Optakt: Gran Piemonte
12. august 2020 15:00Foto: Photopress.be
af Emil Axelgaard

I flere år har Gran Piemonte været det sidste af de mange mindre italienske efterårsklassikere forud for den store sæsonfinale i Il Lombardia, og selvom efterårsmonumentet i år helt usædvanligt er flyttet til august, vil det stadig være løbet i Piemonte, der agerer afsluttende opvarmning. Da løbet i år er den eneste italienske begivenhed i ugen op til løbet i Lombardiet, har arrangørerne designet en kuperet puncheurrute til den altid meget varierede begivenhed, der i år i meget udpræget grad er designet med netop lørdagens store løb i tankerne.

Nedskæringer af ryttere: Det giver måske et mere forudsigeligt og låst løb

se mere cykling på

Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

 

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

 

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Siden det nye etapeløb Adriatica Ionica Race i juli har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

 

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og WorldTour udgør på mindre end en måned en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet i midten af oktober. Dermed afvikles der hele 12 endagsløb på mindre end en måned i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

 

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

 

De italienske efterårsklassikere er generelt ret kuperede, men seriens næstsidste løb, der meget ofte har været den sidste begivenhed inden Il Lombardia, har generelt brudt trenden. Selvom det langt fra følger en fast rute og har besøgt forskellige dele af Piemonte-regionen, har det som regel været en sag for langt tungere folk end de øvrige løb. Dermed har det ofte været et af de få løb, sprinterne har kunnet gå efter i den sidste del af sæsonen, mens klatrerne enten har skippet løbet eller brugt det til at rulle benene igennem to dage inden det store slag i Lombardiet.

 

Som mange andre italienske løb er Gran Piemonte en gammel sag, der under navnet Giro del Piemonte første gang blev afviklet helt tilbage i 1906 med Giovanni Cerbi som vinder. Han vandt faktisk de første tre udgaver, inden løbet blev aflyst i 1909. Derefter blev det imidlertid afviklet hvert eneste år igennem næsten et helt århundrede, hvor kun udgaverne i 1943, 1944, 1968, 1975, 1976 og 2000 blev aflyst. Italienske giganter som Alfredo Binda, Gino Bartali, Fiorenzo Magni, Felice Gimondi, Francesco Moser, Gianni Bugno Guido Bontempi, Claudio Chiapucci, Franco Ballerini, og Andrea Tafi sejrede alle, og efter første udenlandske sejr i 1964 vandt også store navne som Rudi Altig, Eddy Merckx, Roger De Vlaeminck, Djamoulidine Abdoujaparov og Richard Virenque.

 

Som mange andre italienske løb endte Giro del Piemonte imidlertid også i økonomiske problemer i tiden omkring finanskrisen. I 2007 blev løbet aflyst som følge af sponsormangel, og selvom det blev genetableret i 2009, 2010, 2011 og 2012, hvor det genfandt sin plads inden Il Lombardia, så det ud til at lide samme triste skæbne som mange andre italienske storløb, da det forsvandt igen i 2013 og 2014. Heldigvis greb RCS ind og reddede både løbet i Piemonte og Milano Torino, som de overtog og samlede sammen med Il Lombardia i en løbsserie, de kalder Trittico Autunno, og som afvikles over fire dage med Milano-Torino om onsdagen, Gran Piemonte, det nye navn for Giro del Piemonte, om torsdagen og det store monument om lørdagen. Det har givet nyt liv til løbet, der har kunnet drage fordel af synergien og den fælles arrangør, som har inviteret stort set de samme hold til de to første begivenheder, der ikke er en del af WorldTouren.

 

I 2017 blev løbet rykket til juni, hvor det fungerede som det italienske mesterskab, der blev vundet af Fabio Aru på en ny og meget hårdere rute end vanligt, men i 2018 var det tilbage på sin faste plads som det næstsidste italienske løb og med en rute, der i langt højere grad svarede til det, vi kender løbet for. Faktisk var ruten denne gang usædvanligt flad, og derfor kom det nu igen som lidt af et misfoster i en kalender, der ellers domineres af klatreløb. Sammen med GP Beghelli har det ofte været et sidste mål for mange af Italiens hurtigste folk, der har skippet de hårdere løb og i stedet koncentreret sig om især torsdagens store italienske sprinterfinale. Manglen på lignende løb har ofte betydet, at startfeltet slet ikke har samme klasse, som vi ser det i de andre løb, men RCS’ involvering har sikret deltagelse af mange WorldTour-hold.

 

I 2019 var der tale om en nyskabelse. Som sagt er der tale om et regionalt løb, og det betyder, at man ikke nødvendigvis skal køre løbet samme sted hver gang. Som 2017-udgaven viste er der i Piemonte knaldhårdt cykelterræn, og det kom i den grad til udtryk sidste efterår, hvor løbets rute var den hårdeste i nyere tid og endda bød på en finale, der fik både Giro dell’Emilia og Milano-Torino til at blegne. Denne gang sluttedes der nemlig på den frygtede Oropa-stigning, og det har forvandlede løbet fra at være en sprinteroase i en ørken af klatreløb til at være det eneste virkelige bjergløb af opvarmningsløbene til Il Lombardia. I 2020 vender løbet tilbage til et mere traditionelt format, selvom corona-krisen har gjort løbet til det eneste virkelige opvarmningsløb til Il Lombardia, hvilket har ansporet arrangørerne til at finde et meget kuperet design i forhold til tidligere tiders flade sprinteraffære.

 

Sidste år udnyttede Egan Bernal den sjældne chance for at køre et endagsløb i de høje bjerge, og trods sin status som storfavorit kunne ingen forhindre ham i at vinde på Oropa-stigningen. Faktisk var Ineos i særklasse, da holdkammeraten Ivan Ramiro Sosa kørte så stærkt, at ingen andre kunne følge med, og derfor blev det til dobbetlsejr til det britiske storhold, mens Nans Peters var ”the best of the rest. I år kører Bernal og Peters Dauphiné, men Sosa er med igen, denne gang dog på en rute, der passer ham betydeligt dårligere.

 

Ruten

Det ligger i det gamle navn Giro del Piemonte, at der er tale om hele Piemonte-regionens løb, og derfor har løbet aldrig haft en fast rute. I stedet har man besøgt forskellige egne af regionen, og det har givet anledning til ret forskellige strækninger. Fælles for de fleste har dog været, at de som regel har haft flade finaler, og selvom der undervejs har været forskellige klatreudfordringer af varierende sværhedsgrad, er det som regel de hurtige folk, der er kommet til fadet.

 

Det ændredes der som sagt afgørende på sidste år, hvor man arrangerede et decideret bjergløb med mål på Oropa-stigningen midt i Alperne. Det gentages dog ikke i år. Omstændighederne er som bekendt meget specielle, og hvor løbet normalt er placeret som det tredje af tre forberedelsesløb på bare tre dage og med en placering blot to dage inden Il Lombardia, hvilket har fået mange til at fravælge det, er situationen denne gang helt anderledes.

 

Denne gang er Gran Piemonte det eneste italienske løb i ugen mellem Milano-Sanremo og Il Lombardia, der som bekendt appellerer til to vidt forskellige ryttertyper. Det betyder, at løbet for mange er den eneste reelle mulighed for Lombardiet-favoritterne til at teste benene på italiensk grund inden lørdagens monument. Samtidig afvikles det nu tre dage inden hovedmålet, og det gør det langt lettere at designe en vanskeligere rute, end det er tilfældet, når rytterne blot har én dag til at komme sig. På den anden side risikerer man også at skræmme Lombardiet-stjernerne væk med en alt for hård rute.

 

Resultatet er blevet en rute, der i den grad understreger, at der mere end nogensinde er tale om en Lombardiet-generalprøve. Nok kommer man ikke i nærheden af stigninger i samme sværhedsgrad som i Lombardiet, men der er heller ingenlunde tale om det sprinterløb, vi har været vant til. I stedet er man kommet op med en rute i det kuperede Barolo-distrikt, som mest er kendt for sin vin, og som blandt andet lagde asfalt til den berømte Giro-enkeltstart i 2014, hvor Rigoberto Uran på dele af netop denne rute pludselig bragede ind på scenen som tempospecialist. Hele dagen går det op og ned, så man ender med i alt 3000 højdemeter, men Lombardiets bjerge er der ikke. Tværtimod er der med blødere bakker, herunder en stigende afslutning, tale om et rigtigt puncheurløb, der vil have et andet favoritfelt end lørdagens monument, men som samtidig er perfekt til at få benene varmet op på en hel serie stigninger.

 

Årets rute er i alt 187,0 km lang og fører feltet fra Santo Stefano Belbo til Barolo. Begge byger ligger i Langhe-bakkerne, og løbet finder sted i Asti- og Cuneo-provinserne, der er ganske kuperede. Det kommer til udtryk fra start, hvor man efter et kort fladt stykke, der leder mod øst, kører mod sydøst op ad Rocchetta Palafea (3,0, 8,4%), der er en stejl sag, særligt på den midterste kilometer, der stiger med 9-10%. Toppen rundes efter 10,6 km, hvorefter en nedkørsel leder mod nordøst tilbage til fladlandet, der følges mod nord og siden vest frem til Castiglione d’Asti, der ligger på toppen af en lille bakke (1,2 km, 6,5%).

 

Herfra går det mod sydvest med top efter 36,2 km frem til Castagnole delle Lanze, hvor man drejer ind på stigningen Mango (6,8 km, 4,1%), der er en ujævn sag, som dog kun er stejl på den tredje kilometer, der stiger med 8,4%. Toppen rundes efter 52,0 km og efterfølges af en teknisk nedkørsel, som fører mod nordøst ned til endnu en lille bakke (1,4 km, 7,0%), som leder op til byen Barbaresco. Her når man frem efter 63,4 km, hvorefter man fortsætter mod sydvest ned mod Alba via terræn, der hovedsageligt er faldende. Nu går det mod syd ud til stigningen Diano d’Alba (4,7 km, 5,0%), der er jævn sag uden væsentlige procenter, og hvis top nås efter 80,9 km. En let nedkørsel fører mod vest ned til byen Gallo d’Alba, der nås efter 86,0.

 

Her rammer man den afsluttende rundstrækning, hvor resten af løbet udfolder sig. Først kører man den sidste del af runden frem til målstregen, hvilket betyder, at man kører mod vest og sydvest frem til La Morra (2,9 km, 6,1%), der hovedsageligt stiger med 4-5% på den nedre del, men stiger med 8-9% på de sidste 900 m frem mod toppen, der passeres efter 92,0 km. En kringlet nedkørsel fører nu mod sydøst, inden man igennem let stigende terræn kører mod sydvest ind til Barolo, hvor man rammer den afsluttende bakke (1,2 km, 5,7%), der leder op til mål.

 

Efter 98,3 km krydser man stregen for første gang, og løbet afsluttes nu med to hele omgange på den 44,2 km lange rundstrækning. Efter passagen af stregen fortsætter det med at stige svagt mod syd, , inden det falder mod sydvest. I Monchieri drejer man ind på en lang, lige og let stigende vej, der fører mod syd ned til rutens sydligste punkt i Dogliani.

 

Her vender man rundt for at køre mod nord ad en let stigende vej frem til bunden af Monforte d’Alba (3,1 km, 3,3%), som er en let, jævn opkørsel, hvis top passeres efter hhv. 119,5 og 163,6 km. Derfra venter en lidt kringlet nedkørsel, som fører videre mod nord ned til Gallo d’Alba, hvor man i sin tid ramte rundstrækningen. Det betyder, at man atter skal over La Morra efter hhv. 136,2 km og 180,3 km (dvs. for sidste gang med bare 6,3 km igen), inden det gælder den tekniske nedkørsel, som leder ned til målbakken (1200 m, 5,7%). Der er et højresving i bunden, hvorefter den stiger med 5-6% op til endnu et højresving med 600 m igen, hvorefter der venter 300 m med 8-9%. Med 300 m igen drejer man til venstre ind på den 250 m lange, 6 m brede opløbsstrækning, der er flad.

 

Løbet byder på i alt bare 3004 højdemeter, hvilket faktisk er næsten 1000 flere end sidste års bjergløb, hvor alle højdemeterne til gengæld var koncentreret i den absolutte finale.

 

 

 

 

 

Vejret

Det varme vejr, der præger det meste af Europa, vil også ramme dette løb. Onsdag vil kun byde på få skyer og en temperatur på 33 grader, men faktisk kommer der tordenbyger om aftenen, formentlig dog først efter afslutningen kl. 18.30. Vinden vil blot være svag til let og komme fra sydøst. Det giver hovedsageligt sidevind på stykket frem til rundstrækningen. Her vil der først være sidemodvind indtil kort før Monforte d’Alba, hvorefter der vil være sidemedvind. På La Morra får man først sidevind og siden sidemodvind, hvorefter der er modvind på nedkørslen. Slutteligt vil der være sidemodvind det sidste stykke ind mod mål, Herunder på den sidste bakke.

 

Favoritterne

Gran Piemonte er hovedsageligt kendt som et sprinterløb, men de varierende ruter har betydet, at sværhedsgraden har været meget forskellig fra år til år. Grundlæggende har det dog været en lille sprinteroase midt i en serie af knaldhårde klatreløb, og sammen med GP Beghelli har det fungeret ganske godt til at give den sidste del de italienske efterårsklassikere alsidighed, så alle ryttertyper er blevet tilgodeset. Mens Lombardiet-favoritterne har pustet ud efter den sidste test i Torino, har de hurtige folk fået mulighed for at jagte et sidste resultat på italiensk grund.

 

Sidste år blev alt vendt på hovedet, da løbet blev gjort til et rent bjergløb med colombiansk dominans via Egan Bernal og Ivan Ramiro Sosa. I den forstand blev det mere end vanligt en reel forberedelse til Il Lombardia, og sådan er det måske i endnu mere udpræget grad. Ganske vist var sidste års bjergrige rute nok mere velegnet som en reel test frem mod et bjergløb som Lombardiet, men til gengæld afvikledes det blot to dage inden monumentet, hvorfor de fleste af favoritterne valgte løbet fra.

 

Sådan er det også i år, hvor de ryttere, der kørte i Polen i sidste uge, og som har Lombardiet som det store mål - herunder specielt Remco Evenepoel og Jakob Fuglsang, men også folk som Rafal Majka, Esteban Chaves og Simon Yates - næsten alle dropper løbet. I år har vi dog et større antal Lombardiet-ryttere til start i Piemonte også, og det skyldes naturligvis den særlige coronakalender. Da sidste uges løb i Italien alle var relativt flade, har arrangørerne klogelig valgt en kuperet Piemonte-version, så det i mere udpræget grad end vanligt er en reel Lombardiet-test.

 

Der er dog store forskelle. Lombardiet er et bjergløb for klatrere, og det er dette formentlig ikke. Nok er der 3000 højdemeter på programmet, men stigningerne er relativt korte. Det er således mere puncheur- end klatreterræn. Alligevel betyder det samlede omfang af udfordringerne, at man skal klatre relativt godt for at vinde, og det bliver formentlig et ganske selektivt løb. Dertil skal lægges, at det er terræn, som er meget vanskeligt at kontrollere, og angreb fra distancen kan sagtens betale sig.

 

Om det vil lykkes, vil afhænge af, hvem der vil køre en puncheurspurt til sidst. Det virker indlysende, at det meget klatrestærke, men spurtsvage Trek-hold skal i offensiven, og de har al mulig interesse i at gøre løbet hårdt. Det samme gælder for Jumbo, der nok har Jonas Vingegaard til en spurt, men formentlig gerne vil udnytte George Bennetts superform også. Det gælder i princippet også for Astana, hvis de vil vinde med Aleksandr Vlasov og Ion Izagirre, men det klogeste vil være at satse hele baduljen på Alex Aranburu. Sker det, vil et af løbets stærkere hold køre kontrollerende, og så kan det blive svært at undgå en spurt.

 

Hvem vil også spurte? Det er indlysende, at det gælder for Alpecin-Fenix med Mathieu van der Poel, men deres hold er trods alt ikke det allerstærkeste, selvom de faktisk er mere potente, end man umiddelbart skulle tro. Det samme bør også gælde for UAE, efter at Diego Ulissi tankede masser af selvtillid på 3. etape i Polen. Hvis Alpecin, Astana og UAE alle lægger æggene i spurtkurven, kan det blive svært at undgå det scenarium, men meget vil afhænge af særligt Astanas taktik.

 

I første omgang vil vi formentlig se en aggressiv start med et hav af angreb, og i dette terræn kan vi sagtens få et ret stærkt udbrud. Derefter vil det formentlig være netop Alpecin, Astana og UAE, der skal kontrollere, og så vil jeg forvente, at det især vil være Trek, der vil åbne løbet inde på rundstrækningen. Det gjorde de med et hav af angreb i Milano-Sanremo, også fra distancen, og jeg tror, at taktikken vil være den samme denne gang.

 

Kører den rette gruppe væk, kan vi godt få en tidligere afgørelse, og man kan bestemt ikke udelukke, at et sent - nok ikke det tidlige - udbrud kan holde hjem, især hvis Astana kører offensivt. Det meste af rundstrækningen er dog relativt let, og jeg tror derfor, at Trek får svært ved at undgå samling i bunden af La Morra sidste gang.

 

Her kan der imidlertid godt ske ting og sager. Det kan godt være, at den har et let midterstykke, men den sidste kilometer er altså ganske stejl og meget velegnet til angreb. Her må man formode, at Trek, George Bennett og (hvis han får lov) Aleksandr Vlasov skal i angreb, og kører en lille gruppe væk her, kan de holde hjem. Uanset hvad vil der blive skabt betydelig udskilning på de relativt stejle procenter, og med bare 6,3 km hjem og en ret kringlet nedkørsel, bliver det svært at organisere en jagt og genvinde positioner.

 

Selvom et tidligere angreb som sagt ikke kan udelukkes, ser jeg to scenarier. Enten kører en lille gruppe væk på La Morra og udnytter den svære nedkørsel og mangel på organisation til at holde hjem (og en enlig rytter kan måske også gøre det). Modvinden taler dog mod den mulighed. Alternativet er naturligvis, at det skal afgøres i en puncheurspurt, der faktisk er ret stejl på de første 500 m efter den røde flamme, men som til gengæld er helt flad til sidst.

 

I det lys er det også med nogen tøven, at jeg peger på Mathieu van der Poel som min favorit. Alpecin har åbent erkendt, at de italienske løb har været en skuffelse, og da Lombardiet er for hårdt for fænomenet, er dette sidste skud i bøssen. Heldigvis passer ruten ham glimrende, men den kan være til den kuperede side for den relativt store hollænder, der kommer til kort, når der stilles for store krav til klatreevnerne. Er han i form, er det dog ikke terræn, en Amstel Gold Race-vinder ikke kan klare.

 

Spørgsmålet er bare, om formen er god nok. Alpecin-manager Christophe Roodhoft erkendt, at Van der Poel ikke har sit vanlige ”flash”, men vi ved også fra cross, at det ofte kommer efter nogle løb. Er han på toppen, bliver han svær at slå. Nok kan han tabe terræn på den stejle del af La Morra, men den eminente nedkører kan komme tilbage, og den afsluttende bakke burde ligge perfekt til ham, særligt fordi den flader ud til sidst. Holdet er tillige en udfordring, men han får han hjælp fra UAE og Astana til at skabe samling, tror jeg på, at Van der Poel med nu nogle løb i benene endelig er i stand til at vise, hvor fuldstændig overlegen, han var i klassikerne for et år siden. Hos sig har han en Louis Vervaeke, der viste form i Lombardo, samt Kristian Sbaragli, Petr Vakoc, Floris de Tier og Jimmy Janssens, der egentlig alle kan køre et løb som dette, men nok også alle ender som hjælper.

 

Hans værste trussel er i mine øjne Alex Aranburu. Baskeren fortsætter med at bekræfte sit uhyre store potentiale. Allerede i Burgos leverede han et vildt comeback på 1. etape, og siden kunne han have vundet i Lombardo, hvis ikke holdkammeraten Gorka Izagirre var kørt væk, inden han i lørdags blev nr. 7 i Sanremo. Dette løb er nærmest skræddersyet til ham, da bakkerne ikke er for lange, og det var som puncheur, han slog igennem med sine sejre i Getxo og Burgos. Van der Poel er svær, men målbakkens stejlhed og løbets samlede hårdhed taler til hans fordel. Derfor ligner Aranburu manden, der kan slå Van der Poel i en puncheurspurt. Astana har også den uhyre formstærke Aleksandr Vlasov, og får han frihed, er han sammen med George Bennett nok bedste bud på en mand, der faktisk kan køre alene væk på den stejle del af La Morra, men løbet er lidt for let til at passe ham. Ion Izagirre skal også alene hjem, men som bror Gorka viste i Lombardo, er det også muligt, hvis taktikken flasker sig for den endnu stærkere lillebror.

 

I de senere år har det knebet med den gamle hurtighed hos Diego Ulissi, men den genfandt han i den grad på 3. etape i Polen, hvor han ganske enkelt var i en anden liga i selve spurten. Det bør give ambitioner i en puncheurfinale som denne, og i det hele taget kan man gentage hele smøren om Aranburu her. Målbakkens stejlhed og løbets samlede hårdhed giver ham en chance mod Van der Poel, og det handler derfor for UAE om at gøre løbet så hårdt som muligt. Ideelt set kører Ulissi, der klatrer bedre end de to ovennævnte endda væk i en mindre gruppe på La Morra med den fine form, han viste i Polen, og dermed kan han vinde på to måder. Hos sig har han endda en uhyre velkørende Valerio Conti , der leverede sit livs klatrebedrift i Ain forleden, og som kan gøre løbet hårdt eller gå med i tidlige angreb, hvor han med sin spurt også kan gøre det færdigt. Med Fabio Aru og Andres Ardila, som ikke passer til løbet, samt Alessandro Covi, Cristian Munoz og Edward Ravasi har holdet også klatrere til at gøre det hårdt.

 

Jumbo har to gode kandidater, men størst chance har nok Jonas Vingegaard. Ganske vist var han ikke så flyvende i Polen som for et år siden, men en top 10 skrappere selskab bekræfter blot hans store potentiale. Som en glimrende puncheur burde han elske denne rute, hvor afslutningen passer ham, og får han det gjort tilstrækkeligt hårdt, vil han have endnu bedre chancer for at gøre det færdigt på stregen. Til det formål kan han drage fordel af George Bennett, der måske er løbets allermest velkørende klatrer. Newzealænderen er helt uden punch og skal alene hjem på La Morra, men det kan heller ikke helt udelukkes. Og mislykkes det, har han forhåbentlig gjort det så hårdt, at Vingegaard kan spurte sig til sejr, helst i en lille gruppe. Holdet har også Antwan Tolhoek, men det er efterhånden for sjældent, at han er i form, og det er han tilsyneladende heller ikke nu. Koen Bouwman er faldet lidt for meget af på den, og Chris Harper skuffede i Polen.

 

Er der ved at være livstegn i Gianni Moscon? Efter skuffelser i Strade Bianche og Lombardo rejste han sig i et Sanremo, hvor han var meget aktiv. Formen synes i hvert fald at være i fremgang, og selvom der stadig er langt til 2018-niveauet, så vi trods alt ved VM sidste år, at der stadig er lidt klasse i det tidligere supertalent. Denne rute er hårdere end i Lombardo, og derfor skal han have forbedret sig, men det synes også at være tilfældet. Hvis han vitterligt er ved at være der, er dette et ideelt løb for en klatrestærk puncheurtype som Moscon. Hos sig har han Ivan Ramiro Sosa, men selvom colombianeren er i blændende form, er det svært at se, at han kan køre alene hjem på en rute, der kræver for meget punch. Bedre chance har den meget holdbare Ben Swift, men han synes ikke at have fundet samme superform, som vi senest så i Schweiz sidste sommer.

 

Trek har et af de allerstærkeste hold, men de mangler en afslutter. Uden chance er de dog ikke, og specielt Giulio Ciccone og Vincenzo Nibali skal man tage sig i agt for. Ciccone havde uheld i Strade Bianche og døjede med helbredet i Lombardo og på Ventoux, men han tankede selvtillid med en meget aggressiv præstation i Sanremo. Er han på toppen, er han en af dem, der kan gøre forskellen på La Morra, og selvom han ikke er puncheur, er han blandt klatrere ikke en helt ringe afslutter. Det er Nibali til gengæld, og han skal formentlig alene hjem. Kan Trek gøre det hårdt, er det dog ikke umuligt med den fine form, han viste i Sanremo, hvor det var ham, der med sit angreb skabte den første udskilning på Poggio, der dog var for eksplosiv. Holdet har også Ginaluca Brambilla, der må være deres mand til en puncheurspurt, men han har nok ikke længere farten til at vinde.

 

Lidt i samme stil har vi Ben Hermans. Belgieren vinder ikke en spurt, men til gengæld er han formentlig en af de bedste klatrere. Han var i hvert fald flyvende i Burgos trods en offday på sidstedagen, og han satser stort på Lombardiet, hvorfor han nok er endnu bedre nu. Han vil formentlig køre med de bedste på La Morra, og kører der en lille gruppe uden afsluttere, er hans punch ikke helt ringe. Den bedste puncheur er dog James Piccoli, men han var meget formsvag i Polen, og ruten passer ikke til Daniel Navarro og Matteo Badilatti.

 

Det bør være et godt løb for Simon Geschke, der var bedre end nogensinde fra sæsonstart. Til gengæld har han skuffet sig selv hidtil, og han var ikke tilfreds med benene i Polen. Han går dog målrettet efter et resultat i dette løb, og på papiret passer ruten ham perfekt, også selvom han ikke er helt så spurtstærk som i sine unge dage, hvor han var meget hurtig. Har han efterhånden fundet benene, er han en kandidat. CCC går også efter et resultat med Alessandro De Marchi, der måske er bedste bud på en mand, der kan køre hjem fra distancen, men han mangler punch til finalen. Og så skal det blive meget spændende at se, om Kamil Malecki kan følge op på chokresultatet fra Polen, hvor han trods udbrud hele dagen endte i top 10 på kongeetapen.

 

En joker er Odd Christian Eiking. Det er nordmanden altid, for hans form er uhyre svingende. Det har den også været i år, hvor han skuffede sig selv i Occitanie, men siden klarede Ventoux bedre end ventet, inden han så faldt helt igennem i Ain. Hvor han står, er med andre ord umuligt at sige, men når han vinder, kommer det ofte lidt ud af det blå, som da han knuste Lutsenko og Barguil i Arctic Race sidste år. I Catalonien og på Sicilien har han vist sine puncheurevner, så ender det i en spurt, er han en kandidat. Andrea Pasqualon drømmer helt sikkert også om et resultat, men selvom selve finalebakken passer ham godt, bør det samlede løb være for hårdt. Løbet passer ikke til Simone Petilli, der mangler punch.

 

Deceuninck-Quick Step kommer uden deres stjerner, og det giver rum til hjælperytterne. Det drejer sig i første omgang om Dries Devenyns, der er en glimrende puncheur, og som bekendt med sejren i Cadel Evans Great Ocean Road Race viste, at han stadig har niveauet. Det er dog svært at se ham vinde, hvis ikke han kører opportunistisk. Det samme kan siges om Pieter Serry, der ligeledes er en habil afslutter, men skal køre aggressivt, og det gælder også for danske Mikkel Honoré, der her bør få en sjælden chance, og med sin fine spurt kan gå i top 10, hvis han har de fremragende ben fra Ardeche tidligere på året. Mattia Cattaneo virker ikke alt for formstærk og mangler også spurten til at gøre det færdigt, og ruten må trods alt være for hård for den ellers i øjeblikket meget hurtige Davide Ballerini.

 

En spændende outsider er Nicola Bagioli . Androni-rytteren bekræftede sit potentiale ved at køre med de bedste i Lombardo, men skuffede siden i Sanremo. Det var dog også et meget langt løb, og han bør være bedre her. Til gengæld kan terrænet være for kuperet, men da han slog igennem som puncheur, er han farlig, hvis han hænger med hele vejen. Til gengæld tror jeg ikke længere, at Francesco Gavazzi er god nok til så hårdt et løb i dette selskab, og ruten passer ikke til klatrerne Simone Ravanelli, Mattia Bais, Jefferson Cepeda og Daniel Munoz.

 

En formstærk outsider er Dion Smith, der var i top 10 i både Lombardo og Sanremo. Han er en god afslutter, men han har også sine begrænsninger på længere stigninger, som vi så i Lombardo, hvor han ikke var i første gruppe. Har han forbedret sig, skal han dog slet ikke afskrives, for i en spurt er han farlig. Desværre ligner han også eneste bud hos Mitchelton, da Michael Albasini ikke længere har niveauet, og da Lucas Hamilton er kommet helt håbløst i gang efter pausen.

 

Egentlig burde løbet være skræddersyet til Giovanni Visconti, der er en af de bedste afsluttere på bakken i Barolo. Desværre har italieneren også været meget svingende på sine gamle dage, og han var helt væk i Sanremo og Lombardo. Det virker svært at tro, at han kan køre med i dette hårdere løb. Vini har også den stadig mere spændende Lorenzo Rota, der så stærk ud i Sanremo, men det er svært at se ham vinde, da han er uden væsentlig spurt.

 

Movistar stiller med en spændende Matteo Jorgenson, der som spurtstærk klatrer er skabt til dette løb, og han har gjort det fremragende i både Lombardo og Sanremo. Jeg vil dog tro, at løbet her stadig er en anelse for hårdt, som det var tilfældet i Lombardo. Davide Villella synes stadig at mangle form, og løbet passer ikke til colombianerne Juan Diego Alba og Einer Rubio.

 

Hos NTT har vi den stadig mere spændende Amanuel Ghebreigzabhier, men hans form er helt ukendt, og han mangler punchet til at gøre det færdigt. Holdet klatrere Gino Mader, Ben Dyball og Stefan de Bod er helt ude af form, og Matteo Sobrero skuffede i Tjekkiet. Hos Gazprom-Rusvelo burde Simone Velasco passe til løbet, men han har ikke virket skarp fra start, selvom det så bedre ud i Sanremo. Her var Marco Canola faktisk endnu bedre, men han synes ikke længere at klatre godt nok til denne rute. Og hos Bardiani passer klatreren Giovanni Carboni, der heller ikke er i topform, ikke til løbet.

 

Endelig skal det blive interessant at følge Tour de l’Avenir-toeren Giovanni Aleotti fra landsholdet i et løb, der burde passe ham hæderligt.

 

***** Mathieu van der Poel

**** Alex Aranburu, Diego Ulissi

*** Jonas Vingegaard, Gianni Moscon, Giulio Ciccone, Ben Hermans, Aleksandr Vlasov

** Odd Christian Eiking, George Bennett, Vincenzo Nibali, Simon Geschke, Dries Devenyns, Pieter Serry, Nicola Bagioli, Dion Smith, Giovanni Visconti, Andrea Pasqualon, Gianluca Brambilla, Valerio Conti, Ivan Ramiro Sosa, Mikkel Honoré

* Ion Izagirre, Alessandro de Marchi, Matteo Jorgenson, Antwan Tolhoek, Amanuel Ghebreigzabhier, Giovanni Aleotti, Simone Velasco, Mattia Cattaneo, Davide Villella, Kamil Malecki, Ben Swift, Kristian Sbaragli, Marco Canola, Louis Vervaeke, Lorenzo Rota, Fabio Aru, Davide Ballerini, Francesco Gavazzi

 

Danskerne

Jonas Vingegaard og Mikkel Honoré burde begge have gode chancer for at levere et resultat og er omtalt ovenfor. På Movistar skal Mathias Norsgaard støtte Jorgenson og Villella.

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Mathieu van der Poel
Alex Aranburu, Diego Ulissi
Jonas Vingegaard, Gianni Moscon, Giulio Ciccone, Ben Hermans, Aleksandr Vlasov
Odd Christain Eiking, George Bennett, Vincenzo Nibali, Simon Geschke, Dries Devenyns, Pieter Serry, Nicola Bagioli, Dion Smith, Giovanni Visconti, Andrea Pasqualon, Gianluca Brambilla, Valerio Conti, Ivan Ramiro Sosa, Mikkel Honoré
Ion Izagirre, Alessandro de Marchi, Matteo Jorgenson, Antwan Tolhoek, Amanuel Ghebreigzabhier, Giovanni Aleotti, Simone Velasco, Mattia Cattaneo, Davide Villella, Kamil Malecki, Ben Swift, Kristian Sbaragli, Marco Canola, Louis Vervaeke, Lorenzo Rota, Fabio Aru, Davide Ballerini, Francesco Gavazzi
INFO
Optakter
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Video i artiklenTour de France-analyse: Underdogs made in Denmark

Video i artiklenUlissi tager førertrøje og etapesejr i Luxembourg på dramatisk etape

Video i artiklenElisa Longo vinder i Giro Rosa

Video i artiklenSe alle højdepunkterne fra 19. etape, hvor Søren Kragh vandt endnu en tour-sejr!

Video i artiklenSøren Kragh Andersen efter anden etapesejr: Jeg kunne ikke tro det

Video i artiklenMatteo Trentin: Jeg ville gerne have gået efter etapesejren

Video i artiklenKragh efter historisk sejr: Jeg skreg efter tiden, for jeg troede ikke på det

Video i artiklenEndnu en etapesejr til Søren Kragh i Tour de France!

Video i artiklenEndnu en etapesejr til Søren Kragh i Tour de France

Video i artiklenStærkt! Kragh angriber og skaber hul

Ulissi efter sejr i Luxembourg: Vi kæmpede med sidevinden

Video i artiklenNej, nej, nej! Sivakov styrter igen, igen!

Annemiek van Vleuten efter bristede VM-drømme: Ruten passede mig godt

Elisa Longo vinder i Giro Rosa – Uttrup firer

Ulissi tager førertrøje og etapesejr i Luxembourg på dramatisk etape

Uno-X vil skabe WorldTour-kvindehold med danske og norske ryttere

LIVE nu: Lykkes Sagans grønne kup?

Produktnyt: Opgraderet overgangs- og vinterkollektion fra hollandske Futurum

Campenaerts ser van Aert som favorit til VM i enkeltstart

Medie: Giro Rosa-etapvinder på vej til CCC-Liv

Schleck: Pogacar minder mig om mig selv

Jumbo-Visma-sportsdirektør smidt ud af Tour de France

Cykelrejser: Hvor går turen til i 2020?

Mitchelton-Scott svækket yderligere - Spratt også ude af Giro Rosa

Video i artiklenBliv guidet med cykelsøgemaskinen - Få rabatkoder og gode tilbud

Efter 18. etape i Touren: Sådan er klassementet på point

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

TORSDAG

Roglics taktik til tidskørsel endnu ikke fastlagt

Degenkolb: Betyder jeg var i god form til Touren

Video i artiklenOptakt: 19. etape af Tour de France

Van Vleuten ude af Giro Rosa og VM

Video i artiklenTour de France-analyse: Klasse fornægter sig ikke

Denz bedst på kongeetapen i Slovakiet

Hirschi: Kwiatkowski var virkelig stærk

Pogacar: Jeg ser frem til tidskørslen

Landa - Vi prøvede alt

Feltet.dk lancerer cykelduellen 2020

Prøv banecykling - slå til nu og spar 30%

Video i artiklenKwiatkowski: Jeg havde gåsehud de sidste kilometer

Video i artiklenEt kig frem mod ruten på 19. etape af Tour de France

Video i artiklenHøjdepunkter fra 18. etape af Tour de France

Video i artiklenKwiatkowski efter etapesejr: Jeg havde gåsehud de sidste mange kilometer

Video i artiklenKwiatkowski og Carapaz ruller over stregen side om side – Kwiatkowski vinder etapen

Video i artiklenDobbelt Ineos-triumf på 18. etape

Video i artiklenLotte Kopecky vinder 7. etape af Giro Rosa - van Vleuten fortsat i pink trods styrt

Verdensmesteren involveret i styrt - formodet brækket hånd

Video i artiklenUran i problemer! Bliver sat fra fontgruppen

Video i artiklenLanda angriber i bunden af dagens sidste stigning!

Video i artiklenFrontgruppen kører ind på dagens hårdeste stigning

Video i artiklenTo Ineos-ryttere i forreste gruppe over Col des Aravis

Video i artiklenDegenkolb vinder i Luxembourg

Video i artiklenHirschi styrter på nedkørsel!

Video i artiklenKopecky vinder syvende etape af Giro Rosa

Mads Würtz femmer i new zelandsk sejr i Coppa Sabatini

Bike Blowout 2020 og Copenhagen Bike Show 2021 aflyses

Video i artiklenDegenkolb vinder i Luxembourg – Hindsgaul i udbrud

Video i artiklenHirschi først over dagens første bjerg

Video i artiklenInterview med Pogacar før dagens etape

Video i artiklenInterview med Richie Porte før dagens etape

Video i artiklenSøren Kragh og Michael Valgren sammen i udbrud

Video i artiklenRolland og Alaphilippe angriber fra feltet

Video i artiklenSam Bennett hurtigst i pointspurten.

Groupama-FDJ forlænger med fem ryttere

Bora-Hansgrohe sikrer sig sprintertalent

Modkørende trafik endte i rytterstrejke

Bilbao: Vi vil prøve igen

Kruijswijk leder Jumbo-Visma an i Giro d’Italia

Danskerne gjorde rent bord - se samtlige resultater fra første e-løb

Efter 17. etape i Touren: Sådan er klassementet på point

ONSDAG

Video i artiklenOptakt: 18. etape af Tour de France

Video i artiklenTour de France-analyse: Højt at flyve, Superman!

Glad Roglic applauderer Lopez

Få Tour de France stemning hjemme i stuen med 20% rabat

Video i artiklenSepp Kuss angriber med under tre kilometer til mål

Pogacar giver ikke op: Alt kan ske

Feltet.dk og DCU lancerer spritnye e-cykelløb - vi livestreamer i aften

Video i artiklenKometen fra Colorado: Lopez var for stærk

Quick-Step-tysker vinder i Slovakiet - Price-Pejtersen i top-fem

Overvældet Lopez: Det er følelsesladet

Video i artiklenMarianne Vos vinder for anden dag i træk

Video i artiklenMiguel Angel Lopez vinder 17. etape