Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Siden det nye etapeløb Adriatica Ionica Race i juli har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og WorldTour udgør på mindre end en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet den 12. oktober. Dermed afvikles der hele 12 endagsløben i perioden mellem d. 14. september og den 12. oktober i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

Serien blev indledt i de to uger op til VM, hvor ikke færre end seks løb blev afviklet. Nu venter de resterende seks løb, der er fordelt over de kommende to uger, hvor Giro dell’Emilia og GP Beghelli genoptog rækken i denne uge, inden Tre Valli Varesine, Milano-Torino, GranPiemonte og Il Lombardia over denne uges første seks dage som afslutning på den italienske sæson.

De italienske efterårsklassikere er generelt ret kuperede, men seriens næstsidste løb, der meget ofte har været den sidste begivenhed inden Il Lombardia, har generelt brudt trenden. Selvom det langt fra følger en fast rute og har besøgt forskellige dele af Piemonte-regionen, har det som regel været en sag for langt tungere folk end de øvrige løb. Dermed har det ofte været et af de få løb, sprinterne har kunnet gå efter i den sidste del af sæsonen, mens klatrerne enten har skippet løbet eller brugt det til at rulle benene igennem to dage inden det store slag i Lombardiet.

Som mange andre italienske løb er Gran Piemonte en gammel sag, der under navnet Giro del Piemonte første gang blev afviklet helt tilbage i 1906 med Giovanni Cerbi som vinder. Han vandt faktisk de første tre udgaver, inden løbet blev aflyst i 1909. Derefter blev det imidlertid afviklet hvert eneste år igennem næsten et helt århundrede, hvor kun udgaverne i 1943, 1944, 1968, 1975, 1976 og 2000 blev aflyst. Italienske giganter som Alfredo Binda, Gino Bartali, Fiorenzo Magni, Felice Gimondi, Francesco Moser, Gianni Bugno Guido Bontempi, Claudio Chiapucci, Franco Ballerini, og Andrea Tafi sejrede alle, og efter første udenlandske sejr i 1964 vandt også store navne som Rudi Altig, Eddy Merckx, Roger De Vlaeminck, Djamoulidine Abdoujaparov og Richard Virenque.

Som mange andre italienske løb endte Giro del Piemonte imidlertid også i økonomiske problemer i tiden omkring finanskrisen. I 2007 blev løbet aflyst som følge af sponsormangel, og selvom det blev genetableret i 2009, 2010, 2011 og 2012, hvor det genfandt sin plads inden Il Lombardia, så det ud til at lide samme triste skæbne som mange andre italienske storløb, da det forsvandt igen i 2013 og 2014. Heldigvis greb RCS ind og reddede både løbet i Piemonte og Milano Torino, som de overtog og samlede sammen med Il Lombardia i en løbsserie, de kalder Trittico Autunno, og som afvikles over fire dage med Milano-Torino om onsdagen, Gran Piemonte, det nye navn for Giro del Piemonte, om torsdagen og det store monument om lørdagen. Det har givet nyt liv til løbet, der har kunnet drage fordel af synergien og den fælles arrangør, som har inviteret stort set de samme hold til de to første begivenheder, der ikke er en del af WorldTouren.

I 2017 blev løbet rykket til juni, hvor det fungerede som det italienske mesterskab, der blev vundet af Fabio Aru på en ny og meget hårdere rute end vanligt, men i 2018 var det tilbage på sin faste plads som det næstsidste italienske løb og med en rute, der i langt højere grad svarede til det, vi kender løbet for. Faktisk var ruten denne gang usædvanligt flad, og derfor kom det nu igen som lidt af et misfoster i en kalender, der ellers domineres af klatreløb. Sammen med GP Beghelli har det ofte været et sidste mål for mange af Italiens hurtigste folk, der har skippet de hårdere løb og i stedet koncentreret sig om især torsdagens store italienske sprinterfinale. Manglen på lignende løb har ofte betydet, at startfeltet slet ikke har samme klasse, som vi ser det i de andre løb, men RCS’ involvering har sikret deltagelse af mange WorldTour-hold, som vi også ser det i år, hvor 10 af de bedste mandskaber vil være at finde i feltet, hvilket dog stadig er seks færre end Milano-Torino, der altid tiltrækker næsten alle de største hold.

I 2019 bliver der samtidig tale om en nyskabelse. Som sagt er der tale om et regionalt løb, og det betyder, at man ikke nødvendigvis skal køre løbet samme sted hver gang. Som 2017-udgaven viste er der i Piemonte knaldhårdt cykelterræn, og det kommer i den grad til udtryk i år, hvor løbets rute er den hårdeste i nyere tid og endda byder på en finale, der får både Giro dell’Emilia og Milano-Torino til at blegne. Denne gang skal der nemlig sluttes på den frygtede Oropa-stigning, og det har forvandlet løbet fra at være en sprinteroase i en ørken af klatreløb til at være det eneste virkelige bjergløb af opvarmningsløbene til Il Lombardia.

Sidste år var løbet som sagt af en mere klassisk støbning og usædvanligt fladt, og selvom silende regn truede med at snyde sprinterne, endte det i en massespurt, dog i et stærkt reduceret felt. Her levede Sonny Colbrelli op til sin status som storfavorit ved nærmest at besejre Florian Senechal og Davide Ballerini og dermed vinde en første sejr i et af de få italienske løb, han endnu ikke havde vundet. Trods ruten helt anderledes karakter vender både Colbrelli og Ballerini tilbage, selvom de næppe regner med et resultat denne gang, men der er ingen Senechal, da Deceuninck denne gang fravælger løbet.

Ruten

Det ligger i det gamle navn Giro del Piemonte, at der er tale om hele Piemonte-regionen løb, og derfor har løbet aldrig haft en fast rute. I stedet har man besøgt forskellige egne af regionen, og det har givet anledning til ret forskellige strækninger. Fælles for de fleste har dog været, at de som regel har haft flade finaler, og selvom der undervejs har været forskellige klatreudfordringer af varierende sværhedsgrad, er det som regel de hurtige folk, der er kommet til fadet.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Det ændres der som sagt på i år. I 2017 fungerede løbet som nævnt som italiensk mesterskab på en uhørt hård klatrerute, og den model bruges igen i år, hvor løbet er blevet til noget så sjældent som et endagsløb i de rigtige bjerge. Nok er det meste af den nye rute lige så flad, som den plejer, men til slut venter to store stigninger, hvoraf særligt målet på den berømte Oropa-stigning, hvor Tom Dumoulin spurtede forbi Nairo Quintana på en bjergetape i Giroen i 2017 vil vække genklang hos mange cykelfans.

I alt skal der i den 103. udgave tilbagelægges 183,0 km mellem Agliè og Santuario di Oropa i udkanten af byen Biella. Startbyen ligger på den flade Po-slette lige nord for Torino, og her lægger man ud med at sno sig mod syd ned til udkanten af storbyen, inden man vender rundt for at køre mod nord tilbage mod Agliè, alt sammen i helt fladt terræn. Man kører denne gang øst om startbyen, inden man kører mod sydøst ned til forplejningen, der ligger i fladlandet efter 101,5 km.

Efter maden fortsætter det helt flade terræn, mens man kører mod nordøst, øst og derefter nordvest frem mod udkanten af Alperne nær grænsen til Schweiz. Her ændrer løbet dramatisk karakter kort efter byen Cossato, hvor man drejer mod nordvest for at køre op ad Nelva-stigningen (13,0 km, 3,5%, max. 12%), hvis data er stærk misledende. Efter 4,1 lette kilometer med stigningsprocenter på 1-4, venter nemlig 3,55 km med 7,1¤%i snit og derefter en 1,9 km lang nedkørsel, inden det stiger med 5,7% over de sidste 3,45 km frem mod toppen, der rundes, når der resterer 23,0 km.

De indledes med en på den øvre del meget teknisk nedkørsel, der fører mod sydvest, inden en lige, faldende vej leder mod syd ned til Biella. Her slår man en sløjfe i centrum, inden man drejer mod nordvest for at bestige den frygtede Oropa-stigning. Den stiger med 6,2% over 11,8 km, men kan deles i to dele. Efter 5,05 km med en stigningsprocent på mellem 2 og 5 følger nemlig først 2,45 km med 8,5% i snit og stigningens maksimum på 13% og til slut 4,3 km med et gennemsnit på 7,6%. Den sidste del er tillige meget irregulær med stigningsprocenter på 9-11 i den indledende fase, men derefter primært 5-6% over de sidste 2 km, dog med 9,0 over 500 m efter den røde flamme, inden det stiger med 5,9% på de sidste 300 m. Den første del af stigningen følger en lige vej, men derefter bugter den sig ganske meget, også til slut, hvor der er et skarp sving lige ved den røde flamme og igen med 500 m igen, hvorefter der venter yderligere et par bløde kurver.

Løbet byder på i alt bare 2132 højdemeter, hvilket er ca. 1500 mere end i sidste års meget flade affære.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Vejret

De italienske efterårsklassikere kan finde sted i rædselsfuldt vejr, som vi så det i sidste års drivvåde udgave. Efter en våd og kold onsdag afsluttes de italienske klassikere i år imidlertid i flot vejr. Torsdag vil kun byde på enkelte skyer og en temperatur på behagelige 19 grader, og der vil blot være en svag vind fra sydøst. Det giver efter den indledende sløjfe først sidevind og siden medvind frem til første stigning, hvor der vil være direkte medvind. På nedkørslen vil der være sidemodvind, inden man atter får direkte medvind på målstigningen, idet det dog på de sidste 2,5 km mere vil have karakter af sidemedvind.

Favoritterne

Gran Piemonte er hovedsageligt kendt som et sprinterløb, men de varierende ruter har betydet, at sværhedsgraden har været meget forskellig fra år til år. Grundlæggende har det dog været en lille sprinteroase midt i en serie af knaldhårde klatreløb, og sammen med GO Beghelli har det fungeret ganske godt til at give den sidste del de italienske efterårsklassikere alsidighed, så alle ryttertyper er blevet tilgodeset. Mens Lombardiet-favoritterne har pustet ud efter den sidste test i Torino, har de hurtige folk fået mulighed for at jagte et sidste resultat på italiensk grund.

På den baggrund kan man godt forstå, at sprinterne er skuffede over, at løbet nu er forvandlet til det næsthårdeste af alle de italienske efterårsløb, kun overgået af Il Lombardia. Selvom de fleste cykelfans langt hellere vil se et stort bjergslag end et fladt sprinterløb, kan man også diskutere visdommen i beslutningen. Det virker mildt sagt optimistisk at arrangere et knaldhårdt bjergløb bare 48 timer inden et af sæsonens hårdeste løb, der for alle klatrerne er det store mål i den italienske kampagne. Der er ikke andre af de store klassikere, der overhovedet har et forberedelsesløb så tæt på og da slet ikke et løb af en sådan sværhedsgrad.

Det ser da heller ikke ud til, at alle holdene er specielt begejstrede for ideen. Alene antallet af WorldTour-hold er i forhold til onsdagens løb faldet fra 16 til 10, og langt, langt de fleste af Lombardiet-favoritterne skipper da også løbet. Det gælder blandt WorldTour-holdene således for Ag2r, Astana, Bahrain, Movistar, Dimension Data og til dels UAE, og EF kommer giver sågar ikke engang en chance til løjtnanterne, men kommer med noget, der minder om et sprinterhold. Kun Bora og Ineos kommer med det tunge kavaleri, men vi har stadig til gode at se, hvor dybt folk som Egan Bernal og Rafal Majka vil grave i dagene op til efterårets store mål.

Derfor har feltet da slet heller ikke samme dybde som de foregående fire løb, og i stedet bærer trupperne præg af, at det er en chance for løjtnanterne til at jagte et resultat, inden de stiller sig til rådighed for deres kaptajner to dage senere. Nogen let sag bliver det imidlertid ikke at opnå et resultat, for løbet er det hårdeste af alle de italienske endagsløb, hvis man ser bort fra Il Lombardia. Modsat Milano-Torino og Giro dell’Emilia byder det nemlig på to rigtige bjerge, og selvom den indledende flade del stadig gør det til en relativt eksplosiv affære, der ikke kan sammenlignes med en ”rigtig” bjergetape i en grand tour, er der stadig tale om stigninger med en længde, der slet ikke kan sammenlignes med San Luca i Emilia og Superga i Milano-Torino. Det her er langt mere et løb for rigtige klatrere.

Alligevel skal man ikke overgøre stigningerne sværhedsgrad. Ingen af de to bjerge hører til blandt de sværeste i Alperne, og der er stadig tale om opkørsler, der kræver et vist punch. Vi kender dog også Oropa-stigningen fra Giroen, hvor Dumoulin senest leverede et mageløst comeback ved ikke blot at hente, men også blæse forbi Quintana for to år siden, og det er bestemt ikke et let bjerg. De sidste knap 7 km har således en stigningsprocent på mere end 7, og kombinerer man det med det foregående bjerg, er der tale om en ret hård finale.

Som sagt er det kun Ineos og Bora, der kommer med noget, som minder om A-kæden, og det må derfor forventes, at det er de to hold, der påtager sig ansvaret. Særligt Ineos kommer med et skræmmende hold, og det er vitterligt deres ”race to lose”. Selv hvis Bernal skulle vælge at tage den med ro inden Lombardiet, har holdet hele tre andre ryttere, der kan vinde løbet, og da de alle må ventes at spille roller som hjælpere på lørdag, vil det være nærliggende for briterne at påtage sig det ansvar, som deres stærke trup kræver, at de gør.

Derfor forventer vi også en kontrolleret første del, hvor Ineos med mulig hjælp fra Bora vil sørge for at holde det tidlige udbrud i snor. Derefter må man forvente, at Ineos eller måske Bora vil lægge pres på i forbindelse med det første bjerg, og måske kan vi se angreb allerede her, ikke mindst fra Bora, der har mange kort at spille og sikkert gerne vil undgå en direkte konfrontation med Bernal til sidst. Sandsynligheden taler dog for, at Ineos er stærke nok til at holde styr på tingene, og med mindre de selv vælger et løst hierarki og en offensiv taktik med løjtnanterne, må man formode, at det skal afgøres på Oropa. Som sagte er det ikke verdens sværeste stigning, men - især fordi der er direkte medvind - bør den i et felt med store niveauforskelle kunne skabe betydelige forskelle, også selvom løbets samlede ret lette struktur betyder, at en vis eksplosivitet kan være et godt våben at have.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Der kan ikke være tvivl, om at Egan Bernal er storfavorit. Nok står det klart, at han ikke har Tour-form, men han var alligevel en af de klart bedste i dag. Faktisk var han bedre, end resultatet antydede, for det var ham, der i finalen kørte Michael Woods og David Gaudu og derved ”sikrede” Valverde 2. pladsen. Noget tyder på, at han har manglet lidt eksplosivitet, men mod toppen af stigningen kom han langt på sin dieselmotor. Derfor vil han formentlig være langt, langt bedre på Oropa, der passer en rigtig klatrer bedre, og dertil kommer, at hans formkurve åbenlyst er i klar fremgang. Det er da også kun naturligt for et supertalent som ham, at løbsrytmen hurtigt kommer, og dermed må han være manden, der skal slås i dette løb. Han bakkes tillige op af et fremragende hold, der kan gøre det tilstrækkeligt hårdt. Naturligvis er der en risiko for, at han vælger at spare sig til lørdag, men kører han fuld gas, vil det være en overraskelse, hvis ikke Bernal løber med sejren.

Midt i mylderet af stærke kandidater fra Ineos og Bora finder man en enmandshær fra UAE. Dan Martin har lidt overraskende valgt at køre løbet i stedet for at deltage i dagens Milano-Torino, og det bliver derfor en vigtig test inden Lombardiet. Han har været temmelig svær at vurdere hidtil efter et halvsløjt Emilia og derefter efter et Tre Valli Varesine, hvor han for første gang i meget lang tid lignede sig selv. Desværre var han blandt de mange, der blev ledt forkert, og derfor ved vi ikke helt, hvor han står. Sidste år havde han det imidlertid også svært i optaktsløbene, men endte med at være blandt de stærkeste i Lombardiet, og det bør han i hvert fald være i dette løb også. Oropa er en ganske god stigning for en eksplosiv fyr som Martin, og med sin gode spurt skal han i teorien bare følge med for at kunne vinde. Hos sig vil han havde den meget velkørende Alexandr Riabushenko, der igen i dag bekræftede sin gode form, men han vil nok trods alt finde denne stigning for svær. Jan Polanc har ikke fundet formen og ligner ikke en mand, der kan vinde.

En anden stærk rival til Bernal må være Rafal Majka. Polakken har for vane at køre stærke i Italien mod slutningen af sæsonen, hvilket hans fornemme resultater i Lombardiet vidner om, og ligesom sidste år ser han ud til at have lidt at skyde med. Han manglede lidt både i Varese og Torino, men han burde være langt bedre på en længere stigning, som passer en klatrer som ham. I forvejen har han haft for vane at blive bedre og bedre i de italienske løb og altid toppe i Lombardiet, og noget kunne tyde på, at han følger det mønster igen denne gang. Kombinerer man det med Bora-mandskabets kollektive styrke, må han være manden, der for alvor kan byde Ineos op til dans.

Det stærke Ineos-hold har naturligvis flere kort at spille. Et andet er Diego Rosa, der fortsætter med at imponere. Italieneren har haft en svær tid med kyssesyge, men siden Giro della Toscana har han lignet sig selv igen. I forvejen ved vi, at Rosa, der har vundet Milano-Torino og er blevet nr. 2 i Lombardiet, elsker oktoberløb, og selvom han i dag ikke var lige så overbevisende som i Emilia, hvor han kørte som en motorcykel, er han åbenlyst en af de mest formstærke rytter. Oropa er måske en lidt lang stigning for en fyr som ham, men når man kan køre på podiet i Lombardiet, kan man også vinde dette løb.

Holdets tredje kandidat er Ivan Ramiro Sosa. Colombianeren har været lidt svær at læse på det sidste. Han var skuffende i de første italienske løb inden VM, men kørte så et hæderligt, dog ikke prangende, Emilia. I dag udgik han tidligt, men det kan sagtens skyldes, at han har sparet sig til dette løb, der kunne være hans personlige chance for at jagte et resultat, især hvis Bernal tager den med ro. Naturligvis har han ikke samme form, som da han vandt Burgos i august, men Emilia viste, at det trods alt ikke er helt skidt. Og først og fremmest burde han være langt mere komfortabel på denne længere stigning, der passer en ren klatrer som ham. Holdets fjerde klatrestærke mand er Gianni Moscon, der synes bare at blive bedre og bedre dag for dag og med et stærkt angreb i finalen i Varese lagde grundstenen til Roglics sejr. Desværre er han endnu ikke i topform, og vi så i Emilia, at San Luca var for svær, og det bør Oropa derfor også være.

Næstefter Bernal og Richard Carapaz er Emanuel Buchmann vel løbets bedste klatrer, men vi har desværre de seneste dage set, at han ikke er i topform efter en hård Tour og et efterår præget af fladbaneløb. Alligevel gjorde han det hæderligt i dag i Torino, og han bør som en rigtig dieselmotor være langt mere komfortabel på disse længere stigninger, der passer en bjergrytter bedre. Man kan nok tvivle på, om han er god nok til at vinde, men det vil være dumt at afskrive en mand, der kørte som en motorcykel gennem hele foråret og under Touren. Boras stærke hold tæller også Patrick Konrad, men vi så i Varese, at hans svage kørsel i Canada vitterligt skyldtes dårlig form, og han ligner ikke en vinder. Gregor Mühlberger er helt ude af form efter styrtet i Vueltaen, og Maximilian Schachmann mangler efter sit Tour-styrt stadig for meget i et løb, hvor stigningerne i forvejen er for lange.

Astana giver chancen til holdets løjtnanter, og af dem er det Gorka Izagirre, man især skal have fokus på. Baskeren har kørt overraskende stærkt på det seneste, først med en top 10 ved VM og siden med stærk kørsel i dag, hvor han var en af de få, der var med i det tidlige angreb fra Michael Woods. I sidste ende kom han imidlertid til kort, og det kan man frygte vil ske igen i morgen, for Oropa er altså ganske meget for lang for en puncheurtype som Izagirre. I dette felt kan han dog komme meget langt alene på sin gode form. Holdet har imidlertid også en stærk kandidat i Davide Villella, der netop er blevet nr. 2 samlet i Kroatien, og som altid kører fremragende i oktober. Også for ham gælder dog, at stigningen er for lang til, at han kan klatre med Bernal-typerne. Endelig har holdet dieselklatreren Andrey Zeits, der kørte pænt i Kroatien, men dog stadig manglede noget i et ikke alt for stærkt felt, samt Jonas Gregaard, der måske kan vise lidt af talentet efter en pæn præstation i Canada.

Neri Sottoli var kloge nok til at lade Giovanni Visconti tage sig en puster i dag, hvor niveauet var meget højt og i stedet satse 100% på det svagere besatte Gran Piemonte. Han har kørt fremragende, siden han slog Bernal i det knaldhårde Giro della Toscana, og så sent som i går var det kun Roglic, der forhndrede ham i at vinde i Varese. Til gengæld lignede han også en mand, der havde det lidt tungt på stigningerne, måske fordi han var syg i Emilia. Man kan frygte, at Oropa trods alt er for svær til, at han kan slå klatrerne. Holdets andre klatrere, Manuel Bongiorno og Edoardo Zardini, er for formsvage.

Ag2r kommer med et ret spændende hold, hvor vi særligt vil holde øje med Mathias Frank. Allerede i Canada så han godt ud, og det samme gjorde han i Varese, hvor han var med i den gruppe, der blev ledt forkert. Den schweiziske veteran har generelt vist gode takter flere gange i år, og i dette felt burde han kunne levere et resultat. Han er dog langt fra den eneste. Holdet har nemlig også Giro-etapevinderen Nans Peters, der for nylig blev nr. 9 i Montreal og med en 3. plads fra et udbrud i Paris-Chauny har indikeret, at han har bevaret noget af den form. Nok er han ikke i verdenseliten, men vi så i Giroen, at han på sine gode dage er farlig. Derudover har holdet det lovende talent Jaakko Hänninen, der nok er kommet lidt til kort indtil nu, men som i dette svagere felt nok kan vise potentialet, samt den spændende stagiaire Clement Champoussin, der er en af de bedste U23-klatrere og gjorde det så fint i Varese, at man kan håbe på et fint resultat. Francois Bidard synes ikke at have sin bedste form, og Hubert Dupont har ikke længere niveauet i karrierens sidste løb.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

En af løbets mest spændende ryttere er Nikolay Cherkasov. Han blev nr. 3 i Agostoni og var en af blot tre, der kunne Bernal i Toscana. Senest blev han en fornem nr. 17 i Emilia, hvor feltet var meget dybt, og en 9. plads i Burgos viser, at han også kan køre længere stigninger. Det skal blive meget interessant at vurdere ham i denne konkurrence. Til gengæld er Gazproms superklatrer, Aleksandr Vlasov , åbenlyst ikke i form, og det er heller ikke Aleksey Rybalkin eller Ildar Arslanov.

Katusha kommer med en af løbets jokere. Ruben Guerreiro fik sit helt store gennembrud med en fabelagtig Vuelta, hvor han var i udbrud i tide og utide og med en 2. plads på Acebo viste, at han nu også kan køre rigtige bjerge. Til gengæld er det nok yderst tvivlsomt, om den ustabile portugiser stadig er i form efter en lang pause kun afbrudt af en DNF ved VM. Omvendt ved vi ikke, hvor han står, og har han Vuelta-benene kan han i dette felt komme rigtigt langt. Stef Cras gjorde det også pænt i dag i Torino og kan gøre det hæderligt, men til gengæld ser hverken Ilnur Zakarin, Daniel Navarro eller Matteo Fabbro ud til at have formen, selvom vi åbner en lille dør for russeren, hvis DNF i dag kan skyldes, at han var involveret i et af de tidlige styrt.

Movistar kommer med en af løbets giganter i form af Richard Carapaz, men vi må vist sande, at Giro-vinderen ikke har kunnet finde motivationen efter den missede Vuelta. Det blev til DNFs i de tre første italienske løb, og med mindre han har snydt os alle helt, ligner han ikke en mand, der kan være med i front. Til gengæld kan holdet håbe på Ruben Fernandez, der gjorde et fornemt arbejde for Valverde dybt inde i finalen i dag, men som stadig har til gode at vise, at han stadig kan være med på højeste niveau. Carlos Verona har ikke haft et godt år, men han så faktisk ganske overbevisende ud med sine angreb i finalen i Varese og kunne formentlig godt ende med et pænt resultat.

Bahrain-Merida er blandt de hold, der åbenlyst ikke har prioriteret løbet voldsomt højt, og de kommer med en relativt svag trup. Holdets kaptajn er Hermann Pernsteiner , der som bekendt kørte en fabelagtig Vuelta, men de seneste løb har vist, at han meget naturligt er ved at være træt. Som ren klatrer vil han være bedre her, og han bør kunne gøre det hæderligt i dette felt, men han ligner ikke en vinder. Holdet har også unge Andrea Garosio, der efter en svær start kørte brølstærkt i de første italienske løb i september, og som kan gøre det hæderligt. Mark Padun er til gengæld helt fra snøvsen, o g holdet nævner ham end ikke som en beskyttet rytter.

Androni har den talentfulde Fausto Masnada, men både i Emilia og Torino blev det tydeligt, at hans form ikke er den bedste. I dette felt bør han dog i hvert fald være top 20-rytter. Det skal også blive interessant at se den unge stagiaire Simone Ravanelli, der har kørt to flotte løb de seneste dage og allerede har sikret sig en professionel kontrakt. Også Mattia Bais har imponeret, særligt i Varese, og i Emilia viste han, at han også kan være med i lidt hårdere løb. Til gengæld er Mattia Cattaneo aldrig kommet sig over styrtet i Agostoni, og Daniel Munoz og Miguel Edoardo Florez synes ikke at have den bedste form.

Vital Concept kommer til løbet med det meste af truppen fra Kroatien, hvor Pierre Rolland faktisk gjorde det ganske godt på kongeetapen. Franskmanden har generelt kørt et ganske pænt efterår, og han burde kunne lide de relativt lange stigninger til sidst. Formen rækker dog nok ikke til at vinde. Hos sig har han Cyril Gautier og Quentin Pacher, der begge gjorde det pænt i Kroatien, men kongeetapen viste også, at de har deres begrænsninger i de høje bjerge.

Arkea har i Warren Barguil på papiret en af de bedste klatrere, men han indrømmede i dag, at han var for træt. Holdet har da nærmest også afskrevet alle muligheder på forhånd, men fighteren Barguil har lovet at kæmpe, og han bør vel kunne levere et hæderligt resultat i dette felt i årets sidste løb. Holdet har helt afskrevet Elie Gesbert , der grundet rygsmerter skulle være ude af stand til at grave helt dybt.

Dimension Data har ikke meget at komme med. Der var ellers lidt håb for Louis Meintjes, der kørte en fremragende bjergetape sent i Vueltaen, men han faldt sammen igen på 20. etape. Senest smed han næsten fem minutter i Varese, men han burde dog være langt mere komfortabel på disse længere stigninger. Man kan håbe på, at han med Vueltaen som ballast har lidt mere i tanken, end tirsdagens løb antyder. Holdet har også unge Gino Mader og Amanuel Ghebreigzabhier, men begge har haft mange skader på det sidste og synes ikke i form.

EF kommer som sagt nærmest med et hold af sprintere, men de har dog en enkelt rytter, man skal holde øje med. Jonathan Caicedo har ikke haft det letteste første år på WorldTouren, men han viste på kongeetapen i Adriatica Ionica Race, at Giroen har hævet hans niveau. I dag førte han hele dagen for Woods, men kørte faktisk en ret flot finale. Det skal blive interessant at se, om han kan vise takterne fra sidste års 2. plads i Asturien, hvor han kun blev slået af landsmanden Carapaz.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Cofidis og Bardiani er begge hold, der kommer med ganske mange klatrere, men ingen af dem synes i form. Hos Cofidis udgik Darwin Atapuma, Nicolas Edet og Jesper Hansen alle i Varese, og intet tyder på, at de har benene til at være med helt i front her. Jose Herrada var i udbrud, men blev sat tidligt, og Luis Angel Mate faldt tidligt fra. Natnael Berhane er ikke længere god nok, og holdets mest formstærke, Anthony Perez, vil finde stigningen for hård. Bardiani har den formstærke Lorenzo Rota, der formentlig kan gøre det hæderligt, men klatrerne Giovanni Carboni og Luca Covili er slet ikke i form. Det samme gælder for Nippos klatrere, hvor Alejandro Osorio som den eneste har vist lidt form, men det er helt forsvundet igen. Israel Cycling Academy mistede Ben Hermans efter styrtet i Kroatien, og stigningen er for svær for formstærke Kristian Sbaragli.

BEMÆRK: Startlisten er kl. 22 onsdag aften stadig foreløbig. Optakten opdateres, når den endelige liste kendes. Særligt er det interessant at finde ud af, om Androni vælger at stille med Kevin Rivera efter dagens fine præstation.

OPDATERING: Androni har ganske vist udtaget Kevin Rivera, der efter dagens præstation og den overbevisende kørsel i år ligner en af favoritterne. Holdet har også udtaget Andrea Vendrame, der viste fornem form i Varese, og som måske ikke er ren klatrer, men som i Giroen viste, at han også i de høje bjerge kan begå sig hæderligt.

OPDATERING 2: Det lykkedes arrangørerne fra RCS - jo ikke cykelsportens mindste organisation - med mindre end halvanden time til start at udsende en startliste med adskillige ændringer. Blandt de ovenfor nævnte deltager hverlen Schachmann, Atapuma, Caicedo, Arslanov, Cattaneo eller Guerreiro. Til gengæld er der kommer to stærke kandidater ind i form af Davide Formolo og Hugh Carthy. Formolo mangler stadig en del efter sit styrt i Vueltaen og vil finde stigningerne lidt lange, men han ligner sammen med Majka og Buchmann en reel vinderkandidat. Carthy vil elske de længere stigninger og har været langt bedre end forventet efter sit styrt i Vueltaen, men spørgsmålet er, om han allerede er helt god nok. Israel Cycling Academy har udtaget Nathan Earle, der gjorde det ganske flot på kongeetapen i Kroatien, og EF har udtaget Lachlan Morton, der dog formmæssigt virker helt fra den. Det samme gør desværre Mikel Landa, som mentalt allerede synes at have trukket stikket for i år.

***** Egan Bernal

**** Dan Martin, Rafal Majka

*** Diego Rosa, Ivan Ramiro Sosa, Emanuel Buchmann, Gorka Izagirre, Davide Formolo

** Kevin Rivera, Giovanni Visconti, Hugh Carthy Davide Villella, Mathias Frank, Nans Peters, Nikolay Cherkaov, Gianni Moscon, Andrey Zeits, Ruben Fernandez, Carlos Verona, Hermann Pernsteiner, Alexandr Riabushenko, Jaako Hänninen, Andrea Vendrame, Fausto Masnada, Pierre Rolland

* Warren Barguil, Louis Meintjes, Patrick Konrad, Stef Cras, Clement Champoussin, Nathan Earle, Richard Carapaz, Ilnur Zakarin, Lorenzo Rota, Jan Polanc, Cyril Gautier, Andrea Garosio, Simone Ravanelli, Elie Gesbert, Aleksandr Vlasov

Danskerne

Jonas Gregaard er til start for Astana og kan forhåbentlig lave et hæderligt resultat, selvom han primært skal hjælpe Izagirre og Villella. Det burde også være et godt løb for Jesper Hansen, men desværre tyder intet på, at han er i form efter en Vuelta, han forlod med sygdom.

Tidligere års udgaver

Du kan gense Tom Dumoulins flotte sejr på Oropa-stigningen i 2017-udgaven af Giroen.