LIVESTREAM: LIEGE-BASTOGNE-LIEGE

Løbets rolle og historie

En sejr i en ardennerklassiker kan gøre en forskel i enhver rytters karriere, men kun ét af løbene har en status, der skaber legender og indskriver vinderen dybt i cykelsportens historie. Amstel Gold Race og Fleche Wallonne har begge masser af prestige med deres helt egne karakteristika, men manglen på en dyb historie betyder, at de ikke for alvor hører til blandt sportens kronjuveler. Det er bestemt ikke tilfældet for seriens sidste løb, der er øverst på listen for alle ardennerspecialister. Liege-Bastogne-Liege er et af sportens allervigtigste og smukkeste løb!

Det er bestemt ikke noget tilfælde, at næsten alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere i disse dage rejser til den belgiske by Liege for at slå sig til de klassikerspecialister, der har kæmpet på stigningerne i Amstel Gold Race og Fleche Wallonne. Mens de første to kuperede klassikere er skabt til ryttere af en eksplosiv natur, er det sidste af de tre løb i Holland og Belgien i højere grad en sag for klatrerne.

Læs også

Valverde vinder igen

Det, der karakteriserer de fleste etapeløbsryttere, er deres styrke på stigningerne og fantastiske udholdenhed, og det er præcis de egenskaber, der skal i spil, hvis man skal krydse stregen først i søndagens Liege-Bastogne-Liege. For en gangs skyld er nøgleegenskaberne i en stor klassiker ikke evnen til at håndtere positionskampen eller at spurte op ad korte, stejle stigninger. På søndag er der brug for evnen til at holde motoren gående og slide konkurrenterne ned på en lang, hård dag med masser af stigninger, der er længere end det, man ser i de andre ardennerklassikere, og hvor den lange distance gradvist tærer på kræfterne.

Disse faktorer giver Liege-Bastogne-Liege en helt særlig position på kalenderen. Det er den eneste gang på året, man ser så stærk en opstilling af både klassikerspecialister og grand tour-ryttere i en dyst på stort set lige vilkår. Il Lombardia har ganske vist mange af de samme kendetegn, men den italienske klassiker afvikles på et tidspunkt, hvor mange ryttere har kørt cyklen i garagen, og startlisten er aldrig nær så imponerende som den, man finder i søndagens løb. Mens mange ryttere venter til sent på sæsonen med at beslutte, om man starter i Lombardiet, er løbet i Liege et stort mål for stort set enhver rytter med gode klatreevner.

En af årsagerne til løbets anseelse er dets natur og karakteristika. Den anden grund er den lange historie. La Doyenne blev første gang afviklet i 1892 og er dermed den ældste af klassikerne med en ganske imponerende vinderliste. Som mange andre gamle løb blev det oprindeligt arrangeret af en avis, L’Expresse, der opfandt det for at få opmærksomhed. Leon Hua vandt de første tre udgaver, indtil løbet forsvandt og først blev genetableret i 1908 for hurtigt igen at forsvinde under 1. Verdenskrig.

Da løbet igen vendte tilbage på kalenderen, var det stadig primært en belgisk affære, og der var kun én udenlandsk vinder i mellemkrigstiden. Det ændrede sig efter 2. Verdenskrig, og siden da har det været blandt de mest prestigiøse løb for enhver ambitiøs cykelrytter. Det er et næsten gudsgivent faktum, at den største af dem alle, Eddy Merckz, med fem triumfer topper sejrslisten, men med nu fire sejre i Liege og fem i Fleche Wallonne truer Alejandro Valverde kraftigt belgieren som alletiders bedste ardennerrytter. Også Moreno Argentin har i de senere år med sine fire triumfer i La Doyenne og tre sejre i Fleche Wallonne etableret sig som en af alle tiders bedste ryttere til disse løb. Løbet har også hele to danske vindere, da Rolf Sørensen tog en af sine to monumentsejre her i 1993, og Jakob Fuglsang gjorde det samme i 2019.

Løbet er det fjerde af cykelsportens fem monumenter, de vigtigste endagsløb, og det er uden tvivl et af de mest prestigiøse i den eksklusive klub. Det spiller også en særlig rolle for den vigtigste sport i et af verdens mest opdelte lande. Mens flamlændingene anser Flandern Rundt som klassikersæsonens højdepunkt, mener deres vallonske landsmænd ikke, at noget bare nærmer sig den status, som ardennerløbet har.

Tidligere blev Liege-Bastogne-Liege afviklet dagen efter Fleche Wallonne som en del af den såkaldte La Weekend Ardennais. Nu om dage giver det ikke mening at afvikle to af de største endagsløb på to på hinanden følgende dage, og derfor er den ide nu droppet, men sammen med Amstel Gold Race og Fleche Wallonne udgør det nu i stedet serien af ardennerklassikere, der afvikles over bare 8 dage. Kun syv ryttere har lavet den fornemme Fleche-Liege double, mens Davide Rebellin og Philippe Gilbert som de eneste har lavet the triple - og Gilbert vandt endda også Brabantse Pijl i sit jubelår 2011.

Som den hårdeste forårsklassiker passer Liege-Bastogne-Liege perfekt ind i den overordnede struktur i cykelsæsonen og i ardennerklassikernes anatomi. De kuperede endagsløb har en gradvis udskiftning af feltet, hvor der hele tiden ankommer flere og flere klatrere, mens flere og flere brostensspecialister tager på ferie. Hvor de stærke folk fra Flandern Rundt og Paris-Roubaix stadig kunne spille en rolle på de smalle hollandske veje og korte stigninger i Amstel Gold Race, har de fleste af dem intet at gøre i Liege på søndag. Og da de hårde stigninger skaber en meget mere naturlig selektion og gradvis udskilning i La Doyenne, spiller positionering slet ikke samme rolle som i de tidligere løb. Derfor har favoritterne mere brug for klatrehjælpere end stærke ryttere, og således består feltet stort set kun af ryttere, der har stigninger som speciale.

Derudover markerer løbet den perfekte overgang fra klassikersæsonen til de store grand tours, der starter om to uger med Giro d’Italia. Med etapeløbsryttere og klassikerspecialister samlet på samme startstreg er løbet det ideelle eksempel på kalenderens smukke anatomi, der har bragt os fra sprinterne i Milano-Sanremo over de tunge drenge i brostensløbene og de eksplosive puncheurs i de første ardennerløb til klatrerne i søndagens sidste klassiker og majs Giro d’Italia.

2012- og 2013-udgaverne viste, at en af løbets skønheder er, at vinderen ikke altid er blandt forhåndsfavoritterne. Efter Maxim Iglinskiys overraskende sejr i 2012 var det en ung Dan Martin, der slog alle de store navne i 2013. I 2014 var den en anden outsider, Simon Gerrans, der vandt et løb, han altid havde troet var for hårdt for ham, og i 2016 overraskede Wout Poels, der kun var outsider, ligesom Bob Jungels gjorde det i 2018. Liege-Bastogne-Liege er ganske vist så brutalt, at kun de stærkeste overlever, men det taktiske element betyder, at listen over potentielle vindere er meget længere end i Fleche Wallonne, der er et løb for en eksklusiv gruppe af specialister.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Sidste år var det nu de bedste, der afgjorde løbet i en af de mest dramatiske udgaver nogensinde. Julian Alaphilippe, Marc Hirschi, Primoz Roglic og Tadej Pogacar, der vel var de fire forhåndsfavoritter, kørte fra alt og alle på La Roche-aux-Faucons og samarbejdede om at holde forfølgerne bag sig. Alligevel kom Matej Mohoric blæsende forbi på sidste kilometer, men slovenerens overraskelsesangreb lykkedes ikke. I stedet troede Alaphilippe, at han havde spurtet sig til sejr, indtil han opdagede, at Roglic akkurat havde stukket næsen forbi og udnyttet den alt for tidlige jubel. Det gjorde dog ikke det store for Alaphilippe, der med et kraftigt svaj ødelagde spurten totalt for både Hirschi og Pogacar og derfor blev deklasseret, så det endelig podium bestod af Roglic, Hirschi og Pogacar. Roglic vender tilbage for at forsvare titlen, og da også Hirschi, Pogacar og Alaphilippe er med igen, er hele den stærke kvartet fra 2020 atter at finde i feltet.

Ruten

Liege-Bastogne-Lige er en af de få klassikere - Milano-Sanremo er en anden - der faktisk lever op til sit navn ved at forbinde de byer, der udgør dets titel. Selvom ruten varierer fra år til år, betyder de historiske rødder, at man har benyttet de samme veje og stigninger i adskillige år. Modsat løb som Flandern Rundt, Paris-Roubaix og specielt Il Lombardia, der ofte undergår betydelige forandringer, er der i Liege som regel kun tale om mindre modifikationer.

Det betyder imidlertid ikke, at løbet ikke har forandret sig. Tidligere var det løbets nøglestigning Cote de la Redoute, der altid var scenen for det store slag mellem favoritterne. Moderne cykelsport er imidlertid meget mere kontrolleret, og da stigningen langsomt tabte sin betydning, var arrangørerne nødt til at komme med en ny løsning, der igen kunne gøre løbet mere selektivt. Løbets vartegn ligger ganske enkelt så langt fra Liege, at det ikke længere er velegnet til angreb.

Ideen blev at introducere stigningen Cote de La Roche-aux-Faucons, der er placeret meget tættere på målbyen og kommer bare 20 km fra mål. Den blev første gang benyttet i 2009, og siden da har den typisk været nøglepunktet i løbet. På grund af vejarbejde var den imidlertid ikke med i 2013, hvor man derfor fik et helt usædvanligt nemt løb. I 2014 var den tilbage, og sammen med Redoute og den korte, stejle Cote de Saint-Nicolas samt den lille bakke op til målet i Liege-forstaden Ans, har den siden da udgjort den hårde finale.

I de senere år har også den imidlertid gradvist tabt sin betydning, og det har været ganske kontrolleret og afventede indtil Saint-Nicolas bare 6 km fra mål. Det ansporede i 2016 arrangørerne til at opfinde en ny stigning. Efter Saint-Nicolas skulle man op over den 600 m lange Rue de Hal, der var brostensbelagt og steg med 10,5% i gennemsnit, bare 2,5 km fra mål. Det gav imidlertid anledning til et helt anderledes løb end ventet. De lette klatrere kunne slet ikke håndtere brostenene, og i stedet var det de mere robuste typer, der kunne gøre en forskel. Derfor fik ændringen en del kritik, og man valgte igen at droppe ideen efter bare en enkelt udgave.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL ROMANDIET RUNDT
 

Det betød imidlertid ikke, at der ikke var tale om nytænkning i 2017. Faktisk valgte man at ændre en del på ruten i den hårde fase på vejen tilbage til Liege, hvor de mange stigninger typisk bruges til at skabe gradvis udskilning. Således udgik nogle af de mest ikoniske stigninger, idet Cote de Wanne, Cote de Stockeu og Cote de la Haute-Levee alle blev forbigået. I stedet skulle man op over de langt mindre kendte Cote de Pont, Cote de Bellevaux og Cote de la Ferme Libert, inden man ramte den klassiske rute forud for løbets længste stigning Col du Rosier. Herefter var der tale om den helt klassiske finale, der har været den samme siden 2009 bortset fra i 2013 og 2016. De nye stigninger var kortere, men stejlere end de foregående, og ændringen havde ikke den store betydning. Modellen blev genbrugt i 2018.

2019 blev imidlertid året, hvor alt forandredes. Allerede i foråret 2018 begyndte de første rygter at svirre, og ret hurtigt stod det klart, at det ville blive umuligt for den lille forstad Ans at holde fast i rollen som målby. Liege ville gerne bringe løbet ”hjem” til centrum, og allerede inden 2018-udgaven blev det bekendtgjort, at det fra det følgende ville være slut med den klassiske bakke op til målet i udkanten af storbyen. I stedet var der lagt på til en flad finale i selve byen, og det vakte megen diskussion.

Det skyldes ikke mindst, at det ikke blot var afslutningen, der ændredes. Væk var også Cote de Saint-Nicolas, der som sidste stigning havde top bare 5 km fra mål. I stedet designede nu en helt flad afslutning, hvor sidste udfordring var Roche-aux-Faucons med nu 15 km fra mål. Som kompensation lagde man den relativt lette Cote des Forges ind mellem Redoute og Roche-aux-Faucons, men det ændrede ikke på, at mange hurtige folk anså den nye rute som en stor chance for at få en spurtafgørelse i Liege.

Den øvrige del af ruten fulgte det klassiske mønster, og man vendte tilbage til det gamle indløb til Col du Rosier ved efter to år at vende tilbage til sekvensen med Cote de Wanne, Cote de Stockeu og Cote de la Haute-Levee. Distancen var med sine 256 km ganske typisk, og antallet af stigninger var fortsat 11. Der var således en helt klassisk Liege-rute med den store forskel, at Cote des Forges var lagt ind i finalen, og at selve afslutningen var helt ændret.

Alligevel lykkedes det for første gang siden Andy Schleck i 2009 at få et scenarium, hvor stærkeste mand slet og ret kørte væk på Roche-aux-Faucons, og det er tænkeligt, at den mere offensive tilgang er forklaringen på, at arrangørerne sidste år stort set genbrugte ruten, dog med en lille modifikation af indløbet til Liege. Da vi fik et lignende scenarium - denne gang med en frontgruppe på fire mand, der kørte væk på Roche-aux-Faucons - ser arrangørerne ud til at være så tilfredse med det nye format, at det er kommet for at blive. I hvert fald er der i 2021 stort set tale om genbrug, idet eneste væsentlige ændring er, at Macquisard-stigningen, der har været den sidste inden Redoute, er blevet udskiftet med den nye Desnié, der er kortere, men stejlere.

Læs også

Medie: Alaphilippe i forhandlinger med nyt hold

Som vanligt starter det i år 259,1 km lange løb - det er ca. 2 km længere end sidste år - i industribyen Liege, hvorfra man begiver sig mod syd mod hjertet af Ardennerne. Som det er tilfældet i de fleste klassikere, er den første halvdel imidlertid ikke særlig svær, og selvom det er umuligt at bevæge sig rundt i regionen uden at køre op eller ned det meste af tiden, byder de 100,2 km fra Liege til vendepunktet i Bastogne kun på én kategoriseret stigning, Cote de La Roche-en-Ardenne (2,8 km, 6,2%) - en ganske jævn stigning - efter 76,0 km. Denne del af løbet spiller derfor samme rolle som i alle øvrige klassikere, idet den giver mulighed for, at der etableres et tidligt udbrud og samtidig akkumulerer træthed i feltet. De tidlige udbrydere har imidlertid aldrig en chance i så stort og prestigiøst et løb, men taktik kan spille en vigtig rolle, og derfor er det ikke en dårlig ide at have en rytter ude foran. Således tager det ofte nogen tid at få udbruddet etableret, og vi kan derfor forvente en hurtig start. I så langt et løb bliver forspringet herefter ofte ganske stort, mens løbet finder ind i en rolig rytme.

Når rytterne når Bastogne, vender de rundt og bevæger sig tilbage mod Liege, men denne gang benytter de en meget længere og hårdere rute end i løbets første del. Efter at have været oppe over den stejle Cote de Saint-Roch (1,0 km, 11,2%) efter 123,3 km, plejer løbet for alvor at blive åbnet, når man rammer Cote de Wanne, der altså er tilbage efter de to års fravær i 2017 og 2018. Forinden skal man dog igen i år over den relativt nye Cote de Mont-le-Soie (1,7 km, 7,9%), der åbner ballet efter 164,1 km og er ganske ujævn med 9,6% over 500 m midtvejs. Bare 8,3 km senere når man toppen af Cote de Wanne (3,6 km, 5,1%), der slutter med 1500 m med 8,0%, hvorefter det gælder alle de klassiske Liege-stigninger, der er tilbage efter deres kortvarige fravær. Således skal man over den frygtede og ultrastejle Cote de Stockeu (1,0 km, 12,5%), hvis top rundes efter 179,0 km, inden det gælder den lettere Cote de la Haute-Levee (3,6 km, 5,6%), der dog byder på 11,9% over de første 400 m og har top efter 183,2 km. Herefter venter et lidt lettere stykke, inden man rammer Col du Rosier (4,4 km, 5,9%), der altid er den længste stigning og er relativt jævn. Toppen kommer med 61,7 km til mål og efterfølges af den nye Dote de Desnié (1,6, 8,1%), der passeres med 48,3 km igen, og som erstatning for Macquisard-stigningen udgør eneste ændring af sidste års rute.

Denne hårde del med adskillige stigninger er typisk stedet, hvor de store hold begynder at lægge pres på, og herfra er det et gradvist udskilningsløb, hvor ryttere konstant må opgive at følge med. Samtidig kan løbet være aggressivt i denne fase. Det er ikke usædvanligt, at man får skabt en gruppe af stærke klatrere fra nogle af de store hold, og mange af disse kan komme meget langt med et sådant fremstød. Ved at sende ryttere afsted kan man både gøre løbet hårdt og sikre sig, at man har folk ude foran, der kan hjælpe senere i løbet. Løbssituationen ændres ofte hurtigt i denne del, når folk i udbruddene falder fra, og andre angriber bagfra. Det er her favoritholdenes evne til at kontrollere løbet for alvor testes, og det vil blive endnu mere udtalt med den nye rute, hvor chancerne for at gøre forskelle i finalen er mindre.

Løbet når toppen af sin mest ikoniske stigning, Cote de La Redoute (2,0 km, 8,9%), med 35,2 km til mål. Som sagt er den ikke længere det afgørende punkt i løbet, men den spiller stadig en vigtig rolle, og det vil den især gøre i år, hvor den nye rute øger favoritternes incitament til angreb. Det er her den første afgørende udskilning skabes, og derfor er der tale om en vanvittig positionskamp, når man nærmer sig bunden. Den første kilometer stiger med ca. 8%, mens de næste 500 m med sine 13% er de vanskeligste, inden den flader ud mod toppen. Her er antallet af mulige vindere typisk reduceret markant, og stigningen har ofte været en god mulighed for outsidere til at komme favoritterne i forkøbet.

Desværre er stykket efter Cote de la Redoute meget bedre for et jagtende felt end for angribere, og det betyder, at det ofte sker en betydelig regruppering i denne fase. Det var det, arrangørerne forsøgte at undgå, da man i 2014 introducerede Cote des Forges, men det fungerede ikke. Det gjorde det heller ikke i 2019 eller 2020, men alligevel vender Cote des Forges (1,3 km, 7,8%), der er en kort, jævn stigning, tilbage igen. Toppen rundes, når der resterer bare 23,3 km, og håbet er, at vi denne gang vil se et felt, der allerede er splittet, inden det gælder dagens sidste og formentlig afgørende udfordring. Det er som sagt denne gang Cote de la Roche-aux-Faucons (1,3 km, 11%), hvis top kommer med 13,3 km til mål, hvilket er 4,5 km færre end i tiden med den gamle finale. Efter en hård start med en stigningsprocent på 9-10 bliver den stejl med 13,2% over 500 m på det midterste stykke, inden de sidste 300 m blot stiger med 7,2%.

Siden den blev introduceret i 2009, har Cote de la Roche-aux-Faucons altid spillet en nøglerolle i løbet, og det har ofte været her, favoritterne har sat deres fremstød ind. I 2009 kørte Andy Schleck alene væk og tog herefter en imponerende solosejr, i 2011 blev det afgørende udbrud med Philippe Gilbert og Schleck-brødrene etableret her, og i 2012 kørte Vincenzo Nibali fra alt og alle i det, der længe lignede det afgørende fremstød. Siden 2013 har stigningen imidlertid ikke kunnet skabe samme udskilning, men i 2018 genskabte Bob Jungels lidt af dens betydning, da han med et angreb nær toppen sikrede sig en stor solosejr, inden Jakob Fuglsang endelig lykkedes med at lave ”en Andy Schleck” igen i 2019, og vi sidste år så, at de fire stærkeste kunne køre væk.

SE OGSÅ: ALT OM LIEGE-BASTOGNE-LIEGE
 

På toppen af Roche-aux-Faucons er der typisk etableret en lille gruppe af favoritter, men hvis ikke kortene er givet rigtigt, vil der ske en regruppering. Selvom terrænet efterfølgende ikke er meget svært, skal man imidlertid ikke undervurdere denne del, da der aldrig er mange hjælperyttere tilbage. Efter en ultrakort nedkørsel stiger de følgende 1,2 km nemlig med 6,3%. Det udnyttede Alexandre Vinokourov og Alexandr Kolobnev eksempelvis i 2010, hvor de benyttede netop dette stykke til at køre væk og siden afgøre løbet mellem sig, og i 2019 var det faktisk først på det stigende stykke efter den officielle top, at Fuglsang gjorde den sidste forskel. Sidste år var det også denne del, der kostede Michael Woods og Michal Kwiatkowski livet.

Efter Roche-aux-Faucons venter nyskabelsen. Heller ikke denne gang skal man aæts over Cote de Saint-Nicolas eller op over målbakken i Ans.  Efter den korte nedkørsel og det stigende stykke drejer man nemlig mod nord og herfra falder det let, inden man med 5 km igen rammer den rigtige nedkørsel, der leder ned mod centrum af Liege via en lidt snoet og krøllet vej, der dog ikke er voldsomt teknisk udfordrende. Med 2,3 km igen bliver det helt fladt kort efter et skarpt sving, der kommer med 3000 m igen, hvorefter en snoet vej følges hen til bredden Meuse-floden. Umiddelbart efter den røde flamme krydser man floden i forbindelse med et blødt sving, inden man med det samme drejer skarpt til højre ind på den 900 m lange, 7 m brede opløbsstrækning, hvor en ny vinder af den ældste klassiker vil blive kåret.

I alt har løbet 4266 højdemeter, hvilket er ca. det samme som i 2020, men knap 300 flere end i 2018 og 2019.

Læs også

Her er startlisten til Liège-Bastogne-Liège 2024

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Vejret

Selvom løbet afvikles sidst i april, har vi oplevet nogle meget kolde og våde udgaver af sportens ældste klassiker - mest berømt i den sneklædte 1980-udgave, hvor feltet var barberet ned til bare 21 mand, da de vendte rundt i Bastogne. Sådan bliver det bare ikke i 2021. Tværtimod venter der en lidt kølig, men flot dag. Der vil kun være få skyer, og temperaturen i Liege vil nå 14 grader. Der vil være en let til jævn vind (15-17 km/t) fra nordøst, hvilket hovedsageligt giver med- sidemedvind på turen ned til Bastogne. På hjemturen vil der først være sidemodvind, men fra bunden af Rosier vil der hovedsageligt være sidevind, indtil man får sidemodvind over de sidste 10 faldende og flade kilometer, dog med sidevind på den 900 m lange opløbsstrækning.

LIVESTREAM: LIEGE-BASTOGNE-LIEGE
 

Favoritterne

Selvom Liege-Bastogne-Liege afvikles i samme uge som Amstel Gold Race og Fleche Wallonne og betragtes som en del af samme løbsserie, er det farligt at drage for mange sammenligninger med de to forrige ardennerklassikerne. Mange af de store navne er ganske vist de samme i de tre løb, men der er flere faktorer, der gør, at helt nye navne kan blande sig i kampen om sejren, og man kan på ingen måde overføre det samme hierarki fra de forrige løb til Liege.

Først og fremmest er løbenes natur forskellige. I Amstel og Fleche handler det i høj grad om eksplosivitet og punch, og med den begrænsede udskilning er positionering en nøgle til succes. Liege-Bastogne-Liege er i højere grad de store motorers løb, hvor udholdenhed og klatreegenskaber betyder langt mere. Den naturlige selektion er større, og derfor er det mindre væsentligt at holde sig fremme undervejs. Selvom en god spurt bestemt er en fordel - ikke mindst i den nye finale - handler det mere om friskhed og styrke, når man efter 200 km rammer løbets finale - eksempelvis vil Wout Poels kun 1 gang ud af 100 slå Michael Albasini i en spurt, men det gjorde han uden problemer i 2016. Amstel mangler hårdheden og Fleche Wallonne distancen, og kombinationen af de to faktorer gør Liege helt anderledes.

Derudover er La Doyenne det store mål for de fleste ardennerryttere, og mange ryttere har holdt lidt igen i de foregående løb for at være helt på toppen på søndag. Det er ikke usædvanligt at se ryttere, der intet har vist i de foregående løb, pludselig være med dybt inde i finalen. Derudover ankommer der som regel en gruppe klatrere fra Tour of the Alps eller træningslejre, og det giver det hidtil mest stjernebesatte klatrefelt - et felt, der ofte kun overgås af det, man normalt ser i Tour de France.

I de fem år frem til omlægningen i 2019 har løbet imidlertid været mindre selektivt end tidligere, og det har været en ganske stor gruppe, der har været samlet i bunden af Saint-Nicolas. I 2013 skyldtes det delvist fraværet af Roche-aux-Faucons, men heller ikke i 2014, 2015, 2016 eller 2017 var den nye nøglestigning i stand til at skabe den udskilning, den gjorde i de første år, hvor blandt andre Andy Schleck og Vincenzo Nibali var overlegne på den. I det hele taget har løbet været meget mere kontrolleret, og tendensen har været, at favoritterne har ventet til Saint-Nicolas med at angribe. Ganske vist er der blevet kørt aggressivt tidligere, specielt på stykket umiddelbart efter Roche-aux-Faucons, men hver gang er det blevet samlet igen inden Saint-Nicolas. Herefter er en gruppe af varierende størrelse kommet fri, og de har afgjort slaget på bakken op til målet i Ans.

Kun i 2014, hvor Pozzovivo og Caruso næsten snød favoritterne, i 2016, hvor den nye Rue Naniot-stigning ændrede løbets dynamik, samt i 2018, hvor Jungels tog alle på sengen, så vi andre scenarier. Det betyder imidlertid ikke, at favoritten altid har vundet, tværtimod. Efter 260 km kan alt ske på den sidste bakke. Martin og Gerrans var overraskende vindere i henholdsvis 2013 og 2014, og det var kun i 2015 og 2017, at løbets store favorit, Valverde, også viste sig at være den stærkeste i finalen.

Læs også

Norsgaard på vej til storhold?

Den nye finale synes dog at have haft den samme effekt, som da man fjernede Cauberg fra finalen af Amstel Gold Race. Det tvang favoritterne til at åbne tidligere, og selvom mange sprintere slikkede sig om munden ved udsigten til en spurtafgørelse i den hollandske klassiker, har vi siden ændringen i 2017 set mere selektive udgaver end i årene med Cauberg, ganske enkelt fordi der ikke længere var råd til at vente.

Det samme har været tilfældet i Liege. I starten så folk Michael Matthews, Greg van Avermaet og endda Peter Sagan det som deres store chance, for alt andet lige betyder den nye rute, at chancen for noget, der minder om en reduceret massespurt, er blevet mere reel, ikke mindst fordi udskilningen har været overraskende lille i de senere år. Sådan er det bare ikke gået, og i stedet har vi set to udgaver, der minder om de første år med Roche-aux-Faucons, hvor vi så Schleck køre alene hjem fra stigningen eller så Nibali gøre det samme, indtil han gik kold til sidst. I 2019 lavede Jakob Fuglsang nemlig ”en Schleck” ved at køre fra alt og alle, og sidste år fik vi etableret en skræmmende god kvartet med Primoz Roglic, Tadej Pogacar, Julian Alaphilippe og Marc Hirschi, der i en af nyere tids mest kontroversielle spurter afgjorde løbet mellem sig - selvom Matej Mohoric var lige ved at snyde dem alle med en sniger til sidst.

Meget taler altså for, at den nye rute har haft og vil have den ønskede effekt, og selvom det er klart, at en flad finale altid åbner en mulighed for en spurt i en større gruppe, tyder det på, at de bedste er villige til at prøve at gøre forskellen og også kan gøre det. Spurtscenariet skal dog slet ikke udelukkes. I 2019 var de syv mand samlet til at spurte om 3. plads bag Fuglsang og Davide Formolo, der også holdt sig fri efter stigningen, og sidste år kunne Mathieu van der Poel spurte sig til en 6. plads i en gruppe på 11 mand, der bare var 14 sekunder fra at køre om sejren. Den lille afstand viser, at samarbejdet ikke skulle være meget galt i front, før vi kunne have talt om hollandsk og ikke slovensk sejrherre sidste efterår.

Hvilket løb får vi så i år? Sprinterne synes at have kastet håndklædet i ringen, og det er vel kun Michael Matthews, der går ind til løbet med en klar ambition om, at det skal ende i en spurt i en lidt større gruppe på 10-15 mand. De øvrige favoritter vil derimod for de fleste vedkommende gerne have et relativt hårdt løb, hvor de bedste kan slås om det på Roche-aux-Faucons.

Helt så entydigt er det dog ikke. Ineos har igen et skræmmende mandskab med deres fire vinderbud i Tom Pidcock, Adam Yates, Richard Carapaz og Michal Kwiatkowski, og det er nærliggende at tro, at de gerne vil spille kortene relativt tidligt og udnytte, at de er mere end en enmandshær. Tom Pidcock kunne meget vel tænkes at skulle tage kampen op med slovenerne på Roche-aux-Faucons, men de øvrige tre er nærliggende at bruge også lidt tidligere i løbet.

Særligt interessant er det dog at se, hvordan det ligeledes skræmmende stærke UAE-mandskab griber situationen an. Det vil være nærliggende at bruge supermandskabet til at skabe det hårde løb, der gør Tadej Pogacars dieselmotor i stand til at gøre forskellen i finalen, samtidig med at Marc Hirschi kan spare sig til en spurt i en lidt større gruppe, da han næppe har formen til et mere offensivt løb. Jokeren er dog Davide Formolo, der jo altid er fabelagtig i dette løb, hvor han i 2018 var en af de allerstærkeste og i 2019 som sidste mand måtte slippe Fuglsang. Også i Strade Bianche har han vist sig som en af verdens bedste i kuperede endagsløb, og det kunne være nærliggende at bruge ham offensivt i præfinalen.

Hvis UAE vælger den defensive taktik, hvor løbet bare skal være hårdt, så Pogacar kan slå til i finalen, er det svært at se, at vi ikke får det samme scenarium som i 2019 og 2020, nemlig et opgør mellem de bedste på Roche-aux-Faucons. Også Jumbo og Movistar vil nemlig entydigt arbejde for deres kaptajner, som de gjorde i Fleche Wallonne, hvor de slet ikke deltog i angrebene. Det gjorde Deceuninck derimod, og det vil da også være nærliggende for dem at udnytte tilstedeværelsen af Joao Almeida, Mauri Vansevenant og James Knox til at køre lidt mere offensivt. Medmindre verdensmesteren melder om dårlige ben - og den mulighed skal man i lyset af hans kørsel i dette forår bestemt holde åben - må man dog formode, at Julian Alaphilippe efter sin Fleche-sejr vil lægge op til et mere defensivt og kontrollerende Deceuninck-hold. Hvis de fire hold alle arbejder for samling frem mod Roche-aux-Faucons, får vi det formentlig også, men UAE har styrken til at gøre det til et knaldhårdt og mere selektivt løb end vanligt.

Hvis til gengæld UAE har et lidt bredere hierarki, er chancen for, at favoritterne bliver snydt, større. Jumbo og Movistar var mildt sagt ikke imponerende i Fleche, hvor deres kaptajner var helt alene i positionskampen til sidst, og medmindre Jonas Vingegaard genfinder de ben, han slet ikke har haft i Ardennerne, kan det blive meget svært for de to hold at kontrollere, hvis Ineos, UAE og måske Deceuninck åbner tidligt. De to holds svaghed kan åbne døren for et succesrigt angreb i præfinalen, da de fleste øvrige hold - måske med undtagelse af Israel SUN - nok gerne vil de to slovenere og Alaphilippe i forkøbet inden Roche-aux-Faucons.

Jeg tror dog, at UAE tror så meget på Pogacar, at de kører defensivt, og derfor er mit bedste bud, at de store hold kan sikre samling frem mod Roche-aux-Faucons, hvor vi så kan se en gentagelse af opgøret fra 2019 og 2020. Denne gang er mit bedste bud, at de to slovenere meget vel kan ende med at køre fra alt og alle. Sidste år var de begge trætte og udkørte, men de kom stadig med Alaphilippe og Hirschi, men i år kommer de til løbet i bragende god form. Når man ser på, hvor overlegne de var på de baskiske stigninger og generelt har været det i det seneste års tid, er det meget sandsynligt, at de efter 4000 højdemeter og 245 km vil være helt umulige at have med at gøre.

Læs også

Agent sammenligner Philipsens tilbud: Så stor er chancen for et skifte

Der er særligt tre ryttere, der måske kan gøre dem selskab. Det er naturligvis Alaphilippe, der rejste sig som en Fugl Føniks i Fleche, men jeg tror, at han får det meget sværere i dette løb. I 2019 var han også træt og ikke på toppen, men alligevel vandt han Fleche på sin eksplosivitet, mens han kom til kort i det langt mere opslidende løb i Liege. Billedet i både Flandern og Amstel var, at Alaphilippe startede stærkt, men hurtigt døde i finalen, og det er nærliggende at tro, at det billede gentager sig i den allerhårdeste af forårets klassikere.

Den anden joker er Alejandro Valverde. Han har nu to gange været brølstærk, men brugt dumme kræfter på en dårlig position. Heldigvis betyder positionering mindre i dette løb, og det er vigtigt for veteranen, der efter styrtet i Düsseldorf er blevet alt for forsigtig i positionskampen. Alligevel manglede han så meget i forhold til slovenerne i Baskerlandet, at de har en vis sandsynlighed for at få skovlen under ham. Endelig er der Tom Pidcock, der var så overbevisende i Amstel, og som i teorien vel burde være endnu bedre i et klatretungt løb som dette, men som stadig har til gode at bevise, at han også kan måle sig med de to bedste klatrere i verden. Styrtet i onsdags gjorde det nemlig lidt svært for alvor at bruge det løb som reference.

Mest af alt tror jeg dog, at de to slovenere stadig har det ekstra gear, de plejer, og det gode ved den duo er, at de begge tror på deres spurt, og derfor kan samarbejde. Nok er der modvind ned til Liege, men gør de fælles front, bliver de meget svære at hente. Det gør de også, hvis de får Pidcock, Valverde eller Alaphilippe med sig, for de tre er også alle så hurtige, at de tror på deres spurt. Og når de fem, der har den største chance for at køre væk på Roche-aux-Faucons, formentlig kan samarbejde lige så gnidningsfrit, som Roglic, Pogacar, Alaphilippe og Hirschi gjorde det sidste år, tror jeg på en gentagelse af sidste års scenarium, nemlig at vi får en spurt i en gruppe på 2-5 mand - og mit bedste bud er nok, at vi ender med en duel mellem de to slovenere.

Derfor bliver de også mine to favoritter, men til gengæld har jeg skiftet vinderbud hvert femte minut, mens jeg har skrevet denne optakt, og det er i mine øjne tæt på at være 50-50, hvis de skal spurte mod hinanden. Det er derfor også uden skyggen af overbevisning, at jeg igen peger på Primoz Roglic. Begge er de nemlig lynhurtige, og vi har nu set, at de også er meget jævnbyrdige. Da de spurtede mod hinanden på Tourens stigninger, blev det 2-1 til Roglic, men da de kørte den kun let stigende spurt i Laruns, var det til gengæld Pogacar, der vandt. Da de forleden spurtede op over muren frem mod den faldende finale i Baskerlandet, var det også Pogacar, der trak sig sejrrigt ud, og det vidner om deres næsten urimelige jævnbyrdighed.

Faktisk synes jeg dog, at Pogacar måske efterhånden har en lille og beskeden overhånd i en spurt på flad vej, og når jeg alligevel peger på Roglic, skyldes det Pogacars lange løbspause. Afbuddet til Fleche var dårligt nyt for Tour-kongen, der senest i Baskerlandet viste det, vi har set i næsten alle hans etapeløb, nemlig at han er rusten fra start. Nu kommer han til løbet med mere end to ugers løbspause, og hvis det går, som det plejer, vil det betyde, at han ikke er helt på toppen. Det betyder ikke, at jeg ikke forventer, at han kører finale, og jeg tror stadig, at de to slovenere sætter de andre til vægs, men det kan måske give Roglic den lidt større friskhed, der altid er afgørende i en spurt efter 260 km - særligt da når de er så jævnbyrdige. Kompleksiteten er større, hvis folk som Alaphilippe, Valverde og Pidcock er med, men også her vil han  have en chance i en spurt. Derfor tror jeg, at Roglic endelig får sin klassikersejr i år og forsvarer sin titel.

Titlen kan dog også sagtens gå til Tadej Pogacar. Jævnbyrdigheden er enorm, og hvis han denne gang ikke har lidt pauserust, der skal bankes af, står Pogacar stærkt i en spurt mod sin landsmand, da han altså lige nu fører 1-0 i deres flade indbyrdes spurtopgør. Faktisk står han måske endnu stærkere efter 260 km, for Pogacars største force er jo hans enorme dieselmotor, der bare gør ham bedre og bedre. En spurt efter en lang og hård dag må være guf for sloveneren, og derfor var det en skam, at Alaphilippe sidste år forhindrede os i at se ham spurte mod Roglic i et helt lige opgør. Som for Roglic gælder, at han får det vanskeligere, hvis han er oppe mod Valverde, Alaphilippe og Pidcock, hvoraf særligt de to sidstnævnte på papiret må regnes som hurtigere, men også han er hurtig nok til at slå dem efter 260 km, hvor meget kan ske - spørg bare Asgreen og Pidcock, der har bevist netop det i årets klassikere. Pogacars små udfald efter løbspauser gør ham til et mere usikkert kort end evigt stabile Roglic, der uden uheld med statsgaranti kører med de bedste, men det vil være verdens mindste sensation, hvis Pogacar på søndag kan kalde sig både grand tour- og monumentvinder.

Lige så meget, jeg er gået rundt om mig selv for at finde mit bedste vinderbud, lige så mange ture rundt i cirklen har jeg taget for at finde nr. 3 på min liste, og jeg er endt på Alejandro Valverde. Nogen debutantsejr vil en Valverde-triumf heller ikke just være, for dette er spanierens 15. deltagelse i det monument, han med sine fire sejre er meget tæt på at være rekordindehaver i. Ikke blot har han vundet fire gange, han er også blevet nr. 2 to gange og nr. 3 én gang, og faktisk er Valverde aldrig gået i top 10 uden også at være endt på podiet - en stime, der startede med den første sejr for kun 15 år siden, hvor han deltog for bare anden gang. Det fortæller alt om et løb, der er skræddersyet til spanieren, der dog utvivlsomt savner finalen i Ans, der var nærmest perfekt til feltets erfarne superpuncheur.

For bare en måned siden havde ingen drømt om, at Valverde skulle kunne udligne Merckxs rekord på fem sejre, men det er nu pludselig blevet helt realistisk. Efter genfødslen i Catalonien synes den ifølge ham selv nu igen 30-årige Valverde nemlig bare at blive bedre og bedre, og han har i de to hidtidige ardennerklassikere formentlig haft benene til mere end det faktiske udkomme. I både Amstel og Fleche tabte han nemlig stort på sin positionering, der siden styrtet i Düsseldorf bare er blevet værre og værre, og selvom man nok kan diskutere, om han i onsdags ikke var blevet nr. 3, selvom han i bunden havde siddet perfekt, har han over to løb vist et niveau, der bestemt ikke gør det usandsynligt, at han kan følge slovenerne i finalen. Det er klart, at det vil kræve et betydeligt højere niveau end i Baskerlandet, hvor de begge stadig var ham overlegne, men Valverde synes også at have fundet flere procent efter at være rejst mod nord.

Valverde synes i hvert fald at have genfundet sin stabilitet, og det gør ham også til et langt mere sikkert kort end eksempelvis Alaphilippe og Pidcock, der er fyldt med spørgsmålstegn. Med sin nuværende form bør Valverde være en af de allerbedste, men alligevel har jeg været meget i tvivl om, hvorvidt han skulle have 3. pladsen på en liste, der afspejler vinderpotentiale. Det skyldes hans spurt, der i de seneste to år har været betydeligt under fordums niveau, og han har ikke endegyldigt overbevist mig om, at den også er kommet tilbage. Hans uhyre lange spurt i Amstel og hans spurt i Fleche og på toppen af muren i Baskerlandet var lovende, ligesom han kørte en god spurt på sidste etape i Catalonien, men er det nok til at slå slovenerne, Pidcock og/eller Alaphilippe? Her er jeg stadig lidt for meget i tvivl, men hans spurter har på det sidste været så overbevisende, at det bestemt ikke er umuligt. Og det ville da egentlig være lidt smukt, hvis Valverde på sin 41-års fødselsdag skulle udligne Merckxs rekord, ville det ikke?

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Uden onsdagens styrt havde Tom Pidcock været min nr. 3. Det skyldes først og fremmest, at dette er en vurdering af vinderpotentiale, og Pidcock har et gudsbenådet våben i sin spurt. Nok er de fleste af løbets favoritter hurtige, men den Pidcock, der to gange er kørt helt lige op med Wout van Aert og spurtede sig en 3. plads i massespurten i Kuurne, bør have en overhånd i snart sagt alle de tænkelige spurtopgør, man kan forestille sig i Liege - især fordi han nu har vist, at hans spurt også er knivskarp efter et langt og hårdt løb.

Det er ikke så meget afslutningen, der rejser spørgsmål ved Pidcock. Det handler om de knap 260 km, der går forud for opløbsstrækningen langs Meuse-floden. Den lille brite fejlede nemlig fælt i Fleche Wallonne, men det er nærliggende at tro, at forklaringen er styrtet med den efterfølgende hårde opkørsel. I hvert fald har han brugt torsdagen på via sociale medier at beklage sig over sin mørbankede krop, og det vækker naturligvis bekymring forud søndagens løb. Dels betyder styrtet, at vi ikke rigtigt kan bruge onsdagens løb som reference for hans niveau, dels betyder det, at han meget vel kan være for mærket igen søndag.

Heldigvis er skrammerne ikke alvorlige, og Pidcock var vitterligt flyvende i dagene forinden. I Amstel mente han selv, at han var frontgruppens stærkeste mand - en vurdering, det fra tv-skærmen var svært at være svært uenig i. Lille Pidcock, hvis største sejr før i år var den samlede triumf i Baby-Giroen og sejren i Tour Alsace, hvor han vandt på La Planches des Belles Filles, burde være som en fisk i vandet på en mere kuperet rute med mange højdemeter. Det er klart, at det på dette niveau er en ny test af hans klatreevner, men som udgangspunkt er det her, han har sin virkelige spidskompetence. Distancen gik også fint i Flandern Rundt og Milano-Sanremo, men det er klart, at dette hårdere løb er yderligere en test af motoren og dermed også et ekstra spørgsmålstegn. Der er således masser af usikkerhed ved Pidcock, men genfinder han Amstel-benene, er han i kraft af sin spurt, et godt bud på det særsyn, det er, når en nyprofessionel vinder et monument.

Hvad så med Julian Alaphilippe, der som sagt rejste sig fra de døde med sejren i Fleche? Der er desværre en grund til, at han i midtugeklassikeren er blevet nr. 1 og 2 i alle sine fem forsøg, mens han endnu aldrig har vundet i Liege og ”kun” blev nr. 2 og 4 inden sidste års meget kontroversielle 5. plads, der var så tæt på at være en sejr. Det hårdere løb i Liege passer ham nemlig betydeligt dårligere end den eksplosive finale i Fleche, der ikke kunne være mere skræddersyet til feltets bedste puncheur, og her har han slet ikke samme klatrestyrke og robusthed som de to slovenere. Vi så ganske vist sidste år, at en formstærk Alaphilippe sagtens kan matche dem på Roche-aux-Faucons, ligesom han kørte fra alt og alle i et VM-løb, der dog var noget nemmere - og her skal vi huske, at de to slovenere betalte en Tour-pris i begge de to løb - men kan han også det i år? Som sagt kollapsede han efter en lovende start i Flandern og Amstel, og jeg tror, at det samme vil ske efter 4200 højdemeter og 245 km.

Hvis til gengæld hans kørsel i Fleche er udtryk for en gradvis formforbedring, kan han meget vel tage revanche for sidste års brøler. Roche-aux-Faucons er på papiret helt ideel for den eksplosive verdensmester, og man må også formode, at han i en flad spurt har en lille overhånd mod de to. I hvert fald er han en bedre puncheur end Pogacar, som vi så i Tirreno, og han havde vel også krydset stregen foran Roglic sidste år, hvis ikke armene var blevet rakt i vejret en anelse for tidligt. Derfor står han godt, hvis altså han nu har den robusthed, han ikke har haft endnu i år, og så kan det godt blive til sejr i det monument, han må vinde før eller siden.

Det var herligt at se Michael Woods genfinde benene i onsdags. Efter skuffelsen i Amstel lignede han igen den rytter, der var så flyvende i Var og Catalonien, men som tilsyneladende mistede lidt momentum efter styrtet i Baskerlandet. Desværre blev han lukket inde i forbindelse med Roglics angreb, og derfor fik vi aldrig at se, om han vitterligt kunne have matchet de fire bedste. Den mulighed får han heldigvis søndag, og det endda i et løb, hvor hans historik er fremragende. I 2018 blev han nr. 2, i 2019 var han næstsidste mand til at slippe Jakob Fuglsang, og sidste år var han sidste mand, der måtte slippe den kvartet, der afgjorde løbet - og det endda i en sæson, hvor han stadig var under niveau grundet forårets lårbensbrud. Lægger man dertil, at Woods vel var bedste mand ved VM i 2018, og at han var skræmmende god i Lombardiet 2019, hvor Valverde, Roglic og han dog var lidt for jævnbyrdige, står det klart, at han er en af verdens allerbedste i de længste og hårdeste endagsløb.

Alligevel har han lidt at bevise. Det er vel ikke tilfældigt, at listen ovenfor er fyldt med lige-ved-og-næsten-oplevelser, og Woods har stadig til gode i Liege faktisk at hænge på hele vejen. Dertil kommer, at han ligesom Alaphilippe har meget at bevise efter det sløje Amstel, for spurten i Fleche kan slet ikke sammenlignes med dette knaldhårde løb. Her er Amstel et bedre referencepunkt, og her manglede han stadig meget. Til gengæld plejer Woods altid at blive bedre og bedre gennem ardennerugen, og det bør også gælde i år, jo mere han får styrtet på afstand. Desværre lider han under, at han trods en ganske glimrende spurt, må regnes som langsommere end de ovennævnte, og derfor skal han nok snige sig væk i en taktisk finale for faktisk at vinde - en strategi, der dog heldigvis heller ikke ser umulig ud, hvis de ankommer 4-5 mand til Liege.

Apropos det med at blive bedre og bedre… Det er svært ikke at notere sig, hvordan Richard Carapaz har forbedret sig løb for løb fra en svag start i Catalonien over haltende kørsel i Baskerlandet til et overbevisende Amstel, hvor han var flyvende på Cauberg, og slutteligt til et Fleche, hvor han kom ganske fint igennem. Vi ved, at Carapaz skal bruge en del løb for at finde sin form, men nu begynder den ecuadorianske dieselmotor vist at være varm. Man skal ikke kende meget til den mand, der i sidste års Vuelta sendte Roglic til tælling, og som i 2019 vandt Giroen med den ene finger i næsen, for at vide, at Carapaz er en af verdens allerbedste klatrere, hvorfor dette løb i særklasse er den af de tre klassikere, der passer ham bedst. Desværre lider han under manglende hurtighed i en flad spurt, og han vil i den grad savne finale i Ans. Til gengæld er det ikke svært at se, at han og Pidcock meget vel kunne udgøre en stærk duo i finalen, og hvem skal så reagere, når Pidcock sætter sig i sulkyen efter et Carapaz-angreb? Det kan de to slovenere sikkert slås længe om, mens den lille ecuadorianer kører sig til karrierens første endagssejr.

LIVESTREAM: LIEGE-BASTOGNE-LIEGE
 

Netop overtallet gør, at jeg også nævner Adam Yates her, men det er med meget stor usikkerhed. Briten var nemlig den vel nok største skuffelse i onsdags, og det kunne måske indikere, at han er ved at være træt efter et ganske hårdt forår. Yates er som bekendt ikke verdenshistoriens mest holdbare, og derfor er der en overhængende fare for, at han kollapser totalt i et løb, der med sine mange højdemeter og lange distance næppe heller er helt ideelt for ham. Omvendt kørte Yates finale for to år siden, og i formstærk udgave er han en glimrende endagsrytter, der har det rette punch til at vinde dette løb, som han viste, da han vandt i San Sebastian og blev nr. 2i Montreal.

Hans topniveau har i år været i hvert fald tæt på samme tårnhøje niveau som i 2019, ikke mindst da han pressede Pogacar til det yderste i UAE Tour og vandt Catalonien suverænt, og hvis han blot skulle banke lidt rust af i onsdags, taler det for, at han på en god dag kan køre med de bedste, selvom han desværre manglede lidt i forhold til slovenerne i Baskerlandet. Han er ikke superhurtig i en flad spurt, hvor brormand er en bedre afslutter, men også han kan indgå i et Ineos-overtal, der kan udnyttes. Alt sammen kræver det dog bedre ben i onsdags, og Yates’ historik gør, at jeg mest tror på endnu en skuffelse. Da dette er en vurdering af vinderpotentiale, skal han dog naturligvis rangere højt, fordi hans hold er så stærkt og hans topniveau så imponerende.

Læs også

Cavendish tilbage efter sygdom, men uden Mørkøv

Løbets måske største joker er vel Davide Formolo. Da han skippede Amstel, tilbragte onsdagen på et hotelværelse i coronakarantæne og ikke har kørt løb siden Tirreno, aner vi nemlig ikke, hvor han står. Som gengivet ovenfor har han dog en fantastisk historik i dette løb, der er et af sæsonens store mål, og både i 2018 og 2019 var han en af de allerbedste på stigningerne - i 2019 endda næstbedst - når han kom til Liege efter sin Giro-forberedelse. I det hele taget har han vist, at han er en af verdens bedste i kuperede endagsløb, som han også viste med sidste års 2. plads i Strade Bianche, men han er gledet lidt ud af radaren, da styrtet i Touren kostede ham klassikerne sidste år, ligesom han startede sæsonen svagt. Det er dog svært at glemme, hvordan han pludselig fandt benene på muretapen i Tirreno, hvor han førte i hele finalen for Pogacar og alligevel havde overskud til at blive nr. 6 på en etape, der endte i det rene blodbad! Det vidner om, at Formolos topniveau er skræmmende, og hvis han har genfundet de bedste ben til dette løb og Giroen, som han plejer, er der gode chancer for, at han kører finale. Spurte på flad vej kan han ikke, men til gengæld har han en slovensk trumf i ærmet, nemlig Pogacar. Ligesom Carapaz og Yates kan udnytte en eventuel tilstedeværelse af Pidcock, kan Formolo udnytte, at mange vil kigge på Pogacar. Det giver ham et taktisk våben, der måske kan give den sejr, Fuglsang ”snød” ham for i 2019.

Den taktiske fordel har David Gaudu ikke, men meget taler for, at han kan køre finale. Efter den store skuffelse i Amstel var Gaudus ben i onsdags tættere på de guldben, der skinnede om kap med Roglics på kongeetapen i Baskerlandet, og vi ved fra 2019, at også Gaudu har for vane at starte klassikerne rustent for siden at køre finale i Liege. Det gjorde han i hvert fald dengang, og hvis han vitterligt har fået de baskiske ben leveret fra Spanien, taler meget for, at han også kan køre finale denne gang, hvor han synes endnu stærkere end dengang. I en flad spurt er han nok hurtigere end Carapaz, men det hjælper ham ikke meget, hvis han skal spurte med slovenerne eller de andre hurtige favoritter. For at vinde skal han snige sig væk til sidst, men her kan han drage fordel, at han utvivlsomt vil være underdog i et selskab, der meget vel kan tælle et hav af hurtige folk, som kun kigger på hinanden.

En rytter, der håber på et lidt lettere løb, er Maximilian Schachmann. Tyskeren var i Amstel uhyre overbevisende, og selvom hans 10. plads i onsdags måske kan virke skuffende, var det faktisk ganske pænt i et skrappere felt end i 2019, hvor han blev nr. 5. Muren er nemlig for stejl for Schachmann, og Liege passer ham betydeligt bedre. Hans klatring i Amstel og Paris-Nice var en understregning af, at han klatrer på et nyt niveau i år, og da han for to år siden vandt spurten om 3. pladsen i en ganske lille forfølgergruppe, står han slet ikke med dårlige kort på hånden. Alligevel virker det ikke realistisk at tro, at han kan følge slovenerne på Roche-aux-Faucons, men som vi så sidste år, hvor forfølgerne var tæt på at komme op, er en regruppering ikke umulig. Det er klart, at Amstel viste, at Schachmann har sine begrænsninger i en spurt, men han er så hurtig, at han må regnes som en af de mulige vindere, hvis vi får den spurt, Van der Poel akkurat ikke fik sidste efterår, og som Schachmann ikke fik for to år siden.

UAEs tredje kort er Marc Hirschi, men der er stadig en byge af spørgsmålstegn ud for manden, der uden et Alaphilippe-svaj formentlig ville kunne starte løbet med nr. 1 på ryggen. Drømmen om, at han kom flyvende ud af Baskerlandet med samme ardennerform som sidste år, hvor han lignede stærkeste mand i dette løb - også på Roche-aux-Faucons - brast i et Amstel, hvor han mildt sagt ikke var i nærheden af de bedste. Vi ved fra sidste års Tour, at Hirschi kan finde formen ud af det blå, men det er måske stadig lidt svært at se, at han vitterligt skulle kunne matche slovenerne til sidst. Mindre kan dog måske også gøre det, for skulle der ske en regruppering til sidst, kan Hirschi meget vel i konkurrence med Pidcock være hurtigste mand. Alt sammen kræver det, at han forbedrer sig markant i forhold til sidste søndags, men når man ser på, hvordan han forbedrede sig i august sidste år, er det vel heller ikke nogen umulighed, at han kører så godt, at han vil kunne være med i en lidt større gruppe til sidst, inden Pogacar og Formolo kan sætte ham op til en mulig spurtsejr.

Det er også grundet vinderpotentialet, at jeg rangerer Michal Kwiatkowski højt. Min fornemmelse er nemlig, at hans haltende forberedelse har betydet, at han stadig ikke har det niveau, der blandt andet gav en 4. plads til VM, men det er lidt svært at vurdere, hvor god han virkelig er. Det så ganske godt ud på Cauberg, hvor han lignede en af de bedste, og i Fleche lignede han en hjælperrytter, da han førte på den nedre del af muren. Kørslen i søndags giver grund til en vis optimisme - særligt fordi forberedelsen bør betyde stigende form - men det virker stadig usandsynligt, at vi ser en polsk-slovensk alliance på Roche-au-Faucons på søndag. Mere sandsynligt er det, at han vil kunne sidde med i en forfølgergruppe, men det synes bestemt også at være muligt. Her vil Pidcock være den naturlige sprinter for Ineos, men man kan sagtens forestille sig, at en træt Pidcock, der måske netop er blevet hentet, giver ansvaret videre til sin hurtige holdkammerat, der ved VM sidste år var mm fra at slå Hirschi i kampen om bronzen. Kwiatkowski er trods alt også den seneste, der har vundet Amstel i noget, der kan kaldes en lille massespurt, og det vidner om, hvor hurtig han kan være efter et hårdt løb - og skulle man have glemt det, er jeg sikker på, at Peter Sagan kan finde en video fra 2017-spurten i Sanremo, som man kan se. Og skulle han vitterligt være god nok til at være del af et Ineos-overtal i en lille gruppe i finalen, er Kwiatkowski jo heller ikke typen, men har lyst til at give mange centimeter, når man husker på, hvordan han i Ponferrada tog karrierens største sejr for nu syv år siden.

Det er dog ikke kun Ineos og UAE, der kan lege med deres overtal. Det samme gælder for Deceuninck, der også har et ganske stærkt kort i Mauri Vansevenant. Den lille belgier skulle egentlig ikke have kørt løbet, da han starter i Romandiet på tirsdag, men han har åbenbart følt sig så velkørende, at han er frisk på at give den et skud. Det vil da også være synd og skam ikke at bruge den vanvidsform, han stillede til skue med sin uendelige stime af comebacks i det uheldsramte Amstel Gold Race, hvor han i frontgruppen blev ved med at dukke op igen og igen i en stil, der ville køre enhver Duracell-kanin flad af misundelse. Til gengæld skuffede han lidt i Fleche Wallonne, hvor han åbenbart havde carte blanche til at køre sin egen spurt, men det kom ikke bag på ham, at den eksplosive afslutning på Muren ikke passede ham. Det bør et langt, opslidende endagsløb til gengæld gøre med den uhyggelige udholdenhed, han udviste i søndags, og det gør ham til et stærkt Deceuninck-alternativ til Alaphilippe. Det er klart, at hierarkiet er fuldstændig entydigt, og belgierne stiller ifølge eget udsagn med ”et stærkt hold til at støtte Julian”, men mod to slovenere og en Ineos-hær kan det være meget fint at have to kort at spille. Når han var semibeskyttet i onsdags, vil han sikkert være det igen, og skulle han mangle inspiration til, hvordan en Alaphilippe-løjtnant udnytter fokus på kaptajnen til at vinde Liege, kan vi jo altid give ham Bob Jungels’ nummer.

Vansevenant er dog ikke det eneste Alaphilippe-alternativ. En rytter, der ligesom Formolo kommer til start helt uden løbsrytme, er nemlig Joao Almeida, der nok har haft et uhyre hektisk forår, men siden Catalonien har forberedt sig på Giroen. Det rejser selvfølgelig et hav af spørgsmålstegn, men man behøver bare at tjekke Almeidas resultatliste for at vide, at den lille portugiser altid er brandvarm, når han starter efter en pause. Der er en lille tendens til, at de mange ryttere, der bruger dette løb som eneste løbsforberedelse til Giroen - det er nemlig en ganske velkendt model - sjældent gør sig gældende, og der er da også en risiko for, at Almeida alene stiller til start som slave. Det er bare sjældent, at portugiseren med det høje bundniveau er helt anonym, og mens det står klart, at han stadig har begrænsninger i de høje bjerge, burde dette være guf for ham. Punch har han nemlig masser af, og han er også så hurtig, at han kan slå de fleste i en spurt. Det er i hvert fald ikke tilfældigt, at han i 2018 vandt U23-udgaven af løbet, og derfor er det utvivlsomt muligt for ham også at gøre sig gældende i den professionelle udgave af monumentet. Det kræver bare, at Alaphilippe giver plads, men mod de andre stærke hold kan et overtal være værd at satse på.

Som Van der Poel var tæt på at erfare i efteråret, er en spurtafgørelse med den nye finale ikke en umulighed, og det bringer Michael Matthews i spil. I langt de fleste tilfælde har løbet været for hårdt for australieren, hvis næstbedste resultat i fire forsøg er en beskeden 35. plads i 2019. Til gengæld er hans bedste resultat 4. pladsen i 2017, og det vidner om, at en formstærk Matthews kan være med selv på en så hård rute som denne. Om han så er formstærk nok, kan man være lidt i tvivl om. Matthews har nemlig haft et uhyre langt forår, der strækker sig helt tilbage fra Milano-Sanremo, og når man ser bort fra den endeløse serie af uheld, der har ødelagt en stor del af hans løb, har han været blandt de stærkeste i langt de fleste klassikere, senest i et glimrende Amstel Gold Race, hvor han var flyvende på Cauberg og spurtede sig til en 4. plads som hurtigste forfølger. Han skuffede desværre i Fleche, og det er årsagen til, at man kan frygte, at Matthews har brændt lidt for meget krudt inden et løb, hvor han skal være på 100%, hvis han skal have en chance, men Muren har heller aldrig passet ham, og det var mere 5. pladsen i Huy, der var undtagelsen, som bekræftede reglen om hans manglende potentiale i den stejle afslutning. Liege passer ham langt bedre, og efter en tid, hvor det kneb lidt med klatringen, genfandt han klatrebenene med 7. pladsen ved VM. Her var han hurtigste mand i forfølgergruppen, som han var det i Amstel, og meget taler da også for, at han igen skal spurte for en sekundær placering, men skulle der ske samling til en spurt i en gruppe af den størrelse, vi næsten fik i 2020, er det med den nye finale et løb, Matthews kan vinde. Det er trods alt ikke første gang, at BikeExchange har vundet i Liege med en rytter, der egentlig troede, at løbet var lidt for hårdt, og som havde Amstel som fokus i Ardennerne. Det kan Simon Gerrans skrive under på.

Warren Barguil har altid været god i Ardennerne, men det potentiale, han viste i karrierens første år, hvor han blandt andet fik en 6. plads i dette løb, forsvandt lidt igen i forbindelse med en generel nedgang i karrieren. Barguil har da heller genfundet det niveau, han havde i sine bedste år, men han har nærmest sig i Ardennerne. Sidste år blev han således nr. 4 i Fleche og nr. 9 i Liege, og i onsdags viste han med 5. pladsen på Muren, at han er klar igen. Barguil er kendt som en langsom starter, der bare bliver bedre og bedre med tiden, og hans form har da også været konstant opadgående gennem klassikerne. Liege passer ham ganske udmærket, og selvom han måske får svært ved at gå med slovenerne, ligner han et af de bedste bud på en formstærk rytter, der kan sidde med, hvis gruppen efter Roche-aux-Faucons bliver en anelse større. Han er egentlig ikke specielt langsom på stregen, som han har vist i Touren og Vueltaen, men af de ovenfor nævnte navne er flertallet hurtigere end ham. Hans chance er at snige sig væk i den flade afslutning i Liege, men det lader sig også gøre, hvis formen rækker til en billet i finalen - og det synes den at gøre for Barguil, hvis omstændighederne bliver de rette.

Læs også

To danskere slutter langt fremme i Holland

Desværre har de to første ardennerklassikere bekræftet den fornemmelse, man kunne have gennem hele sæsonstarten, nemlig at Jakob Fuglsang ikke ville genfinde sit bedste niveau, heller ikke til Ardennerne. Ha manglede en del i Amstel, og han sejlede kun baglæns i Fleche, da de bedste åbnede op. Det gør det naturligvis svært at være alt for optimistisk, og det er i hvert fald indlysende, at Fuglsang ikke vinder løbet ved slet og ret at være bedste mand, som han var det i 2019. Denne gang går vejen til sejr via klog kørsel og taktik, og det kunne eksempelvis være ved at anticipere de bedste. Heldigvis for Fuglsang er dette løb utvivlsomt den forårsklassiker, der passer ham bedst, og det er her, hans dieselmotor for alvor kommer til sin ret. Hans kørsel i Amstel var trods alt så pæn, at det ikke er helt umuligt, at han måske kan komme så meget på forkant med tingene, at han alligevel kan ende i finalen. Her slår de fleste favoritter ham til gengæld i en spurt, men Fuglsang har før vundet i både Dauphiné og Romandiet ved at snige sig væk i en ukontrollerbar finale.

En rytter, der mildt sagt er svær at blive klog på i år, er Guillaume Martin. Franskmanden så ud til at være på sporet mod et godt forår i Paris-Nice, hvor han kom stærkt tilbage efter en skadesplaget vinter, men netop som han burde være på sit bedste, fejlede han fælt i Baskerlandet. Pludselig var der til gengæld hul igennem i Amstel, hvor han lignede en af de allerbedste, men så gik det desværre galt igen i et skuffende Fleche. Heldigvis var kørslen i Amstel tilstrækkeligt god til, at der er håb for franskmanden, og hvis man tænker på, at han i 2019 blev nr. 19, selvom han ikke var i nærheden af det niveau, han nåede i sommeren 2020, og i 2020 blev nr. 14, selvom han kom ud af Touren som en hængt kat, er det ikke svært at se, at Martins dieselmotor er skabt til dette løb. Punch har han også, men til gengæld slår han ikke mange i en flad spurt. Hans vej til sejr går via en taktisk finale, men første forudsætning er, at han rammer Amstel-niveauet plus 10% og ikke det niveau, vi så i Fleche og Baskerlandet.

Den flade afslutning betyder også, at jeg er nødt til at nævne Alex Aranburu og Quinten Hermans. Jeg vil tro, at løbet er for hårdt for begge de to debutanter, men det vil være dumt helt at afskrive dem. Begge klatrede langt bedre end ventet i Baskerlandet, og efter et pænt Amstel klarede de sig på Muren begge bedre end ventet for to så relativt tunge folk. Løbet her er skrap kost for dem begge, men man bliver ofte overrasket over, hvor langt også lidt tungere folk kommer. Det er klart, at de ikke kører med hverken den ene eller den anden af løbets favoritter på Roche-aux-Faucons, men skulle vi - måske med modvinden som hjælp - få en lidt større regruppering, vil de utvivlsomt være blandt de hurtigste. I den gamle finale havde de været helt uden chance, men med denne afslutning er det netop folk som Aranburu og Hermans, der måske kan skabe overraskelsen.

Endelig vil jeg nævne Ben Tulett, der er næste led i den efterhånden endeløse serie af crossryttere, der slår igennem på landevejen. Tulett havde allerede gjort det pænt på asfalt tidligere med 5. pladsen i Antalya en 35. plads i sit første Fleche sidste efterår, hvor han kun lige var fuldt 19, men hans kørsel i Var i februar viste med det samme, at han havde forbedret sig yderligere. Alligevel kom det nok som en overraskelse for de fleste, at han kunne følge et pænt Amstel op med en 12. plads i Liege. Det er særligt interessant, hvis min læsning af ham er korrekt. Hans resultater tyder nemlig ikke på hverken punch eller spurtstyrke, og derfor burde Fleche Wallonne egentlig slet ikke passe ham. Han regner da også sig selv som klatrer, og i det lys burde Liege jo egentlig passe ham meget bedre. Det er klart, at vi ikke aner, hvordan han klarer 260 km, men de 215 i Amstel gik i hvert fald meget godt. Han synes at være lidt af en dieselklatrer, og derfor skal man ikke udelukke, at han kan gøre det endnu bedre her, end han gjorde i onsdags.

OPDATERING: Grundet styrtet i onsdags kommer Pidcock desværre ikke til start. Det svækker naturligvis Ineos, der dog stadig har adskillige kort at spille i et eventuelt overtal i finalen.

LIVESTREAM: LIEGE-BASTOGNE-LIEGE
 

***** Primoz Roglic

**** Tadej Pogacar, Alejandro Valverde

*** Julian Alaphilippe, Michael Woods, Richard Carapaz, Adam Yates, Davide Formolo

** David Gaudu, Maximilian Schachmann, Marc Hirschi, Michal Kwiatkowski, Mauri Vansevenant, Joao Almeida, Michael Matthews, Warren Barguil, Jakob Fuglsang, Guillaume Martin, Alex Aranburu, Quinten Hermans, Ben Tulett

* Esteban Chaves, Lucas Hamilton, Jack Haig, Bauke Mollema, Dylan Teuns, Wilco Kelderman, Tiesj Benoot, Wout Poels, Sergio Higuita, Jonas Vingegaard, Tim Wellens, Benoit Cosnefroy, Enric Mas, Matej Mohoric, Patrick Konrad, Harm Vanhoucke, Pierre Latour, Brandon McNulty, Simon Carr, Greg van Avermaet, Alexey Lutsenko, James Knox, Valentin Madouas, Matteo Fabbro, Andreas Leknessund, Domenico Pozzovivo, Rudy Molard, Kristian Sbaragli, Michael Valgren, Omar Fraile, Ben O’Connor

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL ROMANDIET RUNDT
 

Danskerne

Jakob Fuglsang er kaptajn for Astana og er omtalt ovenfor. Jonas Vingegaard er Jumbos egentlig på papiret solide plan B, men efter nogle skuffende første klassikere taler meget for, at han måske mere bliver hjælper end det taktiske kort, han egentlig kunne have været. Mikkel Honoré passer godt til løbet, men på et stærkt Deceuninck-hold ligner han den gode hjælper, han også var for Alaphilippe i søndags. Michael Valgren burde sammen med Sergio Higuita være kaptajn på EF, men selvom han egentlig har vist udmærket form i de første klassikere, synes han ikke at have den topform, som kræves, hvis en lidt tungere fyr skal vinde dette løb. På Trek skal Alexander Kamp og Niklas Eg støtte Bauke Mollema, men det virker ikke usandsynligt, at de kan jagte udbruddet. Endelig skal Christopher Juul på BikeExchange støtte Michael Matthews, Esteban Chaves og Lucas Hamilton.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Primoz Roglics sejr fra 2020, Jakob Fuglsangs sejr fra 2019, Bob Jungels’ sejr fra 2018, Alejandro Valverdes sejre fra 2017 og 2015, Wout Poels’ sejr fra 2016, Simon Gerrans’ sejr fra 2014 samt Dan Martins sejr fra 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Team Jumbo-Visma: Roglic er den klare kaptajn. Jonas Vingegaard var egentlig tiltænkt en semibeskyttet rolle som manden, der kunne deltage i sene angreb, men den svingende dansker skal rejse sig efter nogle skuffende klassikere, hvis han skal komme i spil. Sam Oomen og Robert Gesink er rene hjælpere på et hold, der skal kontrollere meget.

UAE-Team Emirates: Sammen med Ineos er det løbets stærkeste mandskab, hvis taktik er omtalt i detaljer ovenfor. Pogacar, Formolo og Hirschi kan alle komme i spil. Brandon McNulty var i flyvende form i Baskerlandet, men her ligner han hjælper med tre så stærke ardennerryttere i truppen. Rui Costa og David de la Cruz har været formsvage hele året og ligner hjælpere.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Bahrain-Victorious: Dylan Teuns så egentlig stærk ud i Amstel, men efter en fiasko i favoritklassikeren Fleche er det svært at se ham vinde et løb, hvor han selv i formstærk udgave altid er kommet lidt til kort. Bedste kort være Jack Haig, der for en dieselklatrer gjorde det ganske pænt i Fleche, og som før har været stærk i de to kuperede monumenter, men han er ikke en sandsynlig vinder. Den tidligere vinder Wout Poels så endelig lidt bedre ud i onsdags, men ikke nok til at kunne vinde. Matej Mohoric var ved at skabe sensationen sidste år, men han skal virkelig være flyvende, hvis han skal køre finale i et løb, der er så hårdt som dette. Mark Padun viste lidt opløftende takter i Alperne, men slet ikke nok til, at han kan være med her.

Deceuninck-Quick Step: Alaphilippe er den entydige kaptajn, men Vansevenant og Almeida kunne jf. ovenstående måske komme i spil. James Knox og Mikkel Honoré er begge velkørende, men på så stærkt et hold ligner de hjælpere, som også Pieter Serry og en ikke alt for formstærk Dries Devenyns er det.

Movistar Team: Det må være alle mand for Valverde. Enric Mas er dog i fremgang og kan måske dække nogle af de sene angreb. Carlos Verona er også udmærket kørende, men ligner ren hjælper, og hverken Matteo Jorgenson eller Gonzalo Serrano synes i form.

EF Education-Nippo: Sergio Higuita burde være skabt til dette løb, men det bliver stadig tydeligere, at hans form ikke synes ideel. Simon Carr viste fremgang i Fleche og burde passe meget bedre til dette løb, men formen synes ikke som i det gode Strade. Michael Valgren synes at være udmærket kørende, men ikke med den topform, der for ham vil være påkrævet i dette løb, og niveauet er for højt for Jonathan Caicedo.

Team DSM: Holdet satser på Tiesj Benoot, hvis dieselmotor egentlig burde passe godt til dette løb, men efter sygdommen i marts er han aldrig blevet 100% igen, og hans Amstel giver ingen grund til optimisme. Andreas Leknessund kan formentlig komme ret langt via udbrud, som han gjorde i Brabantse Pijl og burde have motoren til dette løb. Chris Hamilton kan også gøre det pænt, men formen hos den svingende australier er ukendt. Mark Donovan er ikke på toppen, og det er den tidligere vinder af U23-udgaven, Kevin Vermaerke bestemt heller ikke.

Team Arkea-Samsic: Diego Rosa er stadig uhyre formsvag, så det kan vist kun være 100% for Barguil.

INEOS Grenadiers: Trods Pidcocks afbud kan Carapaz, Yates og Kwiatkowski som nævnt ovenfor alle komme i spil. Det burde Tao Geoghegan Hart også kunne, men hans form rækker vist kun til en hjælpertjans, selvom der var betydelig fremgang at spore i onsdags. Det samme gælder for Eddie Dunbar.

Israel Start-Up Nation: Det er vist alle mand for Woods. Krists Neilands er velkørende og kan igen gå med i sene angreb, men ikke vinde, og løbet er for hårdt for ellers hurtige Daryl Impey.

Groupama-FDJ: I onsdags var det 100% for Gaudu, og det synes det at være igen. Det er et godt løb for Valentin Madouas, men ligesom Rudy Molard synes han ikke at have ramt den krævede topform.

Læs også

Jakobsen må sætte større lid til dansker - vigtig hjælper misser Giroen

Cofidis: Martin er den klare kaptajn, da Simon Geschke ikke har samme superform som sidste år, og løbet passer ikke den i Baskerlandet velkørende Ruben Fernandez, mens Jesus Herrada har været formsvag hele året. Remy Rochas var god i Valencia, men niveauet her er alt for højt.

Trek-Segafredo: Løbet er jo egentlig perfekt for Bauke Mollema, der er tidligere vinder i Lombardiet og San Sebastian og tidligere blevet både nr. 6 og 9, men selvom det så bedre ud i Fleche, synes han stadig at være for langt fra topformen. Løbet er for hårdt for Alexander Kamp og Toms Skujins, der sammen med klatrerne Niklas Eg, Nicola Conci og Michel Ries samt udbryderkongen Julien Bernard kan forsøge at ramme udbruddet.

Astana-Premier Tech: Fuglsang er den klare kaptajn, men som nævnt kan Aranburu komme i spil til en spurt. Alexey Lutsenko har stadig ikke fundet den nødvendige topform, og formstærke Omar Fraile ender formentlig som hjælper i et løb, hvor han som kaptajn i 2020 med en 19. plads nok også indså, at han ikke kan matche de allerbedste. Luis Leon Sanchez har aldrig for alvor slået til i disse løb.

Ag2r Citroën Team: Holdets kaptajn er Benoit Cosnefroy, der passer fint til løbet, hvor han sidste år havde uheld, men Fleche Wallonne viste, at han efter knæskaden næppe har formen til at være med i et løb, der er så hårdt som dette. Løbet har altid været en anelse for hårdt for Greg van Avermaet, der i seks forsøg kun har en 7. og en 11. plads som top 20-placeringer, og hans Amstel viser, at det bliver svært at gøre det lige så godt denne gang. Aurelien Paret-Peintre og Ben O’Connor klatrer fint, men er ikke skabt til dette løb, og selvom han gjorde det fint i Alperne, er de dage, hvor Tony Gallopin kan køre med om sejren i kuperede endagsløb som dette, vist ovre.

Bora-hansgrohe: Schachmann ligner bedste bud. Løbet burde egentlig passe godt til eksplosive Wilco Kelderman, der blot kører løbet for anden gang, men efter styrtet i Baskerlandet så han temmelig rusten ud i Amstel. Patrick Konrad bekræftede med et skuffende Fleche, at han stadig ikke er på toppen i år, og løbet har også altid været en kende for svært for ham. Matteo Fabbro viste ikke topform i Alperne, og den ellers velkørende Ide Schelling skal sikkert igen angribe tidligt på et hold med mange kaptajner.

Team BikeExchange: Holdet har tre kaptajner, hvoraf Matthews er omtalt ovenfor. Lucas Hamilton har endelig indfriet de store forventninger med et fornemt forår og meldes efter sin pause i god form. Han er ikke skabt til dette løb, som han næppe kan vinde, men han kan sagtens overraske positivt. Esteban Chaves rejste sig lidt igen i Fleche efter nogle lidt sløjere præstationer, men han synes ikke at have de catalanske ben, som det vil kræve, hvis han skal jagte sin anden monumentsejr. Både Mikel Nieve og Tanel Kangert må på baggrund af kørslen i Alperne være hjælpere.

Bingoal Pauwels Sauces WB: Jelle Vanendert måtte i Fleche sande, at de gamle ben ikke længere kan være med på dette niveau, og den i Valencia så stærke Remy Mertz kom i den grad ned på jorden i et løb med et andet niveau. Laurens Huys er stadig formsvag.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Hermans ligner igen det bedste bud. Loic Vliegen og Maurits Lammertink kørte begge flotte udbrud i de første klassikere, men i dette hårdere løb er det nok også deres bedste chance for at vise sig frem. Lorenzo Rota og Jan Bakelants er ikke i deres bedste form.

Total Direct Energie: Pierre Latour burde egentlig med sin hurtighed og sit punch passe godt til løbet, men vi har i de seneste løb indset, at han stadig er ret langt fra sit gamle niveau. Julien Simon er gået i top 20 hele tre gange, men han har ikke længere samme niveau. Klatreren Fabien Doubey har ikke vist meget i år.

Alpecin-Fenix: Bedste bud må være Tulett, men Louis Vervaeke kan måske også gøre det fornuftigt efter et pænt udbrud i Fleche, hvor han kørte første gang efter en længere pause. Kristian Sbaragli er meget velkørende, men løbet må trods alt være en anelse for hårdt for den hurtige og klatrestærke italiener. Xandro Meurisse og Jimmy Janssens synes begge for formsvage.

Gazprom-Rusvelo: Der er jo desværre tale om en samling fallerede topnavne. Roman Kreuziger, Sergei Chernetskii og Ilnur Zakarin har alle været i top 10 i et af de kuperede monumenter, men deres seneste kørsel viser, at det under ingen omstændigheder gentages denne gang. Lottokuponen Evgeny Shalunov er desværre blevet en kronisk nitte.

Lotto Soudal: Tim Wellens viste i Amstel, at han mangler sin bedste form, hvorfor han kørte offensivt i Fleche, og det vil han sikkert gøre igen her, hvor formen ikke synes at række til at vinde. Harm Vanhoucke hentes ind som en mulig top 20-kandidat, men næppe mere end det, og Sylvain Moniquet kan måske også gøre det pænt. Philippe Gilbert måtte i Fleche sande, at drømmen om pludselig form efter hvilepausen brast med det samme, og løbet må være for hårdt for Tosh van der Sande .

Team Qhubeka ASSOS: Domenico Pozzovivo har for vane at følge Tour of the Alps op med et fremragende Liege, men hans kørsel i Alperne viser, at det ikke sker denne gang. Den tidligere ardennerspecialist Sergio Henao har været langt fra bare sit 2020-niveau, og løbet er for hårdt for den Simon Clarke, der findes i dag. Fabio Aru er stadig ikke genfødt, Robert Power er i en af sine mange formsvage perioder, og Sander Armee klatrer ikke godt nok.

Sport Vlaanderen-Baloise: Den er svær! Holdets på papiret stærkeste, Thomas Sprengers, Aaron van Poucke og Julian Mertens, har ikke vist form eller tilstrækkeligt niveau. Lad os håbe, at de rammer udbruddet.