Prøv vores nye app
Optakt: Liege-Bastogne-Liege
21. april 2024 12:34Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Klatrerne har allerede haft mulighed for at vinde to klassikere, men der er én, der er mere prestigiøs end alle de andre, og som enhver ardennerspecialist drømmer om. Søndag er den vigtigste dag i foråret for mange af verdens allerbedste klatrere, når en fantastisk klassikersæson afsluttes med det ældste og mest kuperede af de tidlige endagsløb, Liege-Bastogne-Liege.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Løbets rolle og historie

En sejr i en ardennerklassiker kan gøre en forskel i enhver rytters karriere, men kun ét af løbene har en status, der skaber legender og indskriver vinderen dybt i cykelsportens historie. Amstel Gold Race og Fleche Wallonne har begge masser af prestige med deres helt egne karakteristika, men manglen på en dyb historie betyder, at de ikke for alvor hører til blandt sportens kronjuveler. Det er bestemt ikke tilfældet for seriens sidste løb, der er øverst på listen for alle ardennerspecialister. Liege-Bastogne-Liege er et af sportens allervigtigste og smukkeste løb!

 

Det er bestemt ikke noget tilfælde, at næsten alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere i disse dage rejser til den belgiske by Liege for at slå sig til de klassikerspecialister, der har kæmpet på stigningerne i Amstel Gold Race og Fleche Wallonne. Mens de første to kuperede klassikere er skabt til ryttere af en eksplosiv natur, er det sidste af de tre løb i Holland og Belgien i højere grad en sag for klatrerne.

 

Læs også
Stor profil tog fem kilo på under Giroen

 

Det, der karakteriserer de fleste etapeløbsryttere, er deres styrke på stigningerne og fantastiske udholdenhed, og det er præcis de egenskaber, der skal i spil, hvis man skal krydse stregen først i søndagens Liege-Bastogne-Liege. For en gangs skyld er nøgleegenskaberne i en stor klassiker ikke evnen til at håndtere positionskampen eller at spurte op ad korte, stejle stigninger. På søndag er der brug for evnen til at holde motoren gående og slide konkurrenterne ned på en lang, hård dag med masser af stigninger, der er længere end det, man ser i de andre ardennerklassikere, og hvor den lange distance gradvist tærer på kræfterne.

 

Disse faktorer giver Liege-Bastogne-Liege en helt særlig position på kalenderen. Det er den eneste gang på året, man ser så stærk en opstilling af både klassikerspecialister og grand tour-ryttere i en dyst på stort set lige vilkår. Il Lombardia har ganske vist mange af de samme kendetegn, men den italienske klassiker afvikles på et tidspunkt, hvor mange ryttere har kørt cyklen i garagen, og startlisten er aldrig nær så imponerende som den, man finder i søndagens løb. Mens mange ryttere venter til sent på sæsonen med at beslutte, om man starter i Lombardiet, er løbet i Liege et stort mål for stort set enhver rytter med gode klatreevner.

 

En af årsagerne til løbets anseelse er dets natur og karakteristika. Den anden grund er den lange historie. La Doyenne blev første gang afviklet i 1892 og er dermed den ældste af klassikerne med en ganske imponerende vinderliste. Som mange andre gamle løb blev det oprindeligt arrangeret af en avis, L’Expresse, der opfandt det for at få opmærksomhed. Leon Hua vandt de første tre udgaver, indtil løbet forsvandt og først blev genetableret i 1908 for hurtigt igen at forsvinde under 1. Verdenskrig.

Annonce

 

Da løbet igen vendte tilbage på kalenderen, var det stadig primært en belgisk affære, og der var kun én udenlandsk vinder i mellemkrigstiden. Det ændrede sig efter 2. Verdenskrig, og siden da har det været blandt de mest prestigiøse løb for enhver ambitiøs cykelrytter. Det er et næsten gudsgivent faktum, at den største af dem alle, Eddy Merckz, med fem triumfer topper sejrslisten, men med fire sejre i Liege og fem i Fleche Wallonne truer Alejandro Valverde kraftigt belgieren som alletiders bedste ardennerrytter. Også Moreno Argentin har i de senere år med sine fire triumfer i La Doyenne og tre sejre i Fleche Wallonne etableret sig som en af alle tiders bedste ryttere til disse løb. Løbet har også hele to danske vindere, da Rolf Sørensen tog en af sine to monumentsejre her i 1993, og Jakob Fuglsang gjorde det samme i 2019.

 

Løbet er det fjerde af cykelsportens fem monumenter, de vigtigste endagsløb, og det er uden tvivl et af de mest prestigiøse i den eksklusive klub. Det spiller også en særlig rolle for den vigtigste sport i et af verdens mest opdelte lande. Mens flamlændingene anser Flandern Rundt som klassikersæsonens højdepunkt, mener deres vallonske landsmænd ikke, at noget bare nærmer sig den status, som ardennerløbet har.

 

Tidligere blev Liege-Bastogne-Liege afviklet dagen efter Fleche Wallonne som en del af den såkaldte La Weekend Ardennais. Nu om dage giver det ikke mening at afvikle to af de største endagsløb på to på hinanden følgende dage, og derfor er den ide nu droppet, men sammen med Amstel Gold Race og Fleche Wallonne udgør det nu i stedet serien af ardennerklassikere, der afvikles over bare 8 dage. Kun syv ryttere har lavet den fornemme Fleche-Liege double, mens Davide Rebellin og Philippe Gilbert som de eneste har lavet the triple - og Gilbert vandt endda også Brabantse Pijl i sit jubelår 2011.

 

Som den hårdeste forårsklassiker passer Liege-Bastogne-Liege perfekt ind i den overordnede struktur i cykelsæsonen og i ardennerklassikernes anatomi. De kuperede endagsløb har en gradvis udskiftning af feltet, hvor der hele tiden ankommer flere og flere klatrere, mens flere og flere brostensspecialister tager på ferie. Hvor de stærke folk fra Flandern Rundt og Paris-Roubaix stadig kunne spille en rolle på de smalle hollandske veje og korte stigninger i Amstel Gold Race, har de fleste af dem intet at gøre i Liege på søndag. Og da de hårde stigninger skaber en meget mere naturlig selektion og gradvis udskilning i La Doyenne, spiller positionering slet ikke samme rolle som i de tidligere løb. Derfor har favoritterne mere brug for klatrehjælpere end stærke ryttere, og således består feltet stort set kun af ryttere, der har stigninger som speciale.

 

Derudover markerer løbet den perfekte overgang fra klassikersæsonen til de store grand tours, der starter om to uger med Giro d’Italia. Med etapeløbsryttere og klassikerspecialister samlet på samme startstreg er løbet det ideelle eksempel på kalenderens smukke anatomi, der har bragt os fra sprinterne i Milano-Sanremo over de tunge drenge i brostensløbene og de eksplosive puncheurs i de første ardennerløb til klatrerne i søndagens sidste klassiker og majs Giro d’Italia.

 

2012- og 2013-udgaverne viste, at en af løbets skønheder er, at vinderen ikke altid er blandt forhåndsfavoritterne. Efter Maxim Iglinskiys overraskende sejr i 2012 var det en ung Dan Martin, der slog alle de store navne i 2013. I 2014 var den en anden outsider, Simon Gerrans, der vandt et løb, han altid havde troet var for hårdt for ham, og i 2016 overraskede Wout Poels, der kun var outsider, ligesom Bob Jungels gjorde det i 2018. Liege-Bastogne-Liege er ganske vist så brutalt, at kun de stærkeste overlever, men det taktiske element betyder, at listen over potentielle vindere er meget længere end i Fleche Wallonne, der er et løb for en eksklusiv gruppe af specialister.

 

Læs også
Pogacars løjtnant sender advarsel til Tour-rivalerne

 

Sidste år var det dog en af stjernerne, der løb med sejren. Alle havde set frem til den store duel mellem Tadej Pogacar og Remco Evenepoel, men den gik desværre fløjten, da Pogacar styrtede ud af løbet allerede, inden vi fik tv-billeder. Derfor endte løbet som lidt af en procession, da Evenepoel for andet år i træk kørte væk på Redoute, og selvom Tom Pidcock faktisk holdt stand, måtte den lille brite slippe på den efterfølgende lille stigning. Herefter kunne det belgiske vidunderbarn for andet år i træk køre alene hjem til en solosejr, mens der bagude blev kæmpet om de sidste podiepladser i en stor gruppe, hvorfra Pidcock, Santiago Buitrago og Ben Healy kørte væk, inden Pidcock spurtede sig til en 2. plads foran Buitrago. Evenepoel havde planer om at jagte et hattrick, men det fik det baskiske styrt som bekendt spoleret, og derfor bliver Pidcock og Buitrago, der begge er med igen, de eneste gengangere fra det seneste podium.

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Liege-Bastogne-Lige er en af de få klassikere - Milano-Sanremo er en anden - der faktisk lever op til sit navn ved at forbinde de byer, der udgør dets titel. Selvom ruten varierer fra år til år, betyder de historiske rødder, at man har benyttet de samme veje og stigninger i adskillige år. Modsat løb som Flandern Rundt, Paris-Roubaix og specielt Il Lombardia, der ofte undergår betydelige forandringer, er der i Liege som regel kun tale om mindre modifikationer.

 

Det betyder imidlertid ikke, at løbet ikke har forandret sig. Tidligere var det løbets nøglestigning Cote de la Redoute, der altid var scenen for det store slag mellem favoritterne. Moderne cykelsport er imidlertid meget mere kontrolleret, og da stigningen langsomt tabte sin betydning, var arrangørerne nødt til at komme med en ny løsning, der igen kunne gøre løbet mere selektivt. Løbets vartegn ligger ganske enkelt så langt fra Liege, at det ikke længere er velegnet til angreb, selvom Remco Evenepoel med de seneste to års soloridt fra netop den stigning har skruet tiden tilbage til tidligere tider.

Annonce

 

Ideen blev at introducere stigningen Cote de La Roche-aux-Faucons, der er placeret meget tættere på målbyen og kommer bare 20 km fra mål. Den blev første gang benyttet i 2009, og siden da har den typisk været nøglepunktet i løbet. På grund af vejarbejde var den imidlertid ikke med i 2013, hvor man derfor fik et helt usædvanligt nemt løb. I 2014 var den tilbage, og sammen med Redoute og den korte, stejle Cote de Saint-Nicolas samt den lille bakke op til målet i Liege-forstaden Ans, udgjorde den i flere år den hårde finale.

 

I de sidste år tabte også den imidlertid gradvist sin betydning, og det blev ganske kontrolleret og afventede indtil Saint-Nicolas bare 6 km fra mål. Det ansporede i 2016 arrangørerne til at opfinde en ny stigning. Efter Saint-Nicolas skulle man op over den 600 m lange Rue de Hal, der var brostensbelagt og steg med 10,5% i gennemsnit, bare 2,5 km fra mål. Det gav imidlertid anledning til et helt anderledes løb end ventet. De lette klatrere kunne slet ikke håndtere brostenene, og i stedet var det de mere robuste typer, der kunne gøre en forskel. Derfor fik ændringen en del kritik, og man valgte igen at droppe ideen efter bare en enkelt udgave.

 

Det betød imidlertid ikke, at der ikke var tale om nytænkning i 2017. Faktisk valgte man at ændre en del på ruten i den hårde fase på vejen tilbage til Liege, hvor de mange stigninger typisk bruges til at skabe gradvis udskilning. Således udgik nogle af de mest ikoniske stigninger, idet Cote de Wanne, Cote de Stockeu og Cote de la Haute-Levee alle blev forbigået. I stedet skulle man op over de langt mindre kendte Cote de Pont, Cote de Bellevaux og Cote de la Ferme Libert, inden man ramte den klassiske rute forud for løbets længste stigning Col du Rosier. Herefter var der tale om den helt klassiske finale, der havde været den samme siden 2009 bortset fra i 2013 og 2016. De nye stigninger var kortere, men stejlere end de foregående, og ændringen havde ikke den store betydning. Modellen blev genbrugt i 2018.

 

2019 blev imidlertid året, hvor alt forandredes. Allerede i foråret 2018 begyndte de første rygter at svirre, og ret hurtigt stod det klart, at det ville blive umuligt for den lille forstad Ans at holde fast i rollen som målby. Liege ville gerne bringe løbet ”hjem” til centrum, og allerede inden 2018-udgaven blev det bekendtgjort, at det fra det følgende ville være slut med den klassiske bakke op til målet i udkanten af storbyen. I stedet var der lagt på til en flad finale i selve byen, og det vakte megen diskussion.

 

Det skyldes ikke mindst, at det ikke blot var afslutningen, der ændredes. Væk var også Cote de Saint-Nicolas, der som sidste stigning havde top bare 5 km fra mål. I stedet designede man nu en helt flad afslutning, hvor sidste udfordring var Roche-aux-Faucons med nu 15 km fra mål. Som kompensation lagde man den relativt lette Cote des Forges ind mellem Redoute og Roche-aux-Faucons, men det ændrede ikke på, at mange hurtige folk anså den nye rute som en stor chance for at få en spurtafgørelse i Liege.

Annonce

 

Læs også
Pogacar smadrer Giro-rekord

 

Den øvrige del af ruten fulgte det klassiske mønster, og man vendte tilbage til det gamle indløb til Col du Rosier ved efter to år atter at bruge sekvensen med Cote de Wanne, Cote de Stockeu og Cote de la Haute-Levee. Distancen var med sine 256 km ganske typisk, og antallet af stigninger var fortsat 11. Der var således en helt klassisk Liege-rute med den store forskel, at Cote des Forges var lagt ind i finalen, og at selve afslutningen var helt ændret.

 

Alligevel lykkedes det for første gang siden Andy Schleck i 2009 at få et scenarium, hvor stærkeste mand slet og ret kørte væk på Roche-aux-Faucons, og det er tænkeligt, at den mere offensive tilgang er forklaringen på, at arrangørerne i 2020, 2021, 2022 og 2023 stort set genbrugte ruten, dog med en lille modifikation af indløbet til Liege. Da vi fik et lignende scenarium - dog med frontgrupper på hhv. fire og fem mand, der kørte væk på Roche-aux-Faucons, i 2020 og 2021 samt endnu en solosejr i 2022 og 2023 - ser arrangørerne ud til at være så tilfredse med det nye format, at det er kommet for at blive.

 

I hvert fald var der i 2023 stort set tale om genbrug af 2022-udgaven, hvor man atter havde fjernet Forges-stigningen, der i 2019 blev lagt ind mellem Redoute og Roche-aux-Faucons, mens man fastholdt, at Macquisard-stigningen, der havde været den sidste inden Redoute, var udskiftet med den nye Desnié, der er kortere, men stejlere, og som blev indført i 2021.

 

Alligevel var der en ganske væsentlig ændring, hvor man rørte ved løbets kronjuvel. Nu kørte man nemlig ikke hele vejen op ad Redoute, hvis længde reduceres fra 2,0 km til 1,6 km og i stedet fulgte man kort efter op med en 1,6 km lang, men blødere stigning. Samtidig vendte Forges tilbage, og det betød, at Redoute nu igen kom lidt længere fra mål, nemlig med top med 33,9 km og ikke som i 2022 29,4 km igen. At Forges vendte tilbage, betød, at der igen var de klassiske 11 kategoriserede stigninger mod 10 i 2022, for alle øvrige 10 stigninger var genbrug. Den model fastholdes i 2024, hvor man ganske vist ændrer på turen fra Liege til Bastogne så den klassiske opvarmningsstigning, Cote de la Roche-en-Ardenne, erstattes af den nye Cote de Bonnerue, men hele hjemturen fra Bastogne med alle de øvrige stigninger er helt som i 2023.

 

Som vanligt starter det i år 254,5 km lange løb - det er 3,6 km km kortere end sidste år - i industribyen Liege, hvorfra man begiver sig mod syd mod hjertet af Ardennerne. Som det er tilfældet i de fleste klassikere, er den første halvdel imidlertid ikke særlig svær, og selvom det er umuligt at bevæge sig rundt i regionen uden at køre op eller ned det meste af tiden, byder de 94,2 km fra Liege til vendepunktet i Bastogne kun på én kategoriseret stigning, i år som noget nyt altså Cote de Bonnerue (2,5 km, 5,9%) - en ganske jævn stigning - efter 76,2 km. Denne del af løbet spiller derfor samme rolle som i alle øvrige klassikere, idet den giver mulighed for, at der etableres et tidligt udbrud og samtidig akkumulerer træthed i feltet. De tidlige udbrydere har imidlertid aldrig en chance i så stort og prestigiøst et løb, men taktik kan spille en vigtig rolle, og derfor er det ikke en dårlig ide at have en rytter ude foran. Således tager det ofte nogen tid at få udbruddet etableret, og vi kan derfor forvente en hurtig start. I så langt et løb bliver forspringet herefter ofte ganske stort, mens løbet finder ind i en rolig rytme.

Annonce

 

Når rytterne når Bastogne, vender de rundt og bevæger sig tilbage mod Liege, men denne gang benytter de en meget længere og hårdere rute end i løbets første del. Efter at have været oppe over den stejle Cote de Saint-Roch (1,0 km, 11,2%) efter 117,3 km, plejer løbet for alvor at blive åbnet, når man rammer Cote de Wanne, der altså er tilbage efter de to års fravær i 2017 og 2018. Forinden skal man dog igen i år over den relativt nye Cote de Mont-le-Soie (1,7 km, 7,9%), der åbner ballet efter 161,2 km og er ganske ujævn med 9,6% over 500 m midtvejs. Bare 8,3 km senere når man toppen af Cote de Wanne (3,6 km, 5,1%), der slutter med 1500 m med 8,0%, hvorefter det gælder alle de klassiske Liege-stigninger, der er tilbage efter deres kortvarige fravær.

 

Således skal man over den frygtede og ultrastejle Cote de Stockeu (1,0 km, 12,5%), hvis top rundes efter 176,0 km, inden det gælder den lettere Cote de la Haute-Levee (3,6 km, 5,6%), der dog byder på 11,9% over de første 400 m og har top efter 180,2 km. Herefter venter et lidt lettere stykke, inden man rammer Col du Rosier (4,4 km, 5,9%), der altid er den længste stigning og er relativt jævn. Toppen kommer med 60,1 km til mål og efterfølges af den altså relativt nye Cote de Desnié (1,6, 8,1%), der passeres med 46,7 km igen, og som erstatning for Macquisard-stigningen udgør eneste væsentlige ændring på denne første del af hjemturen siden 2019.

 

Denne hårde del med adskillige stigninger er typisk stedet, hvor de store hold begynder at lægge pres på, og herfra er det et gradvist udskilningsløb, hvor ryttere konstant må opgive at følge med. Samtidig kan løbet være aggressivt i denne fase. Det er ikke usædvanligt, at man får skabt en gruppe af stærke klatrere fra nogle af de store hold, og mange af disse kan komme meget langt med et sådant fremstød. Ved at sende ryttere afsted kan man både gøre løbet hårdt og sikre sig, at man har folk ude foran, der kan hjælpe senere i løbet. Løbssituationen ændres ofte hurtigt i denne del, når folk i udbruddene falder fra, og andre angriber bagfra. Det er her favoritholdenes evne til at kontrollere løbet for alvor testes, og det vil blive endnu mere udtalt med den rute, vi har kendt sin 2019, hvor chancerne for at gøre forskelle i finalen er mindre.

 

Løbet når toppen af sin mest ikoniske stigning, Cote de La Redoute (1,6 km, 9,4%), med 34,0 km til mål, og som sagt skipper man altså denne gang de sidste 400 m af løbets mest ikoniske stigning. Som sagt er den ikke længere det afgørende punkt i løbet, selvom Evenepoel i både 2022 og 2023 brød trenden ved at køre alene allerede her, men den spiller stadig en vigtig rolle, og det vil den især gøre nu, hvor den nye rute øger favoritternes incitament til angreb. Det er her den første afgørende udskilning skabes, og derfor er der tale om en vanvittig positionskamp, når man nærmer sig bunden. Den første kilometer stiger med ca. 8%, mens de næste 500 m med sine 13% er de vanskeligste, og det er den letteste del af stigningen, der skippes i år. Her er antallet af mulige vindere typisk reduceret markant, og stigningen har ofte været en god mulighed for outsidere til at komme favoritterne i forkøbet.

 

Læs også
Landstræneren afviser foræring og fremhæver stjerne: Han var i hopla

 

Desværre er stykket efter Cote de la Redoute meget bedre for et jagtende felt end for angribere, men det forsøger man som i 2023 at ændre. Efter en ultrakort nedkørsel rammer man nemlig en lang, men blød bakke (1600 m, 4,2%), der i byen Cornemont har top med 30,0 km igen. Herfra falder det ned mod Cote des Forges (1,3 km, 7,8%), som man introducerede i 2014, og som var med igen i 2019, 2020, 2021 og 2023, men altså ikke i 2022, og som stiger med 8-9% over den første kilometer, inden den flader ud mod toppen, som rundes med 23,3 km igen.

Annonce

 

Efter et kort, fladt stykke falder det herefter direkte frem til dagens sidste og formentlig afgørende udfordring. Det er som sagt nu om dage Cote de la Roche-aux-Faucons (1,3 km, 11%), hvis top kommer med 13,3 km til mål, hvilket er 4,5 km færre end i tiden med den gamle finale med målbakken i Ans. Efter en hård start med en stigningsprocent på 9-10 bliver den stejl med 13,2% over 500 m på det midterste stykke, inden de sidste 300 m blot stiger med 7,2%.

 

Siden den blev introduceret i 2009, har Cote de la Roche-aux-Faucons altid spillet en nøglerolle i løbet, og det har ofte været her, favoritterne har sat deres fremstød ind. I 2009 kørte Andy Schleck alene væk, hvormed han lagde grunden til en imponerende solosejr, i 2011 blev det afgørende udbrud med Philippe Gilbert og Schleck-brødrene etableret her, og i 2012 kørte Vincenzo Nibali fra alt og alle i det, der længe lignede det afgørende fremstød. Fra 2013 kunne stigningen imidlertid ikke skabe samme udskilning, men i 2018 genskabte Bob Jungels lidt af dens betydning, da han med et angreb nær toppen sikrede sig en stor solosejr, inden Jakob Fuglsang endelig lykkedes med at lave ”en Andy Schleck” igen i 2019, og vi i de seneste fire år så, at en håndfuld af de stærkeste kunne køre væk - nu dog to gang bag Evenepoel, der allerede var kørt på Redoute.

 

På toppen af Roche-aux-Faucons er der typisk etableret en lille gruppe af favoritter, men hvis ikke kortene er givet rigtigt, vil der ske en regruppering. Selvom terrænet efterfølgende ikke er meget svært, skal man imidlertid ikke undervurdere denne del, da der aldrig er mange hjælperyttere tilbage. Efter en ultrakort nedkørsel stiger de følgende 1,2 km nemlig med 6,3%. Det udnyttede Alexandre Vinokourov og Alexandr Kolobnev eksempelvis i 2010, hvor de benyttede netop dette stykke til at køre væk og siden afgøre løbet mellem sig, og i 2019 var det faktisk først på det stigende stykke efter den officielle top, at Fuglsang gjorde den sidste forskel. I 2020 var det også denne del, der kostede Michael Woods og Michal Kwiatkowski livet.

 

Efter Roche-aux-Faucons venter nyskabelsen fra 2019. Heller ikke denne gang skal man over Cote de Saint-Nicolas eller op over målbakken i Ans.  Efter den korte nedkørsel og det stigende stykke drejer man nemlig mod nord og herfra falder det let, inden man med 5 km igen rammer den rigtige nedkørsel, der leder ned mod centrum af Liege via en lidt snoet og krøllet vej, der dog ikke er voldsomt teknisk udfordrende. Med 2,3 km igen bliver det helt fladt kort efter et skarpt sving, der kommer med 3100 m igen, hvorefter en snoet vej følges hen til bredden Meuse-floden. Umiddelbart efter den røde flamme krydser man floden i forbindelse med et blødt sving, inden man med det samme drejer skarpt til højre ind på den 900 m lange, 7 m brede opløbsstrækning, hvor en ny vinder af den ældste klassiker vil blive kåret.

 

I alt har løbet 4169 højdemeter, hvilket er stort set det samme som i 2020, 2021, 2022 og 2023, men knap 300 flere end i 2018 og 2019.

Annonce

 

 

 

 

Læs også
Kvinde med rollator ramt ved traditionsrigt UCI-løb

 

 

Annonce

 

 

 

 

 

Annonce

 

 

 

Læs også
Norman sender "stor tak" til konkurrent efter hjemmebanetriumf

 

 

 

 

 

 

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

Selvom løbet afvikles sidst i april, har vi oplevet nogle meget kolde og våde udgaver af sportens ældste klassiker - mest berømt i den sneklædte 1980-udgave, hvor feltet var barberet ned til bare 21 mand, da de vendte rundt i Bastogne. Helt så slemt bliver det ikke i år, men efter de iskolde betingelser i onsdagens løb vil mange ryttere begræde, at det bliver endnu en iskold affære. Der venter således endnu en kold dag md en temperatur på bare 5 grader ved starten og 9 grader i mål, men det vil være koldere undervejs. Således vil det bare være 3-4 grader ved vendepunktet i Bastogne. Der vil kun være lidt sol på en hovedsageligt skyet dag, og der vil være en konstant bygerisiko på 25-40% - endda med risiko for, at nogle af dem kan være med sne, når vi kommer lidt op i højderne. Det vil også være lidt blæsende med en jævn vind (18-20 km/t) fra først nord, siden nordnordøst og slutteligt nordøst. Det giver forskellige former for medvind på turen ned til vendepunktet og derefter forskellige former for modvind på stort set hele hjemturen. Således vil der være forskellige former for modvind fra bunden af Redoute frem til bunden af Forges, hvorefter der vil være sidemedvind frem til Roche-aux-Faucons. Her vil der være sidevind, indtil man kort efter toppen af Roche-aux-Faucons får stort set sidemodvind resten af vejen, herunder over de sidste 900 m.

 

Favoritterne

Selvom Liege-Bastogne-Liege afvikles i samme uge som Amstel Gold Race og Fleche Wallonne og betragtes som en del af samme løbsserie, er det farligt at drage for mange sammenligninger med de to forrige ardennerklassikerne. Mange af de store navne er ganske vist de samme i de tre løb, men der er flere faktorer, der gør, at helt nye navne kan blande sig i kampen om sejren, og man kan på ingen måde overføre det samme hierarki fra de forrige løb til Liege.

 

Læs også
Bemærkelsesværdig sejrsstime er forbi

 

Først og fremmest er løbenes natur forskellige. I Amstel og Fleche handler det i høj grad om eksplosivitet og punch, og med den begrænsede udskilning er positionering en nøgle til succes. Liege-Bastogne-Liege er i højere grad de store motorers løb, hvor udholdenhed og klatreegenskaber betyder langt mere. Den naturlige selektion er større, og derfor er det mindre væsentligt at holde sig fremme undervejs. Selvom en god spurt bestemt er en fordel - ikke mindst i den nye finale - handler det mere om friskhed og styrke, når man efter 200 km rammer løbets finale. Eksempelvis vil Wout Poels kun 1 gang ud af 100 slå Michael Albasini i en spurt, men det gjorde han uden problemer i 2016. Amstel mangler hårdheden og Fleche Wallonne distancen, og kombinationen af de to faktorer gør Liege helt anderledes.

 

Derudover er La Doyenne det store mål for de fleste ardennerryttere, og nogle ryttere har holdt lidt igen i de foregående løb for at være helt på toppen på søndag. Det er ikke usædvanligt at se ryttere, der intet har vist i de foregående løb, pludselig være med dybt inde i finalen. Derudover ankommer der som regel en gruppe klatrere fra Tour of the Alps eller træningslejre, og det giver det hidtil mest stjernebesatte klatrefelt - et felt, der ofte kun overgås af det, man ser i Tour de France.

 

I de fem år frem til omlægningen i 2019 har løbet imidlertid været mindre selektivt end tidligere, og det har været en ganske stor gruppe, der har været samlet i bunden af Saint-Nicolas. I 2013 skyldtes det delvist fraværet af Roche-aux-Faucons, men heller ikke i 2014, 2015, 2016 eller 2017 var den nye nøglestigning i stand til at skabe den udskilning, den gjorde i de første år, hvor blandt andre Andy Schleck og Vincenzo Nibali var overlegne på den. I det hele taget har løbet været meget mere kontrolleret, og tendensen har været, at favoritterne har ventet til Saint-Nicolas med at angribe. Ganske vist er der blevet kørt aggressivt tidligere, specielt på stykket umiddelbart efter Roche-aux-Faucons, men hver gang er det blevet samlet igen inden Saint-Nicolas. Herefter er en gruppe af varierende størrelse kommet fri, og de har afgjort slaget på bakken op til målet i Ans.

 

Kun i 2014, hvor Pozzovivo og Caruso næsten snød favoritterne, i 2016, hvor den nye Rue Naniot-stigning ændrede løbets dynamik, samt i 2018, hvor Jungels tog alle på sengen, så vi andre scenarier. Det betyder imidlertid ikke, at favoritten altid vandt, tværtimod. Efter 260 km kunne alt ske på den sidste bakke. Martin og Gerrans var overraskende vindere i henholdsvis 2013 og 2014, og det var kun i 2015 og 2017, at løbets store favorit, Valverde, også viste sig at være den stærkeste i finalen.

 

Den nye finale synes dog at have haft den samme effekt, som da man fjernede Cauberg fra finalen af Amstel Gold Race. Det tvang favoritterne til at åbne tidligere, og selvom mange sprintere slikkede sig om munden ved udsigten til en spurtafgørelse i den hollandske klassiker, har vi siden ændringen i 2017 set mere selektive udgaver end i årene med Cauberg, ganske enkelt fordi der ikke længere var råd til at vente.

 

Det samme har været tilfældet i Liege. I starten så folk Michael Matthews, Greg Van Avermaet og endda Peter Sagan det som deres store chance, for alt andet lige betyder den nye rute, at chancen for noget, der minder om en reduceret massespurt, er blevet mere reel, ikke mindst fordi udskilningen har været overraskende lille i de sidste år med den gamle rute. Sådan er det bare ikke gået, og i stedet har vi set fem udgaver, der minder om de første år med Roche-aux-Faucons, hvor vi så Schleck køre alene hjem fra stigningen eller så Nibali gøre det samme, indtil han gik kold til sidst.

 

I 2019 lavede Jakob Fuglsang nemlig ”en Schleck” ved at køre fra alt og alle, og i 2020 fik vi etableret en skræmmende god kvartet med Primoz Roglic, Tadej Pogacar, Julian Alaphilippe og Marc Hirschi, der i en af nyere tids mest kontroversielle spurter afgjorde løbet mellem sig - selvom Matej Mohoric var lige ved at snyde dem alle med en sniger til sidst. I 2021 fik vi næsten en tro kopi, da det denne gang var Alaphilippe, Pogacar, Michael Woods, David Gaudu og Alejandro Valverde, som kørte væk på Roche-aux-Faucons, og i 2022 og 2023 sendte Remco Evenepoel os så tilbage til gamle dage med sit soloangreb allerede fra Redoute, mens vi bag ham så det samme scenarium som i 2020 og 2021, nemlig at en lille gruppe af de bedste etableredes.

 

Meget taler altså for, at den nye rute har haft og vil have den ønskede effekt, og selvom det er klart, at en flad finale altid åbner en mulighed for en spurt i en større gruppe, tyder det på, at de bedste er villige til at prøve at gøre forskellen og også kan gøre det. Spurtscenariet skal dog slet ikke udelukkes. I 2019 var de syv mand samlet til at spurte om 3. plads bag Fuglsang og Davide Formolo, der også holdt sig fri efter stigningen, og i 2020 kunne Mathieu van der Poel spurte sig til en 6. plads i en gruppe på 11 mand, der bare var 14 sekunder fra at køre om sejren.

 

I 2021 var Hirschi på 6. pladsen endda bare 7 sekunder fra at indhente de forreste, og i 2023 var vi altså kun et vidunderbarn fra at få en spurt i en relativt stor gruppe på mere end 13 mand. Sidste år kørte Tom Pidcock, Santiago Buitrago og Ben Healy væk på Roche-aux-Faucons bag Evenepoel, men bag dem var de samlet hele 12 mand i det, der endte som en taktisk rodebutik, hvor hele tre mand sneg sig væk i den flade finale. De små afstande, der har været etableret, når man ikke som Evenepoel er kørt væk allerede på Redoute, viser, at samarbejdet ikke skal være gået meget galt i front, før vi kunne have talt om andre sejrherrer i 2020 og 2021.

 

Læs også
Geraint Thomas har én ting på Pogačar: Dét kommer han ikke til at gøre

 

Hvilket løb får vi så i år? Sprinterne synes at have kastet håndklædet i ringen, og Michael Matthews og Mathieu van der Poel er de eneste lidt tungere typer, der tør give den et skud. De fleste synes således at have indset, at det også med denne rute er et løb for klatrere, som det ganske klart har været, selvom man nu har den flade finale.

 

Med onsdagens åbne løb i Fleche har vi været vant til, at årets klassikere alle har haft ét omdrejningspunkt. I Strade og Sanremo var det Tadej Pogacar, i alle brostensløbene med undtagelse af Dwars door Vlaanderen, hvor det var Wout van Aert, var det Mathieu van der Poel, og han var også det store fokus i Amstel. Selvom han nu kører Liege for anden gang, må han imidlertid leve med, at han skal overgive den rolle til en anden. I Liege er hollænderen nemlig på udebane, og når Pogacar møder op og tillige er på hjemmebane, er det selvsagt sloveneren, hele løbet vil dreje sig om.

 

De to fænomener har også to helt forskellige dagsordner. Pogacar kan egentlig stole på sin spurt mod de fleste - dog ikke Van der Poel - men alligevel skal han bruge et benhårdt løb. Den flade afslutning kan nemlig gøre det hele til noget taktisk rod, og derfor vil han gerne have et løb, hvor han kan køre alene hjem. Det kræver selvsagt, at løbet bliver så vanskeligt som muligt. Anderledes er det med Van der Poel, der får sit hyr med at overleve, og hvis eneste mission er at komme med hjem og vinde en spurt.

 

De to har altså begge en ret klar vej til sejr - også selvom Van der Poel er på udebane i dette løb. For alle andre er det mere kompliceret - måske med undtagelse af Tom Pidcock, der er en mellemting, der kan ventes at være en af de stærkeste og samtidig kan slå Pogacar i en spurt, samt Matthews, der skal køre løbet som Van der Poel. Langt de fleste er både langsommere og svagere end Pogacar, og derfor er deres vej til sejr langt mere uklar. De har vel reelt to muligheder: enten kommer de Pogacar i forkøbet, eller også håber de, at sloveneren ikke kan køre alene, hvorefter de kan spille deres kort i en taktisk finale. Som sidste års løb så tydeligt viste, kan den sidste del ende som noget taktisk rod, der kan bringe selv Pogacar i problemer, hvis han er isoleret.

 

Det er klart, at det for det store flertal er taktikken med at komme i forkøbet, der fungerer bedst. Det er bare ikke altid let at praktisere. Sidste år ville alle også Remco Evenepoel i forkøbet, da først Pogacar var styrtet ud, men Soudal kørte et imponerende løb og skabte aldrig den mulighed. Det bliver også svært denne gang, når man ser på UAEs trup, men da de sender Juan Ayuso og Brandon McNulty til Romandiet, er truppen måske ikke helt så skræmmende. Joao Almeida bekræftede i onsdags, at han ikke er vild med kulde, Finn Fisher-Black har skuffet fælt i lang tid, og vi skal bare tilbage til Sanremo for at finde det seneste løb, hvor Diego Ulissi og Marc Hirschi svigtede Pogacar fælt. Det virker i hvert fald ikke helt umuligt, at UAE kan bringes ud af fatning, og det åbner døre.

 

Det samme gør vejret, der igen bliver et gigantisk tema efter onsdagens isløb. Betingelserne bliver ikke meget bedre. Ved ankomsten til Bastogne taler vi 3 grader og sandsynlighed for snebyger, og mens det er varmere og mere behageligt i Liege med mulighed for lidt sol, er det selvsagt koldere, når vi kommer op i højderne. Det bliver derfor endnu en brutal omgang, og som vi så i søndags, kan man aldrig vide sig helt sikker på, hvem der kollapser i den slags betingelser.

 

Rytterne har dog helt sikkert lært lektien. I onsdags var der en del kuldestærke folk - særligt Mattias Skjelmose - der kollapsede i kulden, og det skyldes, at de blev overraskede. Da vejret efter den solrige start slog om med lyn og haglbyger, havde mange alt for lidt tøj på. Det var således ikke nødvendigvis robustheden i kulden, der blev afgørende. Det handlede snarere om, hvem der havde læst vejrudsigten rigtigt - eller bare følt et ekstra behov for at være varm. Efter onsdagens oplevelse vil de fleste ryttere derfor nok møde op i skidragt, termostøvler og termoluffer, og tilgangen vil nok være, at man hellere har for meget end for lidt tøj på. Jeg vil derfor forvente en større robusthed over for kulden, men det ændrer ikke på, at de ryttere, der har det svært i kulde, er voldsomt handicappet.

 

Den anden vigtige vejrfaktor er vinden. Der vil være en ret markant modvind stort set hele vejen hjem fra Bastogne, og det vil alt andet lige skabe et lettere løb, at der vil være hård modvind på snart sagt alle stigninger og mellemstykkerne. Det mindsker i hvert fald sandsynligheden for, at Pogacar kan køre alene, og øger chancen for, at vi kan få en taktisk finale. Til gengæld gør det også taktikken med at komme i forkøbet mere risikofyldt, fordi man risikerer at slide sig selv til døde i den hårde modvind. Derudover hjælpes Pogacar af, at der kommer et stykke med gunstig vind fra bunden af Forges og frem til toppen af bakken efter Roche-aux-Faucons, og særligt på sidstnævnte vil sloveneren derfor have en ret god chance for at køre alene. Det ændrer dog ikke på, at modvinden må øge chancen for, at Pogacar ikke vinder. Som vi så i Roubaix gør et medvindsløb det alt andet lige meget lettere for stærkeste mand at spille med musklerne - også fra distancen.

 

Vi skal også stadig lære at forholde os til den ændring af Reduoute-sektionen, der blev indført sidste år. Stigningen blev 400 m kortere, men til gengæld blev det efterfølgende lette stykke, som lagde en dæmper på angrebslysten, sværere. I mange år har Redoute jo været reduceret til en biting, men Evenepoel har nu to år i træk skruet tiden tilbage til dengang, hvor favoritterne angreb hinanden allerede her. Vi så i 2022, at han kunne køre alene på den gamle rute, men sidste år kom Pidcock faktisk med til toppen. Han blev dog skibet af på den nye, efterfølgende bakke, og indtrykket er nok, at det samlet set er blevet hårdere af denne ændring. I år vil der bare være benhård modvind mod dette stykke, og det gør det vanskeligere for Pogacar at gentage Evenepoels kunststykke.

 

Læs også
Hård bjergetape ændres

 

Modvinden betyder i det hele taget, at han skal tænke sig om. Spiller han for meget med musklerne med et tidligt angreb allerede her, risikerer han at gå ned. Den slags ligner ham ganske vist ikke, men med denne modvind er chancen større. Det logiske vil derfor være at vente til den gunstigere vind på Roche-aux-Faucons, og det vil være den sikre strategi. Det er bare ikke altid, at Pogacar gør det logiske - det er ikke logisk at køre 80 km solo i Strade Bianche - og det er en anden faktor, der øger sandsynligheden for, at Pogacar faktisk bliver slået.

 

Vi ender altså med et af den slags løb, som vi nu har lært at kende til hudløshed i denne vidunderbørnenes tidsalder. I disse tider handler de fleste løb om at komme vidunderbørnene i forkøbet, og det vil også være strategien for hovedparten af feltet, hvis de trods den hårde modvind tør løbe risikoen. Modvinden betyder imidlertid også, at taktikken med at vente og håbe på, at man kan følge Pogacar til sidst, måske kan bære frugt. Der er i hvert fald flere veje til at slå ham. Man kan komme ham i forkøbet, man kan håbe, at modvinden gør det muligt at følge ham til dørs, man kan håbe, at han kommer til at spille for meget med musklerne i modvinden, og endelig kan man håbe, at det er ham, der får problemer med kulden. Lykkes det herigennem at overleve Roche-aux-Faucons, skal det dog stadig gøres færdigt, og det skal for langt de flestes vedkommende ske via taktik, da det er de færreste, der kan stole på deres spurt - men i et taktisk spil er det også en stor fordel, at alle vil kigge på Pogacar.

 

Selvom der er veje til at slå ham, er Tadej Pogacar naturligvis gigantisk favorit. Som han har været kørende i år, er der ikke mange, der kan drømme om at følge ham på disse stigninger, og det værste ved det hele er, at han formentlig blot er endnu bedre nu, hvor han har trænet i højderne frem mod Giroen. Han viste ganske vist lidt uventede svaghedstegn på sidste etape i Catalonien, hvor han ganske sensationelt måtte slippe Stephen Williams på Montjuic, men når han har været frisk og ikke betalt en pris for et par vilde soloridt, har ingen været i nærheden af ham i de løb, han har kørt i år - og generelt har det gjaldt i langt de fleste forårsløb i de seneste år.

 

Der er også andre bekymrende elementer. Pogacar er kendt for at elske dårligt vejr, og derfor er chancen for, at det er ham, der får problemer i kulden, ikke specielt stor. Som vi har set adskillige gange i efterårsklassikerne, hvor han har kørt en problematisk optakt, kommer hans endagsevner også først for alvor til ret, når løbene bliver lange og udmarvende, og derfor er dette løb perfekt for manden, der allerede har vundet fem monumenter. Som sagt er det også kun Van der Poel, Matthews og Pidcock, han nok for alvor skal frygte i en spurt, og derfor har han gode chancer, selv hvis han ikke kan gøre forskellen, eller andre kommer ham i forkøbet.

 

Der er dog også lyspunkter for rivalerne. Som sagt kan UAE-mandskabet godt virke skrøbeligt, og derfor er det reelt muligt at komme ham i forkøbet. Den benhårde modvind er også en betydelig udfordring, og det samme kan hans mindset være. Det virker ikke helt utænkeligt at tro, at Pogacar måske ender med at spille lidt for meget med musklerne med et angreb allerede på Redoute, og så kan modvinden måske alligevel slide ham op. Alt sammen giver det mulighed for at drømme om at slå sloveneren - og ellers må rivalerne jo sætte deres lid til, at det går ham lige så ilde som sidste år. Det er der dog ingen, der håber på, og ingen kan være i tvivl om, at Pogacar er favorit og på søndag formentlig udligner til 6-6 i den fantastiske monumentduel med Van der Poel.

 

Da jeg rangerer efter vinderpotentiale, placerer jeg Mathieu van der Poel som nr. 2. Som nævnt ovenfor er det ham, der sammen med Pogacar har den klareste vejr til sejr, fordi han ”bare” skal følge med og herefter vinde en spurt, hvor han vil være storfavorit i langt, langt de fleste situationer. Alligevel er det alene vejret, der giver ham en 2. plads på min liste. Som vi i søndags fik bekræftet, er Van der Poel altså ikke nogen stor klatrer, og al logik tilsiger, at han kommer til kort her. Når han havde så store problemer på Amstels småbakker, bliver disse stigninger nogle alvorlige udfordringer.

 

Til gengæld ser det ud til, at han har bestukket vejrguderne. Han kunne i hvert fald ikke have ønsket sig en bedre vejrudsigt. Kulden giver en stor fordel for en robust crossrytter, der er vant til den slags betingelser, og derudover betyder den hårde modvind, at det bliver langt lettere at overleve stigningerne. Desværre er det en gigantisk sten i skoen, at der vil være gunstigere vind på Roche-aux-Faucons, for her kan det ligne en umulighed at følge Pogacar, men den generelle modvind øger da i hvert fald chancen - særligt hvis Pogacar har spillet for meget med musklerne til sidst. Til gengæld får han nok ikke frihed til at komme i forkøbet, og derfor skal han efter alt at dømme køre løbet bagfra.

 

Det bliver pokkers svært, men da han debuterede i løbet i 2022, var han trods alt ikke rasende langt fra den fire mand store elitegruppe, der spurtede om sejren - og den dag havde han jo endda grundet den sære coronakalender leveret et vanvittigt soloridt på kongeetapen i BinckBank Tour 24 timer tidligere. Det vidner om, at løbet ikke er helt uden for hans rækkevidde, og efter at Amstel skubbede ham ned på min favoritliste, har vejrudsigten presset så meget den anden vej, at han for mig ganske uventet alligevel ender som nr. 2.

 

Da jeg rangerer efter vinder potentiale, er det også naturligt at have Tom Pidcock som nr. 3. Han er nemlig den tredje rytter, der har en ret klar vej til sejr. Det er ikke gudgivet, at det vil ske, men han har en ganske fair chance for at slå Pogacar i en spurt, og han har jo også en langt bedre chance end Van der Poel for at følge sloveneren til dørs. Den opgave ville have været en svær opgave i et medvindsløb, men modvinden øger chancen ganske betydeligt.

 

Læs også
Lidl-Trek-sportsdirektør roser den danske A-klasse efter skuffende weekend

 

Det kræver, at han er god nok, og her er han jo altid pokkers svær at vurdere. Svingende er han i hvert fald, men Amstel var vel hans bedste løb i år, selvom det måske var lidt bekymrende, at Tiesj Benoot virkede en anelse stærkere. Til gengæld så vi sidste år, at han har knækket koden til dette løb, selvom han før har haft problemer med distancen, og med en stigende formkurve kan man håbe, at han har fundet de procent, han trods sejren, så ud til at mangle i søndags. Det er klart, at det kan skabe lidt bekymring, at han døde i onsdagens kulde, men selvom han er spinkel, burde kulde jo være til fordel for en crossrytter, hvis blot han får klædt sig ordentligt på.

 

Sidste år fulgte han Evenepoel til dørs hele vejen op ad Redoute, og med udsigt til, at Pogacar er nødt til at vente til Roche-aux-Faucons, kan man ikke udelukke, at han kan gentage den bedrift i finalen på søndag, selvom Pogacar efter alt at dømme er en betydeligt hårdere nød at knække end Evenepoel. Ellers må han jo forsøge at komme sloveneren i forkøbet, og her har vi nu to gange i træk i Amstel set, at han slet ikke er bange for at angribe tidligt og tage risici.

 

Jeg vil også fastholde min tiltro til Mattias Skjelmose. Det var voldsomt at se billederne af den frysende dansker fra Fleche, men normalt er kulde jo faktisk en fordel for ham. Det havde han da også selv regnet med i onsdagens løb, og hvis han får klædt sig ordentligt på denne gang, stiller vejrudsigten ham vel bedre. Modvinden gør det i hvert fald mere realistisk for ham at matche Pogacar i finalen, og alternativt må han jo forsøge at komme sloveneren i forkøbet. Her kan det være et problem, at han er blevet et større navn, der i sin dannebrogstrøje er ret synlig (men den kan jo være gemt under en regnjakke), men i det spil er det omvendt en fordel, at hans manglende resultater i de to første løb gør, at han kan flyve lidt mere under radaren.

 

Skal det lykkes at gøre det færdigt, skal han jo være god nok, og her han nok ikke helt endegyldigt bekræftet sin form. Grundet de manglende tv-billeder var han svær at vurdere i et Amstel, der endte i en gang taktisk rod, og selvom han kørte et langt bedre Baskerlandet end sidste år, har vi til gode at få den fulde bekræftelse på, at han er lige så god som sidste år. Det giver Baskerlandet heldigvis håb for, og med den generelle udvikling er han måske endda endnu stærkere. Allerede sidste år var han sammen med Evenepoel, Pidcock og Giulio Ciccone vel stærkeste mand i dette løb, selvom han tøvede for længe på Roche-aux-Faucons. Han er også ret hurtig, men som han har spurtet i år, slår han næppe Pogacar på stregen. Han skal derfor nok vinde via taktik, men som vi senest så i Paris-Nice, besidder han en større løbsintelligens end de fleste. Nu skal han bare have ordentligt tøj på og bekræfte, at han er mindst lige så god som sidste år.

 

Jeg er nødt til at give Stephen Williams en høj rangering, men som altid med ham ved man aldrig helt, hvad man skal forvente. Den formkurve, han har haft fra det fabelagtige Catalonien over det katastrofale Indurain, det pauvre Brabantse og det kun småhæderlige Amstel til det sublime Fleche, har jo været så svingende, at den optegnet ville være den perfekte profil for en kongeetape i en grand tour. Derfor aner vi ikke, hvilken version vi får på søndag, men heldigvis synes kurven at pege klart opad. Vejret må også være til fordel for ham, nu hvor han i onsdags forklarede, at han elsker denne slags betingelser, og som han spurtede i Australien, er han en af de få, jeg vil give en chance for at slå Pogacar.

 

Til gengæld er der også en række udfordringer. Han er helt ubeskrevet over lange distancer, og i den sammenhæng var det vel bekymrende, at hans Amstel var så markant ringere end hans Fleche. Samtidig er vi senest i Catalonien blevet mindet tydeligt om, at han altså er puncheur og ikke klatrer. Heldigvis har han i Schweiz og Kroatien også gjort det godt på længere stigninger, men jeg anser det som en ret stor risiko, at dette løb bliver for voldsomt. Heldigvis for ham modvirkes den risiko af modvinden, og i lyset af den suveræne styrke, han har vist, når han har været bedst - først ved at sætte Pogacar på Montjuic i Catalonien og siden ved at vinde Fleche - kan man ikke andet end at rangere ham højt, særligt når han også er så rasende hurtig.

 

En anden rytter, man bør tro meget på, er Maxim Van Gils. I lyset af hans vilde sæsonstart, hvor han lignede en mand, der kunne ende med fire stjerner i dette løb, har hans kørsel i Amstel og Fleche været en smule skuffende. Amstel var dog noget taktisk rod, og i Fleche betalte han måske en pris for at spille lidt for meget med musklerne med en lang række mærkelige angreb tidligt i løbet. Han endte jo også på podiet og kørte derfor et ganske fint løb, og med sidste års top 11-placeringer i alle ardennerløbene har han vist sine evner i dette terræn og over lange distancer. Som han har spurtet i 2023, er han også en af de ryttere, der kan drømme om at slå Pogacar, og onsdagens løb bekræftede, at han som de fleste belgiere kan være ganske glimrende i denne slags vejr. Modvinden øger chancen for at følge Pogacar, og han var jo i Strade den rytter, der kom tættest på at gøre netop det. Lægger man dertil, at han er uhyre aggressiv og som i søndags aldrig bange for at angribe tidligt og dermed forsøge at komme i forkøbet, er han utvivlsomt en af de ryttere, der står med den bedste chance for at slå den store favorit.

 

Det var dog ikke alle belgiere, der klarede onsdagens kulde godt. Dylan Teuns forsvandt som en af de allerførste, men normalt burde kulden ikke være et problem for ham. Tværtimod husker mange vel, hvordan han vandt 8. etape i Touren i 2022 i et forfærdeligt regnvejr, hvor han og Pogacar begge excellerede, og en mand, der begår sig i brostensklassikerne, har typisk også en vis robusthed i den slags betingelser. Som vi så i Flandern og vel også i Brabantse har han i år været bedre end længe, og da han senest havde den form i 2022, hvor han vandt Fleche, var han også en af de allerstærkeste i dette løb. Han er så svingende, at han bestemt ikke altid har været flyvende i dette løb, men han har trods alt været i top 10 i både 2019 og 2022.

 

Som vi fik bekræftet i begge de løb, lider han under at være relativt spurtsvag på flad vej, men sammenlignet med mere udprægede klatrere er han trods alt ikke den allerlangsomste, hvad han mindede os om i den ganske vist let stigende spurt i Brabantse. Det er klart, at hans form er et lille spørgsmål efter to mindre gode løb i træk, men begge dele kan heldigvis forklares med enten taktisk rod eller kulde. Genfinder han de ben, han har haft i år, bør han være en af de stærkeste, og så må han jo finde en vej til at vinde med enten et tidligt eller et sent angreb.

 

Læs også
Deja vu-ramt Geraint Thomas ”forstår ikke cykling nu om dage”

 

Vejret går også, at Kevin Vauquelin glider lidt op på min liste. Jeg var ellers lidt bekymret for ham efter Amstel, hvor han blev sat til sidst fra en gruppe, der bestemt ikke var den allerstærkeste, og det var for mig nok en indikation på, at distancen var en udfordring. Den tese er måske endda blot blevet bekræftet af hans 2. plads i Fleche, men her fik vi til gengæld bekræftet, at formen er god, og at han har et tårnhøjt topniveau i eksplosivt terræn. Trods denne frygt for distancen står han alligevel relativt stærkt. Vi ved nemlig, at han er meget stærk i dårligt vejr, som han også selv bekræftede efter sidste års sejr i det regnvåde Jura. Løbet burde også passe ham, og modvinden vil hjælpe ham i kamp mod bedre klatrere. Han har spurtet lidt skuffende på det sidste, og jeg tror derfor ikke, at han kan slå Pogacar, men hurtigere end de fleste er han. Så må vi bare håbe, at han også er klar til at tage risici med tidlige angreb. Det viste Amstel heldigvis, at han er.

 

Sidste år overraskede Santiago Buitrago stort med sin 3. plads. Han kom nemlig direkte fra Alperne, hvor han mildt sagt ikke imponerede, men hans kørsel i dette løb satte en fed streg under, at han er puncheur mere end klatrer. Det bekræftede han med sit flotte Fleche, hvor han også bekræftede det tårnhøje niveau, han generelt har fundet i år, hvor særligt hans sejr i Paris-Nice skiller sig ud. Hans gode onsdag viste, at formen efter et lidt skuffende Baskerlandet er god, og han fik efter nogle bekymringer under Paris-Nice vist, at han sagtens kan klare kulden. Sidste år så vi også, at han kan klare distancen, og vi så i Paris-Nice, at han ikke er bange for at angribe tidligt for at komme Pogacar i forkøbet. Han har bare ét stort problem. Han slår meget få i en spurt på flad vej, og derfor vil det altid skulle flaske sig, hvis han skal vinde. Heldigvis ligner han en mand, der har styrken til at give sig selv chancen for det.

 

Han er endda ikke alene hos Bahrain. I dette felt er der ikke mange, der faktisk har vundet løbet, men det har Wout Poels. Det skete endda i den i nyere tid vel nok koldeste udgave, og det vidner om, at dette vejr kan være en gave for ham. Til gengæld har han i 10 forsøg faktisk også kun været i top 10 to gange, og seneste gang var helt tilbage i 2019. Det skyldes utvivlsomt, at han slet ikke er på samme niveau som tidligere, men den renæssance, han har oplevet siden Touren, indikerer, at der alligevel er liv i de gamle ben. Han kommer direkte fra Alperne, og den opskrift har bemærkelsesværdigt ofte fungeret godt, som vi senest så det med Buitrago og Patrick Konrad og tidligere har set med navne som Giampaolo Caruso og Domenico Pozzovivo. I det italienske løb viste han ganske vist atter, at han ikke er som i sin storhedstid, men han kørte stærkt nok til at give optimisme forud for dette løb. Som altid er han en lottokupon, der også lider lidt under, at han måske nok kan slå en del i en spurt, men på flad vej bestemt heller ikke er den hurtigste, men i lyset af det, han har vist i år, er der grund til at tro på ham - ikke mindst i dette vejr.

 

En anden rytter, der har stor fordel af vejret, er Tiesj Benoot. Dette er mildt sagt Benoot-vejr, som vi har set mange gange, måske mest markant med hans Strade-sejr, og derfor kan det ikke undre, at han kørte et fremragende Fleche. I det hele taget er formen efter den skuffende start bare gået opad, og han har nu imponeret i to ud af to ardennerklassikere. Tidligere var han for tung til dette løb, men i dag klatrer han så godt, at han faktisk er endt i top 8 i sine tre sidste forsøge, nemlig i 2020, 2021 og 2023. Til gengæld er hans bedste resultat kun en 7. plads, og det vidner om Benoots problem. Der er bedre klatrere end ham, og der er hurtigere folk end ham. Det skal altså virkelig flaske sig, hvis det skal vinde, men skal han nogensinde vinde dette løb, synes dette vejr og hans nuværende form at give ham en af de allerbedste chancer - hvis ikke hans nyfødte barn har stjålet al hans nattesøvn.

 

En rytter, jeg glæder mig ufatteligt meget til at se, er Egan Bernal. Colombianeren er tilbage på sporet, og selvom han naturligvis ikke er, som da han var bedst, kommer han meget langt med de ben, han havde på kongeetapen i Catalonien. Måske er han mest kendt som etapeløbsrytter, men vi taler altså om en mand, der har været på podiet i både Strade og Lombardiet. Vi taler også om en mand, der plejer at være meget stærk i dårligt vejr, som vi blandt andet så i Giroen i 2021 og i Paris-Nice i 2019, og han er bestemt ikke uden punch på korte stigninger. Helt langsom er han ikke, men vinde mange spurter mod favoritterne gør han ikke. Desværre har han også i år været ret svingende, og derfor er der ingen garanti for et godt løb, men siden den skuffende debut i Colombia er han bare blevet bedre og bedre fra løb til løb, hvad der i lyset af hans situation også er ganske logisk. Er han blevet endnu bedre siden Catalonien, kommer han altså ganske langt, selvom han måske med tiden er blevet mere dieselmotor end eksplosiv. Derfor skal han nok angribe tidligt, men det plejer han heller ikke at være bange for.

 

Dette løb burde passe Aleksandr Vlasov fremragende. Det gjorde det da også i 2022, hvor han ganske vist kun endte som nr. 14, fordi han kørte spurten for Sergio Higuita, men hvor han var en af de absolut stærkeste i finalen. Desværre var det også i det gyldne forår, hvor han var her, der og alle vegne, og selvom han har oplevet en lille genrejsning i år, er han stadig et stykke fra det niveau. Hvis han efter sin pause møder op til dette løb med de ben, han havde i anden del af Paris-Nice og i første del af Catalonien, burde han dog komme ganske langt, men der er én stor sten i skoen. Han plejer at have det svært i kulden, og derfor var onsdagens nedtur ganske forudsigelig. Heldigvis så vi senest i Paris-Nice, at han godt kan præstere i dårligt vejr - det så vi også, da han i 2022 næsten vandt det snevejrsforkortede Indurain - men det ændrer ikke på, at vejret sender ham lidt længere ned på denne liste, end hans evner på en rute som denne nok burde tilsige.

 

Bahrain har et tredje kort i Pello Bilbao, der er nødt til at stå relativt højt i kraft af sin spurt. Den er nemlig så god, at han har en chance mod de fleste, selvom han led et overraskende nederlag til Evenepoel i et San Sebastian, han så ud til at have vundet. Desværre bekymrer hans sæson. Han var på et for ham helt uhørt lavt niveau i Paris-Nice, og selvom han skam kørte et fint Amstel, var han jo synligt svagere end de fire bedste. Heldigvis viser både det løb og Amstel, at formen ikke er helt ringe, men det synes desværre givet, at han ikke er som i 2023, hvor han var bedre end nogensinde - ikke mindst da han fulgte Evenepoel til dørs i San Sebastian. Vejret slog ham også ud i onsdags, men normalt plejer han nu at være ret god i den slags betingelser, som det gælder for de fleste baskere. Dette lange, udmarvende løb passer også bedre til hans dieselmotor end Fleche, der slet ikke passede ham. Lad os håbe, at han pludselig finder 2023-niveauet, for så bliver han på et meget stærkt hold jo ret interessant.

 

Jeg er vel nødt til at give Marc Hirschi en vis rangering, men jeg er bestemt ikke overbevist om hans form. Han kørte et fint Amstel - selvom Pidcock og Benoot var synligt stærkere - og det taler heldigvis for, at formen er i fremgang. Det ændrer dog ikke på, at vi bare skal tilbage til Brabantse for at finde den skuffende Hirschi, vi har set hele året, og selvom det jo var kulden, der slog ham ud, fik han jo ikke fjernet nogen tvivl i onsdags. Derudover går han ind til løbet som ren hjælper, men det gjorde han jo også sidste år, indtil uheld alligevel endte med at sende ham i top 10. Den slags kan ske igen, og derudover kan UAE vel drømme om, at de kan give ham en semibeskyttet rolle - enten som kontrollant i et udbrud eller som blylod i en gruppe bag en angribende Pogacar. I alle tilfælde har han den luksus, at han kan sidde på hjul, og selvom han ikke er så hurtig som tidligere, kan han jo slå de fleste i en spurt. Desværre er han ikke så stærk som tidligere, men siden jubelåret i 2020, hvor han blev nr. 2, er han kørt i top 10 alle tre gange med en 6. plads i 2021, en 9. plads i 2022 og en 10. plads i 2023. I 2021 var han endda hjælper for den sejrende Pogacar, og det vidner om, at han måske godt kan beskyttes hele vejen, ligesom han normalt plejer at være god i dårligt vejr. Han har bare til gode at bevise, at han stadig er på sit 2023-niveau efter en helt igennem skuffende sæson.

 

Bora har hentet Jai Hindley ind til løbet, og det er et spændende eksperiment. Hans dieselmotor gør ham jo ikke til den ideelle endagsrytter, for selv ugelange løb har været for korte. I år fik han i Tirreno dog endelig sit gennembrud i et kortere etapeløb, og her viste han i det hele taget et tårnhøjt niveau, der vil føre langt i dette løb på en eksplosiv rute, der burde passe ham hæderligt. Sidste år viste han også i Amstel, at han sagtens kan køre et fint endagsløb, men der er alligevel to bekymringer. Hans Baskerlandet var en stor skuffelse, og han skal i hvert fald have genfundet Tirreno-formen for at være med her. Det er imidlertid også muligt, da han må have forårets sidste ambitioner her og i Romandiet. Den anden udfordring er kulden, der før har voldt ham vanskeligheder, og derfor er der et par snublesten, men ser vi den Hindley, vi så i Tirreno, bør han være en af de stærkeste.

 

Læs også
Stjerne varsler landevejscomeback

 

En anden rytter, der er udtaget sent, er Antonio Tiberi, der har udviklet sine klatreevner helt enormt siden Vueltaen. Det så vi senest i Alperne, og som nævnt ovenfor har modellen med at køre Liege med Alperne i benene ofte været en stor succes, senest for holdkammeraten Buitrago sidste år - og det kunne særligt gælde for en dieselmotor som ham. Det er klart, at vi ikke har erfaringer med ham i endagsløb, der måske ikke er ideelle for en mand uden punch, men dette lange, opslidende løb kunne passe ham. Han klarede også de kolde betingelser i Østrig i onsdags ganske fint, og derfor er der grund til en vis optimisme - men der er også så mange spørgsmålstegn, at han kan falde helt igennem.

 

Ja, jeg skal vel nævne Toms Skujins igen. Det har jeg godt nok gjort i mange klassikere i år, men den utrættelige lette ”is still going strong”. I Amstel lå han i vinden nærmest hele dagen, men alligevel kom han med favoritterne hjem, og minsandten om ikke han var der igen i Fleche, hvor han endte som nr. 12. Det er måske ikke i sig selv prangende, men for en mand som ham er det ganske fremragende. Dette vejr bør også hjælpe den mere robuste lette, der særligt ved VM viste, at han kan klare distancen. Det er klart, at der er bedre klatrere end ham, men den forskel vil blive udlignet lidt af vejret. Hans kørsel på stigningerne i Strade og San Sebastian viser også, at han har forbedret sin klatring helt enormt. Det burde ikke være muligt for en mand, der har kørt som en motorcykel siden Omloop, men når en stor mand som ham kan blive nr. 12 på Mur de Huy, kan han komme meget langt i dette iskolde løb, hvis han har taget Strade-klatrebenene med sig.

 

Hvad så med Richard Carapaz ? Der faldt en sten fra mit hjerte, da han kørte med de bedste ved næstsidste passage af Muren i onsdags, for det gav lige kortvarigt håb om en genfødsel. Det håb døde desværre igen, da han endte som en pauver nr. 13 i spurten, for selvom han naturligvis havde brugt kræfter undervejs, gjaldt det samme for Williams, Van Gils og Buitrago, der alle gik i top 5. Det viser vel ret tydeligt, at han er et stykke fra sit tidligere niveau, men det viser i det mindste også, at han er betydeligt bedre, end han var under de katastrofale løb i Galicien og Tirreno. Dette vejr er også altid en fordel for krigeren Carapaz, der ikke er helt langsom og en mester i det taktiske spil, som han har vist et hav af gange, vel mest berømt med sin sejr ved OL. Dette løb burde også passe ham ganske fremragende, men der er bare efter i onsdags stadig ikke nok, der tyder på, at han er tilbage. Præstationen var dog også så hæderlig, når man indregner de brugte kræfter, at han trods alt ligner et af de fornuftige bud på en mand, der måske kan vinde.

 

Lidt af det samme kan siges om Romain Bardet. Franskmanden har haft et katastrofalt 2023 og en katastrofal start på 2024, og modsat Gaudu har han endda også alderen imod sig. Chancen for en genfødsel er i hvert fald mindre, og selvom han heldigvis viste klar fremgang i Alperne, har han til gode til fulde at overbevise om, at han er tilbage. Til gengæld ved vi fra både hans VM i 2018, Lombardiet og ikke mindst dette løb, hvor han tre gange har været i top 6, at han passer perfekt til lange, hårde endagsløb, og han plejer også kun at blive bedre i dårligt vejr. Hans spurt er bestemt heller ikke den ringeste, og da han sidste år kørte løbet, var han trods alt med i den gruppe, der kæmpede om 5. pladsen, hvor også folk som Skjelmose og Van Gils sad. Han har bare til gode fuldt ud at overbevise mig om, at han er lige så god, som han var for et år siden.

 

En anden franskmand er Romain Gregoire, men jeg begynder at frygte, at det ikke bliver i år, han får det ardennergennembrud, jeg havde regnet med. Jeg var allerede bekymret efter hans kollaps i Baskerlandet, og den bekymring er ikke forsvundet efter de to første løb, selvom han har pæne resultater i dem begge. Jeg havde i hvert fald forventet mig mere af ham i Fleche, der burde passe ham som fod i hose, men selvom det løb bekræftede, hvad vi allerede vidste, nemlig at han kan håndtere kulden, kan de særlige betingelser dog også være en forklaring på, at han ikke helt leverede det, jeg havde ventet. Det gør det bare også lidt svært at tro, at han vil excellere i et løb, der passer ham dårligere, og hvor han i forhold til distance har meget at bevise. Til gengæld har han en spurt, der kan true næsten alle, som han senest viste i Baskerlandet og Amstel, og med denne slags supertalenter skal man altid vente det uventede. Det er bare ikke meget af det uventede, vi har set i år siden den ellers lovende start i Ardeche.

 

En anden rytter, der har til gode for alvor at vise sin bedste form, er Andreas Kron, men det er muligt, han har den. Efter hjernerystelsen manglede han en del i Catalonien, og selvom Brabantse ikke overbeviste, betød det taktiske rod, at Amstel var en svær størrelse at vurdere. Nu fik han så ødelagt sit Fleche af en defekt inden anden passage af Muren, men i det mindste nåede han forinden at vise, at han klarede vejret fint. Tidligere ville jeg nok have vurderet, at dette løb var til den hårde side for ham, men den logik holder ikke efter hans top 10 i Lombardiet. I det hele taget viser det løb og hans Vuelta, at han formentlig er bedre nu end sidste år, hvis altså han kan finde den form, han stadig har til gode at bevise. Med sin gode spurt står han jo ikke ringe, og modvinden vil hjælpe ham mod bedre klatrere. Lad os håbe, at det er på søndag, han viser, at han er tilbage efter sin ærgerlige sæsonstart.

 

Jeg er nødt til at give David Gaudu en vis rangering, men det er på potentiale mere end forventning. Han har nemlig en fremragende historik i dette løb, hvor han blev nr. 6 i 2019 og nr. 3 i 2021, og han er da også skabt til et hårdt, eksplosivt endagsløb som dette. Desværre har han jo i den grad til gode at overbevise efter det skuffende 2023, og selvom han bestemt så bedre ud på enkeltstarten i Baskerlandet og med sejren i det svage felt i Jura, har han til gode at vise et niveau, der fører langt i dette felt. Fleche overbeviste ikke, men selvom han plejer at være god i kulde - hans 6. plads i 2019 kom i en iskold udgave - kan der her være en legitim forklaring. Det skaber i hvert fald lidt håb, og når hans form efter det baskiske styrt bør være i fremgang, og når hans gode baskiske enkeltstart tillige var så opløftende, kan man vel godt håbe, at vi på søndag endelig atter ser livstegn fra ham.

 

En anden rytter med potentiale er Joao Almeida. Måske gør hans stadig mere udtalte dieselstil, at han ikke er den ideelle endagsrytter længere, men det har han jo trods alt tidligere været, som vi blandt andet har set i Emilia. Det er da heller ikke uden grund, at han har satset stort på disse løb, men desværre har han endnu ikke imponeret i år. Paris-Nice var en katastrofe, Catalonien var bedre, men ikke prangende, og selvom Amstel var noget taktisk rod, var det ikke opløftende, at han var helt anonym på de dog beskedne dele, der var tv-dækket. Nu rammes han endda af det vejr, der plejer at slå ham helt ud, og som ramte ham som en af de første i onsdags, og når han tillige er hjælper for Pogacar, er optimismen begrænset. Omvendt endte han jo altså som nr. 3 i en af de koldeste og vådeste Giroer i nyere tid, og det vidner om, at han har lært at præstere i dette vejr, og han har trods alt haft en måned siden Catalonien til at finde den form, han har ledt efter. Skulle han være på sit bedste, kan han måske ende med præcis de taktiske fordele, Hirschi også har, og da vi i Polen så, at han trods alt stadig kan spurte, må han på sit potentiale gives en chance, selvom vejret sender ham ret langt ned på denne liste.

 

Simon Yates burde jo stå højt på denne liste, men der skal godt nok være sket meget siden Catalonien og Indurain, hvis han skal være med fremme. Han har skuffet stort hele året - også da han med nød og næppe vandt i det svage felt i AlUla Tour - men den sygdom, der ramte ham inden Catalonien, efterlod ham alligevel i chokerende ringe form. I det hele taget er der efterhånden ret langt mellem snapsene hos Yates, der heller aldrig fandt formen sidste forår, men han viste heldigvis i Touren, at han stadig kan, når han finder sig selv. Den bedste Yates er jo skabt til et løb som dette, men det er bare svært for alvor at tro, at han kan have forbedret sig tilstrækkeligt, når udgangspunktet var så dårligt - og så er jeg svært bekymret for vejret, der før har drillet ham, selvom hans vilde etapesejr på sidstedagen i Paris-Nice i 2022 viser, at det ikke nødvendigvis udelukker ham.

 

Læs også
Danmark kikser ekstra OL-plads

 

Min helt store joker er Johannes Staune-Mittet. Mine forventninger til det norske supertalent var fra sæsonstart enorme, men jeg skal love for, at han har krævet lidt tålmodighed. Siden Coppi e Bartali er det imidlertid bare gået fremad, og på kongeetapen i Baskerlandet beviste han, at han også kan være med på dette niveau. Hans Amstel skaber bekymring i forhold til distancen, men det kan også bare handle om, at løbet ikke passede ham. Dette burde være langt bedre for en ren klatrer som ham, og hans kørsel i Fleche, hvor han førte sig selv til døde i finalen, bekræftede blot det lovende indtryk fra Baskerlandet. Når man samtidig betænker, at han som alle andre nordmand så ud til at drage fordel af vejret, bliver han altså pokkers spændende at følge i et løb, hvor Visma formentlig kan overlade ansvaret til UAE og derfor undlade at ofre ham.

 

Det var opløftende at se Mauri Vansevenant i Amstel? Han var klart den svageste af de fire forreste, men han var da bedre end navne som Vauquelin og Bilbao, der også var med i front. Desværre kunne han ikke følge op på det i onsdags, hvor han formentlig led i kulden, og selvom han er belgier, har han efter min bedste hukommelse til gode at bevise, at han kan klare disse betingelser. Det er heller ikke det eneste, han skal bevise. Vi har aldrig set ham helt fremme i så hårdt og svært et endagsløb, men omvendt er det også først nu, han synes klar til at bekræfte den fremgang, man fornemmede i begyndelsen af 2023, inden skaderne satte ham tilbage. I 2022 endte han jo faktisk som nr. 23, og det var i et år, hvor han var ren hjælper for Evenepoel. Det indikerer visse muligheder, når formen synes god, og han får sin egen chance, hvis ikke kulden igen kommer på tværs.

 

Sidste år var Ben Healy her, der og alle vegne i denne periode, også i dette løb. Det har han til gengæld ikke været i år. Loire tændte allerede advarselslamperne, og de lyser kun endnu kraftigere efter Amstel og Fleche. På den anden side ofrede han sig selv for Carapaz i onsdags, og når vejret nu samtidig er en stor fordel for en mand, der har erklæret sin kærlighed til disse betingelser - han er vel trods alt irer - må man give ham en lille chance. Det er i hvert fald den af de tre ardennerklassikere, der passer bedst til hans uopslidelige diseselmotor, og det er jo et løb, man nok skal vinde ved at angribe tidligt. Det er som bekendt hans spidskompetence, og derfor åbner vi døren for ham, når nu formen synes i fremgang

 

Er Tobias Johannessen endelig ved at være i form efter det ærgerlige kravebensbrud? Det var da i hvert fald betydeligt bedre i Fleche, hvor han og resten af Uno-X så ud til at drage stor fordel af den kulde, der også vil hjælpe ham denne søndag. Desværre er det også bare en uge siden, at han var langt, langt efter i Amstel, og når han bestemt heller ikke imponerede i Brabantse, vil det altså undre, hvis han er kommet langt nok til så langt og svært et løb. Omvendt bekræftede Fleche jo, at det i hvert fald går den rette vej, og når han igen kan få en hjælpende hånd af vejret, kan man vel håbe. Han passer jo til løbet og viste i Touren, at han nok har taget endnu et skridt siden sidste år, hvor han kom til kort med en 23. plads. Spurte kan han også, men han skal bare bevise, at han har indhentet alt det, skaden kostede. Det tror jeg ikke, at han har - trods onsdagens fine 6. plads.

 

Hvad så med Alexey Lutsenko? Jeg har jo begravet ham flere gange, men han kommer som regel tilbage. Senest gjorde han det med sin flotte sejr i Abruzzo, men kan vi lægge meget i det? Feltet var i hvert fald svagt, når Adam Yates og Pavel Sivakov efter deres skader åbenlyst var langt fra deres bedste, og sidste år oplevede vi det samme. Her vandt i et meget svagt felt på Sicilien, men da han ankom hertil, kom han efter et flot Amstel til kort, da stigningerne blev vanskeligere i Fleche og Liege. I det hele taget har han til gode at vise noget som helst i et endagsløb af denne sværhedsgrad, og faktisk er hans bedste resultat i dette løb i seks forsøg ikke andet end en 89. plads. Hvis man samtidig betænker, at han i hvert fald er langt fra det niveau, han havde, da han var bedst, kan det være lidt svært at tro, at det pludselig skulle vende. I lyset af det overskud, han viste i Abruzzo, er vi dog nødt til at give ham en chance.

 

Van der Poel gled op på min liste grundet vejret, og det gør Michael Matthews også. Uden dette vejr havde jeg helt sikkert ikke nævnt ham, for det har længe stået klart, at han ikke længere klatrer godt nok til så svært et løb. Det har vi blandt andet set i de seneste to udgaver af Montreal, hvor han efter stærk kørsel i Quebec er kommet til kort, og da han senest kørte dette løb i 2021, blev han da også blot nr. 19. I det hele taget er det et løb, der altid har været for hårdt, når man ser bort fra hans absolutte storhedstid i 2017, hvor han chokerede sig selv og alle andre med en 4. plads. I år har han imidlertid vist et højere niveau end længe, ikke mindst i Flandern, og det er samtidig ret markant, at det er i de lange løb, hans dieselmotor excellerer. Det hjælper ham i dette løb, og da han samtidig har en af de klareste veje til sejr, nemlig ”hold ud, følg med og spurt”, må man give ham en chance, når modvinden hjælper, og de kolde betingelser bør være til fordel for en robust herre med evner i dårligt vejr - selvom han udgik i onsdagens kulde.

 

Samme type er Ethan Hayter. Briten er en overraskende tilføjelse til ardennerløbene, og han er faktisk ganske spændende. Normalt vil jeg regne dette løb som værende en smule for hårdt, men en formstærk Hayter har klatret chokerende godt i Dauphiné tidligere. Som Matthews hjælpes han stort af modvinden, og da han er en af de ryttere, der kan stole 100% på sin spurt, har han en ret klar vej til sejr. Han er jo en kolossal lottokupon, men mod slutningen af Baskerlandet viste han uhyre lovende takter. Han udgik som de fleste andre af Fleche, og det kan godt bekymre en anelse, for jeg mindes ikke, at vi tidligere har set ham excellere i dårligt vejr. Omvendt er han jo brite, så han er da i hvert fald vant til betingelserne. Mine forventninger er ikke store, men med de klatreben, han havde i Baskerlandet, er han nødt til at blive taget seriøst, når nu han er så hurtig, som han er.

 

Endelig vil jeg igen nævne Simone Velasco. Jeg vil tro, at dette løb er for hårdt, men det sagde jeg også inden Montreal, hvor han bekræftede sin enorme fremgang med sin vilde 5. plads. Sidste år endte han da også som nr. 19, selvom han havde kørt 221 km i udbrud, og det vidner om et vist potentiale. Modvinden bør også hjælpe en fyr som ham, men til gengæld er vejret en ubekendt for mig, da han døde i onsdagens kulde. Jeg finder dog håb i, at han sidste år kørte et fornemt Amstel, der også var en kold fornøjelse. Desværre har han til gode at bekræfte sin form efter sin pause, men tegnene var lovende i Tirreno, og han har jo trænet målrettet til disse løb og Giroen. Med tanke på den fremgang, han har vist, håber jeg, at han kan bekræfte det på søndag på den store scene.

 

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale, hvad der er særligt vigtigt for Van der Poel.

 

Læs også
Vildt vægmaleri af Giro d'Italia i Rom

 

BEMÆRK OGSÅ: Arrangørerne har ikke udsendt en foreløbig startliste. Derfor kan der blive tilføjet favoritbeskrivelser senere, ligesom hold- og danskeroversigten også først skrives senere, hvor også de sidste stjerner vil blive uddelt.

 

OPDATERING: Der er kommet en foreløbig startliste, og de fleste hold er nu også endeligt udtaget. Staune-Mittet sidder over for at spare sig til Romandiet, og i stedet har jeg tilføjet afsnit om Jai Hindley, Simon Yates, Antonio Tiberi og Ethan Hayter, der alle er udtaget.

 

OPDATERING 2: Den endelige startliste er kommet og har kun givet anledning til et par helt, helt marginale småjusteringer af holdoversigten.

 

***** Tadej Pogacar

**** Mathieu van der Poel, Tom Pidcock

*** Mattias Skjelmose, Stephen Williams, Maxim Van Gils, Dylan Teuns, Kevin Vauquelin

** Santiago Buitrago, Wout Poels, Tiesj Benoot, Egan Bernal, Aleksandr Vlasov, Pello Bilbao, Marc Hirschi, Jai Hindley, Antonio Tiberi, Toms Skuijns, Richard Carapaz, Romain Bardet, Romain Gregoire, Andreas Kron, David Gaudu, Joao Almeida, Simon Yates, Mauri Vansevenant, Ben Healy, Tobias Johannessen, Alexey Lutsenko, Michael Matthews, Ethan Hayter, Simone Velasco

* Felix Gall, Valentin Madouas, Attila Valter, Benoit Cosnefroy, Andrea Bagioli, Andreas Leknessund, Ben Tulett, Patrick Konrad, Alex Aranburu, Guillaume Martin, Laurens De Plus, Ion Izagirre, Jordan Jegat, Kevin Vermaerke, Oier Lazkano, Archie Ryan, Christian Scaroni, Michal Kwiatkowski, Aurelien Paret-Peintre, Quinten Hermans, Diego Ulissi, Quentin Pacher, Filippo Zana, Bauke Mollema, Roger Adria, Davide Formolo, Clement Berthet, Georg Zimmermann, Lorenzo Rota, Paul Lapeira, Odd Christian Eiking, Davide De Pretto, Sylvain Moniquet, George Bennett, Bob Jungels, Rigoberto Uran, Søren Kragh, Lorenzo Fortunato, Nicolas Prodhomme, William Junior Lecerf, Fausto Masnada, Nick Schultz, Bruno Armirail, Mikkel Honoré, Axel Laurance, Clement Champoussin, Simon Clarke, Matteo Sobrero

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Danskerne

Hos hhv. Lidl og Lotto er Mattias Skjelmose og Andreas Kron beskyttede ryttere, og de er omtalt ovenfor, mens Jonas Gregaard hos Lotto skal støtte Maxim Van Gils og Kron. Hos Alpecin skal Søren Kragh primært støtte Mathieu van der Poel, men i dette løb er det ikke umuligt, at han kan få lov at angribe tidligt. Hos EF skal Mikkel Honoré nok primært støtte Richard Carapaz og Ben Healy, men som i Amstel kan også han måske få lov at angribe tidligt. Hos Astana skal Anthon Charmig trods et fint Fleche formentlig støtte Alexey Lutsenko, Simone Velasco, Christian Scaroni og Lorenzo Fortunato, og hos Israel-PT skal Jakob Fuglsang støtte Stephen Williams og Dylan Teuns. Endelig skal Anders Foldager hos Jayco støtte Simon Yates og Michael Matthews.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Remco Evenepoels sejre fra 2023 og 2022, Tadej Pogacars sejr fra 2021, Primoz Roglics sejr fra 2020, Jakob Fuglsangs sejr fra 2019, Bob Jungels’ sejr fra 2018, Alejandro Valverdes sejre fra 2017 og 2015, Wout Poels’ sejr fra 2016, Simon Gerrans’ sejr fra 2014 samt Dan Martins sejr fra 2013.

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

 

Soudal-Quick Step: I fravær af Evenepoel og Landa ligner Vansevenant det bedste bud. Fausto Masnada, James Knox og Louis Vervaeke har været formsvage, og Baskerlandet viste, at det er for tidligt for den ellers lovende William Junior Lecerf.

 

Læs også
Norsgaard fældet på vej mod stor triumf - Bettiol vinder samlet

 

INEOS Grenadiers: Pidcock må være kaptajnen med Bernal og Hayter som jokers. Michal Kwiatkowski meldes i god form, men vi har til gode at se det. Hvis Laurens De Plus har fundet de sidste procent, kan han komme langt i et opslidende og koldt løb. Omar Fraile har intet vist, og også Brandon Rivera må være hjælper.

 

Bahrain-Victorious: Med Buitrago, Poels, Tiberi og Bilbao har holdet en af de bredeste trupper.

 

Alpecin-Deceuninck:  Van der Poel må være den klare kaptajn. Quinten Hermans blev nr. 2 i 2022, men vi så senest i Brabantse og Fleche, at han stadig er for langt fra fordums styrke. Løbet må i lyset af det, vi så i Barcelona, være for hårdt for Axel Laurance. Det er det også for Søren Kragh, men danskeren kan med sin gode form og i dette vejr formentlig gøre det pænt. Luca Vergallito har gjort det pænt i år, men niveauet er nok lidt for højt.

 

EF Education-EasyPost: Carapaz og Healy ligner de bedste bud. Kometen Archie Ryan er endelig ved at vise sit potentiale, men han har ikke vist nok til, at jeg tror på ham i så svært et løb. Mikkel Honoré er ganske pænt kørende, men han skal være i topform for at være helt fremme på denne rute, som det også gælder for James Shaw, der ikke har vist storform. Rigoberto Uran synes ikke længere at have niveauet.

 

Groupama-FDJ: Gaudu og Gregoire ligner de bedste bud. Valentin Madouas skuffede igen i onsdags, og jeg tror ikke længere på, at han når at finde formen. Quentin Pacher viste god form i Amstel og kan komme langt, mens Remy Rochas er formsvag.

 

Cofidis: Det bedste bud er nok Guillaume Martin, der var i top 10 sidste år, men selvom han viste fremgang i Jura-løbene, har han haft for skuffende en sæson. Ion Izagirre var igen stærk i Baskerlandet, men har ikke for vane at tage den gode form med til disse løb, mens Jesus Herrada trods den nylige fremgang stadig synes at have et stykke til sit bedste. Axel Mariault, Anthony Perez og Ruben Fernandez har vist for lidt.

 

Team Visma | Lease a Bike: Benoot er den erklærede kaptajn. Holdet henter Ben Tulett ind, men han har ikke de senere år vist et niveau, der gør det sandsynligt, at han vil være helt fremme i et løb af denne type. Det er et godt løb for Attila Valter, men han har ikke imponeret i år, og Milan Vader synes i en vedvarende formkrise.

 

BORA-hansgrohe: Vlasov og Hindley ligner de bedste bud. Roger Adria har rejst sig efter en svær periode, men vi har set i Amstel og Fleche, at han mangler for meget, mens Matteo Sobrero stadig synes formsvag. Den tidligere vinder Bob Jungels er i dag overmatchet i dette selskab, og det samme gælder trods fremgang for Giovanni Aleotti.

 

Lidl-Trek: Skjelmose må være kaptajnen med Skujins som joker. Andrea Bagioli har skuffet så meget, at jeg tvivler på, at han pludselig kan rejse sig til dette løb. Patrick Konrad oplevede en overraskende genrejsning i dette løb sidste år, men har ikke vist meget i år, mens det, som vi så i Fleche, nok trods alt bliver for svært for Bauke Mollema, selvom han pludselig fandt sig selv i Amstel. Sam Oomen må være hjælper.

 

Læs også
Pogacar: Det er crazy

 

UAE Team Emirates: Pogacar er naturligvis den klare kaptajn, og så må tiden vise, om der kan blive plads til Hirschi og/eller Almeida også. Diego Ulissi vil være ren hjælper, som han var det i Fleche, og det samme gælder for formsvage Finn Fisher-Black.

 

Lotto Dstny: Van Gils og Kron må være kaptajnerne, selvom Sylvain Moniquet har fundet sig selv i år. Jonas Gregaard synes stadig at lede efter formen.

 

Israel-Premier Tech: Williams og Teuns må være de bedste bud. George Bennett har rejst sig igen, men har det notorisk svært med kulden, og Nick Schultz manglede for meget i Jura-løbene. Simon Clarke og Jakob Fuglsang må i dag være hjælpere, mens Derek Gee først lige er kommet tilbage fra sin skade.

 

Team dsm-Firmenich PostNL: Bardet må være bedste bud for det skadesplagede hold. Kevin Vermaerke, der har vundet U23-løbet, har nået et niveau, hvor han kan komme langt, men næppe hele vejen. Matthew Dinham er først lige kommet tilbage efter en skade, og Chris Hamilton skuffede i Alperne.

 

Decathlon Ag2r La Monditale: Benoit Cosnefroy er kaptajn, men selvom han hjælpes af vejret og modvinden, har dette løb selv i hans bedste år altid været for hårdt. Felix Gall viste endelig fremgang i Jura-løbene, men trods hans store potentiale synes han stadig at mangle for meget - og han led i kulden i Paris-Nice. Aurelien Paret-Peintre vandt en etape, men viste ikke storform i Alperne, mens Clement Berthet og Nicolas Prodhomme trods et pænt niveau ikke viste nok i Jura-løbene. I lyset af Baskerlandet må det være for hårdt for den lovende Paul Lapeira. Bruno Armirail er flyvende lige nu og kan særligt i lyset af vejret sikkert komme langt, men hele vejen kommer han ikke.

 

Astana Qazaqstan Team: De bedste bud er nok Lutsenko og Velasco. Christian Scaroni har udviklet sig meget i år, men jeg tror, at han kommer lidt til kort på denne rute, der heller ikke passer til dieselklatreren Lorenzo Fortunato. Anthon Charmig kørte et pænt Fleche, men kommer næppe hele vejen.

 

Intermarché-Wanty: Egentlig ville jeg have forventninger til Georg Zimmermann, men han har ledt efter formen gennem hele sæsonen. Lorenzo Rota fortsætter med at være for langt fra fordums styrke, mens Kevin Colleoni, Lilian Calmejane og Rein Taaramae har skuffet hele året.

 

Team Jayco AlUla: Yates og Matthews ligner de bedste bud. På sigt er det et godt løb for Davide De Pretto og Anders Foldager, men trods den gode sæsonstart har vi set, at italieneren har manglet lidt for meget, mens danskeren stadig leder efter formen. Det samme gør Mauro Schmid, der stadig er på vej tilbage fra sin skade, mens Filippo Zana skuffede i Alperne.

 

Movistar Team: Fleche viste vel igen, at Davide Formolo fortsat er for langt fra sit bedste. Alex Aranburu skal være på 100%, hvis han skal være med på denne rute, og Amstel viste vel, at han trods alt mangler for meget efter sin skade. Holdets joker er Oier Lazkano, men han havde en skuffende brostenskampagne, mens Carlos Canal slet ikke har vist de klatreben, han havde tidligere. Will Barta kan komme et stykke, men klatrer ikke godt nok, og Ivan Romeo, der klatrede så flot i sæsonstarten, er trods alt for tung.

 

Uno-X Mobility: Johannessen må være kaptajnen, men jeg tror faktisk, at en efterhånden formstærk Andreas Leknessund kan komme relativt langt i et opslidende løb i dårligt vejr. Odd Christeian Eiking er godt kørende, men har heller ikke i sin storhedstid været med helt fremme på dette niveau, og Johannes Kulset havde ikke sine bedste løb i Jura-bjergene. Her gjorde Ådne Holter det flot, men han kommer ikke hele vejen. Anders Skaarseth kørte flot i Fleche, men dette løb er for hårdt, ligesom han er på vej tilbage efter sin lange pause.

 

TotalEnergies: Bedste bud er formstærke Jordan Jegat, der kørte et fint Fleche, men mon ikke han trods alt mangler lidt for meget til dette løb. Mathieu Burgaudeau synes stadig i sin fomkrise, og Alexis Vuillermoz har ikke længere niveauet til et topresultat i sit sidste Liege.

 

Bingoal WB: Luca Van Boven bekræftede sign gode form i Fleche, men dette løb er for hårdt. Loic Vliegen er stadig langt tilbage efter sin skadespause, og Aaron Van Der Beken, Louka Matthys og Giacomo Villa er overmatchede.

 

Equipo Kern Pharma: Holdet har sendt deres bedste klatrere til andre løb. Ibon Ruiz gjorde det pænt i Baskerlandet, men vi så i Jura-løbene, at det bliver for hårdt, som det også gælder for Jordi Lopez. Ivan Cobo synes meget formsvag.

 

Arkea-B&B Hotels: Det handler om Vauquelin. Clement Champoussin rejste sig lidt i Fleche, men hans kørsel i Jura-bjergene fortæller, at han ikke kommer alt for langt i et løb som dette. Louis Barré, Simon Guglielmi, Laurens Huys og Michel Ries har alle været formsvage.

 

Team Flanders-Baloise: Kamil Bonneu begynder endelig at finde lidt form, men niveau er for højt, og det for svært for den ellers hæderligt kørende Lars Craps.

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Tadej Pogacar
Mathieu van der Poel, Tom Pidcock
Mattias Skjelmose, Stephen Williams, Maxim Van Gils, Dylan Teuns, Kevin Vauquelin
Santiago Buitrago, Wout Poels, Tiesj Benoot, Egan Bernal, Aleksandr Vlasov, Pello Bilbao, Marc Hirschi, Jai Hindley, Antonio Tiberi, Toms Skuijns, Richard Carapaz, Romain Bardet, Romain Gregoire, Andreas Kron, David Gaudu, Joao Almeida, Simon Yates, Mauri Vansevenant, Ben Healy, Tobias Johannessen, Alexey Lutsenko, Michael Matthews, Ethan Hayter, Simone Velasco
Felix Gall, Valentin Madouas, Attila Valter, Benoit Cosnefroy, Andrea Bagioli, Andreas Leknessund, Ben Tulett, Patrick Konrad, Alex Aranburu, Guillaume Martin, Laurens De Plus, Ion Izagirre, Jordan Jegat, Kevin Vermaerke, Oier Lazkano, Archie Ryan, Christian Scaroni, Michal Kwiatkowski, Aurelien Paret-Peintre, Quinten Hermans, Diego Ulissi, Quentin Pacher, Filippo Zana, Bauke Mollema, Roger Adria, Davide Formolo, Clement Berthet, Georg Zimmermann, Lorenzo Rota, Paul Lapeira, Odd Christian Eiking, Davide De Pretto, Sylvain Moniquet, George Bennett, Bob Jungels, Rigoberto Uran, Søren Kragh, Lorenzo Fortunato, Nicolas Prodhomme, William Junior Lecerf, Fausto Masnada, Nick Schultz, Bruno Armirail, Mikkel Honoré, Axel Laurance, Clement Champoussin, Simon Clarke, Matteo Sobrero
INFO
Optakter
Nyheder
Liège - Bastogne - Liège
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Mandag den 27. maj 2024

Landevej
Stor BORA-profil forlader holdet efter denne sæson
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewLidl-Trek-sportsdirektør roser den danske A-klasse efter skuffende weekend
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewU23-danmarksmester sætter ord på hektisk finale
Landevej
Vildt vægmaleri af Giro d'Italia i Rom
Landevej
Stor profil tog fem kilo på under Giroen
Landevej
Pogacars løjtnant sender advarsel til Tour-rivalerne
Landevej
Bemærkelsesværdig sejrsstime er forbi
Landevej
Pogacar smadrer Giro-rekord
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewLandstræneren afviser foræring og fremhæver stjerne: Han var i hopla
Landevej
Vinder af ungdomstrøjen drømmer om Maglia Rosa
Landevej
Stjerne varsler landevejscomeback
Landevej
Hård bjergetape ændres
MTB
Danmark kikser ekstra OL-plads
Landevej
Video i artiklenOversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Hvad har Mads P., Roglic og Evenepoel til fælles?

Søndag den 26. maj 2024

Landevej
Giro d'Italia-analyse: Da Merlier - og en defekt - vendte verden på hovedet
Landevej
Deja vu-ramt Geraint Thomas ”forstår ikke cykling nu om dage”
Landevej
Se highlights fra 21. etape af Giroen
Landevej
Smertefri Van Aerts selvtillid vokser - Evaluering afgør Tour-deltagelse
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewTobias Aagaard beskriver kaotisk Fyen Rundt
Landevej
Tabt leadout og øl kunne ikke forhindre triumfen: Sagde undskyld til drengene
Landevej
Pogacar: Det er crazy
Landevej
Supersprinter laver hattrick og vinder alle etaper – danmarksmesteren snupper bjergtrøjen
Landevej
Pogacar vinder Giroen – Merlier triumferer i det sidste slag i Rom
Landevej
Sådan forløb Giroens sidste etape
Landevej
Belgisk kæmpetalent snupper den samlede sejr på sidste etape
Landevej
Danskers holdkammerat vinder afslutningsetapen
Landevej
Norsgaard fældet på vej mod stor triumf - Bettiol vinder samlet
Landevej
Lasse Norman spurter sig til sejr i barskt hjemmebaneløb
Landevej
Hollandsk sprintertalent tager suveræn sejr
Landevej
Kristoff vinder foran Van Aert – Franskmand vinder samlet
Landevej
Optakt: 21. etape af Giro d’Italia
Landevej
17-årig dansker imponerer i Schweiz
Landevej
Optakt: 3. etape af Boucles de la Mayenne
Landevej
Giro d'Italia-analyse: Historien om en Giro fortalt på bare én dag
MTB
Dansk stjerne misser topresultat
Landevej
Optakt: 4. etape af Tour of Norway
Landevej
Favoritvurdering: Rund um Köln
Landevej
Belgisk hold udraderer al modstand – tager både etape og samlet sejr
Landevej
Spanier tager karrierens første seniorsejr
Landevej
Dansker kører flot resultat hjem i Italien
Landevej
Syg O’Connor tilfreds trods misset podie
Landevej
Italiensk dominans forvandles til sejr i Japan
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewUno-X gør klar til titelforsvar: Vi skal spænde hjelmen
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interview”Det ku’ jo være” – Lidl-Trek vil udfordre de vante sprintere
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewAirtox har klar plan, så de ikke har ansvaret
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewFladt hierarki hos stjernerne: Mads Würtz og landsholdet vil i offensiven
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewFormstærk konti-profil har øje på konkurrenterne i ”kaosspurt”
Landevej
Ekstatiske Martínez skal på podiet: Jeg takker Gud
Landevej
Geraint Thomas har én ting på Pogačar: Dét kommer han ikke til at gøre
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interview”Ud i skoven og løbe rundt” – Gravelkongens røverhistorier fra GP Herning
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewLandstræneren afviser foræring og fremhæver stjerne: Han var i hopla
MTB
Dansk dobbeltsejr i World Cuppen i Nové Mesto

Lørdag den 25. maj 2024

INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewStampe sætter ord på tæt finalespurt
Landevej
Video i artiklenKarrierens første podium: Det havde jeg absolut ikke forventet
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewUno-X-dansker overvejede servicevognen efter uheld
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewBitter Bak blev "kørt i banden" i spurten
Landevej
Danskere smider mere tid i Frankrig
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewLidl-Trek-talent beretter om skuffende og svært løb
Landevej
Video i artiklenBjerg beretter: Så mange watt kørte jeg i en time
Landevej
ABC godt med i Tjekkiet
Landevej
Dansk talent avancerer på Skjelmose-bjerg
Landevej
Sander Hansen i top-10 på udskillende etape
Landevej
Bora-rytter spurter sig til sejr – Van Aert med helt fremme
Landevej
Video i artiklenSe højdepunkter fra dagens Pogacar-opvisning
Landevej
Video i artiklenSe Pogacar vinde sin 20. Grand Tour-etape
Landevej
Pogacar: I dag var en test mod sommeren
Landevej
Video i artiklenSe Pogacars vindende angreb
Landevej
Tadej Pogacar snupper historisk etapesejr i Giroen
Landevej
Foldager i offensiven i EF-stjernes triumf
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewGP Herning-vinder reagerer på stor sejr
Landevej
Wiebes triumferer endnu en gang i det britiske
Landevej
22-årige australier snyder feltet og vinder etape i fransk etapeløb
Landevej
Søjberg triumferer på grusvejene i Herning
Landevej
Hvad spiser Pogacar under Giroen? UAEs ernæringsekspert giver svaret
Landevej
Video i artiklenBjerg afslører Pogacars plan på ny cykel
Landevej
Video i artiklenGeraint Thomas fejrer fødselsdag på bjergetape: Kører for andenpladsen
Landevej
Video i artiklenPogacar: Derfor vil jeg vinde igen
VIS FLERE

Annonce