helt lige, indtil man lige inden stregen bugter sig mod venstre.

Etapen byder på i alt 2281 højdemeter.

Storheia har ikke tidligere været brugt som mål for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Vejret

Det pæne vejr, rytterne har haft indtil nu, fortsætter. Lørdag bliver skyet med enkelte kig til solen først på etapen, men den varslede regn skulle først melde sin ankomst om aftenen. Temperaturen vil nå hæderlige 18 grader, og vinden vil blot være let og komme fra øst. Det giver masser af sidevind på første del af etapen og siden sidemedvind på det meste af anden halvdel, inden man drejer ind i sidemodvind på det sidste stykke frem mod stigningen. Her vil der være sidemodvind, indtil man bugter sig ind i medvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Ofte er man blevet overrasket over, hvor lette de nordnorske målstigninger har været, og det har ikke været nemt at skabe væsentlige forskelle. Sådan vil det imidlertid ikke være i 2019, der byder på en stigning, som er helt anderledes end det, vi kender fra norske løb, og etape, vi har i vente lørdag, må være den hårdeste, der nogensinde er afviklet på norsk grund.

Det bør da også ende i et opgør mellem klatrerne. Vinden vil være ganske begrænset, og man må formode, at særligt Arkea, Astana og måske og Katusha og Israel Cycling Academy vil gå stenhårdt efter skabe samling. Det kan dog godt blive lidt af en opgave for de små seksmandshold. Starten er knaldhård, og vi forventer således samme vanvidsstart som på 1. etape. Denne gang er der dog mindre vind, og samtidig vil det gøre en forskel, at særligt det stærke Astana-hold denne gang formentlig vil gå efter at køre kontrollerende og ikke offensivt. Derfor tror vi, at det vil kunne lade sig gøre at sende en lille gruppe afsted, og da det meste af etapen derefter er meget let, forventer vi en relativt kontrolleret dag, inden det skal afgøres i den eksplosive finale.

Storheia er en stigning, der vil kunne gøre mange sydeuropæiske lande misundelige. Nok er den kort og derfor også relativt eksplosiv, men på sådanne procenter uddeles der ingen gaver. Uheldigvis er vinden ikke specielt gunstig, men procenterne er af en karakter, så der vil skabes forskelle. Nok er det ikke en stigning for rene klatrere, men man skal være meget klatrestærk og gerne have et vist punch for at kunne gøre det færdigt på det, der må være Nordnorges vanskeligste stigning.

Det får os til at pege på Warren Barguil som vores favorit. En af Tourens store oplevelser var at se franskmanden rejse sig efter en svær tid, og særligt i Alperne lignede han igen sig selv. Det blev i sidste ende til en samlet 10. plads, hvilket vidner om, at den franske mester er tilbage, og nu skal han forsøge endelig at tage den sejr, han mangler. Hans kørsel på 1. etape viste, at han stadig har masser af form, og inden løbet gav han også udtryk for, at han er kommet til Norge for at vinde. Han har før i Ardennerne vist, at han er glimrende på korte bakker, og de stejle procenter er kun til hans fordel. Derfor tror vi, at han tager sin første sejr i sin fine trikot.

Hans værste rival ligner Alexey Lutsenko, men kasakken er også altid en af feltets største lottokuponer. Heldigvis har han været her, der og alle vegne de første dage, og det viser, at han tilsyneladende ikke er træt endnu. Han har i år nået helt nye højder, og han har endda overrasket særligt meget i bjergene, hvor han imponerede stort i både Dauphiné og ikke mindst med 3. pladsen på Tourens hårdeste alpeetape. Man kan frygte, at stigningen her er en anelse for stejl, men faktisk minder den meget om Green Mountain i Oman, hvor en formstærk Lutsenko knuste al modstand. Med hjælp fra et stærkt hold vil han være i stand til at vinde også her.

Katusha jagter oprejsning med Ilnur Zakarin , der måske nok vandt en bjergetape i Giroen, men stadig er en skygge af sig selv. Han har nu også kørt to grand tours i træk, og selvom han er kendt for sin holdbarhed, må han efterhånden være træt. Omvendt er det ikke verdens bedste klatrefelt, der er samlet i Norge, og på startlisten skiller Zakarins navn sin naturligt ud. Nok er han ikke som i 2017, men han sluttede stadig i top 10 i Giroen. Stigningen er for eksplosiv, men hvis han stadig har en nogenlunde friskhed, bør Zakarin som minimum være med i kampen om sejren. 

Læs også

Uno-X afslører vilde WorldTour-planer

Mange øjne vil være rettet mod stortalentet Brandon McNulty, der længe har været udskreget som det næste store navn i USA. Det har han i år bevist med sin samlede og ret overlegne sejr i Giro di Sicilia, men siden da er intet gået som ønsket. Sygdom slog ham ud i Californien, og han fandt aldrig benene, da han fik en stor chance i Tour de Suisse. Han kommer til løbet efter en lang pause, som kun blev afbrudt i grusvejsløbet Slag om Norg i weekenden, hvor han udgik. Det løb passede ham imidlertid slet ikke, og hans form kan sagtens være bedre end som så. Han sad da i hvert fald med i sidevinden i går. Er han som på Sicilien, burde han være med fremme, selvom stigningen nok er lige eksplosiv nok.

En anden meget spændende kandidat er Krists Neilands. Den unge lette gav store prøver på sit talent i Milano-Sanremo sidste år, men desværre har der siden været langt mellem snapsene. Trods sygdom kørte han dog en fornem bjergetape i Giroen, der gav ham så god form, at han var i en klasse for sig i det ret stærkt besatte Ungarn Rundt. Inden Giroen var han også fremragende i bjergene i Vuelta Asturias. Har han de ben til dette løb, bør han være med helt i front i kampen om sejren på en rute, der passer ham, især fordi han er ret eksplosiv. Hans kørsel på 1. etape vidner i hvert fald om god form.

Direct Energie stiller med Rein Taaramae , der er tidligere vinder af løbet. Den bedrift vil han helt sikkert drømme om at gentage, men man kan frygte, at formen ikke er der. Taaramae kan være flyvende eller næsten pinligt ringe, og desværre tydede hans kørsel mod slutningen af en anonym Tour på, at han er ved at være træt. Omvendt ved man aldrig, hvor man har ham, og årets 4. plads på kongeetapen i Tour de l’Ain og 3. plads i Mont Ventoux-løbet viser, at han stadig klatrer fremragende. Han klarede sidevinden og kan derfor ikke være helt ringe Som alternativer har Direct Energie Lilian Calmejane, der i Touren dog desværre fortsatte sin deroute og også vil finde stigningen for stejl, samt Jonathan Hivert, der med sejren på La Camperona i Castilla y Leon har vundet på en lignende stigning, men som aldrig kan træde en bule i en blød hat i august og havde et nærmest katastrofalt Tour de Wallonie, selvom han viste lidt fremgang på 1. etape

Etapens helt store joker er naturligvis fænomenet Mathieu van der Poel, der vender tilbage til landevejen frem mod VM. Sidste år vandt han to etaper i løbet, men måtte også sande, at han kom til kort mod Astana i sidevinden og på bakkerne. Nu er han en langt stærkere rytter, men til gengæld siger al logik også, at denne etape må være for hård for en mand, der aldrig har været med fremme på så vanskelig en stigning. På den anden side har Van der Poel overrasket igen og igen, og stigningen er trods alt kort og eksplosiv. Så sent som i Touren viste Julian Alaphilippe, at man aldrig skal udelukke noget fra sportens vidunderbørn.

Uno-X stiller med Markus Hoelgaard, der sidste år blev nr. 2 i løbet. Desværre har han ikke haft sit allerbedste år, men det er dog blevet til en 3. plads i Oberösterreich Rundfahrt og en samlet 2. plads i Tour of Rhodes. I teorien burde han have endnu bedre muligheder på denne hårdere rute end sidste års puncheurløb, men der er stadig et stykke vej fra hans hidtidige resultater til at køre fra Barguil på så svær en stigning som denne. Formen burde dog være i top til det, der vel er årets største mål, og det har hans meget aktive kørsel de første dage understreget.

Jumbo kommer med et hold, der primært er rettet mod spurterne, men de har dog i Floris De Tier en mere klatrestærk type også. Desværre har belgieren oftest skuffet efter skiftet til det hollandske storhold, og der har været temmelig langt mellem snapsene. Især er det problematisk, at formen er så svingende, men en nylig 38. plads i San Sebastian tyder på, at han kommer til løbet i god form, og det bekræftedes på 1. etape, hvor han var meget aktiv. Sidste år blev han nr. 4 på en etape i Vueltaen, nr. 16 i Amstel Gold Race, nr. 11 i Ruta del Sol og nr. 13 i Strade Bianche, og det viser, at en formstærk De Tier er en stærk rytter. Stigningen her er nok for hård, men med gode ben kan han gøre det hæderligt.

Hvis han har de ben, han havde på Sicilien og i Tyrkiet i april, burde Mauro Finetto kunne gøre det godt, også selvom stigningen her nok er for svær til, at han kan vinde. Problemet er bare, at et styrt i maj satte ham alenlangt tilbage. Nu har han senest gennemført Qinghai Lake i Kina, og derfor kan man håbe, at han langsomt har fundet formen, men det skal han først bevise. Det forhold, at han klarede sidevinden, kunne tyde på, at han er ved at være der.

Dimension Data stiller med Enrico Gasparotto, der skal forsøge at rejse sig efter et svært år. Senest skuffede han i Tour de Pologne, der ellers var et stort mål, men heldigvis klarede han sig lidt bedre på sidste etape. Problemet er bare, at stigningen her i forvejen ser en anelse for svær ud, og han ligner derfor ikke en vinder, selvom han formentlig vil være med fremme.

Vital Concept kommer med Quentin Pacher, der altid er uhyre stabil i kuperede løb. Desværre har han ikek været helt så god som tidligere, og det skyldes ikke kun de mange styrt. En samlet 5. plads i Vallonien kunne dog være et tegn på fremgang, og han så godt ud i sidevinden forleden, men uanset hvad er stigningen her nok en anelse for svær.

Endelig er der taberne fra 1. etape. Loic Vliegen, Odd Christian Eiking, Andreas Vangstad og Bjørn Tore Hoem er alle ude af klassementet. Spørgsmålet er bare, om det skyldtes dårlige ben eller uopmærksomhed i vinden. Det svar får vi først i morgen. Vi ved som minimum, at Vliegen og Vangstad var i form inden løbet, og derfor burde de være med fremme på en etape, der passer dem.

Andre kandidater er Jonas Gregaard og en velkørende Magnus Cort, der efterhånden klatrer fremragende, samt Tom-Jelte Slagter og måske Benjamin Declercq. De to førstnævnte skal dog først og fremmest hjælpe Lutsenko.

Feltet.dks vinderbud: Warren Barguil

Øvrige vinderkandidater: Alexey Lutsenko, Ilnur Zakarin

Outsidere: Brandon McNulty, Krists Neilands, Rein Taaramae, Mathieu van der Poel, Markus Hoelgaard

Jokers: Floris De Tier, Mauro Finetto, Enrico Gasparotto, Quentin Pacher, Loic Vliegen, Odd Christian Eiking, Andreas Vangstad, Bjørn Tore Hoem