Optakt: Itzulia Basque Country 2023

Løbets rolle og historie

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en speciel dobbeltrolle, da de både fungerer som den sidste, afgørende forberedelse for klassikerspecialisterne og den første store test for etapeløbsrytterne. Efter det italienske løb handler det meste af den kommende måned imidlertid som regel fuldstændig om de store endagsløb, og det er de store slag i Nordeuropa, der får næsten al opmærksomhed.

Det betyder ikke, at grand tour-rytterne ligger på den lade side i disse tider. Adskillige etapeløb anført af WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Itzulia Basque Country, det tidligere Vuelta al Pais Vasco, finder i løbet af disse uger sted i den sydlige del af kontinentet, og selvom de delvis kan betragtes som forberedelse til ardennerklassikerne, er de meget mere end det. For de grand tour-ryttere, der helt skipper endagsløbene, udgør de forårets vigtigste mål, og derfor er de typisk rammen om nogle fascinerende opgør mellem de ryttere, der senere vil spille hovedroller i de store grand tours.

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Da Baskerlandet er en af de mest cykelgale regioner i verden, er det kun naturligt, at området er rammen om et af de allerstørste løb. På samme måde som Flandern er området befolket af fans, der elsker cykling, men hvor belgierne har kastet deres kærlighed på endagsløb, er det etapeløbene, der står baskernes hjerte nært. Derfor er det ikke overraskende, at deres store begivenhed strækker sig over seks dage.

Itzulia Basque Country blev første gang afviklet allerede i 1924 og har således en lang historie, men efter 1930 forsvandt løbet fra kalenderen. Der blev gjort et forsøg på at genoplive det i 1935, men det blev hurtigt opgivet, og det blev ikke afviklet igen før 1969.

Her var det tilbage på kalenderen, og straks fra start nød det stor prestige. Den første vinder af det genopstandne løb var ingen ringere end Jacques Anquetil, og siden da er det blevet vundet af mange af sportens største stjerner. Luis Ocana er dobbelt vinder, San Kelly har vundet tre gange, Stephen Roche har én sejr, og Tony Rominger har hele tre titler. I de senere år har grand tour-stjerner som Alberto Contador, Andreas Klöden, Nairo Quintana, Samuel Sanchez, Chris Horner, Joaquim Rodriguez, Denis Menchov, Alejandro Valverde og Primoz Roglic alle været øverst på podiet, og det indikerer, hvor prestigiøst det baskiske løb er.

Annonce

Baskerlandet er en meget kuperet region, men der er ingen høje bjerge. Deres stigninger er i stedet kendt som korte og stejle, og det giver etaperne en vis lighed med ardennerklassikerne. Da det afvikles bare et par uger før de kuperede endagsløb, er det ikke mærkeligt, at løbet betragtes som den bedste forberedelse til ardennertrioen, og det har ofte været en god indikation på, hvem der i form til løbene i Belgien og Holland.

På et tidspunkt så det ud til, at løbet næsten var reduceret til mere forberedelse end egentligt mål, men opfindelsen af ProTouren og den betydning, WorldTour-point i dag har, har brudt tendensen. Nu om dage tjener løbet to formål. Mens nogle ryttere er rejst til Spanien alene for at finde klatrebenene forud for deres store mål i endagsløbene, er der folk, som kun er til start med det ene formål at tage den samlede sejr.

I de senere år har spansk cykelsport lidt voldsomt, og Baskerlandet er blevet ramt mindst lige så hårdt som resten af landet. Euskal Bizikleta - det andet store baskiske etapeløb - er forsvundet, og regionens to WorldTour-løb, Itzulia Basque Country og Clasica San Sebastian, har begge været truet af økonomiske vanskeligheder. UCI var på et tidspunkt tvunget til at gribe ind for at redde de to begivenheder, men deres langsigtede fremtid var længe usikker.

Derudover mistede de baskiske fans muligheden for at følge deres lokale helte på hjemmebanen. Baskerne er berømte for deres passion, og det regionale cykelhold Euskaltel var i mange år en kilde til enorm stolthed. De opnåede deres store højdepunkt på hjemmebanen, da Samuel Sanchez langt om længe vandt det hjemlige etapeløb, men som bekendt forsvandt storholdet midt i forrige årti. Heldigvis opstod det mindre Murias-hold som Euskaltels efterfølger med deltagelse i både 2018 og 2019, og mens det hold nu er forsvundet, deltog Euskaltels efterfølger, der nu er vokset til ProTeam-niveau, i 2021 for første gang med klassiske orange trøjer. De er med igen i år, hvilket blot nærer passionen yderligere, og da coronarestriktioner hører fortiden til, kan vi igen forvente vanvittige scener med tusindvis af fans, noget man sjældent finder i andre ugelange etapeløb.

Løbet er typisk et af de hårdeste ugelange etapeløb. Der er stort set ikke én meter flad vej i regionen, og derfor er der som regel begrænsede muligheder for sprinterne. Således holder de hurtigste folk sig altid langt væk, og de holder sig i stedet til de nordlige klassikere. For klatrestærke sprintere som Michael Matthews er der i løb som Itzulia, Volta a Catalunya og Tour de Romandie dog typisk adskillige muligheder. Derudover er løbet fyldt med adskillige - ofte ekstremt - stejle stigninger af medium længde, og det er de vanskelige bakker, den ofte kuperede enkeltstart og de kolossale regnmængder, der typisk afgør klassementet. Selvom løbet ikke rammer de høje bjerge eller lange stigninger, er det hævet over enhver tvivl, at det er et løb for de rigtige etapeløbsryttere.

De korte stigninger betyder imidlertid ofte, at løbet afgøres med små forskelle, og det er svært at slå store huller på de eksplosive bakker. Løbet er traditionelt sluttet med en kuperet enkeltstart, og den etape har altid været helt afgørende. Det kan godt være, at de baskiske fans elsker klatrere, men man vinder ikke Baskerlandet Rundt, hvis man ikke kan køre enkeltstart. Det er således ikke nogen tilfældighed, at førertrøjen i årene mellem 2010 og 2017 skiftede ejermand på sidste etape hver eneste gang bortset fra i 2014, hvor det lykkedes Alberto Contador at forsvare sin føring, og i 2017, hvor Alejandro Valverde leverede samme bedrift. Siden dengang er enkeltstarten dog ikke blevet afviklet på sidstedagen, dens længde er også kraftigt reduceret, og i 2023 tager man et helt nyt skridt ved at fjerne løbets traditionelt vigtigste etape helt.

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Sidste år var enkeltstarten dog med endnu, dog i en meget kort udgave på førstedagen. Her lignede Primoz Roglic en sandsynlig samlet vinder, da han på en kuperet rute sejrede foran Remco Evenepoel, men sådan skulle det slet ikke gå. Roglic viste sig at lide af en knæskade og sakkede agterud på den kuperede næstsidste etape, hvor Jonas Vingegaard overtog Jumbos kaptajnrolle, mens det i stedet var Evenepoel, der kørte sig i førertrøjen inden den afsluttende kongeetape. Her knækkede belgieren imidlertid nok engang på en bjergetape sent i et etapeløb, og det udnyttede Daniel Martinez til at tage den samlede sejr med 11 sekunder ned til Ion Izagirre, der trods et sent styrt for første gang lykkedes med at vinde kongeetapen i sit hjemmebaneløb, og 16 sekunder ned til Aleksandr Vlasov, mens det hele endte i Jumbo-fiasko med Vingegaard som nr. 6 og Roglic som nr. 8. Martinez vender i år tilbage for at forsvare titlen, og Izagirre er naturligvis også med igen på hjemmebanen, men der bliver kun to gengangere fra sidste års podium, da Vlasov ikke har fundet plads til løbet på sin vej mod Giroen.

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG SCHELDERPRIJS UDEN AFBRYDELSER

Ruten

Ruten til Itzulia Basque Country varierer altid ganske betydeligt, men de forskellige udgaver har altid haft et ret ensartet format. Normalt har der været et par etaper til hurtige folk, der kan overleve nogle stigninger og vinde en spurt i et reduceret felt. Der er imidlertid aldrig helt flade etaper i det vanskelige terræn, og som ren sprinter er det sjældent, at der er én eneste mulighed. Derudover har der typisk været 2-3 svære etaper, hvor klassementsrytterne har kunnet dyste om sejren, og disse har ofte været kendetegnet ved nogle ekstremt stejle mure. Højdepunktet har været den traditionelle kongeetape til Alto de Arrate i udkanten af Eibar, der meget ofte er kommet på fjerde eller femte etape. Endelig har det været en fast tradition, at løbet er sluttet med en ofte meget kuperet og teknisk enkeltstart, der har været den i særklasse vigtigste etape.

I 2017 fik arrangørerne en del kritik for at sammensætte en alt for nem rute, hvor fire relativt lette etaper blev afsluttet med kongeetapen og den afsluttende enkeltstart, der fuldstændigt bestemte løbets udfald. Tilsyneladende tog man den kritik til sig, og i 2018 gik man den helt modsatte vej. Den udgave var nemlig den hårdeste i umindelige tider og bød på masser af godbidder til klatrerne og meget lidt at komme efter for de hårdføre sprintere. Samtidig gjorde løbet atter brug af de korte, ekstremt stejle mure, der stort set var helt fraværende i 2017-udgaven, og dermed var det en rute, der passede langt bedre til løbets rygte som et af de hårdeste på WorldTouren og var langt bedre i overensstemmelse med løbets natur. Sådan var det til gengæld ikke i 2019, for her var der udover den klassiske enkeltstart og Arrate-etapen kun yderligere én relativt svær etape, men ikke meget af den klassiske murkørsel. I stedet var der hele tre relativt lette etaper, hvilket gjorde det til et paradis for puncheurs som Maximilian Schachmann og Julian Alaphilippe.

Annonce

I 2021 skruede man op for sværhedsgraden igen på en rute med kun én potentiel sprinteretape, en murfinale, Arrate-etapen, enkeltstarten og ikke mindst to meget interessante etaper, hvor man havde brutale stigninger i finalen, men derefter lette afslutninger, hvor det var helt umuligt at kontrollere. Det gav meget taktiske løb, hvor Brandon McNulty fik kørt sig i førertrøjen, og de to slovenske favoritter, Primoz Roglic og Tadej Pogacar, måtte spille deres løjtnanter ud. Tilsyneladende var dette ukontrollerbare og taktiske koncept noget, arrangørerne var begejstrede, for sidste år havde man tre tilsvarende etaper, men også kun én rigtig bjergetape i form af kongeetapen og kun én rigtig sprinteretape i tillæg til enkeltstarten.

En generel tendens de seneste år har været, at den tidligere meget dominerende enkeltstart har fået reduceret sin betydning væsentligt. Først blev den i 2018 flyttet væk fra sidstedagen, og siden er den også blevet langt kortere, kulminerende i 2022, hvor den var bare 2022. I år kastes det velkendte format helt op i luften, da man nu tager skridtet fuldt ud og for første gang i umindelige tider har designet en rute helt uden den enkeltstart, der ellers gang på gang afgjorde løbet.

Det er imidlertid ikke den eneste forandring. Siden 2009, hvor man overtog kongeetapen fra det nu hedengangne Euskal Bizikleta, har løbet bud på den klassiske kongeetape med mål på Arrate-stigningen. For første gang i mere end et årti forsvinder den finale imidlertid helt, når årets kongeetape, der igen afslutter hele showet, måske nok stadig afvikles i Eibar, men denne gang helt uden den klassiske opkørsel ad Arrate. I stedet skal man bestige stigningen fra dens to meget stejlere sider, Krabelin og Izua, men ed hhv. 70 km og 30 km i noget, der ligner et forsøg på at kopiere den højdramatiske afslutningsetape fra 2019, hvor Astana og Ion Izagirre med en stor offensiv fra distancen knækkede den førende Emmanuel Buchmann. Dermed byder årets rute ikke på én eneste bjergfinale, og i stedet er årets kongeetape formentlig en langt mere uforudsigelig og taktisk affære.

Etapen er dog stadig formentlig stadig den vigtigste, men klassementsrytterne får også chancer onsdag, torsdag og fredag. Først kan de klatrestærke af de hurtige folk dog se frem til to dage i rampelyset. Der åbnes således med løbets letteste etape, der nok byder på 2500 højdemeter, men med en let afslutning lægger op til en reduceret massespurt. De hurtige folk kan også drømme om chancen på tirsdagens 2. etape, hvor der venter en lang og meget blød stigning i finalen, men spurten kommer stort set for enden af en kort og meget teknisk nedkørsel, vil det formentlig i højere grad være nedkørselsesevner og position på stigningens top, der vil være bestemmende for etapens udfald.

Det første klassementsslag venter onsdag, hvor løbets traditionelle murfinale vender tilbage efter et års fravær. Her venter en uhyre eksplosiv sag med hele fire korte, stejle stigninger over de sidste 15 km, og hvor den sidste er en 1 km lang mur med stigningsprocenter på 26 lige inden stregen. Torsdagen lægger også op til muligheder i klassementet med en af de som nævnt nu meget populære etaper, hvor man i finalen skal over en meget svær stigning, men hvor en efterfølgende nedkørsel og en flad afslutning lægger op til både taktisk og uforudsigeligt cykelløb.

Annonce

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Murene vender tilbage til fredagens stærkt kuperede etape, hvor man skal have luppen frem for at finde fladt terræn, og hvor det hele slutter som på 3. etape, nemlig med en eksplosiv finale, denne gang med tre korte mure lige i træk, idet det dog denne gang er med en flad afslutning. Dermed har de eksplosive folk haft hele to finaler til at boltre sig i, inden løbet altså for fjerde gang ud af de seneste fem udgaver slutter med sin kongeetape i Eibar. Her skal det hele som altid sættes på plads i det, der også i år er klatrernes bedste chance, men hvor de skal være langt mere kreative og offensive, når de skal vinde tid uden muligheden for at gøre forskellen på Arrate til sidst. Dermed lægges der op til et uhyre uforudsigeligt løb, der med fravær af både enkeltstart og Arrate slet ikke er det løb, vi kender.

1. etape

Indtil 2018 var det en helt fast tradition, at Itzulia Basque Country altid sluttede med enkeltstarten, der meget ofte har været løbets klart vigtigste etape, men i de seneste tre udgaver har man indledte en ny trend, hvor den nu stærkt forkortede enkeltstart i stedet har indledt løbet. Det gør den imidlertid ikke i år, hvor tidskørslen for første gang i en menneskealder er taget helt af programmet, og i stedet bliver der som i gamle dage lagt ud med en linjeløbsetape. I nogle udgaver er man gået direkte til stålet fra start med en klassementsetape allerede fra første færd, men oftest har det givet løbets få sprintere en chance for at sikre sig den første gule trøje. Sådan bliver det formentlig også i år, hvor der på førstedagen ganske vist skal klatres 2500 højdemeter, men hvor en relativt let finale lægger op til, at de hurtige folk skal slås i en let stigende afslutning.

Med en distance på 165,4 km er der som oftest i Baskerlandet tale om en relativt kort etape, der fører fra regionen hovedby, Vitoria-Gasteiz, til Labastida, der begge ligger på det velkendte og relativt flade plateau i regionen sydlige del. Her starter man med at sno sig mod øst igennem let kuperet terræn, der byder på to lange, men lette bakker, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad dagens alvorligste udfordring, kategori 2-stigningen Opakua (7,1 km, 5,8%, max. 12%), der skal deles i to. De første 2,4 km stiger således med bare 2,1% i snit, men derfra stiger de sidste 4,7 km relativt jævnt med 7,3% i snit.

Toppen rundes efter 33,1 km, hvorfra man kortvarigt kører mod sydøst og sydvest ad et plateau, inden en relativt let nedkørsel leder videre mod sydvest. I bunden kører man mod syd op ad en bakke (1,6 km, 7,4%), der har top efter 54 km og efterfølges af en kort nedkørsel og endnu en bakke (2,8 km, 4,8%) med top efter 60 km. Derfra leder en nedkørsel mod sydvest frem til byen Bernedo, der nås efter 68,4 km. Her sætter man kursen mod vest for at følge en relativt lige vej, der først er stigende og siden faldende. Senere drejer man mod sydøst for at køre op og ned ad en bakke, hvorefter det går mod sydøst frem til målbyen, hvor på toppen af en bakke (1,9 km, 3,7%) efter 110,4 km krydser stregen for første gang, dog fra den forkerte side, i forbindelse med dagens første spurt.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 55,0 km lang rundstrækning i det let kuperede område sydøst for byen. Fra start går det mod sydøst igennem generelt let faldende terræn frem til byen San Vicente de la Sonsierra, hvor man rammer en rundstrækning, der skal tilbagelægges én gang. Den går først videre mod sydøst igennem terræn, der generelt er faldende, en også byder på flere mindre bakker, hvoraf den væsentligste (1,3 km, 6,7%) har top efter 135 km, inden en nedkørsel leder ned til La Puebla de la Barca. Her drejer man efter 137,3 km mod nord for at køre ad en stigende vej op til byen Laguardia, hvor Primoz Roglic slog Mads Pedersen i en puncheurspurt i Vueltaen sidste år, og hvor dagens anden spurt kommer på toppen af en bakke (800 m, 6,7%) efter 145,0 km.

Annonce

Herfra sætter man kursen mod først nordvest og siden vest igennem terræn, der først er relativt fladt og siden er faldende ned til San Vicente de la Sonsierra, hvor rundstrækningen afsluttes. Her drejer man mod nordvest for at følge en lige vej tilbage til målbyen. De sidste 3 km er let stigende, den sidste kilometer med 2,3% i snit. Med 2,5 km stiger det over 500 m kraftigere med et maksimum på 8%, hvorefter det flader ud frem mod den røde flamme, hvor det over 400 m stiger med et maksimum på 8%. Herfra falder det igen ned mod de sidste 300 m, som stiger let med et maksimum på 6%. Finalen er helt ukompliceret, da man skal igennem en rundkørsel med 3500 m igen, hvorefter det går ad en lige vej, der dog har to bløde kurver over de sidste 300 m.

Etapen byder på i alt 2514 højdemeter.

Ingen etaper i Baskerlandet er lette, men dette er noget af det lettere, man kan blive mødt med. Der er nogle stejle bakker mod slutningen, men de er for korte og kommer for langt fra mål. Sprintere er der ikke mange af i et løb som dette, men de få, der er, kan alle klatre. Meget taler således for, at folk som Ethan Hayter, Alex Aranburu, Quinten Hermans og Andrea Vendrame, der alle vil elske denne stigende finale, vil sørge for, at deres hold sætter en massespurt om den første førertrøje i scene.

Labastida har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Annonce

2. etape

Baskerlandet Rundt er bestemt ikke noget for sprintere, men er man en klatrestærk afslutter, har løbet altid noget at byde på. Efter førstedagen venter der nemlig formentlig endnu en chance tirsdag, hvor der bydes på en etape, der kan se ganske drabelig ud på profilen, men som kan snyde. Nok skal der forceres en lang stigning med top 5 km fra stregen, men der er tale om en blød opkørsel, som mange vil kunne overleve. Til gengæld er hele etapen med sine mere end 3200 højdemeter og en ganske stejl stigning tidligere på etapen lidt af en mundfuld, og derfor vil det kun være de mest holdbare, der kan drømme om at overleve til det, der ligner endnu en spurtafgørelse, som dog kommer umiddelbart efter en meget teknisk nedkørsel - en nedkørsel, som meget vel kan splitte feltet og måske endda bruges til angreb.

Med en distance på 193,8 km er der tale om en for løbet lang etape, der fører feltet fra Viana til Leitza. Startbyen ligger på det flade plateau i den sydlige del af Baskerlandet, og derfor starter etapen ganske let ud, når man i kun let kuperet terræn kører mod først nordøst, siden sydøst, derefter nord og slutteligt nordøst frem mod det mere kuperede terræn i udkanten af Pamplona, idet man undervejs passerer Estella, målbyen for GP Miguel Indurain, efter 47,1 km. Undervejs er der fire mindre bakker i terræn, der aldrig er helt fladt, men ingen af dem er voldsomt svære.

Annonce

Efter 63,5 km når man frem til byen Muez, hvor man fortsætter mod nordøst op ad dagens første udfordring, kategori 2-stigningen Etxauri (11,3 km, 3,3%, max. 8%), der er en blød opkørsel uden stejle procenter. Toppen rundes efter 74,3 km, hvorefter en let nedkørsel leder videre mod nordøst ned til udkanten af Pamplona. Man kører dog ikke ind til storbyen, men drejer i stedet mod nordvest og senere nord og så igen nordvest for at følge en let stigende vej, der byder på enkelte mindre bakker undervejs over cirka 40 km.

Den leder direkte frem til finalen, som indledes, når man fortsætter mod nord op ad kategori 3-stigningen Uitzi (5,6 km, 4,2%, max. 11%), der er ganske let over de første 3,7 km, hvor den stiger med 2,6% i snit, inden den tager fat med 6,9% over de sidste 1,9 km frem mod toppen, som rundes efter 123,4 km. En lidt småteknisk nedkørsel leder videre mod nord ned til målbyen, hvor man krydser stregen for første gang efter 129,1 km i forbindelse med den første spurt, dog fra den forkerte retning.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 64,7 km lang rundstrækning, der sender rytterne ud i det kuperede terræn øst for målbyen. Man lægger ud med at køre mod øst op ad kategori 3-stigningen Arkiskil (3,4 km, 5,1%, max. 7%), som bare er den nedkørsel, der vil blive brugt i finalen, og som er en ganske jævn stigning med top efter 134,1 km. Herfra går det videre mod øst ad en lang og teknisk nedkørsel, der bare er den stigning, som skal forceres i finalen, ned til byen Ezkurra, hvor man efter 140,4 km tager hul på en omgang på en 42,0 km lang rundstrækning.

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Den indledes med, at man kører mod syd og øst op ad den stejle kategori 2-stigning Saldias (2,3 km, 9,2%, max. 17%), der stiger med 11-14% over den første kilometer, men derefter flader ud med 7-8% frem mod toppen, som rundes efter 147,8 km. De sidste 46,0 km indledes nu med en let nedkørsel, der leder mod nordøst og syd, inden det kortvarigt stiger let mod øst, inden man rammer sidste del af nedkørslen, der leder mod nordøst ned til byen Urroz og ikke er alt for teknisk. Herfra kører man mod nordøst og nord ad en let faldende vej frem til etapens østligste punkt, hvor dagens anden spurt køres efter165,4 km. Her vender man rundt for nu at sno sig mod skiftevis nordvest og sydvest ad en let stigende vej, der leder tilbage til byen Ezkurra, hvor man efter 182,4 km afslutter de 42,0 km lange rundstrækning.

Herfra går det mod vest tilbage til målbyen ad den vej, men benyttede tidligere, dog nu i den modsatte retning. Det betyder, at man skal op ad kategori 3-stigningen Arkiskil (11,0 km, 3,2%, max. 8%), denne gang altså nu fra den modsatte side. Der er tale om en let opkørsel, der stiger med 3,5% over de første 5,1 km og siden 4,5% over de næste 3,5 km, inden den flader ud med bare 1,0% over de sidste 2,9 km frem mod toppen, som rundes efter 188,8 km.

Annonce

Nu resterer blot 5,0 km, der går ad en ganske teknisk nedkørsel og varer ved hele vejen ned til de sidste 500 m, der kun falder med 0,6%. Nedkørslen er meget snoet og har tre hårnålesving lige inden den røde flamme, men derefter bugter vejen sig kun let, indtil man mindre end 50 m fra stregen skal til venstre i en rundkørsel.

Etapen byder på i alt 3261 højdemeter.

Den sidste stigning kan på profilen se voldsom ud, men den er ganske, ganske let. Den eneste svære stigning kommer for tidligt, og derfor ligner det en spurt i et reduceret felt. Det bliver dog en meget, meget speciel finale, for nedkørslen er svær nok til at splitte feltet og måske endda blive brugt til angreb. Derfor vil alle sidde fremme, og den reelle spurt vil ske frem mod toppen. Hvis ingen slipper fri på nedkørslen, vil det således over de sidste 500 m blive en spurt blandt de få, der var stærke nok til at ramme toppen allerforrest i feltet.

Leitza har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Annonce

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

3. etape

Hvis der er noget, Baskerlandet er kendt for, er det de mange stejle mure, men det er langt fra alle udgaver, der byder på en murfinale. Det gør årets udgave imidlertid, for efter to dage for de hurtige folk venter løbets første klassementsslag om onsdagen. Her venter en rute, der er fuldt med et hav af korte, stejle bakker, helt i den baskiske ånd, inden det hele slutter på toppen af en mur. Nok er den kun 1 km lang, men med stigningsprocenter på op til 26 er der lagt op til et drabeligt slag mellem murspecialisterne og de mest eksplosive klassementsryttere, der her får den første chance for at sikre sig nogle sekunder i klassementet - ikke mindst fordi finalen de sidste 15 km byder på i alt fire stigninger, der lægger op til angreb.

Med en distance på bare 153,9 km er der tale om en typisk kort baskisk etape, der fører feltet fra Errenteria til målet på toppen af muren Hika i byen Villabona. Startbyen ligger helt ude ved den baskiske kyst umiddelbart øst for San Sebastian, og derfor er starten ganske let, når man kører mod vest ad den flade kystvej ind til storbyen. Her drejer man mod syd for at køre væk fra vandet ad en ganske let stigende vej, inden man snor sig mod vest parallelt med vandt igennem stort set fladt terræn frem til byen Orio, hvor man efter 26,7 km skal op og ned ad en lille bakke (1,4 km, 5,95) med top efter 29 km, inden en nedkørsel leder ned til Zarautz, der nås efter 32,3 km.

Her rammer man en 29,4 km lang rundstrækning, hvor der skal køres en omgang. Den første del er helt flad, når man kører mod nordvest og sydvest ad den helt flade kystvej frem til Zumaia, der nås efter 42,2 km. Her forlader man vandet for at køre mod syd og senest først øst og siden nord igennem ganske let kuperet terræn. Det leder frem til dagens første stigning, når man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Meagas (2,9 km, 4,1%, 7%), der er en jævn opkørsel med top efter 57,6 km, hvorefter en småteknisk nedkørsel leder mod øst tilbage til Zarautz, hvor rundstrækningen afsluttes efter 61,7 km.

Nu kører man kortvarigt mod sydøst hen langs vandet tilbage til udkanten af Orio, hvor man definitivt forlader havet ved at dreje mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Andazarrate (5,8 km, 3,8%, max. 9%), der er er let opkørsel med stigningsprocenter på omkring 4 det meste af vejen samt med en lille nedkørsel og et fladere plateau undervejs. Toppen rundes efter 72,7 km, hvorefter man følger et let stigende plateau mod syd, inden en teknisk nedkørsel leder mod sydøst ned til Asteasu, hvorfra man ad en let stigende vej kører mod øst ind til Villabona, hvor man kører dagens første spurt efter 92,0 km, men ikke kører op ad finalemuren.

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Den passerer man i stedet lige forbi for at køre mod sydvest gennem dalen for hurtigt at køre mod vest op ad en ikke-kategoriseret stigning (2,4 km, 7,5%), der har top efter 96 km. En let nedkørsel leder mod syd og øst tilbage til dalen, hvor man følger en let stigende dalvej mod syd ned til dagens næste udfordring. Den rammes, når man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Altzo (1,3 km, 8,7%, max. 12%), der stiger med 8,6% over de første 500 m og 11,0% over de næste 500 m, inden den flader ud frem mod toppen, som rundes efter 106,6 km.

På toppen rammer man en 21,4 km lang rundstrækning, hvor der skal køres en omgang. En teknisk nedkørsel leder først mod sydvest og vest, inden en lige og let faldende dalvej leder mod syd ned til det sydligste punkt. Her drejer man mod vest for at køre op ad kategori 3-stigningen Orendain (2,8 km, 7,3%, max. 10%), der er en relativt jævn stigning med top efter 117,9 km. De sidste 36,1 km indledes nu med en i starten let og til slut teknisk nedkørsel, der leder mod nord og nordøst, inden rundstrækningen afsluttes med, at man kører mod øst op ad kategori 3-stigningen Altzo (1,7 km, 7,0%, max. 12%), der er en jævn stigning med top efter 129,3 km.

Efter rundstrækningen resterer fortsat 24,7 km, som indledes med, at man kører tilbage mod målbyen ad samme vej som tidligere, nu i den modsatte retning. Først leder en teknisk nedkørsel mod nordøst, inden en let faldende dalvej fører mod nord. Inden man når målbyen drejer man mod nordvest for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning (1,5 km, 9,7%), der har top med 15 km igen, inden en let nedkørsel leder mod nord.

Et kort, let faldende stykke sender nu rytterne mod øst in til målbyen, hvor man slår en sløjfe mod nordvest for at køre op og ned ad en stejl bakke (1,0 km, 10%), der har top med 8,5 km igen. En nedkørsel leder nu mod sydøst tilbage til målbyen, hvor man nu slår en sløjfe mod nord ved at køre op ad endnu en bakke (700 m, 8,8%), på hvis top dagens sidste spurt kommer efter 148,9 km.

Herfra resterer blot 5,1 km, der indledes med en let nedkørsel, som fører mod øst, inden det går mod sydøst og syd ad en let faldende vej ind til centrum. Her drejer man slutteligt væk fra dalen for at køre mod øst og nordøst op ad den sidste finalemur, Hika (1 km, 11,7%, max. 26%), der stiger med 9,5% over de første 500 m og 12,5% over de sidste 500 m, hvor det endda skal bemærkes, at de første 200 m er et fladere plateau, inden den står direkte i vejret over de sidste 300 m. Man drejer skarpt lige inden 3 km-mærket, hvorefter vejen byder på en rundkørsel med 2900 m igen og igen med 2300 m igen. Derfra drejer man med 1200 m og 1050 m igen, inden er er et sidste skarpt sving med 400 m igen og slutteligt to 90 graderskurver lige i rap, den sidste med 250 m igen.

Etapen byder på i alt 2583 højdemeter.

Det er en finale, man kun kan elske. Hele fire baskiske mure lige i rap over 15 km er skabt til en herlig og aggressiv finale, hvor man sagtens kan angribe allerede inden finalemuren. Det kan give anledning til et taktisk cykelløb, hvor man måske kan sikre sig et forspring inden selve muren, og slutteligt skal de sande murspecialister slås i den uhyre stejle og eksplosive finale, hvor der vil være den første tid i kampen om den samlede sejr at hente.

Aldrig tidligere i dette årtusinde har der i et stort cykelløb været mål på toppen af Hika, men i 2002 var Villabona mål for en etape i dette løb, hvor Franco Pellizotti vandt fra et udbrud med 5 sekunder ned til Nicki Sørensen og 18 sekunder ned til David Etxebarria.

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

4. etape

I de to seneste udgaver havde Baskerlandet Rundt flere etaper med en meget svær stigning i finalen efterfulgt af et længere fladt stykke. Tilsyneladende er det en ide, de er blevet stadig mere begejstrede for, for der venter mere af samme skuffe i år. En sådan melder sig således om torsdagen, hvor man en hård dag med 3000 højdemeter afsluttes med en tur op ad den ganske stejle stigning La Asturiana, inden en nedkørsel og et kort, fladt stykke leder ind til mål. Den slags afslutninger kan lægge op til taktisk og svært kontrollerbart cykelløb, for stigningen er svær nok til et klassementsslag, men denne gang er der så lidt fladland til sidst, at chancen for en spurt i en decimeret favoritgruppe er stor. Både taktik og nedkørselsesevner kan imidlertid blive vigtige faktorer, og så kan det sagtens være, at forskellene nu er så store, at et udbrud kan få chancen.

Med en distance på 175,7 km er der tale om en af løbets længere etaper, der har både start og mål i Saturtzi, og den består af omgang på to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er med sine 131,5 km den længste og sender rytterne ud i terrænet syd for værtsbyen, der er en kystby ved den baskiske kyst umiddelbart nord for Bilbao. Herfra lægger man ud med at køre mod sydøst igennem fladt terræn fem til udkanten af Bilbao, hvor man drejer mod sydvest og senere igen sydøst for at køre igennem let stigende terræn frem til dagens første udfordring.

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Den melder sig, når man kører mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Malkuarta (2,5 km, 6,7%, max. 14%), der stiger med 10,3% over de første 1500 m, men derefter er ganske let med 1,4% over de sidste 1100 m frem mod toppen, der rundes efter 31,5 km. En let nedkørsel leder nu mod sydøst, inden det går mod syd ad en let stigende vej ned til Orduña, de efter 54,8 km udgør etapens sydligste punkt.

Her vender man rundt for at køre mod vest og nord op ad en stigning (2,4 km, 6,8%), der har top efter 58 km, inden en nedkørsel leder videre mod nord, hvorefter det med det samme går videre mod nord op ad endnu en stigning (1,3 km, 7,3%) med top efter 61 km. En nedkørsel leder nu mod nordøst, inden man drejer mod nordvest for at følge en lige, men meget kuperet vej, der byder på flere bakker og intet fladt terræn.

I byen Artziniaga fortsætter man mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Santa Koloma (2,0 km, 8,4%, max. 13%), der er en jævn stigning med top efter 80,5 km, hvorefter en let nedkørsel og en bakke leder videre mod nordvest, inden det går mod nordøst ad endnu en nedkørsel. Herfra melder der sig to små bakke lige i rap, mens man fortsætter mod nordøst, hvoraf den sidste (1,7 km, 6,5%) har top efter 97 km, hvorfra en nedkørsel leder mod nordøst. I bunden drejer man mod vest og senere sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Bezi (3,8 km, 6,0%, max. 9%), der stiger jævnt med 7,3% over de første 2,7 km, men derefter flader ud med 2,8% over de sidste 1100 m frem mod toppen.

Den rundes efter 103,2 km, og nu bliver det meget lettere. Det går nemlig ad en lang og let faldende vej mod først nordvest og siden nordøst tilbage mod målbyen. I byen Muskiz, der nås efter 122,8 km drejer man mod øst for at køre ad en først let stigende og siden let faldende vej ind til målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 131,5 km, dog fra den forkerte retning.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 45,6 km lang rundstrækning, der indledes med, at man kører frem til den første spurt, som kommer efter 131,5 km. Herfra går det videre mod nordøst ad den flade kystvej, inden man zigzagger sig mod vest hen langs vandet ad en kuperet vej, der har flade stykker, men også byder på to mindre bakker. På toppen af den sidste køre man efter 148,7 km dagens sidste spurt, hvorefter en kort og let nedkørsel leder mod sydøst ned til byen Muskiz, der passeres for anden gang.

Denne gang tager man imidlertid ikke den nemme vej tilbage til målbyen. I stedet kører man mod sydøst op ad kategori 2-stigningen La Asturiana (7,4 km, 6,5%, max. 14%), hvis data snyder. De første 3,8 km stiger således jævnt med 8,9%, inden den flader ud med 4,1% over de sidste 3,6 km frem mod toppen, som rundes efter 160,9 km.

De sidste 14,8 km indledes nu med en i starten let, men siden ekstremt teknisk nedkørsel, der leder mod først øst og siden nord tilbage til målbyen. Her skal man med 2,5 km igen op ad en bakke (500 m, 5,3%, max. 7%, inden det falder let hele vejen ned til de sidste 250 m, der er stigende med ca. 5%. Over de sidste 3 km er der rundkørsler med hhv. 2800 m, 2200 m, 1600 m og 1100 m igen, hvorefter der et blødt sving med 900 m igen, endnu en rundkørsel med 400 m igen og slutteligt en 90 graders-kurve bare 50 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3086 højdemeter.

Det er en af de uforudsigelige etaper, Baskerlandet er kendt for. Asturiana er på den nedre del svær nok til et slag i klassementet, men derfra kan det sagtens blive taktisk på den lette øvre del og den flade finale nede i byen. Dertil skal lægges den svære nedkørsel, der også kan gøre forskelle, og det gør det til en svært forudsigelig afslutning, hvor der vil komme angreb i klassementet, hvor grupper kan køre væk på taktik eller via en god nedkørsel, og hvor det også kan ende i en spurt i en lille gruppe - hvis altså ikke et udbrud får lov at løbe med det hele på baggrund af de forskelle, der er skabt på de foregående etaper.

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Santurtzi har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

5. etape

Det er langt fra alle udgaver af Baskerlandet Rundt, der dyrker de mure, som løbet for alvor er kendt for, men det gør årets udgave i sandhed. De første mure meldte sig om onsdagen, og fredag venter en tilsvarende etape, hvor hele finale er spækket med korte, stejle stigninger, der kommer hurtigt efter hinanden. Med forskelle fra de foregående dage ligner det den perfekte udbrudsetape, men uanset om der er en etapesejr på spil eller ej vil klassementsrytterne skulle slås over de sidste 10 km, der byder på tre mure lige i rap. De er dog alle ganske korte, og det kan være svært at sige, præcis hvor selektiv finalen vil være, men det bør være muligt for de eksplosive murspecialister måske at vinde nogle sekunder i en afslutning, der også kan blive ganske taktisk.

Med en distance på 165,9 km er der som så ofte før tale om en ganske kort etape, der har både start og mål i Amorebieta-Etxano, og som hovedsageligt består af en tur rundt i det kuperede terræn nord for byen. Allerede starten er hård, idet man kortvarigt kører mod sydøst og nord ad en let stigende vej, inden det går mod nord op ad kategori 3-stigningen Monte Kalbo (2,9 km, 7,3%, max. 10%), der er en helt jævn stigning med top efter 11,5 km. Et kuperet plateau følges nu mod nordøst, inden en teknisk nedkørsel leder mod nordøst ned til dalen og byen Munitibar, der nås efter 24,4 km. Herfra snor man sig mod nord og nordøst igennem dalen i let faldende terræn, mens man nærmer sig kysten.

Etapen tager fat igen, når man når kysten. Her drejer man nemlig mod nordvest for at køre op ad en bakke, inden man fortsætter mod nordvest via først en nedkørsel og siden kategori 3-stigningen Natxitua (2,5 km, 8,0%, max. 12%), der er endnu en helt jævn stigning, her med top efter 54,2 km. En tekniks nedkørsel fører nu videre mod nordvest tilbage til kysten, som man med det samme forlader for at køre mod syd ad en ganske kuperet vej. Kort efter drejer man mod øst for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning (4,1 km, 6,0%), der har top efter 73,7 km, hvorfra det stiger let mod sydøst, indtil en relativt let nedkørsel leder mod vest tilbage til dalen og den store by Gernika, der passeres efter 89,2 km.

Herfra følger man kortvarigt en flad dalvej mod nord, men hurtigt går det løs igen, når man drejer mod vest for at køre op ad kategori 2-stigningen Paresi (4,3 km, 7,7%, max. 15%), der stiger med 10-13% over de første 1500 m og derefter med 7-8% over de næste 1500 m, inden de sidste 1300 m er lette med blandt andet en lille nedkørsel. Toppen rundes efter 102,1 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod sydvest og sydøst, inden man kører mod nordøst op ad en bakke (1,0 km, 10,3%) med top efter 108 km. En kort nedkørsel fører nu mod syd, hvorefter det går mod sydøst op ad endnu en bakke (4,2 km, 4,3%), der har top efter 114,8 km. En teknisk nedkørsel fører nu mod sydøst tilbage til Guernika og dalen, hvor man kortvarigt kører mod sydvest ad en flad dalvej frem til dagens første spurt, som kommer efter 124,8 km.

Turen i dalen var kort. Efter spurten drejer man nemlig mod nordvest og senere syd for at køre ind i terrænet igen via en stigning (2,6 km, 4,8%), der har top efter 128 km. En ultrakort nedkørsel leder mod sydvest, inden man kører mod syd op ad endnu en stigning (3,9 km, 4,7%), som har top efter 133 km. Derfra er det en nedkørsel, der fører mod sydvest, inden man med det samme drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Belarrinaga (2,0 km, 6,7%, max. 12%), der har flere stykker med 8-9%, men også lette passager med ca. 5%.

Toppen rundes efter 140,3 km, hvorefter en relativt let nedkørsel fører mod sydøst. Næste udfordring er en stejl bakke (600 m, 10,7%), man rammer, når man drejer mod vest, inden endnu en let nedkørsel fører mod syd ned til dalen, hvo man ad en flad dalvej kører mod sydøst ind til målbyen, hvor man kører dagens sidste spurt efter 147,1 km.

Man passerer imidlertid ikke stregen. I stedet kører man på en 18,9 km lang tur ud i terrænet for at opsøge nogle korte, stejle mure. Først går det videre mod sydøst ad den flade dalvej over ca. 8 km, inden man drejer mod nord for at køre op ad den første af de tre mure (900 m, 9,1%), der har top med ca. 10 km igen. En kort nedkørsel leder mod sydvest, inden det går mod nord op ad den næste mur (600 m, 9,6%), der har top med ca. 7 km.

Derfra er det en nedkørsel, der fører mod nordvest og sydvest, hvorefter man kører mod nordøst op ad den sidste mur (1,0 km, 7,0%), hvis første 500 m byder på procenter langt over 10. Toppen rundes med kun 4 km igen, hvorefter en relativt let nedkørsel leder mod vest sydvest, nord og til slut syd, indtil de sidste 1500 m er flade. Man skal igennem en rundkørsel med 2700 m igen, hvorefter man med det samme skal til venstre i endnu en rundkørsel, men derfra går det ad en lige og bred vej, der kun afbrydes af en rundkørsel med 1500 m igen. Med 1000 m drejer man til venstre i en rundkørsel, indtil der med 400 m igen kommer to sving i to rundkørsler lige i rap, hvorefter man rammer opløbsstrækningen.

Etapen byder på i alt 3179 højdemeter.

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Det er en ganske uforudsigelig etape. Den byder på et hav af stigninger og meget lidt fladt terræn, men forskelle mellem de bedste kan formentlig først gøres på de tre mure i finalen. Her vil vi til gengæld også helt sikkert se et slag mellem de bedste, og det virker ikke umuligt, at de eksplosive folk kan vinde sekunder i en afslutning, der også kan blive meget taktisk. Til gengæld er det usikkert, om favoritterne også skal køre om etapesejren på en dag, hvor profilen næsten skriger på et udbrud.

Amorebieta-Etxano er først og fremmest kendt som værtsby for Klasika Primavera Amorebieta, det historiske endagsløb, der startede i 1946, men desværre ikke har været kørt siden 2019, hvor Carlos Betancur blev den foreløbig sidste vinder. Derudover har byen ikke været mål for andre store cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Verdensmesteren dropper Tour de France

6. etape

Det har været en helt fast tradition i årtier, at Itzulia Basque Country er sluttet med en enkeltstart, men den tradition blev brudt i 2018, hvor man i stedet for første gang sluttede med den traditionelle kongeetape. Det ser ud til, at det har startet en trend, for vi går nu ind til den femte udgave, hvor løbet ikke slutter med sin tidskørsel, som nu endda er helt forsvundet, men det er ikke den eneste anormalitet. Siden Euskal Bizikletas forsvinden fra kalenderen i 2009, har det løbs kongeetape med mål Alto de Arrate i udkanten af Eibar nemlig været en fast bestanddel af løbet, men sådan bliver det ikke i år. Nok er det igen Eibar, der er vært for den afsluttende kongeetape, men for første gang bliver der ikke mål på Arrate. Rytterne skal stadig op ad den ikoniske stigning fra sine stejle Krabelin- og Izua-sider, men denne gang sker det med hhv. ca. 70 og 30 km til mål, hvorfra der venter en lettere finale med kun en blød stigning. Dermed er der lagt op til et helt anderledes og langt mere taktisk cykelløb, end vi plejer at se, for da etapen stadig er klatrernes bedste chance for at gøre en forskel, tvinges de til at angribe fra distancen - akkurat som de gjorde, da man i 2019 afsluttede løbet med en tilsvarende etape omkring Eibar, hvor Ion Izagirre med en stor offensiv knækkede den førende Emanuel Buchmann. Akkurat som dengang åbner det for en helt uforudsigelig afslutning, hvor løbets klatrere skal udkæmpe et helt åbent slag om den samlede sejr på en dag, hvor taktik synes at kunne spille lige så stor en rolle som gode klatreben.

I de senere år har man skåret kraftigt ned for distancen på denne kongeetape, hvilket også gælder i år, hvor der skal tilbagelægges bare 137,8 km, der har både start og mål i Eibar, men altså nede i byen og ikke på toppen af Arrate-stigningen. Der er tale om en kringlet tur rundt i områdets bakker, og man lægger ud med at køre mod nordøst ad en ganske let faldende dalvej over ca. 10 km. Man forlader dog hurtigt dalen for at køre mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Elkorrieta (2,6 km, 6,7%, max. 13%), der er en relativt jævn stigning med top efter 13,5 km, hvorefter en kort nedkørsel leder mod sydøst.

Med det samme fortsætter man derfra mod nordøst op ad en stigende vej, der stiger jævnt med 5-6%, inden det går mod syd op ad kategori 1-stigningen Azurki (5,1 m, 7,4%, max. 16%), der er en ujævn sag. Således stiger de første 2,6 km med 10,9% i snit, inden der følger først 2,1 km med 5,5% i snit og slutteligt 700 m, der falder let med 0,2%.

Toppen rundes efter 24,9 km, hvorfra en relativt let nedkørsel fører mod sydvest og sydøst ned til dalen, hvor man med det samme drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Gorla (9,6 km, 5,7%, max. 11%), der starter med 3,6 km, som stiger jævnt med 7,9%, men derefter er ganske let frem mod toppen, som rundes efter 45,0 km. Derfra leder en teknisk nedkørsel videre mod sydvest ned til dalen.

Nu bliver det kortvarigt lettere, når man følger en relativt flad dalvej mod nordøst, nordvest og vest frem til udkanten af Eibar, hvor etapen tager fat igen. Det sker, når man kører mod nord op ad Arrate fra den stejle side, hvor den er kendt som kategori 1-stigningen Krabelin (5,0 m, 9,6%, max. 17%). De første 1400 m stiger med 7,3%, men derefter følger 2,7 km med hele 12,2%, inden den flader ud med 5,2% over de sidste 900 m frem mod toppen, som rundes efter 70,2 km.

Herfra resterer fortsat 67,6 km, der indledes med et let faldende plateau, som fører mod sydøst, inden det går via en relativt let nedkørsel mod nord tilbage til dalen, hvor en let faldende dalvej følges mod nordvest frem til det nordligste punkt og dagens første spurt, som kommer efter 83,7 km. Her vende man rundt for at køre mod sydvest ad en let stigende dalvej, inden det går mod syd op ad kategori 3-stigningen Trabakua (3,3 km, 7,1%, max. 10%), der efter en blød stat slutter med 1800 m med ca. 9%.

Toppen rundes efter 92,6 km og efterfølges af en teknisk nedkørsel, der leder mod syd og sydøst tilbage til dalen, men som undervejs afbrydes af to bakker med toppe efter hhv. 97,7 km (700 m, 11,2%) og 100 km (1,0 km, 6,4%). Nu følges en let faldende dalvej kortvarigt mod nordøst ind til centrum af Eibar, hvor dagen sidste spurt køres efter 137,1 km, men hvor man ikke krydser stregen.

I stedet skal man ud i terrænet igen. Først skal man over en lille bakke (500 m, 9,6%) umiddelbart efter spurten, inden det går mod nord op ad Arrate for anden gang, denne gang via den stejle kategori 1-stigning Izua (4,1 km, 9,2%, max. 13%), der er en helt jævn stigning med top efter 111,0 km. Herfra indledes de sidste 26,8 km med en let nedkørsel, som fører mod nord, inden man i dalen med det samme drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Urkaregi (5,0 km, 4,8%, max. 8%), der er en helt jævn og relativt let stigning.

Toppen rundes efter 125,3 km, hvorefter de sidste 12,5 km indledes med en undervejs ganske teknisk nedkørsel, som fører videre mod sydøst tilbage til dalen. Her drejer man mod sydvest for at følge den lige og let stigende dalvej hele vejen ind til centrum af Eibar. Den let snoede vej afbrydes af en rundkørsel med 2000 m igen, hvorefter den bliver smallere. Derefter drejer man til højre med 1000 m igen, inden det sidste sving melder sig bare 200 m fra stregen.

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

Etapen byder over den korte distance på i alt 3387 højdemeter.

Det er lidt af en gamechanger, at der i år ikke er mål på Arrate. Nu synes hele ideen at være et forsøg på at genskabe dramaet fra 2019, hvor man efter Arrate-etapen havde en Eibar-etape, der gav mindelser om denne. Her splittede Astana feltet nærmest fra start, og i et forrygende cykelløb skabte de en kvintet, der sammen sørgede for kasakhisk belønning og samlet sejr til Ion Izagirre og et trøjetab for Emmanuel Buchmann. Drømmen er et lignende drama i år, hvor det er på Krabelin og Izua, at forskellene kan gøres, og herfra kan alt ske i det, der vil være en finale, hvor både gode ben og taktik vil bestemme vinderen af årets uforudsigelige udgave af det baskiske løb.

Som sagt har Eibar hvert år siden 2009 været mål for kongeetapen, men altså med mål på Arrate-stigningen. Byen var dog i 2016, 2017 og 2019 vært for begge de to sidste etaper, hvor der på den sidste var mål nede i byen. I 2019 var vi vidner til et vildt drama, hvor Ion Izagirre sikrede sig den samlede sejr ved at knække Emmanuel Buchmann, da han kørte væk sammen med holdkammeraten Jakob Fuglsang, Adam Yates samt UAE-duoen Tadej Pogacar og Dan Martin, inden Yates kørte alene hjem til etapesejren foran Martin og Fuglsang. I 2017 sluttede løbet på klassisk maner med sin enkeltstart, der blev vundet af Primoz Roglic foran Alejandro Valverde, som vandt samlet, og Ion Izagirre, og det gjorde det også i 2016, hvor sejren gik til Alberto Contador foran Nairo Quintana og Sergio Henao, der smed den samlede sejr på gulvet og i hænderne på Contador.

Ny arrangør af VM i banecykling fundet i 2025

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG SCHELDERPRIJS UDEN AFBRYDELSER

Favoritterne

Sammen med Volta a Catalunya er Vuelta al Pais Vasco som regel det mest kuperede af de ugelange etapeløb i foråret, men der er en stor forskel på de to løb. Hvor det catalanske løb typisk ikke har en tidskørsel, har løbet i Baskerlandet altid budt på en enkeltstart, der traditionelt har været den i særklasse vigtigste etape. Samtidig er stigningerne i Catalonien typisk lange, høje og relativt bløde, mens de i Baskerlandet er korte og stejle.

Det har traditionelt betydet, at Baskerlandet Rundt er et løb for etapeløbsryttere, der både kan klatre og køre enkeltstart, men grundet den særegne, voldsomt kuperede natur af enkeltstarterne har man ofte set spinkle folk klare sig overraskende godt på tidskørslerne. Selv Damiano Cunego og Joaquim Rodriguez har været på podiet på baskiske enkeltstarter, og Nairo Quintana er to gange sluttet som nummer to. Det viser, at det ofte ikke kun har handlet om traditionelle enkeltstartsevner, men at Baskerlandet Rundt på mange måder er sit helt eget etapeløb.

Samtidig betyder stigningernes hidsige natur, at løbet passer meget bedre til ryttere med et vist punch end til rene klatrere, og det er netop det, der gør det til perfekt forberedelse til Ardennerne. Det er således ikke tilfældigt, at det er det eneste store etapeløb med en enkeltstart, som Joaquim Rodriguez har vundet, og at en puncheur som Sergio Henao, der for alvor excellerer, når det bliver rigtigt stejl, tre gange er startet den sidste enkeltstart med førertrøjen på sine skuldre.

I de seneste år har løbet dog stille og roligt ændret karakter. Enkeltstarten, der traditionelt har været nøgleetapen, er blevet kortere og kortere, hvilket kulminerede sidste år, hvor der skulle køres bare 7,5 km. I år tager man det så til et helt niveau ved helt at fjerne løbets traditionelle nøgleetape og dermed definitivt forandre løbets karakter. Det er imidlertid ikke den eneste revolution. Væk er også for første gang siden 2008 den traditionelle kongeetape med mål på Arrate-stigningen, og det er derfor på alle måder et helt nyt løb, vi skal forholde os til.

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Og så alligevel ikke helt. Baskiske stigninger kan man trods alt ikke forandre, og i år dyrker man de korte, eksplosive mure, som kendetegner området, men som man faktisk ofte har negligeret lidt de seneste år. På 3. etape har vi en af de helt klassiske murfinaler, og både 3. og 5. etape har nogle uhyre intense og eksplosive finaler med en serie korte, stejle stigninger lige i rap. Det er rigtigt baskerterræn og dermed finaler, der i den grad belønner punch.

Til gengæld betyder fraværet af Arrate, at vi mangler en bjergfinale, og da vi jo altså heller ikke har en enkeltstart, står vi tilbage med et løb helt uden oplagte nøglepunkter. Det gør det til et af de mest åbne og uforudsigelige WorldTour-etapeløb, jeg kan huske, for der kan ske snart sagt hvad som helst. Det kan være svært at afgøre, præcis hvor hårde finalerne på 3. og 5. etape vil være, og hvor store forskelle man kan gøre på den lange serie af mure, og de er samtidig designet på en svært kontrollerbar facon, hvor overtal, taktik og dermed også lidt tilfældigheder i den grad kan komme i spil.

Det kan de imidlertid i endnu højere grad på 4. etape og den nye kongeetape. Torsdagens etape har et design, vi har set mange gange de seneste år, nemlig med en meget svær stigning efterfulgt af en lettere afslutning. Mange vil huske, hvad der skete på en tilsvarende etape i 2021. Her så vi, at de slovenske favoritter, Tadej Pogacar og Primoz Roglic, blev fanget i det taktiske spil efter den svære stigning på 4. etape og lod de to løjtnanter, Brandon McNulty og Jonas Vingegaard, stikke af i en ukontrollerbar finale, som sendte McNulty i førertrøjen. Den slags kan sagtens ske igen, for når først den stejle del er overstået, er ballet åbnet for angreb, hvis førertrøjen er isoleret.

Det samme kan ske på den nye kongeetape, der er designet efter samme opskrift som sidste etape i 2019. Her fik Astana det hele til at eksplodere tidligt, og sammen med Tadej Pogacar, Dan Martin og Adam Yates, der endte med at vinde etapen, fik Jakob Fuglsang og Ion Izagirre skovlen under den førende Emanuel Buchmann, så Izagirre kunne tage den samlede sejr. Faktisk så vi noget tilsvarende på kongeetapen i både 2019 og 2021, selvom man der havde mål på Arrate, hvilket burde anspore til mere konservativ kørsel. I 2019 sov Astana gevaldigt i timen, da de lod et stort udbrud køre, hvorefter Emanuel Buchmann med et langt soloridt kørte sig i førertrøjen. I 2021 fangede Primoz Roglic hele UAE og Tadej Pogacar på en nedkørsel, og derefter udviklede etapen sig til et vildt drama, hvor Roglic tog den samlede sejr, og David Gaudu vandt etapen.

Med andre ord: Disse baskiske etaper er så svære at kontrollere, at taktik og derfor også et stærkt hold er helt afgørende komponenter. Er man uden megen støtte, kan man få svært ved at vinde løbet, og når vi samtidig er uden den enkeltstart eller den svære finale, hvor de bedste kan sætte sig igennem, tegner der sig et totalt uforudsigeligt løb, hvor alt kan ske. Ja, man vinder næppe løbet uden et godt punch til de to eksplosive etaper og særligt i murfinalen, der er den mest oplagte chance for at gøre reelle forskelle, selvom det blot vil være sekunder, og ja, en god spurt vil være et våben i et løb, hvor tre af de fire svære etaper har flade finaler, men om det vil være afgørende, er næsten umuligt at sige. Taktik, kollektiv styrke og derfor også lidt tilfældigheder giver et sjældent åbent løb, hvor mange kan lugte blod. I fraværet af svære finaler er der også lagt op til en tæt afgørelser, og dermed bliver bonussekunder - og dermed igen en god spurt - også en væsentlig komponent.

Man skal imidlertid ikke undervurdere kongeetapen. Krabelin og Izua er voldsomt svære stigninger, og da de udgør den klart bedste chance for løbets klatrere, må man antage, at de vil gå i den store offensiv fra distancen. Skulle en knap så stærk rytter have sikret sig førertrøjen inden sidstedagen, som det var tilfældet med Brandon McNulty i 2021 og med en ikke særligt godt kørende Remco Evenepoel i 2022, må man formode, at løbets stærkeste vil kunne indgå en alliance om at knække løbets førstemand. Det skete faktisk også allerede sidste år, hvor Jonas Vingegaard, Daniel Martinez, Enric Mas og Aleksandr Vlasov fik skovlen under Evenepoel allerede på Krabelin. Dengang kom han tilbage, blandt andet fordi de førende skulle spare sig til Arrate, men uden et målbjerg bør de stærkeste på så svær en etape både have terrænet og interessen i at sikre, at løbet alligevel vil blive vundet af en af løbets stærkeste. Til gengæld kan selvsamme scenarium blive et mareridt for den førende rytter, selv hvis han er blandt de stærkeste. Risikoen for at blive isoleret efter Krabelin og Izua er i hvert fald stor, og så kan alt ske. På samme måde er det på 4. etape, hvor La Asturiana er svær nok til at sætte svagere ryttere til vægs, men om de bedste vil kunne samarbejde efter toppen vil afhænge meget af klassementet.

Hvad så med de to første etaper? Der er aldrig for alvor sprintere til start i løbet, men der er hurtige folk, der bør gå efter en spurt på 1. etape. Tirsdagens etape er mere tricky. Den sidste lange stigning er meget let, men det er nedkørslen bestemt ikke. Meget taler for en spurt, men der vil være en rasende positionskamp frem mod toppen, hvor alle vil sidde fremme. Der er en reel risiko for, at den kan splitte på nedkørslen, og selvom man ikke vinder minutter på denne dag, kan man ikke helt afvise, at nedkørselsevner bliver en evne, der i sidste ende kan blive afgørende.

Noget andet, der kendetegner regionen, er regn, og vejrudsigten er altid et heftigt diskuteret tema inden løbet. Her er der imidlertid godt nyt, for det bliver slet ikke et af de år, hvor rytterne drukner. Det regner af i weekenden, og efter at mandagen måske kan være lidt skyet, venter derefter fem solskinsdage, hvor det bare bliver varmere og varmere med temperaturer på fredag på hele 22 grader og på lørdag på 20 grader. Baskerlandet kan også være blæsende, men selvom der vil være vind, der kan mærkes, bliver heller ikke det slemt. Vindretningen bliver næppe heller afgørende i de uhyre kringlede finaler på 3. og 5. etape, men det kan være værd at notere sig, at der vil være sidevind på La Asturiana på torsdag samt modvind på nedkørslen. Vigtigere er det dog, at der på lørdag vil være medvind på Izua, men fra bunden af sidste stigning primært forskellige former for modvind. Det kan øge chancen for en eller anden form for regruppering til sidst.

Vi står altså tilbage med et uhyre åbent løb, der kan være ret umuligt at spå om, fordi kollektiv styrke, taktik og tilfældigheder bliver vigtige komponenter, men som sagt tror jeg også, at kongeetapen er så hård, og at mulighederne for at gøre forskelle i de eksplosive finaler er så pæne, at sejren bør gå til en af de stærkeste. Om den så også går til den stærkeste, kan være mere usikkert - også fordi der mangler meget stærke hold til for alvor at kontrollere løbet.

Følg Lunds trøjeforsvar og det schweiziske bjergslag

Dette skær af uforudsigelighed gør også, at jeg tøver meget med at pege på David Gaudu. Franskmanden har jo ry for at være lidt af en lottokupon, man aldrig helt kan regne med, men han har heldigvis fundet noget stabilitet siden sidste sæson. Samtidig nåede han med sin kørsel i Paris-Nice sit hidtil højeste niveau, hvor han ikke var alt for langt fra at følge Tadej Pogacar til dørs, og hvis han har bevaret den form siden dengang, bliver han ikke let at sætte i terræn som dette. Sammenlignet med mange andre af løbets favoritter, er han nemlig blandt de mest eksplosive. Han tog sin første WorldTour-sejr i Romandiet Rundt i en puncheurfinale, og et af hans første store resultater på WorldTouren var en top 10 på Mur de Huy. En formstærk Gaudu vil derfor være en af de tunge favoritter til onsdagens murfinale, der er den mest oplagt chance for at vinde ”rigtig” tid.

Jeg er imidlertid ikke sikker på, at han vinder den etape. Møder Jonas Vingegaard op til løbet i sin bedste form, vil danskeren være favorit, men en formstærk Gaudu taber ikke megen tid. Derefter har han et meget stærkt våben. Baseret på det, vi har set på det seneste, kunne meget tale for, at Gaudu, Vingegaard og Enric Mas vil være løbets stærkeste, og blandt dem er Gaudu i flade spurter efter alt at dømme den hurtigste. Han bør derfor have en god chance for at vinde en del bonus, både i indlagte spurter og i finalerne på 4., 5. og 6. etape, og det er den primære årsag til, at jeg går med franskmanden. Det er muligt, at han slet og ret er stærkeste mand og vil kunne tage trøjen allerede på 3. etape, men selv hvis han er en smule bagud, vil han have gode chancer for at vinde løbet på bonus.

Min bekymring er dog holdet. Det er som sagt et løb, der kan være svært at kontrollere, og Gaudu ligner en mand, der kan isoleres. Meget vil afhænge af, om Romain Gregoire kan fortsætte de uhyre lovende takter fra sæsonstarten i et løb, der er så svært som dette, og om Michael Storer er frisk igen efter sit styrt i Catalonien. Han er i hvert fald sårbar, men jeg har enorme forventninger til Gregoire, i hvert fald i terrænet på 3. og 5. etape. Derudover gælder det generelt for de tre ryttere, jeg regner som de stærkeste - Gaudu, Vingegaard og Mas - at de med en vis sandsynlighed er sårbare, og de kan alle tabe løbet på taktik. Chancen for, at de gør fælles front på kongeetapen og iscenesætter et tremandsopgør, er imidlertid også stor - særligt hvis de har en fælles interesse i at distancere en anden og mere eksplosiv rytter i førertrøjen (eksempelvis Sergio Higuita) - og jeg vil derfor stadig regne det som mest sandsynligt, at vinden skal findes i denne trio. Blandt dem giver jeg Gaudu en lille overhånd, ganske enkelt fordi han er hurtigt, og fordi løbet meget vel kan blive afgjort på bonussekunder. Skulle det lykkes, vil han så kunne skrive historie ved at blive den første franske vinder af et etapeløb på WorldTouren siden Christophe Moreau i Dauphiné i 2007. Chancen har vel sjældent været større.

Den største rival er formentlig Jonas Vingegaard. Jeg har vist tidligere sagt, at jeg ikke kunne forestille mig, at jeg ikke ville pege på danskeren som favorit til dette løb, men det var ud fra den antagelse, at vi havde en normal rute. Det har vi imidlertid ikke. Det er jo indiskutabelt, at danskeren er løbets - også med afstand - bedste klatrer, men han må forbande arrangørerne langt væk. De har med denne rute godt nok ikke gjort det let for ham at vinde, men helt på udebane er han trods alt ikke. Nok er han bedst på lange stigninger, men sammenlignet med mange andre klatrere har han et ganske fint punch, og de eksplosive finaler på 3. og 5. etaper passer ham også fint. Som sagt er det murfinalen på 3. etape, der er den eneste helt oplagte chance for faktisk at stjæle noget ”rigtig” tid, og møder han op i den form, man kan håbe, vil Vingegaard være den naturlige favorit her.

Spørgsmålet er bare, om det er nok. Han har også en i forhold til mange fornuftig spurt, og han kan derfor i hvert fald blande sig i kampen om bonussekunder, hvis bare finalerne på 4., 5. og 6. etape køres hårdt, og hvis det ikke glider ham taktisk af hænde. Jeg vurderer dog Gaudu som den hurtigste, og det er tvivlsomt, om han kan vinde med tilstrækkeligt med tid på muren på onsdag til, at han kan holde franskmanden bag sig. Det vil i hvert fald med sikkerhed kræve en betydeligt bedre Vingegaard end den version, vi så i Paris-Nice, og spørgsmålet er, om vi kan regne med at få en sådan.

Det vil være atypisk, hvis vi ser en Vingegaard i Tour-form. Marts sørgede i hvert fald for, at vi stadig har til gode at se den bedste Vingegaard uden for sommermånederne. Det gør vi næppe heller her, men spørgsmålet er, om han har forbedret sig siden Paris-Nice. Sidste år så han ud til at være betydeligt bedre i Baskerlandet end i Tirreno, men da det gjaldt på kongeetapen, skuffede han, og det gode indtryk blev helt slettet. Denne gang har han haft en meget bedre vinter, men det var ikke nok til at sikre ham et specielt prangende niveau i Frankrig.

Jeg vil stadig antage, at han har forbedret sig. Han virkede relativt langt fra sit bedste i marts, og nu har han fået flere løbskilometer i benene frem mod det, der er forårets sidste og et ganske stort mål. Jeg vil også forvente, at han er formstærk nok til at vinde et normalt Baskerlandet Rundt - særligt med en enkeltstart af nogenlunde normal længde - og også på sidste års tempofattige rute. Spørgsmålet er, om det er nok på denne rute, der bestemt ikke gør ham mange tjenester.

Samtidig står han på kollektivet endnu ringere end Gaudu. Blandt hans hjælpere er det kun Attila Valter, der har vist form, og han er altid svær at regne med. , Man skal i hvert fald håbe, at Steven Kruijswijk har forbedret sig gevaldigt siden Catalonien, hvad der ikke virker videre sandsynligt, og at Thomas Gloag ikke slog sig voldsomt i Coppi e Bartali, hvor han endda var sat tilbage af forudgående sygdom. Omvendt kan det sagtens være, at det er Vingegaard, der ikke har førertrøjen, og så kan det jo være ham, der eventuelt kan udnytte det taktiske spil, særligt på kongeetapen. Det ændrer imidlertid ikke på, at det lige nu kunne se ud til, at han har det svageste hold blandt de tre favoritter, og det er endnu en potentiel snublesten. Heldigvis ved vi også, at Vingegaard på papiret er så meget stærkere end rivalerne, at han i en udgave tæt på 100% meget vel kan køre fra alt og alle, måske endda også flere gange. Selv på denne rute er sejrschancen således god.

Hvis Vingegaard forbander ruten langt væk, er det for intet at regne mod, hvad Enric Mas må gøre. Blandt de tre ryttere, jeg regner som de formodet stærkeste, er han nemlig den klart mest spurtsvage. For ham gælder således, at han skal vinde løbet enten på taktik eller ved slet og ret at vinde rigtig tid. Det har han bedst chance for i murfinalen, men i den slags afslutninger har han faktisk udviklet sig ganske meget. Det så vi første gang i Vueltaen i 2021, hvor han blev nr. 2 bag Primoz Roglic i Valdepeñas de Jaen, men vi så det også på San Luca i Emilia sidste efterår, hvor han på en ganske vist lidt længere stigning kørte fra Tadej Pogacar, samt i de eksplosive finaler i Andalusien tidligere i år, hvor han særligt på 4. etape så ud til at presse Pogacar.

Officielt: Disse hold skal køre 2024 Tour de France Femmes avec Zwift

Denne mur er så stejl, at det bestemt må være muligt for den bedste Mas at vinde, og spanieren har nu uafbrudt siden Vueltaen i 2021 været stabilt blandt de allerstærkeste, hvis man fraregner sidste års Tour. Ja, faktisk har han vel siden sidste års Vuelta lignet en mand, der har taget endnu et skridt, og jeg vil forvente, at han er mere formstærk end i Tirreno. Hans motor har altid godt af mange løbskilometer, som han nu har fået, og april måned har hele tiden været forårets allerstørste mål. Hvis han vitterligt er på sit højeste, virker det heller ikke umuligt, at han måske kan køre alene hjem på 4. og 5. etape, selvom det åbenlyst er vanskeligere.

Også hans hold er sårbart på stigningerne, men det ser nu ikke så ringe ud. Meget vil afhænge af lottokuponen Ruben Guerreiro, men det er også fint terræn for Alex Aranburu, der i år har klatret bedre end nogensinde, og Gonzalo Serrano. Det virker ikke helt umuligt, at de kan forsvare en eventuel trøje, og derudover er det jo muligt, at Mas selv kan blive en vinder i det taktiske spil, hvis han skulle være bagud undervejs. Der er således veje til sejr, selvom ruten ikke kunne passe ham meget ringere.

Den rytter, der til gengæld må have glædet sig mest over denne rute, er Sergio Higuita. Faktisk er det svært at se, at de kunne have givet ham en større gave. Blandt klassementsrytterne i dette løb er han således den i særklasse hurtigste, og han kan således score et hav af bonussekunder. Ja, faktisk har han en reel chance for at vinde alle seks etaper. Han er ikke specielt testet i murfinaler, men han vandt - i betydeligt svagere selskab - på muren i Polen sidste år, og det burde da også være en afslutning lige efter hans hoved. Jeg tror ikke, at han kan slå alle de tre favoritter, men mindre kan også gøre det, hvis han får bonus undervejs.

Hans hold er heller ikke ringe, men han ligner en mand, der kan isoleres, for vi leder stadig efter den bedste Emanuel Buchmann og Giovanni Aleotti, og den ellers velkørende Ben Zwiehoff er overmatchet i dette felt. Der er en vis sandsynlighed for, at han kan føre løbet inden kongeetapen, men her tror jeg, at han kan få det svært. Dels er hans hold skrøbeligt, og dels tror jeg, at de tre stærkeste vil kunne sætte ham afgørende af på Krabelin eller Izua, hvor de bør have en fælles interesse i at køre ham ud af ligningen. Han skal i hvert fald have sine bedste klatreben, og dem har vi vel ikke for alvor set siden sejren i Catalonien sidste forår, hvor han til gengæld lignede en mand, der havde taget næste skridt.

Om han kan genfinde det niveau, ved vi ikke, for han har skuffet i optakten, hvilket dog delvist også skyldes sygdom, men det er bekymrende, at han vel kun én gang for nu ganske længe siden har haft et niveau, der vil gøre det muligt at matche de bedste på kongeetapen. Han comeback i GP Indurain var pænt, men det skal være højere, hvis han skal matche de bedste i dette løb. Heldigvis har han nu fået banket den værste rust af, og måske kan han vinde, selvom andre er bedre. Han kan nemlig håbe på, at der i den lette finale alligevel kommer en større regruppering, og lykkes det, kan han sagtens ende som løbets vinder, alene fordi han er så hurtig. Lige nu tror jeg ikke, at niveauet rækker, men på denne rute vil hans punch og fart altid gøre ham farlig. Det er i hvert fald svært at se, at man kunne have givet ham en bedre rute end denne.

En anden rytter, der umuligt kan være utilfreds med denne rute, er Simon Yates. Briten har masser af punch på korte stigninger, selvom han faktisk har kørt relativt få løb i klassikeragtigt terræn, og som tidligere pointløbsverdensmester er han også ganske hurtig, som han blandt andet beviste ved at slå Pello Bilbao i en spurt i Touren. Spørgsmålet er bare, hvor han står. Vi har ikke set ”den rigtige Yates”, siden han satte kniven ind mod Primoz Roglic i Paris-Nice sidste år, og senest var han bestemt ikke overbevisende i samme franske løb. Selv forklarede han det med den specielle sæsonstart med en australsk start, men det det kan være svært at se, at det skulle være en egentlig begrundelse, særligt når han forinden havde erklæret sig optimistisk og nu ganske længe har været et stykke fra sit bedste niveau.

Heldigvis var han betydeligt bedre på løbets sidste etape, der jo har klare mindelser om det terræn, han møder her, og der er i hvert fald ingen tvivl om, at han er en af de ryttere, der passer bedst til denne rute. Han er også pokkers snu i det taktiske spil, der kan gøre det muligt at vinde, selvom han ikke er den stærkeste, og man må trods alt forvente, at den Yates, vi så på sidstedagen i Frankrig, vil ende løbet i en relativt god position. Det kan også være nødvendigt at bruge den taktik, for selvom Chris Harper og Matteo Sobrero klatrede suverænt i Paris-Nice, er Jayco meget sårbare med Eddie Dunbar på vej tilbage efter en skade.

Løbets store spørgsmålstegn er vel Daniel Martinez. Sidste år vandt spanieren løbet efter en fornem opvisning, der var kulminationen på et forår, hvor han var her, der og alle vegne. Selvom han vil savne enkeltstarten, har han heller ikke den store grund til at være utilfreds med ruten, for han viste i Fleche Wallonne, at han er god i murfinaler, og i dette løb spurtede han pludselig så godt, at han endda vandt en spurt foran blandt andre Alaphilippe. Problemet er, at det godt nok er længe siden, at Martinez har været bare tæt på sit gamle niveau. Listen bliver efterhånden lang med Tour de Suisse, Touren og Lombardiet, der alle var skuffende i 2022, og nu en næsten rystende dårlig sæsonstart i 2023, hvor han har været milevidt fra sit niveau, senest i Paris-Nice, og hvor det stadig er en sandt mysterium - også for ham selv - hvordan han tog den samlede sejr i et Algarve, hvor han bare kom for at lede efter formen.

Heldigvis er Paris-Nice nu så gammel en begivenhed, at han forhåbentlig har forbedret sig betydeligt, men der var godt nok også meget at indhente. Det er i hvert fald bekymrende, at vi skal næsten et år tilbage for at inde den bedste Martinez, men sandt er det også, at netop den bedste Martinez vil være en af de helt tunge favoritter på denne rute. Heldigvis er ruten jo også designet, så bedste mand ikke nødvendigvis vil vinde, og Ineos er et af de få hold, der burde have en relativt fornuftig chance for faktisk at kontrollere løbet - også selvom det bestemt er sandsynligt, at Martinez kan isoleres. Først og fremmest skal vi dog have ”den gamle Martinez” igen, og om vi får det, er lige nu meget usikkert.

Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar

Kan Ion Izagirre atter rejse sig i sit favoritløb? Hans historik på hjemmebanen er skræmmende god med én samlet sejr, én 2. plads og hele tre 3. pladser, men det er ikke mærkeligt, at fire af de fem podiepladser kom i årene mellem 2015 og 2019, hvor han havde sin storhedstid. Siden er det gået kraftigt ned ad bakke, og særligt det sidste års tid har det været helt grelt. Til gengæld var niveaufaldet allerede godt i gang for et år siden, hvor han totalt tog mig på sengen ved at vinde kongeetapen og ende som samlet nr. 2 i dette løb. Dengang fandt han nogle helt uventede ben til det løb, der betyder mest for ham, og man kan håbe, at det gentager sig i år. Noget tyder på det. Sejren i GP Indurain var uhyre overbevisende, og det tyder altså på, at han har gjort det igen og pludselig atter skal regnes som en seriøs faktor. Det er dog også sandt, at de største favoritter manglede i lørdagens løb, og at hans niveau generelt har været noget lavere end tidligere, senest da kollapsede han i Paris-Nice. Heldigvis kan man finde lidt håb i, at han var styrtet i Galicien forinden, for noget tyder på, at det var en del af forklaringen. Han mødes i hvert fald af en rute, hvor han måske kan vinde uden at være bedst, og han har i den grad meldt sig ind i kampen.

Forud for Catalonien havde jeg en forventning om, at Mikel Landa ville kunne byde Remco Evenepoel og Primoz Roglic en smule op til dans, men det kunne han slet, slet ikke. Tværtimod var baskeren en af de store skuffelser, og han lignede slet ikke den rytter, der på muretapen i Tirreno så ud til at være stærkeste mand. Heldigvis kørte han ikke noget dårligt løb - han endte på den samlede 5. plads i et stærkere felt end dette - og det vil være meget mærkeligt, hvis han ikke igen er med helt fremme. Problemet er, at ruten ikke passer ham specielt godt, da han er uhyre spurtsvag og derfor i den grad savner nogle vanskeligere finaler. Til gengæld er han slet ikke så dårlig på eksplosive mure, som vi så på netop muretapen i Tirreno, og den lokale helt har i hvert fald masser af kendskab til terrænet. Det er næppe et løb, han kan vinde ved slet og ret at være stærkest, men det behøver han heldigvis heller ikke at være på denne rute. Tværtimod ligner han og Pello Bilbao en af de allermest potente duoer til det taktiske spil, og det kan i et løb som dette måske endda åbne en motorvej til en mulig sejr.

For to uger siden havde jeg aldrig drømt om at rangere Marc Soler som en af de større favoritter. Spanieren har aldrig været en topklatrer, men i de senere år er det kun gået ned ad bakke. Når man dertil lægger, at han ikke er skabt til korte, eksplosive stigninger, lignede det et løb, hvor han mere ville være den aggressive tilstedeværelse, han plejer at være. Det fik hans flotte Catalonien imidlertid i den grad lavet om på, for her så vi måske endda den bedste Soler nogensinde. Tager han disse gode ben med sig til dette løb - og det ved man aldrig, når det gælder en af feltets mere svingende ryttere - vil han i dette felt, der mangler en vis dybde, helt sikkert være en af de stærkeste. Det ændrer ikke på, at han er på udebane på disse korte stejle stigninger, men her er der håb at hente i den måde, han klarede Montjuic-etapen på. Den viser, at han sagtens kan holde sig til i dette terræn også. Helt langsom er han heller ikke, men desværre er mange hurtigere. Til gengæld er denne rute skabt til den slags offensiv og initiativrig kørsel, som Soler elsker. Hvis en rytter skal udnytte taktik til at vinde samlet, ligner aggressive Soler næsten det allerbedste bud - også fordi han har et relativt solidt hold til eventuelt at forsvare en trøje. Desværre tyder hans kørsel i lørdagens løb på, at han meget vel kan have toppet til sit hjemmebaneløb, for her så han ikke ud til at have samme bid, som han havde på de catalanske veje.

For Mattias Skjelmose er det anden og sidste chance for at bevise, at han nu er klar til også at køre med helt i toppen af WorldTour-etapeløbene og ikke kun i de mindre løb, hvor han allerede har været en stor succes. Paris-Nice gik grundet det ærgerlige styrt og en dum defekt ikke som håbet, men forinden havde vi også set, at han i forhold til de bedste stadig manglede et stykke. Heldigvis er dette løb faktisk nærmest perfekt for ham, for det er på lange stigninger, han stadig mangler at bevise sig. I det eksplosive terræn har han længe gjort det godt, og i dette løb har han samtidig fordel af, at han blandt klassementsrytterne tillige har en af de bedste spurter. Det er klart, at han her er oppe mod en del af verdenseliten, og Paris-Nice viste os, at vi ikke kan forvente at se ham køre lige op med de bedste, men i dette terræn bør han ikke været alt for langt fra, og så er det jo netop på en rute som denne, at initiativ belønner sig, og hvor stærkeste mand ikke nødvendigvis behøver at vinde. Lørdagens løb viser, at vi kan have pæne forventninger, men også at han stadig er lidt overmatchet af de bedste.

Sammen med Landa er det Pello Bilbao, alle baskere krydser fingre for, men desværre har det været en lidt skuffende sæson for baskeren. Resultaterne har skam været pæne, men det er svært at komme udenom, at han har været et stykke under det fine niveau, han havde i 2021. I forvejen har han altid manglet de sidste procent i forhold til de bedste i et felt som dette, hvilket også kom til udtryk i dette løb sidste år, hvor han var flyvende, men stadig havde sine problemer på Arrate-etapen. I dette løb har han til gengæld stor glæde af fraværet af meget svære finaler, og i stedet får han stor glæde af, at han er en af de allerhurtigste klassementsryttere med en stor chance for at jagte bonus. På den anden side har denne sæson igen bevist, at hans dieselagtige klatrestil trods hans punch ikke gør ham særligt velegnet til korte, eksplosive stigninger - og slet ikke når vi taler om meget stejle mure. Derfor passer 3. og 5. etape ham faktisk ikke særligt godt, og det kan hans bonussekunder ikke kompensere for. Han skal i hvert fald vinde løbet via taktik, men som nævnt ligner han og Landa i den sammenhæng også en af de allermest interessante konstellationer.

Jeg er uhyre spændt på at se Romain Gregoire. Han har jo længe været udråbt som et helt særligt talent, men de færreste havde vel ventet så stærk en start. Allerede i det stærke felt i Drome-Ardeche var han blandt de allerstærkeste, hvad han var igen i Laigueglia, men det mest imponerende var hans flotte kørsel i karrierens første WorldTour-løb, Strade Bianche. Nu kommer så den næste store test, nemlig karrierens første WorldTour-etapeløb, og der er en betydelig risiko for, at det kan blive for stram kost. Vi så også i Strade, at han trods alt skal have forbedret sig yderligere, hvis han skal være med helt i front her, men med den udvikling, han gennemgår nu, virker det bestemt heller ikke umuligt, at han har lagt yderligere til siden dengang. Med tanke på hvor stærkt Lenny Martinez kørte i sit første etapeløb på WorldTouren, er der grund til også at tro på Gregoire, der er startet sin sæson meget stærkere. For en puncheur som ham burde dette også være den perfekte, da han har punch og en rimelig spurt, men den store test kommer på kongeetapen, hvor der er en vis sandsynlighed for, at stigningerne er for svære. Heldigvis kommer de jo også langt fra mål, og det kan bringe ham tilbage i spillet. Det er klart, at hans hovedopgave er at støtte Gaudu, men i netop dette løb kan det jo være en stor fordel at være led i et overtal - og 2021-udgaven viste jo, at det i dette løb kan lade sig gøre for en løjtnant at få en stor chance i det taktiske spil.

En anden rytter, der har skuffet i år, har været Brandon McNulty. Sidste år kørte han som en motorcykel gennem årets første måneder, men i år har han været en temmelig anonym skikkelse. Der var heldigvis fremgang at spore i Tirreno, men han var stadig et stykke fra de bedste. Desværre viste muretapen også, at han ikke er en mand til korte og meget stejle stigninger, og derfor er det bestemt ikke hans rute. Omvendt er det også et løb, der indbyder til, at man tager chancer med angreb fra distancen, og det er jo netop McNultys spidskompetence. Faktisk var det netop det taktiske spil, der sendte ham i trøjen for to år siden, og han og Soler udgør en perfekt kombination af ryttere til at opsøge den slags muligheder. Det kræver bare, at han finder et klatreniveau, som vi kun har set ved ganske få lejligheder, og det er der foreløbig intet, der har tydet på, at han kan - og så skal han endda kæmpe med nogle stigninger, der ikke ligger til hans højreben.

En af de positive overraskelser i Catalonien var Rigoberto Uran . På løbets kongeetape så vi den bedste udgave af den erfarne colombianer i nærmest umindelige tider, og det viser, at det heldigvis er for tidligt at begrave ham. Det var endda i hans sæsondebut, og derfor kan man vel tillade sig at håbe, at han har forbedret sig yderligere nu. Det er klart, at han ikke er stærkeste mand, men med de ben, han havde for en uge siden, bør han komme ret langt. Spørgsmålet er bare, om ruten er helt ideel. I gamle dage var han ret eksplosiv, men med alderen er han i højere grad blevet en dieselmotor, der næppe vil føle sig alt for komfortabel i de eksplosive finaler. Hans gode spurt synes også forsvundet, og det er ingen fordel på denne rute. Først og fremmest vinder han dog kun løbet, hvis han tør gå opportunistisk til værk, og det er tvivlsomt, om vi vil se det fra en mand, der ikke just er kendt for at angribe.

Hvad så med Richard Carapaz ? Vi vidste godt, at ecuadorianeren havde haft en svær vinter, men de fleste blev nok alligevel forbavsede over, at han var så milevidt fra sit bedste niveau i Catalonien, som det var tilfældet. Selvfølgelig kan vi forvente os at se en bedre Carapaz i dette løb, men der er godt nok et stort hul, der skal lukkes, hvis vi skal se ham helt fremme. Det er svært at gå til løbet med den store optimisme, men lige netop på denne rute kan en mand som Carapaz måske overraske. Han passer udmærket til det eksplosive terræn, og som han bekræftede i Catalonien, er han en uhyre aggressiv herre, der altid opsøger mulighederne. I GP Indurain så han i hvert fald meget, meget bedre ud end i Catalonien, og vi kan formentlig vente os en endnu bedre Carapaz i den kommende uge. Han er næppe god nok til at vinde, men i dette løb kommer man langt med den aggression, der kendetegner ham.

Mørkøv får afgørende rolle i rekordforsøg

Jumbos mission er at vinde løbet med Vingegaard, men danskeren har jo selv været i en position, hvor han som løjtnant blev spillet ud i det taktiske spil, nemlig i 2021. Det kan måske åbne døren for Attila Valter. Som snart sagt alle andre har han forbedret sig markant efter skiftet til Jumbo, hvor han leverede sit livs flotteste præstation i Strade Bianche, men til gengæld kom vi også ned på jorden i Tirreno, hvor han var temmelig skuffende. Valter har altid været kendt som den totale lottokupon, der desværre oftest var en nitte, men et skifte til Jumbo plejer at føre til større stabilitet. Det gode er, at det er i denne form for terræn, han har været allerbedst, som vi så det i Strade Bianche, og hvis han har samme ben her, bør han komme ganske langt. Om han så kan være med på kongeetapen, vil tiden vise, men kommer han til løbet med Strade-form, kan han være en mand, Jumbo kan bruge i det taktiske spil, så holdet og Vingegaard ikke kommer for meget på bagkant.

Det bliver også spændende at følge Felix Gall. Sidste år var det netop i denne periode, at han leverede sit hidtil flotteste niveau, da han endte som nr. 12 i dette løb og siden kørte stærkt i Tour of the Alps. Det er netop i dette lidt mere eksplosive terræn, at han hidtil har været bedst, og denne rute burde passe ham glimrende. Han har i år nået et niveau i sæsonstarten, vi ikke har set tidligere, senest med en 16. plads i Tirreno, og han har meldt om en god optakt til dette løb. Det er klart, at han ikke vinder løbet, men kan han bekræfte den forbedring, vi har set i sæsonstarten, er der ikke langt til en bedre placering end sidste år, særligt efter en 16. plads i et Tirreno-felt, der var stærkere end dette. Hans flotte kørsel i GP Indurain giver i hvert fald grund til optimisme.

Hvad så med den genfødte Rui Costa ? Ved starten af året havde jeg for længst begravet portugiseren, men hans skifte til Intermarché har skabt et mirakel. Man kan heller ikke bare afskrive hans mange resultater med god vinterform, for han var med helt fremme i Strade Bianche også. Siden har han holdt pause, og vi ved derfor ikke, om han kommer blæsende ud i samme form, men Ardennerne er det store mål, hvorfor vi kan tillade os at være optimistiske. Problemet er bare, at Costa altid har været for tung til disse stejle mure, selv da han var allerbedst, og hans bedste resultater er to 7. pladser helt tilbage i 2015 og 2016. Dengang var han trods alt betydeligt bedre, end han er i dag, og som vi også så i årets første løb, er der altså stærkere folk end ham. Omvendt er det også en lettere rute, hvor man har mulighed for at komme tilbage og kan komme langt med den snu og offensive kørsel, der kendetegner ham, og som gav ham en samlet sejr i Valencia, hvor han end ikke var tæt på at være stærkeste mand.

Det var både trist og opløftende at se Esteban Chaves i Catalonien. Opløftende, fordi hans kørsel på 2. etape viste, at han efter en svær periode fortsat har et højt topniveau. Trist, fordi løbet også bekræftede tendensen til, at en stærk start næsten altid følges op af et kraftigt niveaufald undervejs. Det gør det svært at være alt for optimistisk i et løb, hvor etaperne næsten bare bliver vanskeligere og vanskeligere, og det virker i hvert fald ikke usandsynligt, at vi vil se en stærk start, men at han falmer på kongeetapen. Da han sidst kom til løbet efter et uventet stærkt Catalonien i 2021, gik det ham dog ganske hæderligt med en samlet 9. plads i dette løb, og netop på denne rute kan man komme langt uden at være stærkest. Det eksplosive terræn passer ham også fint, og han er aldrig bange for at gribe ud efter lykken, hvad der kan vise sig givtigt på denne rute. Det er bare lidt svært at tro, at han vil køre stærkt nok på lørdag til at være med helt i front - ikke mindst fordi han bestemt ikke virkede overbevisende i GP Indurain.

Hvad så med Pierre Latour? Franskmanden har i år virkelig været helt utilregnelig, og hans niveau har svinget voldsomt fra uge til uge. Han udgik lørdag, hvilket ikke er lovende, men med de udsving, han har haft i år, skal man ikke afskrive ham. Dette løb med korte, eksplosive stigninger er utvivlsomt det WorldTour-etapeløb, der passer ham bedst, og den Latour, vi så i 2022, ville være en ganske solid top 10-kandidat. I år har han desværre ikke fundet samme niveau, men han lå trods alt i top 10 i Paris-Nice, inden han kollapsede på sidste etape. Netop den manglende stabilitet gør, at det er svært at tro, at han kan holde niveau over alle de fire sidste etaper, men ruten passer ham så godt, at man ikke helt kan udelukke, at han kan lave et resultat.

En spændende kandidat er også Luke Plapp. Australieren så med sin kørsel i UAE Tour ud til at have taget næste skridt, men det er også sandt, at han fik nogle gedigne prygl i Europa for et år siden, hvor han også var startet stærkt i det meget specielle løb i Emiraterne. Heldigvis burde dette løb ikke passe ham helt skidt. Formentlig er han stadig for tung til at blande sig med de bedste i de rigtige bjerge, men disse kortere stigninger bør være mere tilgængelige. Til gengæld mangler han punch til de eksplosive finaler, hvor stigningerne også er alt for stejle, og det er derfor langt fra en drømmerute for australieren. Heldigvis er det også et løb, hvor man kan komme meget langt med offensiv kørsel og initiativ, og det er et af hans specialer. Det kræver bare, at han er i form, og det kan være tvivlsomt, efter at han missede Catalonien med sygdom og kun har fået dette løb ind som en erstatning.

Jeg er lidt spændt på Alex Aranburu. Al logik tilsiger, at dette løb er for svært, men hans klatring i år har nået helt nye højder. Han imponerede allerede i Valencia og igen på muretapen i Tirreno, og senest så han meget stærk ud i GP Indurain. Det er klart, at hans primære opgave er at hjælpe Mas og gå efter etapesejre via sin spurt, men i dette løb er det ikke dumt for Movistar at have flere kort at spille. De lange stigninger, der er hans problem, kommer langt fra mål, og han blev trods alt nr. 25 i 2018 på en rute, der passede ham langt dårligere. Lad os se, hvad det nye niveau rækker til i dette felt uden alt for mange topklatrere. Terrænet passer ham i hvert fald bedre end nogensinde, og niveauet har nået nye højder.

Trek kommer med Bauke Mollema som supplement til Skjelmose. Hollænderen har ikke kørt løb siden Laigueglia og har brugt tiden til at forberede sig til Ardennerne. Jeg vil også tro, at dette løb er ren forberedelse, for han har et hårdt program med klassikere, Giro og Tour, og da han sidst var til stat i 2019, brugte han det netop på den facon. I forvejen er han temmelig langt fra sit tidligere niveau, men han hiver af og til en klassepræstation frem som senest i San Sebastian og Lombardiet. Nu om dage sker det bare kun i endagsløb, og hans etapeløb - grand tours og ugelange løb - er generelt skuffende. Faktisk har han ikke været i top 10 i et etapeløb på WorldTouren siden Giroen i 2019, og det kommer han næppe heller her, hvor han meget vel kan være hjælper for Skjelmose. Han endte dog som nr. 8 i Algarve og bør være tæt på topformen. Han har jo trods alt vist, at han på sine gode dage har et højt topniveau, og på en rute, der virkelig passer en type som ham, og hvor taktik sammen med Skjelmose kan komme i spil, må man åbne døren på klem, selvom jeg regner med, at han alene har kommende løb i tankerne.

Soudal giver chancen til Mauro Schmid, der kommer til løbet med en samlet sejr i Coppi e Bartali bagagen. Niveauet her er dog langt, langt højere, og når han kunne sættes til vægs af folk som Mark Padun, James Shaw og Domenico Pozzovivo, vil han komme ganske meget til kort i dette felt. På papiret er terrænet også for hårdt til det klatreniveau, han har vist indtil nu, men skal han endelig have en rute, hvor det kan lade sig gøre, må det være denne. Stigningerne er i hvert fald korte og eksplosive, og de lange stigninger kommer alle et stykke fra mål. Alligevel vil det være meget overraskende at se ham i top 10, for det vil kræve et klatreniveau, han endnu ikke har været tæt på.

Quintana kører Giroen i en ny rolle

Endelig er der Ruben Guerreiro. Egentlig anså jeg ham som en af de spændende jokers, men min optimisme er i den grad blevet dæmpet efter et skuffende GP Indurain. Alligevel skal han nævnes. Portugiseren er nemlig aldrig til at regne med, og heller ikke i år har vi kunnet vide os sikker på, hvilken version vi har fået. Han startede stærkt med sejren i Saudi Tour, skuffede i Andalusien og rejste sig i det svage felt i Galicien, inden han missede Strade med sygdom. Hans potentiale er imidlertid pænt, for i juni 2022 så vi en bedre Guerreiro, end vi tidligere har set. Han burde også være som en fisk i vandet på denne rute, hvor han kan bruge sit punch og sin fart, og han klatrer efterhånden så godt, at han heller ikke skal frygte kongeetapen alt for meget. Også for ham gælder, at han primært er her som hjælper, men som allerede fremhævet er det netop på en rute som denne, at en løjtnantrolle måske kan give en chance i det taktiske spil. Det kræver bare, at GP Indurain alene var udtryk for en halvdårlig dag.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og det har givet anledning til mindre ændringer i holdoversigten.

***** David Gaudu

**** Jonas Vingegaard, Enric Mas

*** Sergio Higuita, Simon Yates, Daniel Martinez, Ion Izagirre, Mikel Landa

** Marc Soler, Mattias Skjelmose, Pello Bilbao, Romain Gregoire, Brandon McNulty, Rigoberto Uran, Richard Carapaz, Attila Valter, Felix Gall, Rui Costa, Esteban Chaves, Luke Plapp, Pierre Latour, Alex Aranburu, Bauke Mollema, Mauro Schmid, Ruben Guerreiro

* Steff Cras, Cristian Rodriguez, Rein Taaramae, Davide Formolo, Remy Rochas, Jose Manuel Diaz, Juan Pedro Lopez, Clement Champoussin, Odd Christian Eiking, Emanuel Buchmann, Mikel Bizkarra, Harm Vanhoucke, Steven Kruijswijk, Jonathan Castroviejo, Chris Harper, Quinten Hermans, Alexis Vuillermoz, Andrea Bagioli, David De La Cruz, Eddie Dunbar, Mattia Cattaneo, Felix Grossschartner, Andreas Leknessund, Egan Bernal, Sam Oomen, Ben Zwiehoff, Luis Leon Sanchez, Robert Stannard, Matteo Sobrero, Simon Geschke, Gonzalo Serrano, James Knox, Nicola Conci, Jefferson Cepeda

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG SCHELDERPRIJS UDEN AFBRYDELSER

Danskerne

Jonas Vingegaard og Mattias Skjelmose er begge kaptajner på deres hold og er omtalt ovenfor. På Jayco skal Christopher Juul støtte Simon Yates.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

INEOS Grenadiers: Martinez må være kaptajn med Plapp som joker. Egan Bernal manglede for meget i Catalonien, og styrtet har næppe gjort det bedre. Jonathan Castroviejo viste i Catalonien, at han kan lave et hæderligt resultat, og det kan Omar Fraile, der har kørt stærkt i år, formentlig også, men begge må regnes som hjælpere. Ethan Hayter mangler efter sin skade for meget, og Brandon Rivera skuffede i Coppi e Bartali.

AG2R Citroën Team: Gall er den klare kaptajn. Løbet er for svært for Andrea Vendrame, og ingen af klatrerne Jaakko Hänninen, Nicolas Prodhomme, Valentin Paret-Peintre eller Alex Baudin har vist form, mens Larry Warbasse er et stykke fra fordums styrke.

Alpecin-Deceuninck: Løbet passer god til Nicola Conci, men han var milevidt fra formen i Catalonien. Quinten Hermans er ved at være der, men terrænet her må trods alt være for svært, mens terrænet må være lidt for svært for Robert Stannard.

Her åbner Visma-dansker sæsonen

Team Arkea Samsic: Det handler om Clement Champoussin, der er den erklærede kaptajn, men selvom det endelig så bedre ud i GP Indurain, synes han stadig at mangle for meget. Jeg havde egentlig visse forventninger til Cristian Rodriguez, der også jagter et resultat, men han skuffede fælt i lørdagens comeback og har ikke haft den bedste tid siden Oman. Simon Guglielmi bliver stadig bedre, men helt fremme kan han ikke værre, og det samme gælder for en fornuftigt kørende, men ustabil Michel Ries. Alessandro Verre har intet vist i år.

Astana Qazaqstan Team: Det handler om David De La Cruz, men efter et hæderligt Paris-Nice floppede han igen fælt i Catalonien, og løbet passer ham dårligt. Luis Leon Sanchez synes i bedring, men er stadig et stykke fra sidste års niveau, og selvom Cristian Scaroni var god i GP Indurain er dette løb for svært, som det også er det for Javier Romo. Både Gianni Moscon og Andrey Zeits har været meget formsvage.

BORA-hansgrohe: Det må handle om Higuita. Emanuel Buchmann skuffede igen fælt i GP Indurain, hvor Giovanni Aleotti også igen var helt væk. Løbet e for svært for en ellers velkørende Ide Schelling. Niveauet er fortsat for højt for Florian Lipowitz.

Cofidis: Izagirre må være den klare kaptajn på hjemmebanen. Jeg håber, at Remy Rochas genfinder de lovende takter, men han har endnu intet vist i år. Simon Geschke har endelig været ved at finde lidt form, men skuffede i lørdags. Her viste Jonathan Lastra endelig lidt liv, men ikke nok til noget resultat her.

Team DSM: Holdet satser på Andreas Leknessund og Harm Vanhoucke, men de var både i UAE Tour og Tirreno relativt langt fra de bedste. Unge Henri Vandenabeele har det stadig svært, Matthew Dinham mangler for meget, og løbet er for svært for en ellers stadig stærkere Florian Stork.

EF Education-EasyPost: Uran, Chaves og Carapaz må ventes at deles om kaptajnrollerne. Odd Christian Eiking viste fornem form i GP Indurain trods et stort arbejde, men han må ventes at være hjælper, som det også gælder for Merhawi Kudus.

Groupama-FDJ: Gaudu er den klare kaptajn med Gregoire som joker. Michael Storer havde et grimt styrt i Catalonien og har ikke fløjet i år, mens løbet er lidt for svært for Quentin Pacher, selvom han er ved at finde formen.

Intermarché-Circus-Wanty: Costa må formodes at være kaptajn, men Rein Taaramae kørte to fornemme bjergetaper i Catalonien, hvor han bekræftede sin forbedrede klatring. Han passer dog dårligt til disse stigninger og har været alt for svingende. Løbet er for svært for Georg Zimmermann, Laurens Huys og Lilian Calmejane, der ellers alle har vist hæderlig form.

Team Jayco-AlUla: Holdet kommer for at køre klassement med Yates. Chris Harper og Matteo Sobrero var meget formstærke i Paris-Nice, men imponerede mildt sagt ikke lørdag, mens holdets Giro-kaptajn, Eddie Dunbar, kører første løb siden styrtet i Valencia.

Movistar Team: Mas er den klare kaptajn, men Aranburu og Guerreiro kan væe jokers. Gonzalo Serrano har stadig ikke for alvor fundet formen i år, løbet er lidt for svært for formstærke Nelson Oliveira , og Gorka Izagirre er trods en fin sæsonstart i dag lidt overmatchet på dette niveau.

Soudal-Quick Step: De erklærede kaptajner er Schmid og Mattia Cattaneo, der i dog næppe klatrer godt nok til dette løb. Andrea Bagioli burde passe til løbet, men har skuffet meget på det sidste, og siden de ikke erklærer ham som kaptajn, er han næppe flyvende. James Knox gjorde det pænt i Coppi e Bartali, men har ikke vist det tilstrækkelige niveau længe.

Bahrain-Victorious: Det må handle om Landa og Bilbao. Hermann Pernsteiner viste ikke megen form i Catalonien, hvor Rainer Kepplinger nok gjorde det uventet godt, men østrigeren er stadig for uprøvet til dette niveau, der nok også er lidt for højt til Edoardo Zambanini.

Trek-Segafredo: Skjelmose må være kaptajn med Mollema som joker. Juan Pedro Lopez er kommet relativt flot tilbage efter sin skade, men som vi så lørdag, mangler han nok stadig lidt for meget. Efter nogle lidt skuffende løb i Italien er Natnael Tesfatsion og Tony Gallopin overmatchede, og selvom han endelig viste takter efter sit grimme styrt i Larciano, har Amanuel Ghebreigzabhier endnu ikke vist nok.

Jumbo-Visma: Det må handle om Vingegaard med Valter som en potentiel joker. Steven Kruijswijk har været helt fra den i år, senest i Catalonien, og det samme gælder for Gijs Leemreize, der senest skuffede i Coppi e Bartali, og Rohan Dennis , der var en skygge af sig selv i Paris-Nice. Sam Oomen synes ikke længere at kunne være med i front på dette niveau.

UAE Team Emiates: Soler og McNulty må være kaptajner. Jeg havde egentlig en vil tiltro til Davide Formolo, der så ud til at være i stigende form, men siden han agerede ren hjælper lørdag, er han næppe flyvende. Felix Grossschartner efterlod et skuffende indtryk lørdag, hvor vi så, at Marc Hirschi mangler for meget efter sin skade.

Burgos-BH: Med det niveau, han ha nu, må Jose Manuel Diaz regnes som top 20-kandidat. Victor Langellotti startede sæsonen stærkt, men skuffede i Catalonien, hvor også Daniel Navarro og Andres Ardila manglede for meget.

Caja Rural-Seguros RGA: Efter en uhyre skuffende periode rejste Jefferson Cepeda sig lørdag, men hans stabilitet har været så svag, at det er svært at tro på ham. Unge Abel Balderstone kørte ganske flot i Catalonien, men helt fremme kan han ikke være. Joel Nicolau har intet vist i år.

Equipo Kern Pharma: Unge Igor Arrieta gjorde det pænt lørdag, men der er grænser for, hvor langt han kommer i dette felt. Giovanni Carboni har haft et pænt år, men niveauet er for højt.

Euskaltel-Euskadi: Løbet passer dårligt til dieselklatreren Mikel Bizkarra, men flasker det sig, er han top 20-kandidat. Joan Bou har gjort det pænt i år, men ikke til dette niveau, og løbet er for svært for den ellers velkørende Gotzon Martin.

TotalEnergies: Latour ligner bedste bud, men Steff Cras er top 20-kandidat, selvom han stadig har til gode at finde sidste års pæne niveau. Alexis Vuillermoz skuffede lørdag og har stadig ikke fundet sig selv efter sine helbredsproblemer, mens Victor De La Parte ikke længere kan være med på dette niveau. Unge Alan Jousseaume gjorde det pænt lørdag, men niveauet her er for højt.

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG SCHELDERPRIJS UDEN AFBRYDELSER