Tiden rækker desværre ikke til at skrive detaljerede etapeoptakter til de tre etapeløb, men vi vil hver dag lave en oversigt, hvor vi gennemgår favoritter til den kommende dags løb. Derudover vil der naturligvis være samlede optakter til alle tre etapeløb og senere også til WorldTour-løbet UAE Tour, der skydes i gang på søndag. I kan læse optakterne til Vuelta a Andalucia, Volta ao Algarve og Tour du Alpes Maritimes et du Var.

Lørdag gælder det 4. etape af Vuelta a Andalucia og Volta ao Algarve og 2. etape i Tour du Alpes Martimes et du Var.

Vuelta a Andalucia - 4. etape

Ruten

Inden søndagens enkeltstart får klatrerne en sidste chance for at sætte tid i banken på en etape, der er har samme design som sidste års korte kongeetape. Også dengang var der tale om en kort, intens sag med et svært bjerg efterfulgt af en lang nedkørsel til Granada, men i år er der skruet en anelse ned for vanskelighederne. Det betyder dog ikke, at man får det mindste foræret på den ganske stejle Alto del Purche, der helt sikkert er rigeligt svær til at skabe afstande, inden en hæsblæsende nedkørsel vil give ryttere mulighed for måske at indhente lidt af det tabte inden den flade finale.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Etapen er med sine bare 125,0 km en kort sag, der fører feltet fra Villanueva Mesia til Granada. Startbyen ligger i et fladt område vest for målbyen, der ligger for foden af bjergene, og man lægger derfor ud med at køre mod øst igennem relativt fladt terræn, der kun afbrydes af et tidligt stigende stykke. Her kører man nord om Granada frem til bjergene vest for byen. Langsomt begynder det at stige let, indtil man drejer mod sydøst for at tage hul op kategori 3-stigningen Puerto de Nivar (10,8 km, 4,2%), der har top efter 53,9 km. Herfra kører man direkte ind på den korte kategori 3-stigning Alto de Hueto Santillan (3,0 km, 3,7%), som har top efter 59,0 km. Herefter bliver det igen nemmere. Først falder det mod sydøst ned til forplejningen, hvorefter man kører mod nordøst og sydøst af et let kuperet stykke med en bakke (900 m, 8,6%) undervejs. Man følger nu et længere let faldende stykke, der leder mod sydvest og siden vest ind til Granada, hvor målstregen krydses for første gang efter 87,7 km.

Etapen afsluttes nu med en 37,3 km lang rundstrækning. Først slår man en sløjfe i den nordøstlige del af byen for at køre op til dagens spurt på toppen af en bakke (1,0 km, 8,5%), som passeres efter 89,1 km, inden man igennem let stigende terræn kører mod sydøst ud til byen Monachil. Her rammer man bunden af dagens hovedudfordring, kategori 1-bjerget Alto del Purche (9,0 km, 7,5%), som kan deles i to dele. De første 6,2 km er modbydelige og stiger med 9,5%, herunder 2 km med ca. 10,5% i bunden og 1200 m 10,0% på den øvre del. Derefter venter en lille nedkørsel, inden det stiger med 9,5% over de sidste 900 m op til toppen, som rundes med 17,7 km igen.

Nu går det i lynets hast tilbage mod Granada. Først kører man mod nordvest ad en teknisk nedkørsel, inden man rammer en lang, lige og let faldende vej, der leder tilbage til centrum af Granada. Det falder let hele vejen i en helt ukompliceret finale, hvor der ikke er ét eneste reelt sving på de sidste 3 km. Med 400 m igen skal man igennem en rundkørsel, inden man rammer den 200 m lange, 5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2386 højdemeter.

Granada vendte i 2017 år tilbage som målby efter en pause på 15 år. Her lykkedes det Alejandro Valverde, Wout Poels, Sebastien Reichenbach, Diego Rosa, Ion Izagirre og Alberto Contador at køre væk på den sidste stigning, inden Valverde spurtede sig til den første førertrøje. I 2018 var byen vært for den indledende sprinteretape, hvor Thomas Boudat tog en overraskende sejr foran Sacha Modolo, inden man sidste år lagde asfalt til kongeetapen, hvor Simon Yates kørte fra alt og alle, og hvor Jakob Fuglsang kunne overtage førertrøjen fra Tim Wellens. I 2002 vandt Erik Dekker fra et udbrud på sidste etape, og året inden leverede Mikel Artetxe en tilsvarende bedrift, mens Jo Planckaert og Tom Steels vandt massespurter i henholdsvis 2000 og 1999. Også Vueltaen har tit lagt vejen forbi, senest i 2008, hvor Liquigas vandt en holdtidskørsel på 1. etape. I 2007 slog Samuel Sanchez landsmanden Manuel Beltran i en 2-mandsspurt, mens Tom Danielson fik ram på Alexandre Vinokourov på en mindeværdig dag i 2006, hvor kasakken lagde grunden til sin samlede sejr med sin andenplads i en finale, der var identisk med årets etape. I 2005 vandt Denis Menchov en prolog i byen, og Santiago Perez tog en solosejr i 2004.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Vejret

Det forrygende vejr fortsætter på en lørdag, der vil være stort set skyfri, og hvor temperaturen i Granada vil nå hele 21 grader. Det vil også være stort set vindstille med en helt svag brise fra vest. Det giver med- og sidevind først på etapen, indtil man får sidemodvind på det sidste stykke ind til Granada. På rundstrækningen vil der være med- og sidemedvind hele vejen til toppen af stigningen og derefter sidemod- og modvind hele vejen hjem med sidemodvind på den alenlange vej ind gennem byen.

Favoritterne

Man må håbe for Jakob Fuglsang, at han ikke fik opbrugt alt sit held til at tage det, der må betegnes som karrierens heldigste sejr. Mens dagens hovedvejsstigning var så let, at Mitchelton og Bahrain end ikke gad forsøge at angribe ham, er det lørdag, at det helt store slag skal slås. Hidtil har stigningerne nemlig alle været relativt lette og aldrig specielt stejle - hvis man da ser bort fra de små ramper i finalerne - men det ændres der på i morgen.

Alto del Purche er i særklasse løbets sværeste stigning, men desværre for klatrerne kommer den lidt langt fra mål til, at det er ideelt. Heldigvis ved vi, at der godt kan gøres forskelle. Mange vil sikkert huske, hvordan Alexandre Vinokourov i præcis denne finale snød Alejandro Valverde for Vuelta-sejren i 2006. Kasakken kørte væk på de sidste 2 km på stigningen og slog pjalterne sammen med Tom Danielsen, der var eneste overlevende fra et tidligt udbrud, og det kunne de ni forfølgere ikke lukke.

Det viser, at man under de rette omstændigheder kan vinde løbet på denne etape, men det lange, let faldende stykke ind mod Granada betyder også, at chancen for regruppering er stor, og chancen for at tabe løbet på 4. etape er større, end chancen for at vinde det. Får man en krise på Purche, kan man nemlig tabe meget tid, præcis som Tim Wellens gjorde det på sidste års næsten identiske etape, hvor de dog brugte den endnu sværere Hazallanas-stigning i stedet.

I dag forsvarede Astana sig flot, og det bør de også kunne gøre på første del af 4. etape, der er let. Den flade start betyder, at de kan sikre sig, at et ufarligt udbrud kommer afsted, og herefter kan de formentlig tillade sig at lade dem sejle væk. Fuglsangs tilgang til etapen må være defensiv, da hans forspring inden enkeltstarten bør være rigeligt stort, men det betyder ikke, at jeg tror på en udbrudssejr. Bahrain kunne måske finde på at sende en mand i udbrud, men jeg tror, at Mikel Landa vil gøre meget for at vinde denne etape. Mitchelton går formentlig også 100% efter sejren med Jack Haig, og derfor tror jeg, at de to hold vil sikre, at udbruddet bliver hentet.

De små stigninger midtvejs kan kun bruges til at trætte feltet, og herefter skal det store slag slås på Purche. Jeg forventer, at Landa vil bruge samme taktik som sidst, for han ved, at der skal sikres et stort forspring inden toppen, ligesom der skal vindes megen tid inden søndag. Formentlig lægger Mitchelton eller Bahrain pres på fra bunden, og derefter vil Landa sikkert åbne ballet.

Lige nu synes han imidlertid ikke at kunne ryste Fuglsang, men det er formentlig også kun danskeren og måske Haig, der kan følge med. Fuglsang kan godt tillade sig at samarbejde uden at køre sig selv helt i hegnet, for et større forspring til Teuns og Bilbao er værd at tage med inden enkeltstarten. Derfor tror jeg, at Landa og Fuglsang vil runde toppen i front, måske med Haig som ledsager.

Hvad der herefter sker, vil blive bestemt af Bahrain. Dylan Teuns og Pello Bilbao vil formentlig være de hurtigste i en forfølgergruppe, og på den baggrund kunne det give mening for Landa at sætte sig på hjul. Spørgsmålet er bare, om en etapesejr har mere værdi end en samlet podieplads til Landa. Det er klart, at Fuglsang ikke vil føre, hvis Landa sætter sig på hjul, men de bør kunne samarbejde, da Fuglsang kan lugte både tidsgevinst og etapesejr. Hvis Haig også er med, bør der ingen tvivl være, for da vil australieren have al mulig interesse i at vinde tid inden enkeltstarten.

Med andre ord er det Landa, der bestemmer. Hvis han vælger at samarbejde, tror jeg, at det ender i en spurt mellem Landa, Fuglsang og måske Haig, da Teuns og Bilbao da vil sidde på hjul hos forfølgerne. Hvis ikke, vil Landa ødelægge samarbejdet, og så bliver der formentlig samling til en spurt i en gruppe på førre end 10 mand, hvor Teuns og Bilbao vil være favoritter.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Da Landa synes at være meget opsat på at cementere sin kaptajnstatus med et resultat i form af enten etapesejr eller samlet podieplads, tror jeg mest på førstnævnte. På den baggrund peger jeg på Jakob Fuglsang som favorit. Danskeren er ganske vist ikke verdens hurtigste, men det er Haig og Landa bestemt heller ikke. Samtidig har Fuglsang forbedret sin spurt en anelse, og han har tidligere vundet en Dauphiné-etape på lignende maner, da han fik skovlen under blandt andre Chris Froome og Richie Porte i en gruppe af spurtsvage klatrere. Kombinerer man det med den storartede form, der betyder, at Fuglsang formentlig vil sidde med mest overskud, tror jeg, at danskeren tager sin tredje sejr ud af fire mulige.

Manden, der kan true ham, er først og fremmest Jack Haig. Australieren skuffede lidt på 1. etape, men han virkede ganske overbevisende i finalen i dag. Den stejlere stigning passer ham også bedre, og selvom han ikke er hurtig, viste han sidste år i blandt andet Bretagne og Quebec, at han er ikke er helt uden eksplosion. I en spurt mod Fuglsang og Landa vil han i hvert fald have en reel chance, hvis han kommer med de to bedste klatrere over Purche.

Mikel Landa får sværere ved at vinde. Selvom han godt kan afslutte på en bakke, ejer han ikke skyggen af spurt på flad vej. Formentlig skal han alene hjem for at vinde, og det bliver trods alt svært at sætte Fuglsang, der synes at have et par procent mere. Udelukkes kan det dog ikke, da alt kan ske i en spurt mellem tre spurtsvage folk, men skal han vinde etapen, kan en alliance være bedste chance. Kører han og Fuglsang væk, kan man ikke helt udelukke, at en aftale kan indgås, så Landa får etapesejren, og Fuglsang øger sit forspring så meget, at sejren reelt allerede kan sikres lørdag.

Samles det, må man pege på Dylan Teuns. Nogen stor sprinter på flad vej er han ikke, men dem er der ikke mange af blandt klassementsrytterne i dette felt. Sulten må være enorm efter dagens gigantbrøler, men heldigvis virkede han overbevisende på bakken. Han bør som minimum sidde i forfølgergruppen, selvom stigningen er for lang for ham, og så kan han slå til i en spurt, hvis der skabes samling.

Den anden hurtige herre er Pello Bilbao. Nu om dage spurter han aldrig, men i dag viste han, at lidt af hurtigheden er intakt. Tidligere har han sågar vundet en massespurt, og på flad vej kan han sagtens vise sig at være hurtigere end Teuns. Til gengæld skuffede han i dag en anelse på stigningen, hvor han blev sat af, og det kan betyde, at han ikke kommer med hjem, selvom han var mere overbevisende end Teuns i onsdags og normalt også er stærkere end belgieren på længere stigninger.

Ender det i en spurt, er Teuns og Bilbao store favoritter, men i en flad finale er det muligt at snige sig væk. Her vil jeg pege på Brandon McNulty som bedste bud. Han eksploderede på 1. etape, men forinden virkede han meget stærk, og jeg vil tro, at han har lært lektien om ikke at gå i rød zone for hurtigt. I dag kørte han finalen som en enkeltstart, og gør han det, kan han sagtens havne i den bedste gruppe til sidst. Får han et hul på de sidste kilometer, er han meget svær at hente tilbage.

Jeg vil også pege på Antwan Tolhoek. Den lille hollænder virkede temmelig rusten på 1. etape, men i dag var han meget bedre. Han bør være bedre på en stejlere stigning, og dermed burde han have en god chance for at komme med i en forfølgergruppe bag de bedste. Han vinder ikke en spurt, men han har tabt tid og kan måske snige sig væk til sidst.

Også Marc Soler skal nævnes. Han så i hvert fald meget bedre ud i dag, men til gengæld frygter jeg for ham også, at Purche ganske enkelt er for stejl. Heldigvis har han før vist, at han godt kan håndtere relativt stejle stigninger, så han har en fornuftig chance. Han er ikke helt langsom, men skal han vinde, skal han nok bruge sin power til at køre væk i finalen.

En joker kunne være hans holdkammerat Enric Mas. Han var som bekendt syg op til løbet, men viste i dag, at han er i bedring. I forvejen bliver han altid bedre og bedre gennem et etapeløb, og hvis benene er gode igen, vil han med sit tidstab måske kunne snige sig væk til sidst.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Endelig vil jeg pege på Harm Vanhoucke. Den lille belgier har haft det lidt svært de seneste dage, men denne stejle stigning burde være guf for ham. Heller ikke han er specielt hurtig, men han er en underdog, der har frihed til at angribe.

Desværre virker Chris Harper til at være faldet sammen, og ham tror jeg ikke på. Andrey Zeits kører godt, men vil formentlig skulle arbejde for Haig, ligesom han styrtede i dag. David de la Cruz har haft det svært de seneste dage, men denne etape passer langt bedre til den antieksplosive spanier, der måske vil kunne snige sig væk til sidst. Ruben Fernandez vil nok finde stigningen for svær og synes i tilbagegang, og den er nok også for stejl for Sander Armee. Endelig skal Ion Izagirre kontrollere for Fuglsang, og han er derfor ikke i spil til en etapesejr.

Feltet.dks vinderbud: Jakob Fuglsang

Øvrige vinderkandidater: Jack Haig, Dylan Teuns

Outsidere: Pello Bilbao, Mikel Landa, Barndon McNulty, Antwan Tolhoek, Marc Soler

Jokers: Enric Mas, Harm Vanhoucke, David de la Cruz, Ruben Fernandez, Sander Armee

Volta ao Algarve - 4. etape

Ruten

Alto do Malhao er løbets mest ikoniske stigning, og det er ikke en rigtig udgave af det portugisiske løb, hvis ikke rytterne har forceret den 2,8 km lange stigning, der stiger md 8,9% i gennemsnit. I år er den naturligvis med igen, og som altid skal rytterne forcere den to gange i finalen på løbets kongeetape. Efter fire år som løbets sidste etape flyttes den denne gang imidlertid til lørdagen, hvor klatrerne skal sørge for at sætte point i banken inden enkeltstarten, der denne gang runder festen af. Det får de til gengæld også en bedre chance for, da man nu har lagt de to passager af løbets mest berømte stigning tættere på hinanden

Årets udgave af etapen er 169,7 km lang og fører feltet fra Albufeira til toppen af Alto do Malhao. Dermed er den indledende fase nytænkt i forhold til tidligere, og i år har man også forkortet den afsluttende rundstrækning, så stigningen kommer to gange inden for de sidste 25 km. Starten går ude ved kysten, hvorfra man igennem relativt fladt terræn kører mod nordøst op til den første spurt, der kommer efter 12,5 km. Derfra går det mod sydøst igennem fladlandet tilbage til kysten, inden man igen forlader vandet ved at køre mod nordøst og nord gennem let stigende terræn frem til den anden spurt, som er placeret efter 52,7 km. Derfra går det mod vest frem til kategori 3-stigniningen Picota (1,7 km, 7,0%), der har top efter 60,0 km. Der fortsættes nu mod nordøst og øst i småkuperet terræn

Efter forplejningszonen sættes kursen mod sydøst, mens det stiger let. Sådan fortsætter det, når man drejer mod nord for at køre frem til kategori 3-stigningen Barranco do Velho (1,7 km, 6,0%), som passeres efter 104,0 km. En skarp nedkørsel leder mod vest, hvorefter det kun er småkuperet, indtil man drejer mod nord for at tage hul på kategori 3-stigningen Alte (2,3 km, 6,9%), som passeres efter 132,2 km. Derefter går det igennem relativt fladt terræn mod nordøst op til den afsluttende rundstrækning. Den indledes med første passage af Alto do Malhao, der er i kategori 2, men første gang køres ikke hele vejen til toppen og hen over målstregen. Bjergspurten kommer her efter 145,7 km med 24,0 km igen efter en 2,5 km lang klatretur, der stiger med 9,7% i gennemsnit.

Nu kører man en hel omgang på rundstrækningen, der indledes med, at det falder let, mens man kører mod nordøst og sydøst, inden det går mod syd over en bakke (1,0 km, 10,0%), som har top efter 160,1 km. Derfra går det igennem fladlandet mod vest og nord frem til bunden af Malhao, på hvis top målstregen er placeret. Denne gang kører man hele vejen op ad den 2,8 km lange stigning, der stiger med 8,9% i gennemsnit. Den er stejlest på de første 1500 m, hvor stigningsprocenten er på 10-12%. Den sidste kilometer er nemmere med stigningsprocenter på mellem 4 og 8 og har det stejleste stykke på 7,9% med ca. 500 m til mål, inden det flader ud over de sidste 300 m, der gennemsnitligt byder på bare 4,3%. Der er fire hårnålesving på stigningen, det sidste med ca. 800 m til mål, hvorefter vejen kun snor sig ganske let.

Etapen byder på i alt 2755 højdemeter.

Sidste år fik etapen et atypisk forløb, da løbet blev åbnet udefra med et angreb fra blandt andre Søren Kragh, som næsten løb med den samlede sejr. Tadej Pogacar fik dog begrænset skaden, og da Zdenek Stybar overspurtede ham til sidst, endte danskeren tomhændet. I 2018 fik etapen også et overraskende forløb, da en stor udbrydergruppe fik lov at afgøre etapen i det efter en sær taktik fra Sky. Trods en førertrøje på Geraint Thomas’ skuldre blev Michal Kwiatkowski sendt i offensiven tidligt, og herfra kunne han sikre sig både etapesejr og samlet triumf. I 2017 tog Amaro Antunes en stor gennembrudssejr, da han med et flot angreb slog Vicente Garcia de Mateos og Tiesj Benoot med 12 sekunder og en gruppe af favoritter med 15 sekunder. I 2016 lykkedes det Alberto Contador at slå tilbage efter en katastrofal præstation på 2. etape, og med en suveræn soloopvisning satte han Fabio Aru, Thibaut Pinot og Antunes til vægs med hele 20 sekunder. I 2015 vandt Richie Porte 3 sekunder foran Michal Kwiatkowski, selvom han havde været i front på det meste af stigningen for at hjælpe Geraint Thomas. I 2014 var Contador igen bedst, da han slog Rui Costa og Michal Kwiatkowski med henholdsvis 3 og 10 sekunder, mens Sergio Henao slog Costa i 2013. I 2012 satte Bradley Wiggins holdkammeraten Porte op til en flot solosejr. I det hele taget har Sky haft meget succes på stigningen, idet de vandt med Stephen Cummings i 2011. Contador var også bedst i både 2009 og 2008.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Vejret

Der skrues ingenlunde ned for de fine betingelser på en lørdag, der ikke byder på én eneste sky, og hvor temperaturen vil nå 21 grader. Igen vil det være næsten vindstille med en svag til let vind fra øst. Det giver vind fra alle retninger på den kringlede rute. På rundstrækningen vilder der være sidevind op ad Malhao, sidemodvind på det følgende stykke og medvind i forbindelse med indløbet til stigningen.

Favoritterne

I gamle dage vidste vi altid, hvad vi skulle forvente af løbets traditionelle kongeetape. År efter år endte det i et opgør mellem favoritterne på den korte, eksplosive stigning, der er helt anderledes end den lange, lette Foia-stigning fra 2. etape. I de seneste to år har manuskriptet imidlertid været skrevet om, og vi har set, at etapen kan være svær at kontrollere. I 2018 sendte Sky helt overraskende Michal Kwiatkowski afsted i den ukontrollerbare start, og sidste år var det Søren Kraghs modige offensiv, der nær havde knækket UAE og Tadej Pogacar.

Mulighederne for en gentagelse er bestemt til stede. Deceuninck er her nemlig med et sprinterhold, og det betyder, at det kun er Joao Almeida, der for alvor kan støtte Remco Evenepoel. Interessen i at angribe ham inden enkeltstarten må være stor, og der er trods alt grænser for, hvad den ellers meget velkørende Almeida kan klare.

Heldigvis for Evenepoel er den første del af etapen let, og han kan derfor sikre sig, at udbruddet er ufarligt. Det bør dog blive en meget aggressiv start, da etapen nu to år i træk er blevet vundet af et udbrud. Herefter kan Deceuninck læne sig tilbage og lade etapesejr være etapesejr, hvis bare de har sikret sig, at udbruddet ikke truer trøjen.

Alligevel vil de formentlig blive hentet. Astana, UAE og Israel SUN vil meget gerne vinde denne etape, og måske har Maximilian Schachmann og Bora også fået mod på mere. Det tidlige udbrud bør derfor blive kørt ind, selvom det formentlig er ganske stærkt.

Det interessante punkt kommer, når de rammer Alte-stigningen med knap 40 km igen. Herefter bliver terrænet svært, og der vil være mulighed for at lave et Kragh-nummer. I år er chancerne endda endnu bedre, fordi Malhaos første passage kommer tættere på mål. Ineos har et løb, der skal reddes, og Bora kunne sagtens spille Lennard Kämna ud, mens folk som Simon Geschke, Bauke Mollema, Vincenzo Nibali, Amaro Antunes og altid aggressive Tim Wellens samt måske endda Dan Martin og Miguel Angel Lopez kan finde på at angribe tidligt.

Læs også

Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker

Heldigvis for Evenepoel er Almeida stærk, og jeg tror, at han har en allieret i UAE. Costa må have tanket selvtillid af den overbevisende kørsel forleden, og vi så på 2. etape, at Joe Dombrowski og Jan Polanc er brølstærke. Samtidig er det også muligt, at Bora satser 100% på Schachmanns etapechancer og enkeltstarter, og hvis Bora også giver en hånd med, kan der skabes samling. Lægger man dertil, at Astana formentlig gør alt for at vinde med Miguel Angel Lopez, tror jeg, at det ender i favoritopgøret, selvom jeg ikke udelukker en gentagelse af Kragh-scenariet, hvor en gruppe kører væk i finalen og aldrig siden hentes.

Det får mig til at pege på Remco Evenepoel som min favorit. Han er bestemt ikke kendt for sin eksplosivitet, og derfor var det overraskende, at han kunne vinde en spurt på Foia. Her viste han imidlertid nok engang, at han lige nu bare synes at være stærkere end alle andre, og med det antrit, han nu også har fundet, passer Malhao ham ikke helt dårligt. Udfordringen er, at han risikerer at skulle arbejde for meget for at forsvare trøjen, hvis han isoleres, som det skete for Pogacar sidste år, men med mange mulige allierede og en stærk Almeida tror jeg, at han er stærk nok til at sætte sig igennem til sidst.

Hans værste rival må være Miguel Angel Lopez. Colombianeren er på papiret den bedste klatrer og plejer altid at lægge ud som lyn og torden. Hans angreb forleden var også ganske fint, men stigningen var bare for let og kraftbetonet til, at han kunne gøre forskellen. Malhao er for kort til at passe ham ideelt, men de stejle procenter er guf for ham. Alberto Contador har utallige gange vist, at Lopez-typer sagtens kan vinde, hvis de er i form, og derfor må Lopez være manden, der kan sætte Evenepoel.

En anden trussel er Maximilian Schachmann. Lidt uopmærksomhed kostede ham sejren forleden, men vi fik set, at han er i mindst lige så god form som sidste år, hvor han var helt forrygende fra sæsonstart. Malhao passer dårligere til den relativt store Schachmann, men når man kan køre i top 5 på Mur de Huy i Fleche Wallonne, kan man også køre denne finale. Schachmanns punch og spurt er den bedste blandt løbets klatrere, og det har før været det, der skal til for at vinde på Malhao.

Stigningen er som skabt til en murspecialist som Dan Martin, der både her og i Valencia har vist form. I de senere år har han tabt noget af sin hurtighed, og derfor burde en stejlere stigning være bedre end den lette Foia-stigning. I øjeblikket ser han ud til altid at mangle et par procent, men skal han gøre det færdigt en dag, er Malhao en af finaler, der giver ham de allerbedste muligheder.

Rui Costa var den positive overraskelse på 2. etape. Det er svært at huske, at han i de senere år har været lige så stærk, hvis man ser bort fra hans obligatoriske superkørsel i Romandiet. På Foia var han imidlertid overbevisende, da det var ham, der i modvinden lavede det arbejde, som holdt Evenepoel i snor, og alligevel endte han som nr. 4. Det vidner om form, og selvom denne stigning passer ham dårligere, er den eksplosiv nok til, at også han kan være med.

Lidt overraskende er Tim Wellens ikke helt så suveræn fra sæsonstart, som han plejer. Omvendt er formniveauet i disse løb højere end i januar, hvor han plejer at starte ud med at vinde på Mallorca. Formen er bestemt heller ikke ringe, da belgieren sad fint med forleden, men det så ikke ud til, at overskuddet var stort. Jeg frygter lidt, at stigningen her kan være lidt for stejl for den relativt store Wellens, når den samtidig er lidt lang, men som puncheur er det ikke en finale, der ligger dårligt til ham. Spørgsmålet er, om formen er helt god nok.

Det var også godt at se Amaro Antunes vise sin klasse på en stigning, der ikke passede ham. Han har tidligere vundet på Malhao, der er langt bedre for en klatrer som ham, og vi kan forvente, at han vil gøre det endnu bedre end 10. pladsen. Det er måske svært at se ham danse væk fra favoritterne, som han gjorde for et par år siden, men måske kan han udnytte sin underdogstatus.

Endelig vil jeg pege på Trek-duoen Vincenzo Nibali og Bauke Mollema. Begge mangler de lidt, men Nibali er alligevel sjældent god på denne tid af året, og Mollema bliver formentlig kun bedre. De vinder ikke på ren power, men de har fordel af et overtal, som de måske kan udnytte til at angribe i stil med det nummer, Mollema lavede ved sejren i Lombardiet. Hollænderen er nok det bedste bud af de to, da han har mere eksplosion og er hurtigere end italieneren.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Skal man pege på ryttere, der kan køre væk lidt tidligere og lave ”en Kragh”, må Lennard Kämna og Simon Geschke sammen med de to Trek-drenge og Wellens være de mest oplagte. Formstærke Greg van Avermaet er et andet bud og måske også Federico Figueiredo, der pludselig fandt en form, han slet ikke havde i Argentina. Og hvorfor ikke Geraint Thomas eller den ekstremt formstærke Ben Swift, der kan redde Ineos’ løb. Til gengæld har jeg sværere ved at se Michal Kwiatkowski gentage sejren fra for to år siden i den nuværende forfatning.

Feltet.dks vinderbud: Remco Evenepoel

Øvrige vinderkandidater: Miguel Angel Lopez, Maximilian Schachmann

Outsidere: Dan Martin, Rui Costa, Tim Wellens, Amaro Antunes, Bauke Mollema

Jokers: Vincenzo Nibali, Lennard Kämna, Simon Geschke, Greg van Avermaet, Geraint Thomas, Ben Swift

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Zdenek Stybars sejr fra 2019, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2018, Amaro Antunes’ sejr fra 2017 samt Alberto Contadors sejr fra 2016.

Tour du Alpes Maritimes et du Var - 2. etape

Ruten

Etaperne i årets Tour du Haut-Var bliver gradvist mere selektive, og efter en ganske hård åbning bliver det derfor kun værre på 2. etape. Ikke blot skal der igen klatres 3500 højdemeter på en rute, der konstant går op eller ned, det hele slutter også med en opstigning af mytiske Col d’Eze, der er kendt som den mest berømte stigning i Paris-Nice. Heller ikke den er verdens sværeste stigning, men den bør alligevel give et endnu klarere billede af, hvem der er løbets bedste klatrer.

Etapen fører feltet over 175,7 km fra Pegomas til Col d’Eze. Startbyen er nok engang en forstad til Cannes, hvorfra man kører mod nordøst op ad en bakke og en nedkørsel, inden man snor sig mod nordvest og øst op ad en lang stigning, der undervejs byder på 1,0 km med 10,3%, op til dagens første spurt, der kommer i Tourrettes-sur-Loup efter 36,0 km. Herefter bliver det sjældent fladt, mens man kører mod nordøst og nord, inden en nedkørsel fører mod nord ned i dalen.

Her tager etapen igen fat, når man kører mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Levens (6,5 km, 5,7%), der er en helt regulær bakke med top efter 75,3 km. Umiddelbart herefter fortsætter man på et plateau frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 79,1 km, inden en nedkørsel leder mod sydøst ned til den ikke-kategoriserede Col de Chateauneuf (5,1 km, 4,4%), der stiger med 5-6% på de første 3 km og derefter flader ud. Nu går det via en teknisk nedkørsel mod øst ned til forplejningen, hvorefter man kører mod nord op ad den ikke-kategoriserede Cote de Coarare (6,1 km, 5,1%), der leder op til et plateau, som følges i få kilometer, indtil man drejer mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Col Saint-Roch (6,5 km, 6,4%).

Toppen nås efter 119,5 km i 990 m højde, hvorefter en lang nedkørsel fører mod syd. Efter 142,5 km drejer man mod nordøst for at tage hul på den ikke-kategoriserede Cote de Peille (8,2 km, 5,9%), der i nogle år har været den sværeste stigning på sidste etape i Paris-Nice, og som stiger med 6-9% over de første 6 km, inden den flader markant ud. Fra toppen resterer fortsat 21,7 km, som indledes med en nedkørsel, der først er teknisk og derefter enkel, og som fører mod syd og sydvest ned mod Nice. I udkanten af storbyen drejer man imidlertid rundt for at køre mod nordøst op ad Col d’Eze, der stiger med 6,3% over 4,6 km. Den ikoniske stigning er stejlest i bunden, inden den flader ud med 5,3% over den sidste kilometer. Der er to hårnålesving i bunden, men derefter bugter vejen sig kun let med en relativt skarp kurve 50 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3527 højdemeter.

Col d’Eze har meget ofte været brugt som rammen om en bjergenkeltstart i Paris-Nice. Det har i dette årtusinde givet sejre til Richie Porte (2013 og 2015), Bradley Wiggins (2012), Dario Frigo (2001) og Andreas Klöden (2000). I 2002 havde man en linjeløbsetape med mål på toppen, og her sejrede Frigo også foran Cadel Evans og Samuel Sanchez.

Læs også

Stærk belgier: Det var ikke et normalt Fleche Wallonne

Vejret

Det ideelle sydfranske vejr fortsætter på en lørdag med høj solskin og en temperatur på 16 grader. Der vil blot være en let vind fra syd. Det giver primært sidemedvind frem til bunden af Col Saint Roch, hvor der er sidevind. Herefter følger et længere modvindsstykke, indtil man får sidemedvind på Peille-stigningen. På nedkørslen vil der være mod- og sidemodvind og slutteligt sidemedvind op ad Col d’Eze.

Favoritterne

Dagens overraskende udbrudssejr blev endnu et vidnesbyrd om, hvor svært løbet altid er at kontrollere. Terrænet indbyder til angreb, og lidt tøven hos nogle af favoritholdene var nok til at skabe det uventede udfald. Heldigvis for favoritterne er forspringene negligerbare, og løbet er stadig helt åbent.

Det værste for dem er, at de skal på den igen. 2. etape er mindt lige så svær at styre, og den eneste forskel er nu, at stigningerne bare er vanskeligere. Til gengæld må man også formode, at de fire store hold nu har lært lektien, og nu har de endda en allieret i Cofidis, selvom de rød-hvide reelt ikke har en chance for at forsvare trøjen. Samtidig fik vi et klart bevis på, at Richie Porte er kommet til løbet for faktisk at jagte et resultat, og dermed ser det ud til, at Trek, Arkea, Ag2r og FDJ alle tro på deres kaptajner.

Derfor tror jeg også, at der vil blive skabt samling til et opgør på Col d’Eze. Ganske vist lægges der igen op til en vild indledning, især nu hvor tidsforskellen er etableret, og vi formentlig se en kamp om at ramme et udbrud, der med tanke på den svære start kan blive ganske stærkt. Jeg tror imidlertid også, at de fire store hold med hjælp fra Cofidis kan neutralisere det hele igen.

Det interessante bliver herefter, om det vil være mod til at åbne allerede på Peille, der er løbets vanskeligste. De store vil ikke, men hold som EF, NTT og Sunweb kunne sagtens forsøge sig fra distancen. Igen er især FDJ dog så stærke, at det formentlig bliver svært at holde hele vejen, som vi har set det i Paris-Nice, og jeg tror derfor, at en decimeret favoritgruppe skal slås om sejren.

Læs også

Spanier gør vildt kup på voldsom regnvejrsetape

Col d’Eze er betydeligt vanskeligere end dagens målbakke, men den er slet ikke så svær som Mont-Faron. Medvinden vil hjælpe, men jeg tror ikke, at formstærke Nairo Quintana kan sætte sig igennem. For ham handler det formentlig om at undgå tidstab, inden han skal slå til søndag.

Derfor peger jeg på Thibaut Pinot som favorit. Blandt løbets klatrere er han den hurtigste, hvilket han også viste i dag, hvor han vandt feltets spurt. Han har Rudy Molard og Sebastien Reichenbach til at kontrollere løbet, og derefter skal han ”bare” følge med. Det bør ikke blive et problem på den relativt bløde bakke, heller ikke selvom Quintana måtte åbne op, og kommer han af med puncheurtyperne, er det svært at se, hvem der skal slå ham. Derfor er han min favorit.

Den store trussel kan være Benoit Cosnefroy. Forud for løbet havde jeg regnet dette etape som værende for hård, efter at han i Besseges viste sine begrænsninger på Mont Bouquet, men efter i dag er jeg mere i tvivl. Efter etapen talte han om ”crazy good legs”, og han skulle angiveligt have forceret hårdt hele vejen op ad bakken, da han indså, at lokummet brændte. På stigningen hentede feltet meget tid, og der har således været skud i stængerne. Der er stadig en risiko for, at han får det for svært på en dag med flere lange og stejlere stigninger, men jeg tror mere og mere på, at han med sit punch alligevel kan vinde.

Selvom jeg tror, at han tager den med ro, skal man ikke afvise Nairo Quintana. Colombianeren var i særklasse på Ventoux, og selvom Col d’Eze ikke i sig selv er svær, kommer den efter 3500 højdemeter og en svær Peille-stigning undervejs. Har han samme form som i sidste uge, kan det blive hårdt nok til, at Quintana vinder en dag tidligere end planlagt.

Den anden rytter, der måske kan gøre forskellen, er Richie Porte. Australieren har hele tiden været det store spørgsmålstegn, fordi han aldrig kører stærkt i februar, men i dag viste Treks kørsel og hans egen kommentar, at han vil vinde. Vi ved stadig ikke, om sejren i et ikke alt for stærkt Tour Down Under var udtryk for en renæssance efter det svage 2019, men hvis han vitterligt er tilbage, vil han utvivlsomt elske at vinde på en stigning, hvor han allerede to gange har vundet enkeltstarter i Paris-Nice.

Det er svært at se det fjerde store navn, Romain Bardet, vinde på denne stigning, da han ikke har samme eksplosivitet som Pinot og næppe har formen til at køre alene væk. I stedet skal vi finde andre kandidater hos ryttere, der måske kan køre væk lidt tidligere og udnytte det svære terræn til at snyde favoritterne. Her vil jeg igen pege på særligt to udbryderkonger. Tanel Kangert og Fausto Masnada er begge herligt aggressive og viste fin form på Ventoux. Samtidig kører de ikke for et af de fire favorithold, og det kan betyde, at de er knap så overvågede.

Den tredje, jeg vil pege på, er Nicolas Edet. Også han er en udbryderkonge, og selvom han sjældent gør det færdigt, har han også modet til at tage chancen fra distancen. Hans form synes bedre end i Besseges, og da Perez formentlig falder fra før, har han frit spil i finalen. Med den fremgang, han viste i Vueltaen er han farlig.

Det samme er Sam Oomen, der ikke har mange mangler efter sin lange pause. Han manglede stadig så meget i Provence, at han ikke tror på, at han kan slå de bedste i finalen, og det kan måske anspore ham til at angribe tidligt. Det samme kunne være tilfældet for hans holdkammerat Michael Storer, der endelig viste lidt livstegn i Europa i dag, men jeg tror, at terrænet bliver for svært.

Rudy Molard er også farlig, hvis FDJ vælger at sende ham afsted for ikke at komme i defensiven, for han er utvivlsomt en af de bedste i dette terræn. Også Julien El Fares bekræfter den storform, han viste med sit angreb og efterfølgende flotte placering på 2. etape i Provence, og heller ikke han har meget at moste ved at forsøge sig. Til gengæld tror jeg, at det bliver for hårdt for Simon Clarke og Lilian Calmejane, der stadig mangler en del formmæssigt, og unge Attila Valter vil nok også få det for svært trods den fine præstation i dag, da han i Provence stadig havde for store mangler.

Feltet.dks vinderbud: Thibaut Pinot

Øvrige vinderkandidater: Benoit Cosnefroy, Nairo Quintana

Outsidere: Richie Porte, Tanel Kangert, Fausto Masnada, Nicolas Edet, Sam Oomen

Jokers: Rudy Molard, Julien El Fares, Michel Storer, Lilian Calmejane, Simon Clarke