Optakt: Il Lombardia
15. august 2020 13:01Foto: © BORA - hansgrohe / Bettiniphoto
af Emil Axelgaard

At intet er, som det plejer, i coronaåret 2020, bliver helt tydeligt på lørdag, når sæsonens sidste store cykelløb, Il Lombardia, som noget usædvanligt afvikles som en af de allerførste klassikere. Nok betyder den samtidige afvikling af Criterium du Dauphiné, at feltet ikke er så stjernespækket, som man kunne ønske sig, men det ændrer ikke på, at alle drømmer om at vinde sæsonens måske hårdeste endagsløb, der ikke i år kan kaldes De Faldne Blades Løb, men som stadig byder på den brutale rute gennem et område, der mere end de fleste har været lagt ned af coronavirus, men som nu har rejst sig så meget, at de kan byde en hel serie af verdens bedste cykelryttere velkomne til en stor cykellørdag med masser af højdemeter i Italiens smukkeste cykelterræn.

Highlights: Mollema tog karrierens største sejr i Lombardiet, mens Fuglsang blev firer

se mere cykling på

Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

 

I efteråret er det altid en stor udfordring for rytterne at bevare motivationen, og mange af de største navne ser med længsel frem mod en vinterpause efter en lang og svær sæson. Der er imidlertid altid ét stort incitament til at fortsætte helt til den bitre ende: chancen for at skrive en sejr i Il Lombardia på generaliebladet.

 

Det italienske løb udgør sammen med Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix og Liege-Bastogne-Liege cykelsportens fem monumenter - de fem mest prestigiøse endagsløb - og derfor er en sejr i den italienske klassiker et resultat, der kan definere en hel karriere. Modsat de øvrige monumenter, der alle er forårsløb, afvikles Il Lombardia i efteråret. Det er sandsynligvis hovedårsagen til det faktum, at det af mange regnes som det mindst prestigefulde af de fem store løb, da det afvikles på en tid, hvor færre ryttere er i topform, og hvor den offentlige interesse i cykelsporten allerede er faldet kraftigt.

 

Selvom løbet måske ikke er helt så eftertragtet som de øvrige monumenter, er det det af de fem, der for alvor får klatrerne til at drømme. Sammen med Liege-Bastogne-Liege er det det eneste monument, som klatrere og etapeløbsryttere kan gå efter, og med længere stigninger, end man finder i Liege, passer det bedre til de virkelige bjerggeder end den belgiske klassiker. Det afspejles i vinderlisten, der er spækfyldt med ardennerspecialister og fremragende klatrere.

 

Mens løbene i Sanremo, Roubaix og Liege alle som følge af deres navne og historie er tvunget til at følge relativt ensartede ruter, har Il Lombardia en langt mere skiftede natur. Som Flandern Rundt er det et løb igennem en hel region, og det skaber masser af muligheder for at variere ruterne. Start-, målbyerne og de mellemliggende udfordringer er alle skiftet voldsomt gennem årene, og løbet har aldrig haft antydningen af et fast format. Det eneste virkelige symbol på løbet er Como-søen og den nærliggende Madonna del Ghisallo-stigning. Den stejle opkørsel fører op til en lille kirke med tilhørende museum, der byder på både religiøse og cykelrelaterede objekter, og er en af cykelsportens mest berømte stigninger. Selvom den typisk kommer for langt fra mål til at være rammen om de afgørende angreb, er passagen forbi kirken altid et nøglepunkt i enhver udgave af Il Lombardia.

 

Løbet blev første gang afviklet i 1905, hvor det var kendt som Milano-Milano, inden det to år senere fik navnet Giro di Lombardia. Siden da er det kun blevet aflyst i 1943 og 1944. Indtil 1960 både startede og sluttede det i Milano, men i 1961 flyttede man målet nærmere stigningerne ved Como. Derefter fungerede Milano, Monza, Bergamo og Como alle som målbyer, indtil man flyttede til Lecco mellem 2011 og 2013, hvorefter man igen har vekslet mellem Bergamo og Como. Løbet er oftest startet i Milano, men der har været mange undtagelser. I 2012 og 2013 tog man udgangspunkt i Bergamo, mens Como havde en helt atypisk rolle som startby i 2014 og 2016. Efter tre år med identiske finaler og to år med næsten identiske ruter gav man igen løbet et helt nyt design i 2014, hvor man havde en nærmest uhørt nem udgave. I 2015 gik man den modsatte vej og sammensatte den hårdeste rute i adskillige år, og den trend fortsattes i 2016, hvor ruten nærmest havde karakter af en bjergetape i en grand tour, selvom man kørte den ”lette” vej fra Como til Bergamo, som i de seneste år har skiftedes til at være start- og målbyer. I 2017 genbrugte man ruten fra 2015, hvilket man stort set også gjorde i 2018 og 2019, og igen i år taler vi om stort set samme rute som i fire af de seneste fem udgaver.

 

Løbet er naturligvis blevet vundet af de fleste af cykelsportens giganter, og det er en af disse, Fausto Coppi, der med fem sejre har rekorden. Lidt overraskende har Eddy Merckx ”kun” sejret to gange, og Sean Kelly og Henri Pelissier er de eneste udlændinge med tre sejre på generaliebladet. I de senere år er løbet blevet domineret af Damiano Cunego, Michele Bartoli, Paolo Bettini, Philippe Gilbert, Joaquim Rodriguez og Vincenzo Nibali, der alle har sejret mindst to gange, og Cunego topper med sine tre triumfer listen over dette årtusindes bedste ryttere i det italienske monument.

 

Grundet placeringen i efteråret går løbet under navnet ”De Faldende Blades Løb” og er kronjuvelen i den stribe af italienske efterårsklassikere, der afvikles i september og oktober. I løbet af bare fire uger afvikles ikke færre end 11 store løb i støvlelandet, og de kan alle til en vis grad betragtes som en slags forberedelse til den store finale. Grundet den ekstremt hårde rute og den store grad af træthed på denne tid af året kendetegnes Il Lombardia ofte af et stort antal udgåede ryttere og giver relativt ofte uventede udfald. I efteråret er det nemlig friskhed, der er vigtigere end noget andet.

 

Indtil 2012 var løbet det sidste store europæiske løb i sæsonen, og mange ryttere fandt det svært at holde formen gående fra VM og frem til Il Lombardia. I et forsøg på at genskabe løbets storhed, tiltrække flere topnavne samt skabe større synergi med VM omstrukturerede UCI kalenderen ved at flytte den italienske klassiker til weekenden lige efter VM og udsatte i stedet Paris-Tours til Il Lombardias hidtidige weekend. Det kortere tidsspænd skulle sikre, at flere ryttere stadig var friske, og derved bidrage til at genskabe den faldende prestige. Nu var det ikke længere den reelle sæsonafslutning, men startlisten fik et stort boost af beslutningen. I de seneste år har stort set alle de klatrere, der har kørt VM, udskudt deres ferie, indtil Il Lombardia er kørt. Synergien blev gjort betydeligt større af, at man i 2012, 2013 og 2014 også havde ganske kuperede VM-løb, og derfor var der mange klatrere på startstregen i kampen om regnbuetrøjen. Indtil 2012 blev løbet afviklet om lørdagen, men mellem 2013 og 2015 blev det som Milano-Sanremo afviklet søndag. Fra 2015 er de to italienske monumenter imidlertid igen de eneste helt store endagsløb, der afvikles lørdag.

 

Efter at det sene VM i Qatar vendte kalenderen helt på hovedet i 2016, gik man i 2017 tilbage til den gamle model med Giro dell’Emilia i weekenden efter VM og Il Lombardia to uger efter den globale kappestrid. Den model er blevet gentaget siden da, og nu har UCI faktisk valgt et format, hvor de to store efterårsklassikere i Italien og Frankrig afvikles i samme weekend, hvor både de lette og de tunge folk således kan slutte den europæiske sæson samtidig. Det har bidraget til at genskabe Giro dell’Emilias storhed, men har tilsyneladende ikke haft nogen negativ indvirkning på Il Lombardia-feltet overhovedet. Tværtimod er den positive trend bare fortsat, og selvom man ikke altid har haft et bjergrigt VM forinden, har startlisten i de senere år fået de fleste til at slikke sig om munden.

 

I år er alt som bekendt anderledes, og det betyder også, at Il Lombardia helt usædvanligt afvikles som et af de første og ikke et af de sidste løb. Oprindeligt var det faktisk på programmet d. 31. oktober på den omstrukturerede UCI-kalender, men arrangørerne fra RCS ønskede at flytte det til august og derved samle alle den store arrangørs fem endagsløb i én stor løbsblok som start på den ”nye” sæson. Dermed bliver Il Lombardia ikke blot et sommerløb, men får også en helt anderledes rolle, end vi har været vant til.

 

Det har desværre haft en negativ effekt på feltet. Ikke blot afvikles det på den italienske helligdag Ferragosto, hvilket har givet betydelige logistiske udfordringer, det afvikles også samtidig med Criterium du Dauphiné. Det betyder selvsagt, at de fleste Tour-ryttere, som ikke kan undvære det vigtigste forberedelsesløb, er fraværende, og den forsvarende vinder, Bauke Mollema, samt Fabio Aru og Esteban Chaves er således de eneste af Tour-kaptajnerne, der har foretrukket en tur til Italien frem for de franske bjerge. Heldigvis er det i stedet et stort sæsonmål for mange af de ryttere, der satser på Giroen, og derfor kan vi stadig se frem til en slags Giro-generalprøve mellem navne som Remco Evenepoel, Vincenzo Nibali, Richard Carapaz, Jakob Fuglsang og Simon Yates, der alle øjner en chance for at vinde et monument, der ikke er helt så stærkt besat, som det oftest er tilfældet.

 

Sidste år manglede der til gengæld ikke stjerner, men alligevel var vinderen overraskende. En snu Bauke Mollema udnyttede nemlig det store fokus på den uhyre formstærke forhåndsfavorit, Primoz Roglic, til på Civiglio-stigningen at snige sig væk fra en fremragende favoritgruppe, der slet ikke kunne samarbejde. De så aldrig hollænderen igen, og derfor kunne Mollema køre alene hjem til karrierens største sejr. Bag ham kom Alejandro Valverde, Egan Bernal og Jakob Fuglsang væk fra rivalerne i den meget uorganiserede forfølgergruppe, og i spurten sikrede Valverde sig sin tredje 2. plads på syv år foran Bernal og Fuglsang. Som sagt vender Mollema tilbage for at forsvare sin titel, og han skal atter op mod Fuglsang, men til gengæld er både Bernal og Valverde fraværende, da de forbereder sig til Touren i Dauphiné.

 

Ruten

Som sagt er der intet fast over ruten for Il Lombardia, der er blevet ændret utallige gange over årene. Flere gange så det ud til, at man havde fundet et relativt ensartet forment, men arrangørerne har altid været fast besluttede på at undgå monotoni og genkendelighed. Hver eneste gang, man i et par år har haft samme finale, har man altid givet ruten en større omstrukturering.

 

Efter tre år med samme afslutning i Lecco efter den lille Villa Vergano-stigning designede man i 2014 en sjældent nem rute, der havde meget lidt lighed med den tidligere. Bergamo, der havde været målby mellem 1995 og 2003, fik igen rollen som finale på årets sidste monument, mens Como blev valgt som startby. Det lettere terræn omkring Bergamo betød imidlertid, at finalen blev nemmere end tidligere.

 

I 2015 gik man den modsatte vej og skabte det hårdeste løb i mange år. Ruten blev simpelthen vendt rundt, så starten gik i Bergamo, og målet lå i Como, og der var langt mere klatring end tidligere. Mest markant var det af den helt uhørt stejle Muro Di Sormano kom ind som et nøglepunkt i løbet og fik det til at splitte til atomer.

 

I 2016 gik man et skridt videre, og 2016-udgaven var endnu hårdere. Start og mål var igen blevet byttet rundt, så man som i 2014 startede i Como og sluttede i Bergamo. Som sagt er området omkring Bergamo ikke helt så kuperet, og derfor var finalen igen relativt nem. Modsat i 2014 havde arrangørerne imidlertid kompenseret for den lettere afslutning ved at lægge et kolossalt stort omfang af klatring ind end tidligere, og med mere end 4400 højdemeter undervejs var løbet som en stor bjergetape i en grand tour.

 

I 2017 vendte man atter rundt på tingene og genbrugte fuldstændigt den rute, der var scenen for Vincenzo Nibalis sejr i 2015, hvorfor Hajen fra Messina naturligt nok vandt igen Det havde man egentlig også planer om at gøre i 2018, men vejarbejde tvang arrangørerne til at foretage en ændring i den absolutte finale, hvor den sidste stigning, San Fermo della Battaglia, i udkanten af Como udgik til fordel for en betydeligt lettere bakke, hvormed Civiglio blev sidste reelle mulighed for at gøre større forskelle. Heldigvis er vejen nu igen i tiptop stand, og derfor sammensatte man i 2019 en rute, der i alt væsentligt var helt den samme som i 2015 og 2017 og altså med undtagelse af selve finalen også den samme som i 2018. I år har man en dag valgt totalt genbrug, så alle 243 km er præcis de samme, som det var tilfældet for et lille år siden, da Bauke Mollema snød forhåndsfavoritterne.

 

Det betyder, at der igen er tale om et usædvanligt hårdt løb, hvor de første 170 km er relativt nemme, men hvor de sidste 75 km er decideret rædselsfulde. Løbets mest ikoniske stigning, Madonna di Ghisallo, er tilbage i sin position sidst i løbet, hvor den indleder grusomhederne. For blot femte gang i historien kører man herfra direkte frem til den brutale Muro di Sormano-stigning, inden de overhovedet har ramt en nedkørsel, hvilket giver næsten 25 km med relativt konstant og benhård klatring. Derefter bliver terrænet igen lidt nemmere, inden de kortere stigninger Civiglio og San Fermo della Battaglia tjener som de sidste og afgørende udfordringer, inden man kører ned til målet i Como.

 

Med sine 243,0 km - 2 km mere end i 2018 - er løbet til den korte side for et monument. Det indledes i Bergamo, og de første knap 80 km består af en tur rundt i området sydøst for storbyen, som ligger lige nord for den meget flade Po-slette. Det betyder, at starten på løbet er meget let og primært vil være rammen om aggressiv kørsel, der skal skabe det tidlige udbrud. I tidligere udgaver har det ofte været vigtigt at have holdkammerater ude foran, og det er aldrig en ulempe at have et par hjælperyttere, der med et forspring kan overleve Muro di Sormano og hjælpe på de flade stykker mod slutningen af løbet. De store hold markerer imidlertid ofte hinanden tæt, og som regel får man derfor udbrud bestående af ryttere fra de mindre mandskaber.

 

Rytterne tager hul på klatreudfordringerne efter 47,7 km, når de rammer bunden af Colle Gallo (7,4 km, 6,0%, max. 10%). Efter en let start bliver stigningen gradvist sværere og byder på et par kilometer på 7-8%. Der er dog tale om en regulær opkørsel frem mod toppen, som rundes efter 55,1 km. Efter den tekniske nedkørsel er man tilbage i fladlandet og fortsætter mod sydvest tilbage til Bergamo, hvor man afslutter den indledende rundstrækning efter 77,7 km.

 

Efter turen rundt om Bergamo kører man igennem fladt terræn på den nordlige del af Po-sletten mod nordvest og vest frem til stigningerne omkring Como-søen. Her indledes den kuperede del, når man drejer mod nord for at køre op ad Colle Brianza (10,3 km, 3,5%), der imidlertid er ganske nem og aldrig for alvor bliver stejl, inden toppen rundes efter 114,4 km.

 

Efter bakken følger endnu et kort fladt stykke, mens rytterne fortsætter mod nord frem til bredden af Como-søen, der nås ved den tidligere målby, Lecco, før de kortvarigt vender rundt for at slå en lille sløjfe mod syd, indtil de kører mod nordvest og nord tilbage til søen. Her er terrænet let kuperet, indtil man kører ned til byen Onno langs søbredden. Her ankommer man efter 162,0 km, hvorefter feltet vil forsætte mod nord langs vandet i yderligere 8,2 km, inden løbet skifter karakter, og den afgørende fase indledes. Starten med de mange flade stykker og to mindre stigninger vil primært tjene til at akkumulere træthed, mens de store hold holder udbruddet i snor. Efterhånden som vi nærmer os finalen, vil positionskampen intensiveres og farten øges, indtil det hele kulminerer.

 

Den voldsomme klatring indledes med 73,7 km igen, når feltet rammer bunden af den mest ikoniske stigning, Madonna del Ghisallo (8,6 km, 6,2%, max. 14%). Med en stigningsprocent på mere end 9 er de første 3 km de hårdeste, mens midterstykket er fladt, endda med en lille nedkørsel. Til slut tager stigningen igen fat med 9,5% over 1,2 km. Som altid ringer kirkeklokkerne, når Il Lombardia-feltet ankommer på toppen, som rundes efter 178,9 km, men da det vil være den første af fire svære stigninger, vil det ikke være her, favoritterne spiller ud. I stedet er det signalet for nogle af de store hold til at gøre løbet hårdt ved at sætte tempo eller sende ryttere i angreb. Meget ofte ser man en stærk gruppe af klatrere animere finalen, og det vil ikke være en overraskelse, hvis et fremragende udbrud etableres her. Il Lombardia er ofte blevet præget af forsøg fra distancen, og så sent som i 2013 var Thomas Voeckler meget tæt på at tage sejren ved at forsøge sig langt fra mål.

 

Det har været traditionen, at rytterne efter passagen forbi kirken er kørt ned til Como-søen igen, men som i 2015, 2017, 2018 og 2019 har man i år ændret kutymen på brutal vis. I stedet vil der kun være en kort nedkørsel over 6 km, inden rytterne når frem til den berygtede stigning, Colma di Sormano. De første 5,1 km er ganske vist ikke nogen stor udfordring, idet de stiger helt jævnt med en gennemsnitlig stigningsprocent på beskedne 6,6. Det er imidlertid blot opvarmning til de sidste 1,9 km, der går under navnet Muro di Sormano, er blandt de sværeste i Italien og har en gennemsnitlig stigningsprocent på hele 15,8 med passager på 27% inden for den sidste kilometer. Toppen kommer med 50,6 km til mål, og selvom det formentlig stadig er for tidligt for favoritterne til at lancere det helt store angreb - vi så dog i 2018, at den afgørende offensiv kan komme allerede her - viser historien, at der altid kommer kolossal udskilning, og at der kun er ganske få ryttere tilbage i kampen om sejren, når feltet tager hul på nedkørslen mod søbredden, som nås med 37,5 km igen. Denne nedkørsel er yderst teknisk og var i 2017 rammen om de meget alvorlige styrt, der involverede blandt andre Laurens de Plus, Jan Bakelants og Simone Petilli.

 

Rytterne får nu en sidste chance for at komme sig, idet man følger vandet over 16 flade kilometer, indtil man for første gang når frem til Como. Her tager man hul på den sidste rundstrækning i det kuperede omkring målbyen, når man ramme bunden af Civiglio-stigningen (4,2 km, 9,7%, max. 14%), inden man igen kører ned til byen. Det er en uhyggeligt regulær stigning, der er stejl med 9-10 % hele vejen fra top til bund og ikke giver megen mulighed for at komme sig. Toppen kommer med bare 16,8 km igen, og da der herefter knap er en meter flad vej, er det meget sandsynligt, at denne meget svære stigning vil være rammen om det afgørende angreb, som den var det i 2015, 2017, 2018 og 2019.

 

Hvis ingen har kunnet gøre forskellen på Civiglio, var der i 2015, 2017 og 2019 stadig én chance for at angribe på San Fermo della Battaglia, og det vil der heldigvis være igen i år. Efter den tekniske nedkørsel, hvor Nibali tidligere er kørt væk, går det mod vest og nordvest via et let faldende og kort fladt stykke, inden man med 8,0 km igen kører mod vest direkte ind på San Fermo della Battaglia. Den er bare 2,7 km lang, men stiger utroligt jævnt med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,2 og et maksimum på 10 til allersidst, inden man med 5,3 km igen runder toppen. Herefter går det mod nordøst, nord og øst via en ikke alt for vanskelig nedkørsel tilbage til Como og søen, hvor man kører mod sydøst, inden det bliver fladt med 1000 m igen. Med 600 m igen er der et sidste venstresving, inden man rammer den 7 m brede og helt flade opløbsstrækning, der fører mod øst langs søbredden.

 

Løbet byder på i alt 3976 højdemeter, hvilket af indlysende grunde er det samme som sidste år.

 

De relativt korte stigninger mod slutningen er skabt til eksplosive folk, men da de kommer som afslutning en grufuld dag med masser af klatring, har de rene klatrere end langt bedre chance end i de fleste af de seneste udgaver. Specielt Civiglio er en meget svær stigning, og det vil helt bestemt være muligt for en enlig rytter at køre alene hjem herfra, som Nibali nu to gange og Pinot og Mollema én gang har gjort det. Tidligere har spurtegenskaber og punch altid været vigtige i Lombardiet, og de vil stadig spille en rolle, men som i de seneste fire år ser ud Il Lombardia ud til at blive et brutalt udskilningsløb og en yderst selektiv affære, der kan vindes af rene klatrere og etapeløbsspecialister.

 

OPDATERING: Arrangørerne har i sidste øjeblik foretaget en ændring. Den reducerer afstanden med 12 km, så der nu "blot" er 231 km på programmet, men det udeladte stykke er uden terrænmæssige udfordringer og koster ingen højdemeter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Il Lombardia er kendt for svingende efterårsvejr, men i år bliver det noget helt andet. Denne gang skal rytterne nemlig nok engang kæmpe med den brutale italienske sommerhede. Lørdag ventes der således ikke en sky på himlen, og temperaturen i Como vil nå 32 grader. Vinden vil blot være svag til let og komme fra syd. Efter den indledende rundstrækning giver det sidevind og derefter medvind, indtil man i bunden af Ghisallo drejer ind i modvind. Fra bunden af Sormano får man sidemedvind, som varer ved indtil man får mod- og sidemodvind på det flade stykke frem mod Como. Slutteligt vil der være næsten konstant sidevind, dog med sidemedvind på Civiglio, sidemodvind på San Fermo della Battaglia, medvind på første del af nedkørslen og modvind på de sidste 3 km, indtil man i det sidste sving drejer ind i sidevind.

 

Favoritterne

Hvis man skal pege på et af de fem monumenter, der er præget af uforudsigelighed, er det svært at komme uden om Il Lombardia. Hvor de fire øvrige klassikere har relativt ensartede ruter, er den store efterårsklassiker altid præget af den usikkerhed, der følger af en stærkt varierende rute. Det skaber uklarhed om, hvor løbets nøglepunkter er, og hvor de afgørende forskelle kan gøres. Den samme grad af manglende afklaring findes ikke i de fire forårsmonumenter, hvis nøglepunkter kun sjældent ændres.

 

Mere betydningsfuld er dog placeringen på kalenderen. I oktober er det mere end noget andet træthed, der præger feltet, og det gør formen hos de enkelte ryttere til et åbent spørgsmål. Selvom mange har gjort Il Lombardia til efterårets helt store mål efter VM, kan man på denne tid af året slet ikke time formen med samme sikkerhed, som man kan tidligere på året, og også rytterne selv stiller til start med flere spørgsmål end svar - mange med en lønligt håb om, at kroppen akkurat kan klare én sidste kraftudfoldelse, inden den skriger på ferie.

 

Det er naturligvis alt sammen anderledes i det mærkelige år 2020. Løbet afvikles nu midt i højsommeren kort efter genstarten, og i stedet for træthed er det snarere manglende løbskilometer, rytterne kan brokke sig over. Heldigvis har alle deltagerne allerede været i aktion i sæsonens første uger, og derfor er vi på mange måder klogere, end vi normalt er, når løbet afvikles på sin vanlige plads. Det største usikkerhedsmoment er således varmen, der gør det helt anderledes end kølige oktobertemperaturer, men da det ikke er anderledes end en bjergetape i Touren midt i højsommeren, er det alt sammen et forhold, rytterne er vant til.

 

I de senere år har vi også fået lidt mere hjælp. Hvor den nemme rute i 2014, gjorde det meget uforudsigeligt, hvem der ville kunne sejre, har der i de seneste fire år været overladt meget mindre til tilfældighederne. Ruterne har været så vanvittigt hårde, at det reelt kun er en ganske lille kerne af sublime klatrere, der har haft en reel chance for at være med i front, og da der i år - indtil den sene ændring, som er helt ligegyldig udover, at rytterne nu skal tilbringe 15-20 minutter mindre i sadlen - er tale om næsten totalt genbrug af 2015-, 2017- og 2019-ruterne - og i virkeligheden også 2018-ruten, hvis man ser bort fra den tvungne ændring af finalen - vil det naturligvis være det samme denne gang. Og den har historisk været så hård, at der ingen plads er til sensationer. Vinderen vil være en af sportens store navne.

 

Dem er der til gengæld ikke mange af. Mens de fire øvrige monumenter i forhold til deltagerfeltet ikke lider væsentligt som følge af deres nye kalenderplacering forholder det sig anderledes med Il Lombardia. Sammenfaldet med Dauphiné, der er så uundværlig en del af enhver Tour-forberedelse, betyder nemlig, at der vel næppe i mange, mange år har været et monument så billigt til salg. Blandt Tour-kaptajnerne er det kun den forsvarende vinder, Bauke Mollema, samt Fabio Aru og Esteban Chaves, der er modige nok til at trods den slagne gang, og selvom det ofte også halter lidt med stjernenavnene i oktober, er feltet betydeligt svagere end tidligere.

 

Det betyder ikke, at der mangler klasse. For Giro-favoritterne er løbet det naturlige mål i den første del af sæsonen, og derfor kan løbet på mange måder anses som en generalprøve til den italienske grand tour. Topniveauet er således stadig tårnhøjt, men feltet mangler noget dybde. Lægger man dertil, at ruten som sagte er så knaldhård, at man skal være en sublim klatrer for at komme i betragtning, betyder det, at listen over potentielle vindere er relativt kort.

 

Med det kendskab, vi har til ruten fra tidligere udgaver, kan vi se, at løbet som regel følger et ret fast mønster. Efter en rolig jagt på et tidligt udbrud indledes finalen på Ghisallo, men den historiske stigning spiller ikke samme rolle som tidligere. I dag er det mest en chance for at lægge pres på og måske først og fremmest sende løjtnanter i offensiven. Historien viser nemlig klart, at den første voldsomme udskilning sker på den umenneskelige Muro di Sormano, hvor vi som regel ser et ret kraftigt favoritfald fra de folk, der ganske enkelt har mere at skyde med efter en lang sæson. Enkelte plejer at komme tilbage på den efterfølgende nedkørsel, men som regel er det en yderst decimeret gruppe, der er tilbage til at kæmpe om sejren efter løbets sværeste stigning, og langt de fleste af dem, der falder fra her, vil hurtigt krybe ind i bilerne og sige tak for i dag.

 

Favoritterne har tidligere mere testet benene end angrebet på Sormano, men vi så en undtagelse i 2018. Her angreb Primoz Roglic overraskende tidligt i en forcering, som kun Thibaut Pinot og Vincenzo Nibali kunne besvare. En formsvag Egan Bernal kørte en drømmenedkørsel, som bragte ham tilbage i spillet, og herefter endte kvartetten med at skulle køre om sejren, da der var for få til at jagte i forfølgergruppen. Ganske vist var det kun suveræne Pinot, der kunne holde sig fri, efter at han var kørt fra alt og alle på Civiglio - Nibali lykkedes dog alligevel med at angribe igen og derved sikre sig 2. pladsen - men det viser, at det kan lade sig gøre at iværksætte det afgørende fremstød allerede på Sormano.

 

Der er dog en grund til, at angreb på Sormano hører til undtagelsen. Dels skal man satse liv og lemmer på den livsfarlige nedkørsel, og dels koster det et hav af kræfter at skulle holde sig fri på den relativt lange tur ned langs søren til Como. Man kan med andre ord meget vel ende med at spille sine kort forkert, hvis man forsøger allerede her.

 

Dalstykket er dog også farligt. Historien viser, at det kan være meget vanskeligt at få mere end én mand med over Sormano, og så åbnes døren pludselig for, at en lille gruppe af løjtnanter og outsidere kan få sig et forspring. Det er blandt andet derfor, at det er en god ide at sende folk i forkøbet, for det kan være helt afgørende at have en mand eller to hos sig på dette svært kontrollerbare stykke. Skal vi se en overraskelse, skal vi se det ved, at en snu rytter får sneget sig væk på dette sted.

 

Hvis ikke vi ligesom i 2018 får angreb allerede på Sormano, er det på Civiglio det store slag skal slås. Nok er det ikke verdens længste stigning, men den er ganske stejl og brutal, og efter 220 km og en lang sæson gør den ondt. Det var her Nibali kørte alene væk til en af sine to sejre, og det var her, Pinot kørte fra alt og alle i 2018, mens en snu Bauke Mollema i 2019 udnyttede favoritternes indbyrdes rivalisering til at snige sig væk. Nedkørslen skal imidlertid heller ikke undervurderes. I 2017 kørte Nibali og Pinot fra rivalerne - ja, de to har domineret dette løb i de senere år - men italieneren satte franskmanden på turen ned mod Como. Derfor har vi altid haft en enlig rytter, når de har ramt San Fermo della Battaglia og herefter fået solosejre, men i teorien er den sidste bakke en chance for at gøre den sidste forskel. Nok er den ikke lang eller voldsomt stejl, men den er svær nok til at gøre forskelle efter så langt og hårdt et løb. Og selvom vi har haft solosejre hver eneste gang på denne rute, kan en god spurt blive en nødvendighed. Havde Mollema således ikke været så smart sidste år, var det formentlig endt med en spurtafgørelse i en gruppe, og derfor kan det lade sig gøre.

 

Det er dog langt fra givet, at vi i år får det klassiske mønster. Denne gang er de taktiske omstændigheder nemlig så specielle, at vi meget vel kan se en tidlig åbning af løbet. Og den kan meget vel have som konsekvens, at løbet vindes af en outsider og ikke en af de helt store favoritter, som allerede har vist, at de er i storform.

 

Forklaringen hedder Remco Evenepoel. Efter magtdemonstrationen i Polen vil alle lede efter en måde at slå det belgiske vidunderbarn. Og selvom det måske er muligt alene på styrke i et løb, der er betydeligt mere bjergrigt end kongeetapen i Polen, åbner ruten nogle taktiske muligheder for, at det måske ikke er så kompliceret endda.

 

Evenepoel har nemlig én stor svaghed: sit hold. Det burde være en overkommelig opgave for de meget stærke mandskaber fra Astana, Trek og Ineos at isolere belgieren med en forcering på Muro di Sormano. Og sker det, kan der opstå en meget interessant nede i dalen, hvor vi som sagt før har set farlige angreb fra blandt andre folk som Tim Wellens og Emanuel Buchmann. Kommer den rette gruppe fri med deltagelse af de stærkeste hold, kan en jagt først organiseres, når Evenepoel har fået hjælp, for han kan næppe svare på alle angreb selv. Og mon ikke de har lært lektien og ikke lader ham stikke af fra distancen igen selv?

 

Derfor kan løbets vigtigste rytter i virkelighed blive Joao Almeida. Det portugisiske talent er nemlig den eneste Evenepoel-holdkammerat, der har en chance for at komme over Sormano relativt tæt på de bedste. Med en ventet forcering fra favoritterne kan han næppe komme helt med over, men det kan blive helt afgørende, hvor tæt på de forreste han er. Kan Evenepoel få ham over til en eventuel jagt og måske også finde allierede fra hold, der måtte have misset en eventuel gruppe, kan vi måske alligevel få samling til det klassiske opgør på Civiglio. Herfra er det som regel benene, der taler, men som vi så med Mollema sidste år, kan taktik også komme i spil, hvis de bedste er meget lige.

 

Med andre ord er der en historisk mulighed for at stærkeste mand ikke vinder. Vinderkandidaterne tæller nu også de ryttere, der er gode nok til at overleve Sormano, og som kan udnytte en eventuelt isoleret Evenepoel til at angribe på det flade og herefter vise sig som bedste mand i en gruppe på de to sidste stigninger. Det kan med andre ord være en god ide at holde øje med gode klatrere, der måske ikke er blandt de allerbedste, men som stadig kan håndtere de uhyre stejle procenter på Sormano, særligt hvis vedkommende er på et af de stærke hold, der vil sidde i overtal.

 

En tredje mulighed er, at Evenepoel faktisk selv bliver sat på Sormano. Det virker usandsynligt, men er et scenarium, der skal tages i betragtning. Belgieren er nemlig ikke specielt vild med stejle procenter, og selvom det gik fint i Burgos, er der her tale om næsten dobbelt så stejl en mur. Her kan han komme til kort mod mere naturlige klatrere. Det kan han nok rette op på med en jagt på det flade, hvor han jo er i særklasse, men et sådant scenarium kan koste de kræfter, han skal have brug for i finalen.

 

Det er således langt fra så givet, at Evenepoel vinder, som man i første omgang skulle tro, og det er slet heller ikke sikkert, at hans værste rival er Jakob Fuglsang, som man ligeledes skulle tro. Taktikken gør løbet historisk åbent med i hvert fald tre scenarier: en klassisk kamp mellem de bedste på Civiglio, hvor bedste mand kører væk, en lige dyst på Civiglio, så en snu rytter kan lave ”en Mollema” og et smart langdistanceangreb mod en isoleret Evenepoel. Hvis da altså ikke Evenepoel er så god, at han med en ”det bedste forsvar er et angreb”-attitude kan køre fra alt og alle allerede på Sormano.

 

Det gør det også svært at pege på en favorit. Egentlig har jeg min tvivl på, om Evenepoel med så svagt et hold reelt kan kontrollere det, og jeg er således fristet af at pege på en overraskelse. Problemet er bare, at det meget vel kan blive lidt tilfældigt, hvis det skal lykkes at lave et fremstød på det flade stykke efter Sormano. De tunge favoritter vil vogte på hinanden, og vinderen kan således blive en af de øvrige, der overlever muren, men hvem der får sneget sig væk, er lidt af et lotteri.

 

Derfor ender jeg også med at pege på Remco Evenepoel, men det er alene ud fra en sandsynlighedsbetragtning. Taktikken og holdet taler imod, at det vil lykkes, men da folk længere nede i hierarkiet skal bruge en del held for at vinde, er det trods alt belgieren, der har den største sandsynlighed for at vinde. Inden genstarten på sæsonen gik vi ellers stadig med en lille tvivl om, hvorvidt det belgiske vidunderbarn nu kunne klare sig på længere stigninger, men den tvivl fik han med ét begravet med sejren i Burgos. Og selvom terrænet i Polen var noget andet og mere Evenepoel-agtigt, var han så skræmmende stærk, da han ene mand kørte Fuglsang, Yates og Majka midt over, at han tydeligt stillede til skue, at han lige nu har mindst ét gear end alle andre.

 

Det betyder dog ikke, at det bliver ligetil. Som sagt er det nok slut med at lave et overraskelsesangreb, og taktikken og holdet gør det uhyre svært for ham. Samtidig er terrænet her altså noget andet i Polen. Her taler om bjerge og ikke bakker, og der er tale om langt vanskeligere stigninger for bjergryttere og ikke for puncheurs. Logikken tilsiger, at Fuglsang og de andre klatrere vil have en bedre chance for at slå ham her end i Polen, og sådan er det da også. Problemet er bare, at vi sagde det samme i Burgos, og her var han jo ganske suveræn, i hvert fald på den første bjergetape.

 

En vigtig fordel for Evenepoel er distancen. Det kan godt være, at løbet er det længste, han har kørt, men hans motor er allerede legendarisk. Således var San Sebastian sidste år allerede det klart længste løb, han havde kørt, og det endte han med at vinde. Det er ikke tilfældigt, at han foretrækker, at enkeltstarter er så lange som muligt, og at han allerede er berømt for sine gigantiske soloridt. Ja, det er Evenepoels første monument, men det er faktisk bare en fordel, at det er så langt.

 

Jokeren er antallet af højdemeter. Vi har stadig ikke set Evenepoel sejre i et løb med så mange stigninger på én dag. Hans motor tilsiger, at han sagtens kan klare det, men han er ikke ren klatrer, og han er ikke så vild med stejle stigninger. Samtidig er han ikke specielt spurtstærk, og hvis blot de andre kan hænge på, vil de fleste tro på deres chance på stregen. Spørgsmålet er bare, om det kan lade sig gøre. Jeg udelukker det ikke, men jeg har nu lært lektien, at man altid skal tilskrive Evenepoel 10% større styrke, end man tror. Flasker taktikken sig for ham, tror jeg derfor, at vidunderbarnet vinder sit første monument i sit allerførste forsøg - præcis som han allerede har vundet det eneste WorldTour-endagsløb, han indtil nu har kørt.

 

Hans værste rival må være Jakob Fuglsang. Nok fik danskeren sig en gedigen lektion af vidunderknægten i Polen, men det ændrer ikke på, at danskeren fra start har bekræftet, at han trods sin fremskredne alder ikke har tabt det tårnhøje niveau, han nåede i 2019. Han var bedste klatrer i Strade Bianche, hvor han dog spillede for meget med musklerne, og selvom han i Polen måtte sande, at Evenepoel var stærkest både på det flade og på stigningerne, var han klart ”the best of the rest”. Han bør have en større chance i et klatreløb som dette, og vi ved, at distancen tiltaler hans store motor. Og endelig kommer vi til et endagsløb, der er så hårdt, at det ikke er den helt store ulempe, at han er relativt spurtsvag.

 

Hans problem er ligesom Evenepoel, at han vil være temmelig overvåget, og derfor bliver det næppe ham, der hos Astana kan drage fordel af det overtal, de med Ion Izagirre og Aleksandr Vlasov i finalen formentlig kan mønstre. Til gengæld vil overtallet stadig give danskeren mulighed for at sidde mere på hjul, end det er tilfældet for en formentlig ensom Evenepoel. Det kan være den friskhed, han skal bruge for at gøre det færdigt til sidst. Evenepoel har sine begrænsninger, som vi så på sidste etape i Burgos, og skal man pege på én mand, der kan sætte ham til vægs på Civiglio, må det være formstærke Fuglsang, der med en sejr kan blive den blot tredje aktive rytter til at have sejret i begge de to kuperede monumenter.

 

Jeg har også en vis fidus til Richard Carapaz. Vi ved, at Giro-kongen sjældent er i form i sine første løb langt fra sine mål, men vi ved også, at han som supertalent kommer i form lynhurtigt, som vi blandt andet har set med hans fremgang igennem Paris-Nice. Han var rusten i Burgos, men virkede ganske stærk i Polen, hvor han trods styrtet på kongeetapen faktisk var ret overbevisende, selvom den lange jagt og skaderne i sidste ende blev for meget. Han droppede sidste etape som følge af styrtet, men skaderne var uvæsentlige, og det skyldtes alene, at der ingen grund var til at køre en for ham ligegyldig sprinteretape.

 

Styrtet giver stadig en lille smule usikkerhed, men jeg forventer at se en Carapaz på sit hidtil højeste niveau. Og er han tæt på sit topniveau, er han skræmmende. Vi ved reelt ikke, hvor god han er, for i Giroen blev han aldrig tvunget til at køre sig ud, men han virkede så overlegen her, at han må regnes som en af verdens absolut bedste klatrere. Hans motor var præcis det, der først fangede min opmærksomhed hos ham, og derfor bør distancen være til hans fordel, og han er mere spurtstærk end både Fuglsang og Evenepoel. Sammen med Eddie Dunbar, Tao Geoghegan Hart og Ivan Ramiro Sosa kan de meget vel ende i overtal, og selvom han vil være overvåget, har han nok lidt mere frihed end Fuglsang og Evenepoel. Det kan han udnytte, men han kan også ganske enkelt vise sig at være stærkeste mand.

 

Enhver, der har set Burgos, Ain og Piemonte, vil vide, at George Bennett lige nu er en af verdens allerskarpeste klatrere. Alene det forhold, at han kunne vinde i Piemonte, hvor ruten reelt slet ikke passede ham, siger noget om hans overlegne styrke. Derfor kan det ikke udelukkes, at han reelt vil være løbets bedste, og mulighederne for, at han kører fra alt og alle på Civiglio er reelt til stede.

 

Der er dog også flere udfordringer for Bennett. Dels så vi så sent som i Burgos, at han er uhyre svingende, og han kan sagtens have en komplet offday. Dels er han helt uden spurt, og næsten alle ved slå ham på stregen. Endelig er hans hold for en gangs skyld svagt, og efter Jonas Vingegaards nedtur i Piemonte, er sandsynligheden for, at han er isoleret efter Sormano relativt stor. Det kan gøre det svært, hvis finalen bliver taktisk, især fordi han nu er temmelig overvåget. Flasker taktikken sig, må han imidlertid regnes som en af de ryttere, der slet og ret kan køre fra alle og dermed sikre sig karrierens anden sejr bare fire dage efter nr. 2.

 

Af en eller anden grund finder Vincenzo Nibali næsten altid et højt niveau til dette løb, som han allerede har vundet to gange. Selv i 2018, hvor han efter Tour-styrtet var langt fra niveauet i de forudgående løb, endte han med at blive nr. 2 bag en suveræn Thibaut Pinot. I år ser han faktisk ud til at have haft en glimrende optakt og været sjælden formstærk langt fra sine store mål. Således var det ham, der åbnede ballet på Poggio i lørdags, hvor det dog blev lidt for eksplosivt, og han så også overbevisende ud i Lombardo samt i Piemonte, hvor han ofrede sig totalt for Ciccone ved at forcere på sidste stigning. Dette løb er målet i første del af sæsonen, og med sine to sejre har han vist, at han kan vinde det - ikke mindst fordi han elsker lange distancer.

 

Alligevel ser det svært ud for Nibali. Heller ikke han er specielt spurtstærk, og skal han vide sig sikker, skal han alene hjem - også selvom han mod folk som Evenepoel og Fuglsang bestemt ikke er uden chance. Han har ikke længere samme niveau som ved de foregående sejre, og vi så i Giroen, at han er et stykke fra Carapaz. Lægger man dertil, at han trods alt endnu ikke er i Giro-form, kan det blive svært. Til gengæld er han snu som bare pokker, og sammen med Bauke Mollema og forhåbentlig en ikke overbevisende Giulio Ciccone kan Trek formentlig sidde i overtal. Det kan Nibali måske udnytte, også selvom han vil være overvåget, til at udligne Damiano Cunego som den eneste rytter i nyere tid med tre sejre i løbet.

 

En af den genstartede sæsons oplevelser har været Aleksandr Vlasov, der både i Occitanie og på Ventoux viste, at han allerede kan klatre med den absolutte verdenselite. Til gengæld skuffede han i Piemonte, hvor han end ikke sad med i forfølgergruppen bag Bennett på toppen af La Morra, og derfor skjuler 4. pladsen en halvsløj præstation. Det løb var dog også for eksplosivt, og han er langt mere komfortabel i dette terræn. Det synes udelukket, at han bare kører fra alt og alle i dette selskab, ligesom hans evne til at håndtere distancen er et åbent spørgsmål. Til gengæld kan han udnytte et Astana-overtal og det store fokus på Fuglsang til måske at snige sig væk. Han er i hvert en af de ryttere, der burde have de bedste muligheder for at komme med et succesrigt angreb mod en isoleret Evenepoel på det flade og siden gøre det færdigt på Civiglio i en lille gruppe.

 

Jeg er egentlig ked af at have Michael Woods så langt nede på listen. Canadieren skal nemlig regnes som en af verdens allerbedste i kuperede endagsløb efter en podieplads i Liege og et VM, hvor han lignede stærkeste mand, i 2018 samt et 2019, hvor han var tredjebedst i Liege og skræmmende stærk i efteråret, hvor han vandt Milano-Torino og i dette løb sammen med Roglic, Valverde og Bernal var en af de kamphaner, der ikke kunne køre fra hinanden. Problemet er bare, at hans form ikke har været overbevisende. Han kommer fra et grimt lårbensbrud, og selvom han meldte om nye rekorder under sin træning, virkede han ikke overbevisende i Strade Bianche, ligesom han faldt helt igennem i Sanremo.

 

Nu kommer vi dog også endelig til et løb, der virkelig passer ham, og han har før i Liege rejst sig efter en serie store skuffelser. Generelt synes han at komme hurtigt i form, og han har den fordel, at han af alle favoritterne er den klart hurtigste i en spurt. Det synes dog også givet, at han ikke har samme tårnhøje niveau som sidste år, og derfor skal taktikken nok flaske sig for et EF-hold, der desværre heller ikke er det stærkeste og nok efterlader ham isoleret efter Sormano. Den store endagssejr bør dog komme før eller siden, og finder han sit topniveau, er han måske den farligste mand på denne rute.

 

Som sagt kan taktikken gøre, at bedste mand ikke vinder, som han ellers plejer at gøre i dette løb. Manden, der brød trenden sidste år, var Bauke Mollema, som nok røg af på Civiglio, men da kamphanerne gik i stå, gled hollænderen lige så stille forbi, hvorefter de aldrig så ham igen. Det er også en tilsvarende strategi, der skal bringe ham sejren igen, for Mollema har hidtil været skuffende, både i Occitanie og Ain. Til gengæld er han en dieselmotor, der stort set altid er god i lange endagsløb, hvilket hans endeløse serie af topplaceringer i San Sebastian vidner om. Heller ikke i år vinder Mollema løbet ved at være stærkeste mand, men sammen med Nibali udgør han en stærk duo, der meget vel kan sidde i overtal. Vi ved fra sidste år og Tour-etapesejren, at Mollema mestrer kunsten at snige sig væk, og da han med sin spurt kan slå eventuelle følgesvende, kan han i denne måske meget taktiske udgave vinde igen, selvom han lige nu synes at mangle en del.

 

Ivan Ramiro Sosa er en af de få, der i år er kørt fra Remco Evenepoel. Det gjorde han med overlegen styrke i Burgos, hvor han atter understregede, at han er en af verdens absolut skarpeste klatrere. Til gengæld understregede hans kørsel i sidevinden også, at han ikke kan meget andet end at køre i bjerge, og det vil altid være svært for ham at vinde et løb uden mål på toppen, især når de sidste stigninger er relativt korte. Til gengæld kan han meget vel være én af hele fire Ineos-ryttere efter Sormano, og opstår der en overtalssituation, hvor han kører væk i en lille gruppe, taler meget for, at han kan være bedste mand på Civiglio. Derfra er der stadig langt hjem for en fyr som Sosa, men med det rette held i det taktiske spil klatrer Sosa så suverænt, at han godt kan vinde et løb som dette.

 

Det gør Rafal Majka til gengæld ikke. Polakken har været næsten genfødt siden 2019, og hans kørsel i både Burgos og Polen vidner om, at han måske er endnu bedre i år, selvom han havde en enkelt offday i Spanien. Desværre er han stadig langt fra sin gamle klasse, men efter præstationen i Polen ligner han en af de bedste i dette felt. Med en podieplads som helt ung har han også vist, at han mestrer distancen, og generelt har han meget ofte været god i dette løb. Sammenlignet med de andre favoritter er han heller ikke helt spurtsvag, men til gengæld er det heller ikke ham, der kører fra alt og alle. Skal han vinde, skal han lave ”en Mollema” og udnytte det taktiske spil, og det kan blive svært, da han meget vel kan være isoleret efter Sormano, som nok bliver for svær for Maximilian Schachmann. Hvis taktikken flasker sig, er Majka dog en af de ryttere, der er stærk nok til at vinde.

 

Den tredje Ineos-kandidat er Tao Geoghegan Hart, der her er revet ud af Tour-boblen og får en chance for ikke at agere ren hjælper. Briten så stærk ud i Occitanie, hvor han bidrog til at splitte feltet til atomer, men et styrt i Ain skaber stor usikkerhed om, hvor frisk han er. Hvis han er kommet sig, bør han dog klare Sormano, i hvert fald hvis ikke han har en af sine mange offdays, og så vil han være en del af et sandsynligt Ineos-overtal. Han er næppe bedste mand på stigningerne, men med den rette taktik kan han godt ende som en ny Mollema, især fordi han med sin hurtighed kan gøre det færdigt på stregen.

 

Wilco Kelderman har i år endelig lagt de mange skader bag sig, og han synes at have hævet niveauet. Han er ikke, som da han i 2017 blev nr. 4 i Vueltaen, men han er kommet tættere på. Det så pænt ud i Polen, og han ligner i hvert fald en af de bedste klatrere i dette løb, hvor han også er en af de ryttere, der har en hæderlig spurt. Han har i Ardennerne vist, at han mestrer distancen, men heller ikke han er bedste mand på stigningerne. Han skal have det rette held i det taktiske spil, hvor han kan håbe, at Chris Hamtilon og Jai Hindley, klarer Sormano, men lykkes det, er han en af de ryttere med styrken til faktisk at vinde.

 

Det tredje kort på det stærke Astana-hold er Ion Izagirre. Desværre har Polen og Piemonte blot bekræftet, at han stadig ikke er på sit gamle niveau, men han gjorde det dog hæderligt i sidstnævnte løb, hvor han var en af dem, der var tættest på Bennett på bakken. Lige nu ligner han dog den svageste af de tre Astana-ryttere, men det betyder ikke, at han ikke kan vinde. Et Astana-overtal kan som sagt udnyttes mod en isoleret Evenepoel, og det kan Izagirre gøre brug af til at komme væk på det flade. Motoren har han efter sin 6. plads i 2018, og selvom han ikke har samme niveau længere, kan han som del af et stærkt hold ikke afskrives.

 

Det kan Ben Hermans heller ikke. Belgieren er bare blevet bedre og bedre i de senere år, og han viste senest sin styrke på 3. etape i Burgos. Desværre havde han en offday på 5. etape, og da han ligeledes skuffede i Piemonte, er hans stjerne faldet lidt. Det ændrer dog ikke på, at løbet passer ham fint. Tidligere er han to gange blevet nr. 14, men det var, før han nærmest transformeredes fra puncheur til bjergrytter. Nu er han specialist i stigninger, der er stejle, men ikke alt for lange, og det er præcis det, han finder her. Helt spurtsvag er han heller ikke, men til gengæld vil han være helt alene i finalen. Også for ham skal taktikken falde heldigt på plads, men gør den det, kan han lave ”en Mollema”.

 

Modsat Hermans er Mikel Nieve faldet af på den, men han har faktisk set relativt stærk ud, ikke mindst i Polen, hvor terrænet slet ikke passer ham. I det hele taget er Nieve slet ikke eksplosiv nok til at være endagsrytter, men lige netop dette løb er så hårdt, at han er blevet nr. 6, 7 og 8 tidligere i sin lange karriere. De sidste par år, hvor hans niveau har været faldende, har han dog været langt fra, men kørslen i Polen viser, at han bør være en af de bedste klatrere. Til gengæld er han isoleret og uden spurt og punch, og derfor skal sol og måne stå rigtigt, når de taktiske kort gives, hvis han også skal vinde.

 

Slutteligt vil jeg nævne Rudy Molard. Trods sin status som hjælper bliver han bare bedre og bedre, og sidste år blev han sågar nr. 10 i dette løb i et stærkere felt. Her får han en sjælden chance, men desværre skuffede han i Polen, hvor han efter en ellers stor overraskelse i spurten på 3. etape, faldt sammen på kongeetapen. I forvejen er stigningerne lidt for svære for en fyr som Molard, der ikke kan klatre med de bedste og bliver isoleret efter Sormano. Til gengæld er han en underdog, og det kan han måske udnytte til at spille sine taktiske kort rigtigt.

 

BEMÆRK: Jeg vil nok engang understrege de specielle taktiske omstændigheder, der kan udspille sig i forbindelse med Evenepoels svage hold. Favoritvurderingen er en sandsynlighedsbetragtning, men chancen for en overraskelse er som sagt i lyset af de specielle forhold sjældent stor.

 

***** Remco Evenepoel

**** Jakob Fuglsang, Richard Carapaz

*** George Bennett, Vincenzo Nibali, Aleksandr Vlasov, Michael Woods, Bauke Mollema

** Ivan Ramiro Sosa, Rafal Majka, Tao Geoghegan Hart, Wilco Kelderman, Ion Izagirre, Ben Hermans, Mikel Nieve, Rudy Molard

* Giulio Ciccone, Fabio Aru, Diego Ulissi, Tim Wellens, Eddie Dunbar, Hermann Pernsteiner, Jonas Vingegaard, Antwan Tolhoek, Jai Hindley, Brandon McNulty, Ruben Guerreiro, Jesus Herrada, Patrick Konrad, Joao Almeida, Maximilian Schachmann, Valerio Conti, Alessandro De Marchi, Gianluca Brambilla, Jesper Hansen, Chris Hamilton, Matheiu van der Poel, Harold Tejada, Jonathan Caicedo, Robert Stannard, Einer Rubio

 

Danskerne

Jakob Fuglsang er en af de helt tunge favoritter og er omtalt ovenfor. Jonas Vingegaard er løjtnant for George Bennett og burde også kunne lave et resultat, men skal rejse sig efter en skuffelse i Piemonte. Jesper Hansen kan køre sin egen chance på Cofidis og burde efter en fin indsats i Polen kunne gøre det fornuftigt. Mikkel Honoré får en vigtig rolle som hjælper for Remco Evenepoel på belgierens ikke så klatrestærke hold, og Magnus Cort skal vise sine forbedrede klatreevner som hjælper for Michael Woods på EF.

 

Tidligere års løb

Du kan gense Bauke Mollemas sejr fra 2019, Thibaut Pinots sejr fra 2018, Vincenzo Nibalis sejr fra 2017 og 2015, Esteban Chaves’ sejr fra 2016 samt Dan Martins sejr fra 2014.

 

Holdoversigt

Nedenfor redegør vi for, hvem der kan tænkes at lave et resultat for de enkelte hold.

 

Trek-Segafredo: Nibali og Mollema ligner de bedste kort. Egentlig burde Giulio Ciccone også være en topkandidat, men senest hans præstation i Piemonte, hvor han slet ikke kunne følge op på Nibalis forarbejde, bekræfter en fraværende form. Gianluca Brambilla er ikke længere god nok til så hårdt et løb.

 

Ag2r-La Mondiale: Holdets bedste bud kunne være Jaako Hänninen, der viste talenter i Ain, men ikke kan være med helt i front. Mathias Frank og Geoffrey Bouchard er formsvage, og Clement Champoussin så i Ain, at han stadig har lang vej.

 

Alpecin-Fenix: Nok kan Mathieu van der Poel meget, men dette løb er for bjergrigt til ham. Bedste bud er Louis Vervaeke, der har vist lidt takter igen, men trods alt ikke kan køre finale. Floris de Tier og Petr Vakov er stadig en skygge af sig selv, og løbet er trods alt også for hårdt for den ellers meget holdbare Kristian Sbaragli.

 

Androni-Sidermec: Miguel Edoardo Florez er eneste klatrer, men efter den lovende sæsonstart i Argentina og Colombia var han yderst skuffende i Haute-Savoie forleden. Simone Ravanelli har været skuffende, og løbet er for hårdt for Nicola Bagioli, Simon Pellaud og Davide Gabburo.

 

Astana: Holdet har tre kort i Fuglsang, Izagirre og Vlasov. Stigningerne er for lange for Alex Aranburu, og selvom han gjorde det godt på Ventoux, er Harold Tejada overmatchet.

 

Bahrain-Merida: Efter Vueltaen ville jeg gerne have haft fidus til Hermann Pernsteiner, men han var en fæl skuffelse i Occitanie og er heller ikke endagsrytter. Mark Padun var igen desværre helt væk i Polen, og Scott Davies er gået i stå.

 

Bardiani-CSF-Faizanè: Kun Giovanni Carboni klatrer godt nok til dette selskab, men han er stadig formsvag.

 

Bora-hansgrohe: Majka er manden. Maximilian Schachmann skuffede i Polen, og terrænet her er trods alt for svært. Det er det ikke for Patrick Konrad, men selvom han viste fremgang i Polen, tror jeg ikke, at formen rækker. Ide Schelling er for uprøvet.

 

CCC Team: Simon Geschke viste i Piemonte, at han stadig slet ikke har det fine niveau fra foråret. Alessandro De Marchi og unge Attila Valter gjorde det godt, men de kan ikke klatre med de bedste i dette selskab. Og Kamil Malecki kom ned på jorden igen efter Polen-sensationen.

 

Circus-Wanty Gobert: Odd Christian Eiking er igen formsvag, så det handler om Simone Petilli. Han gjorde det pænt i Piemonte, men har manglet for meget.

 

Cofidis: Jesus Herrada er i glimrende form, men løbet her er for svært for den store spanier. Det passer godt til Jesper Hansen, der kan gøre det pænt efter fin kørsel i Polen, men i front kan han ikke være. Fernando Barcelo gjorde det godt på Ventoux, men er overmatchet, og Jose Herrada er ikke længere god nok.

 

Deceuninck-Quick Step: Alle mand for Evenepoel. Joao Almeida er i storform, men som skrevet i analysen ovenfor får han nok at gøre med at kontrollere. Andrea Bagioli, Pieter Serry og Dries Devenyns overlever næppe Sormano, og Mattia Cattaneo er meget formsvag.

 

EF Pro Cycling: Woods er topkandidaten. Nok er Alberto Bettiol i form, men dette løb er for svært, og det er det også for Simon Clarke. Bedre chance har Ruben Guerreiro, der fandt sig selv i Vueltaen, men stadig er meget, meget svingende. Jonathan Caicedo viste endelig potentialet i Colombia, men er overmatchet, og Lachlan Morton er faldet helt sammen.

 

Gazprom-Rusvelo: Artem Nych og Aleksey Rybalkin er som så ofte før formsvage. Derfor er Sergei Chernetski bedste bud, men Polen bekræftede, at han ikke længere er god nok.

 

Groupama-FDJ: I lyset af den katastrofale form hos Kilian Frankiny kan kun Molard begå sig på denne rute. Simon Guglielmi gjorde det godt i Ain, men ruten er for hård.

 

Israel Start-Up Nation: James Piccoli skuffer fælt i øjeblikket, Daniel Navarro er ikke god nok længere, og niveauet er trods alt for højt for Matteo Badilatti. Derfor er Hermans manden.

 

Lotto Soudal: Løbet er som udgangspunkt for kuperet for Tim Wellens. Han overraskede i 2018, hvor han med storform endte som nr. 5, men i Polen skuffede han i terræn, der passer ham bedre. Kombineret med varmen bliver det svært for belgieren. Steff Cras viste svag form i Polen, og Tomasz Marczynski har ikke længere niveauet.

 

Mitchelton-Scott: Alle mand for Nieve. Lucas Hamilton er nemlig uhyre formsvag, og selvom han endelig viste talentet i Piemonte, er Robert Stannard overmatchet. Tsgabu Grmay virker meget formsvag.

 

Movistar Team: Talentfulde Einer Rubio gjorde det pænt i Piemonte, men er klart overmatchet her. Dario Cataldo, Eduardo Sepulveda og Davide Villella er alle formsvage, og Juan Diego Alba viste i Piemonte, at han mangler meget.

 

NTT Pro Cycling: Efter afbud fra den skadede Amanuel Ghebreigzabhier bliver det svært. Ruten er for hård for den efterhånden for gamle Enrico Gasparotto. Klatrerne Stefan De Bod og Benjamin Dyball er helt ude af form, og Gino Mader mangler for meget.

 

Team INEOS: Løbets stærkeste kollektiv har gode bud i Carapaz, Sosa og Geoghegan Hart. Eddie Dunbar viste stigende form i Polen, men mangler nok for meget til at vinde. Gianni Moscon viste fremgang i Piemonte, men ikke til så svært et løb.

 

Jumbo-Visma: Alle mand for Bennett. Antwan Tolhoek viste endelig livstegn i Piemonte, men han er så svingende, at det er svært at tro på ham. Jonas Vingegaard er et bedre bud, men han skal rejse sig efter ens skuffelse i Piemonte. Chris Harper viste stigende form med sit flotte tempo på sidste stigning i Piemonte, men han er overmatchet.

 

Team Sunweb: Kelderman er bedste bud. Jai Hindley kan forhåbentlig køre finale, men han manglede lidt i Polen. Her manglede Chris Hamilton alt for meget.

 

UAE- Team Emirates: Diego Ulissi er i storform, men dette løb har med denne rute altid været for hårdt, selv når han har været flyvende, og han er aldrig gået i top 20. Det passer bedre til Fabio Aru, men selvom han bliver bedre, er han ikke længere god nok til at køre med de bedste. Brandon McNulty kunne være overraskelsen, men han skuffede på kongeetapen i Polen. Valerio Conti er i sit livs form, men løbet er trods alt for kuperet for ham.

 

Vini Zabu-KTM: Giovanni Visconti er helt ude af form. Bedste mand er Lorenzo Rota, men han er trods alt overmatchet.

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Remco Evenepoel
Jakob Fuglsang, Richard Carapaz
George Bennett, Vincenzo Nibali, Aleksandr Vlasov, Michael Woods, Bauke Mollema
Ivan Ramiro Sosa, Rafal Majka, Tao Geoghegan Hart, Wilco Kelderman, Ion Izagirre, Ben Hermans, Mikel Nieve, Rudy Molard
Giulio Ciccone, Fabio Aru, Diego Ulissi, Tim Wellens, Eddie Dunbar, Hermann Pernsteiner, Jonas Vingegaard, Antwan Tolhoek, Jai Hindley, Brandon McNulty, Ruben Guerreiro, Jesus Herrada, Patrick Konrad, Joao Almeida, Maximilian Schachmann, Valerio Conti, Alessandro De Marchi, Gianluca Brambilla, Jesper Hansen, Chris Hamilton, Matheiu van der Poel, Harold Tejada, Jonathan Caicedo, Robert Stannard, Einer Rubio
INFO
Optakter
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Roglič: Benene var problemet

Kragh: Overvældet og glad

Reaktioner fra Tourens 20. etape

Video i artiklenPogačar: Tror jeg drømmer

Video i artiklenStolt Richie Porte: Podiet har været en livslang drøm for mig

Video i artiklenSe højdepunkterne fra den vanvittige enkeltstart på 20. etape!

Video i artiklenRørt Tour-vinder: Jeg kan SLET ikke forstå det

Video i artiklenNederlaget er officielt! Roglic smider Tour-sejren lige inden Paris

Video i artiklenEt sandt mirakel! Pogacar vinder Tour de France efter afsindigt flot enkeltstartssejr

Video i artiklenSensationen er en realitet: Pogacar stjæler den gule trøje fra Roglic

Video i artiklenRichie Porte kører sig på podiet efter flot enkeltstart!

Prøv banecykling - slå til nu og spar 30%

Video i artiklenJumbo-Visma dominansen fortsætter! Dumoulin slår Van Aert med 10 sekunder

Video i artiklenMonsteret Van Aert fortsætter! Slår Cavagna med 1.01 opad

Quick-Step tysker vinder Slovakiet Rundt - Hulgaard 11'er

Video i artiklenStor opbakning til en slagen mand! Pinot bliver hyldet gennem sin hjemby

Medie: Moscon fravalgt til VM - Nibali med som kaptajn

Eksklusivt interviewKron efter sejr: Det handlede om, hvem der kunne lide mest

Eksklusivt interviewBHS-PL Beton Bornholm rydder podiet: Toft Madsen vinder i Nakskov

Video i artiklenKron tager flot etapesejr i Luxembourg!

Uttrup Ludwig sikrer bjergtrøje men misser podiet i Giro Rosa

Video i artiklenCavagna overhaler træt Panzerwagen på enkelstarten!

Video i artiklenAndreas Kron triumferer foran WorldTour-rytter i Luxembourg

Coronarestriktioner rammer dansk løb: 72 ryttere nægtet start

LIVE nu: Touren afgøres på enkeltstarten

Video i artiklenOptakt: 20. etape af Tour de France

Video i artiklenTour de France-analyse: Underdogs made in Denmark

Tankink: Jumbo-luksushjælper spiste megaburger fra McDonalds efter løb

Eksklusivt interviewHurtige Lund kører op med eliten: Havde ikke regnet med det

Pogacar planlægger cykelskift på bjergenkeltstart

Gul trøje vs. holddragt: Roglic kan tabe over et halvt minut

Følg Feltet.dk på de sociale medier

Riwal-boss: Vi har henvendelser fra WorldTour-ryttere

Efter 19. etape i Touren: Sådan er klassementet på point

Carapaz planlægger enkeltstart med bjergpoint in mente

Sagan: Har prøvet alt

Vild konkurrence: Vind en Merida racercykel

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

FREDAG

Tobias Lund slog eliterytterne til drive in cykelløb

Amalie Dideriksen sejrede i Herning

Vind lækre Garmin produkter

Udlandet roser Søren Kragh og Sunweb - Sammenlignes med søuhyre

Førertrøjen ser frem mod tt etapen i morgen

Få Tour de France stemning hjemme i stuen med 20% rabat

Lige bag Søren Kragh for anden gang

Video i artiklenUlissi tager førertrøje og etapesejr i Luxembourg på dramatisk etape

Video i artiklenElisa Longo vinder i Giro Rosa

Feltet.dk lancerer cykelduellen 2020

Video i artiklenSe alle højdepunkterne fra 19. etape, hvor Søren Kragh vandt endnu en tour-sejr!

Video i artiklenSøren Kragh Andersen efter anden etapesejr: Jeg kunne ikke tro det

Video i artiklenMatteo Trentin: Jeg ville gerne have gået efter etapesejren

Video i artiklenKragh efter historisk sejr: Jeg skreg efter tiden, for jeg troede ikke på det

Video i artiklenEndnu en etapesejr til Søren Kragh i Tour de France!

Video i artiklenEndnu en etapesejr til Søren Kragh i Tour de France

Video i artiklenStærkt! Kragh angriber og skaber hul

Ulissi efter sejr i Luxembourg: Vi kæmpede med sidevinden

Video i artiklenNej, nej, nej! Sivakov styrter igen, igen!

Annemiek van Vleuten efter bristede VM-drømme: Ruten passede mig godt

Elisa Longo vinder i Giro Rosa – Uttrup firer

Ulissi tager førertrøje og etapesejr i Luxembourg på dramatisk etape

Uno-X vil skabe WorldTour-kvindehold med danske og norske ryttere

Produktnyt: Opgraderet overgangs- og vinterkollektion fra hollandske Futurum

Campenaerts ser van Aert som favorit til VM i enkeltstart

Medie: Giro Rosa-etapvinder på vej til CCC-Liv

Schleck: Pogacar minder mig om mig selv

Jumbo-Visma-sportsdirektør smidt ud af Tour de France

Mitchelton-Scott svækket yderligere - Spratt også ude af Giro Rosa

Cykelrejser: Hvor går turen til i 2020?

Video i artiklenBliv guidet med cykelsøgemaskinen - Få rabatkoder og gode tilbud

Efter 18. etape i Touren: Sådan er klassementet på point

TORSDAG

Roglics taktik til tidskørsel endnu ikke fastlagt

Degenkolb: Betyder jeg var i god form til Touren

Video i artiklenOptakt: 19. etape af Tour de France

Van Vleuten ude af Giro Rosa og VM

Video i artiklenTour de France-analyse: Klasse fornægter sig ikke

Denz bedst på kongeetapen i Slovakiet

Hirschi: Kwiatkowski var virkelig stærk

Pogacar: Jeg ser frem til tidskørslen

Landa - Vi prøvede alt

Video i artiklenKwiatkowski: Jeg havde gåsehud de sidste kilometer

Video i artiklenEt kig frem mod ruten på 19. etape af Tour de France