Optakt: Itzulia Basque Country (Baskerlandet Rundt)
05. april 2021 14:07Foto: A.S.O. / Fabien Boukla
af Emil Axelgaard

Mens en stor del af opmærksomheden er rettet mod brostenene i Nordeuropa og stærke folk som Wout van Aert og Mathieu van der Poel, forbereder nogle af verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere sig på seks dages intenst cykelløb på stejle stigninger i det cykelgale Baskerlandet. Det seks dage lange Vuelta al Pais Vasco, der nu går under navnet Itzulia Basque Country og indledes mandag, tjener et dobbelt formål. På den ene side er det den perfekte forberedelse til de kommende ardennerklassikere, og samtidig er det et prestigiøst og knaldhårdt WorldTour-løb, som enhver etapeløbsrytter drømmer om at have på sit generalieblad.

Annonce

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL BASKERLANDET RUNDT

Løbets rolle og historie

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en speciel dobbeltrolle, da de både fungerer som den sidste, afgørende forberedelse for klassikerspecialisterne og den første store test for etapeløbsrytterne. Efter det italienske løb handler det meste af den kommende måned imidlertid som regel fuldstændig om de store endagsløb, og det er de store slag i Nordeuropa, der får næsten al opmærksomhed.

 

Det betyder ikke, at grand tour-rytterne ligger på den lade side i disse tider. Adskillige etapeløb anført af WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Itzulia Basque Country, det tidligere Vuelta al Pais Vasco, finder i løbet af disse uger sted i den sydlige del af kontinentet, og selvom de delvis kan betragtes som forberedelse til ardennerklassikerne, er de meget mere end det. For de grand tour-ryttere, der helt skipper endagsløbene, udgør de forårets vigtigste mål, og derfor er de typisk rammen om nogle fascinerende opgør mellem de ryttere, der senere vil spille hovedroller i de store grand tours.

 

Da Baskerlandet er en af de mest cykelgale regioner i verden, er det kun naturligt, at området er rammen om et af de allerstørste løb. På samme måde som Flandern er området befolket af fans, der elsker cykling, men hvor belgierne har kastet deres kærlighed på endagsløb, er det etapeløbene, der står baskernes hjerte nært. Derfor er det ikke overraskende, at deres store begivenhed strækker sig over seks dage.

Yates vinder sidste etape i Baskerlandet Rundt - Izagirre snupper den samlede sejr efter stor Astana-offensiv

KØB ADGANG: SE ALLE DE STØRSTE CYKELLØB PÅ

 

Itzulia Basque Country blev første gang afviklet allerede i 1924 og har således en lang historie, men efter 1930 forsvandt løbet fra kalenderen. Der blev gjort et forsøg på at genoplive det i 1935, men det blev hurtigt opgivet, og det blev ikke afviklet igen før 1969.

 

Her var det tilbage på kalenderen, og straks fra start nød det stor prestige. Den første vinder af det genopstandne løb var ingen ringere end Jacques Anquetil, og siden da er det blevet vundet af mange af sportens største stjerner. Luis Ocana er dobbelt vinder, San Kelly har vundet tre gange, Stephen Roche har én sejr, og Tony Rominger har hele tre titler. I de senere år har grand tour-stjerner som Alberto Contador, Andreas Klöden, Nairo Quintana, Samuel Sanchez, Chris Horner, Joaquim Rodriguez, Denis Menchov og Alejandro Valverde alle været øverst på podiet, og det indikerer, hvor prestigiøst det baskiske løb er.

 

Baskerlandet er en meget kuperet region, men der er ingen høje bjerge. Deres stigninger er i stedet kendt som korte og stejle, og det giver etaperne en vis lighed med ardennerklassikerne. Da det afvikles bare et par uger før de kuperede endagsløb, er det ikke mærkeligt, at løbet betragtes som den bedste forberedelse til ardennertrioen, og det har ofte været en god indikation på, hvem der i form til løbene i Belgien og Holland.

Annonce

 

På et tidspunkt så det ud til, at løbet næsten var reduceret til mere forberedelse end egentligt mål, men opfindelsen af ProTouren og den betydning, WorldTour-point i dag har, har brudt tendensen. Nu om dage tjener løbet to formål. Mens nogle ryttere er rejst til Spanien alene for at finde klatrebenene forud for deres store mål i endagsløbene, er der folk, som kun er til start med det ene formål at tage den samlede sejr.

 

I de senere år har spansk cykelsport lidt voldsomt, og Baskerlandet er blevet ramt mindst lige så hårdt som resten af landet. Euskal Bizikleta - det andet store baskiske etapeløb - er forsvundet, og regionens to WorldTour-løb, Itzulia Basque Country og Clasica San Sebastian, har begge været truet af økonomiske vanskeligheder. UCI var på et tidspunkt tvunget til at gribe ind for at redde de to begivenheder, men deres langsigtede fremtid var længe usikker.

 

Derudover mistede de baskiske fans muligheden for at følge deres lokale helte på hjemmebanen. Baskerne er berømte for deres passion, og det regionale cykelhold Euskaltel var i mange år en kilde til enorm stolthed. De opnåede deres store højdepunkt på hjemmebanen, da Samuel Sanchez langt om længe vandt det hjemlige etapeløb, men for syvende gang i træk må man igen spejde langt efter det lokale storhold. Heldigvis opstod det mindre Murias-hold som Euskaltels efterfølger med deltagelse i både 2018 og 2019, og mens det hold nu er forsvundet, deltager Euskaltels efterfølger, der nu er vokset til ProTeam-niveau, for første gang med klassiske orange trøjer. Det nærer passionen yderligere, og havde det ikke været for coronavirus, kunne vi derfor igen forvente vanvittige scener med tusindvis af fans, noget man sjældent finder i andre ugelange etapeløb.

 

Løbet er typisk et af de hårdeste ugelange etapeløb. Der er stort set ikke én meter flad vej i regionen, og derfor er der som regel begrænsede muligheder for sprinterne. Således holder de hurtigste folk sig altid langt væk, og de holder sig i stedet til de nordlige klassikere. For klatrestærke sprintere som Michael Matthews er der i løb som Itzulia, Volta a Catalunya og Tour de Romandie dog typisk adskillige muligheder. Derudover er løbet fyldt med adskillige - ofte ekstremt - stejle stigninger af medium længde, og det er de vanskelige bakker, den ofte kuperede enkeltstart og de kolossale regnmængder, der typisk afgør klassementet. Selvom løbet ikke rammer de høje bjerge eller lange stigninger, er det hævet over enhver tvivl, at det er et løb for de rigtige etapeløbsryttere.

 

De korte stigninger betyder imidlertid ofte, at løbet afgøres med små forskelle, og det er svært at slå store huller på de eksplosive bakker. Løbet er traditionelt sluttet med en kuperet enkeltstart, og den etape har altid været helt afgørende. Det kan godt være, at de baskiske fans elsker klatrere, men man vinder ikke Baskerlandet Rundt, hvis man ikke kan køre enkeltstart. Det er således ikke nogen tilfældighed, at førertrøjen i årene mellem 2010 og 2017 skiftede ejermand på sidste etape hver eneste gang bortset fra i 2014, hvor det lykkedes Alberto Contador at forsvare sin føring, og i 2017, hvor Alejandro Valverde leverede samme bedrift. Siden dengang er enkeltstarten dog ikke blevet afviklet på sidstedagen.

Annonce

 

Grundet coronavirus skal vi tilbage til 2019 for at finde den seneste udgave, og her blev enkeltstarten ikke helt så afgørende. Maximilian Schachmann dominerede totalt den indledende fase, hvor han vandt tre af de fire første etaper, herunder enkeltstarten, inden hans holdkammerat Emanuel Buchmann snød de øvrige favoritter totalt på kongeetapen, hvor han under manglende kontrol kørte alene hjem til en stor solosejr. Desværre for ham lykkedes det Adam Yates, Astana og UAE at knække ham på sidste etape, og det sikrede i stedet en meget populær hjemmesejr til Ion Izagirre 29 sekunder foran Dan Martin og 31 sekunder foran den slagne Buchmann. Izagirre vender tilbage for at forsvare titlen i et løb, der er forårets helt store mål, og han er igen oppe mod Buchmann, der jagter revanche. Til gengæld skipper Martin løbet denne gang.

 

Ruten

Ruten til Itzulia Basque Country varierer altid ganske betydeligt, men de forskellige udgaver har altid et ret ensartet format. Normalt er der et par etaper til hurtige folk, der kan overleve nogle stigninger og vinde en spurt i et reduceret felt. Der er imidlertid aldrig helt flade etaper i det vanskelige terræn, og som ren sprinter er det sjældent, at der er én eneste mulighed. Derudover er der typisk 2-3 svære etaper, hvor klassementsrytterne kan dyste om sejren, og disse er ofte kendetegnet ved nogle ekstremt stejle mure. Højdepunktet er den traditionelle kongeetape til Alto de Arrate i udkanten af Eibar, der meget ofte er kommet på fjerde eller femte etape. Endelig har det været en fast tradition, at løbet er sluttet med en ofte meget kuperet og teknisk enkeltstart, der har været den i særklasse vigtigste etape.

 

I 2017 fik arrangørerne en del kritik for at sammensætte en alt for nem rute, hvor fire relativt lette etaper blev afsluttet med kongeetapen og den afsluttende enkeltstart, der fuldstændigt bestemte løbets udfald. Tilsyneladende tog man den kritik til sig, og i 2018 gik man den helt modsatte vej. Den udgave var nemlig den hårdeste i umindelige tider og bød på masser af godbidder til klatrerne og meget lidt at komme efter for de hårdføre sprintere. Samtidig gjorde løbet atter brug af de korte, ekstremt stejle mure, der stort set var helt fraværende i 2017-udgaven, og dermed var det en rute, der passede langt bedre til løbets rygte som et af de hårdeste på WorldTouren og var langt bedre i overensstemmelse med løbets natur. Sådan var den seneste udgave i 2019 til gengæld slet ikke, for her var der udover den klassiske enkeltstart og Arrate-etapen kun yderligere én relativt svær etape, men ikke meget af den klassiske murkørsel. I stedet var der hele tre relativt lette etaper, hvilket gjorde det til et paradis for puncheurs som Maximilian Schachmann og Julian Alaphilippe.

 

I år skruer man igen op for sværhedsgraden i det, der må betegnes som en meget vanskelig udgave af løbet, hvor der er tre udprægede klassementsetaper, men også yderligere to etaper med så svære finaler, at der reelt er mulighed for klassementsrytterne for at teste hinanden fem af de seks dage. Nøglepunkterne er igen den klassiske enkeltstart, der for fjerde gang i træk ikke afvikles på sidstedagen, men ligesom i 2019 allerede på 1. etape, og den første afslutning på en af Baskerlandets klassiske mure siden 2016-udgaven samt naturligvis igen den klassiske kongeetape til Arrate, hvor man dog ikke som i 2017 og 2018 benytter den nye og stejlere opkørsel. Til gengæld bliver det igen klatrerne, der får det sidste ord, når enkeltstarten kommer tidligt, det i stedet er Arrate-etapen, der som i 2018 runder festen af, og med genindførslen af en murfinale ligner det en sjældent set selektiv udgave af det baskiske etapeløb.


LIVESTREAM: SE ALLE ETAPER FRA BASKERLANDET RUNDT
 

De relativt korte stigninger har altid betydet, at forskellene har været små, og derfor har enkeltstarten som regel været den klart vigtigste etape. Det har man forsøgt at ændre på i de senere år, hvor distancen er forkortet. I 2019 var den bare 11,3 km lang, og i år åbnes festen med bare 13,9 km ensom kørsel mod uret. Samtidig er den en rigtig baskerenkeltstart med mere end 200 højdemeter fordelt over en knaldhård stigning og en stejl baskisk rampe op til mål, men dog også lange tonserstykker for specialisterne. Dermed er det en alsidig klassementsrytter, der aldrig fra start vil kunne tage trøjen og sætte vigtig tid i banken.

 

Næste klassementsslag venter onsdag, men man skal ikke undervurdere tirsdagens 2. etape, der har en ganske svær stigning mod slutningen, hvor der vil blive ryddet gevaldigt ud i feltet, inden der venter en typisk puncheurfinale på en 800 m lang rampe. Onsdag gælder det så den første murfinale i fem år, når rytterne efter en ellers ikke alt for svær dag skal slutte med en brutal opkørsel, der over 3,1 km stiger med hele 11,1%.

Annonce

 

Den etape vil sætte klassementet yderligere inden den afsluttende kongeetape, men favoritterne skal også være på vagt på torsdagens 4. etape. Her venter nemlig en meget svær stigning mod slutningen, og selvom den har top med knap 30 km til mål, kan man med en dårlig dag sagtens tabe løbet på en etape, der også ligner en oplagt chance for et udbrud. De svære finaler betyder til gengæld, at sprinterne har været snydt, men de burde få deres chance på fredagens 5. etape, hvor der i baskisk ånd selvfølgelig er mere end 2000 højdemeter, men hvor feltets få sprintere burde få chancen for at spurte om en sejr, mens favoritterne kommer sig lidt. De skal nemlig i aktion igen ved lørdagens afslutning, hvor det gælder den klassiske kongeetape med mål 2400 m efter toppen af Arrate-stigningen i udkanten af Eibar, hvor der efter en kort, intens dag med 3200 højdemeter over kun godt 110 km vil blive kronet en fortjent og klatrestærk vinder af en hård udgave af et af sportens hårdeste etapeløb.

 

 

1. etape

Indtil 2018 var det en helt fast tradition, at Itzulia Basque Country altid sluttede med enkeltstarten, der meget ofte har været løbets klart vigtigste etape. Den kutyme blev der imidlertid lavet om på i 2018, hvor man helt usædvanligt flyttede tidskørslen til 4. etape, så den dermed kom inden de to helt afgørende etaper i regionen omkring Eibar. I 2019 fortsætter man den nyskabende trend og tog det endda til et nyt niveau, da enkeltstarten blev afviklet allerede på den allerførste dag, og den model var åbenbart et hit. I hvert fald gentages den i 2021, hvor man tillige har designet en rute, der minder om den, som blev brugt for to år siden. Og denne gang er der nemlig skruet ned for distancen til nu bare 13,9 km, og samtidig er det en rigtig ”baskerenkeltstart”, der både byder på en 3 km lang og ganske stejl stigning og en stejl rampe op mod mål, så rytterne med det samme får fornemmelsen af, at de er havnet i murenes hjemland.

 

Som sagt er årets enkeltstart 13,9 km lang, og den har både start og mål i storbyen Bilbao. Starten er knaldhård, idet man efter bare 200 flade meter med det samme kører mod nordøst og nord op ad kategori 3-stigningen Santo Domingo (2,4 km, 7,3%, max. 11%), der er en relativt jævn stigning med to 11%-ramper undervejs. Toppen rundes efter 2,6 km, hvorefter man drejer mod nordvest for at følge en ganske let faldende og bugtende.

 

Efter 8,25 km drejer man mod sydøst ind på en næsten helt lige hovedvej, der fortsætter med at falde let ned mod centrum af Bilbao. Her bliver det helt fladt, når man med 4 km drejer tre gange i rap for hurtigt at ramme en helt flad vej, der går mod øst og sydøst langs den flod, der gennemløber byen. Den forlader man ved den røde flamme, hvor man via en rundkørsel og et skarpt sving kører mod sydøst ind gennem en park af en snoet vej, der har et skarpt sving med 130 m igen. Den er i første omgang flad, indtil man rammer de sidste 400 m, der stiger med 12,6% i snit med et maksimum på 19%.

Annonce

 

Etapen byder på i alt hele 231 over den korte distance mod 268 på den 11,2 km lange enkeltstart i 2019.

 

Efter den helt flade enkeltstart i 2018 er man gået tilbage til den slags enkeltstarter, vi kender løbet for. Årets rute har lidt af det hele med en ganske hård og lang indledende stigning og en rigtig mur til allersidst, men også mere end 10 km, hvor der ad de lige, let faldende og flade vej er masser af plads til at give den gas for specialisterne. Med andre ord skal man være en alsidig fyr for at vinde, men den store mængde klatring betyder, at det vil være klassementsrytterne, der skal slås om sejren, som det også var for to år siden. Dengang sluttede det hele dog med en urimeligt teknisk nedkørsel, men denne gang synes det alene at være en kombination af klatre- og tempoevner, der vil afgøre etapen.

 

Bilbao var senest målby i 2017, hvor Primoz Roglic snød sprinterne ved at køre alene hjem med et sent angreb, som kostede Michael Matthews sejren. Til gengæld vandt Matthews i 2015 i en meget kontroversiel massespurt, der blev præget af et slemt styrt, som næsten kostede Peter Stetina og Sergio Pardilla deres karrierer. Vueltaen var senest forbi i 2019, hvor Philippe Gilbert fra et udbrud kørte alene hjem fra en sen mur i finalen, og i 2016, hvor Jens Keukeleire vandt en reduceret massespurt i byen. I 2011 var byen vært for første gang i mere end 30 år, da Igor Anton tog en meget populær hjemmebanesejr. Forud for det skal vi helt tilbage til 2000-udgaven af Euskal Bizikleta for at finde det seneste større cykelløb i byen. Dengang slog Marco Serpellini akkurat Vicente Garcia Acosta i en tomandsspurt.

 

 

Annonce

 

 

 

2. etape

At Baskerlandet er for klatrere, får rytterne allerede at mærke på løbets første linjeløbsetape, hvor sprinterne kan se langt efter en mulighed. Arrangørerne er ellers relativt nådige med en hovedsageligt flad rute, men i finalen skal rytterne over en ganske svær og stejl stigning, der vil kunne rydde gevaldigt ud i feltet, inden en nedkørsel leder ned til en rigtig puncheurfinale på en rampe i byen Sestao, hvor de eksplosive afsluttere, der har overlevet stigningen kan se frem til at afgøre etapen i en afslutning, der er ganske typisk for det baskiske løb.

 

Etaperne i Baskerlandet er altid relativt korte, og det gælder også for 2. etape, der er bare 154,8 km lang og fører feltet fra Zalla til Sestao, der er en forstad til kystbyen Bilbao, som var vært for 1. etape. Startbyen ligger bare få kilometer længere inde i landet, hvorfra man indleder etapen med at køre mod sydvest igennem fladt terræn og siden mod nord og nordøst af en først let stigende og siden let faldende vej. I byen Muskiz i udkanten af Bilbao drejer man mod øst og siden nordvest for at følge en meget kringlet og let kuperet vej, der leder ned til havnefronten, som følges mod sydøst ad en helt flad vej ind til Sestao, hvor man efter 51,4 km kører lige forbi målrampen og fortsætter frem til Barakaldo, hvor den første spurt kommer efter 56,5 km.

 

Herfra drejer man mod syd og senere sydvest for at følge en lige og næsten helt flad vej, der leder tilbage mod Zalla, men i udkanten af startbyen drejer man mod nordvest for at passere kategori 3-stigningen San Cosme (4,0 km, 4,0%, max. 9%), der stiger med 5,3% over de første 3 km, men derefter er meget let frem til toppen, der passeres efter 78,5 km. Nu leder en let nedkørsel mod sydvest ned til udkanten af Zalla, men i stedet for at køre ind til byen, kører man mod øst og siden nord og nordvest op ad en stigning (3,6 km, 4,6%) og siden et let faldende stykke. Senere drejer man mod sydvest og syd igennem fladt terræn, inden man drejer mod sydvest for at passere kategori 3-stigningen Bezi (3,8 km, 6,0%, max. 9%), der stiger med 7,3% over de første 2,6 km og dernæst med blot 2,8% frem mod toppen, der rundes efter 103,4 km. Nu falder det let mod syd og nordøst, indtil man endelig når tilbage til starten i centrum af Zalla, hvor dagens anden spurt køres efter 115,5 km.

Annonce

 

Nu kører man mod vest op ad en bakke (1,8 km, 5,8%), inden man kører mod nord og nordøst ad en let faldende vej, som også blev benyttet tidligere, og som leder frem til Muskiz. Denne gang kører man dog ikke den lette vej ind til Sestao. I stedet drejer man mod sydøst for at passere kategori 2-stigningen La Asturiana (7,4 km, 6,5%, max. 14%), der kan deles i to dele. De første 3,8 km er meget svære med en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,9% og nogle stejle passager med to gange 500 m med stigningsprocenter på ca. 11. Derefter flader der den dog ud og stiger relativt jævnt med 4,1% i snit frem mod toppen, der runders efter 140,5 km.

 

Herfra resterer bare 14,3 km, der indledes med en i første omgang let nedkørsel, der leder mod øst, inden man drejer mod syd for at tage hul på en meget svær del af nedkørslen med et hav af hårnålesving, inden man når ned til udkanten af Bilbao. Her man med 3,1 km igen mod sydøst inden på en lige og kun ganske let faldende vej. Der følger endnu et sving med 1,4 km igen, inden man med 800 m igen skal lige igennem en rundkørsel, der leder ind på den 800 m lange målrampe, der stiger med 6,2% i snit fordelt med 4,1% ovr de første 400 m og 6,6% over de sidste 400 m og med et maksimum på 13% lige i bunden. Vejen er helt lige, inden man har et venstresving med 100 m igen.

 

Etapen byder på i alt 2512 højdemeter.

 

Etapen har alt det, man ofte ser i Baskerlandet, nemlig en knaldhård stigning og en eksplosiv puncheurafslutning. Den nedre del af La Asturiana er egentlig svær nok til, at der kan køres klassement, men den kommer nok for tidligt til formålet. I stedet vil den skabe stor udskilning og vild positionskamp frem mod den uhyre tekniske nedkørsel, der sagtens kan splitte feltet, inden der venter en klassisk puncheurfinale på en relativt kort og ikke alt for stejl rampe, hvor man skal holde sig til for ikke at tabe dumme sekunder. Her må man formode, at der skal spurtes om sejren, da forskellene er så små, at et udbrud næppe vil kunne holde hjem.

 

Sestao har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Annonce

 

 

 

 

 

Annonce

 

 

3. etape

Baskerlandet Rundt er først og fremmest berygtet for sine stejle mure, men faktisk er det ganske mange år siden, at vi sidst havde en finale på en af de brutale vægge, der mere end noget andet kendetegner regionen. Derfor vil feltets murspecialister juble over, at vi endelig får en sådan afslutning igen i årets udgave af løbet. Den kommer på tredjedagen, hvor en ikke alt for svær etape sluttes af med to små stigninger og den uhyre spændende finale på muren Ermualde, der med sine 11,1% over 3,1 km og et maksimum på 20% vil få murelskerne til at juble, og som vil være rammen om et meget afgørende slag i kampen om den samlede sejr.

 

I alt skal der tilbagelægges 167,7 km, der fører feltet fra Amurrio til toppen af Ermualde-stigningen i udkanten af byren Laudio. Start og mål ligger ganske tæt på hinanden, og den første del af etapen består derfor af en tur på en 133,1 km lang rundstrækning i området sydøst for startbyen, inden man kører det sidste stykke mod nord ned til målbyen. Rundstrækningen ligger på det relativt flade plateau, der kendes som hjemsted for den baskiske hovedstad Vitoria-Gasteiz, hvorfor første del af etapen ikke er specielt vanskelig.

 

Fra start kører man mod sydøst op over en bakke (1,3 km, 6,7%), inden man fortsætter over kategori 3-stigningen Altube (2,5 km, 7,3%, max. 11%), der faktisk forudgås af 2 km med 3,8% inden selve stigningen, som er jævn. Toppen rundes efter 14,9 km, hvorefter man er oppe på det velkendte plateau. Det passeres nu igennem næsten helt fladt terræn ad en vej, der leder mod øst og syd ned til udkanten af Vitoria-Gasteiz, men i stedet for at køre ind til byen drejer man mod sydvest for at køre igennem fladt terræn hen langs bykanten. Senere drejer man mod vest for at fortsætte igennem det flade terræn frem mod byen Pobes.

 

Her kører man en omgang på en rektangulær, lidt kuperet rundstrækning. Først går det kortvarigt mod syd, inden man kører mod vest op over kategori 3-stigningen La Tejera (3,5 km, 4,0%, max. 10%), der er en jævn stigning med top efter 65,9 km. En let nedkørsel leder videre mod vest, inden det igennem fladt terræn går mod nord. Slutteligt drejer man mod øst for at passere en stigning (2,1 km, 5,6%), inden den lille rundstrækning afsluttes.

 

Nu drejer man mod nord for igennem helt fladt terræn at passere dagens første spurt, som kommer efter 101,4 km, inden man rammer den lette nedkørsel, der leder ned fra det relativt flade plateau. Her fortsætter mod nordvest, vest og nord igennem let faldende terræn, inden man efter 133,1 km er tilbage i startbyen Amurrio.

 

Fra Amurrio fortsættes mod nord frem mod bakkerne, der ligger nord for plateauet og syd for kysten. Det falder fortsat let mod nord og nord vest frem til dagens anden spurt, der efter 144,9 km kommer i dagens målby Laudio. I første omgang kører man dog ikke op ad målstigningen, men kører i stedet en omgang på en 18,0 km lang rundstrækning i området nordvest for byen. Først går det mod nordvest op ad en bakke (2,1 km, 6,7%), inden en nedkørsel leder mod sydvest og syd. Nu drejer man mod øst for at passere kategori 2-stigningen Malkuartu (2,5 km, 6,7%, max. 14%), der skal deles i to med først 1500 m med 10,3% og siden 1000 m med bare 1,4%, inden toppen rundes efter 158,0 km.

 

Nu resterer bare 9,7 km, der indledes med en først teknisk, men derefter meget enkel nedkørsel, der leder mod sydøst tilbage til Laudio. Her kører man fladt mod nordøst og nord ud gennem byen og direkte mod nord op ad kategori 1-stigningen Ermualde, der er en typisk baskisk mur. Den stiger med 11,1% over 3,1 km med et maksimum på 20% og har sit vanskeligste stykke efter de første 500 m med 6,9%. Her følger nemlig 1500 m med 14-17% og siden 500 m med 9,5%, inden den bliver lettere med 500 m med 5,0%, inden de sidste 400 m falder med 2,0%. Stigningen har en hel serie af hårnålesving på den første kilometer, men på de sidste 1800 m er vejen stort set helt lige.

 

Etapen byder på i alt 2608 højdemeter.

 

Vi har i den grad savnet disse murafslutninger i de seneste år, men nu får vi endelig endnu én af slagsen. Denne er ikke den stejleste af slagsen, men den er til gengæld længere end de fleste, og den er eksempelvis betydeligt sværere end Mur de Huy, der kun er ca. en tredjedel så lang. Det giver knap så eksplosive folk en bedre chance, men grundlæggende er det en dag for de sande murspecialister, der formentlig vil sørge for at holde det samlet til det første store klatreslag i årets løbet.

 

Hverken selve byen Laudio eller Ermualde-muren har tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

 

 

 

4. etape

Arrangørerne peger egentlig at være flinke til at lægge et par lidt lettere etaper ind, så de holdbare sprintere får lidt at gå efter, men den slags barmhjertighed ser vi ikke i år. Heller ikke 4. etape giver mange muligheder af den slags, for selvom der venter en faldende finale ned mod kysten, har arrangørerne som på 1. etape nok engang placeret en svær stigning i finalen. Denne gang er der endda tale om en rigtigt baskisk mur, der med en stigningsprocent på næsten 11 over 4 km sagtens kan bruges af favoritterne til at teste hinanden. Fra toppen er der dog nok lidt for langt hjem til, at man kan vinde løbet her, men det kan i hvert fald på en dårlig tabes - og så vil udbrydere utvivlsomt fornemme muligheden for at kunne gå efter en sejr.

 

Med en distance på 189,1 km er der tale om en relativt lang etape, der fører feltet fra den baskiske hovedstad Vitoria-Gasteiz til Hondarribia, der ligger nær San Sebastian ved den nordlige kyst. Som bekendt ligger startbyen på det flade plateau i den sydlige del af Baskerlandet, og derfor er starten meget let, når man af en kun ganske let stigende vej kører mod nordøst med retning mod kysten. Efter godt 20 km rammer med en let nedkørsel, der leder ned fra plateauet, men det er stadig let faldende, mens man fortsætter videre mod nordøst.

 

Herefter får man mulighed for at varme klatrebenene op, når man drejer mod sydøst for at passere kategori 3-stigningen Deskarga (3,0 km, 7,7%, max. 12%), der er en relativt jævn stigning med top efter 55,8 km. En let nedkørsel leder nu mod sydøst, inden man rammer en let faldende vej, der fortsætter, når man drejer mod nordøst. Den afbrydes kortvarigt af en bakke (1,9 km, 6,4%), inden det atter falder let mod nord.

 

Her forlader man hovedvejen for at lave en afstikker mod vest, der led op over kategori 3-stigningen Alkiza (4,4 km, 6,2%, max. 10%), der kommer i to dele med ca. 7% afbrudt af et plateau midtvejs. Toppen rundes efter 102,4 km, hvorefter en ikke for svær nedkørsel leder mod nordøst tilbage til dalen, hvor man fortsætter mod nordøst op ad en bakke (900 m, 7,1%) og siden igennem fladt terræn frem til dagens første spurt, der kommer efter 115,3 km. Nu får det videre ad den let faldende vej mod nordøst, idet den dog undervejs afbrydes af en bakke (1,5 km, 5,9%) og en nedkørsel, hvorefter det igen falder let ned mod udkanten af San Sebastian. Her drejer man mod nordvest for at køre frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 137,3 km.

 

I stedet for at fortsætte ind til San Sebastian drejer man mod nordøst for at passere den berømte kategori 2-stigning Jaizkibel (7,9 km, 5,5%, max. 12%), der som bekendt er den traditionsrige nøglestigning fra Clasica San Sebastian. Den er sværest i vunden med 7,7% over de første 3,1 km, inden der venter et 800 m langt plateau og slutteligt 3,1 km med 6,2% og 1000 m med 1,0% frem mod toppen, der nås efter 147,7 km. Derfra leder en kun i bunden teknisk nedkørsel mod nordøst ned til målbyen, der nås efter 156,3 km.

 

I stedet for at køre ud til målet ved vandet tager man en tur på en ca. 30 km lang rundstrækning inde i landet. Igennem fladt terræn kører man mod sydvest, sydøst og ind gennem Alberto Contadors slagterby Irun, hvor man drejer mod sydøst for at passere kategori 1-stigningen Erlaitz (3,8 km, 10,6%, max. 13%), der er en meget jævn og meget stejl stigning ned top efter 166,9 km. Herfra resterer bare 22,2 km, der indledes med et let stigende plateau, som fører mod sydvest, inden en ganske kringlet nedkørsel leder mod vest og nordvest ned til dalen. Her kører man ad en lige og flad vej mod nordøst tilbage til målbyen, hvor man slutteligt følger en helt flad vej mod nordvest ud til målet helt ude ved havnefronten. Man passerer igennem rundkørsler med 1,2 og 1,0 km igen, mens der på sidste kiloemter er hele tr yderligere af slagsen med hhv. 900, 300 og 100 m til stregen.

 

Etapen byder på i alt 2655 højdemeter.

 

Erlaitz er virkelig et bæst, der har stort potentiale til at splitte feltet, og det vil næsten være mærkeligt, hvis ikke den bliver brugt af klassementsrytterne til i hvert fald at teste hinanden. 22,2 lette kilometer er dog lidt for mange, og meget taler for en regruppering, hvorfor det primært er en dårlig dag, der kan koste dyrt. I det lys kan det ende med en spurt i et lille felt eller en ukontrollerbar finale, hvor der kan angribes på skift, men meget taler for, at et udbrud skal køre om sejren, nu hvor forskellene må ventes at være blevet en del større.

 

Hondarribia har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

 

5. etape

Løbene i Baskerlandet og Catalonien er kendt som de mest sprinterfjendtlige af WorldTourens ugelange løb, men begge har de som regel i hvert fald én mulighed for holdbare afsluttere. Det er også tilfældet i år, men denne gang melder den sig først på løbets næstsidste dag. Her har arrangørerne til gengæld også designet en ganske vist stadig kuperet rute med 2200 højdemeter, men med en let finale, der lægger op til en spurtafgørelse. I Baskerlandet er intet dog sikkert, når fraværet af sprintere sagtens kan føre til manglende kontrol og en udbrudssejr.

 

Med en distance på 160,2 km er der tale om en kort sag, der fører feltet fra Hondarribia til Ondarroa. Der er tale om to kystbyer, der ligger på hver sin side af San Sebastian, og derfor består det meste af etapen af en tur hen langs vandet. Således lægges der ud med, at man igennem fladt terræn med kun tre mindre bakker kører mod sydvest og vest hen langs vandet frem til San Sebastian, hvor man efter 18,3 km passerer direkte ind gennem centrum helt nede ved havnen.

 

Herfra kører man igennem fladt terræn mod først syd og siden vest. Kort inden man igen rammer kysten, skal man over en bakke (1,4 km, 6,0%), inden det falder ned mod kystbyen Zarautz, der nås efter 45,0 km. I Zarautz rammer man den flade kystvej, som man nu følger mod nordvest og sydvest frem til Zumaia, hvor man kører mod sydvest og vest inde i landet via en lang, jævn bakke, inden det går mod sydvest tilbage til kysten, hvor man i byen Deba efter 70,0 rammer den afsluttende rundstrækning. Her kører man de sidste 10 småkuperede kilometer af etapen, der leder hen langs vandet mod nordvest frem til målbyen, hvor man efter 80,4 km kører dagens første spurt, dog uden at passere målstregen.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på en knap 80 km lang rundstrækning i det kuperede område sydvest for målbyen. Fra start går det igennem fladt terræn mod nordvest hen langs vandet, inden man drejer mod sydvest for at passere kategori 3-stigningen Mendexa (1,7 km, 7,7%, max. 17%), der er en ujævn sagt med 500 m med 14,1% i bunden, en lille nedkørsel og slutteligt 500 m med 8,5%, inden den flader ud frem mod toppen, der nås efter 91,0 km. En let nedkørsel leder nu mod nordvest tilbage til kysten, hvor man med det samme drejer mod syd for at sno sig mod syd og sydvest igennem fladt terræn væk fra vandet.

 

Det flade terræn afbrydes, når man drejer mod sydøst for at skære ind gennem bakkerne via kategori 3-stigningen Gontzagaraigana (2,6 km, 6,5%, max. 10%), der er en jævn stigning med top efter 115,3 km. En let nedkørsel leder mod øst og nordøst ned til dalen, hvor dagens anden spurt kommer efter 124,0 km, inden man med det samme drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Urkaregi (5,0 km, 4,8%, max. 8%), der er en helt jævn stigning uden stejle procenter.

 

Toppen rundes efter 131,5 km, hvorfra der resterer 28,7 km. De indledes med en teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst ned til Elgoibar i udkanten af Eibar, der er den traditionelle ramme om kongeetapen, som denne gang kommer om lørdagen. Her rammer man dalen, hvorfor man følger en helt flad dalvej mod nordøst ud til kysten, hvor man atter når frem til byen Deba. Nu drejer man mod nordvest for at køre hen langs vandet ind til målbyen. Det sker i fladt terræn afbrudt af to små bakker. Den første af disse (600 m, 7%) kommer med 6,5 km igen, mens den sidste (500 m, 4,5%) har top med bare 1500 m til stregen. Herfra falder det med 3-4% over en kilometer frem til de sidste 500 m, der er stort set flade. De sidste kilometer går ad en relativt lige vej, der dog har skarpe kurver med 1300 og 900 m igen. Med 500 m igen skal mange igennem en rundkørsel, inden der med 400 m er et venstresving, hvorefter vejen bugter sig relativt kraftigt mod højre.

 

Etapen byder på i alt 2260 højdemeter.

 

På denne etape får sprinterne endelig deres chance, men man kan aldrig vide sig sikker i Baskerlandet. Forskellene er store, og der mangler hold til at kontrollere, og derfor er en udbrudssejr bestemt ikke umuligt. Man må dog tro, at hold som EF og BikeExchange lurer på en etapesejr i et felt uden mange sprintere, og en massespurt er derfor det mest sandsynlige udkomme.

 

Ondarroa har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

6. etape

Det har været en helt fast tradition i årtier, at Itzulia Basque Country er sluttet med en enkeltstart, men den tradition blev brudt i 2018, hvor man i stedet for første gang sluttede med den traditionelle kongeetape. Det ser ud til, at det har startet en trend, for vi går nu ind til den tredje udgave, hvor løbet ikke slutter med sin tidskørsel, og i år er det igen den klassiske kongeetape, der lukker ballet, som det også skete for tre år siden. Afslutningen på Alto de Arrate i udkanten af Eibar har været en fast bestanddel af løbet siden 2009 og vil igen være en af løbets væsentligste klatreudfordringer i 2021.

 

Der er tale om en af sportens helt klassiske finaler. I mange var afslutningen på Alto de Arrate og den korte nedkørsel til mål en fast bestanddel af kongeetapen i Euskal Bizikleta, men da det løb forsvandt, blev der indgået en aftale med arrangørerne af Baskerlandet Rundt om at inkorporere etapen i det største baskiske løb. Siden da har det altid udgjort finalen på løbets kongeetape, men i 2017 og 2018 gav man finalen et nyt twist ved at køre opad Arrate-stigningen fra en langt stejlere side. Den ide droppede man dog i 2019, og også i år er det den klassiske og lettere opkørsel, der er på programmet.

 

Mens finalen altid er den samme, er første del af etapen forskellig fra år til år. I 2016 år designede man en helt uhørt hård rute, hvor man undervejs besteg Alto de Ixua, der har tradition for at være den sværeste stigning i løbet, fra den stejleste side, som i alt væsentligt blot er Arrate-stigningen fra sin stejle side. Det gjorde man igen i 2019, men ikke i år, hvor man dog har en anden ganske svær stigning under navnet Krabelin, der blot er en lidt anden opkørsel af Ixua.

 

Med sine bare 111,9 km er der tale om en ultrakort etape, der fører feltet fra Ondarroa til toppen af Arrate-stigningen i udkanten af Eibar. Startbyen ligger helt ude ved kysten, og etapen indledes med, at man igennem let stigende terræn kører mod sydøst væk fra vandet, inden man drejer mod nord for at passere kategori 3-stigningen Arribinieta (2,4 km, 8,8%, max. 15%), der er en ujævn sag med først en kilometer med 2,6% og siden 8,8% i snit over de sidste 1400 m frem mod toppen, der rundes allerede efter 4,75 km. Derfra går det mod syd ad en kringlet nedkørsel, inden man hurtigt drejer mod nordøst for at passere kategori 3-stigningen Elkorrieta (2,6 km, 6,7%, max. 13%), der er en relativt regulær stigning med top efter 12,1 km.

 

Stigningen efterfølges ikke af en nedkørsel, men af en let stigende vej, der leder mod sydøst og fortsætter op ad kategori 1-stigningen Azurki (5,4 km, 7,0%, max. 16%), der faktisk indledes med 2,4 km med ca. 5,5%, inden selve stigningen består af først 2,6 km med 10,9% og siden 2 km med 5,5%, inden det flader ud mod toppen, der nås efter 23,5 km. En lidt småkringlet nedkørsel leder nu mod øst, inden det falder mod sydøst ad en helt lige vej til byen Azkoitia. Her drejer man mos sydvest for ad et kort, fladt stykke at køre direkte ind på kategori 2-stigningen Gorla-Elosua (9,6 km, 5,7%, max. 11%), der indledes med 3 km med 7,9%, men derefter er ganske let med kun én stejl kilometer på 7,3% på resten af stykket frem mod toppen, der kommer efter 43,7 km.

 

En svær nedkørsel fører nu feltet mod sydvest og vest tilbage til dalen, hvor etapen endelig bliver lidt lettere. Her følger man nemlig en flad dalvej mod nordøst, nordvest og vest frem til udkanten af Eibar, hvor man inden centrum drejer mod nord for at passere kategori 1-stigningen Krabelin (5,0 km, 9,6%, max. 17%), der faktisk bare er en anden opkørsel af Arrate, hvorfor man 900 m fra toppen passerer målstregen fra den forkerte side. Der er tale om en brutal opkørsel, hvor de første 1400 m stiger med 7,3%, inden der venter 2,7 km med hele 12,2% og slutteligt 5,2% over de sidste 900 m frem mod toppen, der passeres efter 68,3 km. Herefter falder det let mod sydvest forbi den afsluttende bjergspurt fra den forkerte side, inden man kører mod nord og siden nordvest ad en let og lige nedkørsel, der leder ned til dagens første spurt, som kommer efter 82,0 km.

 

Efter spurten drejer man mod sydvest og siden syd for igennem fladt terræn at fortsætte direkte ind på kategori 3-stigingen Trabakua (3,3 km, 7,1%, max. 10%), der efter en let start stiger stabilt med 9% over de sidste 1800 m frem mod toppen, der rundes efter 90,5 km. Herfra leder en let småkringlet nedkørsel mod sydøst, inden man drejer mod syd for at passere to små bakke (700 m med 11,2% og 1000 m med 6,4%), inden det går mod øst ad en let faldende vej ind til udkanten af Eibar, hvor dagens sidste spurt kommer efter præcis 100,0 km.

 

Derfra får det ad en let faldende vej mod sydøst og nordøst ind til centrum af Eibar, hvor man drejer mod nord for at tage hul på den klassiske kategori 1-stigning Arrate - eller Usartza, som den også kaldes. Fra denne sidste stiger den med 8,8% i snit over 4,5 km. Der er tale om en meget regulær stigning med stigningsprocenter på 9-10 efter de første 500 m med 5,4%, inden de sidste 500 m stiger med 6,3% Toppen rundes med efter 109,5 km med bare 2,4 km igen, og herefter gælder det den hektiske finale. Det stiger let med 1,2% frem til den røde flamme, hvorefter det falder med 6,1% over de sidste 800 m. Den sidste kilometer følger en relativt lige vej med kun et par bløde sving, herunder et bare 100 m fra stregen. Historien viser, at første man gennem denne kurve i 9 ud af 10 tilfælde også ender som etapevinder.

 

Etapen byder på i alt 3252 højdemeter.

 

Denne etape har traditionelt været dagen, hvor klatrerne kan gøre en forskel, og selvom de i år også har en chance allerede på 3. etape, er det stadig en helt afgørende etape. Historien viser dog også, at bedste mand sjældent kører alene væk på den relativt korte stigning, og ofte er det en lille gruppe, der skal spurte om det i den kringlede og faldende finale. Forskelle bliver der dog altid gjort, og da det er løbet sidste dag, er der ingen grund til at holde noget igen, når det endelige klatreslag om den samlede sejr skal slås lørdag eftermiddag på en rute, hvor der er potentiale for, at det kan eksplodere fra distancen, som det gjorde for to år siden, og hvor man bestemt ikke kan udelukkes en udbrudssejr.

 

I 2019 blev etapen helt ustyrlig fra distancen, og mens Astana sov i timen, kørte Emanuel Buchmann alene væk fra et udbrud og sejrede med 1.08 ned til Ion Izagirre, Adam Yates og Jakob Fuglsang, der kørte 16 sekunder fra Tadej Pogacar og Dan Martin, 42 sekunder fra Mikel Landa og mere end et minut fra alle andre. U 2018 besteg man stigningen fra den svære side, og her lykkedes det på imponerende vis Enric Mas fra det tidlige udbrud at holde en aggressiv Mikel Landa bag sig med 18 sekunder. I 2017 besteg man for første gang Arrate via den stejle opkørsel, og det gav større udskilning end tidligere. Efter at det en overgang så ud til, at Michael Woods og Louis Meintjes ville snyde favoritterne, lykkedes det til slut Alejandro Valverde, Alberto Contador, Romain Bardet og Rigoberto Uran at få kontakt. På mirakuløs vis kom Samuel Sanchez op lige inden toppen og gik direkte forbi i et flot angreb, der desværre fik en brat ende med et slemt styrt på nedkørslen. I stedet levede Valverde op til favoritværdigheden ved suverænt at vinde spurten foran Bardet og Uran.

 

Etapen med den klassiske finale gjorde debut i løbet i 2009, da Alberto Contador tog en solosejr 8 sekunder foran Cadel Evans og Samuel Sanchez, men siden da har det været Sanchez’ legeplads. Den lokale helt vandt tre år i træk fra 2010 til 2012, to gange ved at vinde en spurt mellem tre mand og én gang som den hurtigste i en gruppe på 11 ryttere. Den tekniske nedkørsel har altid været som skabt til spanieren, der har vidst, hvordan han skulle time sin spurt før det sidste sving. I 2013 blev han endelig slået, da han ikke kom med i den syvmandsgruppe, der afgjorde slaget, og denne gang var det Nairo Quintana, der sikrede sig sejren foran Sergio Henao og Contador ved hjælp af en fantastisk nedkørsel. I 2014 angreb Wout Poels tæt på toppen og nåede mål et par sekunder før en 13-mandsgruppe, hvis spurt blev vundet af Alejandro Valverde foran Sanchez. I 2015 tog Joaquim Rodriguez sin anden etapesejr i træk ved at vise sig som hurtigste mand i en gruppe på 12 ryttere. I 2016 blev etapen afviklet i forfærdeligt vejr, og det gjorde det muligt for Diego Rosa med et mageløst soloridt at sikre sig en udbrudssejr, mens Henao, Contador, Rodriguez og Thibaut Pinot distancerede de øvrige favoritter med en usædvanligt stor margin.

 

Finalen blev også benyttet i sidste års Vuelta, hvor Primoz Roglic vandt en meget speciel åbningsetape ved at køre væk fra Richard Carapaz, Dan Martin, Esteban Chaves, Felix Grossschartner, Enric Mas, High Carthy og Sepp Kuss på den sidste nedkørsel. Også i 2012 blev afslutningen benyttet, og her nåede Valverde, Rodriguez, Contador og Chris Froome mål sammen, og Rodriguez har sikkert stadig mareridt over, at han ikke spurtede hele vejen til stregen, fordi det dermed lykkedes Valverde akkurat at stikke snuden forbi og snuppe sejren.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Favoritterne

Sammen med Volta a Catalunya er Vuelta al Pais Vasco som regel det mest kuperede af de ugelange etapeløb i foråret, men der er en stor forskel på de to løb. Hvor det catalanske løb typisk ikke har en tidskørsel - i år var dog en sjælden undtagelse - byder løbet i Baskerlandet altid på en enkeltstart, der traditionelt har været den i særklasse vigtigste etape. Samtidig er stigningerne i Catalonien typisk lange, høje og relativt bløde, mens de i Baskerlandet er korte og stejle.


VIND KONTANTER - SÆT ET MANAGERHOLD TIL BASKERLANDET RUNDT
 

Det har traditionelt betydet, at Baskerlandet Rundt er et løb for etapeløbsryttere, der både kan klatre og køre enkeltstart, men grundet den særegne, voldsomt kuperede natur af enkeltstarterne har man ofte set spinkle folk klare sig overraskende godt på tidskørslerne. Selv Damiano Cunego og Joaquim Rodriguez har været på podiet i baskiske enkeltstarter, og Nairo Quintana er to gange sluttet som nummer to. Det viser, at det ofte ikke kun har handlet om traditionelle enkeltstartsevner, men at Baskerlandet Rundt på mange måder er sit helt eget etapeløb.

 

Samtidig betyder stigningernes hidsige natur, at løbet passer meget bedre til ryttere med et vist punch end til rene klatrere, og det er netop det, der gør det til perfekt forberedelse til Ardennerne. Det er således ikke tilfældigt, at det er det eneste store etapeløb med en enkeltstart, som Joaquim Rodriguez har vundet, og at en puncheur som Sergio Henao, der for alvor excellerer, når det bliver rigtigt stejl, nu tre gange er startet den sidste enkeltstart med førertrøjen på sine skuldre.

 

2021-udgaven er på mange måder designet, så den lever op til alle traditionerne og byder på alt det, vi elsker løbet for. Samtidig er der skruet op for sværhedsgraden efter nogle temmelig bløde varianter i 2017 og 2019, og af nyere udgaver kan man bedst sammenligne med den knaldhårde 2018-udgave, hvor Primoz Roglic sejrede med nogle tidsforskelle, man sjældent ser endda i dette vanskelige løb. Mens man i 2019 skulle spejde lidt langt efter muligheder for at gøre forskelle i et løb, der i stedet var et paradis for puncheurs, er der denne gang hele tre klassementsetaper, to meget vanskelige og potentielt farlige mellemetaper og kun en enkelt mulighed for de uendeligt få sprintere, der har vovet sig ud i rejsen til Baskerlandet, der ellers er en region, hurtige folk som regel løber skrigende væk fra.

 

På papiret er de tre nøgleetaper selvfølgelig 1., 3. og 6. etape. Grundet stigningernes korte natur har enkeltstarten som regel været den i særklasse vigtigste etape, og det er bestemt ikke nogen tilfældighed, at førertrøjen i årene mellem 2010 og 2017, hvor den stadig havde sin klassiske plads som sidste etape, skiftede ejermand ikke færre end seks af de otte gange. Også i år er den en nøgleetape, men grundet resten af rutens vanskelighedsgrad og den igen ganske korte distance, er den ikke helt så afgørende som tidligere. Samtidig er det en rigtig ”baskerenkeltstart” med både en svær stigning og en rampe, men den er ikke helt så kringlet som den meget specielle enkeltstart i 2019, der både bød på en mur og en vanvidsnedkørsel. Her er der ganske vist både stigning og stejle procenter, men der er knap så mange højdemeter og også en del tonserterræn. Naturligvis er det ikke en dag for specialister, og det vil i alt væsentligt være klassementsrytterne, der dominerer, men der bør være så meget fladt, at de lidt mere alsidige folk trods alt har en fordel, og at det ikke er på denne enkeltstart, at vi ser Rodriguez- og Quintana-typer på podiet.

 

Klatrerne har herefter to muligheder for at gøre forskelle. Den første er 3. etapes murfinale, der er den første af slagsen siden 2016. Af en mur at være er det faktisk en relativt lang sag, og selvom den ikke har de allervoldsomste procenter, er det formentlig bedste chance for at adskille de allerbedste. Forskellene i toppen vil ikke være gigantiske, men for murspecialisterne er der tid at hente. Samtidig er den så lang, at det ikke bare er en ren Mur de Huy-agtig spurt, og klatrere med et vist punch vil kunne gøre det fornuftigt.

 

Slutteligt er der kongeetapen til Arrate, der ikke kommer i sin allervanskeligste udgave. Som vi så i 2019, kan den korte, intense etape dog være et mareridt at kontrollere, og et svagt hold kan i den grad komme på overarbejde, når man husker, hvordan Astanas ellers stærke hold fejlede helt i 2019, inden det i stedet blev Bora, der på den afsluttende, ligeledes korte, intense etape kom til kort. Selve Arrate-stigningen er fra den klassiske side ikke verdens sværeste, og historien viser, at de 3-4 bedste mand ofte spurter mod hinanden på nedkørslen til sidst, som vi så i 2019, hvor Emanuel Buchmann dog var kørt væk forinden, og senest på 1. etape af Vueltaen, hvor Primoz Roglic sejrede. Med andre ord kunne meget tale for, at de allerbedste vil vinde tid på de fleste, men måske ikke på hinanden, og at de indbyrdes forskelle i kampen om sejren måske i stedet kun kan gøres på 1. og 3. etape, hvilket igen viser, hvor enkeltstarten alligevel kan ende med at være.

 

De øvrige etaper er lumske, men næppe afgørende. Særligt stigningen i finalen på 4. etape er meget svær, men med næsten 30 km hjem taler meget for, at der vil ske en eller anden form for regruppering, hvis de bedste tester hinanden, og at det er en dag, hvor løbet kan tabes, men ikke vindes. Det samme gælder om 2. etape, hvor finalestigningen er lidt lettere, men til gengæld tættere på mål, og hvor den lille puncheurfinale ikke bør kunne adskille de bedste, heller ikke med et par sekunder. Meget taler for, at disse to etaper næppe gør forskelle i kampen om sejren, og det vil naturligvis uden uheld heller ikke gælde for 5. etape, der må blive kontrolleret af de få sprinterhold i løbet.

 

Helt uvæsentlig er 2. og 5. etape dog ikke nødvendigvis. I mange år fulgte løbet den spanske tradition om at forsage bonussekunder, men også i år brydes traditionen. Der er ligesom i 2019 de klassiske 10-6-4 sekunder ved mål og 3-2-1 i de indlagte spurter. I et løb, hvor forskellene fra 1. til 10. pladsen kan være store, men forskellen mellem nr. 1 og 2 formentlig er ret lille, er det en helt afgørende komponent, særligt i årets løb, hvor to mand synes meget jævnbyrdige.

 

Endelig er der vejret. Baskerlandet er kendt og frygtet for sit regnvejr, men det ser ud til, at feltet denne gang slipper relativt nådigt fra mødet med Spaniens vådeste region. Enkeltstarten bør blive afvikles under helt fair og ensartede omstændigheder med sol og tørre veje, inden der kommer et regnvejr om aftenen, som kan hænge ved på en våd tirsdag, hvor det dog klarer op om eftermiddagen, hvorfor etapen bør blive afviklet i tørvejr. Også onsdagen starter våd, men med tørvejr under etapen, men det er værd at notere sig, at der er direkte modvind hele vejen op ad muren, hvilket trods procenterne måske kan svække selektionen en anelse. Derefter venter to tørre dage, inden kongeetapen i skrivende stund ligner den eneste våde af slagsen. Her ventes der lige nu regn gennem det meste af dagen samt endda modvind på Arrate-stigningen, hvor det kan blive endnu vanskeligere at gøre forskelle. Generelt vil det dog ikke være blæsende i løbet af ugen, og den sidevind, der før har været i spil, bør ikke blive aktuel.

 

Med andre ord ser det ud til, at det vil være enkeltstarten, muretapen og kongeetapen, der sammen med bonussekunder vil afgøre løbet. Af disse er det særligt de to førstnævnte, der kan adskille de bedste. Endelig skal man ikke undervurdere betydningen af et stærkt hold, når særligt kongeetapen skal kontrolleres. Det kan Astana og Bora i hvert fald skrive under på.

 

Løbet er vel det mest imødesete af forårets ugelange løb. Det skyldes naturligvis, at der er lagt op til den første store generalprøve på Tour de France, når Primoz Roglic og Tadej Pogacar for første gang sidste års Tour krydser klinger i et etapeløb. Og med tanke på den dominans, de viste i hhv. Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, er spændingen kun taget til siden etapeløbene i første del af marts.

 

Det er da også indlysende, at det er de to slovenere, der er løbets altoverskyggende favoritter, men til gengæld er det meget svært at sige, hvem der er favorit. Forud for sidste års Tour havde det været let at pege på Roglic, der var Pogacar ganske overlegen i enkeltstarten, men med den enorme fremgang, som Tour-vinderen har vist på årets to flade enkeltstarter og under Touren sidste år, samt en tendens til et niveaufald i netop denne disciplin for den engang så suveræne Roglic, er det langt mere åbent, end det burde være. Denne gang kan det virkelig gå begge veje, og grundet deres jævnbyrdighed i bjergene, hvor eneste reelle forskel i sidste års Tour var de få sekunder, Roglic vandt på Col de la Loze - når man altså ser bort fra, at Roglic lod den på det tidspunkt distancerede Pogacar køre på Peyresourde - står det klart, at enkeltstarten i dette løb meget vel kan afgøre løbet.

 

Efter moden overvejelse vælger jeg alligevel at pege på Primoz Roglic, men det er ikke med den sikkerhed, man ellers har kunnet gøre det i de seneste år, hvor sloveneren reelt set ikke er blevet besejret i et ugelangt etapeløb, han har prioriteret, siden et styrt i Tirreno i 2018, når man ser bort fra de uheld, der kostede stensikre sejre i de seneste udgaver af Paris-Nice og Dauphiné. Roglic har nemlig i både 2020 og 2021 været under niveau på enkeltstarterne, hvilket blev tydeligt i Paris-Nice, hvor han undgik at vinde en enkeltstart af den type, hvor han i 2017, 2018 og 2019 altid knuste al modstand. Tendensen gik igen i de to middelmådige grand tour-enkeltstarter, han kørte sidste år, og Roglic er ikke længere det tempomonster, han var engang.

 

Denne enkeltstart passer ham dog nærmest perfekt. Roglic er som udgangspunkt mere eksplosiv end Pogacar, og han vil formentlig køre stærkere på de to bakker undervejs. Han er samtidig stadig en glimrende temporytter til det flade, som vi trods alt så i Paris-Nice, og samtidig taler det til hans fordel, at enkeltstarten er kort og kommer på dag 1 - alt sammen til ugunst for dieselmotoren Pogacar, der er kendt som en i etapeløb langsom starter. Det er Roglic til gengæld ikke, for han kommer altid blæsende ned fra højderne som et monster allerede fra dag 1.

 

Det er dog ikke kun på enkeltstarten, at jeg giver Roglic en lille overhånd. I Touren sidste år kørte de to sloveneren to eksplosive finaler mod hinanden, nemlig på 4. og 13. etape, og begge gange havde Roglic overhånden. Særligt 13. etape er ganske sammenlignelig med dette løbs murfinale, der synes skabt til Jumbo-monsteret, der har vist sig uhyggelig i den slags eksplosive afslutninger, mens spurten på Grand Colombier på 15. etape, hvor Pogacar vandt, i kraft af stigningens længde er mindre sammenlignelig med denne.

 

Lægger man dertil, at Roglic trods alt må regnes som den hurtigste af de to i den lidt bløde puncheurfinale på 2. etape, efter at han senest i Suances i Vueltaen og i Biot i Paris-Nice viste, at han tilhører den absolutte verdenselite, og at han samtidig må regnes som en anelse hurtigere end Pogacar i en flad spurt, står han også med bedre mulighed for at sikre sig tidsbonus undervejs i et løb, hvor det med den rette udvikling vel kun er 5. etape, han ikke skal regnes som en af favoritterne til. De bonussekunder kan gøre hele forskellen og være afgørende, særligt fordi jeg tror, at Roglic og Pogacar vil være helt jævnbyrdige på Arrate - særligt i modvind - men at Roglic er langt mere eksplosiv til den faldende spurt, som han allerede vandt i Vueltaen i oktober. En udfordring kan være, at Jumbo kommer i en relativt svag formation, hvor meget står og falder med, om svingende Jonas Vingegaard finder sit topniveau, men er danskeren flyvende, burde holdet have en fair chance for at kontrollere. Samlet set peger de fleste parametre på Roglic, og derfor tror jeg, at han tager sin anden sejr i løbet.

 

Det vil dog være cykelsportens mindste sensation, hvis sejren går til Tadej Pogacar. Måske var det Roglic, der havde en lille overhånd i Tourens bjerge, men Pogacars magtdemonstration på de to weekendetaper i Tirreno, hvor han leverede et stort soloridt i et lidt for tidligt modvindsangreb om lørdag og kørte fra alt og alle på murene om søndagen, kunne indikere, at han måske har taget et ekstra skridt siden det i forvejen vilde 2020. Vigtigst er det dog, at han har forbedret sin enkeltstart så meget, at han sagtens kan ende med at slå Roglic, for faktisk har hans præstation på de to flade enkeltstarter, han har kørt i år, måske endda været endnu bedre end det, vi har set fra hans landsmand på lignende ruter - og denne passer ham endda endnu bedre.

 

Alligevel kan Roglic tænkes at have overhånden. Pogacar er som regel rusten i starten af et etapeløb, og de eksplosive stigninger undervejs tiltaler landsmanden mere. Samtidig er han umiddelbart ikke helt så hurtig som Roglic, der i Touren havde den lille overhånd i puncheurfinalerne, og vi så da også i Tirreno, at Pogacar var klart overstrålet af Julian Alaphilippe og crossdrengene i den slags afslutninger, mens Roglic som bekendt kørte det dog svagere Paris-Nice- og Vuelta-felt ud af hjulet i Biot og Suances. Alt sammen kunne det tale for, at Roglic sikrer sig de fleste bonussekunder, men Pogacar er så god en afslutter, at intet er sikkert. Og UAE-holdet synes så stærkt, at de denne gang er Jumbo overlegne, og de bør i hvert fald ikke få problemer med enten at forsvare en trøje eller gøre kongeetapen så knaldhård, at Pogacar måske kan gøre forskellen, hvis det er nødvendigt, og dermed måske akkurat tippe balancen i det slovenske opgør til allersidst, som det også skete i september.

 

Heldigvis er det ikke bare en slovensk duel. Adam Yates er nemlig så godt kørende, at man ingenlunde kan afvise, at briten tager sin anden WorldTour-etapeløbssejr i træk. Briten har nemlig i 2019, 2020 og nu også 2021 cementeret sin status som en af de allerbedste i de ugelange løb, og skal man pege på et løb, der passer ham allerbedst, må det endda være dette - et løb, han uden uheld på grusvejene også kunne have vundet for to år siden. De eksplosive stigninger er nemlig perfekt for den Yates, der faktisk satte den på det tidspunkt ellers usårlige Roglic på en mur i Tirreno i 2019, og da han samtidig så ud til at have Pogacar helt ude i tovene i årets UAE Tour, har han vist, at han bestemt ikke skal frygte at skulle op mod de to fænomener.

 

Vigtigst er det, at han pludselig også kan køre enkeltstart. Han kørte nemlig sit livs af slagsen i Catalonien, og nu kommer han endda til en rute, der næppe kunne passe ham meget bedre, selvom han nok havde foretrukket lidt mindre tons midtvejs. Desværre må man alligevel regne med et lille tidstab til de to slovenere, og selvom han er en god puncheur, er han en svagere afslutter end begge rivalerne, både på stigende og flad vej. Med andre ord skal han formentlig vinde løbet ved at være bedst på 3. og 6. etape, og det ser trods alt svært ud trods superform og superhold. Omvendt har han vist, at han i storform kan sætte dem begge, og det viser, at en Yates-sejr må regnes som en reel mulighed.

 

Til gengæld skal man nok være i sit meget religiøse hjørne, hvis man for alvor skal tro, at en af de tre favoritter ikke vinder løbet, men skal man komme med et forsigtigt bud på en outsider, kunne det være Esteban Chaves. Ganske vist havde Burgos og Vueltaen vist os, at den ellers hensygnende colombianer stadig har et tårnhøjt topniveau, men desværre har hans restitution været gået fløjten. I Catalonien i sidste uge lykkedes det ham dog at køre stærkt i hvert fald de første fire dage, hvor løbet blev afgjort, og det kan give håb om, at han også holder alle seks i den kommende uge. Samtidig viste han et uhyggeligt topniveau, vi ikke har set i mange år, først da han desværre manglede selvtillid, men alligevel næsten fik kørt Yates in på Vallter 2000, og siden da han trods modvind og bløde procenter kørte fra alt og alle på den lidt taktiske kongeetape.

 

Det vidner om en fremragende form, og nu ved Chaves, at han også kan gøre det. Han er samtidig slet ikke dårlig på de korte, stejle mure, som vi blandt andet har set med 2. pladsen bag Chris Froome på Cumbre del Sol i Vueltaen i 2019, og derfor er dette løb, som han ikke har kørt siden 2015, faktisk glimrende for en fyr som ham. Desværre har han ikke samme punch eller spurt som de to slovenere, men den største udfordring er enkeltstarten, der blev rasende dyr i Catalonien. Heldigvis kan man finde et håb i ruten samt det forhold, at Chaves faktisk i årene efter sin sygdom kørte nogle for ham ret gode enkeltstarter. Kan han genfinde de takter, holde Catalonien-formen gennem alle seks dage og måske udnytte favoritternes magtkamp til sin gunst, synes hans topniveau at række meget langt.

 

Den rytter, der er sværest at vurdere, er vel Maximilian Schachmann. Al logik siger, at stigningerne her er for stejle og svære, som de også var det i 2019, hvor en ellers flyvende tysker vandt hele tre etaper, men kom til kort på de svære dage. Det regnede jeg bare også med i Paris-Nice, men her viste han sit højeste klatreniveau nogensinde, og i teorien er han bedre på de kortere, mere eksplosive stigninger her. Udfordringen er snarere procenterne, for selvom han har været i top 5 i Fleche Wallonne, vil jeg blive svært forundret, hvis store Schachmann på en relativt langt mur som Ermualde kan køre lige op med de bedste. Efter hans klatrepræstation i Paris-Nice er jeg bare nødt til at holde muligheden åben for, at han slet ikke taber så meget på de to svære dage.

 

Resten af ruten passer Schachmann perfekt. Hans hurtighed gør ham til en topkandidat til etapesejre og bonussekunder på 2. og 4. etape, og dertil skal lægges, at han vel er manden, der kan true slovenerne på enkeltstarten. I hvert fald vandt han en ikke helt anderledes enkeltstart i løbet for to år siden, og selvom han skuffede i Paris-Nice, hvor han syntes at fejldisponere totalt, synes hans styrke først og fremmest at være denne type tidskørsler, hvor han kan bruge sit punch og sin eksplosivitet. Samtidig er han del af et Bora-hold, der har hele tre absolutte topkandidater, og det kan måske være nøglen til succes, hvis de store favoritter er jævnbyrdige og ikke kan sætte hinanden. Jeg tror, at løbet bliver for hårdt for Schachmann, men da dette er en vurdering af vinder- og podiepotentiale, betyder hans enkeltstart, at han skal rangeres højt.

 

For to år siden vandt Ion Izagirre løbet, men det var også det sidste, vi så til den gode udgave af baskeren. Siden dengang har han nemlig været en skygge af sig selv, og jeg var sikkert ikke den eneste, der havde begravet ham. Heldigvis rejste han sig fornemt i Paris-Nice, hvor han endelig lignede den rytter, der sejrede her i 2019, og det kan give håb. Izagirre har nemlig gjort titelforsvaret her til sæsonens største mål, og han må derfor antages at være flyvende til et løb, hvor han med én 1. og hele tre 3. pladser har været blandt de bedste i fire af de seneste fem udgaver.

 

Udfordringen for Izagirre har været, at hans våben, de kuperede enkeltstarter, har været svækket markant i de seneste mange år, og selv da han vandt i 2019, kørte han faktisk en for ham halvringe enkeltstart. Heldigvis kørte han i Paris-Nice sin bedste enkeltstart i nærmest umindelige tider, og dette er endda en rigtig Izagirre-enkeltstart, som han elskede dem, da han var bedst. Juryen er stadig ude i forhold til hans reelle topniveau - også i bjergene, hvor han var god, men ikke flyvende i Paris-Nice - men med udsigt til topform i sæsonmålet er man nødt til at regne med den forsvarende vinder og lokale helt, når nu han har vist, at de gode ben er kommet tilbage, og han er kaptajn på et Astana-hold, der må regnes som et af de stærkeste.

 

Havde dette været 2019 eller 2020, havde Jakob Fuglsang fået en høj rangering med garanti for et topresultat. I de seneste to sæsoner har danskeren nemlig været en af de allerbedste, særligt i denne type terræn, der jo har gjort ham til lidt af en klassikerkonge. Nu ender han desværre i stedet med en fin rangering af samme årsag som Schachmann, nemlig mere i kraft af potentiale end reel overbevisning. Fuglsang har nemlig været langt fra sit topniveau i årets første måneder, og selvom han begrunder det med en anderledes sæsonprioritering, er det umuligt ikke at blive bekymret for en mand på nu 36 år, når han altid har haft for vane at køre som en motorcykel hver eneste gang, han har fået et løbsnummer på ryggen.

 

Derfor er dette løb en helt afgørende test. Frem mod Ardennerne skal han meget gerne nærme sig sit tårnhøje niveau fra de seneste sæsoner, men lykkes det, er han stadig et bæst i disse løb. Det er ingen tilfældighed, at Fuglsang for to år siden var et afgørende element i Izagirres sejr, for det er terræn, der passer ham. Udfordringen er selvfølgelig enkeltstarten, for den fremgang vi har set i de seneste år, forsvandt som dug for solen i 2020, og selvom ruten her passer ham fornuftigt, vil det være en overraskelse, hvis han har genfundet evnerne i et år, hvor han slet ikke har fokus på etapeløb og dermed enkeltstarter. Først og fremmest skal han dog genfinde sit bedste niveau, men hvis det lykkes, er han også en af de få, der - særligt i forening med Izagirre - måske kan byde slovenerne lidt modstand.

 

 

I Catalonien viste Wilco Kelderman atter, at han er blevet en ørn til at genfinde formen efter sin endeløse række af skadespauser. Egentlig havde hollænderen ikke de store forventninger til det catalanske løb, men han kom alligevel hjem med en for ham uventet 5. plads. I lyset af skadespausen taler meget for, at han er endnu mere formstærk nu, og nu kommer han endda til et løb, der burde passe ham endnu bedre. Keldermans force som klatrer er nemlig hans punch, og han synes endda med alderen bare at blive mere og mere eksplosiv. Derfor burde stigningerne i dette løb, som han ellers kun har kørt én gang med 10. pladsen i 2016, passe ham ganske glimrende. Hans store våben er den ellers hensygnende enkeltstart, der stadig ikke er som i gamle dage, men som var ganske pæn både i Vueltaen og i Catalonien. Ruten her burde endda passe ham ganske storartet, og blandt de formstærke favoritter bør han, hvis ikke han skuffer igen, vinde tid på de fleste. I lyset af enkeltstartens vigtighed ligner han derfor en mand, der bør være med langt fremme, også selvom de catalanske ikke entydigt slog fast, hvor godt klatrende han egentlig er.

 

Lidt af det samme kan siges om Tao Geoghegan Hart , der primært får sin fine placering i kraft af potentiale mere end overbevisning. Britens niveau er nemlig helt ukendt efter en alt andet end overbevisende start i Var efterfulgt af et Paris-Nice, der hurtigt endte med en hjernerystelse efter styrt. Heldigvis burde hjernerystelsen ikke have kostet alt for megen træning, og hvis Giro-kongen skal have noget ud af sit forår, skal han til at finde noget form nu. Om han har det, er umuligt at sige om en mand, der er kendt for alt andet end stabilitet, men hvis han vitterligt begynder at nærme sig 100%, er han et glimrende bud på noget stort. Hans topniveau blev helt tydeligt i forbindelse med Giro-triumfen, og som en relativt eksplosiv og spurtstærk fyr passer terrænet ham glimrende. Uden at være specialist er han også en hæderlig temporytter, og han burde i forhold til mange andre mere temposvage folk kunne gøre det godt på en 1. etape, der passer en eksplosiv fyr som ham. Sammen med Yates og i mindre omfang Richard Carapaz udgør han også en formation med taktiske muligheder, men alt sammen er det under forudsætning af, at ustabile Geoghegan Hart har formen. Det er der al mulig grund til at være skeptisk i forhold til.

 

Man måtte pudse brillerne en ekstra gang, da Alejandro Valverde efter mere end et år i anonymitet pludselig helt ud af det blå genfødtes i Catalonien. Det var i lyset af hans alder i sig selv bemærkelsesværdigt, men det var også overraskende, fordi det skete i et løb, der ikke passer ham ideelt. Nu kommer han til gengæld til Baskerlandets korte, stejle mure, hvor han trives langt mere, og selvom han kun har vundet løbet én gang, er det vel det af sportens ugelange løb, der passer ham. Murafslutningen burde passe ham, han har flere gange vundet spurten på toppen af Arrate, og han har mulighed for bonussekunder også på 4. og især 2. etape. Når han alligevel ender langt nede på listen, skyldes det enkeltstarten. I gamle dage havde han været med i kampen om sejren på 1. etape, der rutemæssigt ikke kunne passe ham meget bedre, men desværre så vi så sent som i Catalonien, at lige netop enkeltstarten næppe nogensinde kommer tilbage. I lyset af vigtigheden af netop den etape kan det derfor blive svært for den spanske veteran, selvom han lignede en af de allerstærkeste i sidste uge.

 

Bauke Mollema har med to sejre i Var og Laigueglia haft et fremragende år, og med en lidt bedre spurt havde han endda i Larciano lavet sit hattrick. Nu har han haft en pause inden Ardennerne og Giroen, og derfor er det lidt usikkert, om han er lige så skarp allerede nu. Det gør ham til en temmelig usikker faktor, men der er en grund til, at en ung Mollema i 2012 endte på podiet i netop dette løb. I Vueltaen, San Sebastian og Fleche Wallonne har han nemlig vist, at han er særligt god på stejle procenter, og derfor er det et løb, der passer ham ganske glimrende, både murfinale og Arate-etapen, hvor han tidligere er blevet nr. 2, 4 og 5. Enkeltstarten er udfordringen, for her er Mollema mildt sagt svingende med en gigantisk afstand mellem top- og bundniveau. Heldigvis kørte han nogle ganske gode enkeltstarter i Giroen i 2019, hvor han senest for alvor blev testet, og enkeltstarten i Besseges i februar var også helt godkendt. Ruten passer også til en fyr som Mollema, men hans enorme udsving på enkeltstarten gør ham til en usikker faktor, særligt fordi hans vilde sæsonprogram kunne betyde, at han næppe kan tillade sig at være alt for god allerede nu.

 

EF stiller med Hugh Carthy, men dette er ikke rigtigt et løb for dieselklatreren, hvis punch og eksplosivitet er så begrænset, at ingen nogensinde har fundet det. Ganske vist viste han med sejren på Angliru, at han har det fint med stejle procenter, og han klarede da også Arrate fint i Vueltaen sidste år, men begge bjergetaper i løbet handler for ham mest om overlevelse. Til gengæld er han en joker, fordi han har forbedret sin enkeltstart markant, særligt med vanvidsridtet i Vueltaen, og lidt overraskende blev han faktisk nr. 10 på den eksplosive enkeltstart i 2010. Det vidner om, at han meget vel kan overraske på 1. etape igen, men det kræver, at han gør det bedre end i Catalonien, hvor hans enkeltstartsfremgang var så fjern, at man måtte tjekke en ekstra gang for at sikre sig, at han faktisk kørte sit livs enkeltstart i november. Netop Vueltaen vidner dog om, at han kan overraske stort på 1. etape, der måske er den vigtigste, og så vil han med godt forsvar i bjergene, der passer ham dårligt, også ende højt i klassementet.

 

Det er dog EFs anden kaptajn, Sergio Higuita, der burde være skabt til dette løb. Den lille colombianer har punch og eksplosivitet, og selvom han stadig er uprøvet på stejle procenter, burde dette terræn være skabt til netop ham. Hurtighed har han også, og i teorien kan han jagte bonussekunder på fire af de fem linjeløbsetaper, men spørgsmålet er, om topniveauet rækker. I år har han ganske vist rejst sig efter det skuffende 2020, men både i Tirreno og UAE Tour handlede det mere om forsvar end om aggression. Til gengæld har han overrasket stort på de to flade enkeltstarter, han har kørt, og så burde han jo flyve på ruten til 1. etape, hvis det vitterligt er udtryk for hans nye tempoevner. Spørgsmålet er bare, om en god enkeltstart er nok, hvis han stadig har lidt for mange mangler, når de bedste lukker op på stigningerne.

 

Mikel Landa har kurs mod Giroen, men hjemmebaneløbet er også et stort mål, og han melder da også om fremragende form. Den har han nu haft igennem hele sæson med en overbevisende start i Italien og et fornuftigt Tirreno, selvom modvinden på kongeetapen ødelagde festen lidt, og han ikke passede til den resterende del af ruten. Landa er da heller ikke i sit es på de eksplosive mure på hjemmebanen, men faktisk lykkedes det ham med et overraskelsesangreb at vinde løbets seneste murafslutning i 2016. Det vidner om, at han godt kan begå sig i dette terræn, og han blev da også samlet nr. 2 bag Roglic i 2018. Problemet er bare, at han får gigantiske prygl på enkeltstarten, og med et terræn, der ikke passer ham ideelt, ligner det en umulighed for selv den mest formstærke Landa at hente det hele igen.

 

For to år siden var Emanuel Buchmann uendelig tæt på at vinde dette løb, og det er egentlig temmelig overraskende. Det er nemlig svært at pege på et etapeløb, der passer ham dårligere. Den store tysker er alt andet end eksplosiv og ikke helt skarp på stejle procenter, og hans enkeltstart lader også meget tilbage at ønske, selvom han på den kuperede rute forsvarede sig pænt med en 15. plads. Når det alligevel med opportunistisk kørsel næsten lykkedes, vidner det om det tårnhøje niveau, Buchmann nåede i netop 2019, og som vi også så i 2020 indtil Dauphiné-styrtet. Desværre har vi ikke set det siden da, heller ikke i det skuffende UAE Tour, men heldigvis må man formode, at han med en måned til Giroen begynder at nærme sig. Spørgsmålet er bare, om selv hans høje topniveau er nok i et løb, der bare ikke passer ham, selvom han fandt lidt mere eksplosivitet end tidligere i Dauphiné sidste år. Alle nøgleetaperne handler lidt for meget om overlevelse, men udnytter han det stærke Bora-kollektiv på samme måde som i 2019, skal man aldrig afskrive en af feltets allerbedste klatrere.

 

På papiret er dette løb helt perfekt for Pello Bilbao. Baskeren er blevet en ørn på en tempocykel, som vi så i Andalusien, Paris-Nice og Touren i 2020, men hans Giro-enkeltstarter vidnede også om en manglende stabilitet. På papiret er han dog en af feltets bedste temporyttere, særligt på en eksplosiv rute som denne, og i det hele taget er dette terræn skabt til netop en fyr som Bilbao, der tillige er topmotiveret på hjemmebanen. Til gengæld er hans form usikker, for efter et flot Strade Bianche var han uhyre skuffende i Tirreno. Naturligvis ventes han bedre nu, men selv på 100% er det tvivlsomt, om han klatrer godt nok til faktisk at være med de bedste, og det kan selv nok ikke en sublim enkeltstart redde.

 

Movistars andet kort er Enric Mas, men desværre har både 2020 og 2021 blot bekræftet, at han er en uhyre ringe starter - og det synes bare at blive værre og værre. Heldigvis begyndte han at finde lidt form i Catalonien, og med en uges løb i benene taler alt for, at han vil være endnu bedre i dette løb, som i øvrigt plejer at være det første, hvor han begynder at præstere fornuftigt. Han er blandt klassementsrytterne også en af de mere tempostærke, og selvom det eksplosive terræn måske ikke er hans, burde han alene i kraft af 1. etape stå ganske stærkt. Desværre har han efterhånden lidt at bevise efter ringe enkeltstarter i Vueltaen og Catalonien, og en kort, eksplosiv enkeltstart på dag 1 er næppe heller noget for hans dieselmotor. Med en enkeltstart efter bedste standard kommer Mas langt, men selvom formen efterhånden er brugbar, ligner han ikke en mand, der endnu har niveauet til at køre med om sejren.

 

En rytter, der til gengæld med sikkerhed er i form, er Michael Woods. End ikke en gang bronkitis kunne fjerne de gode ben fra canadieren, der i Catalonien meldte om sin bedste følelse overhovedet på så lange stigninger. Det kommer endda efter et Tour du Var, hvor han nok engang beviste, at han er blandt verdens førende murspecialister, og derfor er det baskiske terræn skabt til Woods, der reelt har en chance for at slå Roglic, Pogacar og Yates på 3. etape, og som også med næsten 100% sikkerhed kører med om sejren på 6. etape. Problemet er bare, at Woods’ enkeltstart hører til blandt de ringeste, som vi også så i Catalonien, og det kan selv denne rute næppe ændre på. Selv en flyvende Woods må forventes at tabe så meget tid allerede på 1. etape, at selv de bedste ben de sidste fem dage næppe er nok til at vinde løbet mod så mange langt mere tempostærke folk.

 

Et mere usikkert kort er David Gaudu. Den franske guldfugl var uhyggeligt stærk i årets første løb, hvor kun Woods virkede bedre i Var, og hvor han var flyvende i Drome-Ardeche. Desværre kom vi ned på jorden i et meget skuffende Paris-Nice, der blev forstyrret af styrt, men hvor han på ingen måde virkede overbevisende. Desværre følger det billedet af den utilregnelige Gaudu, der i de seneste år har været mere skuffende end overbevisende, og med styrtene i Løbet mod Solen kan man frygte, at han heller ikke er flyvende her. Til gengæld er Gaudu en eksplosiv fyr, der fik sit gennembrud i en større offentlig på Mur de Huy og har været flyvende på den korte, stejle Superga-stigning i Milano-Torino. Både 3. og 6. etape burde derfor passe ham, men desværre er enkeltstarten også for ham en stor akilleshæl, som vi senest så i Paris-Nice. Selv med flyvende form taber han formentlig for meget, og når man samtidig skal indregne risikoen for en stor skuffelse, bliver han mere outsider end favorit.

 

Richard Carapaz er kendt som en langsom starter, og det bekræftede han til fulde i Catalonien, hvor han stadig manglede en del og hurtigt ofrede sig for holdet. Det kan han meget vel ende med at gøre igen dette løb, for selvom han utvivlsomt er bedre nu, er det næppe nok, hvis han igen kører en skidt enkeltstart. Vi så jo ellers tegn på fremgang i Vueltaen, men i Catalonien så vi også, at en god enkeltstart fra Carapaz nok kræver mere form, end han har nu, også på en rute som denne. Terrænet er heller ikke helt ideelt for en mere ren klatrer som ham, selvom han nu viste fint punch i Vueltaen, hvor han blandt andet blev nr. 2 bag Roglic på Arrate. Lige nu synes han dog ikke at have samme form, og der skal være sket en del siden sidste uge, hvis han skal vinde et løb med så vigtig en enkeltstart.

 

En anden rytter, der har enkeltstarten som våben, er Pierre Latour. Den dobbelte franske mester i disciplinen er nemlig en uhyre stærk temporytter, men efter sine mange skader har han stadig til gode at bevise, at han stadig har de gamle tempoevner. Således skuffede han fælt i Paris-Nice, og han var heller ikke overbevisende i Besseges. Faktisk skal vi tilbage til netop Besseges i 2020 for at finde hans sidste gode enkeltstart, og det skaber en vis tvivl efter så lang en pause fra toppen. Til gengæld er han endelig kommet ud på den anden side af de mange styrt og skader, og trods en nedtur på kongeetapen og enkeltstarten så det lovende ud i Paris-Nice. Nu er han utvivlsomt endnu bedre, og med sin hurtighed kan han i tillæg til tidsgevinster på enkeltstarten også jagte bonussekunder undervejs. Desværre er særligt muren nok en anelse for stejl for den relativt store Latour, der stadig har meget at bevise.

 

Havde jeg skrevet denne optakt inden Coppi e Bartali, havde Mauri Vansevenant fået en stor stjerne. Den belgiske komet var nemlig flyvende i starten af året, hvor han særligt imponerende i Laigueglia og Larciano, men forventninger i Coppi e Bartali blev gjort grundigt til skamme. En 7. plads er skam flot, men i lyset af konkurrencen skulle det have været bedre, hvis han skal gøre sig forhåbninger i dette løb. Lægger man dertil, at der hersker en del usikkerhed om hans evner på enkeltstarten, som han sikkert har forbedret, men som haltede gevaldigt i U23-tiden, er der meget, der taler imod Vansevenant. På den anden side var hans niveau i februar så højt, ligesom hans generelle potentiale er enormt, og hvis han blot skulle banke lidt rust af i Italien i sidste uge, skal man bestemt være beredt på endnu en positiv overraskelse.

 

Guillaume Martin er på mange måder i denne sammenhæng sammenlignelig med Woods. Efter skader i løbet af vinteren har han i Paris-Nice givet håb om, at han nu vil være meget tæt på det tårnhøje topniveau, han havde i august, og med de ben vil han være blandt de allerbedste på de eksplosive stigninger, der passer ham godt. Problemet for Martin er bare, at hans enkeltstart er på nogenlunde samme niveau som Woods’, og det er desværre ikke nogen ros. Da franskmanden samtidig ikke har Woods’ niveau på de stejle mure, ligner det en svær opgave at indhente alt det tabte, selvom jeg har ret store forventninger til hans præstationer i bjergene.

 

Endelig skal Alexey Lutsenko og Marc Hirschi nævnes, men det er alene udtryk for potentiale og ikke forventninger. Lutsenko har været helt fra den i år, og det er ikke blevet bedre af, at hele hans klassikerprogram er ændret efter styrtet i Paris-Nice, hvorfor han nu retter blikket mod Ardennerne og ikke brostenene. Løbet her er primært forberedelse, hvor han skal hjælpe Izagirre, og det vil undre mig, hvis han spiller en rolle i klassementet. Lutsenkos topniveau i eksplosivt terræn er dog efterhånden så godt, at han har potentiale for at overraske, hvis formen er bedre end ventet. Hirschi har været ramt af hofteproblemer igennem vinteren og gjorde først comeback i Catalonien, hvor det haltede i starten, men hvor hans sidste etape giver håb om, at formen ikke er helt ringe. Terrænet her er slet ikke dårligt for ardennerkongen Hirschi, som vi så ham i 2020, men spørgsmålet er, om han er helt god nok nu. Nej, meget taler nok for, at han alene vil forberede sig til klassikerne og samtidig hjælpe Pogacar til sejr, men det er klart, at hans potentiale er til uendelig meget mere, hvis Barcelona-etapen i søndags skal læses som et tegn på bedre form end antaget.

 

BEMÆRK: På lørdag køres GP Miguel Indurain, hvor der bliver mulighed for at vurdere formen hos en række af favoritterne. Du finder en selvstændig optakt til løbet andetsteds på siden.


VIND KONTANTER - SÆT ET MANAGERHOLD TIL BASKERLANDET RUNDT
 

***** Primoz Roglic

**** Tadej Pogacar, Adam Yates

*** Esteban Chaves, Maximilian Schachmann, Ion Izagirre, Jakob Fuglsang, Tao Geoghegan Hart

** Wilco Kelderman, Alejandro Valverde, Bauke Mollema, Hugh Carthy, Sergio Higuita, Mikel Landa, Emanuel Buchmann, Pello Bilbao, Enric Mas, Michael Woods, David Gaudu, Richard Carapaz, Pierre Latour, Mauri Vansevenant, Guillaume Martin

* Alexey Lutsenko, Marc Hirschi, Ben O’Connor, Ben Hermans, Patrick Konrad, Gino Mäder, Andreas Leknessund, Jesus Herrada, Eddie Dunbar, Laurens de Plus, Mattia Cattaneo, Jonas Vingegaard, Rafal Majka, Mikel Bizkarra, Cristian Rodriguez, Victor de la Parte, Brandon McNulty, Aurelien Paret-Peintre, Mikkel Honoré, Krists Neilands, Simon Geschke, Mikel Nieve, Ilan van Wilder, James Knox, Odd Christian Eiking


VIND KONTANTER - SÆT ET MANAGERHOLD TIL BASKERLANDET RUNDT

 

Danskerne

Jakob Fuglsang er blandt favoritterne og er omtalt ovenfor. Formstærke Jonas Vingegaard får en gigantisk opgave som sidste mand for Primoz Roglic i bjergene, men der bliver næppe plads til at køre alt for meget klassement selv - særligt ikke hvis Roglic vinder enkeltstarten. Mikkel Honoré har på Deceuninck masser af plads til at jagte etapesejre på særligt 2. og 4., men også 5. etape, og han kan måske også gøre det fornuftigt i klassement. Magnus Cort har som feltets næsten eneste sprinter en fremragende chance på 5. etape, men måske kan også 2. og 4. etape komme i spil, hvis formen er god. Det samme kan siges om Alexander Kamp, der utvivlsomt også kan spurte på 5. og måske også 2. og 4. etape, mens hans holdkammerat Niklas Eg, der på Trek i sin nuværende form må regnes som hjælper for Bauke Mollema. Endelig skal Christopher Juul på BikeExchange støtte formstærke Esteban Chaves.

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle:

 

Astana-Premier Tech: Holdets erklærede kaptajn er Izagirre, men som nævnt ovenfor kan både Fuglsang og Lutsenko også køre klassement. Oscar Rodriguez viste endelig lidt form i Catalonien, men må regnes som hjælper

 

BORA-hansgrohe: I Schachmann, Buchmann og Kelderman har holdet hele tre kaptajner, men også Patrick Konrad er top 10-kandidat i et løb, der ikke passer ham helt dårligt. Dermed må unge Giovanni Aleotti og Ide Schelling nok indstille sig på hjælperroller.

 

Team BikeExchange: Det er alle mand for Chaves. Løbet passer ikke rigtigt Mikel Nieve, der tillige ikke er ved fordums styrke og kun lige har gjort sæsondebut. Damien Howson er formsvag.

 

UAE-Team Emirates: Holdet kommer for at vinde løbet med Pogacar, og derfor ender alle andre formentlig med at være hjælpere. Hirschi kan som nævnt være en joker, men også Brandon McNulty og Rafal Majka kan køre noget klassement. Amerikaneren passer dog slet ikke til de stejle mure, og polakken har mangler på enkeltstarten. Diego Ulissi meldes i god form efter hjerteproblemerne, men han er utvivlsomt hjælper, og det samme gælder for den ellers velkørende Jan Polanc og den svingende Valerio Conti .

 

Groupama-FDJ: Det handler 100% om Gaudu på et hold med få klatrere. Bruno Armirail klatrer efterhånden godt, men ikke på denne slags stigninger, og unge Lars van den Berg har hidtil haft det svært.

 

Movistar Team: Efter afbud fra Lopez handler det alene om Valverde og Mas. Carlos Verona er ellers i form, men han må være hjælper, ligesom en stadig formsvag Sergio Samitier er det. Einer Rubio viste ikke megen form i Coppi e Bartali.

 

EF Education-Nippo: Carthy og Higuita ligner de bedste bud, da både Jonathan Caicedo og Diego Camargo manglede for meget i Catalonien.

 

Trek-Segafredo: Holdet er bygget op om Mollema. De tre øvrige klatrere, Nicola Conci, Niklas Eg og Juan Pedro Lopez, har alle virket formsvage hidtil.

 

Deceuninck-Quick Step: Vansevenant ligner bedste bud. Med enkeltstarten burde Mattia Cattaneo stå stærkt, men han har været overraskende klatresvag i år. James Knox manglede stadig overraskende meget i Catalonien. Endelig er formstærke Mikkel Honoré ikke dårlig på disse relativt korte stigninger, men de må trods alt være for stejle til, at han for alvor kan køre klassement, mens Pieter Serry er på vej tilbage efter en skade.

 

Cofidis: Martin ligner bedste bud, men også Jesus Herrada har en kaptajnrolle. Han må dog være for begrænset på disse meget stejle stigninger. Nicolas Edet begynder at vise noget form og kan gøre det pænt, og det samme kan Simon Geschke på stigningerne af denne type. Til gengæld virker både Fernando Barcelo og Ruben Fernandez formsvage.

 

Lotto Soudal: Holdet stiller med den unge klatrer Sylvain Moniquet, men Catalonien viste, at han stadig mangler for meget, samt puncheurtyperne Filippo Conca og Matthew Holmes, der dog næppe for alvor kan køre klassement i et løb som dette.

 

INEOS Grenadiers: Yates er bedste bud med Geoghegan Hart og Carapaz i ligeledes beskyttede roller. Eddie Dunbar var ved at finde form inden styrtet i Coppi e Bartali, men kunne måske få lidt frihed, selvom han mest af alt må forventes at være hjælper. Det samme gælder for Laurens de Plus, der stadig er på vej tilbage fra sin skade og manglede en del i Paris-Nice.

 

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Odd Christian Eiking er god i eksplosivt terræn, men stigningerne er nok trods alt for svære til, at han kan køre klassement. Det burde George Zimmermann kunne, men han er på vej tilbage efter en skade. Unge Alexander Evans har haft det svært. Derfor kan bedste bud være den sent udtagne Lorenzo Rota, der har gjort det godt i år, mens hans 22. plads i Tirreno vidner også om, at potentialet har sine grænser.

 

Team DSM: Efter en skuffende start har Andreas Leknessund i de seneste starter vist et niveau, der giver håb om, at han måske endelig kan vise sit store potentiale, men han er stadig omgærdet af megen usikkerhed. Også Ilan van Wilder viste i Coppi e Bartali fremgang efter sin skade, men i dette løb vil han mangle for meget. Ustabile Mark Donovan var meget formsvag i februar, og det er svært for alvor at tro, at han vil være flyvende. Felix Gall og Romain Combaud klatrer ikke godt nok, og Kevin Vermaerke har haft det svært i år.

 

Team Jumbo-Visma: Alle mand for Roglic, men det skal blive interessant at se, om formstærke Jonas Vingegaard i rollen som hjælper alligevel kan ende ganske pænt. Tobias Foss kan måske også gøre det fornuftigt, selvom han stadig havde sine mangler i Tirreno. Antwan Tolhoek er i fin form, men er ren hjælper, som også Sam Oomen, der stadig er en skygge af sig selv, er det.

 

Ag2r Citroën Team: Ben O’Connor har gjort det pænt i år og planlægger at toppe i Romandiet, hvorfor han bør gøre det godt, selvom stigningerne ikke rigtigt passer ham. Aurelien Paret-Peintre vil køre klassement, men mangler for meget til at være med helt i front. Mathias Frank synes stadig at være ramt af alderen, og løbet er for svært for tilbagevendte Benoit Cosnefroy. Unge Nicolas Prodhomme er med for at lære.

 

Israel Start-Up Nation: Formstærke Michael Woods må være den klare kaptajn, men Ben Hermans kan også gøre det fornuftigt efter et godt Coppi e Bartali, selvom han ikke helt synes ved fordums styrke. Krists Neilands kan også jagte en top 20, men næppe top 10. Den lovende James Piccoli fortsætter med at have det svært.

 

Bahrain-Victorious: Holdet er bygget op om Landa med Bilbao som plan B. Det skal dog blive interessant at følge den stadig mere formstærke Gino Mäder. Mark Padun er stadig en skygge af sig selv, mens Rafael Valls først lige er kommet tilbage efter sin lange skadespause.

 

Team Qhubeka ASSOS: Fabio Aru har desværre stadig ikke været i nærheden af sit gamle niveau, Kilian Frankiny har været formsvag, og unge Mauro Schmid vil nok finde terrænet for svært.

 

Caja Rural-Seguros RGA: Holdets klatrer Alejandro Osorio er stadig meget formsvag, og løbet er for svært for Jefferson Cepeda, der ellers gjorde det fint lørdag. Formsvag er velkørende Jonathan Lastra ikke, men løbet er for svært til, at han kan køre klassement.

 

Burgos-BH: Niveuat er for højt til, at Oscar Cabedo kan køre klassement, og det samme gælder for erfarne Daniel Navarro, der slet ikke er ved fordums styrke. Jesus Ezquerra gjorde det godt lørdag, men han vil finde terrænet alt for svært.

 

Team Total Direct Energie: Latour ligner bedste bud, men også Cristian Rodriguez og Victor de la Parte synes efter en svag sæsonstart også efterhånden at kunne jagte en top 20. Fabien Doubey synes derimod stadig at mangle en del.

 

Equipo Kern Pharma: Holdets bedste klatrer må være den ret lovende Roger Adria, der dog i Catalonien måtte sande, at niveauet var en anelse for højt.

 

Euskaltel-Euskadi: Erfarne Mikel Bizkarra var genfødt i et flot Catalonien, men enkeltstarten lægger begrænsninger på hans muligheder. Her gjorde Luis Angel Maté det pænt, men ikke til at køre klassement i dette løb, og Mikel Iturria er langt fra fordums styrke.

 

LIVESTREAM: SE ALLE ETAPER FRA BASKERLANDET RUNDT

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Primoz Roglic
Tadej Pogacar, Adam Yates
Esteban Chaves, Maximilian Schachmann, Ion Izagirre, Jakob Fuglsang, Tao Geoghegan-Hart
Wilco Kelderman, Alejandro Valverde, Bauke Mollema, Hugh Carthy, Sergio Higuita, Mikel Landa, Emanuel Buchmann, Pello Bilbao, Enric Mas, Michael Woods, David Gaudu, Richard Carapaz, Pierre Latour, Mauri Vansevenant, Guillaume Martin
Alexey Lutsenko, Marc Hirschi, Ben O’Connor, Ben Hermans, Patrick Konrad, Gino Mäder, Andreas Leknessund, Jesus Herrada, Eddie Dunbar, Laurens de Plus, Mattia Cattaneo, Jonas Vingegaard, Rafal Majka, Mikel Bizkarra, Cristian Rodriguez, Victor de la Parte, Brandon McNulty, Aurelien Paret-Peintre, Mikkel Honoré, Krists Neilands, Simon Geschke, Mikel Nieve, Ilan van Wilder, James Knox, Odd Christian Eiking
INFO
Vuelta Ciclista al Pais Vasco
Nyheder Profil Resultater
Optakter
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Video i artiklenUAE Team Emirates ude af Fléche Wallonne

Landevej

Eksklusivt interviewRiwal-hollænder med store GP Herning-ambitioner

Landevej

Norsk succeshold trækker sig fra Alpe-løb

Landevej

Video i artiklenPogacar inden åbent Fléche Wallone: Mur de Huy er unik

Landevej

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Landevej

Video i artiklenOptakt: Fleche Wallonne

Landevej

Video i artiklenFølg en travl onsdag med bjerge og ardennerklassiker

Landevej

Annonce