LIVESTREAM CYKELLØB - SE FELTET.DKS EKSKLUSIVE DISCOVERY+ TILBUD

Løbets rolle og historie

Italien har i mange år været kendt for sin imponerende kalender af endagsløb, men det seneste årti har tæret på den flotte løbsserie. Mange af løbene er forsvundet, og selvom enkelte har haft held til at vende tilbage, er kalenderen slet ikke, hvad den var i sin storhedstid.

Et af de mange løb, der led en krank skæbne, er GP Industria & Artigianato, der afvikles i byen Larciano. Efter skabelsen i 1977 blev det afviklet hvert eneste år, indtil arrangørerne i 2015 måtte kaste håndklædet i ringen og aflyse begivenheden. Heldigvis har de siden haft held til at bryde den kedelige tendens, og i 2016 genopstod løbet, endda i et langt stærkere format, hvor man havde samlet det vel nok stærkeste felt hidtil.

Løbet blev faktisk allerede skabt under navnet Circuito di Larciano i 1967, hvor det opstod som en serie af gadeløb. I 1977 fik det sit nuværende navn, inden det i 1979 blev til et endagsløb. Straks fra start blev det en ganske prestigiøs begivenhed, der i de tidlige år blev vundet af navne som Frano Bitossi, Roger de Vlaeminck, Felice Gimondi og Francesco Moser, og man havde en vis Eddy Merckx på podiet, inden det blev til et endagsløb. Som så mange andre italienske endagsløb nød det aldrig den store internationale appel, og italienerne har domineret uafbrudt siden starten. Det har imidlertid som regel tiltrukket de bedste italienske klassikerryttere og er således i de senere år vundet af navne som Danilo Di Luca, Davide Rebellin, Damiano Cunego, Vincenzo Nibali og Filippo Pozzato.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Som så mange andre italienske endagsløb begyndte det i dette årtusinde gradvist at tabe status, og cykelsportens globalisering samt den økonomiske krise betød, at det i stigende grad blev svært at tiltrække udenlandske hold. Det blev ikke hjulpet af en usikker kalenderplacering. Indtil 2014 blev løbet betragtet som vigtig forberedelse til Giroen, og det blev i et par år afholdt sammen med Giro della Toscana i en weekend i april. I de år tiltrak man sig som regel et fint felt, og rollen som forberedelse til en grand tour gjorde det til et svært løb.

I 2014 blev løbet flyttet til juli og blev dermed afholdt under Tour de France. Det gav herved ryttere, der ikke var i Frankrig, en mulighed for at få løbskilometer i benene på en tid, hvor der ikke sker meget andet i den professionelle cykelverden, men det fik stort set ingen opmærksomhed. Derfor kom det ikke som en stor overraskelse, at løbet blev aflyst i 2015.

Heldigvis er det lykkedes arrangørerne at genetablere begivenheden, og denne gang har man truffet den kloge beslutning at flytte det til marts. Efter Roma Maximas forsvinden for et par år siden har der været en ledig plads søndagen efter Strade Bianche. I 2016 blev den 39. udgave afviklet i netop det tomrum, og det tog stjernerne godt imod. På denne tid af året leder mange ryttere efter muligheder for at forberede sig til større mål, og ved at slå pjalterne sammen med Strade Bianche, der i forvejen tiltrækker et fantastisk felt, kan man nu tilbyde en weekend med to solide endagsløb som forberedelse til næste uges Tirreno-Adriatico. I år er Trofeo Laigueglia endda også flyttet til onsdagen forinden, og dermed har man nu en solid italiensk løbsuge med tre relativt kuperede løb.

Blandt deltagerne i 2016 var Vincenzo Nibali, Rigoberto Uran, Diego Ulissi, Simon Gerrans, Adam Yates, Davide Formolo og Esteban Chaves, og feltet var således meget mere internationalt, end det tidligere havde været. Strade Bianches nye status som WorldTour-løb har bestemt ikke skadet muligheden for at tiltrække internationale navne, og i 2017 havde man et felt, der havde hele syv af de 18 WorldTour-hold til start. Det var også tilfældet i 2018 og i 2019, men efter at løbet blev coronaaflyst i 2020, overgår det sig i 2021. De mange aflysninger i februar samt flytningen af Laigueglia er en sandsynlig forklaring på, at vi denne gang finder hele ni af topholdene i et felt, der vil tælle store stjerner som Mikel Landa, Vincenzo Nibali, Alejandro Valverde, Bauke Mollema, Simon Yates og Nairo Quintana samt yngre kometer som Andrea Bagioli, James Knox, Giulio Ciccone, Ethan Hayter, Matej Mohoric og Mauri Vansevenant.

Løbet er et helt typisk italiensk endagsløb, idet det inkluderer en hård rundstrækning med en svær stigning tæt på en flad finale. Dermed er det endnu en begivenhed, der er som skabt til ardennerspecialister, som kan angribe på den sidste stigning eller bruge deres gode spurt til at vinde i en lille gruppe - nøjagtig som det er tilfældet i de fleste løb på den italienske kalender.

Løbet var et af de første, der blev offer for corona i 2020, og derfor skal vi tilbage til 2019 for at finde seneste udgave, hvor det kun var to mand, der skulle spurte. Mattia Cattaneo og Maximilian Schachmann kørte nemlig fra den lille favoritgruppe på den sidste stigning, og efter at de holdt sig oprejst på den regnvåde nedkørsel, kunne tyskeren let spurte sig til den første sejr i Bora-trøjen, 14 sekunder inden Andrea Vendrame spurtede sig til en 3. plads i en gruppe på 18 mand. Schachmann vender ikke tilbage for at forsvare titlen, da han har en anden titel at forsvare i Paris-Nice, og da Cattaneo ligeledes kører i Frankrig, og Vendrames Ag2r-hold ikke deltager, skal der findes et helt nyt podium denne gang.

Ruten

Som sagt er løbet et typisk italiensk endagsløb med en hovedsageligt flad første del og en vanskelig rundstrækning mod slutningen, hvor der venter en svær stigning samt en nedkørsel til en flad finale. Stigningen er imidlertid sværere og kommer tættere på mål, end den gør i de fleste andre løb, og det betyder, at GP Industria & Artigianato er en anelse mere selektivt og mindre skabt til stærke sprintere end mange af de øvrige løb på den italienske kalender. Der er således tale om et løb, hvor ardennerspecialister og klatrere har en langt bedre chance for at gøre en forskel, og det har været afspejlet i fire af de seneste udgaver, der er blevet vundet af folk som Maximilian Schachmann, Simon Clarke og Adam Yates (to gange).

Formatet er blevet ændret lidt fra år til år, men nøgleudfordringen er altid San Baronto-stigningen. Det vil igen være tilfældet i 2021. En ny rute blev introduceret i 2014, og arrangørerne er så tilfredse med det det nye set-up, at man har genbrugt den i alle årene efter aflysningen i 2015, således også i år.

Det 199,2 km lange løb både starter og slutter i Larciano og kan inddeles i to dele. Først skal rytterne køre fire omgange på en 22,3 km lang rundstrækning i området syd for byen. Her er terrænet helt fladt, og der er stort set ingen klatring overhovedet.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Anden halvdel af løbet er meget hårdere, da rytterne nu bevæger sig ind i bakkerne nordøst for byen. Det sker, når de tilbagelægger fire omgange på en 27,5 km lang rundstrækning, der stort set intet har til fælles med den, der blev benyttet til løbets første del. De første 11,8 km er ganske vist flade, når man lægger ud med at sno sig mod sydøst ad samme vej som på første rundstrækning, men løbet ændrer karakter, når man kører mod øst hen til San Baronto-stigningen (8,6 km, 3,5%). Her stiger de to første 2 km med 4-5%, inden der følger en kilometer med hele 8,6% (faktisk kan man finde en kilometer med 9,9%, hvis man placerer målepunkterne lidt anderledes). Til slut bliver det imidlertid lettere med 5,6 km, hvor stigningsprocenten over de enkelte kilometer ligger på 3-4% og i flere tilfælde helt nede på ca. 1%.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE
 

Toppen kommer med 5,9 km til mål, og derefter går det hovedsageligt nedad mod sydvest, indtil man når de sidste 1500 m, der er flade. Nedkørslen er teknisk vanskelig, indtil man passerer 4 km-mærket, hvorfra der hovedsageligt er tale om en lang, lige vej. Inden for de sidste 1500 m er der således kun et ganske blødt sving. De sidste 500 m stiger med en gennemsnitlig stigningsprocent på 2.

Løbet byder på i alt 2207 højdemeter.

Vejret

Den kommende uge bliver faktisk en våd affære i Larciano, men heldigvis melder regnen sig først søndag aften. Løbet vil således blive indledt i flot solskin, men det vil sky til mod slutningen, hvor temperaturen vil nå et maksimum på 17 grader. Vinden vil være svag til let (ca. 10 km/t) og indledningsvist komme fra sydøst, inden den drejer om i en sydlig retning. Det giver på den flade rundstrækning hovedsageligt medvind på første og sidste del og modvind på mellemstykket. På finalerundstrækningen vil der være sidemodvind på første halvdel af stigningen og sidemedvind på anden del, inden man får sidemodvind på nedkørslen. Efter det sidste bløde sving medknap 1,5 km igen får man sidemedvind til slut.

Favoritterne

Den nye rute har nu været benyttet fem gange, og vi har derfor en god ide om, hvad vi kan forvente. San Baronto er en meget lang stigning, men den er ikke særlig stejl, og det er derfor ikke en stigning for rene klatrere. I 2016 lykkedes det således en stor fyr som Ramunas Navardauskas at sidde med i den første større gruppe, der spurtede om femtepladsen, og i 2014 sad folk som Jerome Baugnies og Antonino Parrinello, der ikke er rene klatrere, med helt fremme. I 2017 var løbet en anelse mere selektivt, og den første større gruppe udgjordes udelukkende af relativt klatrestærke týper.

I 2018 og 2019 har vi set mindre selektive udgaver. Selvom første gruppe i 2018 primært blev udgjort af relativt klatrestærke folk, så vi, at de rene klatrere trods mange angreb ikke kunne gøre forskelle, og lidt tungere folk som Marco Canola, German Nicolas Tivani og Sean De Bie var med i den gruppe, der på nedkørslen blev snydt af Matej Mohoric og Canola. I 2019, der som nævnt er den seneste udgave havde vi folk en klatrestærk sprinter som Paolo Toto og hurtige og klatrestærke Andrea Vendrame som de hurtigste i den gruppe på 18 mand, der spurtede om 3. pladsen bag Maximilian Schachmann og Mattia Cattaneo, der på de regnvåde veje ligesom Mohoric og Canola i høj grad drog fordel af nedkørslen.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det viser, at GP Industria er et relativt hårdt løb, og man kommer ikke langt, hvis man ikke kan køre opad. Det er imidlertid heller ikke et løb for de rene klatrere, der mangler en hårdere stigning til at gøre en forskel. Derimod er det et perfekt løb for ardennerryttere, der både kan overleve stigningen og har en god spurt i den flade finale. Samtidig vil en god nedkørsel være vigtig i den teknisk vanskelige afslutning, for det var i høj grad det, der gav Mohoric og Schachmann sejren.

I de 2016 og 2017 lykkedes det de stærkeste at køre væk på stigningen sidste gang, men begge gange var den første større gruppe ikke været langt efter. I 2018 lykkedes det til gengæld ikke, og der forekom en relativt stor regruppering, så det kun var Mohoric’ eminente teknik på nedkørslen, der forhindrede en spurtafgørelse. I 2019 var det først relativt sent på stigningen, at Schachmann og Cattaneo akkurat kom væk.

Det viser, at der grundlæggende er tre sandsynlige scenarier i dette løb: enten kan de stærkeste klatrere køre fra på sidste stigning og afgøre det iblandt sig - måske kan en rytter endda tage en solosejr, som Clarke gjorde det for fe, år siden - ellers også bliver det samlet til en spurt i en lidt større gruppe af klatrestærke typer. Den sidste mulighed er en gentagelse af Mohoric’ nummer i en ukontrollerbar finale, men det synes at være det mindst sandsynlige scenarium.

Det er bemærkelsesværdigt, at de mindst selektive udgaver er kommet i de år, hvor feltet har været stærkt. Det er dog ikke specielt mærkeligt. Baronto-stigningen er ret let, og i et stærkere felt kan en sådan stigning sjældent gøre en forskel. I 2016 og 2017 var der en lille gruppe stjerner, der relativt let kunne køre væk fra et stærkere felt, men i de senere år har feltet haft så meget klatrestyrke, at det ikke har kunnet lade sig gøre.

Med et næsten uhyggeligt felt i år er der således god logik i at antage, at det bliver svært at komme væk. Det er dog heller ikke svært at finde hold, der har en klar interesse i at forsøge at få løbet til at eksplodere. Det gælder vel særligt for det uhyggeligt stærke Trek-hold, der mangler en klar afslutter og meget vel kan tænkes at lægge et tryk, når vi rammer den sidste rundstrækning, men de er ikke alene. Faktisk er det meget få af de store hold, der har en virkelig klasseafslutter blandt deres klatrere, og de fleste vil derfor undgå en spurt. Derfor regner jeg med, at det bliver ret aggressivt på rundstrækningen med Trek som de toneangivende, men også holdt som BikeExchange, Deceuninck og Bahrain kan tænkes at være meget aktive.

Spørgsmålet er bare, om det er nok til at gøre forskelle. Det stejle stykke er altid svært nok, men derfra er der uendeligt langt til toppen og endnu længere til mål. Man kan ikke udelukke, at det lader sig gøre for en lille gruppe at køre væk her, hvis de rette hold er repræsenteret, men jeg tror, at det bliver svært i så stærkt et felt. Særligt hvis Ineos vælger at gå 100% efter en spurt med Ethan Hayter, eller Deceuninck - hvilket næppe sker - satser hele butikken på en spurt med Andrea Bagioli, bliver det svært. Med modvind på den svære del af stigning og på nedkørslen samt langt bedre vejr end for to år siden, tror jeg på en spurt i en gruppe, der måske er lidt større end de 20 mand, der kørte om sejren sidste gang.

I det lys vælger jeg at pege på Ethan Hayter som min favorit. Dette løb burde være guf for den klatrestærke og hurtige brite, der sidste år vandt Giro dell’Appennino i en reduceret massespurt. Det er netop det, den alsidige Hayter kan, altså overleve nogle stigninger og herefter gøre det færdigt i en spurt, og dette løb kunne ikke passe ham bedre. Samtidig har han været fremragende i år med en 3. plads på enkeltstarten i Besseges og et uhyre overbevisende Omloop, hvor han så meget stærk ud på Muren, men fik ødelagt et sandsynligt topresultat af styrtet til sidst. Med den form gør et stærkt Ineos-hold klogt i at forsøge at kontrollere det hele for ham, og med de gode vejrbetingelser tror jeg, at han tager sin anden italienske endagssejr i en spurt. Ineos har også andre kort i form af Eddie Dunbar, der synes stille og roligt at finde lidt form, samt ikke mindst den imponerende Carlos Rodriguez, der senest kørte stærkt på Ventoux og i Laigueglia, og måske også Brandon Rivera, der var overraskende god i UAE Tour. Ingen af dem er dog hurtige, og derfor skal der lidt tilfældigheder til, hvis de skal vinde - med Rodriguez som deres sandsynligvis bedste alternativ.

Hans værste rival kunne være Biniam Ghirmay. Det eritreiske stortalent skuffede fælt i sæsonstarten, men er i den grad kommet efter det. Han var i offensiven i finalen i Drome og ikke mindst i Laigueglia, hvor han slet og ret kørte med alle verdensstjernerne. Lige nu er det svært at se, at der er nogen, der kan køre fra ham på en stigning som denne, og derfor kan han vinde, uanset om det bliver den ventede spurt i en større gruppe, eller en lille gruppe kører væk til sidst. Han har tidligere vundet massespurter og viste senest sin hurtighed i Laigueglia, hvor han kun akkurat blev slået af hurtige Vendrame, og der er ingen grund til at tro, at han ikke skulle kunne slå Hayter. Udfordringen er, at han kan være lidt for alene til sidst. Heldigvis viser Mauro Finetto efterhånden lidt form med en god chance for at kunne støtte ham, men den erfarne italiener er ikke længere god nok til selv a vinde, og det er Delio Fernandez slet heller ikke.

En svær rival er Andrea Bagioli. Italieneren viste fremragende form i Drome, men fik desværre ødelagt sit Laigueglia af et styrt. Det kan have sat ham tilbage, men han blev kun syet i øjenbrynet og meldes klar. Han vandt en spurt foran Roglic i Ain sidste år, og det viser, at han bør være en af de hurtigste i dette felt, selvom han står endnu bedre, hvis en gruppe kører væk. Det kan heller ikke udelukkes, at holdet spurter med en velkørende Dries Devenyns, der burde kunne være med i en spurt i dette felt, men han skal nok snarere i offensiven. Det samme skal Pieter Serry, der ligeledes er ret hurtig og viste god form inden styrtet i Laigueglia. Holdets bedste på stigningen er dog formentlig den uhyre formstærke Mauri Vansevenant, men han er for spurtsvag til for alvor at passe til løbet, og det samme gælder for James Knox, der ellers viste klart stigende form med stærk kørsel i Laigueglia.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Er det nu, Alejandro Valverde skal bryde tørken? Dette ligner løbet, hvor det kunne lade sig gøre, for selvom den spanske veteran mildt sagt har været formsvag fra start, er denne stigning af en karakter, hvor Valverde bør sidde med hjem. I gamle dage havde han vel også været manden, der skulle slås på stregen, men de dage er ovre efter nogle år, hvor han har skuffet fælt i alle sine spurter. I dette løb er der dog så få afsluttere, at Valverde må regnes som en af favoritterne. Som alternativ har holdet Davide Villella, der burde kunne sidde med hjem, men ikke vinder en spurt, og det samme gælder for klatrerne Sergio Samitier og Abner Gonzalez, der burde have en fair chance for at sidde med hjem. Brølstærke Nelson Oliveira og Lluis Mas kan måske angribe fra distancen i terræn, de godt kan klare.

Bahrain har den tidligere vinder Matej Mohoric, der utvivlsomt drømmer om at angribe på nedkørslen igen. Det er bestemt ikke umuligt, at det lader sig gøre, men som vi senest så i Laigueglia, hvor han slog Clement Venturini i en spurt, er han en af de hurtigste i dette felt også. Han havde et skidt Strade Bianche, men han klatrede så fint i Laigueglia, at han burde kunne klare den lette Baronto-stigning, og så må vi se, om han skal angribe nedad eller spurte til sidst. Bahrain har også den i Laigueglia uhyre velkørende Mikel Landa, men han har meget svært ved at vinde et løb som dette, og det samme gælder for antieksplosive Hermann Pernsteiner ¸ der ellers klarede Strade Bianche ok. Santiago Buitrago har ikke vist form.

Et godt bud er også Marco Canola¸ der var så tæt på at hente Mohoric i 2018. Med sine klatreevner og gode spurt er han skabt til dette løb, men desværre har han været en skygge af sig selv de senere år. Han gjorde det dog så godt i Laigueglia, at jeg nu tilskriver ham en reel chance, og i en spurt vil han være en af favoritterne. Som alternativ har de hurtige Simone Velasco, der også kan begå sig i en spurt i dette felt, men han klarede sig dårligere end den hurtigere Canola i Laigueglia, hvorfor han næppe ender i en position, hvor han kan spurte. Man kan også håbe, at den engang hurtige Dmitry Strakhov endelig kan vise lidt igen, men han har ikke spurtet i en menneskealder. Formen var dog hæderlig i Laigueglia.

Trek kommer med et fremragende hold, men jeg frygter, at løbet bliver for let. Bauke Mollema, Gianluca Brambilla og Giulio Ciccone er alle semihurtige på flad vej, men der er hurtigere folk end dem. Alle skal de derfor nok væk i en lille gruppe, men heldigvis har de også alle været uhyre formstærke i år, senest i Laigueglia, og det ændrer et skuffende Strade ikke på. Vincenzo Nibali er også til start, men han skal udnytte overtallet til at køre alene hjem, hvis de skal vinde. Og med så stærkt et hold ligner den spændende Antonio Tiberi, Nicola Conci og Amanuel Ghebreigzabhier alle hjælpere.

BikeExchange kommer med et ret stærkt anført af Nick Schultz og Simon Yates, hvor Schultz ligner et godt kort. Han fortsatte de gode takter fra 2020 i UAE Tour, hvor han var meget overbevisende, og dette løb burde passe ham, da han er relativt hurtig på stregen, selvom han sjældent viser det. Yates’ form er mere ukendt efter et ret anonymt Strade Bianche, og selvom han faktisk er ret hurtig, som vi så i Touren i 2019, er det efterhånden ret sjældent, at vi ser ham spurte på flad vej. Derfor skal han nok væk i en lille gruppe for at have en chance. Deres hurtigste mand kunne dog meget vel være Brent Bookwalter, der har spurtet i amerikanske løb og ikke var helt ringe i Strade Bianche. Han nævnes dog ikke som en af kaptajnerne. Unge Kevin Colleoni imponerede ikke i UAE Tour.

Bora får svært ved at forsvare titlen, men måske kan Ide Schelling overraske. Den lille hollænder overraskende med en 6. plads i en massespurt i Provence, men det handlede egentlig mest om, at han sad godt, da han kørte lead-out for Matthew Walls. Han blev dog også nr. 11 i Kuurne, hvor han viste god form, som han også gjorde det på Ventoux. Han vinder nok ikke en spurt, men han kan komme langt. Unge, talentfulde Giovanni Aleotti burde også kunne sidde med, og han har også en hæderlig spurt, der dog ikke er nok til at vinde. Holdets bedste klatrer er utvivlsomt Matteo Fabbro, men som spurtsvag har han ikke mange muligheder, og løbet er for svært for sprinteren Walls.

Intermarché burde have en oplagt kandidat i hurtige Maurits Lammertink, der normalt nok kunne klare en bakke som denne, men han har været så formsvag, at det er svært at se ham komme med hjem. Som alternativ har holdet den uhyre formstærke Lorenzo Rota, der i Laigueglia viste, at han ikke er helt spurtsvag, men mod de bedste har han ikke en chance, hvorfor han skal væk i en mindre gruppe. Jan Bakelants bør også være med i feltet på denne rute, men selvom også han kan spurt, vinder han ikke mod de hurtigste. Løbet passer ikke til de øvrige klatrere Jan Hirt, Simone Petilli og Alexander Evans.

Egentlig skulle man jo have store forventninger til Bardiani, for løbet passer helt perfekt til Enrico Battaglin og Giovanni Visconti, der endda er på hjemmebane. Begge kan nemlig klatre, og de hører til blandt de hurtigste i en reduceret massespurt. Problemet er bare, at de begge har været meget formsvage, og det virker ikke sandsynligt, at de kommer med hjem. De er dog også begge så svingende, at man aldrig ved, om formen pludselig kommer. Jeg vil i stedet mene, at holdets bedste bud er Davide Gabburo, der er en af de hurtigste og også klatrestærk, men efter et ikke overbevisende Laigueglia tvivler jeg meget på formen. Daniel Savini er den mest formstærke, men han kan ikke afslutte.

Ligesom Astan får de øvrige hold det svært. Arkea kommer ganske vist med den meget velkørende Nairo Quintana, men ligesom Landa skal det virkelig flaske sig, hvis han skal vinde. Deres bedste mand til en spurt er Benjamin Declercq, der kunne passe til løbet, men synes formsvag, og Laurent Pichon kommer ikke med hjem. Snarere vil de nok spurte med Elie Gesbert ¸ der begynder at finde noget form, men han vinder ikke, og Diego Rosa er stadig helt fra den.

Læs også

Pogacar klar til at bryde Alpecins monumentstime

Astana kommer i en relativt svag formation helt uden hurtige folk. Den helt ubeskrevne Javier Romo¸ der lige er skiftet til fra triatlon har aldrig kørt en UCI-spurt, og han kan måske være hurtigere, end man tror, men han sidder næppe med hjem. Det gør formstærke Stefan de Bod formentlig, men han er ikke spurtstærk og skal snige sig væk i en ukontrollerbar finale. Holdets klatrere Merhawi Kudus, Jonas Gregaard, Yuriy Natarov og Vadim Pronskiy er alle spurtsvage og viste ikke det store i Laigueglia.

Andronis unge klatrere imponerede ikke i Laigueglia, hvor kun Daniel Munoz gjorde de hæderligt, men han er spurtsvag, og de får næppe de hurtige Luca Chirico og Natnael Tesfatsion med hjem. På Caja Rural ligner halvhurtige Jonathan Lastra et godt bud på en top 10, men ikke mere end det, og Eolos klatrere Mark Christian, Edward Ravasi, Samuele Rivi og Alessandro Fancellu synes ikke videre spurtstærke, men det kunne Alejandro Ropero være, og han passer fint til løbet. Desværre udgik han i Laigueglia. Hos Euskaltel gjorde Gotzon Martin det godt i Laigueglia, hvor han også kørte en pæn spurt, men løbet må til gengæld være lidt for hårdt for den ellers velkørende sprinter Gotzon Martin. Novo Nordisk har vel en chance for måske at få halvhurtige Charles Planet med hjem, men det synes usandsynligt, og Vini Zabu er chanceløse, ligesom landsholdet bør være det på en rute, der må være for hård for Davide Cimolai. Kontinentalholdene er uden chance, selvom det igen skal blive interessant at se supertalentet Juan Ayuso, der egentlig er både hurtig og klatrestærk, men manglede så meget i Laigueglia, at han næppe kommer med hjem.

BEMÆRK: Startlisten er lørdag aften endnu ikke offentliggjort. Der tages derfor forbehold for sene ændringer.

OPDATERING: BikeExchange har i sidste øjeblik udskiftet Yates med Robert Stannard. Australieren går med det samme ind som en af de tungeste favoritter og måske Hayters værste rival i en spurt. I hvert fald blev han nr. 3, da Hayter vandt Appenninno sidste år, og i Toscana blev han nr. 2 med Hayter som nr. 3. Hans form var stigende i Strade Bianche, og han bør kunne sidde med hjem som manden, der skal spurte i stedet for Schultz.

OPDATERING 2: Startlisten er endelig kommet, og der er flere ændringer. Af de ovenfor nævnte er der afbud fra Conci, Evans, Rota og ikke mindst Bagioli. Dermed kunne Devenyns eller Serry være den hurtige mand for Deceuninck. Bahrain har udtaget formstærke Pello Bilbao, der er et godt bud i en lille gruppe, men også kan spurte i en større gruppe, selvom han i dag sjældent viser sin hurtighed. Han vil dog nok skulle køre for Mohoric i den situation. Intermarché har udtaget Andrea Pasqualon, men selvom han klatrer godt, er det formentlig for hårdt. Landsholdet har udtaget Valerio Conti, der godt kan afslutte i en lille gruppe, men ikke er i storform. Gazprom har udtaget Sergei Chernetskii, der i gamle dage var småhurtig, men har været en skygge af sig selv. Han kunne dog være et alternativ, hvis både Canola og Velasco falder fra, og han endelig har fundet sig selv. Endelig er Work Service kommet med og har en halvhurtig og relativt klatrestærk Giacomo Garavaglia og naturligvis Davide Rebellin, der godt kan gøre det hæderligt.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE
 

***** Ethan Hayter

**** Robert Stannard, Biniam Ghirmay

*** Alejandro Valverde, Matej Mohoric, Marco Canola, Dries Devenyns, Bauke Mollema

** Gianluca Brambilla, Pello Bilbao, Nick Schultz, Giulio Ciccone, Ide Schelling, Pieter Serry, Carlos Rodriguez, Mauri Vansevenant, Brent Bookwalter, Valerio Conti, Simone Velasco, Davide Gabburo, Andrea Pasqualon

* Enrico Battaglin, Giovanni Visconti, Maurits Lammertink, James Knox, Mikel Landa, Nairo Quintana, Sergei Chernetskii, Elie Gesbert, Vincenzo Nibali, Giovanni Aleotti, Jan Bakelants, Matteo Fabbro, Eddie Dunbar, Davide Villella, Jonathan Lastra, Sergio Samitier, Mauro Finetto, Dmitry Strakhov, Alejandro Ropero

Danskerne

På Bora skal Frederik Wandahl primært støtte Ide Schelling, Matteo Fabbro og Giovanni Aleotti. Jonas Gregaard burde på Astana kunne køre sin chance, men han viste ikke storform i Laigueglia. Endelig skal Christopher Juul på BikeExchange støtte Nick Schultz og Simon Yates.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Maximilian Schachmanns sejr fra 2019, Matej Mohorics sejr fra 2018, Adam Yates’ sejr fra 2017 og 2014 samt Simon Clarkes sejr fra 2016.