SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VM I EFTERÅRSSPILLET

Løbets rolle og historie

Mens foråret tilbyder en blanding af etape- og endagsløb, og første del af sommeren udelukkende handler om etapeløb, er anden halvdel af sæsonen for endagsryttere. Efter Tour de France er Vuelta a Espana det eneste store løb for grand tour- og etapeløbsspecialister, mens sensommeren og efteråret omvendt er fyldt med endagsløb i mange dele af Europa. Højdepunktet er Il Lombardia, og RideLondon Classic, Clasica San Sebastian, EuroEyes Cyclassics, Bretagne Classic og de canadiske løb tilbyder også vigtige WorldTour-point. Listen inkluderer tillige historiske løb som Paris-Tours, Giro dell’Emilia, Tre Valli Varesine og Milano-Torino, og kalenderen byder på meget alsidigt terræn med muligheder for sprintere, klassikerspecialister og endda klatrere.

I tillæg til de større løb er der mange mindre begivenheder. De to store klassikernationer, Belgien og Italien, har traditionelt haft en ekstremt righoldig kalender af mindre semiklassikere, men i dag er mange af de italienske løb forsvundet. Det forholder sig anderledes i Belgien, hvor den økonomiske krise har været knap så hård, og det meste af det fascinerende belgiske efterårsprogram er intakt.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Serien af semiklassikere startede i slutningen af juli med GP Cerami og blev intensiveret med fem løb i den anden halvdel af august. Den kulminerede først i september med Brussels Cycling Classic, det klart største løb, dagen ind Antwep Port Epic, og efter en lille pause fortsættes der nu med en travl uge, der byder på hele fire løb på bare fem dage. Først gælder det onsdagens GP de Wallonie, på fredag får sprinterne chance i Kampioenschap van Vlaanderen, og det hele slutter i weekenden med det småkuperede Primus Classic Impanis-Van Petegem og det relativt nye, men ret flade Gooikse Pijl.

Løbsblokken kommer på et helt perfekt tidspunkt for ryttere, der forbereder sig til VM. De har en placering mindre end to uger før linjeløbet i Yorkshire, og for ryttere, der kørte i Canada og England i den forgangne uge, er det den perfekte chance for at finpudse formen yderligere. Sidste år var løbene lidt ramt af, at hele kalenderen var rykket en uge i forhold til VM, og derfor blev de afviklet midt under Vueltaen, men i år er de tilbage i samme stærkt besatte format, som vi kender, og mens onsdagens løb ligger lidt for tæt på de canadiske klassikere til at tiltrække mange af VM-stjernerne, der i år næsten alle kørte i Nordamerika, vil weekendens løb have adskillige topnavne til start.

Det mest prestigiøse af de tre løb er utvivlsomt GP de Wallonie, der er markant anderledes end hovedparten af de øvrige belgiske efterårsklassikere. De finder nemlig hovedsageligt sted i det relativt flade Flandern og er derfor skabt til brostensspecialister og sprintere. GP de Wallonie afvikles derimod i Vallonien og har endda en af de mest ikoniske afslutninger i Belgien, da der sluttes på den lille stigning op til det berømte citadel i Namur. Derfor er det et løb for puncheurs og ardennerspecialister.

Som de fleste andre belgiske endagsløb er det et relativt gammelt løb, der første gang blev afviklet i 1935. Det havde imidlertid en tumultarisk start med flere aflysninger, men det voksede sig stort i 1950, da det under navnet Liege-Corcelles indgik i Ardenner-ugen sammen med Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Desværre forsvandt det igen fra kalenderen og kom først tilbage igen i 1970. Siden da har det været afviklet hvert eneste år og er blevet vundet af stjerner som Felice Gimondi, Hennie Kuiper, Stephen Roche, Claude Criquelion, Luc Leblanc, Franco Ballerini, Philippe Gilbert og Greg Van Avermaet. Siden det nuværende UCI-system blev indført i 2005, har det været et 1.1-løb på UCI Europe Tour.

Den ikoniske afslutning på en bakke betyder, at det er et løb for puncheurs, hvilket afspejles i at Gilbert, Van Avermaet, Jan Bakelants, Julien Simon og Tony Gallopin er blandt de seneste vindere. Meget ofte er feltet blevet kogt ned til en decimeret gruppe, der har afgjort det i den smukke puncheurfinale på den ikoniske stigning i Vallonien.

Sidste år betød løbets lidt anderledes kalenderplacering, at feltet ikke var helt så stærkt, som det plejer, men det blev alligevel en aggressiv og usædvanligt selektiv udgave. Til slut var det en lille gruppe, der afgjorde det på bakken, og her sejrede Jasper Stuyven foran Dimitri Claeys og Warren Barguil. Trods deltagelsen i Canada forsvarer Stuyven titlen og har formentlig har en del raseri at køre ud efter skuffelsen over ikke at være udtaget til VM, og han er igen oppe mod Claeys. Barguil derimod kører det italienske efterårsprogram og vender ikke tilbage i år.

Ruten

Ruten varierer altid en anelse fra år til år, men grundlæggende er der tale om samme format. Det meste af tiden tilbringes i Ardennerne, og det betyder, at der er adskillige stigninger på programmet. Som regel bydes der på en hård start, en fladere midtersektion og til slut en hård finale med flere stigninger forud for den eksplosive stigning op til målet ved citadellet i Namur.

Den model fastholdes i år, men ligesom sidste år har man foretaget en væsentlig modifikation i forhold til det, vi kender. Denne gang har man nemlig fjernet den sidste og meget tekniske del af målstigningen, der derfor bliv en anelse kortere. Til gengæld kommer den stejle del nu tættere på mål, og det vil i højere grad være et spørgsmål om power end positionering igennem de mange sving, som vi så det i 2018. Faktisk er rute

I alt skal der tilbagelægges 205,9 km mellem Blegny og Citadellet i Namur. Allerede starten er ganske hård, idet man kører mod syd ned til Cote de Trasenter (3,1 km, 5,4%), der har top efter 14,0 km. Herefter fortsætter man mod syd via et let stigende stykke og endnu en bakke (2,6km, 5,5%), inden en nedkørsel leder ned til et fladere stykke. Det går nu mod nordvest frem til Cote de Werbomont (4,5 km, 4,0%), hvis top nås efter 53,5 km, inden man herefter snor sig mod nordvest og sydvest først via en nedkørsel og en mindre bakke (1,4 km, 4,4%) og siden gennem relativt fladt terræn.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Finalen indledes kort inden byen Flavion, hvor man kører op ad en længere stigning (4,1 km, 3,2%) med top efter 152,5 km. Herfra kører man mod nord frem til Cote d’Ermeton (1,8 km, 3,7%), der har top efter 163 km, inden det går mod nordvest gennem let faldende terræn. Herfra snor man sig mod nordvest og nordøst igennem kuperet terræn, hvor man først efter 180,5 km når toppen af Cote de Lustin (3,0 km, 5,2%) og efter 190,5 km toppen af Tienne aux Pierres (3,2 km, 5,0%). Derfra går det videre mod nord via endnu en mindre bakke (1,1 km, 4,3%) og en nedkørsel, indtil man når frem til Namur. Her rammer man den ikoniske målstigning, der over 3,0 km stiger med 4,0% i gennemsnit, men som over de sidste 2,2 km stiger med 4,9% fordelt over 500 m på hhv. 4,2%, 3,8%, 3,5% og til sidst 7,5%, inden den flader ud på de sidste 200 m. Den første km er ganske lige, inden man rammer et hårnålesving ved den røde flamme. Herefter bugter vejen sig kraftigt i bløde kurver, indtil man drejer skarpt i en rundkørsel med knap 200 m til stregen.

Løbet byder på i alt 2881 højdemeter.

Ruten er præcis den samme som i 2018. I forhold til 2017 er første del ændret, men finalen med Ermeton, Lustin og Tienne aux Pierres er den samme. Derudover er målstigningen som sagt forkortet en anelse.

Vejret

Ligesom Danmark har Belgien i denne uge udsigt til et pust af sommer, når temperaturen i weekenden vil komme helt op og kysse 30 grader. Så varmt bliver det slet ikke onsdag, men der venter stadig en smuk dag. Skyer vil der kun være få af, og temperaturen vil nå 18 grader. Helt stille vil det ikke være, men vinden vil blot være let til jævn og komme fra nordøst. Det giver en hurtig start med med- og sidemedvind over de første ca. 155 km, men derfra vil der være skiftevis mod- og sidemodvind i den kuperede finale, indtil man drejer ind på målstigningen, hvor der vil være modvind på den første kilometer, men derefter hovedsageligt medvind på de sidste 2, indtil man drejer ind i sidevind på de sidste 500 m.

Favoritterne

GP de Wallonie følger som regel et ret fast mønster. Efter etableringen af et tidligt udbrud falder løbet til ro midtvejs, inden det hele bliver dramatisk i finalen. Her spiller favoritterne ofte ud allerede på de to stigninger, der leder frem til afslutningen i Namur, og der skabes altid ganske markant udskilning allerede inden afslutningen. Det er således langt fra altid, at det hele har skullet afgøres på bakken op til mål, for hele løbet er en relativt hård sag.

I 2016 var en lille gruppe med flere forhåndsfavoritter endda meget tæt på at holde hele vejen, men der skete alligevel den vanlige regruppering inden finalebakken. I 2017 betød det elendige vejr og den kraftige sidevind, at udskilningen skete så tidligt, at Wellens kunne køre alene hjem fra distancen, og sidste år var det også en ganske lille gruppe, der endte med at spurte om sejren. Som regel er det en gruppe på 20-30 ryttere, der ender med at slås om det i en klassisk puncheurfinale, der med sidste års lille modifikation nu handler mere om power, end det gjorde i den gamle, meget kringlede finale, hvor man skulle være meget agil i de sidste betingelser.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

I år er vejrbetingelserne helt anderledes, end de var i den dramatiske udgave for to år siden. Faktisk indbyder vejret ikke rigtigt til at skabe den største udskilning. Nok vil der i løbets første tre fjerdedele være med- og sidemedvind, hvilket vil bidrage til at gøre det til et hurtigt løb, men når finalen indledes med 50 km igen, vil vinden stå i ansigtet på rytterne det meste af vejen frem mod målstigningen. Det betyder ikke, at det ikke vil blive et aggressivt løb på bakkerne til sidst - det gør det nemlig altid - men vi vil formentlig se en større gruppe i finalen, end vi har set de seneste to år.

I år er startlisten ikke så svag som sidste år, nu hvor løbet er tilbage på sin faste plads efter Vueltaen, men det har slet ikke den dybde, det tidligere har haft. Trek anført af den forsvarende vinder Jasper Stuyven har det klart stærkeste mandskab, men spørgsmålet er, hvor selektivt de ønsker, at det skal være. Deres belgiske kaptajn er nemlig tungere end de mere ardenneragtige puncheurs, og han vil vel egentlig være fint tilfreds med en relativt stor gruppe til sidst. Omvendt er han så stærk i et ikke alt for stærkt felt, at det meget vel alligevel kan være amerikanerne, der udnytter deres hold til at lægge pres på. Ellers kunne initiativet komme fra formstærke Jasper de Buysts Lotto-hold, det stærke Wanty-hold med Odd Christian Eiking, Xandro Meurisse, Jerome Baugnies, Loic Vliegen og Aime de Gendt samt Direct Energie med Lilian Calmejane og Jonathan Hivert.

Derfor bør der være nok hold til at gøre løbet selektivt, men modvinden vil formentlig sikre, at vi får en pæn gruppe samlet i bunden af målbakken. Ligesom i 2018 er finalen som sagt ændret en anelse, og da den stejlere del nu kommer lige inden stregen, må man formode, at det vil være bedre for puncheurs end for stærke sprintere, der før har kunnet sidde med til den flade del, hvor Jens Debusschere er spurtet sig til sejr og Christophe Laporte til et topresultat.

Løbet har et relativt bredt favoritfelt med flere mulige vindere, men vi er efter moden overvejelse nået frem til at pege på Jasper Stuyven som vores favorit. Sidste år vurderede vi egentlig, at de 7% til sidst nok var lidt for meget for den relativt store belgier, men den teori modbeviste han ved at vinde. Endnu mere imponerende var han, da han på 3. etape i årets Tour overspurtede folk som Peter Sagan, Michael Matthews og Greg van Avermaet på lignende procenter, og det viser, at en formstærk Stuyven er i verdenseliten på en afslutning som denne.

Formen synes også at være fremragende. Selvom han vandt samlet, virkede han lidt smårusten i Tyskland Rundt, men siden er han bare blevet bedre. Det blev til placeringer som hhv. nr. 5 og 6 i Bruxelles og Fourmies, der var lidt for lette til at passe ham, men han meldte om fremragende ben i Quebec, hvor han mener, at han med bedre position kunne have opnået mere end den 5. plads, det blev til. At Montreals mere end 4000 højdemeter blev for meget, kan ikke undre, og er han kommet sig over sit jetlag - hvilket ikke var noget problem sidste år - vil han være knivskarp. Treks hold er suverænt det stærkeste, og han vil have folk som Toms Skujins, Mads Pedersen og Fabio Felline til at kontrollere finalen og sætte ham i scene. Derfor tror vi, at Stuyven gentager sidste års sejr.

Hvis ikke det bliver den ene Jasper, kan det meget vel blive den anden. Det har været lidt frustrerende at se, at Jasper de Buyst tilsyneladende var gået lidt i stå siden det fantastiske efterår i 2017, hvor han i puncheurfinalen i Binche-Chimay-Binche slog en på det tidspunkt helt overmenneskelig Matteo Trentin, der vandt 117 cykelløb i det efterår. Siden Touren har han imidlertid genfundet de gamle takter og været bedre end nogensinde. Han vandt en etape i en puncheurfinale i Danmark Rundt, og i sidste uge blev han i spurten på kongeetapen i Tour of Britain, hvor han i et stærkt felt blev en samlet nr. 3, kun slået af Mathieu van der Poel - og det kan vist ikke betegnes som nogen stor skam. Her var bakken kortere, men stejlere end denne, og De Buyst må i forhold til Stuyven have fordel af den stejlere finale. Til gengæld vil det være Stuyvens fordel, at det flader ud på de sidste meter. Uanset hvad er der lagt op til et spændende opgør mellem Jasper og Jasper, og det er ikke sikkert, at den bedste af dem vil være vinderen fra sidste år.

Sammen med Jan Bakelants aspirerer Tony Gallopin til titlen som løbets konge. I tre forsøg er det blevet til en sejr og to 2. pladser, og det fortæller, at løbet virkelig passer ham. Han burde også være i form efter flot kørsel i Bretagne, men hans kørsel i England var mildt sagt temmelig sær. Først var han tæt på at vinde kongeetapen, men derefter var han langt efter på de øvrige etaper. Var det sygdom? Svaret finder vi i morgen, men som del af det franske VM-hold bør han ikke være langt væk. Ag2r har også stortalentet Jaako Hänninen, der viste form i Tour du Doubs, men som ikke passer til løbet og ligner en hjælper.

En af de glædelige overraskelser i weekenden var, at den svingende lottokupon Jonathan Hivert, som ikke har trådt en bile i en blød hat siden 2. pladsen på sidste etape i Luxembourg den 9. juni, endelig er kommet sig over sin klassiske sommerkrise. Sammen med koldere temperaturer har den franske varmehader fundet benene, og selvom han ikke var flyvende, kørte han fint på den hårde rute i Tour du Doubs. Om formen er god nok til, at han kan vinde, kan man aldrig vide med Hivert, for kender vi ham ret, kan han sagtens ende med at blive sat som en af de første. Rammer han en af sine store dage, er han imidlertid fremragende i en afslutning af denne type med det punch, der fik ham til at flyve fra flere verdensklasseryttere i GP Miguel Indurain i foråret. Usikkerheden om Hivert er stor, men rammer han en dag som i Spanien, er han meget svær at bide skeer med her.

Wanty kommer med et af de suverænt stærkeste hold med flere vinderkandidater. Bedst chance har nok Xandro Meurisse, der efter styrtet i BinckBank Tour er tilbage på sporet. Det viste han i Tour of Britain, hvor han i løbets to puncheurfinaler blev hhv. nr. 7 og 8, hvilket viser både form og afslutterevner. Han har netop gennemført sin første grand tour, og man kan godt sidde med fornemmelsen af, at han er en af de unge ryttere, der har fået et boost af at have kørt tre uger i træk. Den teori får han chance for at bevise i en finale, der passer ham.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Direct Energie kommer med et meget stærkt hold med flere kandidater. Udover Hivert har de Lilian Calmejane, der efter noget, der lignede en deroute i år, er kommet stærkt tilbage efter Touren. Han lagde ud med en 4. plads på kongeetapen i Arctic Race, der ellers ikke lå til hans højreben og vandt dernæst en etape i Limousin, hvor kun den ekstremt formstærke Cosnefroy forhindrede ham i at vinde samlet. Senest var han angiveligt blandt de stærkeste i Tour du Doubs, hvor han var en af de mange, der blev ledt forkert på toppen af den sidste stigning. Den stejlere finale passer ham, men spørgsmålet er, om han trods den fine form, kan slå de allerhurtigste. Holdet har også Anthony Turgis, der egentlig er skabt til denne finale, men han har slet ikke været i form efter sommeren, selvom et udbrud i Brussels Cycling Classic måske antyder lidt fremgang, og Niki Terpstra mangler nok den sidste hurtighed, især på så stejl en bakke.

Finalen er som skabt til Alexander Kamp. Efter et lidt skuffende Danmark Rundt, hvor en defekt ødelagde chancerne på kongeetapen, rejste han sig med en fin indsats i England. I de to puncheurfinaler skuffede han dog med placeringer som hhv. nr. 32 og 13, og det tyder på, at formen ikke er som i det gyldne forår, hvor han fløj i Italien, Belgien og England. Afslutningen her er dog skræddersyet til danskeren, der særligt i Brabantse Pijl viste, at han sagtens kan begå sig i dette selskab. Nu skal han bare finde de procent, han manglede i England. Riwal har også Lucas Eriksson, Emil Vinjebo og Sindre Lunke, der alle kan køre en finale som denne, men ingen af dem viste skræmmende form i England. Andreas Kron synes stadig at kæmpe med formen efter styrtet i Tour de l’Avenir.

Wantys andet kort er Odd Christian Eiking, men nordmanden er som Hivert lidt af en lottokupon. I foråret viste han stærkt forbedrede puncheurevner med en 5. plads på WorldTouren i Catalonien og en overlegen spurt på Sicilien, og efter en svær tid og en anonym Tour kom højdepunktet i Arctic Race, hvor han slog de formstærke Lutsenko og Barguil. Desværre var formen helt væk bare to uger senere i Tyskland, og det så ikke meget bedre ud i Italien i weekenden. Af erfaring ved vi dog, at Eikings form kan komme ud af det blå, og gør den det igen, er det en perfekt finale for ham. Det er det også for Loic Vliegen¸ der vandt samlet i Vallonien, men siden blev syg først i Norge og efter en genopstanden i Bretagne atter udgik i England med sygdom. Derfor kan man tvivle på, hvor han står. Det samme kan man om lottokuponen Jerome Baugnies, der intet har vist i år, men som langsomt synes i bedring. Finder han endelig benene, er han hurtig nok til at vinde i denne finale. Endelig har det stærke hold også Aime de Gendt, der med en sejr i grusvejsløbet i Antwerpen endelig viste lidt form, men som har klatret relativt svagt i år og kan ende som hjælper. Det samme gælder for klatreren Thomas Degand, der mangler det sidste punch.

Arkea kommer med den trio, der i weekenden gjorde det fremragende i Tour du Doubs. Bedst chance har nok Elie Gesbert , der angiveligt var blandt de stærkeste på stigningen, men som til slut ofrede sig for den hurtigere, men tungere Franck Bonnamour, der kun blev snydt for sejren af Stefan Küngs sene angreb. I en relativt stejl finale som denne må Gesbert være bedste bud, men han kan mangle den sidste hurtighed. Den har Bonnamour, der til gengæld kan vise sig for tung. Den har Kevin Ledanois også, men han vil nok alligevel finde det for hårdt. De to puncheurs Romain Hardy og Laurent Pichon synes begge for formsvage.

Treks superhold tæller også en potentiel vinder i Fabio Felline. Nok er han stadig langt fra sit topniveau, men en top 15 i Tour de Suisse, en 5. plads i Pyrenæerne under Touren og senest en samlet 11. plads i det stærkt besatte BinckBank Tour viser, at han er kommet langt. En Felline i topform ville måske være den naturlige favorit, men på hold med den forsvarende vinder ender han formentlig som hjælper, især fordi han i Bretagne måske viste, at han måske er ved at være træt efter en meget intensiv sommer. Det er Mads Pedersen ikke, men selvom danskeren har kørt som en motorcykel de seneste uger, har han virket overraskende tung på bakkerne og er nok snarere en mand, der spilles tidligt ud. Toms Skujins ligner også en hjælper, selvom han viste fin form i Tyskland og i Montreal rejste sig efter en skuffende dag i Quebec.

Israel Cycling Academy kommer med Krists Neilands, der bortset fra en sygdomsramt Giro har kørt som en motorcykel nærmest uafbrudt siden Asturien i begyndelsen af maj. Han vandt samlet i Ungarn og blev nr. 3i Arctic Race, men formen forsvandt som dug for solen på 3. etape i Danmark. I weekenden lignede han imidlertid igen en mand i hopla i Montreal, og han vil elske den stejlere finale. Spørgsmålet er, om han har den sidste fart. Den har Tom van Asbroek, der leverede en gedigen overraskelse med en 6. plads på kongeetapen i England, hvilket viser, at han kan vinde her. Desværre faldt han helt sammen på de sidste etaper, og derfor kan han være svær at spå om. Nathan Earle så godt ud i Canada, men får svært ved at vinde, selvom han har punch, og Guillaume Boivin kører rundt med et beskadiget ribben efter et styrt i fredags.

Sport Vlaanderen kommer med en meget formstærk Thomas Sprengers, der kørte i top 10 på kongeetapen i England, og han vil kunne lide denne afslutning. Desværre er han også en typisk top 10-ryttter, der aldrig vinder, og det er svært at se det ændre sig her. Finalen kunne også være noget for Piet Allegaert, Jordi Warlop og Aaron Verwilst, men man må formode, at de får det lidt for svært.

Cofidis kommer med sidste års nr. 2 Dimitri Claeys, der har vist, at han kan køre denne finale. Det har dog været et sløjt år for belgieren, der ikke umiddelbart har vist sig klar til en gentagelse, men han har en imponerende evne til at finde form, når man mindst venter det. Bedre chance har nok Christophe Laporte, der tidligere, der i 2015 blev nr. 3 i løbet, men som siden dominansen i Poitou-Charentes har afsløret, at formen vist ikke var helt så god som antaget. I forvejen er den stejlere finale en klar ulempe for ham.

Hvis ikke Gallopin er kongen af løbet, er det Jan Bakelants. En resultatliste, der tæller placeringer som nr. 1, 2, 3, 5 og 5 viser, at der er en grund til, at han elsker løbet. Desværre er Bakelants aldrig blevet sig selv igen siden styrtet i Lombardiet i efteråret 2017, og han har ikke vist meget i år efter skiftet til Sunweb. Her er han del af et ungt og urutineret landshold, og sidste års 16. plads fortæller måske meget godt, at tiden, hvor Bakelants kan vinde, er ovre.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Lotto kører for De Buyst, men man kan ikke helt afskrive Jelle Vanendert. Den belgiske veteran er tidligere blevet nr. 4 to gange og nr. 5 én gang, og han bør i teorien være bedre på stejle procenter. Formen så langt om længe fornuftig ud i Canada, men han vil skulle køre spurt for De Buyst og skal angribe tidligt. Det samme skal Jens Keukeleire, som ellers viste god form i Tyskland, men slet ikke har tidligere tiders hurtighed.

Wallonie stiller med Baptiste Planckaert¸ der i Luxembourg viste, at han sagtens kan være med i finaler, der er hårdere end denne, og som tidligere er blevet nr. 7. Desværre har han virket formsvag nærmest uafbrudt siden dengang, men en 9. plads i Bruxelles gav håb om fremgang. Desværre er det svært at læse alt for meget i et sprinterløb som det. Holdet har også Dimitri Peyskens, men han synes ikke at have sin bedste form.

Vi er også nødt til at nævne Bryan Coquard. Desværre har franskmanden skuffet fælt på det sidste, hvor han har klatret overraskende dårligt, men han er også en type, man aldrig helt kan afskrive. I Plumelec i juni viste han, at han stadig er en glimrende puncheur. Giver modvinden et lettere løb, vil en frisk Coquard være farlig. Formentlig er det dog den formstærke Cyril Gautier, der vil være Vital Concepts bedste, men han er ikke hurtig nok til at vinde, og Quentin Pacher viste i weekenden, at han stadig ikke er blevet sig selv igen.

Endelig vil vi pege på Huub Duijn . Hollænderen lignede en mand, der var ved at være færdig, indtil han pludselig fandt benene i Danmark, hvor han blev nr. 3 på den etape, De Buyst vandt. Dermed genfandt han lidt af sine gamle puncherevner, men nogen stor afslutter har han nu aldrig været. Om han stadig har den form, er også svært at vurdere efter en periode med sprinterløb. Det er en god finale for hans holdkammerat Sean de Bie, men han synes stadig ikke at være tilbage efter sit styrt. Bedre chance har hurtige Nick van der Lijke, der er længere fremme, men også synes at mangle lidt efter sin lange skadespause. Oscar Riesebeek er i form, men mangler det sidste punch.

De øvrige hold kan gøre det pænt, men næppe vinde. På Corendon er Dries de Bondt hurtig og stærk, men han har aldrig vist meget som puncheur, og Jimmy Janssens og Philipp Walsleben mangler hurtigheden. Hagens Berman har talentfulde Joao Almeida, der kørte stærkt i Utah, men ikke rigtigt passer til dette løb, og niveauet er nok for højt for Andre Carvalho, Ian Garrisson og Kevin Vermaerke. Rally får det svært, men måske kan Adam de Vos eller Kyle Murphy lave et resultat.

Ser man på kontinentalholdene, er det særligt værd at holde øje med Pierre Idjouadiene, der virkelig har imponeret som afslutter i hårde løb, ikke mindst i Limousin, hvor han blev nr. 12 samlet. Man skal også altid være opmærksom på vinderen af GP Stad Zottegem Piotr Havik, der dog nok er lidt for meget sprinter. Julien Antomarchi er helt ude af form, og det samme synes at gælde for den kommende Bora-rytter Ide Schelling og Adam Hartley. Måske kan etapevinderen fra l’Avenir, Alexander Evans, vise sig frem.

***** Jasper Stuyven

**** Jasper de Buyst, Tony Gallopin

*** Jonathan Hivert, Xandro Meurisse, Lilian Calmejane, Alexander Kamp, Odd Christian Eiking

** Elie Gesbert, Fabio Felline, Krists Neilands, Tom van Asbroeck, Thomas Sprengers, Franck Bonnamour, Christophe Laporte, Jan Bakelants, Jelle Vanendert, Baptiste Planckaert, Jerome Baugnies, Dimitri Claeys, Bryan Coquard, Huub Duijn

* Loic Vliegen, Cyril Gautier, Anthony Turgis, Niki Terpstra, Mads Pedersen, Jens Keukeleire, Aime de Gendt, Quentin Pacher, Toms Skujins, Nick van der Lijke, Dries de Bondt, Pierre Idjouadiene, Sean de Bie, Jaako Hänninen, Kevin Ledanois, Piet Allegaert, Joao Almeida, Piotr Havik

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VM I EFTERÅRSSPILLET

Danskerne

Løbet ligger egentlig godt til formstærke Mads Pedersen, men da han er til start sammen med den forsvarende mester, Jasper Stuyven, risikerer han igen at ende som hjælper på Trek. Rasmus Byriel Iversen skal støtte Jasper de Buyst og i anden række Jelle Vanendert og Jens Keukeleire på Lotto Soudal. Endelig kan Riwal stille til start med store forhåbninger til Alexander Kamp, der burde elske denne finale, og som fra dansk side støttes af Andreas Kron, Emil Vinjebo og Torkil Veyhe.