\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Første terrænmæssige udfordring, Passo della Colma, er også dagens sværeste. Denne er opmålt til 8,6 kilometer og en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,5. Det er en ujævn stigning med et plateau midtpå, inden den når over 11 procent hen over toppen. Herfra resterer 60 kilometer af løbet.
Efter en snørklet nedkørsel på små otte kilometer går det snart op igen til Cremosina, hvilket betyder en stigning på 4,9 kilometer, men en stigningsprocent helt nede på 2,9 procent i gennemsnit uden stejle sektioner undervejs.
Efter et let faldende dalstykke venter den stejlere stigning op til Traversagna, som i halvanden kilometers penge holder sig mellem 5 og 7 procent.
Herfra går det ned ad bakke ind på de sidste 20 kilometer, hvor ruten også går ind på den afsluttende rundstrækning ved målbyen, hvor der skal køres halvanden omgang. Denne indeholder en bakke på 800 meter, der i gennemsnit stiger med 5,6 procent, og hvis top kun er godt syv kilometer fra målstregen.
De sidste tre kilometer er blottet for skarpe sving, men indeholder dog to bløde venstrekurver, heraf den sidste bare en 500 meter fra mål. Opløbsstrækningen er på let stigende vej.
Favoritterne
Da ruten i Gran Piemonte varierer så meget fra år til år, kan man ikke tale om specialister i lige dette løb, der mestrer en bestemt type finale, da denne jo skifter så meget. I stedet må både cykelhold og optaktsskribenter tage et grundigt kig på ruten, før de afgør, hvem der kan gøre sig gældende, hvilket på en rute som denne først og fremmest vil være sprintere med en vis holdbarhed. Der er i hvert fald mange hold, der helt tydeligt tror på en massespurt og har udtaget sprintere til dette scenarie.
Helt fladt er løbet dog heller ikke, og der er også flere hold til start, der ikke har medbragt sprintere. Der vil altså være mange ryttere og hele hold, der vil håbe på, at stigningerne kan gøre løbet så tilpas hårdt, at en samlet spurt undgås, hvorfor det vil udvikle sig til et mere klassikerlignende løb. Stigningerne er nemlig ikke tilpas hårde til, at nogen kan forvente at kunne gøre forskellen dér alene, men hvis en stærk gruppe løsriver sig, vil de have muligheder for at holde hjem. Enten kan den bakken kort før mål også bruges til sene fremstød, hvorfor løbet altså kan vindes på flere måder, men hvor en mere eller mindre reduceret massespurt umiddelbart virker mest sandsynligt.
Den mest profilerede sprinter til start er Kaden Groves (Alpecin-Deceuninck), der dog ankommer i tvivlsom form efter at have udgået af sine seneste tre endagsløb, men hvor ingen af dem dog udviklede sig i retning af en spurt, han skulle køre. Derfor kan han muligvis have stået af for at spare sig, og under normale omstændigheder ville dette løb i hvert fald passe ham tæt på perfekt. Han har ofte vist imponerende holdbarhed, så stigningerne burde ikke volde problemer i sig selv, og i en let stigende spurt som denne bliver han svær at slå. Skulle han mangle form, har holdet andre hurtige alternativer i Henri Uhlig og Stan Van Tricht.
En formstærk Tom Pidcock (INEOS Grenadiers) kan køre med om sejren i flere scenarier, da han både kan vise sig blandt de stærkeste på stigningerne og vil have muligheder selv i en regulær massespurt. Hurtigere er han dog ikke, end at angreb nok vil være bedste vej mod en eventuel sejr, men efter andenpladsen i det krævende Giro dell’Emilia er det ikke umuligt, at han kan ramme et vindende fremstød, hvor han i en spurt også bliver svær at slå. Også i en reduceret massespurt vil han på dette opløb være i spil til en podieplads, men i tilfælde af et samlet felt kan holdet også vælge at køre spurten for Filippo Ganna eller Ethan Hayter.
En alsidig rytter som Tom Pidcock vil have flere måder at vinde dette løb på. Foto: Sirotti
Hos Cofidis ligner det sikreste bud på en topplacering Axel Zingle, der bør kunne sidde fint med på stigninger af denne kaliber, og som vil være blandt de hurtigste i et let stigende opløb. Han er så dygtig en klassikerrytter, at han muligvis selv vil gå i offensiven, men i en spurt vil en podieplads eller endda en sejr være inden for rækkevidde. Stefano Oldani har lignende kompetencer, mens Stanisław Aniołkowski kan være holdets valg, hvis løbet ender i en regulær massespurt i et stort felt.
Denne rute ligner et fremragende match for Marijn van den Berg (EF Education-EasyPost), der har gjort det til af en specialitet at præstere i reducerede massespurter i kuperede løb. Han bør kunne komme over disse stigninger i god behold og har tilmed fordel af det stigende opløb, hvorfor en podieplads eller måske endda en sejr er mulig, selv om han ikke kan vide sig sikker på at være hurtigst i dette felt. Skulle løbet blive anderledes hårdt, har holdet folk som Mikkel Frølich Honoré, Neilson Powless og Georg Steinhauser til at dække angreb ind med.
Israel-Premier Tech kan sætte deres lid til Corbin Strong , da en rute som denne vil passe ham, da han både er holdbar og tilmed hurtigst, hvis opløbet stiger en anelse. Der skulle altså være gode muligheder for, at han kommer frem til en spurt, hvis ikke løbet gøres for hårdt, og her kan hans fart række så langt som til en mulig podieplacering. En Marco Frigo kunne søge angreb sammen med Nick Schultz, der også kan være plan B i en spurt.
Selv om Alex Aranburu ikke er så hurtig, som han har været, må han stadig være bedste bud for Movistar Team, da han til gengæld kan være blandt de bedste på stigningerne. Her kunne han muligvis komme væk i en gruppe, hvor hans hurtighed ville række anderledes langt, og så kan en podieplads opnås, ligesom det også muligvis ville kunne i en reduceret massespurt. I en større gruppe kunne holdet også køre spurten for den tidligere vinder, Iván García Cortina, eller, hvis udskilningen er minimal, Davide Cimolai.
Der er stadig hurtighed i benene hos Diego Ulissi (UAE Team Emirates), der kunne være storholdets bedste chance for at sikre sig en nærmest ubegribelig 81. sæsonsejr i dette løb. Profilen kunne såmænd godt være hårdere for hans skyld, men han bør i første omgang kunne sidde med blandt de forreste og så have mulighed for en placering så højt som top 5, men afhængigt af gruppens størrelse kan farten række endnu længere. Filippo Baroncini er et alternativ til en spurt, mens Jan Christen nok skal søge angrebene i finalen.
I en alder af 35 år er Diego Ulissi ikke færdig med at vinde cykelløb. Foto: Sirotti
Astana Qazaqstan Team har samlet flere af holdets hurtigste ryttere til dette løb, hvoraf det nok er Cees Bol der er sikreste bud på en topplacering. Han har netop vist god form i Paris-Tours og ville normalt også være tanden mere holdbar end Max Kanter, der dog også kunne ende som holdets førstevalg, hvis de begge når frem til en spurt. Også en Davide Ballerini står klar i kulissen til at køre egen spurt, mens Alberto Bettiol er et kort til at gå med i fremstødene. Uanset hvem fra holdet, der måtte køre spurten, ligner top 5 et mere sandsynligt resultat end en podieplads.
Arkéa-B&B Hotels er blandt de hold, der har taget en decideret sprinter med i form af Jenthe Biermans, som bør være deres førsteprioritet til en spurt. Da han er ganske holdbar, kunne han også meget vel komme frem til denne, men løbet må heller ikke gøres for hårdt, før han bliver sårbar. I dét scenarie råder de dog over Vincenzo Albanese, der bliver anderledes svær at ryste af, og som selv er hurtig på stregen, hvorfor holdet i flere scenarier bejler til en podieplads.
Team Polti Kometa vil være blandt holdene med størst interesse i en samlet spurt, da de her anføres af Giovanni Lonardi, der på sine gode dage også vil kunne klare stigninger som disse. Skulle han blive bragt frem til spurt, bør der dog være så tilpas mange sprinterkonkurrenter, at top 5 ikke bliver let at opnå, selv om det ikke er umuligt. Skulle Lonardi falde fra, kunne Mirco Maestri eller Jhonatan Restrepo i stedet blande sig i en spurt.
Dette løb kan blive det næste i rækken af topplaceringer til Edoardo Zambanini (Bahrain-Victorious), der i en flot sæson især har præsteret på højt niveau her i efteråret, senest med en samlet fjerdeplads i Cro Race. Undervejs har han også vist så meget hurtighed, at han selv i en massespurt har muligheder her, men med sine evner opad ville han dog have gavn af en udskilning, der kunne indbringe ham en placering i nærheden af top 5. Også Matevž Govekar og Fred Wright ville kunne køre gode spurter i en større gruppe, mens en Matej Mohorič også kunne have noget i ærmet til finalen.
Team Jayco AlUla må næsten have bedst chance for et topresultat gennem Anders Foldager, der i sin første sæson som professionel er så langt oppe som holdet syvendebedst placerede på verdensranglisten. Dét har danskeren formået med sin kombination af holdbarhed og hurtighed, som i dette løb både kan indbringe topplaceringer fra angreb eller i en reduceret massespurt, selv om top 10 nok er mere sandsynligt end top 5. Både Davide De Pretto og Felix Engelhardt er nogenlunde jævnbyrdige med deres danske holdkammerat og med lignende kvaliteter.
Formen er stadig relativt ukendt hos Giulio Ciccone (Lidl-Trek), men så stort et navn kan ikke afskrives helt i et løb som dette. Hvis formen er der, kan han i første omgang være toneangivende på stigningerne, og så vil han i en mindre gruppe være hurtig nok til at spurte sig på podiet, men dog ikke en mere regulær massespurt. Her kunne holdet også satse på Natnael Tesfatsion eller muligvis Fabio Felline, der også begge bør kunne sidde fint med på stigningerne.
Team dsm-firmenich PostNL er blandt de få hold med modet til at lade sprinterne blive hjemme, hvorfor de må forventes at gå i offensiven med en mand som Romain Bardet. Her bør han være så stærk på stigningerne, at han kan ramme et afgørende fremstød, hvor hans fart også kan redde ham en podieplacering. Angreb vil også være vejen frem for Frank van den Broek, mens Kevin Vermaerke både på stigninger og i en reduceret vil have muligheder.
Som i så mange andre løb ligner Tobias Halland Johannessen bedste bud på en topplacering til Uno-X Mobility, der har øget presset på deres profil ved at lade deres mange sprintere blive hjemme. Der vil dog også være muligheder på anden vis, da Halland Johannessen kunne være blandt de bedste i et hårdt kørt løb, hvor han vil have mulighed for at kunne følge de bedste og med sin hurtighed være i spil til en topplacering. Også Odd Christian Eiking og Andreas Leknessund kunne indgå i en finale præget af angreb.