Løbets rolle og historie

De sidste uger frem mod Tour de France er altid usædvanligt stille. Kampen om den nationale mesterskabstrikoter får al opmærksomheden, mens de store favoritter til verdens største cykelløb har travlt med at færdiggøre forberedelserne på træningslejre i bjergene.

Der er dog ét stort internationalt løb på kalenderen. Halle-Ingooigem er måske ikke det største endagsløb på en rig belgisk cykelkalender, men det spiller en vigtig rolle for de lokale ryttere. Løbet er sidste chance for at fintune løsformen inden kampen om den eftertragtede Drikleur, en af sportens mest prestigiøse trøjer. Samtidig er det en populær begivenhed for de bedst franske sprintere, der ofte har brugt det som opvarmning til deres egne nationale mesterskaber og en sidste mulighed for at køre en massespurt på topniveau inden de store slag i juli.

Løbet blev første gang afviklet i 1945 og var kendt som Brussel-Ingooigem indtil 2005. Det har været på UCI-kalenderen siden 2002, først som en mindre begivenhed, men siden 2005 har det haft 1.1-status og deltagelse af WorldTour-hold.

Læs også

Norsgaard på vej til storhold?

Løbet afvikles i Flandern og inkluderer derfor nogle af de berømte hellingen kendt fa de største belgiske klassikere. Stigninger som Kanarieberg, Kruisberg, Hotondberg, Knokteberg og Tiegemberg har alle været at finde på ruten. Sidstnævnte har været en del af den afsluttende rundstrækning i adskillige år, og siden 2015 har arrangørerne tillige benyttet Hellestraat i et forsøg på at gøre afslutningen hårdere.

Der er ganske vist stigninger i løbet, men de har ofte ikke været svære nok til at udfordre sprinterne. Af og til er løbet blevet splittet op og har givet angribere mulighed for at køre om sejren - mest markant var det, at den evigt loyale hjælperytter Jurgen Van De Walle helt mirakuløst vandt to år i træk i 2009 og 2010 - men som regel har det været en sag for sprinterne. Seks af de seneste syv udgaver er alle endt i massespurter med sejre til Nacer Bouhanni i 2012 og 2015, Arnaud Demare i 2014 og 2017, Kenny Dehaes i 2013 og senest Danny Van Poppel i 2018.

Den franske dominans viser, at løbet ofte har været en foretrukken sidste test for de franske sprintere, der har brugt det til at finde formen forud for de nationale mesterskaber. Det gælder dog ikke i år, hvor Cofidis og Vital Concept er de eneste franske hold, der ikke har valgt løbet fra, og selvom de stiller med hhv. Christophe Laporte og Bryan Coquard, er der formentlig Deceunincks to unge sprintere, Fabio Jakobsen og Alvaro Hodeg, der er den største trussel mod en hjemmesejr.

Belgierne har i de senere år ikke haft samme succesrate, men det er stadig en vigtig begivenhed for deres kalender, da mange bruger det til at forberede sig til næste søndag. Dets vigtighed afspejles i, at der altid er en stærkt landshold med mange af de WorldTour-ryttere, hvis hold ikke er til start. Det er således også tilfældet i år, hvor Oliver Naesen, Jasper Stuyven, Jens Keukeleire og Jens Debusschere alle er at finde på et hold, der klart er et af løbets stærkeste.

Sidste år lykkedes det faktisk at splitte feltet, så det kun var ca. 30 ryttere, der skulle køre om sejren, men med i front var næsten alle feltets hurtigste. Det endte som et hollandsk opgør, hvor Danny Van Poppel slog Fabio Jakobsen på målfoto, mens Sean De Bie endte på podiets nederste plads. Van Poppel og Jumbo vender ikke tilbage for at forsvare titlen, og heller ikke den skadede De Bie er med denne gang. Det er til gengæld Jakobsen, der jagter revanche efter sidste års skuffelse.

Ruten

Den 72. udgave af løbet afvikles på en rute, der er nært beslægtet med dem, der traditionelt har været benyttet. I alt skal der tilbagelægge 200,9 km mellem Halle og Ingooigem, og de kan inddeles i to dele.

Første del består af de 105,1 km mellem start- og målområdet, hvor man bevæger sig mod vest fra fladlandet frem til De Flamske Ardenner. Her snor man sig rundt i terrænet, mens man kører mod nordvest og vest op over stigningerne Knokteberg (1,2 km, 7,1%) efter 73,7 km, Tiegemberg (600 m, 3,7%) efter 85,5 km og Holstraat (800 m, 4,3%) efter 89,7 km, ligesom man skal over pavéen Varent (2000 m) efter 81,6 km, inden målstregen krydses for første gang.

Anden del består af omgange på to forskelle rundstrækninger. Først køres en omgang á 25,0 km, hvor man undervejs skal over Hellestraat (700 m, 4,4%), Tiegemberg (600 m, 3,4%) og Hoolstraat (800 m, 4,3%) efter hhv. 107,6 km, 110,6 km og 114,9 km. Løbet afsluttes derefter med fire omgange på den afgørende 17,7 lange rundstrækning, der byder på Hellestraat 15,2 km fra stregen samt Tiegemberg med blot 12,2 km igen. Derefter er resten af løbet imidlertid relativt fladt og uden væsentlige tekniske udfordringer. Det sidste sving kommer med 2700 m igen, hvorefter den næstsidste kilometer stiger let, inden det flader ud ved den røde flamme.

Ruten er praktisk talt den samme som den, der blev benyttet for 12 måneder siden.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Løbet byder i alt på 1652 højdemeter.

Vejret

Meget af Europa er ramt af ekstrem varme i disse dage, og sådan har det også været i Belgien. Temperaturen falder dog en anelse onsdag, men på en dag med kun få skyer og en temperatur på 28 grader skal der alligevel noget væske indenbords. Samtidig vil der være relativt blæsende med en jævn til frisk vind fra nord, hvilket hovedsageligt giver sidevind på det indledende stykke. På den sidste rundstrækning vil der først være sidemedvind, så mod- og sidemodvind, inden et sidevindsstykke leder frem til sidste sving, hvorefter der atter vil være sidemedvind.

Favoritterne

Halle-Ingooigem har som sagt traditionelt været et sprinterløb, og det hører til undtagelsen, at en massespurt har kunnet forhindres. Det lykkedes imidlertid i 2016, hvor specielt det belgiske landshold kørte meget aggressivt, og det ser ud til, at tilføjelsen af Hellestraat har øget risikoen for udskilning betydeligt.

Bestemmende for udviklingen er dog først og fremmest strategien fra de forskellige hold, og den er i år ikke helt oplagt. I 2017 var Arnaud Demare feltets eneste virkelige topsprinter, og det betød, at det endte som alles kamp mod FDJ. Franskmændene var i stand til at holde samling på tropperne, og i sidste ende gjorde Demare arbejdet færdigt. Sidste år var det hele langt mere åbent, og det endte med, at ca. 30 mand til slut rev sig fri. Flere af sprinterne havde imidlertid klaret den, og det blev altså Danny Van Poppel, der slog Fabio Jakobsen på målfoto.

I år vil meget blive bestemt af den taktik, Deceuninck adopterer. Det logiske vil være at satse 100% på en spurt med Fabio Jakobsen eller Alvaro Hodeg, og sker det vil det være svært at undgå en samlet afgørelse. Det er imidlertid også sandsynligt, at Philippe Gilbert skal have lov til at teste benene frem mod de belgiske mesterskaber, og her vil han kunne finde allierede ikke mindst på det meget stærke belgiske landshold, der ganske vist har folk som Jasper Stuyven og Jens Debusschere, men som må have en åbenlys interesse i ikke at skulle spurte med Jakobsen-typerne. Selvom vinden ikke er ekstrem, er den stærk nok til måske at kunne gøre det hele lidt hårdere, og det samme vil varmen. Uanset hvad vil det belgiske landshold utvivlsomt forsøge at skabe kaos.

Alligevel siger historien, at det oftest ender i en spurt, og det vil formentlig være tilfældet igen denne gang. Deceuninck må trods alt have en samlet afgørelse som hovedmål, og derudover må Bryan Coquards Vital Concept, den yderst formstærke Tim Merliers Corendon og måske også Cofidis med Hugo Hofstetter have en vis vilje til at jagte. Man skal altid passe på med at være alt for skråsikker i Halle-Ingooigem, men formentlig ender det atter i en spurt, dog muligvis i et ganske lille felt, som vi så det sidste år.

Læs også

Agent sammenligner Philipsens tilbud: Så stor er chancen for et skifte

Det får os til at pege på Fabio Jakobsen som vores favorit. Selvom hollænderen ganske overraskende blev besejret i Elfstedenronde i søndags, har han flere gange i år vist, at han skal regnes som en af verdens absolut hurtigste. Mest tydeligt blev det, da han i Tour of Turkey slog Sam Bennett, men også i Tour of California viste han klassen. I Hammer Series var han nærmest på en anden planet, og selvom han ikke vandt en etape i Belgium Tour, viste han ikke mindst på brostensetapen sin styrke. I det lys kan det synes overraskende, at han ”kun” blev nr. 2 i søndagens Elfstedenronde, men ingen kan benægte, at Jakobsen er den hurtigste rytter i dette felt, hvor det faktisk blot vil være en fordel, hvis løbet bliver lige så hårdt som sidste år.

Udfordringen er, at holdet også har Alvaro Hodeg, der modsat Jakobsen vandt sit løb i weekenden, da han sejrede i Heistse Pijl. Det er dog ganske tydeligt, at Jakobsen er den hurtigste og ikke mindst den mest holdbare, og det vil være naturligt at forsøge at bringe ham ”tilbage på sporet” efter nogle lidt ærgerlige oplevelser på det seneste og styrke hans selvtillid inden de hollandske mesterskaber. Vi vil derfor formode, at Jakobsen er manden, der satses på. Uanset hvem det bliver, vil holdet dog være favorit, da holdets sprinter kan se frem til støtte fra et tog, der også tæller Philippe Gilbert, som formentlig vil være holdets mand i tilfælde af et mere selektivt løb, samt ikke mindst Davide Martinelli. Derfor tror vi, at Jakobsen med en sejr får revanche for søndagens nederlag, mens Hodeg er klar i en outsiderrolle som en sandsynlig plan B.

Manden, der slog Jakobsen i søndags, var Tim Merlier, og selvom det måske nok var overraskende, var det langt fra nogen sensation. Merlier, der har været kendt som Wout van Aerts løjtnant på crosscyklen, viste nemlig allerede i 2018, ikke mindst med de to sejre i Danmark Rundt, at han er om muligt endnu mere lovende på landevejen, og det indtryk har han til fulde bekræftet, siden han tidligere i måneden endelig fik løst sin kontraktmæssige situation og kunne stille til start for Corendon-Circus. Således blev det til placeringer som nr. 2 og 3 i Belgium Tour, hvor særligt sidstnævnte resultat på den knaldhårde brostensetape viste mere end blot hurtighed. Det blev bekræftet med 6. pladsen i grusvejsløbet Dwars door het Hageland, inden han altså slog Jakobsen i Elfstedenronde. Dermed har han vist, at han både holdbarhed og hurtighed til at slå selv de allerhurtigste, og det gør ham til en farlig rival for Deceuninck. Holdet har ganske vist også Roy Jans, men med tanke på Merliers seneste resultater, burde kaptajnrollen være givet på forhånd.

Bouhanni og Demare har vist, at dette løb er god opvarmning til de franske mesterskaber, og det håber Bryan Coquard at drage fordel af. Lige siden etapesejren i Dunkerque har franskmanden meldt om, at han nærmer sig niveauet fra supersæsonen 2016, og det har resultaterne bekræftet. Således er det blevet til tre fire nylige sejre, herunder i en regulær massespurt på sidste etape af Belgium Tour. De to løb i weekenden gik desværre slet ikke som håbet, men en samlet 7. plads samt etapesejr i Belgien vidner om, at formen stadig er intakt. Den hårdere rute i dette løb burde passe ham bedre, end det vi så i weekenden, og vi har altså også set, at han kan begå sig på ren hurtighed. Han har ikke Jakobsens fart, men med et solidt tog bestående af Jeremy Lecroq, Kevin Reza, Kris Boeckmans og Bert De Backer har han forudsætningerne for at vise, at han altså stadig med lidt held kan vinde massespurter, ikke mindst efter et halvhårdt løb.

Som altid kommer det belgiske landshold med et superhold til dette løb, og der er ingen tvivl om, at de vil gøre alt for at gøre det så hårdt som muligt. Jens Keukeleire, Jasper Stuyven og Oliver Naesen er alle typer, der kan gøre det færdigt i en spurt i en lille gruppe efter et selektivt løb, og de har alle vist fornuftig Tour-form på det seneste. Også i en spurt vil holdet være konkurrencedygtigt, og her skal de vælge, om der skal satses på Stuyven eller Jens Debusschere. Stuyven har netop opnået en 3. plads i en stigende spurt i Schweiz, mens Debusschere kommer fra et fint ZLM Tour, hvor han var med fremme i alle spurter. Normalt vil sidstnævnte nok være manden, der satses på i en flad spurt, mens Stuyven snarere vil køre offensivt, men det kan også sagtens blive Trek-rytteren, der satses på. Uanset hvad får de svært ved at slå en mand som Jakobsen, men med løbets vel nok mest potente tog, kan man ikke udelukke, at det kan ske, især hvis løbet har været hårdt.

Wanty stiller med Timothy Dupont, der imidlertid ikke har haft sin bedste periode. Det så ellers godt ud i Dunkerque, men derefter løb han ind i problemer, der kulminerede med den tidlige exit fra Belgium Tour. I weekenden blev han imidlertid nr. 4 i massespurten i Elfstedenronde og nr. 10 i det hårde Dwars door het Hageland, og det vidner om en vis form. På papiret er han en af feltets hurtigste, ikke mindst hvis han har farten fra Dunkerque, og den let kuperede rute burde passe ham. Desværre har det i år knebet lidt med positioneringen, og det kan blive et problem, selvom toget med Pieter Vanspeybrouck, Tom Devriendt, Aldan De Decker og Boris Vallee ser stærkt ud. De to sidstnævnte vil kunne agere plan B, ikke mindst Vallee, der kommer til løbet efter et fint ZLM Tour.

Cofidis valgte i sidste øjeblik at lade Christophe Laporte blive hjemme, og det har givet en mulighed for Hugo Hofstetter. Franskmanden er sulten efter tre nylige 2. pladsen i Boucles de la Mayenne og Ungarn Rundt, men det er meget sigende for den uhyre stabile Hofstetter, der næsten altid er i top 10, men kun har én sejr. Det er sandsynligt, at det vil gentage sig i dette løb, men måske kan den stadig mere holdbare Hofstetter nyde godt af et hårdt løb og et stærkt tog, der også tæller Damien Touze, der endelig synes at have fundet noget form, Bert Van Lerberghe, Zico Waeytens, Dimitri Claeys samt ikke mindst vinderen i Hageland, den formstærke Kenneth Vanbilsen.

CCC har i Jakub Mareczko en af feltets hurtigste, men spørgsmålet er, om ikke selv disse bakker kan være for meget for italieneren, især fordi han ikke viste meget i det nylige Hammer Series. Sidder han der til sidst og skulle det for en gangs skyld lykkes ham at komme i position, burde han dog have farten til at være med helt i front. Som alternativ har holdet den i Dauphiné så velkørende Jonas Koch, der dog ikke har farten til at vinde, og derudover må man forsøge med offensiv kørsel, hovedsageligt med en formstærk Gijs Van Hoecke, Pawel Bernas og Francisco Ventoso.

Baptiste Planckaert var i helt eminent form i begyndelsen af måneden, hvor han vandt Rund um Köln, blev nr. 2 i Circuit de Wallonie og nr. 6 i Luxembourg. Siden da blev han ramt af sygdom, der tvang ham ud af Belgium Tour, og weekenden viste, at han ikke er helt tilbage endnu. En 5. plads i Elfstedenronde har dog vist, at han er på vej tilbage. Løbet her er en anelse for let til at passe ham, men skulle det ende i en spurt i et reduceret felt, som vi så det sidste år, eller blive knaldhårdt, kan han sagtens ende øverst på podiet. Wallonie har også den mere klassiske sprinter Kenny Dehaes, men 8 DNFs i de seneste 9 løb tyder ikke ligefrem på eminent form, samt Lionel Taminiaux, der med en 3. plads i Köln, to 4. pladser i Belgium Tour og en 8. plads på grusvejene i Hageland sagtens kunne ende som manden, der satses på.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Israel Cycling Academy stiller som altid med en hær af hurtige folk. Mest sandsynligt er det, at de kører for Tom Van Asbroeck, der har kørt fremragende i de seneste mange uger og er god som afslutter efter hårde løb, også selvom han sjældent er hurtig nok til at vinde. En plan B kunne være Mihkel Raim, der netop er blevet nr. 3 i Ungarn og har vundet samlet på hjemmebanen i Estland Rundt, men han har spurtet påfaldende sjældent i år. Tidligere i år fik Rudy Barbier også en del chancer, men han synes formmæssigt at være langt væk. Og endelig har den i forvejen ikke specielt holdbare Riccardo Minali nærmest intet vist i år.

De sidste professionelle hold er Roompot og Sport Vlaanderen, men det er usandsynligt, at de vil være i stand til at vinde. Hollænderne har Boy Van Poppel og Michael van Staeyen, der begge spurtede i ZLM Tour, men førstnævnte virker formsvag og sidstnævnte har ikke længere den nødvendige fart. Belgierne har Amaruy Capiot og Edward Planckaert til en spurt, men de har ikke farten til at vinde, og bedste option er derfor nok offensiv kørsel med solide folk som Dries Van Gestel, Thomas Sprengers, Kevin Deltombe og Piet Allegaert.

På kontinentalholdene er det særligt værd at fremhæve Wouter Wippert, der måske skuffede i weekenden, men viste storform i Mayenne, hvor han sågar blev nr. 3 på en brutal sidevindsetape, inden han vandt en massespurt i Ungarn. Normalt er han alt andet end holdbar, men han synes at have fundet en form, der gør ham konkurrencedygtig i et løb, hvor han også bakkes op af den velkørende Aaron Gate. Beat har den velkørende Piotr Havik, der netop er blevet nr. 7 i Elfstedenronde, samt den mere offensive Luuc Bugter, og derudover får australierne Cameron Scott og Theodore Yates måske chancen for at vise deres hurtighed. Endelig er Jelle Mannaerts normalt god i disse løb, men han har ikke vist megen form på det seneste.

OPDATERING: Rudy Barbier og Kevin Deltombe stiller ikke til start.

***** Fabio Jakobsen

**** Tim Merlier, Bryan Coquard

*** Alvaro Hodeg, Jens Debusschere, Jasper Stuyven, Timothy Dupont, Hugo Hofstetter

** Jakub Mareczko, Baptiste Planckaert, Tom Van Asbroeck, Wouter Wippert, Oliver Naesen, Jens Keuekeleire, Philippe Gilbert, Lionel Taminiaux, Boy Van Poppel

* Mihkel Raim, Amaury Capiot, Edward Planckaert, Piotr Havik, Roy Jans, Michael Van Staeyen, Damien Touze, Aaron Gate, Boris Vallee, Alfdan De Decker, Jonas Koch, Jelle Mannaerts, Dries Van Gestel, Kenneth Vanbilsen, Pawel Bernas

Danskerne

Mikkel Honoré skal hjælpe Jakobsen, Hodeg eller Gilbert med at vinde på Deceuninck, mens Lasse Norman Hansen på Corendon må ventes at skulle arbejde for den meget formstærke Merlier.