Løbets rolle og historie

Selvom de fleste professionelle cykelryttere allerede har mange løbskilometer i benene og har gjort god brug af de varme og solrige betingelser i egne som Australien, Argentina, Mellemøsten, Algarve, Andalusien og den franske Cote d’Azur, har mange cykelfans stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været hen over de belgiske brosten for første gang i Omloop Het Nieuwsblad. Selvom en sejr i disse tidlige løb altid er et velkomment boost til selvtillid, er det først lørdag, at de stærke drenge er under pres for for første gang at præstere i et stort løb, når Omloop indleder den belgiske klassikersæson, en helt unik del af den internationale kalender.

Situationen er lidt anderledes for sprinterne. For de hurtigere folk er kvantiteten af sejre ofte næsten lige så vigtig som kvaliteten, og derfor er mange af dem meget ivrige efter at tage de første sejre i løb, der for andre mere har karakter af forberedelse. Ikke desto mindre er det ofte den belgiske by Kuurne, der er rammen om det første store slag mellem de hurtigste mænd på to hjul - i hvert fald de mere hårdføre af slagsen

Den belgiske åbningsweekend er en alsidig affære, der har lidt for enhver smag, og kombinationen med Omloop er helt perfekt, da den på den ene side appellerer til de samme ryttere, men samtidig giver forskellige typer mulighed for at brillere. Selvom begge løb byder på brosten og hellingen, og mange ryttere har vundet begge, er lørdagens løb et for de sande brostensspecialister, mens søndagens slag i Kuurne i højere grad er et sprinterløb. Selvom en stor del af feltet går igen begge dage, er der derfor en vis forskel på de to felter. Mange hold henter hurtige afsluttere ind til søndagens løb, mens mange af klassikerspecialisterne først tager en beslutning lørdag aften, om de føler sig klar til også at køre søndag.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Det er ikke noget under, at mange hold gemmer deres sprintere til Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Da løb som Omloop, E3 Harelbeke, Flandern Rundt og Paris-Roubaix ofte er for hårde for dem, har de ikke mange muligheder for at få en stor klassiker på cv’et. Milano-Sanremo, Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem giver muligheder senere på sæsonen, men de eneste rigtige sprinterklassikere er Scheldeprijs, Driedaagse De Panne-Koksijde og søndagens løb i Kuurne.

Det gør Kuurne-Bruxelles-Kuurne til en meget prestigiøs sag, der traditionelt har været et mål for de fleste af de hurtige folk, som de simpelthen må have på deres sejrsliste. Det er derfor ikke mærkeligt, at mange holder sig væk fra lørdagens løb for at være 100% klar til søndagens opgør, og mange lead-out-ryttere gør det samme, hvilket giver anledning til en vis udskiftning på startlisten.

Der er imidlertid ingen garantier i Kuurne. Mens det er indlysende, at en ren sprinter aldrig vinder de hårdeste belgiske klassikere, og det næsten er sikkert, at Scheldeprijs skal afgøres i en massespurt, kan man aldrig vide, hvad der sker i Kuurne. Løbet er bestemt ikke fladt og inkluderer flere af de berømte hellingen - endda den berygtede Oude Kwaremont findes på ruten - og de giver klassikerrytterne en chance for at gøre en forskel. Den griber de ofte med begge hænder, men da løbet slutter med en lang, flad strækning, har sprinterholdene god tid til at forsøge at skabe samling. Hvis vejret er skidt, viser historien imidlertid, at de stærke folk har en chance for at vinde i Kuurne. Det var således tilfældet i 2020, 2019, 2017, 2016, 2014 og 2010, hvor Bobbie Traksel vandt en mindeværdig udgave i rædselsfuldt vejr med kun 25 fuldførende ryttere. Sidste år gjorde man endda ruten endnu vanskeligere i et forsøg på at ændre løbets ry som et sprinterløb.

Meget af løbets prestige stammer fra dets lange historie. Det blev første gang afviklet i 1945 og er siden kun aflyst tre gange, hver gang på grund af dårligt februarvejr. Som det er tilfældet for mange af de historiske løb - med Milano-Sanremo som den markante undtagelse - er navnet en anelse misvisende, da rytterne ikke længere når Bruxelles, inden de vender rundt og vender tilbage til Kuurne. I stedet er vendepunktet nu i Zottegem, ca. 25 km vest for den belgiske hovedstad. Ikke overraskende er sejrlisten domineret af belgiere, og mange af de største klassikerstjerner fra værtslandet har vundet i Kuurne mindst én gang. Den første ikke-belgiske og ikke-hollandske rytter, der vandt løbet, var tyskeren Gregor Brain i 1982, men i de senere år er løbet blevet langt mere internationalt.

Modsat Omloop Het Nieuwsblad arrangeres det ikke af den magtfulde organisation Flanders Classics, og det kan derfor ikke lukrere på deres stærke indflydelse i UCI. Det rangerer derfor en anelse under de største af de flamske løb og har da heller aldrig været en del af WorldTouren, ProTouren eller World Cuppen. Som et løb i den nye ProSeries må det leve med visse begrænsninger i forhold til deltagerreglerne men man har nu ingen grund til at klage. Efter af Omloop er blevet en del af det fineste selskab, har det nemlig i år for tredje gang deltagelse af alle WorldTour-hold. For dem giver det naturligvis god mening også at køre i Kuurne, og da kun Jumbo-Visma og Movistar vælger at skippe løbet, vil 17 af de 19 bedste mandskaber være repræsenteret.

Sidste år skulle den hårdere rute egentlig gøre det vanskeligere for sprinterne, men sådan gik det ikke. Den gruppe, der kørte væk på Kwaremont, var der styr på, indtil Kasper Asgreen blæste afsted. Danskeren hentede det tidlige udbrud, som han satte en efter en, indtil han med 3 sekunder sejrede ned til feltet, hvis spurt blev vundet af Giacomo Nizzolo foran Alexander Kristoff. Asgreen vender tilbage for at forsvare titlen, og han er atter oppe mod Kristoff, der stadig jagter sin første sejr i løbet, men denne gang er der ingen Nizzolo, da italieneren kører i Mellemøsten i denne uge.

Ruten

Kuurne-Bruxelles-Kuurne er en ægte flamsk klassiker i den forstand, at det afvikles i det samme lille område i De Flamske Ardenner, hvor de fleste af de store belgiske endagsløb finder sted, men det har alligevel en helt anden natur end løb om Flandern Rundt, E3 Harelbeke, Dwars door Vlaanderen og Omloop Het Nieuwsblad. Disse løb har alle samme opbygning bestående af et indledende fladt stykke frem mod stigningerne, hvor man snor sig rundt i det kuperede område og benytter de samme veje og bakker igen og igen, inden man af flade veje bevæger tilbage til målbyen.

Som navnet afslører, har ruten til søndagens løb et langt mere uforandret format, hvor man fra starten i Kuurne bevæger sig mod øst, indtil man vender rundt og returnerer til startbyen. Ruten berører kortvarigt De Flamske Ardenner på vejen ud til vendepunktet og passerer så tværs gennem hjertet af klassikerterrænet på hjemturen, men der er mere tale om en direkte rejse mellem Kuurne og vendepunktet end den zigzaglignende tur, der kendes fra de andre klassikere. Ruten er ikke designet med det formål at gøre det så svært som muligt, og den mere direkte passage af området betyder, at der er langt færre stigninger på programmet. Hvis man dertil lægger, at de ekstra kilometer, der skal give en distance på mere end 200 km, traditionelt ikke er blevet fundet i den kuperede zone, men ved at køre to omgange på en flad 15,0 km lang rundstrækning i Kuurne, har man recepten til en løb, der er mere tilpasset sprinterne.

Arrangørerne varierer som regel ruten en anelse fra år til år, men de grundlæggende karakteristika er altid de samme. Sidste år var man imidlertid fast besluttede på at komme af med rygtet som sprinterløb, og derfor fornyede man ruten med det mål, at chancerne for en massespurt skulle reduceres. Grundlæggende er formatet fastholdt, men nu kører man en mere direkte vej fra løbets nøglestigning, Oude Kwaremont, tilbage til Kuurne, hvor man samtidig skipper en omgang på den afsluttende rundstrækning. Det betyder ganske vist, at man nu dropper de sidste stigninger, Tiegemberg, Holstraat og Nokereberg, efter den vanskelige Kwaremont-Kluisberg-duo, men det betyder, at Kwaremont nu passeres med 60 igen mod tidligere 85 km fra mål, og planen er, at det skal mindske chancen for at skabe samling. For at holde en nogenlunde fast distance på ca. 200 km forlænges stykket inden nøglestigningerne med et par nye hellingen, men det samlede antal bakker faldt fra 13 til 11. Konceptet fastholdes i år med en næsten uforandret rute, hvor en tidlig passage af Tiegemberg dog øger antallet af stigninger med en enkelt.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

I alt skal der tilbagelægges 197,0 km, hvilket stort set er det samme som sidste år. Fra starten i Kuurne bevæger rytterne sig i en hovedsagelig østlig retning mod den belgiske hovedstad, Bruxelles. De passerer gennem klassiske cykelbyer som Harelbeke, Oudenaarde og Brakel, men i stedet for at passere tværs gennem De Flamske Ardenner, følger man en rute, der går nord om bakkerne, og derfor er Tiegemberg (1000 m, 5,6%, max. 9%) og Volkegemberg (1000 m, 5%, max. 12%), der kommer efter hhv. 18,0 km og 35,0 km de eneste stigninger i første del af løbet, idet man dog umiddelbart efter Volkegemberg også skal over pavéen Holleweg (700 m) efter i alt 36,0 km og Bontestraat (700 m) efter 48 km. Bortset fra disse udfordringer er første halvdel af løbet helt flad, og medmindre det blæser meget, tjener denne del kun som formål at skabe det tidlige udbrud og opbygge træthed forud for finalen.

I det østligste punkt kører man mod nord for siden at vende rundt og køre mod øst nær byen Zottegem og således sætte kursen tilbage mod Kuurne. Rytterne når således aldrig frem til Bruxelles, men vender rundt ca. 20 km før den belgiske hovedstad. Nu drejer man mod vest for at passere Boembeek (1100 m, 4,8%, max. 8,2%) efter 57,0 km, men nu kører man lidt mod syd, og det betyder, at hjemturen går tværs gennem De Flamske Ardenner.

Ligesom sidste år slår man en sløjfe først mod nord, hvor man skal over Boossenaarstraat (1300 m, 5,6%, 9%, første 300 m på brosten), der blev introduceret sidste år, efter 73,0 km umiddelbart efter pavéen Gieterijstraat (300 m). Herefter slår man en sløjfe mod syd for at køre ned til den ligeledes i 2020 nye stigning Mont Saint Laurent (1300 m, 7,8%, max. 17%, 400 m med brosten), der passeres efter 90,0 km. Nu går det tilbage mod nord, hvor man rammer den gamle rute fra tiden før 2020 i forbindelse med passagen af La Houppe (1880 m, 4,8%, max. 10%) ved 104,0 km-mærket, og i løbet af de næste knap 40 km følger resten af løbets 12 hellingen. Det er således her, udskilningen skal etableres.

Efter La Houppe følger den stejlere Kanarieberg (1000 m, 7,7%, max. 14%), der kommer efter 110,0 km, og 7 km senere gælder det Kruisberg (1800 m, 4,8%, max. 9%, 900 m med brosten). Bare 2 km skal derefter køres, inden man rammer Hotondberg (2,7 km, 3,1%, max. 7,5%), der er en relativt ny tilføjelse og passeres efter 119,0 km. Cote de Trieu (1260 m, 7%, max. 13%) er næste udfordring bare 78 km længere nede ad vejen. På dette tidspunkt kommer stigningerne hurtigt efter hinanden, og derfor er det typisk, nervøs belgisk kørsel, hvor positionering er nøglen til succes, hvor alle vil være fremme, og hvor man snor sig rundt for at ramme så mange stigninger som muligt. Det giver som regel automatisk forøget fart, og det er ikke usædvanligt, at de første angreb kommer i denne fase.

Det er imidlertid på den berømte Oude Kwaremont (2200 m, 4%, max. 11,6%, 1600 m med brosten), at den afgørende forskel skal gøres. Det er en lang, hård stigning, der er kendt som en af de allersværeste i området. Den kommer efter 127,0 km, hvor der fortsat resterer 60 km, og det er typisk her, klassikerrytterne tester benene. På toppen er der som regel etableret en lille gruppe af de stærkeste, og det er nu tid for dem at finde ind i et samarbejde.

Det er imidlertid ofte svært for dem at holde feltet bag sig, da mange hold har samlet deciderede sprinterhold, og mens enkelte måske har sendt ryttere i angreb, er det sandsynligt, at der er mange til at organisere jagten. Siden 2016 har man gjort det sværere for sprinterne ved at inkludere Kluisberg (1100 m, 6%, max. 11%) bare 7 km efter Kwaremont, og den er igen med på programmet, hvormed der er mindre tid til at komme sig.

Ligesom sidste år er Kluisberg som noget nyt den sidste stigning i løbet, og det giver sprinterne 54 km til at få jagten organiseret. Nu kører man nemlig en langt mere direkte vej væk fra De Flamske Ardenner med retning mod Kuurne. Først går det mod vest og siden nordvest forbi det lille brostensstykke Beerbosstraat (500 m), der kommer med 36,0 km igen, inden man når frem til Kortrijk, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning. Her kører man ca. en halv omgang, inden man efter 182,0 km krydser stregen for første gang.

Løbet afsluttes i år kun med én og ikke to omgange på en helt flad 15,0 km lang rundstrækning, som fører feltet fra Kuurne til Kortrijk og tilbage til Kuurne. Bortset fra et par sving i de to byer, er den uden tekniske udfordringer, og således er det det perfekte sted at organisere en jagt i feltet. Derfor udvikler denne sidste fase af løbet sig typisk som en traditionel sprinteretape i en grand tour, hvor feltet jagter et tidligt eller et sent udbrud i et forsøg på at sikre sig en massespurt.

De sidste 4 km er ganske nemme, idet rytterne passerer lige gennem en rundkørsel og dernæst drejer til venstre, inden de når 3 km-mærket. Herfra er det en lige vej frem til det sidste skarpe venstresving med 600 m til mål, hvorefter man er på opløbsstrækningen, der har været rammen om nogle dramatiske spurtopgør.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Løbet byder i alt på 1707 højdemeter, hvilket er knap 400 færre end før ændringen i 2020.

I forhold til sidste år er ruten i alt væsentligt uforandret, men Tiegemberg er ny på ruten, og derudover erstatter Boembeek ved vendepunktet Eikenmolen, der tidligere blev passeret.

Vejret

Der findes ikke mange løb, der er så følsomme over for vejret som Kuurne-Bruxelles-Kuurne. På en flot dag er det næsten altid ender i en massespurt, mens dårligt vejr kan gøre løbet yderst selektivt og dramatisk, som det eksempelvis skete i 2009, hvor kun 25 mand gennemførte. Derfor har alle sportsdirektører blikket stift rettet mod vejrudsigten.

Her vil de ryttere, der ønsker sig et hårdt løb, blive skuffede. Det flotte forårsagtige vejr i Europa fortsætter nemlig endnu en dag, og søndag bliver helt skyfri med en temperatur på for februar måned flotte 12 grader. Vinden vil være let til jævn (15-17 km/t) og komme fra nordøst. Det giver primært sidemodvind på udturen og primært sidemedvind på hjemturen, selvom der er mange vindretninger, når man kringler sig rundt. Efter Kwaremont er der først primært sidemedvind, men dernæst sidevind på det sidste stykke frem til rundstrækningen. Her er der sidemedvind på første del og derefter modvind, inden man i det første af de to sidste sving får sidevind, indtil man får sidemedvind på den korte opløbsstrækning.

Favoritterne

Kuurne-Bruxelles-Kuurne har ry som et sprinterløb, men i de senere år er det blevet sjældnere og sjældnere, at det er blevet samlet til en massespurt. Således er det kun to af de sidste syv udgaver, der er blevet afgjort af de hurtige folk, og det viser, at det bestemt er muligt at ændre på det ventede udkomme. Det kræver imidlertid som regel, at vejrforholdene er dårlige. Som nævnt ovenfor gjorde man det sidste år vanskeligere for sprinterne, men alligevel var vi bare 3 sekunder fra at få en massespurt, og havde Kasper Asgreen ikke været i sit overmenneskelige hjørne, havde vi talt om Giacomo Nizzolo som vinder.

Næsten hvert år er scenariet det samme, nemlig at Deceuninck splitter feltet på Kwaremont, hvorefter en lille gruppe etableres. Herefter går dem vilde jagt mellem en gruppe af klassikerspecialister og et felt, der forsøger at organisere sig omkring deres sprintere, og her bliver man ofte overraskede over, hvor kvæstede sprinterholdene er. Det så man eksempelvis i 2019, hvor adskillige hold forsøgte at køre Bob Jungels ind igen, men helt uden held, og det gentog sig sidste år, hvor Asgreen altså akkurat holdt feltet bag sig.

Læs også

Lidl-Trek-stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Selvom det ar anden gang, er det interessante i år er naturligvis igen den nye rute. Arrangørerne har lanceret ændringen med det ønske, at sprinterne skal få det sværere, og sådan må det også blive. Hvert år sker splittelsen på Kwaremont, og derfor gør det en stor forskel, at nøglestigningen nu kommer med knap 60 km til mål mod tidligere knap 90 km. Det giver sprinterholdene knap tre kvarter mindre til at skabe samling. Man må formode, at ændringen ikke ændrer på løbets manuskript, som vi også så det sidste år, men chancen for, at feltets jagt lykkes, reduceres.

I tillæg til ruten er det andet afgørende element altid vejret. Sidste år var det ganske blæsende, men alligevel fik vi næsten en spurt. I år bliver det reelt som forår, og som vi så dag bidrager det ikke just til selektivt cykelløb. I dag var den helt afgørende komponent dog modvinden, der reelt slog løbet ihjel, hvormed vi fik den første reelle spurtafgørelse siden Thor Hushovds sejr i 2009. Den modvind får de ikke i morgen, og derfor vil der være med- og sidevind i hele finalen frem til rundstrækningen.

I år synes jeg, at det er særligt svært at sige, om vi får en spurt eller ej. Der er nemlig flere elementer, der trækker i hver sin retning. Det generelt gode vejr er klart en fordel for sprinterne, for godtvejrsudgaver af Kuurne har generelt større chance for at ende i en massespurt. Mod en spurt taler til gengæld den generelle medvind i finalen. Modvind gør det meget svært at undgå en spurt, men sådan bliver det ikke denne gang.

Den anden nøglekomponent er selvfølgelig, hvem der gerne vil spurte, og som altid er Deceuninck omdrejningspunktet. De kommer i en betydeligt svagere formation, end de havde i dag, og de har som mange andre hold hentet en sprinter ind i form af Alvaro Hodeg. Han er dog en meget skrøbelig fyr, der skal have et let løb, og spørgsmålet er, om de tør satse hele butikken på, at han vil overleve Kwaremont. Det er som regel sådan, at vi får en spurt, hvis Deceuninck kører løbet defensivt, mens det med et offensivt Deceuninck-hold kan gå begge veje.

Hvem vil ellers have en spurt? FDJ vil øre alt for at spurte med Arnaud Demare, men det er nok også det eneste hold, der satser hele butikken på det scenarium. UAE er nok heller ikke kede af at skulle spurte med Alexander Kristoff, men formstærke Matteo Trentin får utvivlsomt også lov at køre sin chance. Til gengæld er der også et hav af hold, der har en sprinter, og derfor vil jagte, hvis de ikke får en mand med på Kwaremont. Det gælder Trek med Mads Pedersen, Ag2r med Marc Sarreau, Bora med Jordi Meeus, Lotto med John Degnkolb, Israel Start-Up Nation med Hugo Hofstetter (jeg regner ikke med, at Rudy Barbier holder hele vejen), UAE med Kristoff, Intermarché med Danny van Poppel, Bahrain med Sonny Colbrelli, Cofidis med Christophe Laporte, DSM med Max Kanter, Arkea med Thomas Boudat og Amaury Capiot, Total med Niccolo Bonifazio, Lorrrenzo Manzin og Edvald Boasson Hagen, Bingoal med Timothy Dupont og B&B med Bryan Coquard. På den baggrund er det ikke svært at se, hvorfor det af og til kan være svært at undgå spurten.

Den anden afgørende komponent er naturligvis Mathieu van der Poel. Man skal være mere end almindeligt kreativ for at tro, at han ikke sidder med de bedste på Kwaremont, og selvom han har Tim Merlier i baghånden, vil han utvivlsomt også køre sin chance, især fordi han kan slå alle Deceunincks stærke folk i en spurt. Spørgsmålet er så bare, om Deceuninck i et eventuelt overtal vil slæbe Van der Poel med ind til Kuurne til en spurt i en lille gruppe. Er Hodeg sat af, vil de selvfølgelig gerne, for så må de angribe ham på skift, men ellers er det formentlig mere attraktivt at skabe samling og tro på den colombianske afslutter. Sætter Deceuninck sig først på hjul, er et udbrud dødsdømt, også selvom Van der Poel sikkert ville kunne finde en allieret i det i dag så stærke Ineos-mandskab, der også vil gøre alt for at undgå en spurt.

Jeg tror, at frygten for Van der Poel bliver afgørende. Angsten for at skulle slås med hollænderen inde i Kuurne er for stor, og derfor tror jeg, at interessen i at holde et udbrud gående er for stor. Medmindre Hodeg har en offday, tror jeg, at nøgleholdet Deceuninck vælger spurten, når de nu ikke har Davide Ballerini, der vil kunne vinde løbet fra en lille gruppe, også mod Van der Poel. Det er klart, at Deceuninck selvfølgelig vil være toneangivende i at splitte feltet på Kwaremont for at undgå at komme på bagkant, men når udbruddet skal holdes gående, tror jeg, at deres interesse aftager. Jeg udelukker langtfra, at vi undgår en spurt - nyere historik taler jo faktisk imod en spurt - men jeg tror, at taktik og godt vejr giver sprinterne chancen.

Hvem kan så vinde en spurt? Det er der mange, der kan, men jeg vælger at gå med Alexander Kristoff. Nordmanden må være grædefærdig, efter at han i dag fik sit livs chance for at vinde et løb, der ellers altid har været for hårdt, men en punktering ødelagde det hele. Paradoksalt nok har han til gengæld aldrig vundet dette løb, der ellers ligger til hans højreben, og han må nøjes med to anden- og en tredjeplads. Mest ærgerligt var det i 2016, hvor han faktisk slog selveste Dylan Groenewegen i spurten, men hvor Jasper Stuyven aldrig blev hentet og løb med sejren.

Løbet passer ham dog glimrende, for Kristoff er stadig meget svær at slå efter et hårdt løb. Hans spurter i Provence kiksede, men i dag virkede han ganske formstærk. Samtidig bakkes han op af et stærkt hold med Marco Marcato, Sven Erik Bystrøm, Ryan Gibbons og ikke mindst Matteo Trentin, der alle kan ventes at køre finale, og det ligner et af de bedste tog. Får Trentin sat ham godt op efter svinget, ved vi, at Kristoff sjældent bliver slået efter 200 relativt hårde kilometer. Jeg kan frygte, at løbet bliver lidt for let for ham, men med så stærkt et tog vælger jeg at tro på norsk sejr.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Der er dog næppe tvivl om, at alle øjne vil være rettet mod Arnaud Demare. Franskmanden har trods alt været temmelig dominerende på det sidste, men til gengæld var han alt andet end formstærk i Provence. Det er sandsynligvis bedre nu, men er det nok til at slå Kristoff? Heldigvis er Demare også hurtig efter en hård dag, som hans sejr i Sanremo viser, og han er i dette løb, da også blevet nr. 2, 4 og 6 med nederlaget til Groenewegen i 2018 som det mest ærgerlige. Han savner sin lead-out man Jacopo Guarnieri her, men toget med Stefan Küng, Fabian Lienhard, Miles Scotson og Ramon Sinkeldam, der alle har en fair chance for at køre finale, ligner et af de stærkeste, selvom han mangler en sidste mand i Trentins klasse. Bevarer han friskheden trods den ikke alt for overbevisende form, har han toget til at undgå sine evige positioneringsproblemer, og lader han farten tale, bør han normalt være hurtigst. Derfor kan det også sagtens blive fransk sejr. Holdet har også Stefan Küng, der i dag dog virkede for formsvag. Måske kan han køre med på Kwaremont, men da han er langsom, vil han formentlig sætte sig på hjul for at sætte Demare i scene. Kun hvis han slæbes ind til rundstrækningen, kan han så bruge sin motor til måske at køre alene. Den i dag så velkørende Kevin Geniets kan ikke rigtigt vinde dette lidt for flade løb.

Med en sandsynlig spurtafgørelse kommer de danske chancer også i spil. Mads Pedersen er som bekendt blevet en sand sprinter, der har slået selv Pascal Ackermann to gange. Desværre fik Trek sig en gigantisk lussing i dag, hvor det blev bekræftet, at den langsomme starter Pedersen stadig er et stykke fra topformen. Det vil dog undre mig, hvis ikke han sidder med hjem i dette løb, og så kan han se frem til støtte fra supertoget med Edward Theuns og Jasper Stuyven, der på det seneste har aspireret til at være et af de bedste i verden. Det er vigtigt i en spurt med et sent sving, og Pedersen bør være hurtigere efter en hård dag. Fartmæssigt står han nok stadig en anelse svagere end Kristoff, der som bekendt slog ham i Touren sidste år, og sejrsmaskinen Demare, men det kan et godt lead-out formentlig kompensere for. Holdet har naturligvis også Jasper Stuyven, men han vinder kun, hvis en gruppe kører væk på Kwaremont. Efter at han i dag indrømmede, at han ikke var god nok, er han en usandsynlig vinder. Edward Theuns kunne være et alternativ til spurten, men alt taler for, at Pedersen er den foretrukne sprinter.

Deceunincks mand til en spurt er selvfølgelig Alvaro Hodeg. Colombianeren har ikke haft det let på det seneste, og styrtet i Almeria har givet ham en skidt start på året. Holdbarhed er heller ikke hans spidskompetence, og chancen for, at han slet ikke kommer med hjem, er bestemt til stede. Det er dog svært at glemme, hvor holdbar han blev i slutningen af 2019, hvor han vandt sidevindsræset i Münster og imponerede ved det episke VM i Yorkshire, og med så godt vejr vil jeg tro, at han kommer med hjem. Hans fart har været lidt skuffende det sidste års tid, men til gengæld har han det nok stærkeste tog med Kasper Asgreen, Yves Lampaert, Zdenek Sybar, Jannik Steimle og ikke mindst Bert van Lerberghe, der kørte så flot et lead-out for Florian Senechal i Almeria. Jeg kan godt blive lidt bekymret for friskheden efter et hårdt løb, men med så stærkt et tog taler meget for, at han vil blive sat perfekt op.

Det vil slet ikke undre mig, hvis Tim Merlier viser sig som feltets allerhurtigste. Hans hurtighed i Bruxelles og Tirreno var i hvert fald højst overbevisende, og hans kørsel på 1. etape i Besseges tyder på form. Meldingen fra ham selv er da også, at han store ambitioner, men til gengæld ved vi også, at hans positionering næsten altid koster ham alle chancer, særligt i en for ham dum finale med et sent sving. Til gengæld ser toget stærkere ud end vanligt med først og fremmest Van der Poel, men også Jonas Rickaert og de nytilkomne Lionel Taminiaux og Baptiste Planckaert. I formstærk variant er Merlier holdbar nok til at klare bakkerne her, og jeg er ikke i tvivl om, at han har farten til at vinde. Nu skal han bare sørge for at positionere sig ordentligt.

Dermed har jeg nævnt de fem sandsynlige vinder af en massespurt, og mit næste bud er den sandsynlige vinder, hvis en gruppe kører hjem. Det er klart, at en god spurt kan være en stor fordel i en sådan afslutning, for chancen for, at mere end én mand når stregen, er ganske stor. Det er dog meget usandsynligt, at en lille frontgruppe bare ruller til Kuurne og spurter om det. Inde på rundstrækningen kan det blive et uhyre taktisk lotteriløb, hvor der vil blive angrebet på skift, og hvor det kan være en enorm fordel at være i overtal. Ser man på de seneste år, hvor det ikke er endt i en massespurt, fik vi således solosejre i 2016, 2019 og 2020, mens det blev en spurt i en lille gruppe i 2014, hvor Quick-Step med massivt overtal kørte for en spurt med Boonen, og i 2017, hvor Peter Sagan var hurtigst i en lille gruppe. Med andre ord er sandsynligheden for, at løbet vindes af en spurtstærk klassikertype størst, hvis vi ikke får en massespurt, men en stærk fyr kan gøre det færdigt alene, specielt hvis han er på et hold, der kan angribe på skift.

Det er dog klart, at Mathieu van der Poel vil være favoritten i den situation. Uden den i Dubai indespærrede Gianni Vermeersch taler meget ganske vist for, at han vil være alene efter Kwaremont, men det skal ikke forhindre løbets i særklasse stærkeste i at vinde. Naturligvis vil han blive angrebet på skift, men Van der Poel er også så meget i sin egen liga, at han kan svare på det meste. Samtidig viste han glimrende form i UAE Tour, hvor han vigtigst af alt også viste, at han efter et hårdt løb er så hurtig, at end ikke Elia Viviani eller David Dekker kan slå ham. Det siger lidt om, at ingen har lyst til at spurte med hollænderen inde i Kuurne. Opgaven bliver naturligvis at holde det samlet, men hvis nogen kan gøre det, er det Van der Poel. Og ellers må han jo bare køre alene, som vi har set det med Jungels og Asgreen de seneste år. En solosejr - og en sejr i det hele taget - til Van der Poel er altid meget sandsynligt, og det gælder også i dette løb. Alpecin har også flere stærke folk som den lovende Edward Planckaert, Silvan Dillier og Jonas Rickaert, men jeg ser ingen af dem køre med på Kwaremont, hvorfor de vil ende som hjælpere.

Jeg tror, at Deceunincks bedste bud til denne situation, er Jannik Steimle. Det tyske stortalent har mest af alt arbejdet som hjælper, men sidste år vandt han immervæk Slovakiet Rundt, ligesom han meget vel kunne have vundet 15. etape af Vueltaen, hvis ikke han havde begået en ærgerlig fejl. Han har før vundet reducerede massespurter, og med støtte fra Deceuninck vil han have en fair chance for også at slå Van der Poel til sidst. Samtidig er han en glimrende temporytter, der kan køre alene væk, som han gjorde ved den flotte sejr i Kampioenschap van Vlaanderen, og han er så brølstærk, at han burde kunne køre med på Kwaremont. Hans form er ukendt, men han er i hvert fald frisk efter at være blevet sparet i dag. ´

Det er dog også klart, at Zdenek Stybar, Kasper Asgreen og Yves Lampaert kan vinde. Deceunincks overtal åbner mulighed for at angribe på skift, og der er en fair chance for, at de sidder der efter Kwaremont. I dag var det klart Stybar, der så stærkest ud, og han skulle være sluppet nådigt fra dagens styrt. I det lys er han nok det bedste bud, men Lampaerts form var svær at vurdere, da han styrtede inden Molenberg. Han har før vist, at han mestrer evnen at snige sig væk. Asgreen skuffede lidt i dag, men sidste år virkede han heller ikke overbevisende lørdag for siden at flyve om søndagen. Endelig har holdet Bert van Lerberghe, der formentlig ender som hjælper, men han kan sagtens sidde der efter Kwaremont og måske give holdet en lidt mere tvivlsom, men også meget hurtig option.

En rytter, Van der Poel måske skal frygte, er Christophe Laporte. Det er skræmmende så formstærk, franskmanden er, og i dag lignede han utvivlsomt en af de allerstærkeste på stigningerne. Det taler for, at han vil klare Kwaremont, og i det scenarium vil han også være en af de hurtigste. Han er i hvert fald en af de få sprintere, der vil kunne sidde i en lille gruppe til sidst, og det bringer ham naturligt i spil. I en massespurt er han heller ikke helt uden chance, men her vil han formentlig være oppe mod hurtigere folk, selvom han vil elske det sene sving. Alt taler for, at det er ham og ikke Szymon Sajnok, der skal spurte, og Jempy Drucker synes for formsvag til at køre med på Kwaremont.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

En spændende rytter er John Degenkolb. Selvom han kørte en god spurt sidst i Provence, ser jeg ham ikke som vinder i en massespurt. Til gengæld nåede han nye højder på de flamske hellingen sidste efterår, og han virkede ret formstærk på enkeltstarten i Besseges. Sidder han med på Kwaremont, vil han formentlig være en af de hurtigste. Ganske vist har han slet ikke samme fart som tidligere, men blandt de mere holdbare folk i dette løb, står han slet ikke så ringe. Lotto har naturligvis også Tim Wellens, der kom lidt på bagkant i dag, men virkede stærk. Han kan sidde med på Kwaremont, men han skal have lidt held for at køre alene væk og vinde løbet. Unge Florian Vermeersch burde med sin hurtighed være et oplagt bud på en mand, der kan køre på Kwaremont og spurte til sidst, men han styrtede desværre ret voldsomt i dag. Stefano Oldani og Andreas Kron havde det svært i dag og ligner hjælpere. Mere interessant er unge Gerben Thijssen, der må regnes som hurtigere end Degenkolb, hvis det samles til en spurt. Jeg har dog min tvivl, om belgieren overlever, og uanset hvad vil jeg tro, at de kører for erfarne Degenkolb, selvom jeg havde gjort det anderledes.

Bryan Coquard bekræftede i dag sin gode form, og han burde derfor være en glimrende kandidat til en spurt. Han er ikke længere feltets hurtigste, men han vinder stadig af og til massespurter i selskab som dette. Det er dog ikke tilfældigt, at han i dag blot blev nr. 16, for hans positionering lader meget tilbage at ønske. Holdet er svagt, og jeg frygter, at han kommer til kort i kampen frem mod det afgørende sving. Sidder han rigtigt, bør han dog være en af feltets hurtigste

En joker er Sonny Colbrelli. I dag styrtede han, inden løbet blev åbnet, og vi så derfor aldrig, hvor god formen er. Sidste år nåede han nye højder på de franske hellingen, og han burde have en chance for at køre med på Kwaremont, men det kræver, at formen er bedre, end jeg tror. Hans bedste chance er trods alt nok i en massespurt, hvor han ikke er helt uden chance og tidligere er blevet nr. 3. Hans positionering er problematisk, men støtten fra en i dag velkørende Heinrich Haussler og Marco Haller giver ham muligheder for at overvinde det problem. Til gengæld er løbet for fladt til, at Dylan Teuns kan tilskrives mange chancer.

Man må vel også fremhæve Matteo Trentin. I dag lignede italieneren ubetinget en af løbets stærkeste, og det vil undre mig, hvis ikke han sidder med i gruppen efter Kwaremont. Skulle de holde hele vejen hjem, vil han på papiret være en af de hurtigste. Når han alligevel ender langt nede på listen, skyldes det, at han i det seneste års tid har skuffet i snart sagt hver eneste spurt, han har kørt, og samtidig har han for vane at tabe hovedet i disse finaler, som han gjorde, da han havde chancen for at spurte om sejren her i 2017. Formen synes dog fremragende.

Stabile Greg van Avermaet var i dag selvfølgelig en af de bedste, og det vil han formentlig også være i morgen. Der er dog en grund til, at han ikke har de store resultater i dette løb, for det har altid været lidt for let. Han er heller ikke så hurtig som i gamle dage, og det er derfor svært at se ham slå Van der Poel i Kuurne, men sidder han i gruppen til sidst, kan meget ske, og Van Avermaet har formen til at vinde. Til gengæld bekræftede Oliver Naesen igen i dag det lidt kedelige indtryk, og jeg ser ham ikke som nogen stor vinderkandidat med den nuværende form. Til en massespurt har Ag2r Marc Sarreau, der burde være en af de hurtigste og også burde klare bakkerne. Hans positionering er dog et problem, og selvom toget ikke er ringe, tror jeg, at han får svært ved at vinde mod de bedste tog og stærkeste sprintere.

En anden rytter, der virkelig imponerede i dag, var Sep Vanmarcke. Belgieren var overbevisende på nøglestigningerne, og da han til slut skulle køre lead-out for Tom van Asbroeck, endte han såmænd med at blive nr. 3. Vi fik set, at Vanmarcke trods en svær tid stadig har det, og så sidder han formentlig også med på Kwaremont. Hans hurtighed efter et hårdt løb, så vi også i dag, men det er klart, at han næppe slår Van der Poel på stregen og derfor skal snige sig væk. Styrken til netop det har han dog også. Til en spurt har Israel Start-Up Nation den ganske holdbare Hugo Hofstetter, der med sin positionering er en næsten stensikker mand i top 10, men ikke har farten til at vinde. Den hurtigere Rudy Barbier har så begrænset holdbarhed, at han næppe kommer med hjem.

Et meget spændende hold er Ineos, der kørte fremragende i dag. Ethan Hayter, Tom Pidcock og Gianni Moscon kører alle med på Kwaremont, hvis de klarer positionskampen, og så står de ikke helt ringe. Hayter kan spare sig til en spurt, hvor han bestemt kan true Van der Poel, selvom han i dag grundet det sene styrt ikke fik mulighed for at vise det. Også Pidcock og Moscon er relativt hurtige, men de slår ikke Van der Poel. Til gengæld kan de angribe, og med deres hurtighed kan de også skå eventuelt selskab. Hayter kan også køre massespurten, men den vinder han næppe, og jeg ser ikke den ellers hurtige Jhonatan Narvaez gøre sig gældende i dette relativt flade løb.

Intermarché har en god spurtkandidat i Danny van Poppel. Hollænderen er som bekendt altid umulig at spå om, men han er kommet godt fra start, senest med en 6. plads i Almeria. I BinckBank Tour viste han lidt af sin gamle hurtighed, og hans tog i dette løb virker ganske solidt. Det sene sving tiltaler ham også, og som en af de hurtigste ligner han et godt bud på et godt resultat, hvis han undgår en ag de mange offdays. Som alternativ har holdet den mere stabile Andrea Pasqualon¸ der heldigvis ikke slog i dag, men han vinder ikke en massespurt her.

Man må også nævne Timothy Dupont. Belgieren lagde stærkt fra land med sejren i Besseges og fulgte op med en fin 5. plads i Almeria. Han har en fornuftig holdbarhed og burde kunne klare stigningerne her. Hans positionering er fornuftig, og hans fart er bedre end længe. Det kan blive svært at vinde, men han kan komme langt. Bingoal har naturligvis også Arjen Livyns , der i dag bekræftede, hvorfor jeg havde fremhævet ham som løbets sandsynlige overraskelse. Han er dog ikke verdens hurtigste på flad vej, og selvom han sikkert klarer Kwaremont, kan det blive svært at vinde.

Endelig vil jeg pege på Jordi Meeus og Max Kanter. Begge er unge lovende sprintere, og særligt Meeus er på sigt med sin holdbarhed en mand til dette løb. Han viste sine evner på 1. etape af Besseges og slap fra styrtet i Almeria uden alvorlige skader. Han er nok ikke helt hurtig nok til at vinde, men vi ved stadig ikke præcis, hvor hurtig han er i dette selskab. Kanter er betydeligt mindre holdbar, men klatrer efterhånden hæderligt nok til at komme med hjem. Hans positionering halter dog, men med et tog, der tæller Søren Kragh, Nils Eekhoff og Casper Pedersen, har han en fin chance. Falder han fra, kan Eekhoff og Pedersen spurte, men de vinder ikke. I dag ofrede Kragh sig for Tiesj Benoot , og det indikerer, at formen måske ikke er god nok til at vinde her. Benoot mangler hurtigheden, og det er derfor ikke et ideelt løb for ham. Hos Bora har man Nils Politt til det hårdere scenarium, men jeg tror, at han får svært ved at gå med de bedste på Kwaremont.

De øvrige hold får det nok svært. EF kommer ikke med på Kwaremont, og Moreno Hofland vinder ikke længere en spurt. Hos Qhubeka imponerede Dimitri Claeys og Michael Gogl i dag, men selvom Claeys godt kan spurte, ser jeg dem ikke vinde. Til en spurt har de Carlos Barbero eller Andreas Stokbro, der dog heller ikke vinder i dette selskab. Astana har Alex Aranburu eller Fabio Felline til en spurt, som de næppe vinder, og de kommer næppe heller med i positionskampen frem mod Kwaremont. BikeExchange kommer næppe med på Kwaremont, og uanset om de spurter med Amund Grøndahl Jansen, Robert Stannard eller Dion Smith vinder de ikke en massespurt. Arkea får sikkert Amaury Capiot og måske også Thomas Boudat med hjem til en spurt (men næppe Dan McLay), men den vinder heller ikke de. Hos Vini kommer Jakub Mareczko aldrig med hjem, og efter sit svære 2020 har Kristoffer Halvorsen stadig meget at bevise hos Uno-X. Hos Total er jeg bange for, at ellers hurtige Niccolo Bonifazio ikke kommer med hjem, men sidder han der, kan han godt lave et meget stærkt resultat. Som alternativ har de Lorrenzo Manzin og Edvald Boasson Hagen¸ men de vinder næppe, og Anthony Turgis til det hårde scenarium, hvor han trods sin hurtighed nok heller ikke gør det færdigt. Endelig er Sport Vlaanderen helt uden chance.

***** Alexander Kristoff

**** Arnaud Demare, Mads Pedersen

*** Alvaro Hodeg, Tim Merlier, Mathieu van der Poel, Jannik Steimle, Christophe Laporte

** John Degenkolb, Bryan Coquard, Matteo Trentin, Ethan Hayter, Zdenek Stybar, Yves Lampaert, Kasper Asgreen, Greg van Avermaet, Sep Vanmarcke, Gianni Moscon, Tom Pidcock, Marc Sarreau, Danny van Poppel, Timothy Dupont, Jordi Meeus, Max Kanter

* Nils Eekhoff, Niccolo Bonifazio, Hugo Hofstetter, Nils Politt, Bert van Lerberghe, Arjen Livyns, Søren Kragh, Tiesj Benoot, Oliver Naesen, Jasper Stuyven, Edward Theuns, Anthony Turgis, Tim Wellens, Amaury Capiot, Dimitri Claeys, Stefan Küng, Casper Pedersen, Michael Gogl, Alex Aranburu, Fabio Felline, Andrea Pasqualon, Kristoffer Halvorsen, Florian Vermeersch, Lorrenzo Manzin

Danskerne

Bedst chance har Mads Pedersen¸ der er omtalt ovenfor, men også Kasper Asgreen og Søren Kragh har en beskyttet rolle, hvorfor også de er nævnt. Det samme er Casper Pedersen, der under de rette omstændigheder kan få lov at spurte for DSM. Sidder Andreas Stokbro med hjem, kunne han meget vel få chancen for at spurte for Qhubeka, mens Mads Würtz på Israel Start-Up Nation skal støtte Sep Vanmarcke og holdets to sprintere. På BikeExchange skal Christopher Juul støtte Amund Grøndahl Jansen eller Robert Stannard, der ligner bedste bud i dette løb. Andreas Kron skal på Lotto støtte John Degenkolb og Tim Wellens, og endelig skal Jakob Egholm hos Trek hjælpe Pedersen og Jasper Stuyven.

Seneste udgaver af løbet

Du kan gense Kasper Asgreens sejr fra 2020, Bob Jungels’ sejr fra 2019, Dylan Groenewegens sejr fra 2018, Peter Sagans sejr fra 2017, Jasper Stuyvens sejr fra 2016, Mark Cavendishs sejre fra 2015 og 2012 samt Tom Boonens sejr fra 2014.