Optakt: Il Lombardia
12. oktober 2019 12:35Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Enden på cykelsæsonen er nær, men en af sportens allerstørste klassikere mangler stadig at finde årets vinder. Som et af cykelsportens fem monumenter er Il Lombardia helt oppe i hierarkiet i kraft af en glorværdig historie, og løbet markerer traditionelt afslutningen på året i cykelmæssig forstand. En meget bjergrig rute gør det til det vanskeligste af de fem monumenter, og efter at en kalenderændring for et par år siden bidrog til at genskabe løbets storhed, har det igen i år tiltrukket et uhørt stærkt felt for et løb i oktober, hvor et usædvanligt antal klatrere har holdt formen og motivationen gående hele vejen til afslutningen.

Holm & Bays Radio Tour, afsnit 21: Eddy Merckx-hilsen til Mads P & Gilbert med på telefonen

se mere cykling på

Løbets rolle og historie

På denne tid af året er det altid en stor udfordring for rytterne at bevare motivationen, og mange af de største navne ser med længsel frem mod en vinterpause efter en lang og svær sæson. Der er imidlertid altid ét stort incitament til at fortsætte helt til den bitre ende: chancen for at skrive en sejr i Il Lombardia på generaliebladet.

 

Det italienske løb udgør sammen med Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix og Liege-Bastogne-Liege cykelsportens fem monumenter - de fem mest prestigiøse endagsløb - og derfor er en sejr i den italienske klassiker et resultat, der kan definere en hel karriere. Modsat de øvrige monumenter, der alle er forårsløb, afvikles Il Lombardia i efteråret. Det er sandsynligvis hovedårsagen til det faktum, at det af mange regnes som det mindst prestigefulde af de fem store løb, da det afvikles på en tid, hvor færre ryttere er i topform, og hvor den offentlige interesse i cykelsporten allerede er faldet kraftigt.

 

Selvom løbet måske ikke er helt så eftertragtet som de øvrige monumenter, er det det af de fem, der for alvor får klatrerne til at drømme. Sammen med Liege-Bastogne-Liege er det det eneste monument, som klatrere og etapeløbsryttere kan gå efter, og med længere stigninger, end man finde i Liege, passer det bedre til de virkelige bjerggeder end den belgiske klassiker. Det afspejles i vinderlisten, der er spækfyldt med ardennerspecialister og fremragende klatrere.

 

Mens løbene i Sanremo, Roubaix og Liege alle som følge af deres navne og historie er tvunget til at følge relativt ensartede ruter, har Il Lombardia en langt mere skiftede natur. Som Flandern Rundt er det et løb igennem en hel region, og det skaber masser af muligheder for at variere ruterne. Start-, målbyerne og de mellemliggende udfordringer er alle skiftet voldsomt gennem årene, og løbet har aldrig haft antydningen af et fast format. Det eneste virkelige symbol på løbet er Como-søen og den nærliggende Madonna del Ghisallo-stigning. Den stejle opkørsel fører op til en lille kirke med tilhørende museum, der byder på både religiøse og cykelrelaterede objekter, og er en af cykelsportens mest berømte stigninger. Selvom den typisk kommer for langt fra mål til at være rammen om de afgørende angreb, er passagen forbi kirken altid et nøglepunkt i enhver udgave af Il Lombardia.

 

Løbet blev første gang afviklet i 1905, hvor det var kendt som Milano-Milano, inden det to år senere fik navnet Giro di Lombardia. Siden da er det kun blevet aflyst i 1943 og 1944. Indtil 1960 både startede og sluttede det i Milano, men i 1961 flyttede man målet nærmere stigningerne ved Como. Derefter fungerede Milano, Monza, Bergamo og Como alle som målbyer, indtil man flyttede til Lecco mellem 2011 og 2013, hvorefter man igen har vekslet mellem Bergamo og Como. Løbet er oftest startet i Milano, men der har været mange undtagelser. I 2012 og 2013 tog man udgangspunkt i Bergamo, mens Como havde en helt atypisk rolle som startby i 2014 og 2016. Efter tre år med identiske finaler og to år med næsten identiske ruter gav man igen løbet et helt nyt design i 2014, hvor man havde en nærmest uhørt nem udgave. I 2015 gik man den modsatte vej og sammensatte den hårdeste rute i adskillige år, og den trend fortsattes i 2016, hvor ruten nærmest havde karakter af en bjergetape i en grand tour, selvom man kørte den ”lette” vej fra Como til Bergamo, som i de seneste år har skiftedes til at være start- og målbyer. I 2017 genbrugte man ruten fra 2015, hvilket man stort set også gjorde i 2018, og igen i år taler vi om stort set samme rute som i tre af de seneste fire udgaver.

 

Løbet er naturligvis blevet vundet af de fleste af cykelsportens giganter, og det er en af disse, Fausto Coppi, der med fem sejre har rekorden. Lidt overraskende har Eddy Merckx ”kun” sejret to gange, og Sean Kelly og Henri Pelissier er de eneste udlændinge med tre sejre på generaliebladet. I de senere år er løbet blevet domineret af Damiano Cunego, Michele Bartoli, Paolo Bettini, Philippe Gilbert, Joaquim Rodriguez og Vincenzo Nibali, der alle har sejret mindst to gange, og Cunego topper med sine tre triumfer listen over dette årtusindes bedste ryttere i det italienske monument.

 

Grundet placeringen i efteråret går løbet under navnet ”De Faldende Blades Løb” og er kronjuvelen i den stribe af italienske efterårsklassikere, der afvikles i september og oktober. I løbet af bare fire uger er ikke færre end 11 store løb blevet afviklet i støvlelandet, og de kan alle til en vis grad betragtes som en slags forberedelse til den store finale. Grundet den ekstremt hårde rute og den store grad af træthed på denne tid af året kendetegnes Il Lombardia ofte af et stort antal udgåede ryttere og giver relativt ofte uventede udfald. På denne tid af året er det nemlig friskhed, der er vigtigere end noget andet.

 

Indtil 2012 var løbet det sidste store europæiske løb i sæsonen, og mange ryttere fandt det svært at holde formen gående fra VM og frem til Il Lombardia. I et forsøg på at genskabe løbets storhed, tiltrække flere topnavne samt skabe større synergi med VM omstrukturerede UCI kalenderen ved at flytte den italienske klassiker til weekenden lige efter VM og udsatte i stedet Paris-Tours til Il Lombardias hidtidige weekend. Det kortere tidsspænd skulle sikre, at flere ryttere stadig var friske, og derved bidrage til at genskabe den faldende prestige. Nu var det ikke længere den reelle sæsonafslutning, men startlisten fik et stort boost af beslutningen. I de seneste år har stort set alle de klatrere, der har kørt VM, udskudt deres ferie, indtil Il Lombardia er kørt. Synergien blev gjort betydeligt større af, at man i 2012, 2013 og 2014 også havde ganske kuperede VM-løb, og derfor var der mange klatrere på startstregen i kampen om regnbuetrøjen. Indtil 2012 blev løbet afviklet om lørdagen, men mellem 2013 og 2015 blev det som Milano-Sanremo afviklet søndag. Fra 2015 er de to italienske monumenter imidlertid igen de eneste helt store endagsløb, der afvikles lørdag.

 

Efter at det sene VM i Qatar vendte kalenderen helt på hovedet i 2016, gik man i 2017 tilbage til den gamle model med Giro dell’Emilia i weekenden efter VM og Il Lombardia to uger efter den globale kappestrid. Den model er blevet gentaget siden da, og nu har UCI faktisk valgt et format, hvor de to store efterårsklassikere i Italien og Frankrig afvikles i samme weekend, hvor både de lette og de tunge folk således kan slutte den europæiske sæson samtidig. Det har bidraget til at genskabe Giro dell’Emilias storhed, men har tilsyneladende ikke haft nogen negativ indvirkning på Il Lombardia-feltet overhovedet. Tværtimod er den positive trend bare fortsat, og selvom man i år ikke hat kunnet lukrere på, at et bjergrigt VM ligesom sidste år har holdt klatrerne i gang, har navne som Alejandro Valverde, Primoz Roglic, Egan Bernal, Jakob Fuglsang, Dan Martin, Vincenzo Nibali, David Gaudu, Michael Woods, Jack Haig, Ion Izairre, Rafal Majka, Davide Formolo, Emanuel Buchmann, Enric Mas, Sergio Higuita, Tim Wellens, Tiesj Benoot, Adam Yates, Esteban Chaves, Bauke Mollema, Diego Ulissi og Wilco Kelderman ikke blot holdt sig i gang indtil nu, men også satset så meget på løbet, at de har vist fornuftig form i optakten.

 

I stedet for at være en VM-revanche har Il Lombardia i de senere år haft en anden rolle. Efter Tour of Beijings kollaps har løbet været det sidste på WorldTouren og dermed genfundet sin position som løbet, der afgør den sæsongående konkurrence. I år følger afslutningen på det nye Tour of Guangxi igen efter klassikeren på den udvidede kalender, og det betyder, at den italienske klassiker denne gang ikke fungerer som sæsonfinale, men efter at WorldTour-ranglisten fra i år er afsluttet, er der nu heller ikke en separat stilling baseret alene på resultater i de største løb.

 

Sidste år kom Thibaut Pinot ud af Vueltaen i flyvende form, og efter at have ofret egne chancer for Bardet i Alaphilippe ved VM, rundede han sæsonen af med at dominere de italienske klassikere. Efter at have været stærkeste mand i Tre Valli Varesine vandt han Milano-Torino og kronede det hele med at være ganske suveræn i Il Lombardia, hvor han sammen med Primoz Roglic, Egan Bernal og Vincenzo Nibali kom væk allerede inden Civiglio-stigningen. Her satte han alle rivalerne af efter at have knækket Nibali som den sidste og kørte herfra alene hjem til en solosejr, inden Nibali efter at være blevet hentet angreb igen og sikrede sig en 2. plads foran Dylan Teuns, der vandt spurten i en lille forfølgergruppe. Pinot endte sin sæson efter den triste Tour-exit og forsvarer ikke titlen, men Nibali går efter en tredje sejr, ligesom Teuns også stiller op igen med håb om at gøre det endnu bedre end sidste år.

 

Ruten

Som sagt er der intet fast over ruten for Il Lombardia, der er blevet ændret utallige gange over årene. Flere gange så det ud til, at man havde fundet et relativt ensartet forment, men arrangørerne har altid været fast besluttede på at undgå monotoni og genkendelighed. Hver eneste gang, man i et par år har haft samme finale, har man altid givet ruten en større omstrukturering.

 

Efter tre år med samme afslutning i Lecco efter den lille Villa Vergano-stigning designede man i 2014 en sjældent nem rute, der havde meget lidt lighed med den tidligere. Bergamo, der havde været målby mellem 1995 og 2003, fik igen rollen som finale på årets sidste monument, mens Como blev valgt som startby. Det lettere terræn omkring Bergamo betød imidlertid, at finalen blev nemmere end tidligere.

 

I 2015 gik man den modsatte vej og skabte det hårdeste løb i mange år. Ruten blev simpelthen vendt rundt, så starten gik i Bergamo, og målet lå i Como, og der var langt mere klatring end tidligere. Mest markant var det af den helt uhørt stejle Muro Di Sormano kom ind som et nøglepunkt i løbet og fik det til at splitte til atomer.

 

I 2016 gik man et skridt videre, og 2016-udgaven var endnu hårdere. Start og mål var igen blevet byttet rundt, så man som i 2014 startede i Como og sluttede i Bergamo. Som sagt er området omkring Bergamo ikke helt så kuperet, og derfor var finalen igen relativt nem. Modsat i 2014 havde arrangørerne imidlertid kompenseret for den lettere afslutning ved at lægge et kolossalt stort omfang af klatring ind end tidligere, og med mere end 4400 højdemeter undervejs var løbet som en stor bjergetape i en grand tour.

 

I 2017 vendte man atter rundt på tingene og genbrugte fuldstændigt den rute, der var scenen for Vincenzo Nibalis sejr i 2015, hvorfor Hajen fra Messina naturligt nok vandt igen Det havde man egentlig også planer om at gøre i 2018, men vejarbejde tvang arrangørerne til at foretage en ændring i den absolutte finale, hvor den sidste stigning, San Fermo della Battaglia, i udkanten af Como udgik til fordel for en betydeligt lettere bakke, hvormed Civiglio blev sidste reelle mulighed for at gøre større forskelle. Heldigvis er vejen nu igen i tiptop stand, og derfor har man i år sammensat en rute, der i alt væsentligt er helt den samme som i 2015 og 2017 og altså med undtagelse af selve finalen også den samme som i 2018.

 

Det betyder, at der igen er tale om et usædvanligt hårdt løb, hvor de første 170 km er relativt nemme, men hvor de sidste 75 km er decideret rædselsfulde. Løbets mest ikoniske stigning, Madonna di Ghisallo, er tilbage i sin position sidst i løbet, hvor den indleder grusomhederne. For blot fjerde gang i historien kører man herfra direkte frem til den brutale Muro di Sormano-stigning, inden de overhovedet har ramt en nedkørsel, hvilket giver næsten 25 km med relativt konstant og benhård klatring. Derefter bliver terrænet igen lidt nemmere, inden de kortere stigninger Civiglio og San Fermo della Battaglia tjener som de sidste og afgørende udfordringer, inden man kører ned til målet i Como.

 

Med sine 243,0 km - 2 km mere end sidste år - er løbet til den korte side for et monument. Det indledes i Bergamo, og de første knap 80 km består af en tur rundt i området sydøst for storbyen, som ligger lige nord for den meget flade Po-slette. Det betyder, at starten på løbet er meget let og primært vil være rammen om aggressiv kørsel, der skal skabe det tidlige udbrud. I tidligere udgaver har det ofte været vigtigt at have holdkammerater ude foran, og det er aldrig en ulempe at have et par hjælperyttere, der med et forspring kan overleve Muro di Sormano og hjælpe på de flade stykker mod slutningen af løbet. De store hold markerer imidlertid ofte hinanden tæt, og som regel får man derfor udbrud bestående af ryttere fra de mindre mandskaber.

 

Rytterne tager hul på klatreudfordringerne efter 47,7 km, når de rammer bunden af Colle Gallo (7,4 km, 6,0%, max. 10%). Efter en let start bliver stigningen gradvist sværere og byder på et par kilometer på 7-8%. Der er dog tale om en regulær opkørsel frem mod toppen, som rundes efter 55,1 km. Efter den tekniske nedkørsel er man tilbage i fladlandet og fortsætter mod sydvest tilbage til Bergamo, hvor man afslutter den indledende rundstrækning efter 77,7 km.

 

Efter turen rundt om Bergamo kører man igennem fladt terræn på den nordlige del af Po-sletten mod nordvest og vest frem til stigningerne omkring Como-søen. Her indledes finalen, når man drejer mod nord for at køre op ad Colle Brianza (10,3 km, 3,5%), der imidlertid er ganske nem og aldrig for alvor bliver stejl, inden toppen rundes efter 114,4 km.

 

Efter bakken følger endnu et kort fladt stykke, mens rytterne fortsætter mod nord frem til bredden af Como-søen, der nås ved den tidligere målby, Lecco, før de kortvarigt vender rundt for at slå en lille sløjfe mod syd, indtil de kører mod nordvest og nord tilbage til søen. Her er terrænet let kuperet, indtil man kører ned til byen Onno langs søbredden. Her ankommer man efter 162,0 km, hvorefter feltet vil forsætte mod nord langs vandet i yderligere 8,2 km, inden løbet skifter karakter, og den afgørende fase indledes. Starten med de mange flade stykker og to mindre stigninger vil primært tjene til at akkumulere træthed, mens de store hold holder udbruddet i snor. Efterhånden som vi nærmer os finalen, vil positionskampen intensiveres og farten øges, indtil det hele kulminerer.

 

Den voldsomme klatring indledes med 73,7 km igen, når feltet rammer bunden af den mest ikoniske stigning, Madonna del Ghisallo (8,6 km, 6,2%, max. 14%). Med en stigningsprocent på mere end 9 er de første 3 km de hårdeste, mens midterstykket er fladt, endda med en lille nedkørsel. Til slut tager stigningen igen fat med 9,5% over 1,2 km. Som altid ringer kirkeklokkerne, når Il Lombardia-feltet ankommer på toppen, som rundes efter 178,9 km, men da det vil være den første af fire svære stigninger, vil det ikke være her, favoritterne spiller ud. I stedet er det signalet for nogle af de store hold til at gøre løbet hårdt ved at sætte tempo eller sende ryttere i angreb. Meget ofte ser man en stærk gruppe af klatrere animere finalen, og det vil ikke være en overraskelse, hvis et fremragende udbrud etableres her. Il Lombardia er ofte blevet præget af forsøg fra distancen, og så sent som i 2013 var Thomas Voeckler meget tæt på at tage sejren ved at forsøge sig langt fra mål.

 

Det har været traditionen, at rytterne efter passagen forbi kirken er kørt ned til Como-søen igen, men som i 2015, 2017 og 2018 har man i år ændret kutymen på brutal vis. I stedet vil der kun være en kort nedkørsel over 6 km, inden rytterne når frem til den berygtede stigning, Colma di Sormano. De første 5,1 km er ganske vist ikke nogen stor udfordring, idet de stiger helt jævnt med en gennemsnitlig stigningsprocent på beskedne 6,6. Det er imidlertid blot opvarmning til de sidste 1,9 km, der går under navnet Muro di Sormano, er blandt de sværeste i Italien og har en gennemsnitlig stigningsprocent på hele 15,8 med passager på 27% inden for den sidste kilometer. Toppen kommer med 50,6 km til mål, og selvom det formentlig stadig er for tidligt for favoritterne til at lancere det helt store angreb - vi så dog sidste år, at den afgørende offensiv kan komme allerede her - viser historien, at der altid kommer kolossal udskilning, og at der kun er ganske få ryttere tilbage i kampen om sejren, når feltet tager hul på nedkørslen mod søbredden, som nås med 37,5 km igen. Denne nedkørsel er yderst teknisk og var i 2017 rammen om de meget alvorlige styrt, der involverede blandt andre Laurens de Plus, Jan Bakelants og Simone Petilli.

 

Rytterne får nu en sidste chance for at komme sig, idet man følger vandet over 16 flade kilometer, indtil man for første gang når frem til Como. Her tager man hul på den sidste rundstrækning i det kuperede omkring målbyen, når man ramme bunden af Civiglio-stigningen (4,2 km, 9,7%, max. 14%), inden man igen kører ned til byen. Det er en uhyggeligt regulær stigning, der er stejl med 9-10 % hele vejen fra top til bund og ikke giver megen mulighed for at komme sig. Toppen kommer med bare 16,8 km igen, og da der herefter knap er en meter flad vej, er det meget sandsynligt, at denne meget svære stigning vil være rammen om det afgørende angreb, som den var det i 2015, 2017 og 2018.

 

Hvis ingen har kunnet gøre forskellen på Civiglio, var der i 2015 og 2017 stadig én chance for at angribe på San Fermo della Battaglia, og det vil der heldigvis være igen i år, hvor stigningen vender tilbage. Efter den tekniske nedkørsel, hvor Nibali tidligere er kørt væk, går det mod vest og nordvest via et let faldende og kort fladt stykke, inden man med 8,0 km igen kører mod vest direkte ind på San Fermo della Battaglia. Den er bare 2,7 km lang, men stiger utroligt jævnt med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,2 og et maksimum på 10 til allersidst, inden man med 5,3 km igen runder toppen. Herefter går det mod nordøst, nord og øst via en ikke alt for vanskelig nedkørsel tilbage til Como og søen, hvor man kører mod sydøst, inden det bliver fladt med 1000 m igen. Med 600 m igen er der et sidste venstresving, inden man rammer den 7 m brede og helt flade opløbsstrækning, der fører mod øst langs søbredden.

 

Løbet byder på i alt 4087 højdemeter, hvilket er 220 mere end sidste år.

 

De relativt korte stigninger mod slutningen er skabt til eksplosive folk, men da de kommer som afslutning en grufuld dag med masser af klatring, har de rene klatrere end langt bedre chance end i de fleste af de seneste udgaver. Specielt Civiglio er en meget svær stigning, og det vil helt bestemt være muligt for en enlig rytter at køre alene hjem herfra, som Nibali nu to gange og Pinot én gang har gjort det. Tidligere har spurtegenskaber og punch altid været vigtige i Lombardiet, og de vil stadig spille en rolle, men som i de seneste tre år ser ud Il Lombardia ud til at blive et brutalt udskilningsløb og en yderst selektiv affære, der kan vindes af rene klatrere og etapeløbsspecialister.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Som de fleste andre efterårsløb har Il Lombardia ofte været plaget af dårligt vejr, hvilket faktisk har været tilfældet ganske ofte i de senere år, specielt for et par år siden, hvor det end ikke var muligt at producere tv-billeder af finalen. I år kunne rytterne imidlertid ikke ønske sig meget bedre forhold. Lørdag vil blive en flot solskinsdag med kun få skyer og en temperatur på behagelige 21 grader, og der vil kun være en svag vind fra syd og sydvest. Efter den indledende rundstrækning giver det primært side- og medvind på stykket frem til finalen. Her vil der være modvind på Madonna di Ghisallo, sidemedvind på Sormano og den efterfølgende nedkørsel og sidemodvind på det flade stykke frem mod Civiglio. På den sidste rundstrækning vil der være sidemedvind på Civiglio og første del af nedkørslen og derefter sidemodvind frem til toppen af sidste stigning. Herefter vil der først være sidemedvind, så sidevind på anden del af nedkørslen og til slut sidemedvind på opløbstrækningen.

 

Favoritterne

Hvis man skal pege på et af de fem monumenter, der er præget af uforudsigelighed, er det svært at komme uden om Il Lombardia. Hvor de fire øvrige klassikere har relativt ensartede ruter, er den store efterårsklassiker altid præget af den usikkerhed, der følger af en stærkt varierende rute. Det skaber uklarhed om, hvor løbets nøglepunkter er, og hvor de afgørende forskelle kan gøres. Den samme grad af manglende afklaring findes ikke i de fire forårsmonumenter, hvis nøglepunkter kun sjældent ændres.

 

Mere betydningsfuld er dog placeringen på kalenderen. I oktober er det mere end noget andet træthed, der præger feltet, og det gør formen hos de enkelte ryttere til et åbent spørgsmål. Selvom mange har gjort Il Lombardia til efterårets helt store mål efter et VM, som de fleste klatrere skippede, kan man på denne tid af året slet ikke time formen med samme sikkerhed, som man kan tidligere på året, og også rytterne selv stiller til start med flere spørgsmål end svar - mange med en lønligt håb om, at kroppen akkurat kan klare én sidste kraftudfoldelse, inden den skriger på ferie.

 

Naturligvis ved vi meget mere, end vi gjorde for en uge siden, hvor Vueltaen og de canadiske klassikere var de seneste relativt kuperede løb. Nu kan vi trods alt bruge Giro dell’Emila, Milano-Torino og i mindre grad GP Beghelli, Tre Valli Varesine og Gran Piemonte for formniveauet, og vi er så heldige, at alle favoritter i år har kørt mindst ét af løbene, men som disse løb tydeligt afslører kan dagsformen være stærkt varierende på denne tid af året. Primoz Roglic kørte en katastrofal VM-enkeltstart, men har været flyvende, siden han ankom til Italien, David Gaudu floppede helt i Emila, men var skræmmende i Torino, og Ivan Sosa viste intet i de første løb, inden han pludselig kørte som en motorcykel i Piemonte. I oktober måned ved man aldrig, hvad man skal forvente!

 

Det betyder, at det altid er lidt af et lotteri at pege på favoritterne til Il Lombardia. Formen og niveauet kan komme ud af det rene ingenting - Diego Rosas andenplads i 2016 kom eksempelvis fuldstændig ud af det blå, ligesom Vincenzo Nibali sidste år pludselig blev nr. 2, selvom han i optakten havde virket flyvende, mens Romain Bardet og Alejandro Valverde, der havde været brølstærke til VM, fejlede totalt - og samtidig er der mange ryttere, der kan have brugt de seneste løb primært som opvarmning. Det er derfor usikkerheden, der hersker - et forhold, der går igen år efter år i årets sidste monument.

 

I de senere år har vi dog fået lidt hjælp. Hvor den nemme rute i 2014, gjorde det meget uforudsigeligt, hvem der ville kunne sejre, har der i de seneste fire år været overladt meget mindre til tilfældighederne. Ruterne har været så vanvittigt hårde, at det reelt kun er en ganske lille kerne af sublime klatrere, der har haft en reel chance for at være med i front, og da der i år er tale om næsten totalt genbrug af 2015- og 2017-ruterne - og i virkeligheden også 2018-ruten, hvis man ser bort fra den tvungne ændring af finalen - vil det naturligvis være det samme denne gang. Der er ingen garanti for, at stjernerne vil være med fremme. Tværtimod vil mange af dem helt sikkert falde igennem med et brag i så svært terræn på dette tidspunkt af sæsonen, men én ting er dog sikkert: på en rute som denne er der ikke plads til sensationer. Vinderen vil være en af sportens store navne.

 

Med det kendskab, vi har til ruten fra tidligere udgaver, kan vi også se, at løbet som regel følger et ret fast mønster. Efter en rolig jagt på et tidligt udbrud indledes finalen på Ghisallo, men den historiske stigning spiller ikke samme rolle som tidligere. I dag er det mest en chance for at lægge pres på og måske først og fremmest sende løjtnanter i offensiven. Historien viser nemlig klart, at den første voldsomme udskilning sker på den umenneskelige Muro di Sormano, hvor vi som regel ser et ret kraftigt favoritfald fra de folk, der ganske enkelt har mere at skyde med i år. Enkelte plejer at komme tilbage på den efterfølgende nedkørsel, men som regel er det en yderst decimeret gruppe, der er tilbage til at kæmpe om sejren efter løbets sværeste stigning, og langt de fleste af dem, der falder fra her, vil hurtigt krybe ind i bilerne og sige tak for i dag og for manges vedkommende også tak for 2019-sæsonen.

 

Favoritterne har tidligere mere testet benene end angrebet på Sormano, men vi så en undtagelse sidste år. Her angreb Primoz Roglic overraskende tidligt i et angreb, som kun Thibaut Pinot og Vincenzo Nibali kunne besvare. En formsvag Egan Bernal kørte en drømmenedkørsel, som bragte ham tilbage i spillet, og herefter endte kvartetten med at skulle køre om sejren, da der var for få til at jagte i forfølgergruppen. Ganske vist var det kun suveræne Pinot, der kunne holde sig fri, efter at han var kørt fra alt og alle på Civiglio - Nibali lykkedes dog alligevel med at angribe igen og derved sikre sig 2. pladsen - men det viser, at det kan lade sig gøre at iværksætte det afgørende fremstød allerede på Sormano.

 

Det er dog ikke videre sandsynligt, at det sker denne gang. Sidste år manglede vi San Fermo della Battaglia, og det kan have været hovedårsagen til det tidligere fremstød. I år er finalen igen hårdere, og det indebærer en vis risiko at angribe tidligt. Dels skal man satse liv og lemmer på den livsfarlige nedkørsel, og dels koster det et hav af kræfter at skulle holde sig fri i modvinden på den relativt lange tur ned langs søren til Como. Man kan med andre ord meget vel ende med at spille sine kort forkert, hvis man forsøger allerede her.

 

Dalstykket er dog også farligt. Historien viser, at det kan være meget vanskeligt at få mere end én mand med over Sormano, og så åbnes døren pludselig for, at en lille gruppe af løjtnanter og outsidere kan få sig et forspring. Det er blandt andet derfor, at det er en god ide at sende folk i forkøbet, for det kan være helt afgørende at have en mand eller to hos sig på dette svært kontrollerbare stykke. Skal vi se en overraskelse, skal vi se det ved, at en snu rytter får sneget sig væk på dette sted.

 

Hvis ikke vi ligesom sidste år får angreb allerede på Sormano, er det på Civiglio det store slag skal slås. Nok er det ikke verdens længste stigning, men den er ganske stejl og brutal, og efter 230 km og en lang sæson gør den ondt. Det var her Nibali kørte alene væk til en af sine to sejre, og det var her, Pinot kørte fra alt og alle i 2018. Nedkørslen skal imidlertid heller ikke undervurderes. I 2017 kørte Nibali og Pinot fra rivalerne - ja, de to har domineret dette løb i de senere år - men italieneren satte franskmanden på turen ned mod Como. Derfor har vi altid haft en enlig rytter, når de har ramt San Fermo della Battaglia og herefter fået solosejre, men i teorien er den sidste bakke en chance for at gøre den sidste forskel. Nok er den ikke lang eller voldsomt stejl, men den er svær nok til at gøre forskelle efter så langt og hårdt et løb.

 

De seneste løb har vist, at det især er Primoz Roglic, Michael Woods, Alejandro Valverde og Egan Bernal, der både er i form og har en så stor status, at de forventes at tage ansvar. Derfor er der næppe tvivl om, at Jumbo, EF, Movistar og Ineos alle vil gøre alt for at bringe deres formstærke kaptajner i position til at færdiggøre arbejdet. Dermed er det formentlig de fire mandskaber samt måske Astana, der vil tage ansvar for at holde det tidlige udbrud i snor og sikre, at det som altid er favoritterne, der skal slås om det i finalen.

 

Det er nærliggende at forvente, at de samme mandskaber vil benytte Madonna del Ghisallo til at skabe den første udskilning, men det legendariske bjerg vil næppe være afgørende. Særligt forventer vi, at Jumbo, der har svunget taktstokken i alle Roglics løb i denne uge, med løbets vel nok stærkeste mandskab vil være meget kontrollerende i denne fase. Sidste år angreb sloveneren som sagt selv på Sormano, men det tvivler vi på, at han vil gøre denne gang. I år ved han nemlig, at han er stærk nok til at gøre det færdigt til sidst, og at hans hold er stærkt nok til at kontrollere, og derfor er der ingen grund til at tage risici. Snarere er det nok EF, Mitchelton eller Astana, der måske vil angribe allerede her i et forsøg på måske at få isoleret den stærke slovener og forhåndsfavorit på det farlige flade stykke frem mod Civiglio.

 

Det bliver dog ikke let. Jumbo kørte som kollektiv fabelagtigt i særligt Emilia, hvor de både kontrollerede og var med i alle udbrud, og de har et hold, der kan styre løbet. Skal Roglic isoleres, vil det i hvert kræve, at de fleste andre kaptajner også isoleres. Det kan ske, og i givet fald vil vi måske se, at ryttere kan snige sig væk på det flade, inden Roglic får afventet nogle holdkammerater og skabt samling. Det vil dog formentlig ske ret hurtigt - ikke mindst fordi Robert Gesink er i storform og altid fremragende i lange hårde løb - og vi vil derfor tro, at Roglic og Jumbo kan skabe den klassiske situation med 20-30 ryttere til at kæmpe om sejren, når vi rammer de sidste to stigninger, især fordi modvinden her også vil gøre det mere risikabelt at spille tidligt ud. Og så må vi håbe, at den grimme nedkørsel fra Sormano ikke ligesom i 2017 har skabt det helt store drama allerede forinden

 

Kampen mellem favoritterne skal formentlig for alvor ske på Civiglio, der er den klart sværeste i af de to finalestigninger. Den er til gengæld også rigeligt svær til, at den kan få feltet til at eksplodere, og da dagens sidste stigning som sagt er kort, må man formode, at folk som Roglic, Woods og Bernal vil forsøge at køre alene hjem herfra, mens det blandt de tungeste favoritter nok først og fremmest er Valverde, der vil tro på sin spurt. Som sagt kan også nedkørslen bruges offensivt, men historien viser, at det som regel bare er stærkeste mand, der kører alene væk efter så langt og hårdt et løb. Derfor må vi forvente, at det udvikler sig til et sandt udskilningsløb, hvor det handler meget lidt om taktik og mest om gode ben. I en flad finale er en god spurt naturligvis altid en fordel, og punch på en kort stigning er bestemt ikke en ulempe, men Nibali kan bevidne, at det bestemt ikke er en nødvendighed.

 

De foregående løb kan bruges som en klar referenceramme, og som regel giver de en ret god pejling på, hvem der vil dominere. Sidste år var det eksempelvis indlysende, at Pinot var den klart stærkeste, og i 2015 og 2017 var det heller ikke svært at lure, at Nibali var manden, der skulle slås. Der er imidlertid også væsentlige forskelle. Målstigningerne i Milano-Torino og Giro dell’Emilia er begge meget korte og eksplosive, ligesom løbene er betydeligt kortere. Her taler vi dels om længere stigninger og langt flere højdemeter, dels om en rigtig monumentdistance. Mens der i Torino reelt kun blev kørt cykelløb i ca. 25 km, vil det her være knaldhårdt hele dagen. Som Adam Yates viste i 2017 kan man sagtens på sit punch køre med om sejren i Torino for siden at falde helt igennem, når det er motoren, der bliver afgørende i Lombardiet. Og det er netop motoren, der sammen med gode klatreben og god efterårsform og friskhed er nøglen til at vinde Il Lombardia.

 

På baggrund af det, vi har set de seneste dage, kan man ikke komme udenom, at Primoz Roglic er tårnhøj favorit. Bedst som en ringe VM-enkeltstart havde fået det fleste til at sende ham på ferie som følge af træthed efter en opslidende Vuelta, satte han alt og alle til vægs med en knusende magtdemonstration i Emilia. Med en voldsom forcering satte han alle fra hjul på den sidste kilometer, hvor Michael Woods som sidste mand måtte opgive at følge med, og enhver, der så Milano-Torino, vil vide, at det kræver uhyggeligt meget ganske enkelt at køre den formstærke canadier ud af hjulet. Få dage senere vandt han sågar Tre Valli Varesine, der ellers ikke var skræddersyet til ham, og det viser ikke blot hans fabelagtige form, men også hans enorme alsidighed.

 

Roglics form kan naturligvis slet ikke diskuteres, men nogen vil indvende, at han ikke har vundet endagsløb før i denne uge. Det skyldes imidlertid alene et manglende fokus i den retning, for Roglic har alle de karakteristika, der skal til. Alene hans meget varierede etapesejre i etapeløb, hvor han har vundet spurter, enkeltstarter og bjergetaper, viser, at han er en sand vindertype med punch og killerinstinkt, som det kræves for at vinde klassikere. Lange løb er heller ikke en udfordring for en mand, der har vundet en grand tour, og han vil endda kunne se frem til en næsten perfekt rute, hvor de eksplosive stigninger i finalen er skabt til ham. Hans nedkørsel er eminent, og efter at han i Vueltaen slog Valverde på stregen på 18. etape og i Romandiet vandt en spurt i en relativt stor gruppe, vil han næsten også være favorit i en spurt, selv hvis han er oppe mod Valverde. Og dertil kommer, at hans hold med særligt Gesink, men også Sepp Kuss og George Bennett, der stadig har noget at skyde med, samt de knap så formstærke Steven Kruijswijk og Neilson Powless er stærke nok til at undgå, at han sættes ud af spillet af ren taktik, fordi han isoleres for tidligt.

 

Der er dog også trusler. Modsat formstærke folk som David Gaudu, Jack Haig, Bauke Mollema Bernal og Woods har Roglic kørt sig selv meget hårdt med Vueltae, to VM-løb og to italienske klassikere. I Varese havde han jo faktisk i første omgang misset en potentielt set afgørende gruppe, og det viser, at han måske alligevel kan være ved at blive træt, især fordi han heller ikke angreb på stigningerne, men gamblede ved at satse på en spurt. Som Bardet forstod sidste år, kan benene pludselig stå af efter en lang og hård sæson, og det vil naturligvis ske for Roglic før eller siden. Lige nu er der bare ikke noget, der tyder på, at det vil ske på lørdag, og derfor er han den store favorit til med en monumentsejr at cementere, at han har været klart bedste rytter i et år, hvor han kun har stillet til start i fire løb, han ikke har vundet.

 

Hans værste rival kunne ligne Michael Woods. Måske var sejren i Milano-Torino hans første sejr i et endagsløb, men det har længe bare været et spørgsmål om tid, inden det skulle lykkes. Allerede i 2016 var han som helt ny i Europa tæt på at vinde løbet i Torino, og sidste år fik han sit store klassikergennembrud med en 2. plads i Liege og en 3. plads ved VM. I år viste han nok engang klassen i Liege, hvor han sammen med Davide Formolo var eneste mand, der i første omgang kunne følge Jakob Fuglsang, og med lidt mere styrke på det sidste flade stykke var han gået på podiet.

 

Med andre ord har Woods været blandt de tre stærkeste i de sidste tre meget lange og meget kuperede endagsløb, han har kørt, hvis man ser bort fra, at han sidste år havde en dårlig dag i Lombardiet, hvor han ellers også kom ind som en af favoritterne. Naturligvis kan man frygte for en gentagelse, men risikoen er ikke stor. Sidste år var hans form nemlig aftagende efter et efterår med Vuelta og VM som de største mål, men i år kommer han til Como som en af de mest friske i hele feltet med blot fem løbsdage i benene, siden han kørte med om sejren i San Sebastian, endnu et løb, hvor han viste sine eminente evner som endagsrytter.

 

Friskheden burde altså ikke være et problem, og formen er fremragende. I Emilia var han sidste mand til at slippe Roglic, og i Torino angreb han 447 gange, uden at det kostede så meget, at han ikke kunne slå Valverde i spurten - en mand, man som bekendt skal være ret skrap for at overspurte. Lombardiet passer ham ganske godt, da stigningerne ikke er alt for lange og dejligt stejle for en mand, hvis tænder løber i vand, når procenterne nærmer sig de 30. Hans punch er eminent, som vi så forleden, og han har også en hæderlig spurt på flad vej, så hæderlig, at han stadig mener, at han sidste år kunne være blevet verdensmester, hvis ikke han var blevet ramt af krampe. Holdet kan være en lille svaghed, hvis Sergio Higuita vitterligt er ved at være træt, som man fornemmede i Torino, men ser man alene på klassen over 250 km med mange højdemeter samt formen, er Woods en af de tunge favoritter - og en sejr vil ikke være den ringeste fødselsdagsgave på dagen, hvor han fylder 33.

 

I lørdags vandt Roglic sit første endagsløb, i onsdags vandt Woods sit første endagsløb, og sjovt nok er vores tredjestørste favorit også en mand, der har taget sin første endagssejr inden for den seneste uge. Egan Bernal er mest kendt for sine etapeløbsmeritter, men ligesom for Roglic gælder det, at det mest skyldes hans fokus. Allerede i sit første Lombardiet som en 20-årig Androni-rytter og nykåret l’Avenir-vinder blev han nr. 13 i Lombardiet, og sidste år spillede en formsvag Bernal, der netop var kommet tilbage efter et grimt styrt en hovedrolle i finalen, indtil kræfterne alligevel slap op og han gled ned som nr. 12. I år kommer han til løbet med en langt bedre forberedelse, og selvom han åbenlyst ikke er i Tour-form, er han bare blevet bedre og bedre, siden han i et ikke alt for stærkt Giro della Toscana var ganske tæt på at vinde sit comebackløb efter Tour-sejren. I Emilia manglede han stadig en del, men i Milano-Torino kørte han med blandt de seks bedste til slut, inden han torsdag knuste al modstand med en sand magtdemonstration i et ikke alt for stærkt besat Gran Piemonte.

 

Nogle vil måske hævde, at præstationen i Torino gør, at han ikke skal regnes som en af de helt tunge drenge, men det kan vise sig at være en fejl. De to første løb var nemlig meget eksplosive, specielt onsdagens løb, og faktisk var det i det lys ganske overbevisende. Han manglede åbenlyst evnen til at gå med i accelerationen, men med sine rene klatrestyrke var det alligevel ham, der med Valverde og Yates på slæb kørte Gaudu og Woods ind igen. Løbet i Lombardiet passer langt bedre til en rigtig klatrer, især når man som Bernal har en gigantisk dieselmotor, der gør ham god over lange distancer. Det er ikke noget tilfælde, at han i 2017 blev nr. 20 i Emilia, nr. 16 i Torino og nr. 13 i Lombardiet, for det er monumentet, der passer ham. Allerede sidste år spillede han en afgørende rolle, men manglede formen. Det gør han ikke i år, og derfor vil det være uhyggeligt dumt at afskrive en sejr til verdens bedste klatrer, især fordi han er fremragende på nedkørsler og hæderlig i en spurt.

 

Mens Roglic, Woods og Bernal alle først er ved at lære, hvordan det føles at vinde et endagsløb, kender Alejandro Valverde følelsen til hudløshed. Den spanske veteran er ubetinget sin generations største ardennerrytter, og derfor er det stadig et mysterium, hvor han aldrig har vundet Il Lombardia. Det var imidlertid først efter karantænen, at han for alvor begyndte at satse på løbet, og siden dengang har der altid være én, der har været bedre, som det var tilfældet med Joaquim Rodriguez i 2013, eller en, der var mere snu, som det var tilfældet med Dan Martin i 2014 - de to ryttere, der begge har henvist ham til en 2. plads.

 

Måske er der en god forklaring. Modsat de fleste Lombardiet-vindere er Valverde næsten altid kommet til løbet med en knaldhård sæson med ugelange etapeløb i foråret, Ardennerne, Touren, Vueltaen og VM i benene. Hans tårnhøje bundniveau gør, at han altid har været med i front alligevel, men måske er det derfor, at han har manglet de procent, han altid har haft i Ardennerne, hvor han har vundet et hav af løb. Desværre sidder man igen i år med fornemmelsen af, at den allersidste skarphed mangler, for selvom han kørte stærkt i Varese og i Beghelli, hvor han skabte det afgørende udbrud, manglede han det sidste i forhold til de bedste i både Emilia og Torino. Det kan man frygte, at han vil gøre igen, men det betyder ikke, at han ikke kan vinde. Valverdes erfaring overgår alle andres, og han har en fantastisk evne til at passe på sig selv og gøre præcis det, der skal til for at vinde. Selvom han i år har spurtet svagt - måske fordi han har tabt vægt - og blandt andet blev overspurtet af Roglic i Vueltaen, har han stadig sin spurt som et fantastisk våben mod alle sine rivaler. En ulempe er et sjældent svagt Movistar-hold og den evige fokus på, at ingen vil spurte mod ham, men kan han få de formstærke Carlos Betancur, Ruben Fernandez og Carlos Verona med over Sormano og derved have hjælp til at kontrollere, vil det være dumt at udelukke, at Valverde endelig vinder det monument, som det vil stride mod al logik, hvis han aldrig vinder.

 

En af de store fornøjelser i Torino var at se gulddrengen David Gaudu folde sig ud. Det franske vidunderbarn har siden Touren bygget formen op mod dette løb, og noget tyder på, at han er klar til at bygge videre på det fantastiske niveau, han i år viste i UAE Tour, Romandiet og ikke mindst som løjtnant for Thibaut Pinot under Touren. Han kom lidt haltende fra start med en af sine mange dårlige dage i Emilia, men i Beghelli kørte han med Valverde i et løb, der ikke passede ham, i Varese lignede han måske stærkeste mand, indtil han blev ledt forkert, og i Torino var det entydigt ham og Woods, der var de stærkeste. Desværre var han også en anelse for ivrig, og hans mange angreb efterlod ham med en skuffende 5. plads og nogle dyre lærepenge. De viste imidlertid også, at han er skræmmende stærk, og det gør ham til et brandvarmt navn til Lombardiet.

 

Ligesom mange andre favoritter har han ikke de største endagsresultater, men med sin 6. plads i Liege, hvor han ellers havde skuffet i optakten, viste han, at han har motoren til at køre de længste og hårdeste endagsløb. Dette løb passer endda langt bedre til en ren klatrer som ham, og han kan se frem til god støtte i formstærke Rudy Molard, der kan sidde med dybt inde i finalen, samt måske Valentin Madouas, der har været pokkers uheldig de seneste dage. Han har måske ikke den bedste spurt på flad vej, som vi blandt andet så i Beghelli og Liege, men heldigvis er han stærk nok til at kunne køre alene hjem. Det er med andre ord slet ikke umuligt, at FDJ forsvarer titlen, selvom de mangler Pinot.

 

Af en eller anden grund har Bauke Mollema aldrig ramt helt rigtigt i Lombardiet, hvor hans bedste resultat er den 7. plads, han fik helt tilbage i 2012. Derudover er hans bedste resultat en 12. plads i 2010, men i de seneste fem år har han ramt helt skævt, selvom løbet altid har været et mål. Det er imidlertid ikke, fordi endagsevnerne mangler. Mollema har en track record i San Sebastian, som kan gøre de fleste mundlamme, og han kører næsten på podiet hvert år i det spanske løb. Han har været med helt fremme i alle de tre ardennerklassikere, og han gør det altid godt i Canada, selvom løbene der ikke er helt perfekte for ham.

 

I år synes han imidlertid at være klar til at bryde trendens. Efter den obligatoriske toppræstation i San Sebastian, hvor han i år dog kun blev nr. 5, blev han nr. 14 i det ”lette” løb i Quebec og en hæderlig nr. 10 i det eksplosive løb i Montreal. I Italien blev han nr. 4 i Emilia, nr. 5 i Beghelli, hvor han var en af de få, der kunne gå med Valverde, han var med i den ulykkesramte frontgruppe i Varese, og han blev nr. 7 i Torino. Både i Emilia og Torino var tendensen, at han manglede punch i de første accelerationer, men stille og roligt sled han sig tilbage til fronten. På den baggrund er der al mulig grund til at have store forventninger til Mollema, når det lørdag handler om dieselmotor mere end punch, for lige nu synes Mollema at have en af de største motorer. Hans spurt har altid været fornuftig, og han har i San Sebastian vist, at han også kan være snu nok til via et taktisk fremstød at kunne vinde. Hertil kan han få hjælp af Giulio Ciccone og Gianluca Brambilla, der begge er i form og gør, at Trek kan sidde i overtal i finalen. Måske er han ikke stærkeste mand, der bare kører alene væk, men han kan med sin rutine og sin motor sagtens krone en sæson, hvor han i Giroen var bedre end i mange år, med en stor monumentsejr, hvis han spiller kortene rigtigt.

 

En af løbets jokere har længe været Adam Yates, der kom til Italien efter en suveræn samlet sejr i Kroatien, hvor feltet dog var så svagt, at han nærmest reducerede sine chancer i Lombardiet ved ikke at være mere overlegen, end han var. I Torino fik han dog vist, at han også har formen til at begå sig mod verdens bedste, da han blev en ganske fin nr. 3, men desværre skræmmer sporene. For to år siden blev Yates nemlig nr. 2 i samme løb, men da det gjaldt i Lombardiet, var han helt fra snøvsen. Hverken han eller Simon er kendt for deres restitution, og det har altid knebet at holde formen gående dybt ind i oktober.

 

Måske kan 2019 være undtagelsen. Yates har ikke kørt mange løb siden den skuffende Tour, men han kørte stærkt både i Canada og ved VM, hvor han imponerede ved at bringe Ben Swift tilbage efter en punktering. I forvejen har han i år været bedre end nogensinde med et fabelagtigt forår, hvor han konkurrerede med Fuglsang og Alaphilippe om at være den mest dominerende. Endagsløb mestrer han, som han har dokumenteret med sejren i San Sebastian og 2. pladsen i Montreal, og i år viste en træt Yates, at han også kan være med over 250 km, da han blev nr. 4 i Liege. Når vi ikke rangerer ham højere, skyldes det, at Milano-Torino passer ham betydeligt bedre, da store dage med mange højdemeter aldrig har været den store force for den ikke specielt holdbare brite. Når han er i form, kan han dog godt, som 4. pladsen i Touren har vist, men spørgsmålet er, om han har friskheden. Det tvivler vi lidt på. Til gengæld er han med sit punch og sin pæne spurt skal til finalen, og han er del af et af de stærkeste hold med den uhyre formstærke Jack Haig, en fornuftigt kørende Esteban Chaves og dieselmotoren Mikel Nieve,

 

Mange danske øjne vil naturligvis være rettet mod Jakob Fuglsang, der efter sejren i Liege drømmer om at blive den første rytter siden Moreno Argentin i 1987 til at vinde begge de to kuperede monumenter i samme sæson. Når vi fremhæver ham som en af de tungere favoritter, handler det mere om hans forår og hans dokumenterede topniveau end den kørsel, han har leveret i optakten. Alt syntes ellers at være på sporet efter etapesejren i Vueltaen og et flot VM på en for ham alt for flad rute, men siden ankomsten til Italien har det knebet. Både i Emilia og Torino har han været et niveau eller to fra de bedste, og selvom han i Varese gjorde et godt arbejde med at bakke af for Luis Leon Sanchez, må det stå klart, at der langt mellem Liege- og Lombardiet-udgaverne af den danske fugl.

 

Alligevel er der grund til en vis optimisme. Fuglsangs styrke er hans motor, og den kommer kun for alvor til sin ret over 243 km med 4000 højdemeter. Den havde han ikke megen glæde af i det meget eksplosive Milano-Torino, der slet ikke passede ham, og der er en grund til, at Fuglsang altid leverer sine bedste præstationer i de længste løb som Liege, Amstel og ved OL. I Lombardiet har han til gengæld kun været i top 10 en enkelt gang, men 4. pladsen helt tilbage i 2010 viser, at løbet passer ham. Hans problem er, at han som altid skal alene hjem, men som historien viser, er det oftest stærkeste mand, der kører fra alt og alle. Lige nu er der ikke meget, der tyder på, at det er Fuglsang, men kan han spille sine kort rigtigt med den kloge kørsel, der kendetegner ham, og kan Astana måske udnytte et overtal med ham, Davide Villella og de to Izagirre-brødre, er det måske alligevel muligt at gøre som Argentin for 32 år siden.

 

Skal man pege på manden, der virkelig kan overraske, er det utvivlsomt Jack Haig. Måske kørte han en skuffende Tour, men siden han blev en sensationel nr. 3 i det eksplosive Bretagne Classic, har han være fabelagtigt kørende og konfirmeret den klasse, han viste i sidste års Giro eller med 4. pladsen i årets Paris-Nice, ikke mindst da han alene kørte op til Alaphilippe, Sagan, Van Avermaet og Ulissi i Quebec. Efter en ærgerlig punktering i Emilia kørte han med Valverde i et Beghelli, hvor den eksplosive finale slet ikke passede ham, og i Torino imponerede han stort, da han efter endnu en katastrofal punktering kort inden første stigning kæmpede sig tilbage, gik i angreb på sidste stigning og spillede en afgørende rolle i at pace Yates tilbage op til de bedste. Al logik siger endda, at Lombardiet passer endnu bedre til en mand, der er mere dieselklatrer end puncheur, og han ligner en rytter, der med sin superform kan spille en nøglerolle i finalen. Hans problem er, at han er spurtsvag og ligesom Fuglsang skal alene hjem, men han er også en underdog, ingen regner med. Det er ikke usandsynligt, at han og Yates vil være den eneste overtalsduo i den absolutte finale, og det kan den bundsolide australier måske udnytte til at krone et fremragende efterår, hvor resultaterne slet ikke viser, hvor god han har været.

 

Som dobbelt vinder har Vincenzo Nibali vist, at han har smag for Il Lombardia, og i det hele taget er lange endagsløb en af de store styrker for en mand, der også har vundet Sanremo, er blevet nr. 2 i Liege og har været bedste mand i et uheldigt OL-løb. Desværre er der noget, der tyder på, at han ikke helt har nået et finde formen denne gang, men det er nu ikke så underligt. Nibali har nemlig haft en knaldhård sæson med både Giro og Tour, og med tanke på, at han i de senere år stort set kun har kunnet være i form til sine store mål, er det ikke mærkeligt, at det kniber med en tredje formtop.

 

Alligevel skal man ikke afskrive Nibali. Sidste år kom han til løbet som alt andet end favorit efter et grimt Tour-styrt og et katastrofalt VM, der var sæsonens allerstørste mål, men selvom han også skuffede i Varese og Emilia, var han alligevel eneste mand, der kunne byde suveræne Pinot trods i Lombardiet. Det er endnu et vidnesbyrd om, at Nibali kan meget, når han vil meget, og der er ingen tvivl om, at han ufatteligt gerne vil vinde det store monument for tredje gang. Han så heldigvis også meget bedre ud i Varese end i Emilia, og han vil formentlig være endnu bedre lørdag. Spørgsmålet er, om han når det i tide. Sidste år gjorde han ikke, men det var tæt på. Og selvom han skal alene hjem, er han snu som bare pokker, og han er typen, der sagtens kan vinde, selvom han ikke er stærkeste mand.

 

Efter Alaphilippes ærgerlige afbud hviler det på skuldrene af Enric Mas at sikre Deceuninck årets tredje monumentsejr. Selvom spanieren først og fremmest er etapeløbsrytter, er det slet ikke nogen dårlig option. Efter en katastrofal sæson, der nåede sit lavpunkt under Touren, har han kørt et fornemt efterår, selvom han ikke har kørt meget. I Canada angreb han stærkt i finalen af løbet i Montreal, hvor han en kort overgang lignede en mand, der kunne lave en overraskelse, og efter en pause på en måned blev han nr. 10 i et eksplosivt Milano-Torino, der slet ikke passede ham. Mas har en friskhed, som de færreste har, og han har afsløret, at han har trænet godt i optakten til løbet. En 10. plads i Torino bør betyde, at han gør det endnu bedre i Lombardiet, hvor den hårdere rute passer langt bedre til en mand, der først og fremmest er kendt for sin motor. Han er ganske vist også kendt for at være en langsom starter, hvilket ikke gør ham til prototypen på en endagsrytter, men i Lombardiet handler det først og fremmest om form og friskhed. Desværre er han ikke specielt hurtig i en flad spurt, og holdet er svagt, men med lidt held i et taktisk spil kan meget lade sig gøre.

 

Det er efterhånden blevet en historie i sig selv, at Tiesj Benoot som regel er flyvende, når han lander fra en højdetræningslejr. Noget tyder på, at det samme gør sig gældende her, da han efter en gigantisk skuffelse over manglende VM-udtagelse, drog til bjergene for at forberede dette løb. Efter en lidt skuffende indsats i Varese, hvor han dog sluttede af med at køre en god spurt, imponerede han stort med en 4. plads i Milano-Torino, hvor logikken ellers tilsiger, at Superga-stigningen skulle være alt for stejl og lang for store Benoot i kamp med de små klatrere. Det siger noget om, hvor meget han efterhånden har forbedret sin klatring, og selvom han ikke kan køre med i ryk på så svære stigninger, kan han med sit stabile tempo alligevel blande sig langt fremme. Hans store klassikermotor kommer ham til gode over lørdagens 240 km, men man må alligevel frygte, at 4000 højdemeter primært koncentreret i en klatrefinale er for meget for en mand, der først og fremmest er skabt til fladbaneklassikerne. Særligt den meget stejle Muro di Sormano bliver en udfordring for den 190 cm høje og 72 kg tunge belgier, og han har da heller aldrig tidligere overlevet de 27%. Skulle det lykkes denne gang - og formen har ikke tidligere været så god - kan meget dog ske for en mand med en sådan motor, især fordi han også har en god spurt.

 

En af løbets mest formstærke ryttere er Diego Ulissi, der ikke har været bedre i mange år. Det startede i Quebec, da han var en af blot tre, der kunne følge Alaphilippes vilde angreb, og blev fulgt op med en podieplads i et stjernebesat Montreal. Efter et VM ødelagt af en punktering kørte han et fremragende Emilia, hvor han trods et hav af angreb, alligevel blev nr. 6, og i Varese lignede han en af de bedste i den gruppe, der blev ledt forkert. Ulissis problem er imidlertid, at han er puncheur og ikke klatrer, og der er en grund til, at han i Lombardiet aldrig er blevet bedre end nr. 21, heller ikke i de år, hvor han har vundet et hav af løb i efteråret, som det før er sket. 4000 højdemeter er meget, især for en mand, der altid har haft det svært med lange distancer, men han har formentlig aldrig været så velforberedt som netop nu. Og med sin gode spurt vil han altid være farlig, hvis han vitterligt kan hænge på hele vejen.

 

Astanas primære våben er Fuglsang, men man skal altid holde et øje med Ion Izagirre også. I sin eneste deltagelse i løbet blev han nr. 6, og han har tidligere også i Ardennerne vist, at han er fremragende i lange og hårde endagsløb. Senest kørte han et flot VM på en rute, der ikke passede ham, og han synes således at være kommet fint ud af Vueltaen, hvor han ellers skuffede en del. Og det er måske den største udfordring, for Izagirre har aldrig rigtigt fundet niveauet siden den samlede sejr i Baskerlandet. I foråret klatrede han til gengæld bedre end nogensinde, og hvis han kan finde det niveau igen, vil han elske et løb som dette, der passer ham glimrende. Drømmen er at havne i en situation, hvor han og Fuglsang kan spille på et overtal, da ingen af dem er spurtsvage, men det kræver, at han har lidt bedre ben end i Torino, hvor han ikke helt kunne leve op til det fine VM.

 

Pierre Latour er ikke kendt for at restituere specielt godt, og derfor har det været overraskende at se ham komme godt ud af Vueltaen. Det er han nemlig i den grad kommet, hvilket han viste i et Emilia, hvor han angreb i et væk, men alligevel havde kræfter til at slå adskillige stjerner i finalen. I Varese var han også aktiv og spurtede sig til et fint resultat, og selvom han ikke har satset meget på klassikerne, er han tidligere blevet nr. 10 i dette løb. Måske er stigningerne lidt stejle for den relativt store Latour, men først og fremmest handler det nu om friskhed, og den synes han stadig at have. Man kan stadig frygte, at han kommer lidt til kort mod de allerbedste klatrere, men til gengæld har han en spurt, han altid kan satse på, hvis han kan følge med hele vejen.

 

Et af løbets mest åbne spørgsmål er Dylan Teuns. Sidste år fik han sit store monumentgennembrud med en 3. plads, men lige nu er der ikke meget, der tyder på en gentagelse. Han skuffede nemlig i Emilia, hvor han efter eget udsagn ikke var kommet sig over VM, men i Varese meldte han om gode ben i den gruppe, der blev ledt forkert. I forvejen overraskede han mange sidste år, hvor han var floppet fælt i Torino, men alligevel fulgte 3. pladsen i Emilia op med en 3. plads i Lombardiet.  Det viser, at man altid skal vente sig noget stort af den meget svingende Teuns, der efterhånden bliver bedre og bedre på længere stigninger som disse, og som har en hæderlig spurt. Spørgsmålet er mere, om han har kunnet finde samme form som sidste år efter en sæson, hvor han har kørt både Tour og Vuelta og efterhånden må være ved at være lidt træt.

 

Egentlig skulle Ivan Ramiro Sosa ikke have kørt løbet, men en fabelagtig præstation i Piemonte fik overbevist Ineos-ledelsen om, at han skulle have en plads. Ganske vist er Sosa slet ikke prototypen på en endagsrytter, da han først og fremmest er ren klatrer, men som blandt andre Mikel Nieve med en 6. 7. og en 8. plads har vist, kan Sosa-typerne køre med om sejren i netop denne klassiker. Naturligvis skal Sosa først og fremmest assistere Bernal, men da ingen af dem kan matche Roglic eller Valverde i en spurt, skal der køres offensivt i finalen. I den sammenhæng kan Sosa måske udnytte, at alle har øjnene stift rettet mod Tour-vinderen. Han har i hvert fald gang på gang vist, at hans talent ikke er meget mindre end vennens og landsmandens, og nu hvor vinderen af kongeetapen i Route d’Occitanie og den samlede vinder i Burgos endelig synes at have fundet noget form, skal man altid vente noget stort af et af sportens allerstørste talenter.

 

Rafal Majka har med placeringer som nr. 3 og 7 vist, at han mestrer kunsten at køre stærkt i Lombardiet. Ligesom sidste år, hvor han erobrede sin syvendeplads, kommer han efter en hård Vuelta, men det forhindrede ham ikke i at køre stærkt i 2018. Han kørte hæderligt i Varese, men skuffede lidt i Torino, hvilket kunne indikere, at han er ved at være træt. Mønsteret var imidlertid endnu værre sidste år, og her kunne han alligevel med lidt held til sidst være endt på podiet. Lombardiet passer ham da også langt bedre end det meget eksplosive løb i Torino. Nok kræver det lidt held at vinde, men historien viser, at Majka som regel er en faktor i Lombardiet, når hans form er hæderlig.

 

Bora har imidlertid også andre kort at spille. Et af dem er Emanuel Buchmann, der som bekendt har haft en sæson, ingen kunne drømme om ved årets begyndelse. Desværre har han tydeligvis ikke haft sin bedste form hidtil efter et skuffende Tre Valli Varesine og dårlige ben i Torino. En 4. plads i Piemonte viste fremgang, men var ikke voldsomt imponerende feltets kvalitet taget i betragtning. Når vi alligevel nævner ham, skyldes det hans enorme motor. En 243 km lang klassiker burde være en gave for en mand, der ikke kan slides ned, og som i kraft af sin fornemme restitution bare synes at blive bedre og bedre løb for løb i denne uge. Vi forventer således hans bedste præstation i Lombardiet, der er det løb, der passer ham bedst. Hans svage spurt betyder, at han skal han alene hjem, men netop enorme soloridt har han jo netop gjort til sit speciale, som han viste tidligere på året på Mallorca og i Baskerlandet.

 

Løbets lottokupon er som altid Tim Wellens. Man ved aldrig, hvor man har den uforudsigelige og svingende belgier, hvis form kan komme ud af det blå. Normalt kører han som en motorcykel i september og oktober, men efter fin kørsel i Canada skuffede han ved VM. I Varese lignede han bestemt heller ikke en mand med diamanter i benene, og hans forberedelse blev herefter ødelagt af et styrt i Torino. Derfor ved vi heller ikke helt, hvor han står, men han melder selv, at han stræber efter at gøre det lige sås godt som sidste år, hvor han lidt overraskende blev nr. 5. Ruten her er nemlig hård for en fyr som Wellens, der skal være i absolut topform for at vinde her. Det kan han imidlertid også sagtens ende med at være, som han var det sidste år, hvor han havde skuffet fælt i optakten. Wellens kører, som vinden blæser, men i oktober måned skal man altid frygte ham, som han viste sidste år.

 

En anden rytter, der er svær at vurdere, er Wilco Kelderman. Han blev bedre og bedre igennem Vueltaen og har efterhånden langt om længe haft en periode uden styrt, hvor han har kunnet få opbygget lidt af den form, han vel senest havde, da han i 2017 blev nr. 4 i Vueltaen. I Varese var han aktiv og meldte om gode ben, indtil han blev ledt forkert, men til gengæld meldte han om betydeligt dårligere ben i Torino. Løbet her passer imidlertid langt bedre til en grand tour-rytter som Kelderman. Hans mange skader har betyder, at han har en større friskhed end de fleste, og han er som bekendt blevet langt, langt bedre efter skiftet til Sunweb. Styrt har betydet, at han ikke har kunnet genfinde 2017-niveauet, men får han endelig den rette kontinuitet, så han kan nå de højder igen, vil han være farlig i et løb som dette.

 

Trek har Mollema som klar kaptajn, men det er værd også at holde øje med Giulio Ciccone. Italieneren har haft en fabelagtig sæson med etapesejr og bjergtrøje i Giroen og gul trøje i Touren, og han har endelig vist det fulde omfang af det enorme talent, skader ellers satte lidt på pause. Han har ikke Giro-form længere, men han overraskede meget med flot kørsel i Emilia, hvor han var meget aktiv og offensiv og alligevel sad med dybt inde i finalen. Til gengæld faldt han helt igennem i Torino, og vi har derfor en frygt for, at formen trods alt ikke er god nok til at være med i så svært et løb. Det er vel også det mest sandsynlige, at han falder fra, men med sportens største talenter skal man altid være forsigtig. Løbet her burde passe ham langt bedre end Milano-Torino og Giro dell’Emilia, og lægger han lidt på i forhold til præstationen i Emilia, kan han komme langt.

 

Davide Formolo skal naturligvis også nævnes. Tre år i træk har han været en af de allerbedste i Liege, hvor han i år blev nr. 2, og hans sejr ved de italienske mesterskaber bekræfter blot, at han har udviklet sig til en af de allerbedste i lange kuperede endagsløb, som efterhånden ligner hans virkelige force. Desværre må han nok sande, at styrtet i Vueltaen har betydet, at han ikke har fundet sin bedste form, og selvom han egentlig så stærk ud i Varese, hvor han blev ledt forkert, skuffede han fælt i Torino, der ellers ikke burde være et ringe løb for ham. Med tanke på den dårlige forberedelse er det således svært at være alt for optimistisk, men vi ved også af erfaring, at man skal passe på med Formolo. Hans gigantiske soloridt i Catalonien kom helt ud af det blå efter nogle skuffende præstationer, og 2. pladsen i Liege kom efter et skuffende Fleche Wallonne. Hans historik i denne slags løb gør, at man ikke helt kan afvise, at han vil gøre tricoloren ære i et hjemmebaneløb, der betyder meget for ham.

 

Endelig vil vi nævne Sergio Higuita. Colombianeren er ikke let at blive klog på, for mens mange troede, at han var træt efter en flot Vuelta og et imponerende VM, blev han alligevel nr. 3 bag holdkammeraten Woods i Emilia. I Varese så han trods en god spurt til sidst imidlertid ikke skræmmende ud, og slutteligt faldt han helt igennem i Torino. Nogen forklaring er der ikke kommet, men det kunne være udtryk for, at han langt om længe er træt, efter at han har været i form siden Tour de Pologne i begyndelsen af august. Han er et ubeskrevet blad i lange, hårde endagsløb, men hans kørsel på 18. etape i Vueltaen antyder, at han har både motoren og evnerne til at køre de sværeste klassikere. Hans spurt og punch gør ham faktisk til en helt oplagt kandidat til et løb som dette, men vi frygter bare, at han trods alt er træt efter en lang og hård sæson, der har overgået alt, hvad nogen kunne forvente den 1. januar i år.

 

***** Primoz Roglic

**** Michael Woods, Egan Bernal

*** Alejandro Valverde, David Gaudu, Bauke Mollema, Adam Yates, Jakob Fuglsang

** Jack Haig, Vincenzo Nibali, Enric Mas, Tiesj Benoot, Diego Ulissi, Ion Izagirre, Pierre Latour, Dylan Teuns, Ivan Ramiro Sosa, Rafal Majka, Emanuel Buchmann, Tim Wellens, Wilco Kelderman, Giulio Ciccone, Davide Formolo, Sergio Higuita

* Dan Martin, Rudy Molard, Esteban Chaves, Diego Rosa, Giovanni Visconti, Gianluca Brambilla, Marc Hirschi, Tao Geoghegan Hart, Rui Costa, Philippe Gilbert, Valentin Madouas, Mathias Frank, Robert Gesink, Louis Meintjes, Mikel Nieve, Tanel Kangert, Davide Villella, Gorka Izagirre, Kevin Rivera, Victor De La Parte

 

Danskerne

Jakob Fuglsang er kaptajn på Astana i årets sidste mål, og som en af favoritterne har han fået sine chancer beskrevet ovenfor. Michael Valgren er til start for Dimension Data, men synes mentalt at have trukket stikket efter VM og har skuffet i sine første to løb i Italien. Jesper Hansen kan få lov at køre sin chance på et opportunistisk Cofidis-hold, men han har ikke formen til at gøre sig gældende i andet end udbrud, og Niklas Eg får på Trek rigeligt at gøre med at servicere Bauke Mollema, Giulio Ciccone og Gianluca Brambilla.

 

Tidligere års løb

Du kan gense Thibaut Pinots sejr fra 2018, Vincenzo Nibalis sejre fra 2017 og 2015, Esteban Chaves’ sejr fra 2016 samt Dan Martins sejr fra 2014.

 

Holdoversigt

Nedenfor redegør vi for, hvem der kan tænkes at lave et resultat for de enkelte hold.

 

Ag2r-La Mondiale: Holdets klare kaptajn er Latour. Mathias Frank viste fin form i Canada og Piemonte, men han har ikke længere niveauet til et absolut topresultat. Mikael Cherel og måske Larry Warbasse kan spille en sen rolle, mens Jaako Hanninen slet ikke er i form.

 

Androni Giocattoli: Den uhyre talentfulde Kevin Rivera imponerede stort med sin 9. plads i Torino, men faldt igennem i Piemonte. Niveauet her er nok for højt, men han skal blive spændende at følge. Løbet er for svært for ellers formstærke Andrea Vendrame, og Fausto Masnada og Daniel Munoz er langt fra formen.

 

Astana: Fuglsang og Ion Izagirre er de bedste bud, men holdet har også formstærke Davide Villella, der blev nr. 5 for tre år siden, men som trods alt nok ikke længere har niveauet til at gentage den bedrift, som vi så i Piemonte. Gorka Izagirre kørte flot til VM og i Torino, men skuffede i Piemonte, og løbet her må antages at være lidt for svært for ham. Dario Cataldo har for vane at gøre det godt i løbet, men han virker træt denne gang.

 

Bahrain-Merida: Holdet satser 100% på Nibali og Teuns. Damiano Caruso gjorde det hæderligt i Varese, men er slet ikke i topform, og Hermann Pernsteiner er helt færdig efter en hård Vuelta. Andrea Garosio kører stærkt, men niveauet her er for højt.

 

Bardiani-CSF: Giovanni Carboni er helt ude af form, så bedste mand bliver formentlig formstærke Lorenzo Rota, der dog må sande, at løbet er for svært.

 

Bora-hansgrohe: Holdet har en meget bred trup, og vi har allerede omtalt Majka, Buchmann og Formolo, der ligner de tre kaptajner. Patrick Konrad er langt fra formen, og Maximilian Schachmann mangler stadig meget efter Tour-styrtet. Gregor Mühlberger er også langt fra sit niveau efter sit styrt i Vueltaen.

 

CCC Team: Victor De La Parte er i fin form og ligner en top 20-, men ikke en top 10-kandidat. Simon Geschke kan gøre det hæderligt, men ruten er for svær. Riccardo Zoidl har også benene til at gøre det hæderligt, men top 20 er at skyde højt, og Serge Pauwels er ikke i form.

 

Cofidis: Efter skuffelsen i Varese rejste Nicolas Edet sig i Piemonte, men i lyset af det svage felt er det klart, at han ikke er i Vuelta-form. Jose Herrada er ikke længere god nok, og hverken Jesper Hansen eller Luis Angel Mate er i form. Løbet er for hårdt for Anthony Perez og Stephane Rossetto.

 

Deceuninck-Quick Step: Mas ligner bedste bud. Philippe Gilbert er ganske vist dobbelt vinder, men nu om dage klatrer han ikke godt nok, slet ikke til den nye, hårdere rute. Bob Jungels og James Knox synes at have trukket stikket for i år, og Petr Vakoc har heller ikke sin bedste form.

 

EF Education First: Woods må være klar kaptajn med Higuita som plan B. Tanel Kangert kører hæderligt og kan måske med sin motor angribe tidligt. Simon Clarke er slet ikke i sin bedste form, og vi så i Piemonte, at Hugh Carthy stadig mangler for meget efter styrtet i Vueltaen.

 

Gazprom-Rusvelo: Nikolai Cherkasov har imponeret stort i dette efterår, men vi så i Piemonte, at niveauet i dette løb er for højt. Aleksandr Vlasov er slet ikke i form, og endnu værre ser det ud med Artem Nych og Aleksei Rybalkin.

 

Groupama-FDJ: Gaudu er den klare kaptajn. Rudy Molard har vist fremragende form, men løbet er for svært til, at han kan vinde. Valentin Madouas er svær at vurdere efter en skuffende weekend fulgt op af, at han blev ledt forkert i frontgruppen i Varese og et styrt i Torino, men fornemmelsen er, at formen ikke er i top efter et svært efterår. Kilian Frankiny er træt efter Vueltaen.

 

Israel Cycling Academy: Efter tabet af den forslåede Ben Hermans skal holdet håbe, at Nathan Earle kan gøre det hæderligt, da løbet er for svært for formstærke Kristian Sbaragli.

 

Lotto Soudal: Det handler kun om Wellens og Benoot, da Jelle Vanendert er helt ude af form. Holdet har hentet Carl Fredrik Hagen en som sen substitut for en skadet Brent van Moer, men da han regnede med, at hans sæson var slut, vil han næppe gennemføre.

 

Mitchelton-Scott: Yates og Haig er de erklærede kaptajner, men Esteban Chaves viste i Emilia, at han nok engang er kommet godt ud af en grand tour. Desværre er niveauet ikke længere til at drømme om en gentagelse af sejren fra 2016. Mikel Nieve har tre gange været i top 10, men de seneste løb har bekræftet, at alderen er ved at trykke.

 

Movistar Team: Det handler 100% om Valverde, der ikke bakkes op af det bedste hold. Carlos Betancur så heldigvis igen bedre ud i Torino, og Carlos Verona har endelig fundet noget form. Det har Ruben Fernandez også, men alle skal de bare hjælpe kaptajnen.

 

Neri Sottoli: Selvom han er i form og tidligere blevet nr. 4, 7 og 9 i løbet, må Giovanni Visconti efter Piemonte sande, at han mangler for meget i de hårdeste løb. Holdets øvrige klatrere Manuel Bongiorno, Edoardo Zardini og Sebastian Schönberger mangler for meget, og løbet er for svært for Simone Velasco.

 

Dimension Data: Både Roman Kreuziger og Michael Valgren synes at være helt ude af form, og derfor ligner bedste bud Louis Meintjes, der gjorde det hæderligt i Piemonte, men i lyset af det svage felt skal man ikke forvente mirakler, selvom hans dieselmotor vil kunne lide distancen. Amanuel Ghebreigzabhier har ikke sin bedste form efter Vuelta-styrtet. Tom-Jelte Slagter var bedre end længe i august og september, men faldt igennem i sin seneste tre løb og kan ikke være i form efter en pause på en lille måned.

 

Ineos: Bernal er den klare kaptajn, men som sagt kan Sosa måske overraske. Diego Rosa er tidligere blevet nr. 2 i løbet, hvor han to gange har været an af de allerstærkeste, men selvom han endelig er blevet sig selv igen med fremragende kørsel ide seneste løb, har han stadig ikke helt samme niveau. Tao Geoghegan Hart har imponeret stort som hjælper i Emilia, Varese og Torino, men han ender formentlig som hjælper igen, og Gianni Moscon må sande, at klatreformen stadig lader meget tilbage at ønske.

 

Jumbo-Visma: Med en formstærk Roglic bliver det Jumbos opgave at kontrollere, og derfor bliver det svært for andre at få chancen. Robert Gesink er dog flyvende i øjeblikket og kan måske spilles ud, hvis ikke holdet skal på bagkant. George Bennett og Sepp Kuss kører også stærkt, men er ikke i deres allerbedste form og må skulle ofre sig. Steven Kruijswijk er ikke i form, og Neilson Powless mangler som klatrer for meget.

 

Katusha-Alpecin: Næsten alle holdets ryttere er helt ude af form. Den eneste rytter med lidt at skyde med er Stef Cras, der gjorde det pænt i Torino og var uheldig med fire cykelskift i Piemonte, men han kan ikke være med i finalen. Ilnur Zakarin, Daniel Navarro, Jose Goncalves og Matteo Fabbro har ikke skyggen af form.

 

Sunweb: Kelderman er den klare kaptajn. Marc Hirschi er plan B, men han har måttet sande, at han er ved at være træt efter et vildt efterår, og i forvejen er ruten til den svære side. Robert Power har endelig fundet lidt form, men han mangler for meget, og Jai Hindlet, Michael Storer og Chris Hamilton er ikke i nærheden af Polen-formen.

 

Trek-Segafredo: Mollema er kaptajn med Ciccone som en joker, men holdet har også en uhyre formstærk Gianluca Brambilla. Som vi så i Emilia og Torino, mangler han dog for meget i så svært terræn. Ruten er for svær for Toms Skujins, og Niklas Eg mangler for meget på formen. Peter Stetina synes at være udmærket kørende, men han har ikke længere niveauet til at være med helt i front.

 

UAE Team Emirates: Ulissi ligner bedste bud, da Dan Martin efter et sløjt Piemonte umuligt kan nå at finde de ben, der gav ham sejren i 2014, og som bragte ham i spil til podiet sidste år. Ruten er for hård for Rui Costa, der har haft et skidt efterår, og Jan Polanc er ikke i form, mens Simone Petilli stadig mangler for meget.

 

Vital Concept: Efter en gigantisk nedtur i Piemonte synes Pierre Rolland at have tabt den hæderlige form, han ellers viste i Kroatien, hvor feltet dog også var svagt. Ruten er for hård for Cyril Gautier og formsvage Quentin Pacher.

Feltet.dks vinderbud

Primoz Roglic
Michael Woods, Egan Bernal
Alejandro Valverde, David Gaudu, Bauke Mollema, Adam Yates, Jakob Fuglsang
Jack Haig, Vincenzo Nibali, Enric Mas, Tiesj Benoot, Diego Ulissi, Ion Izagirre, Pierre Latour, Dylan Teuns, Ivan Ramiro Sosa, Rafal Majka, Emanuel Buchmann, Tim Wellens, Wilco Kelderman, Giulio Ciccone, Davide Formolo, Sergio Higuita
Dan Martin, Rudy Molard, Esteban Chaves, Diego Rosa, Giovanni Visconti, Gianluca Brambilla, Marc Hirschi, Tao Geoghegan Hart, Rui Costa, Philippe Gilbert, Valentin Madouas, Mathias Frank, Robert Gesink, Louis Meintjes, Mikel Nieve, Tanel Kangert, Davide Villella, Gorka Izagirre, Kevin Rivera, Victor De La Parte
INFO
Optakter
Nyheder
Il Lombardia
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

LØRDAG

Van der Poel: Ville vinde for morfar

Worst var bedst i Tjekkiet

Van der Poel vinder i Tábor efter forfærdelig uge

Stil spørgsmål til Feltet.dks ekspert

Latour klar til rollen som Tour-kaptajn efter frustrerende sæson

Stort fotogalleri fra Danish Bike Award

Banerytter med OL-guld trækker sig tilbage

Rohan Dennis risikerer at miste millioner

Ewan sejrede i Shanghai

Tour-dansker fortsætter hos Israel

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

FREDAG

Vinderne ved Danish Bike Award 2019

Se Danish Bike Awards live på Feltet.dk

Genoplev samtlige danske UCI-sejre i 2019

2019-sæsonen: 10 mindeværdige øjeblikke

Vueltaen 2020: Stor etape kan få mål i Frankrig

Stjernerne får ikke kassen: Jumbo-Visma har kun det ottendestørste budget

Amerikaner meldes tæt på Israel Cycling Academy

Jumbo-sportsdirektør: De Plus kan gå på podiet i en Grand Tour

Sunweb-tysker stopper karrieren

Test: Canyon Lux CF SL 8.0 2020

Bora-Hansgrohe fuldender truppen - Skriver med ung østriger

Katusha bagud med lønningerne

Huub Duijn stopper karrieren

Belgiere tager føringen i Gent - Wulff hurtigst i omgang på tid

Cykelrejser: Hvor går turen til i 2020?

Test: Stages Dash L50 cykelcomputer

TORSDAG

Belgisk U23-par slår dansk rekord på Kuipke-banen

UAE overvejer at sagsøge Durasek

26-årig franskmand indstiller karrieren

Cavendish om styrt: Skal vænne mig til min nye position på cyklen

Ambitiøs Pidcock havde WorldTour tilbud

Fremtidens unge cykelryttere til historisk talentcamp

Japansk mester bliver holdkammerat med Valgren og Stokbro

Endnu et UCI-løb til Danmark i 2020

Canyon har fundet erstatningen for Katusha

Caja Rural skriver med spansk U23-mester

Oliver Wulff viste sig frem da tyskere tog føringen i Gent

Satser på fremtiden: Bahrain-Merida henter brite og colombianer

Den amerikanske mester forlænger - kører 14. år på EF Education

ONSDAG

Latour skal være Tour de France-kaptajn

Ewan om Tour-stress: Næsten ikke sundt

Tidligere italiensk mester indstiller karrieren

Caja Rural handler hos konkurrenten

Astana forlænger med erfaren belgier

Bardet satser på Giro d'Italia

Fire års karantæne til Kristijan Durasek

Job: Shimano søger ny QC-officer

Willie Smit skifter til spansk ProTeam

BHS skriver med endnu et talent

Flere styrt skæmmede første dag i Gent

Raymond Poulidor er gået bort

Transferlisten 2019-2020 - WorldTour

Transferlisten 2019-2020 - ProTeams

Transferlisten 2019-2020 - DANSK

Holm & Bays Radio Tour: Cyklecross-special, Henrik Djernis som gæst og Stybar på telefon

TIRSDAG

Se Cavendish' vilde styrt i Gent

Bekræftet: Nibali jagter OL og Giroen

McNulty får Grand Tour-debut i 2020

Landis' cykelhold lukker

Deignan varmer op til stor 2020-sæson

Skotland får afgørende Tour of Britain-etape

Cavendish om Gent: Vi vil gerne vinde

Sevilla forlænger med Medellin

Kræftramt australier drømmer stadig om OL

Endnu en rytter forlader Katusha

Holm og Bays Radio Tour: Fokus på cross med verdensmester i studiet

Mads P: Overvægt var en af årsagerne til fejlslagent forår

Stem til Danish Bike Award - og vind billetter

Arctic Race of Norway kommer i 2020 til Finland

NTT præsenterer nye trøjer – har de glemt det danske islæt?

Nationsranglisten: Årets største skuffelser

MANDAG

Ny Bahrain-Merida chef: Cavendish kan vinde igen

Italiensk medie: Van der Poel kører Milano-Sanremo næste sæson

Van der Poel i magtdemonstration i Jaarmarktcross Niel

Lucinda Brand vinder i sin sæsondebut ved Jaarmarktcross Niel

Devolder skifter cykelkarrieren ud med landbrug

Fire danskere til start ved seksdagesløb i Gent

Pensioneret fransk rytter bliver sportsdirektør hos Vital Concept

Medie: Modolo skifter til Corendon-Circus

SENESTE

Lasse Norman fører World Cuppen efter femteplads i Glasgow