Optakt: Grand Prix de Montreal
15. september 2019 17:10Foto: A.S.O. / Pauline Ballet / Alex Broadway
af Emil Axelgaard

I den kommende weekend vil forberedelserne til VM nå et helt nyt niveau, når de to canadiske WorldTour-løb, Grand Prix Cycliste de Quebec og Grand Prix Cycliste de Montreal, finder sted. Med kuperede ruter og distancer på mere end 200 km er løbene og deres rundstrækningsformat helt perfekte som en sidste formtest bare få uger inden kampen om regnbuetrøjer. Årets mellemkuperede VM gør blot ruterne i Canada endnu bedre som en sidste formtest, og arrangørerne har derfor igen tiltrukket en fremragende startliste af puncheurs, der vil slås om sejren i nogle af efterårets vigtigste og mest underholdende endagsløb.

Løbets rolle og historie

I mange år lignede det næsten en uundgåelig udvikling, at det første nordamerikanske løb på WorldTouren ville blive det konstant voksende og meget ambitiøse Tour of California. Med UCIs konstante fokus på at globalisere sporten og udvide den fineste kalender til flere kontinenter syntes det klart, at det bare var et spørgsmål om tid, inden etapeløbet ville placere Nordamerika på det højeste niveau.

 

Det blev imidlertid ikke det californiske løb, der fik æren af at blive kontinentets første begivenhed i den eksklusive klub af WorldTour-løb. Canadiske Serge Arsenault, der har en lang tradition for at arrangere cykelløb, havde store planer om at placere Canada i cykelsportens rampelys ved at arrangere to endagsløb på WorldTouren, og i 2009 blev der lynhurtigt lavet en aftale med UCI om, at hans nye løb i Quebec og Montreal skulle have femårige licenser som WorldTour-begivenheder. Trods adskillige europæiske løbs mangeårige ønske om at komme på den fineste kalender fik Arsenaults helt nye projekt med det samme UCIs godkendelse i endnu et markant forsøg på at brede sporten ud til større dele af verden.

 

De første udgaver blev afviklet i 2010, men fik ikke megen opmærksomhed. For mange hold var den lange rejse til Nordamerika en byrde på en tid af året, hvor mange ryttere er kørt i sænk og bare ser frem til en pause.

 

Det har siden ændret sig markant, og nu har løbene en vigtig, velfortjent og veltimet placering på kalenderen. Med deres fantastiske organisering og distancer på over 200 km har rundstrækningsformatet gjort dem til den måske bedst mulige forberedelse til VM for de ryttere, der ikke er i aktion i Vuelta a Espana. Med et format, der gør dem til en slags mini-VM, tilbyder de VM-kandidaterne en helt perfekt lille løbsblok bare to uger før den store begivenhed, og det har gjort det muligt for arrangørerne i de senere år at tiltrække et stjernespækket felt, der overgår det, man ser i mange europæiske WorldTour-løb.

 

Den store ulempe er naturligvis den lange rejse til Nordamerika. Med Tour of Utah og tidligere også Colorado Classic og USA Pro Challenge samt Tour of Alberta på canadisk grund bare en uge inden de to store endagsløb er det dog muligt at sammensætte en ganske fin løbskalender bestående af nordamerikanske løb, og rytterne kan ny tilbringe en længere periode på den anden side af Atlanten, hvor man kan kombinere træning i højderne med flere løb på højeste niveau. Den model var i flere år ganske populær, som vi så det i 2013, hvor blandt andre Chris Froome, Richie Porte og Peter Sagan både var på højdetræningslejr og kørte løb i USA og Canada som led i deres forberedelse til det store efterårsmål. I de senere år har modellen imidlertid tabt popularitet, og i dag er det kun de to canadiske endagsløb, der for alvor har appel til stjernerne, som altså foretrækker at blive i Europa inden en lille smuttur til den anden side af Atlanten.

 

De to klassikere har imidlertid bare fået større og større popularitet, og i de senere år har man været i stand til at tiltrække langt de fleste VM-favoritter, ikke mindst efter at Vueltaen har mistet sin rolle som VM-forberedelse på grund af alt for hårde ruter. Konkurrencen kommer nu i stedet fra det stadigt voksende Tour of Britain, der i de seneste år har kunnet gøre de canadiske løb rangen stridig som den foretrukne vej til VM, men det har ikke ændre på, at mange af de største klassikereksperter ofte har fintunet formen i Canada. Det skyldes ikke mindst ruternes karakter med kuperet terræn og et rundstrækningsformat, der har gjort dem meget sammenlignelige med de ruter, der typisk bruges til kampen om regnbuetrøjen. Det gælder særligt i år, hvor man kan drage mange paralleller mellem de canadiske løb og løbet i Yorkshire.

 

Løbene passer perfekt ind i den fine anatomi for anden halvdel af sæsonen, der domineres af endagsløb. Det hele starter med EuroEyes Cyclassics, og derfra bliver løbene bare gradvist hårdere og hårdere. Hvor det tyske løb er for sprintere, passer det næste løb i serien, Bretagne Classic, både til hurtige folk og klassikerspecialister. De canadiske løb er endnu hårdere, og her har sprinterne det svært. I stedet er løbene skabt til puncheurs og ardennerspecialister, og i Montreal ser man endda også klatrerne blande sig.

 

På papiret er Grand Prix Cycliste de Montral det sværeste af de to løb, da løbets vigtigste stigning er langt hårdere end dem, man mødte i Quebec to dage tidligere. På den anden side findes den sværeste udfordring på første del af rundstrækningen, mens de sidste 10 km er langt lettere, og derfor kræver det enorm styrke at sikre sig en solosejr. Løbet er dog så hårdt, at sprinterne intet har at skulle have sagt på denne rute, der er for klatrere og ardennerspecialister, og en vinderliste, der består af navnene Robert Gesink, Rui Costa, Lars-Petter Nordhaug, Peter Sagan, Simon Gerrans, Tim Wellens, Greg Van Avermaet, Diego Ulissi og Michael Matthews siger alt om, hvilken ryttertype man ser fremme. En god spurt en afgørende fordel i dette løb, men da der er tale om rå udskilning lurer selv klatrerne på en mulighed.

 

Sidste år oplevede vi dog en af de mindst selektive udgaver overhovedet, da en gruppe på ca. 40 mand endte med at spurte om sejren. Det udnyttede Michael Matthews til at blive den anden rytter efter Simon Gerrans til at lave den canadiske double ved at sejre for anden gang på tre dage, denne gang ved at slå Sonny Colbrelli, som kørte en fabelagtig, men lidt for lang spurt, samt Greg van Avermaet, der sikrede sig endnu en af sine mange podiepladser i Canada. Matthews, Colbrelli og Van Avermaet er alle med igen og hører naturligt til på listen over de tungeste favoritter.

 

Ruten

Det er meget sjældent, at et WorldTour-løb afvikles fuldstændigt som et rundstrækningsløb, og det er det format, der i gør de to løb i Canada helt specielle. Da Bretagne Classic har droppet samme format, er de nu de eneste løb på højeste niveau med denne struktur, og det er i høj grad det, der gør dem så attraktive for VM-rytterne. Derudover gør deres kuperede natur dem sammenlignelige med hovedparten af VM-ruterne, og år efter år kan de derfor bruges som perfekt forberedelse, hvilket blot tillægger dem yderligere værdi.

 

Mens ruten i Quebec to gange er blevet ændret, har den hidtil altid været det samme i Montreal. Det ændrede sig imidlertid i 2018, hvor man havde lavet en ganske lille modifikation, der forlængede den med 100 m, så den nu blev 12,2 km lang. Ændringen betød, at der med ca. 3 km igen blev lagt en tredje stigning, den lille Boulevard du Mont-Royal, ind, og dermed blev der tale om den hidtil hårdeste udgave af løbet.

 

Den model genbruges i år, men det er ikke det væsentligste. Det er derimod, at man for første gang skal køre 18 og ikke 16 omgange, hvilket gør løbet både længere og hårdere. Kombinerer man de to modifikationer, bør 2019-udgaven blive den hidtil vanskeligste version af det nu ni år gamle løb.

 

Den 12,2 km lange rundstrækning skal køres i alt 18 gange, hvilket er én gang færre end sidst år, og som t giver en samlet distance på 219,6 km og i alt 4716 højdemeter. Dermed er der tale om et brutalt løb, der dog er betydeligt kortere end et VM-løb. Ruten byder på nu tre stigninger stigninger og en kort, 500 m lang rampe op til målet på Avenue du Parc.

 

Løbet starter i 79 m højde på Avenue du Parc nær universitetet i Montreal, og rundstrækningen består i alt væsentligt af en tur rundt om det store område, der ligger grund til den institution. Fra starten er der en lille nedkørsel på 200 m, før rytterne drejer til venstre ind på dagens væsentligste udfordring, Cote Camilien-Houde. Den 1800 m lange stigning har to hårnålesving og et højresving nær toppen, bringer feltet helt op i 211 m højde og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 8 med 9,2% over de sidste 700 m.

 

Stigningen efterfølges af en lang, jævn nedkørsel ad en let bugtende vej, der fører frem til 5 km-mærket. Her venter en flad kilometer med tre skarpe sving, der fører frem til bunden af den anden udfordring, Cote de la Polytechnique (780 m, 6%), der bringer feltet tilbage op i 158 m højde, har top efter 6,5 km og har en 200 m lang rampe på 11%. En kort, skarp nedkørsel med flere tekniske sving fører frem til en flad sektion.

 

Efter godt 8 km venter sidste års nyskabelse, når man drejer skarpt til venstre og derefter to gange til højre for at køre op ad den lille Boulevard du Mont-Royal (400 m, 2,4%), hvorefter et let stigende stykke samt en skarp nedkørsel leder tilbage til den oprindelige rute. Efter 10,6 km tager man et blødt højresving ind på Avenue du Parc, og 500 m senere rammer man en 500 m lang nedkørsel. I bunden laver man en U-vending for at køre 580 m tilbage op ad samme vej til målstregen. Denne opløbsstrækning stiger i gennemsnit med 4%.

 

Cote Camilien-Houde er en meget svær stigning, der udelukker, at sprinterne kan komme i spil og i stedet bringer klatrerne og ardennerspecialisterne til fronten. Stigningen er så svær, at man sagtens kan gøre en forskel, men i kraft af den tidlige placering er det svært for klatrerne at holde hele vejen til stregen, da de sidste 10 km hovedsageligt er faldende. Cote de la Polytechnique og den nye stigning giver en sidste mulighed for at angribe, men de sidste 3 km er igen primært faldende eller flade, indtil man rammer det stigende opløb. En alsidig klatrer med en god spurt er med andre ord den perfekte ryttertype til denne rute.

 

Løbet er typisk meget aggressivt og svært at kontrollere. Det tager som regel tid for det tidlige udbrud at blive etableret, og derefter følger løbet det klassiske mønster med en organiseret jagt, hvor de stærke hold langsomt øger farten.

 

Udbrud har imidlertid en god chance i dette løb, og derfor køres der ofte aggressivt langt fra mål. De sidste 3-4 omgange er som regel en festival af angreb, hvor der konstant etableres nye grupper og andre hentes. Favoritternes hold må kæmpe hårdt for at holde tingene under kontrol, og det gør det til en konstant udskilningsløb. Sammenlignet med Quebec er udskilningen meget større, og mod slutningen er feltet som regel betydeligt mindre.

 

I den første udgave viste Robert Gesink, at det kan lade sig gøre at køre alene hjem fra sidste passage af Camilien-Houde i det, der var den hidtil mest selektive udgave af løbet, hvor han blev jagtet af fem forfølgere og længere tilbage en gruppe på 22 mand. De mindst selektive udgaver fandt sted i 2011, 2014, 2016 og 2018, hvor grupper på mere end 30 mand blev samlet til sidst - i 2016 var der endda mere end 50 - og sjovt nok var der i to af tilfældene tale om, at et sent fremstød fra Rui Costa blev neutraliseret. I 2011 lykkedes det dog Costa, Stefan Denifl og Pierrick Fedrigo at snige sig væk til sidst. I 2012 var mønstret det samme, men den sidste gruppe var meget mindre. I 2013 gjorde et stærkt klatrefelt det betydeligt hårdere, og her var der kun 11 mand tilbage, da Sagan satte sit afgørende angreb ind. I 2015 gjorde ekstrem regn det til en episk udgave, hvor Adam Yates og Tim Wellens kunne køre væk på Camilien-Houde og holde den lille forfølgergruppe bag sig. I 2017 overraskede seks mand ved at køre væk allerede på næstsidste omgang, mens der var 20 mand tilbage i den favoritgruppe, der spurtede om 7. pladsen.

 

Løbet har som sagt hele 4716 højdemeter.

 

 

Vejret

For fire år siden var vejret så elendigt, at man ikke kunne producere tv-billeder fra løbet, men sådan går det ikke denne gang. Tværtimod vender tørvejret efter en regnvåd lørdag tilbage, og rytterne kan se frem til en dog lidt skyet eftermiddag med enkelte kig til solen og en temperatur på 19 grader. Vinden vil blot være let og komme fra vest, hvilket giver modvind på den første del og medvind på den sidste del af Camilien-Houde. Derefter har man mod- og sidemodvind på resten af første del og siden sidemedvind på anden del af rundstrækningen, indtil man i U-vendingen drejer ind i sidemodvind på opløbsstrækningen.

 

Favoritterne

Der er ofte en tendens til, at man slår de to canadiske endagsløb over én kam og betragter favoritfeltet som værende det samme. Det er da også sandt, at der er et stort overlap mellem vinderkandidaterne i de to løb, - det afspejler sig tydeligt i vores favoritvurdering - men der er trods alt betydelige forskelle. Hvor man kan sammenligne løbet i Quebec med en hård brostensklassiker eller Amstel Gold Race, er løbet i Montreal i højere grad at betragte som en af de hårde ardennerklassikere. Camilien-Houde er så svær en stigning, at udskilningen bliver langt større end i Quebec, og det giver klatrerne en langt bedre mulighed for at være med fremme. Det er ikke uden grund, at en mand som Alexander Kristoff har været på podiet i Quebec, men aldrig har været bare tæt på et resultat i Montreal.

 

I år bliver løbet endda endnu hårdere. Arrangørerne var lidt skuffede over sidste års tamme udgave, og derfor har de i år øget antallet af omgange med to. Dermed begynder vi at nærme os monumentdistance, og vi når op på næsten 5000 højdemeter, hvilket altså er en bjergetape i en grand tour værdig. Selvom rundstrækningen er den samme, som den har været altid, må årets løb forventes at blive det hårdeste hidtil, også selvom vejret er godt og slet ikke som i den brutale 2016-udgave, hvor der end ikke kunne produceres tv-billeder.

 

Camilien-Houde er ikke i sig selv så svær, at den ikke kan overleves at et ret bredt spektrum af ryttere, men de mange passager og det store antal akkumulerede højdemeter betyder, at løbet bliver alt for hårdt for de tunge ryttere. I forbindelse med sidste passage af løbets sværeste stigning, er det altid de bedste klatrere, der sidder med helt fremme, og der er aldrig mere end 10 mand med i første gruppe, når man runder toppen. Meget ofte har stærkeste mand endda været i stand til køre væk, som vi så i 2016, hvor Lampre forberedte et fornemt soloangreb fra en brølstærk Rui Costa, eller i 2017, hvor Tim Wellens dog blev hentet igen. Helt tilbage i det første år kørte Robert Gesink sågar alene hjem hele vejen fra stigningen, og i uvejrsudgaven i 2015 var Wellens og Adam Yates i stand til at holde hjem herfra.

 

Problemet er, at der fortsat er ret langt hjem efter stigningen, og derfor sker der som regel en ganske betydelig regruppering. Derfor er de fleste udgaver endt i en spurt i gruppe af en vis størrelse - specielt sidste års udgave var en gigantisk skuffelse og meget kontrolleret - men man kan slet ikke sammenligne situationen med den, man ser i Quebec. Her er det ofte en decimeret massespurt, der afgør løbet, mens det i Montreal oftest er en mindre gruppe, der når stregen.

 

Over de senere år har man set samme tendens som i Quebec. Hvor det i de første år var mere almindeligt at se små grupper og stor udskilning, har de stærkere felter betydet, at det hele er blevet mere kontrolleret og mindre selektivt. Derfor er chancen for en spurtafgørelse på det seneste blevet øget. I 2017 så vi imidlertid også, at det ikke er sikkert, men denne gang var det ikke som tidligere favoritterne, der kørte væk på sidste omgang. Tværtimod var det en gruppe af outsidere, der kørte væk på næstsidste omgang, og dem var de store navne siden ude af stand til at hente. Og initiativ kan sagtens belønne sig i dette løb, hvor holdene får betydeligt sværere ved at kontrollere det end i Quebec.

 

Det betyder, at løbet er åbent for flere mulige udfald. Det kan blive en spurt i en gruppe, som vi senest så det i 2018 og 2016, eller det kan blive afgjort af løbets stærkeste, som da Wellens og Yates kørte væk i 2015. Løbet er dog også så svært at kontrollere, at det kan ende i en afgørelse blandt outsidere, som vi så det i 2017. Med andre ord er det et løb, der er ganske svært at spå om. Faktisk er kun to ting givet. For det første skal man klatre godt for at have en chance på så hård en rute, og for det andet betyder den lette sidste del af rundstrækningen, at en god spurt i et stigende opløb er en ganske stor fordel.

 

Hvad kan vi forvente i år? Vi kan forvente angreb fra Deceuninck i højre og venstre side af vejen. I Quebec fik de slet ikke nok ud af deres superhold, og det endte da også med, at Julian Alaphilippe ikke kunne komme væk i den lidt for lette finale. Den vævre franskmand har al mulig interesse i at gøre løbet så hårdt som muligt, inden han selv skal væk sidste gang på Camilien-Houde. Det kan opnås enten ved at sætte tempo, men vi vil tro, at de i stedet vil gøre det med tidlige angreb fra folk som Pieter Serry, Enric Mas, Remco Evenepoel og ikke mindst Kasper Asgreen. Herved tvinger man nemlig Sunweb, CCC og Bora til at jagte, og det er netop nøglen til at vinde, at Alaphilippe kan køre væk til sidst, og at Michael Matthews, Greg van Avermaet og Peter Sagan alle er for isolerede til at kunne jagte.

 

Den strategi er imidlertid også en god chance for outsidere. Hvis eksempelvis Asgreen kører væk i en stærk gruppe på næstsidste omgang, kræver det sin mand at køre dem ind igen. CCC og Bora er bestemt ikke klatrestærke, og selvom Sunweb med særligt Marc Hirschi har noget at skyde med, kan man sagtens forestille sig, at tyskerne også kommer til kort. Det er derfor ikke umuligt, at vi ser en gentagelse af scenariet fra 2017, hvor en outsidergruppe snyder favoritterne, men det må som minimum kræve, at Deceuninck er repræsenteret af en mand, de stoler på. Ellers er de stærke nok til at køre dem ind igen.

 

Med Deceunincks formodede offensiv og den hårdere rute forventer derfor en ret selektiv udgave, og vi skal formentlig have fat i de meget holdbare for at finde kandidaterne, men det betyder ikke nødvendigvis, at stærkeste mand vil vinde. Har man gode ben, kan man sikre sig en billet til finalen, men efter den sidste stigning kan alt ske. Historien viser, at den fladere del ikke er let at kontrollere for isolerede favoritter, og derfor kan det sagtens lykkes for en outsider at snige sig væk, som Michael Valgren eksempelvis har gjort det i Amstel Gold Race og Omloop Het Nieuwsblad sidste år, og som vi så i Bretagne, hvor det var lidt af en tilfældighed, at det lige blev Sep Vanmarcke, Tiesj Benoot og Jack Haig som kom væk. Højdemeterne reducerer favoritfeltet, men det er ikke sikkert, at det bare er Sagan, Alaphilippe og co., som ender med at afgøre det.

 

Det er med nogen usikkerhed, at vi peger på Julian Alaphilippe som vores favorit. Forud for Quebec var hans form usikker, men han fik tydeligt vist, at han er knivskarp. Vi har ikke i mange år set, at man kan køre væk i finalen i Quebec, men det kunne de bedste i år, fordi franskmanden kørte som en djævel. Greg van Avermaet beskrev da også hans angreb som særdeles kraftfuldt, og noget tyder på, at Alaphilippe nærmer sig sin bedste form. Gør han det, er han meget svær at bide skeer med på bakker som disse - spørg bare Thibaut Pinot, der mistede tre år af sit liv ved at følge med Deceuninck-fænomenet på 8. etape af årets Tour.

 

I Quebec var ruten for let til, at han kunne komme væk, men vi tror, at Deceuninck denne gang kan gøre det så hårdt, at det bliver muligt. Stigningen er mod toppen så stejl - og husk, at der her vil være medvind - at Alaphilippe har et fortrin i forhold til de tungere folk, og når Asgreen, Mas og Dries Devenyns skyder ham af, skal også Sagan grave dybt for at gå med. Vi tror på, at Alaphilippe kan komme fri, og da et hårdere løb formentlig betyder isolerede favoritter, bliver han svært at hente, ikke mindst fordi CCC og Bora er så klatresvage. Selv hvis han ikke skulle komme fri, er Alaphilippe i stand til at vinde en puncheurspurt efter et hårdt løb. Det er også en mulighed, men vi tror mest af alt, at Alaphilippe kører alene hjem.

 

Løbet i Quebec blev en bekræftelse af fornemmelsen af, at Peter Sagan er tilbage. Allerede mod slutningen af Touren og i Hamburg efterlod han det indtryk, og det bekræftede han ved at holde Alaphilippes hjul i går. Spurten var også ganske kraftfuld, selvom han blev slået af Michael Matthews, der blev reddet af, at han aldrig gik i rød zone for at følge angrebet. Sagan lignede ubetinget en af de to stærkeste i går, og nu er så spørgsmålet, om han kan følge Alaphilippe på denne sværere rute. Det er vi ikke helt overbeviste om, men er der én, der kan, må det være Sagan med den form, han er i, og uanset hvem han kommer til stregen med, vil vi anse ham som favorit i en stigende spurt, hvis alle er nogenlunde lige friske. Sagan har imidlertid også en ulempe i et svagt hold, og han har altid det problem, at alle forventer, at han lukker hullerne. Det kan koste for meget og har før kostet sejre i Canada. Sagan er stærk nok til at vinde, men han skal altid være lidt stærkere end de andre for også at gøre det færdigt.

 

Michael Matthews var meget svær at vurdere i Quebec. På den ene side var han helt suveræn i spurten, men på den anden side betød hans dårlige position også, at han aldrig gik med i Alaphilippes forcering, hvorfor han kom ”frisk” frem til spurten. Det gav ham en naturlig fordel, og derfor er det ikke noget chok, at han var helt suveræn. Den slags held har imidlertid nok ikke to gange i træk, og vi ved endnu ikke, om han er god nok til faktisk at følge de bedste. En 4. plads i Liege viser, at han kan være med på endnu hårdere ruter, men han har ikke helt haft samme klatreniveau i de senere år. På sit topniveau er Matthews imidlertid god nok til både at vinde en hård og en let udgave, og han kan således både gå med de bedste og slå til i en spurt, hvor han er en af verdens bedste. Med Marc Hirschi ved sin side har han mere støtte end de fleste, og det kan måske give ham den friskhed, han skal bruge for at vinde.

 

Greg van Avermaet blev måske kun nr. 3 i Quebec, men han var yderst tilfreds. Det skyldtes, at han var i stand til at gå med i Alaphilippes slangehug, og det gør man kun, hvis man er i fremragende form. Han havde også overskud til at køre en god spurt efterfølgende, og dermed fik han aflivet lidt af teorien om, at han slet ikke kan spurte længere efter en sæson, hvor han til tider ville have haft vanskeligheder ved at overspurte selv den spinkleste klatrer. Opløbet passer også Van Avermaet storartet, og tilbage i 2016 slog han helt regulært Sagan på stregen. Det viser, at Van Avermaet kan gøre det færdigt, både i en spurt i en større gruppe og i en favoritgruppe, især hvis det har været hårdt. Ruten her er dog også så hård, at han næppe går med Alaphilippe igen denne gang, og derfor skal han formentlig satse på, at der sker en eller anden form for regruppering, hvor han med sin spurt kan vise, at han nok engang kan få skovlen under Sagan, som han gjorde for tre år siden.

 

Den positive overraskelse i går var Diego Ulissi. Nok havde han vist fin form i Tyskland, men han var ikke svært imponerende. Det var han imidlertid i Quebec, hvor han gik med de allerbedste, og det tyder på, at han er ved at have fundet drømmeformen fra juni, hvor han kørte som en motorcykel. Ulissi er hurtig i en puncheurspurt, men han får det svært mod favoritterne. Til gengæld vandt han løbet i 2017 ved at køre væk i en outsidergruppe, og den strategi kan genbruges. I en favoritgruppe vil han også stadig være en underdog, og det giver ham flere kort at spille. Han slår ikke Sagan i en spurt, men med sin fine form er det ikke sikkert, at han behøver det, heller ikke selvom han traditionelt har haft det svært, når løbene bliver lidt for lange, hvorfor han ikke er glad for de to ekstra omgange.

 

Sonny Colbrelli var gårsdagens store skuffelse, og det burde egentlig få os til at afskrive ham. Det gjorde vi også sidste år, men det viste sig at være en gigantisk brøler. Han led nemlig af jetlag i Quebec, men i Montreal var han frisk igen og egentlig stærkeste mand i en spurt, han desværre fik åbnet alt, alt for tidligt. Colbrelli er helt eminent i disse spurter og måske den største trussel mod Sagan i et regulært spurtopgør, men til gengæld kan løbet også blive for hårdt, særligt i år. Formen var god i Tyskland, men Colbrelli kommer kun i spil, hvis det ikke bliver et blodbad. I en spurt i en større gruppe er han dog så hurtig, at han kan slå hvem som helst, hvis han er kommet sig over det jetlag, som han igen har brugt som forklaring på nedturen.

 

Egentlig kommer Marc Hirschi til løbet som hjælper for Matthews, men det er slet ikke sikkert, at det er en ulempe. Sunweb vil helt sikkert gerne undgå at komme i baghånd, og det kan de undgå ved at sende schweizeren i offensiven. Han er i storform, som han viste i Tyskland, hvor han og Lutsenko lignede de stærkeste på stigningerne, og manden, der var på podiet i San Sebastian, må elske dette knaldhårde løb. I virkeligheden kunne han ligne den mand, der har bedst chance for at gå med Alaphilippe, og ender han i en gruppe til sidst, vil han formentlig have Matthews som et alibi for at sidde på hjul. Det kan åbne muligheder for både at bruge sin gode spurt og at gå i offensiven - men han kan også sagtens ende i en situation, hvor han skal slagte sig selv for at holde Matthews, der er den klare kaptajn, inde i kampen.

 

Tim Wellens vandt den hidtil hårdeste udgave af løbet i 2015, og han må være en af de ryttere, der glæder sig over det øgede antal højdemeter. Wellens er som regel flyvende i efteråret, og det var han da også, da han for 117. gang vandt kongeetapen i BinckBank Tour. Til gengæld skuffede han i Bretagne, og han viste sig slet ikke frem i Quebec, hvor han dog kørte en for ham fin spurt, som indbragte en top 10. Både i 2015 og 2017 var han bedste mand i dette løb, og det viser, at ruten passer ham. Wellens vinder ikke en spurt, men bliver løbet hårdt og selektivt, vil han formentlig være en hovedaktør. Han er hurtig og god til at køre finale, men hans ustabilitet gør også, at han kan falde helt igennem.

 

Manden, Wellens slog i 2015, var Adam Yates. Modsat Simon har Adam mange fine endagsresultater med 2. pladsen her og sejren i San Sebastian, og han viste i Quebec, der ikke passede ham, at rygtet om fin form ikke er ubegrundet. Er han som i foråret, hvor han kørte som en motorcykel, er han med garanti et godt bud på en mand, der kan følge Alaphilippe, og han er som bekendt også en glimrende afslutter. Det er klart, at han ikke slår Alaphilippe på stregen, men Yates-brødrene er begge snu som bare pokker og har en timing, alle må misunde. Det kan være nøglen til at tage den sejr, han akkurat gik glip af for fire år siden.

 

Alle canadiere drømmer om sejr til Michael Woods, og mens det var en umulighed i Quebec, er det realistisk her. Woods har nemlig senest i Liege, men også i Liege og ved VM i 2018 vist sig som en af verdens bedste i de lange, hårde endagsløb, og dette er slet ikke en rute, der passer ham dårligt. Hans form er ukendt, men han forbereder sig til VM og efterårsklassikerne og virkede slet ikke ringe i går. Har han sine bedste ben, er også han et bud på en, der kan matche Alaphilippe. Selvom han har punch, får han svært ved at vinde denne ikke specielt stejle spurt, men i en taktisk finale kan meget ske.

 

En anden af løbets klatrere er Bauke Mollema. Selvom han aldrig har vundet, er hollænderen næsten altid med i front i disse løb, og han kørte også en fin finale i Quebec, hvor hans primære opgave var at støtte Jasper Stuyven. På denne rute kommer klatrerne frem, og det tiltaler Mollema, der med sine evige topplaceringer i San Sebastian, men også i Ardennerne og her har vist, at han er en mester i hårde endagsløb. Som en slidstærk diesel vil han elske den hårdere rute, særligt i år, hvor han i Giroen genfandt noget af sit gamle niveau. Han kan afslutte, men vinder ikke en spurt, og derfor er han en af de ryttere, der skal afsted tidligt eller udnytte en taktisk finale.

 

Det var ikke meget, vi så til Kasper Asgreen forleden, hvor holdet alene satsede på Alaphilippe. Fra Tyskland ved vi imidlertid, at formen er god, og han har efterhånden ofte dokumenteret, at hans motor i lange, hårde løb er en af sportens bedste. Denne rute er derfor slet ikke ringe for den uopslidelige dansker, der må være oplagt for Deceuninck at spille tidligt ud. Gør de det, skal rivalerne stå tidligt op for at hente Asgreen, der i Flandern Rundt viste, at han bare bliver ved, ved og ved. Og i en spurt kan han også slå mange eventuelle følgesvende.

 

En af de positive elementer i de seneste uger har været at se Tom-Jelte Slagter blive genfødt. Det startede i Arctic Race, fortsatte i Tyskland og blev bekræftet med gårsdagens 6. plads. Nu skal han dog dokumentere det i et løb, der er meget sværere end det, han hidtil har prøvet, men med en tidligere 3. plads har han vist, at løbet her passer ham. Hans punch og gode spurt synes at være tilbage, og selvom han nok ikke kører med favoritterne, kan han gentage nummeret fra 2017 ved at køre væk før de største navne og herefter bruge sin fine spurt.

 

Løbets måske mest formstærke klatrer er Jack Haig. Australieren chokerede en hel cykelverden med sin 3. plads i Bretagne, der slet ikke passede til en klatrer som han, og han fulgte det op med fabelagtig kørsel i går, hvor han kørte alene op til Alaphilippe-gruppen til sidst. Haig er så god, at Alaphilippe skal grave dybt for at sætte ham, men han har to gigantiske ulemper. Han er mere diesel end puncheur, og han er uden megen spurtstyrke. Derfor er hans eneste chance at køre tidligt eller taktisk i en lille favoritgruppe. Det kan imidlertid godt lade sig gøre. Skulle man pege på en, der kunne have sneget sig væk inden spurten i går, var det i hvert fald den lille underdog Haig, der er i nærmest guddommelig form.

 

I går bekræftede Benoit Cosnefroy den sublime form, han er kommet ud af Touren med. Nu skal han bekræfte det i et endnu hårdere køb, og her skal han virkelig stå sin prøve. I foråret blev han nr. 12 i Fleche Wallonne, men Liege var alligevel for hårdt. Han virker stærkere nu, men det er nok for meget at forlange, at han skal køre med favoritterne. Til gengæld er aggressive Cosnefroy oplagt at spille ud inden selve finalen og gentage nummeret fra 2017, hvor et tidligt fremstød nær havde givet sejren til hans nuværende holdkammerat Tony Gallopin. Han har spurten til at gøre det færdigt.

 

Ag2r’s kaptajn er dog Oliver Naesen, men vi sidder med fornemmelsen af, at den bedste form er ved at være forduftet. Han kørte stærkt i BinckBank Tour, men skuffede i Bretagne, og han faldt helt sammen i går. Selvom han er blevet en bedre klatrer, så vi også i Ardennerne, at han stadig har sine begrænsninger, og han har ikke punchet til at følge Alaphilippe på så svær en stigning. Det betyder dog ikke, at han ikke kan komme i spil. Finder han vej til en gruppe ved en regruppering eller ved at angribe tidligt, har han været skræmmende stærk som afslutter i år, og derfor kan han slå de fleste på stregen.

 

Det var ikke meget, vi så til Michael Valgren i går, men det var måske ikke så overraskende. Løbet i Quebec passer ikke danskeren, der formentlig har sat Slagter op til spurten, og en 19. plads viser, at formen slet ikke er så ringe endda. I Bretagne var han skræmmende stærk, da han reddede en håbløs positionering og alligevel blev nr. 4, selvom han havde jagtet over mange kilometer, og nu får han chance for at bekræfte det positive indtryk. Højdemeterne er mange, men Valgren viste ved VM, at han i formstærk tilstand klatrer godt. Heller ikke han kan matche Alaphilippe, men sidder han med i en tidlig eller sen gruppe ved vi, at han har en guddommelig timing, hvis det handler om at finde momentet til at køre væk, som han gjorde i forbindelse med sidste års to klassikersejre.

 

Jasper Stuyven var dybt skuffet i går, hvor han mente, at han havde benene til meget, meget mere. Han siger, at han var langt bedre end i Tyskland, og det virkede også sådan, efter at han i det tyske løb trods den samlede sejr, havde det svært på stigningerne og i spurterne. Stuyven må dog alligevel regnes som en af taberne på den hårdere rute, og vi tror, at højdemeterne bliver for mange. Han er da heller aldrig blevet mere end nr. 12 i dette løb og skuffede i spurten sidste år. Omvendt overraskede han med sin klatring på 3. etape i årets Tour, og sidder han først med hjem, viste han på samme etape, at han sågar kan udfordre Sagan og Matthews i en spurt.

 

Daryl Impey ærgrede sig i går, hvor han åbenbart brugte en masse unødige kræfter i et forsøg på at køre op til de forreste - kræfter, han manglede i spurten. Alligevel blev det til en 11. plads, og det viser, at formen slet ikke er ringe. Desværre er Impey ikke eksplosiv, og han går ikke med Alaphilippe, når franskmanden åbner for gassen. Vi tror også, at løbet kan være for hårdt, men samles det til en større spurt, vil han have en fornuftig chance. Han er bedre i flade spurter, men sidste år i Dauphiné viste han, at han på dagen kan være skræmmende hurtig.

 

Naturligvis skal Remco Evenepoel nævnes. Vidunderknægten var en gigantisk skuffelse i går, hvor han sad bagerst i feltet og blev sat flere gange, og det kunne tyde på manglende form. Han var dog stærk ved EM og i Tyskland og har trænet hårdt frem mod VM. Måske lavede han ”en Colbrelli” og var ramt af jetlag. Umiddelbart ligner han ikke en vinder, men det gjorde han heller ikke, da han blev sat tidligt i San Sebastian. Vi ved nu af erfaring, at Evenepoel kan lave de vildeste soloridt, og da han er en af de ryttere, Deceuninck skal spille tidligt ud, er han farlig. Det var også sådan, han skulle bruges i San Sebastian. I ved alle, hvordan det endte…

 

En af gårsdagens skuffelser var Alberto Bettiol. I forvejen var der usikkerhed om hans form, efter at sygdom kostede ham deltagelsen i Tyskland, og desværre blev de bange anelser bekræftet. Han sad godt placeret i spurten, men gled kun baglæns, da der blev åbnet op. Han må imidlertid også være rusten efter en meget lang pause, som ikke mange andre kan matche, og med lidt mere løbsfart kan han tænkes at være bedre. Han ligner ikke en mand, der kører med favoritterne, men angriber han tidligere, er han farlig, især fordi han som bekendt er en af feltets bedste puncheurs.

 

Endelig vil vi nævne Sep Vanmarcke. Efter sejren i Bretagne kom belgieren ned på jorden igen i går, hvor han skuffede fælt. Det gør det svært at være optimistisk inden løbet i Montreal, der på papiret er for hårdt, ikke mindst i den nye udgave. Alligevel er han tidligere blevet nr. 10, så en formstærk Vanmarcke kan godt være med. Vi tror, at han falder fra, men åbner døren for et tidligt angreb. Og i en stigende spurt kan han slå ganske mange.

 

***** Julian Alaphilippe

**** Peter Sagan, Michael Matthews

*** Greg van Avermaet, Diego Ulissi, Sonny Colbrelli, Marc Hirschi, Tim Wellens

** Adam Yates, Michael Woods, Bauke Mollema, Kasper Asgreen, Tom-Jelte Slagter, Jack Haig, Benoit Cosnefroy, Oliver Naesen, Michael Valgren, Jasper Stuyven, Daryl Impey, Remco Evenepoel, Alberto Bettiol, Sep Vanmarcke

* Rui Costa, Valentin Madouas, Jonas Vingegaard, Eduard Prades, Timo Roosen, Dan Martin, Enric Mas, Matej Mohoric, Enrico Gasparotto, Carlos Betancur, Jelle Vanendert, Lucas Hamilton, Roman Kreuziger, Vincenzo Nibali, Rudy Molard, Toms Skujins, Pello Bilbao, Magnus Cort, Kristian Sbaragli, James Piccoli

 

Danskerne

Størst forhåbninger skal vi have til Kasper Asgreen og Michael Valgren, der begge er omtalt ovenfor. Jonas Vingegaard så skarp ud i finalen i går, inden han kørte spurt for Timo Roosen, og her er han formentlig Jumbos bedste bud på et resultat, også selvom det bliver svært for ham at vinde. Mikkel Honoré fortsætter med at imponere, men ender igen som arbejdsmand på det stærke Deceuninck-hold. På Astana virker Magnus Cort stadig ikke til at have sin bedste form, og selvom det kunne være et godt løb for en Cort med Tour-form, tvivler vi på et resultat. Hos sig har han Jonas Gregaard, der dog må indstille sig på en rolle som hjælper. Endelig er Christopher Juul til start for Mitchelton og kunne være en mand, der blev spillet tidligt ud, men det skal primært være for at gøre det så hårdt, at Adam Yates og Jack Haig kan gøre forskellen.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Michael Matthews’ sejr fra 2018, Diego Ulissis sejr fra 2017, Greg van Avermaets sejr fra 2016, Tim Wellens’ sejr fra 2015, Simon Gerrans’ sejr fra 2014, Peter Sagans sejr fra 2013, Lars Petter Nordhaugs sejr fra 2012, Rui Costas sejr fra 2011 og Robert Gesinks sejr fra 2010.

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

 

Team Sunweb: Holdet har Matthews som klar kaptajn, men som nævnt kan Hirschi også komme i spil. Jai Hindley og Jan Bakelants kan komme langt, men skal hjælpe.

 

Deceuninck-Quick Step: Alaphilippe er den klare kaptajn, men vi udelukker som sagt ikke, at Asgreen og Evenepoel ikke kan komme i spil. Enric Mas så godt ud forleden og vil være bedre på denne rute, men ligesom Dries Devenyns, Pieter Serry og den velkørende Mikkel Honoré skal han primært hjælpe med at gøre det hårdt.

 

Bora-hansgrohe: Alt handler om at hjælpe Sagan, og her bliver Jay McCarthy formentlig vigtigste mand, da Patrick Konrad synes formsvag efter en lang pause.

 

CCC Team: Det svage mandskab får nok at gøre med at støtte Van Avermaet, og her håber man, at formstærke Simon Geschke kan sidde med længe.

 

Ag2r-La Mondiale: Nans Peters og Mathias Frank kan sikkert angribe tidligt, men skal der leveres et resultat, er det op til Naesen og Cosnefroy.

 

Bahrain-Merida: Colbrelli er klar kaptajn, men Matej Mohoric vil formentlig få frihed til at angribe. På denne hårde rute skal han dog tidligt afsted og snyde favoritterne for at have en chance. Løbet passer bedre til Vincenzo Nibali, end det gjorde i går, men han så formsvag ud både i Quebec og Tyskland. Ivan Garcia imponerede i går, men vil finde højdemeterne for mange, og Damiano Caruso er formsvag.

 

Team Ineos: Michal Kwiatkowski er stadig i en gigantisk formkrise, og Geraint Thomas er så formsvag, at han nærmest har afskrevet et VM-resultat. Jonathan Castroviejo er slet ikke endagsrytter, og løbet erf or hårdt for Chris Lawless. Ergo skal briterne vist bare håbe på synlighed.

 

UAE-Team Emirates: Ulissi ligner manden, der satses på. Rui Costa har vundet tidligere og er næsten altid god i Canada, men han så overraskende skidt ud i går. Dan Martin var aktiv, men synes ikke at have formen til at være andet end hjælper, og Jan Polanc er stadig i miserabel form. Løbet er alt for hårdt for Jasper Philipsen.

 

Astana Pro Team: Drømmen om en genfødsel af Davide Ballerini brast i Quebec, og han har ikke formen til at være med på denne hårde rute. Magnus Cort synes som nævnt heller ikke at have sin bedste form. Hugo Houle er stærk, men niveauet her er nok for højt. Håbet er, at Pello Bilbao og Davide Villella kan angribe tidligt, men heller ikke de ser stærke ud.

 

Lotto Soudal: Wellens er den klare kaptajn, men Jelle Vanendert så heller ikke ringe ud i går og kan angribe tidligt. Løbet må trods alt være for hårdt for Stan Dewulf.

 

Groupama-FDJ: Valentin Madouas skuffede lidt i går og synes stadig at være et stykke fra forårsformen for for et løb, der ellers passer ham. Rudy Molard kan også komme langt, men får svært ved at vinde, og Anthony Roux fortsætter en grundlæggende skuffende sæson.

 

EF Education First: Som sagt kan holdet jagte resultater med såvel Woods som de lidt tungere Bettiol og Vanmarcke.

 

Jumbo-Visma: Timo Roosen overrraskede med et topresultat sidste år, men selvom han viste god form i går, må dette løb altså være lidt for hårdt for den hurtige hollænder. Jonas Vingegaard så godt ud og ligner bedste bud på et resultat, men sejren bliver svær. Laurens de Plus synes formsvag efter en lang pause, Danny van Poppel får det for hårdt, og Antwan Tolhoek har stadig ikke fundet benene fra 2018.

 

Trek-Segafredo: Som sagt har holdet Mollemat il et hårdt løb og Stuyven til en spurt. Richie Porte er heller ikke i år i efterårsform, og Toms Skujins kan måske nok køre offensivt, men ikke vinde.

 

Movistar Team: Eduard Prades elsker en puncheurspurt og så godt ud i Bretagne, men på baggrund af det, vi har set i år, tror vi, at det bliver for hårdt. Carlos Betancur har siden Bretagne vist hæderlig form, men endnu ikke noget, der berettiger til at tro på et topresultat. Ruben Fernandez er en skygge af sig selv, og løbet er for hårdt for Jasha Sütterlin.

 

Mitchelton-Scott: Holdet har som sagt Haig og Yates til et hårdt løb og Impey til en spurt. Lucas Hamilton styrtede i går, hvorfor han er svær at vurdere, men er han i form, kan han komme langt på en hård rute som denne.

 

Katusha-Alpecin: Nathan Haas’ form forsvandt hurtigt igen, og han kommer derfor ikke i top 5, som han ellers tidligere har været. Også Simon Spilak og Jose Goncalves er alt for formsvage.

 

Dimension Data: Holdet har to gode bud i Slagter og Valgren. Enrico Gasparotto skuffede igen i går og er stadig ikke sig selv længere, og Roman Kreuziger skuffede sig selv stort med dårlige ben, der tvang ham tl at udgå. Løbet er for hårdt for Reinardt van Rensburg og Ryan Gibbons, og Gino Mader synes ikke at være i form.

 

Israel Cycling Academy: Guillaume Boivin brækkede et ribben i går og er slet ikke sikker på at starte. Kristian Sbaragli er i storform, men kommer nok kun i spil i en spurt i en større gruppe. Holdets klatrer, Krists Neilands, har været træt siden Danmark Rundt og ser ud til at skulle bruge en pause. Løbet er for hårdt for August Jensen.

 

Rally UHC Cycling: Løbet er for hårdt for holdets afslutter, Adam de Vos. De skal håbe på offensiv kørsel fra Gavin Mannion og Rob Britton, der dog ikke synes formstærke.

 

Canada: Utah-sensationen James Piccoli kørte flot i Quebec. Nu skal vi se, hvad hans klatreevner rækker til mod verdenseliten.

INFO
Optakter
Nyheder
Grand Prix Montreal
Nyheder Profil Startliste Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

FREDAG

Lasse Norman vinder EM-sølv i Omnium

Wild dronningen af Europa - Dideriksen kæmpede bravt

Test: Bontrager XXX-landevejssko

Glad Ackermann trods andenplads

Cavagna: Jeg vil vinde en masse

Stetina forlader Trek-Segafredo

Bendixen forlænger med Coop: Helt naturligt

Optakt: Japan Cup

Optakt: 3. etape af Tour of Guangxi

Tour of Guangxi-analyse: Hvis bare det kun handlede om at spurte...

Følg den første kuperede etape i årets sidste WorldTour-løb

Transferlisten 2019-2020 - DANSK

Transferlisten 2019-2020 - ProTeams

Transferlisten 2019-2020 - WorldTour

Prøv banecykling - og få billet til 6-dagesløbet

Hepburn fortsætter to år mere hos Mitchelton-Scott

Julian Alaphilippe får sin fætter som træner på Deceuninck-Quick-Step

Bardiani henter to italienske talenter

Annika Langvad fravælger landevejen og satser på mountainbike

McLay: Det er min mest anerkendende sejr i karrieren

Trentin: Det var en rodet spurt

24-årig japaner bliver professionel hos Delko Marseille

Jessica Allen forlænger med Mitchelton-Scott

Carbel: Ikke nemt at få en kontrakt

McLay tager overraskende sejr i Guangxi

Produktfokus: Hvad kører Rapha’s proffer i?

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

TORSDAG

Se Danmark vinde EM-titlen i holdforfølgelsesløb

Danmark smadrer Italien og er nye europamestre

Ugens tilbud - de fem skarpe fra cykelsøgemaskinen

Higuita: Valverde er mit forbillede

Sunweb Development-rytter lam efter styrt

UAE-manager gør status på sæsonen

Bilbao: Landa og jeg aftalte at køre sammen i 2020

Optakt: 2. etape af Tour of Guangxi

Tour of Guangxi-analyse: Det colombianske fænomen er tilbage

Holden forlader Drops - skifter til spansk hold

Il Lombardia-analyse: De kasserede gravøl

Vermeersch sejrer i herrernes Kermiscross Ardooie

Medie: Rohan Dennis hælder mest til Team Ineos

Overblik: Disse ryttere har ikke en bekræftet kontrakt i 2020

Test: Assos S9 RSR bibshorts og Equipe RS Aero jersey

Landstræner efter danmarksrekord: Vi skal ramme topniveauet i finalen

Katusha-ryttere føler sig holdt hen i uvished

Van De Steene vinder suverænt kvindernes Kermiscross Ardooie

Niklas Eg kører Japan Cup

Antunes får ikke ny kontrakt hos CCC Team

Iserbyt: Kan intet stille op mod van der Poel

Lefevere storroser Evenepoel efter fantastisk debutsæson

Vind billetter til Danish Bike Award

Ackermann: Vi har stadig sejrschancer

Kølig Gaviria: Jeg bevarede overblikket i spurten

To colombianere snuppet for doping

ASO og RCS Sport klar med nye løb i Mellemøsten

DGI Hærvejsløbet udvider med tre nye ruter i 2020

Pessimistisk Cofidis-rytter: Min karriere kan være slut

Gouvenou: Tour-ruten er designet til klatrerne

Motiverede hollændere glæder sig til Riwal-tiden

4000 meter-holdet sætter ny dansk rekord ved EM – og er klar til guldfinale mod Italien

Gaviria spurter sig til sejren i Guangxi

ONSDAG

Japan Cup bliver Phinneys sidste løb i karrieren

4000 meter-holdet sætter ny dansk rekord ved EM

Ex-europamester indstiller karrieren

Van Vleuten: La Course er ikke andet end et kriterium

Prudhomme: Vi vil gøre Tour-ruten mere varieret

Hollandsk kvintet skifter til Riwal Readynez

Optakt: 1. etape af Tour of Guangxi

Optakt: Tour of Guangxi

Ung franskmand indstiller karrieren

Caja Rural forfremmer endnu en U23-rytter

Honoré skal hjælpe Mas i Kina

Israel henter unge satsninger

Cavendish kører også seksdagesløbet i Gent

Tour de France-analyse: Merci, Mr Prudhomme!

Bahrain-Merida henter fem WorldTour-ryttere

Chris Juul-Jensen fortsætter hos Mitchelton-Scott

Schmidt og Norman Hansen skifter til belgisk hold

TIRSDAG

Movistar-boss: Touren kan være afgjort på første hviledag

Loyal sportsdirektør forlader Jumbo-Visma

Holm & Bays Radio Tour: Lars Baks karrierestop

Froome om Tour-rute: Den hårdeste jeg har været vidne til de sidste fem år