Prøv vores nye app
Optakt: GP Miguel Indurain
02. april 2022 15:44Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Den spanske kalender er ikke, hvad den engang var, men der findes stadig en fin løbsblok i begyndelsen af april. Med Baskerlandet Rundt som det store højdepunkt er der i løbet af de næste otte dage løb i landet næsten hver eneste dag, selvom blokken har lidt under aflysningen af Vuelta a la Rioja og årets udsættelse af Klasika Primavera. Før WorldTour-løbet starter på mandag, får rytterne chancen for at varme benene op i et endagsløb, og lørdagens GP Miguel Indurain er den helt perfekte test forud for næste uges helt store begivenhed i Baskerlandet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

 Livestream Flandern Rundt, Volta Limburg Classic og GP Miguel Indurain uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold til Baskerlandet Rundt 

 

Løbets rolle og historie

I forrige århundrede var den spanske kalender fuldt med etapeløb i foråret, og man kunne faktisk tilbringe næsten hele perioden ved udelukkende at køre på Den Iberiske Halvø. Desværre har den økonomiske krise taget hårdt på landet, og nu om dage er der næsten intet tilbage af den engang så flotte kalender.

 

Ikke overraskende afvikles de fleste af de tilbageværende løb i det cykelgale Baskerlandet, der har en serie af endagsløb i sensommeren, hvor det hele kulminerer med Clasica San Sebastian. Dets største begivenhed er imidlertid Itzulia Basque Country i april, og det regionale etapeløb er både et af forårets helt store etapeløb på WorldTouren samt den vigtigste begivenhed i den største løbsserie på den spanske kalender.

 

Læs også
Valverde vinder igen

 

Etapeløbet kommer som det helt store højdepunkt midt i en lille løbsserie, der traditionelt er blevet afsluttet med det lille endagsløb Klasika Amorebieta den efterfølgende søndag - et løb, der dog i år først afvikles den 24. april. Denne weekend byder på endnu et endagsløb, der giver muligheder for klatrerne til at teste formen før næste uges store løb. Indtil 2017 kunne sprinterne gå efter guldet om søndagen Vuelta a la Rioja, mens klatrerne og de eksplosive puncheurs jagtede sejren i lørdagens GP Miguel Indurain, der traditionelt er en nøgleindikator på, hvad vi kan forvente i næste uges Baskerlandet Rundt. Igen i år er førstnævnte desværre aflyst, men det ændrer ikke på, at lørdagens løb i Indurains hjemegn fortsat vil afsløre nogle af de navne, vi skal holde øje med i den kommende uge.

 

GP Miguel Indurain blev første gang afviklet i 1951, men dengang var det kun et lokalt løb. I 1998 fik det sit nye brand, da det blev navngivet efter den femdobbelte Tour de France-vinder, og i 2005 blev det et 1.1-løb på UCI Europe Tour. Tidligere nød det endda status som 1.HC-løb, men i 2013 rykkedes det igen ned til den lidt lavere status. Ikke desto mindre har det hele tiden været et meget prestigiøst løb med en vinderliste, der må gøre de fleste arrangører misundelige, og i det lys er det godt at se, at løbet i 2021 genvandt sin gamle status, da det blev en del af den ProSeries, der erstatter HC-serien.

 

Løbet afvikles ikke i Baskerlandet, men i den nærliggende by Estella i Navarra-regionen. Det er ofte sluttet på stigningen op til det ikoniske Basilica de Puy, og det har gjort det til en perfekt test for puncheurs og ardennerspecialister, der var som skabt til denne finale og det kuperede terræn. Det afspejles i listen af vindere, der inkluderer navne som Alejandro Valverde, Joaquim Rodriguez, Samuel Sanchez, Daniel Moreno, Rinaldo Nocentini og Fabian Wegmann, der alle er eller var specialister i kuperede endagsløb. I dag er finalen flyttet, så der ikke længere er mål på en stigning, men løbets karakter som et ardenneragtigt løb er uforandret.

Annonce

 

Meget ofte fortsætter hovedaktørerne fra dette løb videre til Baskerlandet, hvor de ofte spiller en nøglerolle i Itzulia Basque Country, og det gør netop dette løb til den helt perfekte indikation på, hvem der er i form til det store WorldTour-løb. Samtidig har GP Miguel Indurain nydt godt af dets storebror, der har betydet, at mange af sportens stjerner er i landet, og derfor har man kunnet tiltrække et meget stærkere felt end mange andre spanske endagsløb. Desværre er der en tendens til, at holdene sparer deres største navne, men det gør sig ikke gældende i år, og synergien med WorldTour-løbet sikrer deltagelse af ti af de 18 WorldTour-hold, hvilket er et mere end sidste år.

 

Efter et års coronpause var løbet tilbage i 2021, og det blev en mindeværdig udgave, da det lykkedes for Alejandro Valverde at bryde en mere end halvandet år lang sejrstærke. Det så ellers ud til, at Astana var ved at udnytte et stærkt overtal, da de havde sendt Luis Leon Sanchez alene afsted, men på den sidste Eraul-stigning kørte Valverde alene op til sine gode ven. På nedkørslen kom Alexey Lutsenko op til de forreste, men bedst som Valverde var fanget i en ubehagelig Astana-sandwich kunne han med et kraftfuldt angreb på den sidste lille mur inde i Estella køre alene hjem til sejr med 6 sekunder ned til Lutsenko og 15 sekunder ned til Sanchez. Valverde er fortsat syg og må derfor droppe det planlagte titelforsvar, da Lutsenko har brækket kravebenet - og i øvrigt aldrig havde planer om at køre løbet - bliver Sanchez eneste genganger fra sidste års podium.

 

Ruten

Ruten til GP Miguel Indurain har varieret lidt fra år til år, men det var længe primært den første flade del, der ændredes. Finalen med de vigtigste stigninger, herunder den flotte afslutning på stigningen til Basilica de Puy, var den samme i mange år.

 

Det ændrede sig imidlertid i 2018. Hele løbet var stort set uforandret, men for første gang i umindelige tider havde man fjernet den ikoniske målstigning. I stedet var Alto Eraul, der tidligere var næstsidste udfordring, nu sidste længere stigning, inden et par små ramper ledte frem til den nye finale i centrum af Estella. Den model fastholdt man i 2019 og i 2021, hvor ruten i alt væsentligt havde de samme hovedudfordringer som i de foregående to udgaver, og hvor de sidste to rundstrækninger og dermed de sidste knap 100 km var uforandrede. I 2022 bliver der sågar tale om et totalt genbrug af ruten fra 2021.

 

2Som altid starter og slutter også den 21. udgave af løbet i Estella, og i år skal de i alt tilbagelægge 203,4 km. Den første del er de nemmeste og består i år ikke af én, men af to relativt lette rundstrækninger. Den første af disse er 57,2 km lang og er meget enkel. Her hører man nemlig mod øst igennem småkuperet terræn til byen Puenta la Reina, hvor man efter 28,0 km kører en spurt, inden man kører en omgang på en lille rundstrækning, der går op og ned ad en bakke (2,8 km, 5,3%). Herfra følger man præcis samme vej mod vest tilbage til Estella, idet man undervejs kører endnu en spurt efter 45,3 km i Villatuerta, hvorefter man skal over Alto de Grocin (4,4 km, 3,7%). Slutteligt kører man for første gang den lille finalerampe Alto Ibarra (600 m, 11,5%), inden det går ned til mål, hvor stregen krydses efter 57,2 km.

 

Den anden rundstrækning er 55,4 km lang og henlagt til det relativt flade område vest for byen. Først kører man dog mod sydvest op ad Alto de Irache (3,4 km, 4,1%), inden det går mod syd ned til Arroniz, hvor endnu en spurt venter efter 73,5 km på en lille småkuperet rundstrækning. Nu bliver det næsten helt fladt, når man kører mod nordvest og siden nordøst tilbage til udkanten af Estella, hvor man dog slår en sløjfe ved for første gang at køre mod nord op ad kategori 2-stigningen Alto de Eraul (3,8 km, 5,5%), der også findes i finalen. Faktisk kører man nu hele finalen, med den korte nedkørsel, der leder mod nordøst, inden man kører mod syd op over Alto de Muru (1,7 km, 4,8%) og slutteligt videre ned til centrum af Estella, hvor Alto Ibarra (600 m, 11,5%) passeres for anden gang og siden også målstregen i forbindelse med en spurt efter 112,6 km.

 

Læs også
Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 

Udfordringerne kommer først i løbets anden halvdel, hvor man kører omgange på de samme to rundstrækninger, som blev introduceret i 2018, og som er placeret i bakkerne nord for Estella. Den første af disse er 62,6 km lang og indledes med et fladt stykke, der leder mod øst. Her drejer man mod nord op ad den lille Alto Embalsede Alloz (1,1 km, 7,0%), der har top efter 131,3 km og leder direkte mod syd ind på Alto de Arradia (2,1 km, 5,9%), der har top efter 135,2 km. Nu går en lille nedkørsel mod nord, inden man drejer mod øst ind på kategori 1-stigningen Alto Guirguillano (2,8 km, 5,8%), der er en helt jævn kategori 1-stigning med top efter 139,6 km.

 

Herfra leder en teknisk nedkørsel mod nordvest og nord ned til dalen, som følges igennem fladt terræn mod sydvest. Det flade terræn får en ende, når man drejer mod nordvest og nord for at passere kategori 2-stigningen Alto de Lezaun (3,9 km, 5,4%), der ligeledes er helt jævn og har top efter 157,4 km. Et plateau følges mod nord og nordvest, inden en ikke specielt svær nedkørsel fører mod syd ned til Estella, hvor finalen med Alto de Muru (1,6 km, 4,6%) og Alto Ibarra (600 m, 11,5%) gentages frem mod en tredje målpassage i forbindelse med en spurt efter 175,2 km

 

Løbet afsluttes nu med en omgang på den klassiske 28,0 km lange finalerundstrækning, der indledes med en lille sløjfe mod sydvest og nordvest, der sender feltet op og ned ad Alto de Irache (3,4 km, 4,1%) for anden gang, denne gang med top efter 180,0 km. Nu går det mod nordøst og nord frem til bunden af kategori 2-stigningen Alto de Eraul (3,8 km, 5,5%), der er helt jævn, passeres for anden gang og har top efter 193,2 km. Herfra resterer præcis 10,0 km, der indledes med en let nedkørsel, som leder mod nordøst, inden det går mod syd op ad den lille Alto de Muru (1,6 km, 4,6%), der har top med 5,4 km igen.

 

Herefter falder det mod syd ad en helt lige hovedvej ned til Estella, hvor man drejer ind på den kringlede rampe Alto Ibarra (600 m, 11,5%), hvis top passeres med bare 1,4 km igen. Derfra går det lynhurtigt mod syd ad en kringlet nedkørsel med to hårnålesving, indtil man når tilbage til hovedvejen, hvor man med 100 meter igen drejer skarpt i en rundkørsel, inden man med 50 m igen drejer skarpt til venstre ind på den korte og let faldende opløbsstrækning.

Annonce

 

Løbet byder på i alt 3525 højdemeter mod 2788 højdemeter i 2019.

 

 

 

 

Annonce

 

Læs også
Medie: Alaphilippe i forhandlinger med nyt hold

 

 

 

 Livestream Flandern Rundt, Volta Limburg Classic og GP Miguel Indurain uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold til Baskerlandet Rundt 

 

Vejret

Estella ligger på grænsen til Baskerlandet, og det indebærer naturligvis en betydelig risiko for regn, som vi har set det i nogle kolde nylige udgaver. I år bliver det dog helt ekstremt som følge af den isnende kulde, der har ramt en stor del af Europa. Om morgen ventes snebyger i Estella, som vil blive til regnbyger i løbet af formiddag, men fra 13-tiden ventes en opklaring, hvorfor løbet i alt væsentligt vil foregå i solskin med kun få skyer og stadig en iskold maksimumtemperatur på bare 5 grader - i Spanien i april! Bedre bliver det ikke af, at det vil være blæsende med en frisk til hård vind (23-26 km/t) fra nordvest. Det giver vind fra alle retninger på de mange rundstrækninger, men i finalen vil der være modvind på Lezaun og derefter sidemedvind frem til næstsidste passage af stregen. Herefter følger et stykke med sidevind, inden man får sidemedvind på Eraul og fra toppen sidemedvind hele vejen, idet man får direkte medvind på den korte opløbsstrækning.

 

Favoritterne

For nogle år siden blev GP Miguel Indurain næsten altid afgjort i en spurt op ad den sidste rampe, hvor de bedste puncheurs har kunnet gøre en forskel. I de senere år har løbet imidlertid været mere selektivt, og vi har generelt set to scenarier. Simon Spilak og Alejandro Valverde har begge haft held og styrke til at iværksætte succesrige solooffensiver langt fra mål, mens det i årene mellem 2015 og 2018 samt i 2021var en ganske lille gruppe, der kørte fri på de sværeste stigninger, hvorefter de har afgjort det imellem sig på de sidste stigninger. I 2019 fik vi til gengæld et helt andet scenarium på en dag, hvor løbet ikke kunne kontrolleres og et stort og stærkt udbrud endte med at afgøre løbet og eliminere mange af favoritterne.

Annonce

 

Siden 2018 har det været en afgørende nyskabelse, at målet på Basilica de Puy-stigningen er blevet fjernet til fordel for en flad finale. I 2018 ændrede det ganske vist ikke på, at Alejandro Valverde alligevel kunne køre fra alt og alle, men det vil ændre løbets dynamik. Klatrerne har ikke længere en målstigning at gøre godt med. Derfor skal de væk allerede på Eraul, der dog ikke er verdens sværeste stigning. Man skal imidlertid heller ikke undervurdere den lille mur, Ibarra, der til allersidst udgør en perfekt rampe til at gøre en forskel, selvom den ganske vist er meget kort. Det så vi i 2019, hvor Tadej Pogacars forsøg var neutraliseret, og hvor det i stedet var den lille superpuncheur Jonathan Hivert, der på den stejle rampe kørte fra alle andre i udbruddet. Sidste år blev der samlet en gruppe med Valverde, Alexey Lutsenko og Luis Leon Sanchez efter Eraul og herefter slog Valverde til med sit uimodståelige ryk på Ibarra. Selvom det var tæt på i 2019, hvor hele seks mand spurtede om 2. pladsen bag Hivert, har vi endnu aldrig oplevet, at løbet i nu tre udgaver med denne finale er blevet afgjort i en spurt.

 

Med hele ti WorldTour-hold er det et ganske stærkt felt, der er samlet i år, og hvor vi tidligere har set, at mange har sparet deres Baskerlandet Rundt-kaptajner, kommer de fleste af de store hold denne gang med en trup, der er næsten en tro kopi af de hold, der vil være til start i WorldTour-løbet på mandag. De mest markante er Israel-PT og UAE, der enten mangler nogle af næste uges topnavne eller stiller med topnavne, der helt skipper det store etapeløb.

 

På papiret skiller Bora og UAE sig ud som de stærkeste hold, fordi de alle har et hav af kort at spille. Også Movistar og Bahrain er stærke, men de har ikke helt samme bredde. For dem vil det i højere grad handle om at holde en form for kontrol, så kaptajnerne kan afgøre det til sidst. At tro, at de vil køre defensivt, er dog nok en fejl. I hvert fald Bahrain kan sagtens tillade sig at lade en stærk gruppe køre, hvis de har den rette mand med.

 

Derfor er jeg heller ikke helt sikker på, at vi ikke får en gentagelse af 2018, hvor et udbrud kører om sejren. Få vi etableret den rette gruppe med de rette hold tidligere i løbet, vil der være en god chance for, at løbet er slut for feltet allerede her. Faktisk kan jeg være tilbøjelig til at tro, at det er det mest sandsynlige scenarium, fordi løbet historisk har været svært at kontrollere, og fordi de bedste alle hold har så bred en palet at spille på. Det ændrer dog ikke på favoritfeltet. Holdene er kun interesserede i at lade et tidligt udbrud køre, hvis de har et af deres esser med, og derfor vil favoritterne være de samme, uanset om vi får en afgørelse fra et udbrud eller ej. Der mangler nemlig den åbenlyse favorit, hvis hold vil kontrollere, og som vil satse hele butikken på finalen.

 

Læs også
Her er startlisten til Liège-Bastogne-Liège 2024

 

En vigtig faktor bliver den isnende kulde. Heldigvis bør det sne af i løbet af formiddagen, og da sneen næppe bliver liggende, kan løbet formentlig gennemføres som planlagt, endda med solskin, men med masser af vind og isnende kulde. Det vil utvivlsomt blive en faktor, hvem der kan klare de lave temperaturer, og derfor er det nok meget heldigt - og måske også forklaringen på - at Valverde har droppet sit titelforsvar.

Annonce

 

Vinden kan også blive en faktor. Der er en del sidevind først i løbet, og jeg udelukker ikke, at vi kan få noget sidevindskørsel. Det kommer dog så tidligt, at det formentlig ikke bliver afgørende. Til gengæld vil der være en kraftig modvind på de sidste to lange stigninger, der ikke er særligt stejle, og derfor tror jeg, at det kan blive svært at gøre alt for store forskelle for de bedste klatrere. Det taler dels for, at det kan blive et taktisk løb, hvor bedste mand ikke bare vinder, dels at finalen bliver mere eksplosiv, og at det kan blive en lidt større gruppe, der rammer Ibarra i finalen. Det ligner altså et løb, hvor overtal kan være en fordel, og hvor punch på en stejl mur vil være vigtigere end klassiske klatreevner. Det ændrer dog ikke på, at man skal klatre fremragende for at vinde på en rute med 3500 højdemeter, hvilket er betydeligt mere end i 2019.

 

Det brede favoritfelt og muligheden for, at et udbrud ender med at køre om sejren, gør også, at der er mange potentielle vinderkandidater, men jeg prøver at pege på Sergio Higuita. Den lille colombianer kommer til løbet i fremragende form efter sin sejr i Catalonien, hvor han var langt, langt bedre end nogensinde tidligere, og dette løb passer ham fremragende. Vi så med hans suveræne forsvar på Barcelona-etapen, at han er en af de bedste på korte, eksplosive stigninger og gerne med stejle procenter, og da han samtidig i en spurt er en af de absolut hurtigste - hvis ikke den hurtigste - blandt favoritterne, er det en afslutning, der passer ham sublimt. Samtidig er Bora et af de absolut stærkeste hold, og selvom det indebærer en risiko for, at han ender med at blive fanget bagude, hvis den rette gruppe kører, er det også en fordel, hvis der opstår en situation, hvor holdet kører entydigt for ham og vil kontrollere frem mod den eksplosive finale. Allerede da han i 2019 deltog for hidtil eneste gang, endte han som nr. 3, hvorved han satte en fed streg under sine evner i netop denne finale, og han sagde så sent som i Catalonien efter sit regnvejrskup, at han har det godt i dårligt vejr. Derfor tror jeg på mere succes til ”The Higuita Monster”.

 

Hans værste rival kunne være Marc Hirschi. Vi har stadig til gode at se, om schweizeren vitterligt er fuldt på vej tilbage, men starten har i hvert fald været lovende. Han var bedste mand i Larciano og Per Sempre Alfredo, og i Coppi e Bartali endte han som samlet nr. 3 i et løb, hvor kongeetapen ellers havde en lidt for lang målstigning. Her er stigningerne også lange, men med modvind taler meget for en mere eksplosiv finale, og det er guf for Hirschi, der måske er den allerbedste puncheur på en stejl mur og er hurtig på stregen - også selvom han synes at have tabt lidt hurtighed på det sidste. Det dårlige vejr burde heller ikke genere ham, og hans hold er måske det stærkeste af dem alle. Fanges han ikke taktisk, bør han derfor køre med om sejren.

 

Den anden UAE-rytter, der passer perfekt til dette løb, er Joao Almeida. Hans punch er fremragende, som han viste i Polen og Luxembourg sidste år, og i de samme løb viste han, hvor lynhurtig han er. Formen er åbenlyst også god, men jeg er bekymret for kulden. Vi har nu efterhånden set et hav af gange, at Almeida har det svært, når det regner. Om det også gælder i solskin med kolde temperaturer, har vi stadig til gode at se, men jeg har en bange anelse om, at Almeida har endnu en offday i koldt vejr. Hvis ikke, burde det dog være et løb, der passer ham, selvom jeg faktisk var lidt skuffet over ham på den eksplosive Barcelona-etape. Heldigvis fandt han sig selv på sidste tur op ad Montjuic, og med de ben, han viste her, kan han også vinde i morgen, hvis ikke han igen kollapser i det dårlige vejr.

 

Mine næste kandidater kommer også fra Bora og UAE, ganske enkelt fordi de har så uhyre mange kort at spille. Et af disse er Davide Formolo, der er kommet stærkt tilbage fra sin vinterskade, som blev forårsaget af et vildsvin. Han var i hvert fald stærk i Tirreno og ikke mindst i Sanremo, hvor han ene mand skabte en i moderne sammenhæng historisk stor udskilning på Cipressa. Siden har han ligget stille, men med den sene sæsonstart er han formentlig betydeligt bedre nu. Han er ikke hurtig i en spurt, men til gengæld er han ganske eksplosiv på korte stigninger, og finalen passer ham derfor fint. Han vinder næppe mod Higuita i en direkte duel, men som del af det stærkeste hold kan han vinde via taktik. På samme måde er altid aggressive Marc Soler den perfekte mand at spille tidligt ud, når holdet sidder i overtal, og selvom hans kørsel i Catalonien virkede temmelig svingende, har han generelt efterladt et positivt indtryk. Normalt er Rafal Majka , der var flyvende i UAE Tour, også en fremragende mand at spille tidligt ud, men han kommer tilbage fra sygdom, hvorfor hans niveau er temmelig usikkert. Til gengæld lignede Rui Costa i Catalonien ikke en mand, der vil være andet end hjælper på det meget stærke hold.

Annonce

 

Bora er det andet hold, der har mange kort at spille, og her er det værd at holde øje med Lennard Kämna, der er den oplagte mand til at angribe tidligt. Tyskeren startede som lyn og torden med fremragende kørsel på det spanske grus, etapesejr i Andalusien og overbevisende kørsel i Drome-Ardeche. Siden blev han desværre syg inden Strade Bianche, og derfor er hans form ukendt, men den sygdomsperiode er så ”gammel”, at han formentlig er velkørende nu. Han passer ikke specielt godt til ruten, men med sin fantastiske evne til at køre fra distancen, er han den perfekte mand til et løb, der er svært at kontrollere. Bora kan også spille på Aleksandr Vlasov , der startede så stærkt, men hans kørsel i UAE Tour og Paris-Nice var skuffende. Også han skal spilles tidligt ud, hvorfra han er en god kandidat, men vi ved, at han har det svært i kulden. Også Emanuel Buchmann har før vist, at han er fremragende til lange soloridt, men ligesom Vlasov er han ikke skabt til denne rute, og han har meget at bevise efter en svag sæsonstart. Felix Grossschartner vender tilbage efter sit brækkede kraveben i Paris-Nice og er formentlig hjælper.

 

Total kommer med en meget stærk kandidat i Pierre Latour. Ganske vist har sæsonen bekræftet, at han har det svært på længere stigninger, men dette løb burde lige være ham. Han startede brølstærkt i både Provence og Paris-Nice, indtil kongeetapen slog ham ud, men han virkede til gengæld ikke helt på toppen i Loire Atlantique, hvor han angreb tidligt. Med sin hurtighed og sit punch er han skabt til dette løb, hvis han er på toppen. Det samme er eksplosive Alexis Vuillermoz. Han er ikke ved fordums styrke, men startede sæsonen i Drome-Ardeche og Var så godt, at han bestemt må regnes som kandidat i et løb, hvor modvinden vil hjælpe ham. Også Cristian Rodriguez var flyvende i Andalusien, men han skal spilles tidligt ud i et løb, der passer ham knap så godt, og så skal det blive interessant at følge den lovende Alan Joussaume.

 

Movistar må uden Valverde satse butikken på Enric Mas. Spanieren synes i år at have nået et helt nyt niveau med en sæsonstart, der har gjort op med hans ry som langsom starter. Senest var han en af de allerstærkeste i Tirreno, som dog blev ødelagt af et styrt, og inden Baskerlandet, der er et stort mål, er han næppe blevet ringere. Desværre er han ikke helt skabt til dette løb, og da Movistar ikke har samme bredde som de bedste hold, kan det blive svært at vinde. Jeg vil dog tro, at han er en af de allerstærkeste på stigningerne, og så har man altid muligheder i et taktisk løb. Holdets næstbedste bud synes at være Oscar Rodriguez, der gjorde det pænt, da han senest kørte i UAE Tour, ligesom også Gregor Mühlberger, der passer bedre til dette løb, synes på vej tilbage. Endelig er der Antonio Pedrero , hvis niveau er uhyre svingende, og som derfor er et stort spørgsmålstegn efter en meget lang løbspause. Til gengæld tror jeg ikke længere, at Gorka Izagirre kan køre med om sejren i et stærkt besat løb som dette, og Sergio Samitie har intet vist gennem hele året. Det har Nelson Oliveira , men løbet er nok lidt for klatretungt.

 

Læs også
Skjelmose med stærk udmelding inden monument

 

I år synes Pello Bilbao at have nået et helt nyt niveau, og særligt i UAE Tour og Strade Bianche var han ganske fremragende. Han skuffede mig lidt i Tirreno, men endte trods alt stadig i top 10, og han må formodes igen at være en af de bedste. Han er også god i dårligt vejr, men desværre synes han at have tabt alt sit punch, og derfor passer dette løb ikke så godt, som det tidligere gjorde. Han skal formentlig angribe tidligt, men det vil passe fint til hele Bahrains taktik. Gino Mäder har været formsvag hidtil, men må efterhånden have fået varmet sin dieselmotor op. Han passer dårligt til ruten, men kan angribe tidligt. Jeg vil også tro, at Luis Leon Sanchez, der sidste år endte som nr. 3, vil få lov at køre sin chance, og han viste i Valencia, at han stadig kan være på højt niveau. På denne tid af året, hvor formniveauet er højere, tro jeg dog, at han kommer lidt til kort på stigningerne. Hermann Pernsteiner er ved at finde noget form, men han er en usandsynlig vinder, og så glæder jeg mig til at se, hvor langt unge Edoardo Zambanini, der har gjort det godt i år, kan komme på denne rute.

 

Cofidis har et meget spændende hold, hvor det er værd at holde øje med Victor Lafay. Vi så med hans 3. plads i Bellante under Tirreno, at han er blevet en fabelagtig puncheur, men at han mangler noget på længere stigninger. I det lys er dette modvindsløb perfekt for ham. Desværre er han også meget svingende, og han skuffede fælt i hans løb i den efterfølgende uge. Holdet har heldigvis også Ion Izagirre , der altid er god i dårligt vejr, og som var hæderlig i Paris-Nice. Han er ikke ved fordums styrke, men frem mod forårets største mål må han antages at have forbedret sig yderligere. Den tredje kandidat er Jesus Herrada, der passer udmærket til disse stigninger, men igen i år har han virket et stykke fra sit bedste niveau, og han lider også under ikke at have sin tidligere hurtighed. Ruben Fernandez så også godt ud i Galicien, men jeg vil tro, at han er en smule overmatchet her, og selvom han har kørt fint, har Simon Geschke næsten udelukkende ageret hjælper.

Annonce

 

Ag2r har en meget spændende kandidat i Clement Champoussin. Franskmanden lagde meget stærkt ud, inden Covid satte ham tilbage. Alligevel så han godt ud i Ardeche og Laigueglia, inden han blev syg igen under Paris-Nice. Han er svingende og derfor altid svær at spå om, og han er ikke skabt til dette eksplosive løb, men udvikler det sig taktisk, vil han med sit niveau i år godt kunne vinde. Holdets alternativ er Aurelien Paret-Peintre, der gjorde det hæderligt i Paris-Nice, men han synes stadig at mangle lidt for meget til faktisk at kunne vinde et løb som dette. Andrea Vendrame så godt ud i Larciano forleden, men løbet her bør trods alt blive lidt for hårdt. Jeg glæder mig også til at se, hvor langt den meget lovende Paul Lapeira kan komme på dette niveau, mens Felix Gall til gengæld synes formsvag.

 

Arkea kommer med Warren Barguil. Ganske vist vandt han en etape i Tirreno, men generelt har han skuffet i år. Han plejer dog også at være en langsom starter, og som regel er han god i Ardennerne, hvor han senest var med helt fremme i Fleche Wallonne. Det vidner også om, at dette er et løb, der passer ham ganske storartet, og spørgsmålet er så, hvor meget han har forbedret sig.  Han vil også være ret alene, da løbet nok er for svært for Thubalut Guernalec og Simon Guglielmi, der ellers har klatret godt i år.

 

Lotto kommer med Maxim van Gils, der med den samlede sejr i Saudi Tour igen beviste sit store potentiale. Siden blev han syg, men han meldte i Sanremo, at de gode ben er ved at være tilbage. Han har siden haft tid til at forbedre sig yderligere, og dette eksplosive løb passer ham. Han er ikke bedst i dette felt, men i et taktisk løb har han muligheder. Han ledsages af Steff Cras, der imponerende stort i Andalusien og passer udmærket til disse lidt eksplosive stigninger, men nok alligevel kommer lidt til kort, samt Sylvain Moniquet, der har gjort det stærkt i år, senest i Catalonien, men også er en smule overmatchet.

 

Trek kommer med et bredt hold anført af Gianluca Brambilla. Italieneren er langsomt ved at finde formen efter den forsinkede start, og han kørte et fint Coppi e Bartali og et solidt Larciano, hvor han angreb tidligt. Han passer godt til disse stigninger, men Coppi e Bartali viste også, at han er overmatchet i dette stærkere felt. Han ledsages af lottokuponen Antwan Tolhoek, der dog skuffede fælt i Catalonien. Han rejste sig lidt i Barcelona, men han skak have forbedret sig meget for at være med helt i front. Kenny Elissonde har haft en lang pause efter en fin start i Provence, men ligesom Juan Pedro Lopez, der endelig fandt lidt form i Catalonien, passer han meget dårligt til dette løb, der er for svært for Tony Gallopin.

 

Astana skal satse hele butikken på Javier Romo. Den tidligere triatlet var i Catalonien bedre end nogensinde, og noget tyder på, at han er ved at vænne sig til WorldTouren. Vi så sidste år i Coppi e Bartali, at han passer godt til eksplosivt terræn, som han også viste i Barcelona i søndags, hvor han angreb i finalen. Til gengæld vil han være meget alene. Sebastian Henao er hæderlig, men ikke en af de bedste, og Stefan de Bod har klatret skidt i år.

Annonce

 

Israel-PT kommer med et svagt hold anført af Simon Clarke. Australieren var flyvende fra sæsonstart, men de seneste løb, senest Catalonien, har indikeret, at han har toppet. I forvejen er dette løb en smule for klatretungt, men omvendt vil det dårlige vejr formentlig hjælpe en fyr som Clarke, der i hvert fald har glæde af modvinden på bakkerne. Det er også et udmærket løb for Patrick Bevin¸ men han brækkede kravebenet i Provence, og har ikke vist form i lang tid. Sebastian Berwick viste endelig takter i UAE Tour, men jeg vil ikke turde satse på, at han også flyver her, når man iagttager hans generelle niveau. Endelig bliver det interessant at følge Derek Gee, der jo imponerede så stort i Galicien.

 

Glassdrive kommer med Federico Figuereido, der altid er konkurrencedygtig i disse løb. Det så vi senest med 8. pladsen på Malhao i Algarve, og dette eksplosive løb burde passe ham som fod i hose. Han har haft en lang pause, og derfor er det usikkert, hvor han står, da Algarve formentlig var et meget stort mål. Hos sig har han Javier Moreno, der til gengæld synes at have set sin bedste tid.

 

Læs også
Norsgaard på vej til storhold?

 

Caja Rural stiller med Jefferson Cepeda . I Andalusien var han her, der og alle vegne, og han lignede en mand på vej mod sit store gennembrud. Desværre skuffede han efterfølgende i Galicien, og derfor er der flere spørgsmålstegn ved en mand, der aldrig for alvor har begået sig på dette niveau. Fernando Barcelo sluttede også Catalonien meget stærkt, ikke mindst med 3. pladsen i Barcelona. Han har vist sig både eksplosiv og hurtig, men løbet her er på papiret for hårdt. Modvinden vil hjælpe, men jeg tror, at der bliver lidt for meget klatring. Mikel Nieve har endnu ikke fundet sit niveau i år og udgik af Catalonien med sygdom, og Jonathan Lastra, der jo ellers var så god sidste forår, har været langt fra sidste års niveau, selvom han fik lidt selvtillid med en samlet 8. plads i det svagt besatte løb i Alentejo. Endelig har holdet Julen Amezqueta, men han skal forbedret sig voldsomt over den sidste halvanden måned efter en megte skuffende sæsonstart.

 

Jeg tror ikke rigtigt på de øvrige hold. Hos Burgos har man Daniel Navarro, der faktisk gjorde det godt i Catalonien, men ikke godt nok til, at han kan vinde et løb, der passer ham dårligt, og selvom han var god på den første bjergetape, vil det være overraskende at se den svingende Oscar Cabedo fremme. Human Powered Health har Kyle Murphy og Gavin Mannion som de formstærke klatrere, men som i Larciano kommer de til kort i dette felt. Hos Kern Pharma er der fortsat stor formkrise hos den ellers så lovende Roger Adria, men til gengæld bliver det interessant at Igor Arrieta, der viste sit potentiale med en 4. plads på kongeetapen i Galicien, hvor feltet dog var betydeligt svagere. Det skal også blive interessant at se Daniel Mendez, der efterlod et meget positivt indtryk i Besseges, indtil han styrtede, men han har haft en meget lang pause. Hos Eolo skal man satse på Edward Ravasi og Alejandro Ropero, men de er overmatchede her, og det samme er David Lozano hos Novo Nordisk. Euskaltel har Mikel Bizkarra, men han har ikke fundet sin allerbedste form, og de svingende Ibai Azurmendi og Mikel Iturria kommer lidt til kort i dette felt. Manuela Fundacion har ikke skyggen af chance.

 

***** Sergio Higuita

**** Marc Hirschi, Joao Almeida

*** Davide Formolo, Marc Soler, Lennard Kämna, Pierre Latour, Enric Mas

** Pello Bilbao, Aleksandr Vlasov, Victor Lafay, Clement Champoussin, Ion Izagirre, Warren Barguil, Alexis Vuillermoz, Rafal Majka, Maxim van Gils, Gino Mäder, Emanuel Buchmann, Luis Leon Sanchez, Jesus Herrada, Cristian Rodriguez, Oscar Rodriguez

* Gianluca Brambilla, Steff Cras, Gregor Mühlberger, Aurelien Paret-Peintre, Antonio Pedrero, Javier Romo, Simon Clarke, Federico Figuereido, Jefferson Cepeda, Fernando Barcelo, Kenny Elissonde, Sylvain Moniquet, Ruben Fernandez, Hermann Pernsteiner, Antwan Tolhoek, Juan Pedro Lopez, Gorka Izagirre, Simon Geschke, Rui Costa, Felix Grossschartner, Daniel Navarro, Igor Arrieta, Daniel Mendez, Mikel Bizkarra

 

Danskerne

Frederik Wandahl er til start for Bora, hvor han må ventes at være hjælper på et uhyggeligt stærkt hold med mange kaptajner.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Alejandro Valverdes sejre fra 2021, 2018 og 2014, Jonathan Hiverts sejr fra 2019, Simon Yates’ sejr fra 2017, Ion Izagirres sejr fra 2016, Angel Viciosos sejr fra 2015 og Simon Spilaks sejr fra 2013.

 

 Livestream Flandern Rundt, Volta Limburg Classic og GP Miguel Indurain uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold til Baskerlandet Rundt 

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Sergio Higuita
Marc Hirschi, Joao Almeida
Davide Formolo, Marc Soler, Lennard Kämna, Pierre Latour, Enric Mas
Pello Bilbao, Aleksandr Vlasov, Victor Lafay, Clement Champoussin, Ion Izagirre, Warren Barguil, Alexis Vuillermoz, Rafal Majka, Maxim van Gils, Gino Mäder, Emanuel Buchmann, Luis Leon Sanchez, Jesus Herrada, Cristian Rodriguez, Oscar Rodriguez
Gianluca Brambilla, Steff Cras, Gregor Mühlberger, Aurelien Paret-Peintre, Antonio Pedrero, Javier Romo, Simon Clarke, Federico Figuereido, Jefferson Cepeda, Fernando Barcelo, Kenny Elissonde, Sylvain Moniquet, Ruben Fernandez, Hermann Pernsteiner, Antwan Tolhoek, Juan Pedro Lopez, Gorka Izagirre, Simon Geschke, Rui Costa, Felix Grossschartner, Daniel Navarro, Igor Arrieta, Daniel Mendez, Mikel Bizkarra
INFO
Optakter
Nyheder
GP Miguel Indurain
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Lørdag den 20. april 2024

Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
To danskere slutter langt fremme i Holland
Landevej
Cavendish tilbage efter sygdom, men uden Mørkøv
Gravel
Valverde vinder igen
Landevej
Skjelmose med stærk udmelding inden monument
Landevej
Medie: Alaphilippe i forhandlinger med nyt hold
Landevej
Jakobsen må sætte større lid til dansker - vigtig hjælper misser Giroen
Landevej
Kron mindes uheldig episode før Liège: Før eller siden må heldet vende
Landevej
Norsgaard på vej til storhold?
Landevej
Kæmpetalents skadespause forlænges
Landevej
Agent sammenligner Philipsens tilbud: Så stor er chancen for et skifte

Fredag den 19. april 2024

Landevej
Optakt: Liege-Bastogne-Liege
Landevej
Optakt: Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Følg søndagens store monument i Liege samt sprinterbraget i Tyrkiet
Landevej
Lotto Dstny-rytter tilbage på cyklen for første gang efter lårbensbrud
Landevej
Søren Kragh udtaget til Liège-Bastogne-Liège
Landevej
Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare
Landevej
Formand for DCU trækker sig
Landevej
Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet
Landevej
Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse
Cross
UCI annoncerer store ændringer i cyklecross-kalenderen
Landevej
Overvældet Lopez: Vigtigste sejr i mit liv
Udstyr og test
Test: Specialized S-Works Evade 3
Landevej
Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb
Landevej
Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double
Landevej
Optakt: 5. etape af Tour of the Alps
Landevej
Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med
Landevej
Tour-chefen håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste
Landevej
Bora mangler stjerne i Liege-Bastogne-Liege
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Landevej
Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt
Landevej
WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument
Landevej
Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb
Landevej
Journalist med godt nyt om Quintana

Torsdag den 18. april 2024

Landevej
Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr
Landevej
Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom
Landevej
López modstod de mange angreb: I morgen bliver det bananas
Landevej
Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége
Landevej
Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv
Landevej
EF-rytter lykkelig efter comeback på kongeetapen
Landevej
Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet
Landevej
Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege
Udstyr og test
Bosch lancerer batteri til elcykler - med fire store nyheder
Landevej
Pogacar klar til at bryde Alpecins monumentstime
Landevej
Optakt: 4. etape af Tour of the Alps
Landevej
Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr
Landevej
Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads
Landevej
Bora nærmer sig Visma-profil
Landevej
Stjerner hylder danskere og nordmænd
Landevej
Blev toer i løbsdebut: Fransk stortalent løfter sløret for taktikken

Onsdag den 17. april 2024

Landevej
Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op
Landevej
Stærk belgier: Det var ikke et normalt Fleche Wallonne
Landevej
Stjerne spurter sig til første sejr i næsten fem år - Tour-vinderen må nøjes
Landevej
Sejrede efter vanvidsvejr i Vallonien: Jeg kan ikke tro, at jeg har vundet Fleche
Landevej
Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok
Landevej
Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt
Landevej
Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker
Landevej
Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag
Landevej
Dansk U23-landshold har holdet klar til stort løb
Landevej
Spanier gør vildt kup på voldsom regnvejrsetape
Landevej
Tidligere vinder ser stolt tilbage på sejr
Landevej
UAE-stjerne regner med sit hold
Landevej
Optimistisk Pidcock: I år er jeg et helt andet sted
Landevej
Optakt: 3. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Fleche Wallonne
Landevej
Skjelmose går efter sejren i stor klassiker
Landevej
Træt Matthews: Benene er gode, men jeg er ved at være ved enden
Landevej
Rørt Bora-rytter pointerer: Specielt at køre på hjemmebane
Landevej
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic
Landevej
Oversigt: Dagens 11 danskere ved Fléche Wallonne

Tirsdag den 16. april 2024

Landevej
WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler
Landevej
Tidligere vinder og Fuglsang skal køre Fleche Wallonne
Landevej
Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende
Landevej
37-årig etapevinder rørt over sejr
Landevej
Italiensk veteran tager sjælden sejr
Landevej
Charmig udtaget til stor klassiker
Landevej
Vingegaard kommer med positive meldinger
VIS FLERE

Annonce