Løbets rolle og historie

Belgien er inddelt i to store regioner, der som bekendt har endog meget svært ved at enes. De har imidlertid kærligheden til cykelsporten til fælles, og begge områder er vært for nogle af de største cykelløb i verden, herunder to af sportens fem monumenter. Der er dog stor forskel på begivenheder i de to regioner: hvor den flamske cykelkalender domineres af brosten og korte, stejle hellingen, er de vallonske løb typisk karakteriseret af de længere stigninger i Ardennerne.

Den flamske cykelsæson startede på meget spektakulær vis med Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne i den berømte åbningsweekend, og for mange signalerer de to løb den reelle start på landevejssæsonen. Begge løb er helt typiske for Flandern og er store begivenheder på den internationale kalender.

De vallonske højdepunkter i Ardennerne er stadig meget langt væk, og derfor er det ikke overraskende, at starten på sæsonen i den sydlige region er mindre grandios. Den er traditionelt startet onsdagen efter åbningsweekenden med den lille semiklassiker, Le Samyn, der dog nu for fjerde år i træk afvikles allerede tirsdag,

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Løbet afholdes i Vallonien, men det har faktisk en helt perfekt kalenderplacering, idet det mindre langt mere om en flamsk klassiker. Det foregår ikke i Ardennerne, og hovedudfordringerne er vejret, brosten og hellingen, nøjagtigt som det var tilfældet i weekendens løb i Flandern.

Le Samyn blev første gang afviklet som professionelt løb i 1968 og har en lang historie. Det blev først vundet af franskmanden Jose Samyn, og da han døde året efter, fik løbet hans navn. Ikke overraskende har det som et mindre løb på den internationale kalender været domineret af hjemlige ryttere, men i dette årtusinde er det blevet mere internationalt. Frank Høj vandt således i 2000, og siden da har internationale stjerner som Magnus Backstedt, Robbie McEwen, Jimmy Casper, Arnaud Demare og Niki Terpstra været først over stregen.

Le Samyn mangler imidlertid den prestige, der er forbundet med de store løb, og de vigtigste stjerner rejser ofte hjem efter åbningsweekenden for at forberede sig til Paris-Nice og Tirreno-Adriatico. Det åbner vanligvis døren for nogle af hjælperytterne, der kan gå efter et personligt resultat på brostenene, og sammen med Tre Dage i VestFlandern, der traditionelt har været afviklet fra fredag til søndag, men nu desværre er helt forsvundet, har det været en alternativ vej for mange af de unge ryttere og loyale holdkammerater, der ikke er blevet udtaget til de to store etapeløb på WorldTouren. Det er dog ikke altid tilfældet, og sejre til folk som McEwen, Philippe Gilbert, Demare og Terpstra viser, at nogle af de store navne af og til møder op. Det var i særlig grad tilfældet i 2018, hvor Quick-Step mødte op med alle deres tre brostenskaptajner, Terpstra, Gilbert og Zdenek Stybar, og i år har løbet lavet et mindre kup ved at sikre sig deltagelse af den løbshungrende Mathieu van der Poel, der som bekendt ikke fik lov at køre meget i Mellemøsten.

I 2016 blev man en del af den nye Napolen Games Cycling Cup, der er en serie af belgiske 1.1-løb, som er gået sammen om at skabe et samlet klassement og en fælles platform for international og national tv-dækning, og som nu kendes under navnet Bingoal Cycling Cup. Sidste år var løbet kortvarigt ude af serien, men i år skyder det igen festlighederne i gang. Samtidig har man været i overlevelseskamp, da det i 2017 viste sig, at kassereren havde taget af kassen, og det var kun ved hjælpe af de lokale myndigheder, at det lykkedes at afholde 2017-udgaven som planlagt. De problemer skulle nu høre fortiden til, og arrangørerne befinder sig atter i smult vande

Løbet har ofte været domineret af sprintere, men som ethvert løb i Flandern kan vejret ændre begivenhederne radikalt, og sammen med en ny, hårdere rute har det gjort de seneste fem udgaver til brutale udskilningsløb. Det var særlig tilfældet i 2018, men også sidste år blev der kørt episk cykelløb. Efter et hårdt udskilningsløb var der kun 10 mand tilbage, og efter en serie angreb endte det alligevel med, at de skulle spurte om sejren. Her viste Hugo Hofstetter sig hurtigst, da han lidt overraskende slog blandt andre Giacomo Nizzolo, som endte helt nede som nr. 6, mens Aime de Gendt og David Dekker fuldendte podiet. Hofstetter vender tilbage for at forsvare titlen, og han er igen oppe mod De Gendt, men der bliver ingen Dekker, da hans Jumbo-hold ikke deltager.

Ruten

Le Samyn har traditionelt været en typisk belgisk klassiker med masser af vind, smalle veje, korte stigninger og lidt brosten. Det har vanligvis været et løb for stærke og kraftfulde sprintere, der har afgjort løbet i en hård spurt på den stigende opløbsstrækning. Derfor var løbet i mange år kendt som lidt af et sprinterløb.

I 2015 fik sprinterne det imidlertid meget vanskeligere end vanligt. Efter adskillige år med det samme format lavede arrangørerne en markant ændring af den afsluttende rundstrækning for herved at inkludere flere brosten, herunder en meget svær sektor på 700 m bare 2 km fra stregen. Det gjorde løbet langt mere selektivt, og Etixx-QuickStep skabte med en voldsom acceleration på dette vanskelige stykke en lille gruppe, der afgjorde løbet i en spurt.

I 2016 gjorde arrangørerne løbet endnu hårdere, da man fandt en ny pavé med en sværhedsgrad på 3 stjerner - den højest opnåelige - og føjede den til rundstrækningen. Den indledende del af løbet var uforandret, men man forsøgte igen at gøre løbet endnu mere selektivt. I lyset af Terpstras solosejr og det gradvise udskilningsløb må det i den grad siges at være lykkedes, selvom hovedårsagen til det selektive udfald naturligvis var det elendige vejr. I 2017 brugte man præcis samme rute, og i 2018 var der kun tale om mindre modifikationer. I 2019 gjorde man så igen løbet vanskeligere ved på rundstrækningen af erstatte den første, meget lette 1 km lange pavé er af den langt sværere 300 m lange brostensbakke, Cote des Nonettes, der endda nu kom tættere på mål end den gamle pavé. Den rute genbrugtes i alt væsentligt i 2020, men denne gang droppede man den gamle lange og let stigende opløbsstrækning til fordel for en teknisk rundtur inde i byen.

I alle nylige udgaver blev løbet meget selektivt, og derfor ville det være næsten kriminelt at ændre ved løbets nye, underholdende karakter. Det er heller ikke sket, men små ændringer er der sket. Den indledende strækning er som altid justeret ganske lidt - dog helt uden betydning - og rundstrækningen er også tilrettet en anelse. Rundturen inde i byen er ændret lidt, så rundstrækningen forkortes med i alt 300 m, men den væsentlige ændring er, at målstregen er flyttet længere ned ad vejen. Det betyder, at der nu er længere fra finalepavéen, inden man krydser stregen, nemlig ekstra 1400 m.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

I alt skal der tilbagelægges 205,4 km, hvilket er en anelse længere end de foregående år. Begivenhederne starter i Quaregnon og slutter helt som sædvanligt i Dour. Det kan inddeles i to dele. De første 102,7 km består af en rundtur i området nord for Dour. Efter en flad indledning, hvor man kører mod nordvest og nord, når man op til en lille rundstrækning, hvor rytterne tidligere har ramt mere kuperet terræn. Det gjorde man imidlertid ikke sidste år, hvor rundstrækningen blev forkortet, og man skippede de fire småstigninger, der plejede at være. Det gør man også i år. I stedet er det derfor stort set fladt, inden man følger samme vej tilbage til Quaregnon, som blev benyttet tidligere. Herfra fortsætter man videre mod syd, inden man kører mod vest frem til rundstrækningen.

Den rammes efter 102,7 km, og herefter kører man næsten en hel omgang, nemlig i alt 23,5 km af de 26,6 km, hvilket betyder, at man får alle vanskelighederne med, inden stregen krydses for første gang efter 126,2 km. Derefter afsluttes løbet med tre fulde omgange på 26,6 km, og det betyder, at rundstrækningens udfordringer alle passeres i alt fire gange. Rundstrækningen er som sagt forkortet en anelse med en modificeret finale, men stort set uforandret.

Rundstrækningen inkluderer tre flade brostensstykker og to hellingen, hvoraf Cote des Nonettes blev føjet til i 2019. Da det indledende brostensstykke fra tidligere år skippes, er den første udfordring det 1600 m lange brostensstykke Rue du vert Pignon (1600 m), der kun har én stjerne, og som rammes efter 3,1 km. Efter yderligere 7,2 km skal man over den brostensbelagte Cote de la Roquette (400 m, 3,0%), der i alt byder på 600 m brosten med en sværhedsgrad på to ud af tre stjerner, men som er jævn og aldrig stejl. Den kommer med 16,3 km til mål og leder frem til den 500 m lange trestjernede pavé Chemin de Wiheries, der gjorde debut i 2016 og er placeret med 15,2 km til stregen.

Derefter afviger man fra den gamle rundstrækning, når man for tredje år i træk skipper den gamle bakke Cote d’Audregnies og i stedet kaster sig ud i den brostensbelagte Cote des Nonettes (300 m, 3,4%), der har fået tre stjerner og kommer med 10,3 km igen. Bare 1100 m senere når man toppen af den nye asfaltbakke Cote du Calvaire (600 m, 3,6%), inden man igen rammer den velkendte rute fra tiden før 2019.

Med 4,7 km igen rammer man den sidste 700 m lange trestjernede brostensstrækning Rue de Belle Bue, der stiger svagt og spillede en helt afgørende rolle i at splitte løbet, da den første gang blev anvendt i 2015, og altid er helt afgørende. Nu er finalen så ændret, når man drejer til højre ind på den gamle, let stigende opløbsstrækning, og herfra stiger det let resten af vejen, den sidste kilometer med 1,3% i snit. Inde i byen tager man tre skarpe sving i rap i en lille rundtur, inden man kommer tilbage på den let stigende vej, som følges over en lille kilometer helt uden sving - en strækning, der som sagt er længere end sidste år.

Løbet byder på i alt 1438 højdemeter, hvilket er ca. 50 flere end i 2020 og ca. 50 færre end i 2019.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Vejret

Alle, der oplevede de seneste fem episke udgaver af løbet, vil skæve nervøst til vejrudsigten, men de kan glæde sig over, at betingelserne denne gang er helt, helt anderledes. Det tidlige forårsvejr fortsætter i Belgien nemlig det meste af ugen, og tirsdag bliver slet og ret fantastisk smuk. Solen vil skinne fra en skyfri himmel, og man vil nå helt uhørt høje temperaturer på 16 grader. Samtidig vil det være næsten vindstille med bare en svag vind fra syd (8 km/t), hvilket indledningsvist primært giver medvind, inden man får hovedsageligt modvind ned til rundstrækningen. Her vil der efter lidt modvind være sidevind, inden man får hovedsagelig medvind frem til afslutningen af sidste brostensstykke. Derfra vil der stort set være sidemodvind resten af vejen.

Favoritterne

Le Samyn var i mange år kendt som en sprinterløb, men arrangørernes ønske om at gøre løbet hårdere og mere selektivt synes at have båret frugt. Beslutningen om at lægge to svære brostensstykker ind på den afsluttende rundstrækning har betydet, at ingen af de seks seneste udgaver af løbet er end i den traditionelle massespurt. I 2015 lykkedes det Etixx-QuickStep at forhindre en spurtafgørelse ved at splitte feltet på den allersidste pavé, og i de seneste fem år har vanskelige vejrforhold betydet, at løbet er endt som et brutalt udskilningsløb.

De seks seneste udgaver af løbet viser klart, at de dage, hvor løbet med statsgaranti er for sprinterne, definitivt er ovre. De sidste fem års meget specielle løb var naturligvis i høj grad bestemt af vejret, men allerede i 2015, hvor alt tydede på en spurt med bare få kilometer til mål, så vi, at det sene brostensstykke kan bruges til at skabe udskilning. Siden dengang er rundstrækningen bare blevet gjort hårdere gang på gang, senest med inklusionen af Nonettes-stigningen i 2019, og sidste år gjorde man gjort det lange, lige indløb til mål, langt mere teknisk, hvormed en enlig rytter skulle have en større chance for at holde hjem efter et angreb på de sidste brosten. I år har man så måske gjort det lidt lettere at få en form for samling ved at øge afstanden til mål fra både brosten og den tekniske del, og samtidig skulle det sidste brostensstykke være blevet renoveret og i bedre stand end tidligere. Spurtstyrke er stadig en vigtig egenskab, hvis man vil høre til blandt favoritterne i dette løb - det var trods alt en mindre gruppe, der har spurtet om sejren de to seneste år - men en ren sprinter, der skal fragtes let til mål, har ikke længere nogen synderlig chance i Le Samyn.

Det store spørgsmål er naturligvis, om 2021-udgaven kommer til at minde mest om den mindre selektive 2015-udgave, hvor den afgørende udskilning først blev etableret i allersidste øjeblik, eller om vi får et brutalt udskilningsløb, som vi så i de følgende fem år. Det bliver naturligvis i høj grad bestemt af vejret, og i år er betingelserne for første gang siden formatændringen utroligt smukke og noget helt andet end især den iskolde 2018-udgave eller tre af de øvrige udgaver, der var præget af kraftig regn. Vejret er så smukt, at det lige så godt kunne være midten af april med, med uhørt høje temperaturer og en vind, der er så svag, at den reelt er uden betydning.

Det gør det hele meget uforudsigeligt. Reelt set skal ruten regnes som helt ny, for vi aner ikke, hvor hård den er i så godt vejr. Det er klart, at det bliver betydeligt vanskeligere at lave udskilning, og nu bliver i hvert fald det indledende stykke frem til rundstrækningen bare en smuk cykeltur, når engang udbruddet er etableret. Forskellene skal så forsøgt etableret inde på rundstrækningen, og her er man nødt til at starte tidligt, hvis det skal lykkes. I forhold til 2015-udgaven er finalen dog noget hårdere, særligt med tilføjelsen af Cote des Nonettes. Ved at fjerne en tidlig, let og flad pavé med en sen brostensbakke er finalen trods alt vanskeligere. Det ændrer også løbets karakter en anelse, for hvor det tidligere primært var de flade pavéer, særligt den sidste, der var vanskelige, har vi altså også nu en brostensstigning, der måske ikke er Koppenberg eller Muur van Geraardsbergen, men dog vil give løbet et twist af Flandern Rundt og ikke kun Paris-Roubaix.

Det gode vejr betyder, at der er sprintere, der lugter blod, og det er bestemt ikke usandsynligt, at vi får en form for reduceret massespurt denne gang. Naturligvis er det helt afgørende element Mathieu van der Poel, der på sit Alpecin-hold ganske vist har to sprintere i Tim Merlier og Jasper Philipsen, men som utvivlsomt har brug for at teste formen inden Strade Bianche. Så sent som i går så vi igen, at han ikke kan holde benene i ro, og vi skal næppe have kørt længe på rundstrækningen, inden han åbner løbet med et af sine vilde angreb fra distancen.

Er der så nogen, der vil lege med? Som altid er Deceuninck nøgleholdet, da de igen kommer med den stærkeste besætning. De har ganske vist Alvaro Hodeg til en spurt, men han er et sats i et løb, der trods alt ikke er helt let. Den tidligere vinder Florian Senechal elsker dette løb så meget, at han som den eneste af holdets brostensstjerner deltager år efter år, og jeg tror faktisk hellere, at Deceuninck vil have et hårdt løb, hvor de kan forsøge at fange Van der Poel i en undertalssituation, end de vil gamble på, at Hodeg overlever til en stigende spurt, der heller ikke passer ham ideelt. Problemet er naturligvis, hvis de får for mange blylodder på slæb - Sep Vanmarcke vil måske beskytte den forsvarende vinder Hugo Hofstetter - men da den formstærke John Degenkolb utvivlsomt hellere vil spurte i en lille gruppe efter en hård dag end køre en massespurt, er Lotto også en sandsynlig allieret. Bingoal vil utvivlsomt gerne spurte, og Intermarché har også en hurtig Danny van Poppel, men der er heller ingen tvivl om, at sidste års nr. 2, Aime de Gendt, har løbet som så stort et mål, at han gerne vil køre sin chance.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

På den baggrund kniber det lidt med at finde hold, der vil skabe samling. Det betyder dog ikke, at vi ikke kan få en spurt - ruten er trods alt let og vejret godt, så forskelle kan være svære at gøre - men jeg ser for få hold, der virkelig vil spurte. Med Van der Poel som den store drivkraft til at splitte løbet tror jeg på et relativt hårdt løb med en mindre gruppe, der skal afgøre det til sidst, men historisk har relativt tunge folk godt kunnet være med på denne rute. Sidste år vandt Hofstetter trods alt en spurt efter en ganske selektiv udgave, og mange sprintere er således i spil, selvom vi ikke får en klassisk spurt.

Det er dog svært ikke at have Mathieu van der Poel som favorit. Hollænderen har kørt som en motorcykel i begge sine to løb i år, og han synes at være lige så flyvende, som han var sidste efterår. Der er ikke skyggen af tvivl om, at han vil være løbets stærkeste rytter, og vi kender ham godt nok til at vide, at han vil starte tidligt. Spørgsmålet er så bare, om ruten er hård nok til, at han kan køre enten alene eller forhindre sprinterne i at komme til fadet.

Som sagt tror jeg, at han kan finde sine allierede, men han skal passe på med ikke igen at handle for overilet. Som jeg skrev i min analyse i går, kunne han sikkert have vundet i Kuurne, hvis ikke han havde spillet for meget med musklerne, og vi har alt for ofte set, at han handler hovedløst tidligt i løbet. Det så vi i Amstel Gold Race, selvom han reddede det hele med sit vanvidsridt til sidst, og det flotte soloridt i BinckBank Tour var også helt unødvendigt tidligt og var meget tæt på at ende galt. Til gengæld kan Van der Poel også gøre det færdigt i en spurt mod snart sagt hvem som helst. Dertil er den let stigende opløbsstrækning perfekt, og vi så senest i UAE Tour hans hurtighed efter et hårdt løb. Den store udfordring for Van der Poel bliver at spare på kræfterne, men samtidig gøre det hårdt for de hurtigste, og heldigvis har han denne gang et hold, hvor han ikke nødvendigvis isoleres til sidst, da Tim Merlier, Jasper Philipsen, Dries de Bondt og Jonas Rickaert alle kan komme langt. Derfor tror jeg, at stærkeste mand vinder trods det gode vejr.

Hans værste rival kan være Florian Senechal. Franskmanden elsker som sagt løbet, der var rammen om hans første professionelle sejr, og med placereringer som nr. 1 i 2019, nr. 3 i 2016, nr. 4 i 2017 og nr. 5 i 2020 har han en skræmmende historik. Desværre skuffede han slemt i Omloop - også sig selv - og det tyder ikke på, at formen er i top. I dette relativt lette løb bliver den Senechal, der i 2020 lignede en af de allerstærkeste i Gent-Wevelgem og Flandern Rundt, dog nok kunne sidde med alle andre end i hvert fald Van der Poel, og Deceuninck har som altid det stærkeste hold. Den let stigende spurt passer også Senechal fremragende, og han vil have en fin chance for også at slå Van der Poel. Også i en massespurt vil han være en af favoritterne, hvis ikke Hodeg har overlevet og er så frisk, at der skal spurtes for colombianeren.

Efter løbet i Kuurne må man også have store forventninger til John Degenkolb. Siden efteråret har tyskeren igen lignet sig selv på brostenene, og faktisk kan man argumentere for, at han aldrig har virket stærkere på de flamske hellingen. Dette løb passer ham endda endnu bedre, da hans spidskompetence er de flade pavéer, hvor han i gamle dage var ganske uhyggelig, og hans form i Kuurne så sublim ud. Det stigende opløb passer ham også, mens hans spurter de seneste år har været så bekymrende, at han sagtens kan blive slået af både Van der Poel og Senechal. Heldigvis er det ofte positioneringen, der koster ham, som vi senest så det i Kuurne, men den bliver ikke så afgørende, hvis ikke han skal slås i en massespurt, hvor et svagt hold gør det svært. I det hele taget er holdet en udfordring, men skal Degenkolb til slut spurte om sejren i en lille gruppe, står han med gode chancer for at vinde. Lotto har også Gerben Thijssen om backup til en spurt, men jeg er ikke sikker på, at han kommer med hjem, og jeg vil også tro, at de i en stigende finale prioriterer Degenkolb, hvis ikke han har brændt sig af forinden. Også Brent van Moer kan måske komme lidt langt, men ikke vinde.

Man må også pege på Jasper Philipsen. Belgieren imponerede mig i 2020 flere gange med en fornyet holdbarhed, ikke mindst med etapesejren på en meget kuperet dag i Vueltaen. I topform burde han sagtens kunne klare dette løb, men desværre melder han, at han stadig mangler noget. Det gode vejr bringer ham dog i spil, og sidder han der til sidst, enten i en massespurt eller en lille gruppe, vil Van der Poel formentlig også køre for ham. Han er god i stigende spurter, som Vuelta-etapesejren viste, og med det gode vejr står han ikke med dårlige kort på hånden. Alpecin har også Tim Merlier, der er mindre holdbar, men som efter et godt Kuurne har en fair chance for at være med på denne rute, hvor bakkerne ikke er for væsentlige. Om der i en spurt køres for ham eller Philipsen, vil formentlig afhænge af friskheden, men jeg tror, at den stigende finale giver Philipsen overhånden. Merlier viste dog med sejren i Bruxelles, at han sagtens kan vinde en stigende spurt i meget skrapt selskab, og derfor har Alpecin hele tre gode vinderkandidater. Egentlig kunne Dries de Bondt og Jonas Rickaert også lave et resultat, men det bliver svært med hele tre kaptajner.

Deceuninck har som altid flere kort at spille. Jannik Steimle skuffede i Kuurne, men i dette lettere løb burde han være i spil. Ruten passer godt til brostenstalentet, der på omtalte 15. etape i Vueltaen, som han uden fejl i spurten måske kunne have vundet, viste sin hurtighed i stigende finaler. Formentlig kører de en spurt for Senechal eller Hodeg, men det er bestemt ikke utænkeligt, at Steimle kan vise sig mere frisk, hvis Senechal har været i offensiven undervejs. Dertil kommer, at han med sine tempoevner kan udnytte et overtal til at køre alene. Som sagt har Deceuninck også en rigtig sprinter i Alvaro Hodeg, og selvom en stigende spurt ikke er hans favorit, vil han med det gode vejr have en fair chance i en massespurt, særligt fordi toget er det bedste. Efter kørslen i Kuurne er hurtige Bert van Lerberghe også i spil, men han er lidt for langt nede i spurthierarkiet. Tim Declercq har tidligere med sin råstyrke været tæt på at vinde dette løb, hvor han altid kører finale, men i det gode vejr bliver det svært denne gang. Mark Cavendish må på denne rute være ren hjælper.

Det gav et lettelsens suk at se Danny van Poppel køre så fint i Kuurne. Det viser, at den svingende hollænder ikke er nede i et dybt hul denne gang, og når han er i form, er han faktisk ganske holdbar. Det har vi set med de flotte sejre i Binche og Vallonien, og den stigende spurt passer perfekt til manden, der i Vueltaen i 2018 blev nr. 3 bag Alejandro Valverde og Peter Sagan i en meget hårdere puncheurfinale. Van Poppel er ikke den mest holdbare, men med det gode vejr har han en fair chance for at være med, og så kan slå de fleste i en spurt. Intermarché har også Andrea Pasqualon, der ligeledes vil elske den let stigende finale, og som er mere holdbar end Van Poppel, men han led i Kuurne lidt under styrtet i Omloop. Løbet passer ham dog glimrende. Aime de Gendt, der blev nr. 2 i både 2019 og 2020 og virkede stærk i Omloop, vil utvivlsomt være en af de stærkeste, men i år er det gode vejr en ulempe, og der er for mange hurtige folk at skulle slå på stregen. Også Taco van der Hoorn har formen til et godt løb, men ikke farten til at vinde.

En oplevelse i åbningsweekenden var det at se Sep Vanmarcke være så flyvende. Belgieren var en af de absolut stærkeste i Omloop, og det bør han også være i dette løb. Problemet er bare, at det gode vejr kan ødelægge festen, men heldigvis for ham vil Van der Poel derudad. Vanmarcke viste senest med 3. pladsen i Omloop, at han altså er ganske hurtig, og i et stigende opløb står han slet ikke ringe. Det er klart, at andre er hurtigere, men Vanmarcke kan enten køre alene fra en lille gruppe eller i en spurt udnytte trætheden, som Hofstetter gjorde det sidste år - særligt hvis Van der Poel igen har angrebet for tidligt. Holdet har også sidste års vinder Hugo Hofstetter, der viste fin form i Kuurne, men med så mange hurtige afsluttere har jeg lidt svært ved at se ham vinde løbet, selvom han er et godt top 10-bud. Rudy Barbier var overraskende holdbar i Kuurne og er i spil til en decideret massespurt, men med Hofstetter som forsvarende vinder regner jeg med, at der køres for sidstnævnte. Tom van Asbroeck og Jenthe Biermans gjorde det fornemt i weekenden, men trods farten fra især førstnævnte får han svært ved at vinde mod hurtigere folk, når vejret er godt, og det samme gælder for Guillaume Boivin, der eller også vil kunne lide løbet.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Løbets joker kan være Olav Kooij, der her er tilbage på Jumbos udviklingshold. Han overraskede stort med sit angreb i Omloop, og selvom man ikke skal regne med at se ham køre med Van der Poel, betyder det gode vejr, at chancen for en massespurt er så god, at Kooij er i spil. Allerede sidste år vandt han som 18-årig et professionelt løb, og meldingen er, at han har udviklet sig kolossalt over vinteren. Som et af sportens mest lysende sprintertalenter er han i spil, hvis en større gruppe skal spurte til sidst, selvom vi stadig skal forstå, hvor hurtig han er på stigende vej, ligesom han lider under et urutineret hold til positionskampen. Hos Jumbo har Mick van Dijke, Rick Pluimers og formstærke Finn Fisher-Black også vist lovende evner, men et topresultat kan kun Kooij levere.

Det gode vejr bringer også Timothy Dupont i spil. Han imponerede ikke i Kuurne, men han har før i belgiske endagsløb vist fin holdbarhed. Samles det til en spurt vil han med sin sejr i Besseges regnes som et af de bedre bud, selvom der på papiret er hurtigere folk. Det var der bare også i Besseges, og da han har det fint med et stigende opløb, har han muligheder. Bingoal har også Stanislaw Aniolkowski som alternativ, men i det gode vejr er det svært at se et felt, hvor han skulle få chancen, og det samme gælder for Milan Menten , selvom denne kørte en god spurt i Besseges.

Arkea har en stærk kandidat i Amaury Capiot, der særligt i BinckBank Tour har vist, at han mestrer denne slags løb. Han kørte en pæn åbningsweekend, og selvom han ikke synes i topform, kan han være med både i et hårdt løb og i en massespurt. For at vinde skal han dog nok satse på sidstnævnte scenarium. Som alternativ har franskmændene Clement Russo, der var så uheldig søndag, hvor han styrtede ud af den stærke favoritgruppe. Han har vundet Vuelta a la Madrid på sin hurtighed, og dermed passer han godt til den hårde udgave af løbet, hvis han kan bekræfte tendenserne fra forleden.

Det er også lidt svært at vide, hvad man skal mene om Marc Sarreau. Der er ingen tvivl om, at han i en spurt er en af de allerhurtigste, men han har ikke været overbevisende i sæsonstarten, hvor han senest udgik i Kuurne. Han er derfor næppe i spil til et hårdere løb, men i en massespurt må han regnes som kandidat, selvom han meget vel igen kan komme til kort i positionskampen. Til et hårdere løb har Ag2r den hurtige Damien Touzé, der var i form i Omloop og er god i en stigende spurt, men formentlig mangler farten til at vinde. Også den meget lovende Stan Dewulf burde elske dette løb og kan viser sig som holdets stærkeste, men trods en pæn fart vinder han ikke en spurt. Alexis Gougeard er stærk og relativt formstærk, men uden spurtstyrke vinder han ikke.

Cofidis ser også muligheder med Piet Allegaert og Jempy Drucker. Særligt sidstnævnte var i efteråret uhyre stærk i disse løb. Lige nu har han åbenlyst slet ikke samme form, men i dette lidt lettere løb bør han være en af de bedre. Han er også lynhurtig, men han kan være oppe mod hurtigere folk. Allegaert er også relativt holdbar og er formentlig manden til en spurt, men han mangler farten til at slå de bedste. Holdet har også en mere klassisk sprinter i Szymon Sajnok, men da han kørte spurter for Allegaert i Provence, vil det samme nok gælde her. Jelle Wallays er stærk, men uden spurtstyrke vinder han ikke, og formen synes slet heller ikke i top.

Uno-X imponerede i weekenden med særligt Erik Resell, der kørte med de bedste, og Markus Hoelgaard, der var med i Mads Pedersens gruppe, men det er svært at se dem vinde. Et absolut topresultat kan holdet til gengæld få i en massespurt, hvor Kristoffer Halvorsen efter sit katastrofale 2020 kørte ganske flot i søndags og synes i form. Det er klart, at han ikke har kørt en massespurt siden 2019, men i dette felt burde han være at regne som en af de hurtigste.

Delko stiller med Eduard Grosu, der faktisk ligner en ret god kandidat til denne let stigende spurt. Det kræver dog en ganske let løb, for han har aldrig vist noget på brosten, og han har selv indrømmet, at han er et stykke fra formen. Pierre Barbier har gjort det bedre i år og er også lynhurtig, men han synes ikke robust nok til dette løb. Det ligger langt bedre til August Jensen, men som den langsomste af de tre får han svært ved at vinde.

Qhubeka kommer med Dimitri Claeys, der med sin imponerende kørsel på Bosberg i lørdags bekræftede takterne, der gav en 5. plads i Flandern. Han synes at være klar til at køre finale, men selvom han har vundet en massespurt i Vallonien for mange år siden, er han næppe hurtig nok i dag. Til en spurt har holdet Carlos Barbero , der ikke er nogen stor brostensrytter, men vil kunne lide den stigende opløbsstrækning. Egentlig har de også Reinardt van Rensburg, men han meldes at agere hjælper i sin sæsondebut. Victor Campenaerts vil være offensiv, men kan ikke vinde et løb som dette.

Total Direct Energie har den tidligere vinder Niki Terpstra, men han synes ikke rigtigt konkurrencedygtig længere. Damien Gaudin elsker jo brostensløb, men det er mange år siden, at han har vist det store, og det halter også for Adrien Petit, der ellers før har gjort det godt i denne slags løb. Chris Lawless synes formsvag, så bedste chance er nok en spurt, hvor Lorrenzo Manzin nok får svært ved at vinde, men med et relativt solidt lead-out og god form sagtens kan lave et godt resultat.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Det er svært at se de øvrige hold blande sig. B&B kan køre en spurt med Luca Mozzato, men han vinder næppe i sæsondebuten, og Frederik Backaert synes ikke længere at være god nok til det hårde løb. Rally har nogle stærke folk i talentfulde Magnus Sheffield, der er uden erfaring i disse løb, Joey Rosskopf, Nickolas Zukowski og Stephen Bassett, men ingen af dem kører finale, og Colin Joyce er ikke hurtig nok til en spurt. Sport Vlaanderen skal sætte deres lid til Cedric Beullens, Jordi Warlop eller Kenneth van Rooy, men ingen laver et absolut topresultat, selvom særligt de to førstnævnte var gode i Omloop.

Hos kontinentalholdene er det udover Kooij særligt brølstærke Piotr Haik og Martijn Budding, der er spændende, men selvom de begge kan spurte, er det svært at se dem vinde, ligesom brølstærke Jan Willem van Schip næppe gøre det. Canyon har den hurtige og solide Rory Townsend, der før har overrasket positivt, og Matthew Bostock til en spurt. DSMs udviklingshold vil prøve at spurte med Casper van Uden eller Marius Mayrhofer , som Tarteletto vil gøre det med Enzo Wouters eller Alfdan de Decker og FDJs udviklingshold med Rait Ärm. SEG sætter nok primært deres lidt til stærke Daan Hoole, som Leopard gør det med Jarno Mobach. Generelt er kontinentalholdene dog dårligt stillet, da der er tale for sæsondebut for dem alle, og derfor har de det traditionelt svært i dette løb.

***** Mathieu van der Poel

**** Florian Senechal, John Degenkolb

*** Jasper Philipsen, Tim Merlier, Jannik Steimle, Danny van Poppel, Sep Vanmarcke

** Hugo Hofstetter, Alvaro Hodeg, Olav Kooij, Timothy Dupont, Amaury Capiot, Andrea Pasqualon, Marc Sarreau, Jempy Drucker, Rudy Barbier, Kristoffer Halvorsen, Eduard Grosu, Aime de Gendt, Dimitri Claeys

* Gerben Thijssen, Lorrenzo Manzin, Carls Barbero, Pierre Barbier, Damien Touzé, Piet Allegaert, Clement Russo, Stan Dewulf, Bert van Lerberghe, Tim Declercq, Tom van Asbroeck, Jenthe Biermans, Luca Mozzato, Stanislaw Aniolkowski, Szymon Sajnok, Erik Resell, Markus Hoelgaard, August Jensen, Piotr Havik, Martijn Budding

Danskerne

Andreas Stokbro skal på Qhubeka primært støtte Dimitri Claeys og Carlos Barbero. Selv er han hurtig, men meldingerne indikerer, at Barbero skal spurte for holdet.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Hugo Hofstetters sejr fra 2020, Florian Senechals sejr fra 2019, Niki Terpstras sejre fra 2018 og 2016, Guillaume Van Keirsbulcks sejr fra 2017 og Kris Boeckmans’ sejr fra 2015.