Livestream GP de Denain og Milano-Sanremo til halv pris

 Sæt dit hold til klassikerspillet - Præmier for over 20.000 kr.

Løbets rolle og historie

I mange år har Grand Prix de Denain været et af de største løb på den franske kalender. Som et af de stærkest besatte løb i den vigtige Coupe de France-serie og med en status 1.HC-løb i det internationale UCI-hierarki har løbet altid været et højdepunkt for cremen af den franske sprinterelite og et par udenlandske sprinterstjerner, der en god uge efter sprinterverdensmesterskabet i Scheldeprijs og fire dage efter Paris-Roubaix har brugt løbet til at presse det sidste ud af forårsformen inden en velfortjent pause. År efter år har det været rammen om et brag af en massespurt, der i kraft af den helt flade og lette rute og de mange sprinternavne har været kendt som det franske sprintermesterskaber.

Løbet har geografisk haft en logisk placering i det nordøstlige Frankrig tæt på grænsen til Belgien, hvor det altså er blevet afviklet i umiddelbar nærhed af Paris-Roubaix og Brabantse Pijl. Derfor er mange ryttere blevet i regionen og har kørt et eller flere af de tre løb, inden de ofte er draget på en lille ferie eller - for ryttere, der har brugt løbet som opvarmning til Ardennerne - er draget videre mod nord til de største af de kuperede endagsløb. Trods den umiddelbare nærhed til nogle af sportens allermest berømte pavéer, der er kendt fra Roubaix, har løbet imidlertid kun i sparsomt omfang budt på brosten, og de er altid kommet så tidligt i løbet, at de reelt ingen rolle har spillet.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Det ændrede sig i 2018. Fristelsen til at gøre løbet til en slags generalprøve til Paris-Roubaix har sikkert været stor længe, men længde havde arrangørerne holdt sig tilbage. Det kræver trods alt en vis overvindelse helt grundlæggende at ændre et løbs karakter, ikke mindst, når det allerede nyder stor anseelse og har en fin og naturlig plads på kalenderen. I de senere år er tiltrækningskraften på udenlandske ryttere imidlertid dalet kraftigt, og det er derfor i stigende grad blevet en fransk affære. Det har formentlig spillet en afgørende rolle i at overbevise arrangørerne om at gennemføre en radikal forandring af løbet, der nu ventes at blive en helt anden affære end hidtil.

Beslutningen blev truffet i løbet af efteråret 2017, hvor man annoncerede, at løbet, der fortsat er en stor begivenhed på Coupe de France-kalenderen og med det samme er blevet en del af den nye ProSeries, ville blive rykket til søndagen efter Milano-Sanremo i en weekend, hvor den franske serie hidtil har budt på Classique Loire Atlantique og Cholet Pays de Loire, der imidlertid nu blev rykket til den følgende weekend. Dermed undgik løbet at konflikte med andre store brostensløb og skulle i stedet fungere som en fin afslutning på en serie af brostenssemiklassikere, der indledtes om onsdagen med Nokere Koerse, fortsatte om fredagen med Bredene Handzame Classic og altså afrundedes om søndag med GP de Denain. Målet var stadig at give de ryttere, der ikke var aktive i Paris-Nice og Tirreno-Adriatico eller havde brug for yderligere kilometer i benene inden de store brostensklassikere, mulighed for at teste sig selv på pavéerne i tre store ProSeries-løb, inden den flamske sæson for alvor startede i den efterfølgende uge med 3 Dage ved Panne, E3 Harelbeke og Gent-Wevelgem. Siden er løbet blevet rykket til torsdagen mellem løbene i Nokere og Koksijde, men det giver blot en endnu bedre synergi, at der nu afvikles tre brostensløb over tre på hinanden følgende dage.

Sammen med den nye kalenderplacering annoncerede arrangørerne, at ruten ville blive fuldstændig nytænkt og fremover inkludere adskillige pavéer, herunder flere fra Paris-Roubaix, bl.a. Haveluy-sektoren. Samtidig blev løbet struktureret som en slags miniudgave af den franske klassiker, idet en flad indledning uden væsentlige udfordringer afsluttedes med en svær finale, hvor stort set alle brostensstykkerne var koncentreret i løbets anden halvdel - en model, der siden er blevet bibeholdt. Terrænet er helt fladt, og de sidste pavéer kommer stort set lige så tæt på mål som i Roubaix. Med andre ord er det kun distancen, det stærkere felt, flere af pavéernes sværhedsgrad og afslutningen på velodromen i Roubaix, der afskiller det fra sin mere berømte storebror.

Dermed er en gammel klassiker definitivt forandret. Grand Prix de Denain blev første gang afviklet helt tilbage i 1959 som et gadeløb i Denain, og den første udgave blev vundet af ireren Seamus Elliott. Da Denain ligger ganske tæt på den fransk-belgiske grænse, var det ikke mærkeligt, at løbet i de første år blev domineret af de belgiske naboer, indtil Jose Samyn i 1967 endelig blev den første lokale vinder. Det ændrer ikke det faktum, at løbet hovedsageligt blev vundet af belgiere, indtil det fik et mere internationalt tilsnit i 1990erne og de tidlige 2000ere, hvor topsprintere fra hele verden havde held og styrke til at vinde.

I de senere år er det igen blevet en mere national affære, og fra 2005 lykkedes det kun for Edvald Boasson Hagen, Juan Jose Haedo og Dan McLay at bryde den franske dominans, mens det stadig var et sprinterløb. Jimmy Casper har været den dominerende skikkelse med sine fire sejre mellem 2005 og 2010, mens topsprinterne Arnaud Demare (2013 og 2017) og Nacer Bouhanni (2014 og 2015) i de sidste år markerede sig som de hurtigste franskmænd. Fra og med 2016 blev dets position på kalenderen understreget, da det blev et af blot to Coupe de France-løb med 1.HC-status. Det har været en del af Coupe de France siden begyndelsen i 1992.

I første omgang har ændringen imidlertid ikke helt haft den effekt, arrangørerne havde håbet. I hvert fald lykkedes det i tillæg til de franske hold at tiltrække yderligere ét hold fra WorldTouren, i 2018 BMC og i 2019 Trek-Segafredo. Samtidig lod topholdene stjernerne blive hjemme, og dermed led løbets felt i virkeligheden kun lidt skade af ikke at have samme appel til de bedste franske sprintere som tidligere. I 2019 fik løbet dog et boost i sidste øjeblik, da Mathieu van der Poel efter et grimt styrt i Nokere fik brug for at teste benene om søndagen og derfor stillede til start på de nordfranske brosten.

I 2020 var løbet et af de første, der måtte kaste håndklædet i ringen, da coronavirus lagde Europa og cykelverdenen ned i marts, og i 2021 var arrangørerne også hurtige til at reagere, da virussen stadig rasede i løbet af vinteren. Hurtigt blev der truffet beslutning om at rykke løbet til efteråret, hvor man fandt en placering om tirsdagen i VM-ugen, der generelt er en stille uge med fuldt fokus på kampen om regnbuetrøjen. Ved et sandt lykketræf for arrangørerne blev Paris-Roubaix som bekendt også udsat, og dermed fik løbet i Denain pludselig samme rolle som det oprindeligt var tiltænkt, nemlig som generalprøve til Helvedet i Nord. Det boostede i den grad feltet, der nu pludselig kunne præsentere otte af de bedste hold.

I år er kalenderen atter normaliseret, men det er alligevel lykkedes igen at tiltrække otte WorldTour-hold. Det kan arrangørerne formentlig takke ASO for. Det kniber nemlig stadig med at tiltrække de virkelige klassikerstjerner, der i disse dage enten fokuserer på Milano-Sanremo eller puster ud efter sidste uges etapeløb, men da løbet er det eneste ud over Paris-Roubaix, der inkluderer de nordfranske brosten, som i år skal besøges af Touren, har både Ineos og Jumbo valgt løbet til. De skal nemlig bruge det til at give deres Tour-kaptajner, Jonas Vingegaard, Primoz Roglic og Daniel Martinez, en chance for at prøve det ujævne underlag an, og det har pludselig givet feltet et temmelig stjernepræget tilsnit. Det er dog også klart, at de næppe er kommet til løbet for at vinde det, og arrangørerne havde nok hellere set deltagelse af en klassikerstjerne, som de havde med Van der Poel for tre år siden.

Heller ikke sidste år var der nogen Van der Poel til start, men Alpecin kom med en af deres andre kaptajner. Jasper Philipsen kom bragende ud af Vueltaen i forrygende form og vandt et hav af løb i efteråret, og dette var blot endnu et i rækken. Længe så det dog ud til, at Michal Kwiatkowski, der grundet den specielle placering brugte løbet til at teste VM-formen, efter et stærkt fremstød kunne snyde sprinterne, men i sidste ende samledes ca. 40 mand til en spurt. Her viste Philipsen sig ikke overraskende hurtigst, da han sejrede for Jordi Meeus og Ben Swift. Noget titelforsvar bliver det dog ikke til, da Philipsen i år har blikket stift rettet mod Milano-Sanremo, og da det samme gælder for Swift, mens Meeus er blevet syg, bliver de ringen gengangere fra sidste års podium.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Ruten

Som sagt er løbet helt nytænkt, og selvom løbet afvikles i samme region som tidligere, er ruten ny i forhold til den gamle sprinterversion. Der er som sagt tale om en minudgave af Paris-Roubaix, der følger helt samme opbygning som storebroren. I alt bydes der på 12 pavéer, der efter en flad, begivenhedsfattig indledning alle er samlet i løbets anden halvdel, hvor det sidste brostensstykke endda kommer med ca. 10 km til mål. Ligesom det franske monument er der tale om et helt fladt løb uden klatremæssige udfordringer overhovedet.

I alt skal der tilbagelægges 200,3 km med start og mål i Denain i det nordfranske industriområde tæt på grænsen til Belgien. Løbet er bygget op, som det plejer, nemlig via forskellige rundstrækninger omkring værtsbyen. Den første af disse er 45,6 km lang, hvoraf de første 6,0 km er neutraliserede, og den er meget enkel. Fra starten kører mod man mod nordøst ud til byens nordlige udkant, hvor den reelle start bliver givet, og herfra snor man sig mod sydvest ned gennem fladlandet. I byen Wasnebau-Bac vender man rundt for at køre mod nordøst tilbage mod centrum af Denain, hvor stregen krydses efter 39,6 flade kilometer.

Den næste rundstrækning er 60,7 km lang, og hvor den første rundstrækning var henlagt til fladlandet nord for byen, er denne henlagt til fladlandet syd for byen. Således snor man sig mod syd ned til løbet sydlgste i Saint-Vaast-en-Cambresis, som nås efter 59,6 km. Herfra går det mod øst og nordøst frem til Escarmain, inden man snor sig mod nordvest frem til udkanten af Denain. Her kører man først mod og slutteligt mod nordøst frem til stregen, der krydses for anden gang efter præcis 100,0 km.

Løbet afsluttes nu med to omgange på en 50,3 km lang rundstrækning, og det er her alle udfordringerne melder sig. Man kører først mod sydøst ud ad byen, inden man drejer mod nordøst for at køre frem til over dagens første pavé, Haspres a Thiant (1700 m), der er let stigende, har fået fire ud af fem stjerner, og som for sidste gang indledes med 41,6 km igen. Derfra går det mod syd og nordøst, inden man kører mod nordøst over den anden pavé Monchaux-sur-Ecaillon a Maing (1500 m), der er let faldende, har fået tre stjerner og for sidste gang indledes med 33,4 km igen. Knap er den overstået, inden man kører mod sydøst over dagens hovedudfordring Maing a Querenaing (2500 m), der er stigende, har fået fem stjerner og for sidste gang indledes med 31,2 km igen. Umiddelbart efter drejer man mod sydvest for at passere Querenaing a Verchain-Maugré (1600 m), der hovedsageligt er faldende, har fået tre stjerner og for sidste gang indledes med 27,6 km igen. Efter et kort fladt stykke gælder det den lettere pavé Saulzoir (1200 m), der er stigende, har fået to stjerner og for sidste gang indledes med 22,9 km igen.

Herefter bliver det lettere, når man igennem fladt terræn kører mod sydvest og nordvest, men i stedet for at køre direkte ind til Denain slår man en sløjfe mod syd for at køre mod nordvest over dagens sidste pavé, Avesnes-les-Sec (1700 m), der er stort set flad, har fået fire stjerner og for sidste gang indledes med 12,5 km igen. Når man igen rammer asfalten, er der 10,8 km, der går ad en lige og flad vej mod nordvest, nordøst og nord, inden man med 4,6 km drejer mod nordøst, hvorefter det er en lige og næsten flad vej, der leder frem til målet i centrum af Denain, idet den sidste kilometer dog er let faldende.

Løbet byder på i alt 1177 højdemeter, hvilket er ca. 300 m flere end i 2018 og 2019.

I forhold til 2021 er ruten helt uforandret. I forhold til ruten i 2018 og 2019 er stort set alt forandret. Den eneste pavé, der var med i de to første brostensudgaver, er Avesnes-le-Sec, men dengang var den finalerundstrækningens første pavé og blev i øvrigt kørt i en længere udgave. Antallet af pavéer har dog været 12 i alle udgaver.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

 Livestream GP de Denain og Milano-Sanremo til halv pris

 Sæt dit hold til klassikerspillet - Præmier for over 20.000 kr.

Vejret

Vejret vil altid være en nøglefaktor i ethvert brostensløb, og det blev helt tydeligt i 2018, hvor betingelserne var så horrible, at mange af pavéerne måtte sløjfes. Sådan bliver det i hvert fald ikke i år, hvor vejret bliver smukt. Nattens regn vil allerede være fortid, når rytterne tager starten på en næsten skyfri himmel, og de sidste to timer vil blive afviklet under en helt blå himmel i en temperatur på 13 grader. Det vil dog ikke være helt stille med en let til jævn vind fra nord. Det giver vind fra alle retninger på den kringlede rute, men på finalerundstrækningen vil der være mod- og sidemodvind på de to første pavéer og dernæst sidemedvind på de næste tre. Herfra vil der være sidemodvind, indtil man kort efter sidste pavé får modvind og slutteligt sidemodvind over de sidste 4,6 km.

Favoritterne

Når et løb på denne måde får ny identitet, er det naturligvis altid svært at vide, hvad man skal forvente. Er brostenene svære nok til, at de kan skabe splittelse? Kommer de tæt nok på finalen? Og er der nok af dem til, at der kan gøres forskelle?

Heldigvis er løbet nu kørt tre gange med dette format, og vi har dermed en mulighed for at vurdere vanskeligheden. 2018-udgaven blev ganske speciel, fordi det dårlige vejr spillede så stor en rolle. På den ene side var det meget blæsende, hvilket i sig selv er en udfordring, men samtidig betød betingelserne, at man måtte skippe passagen af en del pavéer. Det gav alligevel et ganske underholdende løb, hvor Direct Energie med offensiver fra Sylvain Chavanel, Adrien Petit og Damien Gaudin dog fik åbnet for tidligt, og til slut var det kun Kenny Dehaes’ sene overraskelsesangreb, der forhindrede, at de 27 overlevende mand skulle spurte om sejren.

I 2019 var det også meget tæt, at vi fik en spurt. Mathieu van der Poel kørte fra alt og alle, men til sidst døde hollænderen så meget, at han kun med det yderste af neglede kunne holde et cirka 50 mand stort felt bag sig. I det felt sad også nogle tungere sprintere som Matteo Moschetti, Emiel Vermeulen, Timothy Dupont og Pierre Barbier. Sidste år fik vi så ”endelig” vores spurt. Ganske vist var Michal Kwiatkowski hovednavnet i en stor offensiv, der blev indledt pavéerne, men i sidste endte ca. 40 mand med at spurte om sejren, der gik til Jasper Philipsen foran Jordi Meeus og Ben Swift. Også denne gang talte feltet folk, der ikke er kendt for den allerstørste holdbarhed, og det viser, at det ikke er verdens mest selektive løb. Da ruten i 2021 også er den eneste, der var identisk med den, der benyttes i år, er det den seneste udgave, der bedst kan sammenlignes med det, der venter i morgen.

Det er klart, hvor forskellen skal gøres. Det skal ske, når vi over en strækning på ca. 15 km har knap 6 km med brosten fordelt over tre pavéer med en sværhedsgrad på mellem tre og fem stjerner. Særligt rundstrækningens tredje pavé med fem stjerner er sin stigende tendens ganske svær, og der burde være basis for at skabe betydelig udskilning her. Det vil også være min forventning, at de store hold vil kontrollere frem mod anden og sidste passage af denne vanskelige sektion, og at vi vil se de afgørende forsøg på at gøre forskellen over de svære 15 km.

Problemet er, at der efter den sidste pavéer er 26 km hjem. De byder ganske vist på yderligere to pavéer, hvoraf den sidste er ganske svær og kan skabe splittelse, men det er en sektion, der favoriserer et jagtende felt. Bedre bliver det ikke af vindretningen. Det vil ikke være vindstille, og lidt sidevindskørsel kan ikke helt afvises, men vi har i tidligere udgaver set, at det er svært i dette område. I stedet har vinden nok en dæmpende effekt, fordi der vil være næsten uafbrudt mod- og sidevind efter afslutningen på sidste pavé, dvs. over de sidste ca. 20 km.

Meget vil dog afhænge af, hvem der er med i den lille gruppe af stærke folk, der kan ventes at køre på det svære stykke. Den gruppes sammensætning vil nemlig bestemme, hvem der vil jagte. Feltet præges desværre af ikke at være det mest imponerende, og det bliver ikke bedre af, at Jumbo og Ineos primært bruger det som Tour-kaptajnernes brostenstræning frem mod Touren. Hollænderne har ikke udelukket, at de vil prøve at lave et resultat, men de har gjort det klart, at det primært handler om at arbejde for, at Primoz Roglic og Jonas Vingegaard oplever, hvordan det bliver at køre den afgørende Tour-etape til sommer, og meget kunne tale for, at Ineos har samme plan med Daniel Martinez. Man kan dog håbe, at de giver Ben Turner, Magnus Sheffield og Jhonatan Narvaez lov at køre aggressivt på pavéerne.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Jeg synes, at det lugter lidt af en spurt igen i år. Ganske vist er der ikke mange åbenlyse sprinterhold, men der mangler også de hold, der kan få det hele til at eksplodere. Det er nærliggende at tro, at særligt løbets bedste brostensrytter, Max Walscheid, der virker flyvende og er knivskarp på flade pavéer, og formstærke Dries de Bondt, samt ryttere som Damien Touzé, Lewis Askey, Taco van der Hoorn, Dimitri Claeys, og måske Kevin Vauquelin, hvis han får lov, kan være med til at skabe løbet - og forhåbentlig også Ineos - men der vil næsten altid være hold med gode sprintere på bagkant. Jer tænker jeg på UAE, Bora, B&B, Bingoal samt med nogen sandsynlighed FDJ og Arkea. Vi risikerer meget let at ende i samme situation som sidste år, nemlig at der i sidste ende bliver for mange hold til at jagte - og så er 20 km med modvind pludselig langt.

Jeg ender derfor med at tro mest på en spurt, men den er til gengæld en ret svær nød at knække. Sprinterfeltet er svagt, da mange af de hurtige folk tager en fridag mellem løbene i Nokere og Koksijde. Det gør det faktisk til et ret åbent opgør, hvor vi sagtens kan få en overraskelse. Spurten er med en næsten 5 km lang opløbsstrækning helt ukompliceret, og det vil derfor være en dag, hvor farten kan tale.

Jeg vælger derfor med nogen tøven at pege på Pascal Ackermann. Tyskeren har set skidt ud igen i år, og det var også tilfældet i dag, hvor han igen sad udmærket placeret, men kun gled baglæns. I dette felt er det dog svært at finde folk, der er hurtigere end ham, og han synes tillige ganske formstærk - så formstærk, at han burde klare disse brosten. Samtidig har han hel vel det bedste tog, hvis han får Maximiliano Richeze, der i dag ikke er særligt holdbar, med sig hjem. Som minimum får han Rui Oliveira, og da han samtidig er god til at positionere, sidder han næsten altid rigtigt. I dette felt er han for en sjælden gangs skyld en af de hurtigste sprintere, og jeg tror derfor, at han tager en meget tiltrængt sejr. Til et hårdt løb har holdet Oliveira, der så godt ud i de første brostensløb, men nu har holdt pause. Med sin gode spurt er han også i stand til at gøre det færdigt, og det gør ham til en ganske god kandidat. Til gengæld virkede Alexys Brunel ikke på toppen i Paris-Nice, selvom dette løb kunne være noget for ham.

Baseret på det, jeg så i dag, kan Max Walscheid tage en sjælden sejr. At han kan spurte sig til en ganske klar 2. plads på så hård en bakke, må være udtryk for fremragende form, og nu kommer han til et løb, der passer ham meget bedre. Sidste år blev han nr. 11 i Roubaix, og jeg vil blive svært forundret, hvis ikke han er en af de stærkeste på pavéerne. Hans spurt i dag gør ham således også til min favorit, hvis løbet bliver selektivt. Hvis ikke det er tilfældet, kan han dog også begå sig i en spurt. Det viste han i dag, og på flad vej står han i teorien bedre, selvom han ikke har fordums fart. Positioneringen er altid et problem, men i det lys er denne finale helt perfekt, og han har en sublim lead-out man i Piet Allegaert. Belgieren vil normalt også være en god kandidat, da også han har gjort det godt i Roubaix, men efter i dag regner jeg ham som hjælper for Walscheid både i det lette og det hårde scenarium.

Arkea stiller med Amaury Capiot, der efter sejren i Marseille skal forsvare sin føring i Coupe de France. Belgieren er bedre i et flamsk løb end på flade pavéer, og med den lidt skuffende form, han har vist på det sidste, ser jeg ham ikke så kandidat i et hårdt løb. Til gengæld må han regnes som en af de klare favoritter i en spurt, hvor han i dette felt med sin gode positioneringsevne og god støtte fra Christophe Noppe har en god chance for at vinde. Til et hårdt løb har holdet to stærke kandidater i den stadig mere imponerende og halvhurtige Kevin Vauquelin samt Benjamin Declercq, der også er hurtig og igen i dag lignede en mand, der fuldt tilbage ved fordums styrke efter nogle svære år.

Dagens positive overraskelse var Bram Welten. Efter sin sygdom har han virket meget formsvag, men for en fyr som ham er det lidt af en bedrift at ende som nr. 5 i så svær en stigende spurt. På flade pavéer har han altid været god, og han har været med fremme i alle brostensudgaver af dette løb med en 5. plads i 2018, en 8. plads i 2019 og en 13. plads sidste år. Hans fart har altid været god, og den er god nok til at vinde i dette felt. Det kræver dog en god position, men her står han uhyre stærkt med et tog, der tæller Samuel Watson, Lewis Askey og Fabian Lienhard, der afleverede ham så flot i dag. Får han et godt lead-out, kan han helt sikkert vinde i dette felt. Til et hårdt løb ligner Askey også et af mine bedre bud med den form, han viste i Strade Bianche, og efter i dag glæder jeg mig også til at se, hvor langt hurtige Watson kan komme. Endelig har holdet Clement Davy, der var en af de bedste i dette løb sidste år, men som spurtsvag får han svært ved at vinde, ligesom gode, gamle Matthieu Ladagnous jo faktisk så ganske godt ud i dag.

Bora er et af de hold, jeg har sværest ved at vurdere. Baseret på det, jeg så sidste år, vil jeg tro, at Matthew Walls er løbets hurtigste, men dagens præstation kunne tyde på, at han efter sit styrt i Valencia og en lang pause er langt fra sit niveau. I det lys ryger han formentlig af, men skulle det lykkes for ham at komme med hjem, vil han have et sublimt tog med Shane Archbold, Jonas Koch og Martin Laas. I lyset af formen er der dog måske en større chance for, at Laas kommer med hjem, men heller ikke han er spor holdbar, og ligesom Walls havde han en DNF i dag. Omvendt er han hurtig nok til at vinde, hvis han klarer den. Som tredje alternativ har holdet Koch, der igen i dag så stærk ud. Han vinder ikke en spurt i et større felt, men han ligner en af de bedre bud på en vinder i et hårdt løb med den form, han har vist i år.

Jumbo har egentlig et herligt hold til dette løb, men som sagt skal de primært være babysittere for Primoz Roglic og Jonas Vingegaard. I det lys er deres bedste chance nok en spurt. Her er David Dekker ikke noget ringe kort. Faktisk vil jeg normalt regne ham som feltets hurtigste, men han har været uhyre formsvag i år. Senest skuffede han fælt i Drenthe i søndags, og derfor vil jeg tro, at han ryger fra undervejs. Omvendt er løbet som sagt ikke det mest selektive, og jeg tør derfor ikke udelukke, at han klarer den. Gør han det, er han så hurtig, at han med et tog, der tæller Mick van Dijke, Pascal Eeenkhoorn og Timo Roosen meget vel kan vinde - god form eller ej.

Falder han fra, vil holdet formentlig køre for Van Dijke, der sidste år i CRO Race viste, at han er hurtig efter et hårdt løb, men jeg ser ham ikke slå de bedste sprintere. Det er dog også muligt, at Eenkhoorn og som plan C Roosen spurter, men jeg ser heller ikke dem vinde. Hvis holdet giver plads til mere offensiv kørsel, har de til gengæld nogle gode kandidater. Med det, vi så i søndags, vil jeg tro, at særlig Van Dijke og Roosen og i anden række Eenkhoorn er blandt de stærkeste, og da de også er hurtige, har de gode chancer for at vinde, hvis de altså får pladsen. Og så kan man vel heller ikke udelukke, at Roglic, der jo både er hurtig og kan finde ud af det meste, kan gøre sig gældende, hvis det udvikler sig til en hård affære. I det tilfælde kunne Jumbo meget vel sidde i overtal, og så er sloveneren et godt kort at spille ud.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

B&B har også et ganske spændende hold til dette løb, hvor de stiller med begge deres to sprintere, Pierre Barbier og Luca Mozzato. Til denne form for flad spurt vil de normalt køre for Barbier, der til gengæld ikke er særligt holdbar. Han synes dog i flyvende form, som han også viste i dagens hårde spurt, og morgendagens spurt passer ham meget, meget bedre. B&B har endda et af de bedste tog, og i dette felt har han farten til også potentielt at vinde, hvis han sættes godt op.

Alpecin kommer med en af feltets mest formstærke ryttere. Dries de Bondt har virket flyvende i både Le Samyn og GP Monseré, og jeg vil blive overrasket, hvis ikke han er blandt de stærkeste i et hårdt løb. Her vil han være en af de helt tunge favoritter, da han med 2. pladsen i Monseré, hvor han endda slog folk som Hugo Hofstetter, Gerben Thijssen og Ethan Vernon beviste, at man meget let kan undervurdere hans hurtighed. Vi ved, at han har for vane at vinde endagsløb som disse, og det har han formen til at gøre igen. Også i en spurt kan han være med fremme, som vi så i Monseré, men han er en usandsynlig vinder. Holdet har også Edward Planckaert , men det er ikke mit indtryk, at den svingende belgier er flyvende lige nu, og løbet passer ikke til Floris de Tier, der ellers virker uhyggelig stærk lige nu.

Ag2r har en meget stærk kandidat i Damien Touzé. Franskmanden har været her, der og alle vegne i år, også selvom det har været svært at se på resultatlisten. Flade pavéer er måske ikke hans spidskompetence, men han burde være en af de bedste i et hårdt løb. Han er også hurtig nok til at gøre det færdigt. Til en spurt har holdet Marc Sarreau, der blev nr. 2 i den første brostensudgave i 2018, hvor han vandt feltets spurt. Han har vist sig ganske holdbar, og han burde komme med hjem, men hans spurtstyrke har været meget skuffende siden styrtet i Polen i 2020. Hans UAE Tour var ikke lovende, og med et svagt tog ser jeg ham ikke vinde. Det vil også være interessant at se, hvordan unge Antoine Raugel klarer et løb som dette.

Intermarché har Taco van der Hoorn, der drømmer stort om Roubaix og derfor satser på dette løb. Han viste senest i Kuurne, hvor ufatteligt stærk han er, og han vil formentlig være en af de stærkeste på pavéerne. Problemet er, at han trods en brugbar spurt formentlig vil være oppe mod hurtigere folk, og han skal derfor have lidt held i finalen, hvilket modvinden ikke just faciliterer. Holdet har dog også en god kandidat i Hugo Page. Han er formentlig holdets sprinter, men her vil der være hurtigere folk end ham. Han imponerede dog stort i Oman, og denne type løb burde være noget for ham. Han kan gøre sig gældende i et hårdt løb. Her vil jeg faktisk også pege på Adrien Petit. Franskmanden har ellers set pensionsmoden i de seneste sæsoner, men han har virkelig haft en opblomstring i år, hvor han har vist lidt af sin gamle holdbarhed. Han har tidligere været tæt på at vinde løbet, og måske kan han vise lidt livstegn igen. Til gengæld virker Dimitri Claeys, der ellers tidligere er blevet nr. 5 i Flandern, ikke helt flyvende lige nu, selvom det er et løb, der passer ham.

Ineos er her som sagt også med Tour-forberedelse som fokus, og det vil formentlig være den primære opgave. Jeg håber dog, at de giver plads. Til en spurt har de Kim Heiduk, der sidste år var en ganske lovende sprinter, men han har ikke vist noget, der giver anledning til at tro, at han kan vinde i dette felt. Til et hårdt løb har de til gengæld en fremragende kandidat i Magnus Sheffield, der har kørt som en motorcykel og burde være skabt til disse flade pavéer. Han har også en hæderlig spurt, men det er først og fremmest med sin råstyrke, han skal gøre forskellen, som han gjorde, da han vandt i Andalusien. Også Ben Turner har imponeret mig i år, og mens han måske ikke har Sheffields power, er han hurtigere, og derfor måske endda en mere sandsynlig vinder. Endelig har de den flyvende Jhonatan Narvaez, der har vist sig overraskende god i de flamske klassikere. Han er slet og ret flyvende lige nu og lynhurtig på stregen, men er flade pavéer ham? Det tvivler jeg nok en anelse på - og så skal vi se, hvordan han har det efter styrtet i Tirreno.

Bingoal stiller med Stanislaw Aniolkowski. Polakken lagde stærkt fra land i Valencia, hvor han gav mindelser om den lovende sprinter, vi så i begyndelsen af 2021. Her sluttede han til gengæld skuffende af, og måske er han tilbage på det triste spor. Hans spurt i Monseré, hvor hans hold ellers satte ham flot i scene, var i hvert fald lidet overbevisende. På den anden side er sprinterfeltet her ikke voldsomt stærkt, og selvom han næppe vinder, kan han sagtens lave et godt resultat, hvis det ender i en spurt. Til et lidt hårdere løb kan holdet håbe på Laurenz Rex , men han kan næppe være med i dette felt.

En spændende kandidat er Jason Tesson. Auber-rytteren tog som bekendt en stor sejr i Poitou-Charentes i 2021, hvor han generelt etablerede sig som en af Frankrigs mest lovende sprintere. Hans holdbarhed har også ved enkelte lejligheder vist sig ikke at være helt skidt, men den er også meget svingende. Han har ikke kørt meget i år, og hans form er derfor svær at vurdere, men han blev trods alt nr. 3 i Lillers. Det er ikke det sværeste løb, og meget taler nok for, at han vil komme til kort på denne hårde rute, men sidder han med til sidst, har han farten til at lave et godt resultat.

Total stiller med den meget spændende Sandy Dujardin, der allerede har imponeret med både holdbarhed og spurtstyrke. Han vandt en massespurt i Rwanda, men feltet her kan slet ikke sammenlignes med det, han mødte i Afrika. Han var uheldig med en defekt i Drenthe, hvor han ellers var med fremme, og jeg er spændt på, hvor langt han kommer her, både i en spurt og hvis det bliver hårdt. Holdets foretrukne sprinter må dog være Lorrenzo Manzin , men efter den lovende start i Provence synes han igen at være faldet sammen. Jeg tvivler på, at han kommer med hjem, men vinde kan han under alle omstændigheder næppe. Chris Lawless synes også at være tilbage i det sorte hul, hvor han befandt sig i 2021.

Jeg tror ikke på de øvrige hold. Bardiani har Luca Colnaghi eller Enrico Battaglin til en spurt, men som vi så i dag, er de fejlcastet til denne type løb. Sport Vlaanderen har altid solide Kenneth van Rooy, der sikkert ender i top 20, men næppe mere end det, samt måske Milan Fretin, hvis han kan sidde med hjem til en spurt. Uno-X stiller med B-truppen med Erik Resell og Fredrik Dversnes som bedste bud, men de er ikke hurtige. Hos Roubaix kunne det være et løb for sprinteren Emiel Vermeulen, men han synes ikke at have fundet formen i år, og de skal nok i stedet satse på Samuel Leroux, der efter en skuffende start endelig viste lidt form i Lillers tidligere på måneden. Hos Nice er Tristan Delacroix og Jonathan Couanonvel de bedste bud, mens Nantes kan håbe på Emmanuel Morin i en spurt, da den ellers lovende Leo Danes ikke har vist den store form.

***** Pascal Ackermann

**** Max Walscheid, Amaury Capiot

*** Bram Welten, Martin Laas, David Dekker, Matthew Walls, Pierre Barbier

** Dries de Bondt, Marc Sarreau, Damien Touzé, Mick van Dijke, Timo Roosen, Jonas Koch, Taco van der Hoorn, Jhonatan Narvaez, Pascal Eenkhoorn, Piet Allegaert, Lewis Askey, Magnus Sheffield, Luca Mozzato, Hugo Page, Stanislaw Aniolkowski, Jason Tesson, Sandy Dujardin

* Kim Heiduk, Lorrenzo Manzin, Emiel Vermeulen, Kevin Vauquelin, Rui Oliveira, Ben Turner, Adrien Petit, Primoz Roglic, Benjamin Declercq, Dmitri Claeys, Clement Davy, Samuel Watson, Matthieu Ladagnous, Edward Planckaert, Kenneth van Rooy, Emmanuel Morin, Milan Fretin, Erik Resell, Luca Colnaghi

Danskerne

Som nævnt ovenfor er det en vigtig dag for Jonas Vingegaard, der sammen med Primoz Roglic skal teste sine brostensben inden Touren. På Intermarché skal Julius Johansen støtte Taco van der Hoorn, Adrien Petit, Dimitri Claeys og Hugo Page, mens William Blume Levy på det ikke specielt stærke Uno-X måske kan vise sig frem i udbrud samt støtte Erik Resell og Fredrik Dversnes.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Jasper Philipsens sejr fra 2021, Mathieu van der Poels sejr fra 2019, Kenny Dehaes’ sejr fra 2018, hvordan Arnaud Demare slog Nacer Bouhanni i 2017, Dan McLays vanvidsspurt, der gav sejren i 2016, samt Bouhannis sejr fra 2015

 Livestream GP de Denain og Milano-Sanremo til halv pris

 Sæt dit hold til klassikerspillet - Præmier for over 20.000 kr.