\u201dMonument\u201d er s\u00e5dan et dejligt storladent, men rammende ord, som betegner cykelsportens fem st\u00f8rste og mest prestigi\u00f8se endagsl\u00f8b: Milano-Sanremo, Ronde van Vlaanderen, Paris-Roubaix, Li\u00e8ge-Bastogne-Li\u00e8ge og Il Lombardia. De er p\u00e5 den ene side ens p\u00e5 den m\u00e5de, at de alle har lange, glorv\u00e6rdige historier med legendariske vindere og udgaver gennem over hundrede \u00e5r og er p\u00e5 den anden side vidt forskellige som cykell\u00f8b med hver deres unikke karakteristika.<\/p>","
Il Lombardia er i Danmark ogs\u00e5 kendt som Lombardiet Rundt og skiller sig i f\u00f8rste omgang ud ved at v\u00e6re det eneste monument, der k\u00f8res i efter\u00e5ret. Denne s\u00e6son er s\u00e5 ul\u00f8seligt bundet sammen med Il Lombardia, at det ogs\u00e5 kaldes Det Faldende L\u00f8vs L\u00f8b. Som Daniel Dencik beskriver det i sin bog, Sportshjerte <\/i>fra 2017: \u201dRytterne krydser igennem Lombardiet p\u00e5 en dag, mellem bjergs\u00f8erne, op og ned ad de norditalienske tinder. [\u2026] Landevejene er glatte af tr\u00e6ernes blade. Solen h\u00e6nger lavt over feltet. S\u00e6sonen er snart forbi.\u201d<\/p>","
Netop de norditalienske tinder er den sportslige kerne af l\u00f8bet, der som det eneste af de fem monumenter kan kaldes bjergrigt, idet stigningerne her er l\u00e6ngere end i det ligeledes kuperede Li\u00e8ge-Bastogne-Li\u00e8ge. Derfor er det ogs\u00e5 det af monumenterne, som egentlige bjergryttere har bedst chance for at vinde, dog i kamp mod de mest klatrest\u00e6rke af klassikerrytterne. Bortset fra den geografiske beliggenhed i regionen Lombardiet og mere specifikt Como-s\u00f8en er det et l\u00f8b, der rutem\u00e6ssigt har varieret meget igennem \u00e5rene og end ikke har samme opl\u00f8b hvert \u00e5r.<\/p>","
Obligatorisk er dog et visit til stigningen Madonna del Ghisallo, der er blevet en helligdom for cykelsportens fans og ud\u00f8vere, om de s\u00e5 er kristne eller ej. Madonna del Ghisallo - Vor Frue Ghisallo - er af pave Pius 12. i 1949 blevet udr\u00e5bt til cykelrytternes skytshelgen, og p\u00e5 selve bakketoppen findes b\u00e5de en kirke, et (fysisk) monument og et museum, alt sammen dedikeret til cykelsporten. Det er desuden en tradition, at kirkeklokkerne ringer, n\u00e5r Il Lombardia-feltet passerer - der kan man da tale om monumentalt.<\/p>","
Betegnelsen \u201dmonument\u201d er en meget nyere opfindelse, end Il Lombardia selv er med en f\u00f8rste udgave tilbage i 1905, dengang under navnet Milano-Milano. L\u00f8bet, der snart skiftede navn til Giro di Lombardia, steg hurtigt i anseelse og form\u00e5ede n\u00e6sten fra f\u00f8rste f\u00e6rd at tiltr\u00e6kke sportens st\u00f8rste navne, selv om det selvf\u00f8lgeligt is\u00e6r har ligget de italienske stjerners hjerter n\u00e6r. Diverse tiltag for at samle sportens allerst\u00f8rste l\u00f8b i \u00e9n, gennemg\u00e5ende konkurrence har alle inkluderet Il Lombardia, fra Challenge Desgrange-Colombo (1948-1958) over Super Prestige Pernod (1959-1987) til World Cuppen (1988-2004) for i nyere tid v\u00e6re en naturlig del af f\u00f8rst ProTouren og den nuv\u00e6rende WorldTour.<\/p>
\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Flest sejre igennem løbets historie har den italienske campionissimo - mestrenes mester - Fausto Coppi med fem sejre, heraf de første fire i træk. Generationen før ham dominerede Alfredo Binda, kaldet ”den uovervindelige”, med fire sejre, mens syv ryttere har triumferet tre gange. Den seneste tredobbelte vinder er Tadej Pogačar, der er oppe på tre sejre i træk, efter han sidste år kørte solo i over 30 kilometer.
Tadej Pogačar under sit vindende soloangreb sidste år. Foto: Pool
Introduktion til ruten
Il Lombardia 2024 vil byde på en distance på 252 kilometer, som vil inkludere passage af otte reelle stigninger. Løbet har i de seneste år fulgt et mønster, hvor Bergamo og Como skiftes til at være start- og målby, hvorfor turen i år går fra Bergamo til Como.
Fra starten i Bergamo går ruten i en nordøstlig retning i de første godt 20 kilometer, inden første stigning, Forcellino di Bianzano, allerede venter med sin top efter 30 kilometer. Denne er opmålt til i 6,3 kilometer at stige med 5,1 procent i gennemsnit, inden nedkørslen fører direkte hen til foden af næste udfordring.
Passo di Ganda hæver sig over 1.000 meter over havets overflade og kan kaldes et reelt bjerg, idet det i 9,2 kilometer stiger med 7,2 procent i gennemsnit. På de første 6,5 kilometer holder stigningsprocenten sig på 6,6 procent, inden de sidste 2,7 kilometer er væsentligt stejlere med sine 9,8 procent, maksimalt 15 procent.
Et lille plateau venter på toppen, inden den lange nedkørsel herfra munder ud i et kort dalstykke, før det går opad igen i 4,5 kilometer over Colle di Berberino, som i gennemsnit stiger med 6,2 procent.
Uden mellemspil går det fra den snoede nedkørsel igen op ad Valpiana, som med sine 10,4 kilometer er rutens næstlængste stigning, og som holder sig på et gennemsnit på 6,1 procent.
Nedkørslen herfra er over ti kilometer lang og hurtig med relativt få sving undervejs. Herefter, med en 135 kilometer til mål, kommer så løbets længste flade sektion, som i 40 kilometer køres på overvejende flade veje, dog inklusive en bakke på halvanden kilometer.
Med en 95 kilometer til mål begynder så opkørslen mod Madonna del Ghisallo, som er opdelt i to sektioner med et plateau halvvejs. Først går det op til Sella di Osigo (5,0 kilometer à 5,7 procent), inden de følgende tre kilometer går let nedad. De næste fem kilometer stiger med en 3 procent, inden en passage på 10 procent medvirker til, at de sidste 2,6 kilometer hen over toppen i gennemsnit stiger med 5,5 procent.
På toppen vil kirkeklokkerne ringe ind til løbets sidste 80 kilometer. Efter en nedkørsel afbrudt af et plateau nås et fladt segment på 15 kilometer langs Como-søen, og som fører hen til foden af løbets længste stigning, Colma di Sormano, som også er løbets næstsidste.
Selve stigningen er i alt 12,9 kilometer lang, men et plateau trækker den gennemsnitlige stigningsprocent ned på 6,4 procent. I de første ti kilometer ligger gennemsnittet dog på 6,9 procent, inden de sidste godt halvanden kilometer er oppe på 9,1 procent.
Nedkørslen herfra er en snoet sag på over ti kilometer, inden der 30 kilometer fra mål venter en bølget sektion, hvor det går op og ned på en håndfuld små bakker i de følgende 15 kilometer. Herfra dykker vejen det sidste stykke ned til målbyen, Como, men en sidste sløjfe her fører til dagens sidste stigning.
Med kun otte kilometer til mål indledes stigningen op til San Fermo della Battaglia, som har en længde på 2,7 kilometer og i gennemsnit stiger med 7,2 procent. Stejleste sted på 10 procent er kun få hundrede meter før selve toppen.
Fem kilometer fra mål går det så ned ad bakke, inden den sidste halvanden kilometer er på flad vej. Et venstresving en 800 meter fra mål fører ind på opløbsstrækningen på Lungo Lario Trento, hvor målstregen vil ligge helt ud til byens havn i Como-søen.
Favoritterne
Il Lombardia er ganske vist et monument, der er opnåeligt at vinde for klatrere, men denne udgave har været genstand for en vis kritik for at være for let. På sociale medier har der floreret mange spekulationer om, at dette var alletiders chance for en Mathieu van der Poel, men med offentliggørelsen af Colma di Sormano som del af ruten gjorde løbet sig fortjent til sin status som det bjergrige af monumenterne.
Da toppen af denne krydses med kun lidt over 40 kilometer til mål, vil den være nøglepunktet i løbet og med stor sandsynlighed stedet, hvor en afgørende udskilning vil finde sted. Omvendt kan ryttere, der måske krydser toppen blandt de 10-15 forreste, stadig være i spil til at køre med om podieplaceringerne, hvis de skulle formå at komme tilbage i det overkommelige terræn, der er at finde mellem 40 og 10 kilometer fra mål.
Derfor kan også løbets sidste stigning, San Fermo della Battaglia, vise sig afgørende for fordelingen af podieplaceringer. Hvis en gruppe kommer samlet hen til denne, vil der altid sidde én, der ikke stoler på sin spurt og må i angreb, og den er da også stejl nok og ikke mindst så tæt på mål, at et angreb her kan holde resten af vejen. Så selv om det er monument for bjergryttere, vil et kraftfuldt punch også være brugbart. Endeligt er selve opløbsstrækningen flad, så i en gruppe vil spurtstyrke selvfølgeligt være en fordel, men efter 250 kilometer kan friskhed vise sig endnu vigtigere.
Rent taktisk er det indlysende, at UAE Team Emirates står med ansvaret for at kontrollere løbet, da Tadej Pogačar kan vinde for fjerde gang i træk og dermed tangere ham Fausto Coppis rekord for flest sejre i træk. Dét kan også noget. Det er næsten så åbenlyst, at han vil angribe på Sormano, at han ligefrem kunne finde på at gøre det endnu tidligere - et angreb til lyden af kirkeklokkerne på Madonna del Ghisallo kan også noget. Og ellers kunne man også se hold og ryttere, der alligevel ikke ville kunne følge fænomenet, selv gå ud og åbne løbet ved at komme ham i forkøbet.
Senest på Sormano må løbet gå ind i sin afgørende fase, hvor der ikke er så mange taktiske overvejelser, men hvor det gælder om at følge de bedste. Der er dog en rimelig sandsynlighed for, at der kan gå taktisk nervekrig i løbet på de efterfølgende kilometer, hvor mindre grupper kan samle sig. I så stort et løb som dette køres der væddeløb om også de sekundære placeringer, så selv hvis spændingen om sejren kan være taget ud, skal der nok være seværdigt cykelløb - ganske som vi i høj grad fik det til VM.
Jeg skal ikke sidde og foregøgle sandheden for jer, det her skal ikke være nogen quiz eller gætteleg: Tadej Pogačar (UAE Team Emirates) er storfavorit til at vinde. Det skulle undre meget, hvis ikke han forsøger at køre alene væk senest på Sormano, men hvis nogen skulle følge ham dér eller komme tilbage på nedkørslen, ville han kunne køre fra de fleste på sidste, lille stigning og selv i et scenarie med en spurtafgørelse bliver han svær at slå for de fleste i dette felt. Hvis der dog skulle være samlet en lille gruppe omkring ham efter Sormano, kan det taktiske spil være uforudsigeligt, og så er selv ikke Pogačar uovervindelig. Det er dog unægteligt svært at få øje på, hvem der skulle kunne forhindre ham i endnu en solosejr ved at kunne følge det ventede angreb (senest) på Sormano, men i sine to første triumfer måtte han trods alt spurte sig til sejr. I så stort et løb vil det kun være i nødstilfælde, at profiler som Marc Hirschi, Pavel Sivakov eller Adam Yates kan køre egen chance, men det udelukker ikke, at de kan være i spil til podiepladser.
For første gang skal Tadej Pogačar køre Il Lombardia i regnbuestriberne. Foto: Sirotti
I et af sine sidste løb for Team Jayco AlUla vil Simon Yates være holdets oplagte kaptajn, da han ikke bare er deres bedste klatrer, men også har formen med sig efter en femteplads i Giro dell’Emilia. I topform ville han være blandt de allerbedste på en stigning som Sormano, og da han også både har punch og en glimrende spurt i sig, burde en podieplacering være mulig. Folk som Mauro Schmid og Filippo Zana kan muligvis også være inde billedet efter Sormano og vil have gode muligheder i selve finalen.
Enric Mas (Movistar Team) er en af dem, der har været tættest på at slå Tadej Pogačar i dette løb, da han i 2022 fulgte ham helt til dørs, men tabte spurtduellen. Som et af løbets bedste klatrere kan han igen være et af de bedste bud til at følge ham og kan håbe på igen at komme væk fra de øvrige favoritter. Han mangler nemlig hurtighed på stregen, men hvis han er blandt de allerforreste over Sormano, og der ikke kommer for mange op bagfra, kan endnu en podieplacering opnås. Folk som Davide Formolo og Nairo Quintana kunne måske komme langt på tidlige fremstød.
Remco Evenepoel (Soudal Quick-Step) har selv erkendt, at han ikke har meget energi tilbage på dette tidspunkt af sæsonen, og det skader selvsagt hans muligheder. I topform ville han dog være feltets mest oplagte kandidat til en mand, der kunne matche Pogačar, og derfor skal han ikke afskrives til i det mindste at sidde med blandt de forreste, ganske som han også gjorde til VM. Da selve finalen også passer ham, kan en placering så højt oppe som på podiet ikke udelukkes, men i sin nuværende tilstand kan selv top 10 glippe for stjernen. Holdet har dog kompetente alternativer i Mattia Cattaneo, Mauri Vansevenant og Ilan Van Wilder, hvoraf særligt de to sidstnævnte i en eventuel spurt kunne ende så højt oppe som i top 5.
Maxim Van Gils (Lotto Dstny) er mere puncheur end bjergrytter og er også et mere oplagt match for løb med kortere stigninger, men han blev dog nummer 14 i Il Lombardia sidste år, hvor klatring bestemt også var nødvendigt for at begå sig. I denne sæson har han befundet sig på et klart højere niveau, så der er håb for, at han kan sidde så langt fremme på Sormano, at han om ikke andet kan komme tilbage efterfølgende. Da han har et fremragende punch og en knivskarp spurt kan en podieplads ikke udelukkes, men der er en risiko for, at han taber for meget terræn på Sormano og derfor igen misser top 10.
Maxim Van Gils kan krone en strålende sæson med en stor præstation i årets sidste monument. Foto: Sirotti
Det var ikke noget imponerende indtryk, som Tom Pidcock (INEOS Grenadiers) efterlod i det lettere Gran Piemonte, men i Giro dell’Emilia var han dog best-of-the-rest. Sormano bliver en stor mundfuld for ham, men der er nu engang tale om en mand, der har kørt masser af fornemme bjergetaper i karrieren, og som desuden er en fremragende nedkører, der ville kunne hente eventuelt tabt tid på vejen ned. Han kan ikke forvente at følge Pogačar opad, men selve finalen vil passe ham godt, og normalt er han også hurtig i en spurt, hvorfor en podieplads kan være opnåelig her, men det kræver en stor præstation på Sormano. Thymen Arensman man muligvis også sidde langt fremme på Sormano, mens Brandon Smith Rivera kan håbe på at komme tilbage efterfølgende.
I topform burde Matteo Jorgenson (Team Visma | Lease a Bike) have fået større resultatmæssigt udbytte af både VM og Giro dell’Emilia, og derfor kan man måske spekulere i, at en lang sæson med både brostensklassikere og Tour de France har sat sig i amerikanerens lange ben. Under normale omstændigheder burde han dog være holdets bedste bud på at kunne sidde med over Sormano i det sjove selskab, og da han også er en dygtig klassikerrytter, vil podiet være muligt, hvis ellers formen er der. Svigter kræfterne, er der dog masser af klatrestyrke på holdet, der også tæller Tiesj Benoot , Wilco Kelderman , Bart Lemmen og Attila Valter, der alle også kunne have muligheder, men nok i nævnte rækkefølge med Benoot som stærkeste alternativ og nedefter.
Red Bull-BORA-hansgrohe har ganske vist sendt kaptajnen Primož Roglič i vinterhi, men de klatrestærke profiler står nærmest i kø for at kunne køre egen chance her. Af dem fremstår Florian Lipowitz nok som marginalt bedste bud, selv om han brændte nallerne på at køre alene efter Pogačar i Giro dell’Emilia, men præstationen var såmænd imponerende nok. Han har i hvert fald niveau til at kunne være blandt de forreste over Sormano og vil ikke være uden evner i selve finalen, hvorfor top 5 er opnåeligt, ligesom det potentielt kan være for Jai Hindley i et hårdt udskilningsløb. Langt hurtigere er både Roger Adrià og Aleksandr Vlasov , men førstnævnte får selv i sin strålende form svært ved Sormano, mens sidstnævntes form er anderledes tvivlsom. Heller ikke de kan afskrives til top 5, og med et overtag i finalen kan en fra holdet også nå podiet.
Med et topresultat her vil Florian Lipowitz fortsætte sin flotte udvikling. Foto: Sirotti
I Vuelta a España genfandt David Gaudu (Groupama-FDJ) de bjergben, der også kan bringe ham langt her, hvis han da ellers har bevaret noget af den samme form. Det havde han i Luxembourg Rundt, men han udgik af Giro dell’Emilia, og Tre Valli Varesine blev afblæst, så nu er han igen i ukendt form. Helt udkørt bør han dog ikke være, og i Vuelta-form ville han kunne følge de (næst)bedste på Sormano, så med sin glimrende spurt kan top 5 være opnåeligt. Skulle der opstå samling, kan også Romain Grégoire, Valentin Madouas og måske Rudy Molard køre finale her.
På et ellers stærkt Israel-Premier Tech har Michael Woods med en flot efterårskampagne kørt sig i stilling som den mest oplagte kaptajn i et løb som dette, der også passer hans kvaliteter. Han kan ganske vist ikke forvente at selv være toneangivende på Sormano, men han bør kunne sidde så godt med, at han kan booke billet til finalen. I denne vil hans punch og glimrende spurt kunne indbringe ham en top 5-placering, medmindre han altså taber for meget tid på Sormano. Af holdets øvrige ryttere er Jakob Fuglsang den pålidelige, men desværre spurtsvage, mens upålidelige Stephen Williams på en af sine (for) sjældne gode dage kan være et lige så stærkt kort som Woods.
Hos Lidl-Trek må det være Giulio Ciccone , der er holdets bedste bud, efter han viste lovende livstegn i Gran Piemonte og også bør være holdets bedste bjergrytter. Han har ofte kunnet følge de allerbedste på stigninger af Sormanos kaliber, og selve finalen vil også passe ham, da han både har et skarpt punch til sidste stigning og en god spurt. Da hans form dog stadig er en anelse tvivlsom, er han også i risiko for at være for langt efter de forreste over Sormano, og derfor er top 10 mere sandsynligt end top 5. Selv i denne jubelsæson for Toms Skujiņš bør han få svært ved at følge de bedste på Sormano, men det kan ikke udelukkes, at han igen henter et topresultat i et af sæsonens store løb. Både Andrea Bagioli og Bauke Mollema , der vandt tilbage i 2019, har tidligere imponeret stort i dette løb, men skal ramme dagen for at køre med om topplaceringerne her.
På papiret møder Bahrain-Victorious op med et hold, der besidder stor bredde, idet flere af deres ryttere har kvaliteterne til at kunne gøre sig gældende. Sikreste kort ligner den garvede Pello Bilbao, der efter en sløj periode pludseligt imponerede med en andenplads i det hårde GP Montréal, men som herefter styrtede ud ad VM. Som dygtig klatrer og ikke mindst nedkører vil der være sandsynlighed for, at han kan komme frem til finalen blandt de forreste, og her kan hans fart på stregen række så langt som til top 5, hvis han altså er kommet sig over sit styrt. Antonio Tiberis tilstand er mere tvivlsom, efter han har døjet med et maveonde i ugen op til løbet, mens ellers formstærke Edoardo Zambanini trods alt må forventes at være overmatchet i så stærkt et felt som dette.
Det var på ingen måder lovende, at Romain Bardet (Team dsm-firmenich PostNL) kun blev nummer 104 i Gran Piemonte og vel at mærke uden at have bidraget til holdets offensiv med Kevin Vermaerke. Vi skal dog ikke længere tilbage end til VM sidst i september for at finde en anderledes lovende tiendeplads, og under normale omstændigheder ville han da også være holdets bedste kort. Præstationer som andenpladsen i årets Liège-Bastogne-Liège vidner om, at han stadig har højt topniveau, og rammer han dét her, kan han også klatre sig til at være i spil til top 5. Vermaerke fremstår som det bedste alternativ, men Warren Barguil kan ikke afskrives helt.
Det lille Team Polti Kometa har fundet sig en juvel i 22-årige Davide Piganzoli, der slog en perlerække af WorldTour-profiler ved at blive nummer tre i så krævende et løb som Giro dell’Emilia. Da han også er en dygtig bjergrytter, der sluttede på 13. pladsen i årets Giro d’Italia, kan han i sin nuværende form muligvis sidde med blandt de forreste på Sormano, og han er tilmed rimeligt hurtig i en spurt. Alligevel må top 10 siges at være godkendt for talentet og hans lille hold, men top 5 er da ikke umuligt. Piganzoli er den åbenlyse kaptajn, men Paul Double og Matteo Fabbro er nu også dygtige opad.
Neilson Powless (EF Education-EasyPost) må siges at have ramt efterårsformen, efter han vandt Gran Piemonte med et Pogačarsk soloudbrud på over 40 kilometer, men også kørte finale i Coppa Bernocchi, hvor han blev nummer fire. Selv i denne form kan han ikke forvente at være blandt de allerforreste over Sormano, men han kan være så tilpas tæt på, at han vil kunne komme tilbage efterfølgende. I så fald har han styrke og tilpas med hurtighed til, at top 5 kan være inden for rækkevidde, men i et felt med så dygtige klatrere er top 10 nok mere sandsynligt. Måske Mikkel Frølich Honoré eller Georg Steinhauser også kunne hævde sig her.
OPDATERINGER: Arrangørerne har været tvunget til en ruteændring grundet jordskred og oversvømmelser, som dog ikke bør betyde store ændringer i det sportslige perspektiv. Dagens anden stigning, Passo di Ganda, udgår og erstattes af Selvino. Denne er 11,1 kilometer og stiger i gennemsnit med 5,6 procent, hvorfor den altså er længere, men mindre stejl. Med sin top med næsten 200 kilometer fra mål bør det dog ikke ændre tilgangen til løbet. Selve finalen må undvære et opløb tæt ved Como-søen, som er i risiko for at gå over sine bredder, men afstanden mellem sidste stigning og målstregen er uændret, men dog med et ekstra sving 250 meter fra mål.
På den endelige startliste mangler tre af de ryttere, jeg ellers havde tildelt stjerner og fremhævet foroven: Maxim Van Gils, Tom Pidcock og Pello Bilbao. Van Gils har desværre været syg, men holdet har dog kompetente erstatninger, ikke mindst Lennert Van Eetvelt. På denne type stigninger kan han på sine bedste dage være blandt de bedste, og da han selv er hurtig, vil top 5 kunne opnås, men han glider dog længere ned i favoritrangeringen end Van Gils. Andreas Kron imponerede i løbet her sidste år, men gør comeback efter at have misset VM, så hans form er tvivlsom.
På mere dramatisk vis er Pidcock uventet fravalgt med kort varsel af årsager, der må ligge ud over hans sportslige formåen, men holdets syv udvalgte har så beskedne chancer, at ingen af dem får tildelt en stjerne herfra. Med svækkelsen af INEOS Grenadiers bliver Uno-X Mobility og Tobias Halland Johannessen forfremmet til den sidste stjerne i favoritvurderingen. Deres norske profil har kvaliteter, der passer godt til dette løb, hvorfor top 10 eller endda top 5 kan være muligt.
Afbuddet fra Bilbao og fortsatte meldinger om maveonde hos Antonio Tiberi (og Damiano Caruso) svækker chancerne til Bahrain-Victorious, men siden Tiberi trods alt stadig skal køre, må de altså håbe på bedring. Derfor forbliver han og holdet i favoritvurderingen, og det kan tilføjes, at Matej Mohorič kan blive spændende at følge.
På andre hold kan vi se gode præstationer fra tilføjelser som Eddie Dunbar (Team Jayco AlUla), der erstatter Mauro Schmid, mens EF Education-EasyPost forstærkes af Ben Healy og Archie Ryan. Førstnævnte er dog så spurtsvag og sidstnævnte så uerfaren, at Powless fortsat fremstår som holdets sikreste bud på en topplacering.