SE GP DE DENAIN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Løbets rolle og historie

I mange år har Grand Prix de Denain været et af de største løb på den franske kalender. Som et af de stærkest besatte løb i den vigtige Coupe de France-serie og med en status 1.HC-løb i det internationale UCI-hierarki har løbet altid været et højdepunkt for cremen af den franske sprinterelite og et par udenlandske sprinterstjerner, der en god uge efter sprinterverdensmesterskabet i Scheldeprijs og fire dage efter Paris-Roubaix har brugt løbet til at presse det sidste ud af forårsformen inden en velfortjent pause. År efter år har det været rammen om et brag af en massespurt, der i kraft af den helt flade og lette rute og de mange sprinternavne har været kendt som det franske sprintermesterskaber.

Løbet har geografisk haft en logisk placering i det nordøstlige Frankrig tæt på grænsen til Belgien, hvor det altså er blevet afviklet i umiddelbar nærhed af Paris-Roubaix og Brabantse Pijl. Derfor er mange ryttere blevet i regionen og har kørt et eller flere af de tre løb, inden de ofte er draget på en lille ferie eller - for ryttere, der har brugt løbet som opvarmning til Ardennerne - er draget videre mod nord til de største af de kuperede endagsløb. Trods den umiddelbare nærhed til nogle af sportens allermest berømte pavéer, der er kendt fra Roubaix, har løbet imidlertid kun i sparsomt omfang budt på brosten, og de er altid kommet så tidligt i løbet, at de reelt ingen rolle har spillet.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det ændrede sig i 2018. Fristelsen til at gøre løbet til en slags generalprøve til Paris-Roubaix har sikkert været stor længe, men hidtil har arrangørerne holdt sig tilbage. Det kræver trods alt en vis overvindelse helt grundlæggende at ændre et løbs karakter, ikke mindst, når det allerede nyder stor anseelse og har en fin og naturlig plads på kalenderen. I de senere år er tiltrækningskraften på udenlandske ryttere imidlertid dalet kraftigt, og det er derfor i stigende grad blevet en fransk affære. Det har formentlig spillet en afgørende rolle i at overbevise arrangørerne om at gennemføre en radikal forandring af løbet, der nu ventes at blive en helt anden affære end hidtil.

Beslutningen blev truffet i løbet af efteråret 2017, hvor man annoncerede, at løbet, der fortsat er en stor begivenhed på Coupe de France-kalenderen og med det samme er blevet en del af den nye ProSeries, ville blive rykket til søndagen efter Milano-Sanremo i en weekend, hvor den franske serie hidtil har budt på Classique Loire Atlantique og Cholet Pays de Loire, der imidlertid nu blev rykket til den følgende weekend. Dermed undgik løbet at konflikte med andre store brostensløb og skulle i stedet fungere som en fin afslutning på en serie af brostenssemiklassikere, der indledtes om onsdagen med Nokere Koerse, fortsatte om fredagen med Bredene Handzame Classic og altså afrundedes om søndag med GP de Denain. Målet var stadig at give de ryttere, der ikke var aktive i Paris-Nice og Tirreno-Adriatico eller havde brug for yderligere kilometer i benene inden de store brostensklassikere, mulighed for at teste sig selv på pavéerne i tre store ProSeries-løb, inden den flamske sæson for alvor startede i den efterfølgende uge med 3 Dage ved Panne ,E3 Harelbeke og Gent-Wevelgem

Sammen med den nye kalenderplacering annoncerede arrangørerne, at ruten ville blive fuldstændig nytænkt og fremover inkludere adskillige pavéer, herunder flere fra Paris-Roubaix, bl.a. Haveluy-sektoren. Samtidig blev løbet struktureret som en slags miniudgave af den franske klassiker, idet en flad indledning uden væsentlige udfordringer afsluttedes med en svær finale, hvor stort set alle brostensstykkerne var koncentreret i løbets anden halvdel - en model, der også blev brugt i 2019. Terrænet er helt fladt, og de sidste pavéer kommer stort set lige så tæt på mål som i Roubaix. Med andre ord er det kun distancen, det stærkere felt, flere af pavéernes sværhedsgrad og afslutningen på velodromen i Roubaix, der afskiller det fra sin mere berømte storebror.

Dermed er en gammel klassiker definitivt forandret. Grand Prix de Denain blev første gang afviklet helt tilbage i 1959 som et gadeløb i Denain, og den første udgave blev vundet af ireren Seamus Elliott. Da Denain ligger ganske tæt på den fransk-belgiske grænse, var det ikke mærkeligt, at løbet i de første år blev domineret af de belgiske naboer, indtil Jose Samyn i 1967 endelig blev den første lokale vinder. Det ændrer ikke det faktum, at løbet hovedsageligt blev vundet af belgiere, indtil det fik et mere internationalt tilsnit i 1990erne og de tidlige 2000ere, hvor topsprintere fra hele verden havde held og styrke til at vinde.

I de senere år er det igen blevet en mere national affære, og siden 2005 lykkedes det kun for Edvald Boasson Hagen, Juan Jose Haedo og Dan McLay at bryde den franske dominans, mens det stadig var et sprinterløb. Jimmy Casper har været den dominerende skikkelse med sine fire sejre mellem 2005 og 2010, mens topsprinterne Arnaud Demare (2013 og 2017) og Nacer Bouhanni (2014 og 2015) i de senere år har markeret sig som de hurtigste franskmænd. Fra og med 2016 blev dets position på kalenderen understreget, da det blev et af blot to Coupe de France-løb med 1.HC-status. Det har været en del af Coupe de France siden begyndelsen i 1992.

I første omgang har ændringen imidlertid ikke helt haft den effekt, arrangørerne havde håbet. I hvert fald lykkedes det i tillæg til de franske hold at tiltrække yderligere ét hold fra WorldTouren, i 2018 BMC og i 2019 Trek-Segafredo. Samtidig lod topholdene stjernerne blive hjemme, og dermed led løbets felt i virkeligheden kun lidt skade af ikke at have samme appel til de bedste franske sprintere som tidligere. I 2019 fik løbet dog et boost i sidste øjeblik, da Mathieu van der Poel efter et grimt styrt i Nokere fik brug for at teste benene om søndagen og derfor stillede til start på de nordfranske brosten.

I 2020 var løbet et af de første, der måtte kaste håndklædet i ringen, da coronavirus lagde Europa og cykelverdenen ned i marts, og i år var arrangørerne også hurtige til at reagere, da virussen stadig rasede i løbet af vinteren. Hurtigt blev der truffet beslutning om at rykke løbet til efteråret, hvor man fandt en placering om tirsdagen i VM-ugen, der generelt er en stille uge med fuldt fokus på kampen om regnbuetrøjen. Ved et sandt lykketræf for arrangørerne blev Paris-Roubaix som bekendt også udsat, og dermed får løbet i Denain pludselig samme rolle som det oprindeligt var tiltænkt, nemlig som generalprøve til Helvedet i Nord.

Det har i den grad også boostet feltet, hvor man i 2018 og 2019 kun kunne præsentere ét udenlandsk WorldTour-hold, kan der denne gang præsenteres det stærkeste felt til brostensversionen. Denne gang møder fem udenlandske tophold til start, og da der som bekendt er tre franske af slagsen, bydes der altså på deltagelse af 8 af de 19 bedste hold. Dermed vil der være masser af fokus på Denain denne tirsdag, hvor der bliver en chance for både at se VM- og Roubaix-kandidater an.

Som sagt blev løbet senest kørt i 2019 med Van der Poel som den store stjerne, og han fik hurtigt bevist, at styrtet i Nokere ikke havde sat ham tilbage. Løbets store favorit kørte fra alt og alle, men det blev ikke den magtdemonstration, mange havde troet. Til sidst kom det knap 50 mand store felt nemlig meget tæt på hollænderen, der dog akkurat sejrede med 3 sekunder ned til Marc Sarreau, som spurtede sig til en 2. plads foran Timothy Dupont. Van der Poel har i sidste øjeblik droppet at forsvare sin titel, og da en skade desværre forhindrer Sarreau i at forsøge at forbedre sin 2. plads fra seneste udgave, og Dupont ligeledes er ude, bliver der slet ingen gengangere fra det seneste podium.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Ruten

Som sagt er løbet helt nytænkt, og selvom løbet afvikles i samme region som tidligere, er ruten ny i forhold til den gamle sprinterversion. Der er som sagt tale om en minudgave af Paris-Roubaix, der følger helt samme opbygning som storebroren. I alt bydes der på 12 pavéer, der efter en flad, begivenhedsfattig indledning alle er samlet i løbets anden halvdel, hvor det sidste brostensstykke endda kommer med ca. 10 km til mål. Ligesom det franske monument er der tale om et helt fladt løb uden klatremæssige udfordringer overhovedet.

I alt skal der tilbagelægges 200,3 km med start og mål i Denain i det nordfranske industriområde tæt på grænsen til Belgien. Løbet er bygget op, som det plejer, nemlig via forskellige rundstrækninger omkring værtsbyen. Den første af disse er 45,3 km lang, hvoraf de første 6,0 km er neutraliserede, og den er meget enkel. Fra starten kører mod man mod nordøst ud til byens nordlige udkant, hvor den reelle start bliver givet, og herfra snor man sig mod sydvest ned gennem fladlandet. I byen Wasnebau-Bac vender man rundt for at køre mod nordøst tilbage mod centrum af Denain, hvor stregen krydses efter 39,3 flade kilometer.

Den næste rundstrækning er 60,4 km lang, og hvor den første rundstrækning var henlagt til fladlandet nord for byen, er denne henlagt til fladlandet syd for byen. Således snor man sig mod sydøst ned til byen Escarmain, hvorfra det går mod sydvest ned til det sydligste punkt. Kortvarigt kører man mod vest, inden man snor sig mod nordvest for slutteligt at køre mod nordøst frem til stregen, der krydses for anden gang efter præcis 100,0 km.

Løbet afsluttes nu med to omgange på en 50,2 km lang rundstrækning, og det er her alle udfordringerne melder sig. Man kører først mod sydøst ud ad byen, inden man drejer mod nordøst for at køre frem til over dagens første pavé, Haspres a Thiant (1700 m), der er let stigende, har fået fire ud af fem stjerner, og som for sidste gang indledes med 41,6 km igen. Derfra går det mod syd og nordøst, inden man kører mod nordøst over den anden pavé Monchaux-sur-Ecaillon a Maing (1500 m), der er let faldende, har fået tre stjerner og for sidste gang indledes med 33,4 km igen. Knap er den overstået, inden man kører mod sydøst over dagens hovedudfordring Maing a Querenaing (2500 m), der er stigende, har fået fem stjerner og for sidste gang indledes med 31,2 km igen. Umiddelbart efter drejer man mod sydvest for at passere Querenaing a Verchain-Maugré (1600 m), der hovedsageligt er faldende, har fået tre stjerner og for sidste gang indledes med 27,6 km igen. Efter et kort fladt stykke gælder det den lettere pavé Saulzoir (1200 m), der er stigende, har fået to stjerner og for sidste gang indledes med 22,9 km igen.

Herefter bliver det lettere, når man igennem fladt terræn kører mod sydvest og nordvest, men i stedet for at køre direkte ind til Denain slår man en sløjfe mod syd for at køre mod nordvest over dagens sidste pavé, Avesnes-les-Sec (1700 m), der er stort set flad, har fået fire stjerner og for sidste gang indledes med 12,5 km igen. Når man igen rammer asfalten, er der 10,8 km, der går ad en lige og flad vej mod nordvest, nordøst og nord, inden man med 4,6 km drejer mod nordøst, hvorefter det er en lige og næsten flad vej, der leder frem til målet i centrum af Denain, idet den sidste kilometer dog er let faldende.

Løbet byder på i alt 1177 højdemeter, hvilket er ca. 300 m flere end i 2018 og 2019.

I forhold til ruten i 2018 og 2019 er stort set alt forandret. Den eneste pavé, der var med i de to første brostensudgaver, er Avesnes-le-Sec, men dengang var den finalerundstrækningens første pavé og blev i øvrigt kørt i en længere udgave. Antallet af pavéer har dog været 12 i alle tre udgaver.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

SE GP DE DENAIN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Vejret

Vejret vil altid være en nøglefaktor i ethvert brostensløb, og det blev helt tydeligt i 2018, hvor betingelserne var så horrible, at mange af pavéerne måtte sløjfes. Sådan bliver det i hvert fald ikke i år, hvor der nærmest venter en sensommerdag. Der vil kun være få skyer og en temperatur på 20 grader, og vinden vil kun være let (10-12 km/t) fra nordøst. Det giver på den meget kringlede rute vind fra alle retninger, men der vil være modvind på de to første pavéer, sidevind på den tredje, medvind på nr. 4 og 5 og slutteligt sidevind på den sidste. Herefter vil der være sidemodvind, inden man får direkte modvind over de sidste 4,6 km.

Favoritterne

Når et løb på denne måde får ny identitet, er det naturligvis altid svært at vide, hvad man skal forvente. Er brostenene svære nok til, at de kan skabe splittelse? Kommer de tæt nok på finalen? Og er der nok af dem til, at der kan gøres forskelle?

Heldigvis er løbet nu kørt to gange med dette format, og vi har dermed en mulighed for at vurdere vanskeligheden. 2018-udgaven blev ganske speciel, fordi det dårlige vejr spillede så stor en rolle. På den ene side var det meget blæsende, hvilket i sig selv er en udfordring, men samtidig betød betingelserne, at man måtte skippe passagen af en del pavéer. Det gav alligevel et ganske underholdende løb, hvor Direct Energie med offensiver fra Sylvain Chavanel, Adrien Petit og Damien Gaudin dog fik åbnet for tidligt, og til slut var det kun Kenny Dehaes’ sene overraskelsesangreb, der forhindrede, at de 27 overlevende mand skulle spurte om sejren.

I 2019 var det også meget tæt, at vi fik en spurt. Mathieu van der Poel kørte fra alt og alle, men til sidst døde hollænderen så meget, at han kun med det yderste af neglede kunne holde et cirka 50 mand stort felt bag sig. I det felt sad også nogle tungere sprintere som Matteo Moschetti, Emiel Vermeulen, Timothy Dupont og Pierre Barbier, og det viser, at det ikke er verdens mest selektive løb.

Det bliver dog mere kompliceret af, at årets rute nærmest intet har tilfælles med de to seneste. Der er tale om nye pavéer, og det gør vanskeligheden svær at vurdere. Umiddelbart ligner det dog et hårdere løb, når vi over en strækning på ca. 15 km har knap 6 km med brosten fordelt over tre pavéer med en sværhedsgrad på mellem tre og fem stjerner. Særligt rundstrækningens tredje pavé med fem stjerner virker med sin stigende tendens ganske svær, og der burde være basis for at skabe betydelig udskilning her. Det vil også være min forventning, at de store hold vil kontrollere frem mod anden og sidste passage af denne sektion, og at løbet herefter vil eksplodere over disse 15 km.

Problemet er, at der efter den sidste pavéer er 26 km hjem. De byder ganske vist på yderligere to pavéer, hvoraf den sidste er ganske svær og kan skabe splittelse, men det er en sektion, der favoriserer et jagtende felt. Bedre bliver det ikke af, at der fra sidste pavé vil være modvind over de sidste ca. 10 km, og det gør det endnu sværere at bevare eventuelle forskelle. I det hele taget betyder det sensommeragtige vejr, at det kan blive svært at undgå den spurt, vi var tæt på i både 2018 og 2019 - dog utvivlsomt i et ganske reduceret felt.

Meget vil dog afhænge af, hvem der er med i den lille gruppe af stærke folk, der kan ventes at køre på det svære stykke. Her er nøgleholdende primært Alpecin, FDJ, Israel SUN og Bora, der må regnes som de førende sprinterhold. Af disse vil jeg tro, at Alpecin med Gianni Vermeersch og Israel SUN med Sep Vanmarcke burde være med blandt de hårde drenge, og de vil derfor næppe jagte. Bora får sværere ved at være med i front og kan meget vel ende i defensiven. Dermed kan nøgleholdet blive FDJ. Kan de være med i et hårdt løb, burde der være gode chancer for, at vi undgår en spurt. Ender også de i defensiven, kan modvinden og det lange flade stykke betyde, at der er tid til at skabe samling.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Dermed tror jeg, at Arnaud Demare bliver nøglerytteren. Han er FDJs stærkeste brostensrytter, og det er ham, der skal være med, når særligt Vanmarcke trykker til på de sværeste pavéer. Holder han sig til, tror jeg, at det bliver en lille gruppe af hårdføre folk, der skal afgøre det i en Roubaix-agtig finale - ganske enkelt fordi der vil være for få stærke hold til at jagte. Hvis ikke, er der gode chancer for, at Bora og FDJ vil være stærke nok til at skabe samling.

Det betyder imidlertid også, at Arnaud Demare er i den luksusposition, at han meget vel kan ende med at køre om sejren uanset hvad. Er han stærk nok til at gå med de bedste, har de gode chancer for at holde hjem. Er han ikke, øges chancen for en spurt betydeligt, og her vil han sammen med Jasper Philipsen være den mest oplagte favorit.

Mest tror jeg på det hårde scenarium. Demare har måske ikke haft meget succes i år, men han klatrede faktisk godt i Vueltaen, og han synes ganske formstærk. Han er glimrende i et fladt brostensløb, som hans 6. og 12. pladser i Roubaix bevidner, og det er derfor et løb, der passer ham. Ender det i en sag for de hårdføre folk, vil han med sin hurtighed have farten til at gøre det færdigt, og derfor vil han være min naturlige favorit. Også i en spurt vil han stå stærkt, for selvom Vueltaen viste, at Philipsen er hurtigere, vil Demare med sit supertog med Miles Scotson, Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri, der endelig er samlet, have en chance for at slå belgieren. Dermed kan han vinde på begge måder, og det gør ham til mit vinderbud - mest af alt fordi jeg tror på et selektivt løb.

Demare er FDJs absolutte hovedfigur, men de har alternativer i Olivier Le Gac, der bare bliver stærkere og stærkere og med sin 4. plads i grusvejsløbet Tro-Bro Leon har vist, at han kan være med i et hårdt løb, men som spurtsvag skal han snige sig væk for at vinde. Ramon Sinkeldam var tidligere en god Roubaix-rytter med sejr i U23-udgaven af klassikeren, og selvom jeg tvivler, kan han måske også være med i et hårdt løb og dermed give FDJ flere kort at spille i en taktisk finale. Endelig burde Miles Scotson også kunne gøre det godt, men jeg er ikke overbevist om hans form.

Den største trussel er formentlig Jasper Philipsen, der også kan vinde på begge faconer, men jeg er usikker på hans form. Efter sygdommen i Vueltaen har han ganske vist vundet to ud af to løb, men ifølge ham selv havde han det meget svært på stigningerne i Frankfurt, hvor han var sat af undervejs. En formstærk Philipsen burde køre med de bedste på pavéerne her, men jeg tvivler på, at formen efter den lange løbspause rækker. I forvejen har han til gode for alvor at vise sig frem i et løb som dette. Det vil dog ikke overraske, hvis det sker, og sidder han sammen med Vermeersch tilbage i en lille gruppe, vil han være manden, der skal slås. Det vil han utvivlsomt også være i en større spurt, hvor han med den fart, han viste i Koolskamp og Frankfurt i sidste uge, vil være den klare favorit.

Alpecin har også en god kandidat i Gianni Vermeersch, der synes langsomt at finde formen. Han var god uden at være prangende i Benelux, og han var blandt de bedste i både Vallonien og Primus Classic. Dette løb er guf for manden, der kørte i top 10 i Flandern i år og har vundet grusvejsløbet i Antwerpen, og med sin gode spurt vil han være en af de klare favoritter, hvis det ender i et hårdt løb. Jeg vil bestemt heller ikke udelukke, at Alpecin kan få Alexander Krieger med i et hårdt løb, for selvom han mest af alt agerer hjælper nu om dage, blev han nr. 4 i Antwerpen, da Vermeersch vandt. Han er knap så stærk som belgieren, men til gengæld er han endnu hurtigere.

Løbets stærkeste kan meget vel være Sep Vanmarcke. Han så ganske stærk ud i Primus Classic, men kom vist til at spille med musklerne en anelse for tidligt. Med sine mange store resultater i Roubaix vil han elske dette løb, og skal man pege på manden, der kan tage en solosejr, må det være ham (eller måske Vermeersch). Han er også hurtig, som vi senest så på Sardinien, og derfor står han stærkt, hvis løbet bliver knaldhårdt. Israel SUN har også den hurtigere Tom van Asbroeck, der endelig har fundet sin form og også kan være med i et hårdt løb, hvor han og Vanmarcke kan udgøre en stærk duo. Til en spurt har holdet Hugo Hofstetter, der er en robust herre, men nok ikke har poweren til at være med i det hårde løb. I en spurt vil han ende langt fremme og sikkert også i top 3, men der er en grund til, at han aldrig vinder. Hurtigere er Rudy Barbier, der vil have en bedre chance for at gøre det færdigt, men selvom han ikke kan afskrives i et løb, der er så fladt som dette, er der gode chancer for, at det bliver for hårdt.

Cofidis har en ganske god kandidat i Piet Allegaert. Han kan deltage i en spurt, men her er han en usandsynlig vinder. Til gengæld er han robust nok til at være med i et hårdt løb, som vi så tidligere i år, hvor han blev nr. 2 i Tro-Bro Leon og nr. 5 i Hageland - to løb, der begge køres på grusveje. Dette er et perfekt løb for ham, men hans form efter Vueltaen er uklar. Kommer han med i en lille gruppe, vil han være en af de hurtigste. Jeg glæder mig også til at se mountainbikeren Axel Zingle, der har imponeret stort, men han er nok mere puncheur end kraftfuld brostensspecialist. Også Jempy Drucker ville i gamle dage kunne være med, men han er faldet helt af på den. Ender det i en spurt, kan det ikke udelukkes, at de kører for Emmanuel Morin, men normalt vil Allegaert være manden.

EF har en meget interessant kandidat i Jens Keukeleire. Han var hårdt ramt af senfølger efter covid-19 og lignede en mand i totalt forfald, men Vueltaen bragte ham tilbage på sporet. Her blev han bare bedre og bedre, og han var i uhyggeligt god form til sidst. Hvis han har bevaret den, vil en mand, der tidligere er blevet nr. 6 i Roubaix, være flyvende på en rute som denne, men desværre har vi i de seneste år set, at hans hurtighed synes helt forsvundet. Derfor kan han få svært ved at gøre det færdigt. Holdet har også Logan Owen, der var flyvende i Benelux, men skuffede i Primus Classic. Han har en chance for at gøre sig gældende i et hårdt løb, men er en usandsynlig vinder. Jeg tvivler på, at Sebastian Langeveld og Tom Scully stadig har styrken til at begå sig.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Det tredje hold, der synes at have en chance i en spurt, er Bora, men til gengæld tvivler jeg på, at de kan være med, hvis det bliver hårdt og selektivt. Egentlig burde det være noget for Jordi Meeus, men han var i store vanskeligheder tidligt på bakkerne i Primus Classic og synes ikke i storform, ligesom Matthew Walls ikke synes at være det. Ide Schelling er efter eget udsagn ikke kommet sig efter sin sygdom, og han er slet ikke skabt til et powerløb som dette. Holdets chance må være en spurt, hvor de kan køre for både Meeus, Walls og Martin Laas, der alle har kørt gode spurter på det sidste - i sidste uge med en 3. plads til Laas i Koolskamp og en 3. plads til Meeus i Gooik og tidligere med sejr til Walls i Norge. Walls er den eneste, der ikke har fået sin chance, men han synes uhyre formsvag, og selvom han er hurtig nok til at vinde, er det svært at se ham være med i dette hårde løb. Laas er heller ikke robust, og selvom han har en bedre chance end Walls, vil jeg tro, at dette hårde løb er bedst for Meeus. Vi har i de seneste uger set, at Philipsen er hurtigere, men med et fremragende tog vil han have en chance, hvis vi får vores spurt.

Uno-X kommer uden Rasmus Tiller, og deres eneste chance synes at være en spurt med Kristoffer Halvorsen . Med sejren i Slovakiet har han vist, at han med det rette held og den rette timing vil være i stand til at være med i kampen om sejren, men desværre var den gode spurt i lørdags en enlig svale i et trist efterår. Senest i Slovakiet så vi, at han lige nu er helt uden robusthed, og han kan derfor få svært ved at overleve. Det samme gælder for holdets anden sprinter Erlend Blikra, der er endnu mindre robust, og holdets tredje sprinter, Daniel Hoelgaard, kan ikke vinde, hvis det bliver ham, der skal forsvare de norske farver.

Ineos kommer med Michael Kwiatkowski som den store stjerne, men hans form er temmelig usikker. Han fandt den aldrig i Dauphiné og Touren, han var tam i Polen, og han var helt fra den i Tour of Britain, inden hans VM-enkeltstart var pauver. Kun ved OL oplevede han en kortvarig renæssance, og han er i forvejen ikke specialist på flade pavéer. Jeg føler mig langt fra overbevist om, at han vil blandt de stærkeste, men i dette felt burde han trods alt have en god chance for at køre med i den hårde version. Her vil han med sin power og gode spurt stå stærkt. Holdet har dog også en god option i Owain Doull , der så godt ud i England og måske kan begå sig i et hårdt løb, hvor han også vil have en god spurt. Det er også en god chance for Luke Rowe , der jo er blevet nr. 5 i Flandern og nr. 8 i Roubaix, men som synes at have mistet sine brostensevner, ikke synes formstærk og mangler spurten til at gøre det færdigt. Ben Swift er formsvag og ikke skabt til flade pavéer, og hans chance vil nok kun være en spurt, hvor han ikke vil kunne vinde.

Arvid de Kleijn har flere gange i år vist, at han har farten til at slå de bedste. Faktisk slog han Philipsen, da han vandt i Tyrkiet tidligere i år, og han burde også have robustheden til at sidde med feltet hjem i et fladbaneløb. Jeg er dog usikker på hans form efter styrtet i Poitou-Charentes, for hans spurt i Luxembourg var alt andet end overbevisende. Derudover er både Philipsen og Demare også på papiret både mere hårdføre og hurtigere. Er han mærket, kan Rally i en spurt satse på formstærke Colin Joyce , men han har ikke farten til at vinde.

Ag2r har en stærk kandidat i Stan Dewulf , der er kommet flyvende ud af Vueltaen. Han var fremragende i Primus Classic, og med de ben bør han være blandt de bedste på brostenene. Han er bestemt ikke langsom, men vil formentlig være oppe mod hurtigere folk, hvorfor det skal flaske sig, hvis han vil vinde. Også Damien Touzé er kommet fremragende ud af Vueltaen, som vi så, da han kørte med de bedste på Mammolshainer i Frankfurt i går, og han er endnu hurtigere end Dewulf. Til gengæld er han ikke skabt til flade pavéer, og jeg tror derfor mest af alt, at hans chance er en spurt, som han næppe vinder. Endelig har holdet naturligvis også deres store stjerne, Oliver Naesen, der jo burde være en af de helt tunge favoritter. Han så bedre ud i Primus Classic, men hans Benelux og senest Primus Classic viser, at han er milevidt fra sit bedste niveau. I dette felt bør han have en chance for at køre med de bedste, men jeg vil blive overrasket, hvis han - trods sin hurtighed - kan gøre det færdigt. Dermed er Alexis Gougeard vist færdig med at brillere i disse løb.

Med sin sejr på grusvejene i Tro-Bro Leon har Connor Swift vist sine evner i denne slags løb, som han også gjorde med 6. pladsen i Hageland. Det vil også undre mig, hvis ikke han er med de bedste på pavéerne, men selvom han faktisk slog nogle hurtige folk i Tro-Bro Leon, er han blandt de hårdføre folk ikke den hurtigste. Derfor skal det flaske sig, hvis han skal vinde. Til en spurt har holdet Bram Welten, der senest viste sin gode fart med 4. pladsen i går, og som i et mindre felt vil stå stærkere i den positionskamp, han har svært ved, og han burde derfor gøre det godt. Endnu hurtigere er Dan McLay, der godt kan være med i et hårdt løb som dette, men efter den lange skadespause vil han formentlig få det for svært. Amaury Capiot burde være et fremragende bud i et hårdt løb, men han mangler stadig form efter sin skadespause, og det samme gør Clement Russo. Hurtige Christophe Noppe virker meget formstærk, men han er næppe stærk nok til at gå med de bedste.

Intermarché har en stærk kandidat Taco van der Hoorn, der er fremragende i et fladt brostensløb som dette. Det så vi senest med 2. pladsen bag Van der Poel i Antwerpen, men jeg har stadig svært ved at se ham vinde. Han er ikke helt langsom, men sammenlignet med de øvrige favoritter mangler han fart. Defor skal det flaske sig, hvis han skal vinde. Holdet har også en god kandidat i Baptiste Planckaert, der burde være skabt til dette løb, som vi så med 3. pladsen i Tro-Bro Leon. Han har også hurtigheden, men han har virket ganske formsvag efter sommerpausen, og jeg føler mig ikke overbevist om, at han kan gå med de bedste. I en spurt vil han blande sig, men ikke kunne vinde. Holdet har også Aime de Gendt, men den kortvarige opblomstring, vi så i august, holder ikke for alvor længere. Dårlig er han ikke, men som spurtsvag har han svært ved at vinde. På papiret burde holdets bedste mand være Quinten Hermans, der som crossspecialist vil elske dette løb og også har farten til at gøre det færdigt. Jeg er dog langt fra sikker på, at formen er der. Han skulle have sluttet sin sæson i Bretagne for at fokusere på cross, men han bliver ved med at forlænge den med brædder. Det kan skyldes, at han er bedre kørende end ventet, men det vil undre mig, hvis han viser sit store potentiale.

Man bliver vel også nødt til at nævne Jason Tesson. Franskmanden choksejrede i Poitou-Charentes, og det vidner om, at han har en fremragende fart, når det flasker sig i positionskampen. Han har ikke vist nogen holdbarhed, og derfor siger logikken, at løbet bliver for svært, men i flade brostensløb kan tunge sprintere godt overleve. Meget skal falde på plads, hvis han skal være med helt i front, men umuligt er det ikke. Mere robust er Romain Cardis, der er i god form og blev nr. 7 i går, men han har næppe farten til at vinde for Auber 93.

Delko har Pierre Barbier, der var med hjem til en spurt for to år siden. I et fladt løb som dette kan han sagtens overleve, og han har i år vist, at han i en spurt kan være med helt fremme i dette felt. Han har dog slet ikke vist form siden styrtet i Ain, og løbet her bliver formentlig for hårdt. Eduard Grosu kørte endelig en god spurt i Luxembourg, men han synes helt uden holdbarhed og mangler power på flade brosten. Holdets mest robuste er Evaldas Siskevicius, men det er mange år siden, han skabte sin sensation med en top 10 i Roubaix.

Læs også

Stjerne spurter sig til første sejr i næsten fem år - Tour-vinderen må nøjes

Bingoal skal satse på en spurt med Stanislaw Aniolkowski. Som vi har set tydeligt i år, er polakken bestemt ikke den mest robuste på bakker, men i hårde fladbaneløb er han stærk, som vi senest så i sidevinden i Benelux. Løbet ligger godt til ham, men vi har også set, at han lige nu lider af en klar mangel på fart. Ludovic Robeet gjorde det godt i Antwerpen, men det er næsten umuligt at se ham vinde.

B&B får det svært. Holdets bedste chance er formentlig en spurt med Luca Mozzato, der er en robust herre, men mangler farten til at vinde, og hvis form også er ret svær at læse lige nu. Bert de Backer er tidligere Roubaix-specialist, men selvom han var god i Antwerpen, er han næppe stærk nok til at gå med de bedste, og holdets anden Roubaix-specialist, Cyril Lemoine, er på vej tilbage efter Tour-styrtet. Det kan også være, at holdet spurter med Jeremy Lecroq, der også er hårdfør og blev nr. 6 i går, men normalt vil de køre for Mozzato. De fallerede Frederik Backaert og Jens Debusschere kan næppe være med.

Jeg har svært ved at tro på de øvrige hold. Total har ganske vist en fremragende brostensrytter i Dries van Gestel, men som vi så i sidste uge er han milevidt fra formen efter sin skade. Edvald Boasson Hagen kørte en fin spurt i Luxembourg, men de dage, hvor han kan vinde her, er talte, og det samme gælder for Adrien Petit, der ellers også er tidligere brostensspecialist. Sport Vlaanderen har stærke Kenneth van Rooy, men han var skuffende i Luxembourg, og selvom Cedric Beullens bør sidde med hjem til en spurt, vinder han den ikke, som heller ikke den temmelig skrøbelig Jens Reynders gør det. Roubaix skal vel håbe på en spurt med Jeremy Leveau, hvis form efter en række afbud dog er usikker, og sekundært med Mathias de Witte.

***** Arnaud Demare

**** Jasper Philipsen, Gianni Vermeersch

*** Sep Vanmarcke, Tom van Asbroeck, Piet Allegaert, Jens Keukeleire, Jordi Meeus

** Alexander Krieger, Kristoffer Halvorsen, Michal Kwiatkowski, Stan Dewulf, Connor Swift, Hugo Hofstetter, Owain Doull, Taco van der Hoorn, Quinten Hermans, Damien Touzé, Martin Laas, Oliver Naesen, Bram Welten, Jasson Tesson, Pierre Barbier

* Baptiste Planckaert, Aime de Gendt, Dan McLay, Rudy Barbier, Matthew Walls, Stanislaw Aniolkowski, Luca Mozzato, Edvald Boasson Hagen, Jeremy Lecroq, Logan Owen, Luke Rowe, Amaury Capiot, Axel Zingle, Romain Cardis, Olivier Le Gac, Ide Schelling, Kenneth van Rooy, Adrien Petit, Ramon Sinkeldam, Christophe Noppe, Ben Swift, Miles Scotson, Bert de Backer,  Eduard Grosu

Danskerne

Julius Johansen skal på Uno-X primært støtte Kristoffer Halvorsen, men der burde også være plads til, at han måske kan jagte et udbrud.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Mathieu van der Poels sejr fra 2019, Kenny Dehaes’ sejr fra 2018, hvordan Arnaud Demare slog Nacer Bouhanni i 2017, Dan McLays vanvidsspurt, der gav sejren i 2016, samt Bouhannis sejr fra 2015,

SE GP DE DENAIN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-