SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

En sejr i en ardennerklassiker kan gøre en forskel i enhver rytters karriere, men kun ét af løbene har en status, der skaber legender og indskriver vinderen dybt i cykelsportens historie. Amstel Gold Race og Fleche Wallonne har begge masser af prestige med deres helt egne karakteristika, men manglen på en dyb historie betyder, at de ikke for alvor hører til blandt sportens kronjuveler. Det er bestemt ikke tilfældet for seriens sidste løb, der er øverst på listen for alle ardennerspecialister. Liege-Bastogne-Liege er et af sportens allervigtigste og smukkeste løb!

Det er slet ikke noget tilfælde, at næsten alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere i disse dage rejser til den belgiske by Liege for at slutte sig til de klassikerspecialister, der har kæmpet på stigningerne i Amstel Gold Race og Fleche Wallonne. Mens de første to kuperede klassikere er skabt til ryttere af en eksplosiv natur, er det sidste af de tre løb i Holland og Belgien i højere grad en sag for klatrerne.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Det, der karakteriserer de fleste etapeløbsryttere, er deres styrke på stigningerne og fantastiske udholdenhed, og det er præcis de egenskaber, der skal i spil, hvis man skal krydse stregen først i søndagens Liege-Bastogne-Liege. For en gangs skyld er nøgleegenskaberne i en stor klassiker ikke evnen til at håndtere positionskampen eller at spurte op ad korte, stejle stigninger. På søndag er der brug for evnen til at holde motoren gående og slide konkurrenterne ned på en lang, hård dag med masser af stigninger, der er længere end det, man ser i de andre ardennerklassikere, og hvor den lange distance gradvist tærer på kræfterne.

Disse faktorer giver Liege-Bastogne-Liege en helt særlig position på kalenderen. Det er den eneste gang på året, man ser så stærk en opstilling af både klassikerspecialister og grand tour-ryttere i en dyst på stort set lige vilkår. Il Lombardia har ganske vist mange af de samme kendetegn, men den italienske klassiker afvikles på et tidspunkt, hvor mange ryttere har kørt cyklen i garagen, og startlisten er aldrig nær så imponerende som den, man finder i søndagens løb. Mens mange ryttere venter til sent på sæsonen med at beslutte, om man starter i Lombardiet, er løbet i Liege et stort mål for stort set enhver rytter med gode klatreevner.

En af årsagerne til løbets anseelse er dets natur og karakteristika. Den anden grund er den lange historie. La Doyenne blev første gang afviklet i 1892 og er dermed den ældste af klassikerne med en ganske imponerende vinderliste. Som mange andre gamle løb blev det oprindeligt arrangeret af en avis, L’Expresse, der opfandt det for at få opmærksomhed. Leon Hua vandt de første tre udgaver, indtil løbet forsvandt og først blev genetableret i 1908 for hurtigt igen at forsvinde under 1. Verdenskrig.

Da løbet igen vendte tilbage på kalenderen, var det stadig primært en belgisk affære, og der var kun én udenlandsk vinder i mellemkrigstiden. Det ændrede sig efter 2. Verdenskrig, og siden da har det været blandt de mest prestigiøse løb for enhver ambitiøs cykelrytter. Det er et næsten gudsgivent faktum, at den største af dem alle, Eddy Merckx, med fem triumfer topper sejrslisten, men med nu fire sejre i Liege og fem i Fleche Wallonne truer Alejandro Valverde kraftigt belgieren som alletiders bedste ardennerrytter. Også Moreno Argentin har i de senere år med sine fire triumfer i La Doyenne og tre sejre i Fleche Wallonne etableret sig som en af alle tiders bedste ryttere til disse løb. Løbet har også to danske vindere, da Rolf Sørensen tog en af sine to monumentsejre her i 1993, mens Jakob Fuglsang suverænt sejrede i 2019.

Løbet er det fjerde af cykelsportens fem monumenter, de vigtigste endagsløb, og det er uden tvivl et af de mest prestigiøse i den eksklusive klub. Det spiller også en særlig rolle for den vigtigste sport i et af verdens mest opdelte lande. Mens flamlændingene anser Flandern Rundt som klassikersæsonens højdepunkt, mener deres vallonske landsmænd ikke, at noget bare nærmer sig den status, som ardennerløbet har.

Tidligere blev Liege-Bastogne-Liege afviklet dagen efter Fleche Wallonne som en del af den såkaldte La Weekend Ardennais. Nu om dage giver det ikke mening at afvikle to af de største endagsløb på to på hinanden følgende dage, og derfor er den ide nu droppet, men sammen med Amstel Gold Race og Fleche Wallonne udgør man nu i stedet serien af ardennerklassikere, der afvikles over bare 8 dage. Kun syv ryttere har lavet den fornemme Fleche-Liege double, mens Davide Rebellin og Philippe Gilbert som de eneste har lavet the triple - og Gilbert vandt endda også Brabantse Pijl i sit jubelår 2011.

Som den hårdeste forårsklassiker passer Liege-Bastogne-Liege perfekt ind i den overordnede struktur i cykelsæsonen og i ardennerklassikernes anatomi. De kuperede endagsløb har en gradvis udskiftning af feltet, hvor der hele tiden ankommer flere og flere klatrere, mens flere og flere brostensspecialister tager på ferie. Hvor de stærke folk fra Flandern Rundt og Paris-Roubaix stadig kunne spille en rolle på de smalle hollandske veje og korte stigninger i Amstel Gold Race, har de fleste af dem intet at gøre i Liege på søndag. Og da de hårde stigninger skaber en meget mere naturlig selektion og gradvis udskilning i La Doyenne, spiller positionering slet ikke samme rolle som i de tidligere løb. Derfor har favoritterne mere brug for klatrehjælpere end stærke ryttere, og således består feltet stort set kun af ryttere, der har stigninger som speciale.

Derudover markerer løbet den perfekte overgang fra klassikersæsonen til de store grand tours, der starter om to uger med Giro d’Italia. Med etapeløbsryttere og klassikerspecialister samlet på samme startstreg er løbet det ideelle eksempel på kalenderens smukke anatomi, der har bragt os fra sprinterne i Milano-Sanremo over de tunge drenge i brostensløbene og de eksplosive puncheurs i de første ardennerløb til klatrerne i søndagens sidste klassiker og majs Giro d’Italia.

2012- og 2013-udgaverne viste, at en af løbets skønheder er, at vinderen ikke altid er blandt forhåndsfavoritterne. Efter Maxim Iglinskiys overraskende sejr i 2012 var det en ung Dan Martin, der slog alle de store navne i 2013. I 2014 var den en anden outsider, Simon Gerrans, der vandt et løb, han altid havde troet var for hårdt for ham, og i 2016 overraskede Wout Poels, der kun var outsider, ligesom Bob Jungels gjorde det sidste år. Liege-Bastogne-Liege er ganske vist så brutalt, at kun de stærkeste overlever, men det taktiske element betyder, at listen over potentielle vindere er meget længere end i Fleche Wallonne, der er et løb for en eksklusiv gruppe af specialister.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Sidste år var der imidlertid ikke plads til overraskelser. Danske Jakob Fuglsang havde i de første ardennerklassikere vist, at han var feltet mest formstærke rytter, og derfor vidste alle, at netop han ville forsøge at slå til på løbets nøglestigning, Roche-aux-Faucons. I første omgang kunne Davide Formolo og Michael Woods hænge på, men det varede ikke længe, inden danskeren indledte et - ganske vist halsbrækkende farligt - soloridt ind mod den nye og flade finale i centrum af Liege. Her havde han masser af tid til at krone et forrygende forår med karrierens største sejre, mens Formolo lykkedes med at holde en decimeret favoritgruppe bag sig og således sikre sig andenpladsen, inden holdkammeraten Maximilian Schachmann med en god spurt sørgede for, at Fuglsang på podiet blev flankeret af to Bora-ryttere. Fuglsang kører i år Giro d’Italia, mens Formolo stadig er ude efter sit styrt under Touren, og derfor bliver Schachmann eneste genganger fra sidste års podium.

Ruten

Liege-Bastogne-Lige er en af de få klassikere - Milano-Sanremo er en anden - der faktisk lever op til sit navn ved at forbinde de byer, der udgør dets titel. Selvom ruten varierer fra år til år, betyder de historiske rødder, at man har benyttet de samme veje og stigninger i adskillige år. Modsat løb som Flandern Rundt, Paris-Roubaix og specielt Il Lombardia, der ofte undergår betydelige forandringer, er der i Liege som regel kun tale om mindre modifikationer.

Det betyder imidlertid ikke, at løbet ikke har forandret sig. Tidligere var det løbets nøglestigning Cote de la Redoute, der altid var scenen for det store slag mellem favoritterne. Moderne cykelsport er imidlertid meget mere kontrolleret, og da stigningen langsomt tabte sin betydning, var arrangørerne nødt til at komme med en ny løsning, der igen kunne gøre løbet mere selektivt. Løbets vartegn ligger ganske enkelt så langt fra Liege, at det ikke længere er velegnet til angreb.

Ideen blev at introducere stigningen Cote de La Roche-aux-Faucons, der er placeret meget tættere på målbyen og kommer bare 20 km fra mål. Den blev første gang benyttet i 2009, og siden da har den typisk været nøglepunktet i løbet. På grund af vejarbejde var den imidlertid ikke med i 2013, hvor man derfor fik et helt usædvanligt nemt løb. I 2014 var den tilbage, og sammen med Redoute og den korte, stejle Cote de Saint-Nicolas samt den lille bakke op til målet i Liege-forstaden Ans, har den siden da udgjort den hårde finale.

I de senere år har også den imidlertid gradvist tabt sin betydning, og det har været ganske kontrolleret og afventede indtil Saint-Nicolas bare 6 km fra mål. Det ansporede i 2016 arrangørerne til at opfinde en ny stigning. Efter Saint-Nicolas skulle man op over den 600 m lange Rue de Hal, der var brostensbelagt og steg med 10,5% i gennemsnit, bare 2,5 km fra mål. Det gav imidlertid anledning til et helt anderledes løb end ventet. De lette klatrere kunne slet ikke håndtere brostenene, og i stedet var det de mere robuste typer, der kunne gøre en forskel. Derfor fik ændringen en del kritik, og man valgte igen at droppe ideen efter bare en enkelt udgave.

Det betød imidlertid ikke, at der ikke var tale om nytænkning i 2017. Faktisk valgte man at ændre en del på ruten i den hårde fase på vejen tilbage til Liege, hvor de mange stigninger typisk bruges til at skabe gradvis udskilning. Således udgik nogle af de mest ikoniske stigninger, idet Cote de Wanne, Cote de Stockeu og Cote de la Haute-Levee alle blev forbigået. I stedet skulle man op over de langt mindre kendte Cote de Pont, Cote de Bellevaux og Cote de la Ferme Libert, inden man ramte den klassiske rute forud for løbets længste stigning Col du Rosier. Herefter var der tale om den helt klassiske finale, der har været den samme siden 2009 bortset fra i 2013 og 2016. De nye stigninger var kortere, men stejlere end de foregående, og ændringen havde ikke den store betydning. Antallet af stigninger var fortsat 10, og distancen blev øget fra 253 til 258 km. Modellen blev genbrugt i 2018.

2019 blev imidlertid året, hvor alt forandredes. Allerede i foråret 2018 begyndte de første rygter at svirre, og ret hurtigt stod det klart, at det ville blive umuligt for den lille forstad Ans at holde fast i rollen som målby. Liege ville gerne bringe løbet ”hjem” til centrum, og allerede inden 2018-udgaven blev det bekendtgjort, at det fra det følgende ville være slut med den klassiske bakke op til målet i udkanten af storbyen. I stedet var der lagt på til en flad finale i selve byen, og det vakte megen diskussion.

Det skyldes ikke mindst, at det ikke blot var afslutningen, der ændredes. Væk var også Cote de Saint-Nicolas, der som sidste stigning havde top bare 5 km fra mål. I stedet designede nu en helt flad afslutning, hvor sidste udfordring var Rochau-aux-Faucons med nu 15 km fra mål. Som kompensation lagde man den relativt lette Cote des Forges ind mellem Redoute og Roche-aux-Faucons, men det ændrede ikke på, at mange hurtige folk har anset den nye rute som en stor chance for at få en spurtafgørelse i Liege.

Den øvrige del af ruten fulgte det klassiske mønster, og man vendte tilbage til det gamle indløb til Col du Rosier ved efter to år at vende tilbage til sekvensen med Cote de Wanne, Cote de Stockeu og Cote de la Haute-Levee. Distancen var med sine 256 km ganske typisk, og antallet af stigninger var fortsat 11. Der var således en helt klassisk Liege-rute med den store forskel, at Cote des Forges var lagt ind i finalen, og at selve afslutningen var helt ændret. Alligevel lykkedes det for første gang siden Andy Schleck i 2009 at få et scenarium, hvor stærkeste mand slet og ret kørte væk på Roche-aux-Faucons, og det er tænkeligt, at den mere offensive tilgang er forklaringen på, at arrangørerne i år stort set genbruger ruten. Man har dog ændret indløbet til Liege, så stigningen kommer 500 m tættere på mål, og det næste flade stykke er længere, men så nedkørslen nu slutter med godt 2 og ikke 4 km til mål.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Som vanligt starter det i år 257,0 km lange løb i industribyen Liege, hvorfra man begiver sig mod syd mod hjertet af Ardennerne. Som det er tilfældet i de fleste klassikere, er den første halvdel imidlertid ikke særlig svær, og selvom det er umuligt at bevæge sig rundt i regionen uden at køre op eller ned det meste af tiden, byder de 100,5 km fra Liege til vendepunktet i Bastogne kun på én kategoriseret stigning, Cote de La Roche-en-Ardenne (2,8 km, 6,2%) efter 76,0 km. Denne del af løbet spiller derfor samme rolle som i alle øvrige klassikere, idet den giver mulighed for, at der etableres et tidligt udbrud og samtidig akkumulerer træthed i feltet. De tidlige udbrydere har imidlertid aldrig en chance i så stort og prestigiøst et løb, men taktik kan spille en vigtig rolle, og derfor er det ikke en dårlig ide at have en rytter ude foran. Således tager det ofte nogen tid at få udbruddet etableret, og vi kan derfor forvente en hurtig start. I så langt et løb bliver forspringet herefter ofte ganske stort, mens løbet finder ind i en rolig rytme.

Når rytterne når Bastogne, vender de rundt og bevæger sig tilbage mod Liege, men denne gang benytter de en meget længere og hårdere rute end i løbets første del. Efter at have været oppe over den stejle Cote de Saint-Roch (1,0 km, 11,2%) efter 123,5 km, plejer løbet for alvor at blive åbnet, når man rammer Cote de Wanne, der altså er tilbage efter to års fravær i 2017 og 2018. Forinden skal man dog igen i år over den nye Cote de Mont-le-Soie (1,7 km, 7,9%), der åbner ballet med 93 km igen. Bare 8 km senere når man toppen af Cote de Wanne (3,6 km, 5,1%), hvorefter det gælder alle de klassiske Liege-stigninger, der er tilbage efter deres fravær. Således skal man over den frygtede og ultrastejle Cote de Stockeu (1 km, 12,5%), hvis top rundes efter 179 km, inden det gælder den lettere Cote de la Haute-Levee (3,6 km, 5,6%), hvis top rundes med 72 km igen. Herefter venter et lidt lettere stykke, inden man rammer Col du Rosier (4,4 km, 5,9%), der altid er den længste stigning. Toppen kommer med 59,5 km til mål og efterfølges af Col du Macquisard (2,5 km, 5%), der passeres med 47 km igen.

Denne hårde del med adskillige stigninger er typisk stedet, hvor de store hold begynder at lægge pres på, og herfra er det et gradvist udskilningsløb, hvor ryttere konstant må opgive at følge med. Samtidig kan løbet være aggressivt i denne fase. Det er ikke usædvanligt, at man får skabt en gruppe af stærke klatrere fra nogle af de store hold, og mange af disse kan komme meget langt med et sådant fremstød. Ved at sende ryttere afsted kan man både gøre løbet hårdt og sikre sig, at man har folk ude foran, der kan hjælpe senere i løbet. Løbssituationen ændres ofte hurtigt i denne del, når folk i udbruddene falder fra, og andre angriber bagfra. Det er her favoritholdenes evne til at kontrollere løbet for alvor testes, og det vil blive endnu mere udtalt i år, hvor chancerne for at gøre forskelle i finalen er mindre.

Løbet når sin mest ikoniske stigning, Cote de La Redoute (2,0 km, 8,9%), med 35 km til mål. Som sagt er den ikke længere det afgørende punkt i løbet, men den spiller stadig en vigtig rolle, og det vil den især gøre i år, hvor den nye rute øger favoritternes incitament til angreb. Det er her den første afgørende udskilning skabes, og derfor er der tale om en vanvittig positionskamp, når man nærmer sig bunden. Den første kilometer stiger med ca. 8%, mens de næste 500 m med sine 13% er de vanskeligste, inden den flader ud mod toppen. Her er antallet af mulige vindere typisk reduceret markant, og stigningen har ofte været en god mulighed for outsidere til at komme favoritterne i forkøbet.

Desværre er stykket efter Cote de la Redoute meget bedre for et jagtende felt end for angribere, og det betyder, at det ofte sker en betydelig regruppering i denne fase. Det var det, arrangørerne forsøgte at undgå, da man i 2014 introducerede Cote des Forges, men det fungerede ikke. Det gjorde det heller ikke sidste år, men alligevel vender Cote des Forges (1,3 km, 7,8%), der er en kort, jævn stigning, tilbage igen. Toppen rundes, når der resterer bare 23 km, og håbet er, at vi denne gang vil se et felt, der allerede er splittet til atomer, inden det gælder dagens sidste og formentlig afgørende udfordring. Det er som sagt denne gang Cote de la Roche-aux-Faucons (1,3 km, 11%), hvis top kommer med 13,5 km til mål, hvilket er 4,5 km færre end tidligere. Efter en hård start med en stigningsprocent på 9-10 bliver den stejl med 13,2% på det midterste stykke, inden de sidste 300 m blot stiger med 7,2%.

Siden den blev introduceret i 2009 har Cote de la Roche-aux-Faucons altid spillet en nøglerolle i løbet, og det har ofte været her, favoritterne har sat deres fremstød ind. I 2009 kørte Andy Schleck alene væk og tog herefter en imponerende solosejr, i 2011 blev det afgørende udbrud med Philippe Gilbert og Schleck-brødrene etableret her, og i 2012 kørte Vincenzo Nibali fra alt og alle i det, der længe lignede det afgørende fremstød. Siden 2013 har stigningen imidlertid ikke kunnet skabe samme udskilning, men i 2018 genskabte Bob Jungels lidt af dens betydning, da han med et angreb nær toppen sikrede sig en stor solosejr, inden Jakob Fuglsang endelig lykkedes med at lave ”en Andy Schleck” igen i 2019.

På toppen af Roche-aux-Faucons er der typisk etableret en lille gruppe af favoritter, men hvis ikke kortene er givet rigtigt, vil der ske en regruppering. Selvom terrænet efterfølgende ikke er meget svært, skal man imidlertid ikke undervurdere denne del, da der aldrig er mange hjælperyttere tilbage. Det udnyttede Alexandre Vinokourov og Alexandr Kolobnev eksempelvis i 2010, hvor de benyttede netop dette stykke til at køre væk og siden afgøre løbet mellem sig, og sidste år var det faktisk først på det stigende stykke efter den officielle top, at Fuglsang gjorde den sidste forskel. I de senere år er der også blevet etableret stærke fremstød med folk som Julian Arredondo, Roman Kreuziger, Fuglsang, Domenico Pozzovivo og Giampaolo Caruso i denne fase, og de er ofte komme langt. Man kommer imidlertid hurtigt ud på en større vej, hvor en jagt kan organiseres, og derfor har der ofte igen været samling i en gruppe af favoritter, når man nærmer sig udkanten af Liege.

Efter Roche-aux-Faucons venter sidste års nyskabelse. Den gang skal man som sagt ikke over Cote de Saint-Nicolas eller op over målbakken i Ans.  Efter en kort nedkørsel og det let stigende stykke over 2 km med hhv. 3,6% og 6,2% drejer man nemlig mod nord og herfra er det fladt, inden det med godt 5 km igen begynder at falde let ned mod centrum af Liege via en relativt snoet og krøllet vej. Med lidt over 2 km igen bliver det helt fladt kort efter et skarpt sving med 3100 m igen, hvorefter en snoet vej følges hen til bredden Meuse-floden. Umiddelbart efter den røde flamme krydser man floden i forbindelse med et blødt sving, inden man med det samme drejer skarpt til højre ind på den 900 m lange, 7 m brede opløbsstrækning, hvor en ny vinder af den ældste klassiker vil blive kåret.

I alt har løbet 4283 højdemeter, hvilket er knap 300 flere end i de seneste to år.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Vejret

I 2016 var vejret det helt store samtaleemne, fordi der blev lovet kulde og endda sne på toppen af stigningerne. Det endte med at få stor indflydelse på løbet, idet mange af de magre klatrere havde det svært i de kolde betingelser. Det mønster gentog sig sidste år, hvor det regnede næsten hele dagen, og mange har været spændte på, hvad flytningen til efteråret ville betyde.

Store dele af Europa har i de seneste dage været ramt af voldsom blæst, og det bliver også det dominerende tema denne søndag. Efter en regnfuld morgen vil bygerisikoen løbende aftage fra først 35% til blot 10-15% mod slutningen, samtidig med at solen måske kan kigge lidt frem om eftermiddagen. Det vil være koldt med en temperatur på beskedne 14 grader, men vigtigst af alt vil det være uhyre blæsende med en hård vind på op til 35 km/t fra syd. Det giver mod- og sidemodvind på turen ud til Bastogne, hvorefter der vil være med- og sidemedvind hele vejen frem til bunden af Maquisard. Her vil der være sidevind, indtil man atter får medvind fra bunden af Redoute. Igen er der sidevind fra Forges og frem til bunden af Roche-aux-Faucons, hvorefter der vil være sidemedvind på bakken og et kort efterfølgende stykke, inden der vil være medvind hele vejen frem til sidste 900 m, hvor der vil være sidemodvind.

Favoritterne

Selvom Liege-Bastogne-Liege afvikles i samme uge som Amstel Gold Race og Fleche Wallonne og betragtes som en del af samme løbsserie, er det farligt at drage for mange sammenligninger med de to andre ardennerklassikerne. Mange af de store navne er ganske vist de samme i de tre løb, men der er flere faktorer, der gør, at helt nye navne kan blande sig i kampen om sejren, og man kan på ingen måde overføre det samme hierarki fra de lettere løb til Liege.

Først og fremmest er løbenes natur forskellige. I Amstel og Fleche handler det i høj grad om eksplosivitet og punch, og med den begrænsede udskilning er positionering en nøgle til succes. Liege-Bastogne-Liege er i højere grad de store motorers løb, hvor udholdenhed og klatreegenskaber betyder langt mere. Den naturlige selektion er større, og derfor er det mindre væsentligt at holde sig fremme undervejs. Selvom en god spurt bestemt er en fordel - ikke mindst i den nye finale - handler det mere om friskhed og styrke, når man efter 200 km rammer løbets finale - eksempelvis vil Wout Poels kun 1 gang ud af 100 slå Michael Albasini i en spurt, men det gjorde han uden problemer i 2016. Amstel mangler hårdheden og Fleche Wallonne distancen, og kombinationen af de to faktorer gør Liege helt anderledes.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Derudover er La Doyenne det store mål for de fleste ardennerryttere, og vi så eksempelvis, at folk som Primoz Roglic, Julian Alaphilippe og Maximilian Schachmann alle droppede onsdagens løb. Det hænger naturligvis særligt sammen med den specielle kalender, hvor de alle har Touren og VM i benene - og for Alaphilippe handlede det først og fremmest om følelsesmæssigt at fordøje karrierens største sejr - men også i et almindeligt år er Liege det store højdepunkt, der står klart over de andre løb.

Frem til sidste år havde vi imidlertid fem år, hvor løbet var mindre selektivt end tidligere, og det har været en ganske stor gruppe, der har været samlet i bunden af Saint-Nicolas. I 2013 skyldtes det delvist fraværet af Roche-aux-Faucons, men heller ikke i 2014, 2015, 2016 eller 2017 har den nye nøglestigning været i stand til at skabe den udskilning, den gjorde i de første år. I det hele taget har løbet været meget mere kontrolleret, og tendensen har været, at favoritterne har ventet til Saint-Nicolas med at angribe. Ganske vist er der blevet kørt aggressivt tidligere, specielt på stykket umiddelbart efter Roche-aux-Faucons, men hver gang er det blevet samlet igen inden Saint-Nicolas. Herefter er en gruppe af varierende størrelse kommet fri, og de har afgjort slaget på bakken op til målet i Ans. Kun i 2014, hvor Pozzovivo og Caruso næsten snød favoritterne, i 2016, hvor den nye Rue Naniot-stigning ændrede løbets dynamik, samt i 2018, hvor Jungels tog alle på sengen, har vi set andre scenarier. Det betyder imidlertid ikke, at favoritten altid har vundet, tværtimod. Efter 260 km kan alt ske på den sidste bakke. Martin og Gerrans var overraskende vindere i henholdsvis 2013 og 2014, og det var kun i 2015 og 2017, at løbets store favorit, Valverde, også viste sig at være den stærkeste i finalen.

Sidste år blev det hele ændret med den nye, flade finale inde i Liege og fraværet af Saint-Nicolas. På forhånd var meningerne delte. På den ene side så folk som Michael Matthews, Peter Sagan og Greg Van Avermaet det i første omgang som deres store chance, for alt andet lige betyder den nye rute, at chancen for noget, der minder om en reduceret massespurt, er blevet mere reel, ikke mindst fordi udskilningen har været overraskende lille i de senere år. På den anden side håbede ASO, at den nye rute ville tvinge klatrerne ud af busken allerede fra Redoute og frem, da de ikke længere har de to sidste stigninger som våben og nu er tvunget til at gøre forskellene tidligere.

Analogen til Amstel Gold Race er oplagt. Da man fjernede Cauberg i finalen, frygtede mange, at det nu ville blive et sprinterløb, men sådan er det slet ikke gået. I stedet har de seneste tre udgaver, hvor finalen har været lettere end tidligere, været de mest selektive og underholdende længe, ganske enkelt fordi klatrerne ikke længere har kunnet vente til Cauberg. Det siger sig selv, at de er tvunget til det samme i Liege, og derfor var det forventningen, at vi ville se flere angreb på Redoute, Forges og Roche-aux-Faucons, end vi så i de sidste mange år.

Sådan gik det imidlertid kun delvist i 2019. Angrebene fra favoritterne udeblev totalt på Redoute og Forges, og igen var det et relativt stort felt, der ramte Roche-aux-Faucons. Alligevel endte vi med det mest selektive løb længe, for favoritterne var nødt til at angribe på nøglestigningen. Og her viste Jakob Fuglsang, at det stadig kan lade sig gøre at lave ”en Andy Schleck” og køre hjem hele vejen fra den relativt nye stigning, som det ellers kun er sket én gang tidligere. Og da Davide Formolo også endte med at holde sig fri, fik vi et helt andet scenarium end den spurt, vi har været vant til.

Det betyder dog ikke, at vi ikke kan få en spurt. Bag de to forreste var samlet syv mand - da de fik hentet Michael Woods, som i første omgang havde siddet hos Formolo og Fuglsang - og havde Fuglsang ikke været så uhyggeligt formstærk, er det meget sandsynligt, at vi kunne være endt i en spurt mellem ni mand med Maximilian Schachmann som en meget sandsynlig vinder. Løbet var dog stadig mere selektivt end tidligere, og ser man på de ni forreste var det med undtagelse af Schachmann og Teuns kun ryttere, der enten har været eller på sigt er top 10-folk i grand tours. Og ser man på den efterfølgende gruppe på 13 mand, var det vel kun Jay McCarthy, der kan karakteriseres som en lidt tungere fyr omgivet af klatrere og førende ardennerryttere.

I år er ruten i alt væsentligt uforandret. Man finder lidt flere højdemeter undervejs, men ellers er den eneste væsentlige ændring, at finalen er omorganiseret, så nedkørslen nu kommer lidt tættere på mål. Det betyder imidlertid blot, at en del af det flade flyttes fra selve Liege til stykket inden nedkørslen, og afstanden til mål fra toppen af Roche-aux-Faucons er i alt væsentligt den samme.

Årets løb er karakteriseret ved, at vi har et fravær af tungere sprintere bortset fra Greg van Avermaet. Der er ingen Sagan eller Matthews, og vi skal derfor igen primært se i retning af ardennerryttere, klatrere og grand tour-folk, som vi så det sidste år. Heldigvis er formen relativt velbeskrevet hos de fleste, fordi feltet er meget sammenligneligt med et VM, hvis rute i meget stor grad minder om denne.

Eneste forskel er, at trætheden langsomt begynder at sætte ind. Læren af de seneste to løb har nemlig været, at det entydigt er en fordel at have Touren i benene, men også at det ikke har været en god ide at køre klassement. Klassementsfolkene er ved at være slidte, mens det stadig ser ud til, at Tourens etapejægere har noget at skyde med og kan lukrere på den fine motor, de fik opbygget i Frankrig - en motor, der er meget vigtigere i dette lange maraton end i det eksplosive Fleche.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Det bliver meget interessant at se, hvordan vejret spiller ind. Sidste år hjalp regnen og kulden med at gøre det meget selektivt. I år bliver det tørt, men til gengæld er det meste af Europa ramt af en uhyggelig blæst, uanset om man befinder sig til Giro-start på Sicilien, mod nord i Danmark eller i Liege. Den knaldhårde modvind på turen ned til Bastogne vil desværre nok gøre det til et meget langsomt løb, hvor udbruddet etableres tidligt - så meget modvind giver ikke den store lyst til angreb - og i de betingelser vil forspringet også blive stort. Herefter vil Deceuninck og Sunweb nok være toneangivende, måske med hjælp fra Ineos, Jumbo, UAE og EF.

Til gengæld vil den flyvende medvind på hjemturen bidrage til, at løbet bliver meget hårdere, end det kunne være blevet. Faktisk er det slet ikke umuligt, at udskilningen fra stigningerne kan kombineres med sidevindskørsel på sidevindsstykkerne omkring Maquisard og frem mod Roche-aux-Faucons. Der plejer dog at være megen skov i Ardennerne, og det vil undre mig, hvis det bliver en faktor trods den voldsomme vind.

Det er klart, at medvinden fra Roche-aux-Faucons og hjem betyder, at det er meget lettere at lave ”en Fuglsang”, end det ellers havde været. Medvinden på hovedparten af stigningerne gør det også meget lettere at skabe udskilning undervejs, og det bør der være en del hold, der har interesse i. Det gælder særligt UAE og Jumbo samt til dels EF, mens Deceunincks og Sunwebs strategi nok meget vil afhænge af, hvordan deres to respektive kaptajner har det.

Mange hold kan ikke vinde ved at køre finale, og derfor er det sandsynligt, at vi ser angreb på nogen af de tidligere stigninger. Læren fra sidste år er dog, at favoritterne formentlig vil vente til Roche-aux-Faucons. Stykket fra Redoute er for let at kontrollere i kraft af de store, brede veje, og Forges er for let til at kunne bruges offensivt. Det betyder ikke, at jeg ikke forventer aggression fra løjtnanter og mindre hold, men jeg vil tro, at Deceuninck, EF, Sunweb, Jumbo og UAE er stærke nok til at sikre en gentagelse af sidste års scenarium, hvor de bedste skal kæmpe om det på Roche-aux-Faucons.

Herfra er der tre mulige scenarier. Medvinden øger chancen for en solosejr a la Fuglsang i stil med det, Alaphilippe leverede sidste år. Den anden mulighed er den spurt, Schachmann ærgrede sig over at misse sidste år. Og endelig kan alt ske i en ukontrollerbar finale, hvis en gruppe er samlet. I det tilfælde kan selv en spurtsvag rytter altid snige sig væk og tage en overraskende sejr.

Vi har en relativt klar fornemmelse af formhierarkiet, og selvom det indlysende naturligvis ville være at pege på Julian Alaphilippe, vælger jeg at gå med Marc Hirschi. Den lille schweizer fortsætter med at imponere og synes stadig ikke at være spor træt. Tværtimod var han en af de allerstærkeste på sidste stigning ved VM, hvor han fik vist, at distancen ikke er et problem, og senest vandt han Fleche Wallonne i meget overlegen stil. Naturligvis er andre mere friske efter at have droppet onsdagens løb, men lige nu handler det mest om at have noget i tanken - og det har Hirschi.

Med de ben, han har nu, bliver Hirschi meget svær at sætte på Roche-aux-Faucons, selvom Alaphilippe gjorde det forleden, og i en spurt vurderer jeg ham som hurtigst af alle favoritterne. Særligt imponerede han med sin spurt på Tourens 9. etape, hvor han ellers havde kørt solokørsel hele dagen og alligevel var tæt på at vinde, og ved VM viste han sig også - dog kun marginalt - hurtigere end hurtige Kwiatkowski. Samtidig var det godt at se, at Tiesj Benoot ved VM endelig rejste sig med forrygende arbejde for Van Aert, og selvom det nok er usandsynligt, er det muligt, at Sunweb kan sidde med to mand til at kontrollere finalen. Jeg tror, at Hirschi er for svær at sætte og for svær at overspurte, og derfor peger jeg på ham.

Hvorfor peger jeg ikke på Julian Alaphilippe, når nu han var så suveræn forleden? Det skyldes historikken. Det er altid uhyggeligt svært at præstere efter en VM-sejr, der altid giver masser af festivitas. Selv evighedsmaskinen Alejandro Valverde med verdens højeste bundniveau faldt i 2018 igennem i Il Lombardia, og vi skal helt tilbage til Paolo Bettini for at finde en rytter, der var i stand til at bevare formen så godt, at han efter VM-sejr kunne vinde i Lombardiet også.

Forholdene er denne gang dog lidt anderledes. Corona betyder, at der ikke har været store fejringer, og Alaphilippe har utvivlsomt haft lettere ved at holde fokus, som vi så det med Pogacar efter Tour-sejren. Til gengæld er han også en meget emotionel fyr, og det var netop det følelsesmæssige, der fik ham til at droppe Fleche Wallonne. Jeg har en fornemmelse af, at han har været lidt for overvældet af at indfri karrierens største mål til at holde det fokus, det kræver at vinde et monument, og i forvejen er han en skrøbelig fyr, der som bekendt meget hurtigt bliver træt. Jeg frygter lidt, at det går som i San Sebastian sidste år, hvor han faldt igennem efter sin flotte Tour. Hvis til gengæld han stadig har samme niveau som i Imola, vil han med medvind formentlig være så dog, at han atter kan køre alene hjem - og selv på 90% kan han også vinde en spurt. Det er derfor langt fra udelukket, at Alaphilippe tager karrierens næststørste sejr en uge efter den største og gør sig til dobbelt monumentvinder.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Michal Kwiatkowski kom en anelse til kort op Mur de Huy, men som skrevet i optakten forinden var det ikke helt uventet, at den alligevel blev for stejl og eksplosiv til den nu ældre udgave af polakken. Liege passer ham langt bedre og minder om det VM-løb, hvor også han viste stort overskud på sidste stigning. Samtidig er han som bekendt lynhurtig, hvilket han viste i sit knivskarpe opgør mod bronzen, og når man kan overspurte Sagan og Alaphilippe i Sanremo, kan man også overspurte Hirschi og Alaphilippe i Liege.

Udfordringen for Kwiatkowski er, at hans træthed altid kommer meget pludselig. Mange vil huske, hvordan han kørte som en motorcykel hele efteråret i 2018, men fem dage efter en 4. plads ved VM i enkeltstart var der pludselig helt udsolgt i linjeløbet. Kwiatkowski har efterhånden kørt sig hårdt i lang tid, og derfor venter et mindre sammenbrud, som vi kender ham for, formentlig snart. Jeg tror dog ikke, at det kommer søndag, og det er bestemt ikke udelukket, at han spurter sig til sejr i den klassiker, han drømmer allermest om.

Løbets joker er Primoz Roglic. Sloveneren var åbenlyst den svageste af de seks mand, der afgjorde VM-løbet, og det er åbenbart, at han er ved at være træt. Vi så imidlertid også sidste år, at han efter Vuelta-sejren kørte en forfærdelig VM-enkeltstart, men efter en uges hvile knuste han al modstand i de italienske klassikere. Den uges hvile har han netop nu taget sig ved at skippe Fleche Wallonne, og hvis han nu kører lige så stærkt som i Emilia for et år siden, er han et brandgodt bud på en mand, der kan køre alene hjem. Hurtig er han også, men han skal formentlig af med de tre ovennævnte for at spurtsejre. Til gengæld kan han vinde i det ukontrollerbare scenarium, for han er snu til at snige sig væk i finaler, som vi så i Tre Valli Varesine sidste år. Og har han Tom Dumoulin ved sin side, er et Jumbo-overtal ganske sandsynligt, hvilket i den grad øger deres chancer for at stikke af.

Som sagt var Maximilian Schachmann ganske tæt på at vinde sidste år, og det vidner om, at det er helt inden for hans muligheder. Han har en glimrende chance for at slå alle i en spurt, og det helt store spørgsmål er, om han overlever. Ved VM var han ganske tæt på, men sammen med Nibali røg han af i en af de sidste forceringer, men det er bestemt ikke givet, at det sker igen. Han synes i hvert fald stadig relativt frisk, og han traf den nok kloge beslutning at skippe Fleche for at satse på dette løb. Medvinden vil aldrig være til hans fordel, og Bora kommer i en relativt svag formation i lyset af det Lennard Kämna viste forleden, men sidder han med hjem til den spurt, han akkurat glippede sidste år, kan det meget vel betyde, at han fortsætter sin serie af top 5-placeringer i Ardennerne med faktisk at vinde denne gang.

En anden joker er Tadej Pogacar. Vi så i Fleche, at han åbenlyst er ved at være træt, men det vil være dumt at udelukke manden med løbets måske største motor. Dette løb passer bedre til en mand, der først og fremmest er kendt for holdbarhed, end det meget eksplosive Fleche, og ved VM fik vi jo aldrig helt at se, hvad han kunne i kamp mod favoritterne. Han er lidt i samme situation som Roglic i den forstand, at han er hurtig, men langsommere end de andre ovennævnte, og derfor skal han bruge et knaldhårdt blodbad, hvor hans motor og klatreevner kommer til sin ret. Det har han et stærkt hold til at skabe, og medvinden hjælper ham. Pogacar er typen, der burde kunne blive ved i lang tid trods klare træthedstegn. Og så skal man altid passe på, at han ikke laver et af de vilde ridt fra distancen, han i Vueltaen og ved VM har vist en hang til at levere, ligesom han er den snu type, der kan snige sig væk i det ukontrollerbare finalescenarium nede i Liege.

Michael Woods har nu tre år i træk været en af de bedste i dette løb. Efter en 9. plads i 2017 blev han nr. 2 i 2018, og sidste år var han én af kun to, der i første omgang kunne følge Fuglsang på Roche-aux-Faucons. Hans 5. plads fortæller derfor ikke noget om hans reelle styrke, og hans VM i 2018 viste også, at han er uhyggelig stærk i de længste og sværeste endagsløb. Vi så dog ved VM, at den manglende Tour er en ulempe, men heldigvis kan han glæde sig over, at trætheden efterhånden må vende rundt på det forhold. Det er nok tvivlsomt, om det sker nu, men chancerne er større, end de var til VM. Formen så fornem ud i Fleche, men til gengæld har han ikke alle de bedste kort på hånden. Nok er han hurtig, men alle de ovennævnte må regnes som hurtigere, og derfor skal han enten køre alene hjem fra distancen eller snige sig væk i en ukontrollerbar finale.

Tom Dumoulin var meget tæt på at komme med de bedste ved VM, men netop som han næsten havde kontakt, blev der forceret igen. Det vidner om, at han stadig har noget at skyde med, og vi så ved VM i 2018, at en træt Dumoulin med sin store motor ofte gør det godt i lange, opslidende endagsløb, når han har en grand tour i benene. Han følte sig frisk nok til at give Fleche et skud, men da han undervejs følte, at benene ikke rakte til en spurt, trak han stikket for at satse på et løb, der passer ham langt bedre. Han er ikke så hurtig som tidligere og vinder næppe en spurt, men til gengæld er Jumbo holdet, der har størst chance for at sidde i overtal til sidste. Gør de det, skal man i hvert fald ikke give tempokongen Dumoulin bare den mindste mm (de er nu i øvrigt oftest lige store).

Kun et dumt sving er skyld i, at Dan Martin ikke har vundet løbet to gange, og som dobbelt monumentvinder er han da også skabt til disse løb - også selvom han helt sikkert savner den gamle finale. I en flad spurt er han nemlig overmatchet af mine seks største favoritter, og derfor skal han enten køre alene hjem eller snige sig væk mod slutningen. Det er nok mest sidstnævnte, der er realistisk, men dette r bestemt heller ikke umuligt. Efter Dauphiné-styrtet brugte han Touren til at finde formen, og har var faktisk dybt imponerende i Fleche, hvor en dum nedbremsning med 3 km igen kostede den gode position inden Muren, men hvor han til gengæld var uhyggeligt overbevisende med sin flotte spurt, der næsten bragte ham på podiet. Det taler for, at han i hvert fald kører finale, men om det så bliver til sejr, er en anden ting.

Det samme kan vel siges om Richie Porte , men han har den ulempe, at han helt sikkert skal alene hjem og ikke må få én eneste med sig i den ukontrollerbare finale, som er hans vej til sig. Han har nemlig ikke Tour-benene længere, som vi så det ved VM, og derfor kører han ikke bare alene væk. Til gengæld viste han en fin friskhed og først og fremmest den motivation, han ellers altid mister efter Touren, med flot kørsel i Fleche, hvor han gjorde det, han skulle, ved at slide de andre ned i en finale, der var lidt for eksplosiv. Stigningerne her passer ham udmærket, men VM viser også, at der ikke er en garanti for, at han kører finale. Gør han det, er han til gengæld også en mand, der ikke skal have mange meter, hvis han får sneget sig væk nede i Liege - og han har i hvert fald gælde af medvinden, der gør det hårdt.

Læs også

EF-rytter lykkelig efter comeback på kongeetapen

Det var opløftende at se Warren Barguil i Fleche Wallonne, hvor han leverede sin bedste præstation i et ellers skuffende 2020. Helt uventet var det dog slet ikke, for Barguil er typen, der oftest kommer stærkt ud af en grand tour. Selvom han kun sjældent har ramt formen til Ardennerne, har han også smag for de kuperede endagsløb, og i 2016 blev han nr. 6 i dette løb. Han har motoren til distancen, og han har punch til stigningerne. Han er heller ikke helt langsom, men for at vinde skal han sidde med i finalen og snige sig væk. Lige nu synes formen at være god nok til, at førstnævnte er realistisk, og så vil medvinden hjælpe ham med at gøre løbet så hårdt, at det kan blive svært at kontrollere.

Bahrain stiller med et af de stærkeste mandskaber og bringer Damiano Caruso ind efter et Fleche, der ikke gik som ønsket. Italieneren viste ved VM, at hans fremragende afslutning på Touren har givet ham en form, der kan bringe ham langt. Det er klart, at der er nogen usikkerhed om, hvor han står efter en uges pause, for han er en rytter, for hvem der er meget stor forskel på top- og bundniveau. Til gengæld passer løbet ham fint, for han har punch og kan spurte til husbehov. Sammen med Mikel Landa og måske endda Wout Poels kan Bahrain meget vel sidde med flere kort til sidst, og så er Caruso måske den underdog, der får sneget sig væk til sidst.

Rigoberto Uran var træt i sidste del af Touren, og vi så ved VM, at han stadig ikke er frisk. Ringe er han dog ikke, og han kom forleden i Fleche med et stærkt angreb, der satte Woods i scene. Denne gang er hierarkiet på EF utvivlsomt mere åbent, og hvis han har lidt friskhed endnu, er Uran ganske stærk i dette terræn, ligesom han i Lombardiet har vist, at han mestrer distancen. Han er utvivlsomt ikke løbets stærkeste, men sidder EF i overtal til sidst, skal han bestemt ikke afskrives som en mand, der kan smutte væk i den flade finale.

Mod slutningen af Touren var Guillaume Martin åbenlyst træt, men minsandten om ikke han genfandt benene til VM. De lange endagsløb er da også skabt til hans enorme dieselmotor, og han er åbenlyst på et helt andet niveau end sidste år, hvor han blev nr. 19. Man skal altid passe på med friskheden efter en grand tour, men Martin ligner en mand, der faktisk er kommet stærkt ud af Touren. Han skal snige sig væk til sidst for at vinde, men chancerne for, at han kører finale, er gode.

En overraskelse var det at se Daniel Martinez i skyggen af Woods køre så fint i Fleche Wallonne, der ellers ikke passer ham ideelt. Han virkede ellers træt til VM og mod slutningen af Touren, men måske har han genfundet lidt ben. Dette løb passer ham i hvert fald bedre end Fleche, og selvom jeg ikke er overbevist om, at han sidder der i finalen, eksisterer muligheden bestemt. Gør den det, kan EF sidde med hele tre kort, og så ved man aldrig, hvad der kan ske.

Det var vel ikke Jakob Fuglsangs præstation, men snarere Michael Valgren, der gjorde de fleste danskere glade efter VM. Jeg har flere gange givet udtryk for håbet om, at danskeren ligesom sidste år kunne bruge Touren til at få gang i sin gigantiske motor, og noget tyder på, at det går sådan igen i år. En 11. plads i så svært et VM vidner om, at klassen stadig er tårnhøj, og så kan han også være med i Liege. Som udgangspunkt er løbet lidt for svært, og han skal derfor nok ikke have så selektiv en udgave som sidste år, og derfor er medvinden et problem, men bliver det knap så hårdt - eller kan han måske foregribe favoritterne - har han motoren til at køre finale. Og så ved vi jo, at han er kongen, når det handler om i en stor klassiker at snige sig væk, mens favoritterne ser på hinanden.

Mikel Landa er kendt som alt andet end endagsrytter, men han har en stor motor. Derfor sad han med i finalen sidste år, og det kunne han meget vel gøre igen. I hvert fald så han godt ud ved VM, inden hans Fleche blev ødelagt af defekt. Hans udfordring er, at han ligesom Porte med sikkerhed skal alene til stregen, men kan han og Caruso samt måske endda Wout Poels gøre fælles front til sidst, kan han måske udnytte et overtal til at gøre det endnu bedre end sidste år.

Adam Yates er som skabt til dette løb, og derfor er det ikke mærkeligt, at han i 2017 blev nr. 8 og i 2019 nr. 4. Denne gang kommer han imidlertid med en grand tour i benene, og alle, der kender lidt til Yates-brødrene ved, at det med at præstere sidst i og efter en grand tour ikke er deres spidskompetence. Det gik da også galt for Adam ved VM i 2018, selvom han alene havde kørt Vueltaen som hjælper, og derfor er det svært for alvor at tro på ham. Omvendt skippede han både VM og Fleche, og skulle han mod forventning være klar, passer stigningerne ham, og han har også en hæderlig spurt, som dog er overmatchet klart af de tungeste favoritters.

I onsdags viste Benoit Cosnefroy atter, at han har en fantastisk evne til at komme flyvende ud af Touren. Han kører mindst lige så stærkt som sidste år og fik dokumenteret, at han vitterligt er en af verdens bedste puncheurs. Denne udfordring er dog en anden, og man må nok i den grad spørge sig selv, om han har robustheden til så langt og svært et løb. Sidste år fulgte han da også 12. pladsen i Fleche op med en placering som nr. 45 her, og selvom han nok gør det bedre denne gang, kører han næppe finale. Han er dog så stort et talent i denne slags terræn, at man aldrig skal sige aldrig.

Læs også

Pogacar klar til at bryde Alpecins monumentstime

En af VMs positive oplevelser var at se Tiesj Benoot køre fornemt for Van Aert efter en kedelig Tour. Noget tyder på, at han er kommet stærk hjem fra Frankrig, og så ved vi, at hans store motor bringer ham langt i de store klassikere. Ligesom for Valgren gælder, at løbet her er for svært, hvis det bliver lige så selektivt som sidste år, men ender det i en lidt større gruppe, står han slet ikke så ringe. Alle vil nemlig kigge på Hirschi, og hvis planen om, at de begge er kaptajner, ikke fraviges, kan det måske give ham nogen frihed.

Endelig vil jeg pege på Omar Fraile. Siden biluheldet i 2018 har han været en skygge af sig selv, men i Touren var der pludselig hul igennem igen. Han gjorde det også ganske imponerende i Fleche, hvor han trods defekt i den absolutte finale faktisk nåede tilbage for at køre en spurt på Muren. Selvom han er relativt uprøvet i klassikerne, burde hans motor og punch passe fint, og han blev da også nr. 25 i 2017, hvor han sidste fik chancen for at køre for sig selv. Dette løb passer ham langt bedre end Fleches stejle procenter, og så er han jo endda også beriget med en fremragende spurt.

OPDATERING: Mathieu van der Poel gennemfører det vilde projekt at køre Liege dagen efter BinckBank Tour og et mere end 50 km langt soloridt. I forvejen er det et løb, der er på grænsen, hvis det bliver lige så selektivt som sidste år, for vi så hans begrænsninger i Tirreno. Med kraftig medvind tror jeg, at det bliver for hårdt, men afskrives kan han bestemt ikke. Der er i hvert fald ingen, der slår ham i en spurt, og bliver det taktisk, er mulighederne for at komme tilbage gode.

***** Marc Hirschi

**** Julian Alaphilippe, Michal Kwiatkowski

*** Primoz Roglic, Maximilian Schachmann, Mathieu van der Poel, Tadej Pogacar, Michael Woods

** Tom Dumoulin, Dan Martin, Richie Porte, Warren Barguil, Damiano Caruso, Rigoberto Uran, Guillaume Martin, Daniel Martinez, Michael Valgren, Mikel Landa, Adam Yates, Benoit Cosnefroy, Tiesj Benoot, Omar Fraile

* Lennard Kämna, Wout Poels, Valentin Madouas, Alberto Bettiol, Greg van Avermaet, Rui Costa, Tim Wellens, Rudy Molard, Carlos Verona, Jesus Herrada, Simon Geschke, Loic Vliegen, Bob Jungels, Sergio Henao, Jay McCarthy, Jelle Vanendert, Jan Hirt, Jelle Vanendert

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA
 

Danskerne

Michael Valgren burde have gode muligheder for at lave et resultat og er omtalt ovenfor. Efter nedturen i onsdags må Jonas Vingegaard på Jumbo regnes som hjælper for Roglic og Dumoulin, mens Alexander Kamp på Trek skal støtte Porte, og minsandten om Mads Pedersen trods et BinckBank Tour i benene skal det samme. Endelig skal Christopher Juul støtte Yates på Mitchelton.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Jakob Fuglsangs sejr fra 2019, Bob Jungels’ sejr fra 2018, Alejandro Valverdes sejre fra 2017 og 2015, Wout Poels’ sejr fra 2016, Simon Gerrans’ sejr fra 2014 samt Dan Martins sejr fra 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Deceuninck-Quick Step: Det må handle entydigt om Alaphilippe. Bob Jungels får måske samme frihed som for to år siden, men han synes ikke længere at have niveauet, og Mauri Vansevenant og Andrea Bagioli må være rene hjælpere.

Astana Pro Team: Fraile ligner bedste bud. Gorka Izagirre synes at være faldet for meget af på den, og Luis Leon Sanchez er ikke længere klatrestærk nok.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

BORA-hansgrohe: Schachmann må være manden, men Lennard Kämna kan måske også køre finale. Jeg kan nemlig ikke finde ud af, om han sparede sig i Fleche eller er træt efter Touren, som han var det sidste år. Jeg hælder til det sidste. Jay McCarthy klarede sig overraskende godt sidste år, men det skal være meget lidt selektivt, hvis han skal hjem til en spurt.

Mitchelton-Scott: Det handler 100% om Yates, men Nick Schultz kan gøre det hæderligt med den fine kørsel forleden i Fleche.

EF Pro Cycling: Woods er klar nr. 1 med Uran og Martinez som alternativer. Alberto Bettiol imponerede mig stort til VM, men man må antage, at han er ren hjælper, ligesom en træt Neilson Powless er det.

Groupama-FDJ: Valentin Madouas har stadig lidt at skyde med, som vi så i Fleche, men jeg vil blive overrasket, hvis han kører med de bedste her. Rudy Molard er bedre igen efter en skuffende Tour, men jeg ser ham ikke køre med de bedste. Bruno Armirail kan måske komme overraskende langt igen.

Movistar Team: Uden Valverde bliver det svært, men Carlos Verona kan efter en god Tour måske komme langt, selvom han utvivlsomt ikke kan matche de allerbedste.

Arkea-Samsic: Det er alle mand for Barguil.

Bahrain-McLaren: Jeg har nævnt Caruso og Landa ovenfor. Wout Poels gjorde det egentlig hæderligt i Fleche, men efter en svær tid synes han stadig ikke god nok til køre med de bedste. Dylan Teuns synes stadig at være langt fra formen, og Matej Mohoric får det for hårdt.

Lotto Soudal: Kun Tim Wellens kan begå sig, men vi så i Fleche, at han stadig ikke er god nok efter skaden.

Team Jumbo-Visma: Roglic og Dumoulin er de klare kaptajner. Laurens De Plus er stadig for formsvag, og Jonas Vingegaard har desværre ikke ramt formen.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

UAE-Team Emirates: Det handler om Pogacar. Rui Costa og Sergio Henao kan gøre det hæderligt, men er ikke længere gode nok til at køre med de bedste.

Circus-Wanty Gobert: Loic Vliegen imponerede som hjælper til VM og kan gøre det pænt. Vi så i Fleche, at Maurits Lammerink, Fabien Doubey og Jan Bakelants er overmatchede.

Ag2r La Mondiale: Det må handle om Cosnefroy. Får han det for hårdt, kan Alexis Vuillermoz og Clement Champoussin gøre det hæderligt, men ikke være med helt i front. Mathias Frank synes at være faldet sammen.

Cofidis: Martin er bedste bud. Jesus Herrada gjorde det hæderligt i Fleche og passer egentlig til ruten, men han har aldrig været flyvende efter grand tours og er det heller ikke nu.

Trek-Segafredo: Porte er manden. Toms Skujins er også beskyttet, men han bør få det for hårdt - ikke mindst med kraftig medvind.

Team Sunweb: Holdet har mange lovende klatrere, men de er alene hjælpere for HIrschi og Benoot.

INEOS Grenadiers: Det handler om Kwiatkowski. Det er svært at tro på Chris Froome, men skal han levere i Vueltaen, skal han snart vise lidt takter. Ivan Ramiro Sosa passer ikke til løbet og synes formsvag, og det er for hårdt for den ellers spændende Ethan Hayter.

Alpecin-Fenix: Med Van der Poels sene tilmelding handler det om ham, men Louis Vervaeke kan komme halvlangt. Måske kan Kristian Sbaragali og Petr Vakoc gøre det pænt.

CCC Team: Greg van Avermaet er altid kommet lidt til kort, og løbet er på papiret også for hårdt til at køre med de bedste, specielt med kraftig medvind. Simon Geschke gjorde det fornemt i Fleche, men han bør få det for svært til at være med hos de bedste klatrere. Jan Hirt har motoren til at komme langt, men han mangler totalt punch. Alessandro De Marchi vil sikkert køre aggressivt fra distancen.

Bingoal-Wallonie Bruxelles: Jelle Vanendert gjorde det ganske pænt i Fleche, men med sit nuværende niveau kører han ikke med de allerbedste. Den lille klatrer Laurens Huys kan måske gøre det pænt.

Israel Start-Up Nation: Det handler 100% om Martin. Krists Neilands gjorde det godt i Fleche og kan måske også komme langt.

Total Direct Energie: Julien Simon og Jonathan Hivert gjorde det pænt i Fleche, men løbet her er for hårdt.

NTT Pro Cycling: Valgren ligner manden, for Fleche bekræftede, at Enrico Gasparotto ikke længere er god nok. Roman Kreuziger har som bekendt været en skygge af sig selv.

Sport Vlaanderen-Baloise: Fleche bekræftede, at heller ikke Thomas Sprengers klatrer godt nok til at komme bare tæt på finalen.