Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Efter det nye etapeløb Adriatica Ionica Race i juli er der en længere periode uden ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og WorldTour udgør på mindre end en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet midt i oktober. Dermed afvikles der hele 12 endagsløb i perioden mellem midten af september og midten af oktober i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

En væsentlig del af denne løbsblok er løbsserien Trittico Lombardo, der består af de tre gamle og hæderkronede løb Tre Valli Varesine, Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi. Den blev skabt i 1997, hvor løbene stadig blev afviklet i august, og var intentionen at afvikle de tre løb på tre på hinanden følgende dage og at have et samlet klassement, der kronede den bedste rytter set over alle tre begivenheder. Mens man har fastholdt det samlede klassement, har man imidlertid i de senere år ændret kalenderen. Tre Valli Varesine afvikles nu ikke længere i samme uge som de to øvrige løb, og nu om dage køres Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi hen over en weekend i september, mens den store finale i Varese, der også er det største af de tre løb, følger flere uger efter de to første løb i ugen op til Il Lombardia, hvor det har oplevet en sand renæssance og i de senere år haft et fabelagtigt startfelt. Derimod lider de to øvrige løb under en placering i en meget travl kalenderperiode, hvorfor de har været meget italienske affærer.

I år skulle Tre Valli Varesine have afviklet udgave nr. 100, men den bliver desværre udskudt. Da coronavirus satte cykelverdenen i stå, blev det nødvendigt at omstrukturere kalenderen, og her fandt de tre arrangører i byerne Legnano (Coppa Bernocchi), Lissone (Coppa Agostoni) og Varese (Tre Valli Varesine) hurtigt ud af, at det ville være svært at få plads til hele tre løb. I stedet slog man pjalterne sammen om ét fælles løb, der i år går under navnet Gran Trittico Lombardo. Planen er dog, at det skal være et endagstilfælde, og at de tre løb, der alle har en meget lang historie, vil være tilbage i en fælles løbsserie i 2021.

Ruterne for de tre løb har været stærkt varierende, men de har alle haft en af de nævnte byer nord for Milano som udgangspunkt. Mest fast har formatet været for Coppa Bernocchi, der altid har været et relativt fladt sprinterløb i Legnano på den flade Po-slette, men de to øvrige løb er begge kuperede, om end med varierende sværhedsgrad. I de seneste sæsoner har de imidlertid haft et relativt fast format, hvor Coppa Agostoni har budt på meget svære stigninger undervejs, men en lang, flad finale, hvilket har givet varierende udfald, mens Tre Valli Varesine er sluttet med kuperede rundstrækninger i Varese - med mange ligheder med VM-rundstrækningen fra 2008 - hvor flere forskellige ryttertyper har kunnet gøre sig gældende.

Ideen med det nye løb er naturligvis at besøge alle tre byer, men da finalen ligger i Varese, er der mere Tre Valli Varesine end Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi over ruten. Faktisk er den indledende del, hvor man kører fra starten i Legnano til Lissone pandekageflad, og næsten alle udfordringerne er placeret på rundstrækningen i Varese, hvor man er gået tilbage til den lidt lettere variant, der blev anvendt i årene frem til og med 2017, inden man skruede lidt op for klatreudfordringerne til de to seneste udgaver. Samlet set er der tale om et ikke alt for vanskeligt løb, hvilket utvivlsomt skyldes, at løbet er blevet placeret i den intense blok af italienske endagsløb, der i de første to uger af august skyder den ”nye” sæson i gang, og her er det som det andet i rækken efter Strade Bianche tiltænkt en rolle som opvarmning til lørdagens relativt flade Milano-Sanremo, hvilket naturligvis lægger begrænsninger på, hvor vanskeligt det kan være

Sidste år var det Primoz Roglic, der sejrede i Tre Valli Varesine efter en kontroversiel udgave, hvor en stor frontgruppe uden Roglic kørte forkert, hvilket åbnede døren for, at den uhyre formstærke slovener i finalen kunne køre væk, sætte rivalerne og holde en lille forfølgergruppe, hvis spurt blev vundet af Giovanni Visconti foran Tom Skujins, bag sig og således tage sin anden store italienske endagssejr på fire dage. I Coppa Agostoni kørte Alexandr Riabushenko og Alexey Lutsenko fra alt og alle, inden hviderusseren slog den kasakhiske stjerne i spurten, hvorefter Nikolay Cherkasov kørte alene hjem til en 3. plads. I Coppa Bernocchi endte det derimod i den klassiske massespurt, hvor Phil Bauhaus endelig tog sin første sejr for Bahrain-Merida ved at henvise Simone Consonni og Imerio Cima til de sekundære podieplaceringer.

Ruten

Som sagt er ideen med det nye løb at forbinde de tre byer, Legnano, Lissone og Varese, der hver især er værtsbyer for et af løbene i Trittico Lombardo-løbsserien. Da Tre Valli Varesine er det største af løbene, har det været naturligt at gøre Varese til målby, og da løbet slutter med omgange på den rundstrækning, der indtil 2017 udgjorde finalen af netop det løb, kan man med en vis ret betragte Gran Trittico Lombardo som en modificeret og lettere udgave af Tre Valli Varesine.

Faktisk undgår man helt stigningerne omkring Legnano og Lissone, og derfor består den indledende del af løbet alene af en tur rundt på den flade Po-slette. Da man tillige dropper det kuperede indløb til Varese, som vi har kendt fra Tre Valli Varesine, og endda også bruger en modificeret udgave af den lettere rundstrækning fra årene frem til 2017 fremfor de seneste to års hårdere finale, er det på alle måder et lettere løb, end vi har vant til fra oktoberklassikeren i de senere år.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

I alt skal der tilbagelægges 199,7 km, der fører feltet fra Legnano, målbyen i Coppa Bernocchi, via Lissone, målbyen i Coppa Agostoni, til Varese, målbyen i Tre Valli Varesine, og faktisk skal der køres omgange på rundstrækninger i hver af de tre byer. Således lægger man ud med at køre en omgang på en rundstrækning i det næsten helt flade terræn vest for Legnano, hvor man kører en indlagt spurt efter 13,2 km og igen efter 20,7 km, når man atter er tilbage i Legnano.

Efter den første rundstrækning kører man mod sydøst, øst, nord og til slut atter øst hen over den flade Po-slette med retning mod Lissone med indlagte spurter efter hhv. 25,9 km og 29,3 km. Efter 60,6 km når man byen, hvor man rammer den næste rundstrækning. Den er 11,0 km lang, finder udelukkende sted i det tætbefolkede byområde nær Monza og er pandekageflad. Efter første omgang, dvs. efter 71,5 km, køres dagens sidste indlagte spurt.

Efter 82,5 km er anden omgang afsluttet, hvorefter man følger samme flade vej som tidligere, denne gang dog mod vest i den modsatte retning. I byen Saronno efter 101,0 km drejer man mod nordvest for at køre ad en let stigende dalvej med retning mod stigningerne nær Comosøen. Kort efter byen Tradate drejer man mod vest for at forlade dalen via stigningen Piccolo Stelvio (1,5 km, 6,4%), der stiger med mere end 7% over den sidste kilometer frem mod toppen, som rundes efter 126,4 km. En nedkørsel leder nu mod nordvest og nord ned til Varesesøen, ved hvis bred man rammer den afsluttende rundstrækning, hvor man første gang kører op ad Salita del Ronchi-stigningen. Den er 2,0 km lang og stiger med 5,1% i snit med hhv. 4,6%, 6,4%, 6,0% og 3,6% over hver af de fire 500 m-segmenter. Toppen rundes ved den røde flamme, hvorefter man følger den let faldende sidste km frem til stregen, der krydses for første gang efter 137,9 km.

Løbet afsluttes nu med fire omgange på en 15,7 km lang rundstrækning, der er en forlænget udgave af den, vi kender fra tidligere. Efter bare 1 km rammer feltet den lille stigning Montello (1,8 km, 5,4%), der stiger med hhv. 3,1%, 6,6% og 5,4% over de første tre gange 500 m og til slut 7,7% over de sidst 300 m, inden toppen rundes med 13 km igen. Herefter venter en længere nedkørsel, inden rytterne atter skal over Salita del Ronchi (2,0 km, 5,1%). Igen kommer toppen lige ved den røde flamme, hvorefter den sidste kilometer er ganske let faldende. De sidste 3 km er enkle med et par rundkørsler og bare ét skarpt sving med 400 m til stregen.

Løbet byder på i alt 1788 højdemeter, hvilket er betydeligt færre end de 3153 i sidste års Tre Valli Varesine.

Vejret

Efter at det meste af Sydeuropa har oplevet en regulær hedebølge de seneste dage, hvor rytterne af samme grund havde et brutalt Strade Bianche, er temperaturen nu faldet, inden den ventes at stige igen frem mod Milano-Sanremo, Der venter derfor et helt andet vejr mandag, hvor det hovedsageligt vil være overskyet, temperaturen blot vil nå 25 grader, og hvor der gennem hele eftermiddagen vil være 60-70% risiko for tordenbyger. Vinden vil blot være svag til let og komme fra først vest og siden nordvest. Det giver vind fra alle retninger i den indledende fase og modvind på turen frem mod den sidste rundstrækning. Her vil der stort set være konstant sidevind, men man har dog sidemodvind på begge de stigninger. Efter toppen af den sidste drejer man atter ind i sidevind, indtil man får sidemedvind på de sidste 200 m.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Favoritterne

Løbet er ganske vist en sammensmeltning af tre forskellige løb, men i sin konstruktion er det nu bare en modificeret udgave af Tre Valli Varesine. De indledende rundstrækninger i Legnano og Lissone er pandekageflade og derfor helt ligegyldige, og deres bidrag til løbet er således blot at gøre det lettere, end vi kender det fra de seneste udgaver af Varese-løbet.

Tre Valli Varesine har haft en omskiftelig historie med mange forskellige ruter over årene, men efter 2014 lærte vi en kort overgang, hvad vi skulle forvente af den gamle italienske klassiker. Som sagt benyttede man fire år i træk VM-rundstrækningen i Varese som finale, og derfor fik vi en fornemmelse af, hvilke ryttertyper der kunne begå sig. Det ændrede sig imidlertid i 2018 og 2019 med den nye, hårdere rundstrækning, men i år vender vi altså tilbage til det vi kendte fra tiden mellem 2014 og 2017. Som sagt er den indledende del dog meget lettere, og årets 1788 højdemeter er langt mindre end de 3000 i 2017 og naturligvis endnu mindre end de 3200, vi havde sidste år.

Hvordan gik det så mellem 2014 og 2017? Scenariet var hver gang det samme. På de sidste omgange blev der kørt aggressivt, og det skabte et udskilningsløb. På sidste omgang blev der etableret en gruppe på 5-15 ryttere, der i to tilfælde kunne spurte om sejren. Kun i 2015 og i 2017, hvor Vincenzo Nibali var fuldstændig suveræn i dagene op til Lombardiet, var der ryttere, der kunne gøre forskellen. Samtidig så vi, at man skulle køre temmelig godt opad for at være med i finalen, og det var som regel de bedste klatrere og klassikerryttere, der sad med til sidst. Stærke sprintere kunne imidlertid også klare terrænet, og vi så, at folk som Sonny Colbrelli, Jens Keukeleire, Kristian Sbaragli og en i 2015 meget formstærk Giacomo Nizzolo alle kunne være med til sidst. At man skulle være stærk, sås imidlertid af løbet i 2016, hvor Magnus Cort, der ellers kom flyvende ud af Vueltaen, akkurat missede frontgruppen, selvom han var en af forhåndsfavoritterne. I de senere år har scenariet været et andet, hvor vi har set klatrerne kunne gøre forskelle, men sådan bliver det ikke denne gang.

Løbet arrangeres ikke af RCS, hvilket formentlig er forklaringen på, at antallet af WorldTour-hold er færre end i Milano-Torino senere på ugen. Til gengæld stiller de deltagende tophold med nogle ret stærke formationer med flere stjerner, som tester formen frem mod Milano-Sanremo. Og da feltet er renset for stærke sprintere som Colbrelli og Nizzolo, synes de fleste at have en interesse i et hårdt løb.

Første del af løbet vil sikkert være rolig. Der er ofte kamp om udbruddene i italienske endagsløb, men når det er etableret, vil den flade del bestå af en rolig jagt, hvor man kan vente, at CCC, Astana og Ineos vil være toneangivende i fartsætningen. Til gengæld kan vi regne med et ganske uroligt løb inde på rundstrækningen, hvor man særligt kunne forestille sig, at Ineos, Trek-Segafredo og Astana vil lægge pres og også køre offensivt, mens det i højere grad vil være op til det lidt smallere CCC-hold samt måske Androni og Vini Zabu at gå mere målrettet efter en spurtafgørelse.

Spørgsmålet er, om ruten er hård nok til at skabe stor splittelse. Med næsten halvt så mange højdemeter som i 2017 virker det tvivlsomt, særligt set i lyset af udviklingen i udgaverne mellem 2014 og 2017, hvor det ofte var en lille gruppe, der spurtede om sejren (eller i hvert fald var tæt på). Denne gang burde selektionen være mindre, og da feltet samtidig er ganske stærkt, vil det formentlig være endnu sværere for topnavnene at sætte hinanden til vægs.

Det betyder dog ikke, at det ender i en spurt. Rundstrækningen er skabt til angreb, og skabes den rette gruppe med deltagelse af alle de vigtigste hold, kan det sagtens køre hjem. Og i en lille gruppe kan det godt lade sig gøre at køre alene hjem, selvom finalen i sig selv ikke er voldsomt hård. Spurtstyrke er dog formentlig en vigtig egenskab.

Mest sandsynligt regner jeg dog fortsat en spurtafgørelse for at være. Det nye format er næppe hårdt nok til at undgå det, og skal det lykkes, vil taktik utvivlsomt spille en rolle. Til gengæld skal man være relativt klatrestærk for at komme med over sidste bakke og stadig have noget i tanken til en afslutning i den let faldende finale.

I mangel af en Colbrelli- eller Sagan-type, der både kan klatre og vinde massespurter, er sprinterhierarkiet ret åbent, og i en spurt kan det gå mange veje. Derfor kan han langt fra vide sig sikker, men jeg tror på, at Greg van Avermaet kan gøre det færdigt. Belgieren viste glimrende form i Strade Bianche, hvor han ikke helt uventet havde svært ved at følge de mere klatrestærke, men stadig var med dybt inde i finalen. En faldende spurt er ikke hans kop te, men den kommer på toppen af en bakke, der ligger til hans højreben. Van Avermaets speciale er netop at spurte, når alle er trætte - spørg bare Peter Sagan - og derfor passer det ham perfekt, at der formentlig er kørt fuld gas mod slutningen. En udfordring er et svagt hold, der kan få svært ved at kontrollere løbet, men han har i Alessandro de Marchi en vigtig og formstærk motor, der kan føre som en gal. Ender det i en spurt, tror jeg, at Van Avermaet endelig sikrer CCCs første sejr i år. De Marchi selv kan gøre sig gældende i et aggressivt løb og er lovet frihed, men han har det store problem, at han skal alene hjem, da spurtstyrke for ham er en by i Rusland.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Ineos kommer med det måske stærkeste mandskab, og de går formentlig efter et aggressivt løb, hvor mange kan tage deres chance. Deres bedste kort er nok Michal Kwiatkowski, der i Strade Bianche desværre nok engang måtte sande, at han i nu mere end et år ikke har fundet niveauet. Helt ringe var det trods alt ikke, og på denne lettere rute bliver han ikke let at sætte. Kwiatkowski er tillige en hurtig herre, der som bekendt har overspurtet Peter Sagan i finalen af to klassikere, og også han mestrer kunsten at spurte efter et hårdt løb. Samtidig kan han drage fordel af, at han ikke som Van Avermaet vil være meget alene, og det kan måske tjene til hans fordel. En sejr til Kwiatkowski vil være velkommen efter en svær tid.

Sidste år var Giovanni Visconti ufatteligt tæt på at vinde Tre Valli Varesine i præcis denne spurt, men desværre blev han snydt af en uhyre formstærk Primoz Roglic, der akkurat ikke blev hentet. Det vidner imidlertid nok engang om hans spurtstyrke, og i en flad spurt kan han meget vel vise sig hurtigere end både Van Avermaet og Kwiatkowski. Når jeg alligevel ikke peger på ham som favorit, skyldes det, at dette er hans sæsondebut, og vi har i de senere år set, at han har været meget svingende. Til gengæld viste han også u efteråret, at han i formstærk udgave stadig kan matche de allerbedste, ikke mindst da han vandt Giro della Toscana foran Egan Bernal. Formen er et spørgsmål, men er han klar, bliver han farlig. Hos sig har han den stadig stærkere Lorenzo Rota, der dog mangler spurten til at vinde, mens det formentlig bliver for hårdt for sprinteren Umberto Marengo, selvom han klatrer godt.

Lidt mere i tvivl er jeg om Alexey Lutsenko. Kasakken var som altid ustoppelig i sæsonstarten, men han skuffede fælt i Strade Bianche. Det kan dog sagtens skyldes varmen, og han synes generelt at have lagt sin ustabilitet bag sig. På denne lettere rute er der i hvert fald ingen, der sætter Lutsenko, og finalen ligger bestemt ikke dårligt til ham. Til gengæld synes han ikke at have helt samme hurtighed som tidligere, og det kan derfor blive svært at slå de ovennævnte på stregen, selvom det bestemt ikke er umuligt.

Astana har dog en farlig plan B. Fabio Felline er ganske vist stadig en skygge af den rytter, der engang vandt Vueltaens pointtrøje, men han er slet ikke så skidt kørende længere. Med ham er det stadig meget svært at vurdere formen, og han kan sagtens finde finalen for hård. Er han kørende, ligger den dog til hans højreben, og formentlig er han den hurtigste af de hidtil nævnte. Manden har trods alt vundet massespurter i Baskerlandet. Astana har også Gorka Izagirre, og baskeren kan både spurte og klatre, ligesom han så godt ud i Strade Bianche. Han er dog den langsomste af de tre og skal vinde via et offensivt løb.

En meget spændende kandidat er Jhonatan Restrepo. Efter skiftet til italiensk stald er han genfødt, og han vandt et hav af cykelløb i starten af sæsonen. Til gengæld ved vi også, at hans formtoppe har været mere sjældne end skybrud i Sahara, men noget kunne tyde på, at han er klar. I hvert fald blev han i sidste øjeblik sendt fra Getxo til Italien for at køre et løb, der er meget vigtigt for Androni, som går efter at vinde Coppa Italia. Han synes at klatre ringere, men spurte bedre end i tiden hos Katusha, men uanset det vil han elske denne rute. I Colombia blandede han sig med folk som Hodeg og Molano i massespurterne, og det viser, at han er livsfarlig at få med til stregen. I det hele taget har Androni et uhyre spændende hold, der også tæller Francesco Gavazzi, Davide Gabburo og Nicola Bagioli , der alle kan afslutte i denne type finale. Jeg tvivler dog på, at de har farten til faktisk at vinde.

Det kunne være meget interessant, hvis Ineos giver Ethan Hayter chancen. Det britiske talent er et uhyre alsidigt talent, der både har vist sig i stand til at klatre i bjerge og samtidig blande sig i massespurter. Han er stadig et ubeskrevet blad på dette niveau, men viste som stagiaire helt tilbage i 2018, at han sagtens kan være med. Han imponerede i e-cykling, hvor han viste en vis form, og han kan sagtens vinde en spurt i dette felt, hvis han får chancen.

En meget spændende kandidat er Kristian Sbaragli. Efter år, hvor han var helt fra den, var han ganske enkelt flyvende sidste efterår, hvor han på imponerende vis kørte sig i top 10 i det stjernebesatte GP Montreal. Når han kan være med over mere end 4000 højdemeter, kan han også være med her, men han skal bevise, at han kan genfinde niveauet fra efteråret - og det viste Strade Bianche ikke umiddelbart. Samtidig er det tvivlsomt, om han har den hurtighed, der gav Vuelta-etapesejr i en reduceret massespurt, da han kun meget sjældent spurter nu om dage.

UAE har en spædende kandidat i Aliaksandr Riabushenko. Hviderusseren var gået helt i stå, men slog endelig igennem sidste år, hvor han vandt Coppa Agostoni ved at slå Lutsenko i en direkte duel mellem de to. Det vidner både om hans klatreevner og hans spurtstyrke, og han er derfor en kandidat til en afgørelse på stregen. Til gengæld er han også så svingende, at man aldrig skal regne med, at han er i form, og det kan hans 2. plads ved de nationale mesterskaber ikke ændre på. Holdet har også en i Strade Bianche godt kørende Valerio Conti , der passer fint til ruten, men selvom han kan spurte, er han ikke hurtig til at sejre på stregen i en større gruppe. Marco Marcato synes trods sin gode spurt ikke længere at være holdbar nok.

Det stærke Ineos-hold kan også regne med Gianni Moscon . Desværre gav Strade Bianche ikke håb om en genfødsel, men at han ikke gennemførte et løb, der af mange beskrives som et af de mest brutale nogensinde, er ingen skam. I dette løb bør han være konkurrencedygtig, som han var det sidste år, hvor han var meget tæt på at vinde. Moscon kan klatre og spurte, men på papiret er Kwiatkowski og i hvert fald Hayter nok hurtigere. Hierarkiet mellem ham og polakken er dog ret åbent, og det er ikke umuligt for Moscon at spurtsejre. Bedst chance har han dog i et offensivt løb. Ineos kan også regne med Jhonatan Narvaez, der også kan køre offensivt og gøre det færdigt på stregen.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Mitchelton-Scott kommer med et bredt hold anført af Brent Bookwalter, der vel var den største positive overraskelse i Strade Bianche. Formen sidder i hvert fald i skabet, og vi ved fra de amerikanske løb, at han sågar kan blande sig i massespurter. Det er dog aldrig sket på denne side af Atlanten, og han er dog næppe helt hurtig nok i dette selskab. Hurtigere er Dion Smith, men han er sjældent i form, og spørgsmålet er, om han er det i sit første løb. Ruten passer ham i hvert fald perfekt. Nick Schultz kan også klatre og spurte, men han har været formsvag i ganske lang tid, og Cameron Meyer, der også kan spurte, klatrer næppe længere godt nok. Finalen burde være skræddersyet til Robert Stannard, der er lynhurtig og klatrestærk, men han er faldet helt sammen som professionel, hvor han intet har vist.

En spændende outsider er Quinten Hermans. Den belgiske crossrytter var for to år siden meget tæt på at vinde Tour de Wallonie, blandt andet via forrygende spurtstyrke i reducerede massespurter. Det gør ham skabt til dette løb, da han også er stærk på korte bakker, men niveauet her er højere, end han er vant til. Formen er ukendt efter en ærgerlig punktering i Strade Bianche. Her var holdkammeraten Loic Vliegen flyvende, og han ligner med sin hæderlige spurt en fin top 10-kandidat, men næppe en vinder. Det er også en god afslutning for halvhurtige Xandro Meurisse, der dog har virket formsvag ganske længe, mens Jan Bakelants har tabt sin hurtighed.

Trek stiller med klassehold, men de mangler en sprinter. Den eneste, der kan gøre det færdigt i en eller anden form for spurt, er Gianluca Brambilla, men han synes ikke at have fordums hurtighed og skal afsted i en lille gruppe. Vincenzo Nibali slap nådigt fra styrtet i Strade Bianche, men ruten her er ikke hård nok til, at han kan køre alene hjem, medmindre der går taktik i den. Det samme kan siges om Giulio Ciccone , der ligeledes var uheldig i går, samt Pieter Weening .

Gazprom-Rusvelo har Marco Canola og Simone Velasco, der begge kan spurte efter hårde løb. Canola klatrer dog ikke så godt længere, og efter en ikke specielt overbevisende indsats i Burgos får han det formentlig for hårdt. Velasco var desværre heller ikke flyvende i Spanien, men vi ved fra Coppi e Bartali, at han er hurtig, hvis han kommer med hjem. Holdet har også lottokuponen Evgeny Shalunov, men at tro på hans form vil være meget at forlange på en højhellig søndag.

Movistar lever i en ny virkelighed, hvor de ofte er et af de svageste WorldTour-hold. Her skal de håbe, at Dario Cataldo, der i gamle dage faktisk var ret hurtig, kan komme væk i en gruppe, men han var ikke flyvende i Strade Bianche. Spændende er også pointtrøjevinderen fra l’Avenir Matteo Jorgenson, men niveauet her må være for stramt for den unge nyprofessionelle. Også Arkea-Samsib får det svært, da finalen må være for hård for Nacer Bouhanni, som ikke har fordums hurtighed, selvom han af og til hiver en bedre klatrepræstation op af hatten, og formentlig også for Thomas Boudat, der er meget svingende. Løbet er også for hårdt for Bardianis hurtige folk Vincenzo Albanese og Iuri Filosi, men de har Filippo Fiorelli, der både klatrede og spurtede i Sibiu. Her er niveauet dog for højt.

Kontinentalholdene er af begrænset kvalitet, men det er værd at fremhæve Marzo Tizza. Italieneren er overraskende holdbar og er hurtig. Samtidig viste han god form i Sibiu, men desværre synes han ikke at være helt så hurtig som i gamle dage, og man kan tvivle på, om han faktisk kan spurte sig til en choksejr.

BEMÆRK: Søndag aften kl. 20.30 havde arrangørerne end ikke udsendt en foreløbig startliste, og derfor er trupperne fra blandt andre Astana og Alecin-Fenix ukendte. Optakten vil blive opdateret, når en startliste foreligger. Den store joker er, om Alpecin-Fenix kunne finde på at stille med en frustreret Mathieu van de Poel, der med det samme ville gå ind som storfavorit på en rute, der er skræddersyet til ham. Det er ikke planen, men man ved aldrig efter gårsdagens ærgerlige defekt.

OPDATERING: Astana har søndag aften udtaget Alex Aranburu, der virkede flyvende i Burgos og er skabt til dette løb. Han kunne ligne deres kaptajn i en spurt - i hvert fald hvis Felline falder fra - mens Alexey Lutsenko skal køre offensivt. Han går med sin hurtighed ind som min nye favorit.

OPDATERING 2: Schultz og Sbaragli stiller ikke til start. Alpecin-Fenix stiller i stedet med Gianni Vermeersch, der burde kunne komme langt på denne rute, ligesom den også passer udmærket til Floris de Tier. Til gengæld er den nok for hård for Sacha Modolo. Mitchelton-Scott har i stedet udtaget sprinteren Alexander Konychev, der dog nok vil finde det for hårdt. Endelig bliver det interessant at følge nr. 2 fra l'Avenir, Giovanni Aleotti, på det unge italienske landshold.

***** Alex Aranburu

**** Greg van Avermaet, Michal Kwiatkowski

*** Giovanni Visconti, Alexey Lutsenko, Fabio Felline, Jhonatan Restrepo, Ethan Hayter

** Alexandr Riabushenko, Gianni Moscon, Brent Bookwalter, Quinten Hermans, Francesco Gavazzi, Dion Smith, Gianluca Brambilla, Marco Canola, Marco Tizza, Gianni Vermeersch

* Gorka Izagirre, Loic Vliegen, Valerio Conti, Xandro Meurisse, Vincenzo Nibali, Giulio Ciccone, Dario Cataldo, Jhonatan Narvaez, Davide Gabburo, Floris de Tier, Nicola Bagioli, Simone Velasco, Umberto Marengo, Sacha Modolo, Nacer Bouhanni, Thomas Boudat, Alessandro de Marchi, Lorenzo Rota, Robert Stannard, Matteo Jorgenson, Giovanni Aleotti

Danskerne

Mathias Norsgaard gør efter sin grimme skade endelig debut for Movistar, hvor han først og fremmest skal støtte Dario Cataldo. Frederik Nybo Eriksen stiller til start for NTTs udviklingshold.

Sidste års løb

Du kan gense Primoz Roglics sejr fra 2019, Toms Skujins’ sejr fra 2018, Alexandre Geniez’ sejr fra 2017 og Sonny Colbrellis sejr fra 2016 (alle sammen udgaver af Tre Valli Varesine, hvoraf de to sidstnævnte har samme finale som denne).