Optakt: Japan Cup
21. oktober 2018 00:01 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

For langt de fleste er landevejssæsonen for længst ovre, men mens mange er på ferie og enkelte andre er aktive i årets sidste WorldTour-løb i Kina, har nogle fundet motivationen til at rejse til Japan for at deltage i Asiens største endagsløb, søndagens Japan Cup. Med en kalenderplacering på et tidspunkt, hvor de fleste ser frem til en pause, er begivenheden naturligvis sjældent et stort mål for de enkelte stjerner, der er til start, men som en af de meget få muligheder for at se WorldTour-ryttere i aktion i den østlige del af Asien er det ikke desto mindre et yderst populært løb blandt japanske fans og en perfekt chance for de ryttere, der måtte have bevaret motivationen og formen helt frem til den absolutte sæsonfinale.

Løbets rolle og historie

De fleste klatrere sluttede deres sæson i Il Lombardia, og hovedparten af topsprinterne satte cyklen i garagen efter Paris-Tours. Nogle enkelte har holdt formen og motivationen gående og kæmper i disse dage om WorldTour-point i Kina i Tour of Guangxi, men der er faktisk endnu flere, der stadig ikke har afsluttet sæsonen. Hvert år er der nemlig en ambitiøs gruppe, der ender cykelåret endnu længere væk ved årets sidste store endagsløb, Japan Cup.

 

Japan Cup er Asiens største endagsløb, og da det er rangeret som en 1.HC-løb, ligger det også højt i UCI-hierarkiet. Modsat mange andre løb uden for Europa står det imidlertid helt alene, og der er dermed ingen synergi med andre begivenheder, som kan benyttes som incitament til at drage om på den anden side af kloden for at stille til start på de japanske veje. Da det samtidig afvikles en uge efter det sidste løb i Europa, har det aldrig haft den appel, som dets spændende rute og høje UCI-status egentlig berettiger til. For mange ryttere det simpelthen et ekstra vedhæng til en lang sæson, og det skal primært benyttes til at kickstarte ferien. Ikke overraskende har man derfor ofte set, at mange australiere har gjort stop i Japan undervejs på rejsen mod deres hjemland.

 

Japan Cup bygger på arven fra VM i 1990, der blev afviklet i den japanske by Utsunomiya. Det blev første gang afholdt i 1992, og gennem årene har det tiltrukket ganske mange store stjerner trods den mildt sagt uheldige kalenderplacering og de geografiske udfordringer. Etapevindere fra Tour de France, samlede Giro d’Italia-vindere og World Cup-vindere har i løbet af årene alle lagt vejen forbi Japan til et sidste løb. I 1996 var løbet endda selv en del af den nu hedengangne World Cup, og derfor havde man det år det hidtil bedste felt. Blandt vinderne finder man Claudio Chiapucci, der sejrede tre gange i de første år, Damiano Cunego, der har vundet to gange, Riccardo Ricco, Dan Martin, Ivan Basso, Nathan Haas, der har også har to sejre på CV’et, Bauke Mollema og såmænd Chris anker Sørensen.

 

Som et UCI-løb tilbyder det værdifulde point, der er lettere tilgængelige, end de er i mange af de store løb i Europa. Det har åbnet døren for mange kontinentalryttere, der her har en chance for at udfordre WordlTour-stjernerne, som ofte er langt fra deres bedste form. Samtidig er det altid et stort mål for de japanske ryttere, der her har deres eneste mulighed for at teste sig selv mod verdens bedste på hjemmebane.

 

Løbet afvikles på en kuperet rundstrækning i Utsunomiya og er en meget publikumsvenlig begivenhed. Rytterne ankommer som regel flere dage i forvejen, og nu om dage er der tillige et kriterium dagen inden hovedløbet, hvor man i 2016 havde Fabian Cancellara og i 2017 Alberto Contador til start. Det har gjort det hele til lidt af en cykelfestival med voldsomt store tilskuermængder - en afspejling af landevejscyklingens vækst i et land, der nu i flere år har haft WorldTour-ryttere.

 

Lidt overraskende har man igen i år valgt at afvikle det samtidig med det nye Tour of Guangxi, og det har naturligvis svækket løbet. For de få ryttere, der stadig er aktive, er det naturligvis mere attraktivt at kunne få seks løbsdage ud af en rejse til den anden side af jorden, og samtidig er der flere point på spil i WorldTour-løbet i Kina. Alligevel har man fået Mitchelton-Scott, BMC, EF Education, LottoNL-Jumbo og Trek til start - formentlig som følge af sponsorinteresser i Japan - men for løbets langsigtede fremtid er det nok vigtigt, at man finder ind i et samarbejde med arrangørerne i Kina. Lykkes det, vil det til gengæld kunne give et boost, da det ikke kræver meget for holdene at sende en delegation til Japan efter afslutningen i Guangxi.

 

Sidste år fortsatte Marco Canola sin hidtil bedste sæson ved at tage en stor sejr for Nippo-Vini Fantini, der som italiensk-japansk mandskab tillægger løbet i Japan stor vægt. Han var hurtigste mand i en gruppe på fem ryttere, der spurtede om sejren, og satte her Benjamin Prades, Takeaki Amezawa, Antwan Tolhoek og Thomas Lebas til vægs. Naturligvis kommer Nippo-Vini Fantini igen i år ”hjem” med et meget stærkt hold anført af Canola, der går efter et titelforsvar, og han er atter oppe mod Prades, Amezawa, Tolhoek og Lebas, der alle er med igen denne gang.

 

Ruten

Japan Cup er altid blevet afviklet på en kuperet rundstrækning i Utsunomiya, men forud for 2015-udgaven ændrede man ruten. Her introducerede man en kortere rundstrækning, der til gengæld skulle køres flere gange, og det betød, at rytterne pludselig skulle op over hovedstigningen oftere end tidligere. Det har gjort det allerede ganske selektive løb endnu hårdere, og tilsyneladende er arrangørerne begejstrede for ændringen. I hvert fald er det nu fjerde år i træk, at man vil benytte den nye rute.

 

Den 10,3 rundstrækning i Utsunomiya Forest Park skal tilbagelægges 14 gange, hvilket giver en samlet distance på beskedne 144,2 km. Den sender straks rytterne op ad Mr. Kogashiyama (1,4 km, 6,9%), inden der venter en tre kilometer lang nedkørsel. Herefter flader terrænet ud, indtil man med 3,5 km igen begynder at klatre. Herefter stiger det let i den sidste del, hvor der skal klatres i alt 50 højdemeter, hvilket giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 2 på en dog ganske ujævn stigning. Måler man stigningen hele vejen fra bund til top, hvor målstregen altså er placeret 1400 m fra toppen, stiller den over 5 km med 3,4% i gennemsnit. Det sidste sving kommer med 1300 m til mål, og herefter bugter vejen sig kun let.

 

Løbet byder på i alt 2530 højdemeter.

 

 

 

Vejret

Løbet er ofte blevet plaget af forfærdeligt regnvejr, særligt sidste år hvor forholdene var decideret forfærdelige med masser af vand og meget kraftige vindstød. Sådan går det heldigvis ikke i år, hvor rytterne tværtimod får perfekte betingelser. Således vil der være skyfrit og en temperatur på 21 grader og kun en svag til let vind fra nordøst. Det giver sidemodvind på stigningen, sidemedvind på nedkørslen og den første del af det flade stykke og atter sidemodvind på det sidste stykke frem mod bunden.

 

Favoritterne

Japan Cup er som alle andre løb sidst på sæsonen relativt svært at spå om. Det skyldes, at det kommer på en tid af året, hvor det for alle de store navne er årets sidste løb, og samtidig kommer det for alle mindst en uge efter den sidste optræden i Europa. Som nævnt ovenfor har det for hovedparten af europæerne tillige en snert af ferie over sig, og motivations- og formniveauet er derfor stærkt varierende.

 

Problemet er, at man ikke komme sovende til en feriesejr i Utsunomiya. Ruten i Japan er knaldhård og byder over den korte distance på mange højdemeter. Det kræver blot et hurtigt kig på vinderlisten at indse, at det er et løb for folk, der kan køre opad. Når navne som Ivan Basso, Dan Martin, Damiano Cunego, Riccardo Ricco, Bauke Mollema og Chris Anker Sørensen har sejret, er det klart, at det ingenlunde er et sprinterløb.

 

Alligevel ser man også tungere folk være med fremme. I 2016 blev Christopher Juul nummer 2, Edvald Boasson Hagen har også været på podiet, og det samme har en klatrestærk sprinter som Grega Bole. På denne tid af året kan man komme langt med god form, og derfor skal man passe på med at være alt for fokuseret på rytternes tidligere bedrifter, når man udpeger favoritter. Det vigtigste er, hvor godt man er kørende.

 

Det hele ender som regel som et udskilningsløb, hvor en lille gruppe skiller sig ud på de to sidste omgange. Af og til skal en håndfuld ryttere spurte om sejren, andre gang er det lykkedes stærkeste mand at køre alene hjem, og i andre udgaver er 2-3 mand kommet hjem sammen. Derfor er det vigtigt at have en god spurt i det stigende opløb, og det er derfor på papiret et løb for ardennerspecialister og puncheurs. I kraft af årstiden er udskilningen dog langt større, end ruten berettiger til, og det er som regel kun de allerstærkeste, der overlever.

 

Sidste år blev det hele gjort endnu værre af det ekstremt voldsomme vejr, men sådan bliver det ikke i år. Her vil betingelserne tværtimod være helt ideelle, og det kan på papiret gøre det en anelse mindre selektivt end tidligere år. Det ændrer dog ikke på, at historien klart har vist, at kun ganske få kan være med i kampen om sejren, og der vil næppe være mere end 10 mand i den gruppe, der til sidst skal afgøre det - hvis altså ikke en enlig rytter kører alene hjem.

 

Mange øjne vil naturligvis være rettet mod Nippo-Vini Fantini, der er på hjemmebane og stiller med den forsvarende vinder Marco Canola i tillæg til Marco Tizza og Nicola Bagioli, der begge også er skabt til et løb som dette. For dem behøver udskilningen imidlertid ikke være voldsomt stor, da de alle tre er glimrende afsluttere. Helt anderledes forholder det sig for LottoNL, BMC og Mitchelton-Scott, der alle stiller med mere udprægede klatretyper og derfor formentlig vil gøre alt for at skabe udskilning. Særligt LottoNL og Mitchelton-Scott har så bredt sammensatte klatretrupper, at de bør kunne lægge så meget pres på, at vi ender med et relativt hårdt og selektivt løb.

 

Alligevel tror vi, at Marco Canola forsvarer titlen fra sidste år. Det har ganske vist ikke været den bedste sæson for italieneren, der slet ikke har vundet med den hyppighed, han gjorde sidste år. Det ændrer imidlertid ikke på, at hans puncheuregenskaber gør ham skabt til denne rute. Hans speciale er netop et stigende opløb som dette, og som vi så sidste år, klatrer han godt nok til at køre med de bedste i dette terræn. Hans evner som afslutter på bakker dokumenteres ikke blot af sidste års sejr, men også sejren på sidste etape af sidste års Tour of Utah samt i år af den samlede andenplads i Tour du Limousin, der på hver eneste etape netop bød på puncheurfinaler.

 

For Canola og holdet må løbet være et stort mål, og kaptajnen synes at være i god form. I hvert fald blev han nr. 4 i den stigende spurt i Coppa Sabatini og nr. 26 i et Tre Valli Varesine, der for en fyr som ham var til den hårde side. Der er en risiko for, at Canola ikke kommer med til stregen - der er trods alt bedre klatrere end ham i dette løb - men sidder han der til slut, bliver han svær at slå. Derfor er han vores favorit.

 

Der er dog særligt én mand, han skal frygte i en spurt. Det har ikke været et godt år for Fabio Felline, der har fået lagt det meste i ruiner af sygdom. Heldigvis er han stille og roligt på vej tilbage. En godkendt Vuelta blev fulgt op af en 3. plads ved de italienske mesterskaber i enkeltstart, en 22. plads i det hårde Giro dell’Emilia samt senest en 5. plads i Tour of Turkey. Det tyrkiske løb viste ganske vist, at han fortsat ikke er på sit 2017-niveau, men han nærmer sig. Samtidig burde han have masse af friskhed, og selvom han er bedst i en flad spurt efter en hård dag, kan han også afslutte på en bakke som denne. Også for ham gælder, at det kan blive lidt for hårdt, men sidder han med til slut, har han fremragende muligheder for at gøre det færdigt.

 

Meget fokus vil være rettet mod Canola, men Nippo-Vini Fantini har i Marco Tizza en anden glimrende kandidat. Italieneren blev egentlig hentet til holdet som hjælper, men han har vist sig at være langt mere end det. Han viste først sine evner som afslutter på bakker med en 2. og en 4. plads i Burgos, inden han imponerede stort med sin holdbarhed i de italienske løb, hvor han blev nr. 5 i det knaldhårde Giro della Toscana, nr. 9 i Memorial Marco Pantani og nr. 3 i Trofeo Matteotti. En 23. plads i Milano-Torino viser, at formen stadig er god, og han er en glimrende backup for Canola. Der er næppe tvivl om, at den forsvarende mester er kaptajnen og måske også den hurtigste af de to, men til gengæld har Tizza vist sig som den bedste klatrer. Derfor kan det sagtens ende med, at det er ham, der sidder med til sidst.

 

Nicolas Roche kører sit sidste løb for BMC, og han drømmer helt sikkert om at slutte af med maner. Det burde der være ganske gode chancer for for en mand, der er kendt for sine evner sidst på sæsonen. Også i år har han fundet sine bedste ben til årets sidste løb, hvilket han viste i Tyrkiet, hvor han på de to sværeste etaper var blandt de tre stærkeste, men desværre blev straffet af en slem modvind på kongeetapen, der gjorde det hele lidt for let for de hurtigere folk. Også i Japan skal Roche bruge et hårdt løb, og lykkes det at få det, synes han at have formen til at gøre det færdigt. Han har gode muligheder for at køre alene hjem, og kommer han af med afsluttere som de tre ovennævnte, kan han med sin gode spurt også gøre det færdigt på stregen.

 

En anden formstærk klatrer er talentfulde Antwan Tolhoek, der har været en af årets oplevelser. Han har ikke altid været helt stabil, men når benene har været der, har han været fremragende. Han synes at slutte sæsonen i god form, da han efter et flot og aggressivt VM i hollandsk tjeneste, arbejdede stenhårdt for Roglic i ll Lombardia, hvor han alligevel blev nr. 28. Nu får han formentlig chancen som kaptajn for et stærkt LottoNL-hold, der vil gøre alt for at gøre løbet hårdt. Er Tolhoek flyvende, er han typen, der kan køre alene hjem, men selvom han ikke er helt langsom i en stigende spurt, må han ikke have alt for skrapt selskab til slut, hvis han også skal gøre arbejdet færdigt - en mission, der mislykkedes i spurten sidste år.

 

En af de ryttere, der her slog Tolhoek, var Benjamin Prades. Broderen til Tour of Turkey-vinderen Eduard er måske ikke et stort navn i Europa, men i Asien ved man bestemt, hvem han er. I mange år har han nemlig kørt med om sejren i et hav af løb på kontinentet, og det skyldes, at han både kan klatre og spurte. Det er bestemt ikke en tilfældighed, at han i de seneste tre år har været i top 10 i dette løb, for dets profil er ganske enkelt skabt til hans ryttertype. Efter en sæson, hvor han atter har været en dominerende skikkelse i de japanske løb må man formode, at han trods et sparsomt løbsprogram er helt klar til at jagte mere succes på søndag, også selvom han denne gang ikke har været helt så skarp som tidligere. I hvert fald er han en fyr, mange frygte at slæbe med til stregen.

 

Mitchelton-Scott har flere etablerede navne, men måske er deres bedste kort i virkeligheden unge Robert Stannard, der i sidste øjeblik har fået en professionel kontrakt, så han allerede i år har kunnet køre fuldt program i sæsonens sidste uger. Hidtil har han blot ageret hjælper, men i dette svagere besatte løb burde han kunne få sin egen chance. Umiddelbart er Jack Haig og Robert Power måske holdets bedste klatrere, men løbet her er ikke for svært for Stannard, selvom han fortsat er ung og uerfaren. Han klatrer godt og er en knivskarp afslutter, hvilket som type gør ham til et bedre kort end de mere erfarne navne på denne rute. Ganske vist skuffede han ved VM, men sejren i U23-udgaven af Il Lombardia vidner om, at de gode ben måske stadig gemmer sig et sted.

 

Den mest formstærke på Mitchelton er nok Robert Power. Australieren er stadig ikke blevet til det, vi var mange, der troede, men nu om dage leverer han fremragende præstationer, når han har sine sjældne gode dage. Det havde han senest i Tre Valli Varesine, hvor han formentlig havde kørt med om sejren, hvis ikke han havde spillet lidt for meget med musklerne. Har han de samme ben på søndag, vil han utvivlsomt være en af de stærkeste. Hans problem er blot, at han som afslutter ikke er specielt skarp, og derfor kan ruten være for nem.

 

Mitcheltons på papiret bedste klatrer er Jack Haig. Desværre har australieren virket en anelse træt på det seneste, og han valgte da også i erkendelse af den manglende form at angribe tidligt i Il Lombardia. Derer i hvert fald ingen tvivl om, at Haig ikke længere er på 100%, og da han heller ikke er en skarp afslutter, bliver det svært at vinde et løb der er lidt for let for en fyr som ham. Omvendt kan Mitchelton meget vel ende i en overtalssituation, hvor de kan angribe på skift, og kan han mobilisere kræfterne til en sidste kraftanstrengelse, burde Haig være en af de stærkeste i terræn som dette.

 

Det stærke Nippo-mandskab tæller også talentfulde Nicola Bagioli som en plan C. Den unge italiener har haft en flot sæson, hvor han i Tour du LImousin, Vuelta a Burgos og Tour du Haut-Var har vist, at han er specialist i at spurte på en bakke. Samtidig klatrer han ganske pænt i terræn som dette, men umiddelbart står han under Canola og Tizza i hierarkiet. Det skyldes ikke mindst, at han ikke synes at være i sin allerbedste form. Det vil dog være farligt at udelukke en mand, for hvem denne rute næsten synes at være den ideelle.

 

LottoNL har et fremragende hold af klatrere, men de mangler den oplagte afslutter. Deres bedste kort i den sammenhæng er Koen Bouwman, der slet ikke er langsom og samtidig er en glimrende klatrer. Derfor burde han egentlig figurere ret højt på listen over favoritter, men desværre har han ikke just vist storform i dette efterår. Han havde det svært i de italienske løb, hvor han kun viste sin hurtighed med en 9. plads i det nemme GP Beghelli, og han ligner derfor mere en hjælper end en kaptajn. Omvendt betyder hans gode spurt, at han måske kan få lov at spare sig, og har han endelig fundet lidt form, vil han altid være holdets bedste kort på en rute som denne.

 

Robert Gesink missede alle sine efterårsmål som følge af et styrt i august, og derfor er han ikke i topform. Set i det lys var det meget overraskende at se ham gøre det så godt i Il Lombardia, hvor han var sidste mand til med hårdt arbejde at forberede Primoz Roglics store angreb og efterfølgende sluttede som en hæderlig nr. 45. Om formen ligefrem rækker til også at vinde i Japan, er måske nok tvivlsomt, men det vil være farligt at afskrive en klasserytter som Gesink på en kuperet rute, der slet ikke passer ham dårligt. Man skal heller ikke glemme, at Gesink faktisk er en ganske glimrende afslutter på små bakker, og dermed har han flere muligheder for at vinde.

 

Det så ud til, at Artem Ovechkin var ved at hensygne og gå et tidligt karrierestop i møde, indtil han i denne sæson blev genrejst. Det er han imidlertid i den grad blevet. Således har han været en af de dominerende skikkelser i de asiatiske etapeløb, hvor kronen på værket naturligvis var den samlede sejr i Tour de Langkawi. Russisk enkeltstartsmester er han også blevet, og der er simpelthen tale om en genfødt Ovechkin. Desværre tydede det i Tour of Almaty på, at formen ikke længere er helt i top, ligesom hans svage afslutning betyder, at det ikke bliver let at vinde. På papiret er han dog en af feltets bedre klatrere.

 

Det samme er stortalentet Tadej Pogacar, der næste år bliver professionel hos UAE. Hans store mål i efteråret var imidlertid Tour de l’Avenir, som han vandt, samt VM, og det er svært at forestille sig, at han har kunnet bevare motivationen til at satse på dette løb næsten en måned efter kampen om regnbuetrøjen. Han er også klatrer mere end endagsrytter, og dette løb er derfor på papiret for let for ham. Derfor bliver det svært for ham at vinde, men har han bevaret formen burde på en halvhård rute som denne nok kunne levere et topresultat.

 

Løbet burde være for hårdt for John Degenkolb, men helt afskrive ham kan man ikke. Sidste år blev hans holdkammerat Jasper Stuyven nemlig nr. 6, og det viser, at ryttere af Degenkolbs status godt kan være med. Desværre viste han ikke just storform i Tyrkiet, og vi tvivler på, at han kommer i nærheden af et topresultat. Samles det til en spurt i en halvstor gruppe, kan det og ikke udelukkes, at Degenkolb fortsat sidder med, og så vil han være den klare favorit i en let stigende spurt som denne.

 

Endelig vil vi pege på Thomas Lebas. Den franske klatrer lever en anonym tilværelse i Asien, men her har han vist, at han hører til blandt de bedste klatrere. Som bekendt var han på podiet i dette løb sidste år, og han har generelt været med fremme i alle de japanske løb i år. Som repræsentant for et japansk hold har han utvivlsomt udset sig løbet som et af de helt store mål, og er han i form, burde han køre finale. Desværre er han næppe en god nok afslutter til faktisk at tage sejren.

 

***** Marco Canola

**** Fabio Felline, Marco Tizza

*** Nicolas Roche, Antwan Tolhoek, Benjamin Prades, Robert Stannard, Robert Power

** Jack Haig, Nicola Bagioli, Koen Bouwman, Robert Gesink, Artem Ovechkin, Tadej Pogacar, John Degenkolb, Thomas Lebas,

* Simon Gerrans, Alberto Bettiol, Joe Dombrowski, Ivan Santaromita, Joey Rosskopf, José Fernandes, Edoardo Zardini, Takeaki Amezawa, Brendan Canty, Marcos Garcia, Robbie Hucker, Michael Potter, Nariyuki Masudam, Masahiro Ishigami

Husk at du kan tippe på cykling og sport - sæt dit bet her.

 

Danskerne

Matti Breschel er til start for et ikke specielt stærkt EF-mandskab, men desværre er ruten nok for hård til, at danskeren kan køre sin egen chance.

DEL
KOMMENTARER

SENESTE

Van der Poel fortsatte dominansen i Tábor

Alaphilippe: Strade Bianche og Milano-San Remo er blandt målene i 2019

Peter Sagan slår Tour-vinder i Shanghai

Nyt mærke indtager det danske marked med opsigtsvækkende tiltag

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

FREDAG

Vinderne ved Danish Bike Award 2018

Mikkel Bjergs holdkammerat forlader holdet for at følge OL-drømmen

Bendixen: Jeg er blevet rigere på erfaring

CAS opretholder fire års dopingkarantæne til italiener

BHS-Almeborg Bornholm henter stærk U23 rytter

Tour-vinder: Forvent ikke en fremragende sæsonstart

Mitchelton-Scott: Vi har masser af selvtillid

Contador udpeger Bernal som Tour-favorit

Dansk par sætter banerekord, mens et nyt hold bringer sig i spidsen i Gent

TORSDAG

UCI genindfører et sokkeregulativ

Caja Rural henter spansk banemester til landevejene

Latour glæder sig til ASO-løb i Shanghai

Gauda håber på meget tid med Pinot i 2019

Lappartient om Team Sky: De er lidt som et kedeligt fodboldhold

UCI giver Wout van Aert lov til at finde nyt hold

Fire års karantæne for brug af EPO stadsfæstes af UCI

Danskere får 18-årig amerikaner som holdkammerat

Kasper Würtz Schmidt skifter til Team Aura Energi

Dansk duo i front ved seksdagesløbet i Gent

ONSDAG

Campenaerts om timerekordsforsøg: Ikke helt på plads

To-meter-mand skifter til Israel Cycling Academy

U23-bruttolandsholdstruppen til 2019 er udtaget

De Gendt vil køre tre Grand Tours i 2019

Kristoff: Jeg håber, at holdet vil have mig til at vinde

Test: Isadore Thermerino Jersey

Top 10-rytter ved DM fortsætter karrieren hos WasteApp-O.B.Wiik

Rygte: 52-årige Tafi bliver holdkammerat med Valgren og Bak

Dansk Aqua Blue Sport-rytter ryster på hovedet af direktør

Tom Van Asbroeck skifter til Israel Cycling Academy

Lefevere: At vinde VM i holdtidskørsel var den ultimative triumf

Feltet.dk-skribent skifter til hollandsk cykelhold

Havik og Stroetinga til tops i Gent

TIRSDAG

EF henter talentfuld colombianer

To tidligere WorldTour-slovenere vender hjem

Jesper Hansen: Jeg har gode muligheder for Tour de France

Uheldig Katusha-rytter i asfalten igen på træningstur